Det norske Folks Historie/4/118

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 700-709).

Kongen og Jarlen tilbragte en lang Tid af Sommeren tilsammen i Bergen og aftalte nye Planer for at standse Ribbungernes Uvæsen, der stedse var i Tiltagende, saa at de endog udstrakte sine Streiftog ligetil det sydligste af Agder. Kongen udskrev Leding over hele Gulathingslagen, saavel af Folk, som af Kost. Jarlen maatte nu ogsaa ifølge sin Lehnspligt love at deeltage i Kampen, og det blev bestemt, at han først skulde vende tilbage til Throndhjem, og derfra med et betydeligt Antal Tropper drage syd over Fjeldet til Mjøsen, for der at møde Kongen, som imidlertid med Flaaden skulde begive sig til Viken. Den af dem, som kom først til Mjøsen, skulde strax sætte Folk i Arbejde med at bygge Fartøjer, for at man ogsaa her kunde have en Flaade, hvilket nu var dobbelt nødvendigt, da Sigurd Ribbung havde benyttet sig af sin Overmagt paa Hedemarken til at følge Baglerkongen Inges Exempel og sætte sig fast paa Helge-Øen. Da alt dette var ordnet og aftalt, skiltes de ad og droge hver til sit, Jarlen hjem til Throndhjem, og Kongen sydefter til Viken. Han havde ikke færre end 35 Skibe. Ogsaa Dronningen og hans Moder fulgte med. Da Kongen sejlede forbi Jæderen, kom en Busse fra England, og ombord paa den var Jon Staal, der havde gjort en Andagtsrejse til den hellige Thomas Verkets Grav i Canterbury^[1]. Bussen sejlede meget nær Kongeskibet, saa man fra begge Fartøjer kunde tale med hinanden, og Kongen spurgte blandt andet, om de havde hørt noget til den nye Erkebiskop. Der blev svaret, at han allerede var kommen til England og nu stod paa Rejsen til Norge. Paa Kongens Spørgsmaal, hvo der da var bleven Erkebiskop, svarede Jon Staal: „den, som I helst ønsker, Peter paa Husastad.“ Kongen takkede Grid derfor, og da han om Aftenen kom i Havn, skrev han et Brev, der skulde leveres Erkebiskoppen, hvorsomhelst han landede, hvori han i Guds og sit eget Navn bød ham Velkommen. Allerede da Kongen sejlede indenfor Lindesnes, kom den gamle Frederik Slafse ham imøde med den Efterretning, at der laa Ribbunger vidt og bredt omkring i Bygderne der syd paa Agder og tilføjede baade Kongen og Bønderne megen Skade. Kongen drejede strax ind i Sundene og sendte nogle letsejlende Skuder ind til Mandat, hvor endeel Ribbunger bleve dræbte; de samme Skuder droge siden længer .østover, og fik hist og her fat paa nogle af Fienderne, som derefter synes at have trukket sig tilbage. Ogsaa i Skien og øster paa Nesje laa der Ribbunger, hvilket Kongen fik vide, da han kom forbi Rygjarbit; han hørte, at der holdtes et Bryllup i Skien^[2], og i Haab om, ved denne Lejlighed at kunne overrumple dem, gik han selv ombord paa en Skude og roede ved Nattetid indtil Byen. Men Ribbungerne fik Nys herom og skyndte sig allerede samme Nat ud fra Byen, saa at Kongen, da han i Dagbrækningen ankom, ikke længer fandt dem der. Han roede strax ud af Fjorden igjen og sejlede med endeel af de lettere Skive til Tunsbergfjorden, gjennem Grindholmesund, og lige til Oslo, hvor der ogsaa laa Ribbunger, som han vilde jage bort. Da han om Aftenen den 13de September kom til Nesodden, sendte han Ivar af Skedjehov forud med 7 Skuder, for om Natten at snige sig ubemerket til Byen, og lægge sig i Baghold. Ivar lagde til under Trelleberg, gik der i Land med sine Folk, og enten lige over Ekeberg eller langs Foden deraf, indtil han kom til den saakaldte Elven-Eng^[3] ovenfor Byen, hvor han blev liggende om Natten. Morgenen efter kom Kongen med de øvrige fem Skuder roende lige ind til Bryggen. Da Ribbungerne saa dem og kjendte Kongens Merke, tog de strax Flugten op fra Byen; men her mødte Ivar dem og drev dem tilbage igjen. Imidlertid var Kongen kommen op paa Bryggen med sine Mænd, saa at Ribbungerne paa begge Sider havde Fiender. Efter en svag Modstand og Tabet af 20 Mand sagte de derfor at frelse sig i Kirkerne, og det synes, som om ikke en eneste af dem undkom fra Byen. Haakon skjenkede dem alle Livet, dog sandsynligviis imod den Forpligtelse, ikke oftere at stride mod ham. Efter saaledes ved dette raske Overfald at have renset Oslo for Fiender, vendte han endnu samme Aften ad den kortest mulige Vej tilbage til Tunsberg, hvor han sandsynligviis ankom den følgende Morgen. Her indtraf nu ogsaa de store Skibe, som han havde forladt udenfor Langesund, og paa hvilke Dronningen og hans Moder befandt sig. Ligeledes kom Lendermændene og Sysselmendene fra alle Landskaberne i Viken til ham, og der gjordes Forberedelser til saa snart som muligt at drage ind til Oslo med den hele Styrke. Disse Forberedelser tog dog temmelig megen Tid, da vi af det følgende erfare, at man ikke kom afsted fra Tunsberg førend langt tid i Oktober. Aarsagen dertil angives ikke. Sandsynligviis have Skibene trængt til Reparation, og Kongen selv derhos søgt at faa flere Tropper samlet. Ogsaa med Skule Jarl tog det nogen Tid, inden han blev færdig med sine Forberedelser til Toget. Endnu i Slutningen af September havde han ej forladt Throndhjem, da vi have et af ham den 2.0de September udstedt Brev, hvori han skjenkede tvende Merkers Bol af de ham tilhørende Gaarde Sjetnan ved Tilder og Flegstad paa Frosten til Chorsbrødrenes Kommune ved Christkirken, imod at disse, saalænge han levede, skulde holde Bønner for ham og antage ham i sit Broderlag, men efter hans Død højtideligholde hans Aarstid eller Dødsdag med Sjælemesser m. m. i alle Byens Kirker, ligesom at de og i hans Levetid hver Andreasmesse, men efter hans Død paa hiin samme Aartidsdag skulde holde et festligt Lag til hans Erindring. Bi erfare tillige af dette Brev, at den nye Erkebiskop da endnu ikke var kommen til Nidaros eller havde overtaget Bestyrelsen af Stiftet, thi det heder udtrykkeligt, at Jarlen sluttede denne Overeenskomst med „de Chorsbrødre, som dengang forestod Bestyrelsen af Stiftet^[4]“. Men det er ikke derfor sagt, at Erkebiskoppen endnu ej skulde være kommen til Landet. Det er tvertimod højst rimeligt, at man i Throndhjem har faaet Efterretning om, at han var ankommen, som man af Sagaen seer, til et Sted i den sydligere Deel af Landet, sandsynligviis Bergen, og at Jarlen, for hvem hans Udnævnelse til Erkebiskop var ligesaa meget ukjærkommen som for Chorsbrødrene, ved hiin store Gave har søgt at knytte disse nærmere til sig, for fremdeles at kunne regne paa deres Bistand, hvis Erkebiskoppen skulde ville vise sig som hans Fiende. Han og Chorsbrødrene tilsammen udfærdigede derhos et Brev til Kongen, hvori de meldte, at Peter, „den Bedrager“ var ankommen til Landet efter at have kjøbt sig Erkebiskopsnavn for St. Olafs Penge, og anmodede Kongen om at lade ham fængsle som enhver anden, der bedrog den hellige Kirke. Men Kongen, som imidlertid havde faaet et Brev fra Erkebiskoppen, hvori denne anbefalede sig til hans Venskab, og derhos et af ham medbragt Anbefalings-Brev fra Paven, sendte strax hiint Brev fra Jarlen og Chorsbrødrene til ham, lovede ham sit Venskab og tilbød sig selv at ledsage ham til Throndhjem, idet han gav ham Valget, om han imidlertid enten vilde begive sig til ham, eller oppebie ham i Kongsgaarden^[5] saa længe. Erkebiskoppen synes ej at have modtaget Tilbudet, men paa egen Haand at have begivet sig til Throndhjem, hvilket han og temmelig trygt kunde gjøre, da vi strax ville erfare, hvorledes han nu efter at have opnaaet, hvad han ønskede, tog Masken af og viste sig ligesaa fiendtlig mod Kongen, som de øvrige Chorsbrødre, saa at han strax maatte komme paa en god Fod baade med dem og Jarlen. For Resten var Jarlen, hvis Afrejse fra Throndhjem maa henføres til de første Dage af Oktober. .ikke længer i Byen, da Erkebiskoppen kom. Jarlen havde mange og gode Tropper og en heel Deel Lendermænd i sit Følge, blandt dem Gregorius Jonssøn, Paal Vaagaskalm og Peter i Giske; ogsaa Nikolas, Paal Vaagaskalms Søn, der nys havde staaet i Kongens Tjeneste og været med paa Toget til Vermeland, nævnes nu som en af Høvdingerne i Jarlens Hær^[6]. Denne havde ogsaa mange Skibstømmermænd med sig og havde ladet smede en Mængde Skibssøm, som bleve førte med paa Kløv, alt med stadigt Hensyn til den aftalte Plan, at lade Fartøjer hygge paa Mjøsen. Toget gik meget hurtigt, indtil man var kommen til den sydligste Deel af Gudbrandsdalen, det vil sige i Nærheden af Lillehammer. Herfra sendte Jarlen 180 Mand under Kolbein Ketturyg og Ivar Utvik i Forvejen til Hamar, hvor de kom ganske uventet ved Middagstid og meget nær havde faaet fat paa Sigurd Ribbung, som just var i Bad og med Nød og neppe undkom til sit Skib, medens flere af hans Folk faldt. Da Sigurd var kommen i behørig Afstand fra Land, raabte han til Birkebeinerne og spurgte, hvo der var Anfører for denne Krigshær, der nu var kommen nordenfra. Ivar Utvik sagde, at det var Skule Jarl. Sigurd lod sig nu ro videre til Helge-Øen, som hans Mænd holdt besat, men sendte strax efter Erling Rumstav til Jarlen for at underhandle med ham. Jarlen tog meget venlig imod Erling, og siden havde endog han og Sigurd en Sammenkomst, hvorved kun faa Mænd vare tilstede. Der handledes, som man af det følgende erfarer, om at sende et Gesandtskab til Kongen, og aabne nye Fredsunderhandlinger, og herved fremtræder Jarlen atter i et heelt tvetydigt Lys. Imidlertid tog Jarlen alle de Fartøjer, han kunde faa fat paa, i Beslag, hvoriblandt ogsaa Biskoppens, og derhos satte han Tømmermændene i Arbejde med at klinke sammen fem ny Fartøjer, saa store som man aldrig før havde seet Skibe paa Oplandene, men dertil saa daarlige, at de neppe kunde holde sammen, efterdi Arbejdet skulde gaa i den yderste Skynding.

Allerede førend Jarlen kom til Hamar, havde Sigurd Ribbung med en dansk Prest sendt et Brev til Kongen, hvori han foreslog, at de skulde mødes ved Drammen, og der holde Slag. Kongen raadførte sig herom med sine Mænd, som fandt, at det for Strømmens Skyld ej lod sig gjøre at drage did med store Skibe. Presten sagde da, at han i Tilfælde af at Kongen ej fandt dette Sted belejligt, havde Fuldmagt til at foreslaa Leret ved Oslo som Kampplads, da havde man lige langt dertil fra begge Sider. Kongen samtykkede gjerne heri. Men nu begyndte Presten at lade Ord falde om, at naar Kongen først samtykkede i at fare til Oslo, kunde han ligesaa gjerne fare noget længer, og at Ribbungerne fandt det mest passende, at Kongen reed op til Eidsvold, og at de mødte ham der for at holde Slag. Til denne uforskammede Anmodning svarede Kongen roligere, end man skulde have ventet. „Da saa rigtignok“, sagde han, „vi Birkebeiner en ganske anderledes lang Vej end Ribbungerne, naar vi, der allerede have faret lige fra Bergen, endda skulle ride 8 Mile^[7] op i Landet før at møde dem, medens de kun have tre Miil til Søs; men vil Sigurd endelig møde os der, saa skynd dig afsted, Prest, saa fort du kan, og meld Ribbungerne, at de skulle faa see Kong Haakons Merke vaje paa Eidsvolden, saa snart Gud giver Tid dertil.“ Kongen havde dog neppe givet et saa mildt Svar, hvis han ikke alligevel, efter Jarlens Opfordring og den trufne Aftale, havde bestemt sig til at drage op til Mjøsen. Presten rejste, og Haakon begav sig nu saa hastigt som muligt ind til Oslo. Han havde endnu intet bort om Jarlens Ankomst til Hedemarken, men erfarede den nu af en „Graamunk“ (Cisterciensermunk fra Tuterøen) hvilken Skule strax ved sin Afrejse fra Nidaros havde sendt i Forvejen med Brev til ham^[8]. Denne Munk mødte Flaaden ude paa Fjorden, medens den var undervejs til Oslo, og havde foruden Brevet den mundtlige Hilsen fra Jarlen, at Kongen endelig maatte skynde sig at møde ham, og at Jarlen imidlertid skulde sørge for Skibe, men at det dog var godt, om Kongen ogsaa medbragte en Deel Skibssøm, som man kunde have at tage til, om det behøvedes. Da Kongen kom til Oslo, og talte med Biskop Nikolas, ytrede denne, at han gjerne vilde faa mæglet Fred mellem Ribbungerne og Birkebeinerne. Men man fandt ogsaa, fortælles der, Breve, der forekom Kongen at vidne om, at Biskoppen ikke havde holdt det Troskabs-løfte, han havde givet ham. Disse Breve kunne neppe have været fra andre end Sigurd Ribbung selv eller nogle af dennes ivrigste Tilhængere, med hvilke Biskoppen, som vi have seet, ganske vist stod i Forbindelse, og om denne Forbindelse have vel Brevene indeholdt tydelige Vink. Skade, at der ikke berettes noget nærmere om.deres Indhold, og at man heller ikke faar at vide, hvorledes de faldt i Kongens Hænder. At Biskoppen var betydeligt kompromitteret derved, sees noksom deraf, at han ikke engang søgte at besmykke sig, men maatte bekvemme sig til at bede Kongen om Tilgivelse. Under disse Omstændigheder kunde der ej være Tale om at modtage nogen Mægling af ham, og Kongen skred ufortøvet til Eidsvolds-Rejsen. Han tog alle Lendermændene og alt det letteste Mandskab med, men efterlod Hallvard bratte og nogle andre Troppehøvdinger med deres Mandskab for at passe paa Skibene, der til yderligere Sikkerhed bleve lagte heelt ud til Elgjarnes^[9]. Paa Kongeskibet befandt sig Dronningen og Inga Kongsmoder, som heller ikke vovede at blive tilbage i Byen. Saa meget frygtede man Ribbungerne. Kongen tilbragte, ligesom forrige Gang paa Toget til Vermeland, den første Nat hos Gunnar paa Berg, og den anden hos Lagmanden Aamunde Remba, der altsaa nu sees at være forflyttet fra Rygjafylke til Oplandene, og boede paa Hov (maaskee det nuværende Houg i Nærheden af Hofvin Kirke). Morgenen efter fortsattes Toget op til Eidsvold, og de i Forvejen sendte Udridere mødte dem med den Efterretning, at Ribbungerne allerede vare ankomne og laa nede ved Elven. Kongen gjorde derfor Holdt ved en Bro – det kan ikke have været nogen anden end Broen over Andelven ved Verket – og holdt en Tale til sine Folk, hvori han bebudede at Ribbungerne nok agtede at holde Slag med ham den Dag. Birkebeinerne ytrede kun det eenstemmige Ønske, at Sammenstødet maatte skee saa snart som muligt, og man ilede af alle Kræfter at tilbagelægge den sidste halve Miil. Da Birkebeinerne kom til Eidsvolds Kirke, gave de Hestene af Sporerne og satte i fuld Fart ned ad Bakken til Elven, i den Tanke at de der vilde finde Ribbungerne. Men ingen Ribbunger vare at see. Spejderne havde taget Fejl. Fienden havde ikke fundet for godt at indfinde sig til Mødet. Kongen vendte derfor tilbage op til Gaarden, hvor han selv tog Kvarteer hos Presten, og fordeelte sine Folk paa de nærmeste Gaarde, medens han sendte nogle Kundskabsmænd op ad Mjøsen med Bønder, for at melde Jarlen at Kongen var kommen, og bede ham at sende Skibe saa hurtigt som muligt. Men strax efter kom der Sendebud fra Jarlen^[10], som havde to Udsendinger fra Ribbungerne, Erling Rumstav og Alf Styrssøn, i Følge med sig, og udbade Lejde for dem, da de havde noget at foredrage for Kongen. Kongen sagde at han ikke havde noget utalt med Ribbungerne, men Jarlens Sendebud sagde hertil at det Hele kun var udtænkt af Jarlen for at vinde nogen Tid, da man endnu behøvede 4 Dage til at faa Skibene paa Vandet. Ved at høre dette bevilgede Kongen det forlangte Lejde, og lod Ribbungernes Udsendinger komme for sig. De fremførte nu deres Erende, idet de hilste fra Sigurd Ribbung og sagde at han ved dem lod tilbyde Forlig, imod at faa en Deel af Landet. Kongen svarede: „det kostede min Farfader Kong Sverre mere end det hidtil har kostet mig, og langt større Møjsommeligheder døjede han, end jeg endnu har døjet, førend han fik vundet Norge fra sine Uvenner, ikke at tale om de mange, der søgte at faa ham styrtet, efterat han havde erhvervet Magten; men han samtykkede dog ikke i andet Skifte end hvad Gud efter sin Naade bestemte. Nu kunne I og hilse eders Høvding Sigurd, at mellem ham og mig bliver der intet andet Landeskifte end det, Gud vil. Vi vide desuden slet ikke, om Sigurd er Erling Steinveggs Søn, og saa meget vide vi i det mindste, at Erling ikke var Søn af Kong Magnus, og at han kun foor med Løgn, hvilket I noksom vide, der nu sidde her hos os, nemlig du, Arnbjørn Jonssøn, du, Gunnbjørn, og du, Simon Kyr.“ Arnbjørn svarede ikke stort dertil, men Simon Kyr sagde lige frem: „Ingen veed bedre end jeg, at den Erling, vi tjente, ej var den samme som jeg sad sammen med i Steenveggen paa Visingsø; for Resten fandt jeg ham at være en god Herre, saa længe jeg var hos ham.“ Heraf udspandt der sig en Ordvexling mellem Simon og Ribbungerne; da disse indsaa, at Kongen ikke paa nogen Maade vilde tilstaa deres første Forlangende, foresloge de kun en Stilstand for Vintren, og at Sigurd imidlertid skulde have Oplandene til Sikkerhed. Ogsaa hertil sagde Kongen Nej. Da bade de om at de kunde beholde Hedemarken og Raumarike til Vaaren. Men Kongen svarede: „dersom I faa Lov til at sidde i Fred der, ved jeg at I ville trække mange Tyve og Skarnsfolk til eder, som I pleje, og da bliver det vanskeligere at jage eder bort end nu.“ Dermed maatte Sendebudene vende tilbage. De vare fremdeles i Følge med Jarlens Sendebud, gjennem hvilke Kongen lod denne underrette om Samtalens Udfald, og derhos melde, at han ikke paa nogen Maade kunde blive længere paa Eidsvold end 8 Dage; den 9de Dag, eller 2den November^[11], maatte han drage bort igjen. Jarlen sendte nu Nikolas Paalssøn til Kongen med den Melding, at Skibene nok vare færdige, men at Folkene just ikke fandt dem synderlig tætte. Han udbad sig tillige nogle Tropper. Kongen sendte ham strax 8 Sveiter eller Skarer under Befaling af Ivar af Skedjehov og Saxe Bladspjot, men bad ham da ogsaa gjøre Alvor af at komme ned til ham, og medtage de Skibe, der nogenledes kunde bruges. Da Nikolas kom tilbage til Jarlen, havde denne nok faaet Skibene paa Vandet, men de vare saa lekke, at de neppe kunde flyde eller engang øses, saa at de ikke i mindste Maade duede til at bruges i Striden. Imidlertid havde Ribbungerne forladt Øen og roet ind hist og her til Aamundinger eller Viger; og da Jarlen hørte dette, begav han sig paa sine daarlige Skibe nord til Ringsaker, hvorfra han fortsatte Vejen lige til Throndhjem, uden at sende Kongen noget som helst Bud derom. Skibene lod han deels ophugge, deels brænde. Saaledes havde han ikke udrettet det aller mindste til Kongens Nytte, men derimod snarere søgt at skaffe Sigurd Ribbung saa gode Fredsvilkaar som muligt: en Ferd, der, saaledes som den her efter Sagaen er fremstillet, ikke undlader at forekomme mistænkelig, og fremdeles at vække den Forestilling, at Jarlen spillede under Dække med Kongens Fiender, vel ikke fordi han ligefrem ønskede sin Svigersøns Undergang, men fordi han nødig vilde at han skulde blive mægtigere end han selv, og derfor heller ikke med nogen Iver eller Oprigtighed vilde bidrage til at svække eller tilintetgjøre et Parti, der enten kunde holde Haakon Ligevegten eller i det mindste binde hans Hænder. Thi saa længe Haakon havde fuldt op at bestille med Ribbungerne i det Søndenfjeldske, medens det Nordenfjeldske var roligt, var Skule øjensynligt ovenpaa, og havde Norges Skjebne faa godt som i sin Haand.

Kong Haakon biede paa Eidsvold, indtil den bestemte Tid var omme; derpaa drog han bort med hele sin Hær, i den Hensigt at vende tilbage til Oslo og atter gaa ombord paa sine Skibe. Men da han kom længer ud paa Raumarike, fik han høre at Ribbungerne havde begivet sig til Thoten, og vare ifærd med at drage sine Skibe derfra over Land fra Mjøsen til Randsfjorden, (ad den samme Vej, Kjølvejen, ad hvilken Sverre i 1177 havde ladet draget sine Skibe fra Randsfjorden til Mjøsen), for derfra siden at skaffe dem ned til Tyrifjorden. Ved Efterretningen herom drejede Kongen strax af op til Hakedal og derfra til Hadeland; men kun med 1800 Mand, en forholdsviis ringe Deel af Hæren^[12], thi den større Deel var dragen i Forvejen, og fortsatte Toget til Oslo, uden at vide det mindste om, at Kongen havde drejet af; enkelte havde endog ikke ret Mod til at følge ham. Kongen tilbragte den første Nat i Hakedal, og tog den næste Dag sit Middagsmaaltid paa Gullen, en halv Miils Vej østenfor Jevnaker Kirke. Her blev det ham meldt at nogle Hobe Ribbunger just nu vare beskjeftigede med at drage deres Fartøjer ud efter Bygden. Strax sendte han Ivar Nev i Forvejen med en Deel Folk for at forstyrre dem i dette Arbejde, og fulgte selv siden efter med de øvrige. Men nede i Brandebu kom nogle ham imøde med den bedrøvelige Efterretning, at Ivar, i Stedet for at jage Ribbungerne bort, selv var bleven jaget bort af Ribbungerne oppe paa Kjølvejen, og havde mistet flere Folk. Det var kun alt for sandt. Strax efter kom Ivar selv, ledsaget af nogle faa Folk, og forklarede sit Uheld saaledes, at han, efter at have redet østover Skoven en Tidlang, med eet stødte paa Ribbungernes Hær, førend han endnu ventede det, og at hans Folk der for kuns rede uordentlig hist og her, medens Ribbungerne dannede en eneste samlet Flok, hvis Antal man ikke godt kunde bedømme; ved Sammenstødet i den tykke Skov fik saaledes hans Folk neppe engang Vaabnene frem, men bleve strax jagne paa Flugten, og frelste sig, som de bedst kunde, ind i Skoven: han selv fik dog vendt sin Hest og undkom med Nød og neppe. Kongen lod nu sine Folk gjøre Holdt oppe paa en Højde, for at oppebie Flygtningerne. Ved denne Lejlighed lod han tælle sin Styrke, og det viste sig da, at af alle 1800 havde han kun 360 tilbage. Efterhaanden kom Flygtningerne tilbage, ja endog flere, som man troede faldne; en Hirdmand, ved Navn Thorbjørn Grom, og flere i hans Følge, vare i en ynkelig Forfatning, nogle saarede, alle halvnøgne, da Ribbungerne havde taget Klæderne af dem. I Lysningen sendte Kongen omtrent 180 Mand afsted til Hest for at lede efter Ribbungerne. De kom tilbage ved Middagstid, og sagde at Sigurd havde begivet sig tilbage med hele sin Hær, og paany agtede at tage sit Sæde paa Øen^[13]. Da Kongen indsaa, at det ej kunde nytte at ville forfølge ham op til Mjøsen, saasom han ej havde Fartøjer, vendte han om igjen, tilbragte Resten af Dagen hos Provst Baard paa Gran, og drog siden ned til Oslo.

1. I Sagaen staar, at han var dragen til St. Thomas’s „Vaka“. Dette kan neppe være St. Thomas’s egentlige Dag, 29de Decbr., men maa være hans Translatio, 7de Juli.
2. Navnet paa den Mand, der holdt Bryllup, er i Sagaen opbevaret: Grimar svange.
3. I Flatøbogen, hvis Læsemaader pleje at være de bedste, staar Elvinareng, i andre Haandskrifter Elvinaregg, Elvinjaregg. Det er altsaa tydeligt, at Stedet har sit Navn af en Gaard, der har hedet Elvin eller Elvini, og maa have ligget strax ovenfor, d. e. østenfor Oslo, men hvis Navn nu rimeligviis, som saa mange andre i Nærheden af Byen, har maattet vige for Specialnavnene paa de mindre Parceller, hvori den er bleven deelt, indtil det ganske er forglemt. Skjønt „Elvinareng“ eller „Elvinaregg“ ikke simpelt hen kan verre en Sammensætning af elfr og eng eller egg, og derfor heller ikke ligefrem betegne „Elve-Engen“ eller „Elve-Kanten“, men nærmest maa henføres til Navnet „Elvin“, er det ikke usandsynligt, at dette Navn igjen egentlig skulde skrives Elfvin og betegne „Elvesletten“, hvoraf det igjen maatte følge at Elvinareng, Eivinaregg var at søge nærved Elven. Intet er rimeligere end, at Ivar har skjult sig og sine Folk bagom den temmelig høje Elvebakke, i Nærheden af Teglverket.
4. Dipl. Norv. II. No. 8. Her anføres Navnene paa de da tilstedeværende Chorsbrødre, hvilke det ej er uden Interesse at kjende: Mester Aslak; Aslak Pitlor, Baard Borre (alle disse tre nævnes og i Brevet om Myntretten af 1222, se ovenfor), S. Thorbergssøn, Sira Thore (han blev 1226 Erkebiskop Peters Eftermand), Sigurd Tavse (han blev igjen Thores Eftermand 1230), Bjørn Bonde, G. Bratte, I. Hvite og Thore Kraak.
5. Da den Kongsgaard, her nævnes, ej kan være Kongsgaarden i Oslo, og der paa denne Tid neppe var nogen Kongsgaard i Stavanger, bliver det følgelig alene Kongsgaarden i Bergen, hvorom her kan være Tale; altsaa var det Bergen, til hvilket Erkebiskoppen aller først kom. Dette var, forsaavidt han kom paa et engelsk Skib, ogsaa rimeligt af den Grund, at Bergen paa denne Tid synes at have varet den af alle norske Byer, der stod i livligst Forbindelse med England, og til hvilken de fleste Englandsfarere søgte.
6. Man skulde, i den Forbindelse, hvori Sagaen paa dette Sted omtaler Nikolas Paalssøn, fristes til at antage ham for Lendermand, men det kan dog ei forholde sig saa, da han, som det nedenfor vil sees, i Aaret 1239 udtrykkelig kaldes den yngste af alle Lendermænd (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 209).
7. Man seer heraf, at Vejen fra Oslo til Eidsvold i den Tid beregnedes til 8 Miil (rastir). Vejen fra Helgeøen til Eidsvold til Vands angives til tre vikur (Uger til Søes); i nærværende Tilfælde er dette noget mere en 3 norske Mile.
8. Alt denne Munk var en Cisterciensermunk fra Tuterø, er viist i Langes Klosterhistorie S. 97, da man endnu ikke kan have haft Franciskanere, der senere kaldtes Graamunke. Den Omstændighed, at samme Munk siges at være afsendt samtidigt med Jarlens Rejse fra Throndhjem, („Tunsberg“ i Sagaens Text er en Fejl) og have truffet Kongen paa Vejen til Oslo, afgiver et godt Vink til at bestemme Tiden for Jarlens Afrejse. Vi ville nemlig i det følgende see, at Kongen kom til Eidsvold i det højeste kun 14 Dage før Allehelgensdag, altsaa omkring 17de Oktober, og at han var tre Dage paa Rejsen fra Oslo; Opholdet i Oslo varede neppe mere end et Par Dage, saa at man kan antage at Munken traf ham omtrent den 14de Oktober; mere end 14 Dage kan han, der skulde rejse som et Slags sturen, neppe have været undervejs fra Throndhjem; altsaa maa Rejsen henføres til de første Dage i Oktober.
9. Nu „Ildjernet“, en Udtale, der aabenbart hidrører fra en af de falske Etymologiseringer, der have været saa hyppige i de senere Aarhundreder.
10. Som dette Sendebud fra Jarlen nævner Skaalholtbogen en Nikolas Kart, Flatøbogen Sigurd Tart. Er det første Navn rigtigt, kunde man næsten fristes til at antage at han var den samme som Nikolas, Paal Vaagaskalms Søn, der brugtes til den anden Sendelse.
11. Dagen nævnes udtrykkeligt, „Dagen efter Allehelgensdag“, altsaa Allesjælesdag, 2den November. Det var saaledes 9 Dage før denne, eller 24de Oktober, at Kongen sendte Skule det sidste Bud. Da havde Jarlen faaet Skibene paa Vandet; hvis han – hvad der efter det foregaaende er sandsynligt – havde ladet Bygningen paabegynde omtrent den 8de, var Tiden visselig æventyrligt kort. Men længer kan den dog ej have været.
12. Antallet angives i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 147.
13. I Sagaen staar der (vel at merke i den ved Udgaven fulgte Text) at Sigurd havde taget Vejen „ud paa Hadeland“, hvorhos Skaalholtsbogen tilføjer at han agtede sig op til „Øen med Skibe og Folk.“ Da der her ikke kan være Tale om andet end Mjøsen, ligesom vi ogsaa senere gjenfinde Ribbungerne paa Oplandene, navnlig paa Hedemarken, maa Læsemaaden „ud paa Hadeland“ her vist være en Uagtsomhedsfejl i Stedet for „op fra Hadeland“ eller „op til Hedemarken,“ foranlediget ved at der strax nedenfor siges om Kongen, at han drog „op paa Hadeland.“