Det norske Folks Historie/4/137
Ud paa Vintren gjorde Kongen endnu et Forsøg paa at faa Enighed gjenoprettet, idet han ved et til Throndhjem afsendt Bud lod Hertugen anmode om at samles med ham i Bergen til Sommeren. For at Bønderne ikke skulde betynges med unødvendigt Udbud, bad han ham kun at benytte nogle lette Skibe til Rejsen. Derhos lod han hilse, at Snorre og de øvrige Islændinger, der opholdt sig i Throndhjem, ikke maatte forlade Landet, førend det var blevet afgjort, med hvad Erende de skulde fare hjem. Der var nemlig indløbet Efterretning om yderst vigtige Begivenheder paa Øen, som senere skal omhandles, og det maatte med Hensyn saavel til Øens egen Fred og Rolighed, som til Kongens Planer være af yderste Vigtighed, at der blev truffet foreløbig Aftale om, hvad der nu var at gjøre. Derpaa begav Kongen sig til Tunsberg, hvor han i nogen Tid opholdt sig, og hvor hans Venner saavel fra Viken som fra Oplandene samlede sig om ham. Han modtog af og til Efterretning om, hvad der foregik saavel nordenfjelds som søndenfjelds; saaledes fik han ogsaa vide, at Hertugen trods hans Forbud havde givet Islændingerne Tilladelse til at rejse, ja endog skaffet dem et Skib dertil, hvori han selv ejede en Part. Denne aabenbare Tilsidesættelse af hans Forbud maatte allerede kunne give ham en Forsmag paa, hvor lidet Hertugen agtede at rette sig efter hans Budskab. Imidlertid sendte han paany et Brev til Throndhjem, hvori han paa det strengeligste gjentog sit Forbud. Dette frugtede dog ikke bedre, som det i det Følgende vil sees, og Islændingerne rejste virkelig, med Hertugens fulde Samtykke. Ej mere agtede denne Kongens Forbud mod at gjøre store Udrustninger til Rejsen. Tvert imod udrustede han sine største og bedste Skibe. Men for at Kongen ikke alt for tidligt skulde merke Uraad, sendte han Abbed Bjørn, der i den senere Tid synes at have fungeret som hans Kansler, til Kongen med særdeles beroligende Forsikringer. Abbeden traf Kongen i Tunsberg, og paa dennes Spørsmaal, om det blev noget af med Hertugens Komme, svarede han, at derom kunde man være forvisset. Derimod vidste han, sagde han, intet om, hvor stor en Styrke han vilde medbringe. Førend imidlertid Abbeden endnu havde forladt Tunsberg, hvor han ventede paa Breve, som Kongen vilde medgive ham, kom Aasulv paa Austraat sejlende med alle sine Huuskarle, og berettede at Hertugen havde ladet Langfredagen, Holmebussen, Strindekollen og mange andre store Skibe bringe paa Søen, samt at han havde opbudt Folket overalt i Thrøndelagen, for med rømte Styrke, som det hed, at drage til Bergen, da han ikke vilde give sig ganske og aldeles i Kongens Vold. Kongen blev nu nødt til at gjøre lignende Udrustninger paa sin Side. Han sendte strax Bud til Arnbjørn Jonssøn og de øvrige Lendermænd og Sysselmænd, lod dem vide, hvad Hertugen tog sig for, og stevnede dem til sig med al den Folkestyrke, de kunde skaffe. Abbeden fik ikke Lov til at rejse, førend der var skrevet nye Breve, som han kunde medbringe i Stedet for de forrige, der ej længer passede. Sandsynligviis have hine Breve indeholdt Advarsler til Hertugen og Paamindelser til de throndhjemske Høvdinger om ej at svigte deres Troskabspligt eller indlade sig i farlige Foretagender. Da Sommeren kom, sejlede Hertugen lige fuldt med hele sin Styrke til Bergen, og lagde sig i Florevaag. Her fik han imidlertid høre at Kongen var fuldkommen belavet paa at møde ham, og kunde ventes fra Viken med alle sine Lendermænd og ikke mindre end 40 Skibe. Paa en saadan Overmagt havde Hertugen ikke gjort Regning, og han sammenkaldte sine Mænd til Raadslagning om, hvad der i den Anledning var at gjøre, om man skulde oppebie Kongen eller vende tilbage igjen. Det første vovede man ej, dertil havde man for ond Samvittighed, og derfor besluttede man at drage hjem igjen, hvilket ogsaa ufortøvet skede. Kort efter ankom Kongen til Bergen. Han traf der Erkebiskop Sigurd, som var bleven tilbage, højst bekymret for, hvad Udfald alt dette vilde faa, og strax efter ankom der ogsaa Sendebud fra Hertugen, nemlig den rastløse og allesteds nærværende Abbed Bjørn, Jatgeir Skald og Sone Sik, Hertugens Merkesmand, for at aabne Underhandlinger. Skjønt Erkebiskoppen ikke kunde dølge, at det kun havde daarlige Udsigter med Fredens Vedligeholdelse, bad han dog Kongen gjøre derfor, hvad der stod i hans Magt. Det blev da bestemt, at Erkebiskoppen skulde sætte Grid, d. e. paabyde Stilstand, Vintren over. Efter dertil modtagen Fuldmagt af Kongen, tillyste han Stilstanden i Sendebudenes Nærværelse, idet han tilføjede Trusel om Bansstraf for hver den af Parterne, som brød den. Herom tilskrev han Hertugen med Sendebudene, og bad ham endelig overholde Stilstanden indtil Erkebiskoppen havde faaet ham i Tale. Kongen skrev ligeledes til Hertugen med Bøn om at han vilde holde Griden, eller lade ham det vide, hvis han ej antog den. Derpaa gav Kongen alle Lendermændene Hjemlov, idet han dog bad dem, der skulde nordover, nemlig Aasulv paa Austraat, Thore paa Bortn, Vegard Veradals Broder, Peter i Giske, Agmund Krøkedans, Sigurd, Erkebiskop Peters Søn[1], og Arne Blakk, at fare varligen, indtil det havde viist sig, om Hertugen antog Griden eller ej. Nogen egentlig Overraskelse eller Underfundighed synes han ej at have frygtet. Ogsaa Erkebiskoppen stolede paa at Hertugen vilde vise sig som en Mand af Ære, thi i Stedet for at drage lige til Nidaros, rejste han først i Visitats til Søndmøre[2].
Men det viiste sig snart, at man ej længer kunde stole paa Hertugens Ridderlighed. Da han efter tre Ugers Sejlads kom til Nidaros og lod sætte sine Skibe op, indfandt der sig, førend man vidste noget Ord deraf, en heel Mængde af hans Tilhængere saavel fra Oplandene som fra Viken, hvilke han hemmelig havde ladet kalde, sandsynligviis ved den listige Abbed Bjørn, da denne den foregaaende Vinter, havde været hos Kongen i Tunsberg; og for at skaffe Underholdning til alle disse Folk lod han opbyde fuld Almenning af hele Thrøndelagen. Bønderne vægrede sig vel ved at udrede saa meget, og paaberaabte sig et Brev fra Kong Haakon til Indthrønderne, (der sandsynligviis var udfærdiget efter det sidste Forlig med Hertugen), at de ej skulde udrede større Paalæg og Skatter til denne, end han tog af sine egne Undergivne. Men da drog Hertugen selv med en Deel Skibe til Indhered, og ankrede ved Vaagsbru (hvor han tidligt i sin Ungdom havde hjulpet sin Broder Kong Inge at ydmyge Indthrønderne), medens han lod nogle af sine vikske og oplandske Høvdinger med Krigsfolk drage om i Fylkerne og udpresse Skat af Bønderne, som nu ej vovede at sætte sig til Modværge, men udredede betydelige Summer, nogle en Mark Guld, andre tvende, enkelte endog alt hvad de ejede[3]. Efter denne Expedition, der rigtignok ikke var synderlig skikket til at vinde ham Tilhængere, og som derfor, ligesom hans hele Ferd efter denne Tid, synes at bære Præget af Fortvivlelsens Dumdristighed, vendte Skule tilbage til Nidaros, og plejede ivrige Raadslagninger saavel med sine verdslige Raadgivere og Krigshøvdinger, som med Chorsbrødrene, blandt hvilke han altid havde et stort Parti, om Udførelsen af sin længe nærede Plan, at antage Kongenavn og saaledes begynde en Krig paa Liv og Død med sin Svigersøn om Norges Krone. De Lendermænd, der ved denne Lejlighed omgave ham, vare hans Svoger Alf af Thornberg, Alf af Leivastad, Ivar af Sundbu i Gudbrandsdalen, Baard bratte, Baard Varg, Olaf af Vigdeild paa Frosten, Erling Ljodhorn, der nu ved sit eget Exempel godtgjorde, hvad han tidligere havde ytret om sin Æts, Standhale-Ættens, Troløshed[4], Algaute, Vesete litle, Klemet Fader, og Guthorm af Slidrheim[5]. Nogle af disse vare ærlige nok til at fraraade ham et saa farligt og for Landets Ro fordærveligt Skridt, som det, han havde fore; andre derimod talte ham efter Munden og sagde at Norges Krone var hans retmæssige Broderarv, som Kong Haakon havde berøvet ham. Selv vilde han vel ligesom kaste Ansvaret fra sig ved, som han sagde, at lade sine Raadgivere overlægge for sig selv om Sagen, og tage en Bestemmelse uden hans Indblanding. Men hans egen Lyst var dog alt for vel bekjendt, til at den ej lige fuldt skulde have Indvirkning paa Gemytterne, og han lyttede selv alt for gjerne efter dem, der smigrede denne Attraa. Chorsbrødrene synes især at have smigret hans Forfængelighed og styrket ham i hans usalige Planer. Som oftest havde han nogle af dem hos sig. De forelæste ham endog Steder i Lovbogen, der skulde godtgjøre hans Ret til Kongedømmet. Og endelig, ledet, som det heder, af egen Ærgjerrighed og andres Foresnakken, bestemte han sig til at kaste Terningerne, og lod de bedste Bønder fra hele Thrøndelagen indstevne til Ørething. Det havde allerede længe af hele hans Ferd været indlysende for alle og enhver, at han havde store Planer fore, men hvilke disse vare, vidste man endnu ikke i Almindelighed. Nysgjerrigheden bar derfor vistnok bragt en ikke uanseelig Mængde sammen til Thinget. Dette holdtes St. Leonhardsdag den 6te November, der tillige var en Søndag[6]. Der ringedes til Højmesse, og alt Folket gik op til Christkirken som sædvanligt. Idet Messen begyndte, kom først Hertugens Klerk eller Haandsekretær, Mester Berg, ind i Kirken, og saa sig om til alle Kanter, som om han spejdede efter noget. Siden, da Euangeliet var læst, kom Hertugen selv ind i Kirken med et stort Følge, gik lige op i Choret, og lod Chorsbrødrene kalde til sig. Imidlertid maatte Messen afbrydes, og idet samme hørte man, at der udenfor blæstes til Ørething, og at Bønder, Kjøbmænd og hele Almuen tilsagdes at møde[7]. Hertugen fordrede hverken mere eller mindre, end at Chorsbrødrene skulde give sit Minde til at St. Olafs Skriin blev baaret ud paa Thinget, som sædvanligt ved Kongehylding. .De vidste ikke strax, hvad de skulde svare hertil, thi skjønt de fleste af dem vistnok gjerne vilde føje ham, saa havde dog Eystein Sure, der af Erkebiskoppen var beskikket til deres Formand i hans Fraværelse, Betænkeligheder, da man nu tydeligt nok kunde skjønne, hvad Meningen var. Hertugen spurgte utaalmodigt, hvorfor de nølede saa længe med at give ham Besked. De svarede at det var en betænkelig Sag, og bade om at de et Øjeblik maatte træde til Side for at overlægge derom. Hertugen kunde ikke negte dem denne Begjæring, og de trak sig tilbage i den sydlige Deel af Choret, hvor de talte sammen, uden dog at kunne komme til Enighed; thi nogle vilde at Skrinet strax skulde bæres ud, Eystein derimod negtede sit Samtykke. Da han havde mest at sige, blev det, som han vilde. Han svarede Hertugen, at Sagen fik bero, indtil Erkebiskoppen selv kom hjem, og befalede derpaa den forrettende Prest at fortsætte med Messen. „Hvorfor vil du altid trodse mine Ord, og staa saavel min Vilje og Hæder som dine Brødres samstemmige Ønske imod“, udbrød Hertugen, forlod Kirken, og gik tilbage til Kongsgaarden. Hans Søn Peter derimod, Stallaren Arnfinn Thjovssøn, en af hans ældste Tilhængere, og en heel Deel andre Varbelger bleve tilbage i Kirken og gik lige op til Højalteret, for at tage Skrinet ned trods Eysteins Ord. Da stillede Eystein sig foran Alteret og sagde: „vi gjøre herved vitterligt for alle og enhver, at vi lyse dem i Ban, der vove at bringe Skrinet bort uden vort, Chorsbrødrenes, Samtykke“. Men Peter sagde haanligt: „Tak skal du have for disse Ord, det er ligesaa godt som om du indbød os til at drikke Mjød; tager kun fat paa Skrinet og ladre os faa det ud“! Hans Folk gave sig strax ifærd med det, men det stod fast: da sprang Peter selv op paa Alteret, stemmede Knæerne imod, og fik det rygget; siden blev det uden Vanskelighed bragt ud. Ligeledes tog man St. Olafs Øxe og Spyd, saavel som et Kors, hvori et Stykke af lignum domini, eller Christi sande Kors, enten det som Kong Sigurd Jorsalafare for 128 Aar tilbage havde bragt til Norge, eller et andet, der i Aaret 1234 kom til Nidaros[8]. Ved alt dette vare Peter og Arnfinn Thjovssøn de virksomste; de fleste øvrige følte sig dog noget beklemte om Hjertet ved denne frække Krænkelse af Kirkens og Relikviernes Hellighed. Da man kom forbi Kongsgaarden med Relikvierne, sluttede Hertugen sig til Toget, ledsaget af hele sin Hird, alle væbnede, og saaledes begav man sig ned til Øren, hvor Thinget holdtes. Aamunde Remba, Lagmanden fra Raumarike, der havde indfundet sig for, efter hvad det lader, at gjøre Tjeneste som juridisk Konsulent, og bringe det Ræsonnement til Torvs, hvormed han ej torde rykke frem paa Rigsmødet i Bergen 1223[9], stod op, hilsede Hertugen og Hirden, og aabnede Forhandlingerne med en lang Tale, hvori han opregnede Hertugens Æt lige til St. Olaf, og fegte at vise, at han stod i den anden (eller rettere tredie) Arv efter Inge, som hans Broder[10], medens Haakon kun stod i den ilte som hans Syskendebarns Søn. Efter Aamunde talte dernæst først Arnfinn Thjosvsøn, siden Erling Ljodhorn, og gjentoge de samme Beviisgrunde. Men, heder det i Sagaen, paa Hertugen selv nær var der kun faa, som fandt at de havde Ret. Der var nemlig ved deres hele Beviisførelse dette at merke, at det i og for sig selv var urigtigt at regne Arveretten fra Inge, den sidst afdøde Konge, da han, som det tidligere er omhandlet, kun ophøjedes paa Tronen under den fejlagtige Forudsætning at der ingen mandlig Arving fandtes af Kongestammen; da det viste sig, at Haakon Sverressøn dog havde efterladt en Søn, var denne selvskreven til Arven, og Inges Værdighed kunde blot blive personlig, ikke arvelig. Siden stod Hertugen selv op, og talte om hvor megen Spot og Skjendsel han havde lidt af Kongen for den Velvilje, han havde viist ham; at han havde baade laant ham Land og Folk, men at .Kongen dog ikke lønnede det anderledes, end at han nu vilde fratage ham hans Trediedeel af Riget[11]. Han opregnede ogsaa mange andre Beskyldninger mod Kongen. Endelig traadte Ivar Lagmand frem, og begyndte ligeledes med at opregne Hertugens Æt; han sluttede med at erklære Hertugen for ene arveberettiget til Norge, og gav ham derfor Kongenavn, Land og Thegner med alle de Skatlande, der ligge under Norges Konge. Det var ham, sagde han, en sand Glæde at gjøre det. Den saaledes udnævnte Konge rejste sig, talte nogle Ord, og aflagde, med Haanden paa St. Olafs Skriin, den sædvanlige Hyldingsed, at han skulde holde St. Olafs Lov mod sine Thegner. Derpaa kaldte han først sine Lendermænd, saa Skutilsveinerne, Hirdmændene og endelig Bønderne fra alle Fylker frem, og modtog deres Troskabsed, hvorpaa Thinget hævedes, og Skrinet blev baaret tilbage til Kirken. Skule ledsagede det selv, men blev ikke mødt med Procession af Gejstligheden, som det ellers var sædvanligt ved Hylding, ligesaa lidet som der blev ringet til hans Ære. Kun to af Chorsbrødrene mødte ham udenfor Olafskirken, og ledsagede ham til Christkirken. Dog fandt man, heder det, Chorsbrødrene mindre uvenligt stemte mod Skule, end man efter det Forefaldne skulde have ventet. Dagens Højtideligheder sluttede med et Gjestebud, som Skule gav sine Krigere[12].
- ↑ Dette viser altsaa, at Erkebiskop Peter, som det ovenfor er omtalt, havde været gift, eller i alle Fald ikke strengt overholdt Coelibatet. Merkeligt er det, at hans Søn stod paa Kongens Parti.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 195, 196.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 197.
- ↑ Se ovenfor S. 718.
- ↑ Ifølge Flatøbogen var Guthorm en Søn af Klemet, hvilket heller ikke er usandsynligt. Dette Sudrheim er sandsynligviis Søreim i Guuldalen. Ellers kunde man nok ogsaa her tænke paa Søreim paa Raumarike, siden flere af Hertugens Folk vare fra den Kant.
- ↑ Dette viser, at Aarstallet 1239 er rigtigt.
- ↑ Man skulde næsten formode, at man i Byen selv, saa vidt muligt, har gjort en Hemmelighed af det tilstevnede Thing indtil umiddelbart førend det skulde begynde.
- ↑ I Annalerne for 1234 staar: „det hellige Kors kom til Nidaros Dagen før Olafsvake.“ Dette synes saaledes at skulle være et andet end det, som (se ovenfor II. S. 769) efter Vendernes Angreb paa Kongehelle sendtes til Nidaros, og var der, da Ágrip blev skrevet. Imidlertid er det dog nok muligt, at det kunde være det samme.
- ↑ Se ovenfor S. 658,659.
- ↑ Saavel Frosta- som Gulathingslovens Arvebolk nævner Sønnesøn i 2den, Broder i 3die Klasse. Naar Sagaforfatteren regner Broder til anden Klasse, er det enten reentud Skrivfejl, eller han tænker sig Sønnesøn som hørende til en Underafdeling af første. Ellers stod Skule med Hensyn til Inge ej engang i tredie, men i femte, efter Gulathingsloven sjette Arv, thi dertil hører „sammødre Broder“, medens det er „samfedre Broder“ som hører til det tredie.
- ↑ Her sigtede Hertugen rimeligviis til hiint Kongebrev, hvorved det forbødes at udrede større Skatter til Hertugen end til Kongen.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 198, 199.