Den kristelige Troeslære i dens Grundtræk/Indledning

Fra Wikikilden
§ 1.

Det første indledende Spørgsmål, vi trænger til at få besvaret, er dette: hvad er Religion? I den hellige Skrift vil vi forgjeves søge en bestemt Forklaring af dette Begreb. Vi støder dog neppe an imod Skriftens Mening, når vi siger, at Religion er Menneskets Samfund med Gud. Det er jo herom den taler fra første til sidste Blad; og tør vi i Almindelighed sige, at det er Religion den forkynder, da tør vi også sige, at denne Bestemmelse af Begrebet er den ene rigtige efter Skriftens Mening.

Mennesket var oprindeligt i Samfund med Gud; dette Samfund tabtes ved Synden, men gjenoprettedes ved Kristus. Derfor siger vi, at den kristelige Religion er Menneskets ved Kristus gjenoprettede Samfund med Gud

Udenfor Kristus, altså også udenfor Kristendommen, gives der intet Samfund med Gud deraf følger, at der egentlig ikke gives nogen anden Religion end den kristelige. Kristendommen er altså ikke alene den eneste sande Religion, men den eneste Religion eller Religionen. Derfor er det falskt, når Kristendommen fremstilles som en Religion ved Siden af de mange Religioner.

De ikke kristelige Religioner, Hedenskabet, stræber vistnok også på sin Vis at fremstille Menneskets Samfund med Gud; men da denne Stræben altid bliver frugtesløs,

kan de kun i uegentlig Betydning få Religionens Navn.
§ 2.

Da alt Samfund med Gud er formidlet ved Troen, så kan vi gjerne sige, at den kristelige Lære er en Lære om Troen; og da det tillige er ud af sin Tro, at den Kristne fremstiller denne Lære, må vi også sige, at den kristelige Lære er en Lære i Troen. Den kristelige Lære er altså en Troslære, fordi den er en Lære om Troen og i Troen.

§ 3.

Når den Kristne ud af sin Tro eller sin troende Bevidsthed fremstiller, hvad hau tror, d. e. sin Troes Indhold, da har hans Bevidsthed ikke dette Indhold af sig selv. Dette Troesindhold er den Kristne nærmest meddelt ved Undervisning af den kristelige Kirkes Lærere; gjennem dem har Kirken fremlagt for ham sin Troesbekjendelse. Men spørges der atter: hvorfra har Kirken sin Tro? da er Svaret: fra ofen hellige Skrift.

Fremstillingen af den kristelige Troes Indhold er altså nærmest en Gjerning af den kristelige Troesbevidsthed; men da Troesbevidstheden henter sit Indhold fra Kirkens Bekjendelse, og Bekjendelsen henter sit Indhold fra Skriften, så er den hellige Skrift tilsidst Troeslærens eneste Kilde, idet den er Grundkilden.

§ 4.

Førend vi går over til Betragningen af Troens Indhold, vil vi først søge at klargjøre for os Troens. Væsen, eller med andre Ord: førend vi kan begynde på at besvare det Spørgsmål: hvad tror jeg? må vi først søge et Svar på det Spørgsmål: hvad er det at tro[1]?

Hvad er altså Troens Væsen? Et Svar på dette Spørgsmål har vi Hbr. 11, 1. „Troen er en fast Overbevisning om det, som ikke sees“. Det hører altså til Troens Væsen, at den er rettet på noget Usynligt.

I Bibelstedet ligger imidlertid mere end dette, at der ikke kan blive Tale om at tro, hvad vi opfatter med det legemlige Syns Sans. Intet af det, som kan fornemmes med Sanserne, kan være Gjenstand for Tro; altså: at se, lugte, føle o. s. v. er ikke at tro.

Men vi „ser“ ikke alene med vort legemlige Øje; vi har også en åndelig Synsevne, et åndeligt Øje. Dette åndelige Øje er vor Fornuft. Vi „ser“ åndeligt det, som vi med vor Fornuft kan trænge ind i, begribe og erkjende; at dette virkelig også er en Seen, udtrykker Sproget, når det at begribe eller erkjende noget betegnes ved Udtrykket at „indse“. Er nu Troens Gjenstand det Usynlige, kan der altså heller ikke blive Tale om at tro det, som vi „indser“ ɔ: det, som vi begriber og erkjender med vor Fornuft. — Troen er således en Evne til at være fast overbevist om noget, som ikke kan fornemmes med Sanserne, ikke erkjendes af Fornuften.

Hermed er det da givet, at når Troen betegnes som en „fast Overbevisning“, da har den sin Fasthed, sin Vished ikke deraf, at Mennesket med sin Ånd trænger ind i Sagen og bliver vis på den derved, at det begriber og erkjender den; Troen må på Grund af sin Modsætning til Viden omvendt have sin Vished deraf, at Sagen, Gjenstanden, ligesom trænger ind i Mennesket. Troen kommer ikke middelbart gjennem begribende Ettertanke til Vishededen om sin Gjenstand, men den kommer umiddelbart til denne Vished. Gjenstanden eller Sagen, gjør et umiddelbart og uvilkårligt Indtryk på Mennesket. Den videre Befatning med dette Indtryk kan Mennesket afvise; det kan modvilligt afskjære Troesgjenstanden Adgangen til gjennem dette Indtryk at frembringe Vished, og heri er dette Slags Indtryk forskjellige fra Sanseindtrykkene, som ikke kan afvises ɔ: som nødvendigvis medfører Vished. Åbner derimod Mennesket sit Indre, sit Hjerte, for det, som skal troes, giver Mennesket det den Plads i sig og den Magt over sig, som det kræver, da overbevises det umiddelbart og uvilkårligt om Sandheden af det, som skal troes. Visheden er således ikke en Virkning af Menneskeåndens eget Arbejde, men en Virkning, som meddeles det udenfra. Det er Sagens egen Vished, Fasthed og Sandhed, som går ind i Mennesket og bliver til Vished, Fasthed og Sandhed i og for Mennesket.

I den kristelige Tro, eller Troen på Åbenbaringen og Frelsen i Kristo, er denne Vished en Virkning af den Hellig-Ånd, som er tilstede i Sandhedens Vidnesbyrd, og som forvisser Hjertet om Sandheden, hvor dette Vidnesbyrd ikke afvises, men får Indgang og Adgang til at virke på Hjertet. Ro. 8, 16; 1 Joh. 5, 10; Joh. 7, 17[2]. Et oplysende Exempel er Barnets Tro. Allerede dets Tro på Faderens Myndiged er ikke en Virkning af, at det fuldt ud begriber Forholdet mellem Faderen og sig selv; men den er en umiddelbar Virkning af Faderens overordnede Stilling, som Barnet i Lydighed underkaster sig. Endnu tydeligere viser dette sig i Barnets Tro på Guds Tilværelse. Hvem vilde for Alvor påstå, at Barnet tror på Guds Tilværelse, fordi det ved Fornuftskitninger begriber, at der være en Gud? Netop i sin Umiddelbarhed eller deri, at denne Vished er en umiddelbar Virkning af Sagens egen Sandhed, netop deri har Barnetroen sin Styrke, og den Opdrager, som mente at kunne styrke Barnets Tro i denne Henseende ved at forelægge det Fornuftbeviser, vilde tage højlig fejl, han vilde svække Barnetroen, hvis det lykkedes ham at berøve den dens Umiddelbarhed. Barnetro som Hjertets umiddelbare tillidsfulde Overbevisning må også den Voksnes Tro være.

Troen er en „fast Overbevisning“; den er altså sikker i sin Sag. Det er heri Troen adskiller sig fra, hvad vi kalder en Mening. Endnu mere adskiller Troen sig fra Anelsen, som efter sit Begreb er usikker, dunkel og ubestemt. Af beslægtede Begreber har Troen mest tilfælles med Håbet; men Forskjellen er dels den, at Håbet kun angår det Fremtidige, medens Troen også kan gjælde det skjulte Nærværende, dels den, at Håbets Gjenstand altid er noget, som ønskes, medens Troens Gjenstand også kan være noget, som frygtes.

Troen er sikker i sin Sag; men vel kan denne Sikkerhed være sterkere eller svagere; der kan derfor tales om en sterk og en svag Tro; derimod kan der ikke være Tale om en tvivlende Tro; thi Tro er det Modsatte af Tvivl; den, som tror, tvivler ikke og omvendt.

Man har villet påstå, at Troen er mindre sikker i sin Sag end Viden; der er således dem, som mener, at Troen er en lavere Grad af Viden, at den er en svag og usikker Begyndelse til begribende at erkjende en Ting. Men dette er en Misforståelse. Det ligger ikke i Troens Væsen at være en mindre sikker Overbevisning end Viden; jeg kan være ligeså sikker på det jeg tror, som på det, jeg ved; Forskjellen ligger ikke i Overbevisningens Styrke, men i den Måde, hvorpå Overbevisningen i begge Tilfælde bliver til. Naar man altså siger: „jeg tror det, men jeg ved det ikke“ for dermed at betegne, at man ikke er rigtig sikker i sin Sag, da beror dette på en tankeløs og urigtig Brug af Ordet Tro.

Troen er ikke en enkelt Sjelsevnes Sag; den er Hjertets Sag. Ro. 10, 10[3]. Med Udtrykket Hjerte mener vi Åndens Inderste, det åndelige Midtpunkt, hvorfra alle vore Sjelsevners Virksomhed udgår. I Troen er derfor den Kristne tilstede med hele sit indre Liv, med alle sin Sjels Kræfter og Evner; i Troen har på én Gang både Erkjendelse, Følelse og Vilje sin bestemte Del. — Alle Skjevheder ved Troeslivet har gjerne sin Grund deri, at man ikke er nok opmærksom på, at Troen er det hele Hjertes Sag. Der er dem, som kun vil svømme i søde Følelser uden at bekymre sig synderligt om kristelig Oplysning eller om at klarne sine Begreber om, hvad Kristendom og kristeligt Liv er; hos dem kommer ikke Troens Erkjendelsesmoment eller dens Viljemoment til sin Ret. Andre vil bare forstå og forstå; alt bliver tørt Forstandsværk uden Inderlighed; var der formegen Varme hos hine, da er der formegen Kulde hos disse; her skorter det på Følelse og Vilje. Atter andre er så optagne af Troens Virkeliggjerelse i Livet og af Livets Krav, at de forsømmer Følelsens og Erkjendelsens Pleje; hos disse er der hverken Varme eller Kulde, bare Handling.

Der tales også om en død Tro, Jak. 2, 20[4]; ved dette Udtryk tænkes da på en ufrugtbar historisk Viden; men da Viden ikke er Tro, så er den døde Tro igrunden ingen Tro.

§ 5.

Efter at vi således korteligt har betragtet Troens Væsen, eller hvad Troen er, må vi nu søge at bestemme og begrunde vor Hovedopgave, som er. at betragte Troens væsentligste Indhold eller det Væsentlige af det, vi som Kristne tror.

Spørges der: hvad tror jeg som Kristen? da kan dette Spørgsmåli Korthed besvares så: jeg tror, at Gud frelser mig syndige Menneske. I dette Svar ligger dette Tredobbelte: l) Gud, 2) Mennesket, 3) Frelsen. Læren om Troens Indhold falder således naturligt i disse 3 Dele:

1) Læren om Gud, som frelser. Denne Del af den kristelige Lære blev især udviklet i den gamle østerlandske (græske) Kirke.

2) Læren om Mennesket, som frelses; denne Del af Læren kom især til Udvikling i den gamle vesterlandske (romerske) Kirke.

3) Læren om Frelsen, Guds og Menneskets Forening, især udviklet af den nyere germanske Kirke fra Luther af.


  1. Den fuldstændige Religionslære behandler ligesom det theologiske System tre Spørgsmål: 1. hvad er Troens Væsen? 2. hvad er Troens Indhold? 3. hvad er Troens Frugt? (Lovens Opfyldelse). Man kan også begynde med Loven, men da kommer den ikke nærmest i Betragtning som en Undervisning for de Troende om, „hvilke Frugter Troen skal bære“; nærmest bliver dens Betydning da at „overbevise om vore Synder“ samt at „ængste og drive os til at søge Kristum.“
  2. Ro. 8, 16. Den samme Ånd vidner med vor Ånd, at vi er Guds Børn.
      1. Joh. 5, 10. Hvo, som tror på Guds Søn, har dette Vidnesbyrd i sig selv.
      Joh. 7, 17. Dersom nogen vil gjøre hans Vilje, han skal kjende, om Lærdommen er af Gud, eller om jeg taler af mig selv..
  3. Med Hjertet tror man til Retfærdighed.
  4. 2, Men vil du vide, o du forfengelige Menneske, at Troen uden Gjerninger er død.