Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge/IX

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Indeks over scannede sider

Det er et interessant fænomen, at respekten for eiendomsretten og respekten for den personlige frihed og selvbestemmelsesret langt fra pleier at være sammenhængende eller at forekomme i lige sterk grad paa samme kulturtrin. Den absolute eiendomsret er et begreb, der hyppig anerkjendes paa et kulturstadium, hvor menneskets personlige frihed er gjenstand for den største vilkaarlighed. I gamle dage var eiendomsretten en af de hellige ting, enten det ny var retten til en kone eller til et pengestykke. Langt ned gjennem tiderne straffedes tyveri med døden. Samtidig var det meget smaat bevendt med respekten for menneskets person.

Kulturudviklingen har medført, at eiendomsretten er blit mere og mere relativ, mens kravet om personlig selvbestemmelsesret stedse har tiltaget i styrke. Staternes lovgivninger indrømmer naturligvis ikke den enkelte ret til vilkaarlig at tilegne sig andres eiendom, men mere og mere gjør den betragtning sig gjældende, at staten, til fordel for samfundet, for efterslegten, kan haandhæve etslags overeiendomsret: dels under nærmere bestemte betingelser tilegne sig den enkeltes eiendom, dels ha indseende med, at den enkelte ikke til det heles skade øder, hvad han besidder. Den moderne lovgivning anerkjender i virkeligheden ikke længer noget absolut eiendomsbegreb: den enkelte eier kun saa længe, som staten finder det forsvarligt at beskytte hans ret.

Paa samme tid har menneskets personlige selvfølelse, voksende med kulturen, fremtvunget bedre og bedre kauteler for den personlige frihed. Grundprincipet i al moderne lovgivning er, at intet menneske skal berøves friheden uden ved lov og dom. Og videre kræver frihedstanken, at man trækker grænsen mellem lovlige og ulovlige handlinger der, hvor handlingen enten krænker en andens retssfære eller gjør brud paa den offentlige orden. Det er denne tanke, som skal være grundlaget for al human lovgivning.

Vi roser os af at være et civiliseret folk. Det er ikke frit for, at vi nu og sa indbilder os at være verdens mest civiliserede. Fattige er vi, det er sandt, men det skyldes ikke nogen manglende civilisation, det skyldes i det hele taget ikke os, men Vorherre og den norske natur.

Anvender vi de nævnte kultur-kriterier paa vort eget land, vil vi gjøre den iagttagelse, at respekten for den private eiendomsret er relativt større end i de fleste kulturlande, mens respekten for den personlige frihed er mindre.

— — Den væsentlige indskrænkning af eiendomsretten, vor ældre lovgivning kjender, er ekspropriationsretten, og betegnende nok er dennes anvendelse, først og fremst naar det gjælder industrielle anlæg, i alle lande stadig blit udvidet. Man erkjender her er social nødvendighed. Men dernæst faar forholdet mellem samfundet (staten, kommunen) og den enkeltes eiendomsret størst praktisk interesse, hvor det gjælder de saakaldte nationale herligheder: skogene, elvene, vildtet, fiskerierne. Opfatningen af det offentliges stilling til disse rigdomme, dets ret og dets pligt til at kontrollere den enkelte, er særdeles oplysende for et folks dannelsestrin. Hvordan staar det her til hos os?

Lad os først ta skogen.

20de juli 1893 fik vi den saakaldte «værnskogslov». Ved værnskog forstaar loven «skog, der skjønnes at tjene til værn mod sneskred, stenskred, elvebrud eller sandflugt eller til særlig beskyttelse for anden skog eller for bebygget land, videre grænseskog og fjeldskog, som paa grund af sin beliggenhed op imod høifjeldet, ud imod havet eller høit mod nord har saa liden veksterlighed, at den skjønnes at ville lægges øde, om den mishandles eller forhugges». Efter forslag af skogstyret skal amtstinget bestemme, om og i hvilke herreder vedtægter til værnskogens bevarelse skal fastsættes.

Saa udmerket, som denne bestemmelse i og for sig er, har den dog langt mindre rækkevidde end en paragraf i lovens slutning, der kan faa ganske radikale konsekvenser. Her siges det nemlig, at «formæænd og repræsentanter kan, ved beslutning stadfæstet af kongen, for kommunen fastsætte vedtægter mod skogenes ødelæggelse». Derved er man inde paa den tankegang, der f. eks. i Tyskland og Danmark har faaet et alvorligt og bestemt udtryk i lovgivningen: den enkelte skogeiers herredømme over sin eiendom er relativt, det er begrænset af de hensigtsmæssighedshensyn, staten finder paakrævede, og det er i disse lande i praksis sterkt begrænset. Hos os var professor Brandts lære den, at en mand kunde svie sin skog af, om det morede ham, bare han ikke derved bragte andres i fare. Vi er ny paa vei til at sætte grænser for denne barbariske form for eiendomsret. Vistnok kan der reises tvil, om ikke «værnskogsloven» staar i strid med vor grundlov, men hidtil er intet forsøg gjort for at modvirke den, og skulde det ske, maa der sørges for, at det blir grundloven, der forandres. Hidtil har vi værnskogsvedtægter for 57 og almindeligeskogvedtægter for 27 herreder. Skogvedtægterne er fortrinsvis indført i Akershus, Hedemarkens, Kristians og Nordre Trondhjems amter. Men den tid er kanske ikke fjern, da en almindelig gjennemførelse af saadanne vedtægter fremmes ved lov. Og saasandt det er kriteriet for en civiliseret nation, at den ikke barbarisk ødelægger sine herligheder, er en saadan lov paakrævet ogsaa hos os.

En anden herlighed, jagten, opnaaede ved vor nye jagtlov, saa mangelfuld den var, dog bedre betingelser end tidligere. I det øieblik, man fastslog eierens eneret, var muligheden tilstede for en rationel pleie af vor vildtbestand. Hvad der her særlig savnes, er foranstaltninger, der gjør loven effektiv. Hvormeget der skydes til ulovlig tid og paa fremmed grund i vort land, er ganske utroligt. Der er krybskyttere, som skaffer sig en hel liden næringsvei ved at afbeite storfugleterrænerne i fredningstiden, mens den virkelige eier holder sig loyalt hjemme og ovenikjøbet kanske har den fornøielse at høre skuddene. Der trænges et ordnet jagtopsyn i vort land, der trænges ogsaa bestemmelser om forudsætningen for at kunne færdes med bøsse og hund i andenmands trræn. Det er ikke nok, at man angir at gaa paa kraakejagt. Krybskytterne færdes iøvrigt meget hyppig uden hund, de skyder paa lok.

Her kunde der sies: Det anførte viser jo, at respekten for eiendomsretten i Norge slet ikke er stor — tvertimod. Selv om man kun tænker paa den offentlige menings respekt for eiendomsretten og dens officielle udtryk, saa synes der i det almindelige krybskytteri at være udtrykt en opinion. Forklaringen er imidlertid den, at jagten i de fleste dele af vort land har været betragtet som en herlighed, der med faa indskrænkninger var allemands eiendom. Den nye lov ansaaes derfor af mange netop som en indskrænkning af den hellige eiendomsret. Ogsaa her kunde der være anledning til at paaberaabe grundloven, og det er virkelig blit gjort, omend kun i avisopsatser. Tankegangen er den samme som den, der fører til skogenes ødelæggelse: det er ligegyldigt, om en herlighed pleies og bevares for efterslægten, naar blot jeg for min part opnaar en øieblikkelig fordel, en fornøielse eller en indtægt. Vi har, som sagt, faaet jagtloven, men vi savner midler til at sætte den igjennem. Og endnu vigtigere end at skaffe sig disse midler vilde det være, om man kunde reformere en barbarisk tankegang.

Værst stillet er dog en tredie af vore nationale herligheder: ferskvandsfisken — laksen og lasørreten undtagne. For disses vedkommende har vi fredningsbestemmelser, som er ganske effektive. Betegnende nok vækker ogsaa de paa mange hold uvilje. I en kristianiaavis har jeg set en artikel, tildelt redaktionelt udstyr, hvori der ankedes voer, at laksørreten var fredet i oktober maaned. Ja, for den gik saa sent op i elvene, at elvefiskerne havde daarligere chanser end sjøfiskerne! Nu gaar laksørreten vistnok senere op end laksen, men den forekommer i ethvert fald i de fleste elve i betydeligt antal allerede i august. Ganske upraktisk vilde det ogsaa være at gi den og laksen forskjellig fredningstid. Endelig er oktober maaned, som bekjendt, gydetiden, og grundprincipet i al rationel fredning er selvfølgelig, at fisken da skal være beskyttet.

Det er dette princip, som ikke endnu er gjennemført for fjeldørretens vedkommende[1]. Vore bønder forstaar til nød, at en herlighed som laksefiske, der mangesteds i vort land gir en gaardbruger større indtægt end selve hans gaard, blir alvorlig opfattet af vor lovgivning. Men en saa almindelig og billig fisk som fjeldørreten finder man det i mange bygder ganske latterligt at ta hensyn til. Bønderne har vænnet sig til den forestilling, at der her er et uudtømmeligt fond at ta af. Den, som har fisket i forskjellige egne af vort land og interesseret sig for at lære de her omhandlede forhold at kjende, ved, hvordan denne opfatning virker. Der øses voldsomme ørretmængder op af smaaelvene i gydetiden. Der er endnu bygder, hvor ørreten om høsten saltes ned i tøndevis. At den paa den tid er en slet spise, spiller ingen rolle. At fiskebestanden tar jevnt af, har heller ikke noget at si — man kniber, hvad man kan kommer over — det blir efterslegtens sag, om den faar mindre. At en gaardbruger har en gydebæk paa sin eiendom, hvor fiskebestanden paa det givne tidspunkt samler sig, er en herlighed, som det var dumt ikke at benytte sig af.

Hvor sportsfiskere har leiet, der faar jo maaske ørreten som regel i den kritiske maaned gaa i fred. Men det hænder, at eierne, om de har bortleiet et vand eller en elv, betragter gydebækkene og de smaa bielve som undtagelser, og at de, naar vedkommende leier er reist, forsyner sig med den gydende fisk paa gammel vis.

Det er nu overladt til hver bygd at bestemme, om den ønsker fredning af ørreten. Der er ogsaa endel, som har havt fremfærd og forstaaelse nok til at kræve en saadan. Men det er den større del, som ikke har denne fremfærd eller endog bestemt vil modsætte sig, at rovfisket forbydes.

Paa dette punkt som paa mange andre maa vi komme bort fra det enemægtige lokalstyres princip. Det er den største feil i indre norsk politik, at alt for meget, der har betydning for det hele land, overlades til sneversynte bygdemyndigheders afgjørelse.

— Nærværende spørgsmaal blev for kort tid siden behandlet i Norsk jæger- og fiskerforening, hvor merkelig nok fiskeriinspektøren — under hvis medvirkning en større del af vore frednngsresolutioner er bragt istand — udtalte, at han ikke kunde tilraade en lov om almindelig fredning, og, efter hvad der er blit mig refereret, motiverede sit standpunkt ved at henvise til, at gydetiden er sterkt varierende. Det er mig for det første ufatteligt, at dette skal være nogen hindring. En fredning for øretens vedkommende, der strakte sig fra 15de september til 15de marts, vilde udelukke næsten enhver chanse for rovfiske i gydetiden. For de øvrige ferskvandsfiskes vedkommende vilde tiden være forskjellig. Man kunde ogsaa løse spørgsmaalet ved en bestemmelse, hvorefter vore ferskvandsfiskerier frededes saa og saa mange maaneder i og omkring gydetiden, — nærmere bestemmelse at udfærdige af departementet efter derom indhentede oplysninger fra vedkommende herredsstyre. I visse herreder, hvor gydetiden i de enkelte vande turde være varierende, var der selvfølgelig ingen vanskelighed ved at gi særskilte bestemmelser for hvert vand. Hvis vi faar et jagtopsyn, maatte det være praktisk at kombinere dette med et fiskeriopsyn, og det blev da denne myndighed, der helst burde gi departementet de fornødne oplysninger.

Men dernæst — og det er her det væsentlige — havde fiskeriinspektøren paa det nævnte møde udtalt, at «det vilde være ubilligt mod enkelte opsiddere, som kun i gydetiden havde anledning til at fiske, at forholde dem deres ret».

Her har vi en særlig norsk opfatning, der fortjener den alvorligste modarbeidelse: en vigtig landssag maa ikke drives igjennem, fordi nogle enkeltmænd lider et forholdsvis ringe tab. Overført paa jagtens omraade vil fiskeriinspektørens ræsonnement lede til, at man ikke burde frede fuglevildtet i hækketiden, hvis det kunde paavises, at fuglen i en eller anden bygd hækkede paa steder, som den senere forlod, saa eieren af disse steder alene i hækketiden havde anledning til at nyttiggjør sig «sit» vildt.

Ovenanførte eksempler tør være tilstrækkelige til at belyse det kulturstandpunkt, vort land i denne henseende indtager. Saa farligt det er, at den drivkraft slappes, som det gir at vide sin eiendom beskyttet, saa feilagtig er den maade, hvorpaa man tildels endnu hos os betragter eiendomsretten og dens naturlige grænser.

— — Anvender vi paa vore forhold det andet kultur-kriterium, beskyttelen af den personlige frihed, respekten for menneskets person og selvbestemmelsesret, vil neppe heller de resultater, man kommer til, være tilfredsstillende.

Der er nu for det første det tryk, som den socialistiske bevægelse mere og mere har formaaet at udøve. Vi kan allerede iagttage ganske kraftige virkninger baade af den moderne statssocialisme og af fagforenings-organisationerne.

Disse sidste begrænser i virkeligheden den personlige selvbestemmelsesret fuldt saa meget som middelalderens laug. De negter en mand friheden til at arbeide, en af de allervigtigste rettigheder, mennesket eier. Endnu har socialismen hos os ikke helt formaaet at gjennemføre sit program, hvorefter det vil bli fagforeninger og ikke den enkelte, der bestemmer, hvormeget den enkelte maa benytte sin arbeidskraft. Jeg indrømmer, at der her staar store interesser imod hinanden. Den tvungne normalarbeidsdag er paa den ene side en beskyttelse, paa den anden side en tvang, en sterk indskrænkning i den personlige frihed. Det samme er tilfældet med forbudet mod børns og mindreaariges anvendelse til visse arter af arbeide. Men at vi her allerede er gaaet for langt, er utvilsomt. Vi havde nylig et slaaende eksempel, da det forbødes mindreaarige at forrette nogetslags arbeide i restauranter. Det rigtige princip turde vel være at beskytte børn mod overanstrengelse og usunde beskjæftigelser, men at gi voksne selvbestemmelsesret. Lad arbeiderne samle sig i fagorganisationer og gjennem dem fremtvinge sine krav ligeoverfor arbeidsgiverne. Men lad det være en frivillig sag, om en arbeider vil tilhøre en fagorganisation og rette sig efter dens bestemmelser. Beskyt ogsaa den arbeider, der vil arbeide 9 timer og ikke 8. Fremfor alt kræves der beskyttelse for de arbeide, der ikke finder en streik paakrævet og derfor ikke vil deltage i den. Fagforeningernes tyranni er mangengang mindst lige truende for en arbeider som kapitalisternes.

At de socialistiske fagforeninger begaar overgreb ligeoverfor individets personlige frihed, er vistnok intet særlig norsk fænomen. Jeg kan gjerne medgi, at det andetsteds er værre end i Norge. Men ogsaa vi befinder os her paa et farligt skraaplan. Desuden er norsk foretagsomhed endnu saa svag og norsk industri saa haardt beskattet, at der for nordmændene er særlig grund til at betænke sig, før de gjør socialisterne yderligere indrømmelser.

Deler vi med hensyn til socialisternes tyranni lod med andre nationar, saa er det tyranni, afholdsfolket udøver i vort land, derimod næsten enestaaende. Hvor man vender sig, ser man sporene af deres virksomhed. Alle vore mest beskattede næringsveie rammes af totalisthunbugen. Nylig gav en offentlig henvendelse fra Østlandets landmænd det tydeligste vidnesbyrd om, hvad forfølgelsen af brænderierne kan medføre af skade for norsk landbrug. Den krig, der føres af afholdsagitatoerer, hyppigst folk, som lever af selve agitationen, har antaget saadanne former, at den personlige frihed stadig antastes paa den sjofleste maade. Den fremmede, der reiser i vort land, ved ikke, om han skal le, eller om han skal ærgre sig over de barnagtige bestemmelser, vhormed vi generer os selv og endnu mere vore gjæster. Der er en gammel anekdote, som passer paa disse forhold. I en større forretning havde chefen slaaet op et vidtløftigt og pedantisk reglement, indrettet efter hans personlige smaasærheder. EN morgen stod tilføiet som første paragraf: Ingen af personalet maa spise eller drikke noget, som chefens mave ikke taaler.» Det er præcis denne tanke, der er den bestemmende i afholdsbevægelsen.

Baade socialismen og totalistbevægelsen er udtryk for en mægtig moderne aandsretning, der samtidig med, at den gjør samfundet ansvarlig for individerne, saaledes indordner deres privatliv under samfundets kontrol, at den personlige frihed blir minimal. Det officielle hensyn er samfundets, majoritetens, de manges tarv. Retningen har dels faaet udtryk paa det økonomiske omraade, dels ved den maade, hvorpaa den tar sig af individernes «opdragelse». Den har bevirket endel godt, mere, som er af tvilsom værdi, eller helt forkasteligt, eller i ethvert fald faretruende for fremtiden. Den ser staten som en stor barnefar, mild og streng paa samme tid. Barnefaderen sørger for alle og bestemmer for alle, landets børn og landets voksne. Landets børn skal gaa frit i skole, ha fri mad og frit materiel. Skatyderne betaler. Alle landets arbeidere skal forsikres, for ulykkestilfælde og for sin alderdom. Arbeidsherrerne betaler. Endelig skal alle de, der ikke er tilstrækelig heldig opdragne i sin ungdom, opdrages paanyt paa statens bekostning. De, som drikker, skal lære at bli afholdende, de, som ikke vil arbeide, skal lære at slide, de, som betler, skal lære at tjene sit brød. Denne storartede forbedring betaler staten. Alle de arbeidende skatydere skal forsørge de ikke arbeidende og ikke skatydende i statelige og kostbare anstalter, indtil de har omvendt sig.

Det er dette princip, som er gjennemført i løsgjængerloven. Det er en smuk tanke. Navnlig, hvis kuren lykkes. Jeg tror, at kuren vil mislykkes i ni af ti tilfælde. De fleste vanedrukkenbolte og vaneløsgjængere omvender sig ikke, fordi om man ganske berøver dem deres vilje. Det er tvertimod alene ved en opøvelse af viljen, at de folk har en mulighed for at reise sig. Og for dem, der endnu kke er sunket saa dybt, folk, der kun er et stykke nedover skraaplanet, vil skammen ved en indsættelse i de fleste tilfælde gjøre resten. Tvangsarbeidsantalternes befolkning vil aldrig, naar den slippes ud, tilnærmelsesvis kunne gjengjælde staten dens opofrelser.

Det var den praktiske side af sagen. Men desuden er vi her inde paa en saare farlig vei. Over et aarhundrede har nu Europas folk arbeidet paa at betrygge den individuelle frihed i forholdet til staten. Det absolute enevælde havde sine lettres de cachet, indsættelsesordrer, der som bekjendt paa familiens anmodning ogsaa hyppig anvendtes mod medlemmer, der mentes at føre et mindre tilfresstillende liv. Hvorledes disse indsættelsesordrer brugtes, ved vi alle. Nu er det staten, den socialistiske stat, der gjenoptager den gamle institution fra enevældet. Formerne er mere betryggende, det er sandt, men misbrug er ingenlunde udelukket. Desuden: Hvis man først bøier sig for den socialistiske tanke om staten som opdrager for børn og voksne — en opdrager med revsende fadermyndighed, — er det umuligt at si, hvor langt man vil komme.

Jeg tror ikke paa staten som formynder og opdrager. Lad staten bruge sine anstalter paa en saadan maade, at de yser de lovlydige borgere den størt mulige sikkerhed for indgreb i deres retssfære eller for forstyrrelser af den offentlige orden. Lad ideologerne forbedre de indsatte forbrydere og ordensforstyrrere, saa godt de kan. Men forøg ikke statens byrder ved at indsætte personer, som ingen direkte skade forvolder[2], i det forfængelige haab, at en «statsopdragelse» af denne art skal gjøre dem til nyttige borgere. Vistnok er der større glæde i himmelen over den ene synder, som omvender sig, end over de ti, som ikke har onvendelse behov. Men den jordiske stat kan og bør ikke regne saaledes.

— I «løsgjengerloven» er ikke nævnt prostituerede. At den dog under visse betingelser kan anvendes ogsaa paa dem, er sikkert den almindelige opfatning. Den finder støtte hos Getz, som i motiverne til straffeloven (s893) ser sagen paa følgende maade:

«Efter den (1893) gjældende praxis fortolkes, skjønt vistnok med tvilsom ret, fattiglovens §§61 og 76 saaledes, at politiet i henhold til den kan indsætte prostituerede i tvangsarbeide, og medens straffeloven i byerne sjelden eller aldrig bringes til anvendelse paa dem, anvendes disse fattiglovens bestemmelser ret regelmæssig ligeoverfor prostituerede, der navnlig ved drukkenskab eller anden sær uanstændig opførsel giver anledning til forargelse. Selvfølgelig bør der imidlertid ligesaalidt paa dette felt som paa andre blive tale om at opretholde denne politiets ukontrollerede magtfuldkommenhed, hvis forenelighed med grundloven til og med alene gjennem futile spidsfindigheder lader sig forsvare. Udkastet opretholder tvangsarbeidet og skjærper det endog betydelig med hensyn til den tid, hvori det kan anvendes, men fordrer paa den anden side den garanti, som ligger i dom. Det løser ogsaa de tvil, som de nugjældende bestemmelser efterlader angaaende betingelserne for dets anvendelighed, derhen, at «enhver, som hengiver sig til lediggang eller driver ørkesløs omkring under saadanne forhold, at der er grund til at antage, at de sædvansmæssig ernærer sig af strafbare handlinger» (§ 368), kan dømmes til tvangsarbeide. Herunder vil alle de prostituerede, som driver omkring paa gader og stræder og intet lovligt erhverv kan paavise, indgaa, idet disse maa antages sædvansmæssig at ernære sig ved efter § 378 strafbare handlinger [§ 378 lyder: «Med fængsel indtil 3 maaneder straffes den, som enten ved ord, tegn eller uanstændig opførsel paa offentligt sted eller paa nogen maade, som er egnet til at vække offentlig forargelse, utvetydig opfordrer eller indbyder til utugt osv.], og § 348 dannes saaledes et ret effektivt supplement til denne paragraf og vil sætte i stand til kraftig at modarbeide den prostitution, der er den mest aggressive og derfor farligste. Da der her paa den ene side ikke kræves positivt og dirkete bevis for professionel utugt, naar dog ingen anden levevei kan paavises, medens paa den anden side enkelte beviste tilfælde af utugt ikke er tilstrækkelige, naar vedkommende indehar en stilling, hvori hun antændig kan tjene sit brød, vil de betænkeligheder, som maa reises mod at true prostitutionen i og for sig med straf, ikke her være tilstede.» § 348 har nu som § 4 i løsgjængerloven faaet følgende form: «Den, som hengiver sig til lediggang eller driver omkring (§ 3) under saadanne forhold, at der er grund til at antage, at han til sedvane helt eller delvis ernærer sig ved strafbare handlinger, som kan medføre høiere straf end bøder, straffes for løsgjængeri med fængsel. Derhos bliver paatalemyndigheden i dommen at bemyndige til at lade ham anbringe i tvangsarbeidshus for en tid af indtil 3 3 aar, men af indtil 6 aar, saafremt han tidligere har været anbragt i tvangsarbeidshus i henhold til denne lov.» Ifølge lovens § 28 behandles overtrædelse af § 4 efter de for politisager gjældende regler; dog blir forsvarer at beskikke. Fornyet behandling for lagmandsret efter tiltaltes begjæring finder ikke sted, medmindre han under samme sag tillige er domfældt for en anden forbrydelse, for hvis vedkommende sagen indbringes for lagmandsret.

Herved er at bemerke:

Det er i ethvert fald tvilsomt, om nogen kan sies at ernære sig af handlinger som den, der i straffelovens § 378 betegnes som strafbar, nemlig indbydelse til utugt. Man maa da betragte indbydelsen, utugten og pengeerhvervelsen som et hele, en sammenhængende handling, og dertil er man neppe logisk berettiget. Gaar man med paa en saadan fortolkning, har loven den brist, at vedkommende ikke behøver at være straffet for nogen saadan handling, hvis det kan godtgjøres, at hun driver erhvervsmæssig utugt. Det er da nok, at etpar vidner (t. eks. private detektiver) bekræfter, at de nogle gange har set vedkommende forgaa sig mod § 348. Herved mister man den betryggelse, som det gir, at et bestemt casus er blit bedømt under indkaldelse af de da tilstedeværende vidner. Dertil komme, at udtrykket «offentlig forargelse» er et saa svævende udtryk, at det gjør en saadan fremgangsmaade endnu farligere. Vil politiet først forfølge de prostituerede med kraft, kan det nok opfattes som «vækkende offentlig forargelse», hvis en «prostitueret» kvinde viser sig i et «fasjonabelt» strøg under forhold, der gjør det sandsynligt, at hun vil bli bemerket. Grænserne gir endnu adgang til stor vilkaarlighed. Det maa for det første kunne forlanges, at vedkommende i et bestemt casus er straffældt efter § 378, før tvangsarbeide kan anvendes, og i analogi med bestemmelserne om drukkenskab (løsgjængerlovens §§ 16, 17, 18) synes det rimeligt at kræve, at gjentagelser i et vist tidsrum har fundet sted. Dernæst er begrebet «offentlig forargelse» her baade farligt i sin anvendelse og desuden overflødigt, da den handling, der trues med straf, allerede er tilstrækkelig skarpt og udtømmende karakteriseret. Getz var ogsaa inde paa den tanke, at en særbestemmelse om «indbydelse til utugt» var upaakrævet, da enhver opførsel paa offentlige steder, hvorved anstændigheden blev krænket, kunde straffes. Med andre ord: det havde været nok, om man holdt sig til den nuværende straffelovs § 212 og aabnede adgang til at indsætte paa tvangsarbeidsantalt personer, der gjentagne gange i nærmere begrænset tid gjorde sig skyldige i overtrædelse af denne. Man kan vistnok ikke si, at den «prostituerede» efter «løsgjængerloven» er slettere stillet end f. eks. betleren, men det her omhandlede forholds ømtaalige natur gjør overhovedet enhver indgriben fra politiets side vanskelig.

I det hele er «løsgjængeloven» et farligt skridt ind paa den bane, som allerede Jonas Anton Hjelm i «Norsk maanedsskrift» advarede imod, ti:

«Statens øiemed er kun at forskaffe dens medlemmer sikkerhed


  1. I samme stilling befinder sig rør (røi), sik, har.
  2. T. eks. ufarlige betlere.
PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.