Kultur er en virksomhed, en bevidst udvikling af bestemte kræfter, hvor man søger at bevare de vundne værdifulde resultater, mens man gaar videre i samme retning.
Man taler om materiel kultur og mener menneskets planmæssige nyttiggjørelse af naturen, Man taler om intellektuel og mener menneskets dyrkelse af sin aand. Men den materielle kultur, f. eks. en høit udviklet industri, er jo tilsidst aandens verk fuldt saa meget som haandens, og omvendt er det i ly af denne kultur, at den intellektuelle kan blomstre. I et civiliseret land er begge disse kulturformer nødvendig sammenhængende.
Som regel kan kun det individ kaldes civiliseret, hvis virksomhed gaar ind i et bestemt samfunds virksomhed. Det civiliserede individs kultur bestemmes til en begyndelse naturlig af det folks kulturtraditioner, som det tilhører. Der gives en medfødt kultur, som udvikles ved opdragelsen: individet indvies i slegtens traditioner, i folkets traditioner.
Lettest bedømmer man folkenes kulturstandpunkt efter deres æresbegreb og deres skjønhedsbegreb. Men for at forestillingen om ære kan bli saa klar og forestillingen om skjønhed saa rig, at man virkelig kan tale om en civiliseret nation, kræves der et fond af kundskab, af for staaelse. Gjennem samkvem med andre nationer (direkte berørelse eller læsning) uddybes og beriges det enkelte folks aandsliv. En selvstændig kultur eier dog kun det folk, som herunder fastholder det værdifulde i dets egne traditioner.
Kultur refererer baade til hjerte og hjerne. Men det er gjennem hjernen, at den naar til hjertet. Tanken regulerer følelsen. Med aandens udvikling forfines følelseslivet. Hvor dette ikke sker, opstaar en ensidig forstandskultur, der ofte kan være forbundet med betydelig raahed. I almindelighed finder man kun en saadan forstandskultur, hvor et høit udviklet folk er blit demoraliseret (se f. eks. romerne i Roms forfaldsperiode). Et udtryk for hjertets kultur er takt, et udtryk for hjernens er smag. Takt og smag ligger imidlertid saa nær ind til hinanden, at de sjelden forekommer adskilte. At kultur dog først og fremst refererer til tankegangen, sees deraf, at en kultiveret mand meget vel kan gjøre sig skyldig i en brutal handling eller en drøi ytring. Men han er sig brutaliteten bevidst, han dømmer den for hvad den er. En lidenskab, der er sterkere end hans kultur, kan drive ham. Eller han kan ved sit brud paa den civiliserede vedtægt ha en bestemt hensigt: han vil f. eks. ved et raat ord tirre et snerpet selskab, fortælle dette selskab, hvor lavt han sætter dets falske kultur. En trang til at gi sproget farve er hyppig aarsagen til en udtryksmaade, som passerer grænsen fra det djerve til det brutale. Bevidst kynisme er ikke sjelden forbunden med høi civilisation.
Forholdet mellem religion og kultur vil altid bli vanskeligt at bestemme. Det kulturbærende i en religion er ikke troen, men moralen, eller rettere de ved moralen udviklede forestillinger om pligt og ære og om skjønhed. Disse begreber har atter indvirkning paa den religiøse følelse, som reguleres og forfines gjennem dem Eftersom Kristus' næstekjærlige moral eller visse barbariske troesdogmer har bestemt kristendommens holdning, har den afvekslende virket civilisatorisk og civilisationsfiendtlig.
Et kriterium for den høiere kultur, fremkommet ved sammenligning mellem forskjellige arter af kulturer, er humanitet: en frisindet vurderen af de forskjellige værdier. Praktisk ytrer den sig som toleranse: respekt for andres alvorlige anskuelser. I folkenes lange kulturkamp er denne art af frisind blit uadskillelig forbundet med kulturbegrebet. Man bekjæmper sin aandelige modstander ved at overbevise ham, ikke ved korporlig tvang. Man argumenterer mod ham, man brænder ham ikke. I nutidens aandsudvikling har individualismen vist sig at være den frugtbareste kulturstrøm. Den har afmerket sig i lovgivningen i den betragtningsmaade, der begrænser individets ret negativt: der, hvor det overskrider et andet individs retssfære.
Mod denne opfatning har der dog altid været mægtige kræfter i bevægelse. Vi ved, at ethvert fremskridt gjerne følges af en reaktion. Hos os synes det, som om vi i visse henseender befinder os i en reaktionær bølge. Vi har i øieblikket to vigtige kulturopgaver: den at værne vor nationale kultur udad ved at staa vagt om vor politiske selvstændighed og den at udvikle den indad: klargjøre vort æresbegreb, berige vort skjønhedsbegreb, forsvare humanitetens sag, der er ét med fremskridtets sag, mod alle former af reaktion, enten denne formummer sig i en gammelbureaukratisk eller en nydemokratisk skikkelse.
