Den norske Presses Udvikling i det 19de Aarhundrede
En af de moderne Stormagter, en af de største, Pressen, er i Virkeligheden opstaaet i det 19de Aarhundrede. De periodiske Revuer og de Kundgjørelsestidender, som var dens Forløbere, havde mod Nutidens Presse en forsvindende Betydning. Da Staternes Borgere i det 18de Aarhundrede begyndte at beskjæftige sig sterkere med de offentlige Anliggender, foregik Diskussionen dels mundtlig, dels i Brochurer og Bøger. Kaffehusene fik dengang en Blomstringstid, som i Virkeligheden indvarsler en ny Æra i Kulturstandens politiske Liv. Borgerne, der endnu i de fleste europæiske Lande ingen directe Indflyelse havde paa Statens Ledelse, viste en stigende Interesse for denne: politiske Samtaleemner blev almindelige, og Kaffehusene antog Karakteren af etslags halvoffentlige politiserende Forsamlingssteder, der var fuldt saa livlige som Nutidens avislæsende Kafeer. Ved Siden af den mundtlige Diskussion trivedes i de Lande, hvor det var nogenlunde let at bringe sine Meninger i Trykken, Brochurelitteraturen. Struensees Trykkefrihedsforordning gav i Danmark Signalet til en hel Strøm af Brochurer, der tilsammen har Karakteren af en moderne Avisfejde, ført over hele Linjen med stor Heftighed. Ogsaa den Lighedvar der, at Brochurerne gjerne, som de moderne „Indsendte“, var pseudonyme eller anonyme. Det var Stemmer fra Folket, naturligvis ikke fra Menigmand, der liden eller ingen Skrivekyndighed havde, men heller ikke som Regel fra de mest eleverede Elementer. Tonen i Kjøbenhavns Brochureliteratur omkring 1771 er gjennemgaaende ikke særlig dannet, en stor Del af den staar paa samme Niveau som den moderne Skandalpresse. Den skabte ogsaa en Opinion mod Trykkefriheden. En af Fararne ved en fri Presse blev aabenbar, uden at man var paa det Rene med, hvor Modvægten var at søge. Det nemmeste var at gjenindføre Censur, og det blev ogsaa gjort.
I den politiske Frihedsbevægelse i Danmark omkring 1788 til 1800 var det centrale Kravet paa Skrivefrihed eller Trykkefrihed. Det var dette Krav, der fremfor alle andre formuleredes med stor Bestemthed af den liberale Bevægelses Ledere: Birckner, Pram, P. A. Heiberg, m. fl. De saa heri en saa vigtig Betryggelse for Folkets Rettigheder, at Spørgsmaalet om en Folkerepræsentation kom i anden Række eller endog ansaaes for overflødigt. Man ræsonnerede som saa, at hvis Folket – eller rettere sagt de Mænd, der betragtede sig som kaldede til at varetage Folkets Interesser – havde Anledning til at tilkjendegi sin Mening offentlig, klart og bestemt, vilde det være vanskeligt for Magthaverne at modsætte sig denne. For Birckner synes saaledes en fri Presse at ha fremstillet sig som et folkeligt Magtmiddel af omtrent samme Valør som en repræsentativ Forfatning. For andres Vedkommende (som P. A. Heiberg) er det vel rimeligt, at de koncentrerede sin Virksomhed paa dette ene Punkt, fordi det var den Reform, der turde være lettest gjennemførlig og siden kunde aabne Vejen for flere. Allerede paa denne Tid viste det sig dog, at Pressen ingenlunde behøver at være et Udtryk for Folkets – eller rettere sagt for den oplyste Dels – Meninger, men at den kan bli et tveægget Vaaben og med megen Virkning benyttes af de tilfældige Magthavere. Bag et Presseforetagende maa der staa en Kapital, og der spørges da, af hvem denne Kapital disponeres. Ligeoverfor de frisindede Periodeskrifter, som „Minerva“ og „Den danske Tilskuer“ stillede man et reaktionært, med den Opgave at mistænkeliggjøre „Frihedsmændene“, og gav dette Organ det betegnende Navn „Folkevennen“. Blandt de norske Medarbeidere kan merkes Johan Nordahl Brun.[1]
I det moderne Samfund er Pressen blit et nødvendigt Meddelelsesmiddel. Det er et Organ, man ikke kan være foruden. Men den er i endnu langt højere Grad end Litteraturen i Almindelighed et Kundskabens Træ paa godt og ondt. Den naar til alle Samfundskredse, ogsaa did, hvor Kritiken er svagest, den er selv Udtryk for Øjeblikkets Stemninger, de staar saa godt som altid i et bestemt Partis Tjeneste og har den Opgave at arbejde for dettes Program, støtte dets Mænd, undskylde deres Fejl, fastholde alle Paastande, benegte Modpartens, i al menneskelig Fejlbarhed at være ufejlbarlig. Videre er mange Presseforetagender mindre Organer for bestemte Meninger, end de selv er Spekulationer i Meninger, de styrer ikke Strømmen, men følger den, de lader, som om de vejleder Publikum, men de bejler tili dets Gunst. Paa denne Maade blir de med i Magtens Deling, mens de tillige høster økonomiske Fordele. Den største Fare er dog Pressens Ansvarsløshed. Det er den letteste Sag for et Presseorgan at skade de enkelte Individer, uden at overskride de af Loven trukne Grænser. Og da det meste, hvad der forefindes i en Avis, præsenterer sig anonymt, ligger ikke alene heri, at man ikke kan naa den enkelte Journalist og afsvække hans Autoritet, men at Publikum kommer til at staa ligeoverfor et mystisk „man“, en ubekjendt Størrelse, som virker ganske anderledes imponerende paa Folk i Almindelighed end en Mand, der bare kan støtte sin Paastand til sit eget Navn. Lige saa stor som Pressens Indflydelse uværgerlig vil bli i ethvert moderne Kulturland, lige saa skjæbnesvanger kan denne Inflydelse bli. Almenheden er dog ikke afskaaret fra at øve en vis Kontrol, ligesom den kan boycotte urenslige Presseorganer. Det af største Vigtighed for Samfundenes Kulturudvikling, at det gaar op for Folk, hvor nødvendig denne Kontrol er.
Pressen er nemlig Kulturens store Postbud. Den skal gi den populære Ekstrakt af alt, hvad der bevæger sig i Menneskehedens Aandsliv. Saa gjælder det, baade at Ekstrakten – efter fattig Leilighed – udtrykker den rigtige Mening, og at de Ting, der virkelig har Værdi naar frem til sin Bestemmelse.
Ser man paa Pressens Udvikling her i Norge i det 19de Aarhundrede, er der intet, som saaledes maaler vort Samfunds raske Vekst. Samtidig vil man uden Betænkelighed kunne konstatere, at med alle sine Fejl – Pressens almindelige og de for vor særegne – har den norske Presse røgtet sit Hverv som populær Kulturbærer anerkjendelsesværdigt, i ethvert Fald sammenlignet med Pressen i andre Lande paa nogenlunde samme Kulturtrin.
Højest har den naaet som Formidler af politisk Oplysning, lavest som Formidler af kunstnerisk Forstaaelse. Dette har – ialfaldi Aarrækker – delvis havt sin Grund deri, at de Organer, der fortrinsvis henvendte sig til Landets „Intelligens“, i den norske Kunst ingenlunde saa en Forbundsfælle til Løsning af de sociale og politiske Opgaver, de opfattede som de vigtigste. Mellem det mere aristokratiske og konservative Parti i et Land og dettes nationale Kunst burde der, hvis det nævnte Parti er tilstrækkelig højt udviklet, være en naturlig Tilknytning. Det demokratiske Parti, der fortrinsvis henvender sig til Klasser, hvor Kunst lettelig vil opfattes som Luksus, har ikke saa god Anledning til at virke for Kunstens Sag som i Regelens Landets Højre. Hos os har Stillingen været den, at det fornemmelig er Venstre, som – tiltrods for de modstræbende Elementer inden selve Partiet – har ydet Kunsten den Smule Støtte, den har faaet.
I Forbindelse hermed maa nævnes et andet Fænomen. Det skulde synes, som om et udpræget demokratisk Samfund vilde han lettere for at fatte Interesse for Kunst end for Videnskab, i ethvert Fald naar der staar en almen tilgjængelig Kunstart mod en eksklusiv Videnskab. Dette har ikke været Tilfældet hos os. Maaske det kommer af det norske Folks alvorlig anlagte, tunge Karakter. I ethvert Fald kan de Bebrejdelser, man har Lov til at rette mod vort Storting paa Grund af den Ringeagt, det ofte har vist Kunsten, ikke gjøres det samme Storting, naar det gjælder videnskabelige Øjemed. Noget lignende har været Tilfældet med Pressen. Rigtignok har denne været mere imødekommende ligeoverfor Kunsten end den bevilgende Statsmyndighed. Navnlig har der i de sidste Aartier i vor Presse, enten den repræsenterer Højre eller Venstre, været skjænket de forskjellige Kunstarter en ganske vidløftig Omtale. Men Forholdet har dog ogsaa her været dette, at Forstaaelsen for Kunstens Opgave i Samfundet har været svagere end Forstaaelsen for Videnskabens.
Paa de forskjellige videnskabelige Omraader har vore Aviser, og først i Rækken det ældste af de store Højreorganer, vist en beundringsværdig Agtpaagivenhed. Her har Pressen i ganske særegen Grad været sig sin formidlende Kulturgjerning bevidst: at vække og vedligeholde Interessen hos det norske Folk for norsk Videnskab.
– – –
Et Tilbageblik over det 19de Aarhundredes Presse viser os til en Begyndelse en stor Fattigdom. Baade Bergen og Trondhjem og i endnu højere Grad Kristiania havde jo Karakteren af smaa Provinsbyer, som modtog sine aandelige Impulser mest gjennem Familjer, der stod i Rapport med Kjøbenhavn. Kjøbenhavn var det aandelige Centrum, og de kjøbenhavnske Periodeskrifter fandt ogsaa adskillig Afsætning i Norge.
De norske Stiftstæder havde vistnok sine „Aviser“. Den ældste af disse er som bekjendt „Norske Intelligenz-Seddeler“, der begyndte at udkomme 25de Maj 1763 og i det 18de Aarhundrede indeholdt et og andet af Interesse, mens der fra 1814 i lang Tid forekom overordentlig lidet af Betydning. Næsten jevngammel med „Norske Intelligenz-Seddeler“ er „Efterretninger fra Adresse-Contoiret“ i Bergen (fra 4de Februar 1765). Dette Blads Redaktør havde af den danske Regjering kjøbt Eneretten til at trykke Annoncer, et Privilegium, som den norske Stat og Bergens Kommune senere maatte indløse for en ganske betydelig Sum. Den samme Eneret besad „Trondhjems Adresse-Contoirs Efterretninger“ (grundet 1767) og „Christiansandske Ugeblade“, 1780–1788, senere fortsat under Titelen „Christiansands Stiftsavis og Adresse-Contoirs Efterretninger“.
Det var vel fremfor alt de store politiske Begivenheder i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede, som vakte Trangen til en Nyhedspresse i mere moderne Forstand. En danske Mand B. H. v. Munthe af Morgenstjerne, var hos os den første, der i dette Øjemed forsøgte et periodisk Tidsskrift „Poltik og Historie“ (Kristiania 1807–1810). Morgenstjerne havde selv ude i Europa ført et ganske vekslende Liv. Som ung Jurist havde han i Kjøbenhavn gjort en glimrende Karriere, der blev brat afbrudt. Han var Assessor i dansk Højesteret, da han begik en Formfejl, der havde hans Afsættelse tilfølge. Siden vankede han her og der, var Ejendomsforpagter i Holstein, Musiker i Tyskland, Skoleholder i Norge. Saa slog han sig paa Journalistiken, men udmerkede sig samtidig ved sin Deltagelse i Organisationen af vort Kystforsvar. Imidlertid fik han tilbage de Rettigheder qva Jurist, som ved hans Afsættelse var blit ham fradømt og efterat at vi havde faaet et nyt Styre, blev den alsidige Mand Regjeringsadvokat (1816). I vort offentlige Liv optraaede han sterkt regjeringsvenlig. Denne vor første Journalist døde 1835 som Sorenskriver i Bamble. Foruden „Politik og Historie“ udgav han „Norges Minerva“ (3 Hefter 1809–1810).
Næsten samtidig med Morgenstjerne begyndte Niels Wulfsberg at udgi „Efterretninger og Opmuntringer angaaende de nærværende Krigsbegivenheder (25de August–28de November 1807). En Fortsættelse af disse „Efterretninger“ var Bladet „Tiden“ (Januar 1808–31te Desember 1814), der i en ny Form „Den norske Rigstidende“ (redigeret af Wulfsberg, P. C. Holst, J. H. Vogt og C. Døderlein) forandrede sin Karakter af Nyhedsblad og blev officielt Annonceblad. Wulfsberg var oprindelig Teolog, etablerede en Boghandel, fik 1815 en Sekretærstilling ved det norske Ministerium i Stockholm og blev tillige Kronprins Oscars Lærer i norsk. Senere kom han ind i Toldvæsenet.
Det næste norske Presseforetagende, vi støder paa, startes, ejendommelig nok, ikke i nogen By. Det er „Norsk Landboblad“, der 1810–1816 udgaves af S. K. Aarflot paa hans Gaard Egsæt i Romsdals Amt, hvor han, uden at være Typograf, indrettet sig et meget originalt Bogtrykkeri. Dette Blad fortsattes under forskjellige Navne af hans Søn og Sønnesøn lige til 1867.
2)
Vor første Avis med politisk Program er imidlertid „Det norske Nationalblad“ (1815–1821), redigeret af Hans Abel Hjelm. Dermed indtræder vor Presse i et nyt Udviklingsstadium. Bladet viste fra første Numer, at det havde en bestemt „Plan“.
„Det er blandt et frit Folks herligste Rettigheder, at hver Borger kan offentlig give sin Stemme tilkjende i Nationens vigtigste, som i sine egne Anliggender. Folkets Mænd ville ved Agregatet af saadanne Ytringer erholde fuldere Vished om deres Mandanters Vilje. Konstitutionens Hellighed vil finde et Værn deri, den offentlige Retfærdighed fremmes, Uordener forebygges, ærværdigt Frihedssind og derved Nationalkraft og Nationalaand bevares. Det herlige England er et talende Eksempel herpaa. Igjennem dertil egnede Tidender udtaler der Folket højt sin Vilje, advarer, revser. Man kalder saadanne Blade Oppositionsblade, fordi de paa en vis Maade staar i Modsætning til den eksekutive Magt, – skjønt denne Modsætning kun er tilsyneladende, da hver god og liberal Regjering gjerne lader sig underrette om Folkets Ønsker, gjerne ser sine Foranstaltninger anstændigen bedømte fra forskjellige Synspunkter, for derved enten desto nøjere at overbevise sig om sine Foranstaltningers Gavnlighed, ved at lære alle Modgrunde at kjende, og veje dem, eller for at rette Manglerne“.
Man har i Mangel af bedre Lejlighed brugt Kristiania „Intelligenz-Seddel“ til Kampplads for Bemerkninger om offentlige Anliggender og deraf opstaaende Fejder. Men at en Adresse-Avis kun lidet egner sig dertil, følger af sig selv, og i al Fald maa Kostbarheden af at faa noget, som er mere end blot Avertissement, derigjennem offentliggjort, bringe mangen ellers virksom Plan i hvilende Tilstand. Man tror derfor, at det ikke vil være fra nogen Side uvelkomment, naar der aabnes en mere passende Tumleplads for slige Gjenstande igjennem et dertil bestemt Blad, kaldet
„Det norske Nationalblad“ af blandet Indhold.
Det var Begyndelsen til den politiske norske Presse. Særlig lovende var den ikke. Udgiveren blev med stor Iver forfulgt af Regjeringer for Sager, som man nu vil anse for betydningsløse, idømt strenge Straffe, hvoraf de strengeste dog ikke blev eksekverede, og omsider kjøbt til at indstille sin Virksomhed Understøttelse af 600 Spd. af Kongens Kasse. Blandt Medarbejderne var de mest kjendte Redaktørens Bror, Jonas Anton Hjelm, der mistede sin Stilling som Regjeringsadvokat paa Grund af sin Forbindelse med Bladet, og den drammensiske Krigsraad Pierre Paumeau Flor, der altid vedblev at være en ivrig Journalist, Medarbejder i en Række af Oppositionsblade som efterhaanden fremstod.
„Det norske Nationalblad“ havde til Trods for sin forsmædelige Afslutning utvilsomt visse gode Egenskaber. Det ansaa det i ethvert Fald for Pressens Pligt at oplyse Folket og at staa paa dets „Ret“. Efter det kom Ludvig Mariboes „Patroullen (1824–1832), der var et absolut hæderligt Oppositionsorgan, alvorligt, omstændeligt, med et saa godt som udelukkende politisk og statsøkonomisk Indhold. Det bar et overordentlig forskjelligt Udseende fra Nutidens Aviser. Tar man for sig en Aargang af „Patroullen“ møder man mest lange Afhandlinger, som fortsættes fra Numer til Numer. Afhandlingerne beskjæftiger sig vistnok med Dagens aktuelle Stridsemner, men deres Udførlighed og tørre Faglighed gjør det klart, at de kun kan naa frem til en engere Kreds.
„Nærværende Patroulle (saa skriver merkelig nok Mariboe Ordet, og da en Modstander paapeger det, tar han Skrivemaaden i Forsvar) er udsendt fra en Autoritet med hvilken ingen dødelig Magt kan maale sig“. „Autoriteten“ er den offentlige Mening. „Mit Løsen er: Grundlovens Overholdelse“. Ejendommelig nok opgiver den skarpe Oppositionsmand denne Grundlov at være af 4de November 1814. Enhver Tendens til at rokke ved Grundloven betegnes som „Vejrhanesystem“.
Hele „Patroullen“s Virksomhed gir et levende Billede fra den Tid, da et af de karakteristiske Træk ved vort frisindede Parti var dets Konservatisme. Grundloven var den politiske Friheds Basis, og den maatte ikke rokkes. Det liberale Embedsmandsparti gjorde Front opover, mens Bønderne ingenlunde var helt at stole paa. Den væsentlige Betryggelse laa naturligvis i Stortingets liberale Majoritet, men efter Lejlighed søgte da ogsaa Pressen at værne om vor endnu utrygge Selvstændighed. Og i bestemt Følelse af, at Pressen maa ha sin Mandant, lader Mariboe „den almene Stemme“ tale. Det er den, der udtrykkelig gives Ordet, naar de højtideligste Sandheder skal frem. Formen, hvori dette sker, Signaturerne osv., minder sterkt om det 18de Aarhundrede. „Ligefrem, Pensjonist hos politisk Visdom“ er f. Eks. en af de Skikkelser, hvori Mariboe formummer sig.
Tonen karakteriseres af Sætninger som disse: „Det er Fyrsternes og Nationernes Fiender, som stedse tale om at udvide Fyrsternes Rettigheder og indskrænke Nationernes“, – „Statsanliggendernes Grandskning og Deltagelsen i disse, tilkomme ej længer et eget Laug“. Mariboe ønsker da ogsaa, at der indredes et offentligt Diskussjonlokale, mens Stortinget er samlet. „Den offentlige Stemme“ kan da bedre gjøre sig gjældende.
Der er en vis Trohjertighed i „Patroullens“ Tone, en Duft af de primitive Forhold. Den kan naturligvis ikke lade være at ergre sig over, at Regjeringen nødig indrømmer Blade med oppositionel Tendens den meget betydningsfulde Portonedsættelse, som var saa vigtig for deres Eksistens. Men ofte ser „Patroullen“ ret forhaabningsfuldt paa Magthaverne. Der er en fortrolig Advarsel i Udtryk som disse: „Hans Ord er Kongeord – et Ordsprog som aldrig bør gaa af Minde“. Den glæder sig til, at Tronarvingen, om han blir Vicekonge, skal faa bedre Anledning til at gjøre sig kjendt med Nationen. Den er rent barnslig, naar den ivrer mod altfor fine Uniformer og mod Uniformer for civile Embedsmænd, ti det viser „Pragtlyst“.
Der er naturligvis adskilligt underforstaaet i „Patroullen“s Udtryksmaade ligeoverfor Kongemagten. Den citerer i Christies Tale 26. Nov. 1824 med synlig Fornøielse Forsikringen til Kongen, at „han har vundet et Folk, hvis usvigelige Hengivenhed og Troskab det ikkun beror paa ham selv at erhverve[2]
Næsten samtidig med „Patroullen“ dukkede der op et Blad, som repræsenterer meget forskjellige Anskuelser, „Tilskueren“, redigeret af P. Treschow Hanson. De to Blade laa i Fejde den korte Tid, „Tilskueren“ bestod (den udkom i tilsammen 104 Numere). Det synes, som om „Tilskueren“ gjerne har villet tækkes Magthaverne – den stod langt paa højre Fløj.
I „Patroullen“s politiske Artikler maner Mariboe stedse til Aarvaagenhed. Folket maa være paa sin Post. „Vælg aldrig Embedsmænd, uden af den mest prøvede Dyd, og iblandt dem ingen, som kan afsættes uden Lov og Dom“, er „Einar Nordmands“ Raad til Vælgerne. Redaktionen vil ikke ha Valglov, fordi der derved gives Anledning for den udøvende Magt til at gribe ind. Stortinget kan afsi den endelige Dom, uden at der behøves nogen speciel Lov. Med „Tilskueren“ kjæmper Mariboe især om det absolute Veto. Saa er han mod Forandring af Stortingets Samlingstid og mod Forandring i Skattelovene. Han anser det for tvilsomt, om en Embedsmand, der nyder „Pension af Kongen“, kan vælges til Stortingsrepræsentant (han sigter herved til den ovenomtalte Morgenstjerne). Mod C. M. Falsen er han naturligvis ikke blid. Falsens „aftvungne Forsvar i Anledning af Constitutions Committeens Bedømmelse af hans paa Stortinget 1821, under 27de Juni indleverede Forslag om Forandring i Grundlovens 76de §“ er anmeldt i „Patroullen“ 5te Juli 1824. Mariboe belyser Falsens to vidt forskjellige Standpunkter, i Skriftet om den norske Odelsret, hvor Norges Bonde prises som det virkelige Værn for vor Frihed, og i Forslaget om Grundlovsforandringen med tilhørende Forsvar, hvor man faar vide, at Bonderepræsentanterne for en stor Del er uduelige og uvidende og regner med Stortingsdiæten. „Det er en Mening, hvori der efterhaanden er kommet Virvar“. Mod Sibbern, hvis Uafhængighed ellers prises, optræder Mariboe umiddelbart efter, fordi han har hørt, at Sibbern skal ha udtalt (!), at Stortinget kanske ikke havde Ret til at negte Gage til et af Kongen oprettet Embede (Falsen var useet til Generalprokurør).
Almindelig Oplysning, mener Mariboe, er „Constitutionens sikreste Støtte“. Derfor arbejder han ogsaa for en forbedret Organisation af Skolevæsenet paa Landet, ligesom han forlanger, at Almuesmanden skal holdes à jour med Lovgivningen, „kjende dens Bud“. Opslag paa Kirkebakken og Oplæsning derfra, af Lovene, er praktiske Midler. Presten og Forligelseskommissærer bør ha Love til Udlaan, og Fogderne skal ha dem tilsalgs.
Karakteristisk for det Trin, hvorpaa den politiske Udvikling dengang befandt sig, er Mariboes Omtale af Statholderens Stilling til det norske Folk. „– betragter han sig som Ven og Ligemand af, men ikke Controleur over Statraadets øvrige Medlemmer, da – – – vorder svensk Mand, som Statholder i Norge, det umiddelbare Redskab til at forjage enhver ublide Følelse, enhver ubehagelig Erindring, som kunde opstaa hos Nordmænd og Svensker.“ Samtidig er Mariboe bestemt nok, naar han opdager noget, som viser Tilsidesættelse af Norges Interesser. En saadan Tilsidesættelse mente han at finde i en Affære, hvorved i Virkeligheden kun blev tilkjendegit, at Norges og Sverige – hvad jo Norge netop selv krævede – var at opfatte som to forskjellige Stater. Der blev indgaaet en Handelstraktat mellem Storbritannien og Sverige. Hvorfor Sverige alene? spørger Mariboe: „Kongen har jo dog ogsaa norske Undersaatter, han er Konge til Sverige og Norge.“
Ved Siden af de politiske Spørgsmaal, der vedrørte vor Selvstændighed og Frihed, er Mariboe mest interesseret for Finanspolitiken og i det hele taget for statsøkonomiske Problemer af praktisk Betydning for Norge. Disse Emner fylder en stor Del af „Patroullens“ Spalter. Der forekommer i 1824, den første Aargang, som jeg her væsentlig har benyttet til Illustration, bl. a. en meget lang Anmeldelse af et Skrift betitlet „Statsoeconomisk Anskuelse af Norge“ hvor Recensenten har mange fornuftige Ting at si, omend baade hans og endnu mere Forfatterens Grundsyn er feilagtigt. „Patroullen“ er enig med den i Skriftet udtalte Mening, at „det norske Folk bør gjøre Agerdyrkningen til sit Formaal“, men advarer dog mod „Skogenes Udryddelse“. Skriftets Forfatter er derimod for „Ageren“ mod „Skogen“! Hug ned.
Baade af ideelle og af statsøkonomiske Grunde kjæmper Mariboe contra „Tilskueren“ tappert mod Laugrettigheder. Han vil gjøre de forskjellige Næringer saa frie som muligt og har desuden Smaafolks Privattarv for Øje. „Med Hensyn til Ølbrygning og Brødbagning bør vi endnu anmerke, at disse Haandteringer drives hos os, og forsaavidt vi vide, til Gavn og ej til skade for Samfundet, af mangen en Enke og i smaa Kaar værende Familjefader, for anstændigen og tarveligen at ernære og opdrage sine.“ Han kræver, at der ingen Fordel skal være for Byerne. Det gjælder i første Linje om at fremme Jordbruget, at bidrage til Landmandens Opkomst.
„Patroullen“ gir et udmerket Billede af vor Presses og derigjennem ogsaa vor Kulturs Standpunkt for 80 aar siden. For en historisk Betragtning af vor Presses Udvikling har det særlig Interesse at lægge Merke til, hvorledes et Blad den Gang, hvis det overhovedet var noget værd, virkede mere som en Personlighed end i vore Dage, som en ensartet Organisme. Det hænger naturligvis for en Del sammen med Forholdenes Enkelhed. Det første Blad der hos os tydelig viser den moderne Presses upersonlige Grundtype, er „Morgenbladet“ under Stabells Ledelse.
3)
Der kommer i 20-Aarene flere Blade, som tar Sigte paa letter Underholdning af et kunstnerisk Præg.
Mindst Interesse har „Idun“ (1822–1823), adksillig mere „Hermoder“ (1821–1827), redigeret af daværende Stabskaptejn, senere Generalmajor, Th. C. Broch, der ved Siden af sin Forfattervirksomhed som Ingeniørofficer ogsaa drev skjønliteraire Sysler, og senere kom til at indlægge sig Fortjenste af en Flerhed af vort Lands kunstneriske Institutioner.
Videre udgav Maurits Hansen „Den norske Huusven“ (1827–1830), hvortil han selv leverede en stor Del af Indholdet. En merkelig Stilling indtager „Christiania Aftenblad“ (3. Oktober 1827–28. September 1828), redigeret først af H. A. Bjerregaard og H. L. Bernhoft i Forening, senere af Bjerregaard alene, med regelmæssige Bidrag af Henrik Wergeland, O. R. Holm og Chr. Hansson. Det præsenterer sig straks ved sin Subskriptionsindbydelse, ved Redaktionens Indledningsbemerkninger, og ved det første Numers Indhold som et udpræget literært Blad, hvor Teatret har den første Plads. Der forekommer en Del originale og oversatte Noveller, nogle Digte, endog en Farce („Ah“ af Siful Sifadda alias Henr. W.) samt Rejsebeskrivelser, men tilsidst blir Teatret næsten eneraadigt. Det er bemerkelsesværdigt, at nogen da hos os vovede et saadant Foretagende, der neppe engang nu turde ha store Chancer. Redaktionen gjorde sig heller ikke store Forventninger „i en Tid, da det saakaldte og som oftest indbildte nyttige, overalt fortrænger det skjønne.“ Bladets korte Tilværelse viste det berettigede i denne Frygt.
Det betydeligste periodiske Skrift, som udkommer udenfor Kristiania i dette første Udviklingsstadium af det 19de Aarhundredes norske Aandsliv, er „Den norske Tilskuer“ i Bergen (1817–1821), redigeret af J. Rein, C. M. Falsen og H. Foss. Her foreligger ikke lidet, navnlig af politisk Interesse. I 1821 døde imidlertid Rein, og Falsen og Foss var allerede den Gang paa Vej til at fjerne sig fra hinanden i sine politiske Anskuelser. Hvad der ellers 20- og 30-Aarene udkommer i Bergen („Den bergenske Kontrollør“ (1832–1834), „Den Bergenske Merkur“ (1833–1839) m. m.) har mindre Betydning.
Omkring 1830 begynder der at komme Liv i Kristiania-Pressen.
Til de udprægede Oppositionsblade hører „Skilderie af Christiania og Stockholm“ (1828–1833), hvor Wergelands Ven George Frederik v. Krogh en Tid var den ledende Mand, og „Folkebladet“ (1830–1833), hvor navnlig Flor havde Indflydelse, og hvor Wergeland ogsaa deltog i Redaktionen. Ingen af disse Presseorganer fik dog Anledning til at spille nogen merkeligere Rolle.
Adskillig større Interesse har inden den liberale Lejr i Begyndelsen af 30-Aarene J. A. Hjelms „Almindeligt Maanedsskrift“ (1830–1832), hvis tildels vægtige Indhold vidner meget fordelagtig om Aandslivets Vekst i det unge Samfund. I Мааnedsskriftet forekommer den bekjendte Afhandling af Cosmopolita (Henrik Wergeland): „Hvorfor skrider Menneskeheden saa langsomt frem“, hvor den 23-aarige Samfundsreformator gjør rede for sin historisk sociale Betragtningsmaade, der er helt i Oplysningstidens Aand. Den besvares af en „Christianus Cosmopolita“, som optræder til Forsvar for de kristelige Dogmer, og begge Afhandlinger blir bagefter kritiseret i „Vidar“ af Schweigaard, som indtar et konservativt, men humant Standpunkt til de Ideer, Cosmopolita er en Tilhænger af. Særdeles interessant er en frisindet anti-socialistisk Afhandling, formentlig af Redaktøren selv: „Betragtninger over Statens Forhold til dens Borgere“.
„Statens Øjemed er kun at forskaffe dens Medlemmer Sikkerhed.“ „Det maa overlades til Statens Borgere selv at afgjøre, hvortil de tror sig bedst skikkede, samt at vælge de Midler, hvorved de tror snarest at kunne naa den Grad af Fuldkommenhed og Lyksalighed, som de attraa.“ Forfatteren gjør energisk opmerksom paa „de ulykkelige Følger for Folkene som have resulteret af den Maade, hvorpaa man har betragtet Statens Øjemed“ – „den uheldige Control med Borgernes private Anliggender, som Staten har tilladt sig.“ Han opstiller det Spørgsmaal: Dersom Folkene „istedenfor at blive lykkelige ved det af deres Herskere befulgte System, befandt sig i den yderste Grad af Elendighed“ – – „skulle de da snarere med jødisk Taalmodighed (?) vente den belovede Lyksalighed og hungre ihjel, end, ved at tilintetgjøre et fejlagtigt Regjeringssystem, skaffe sig Udsigter til en bedre Fremtid?“ Og han fastslaar, at „Retmæssigheden af at ophæve det bestaaende, naar dette bevisligen er til hinder for Menneskets moralske Udvikling,“ umiddelbart følger af selve Statens Øjemed. Statsproblemet maa efter hans Opfatning stilles saaledes: „Hvorledes skulle Individerne forskaffes en Frihed, der paa samme Tid som den overlader dem den mest uhindrede Brug af deres Evner ej skal omstyrte Staten.“ Og han gjør den kloge Bemerkning: „Hvad vilde Staten udrette ved at forbyde slige Handlinger, der blot kunne være skadelige for den handlende? Ikke andet end at Handlingen blev foretagen i Skjul, og det saameget begjærligere som der ligger en naturlig Lyst hos Mennesket til Elusion.“ Forfatteren vil i det heletaget ikke vide af „Statens utidige Formynderskab over Borgeren.“
Afhandlingen, der i enhver Henseende staar paa Højde med moderne frisindet Aandsdannelse, er et værdifuldt Dokument i den norske Kulturudviklngs Historie. Den gir en Essens af den gamle liberale Embedsstands Livsvisdom.
„Nogle Ord om Nationalmusik“ og den udførlige Indledning til 1ste Bind af Udgiveren, hvor han bl. a. fremhæver „det offentlige Skuespil’s“ Betydning for et Folk, indvarsler paa en merkelig Maade den nationale Bevægelse i 40-Aarene.
Maanedsskriftet har en Række omhyggelige Anmeldelser (bl. a. af „Skabelsen, Mennesket og Messias“, vistnok ved Redaktøren – „Om det johanneiske Logos“, Fragment af en Recensjon over Treschows Skrift „Evangeliet efter Johannes“ – Bjerregaards „Blandede Digtninge“, recenseret af Nicolai Wergeland.
Til Hjelms Maanedsskrift havde de unge „Radikalere“ Adgang, selv om deres Arbejder ikke var fuldmodne. Det er vell denne Liberalitet, det skyldes, naar saaledes G. F. v. Krogh faar trykt sin ungdommelige Afhandling „Universiteternes Forhold til og Indflydelse paa Staterne med særdeles Hensyn paa Norge“ i dens Helhed.
Skjønt Maanedsskriftet ikke hører indunder Begrebet „Presse“ i moderne Forstand, er det nødvendigt at nævne det her, fordi det, – ligesom det konservative Modstykke, det 1832 fik i „Vidar“, – indtog en lignende Plads i den aandelige Bevægelse, ikke mindst den politiske, og øvede en lignende Indflydelse, som i vore Dage Dagspressens ledende Organer. Paa en Tid, da Telegrafen, Telefonen og de hurtige moderne Kommunikationer endnu ikke havde skabt en saadan Rapport mellem den store Verden udenfor og det enkelte Samfunds Presse og atter mellem denne Presse og dens Publikum, havde ikke Aviserne og Tidsskrifterne faaet saavidt tydelig afgrænsede Felter, som Tilfældet er nu. Et Tidsskrift vil nu sjelden komme til at spille en rolle i Agitationen, til at repræsentere en direkte Indsats i Dagens Kamp. Det har mindre Karakteren af en Kombattant end af en Tilskuer, der belyser Resultaterne og derigjennem vil kunne øve en vigtig Indflydelse paa Landets Aandsliv. Dette hindrer selvfølgelig ikke, at Tilskueren her kan tage bestemt Parti. Det gode Tidsskrifts Opgave er just at sigte den nationale Kulturs Foreteelser, samtidig med at den stiller den hjemlige Udvikling i Forbindelse med fremmed.
„Vidar“ (1832–1834) var i endnu højere Grad end Hjelms Maanedsskrift et aktuelt Partiorgan. Det dannede, som vi i en anden Forbindelse har seet, Samlingsstedet for det unge Intelligensparti. Det skulde være et Bolverk mod „Raaheden“ og al „umoden Radikalisme“. En vis Ensidighed var Følgen af dette Program, men saa dygtig en Stab af Medarbejdere, som Tidsskriftet havde (Schweigaard, P. A. Munch, Welhaven og Fr. Stang, var alle fast knyttede til Redaktionen), er det selvsagt, at det bragte verdifulde Ting.
Det er betegnende, at Indholdet af disse to Tidsskrifter tilsammen giver en langt tydeligere Forestilling om Datidens norske Dannelse og dens bedste Kræfter end 20- og 30-Aarenes Aviser tilsammen. Dagspressen var ikke blevet den sociale Nødvendighed, som den er nu, og Samfundslivets virksomme Mænd var ikke saaledes til at gaa den Vej for at blive hørt.
Kravet meldte sig imidlertid snart til en letvindere Meddelelsesform, end Tidsskrifter kunde være. Da „Vidar“ gik ind, fik den (1836) en Fortsættelse, og det var et Dagblad, „Den Constitutionelle“. Helt over paa den modsatte Fløj virkede „Statsborgeren“ (1831–1837). I Midten stod „Morgenbladet“.
Den, som skulde skrive „Morgenbl.“s Historie, vilde komme til at give et anseeligt Kapitel af det 19de Aarhundredes norske Historie. Fra et ubetydeligt Nyheds- og Avertissementsblad voksede det sig langsomt op til at blive den mægtigste politiske Avis, vort Land har havt. Startet 1819 holdt det sig det første Tiaar temmelig beskedent. Det var mest „Indsendterne“, som regjerede. Men allerede mod Slutningen af 20-Aarene begyndte det at udvikle sig til et meget læst Nyhedsblad. 1831 blev A. B. Stabell dets Redaktør og det var ham der gjorde det til en Magt, ikke altid ved de ædleste Midler (af L. K. Daa’s Dom om „Avisskriveren“, der ikke er uretfærdig). Midt i 30-Aarene har det faaet et politisk Standpunkt. Det er liberalt Oppositionsblad med bestemt Støtte i Storthingets Bondefraktion. Snart følger den ogsaa ganske godt med i Udlandets Forhold. Tager man en Aargang som 1834, finder man t. Eks. 29de Jan. en ledende udenrigspolitisk Artikel „Europa siden Julirevolutionen“, oversigtlig med Motto: „Jeg tror ikke, at Friheden blot er viist Mennesket, ligesom Tantali Frugt, for at beviise det, at det ikke kunde nyde samme“. Særlig kræsen er Redaktionen ikke: 17de Februar har saaledes Carl Bonaparte Roosen Plads til en temmelig taabelig Artikel om tre Embedsbesættelser. Men den har jo den Opgave at give Oppositionen Husly. Flere Medarbejdere kan den være særdeles fornøjet med: Wergeland Far og Søn, H. Foss, L. K. Daa o. a. Henrik Wergeland skriver der i adskillige Aar til Stadighed og Redaktøren har øjensynlig givet ham frie Tøjler. Særdeles nøje passer Bladet paa Begivenhederne i Sverige. Om den bekjendte Lindebergske Sag indeholder „Mgbl.“ i 1834 en hel Række Artikler, foruden en Diskussjon mellem „Mgbl.“ og Lindeberg om de unionelle Spørgsmaal, videre et Opraab til Kongen, med fransk Tekst, og endelig en Takkeskrivelse fra Lindeberg.
4)
Da Crusenstolpe udgir sine berygtede „Skildringer til Dagens indre Historie“, tror „Morgenposten“ rigtgnok først, at Forfatteren er Oberstløjtnant Montgomery, men da dette berigtiges fra svensk Hold, har Bladet straks en Artikel om Crusenstolpe. At der jevnlig bringes nyt fra Danmark, er kun rimeligt, selv om „Morgenbladet“s Kreds var Danomanernes Modstandere. Ogsaa i moderne europæisk Literatur viser Bladet sig vel bevandret. I den nævnte Aargang er der Artikler om Byron, og af Heine gjengives Fortalen til „Franzøsische Zuständen“ i Oversættelse. Endvidere har Bladet jevnlig Anmeldelser af indenlandske Bøger. I Slutningen af Aargangen finder man – naturligvis – en hel „Dæmrings-Fejde“, hvor Redaktionen lader Angribere og Forsvarere komme ligelig tilorde. Kort sagt: vi staar foran en ny Fremtoning i norsk Kultur, en Avis med alsidigt, aktuelt Indhold.
J. E. Sars skildrer Stabell saaledes: „Det var vistnok en offentlig Hemmelighed, at han var den egentlige Redaktør af „Morgenbladet“. Men om man henvendte sig til ham som saadan og forsøgte at gjøre ham ansvarlig som saadan, tilbageviste han dette med Indignation som Overfald paa sagesløs Mand, Indbrud i et fredeligt Hus.“ „Denne Stabells Anonymitet kunde saa meget lettere opretholdes, fordi hans Stil var saa lidet individuel, saa præg- og farveløs. Og deri laa en vis Magt (megen!). „Morgenbladet“s Redaktør kunde i Kraft heraf komme til at gjælde som et Slags abstrakt Væsen, trods alt hvad man vidste om dens Sammensætning; det morgenbladiske „Vi“ kunde i mange Læseres Øjne synes noget andet og mere, end en Enkeltmand – noget i Lighed med det mangehodede, ubestemte og ubestemmelige Uhyre, som kaldes Folket, Publikum, den offentlige Mening.“ Det er just som Stedfortræder for denne offentlige Mening, at den moderne Presse har erhvervet sig en saa voldsom Indflydelse. Her regnede Stabell ganske rigtig. Han forstod ogsaa at følges med sin store Mandant.
I 40-Aarene var han Oppositionens haandgangne Mand og arbejdede for Rigsret og Mistillidsadresse. Men da Vinden omkring Aarhundredets Midte vendte sig, da baade Bønder og Byfolk tog Skræk af Urolighederne ude i Europa og endog af den Smule Bevægelse herhjemme som Thrane vakte, da vendte Stabell med. Han nærmede sig forsigtig til Regjeringen, og et Tiaar senere efterlod han sin Avis til Christian Friele som Regjeringsorgan. Det var atter en Nydannelse i norsk Presse, et karakteristisk Fænomen i den politiske og i Pressens Udvikling. Under Friele fik Avisen et kraftigere Personlighedspræg, men det mystiske „Vi“ opretholdt sin Autoritet. I omkring 25 Aar var „Morgenbladet“ det konservative Ministeriums Herold, Støtte og Kompagnon. Ægteskabet mellem Friele og den Stang’ske Regjering blev gjennemgaaende lykkeligt, men det var ingensinde i „Morgenbladet“s Tanke, at lade sig sende i Ærinder, hvortil det ikke paa Forhaand havde git sit Samtykke. Det hævdede sig i Højres Hus som en myndig mater familias, og da Stang i C. A. Selmer fik sig en mindre betydelig Efterfølger, gled vistnok Styret endnu mere over i Husmorens Haand. Saa kom Krachet i 1884, og siden den Tid har ingen Avis i vort Land indtaget „Morgenbladet“s Stilling fra hine Dage, da Fr. Stang og Friele i Forening styrede Statens Ror.
Mens „Morgenbladet“ gjennem Alliancer af forskjellig Art, med 40-Aarenes Bønder og med 50-Aarenes Bureaukrater, med Kristendom og Monradsk Kultur, med Skandinavister, Amalgamister og Vetopolitikere, arbejdede sig frem til den Anseelse det nød i 70-Aarene, – en Anseelse, som det, uanseet Bladets Anskuelser, fortjente paa Grund af den Myndighed, der prægede dets Holdning, og den Kyndighed, der udmerkede mange af de faglige Bidrag, – havde det en Række af Konkurrenter, hvis Liv ikke blev saa langt og gjennemgaaende heller ikke saa lykkeligt. Disse Konkurrenter tilhører dels den samme Type som „Patroullen“, det er Blade, der er ét med sin Redaktør, dels staar de nærmere den Genre, i hvilken „Morgenbladet“ udviklede sig, de er ikke Udtryk for bestemte Personligheder, men for bestemte Partier. Skillet er dog ikke altid saa skarpt. Tili den første Gruppe hører L. K. Daa’s „Granskeren“ og i endnu højere Grad Vinjes „Dølen“. Til den anden: „Den Constitutionelle“, „Christianiaposten“ og „Aftenbladet“. En Mellemstilling indtager „Statsborgeren“. Af mere literær end politisk Natur er „Illustreret Nyhedsblad“.
Da „Morgenbladet“s Betydning for Oppositionen i Midten af 30-Aarene blev Intelligenspartiet klar, var rimeligvis dette en væsentlig Grund, hvorfor det fandt sig foranlediget til at give det en Modvægt. „Den Constitutionelle“s Ankomst (1836) blev ogsaa modtaget i „Morgenbladet“, som den var ment. 20de November foreligger der et ganske vel tilspidset Angreb paa det nye Blad. Til yderligere at pointere Modsætningen bidrog en Artikel i dansk „Dagen“ (12te November) af Overskou, om Partierne i Norge og „Den Constitutionelle“, hvor den Kreds, der var samlet om „Den Constitutionelle“, karakteriseres som „Det nye Norge“, Kulturbærerne i Kamp mod de tøjlesløse og pralende Demagoger. Denne Artikel imødegaaes 28de November i „Morgenbladet“.
Intelligenspartiets Organ redigeredes af Fougstad, U. A. Motzfeldt og Schweigaard, og de øvrige Medarbejdere i „Vidar“ slog ogsaa Følge over. Bladet havde sin bestemte Plan, som det fulgte uden Vaklen. Man vidste, at det var Organ for en kjendt Kreds, og dets Mening blev i Overensstemmelse hermed tillagt den Betydning, som Kredsen havde. Noget Blad for det store Publikum var det ikke, og man havde ikke, som senere i „Mgbl.“, den Følelse, at det var „Folkets Røst“, der talte. Som Beaumondens Avis prætenderede „Den Constitutionelle“ en vis Finhed, men denne var ofte ikke andet end et overfladisk Puds af Udtryksmaaden. Da de betydeligste Medarbejdere efterhaanden blev saa sterkt optagne med sine mange offentlige Gjøremaal, at „Den Constitutionelle“ begyndte at blive mat og monoton, havde Bladet udspillet sin Rolle (1847).
– „Statsborgeren“ foregav at varetage „de Smaas“ Interesser og levede i en stedsevarende Bekrigelse af Embedsmændene. Den kunde maaske betegnes som en Arbejderavis, men de fleste af Nutidens Arbejderaviser vilde vistnok betakke sig for at blive stillede i Klasse med „Statsborgeren“. Som regelmæssigt og planlagt Skandalblad – Avishyæne – repræsenterede den utvilsomt en ny Pressetype, der imidlertid har fundet daarlig Grobund i vort Land. Henrik Wergelands Forsøg paa at redde „Statsborgeren“, efter at Soelvold, Redaktøren, var blevet „Tremarksmand“, lykkedes som bekjendt ikke. Af de mere bemerkelsesverdige Opsatser i Wergelands Redaktionstid er en ganske vittig, men ogsaa temmelig personlig Artikelrække om „Den Constitutionelle“s Redaktører. Det gaar hovedsagelig udover Fougstad, som – ikke held uden Grund – skildres som en Streber og en Snob.
Langt bedre end i „Statsborgeren“, kom Wergeland til at virke for sine sociale Interesser i det periodiske Blad „For Arbejderklassen“ (1839–1845). Det Verk, han her begyndte, fortsattes paa en noget anden Grundvold, med et Indhold, der tog Sigte paa en større Kreds, i „Folkevennen“, der begyndte at udkomme 1852. De første 6 Aargange redigeredes af Ole Vig, siden var Eilert Sundt længe den ledende.
Et demokratisk, hæderligt, længe meget udbredt Blad var (fra 1849) „Almuevennen“, hvis Redaktør, Chr. Johnsen, var varm interesseret for Folkeoplysning.
Efter „Den Constitutionelle“s Død var „Morgenbladet“ et Øjeblik temmelig eneraadende. Men det varede ikke længe, før det fik en ganske dygtig Konkurrent. Under Omtalen af L. K. Daa har jeg ogsaa berørt hans Organ „Granskeren“. Forsaavidt som „Granskeren“s Anskuelse gik i Arv til „Cristiania-Posten“ (1848–1863), hvor ogsaa Daa[3] selv i adskillige Aar var Redaktør, kan dette Blad opfattes som en Fortsættelse af „Granskeren“, paa bredere Basis. Det fik snart Karakteren af et virkeligt Partiorgan. Og da nu „Morgenbladet“ gjorde sin Vandring fra Bondeoppositionen over i Bureaukratiet, kom disse to, „Christiania-Posten“ og „Morgenbladet“, tl at staa ligeoverfor hinanden som den mere liberale og den mere konservative Presses Spidser, skjnt Partisondringen dog ikke var saa skarp som senere. Imidlertid var der dukket op en tredje Dagsavis, som i henved en Menneskealder kom til at spille en betydelig Rolle i norsk Aandsliv. Det var „Aftenbladet“. Ogsaa dette Blad havde udviklet sig af et „personligt“ Organ: Ditmar Mejdells „Krydseren“, der begyndte at udkomme i 1849. „Aftenbladet“ levede fra 1855 til 1881 og døde nærmest af Moderation: Det havde faaet en uholdbar Stilling som et Slags moderat Kulturblad mellem to bittert kjæmpende Partier og deres paagaaende Organer.
I flere Aar havde „Aftenbladet“ under Richter’s og Mejdell’s Ledelse et vægtigere og mere alsidigt Indhold end nogen anden Avis i Landet. De fleste liberale Mænd af Betydning har i 60-70-Aarene været dets Medarbejere. Der udviklede sig her en fuld moderne Avis med jevnlige Redaktionsartikler, med talrige Bidrag af navngivne Mænd eller kjendte Merker, en god Uderigsafdeling, en bred Mark for Indsendere, en ret vel skjøttet Nyhedsrubrik. Tonen var mere tolerant end i „Morgenbladet“, og det var ogsaa tydeligere, hvem der var ansvarlig for de forskjellige Udtalelser. En vis Forsigtighed prægede altid „Aftenbladet“, – det var ikke mindst herved, at det vandt saa megen Anklang hos den mere dannede Del af det store Publikum. Det indlod sig ikke paa Vovestykker. Derfor lod det ogsaa i 1860 en af sine Redaktører, Bjørnstjerne Bjørnson, gaa: Han var for dristig i Unionsstriden.
I lang Tid var „Aftenbladet“ et Arnested for Skandinavismen. Det vedligeholdt stedse et vist reserveret Frisind, men det passede ikke, da den politiske Strid brød løs for Alvor, da Valget blev mellem at hævde det absolute Veto eller at arbejde for Rigsret.
P. Botten Hansen, den udmerkede Kritiker og Bibliograf, forsøgte sig først som Bladudgiver i 1851 sammen med Ibsen og Vinje. Deres Andhrimner udkom imidlertid kun i 39 Numere. Men i Oktober samme Aar startede Botten Hansen den merkeligste „Kulturavis“, vi nogen Gang har havt, „Illustreret Nyhedsblad“, der holdt sig til 1866. Her skrev en Mængde anseede Forfattere: I. Aasen, Bjørnstjerne Bjørnson, Ibsen, Asbjørnsen, O. J. Broch, Chr. Hansteen, P. A. Munch, C. A. Lange, Camilla Collet m. fl. Nærmest „Illustreret Nyhedsblad“ i literær Tendens stod vel Bjørnsons „Illustreret Folkeblad“ (1856–57) og senere „Norsk Folkeblad“ (1866–1871), hvor dog Politiken snart fik Overhaand.
Vinjes „Dølen“ er det ejendommeligste Eksempel paa, at en Avis kun har været skrevet af en Mand. Den falder derfor ogsaa i Omtale sammen med hans personlige Forfatterskab.
– I Bergen havde O. Bøgh, C. N. S. Platou og A. Sagen udgit „Bergenske Blade“ (1848–1852), der har sin ikke ringe historiske Interesse. Men det var dog af Provinsblade „Bergensposten“, der tidligst fik nogen Betydning. Den begyndte i 1854, redigeredes i Slutningen af 50-Aarene en kort Tid af Bjørnson og blev efterhaanden baade i politisk og litterær Henseende et Organ, der hævdede en selvstændig og anseet Plads i vor Avisverden, et Blad med vaagen Sans for alle den norske Kulturs Udtryksformer. Fra 1867 fik det en virksom Nabo i „Bergens Tidende“, hvormed det nu er sammensluttet.
I de sidste 30 Aar har der med „Morgenbladet“ og „Aftenbladet“ som de oprindelige Vejvisere udviklet sig den moderne Presse, vi nu kan rose os af. Alene Hovedstaden har et Dusin Dagblade. Den Forandring, som er foregaaet paa dette sidste Stadium af den norske Presses Udvikling, er nærmest, at den „upersonlige“ Avis, som søger at bevare det mystiske, auktoritative vi, tillige har fundet hensigtsmæssigt at støtte sig til en Flerhed af kjendte Navne, og at Avisen paa samme Tid søger at gi solide Oplysninger paa faglige Omraader og at tilfredsstille Publikums Nyheds- og Underholdningstrang. Avisen som er blit en Verden af selvstændige Smaaaviser, som hver har sit Kald. Mellem disse Smaaaviser og i dem bevæger sig en Stab af navngivne Medarbejdere.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |