Det norske Folks Historie/4/112
Da Vermelændingernes Breve kom til Throndhjem, var Sigurd Ribbung ikke tilstede der, da han havde ledsaget Skule Jarl paa en Rejse, denne foretog til Haalogaland, maaskee for at lade sig hylde i denne fjerne Deel af Riget, der nu hørte til hans Part, men hvor han neppe før havde været. Om Rejsens Hensigt nævnes der nemlig intet i Sagaen; der fortælles kun, at Jarlen kom til Kjøbstevnen paa Vaagen, hvor han lagde ind i Kirkevaag, og at han her havde den Ubehagelighed, at et Par af hans Hird-Mænd med en Deel andre allerede Natten efter hans Ankomst snege sig i Land og dræbte Hirdmanden Arne Herjardal, i en Systersøn af den mægtige Paal Vaagaskalm, fordi han tidligere havde: dræbt en af deres Kammerater uden skjellig Grund. Da Jarlen vaagnede om Morgenen, vare alle Mand paa Skibet foran Masten borte, endog Sysselmanden Ivar Utvik, der ledsagede ham paa Rejsen, og paa Spørgsmaalet, hvor der var bleven af dem, fik han kun til Svar, at de vare til Stevne ude paa Pladsen[1], skjønt rigtignok de fleste af dem vare bevæbnede. Da merkede han Uraad og ilede strax i Land, skjønt han kun havde faaet iført sig sine Liinklæder; de, der vare blevne tilbage paa Skibene, fulgte med. Da han kom til Stevnepladsen[2], var Drabet allerede begaaet, hvorover han blev meget ilde til Mode. Endnu samme Morgen blev der i denne Anledning holdt Thing, hvor Ivar Utvik førte Ordet for Hirdmændene og i deres Navn tilbød Forlig og Bod; men Paal Vaagaskalm, der var ankommen om Natten og var saare forbitret over Systersønnens Drab, svarede, at han intet Forligstilbud vilde modtage, Ivar Utvik kunde heller have passet sin Sejlads, da han foer fra Bjarmeland, og ikke være Skyld i, at de bedste Bønders Sønner omkom, end stille sig i Spidsen for dem, der dræbte Kongens og Jarlens Hird, saavel som sine egne Kammerater. Dermed endte Thinget, og vi ville i det følgende erfare, hvorledes det uforligte Drab drog et andet efter sig, som nær havde forvoldet alvorligere Ubehageligheder og Blodsudgydelse; det bidrog maaskee ogsaa til at gjøre Forholdet mellem Paal Vaagaskalm og Jarlen noget mere koldt end før, da man seer, at Jarlen fremdeles beholdt Ivar Utvik i sin Tjeneste, i Stedet for at afskedige ham, hvilket dog var den mindste Satisfaktion, en Mand som Paal Vaagaskalm kunde forlange. Da Jarlen var færdig med sine Forretninger paa Haalogaland, vendte han tilbage til Throndhjem, fremdeles med Sigurd i sit Følge. Denne fik strax de under hans Fraværelse ankomne Breve fra Vermeland, der sandsynligviis vare blevne modtagne af hans forrige Merkesmand og fornemste Raadgiver, Erling Rumstav, der besynderligt, man kan næsten sige, mistænkeligt nok, (da det neppe kunde skee uden Jarlens Vidende og Vilje), fremdeles hørte til hans Omgivelser. Sigurd behøvede neppe nogen lang Overtalelse for at følge Opfordringen. Han og Erling lagde sine Hoveder sammen, om hvorledes de paa bedste Maade skulde flygte bort og de hittede paa det Raad, at laane Chorkaaber, iføre sig dem og saaledes, forklædte som Gejstlige at snige sig ud af Byen. Dette udførte de meget heldigt tidlig om Morgenen den 28de Juli eller Olafsvake-Aften, da der sandsynligviis allerede i Anledning af Morgendagens store Fest var kommen en heel Deel Folk til Byen, og der saaledes var større Trængsel og Forvirring end sædvanligt. De tog Vejen over Agrene paa Kalvskindet til Steenbjergene og derfra op paa Gaularaasen, hvor de for det første skjulte sig. Jarlen fik Underretning om Sigurds Flugt, medens der holdtes Messe i Byen. Han sendte strax Folk til alle Kanter, baade til Hest og til Vands for at lede efter ham, men forgjeves. Han lod endog en Islænding, Andres Thorsteinssøn, der havde været meget sammen med Sigurd, gribe og paastod, at han maatte vide, hvor han var; og da Andres ikke vilde eller rimeligviis ikke kunde sige det, lod han ham uden videre hænge, skjønt han var en Brodersøn af Sæmund i Odde og saaledes hørte til en af Islands ypperste Ætter. Han maatte ogsaa høre meget ilde for dette af Biskop Gudmund fra Hole paa Island, som just opholdt sig i Byen, og i hvis Følge Andres havde været. Jarlen lod ligeledes den Klerk – han heed Baard – saggive, der havde laant Sigurd og Erling Chorkaaberne, og udfærdigede et Brev til Kongen, hvori han meldte ham Sigurds Flugt, hvilken, som han sagde, kom ham saameget mere uventet, som han hidtil havde holdt sig meget stille og rolig; men nu frygtede han rigtignok for, at han vilde begynde Ufred paa ny[3]. Uagtet al denne tilsyneladende, endog overdrevne Iver, som Jarlen lagde for Dagen, faar man dog, ved hermed at sammenholde saavel det for omhandlede, som hans senere Opførsel med Hensyn til Sigurd, et sterkt Indtryk af, at Sigurds Flugt ikke var ham uvelkommen, ja at han endog maaskee spillede under Dække med ham, men at Sagaskriveren her, som tidligere, af særegne Grunde med Flid afholder sig fra at nævne Sagen ligefrem, og kun lader Læseren ane den egentlige Sammenhæng.
- ↑ Her siges i Sagaen paa to Steder „ud i Vaagen“, hvilket maa betegne v den egentlige Handelsplads ikke langt fra Kirkevaagen, siden Jarlen kunde løbe derhen i en let Natdragt. Maaskee denne Plads var ved eller paa det saakaldte Brudarberg, hvor der i det mindste senere holdtes Møder, se Brev af 1291 i Dipl. Norv. III. 30.
- ↑ Drabsmændene heed Baard Flekk og Thord Prest; her treffe vi saaledes atter en Prest, der tillige var Hirdmand. Thord var en Søn af en „gammel Birkebein“ ved Navn Erik bagge eller baage, der siden blev dræbt til Hevn for Arne, som det nedenfor vil sees.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 102, 103.
Kongen sendte Mænd øster med Breve og at disse Forlig bleve lyste paa alle Thing“.