Den kristelige Troeslære i dens Grundtræk/2

§ 7. Guds Væsen^[1].

Kun for den Kristne er Gud en åbenbaret Gud. Deraf kommer hans personlige Vished om hans Tilværelse. Men derfor kan også kun den Kristne have et sandt Begreb om Guds Væsen og Egenskaber. Dette fåes nemlig først da, når Gud åbenbarer sig for Hjertet i personlig Kjærlighedsmeddelelse og overhovedet i personlige Erfaringskjendsgjerninger.

Skal den Troende ud af sin erfaringsmæssige Bevidsthed besvare det Spørgsmål: hvorledes har Gud åbenbaret sig for dig? da vil han nærmest bekjende med Apostelen: Gud er Kjærlighed. 1 Joh. 4, 16; thi han ved sig ikke alene forsonet med Gud ved et Kjærlighedens Under, Joh. 3, 16^[2]; men Guds Kjærlighed er også „udøst“ i hans Hjerte ved den Hellig-Ånd, Ro. 5, 5.

Men den Troende ved også, at Gud ikke alene som den Kjærlige giver og hengiver sig til vor Slægt, men at han også kræver noget af Slægten. Allerede i Forsoningens Kjendsgjerning ligger et sådant Krav. Der er noget i Gud, som forhindrer hans Kjærlighed i at meddele sig til Slægten, hvis ikke hans Krav til Slægten bliver fyldestgjort; dette er hans Hellighed. Den Troende ved sig frelst ved Guds Kjærlighed, men således, at hans Helligheds Krav i Forsoningen er fyldestgjort.

Det korte, men indholdsrige Udtryk for Guds åbenbarede Væsen bliver altså: den hellige Kjærlighed. Hellighed og Kjærlighed er de to Hovedsider ved Guds Væsen.

Hellig er den, som vil og kun vil det Fuldkomne: Gud er den Fuldkomne; som sådan må han ville det Fuldkomne, eller han må ville sig selv; thi Fuldkommenhed findes ikke udenfor Gud. Dette er netop Guds Hellighed. Man har derfor sagt, at Guds Hellighed er hans Kjærlighed til sig selv.^[3] Gud er hellig som den, der gjør sig selv til Målet for sin Villen og Virksomhed, som den, der kræver sin Ære af alt, hvad der er til: „hellig, hellig, hellig er den Herre Zebaoth; al Jorden er fuld af hans Ære“. Jes. 6, 3. Det er netop den samme Hellighed, han kræver af os: at vi skal elske ham ɔ: „elske det Gode;“ og ikke elske andet end ham ɔ: „hade Synden“. Sml. 1 Ptr. 1, 16^[4]; Ps. 5, 5^[5]. Kjærlighed er Selvmeddelelse, Selvhengivelse. Gud kræver ikke blot som den Hellige, han giver også som den Kjærlige. Helligheden kræver sin Ære, Kjærligheden giver sit Liv. Allerede bortseet fra Verden, i den guddommelige Treenigheds hemmelighedsfulde Dyb er der sådan Kjærlighedens Hengivelse, en indbyrdes Given og Tagen, som Skriften mener, når den siger, at „Faderen elsker Sønnen“ og Sønnen Faderen.

Forholdet mellem Guds Hellighed og hans Kjærlighed bliver anskueligt ved en Sammenstilling af de to Steder 1 Ptr. 1, 16 og Joh. 3, 16. På det første Sted heder det: vorder hellige ɔ: I skal være hellige; dette er Helligheden, som kræver; på det andet Sted heder det: så har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn o. s. v. dette er Kjærligheden, som giver; han giver sig selv idet han giver sin Søn. Det er Kjærlighedens Selvhengivelse.

Af dette Grundbegreb om Guds Væsen følger nu atter et Par andre Bestemmelser, som må medtages forat undgå Misforståelse. Hedenskabet ved også af Gud; men enten er han en Gud ved Siden af mange andre Guder, altså ingen uendelig Gud; flere Uendelige er nemlig en Selvmodsigelse. Eller også er han uendelig, men da kun et dødt, indholdsløst Begreb, et Væsen uden Tanke og Vilje, uden personligt Liv — igrunden intet andet end Verden, som da også bliver betragtet som uendelig. I Korthed: efter denne Betragtning er han ingen Person.

For den Kristne derimod står det på den ene Side fast, at Gud er et uendeligt Væsen 2 Krøn. 6, 18^[6], som ikke har og som ikke kan have nogen ved sin Side, 5 Mos. 6, 3^[7]; alt i Gud er uendeligt. Men på den anden Side er han sig også af Erfaring bevidst, at Gud ikke er et blot Begreb. Et Begreb kan ikke elske; det kan kun en Person. Da Gud for ham har åbenbaret sig som Kjærlighed, så ligger heri umiddelbart, at Gud for ham må være en personlig Gud („en levende Gud med Tanke og Vilje“). At Gud er en personlig Gud ligger udtalt i alle de Steder i Skriften, hvor han betegnes som Ånd^[8] (thi der gives ingen upersonlig Ånd; der gives i det Højeste en upersonlig Sjel); ligeså der, hvor hans Væsen betegnes som Kjærlighed fremdeles, hvor han betegnes som en „levende Gud“ Jerem, 10, 10^[9] o. s. v.

Ved denne Betragtning får vort Begreb om Guds Væsen Fylde og Liv. Gud er den hellige Kjærlighed; men han er også en personlig Gud, på samme Tid som han er en uendelig Gud.

§ 8. Guds Egenskaber^[10].

Dette Guds Væsen giver sig i Forhold til Verden tilkjende i visse Egenskaber. Det er egentlig først derved, at vi betragter det Forhold, hvori Gud sætter sig til Verden (altså Egenskaberne), at vi kan danne os et Begreb om hans Væsen. Vor Erkjendelse af Guds Væsen er derfor heller ikke egentlig en Beskuelse af, hvad Gud er i sig selv; hans Væsens uendelige Dyb er uigjennemtrængeligt for vor endelige Ånd^[11]. Derfor er det i den erfaringsmæssige Virkelighed så, at vi bliver Egenskaberne var, før vi kan danne os noget Begreb om Guds Væsen; dette Begreb er uddraget af Betragtningen af hans Egenskaber. Når vi her i Fremstillingen af Guds Væsen og Egenskaber går ud fra Guds Væsen for deraf at slutte os til Egenskaberne, da er dette det Omvendte af den Vej, Erfaringen går; men det er den samme Vej, som vi gjerne går, når vi fremstiller Begreber. Når vi udtaler en Tings Begreb og således søger at gjøre dens indre Væsen erkjendeligt, da har dette til sin Forudsætning, at vi først hos os selv har gjort os bekjendt med dette Begrebs enkelte Kjendemærker. Vi vil også få at se, at vort Begreb om Guds Væsen vinder i Fylde og Liv under Betragtningen af hans Egenskaber.

Vi vil nu søge at komme til en Erkj endelse af Guds Egenskaber ved efterhånden at betragte de enkelte Sider af hans Væsen, som vi har erkjendt i det Foregående, i Forhold til Verden. Egenskaberne vil da samle sig i tre Hovedgrupper efter de tre Hovedbestemmelser, vi har fundet i Guds Væsen.

1. Vi kan gjerne begynde med den Bestemmelse, vi sidst beskjæftigede os med under Betragtningen af Guds Væsen, nemlig hans Uendelighed.

a) Tænker vi os først Guds Uendelighed i Forhold til Tiden, da må vi sige: er Gud uendelig, da er han uindskrænket af Tiden, han er ganske uafhængig af al Tid og alle Tidens Omskiftelser Ps. 90, 2^[12]; 102, 27. 28^[13]; 2 Ptr. 3, 8^[14]. Det er dette vi kalder Guds Evighed. Vi gjør os et ganske fejlagtigt Begreb om Evigheden, dersom vi mener, at den er en uendeligt fortsat Tid; Tid og Evighed er to ganske forskjellige Begreber; Tiden er ingen Del af Evigheden, lige så lidt som et Punkt er en Del af en Linje. For Gud er der intet „Før“ og „Siden“, ingen Fortid og Fremtid, for ham er alt evigt nærværende, et evigt Nu. Tiden hører Verden til; den blev til med Verden; den betegner kun et vist Forhold mellem Verdenslivets endelige, skiftende Bevægelser og Begivenheder; i Evigheden er der stille; eller, er der Bevægelse, da er det en uendelig Bevægelse, derfor er Evigheden ingen Tid. —

b) Tænker vi os dernæst Guds Uendelighed i Forhold til Rummet, da må vi sige, at Gud som den uendelige også er uindskrænket af Rummet; det er dette vi kalder Guds Allestedsnærværelse. Gud er uafhængig af Rummet således, at der ikke er noget Rum, som kan indeslutte ham 2 Krøn. 6, 18^[15]; han er ulegemlig og optager derfor ikke som vi noget enkelt bestemt Rum. Men ligesom der ikke er noget Rum, som — for at tale menneskeligt — kan „stænge ham inde,“ således er der heller intet Rum, som kan „stænge ham ude“; han gjennemtrænger Rummet ganske med sin Nærværelse. Jer. 23, 23 f.^[16] Ap. Gj. 17, 27.^[17] Dette er dog ikke så at forstå, at der i hver Del af Rummet skulde findes en tilsvarende Del af Gud. I Gud er der ikke Dele; hvor han er tilstede, er han derfor helt tilstede.

Gud er ulegemlig, men Kristus er jo ble ven Menneske, er fremdeles Menneske, vil i Evighed vedblive at være Menneske og vil således også i Evighed have et menneskeligt Legeme. Hvorledes stemmer dette med Skriftens Udsagn, at Gud er en Ånd, altså ulegemlig? Som Gud er også Kristus Ånd; men hans evige Menneskelighed og hans deraf følgende evige Legemlighed viser os ind i et Dyb af Guds Herligheds Åbenbarelse, som vi ingenlunde kan gjennemskue, men som dog må fylde os med en frydefuld Anelse. Dette peger hen på, at Guds Allestedsnærværelse ikke er at opfatte så stivt og ubestemt almindeligt, som om der ikke var og i Evighed ikke vil være et Samlingspunkt, et Midtpunkt for Guds Væsens Åbenbarelse. Jo der er et sådant Midtpunkt, hvorfra Guds Væsen vil stråle alle Hellige imøde, om hvilket de samles for at mætte sig i salig Beskuelse og Tilbedelse, Og dette Midtpunkt, dette Guds Hjerte, er Kristus. Han er jo „Herlighedens Afglans og Guds Væsens udtrykte Billede“ (Hbr. 1, 3); og kunde han allerede her i Verden, hvor Herligheden dog kun i brudte Stråler kunde bryde frem igjennem det jordiske Hylle, kunde han allerede her sige: „hvo, som har seet mig, har seet Faderen“ (Joh, 14, 9), da må han så meget mere i sin himmelske, forklarede Tilværelse være skikket til at være Faderens Åbenbarer.

2. Gud er, har vi hørt, uagtet sin Uendelighed, dog en personlig Gud ɔ: han har Bevidsthed og Vilje.

a) Tænker vi os først Guds Bevidsthed i Forhold til Verden og spørger: hvad ved Gud? da må vi svare, at også hans Viden er uindskrænket: han ved alt. På denne Made kommer vi til Begrebet om Guds Alvidenhed. Menneskelig talt siger vi, at Gud ved, hvad der er skeet, hvad der sker, og hvad der vil ske. Men da der i Gud ikke er noget Før og Siden, er dette kun en menneskelig Måde at anskue Sagen på; for ham er også det Fremtidige nærværende. Ved denne Betragtning har man søgt at forklare den Hemmelighed, at Gud forud kan kjende også de frie Handlinger: de er for han ikke fremtidige, men anskueligt nærværende. — Hbr. 4, 13^[18]; Ap. Gj: 15, 18^[19]; Ps. 94,9^[20]; 139, 1 f.^[21]; Mt. 6, 8^[22].

b) Som en personlig Gud har Gud dernæst også Vilje. Han har uindskrænket Magt til at sætte alle sine Beslutninger igjennem; dette fører os til Begrebet om Guds Almagt, som altså består deri, at han kan alt, hvad han vil. Det nytter altså ikke at indvende mod Guds Almagt f. Eks., at han jo ikke kan synde, at han ikke kan gjøre Gjort ugjort o. s. v. Dette indskrænker ikke Guds Almagt: thi han vil det netop ikke. Eller vilde det være en Forøgelse af Guds Magt, om han kunde synde? Lad os rådføre os med vor egen Erfaring og spørge, om Synden forøger vor Frihed? Nej, den indskrænker den, den binder vor Frihed. — 1 Mos. 6, 6 heder det: „Da angrede Herren at han havde skabt Mennesket.“ Indskrænkes ikke Begrebet om Guds Almagt (ligesom også Begrebet om Guds Visdom), når der tillægges Gud Anger? Den, som angrer, ønsker jo at gjøre noget ugjort eller anderledes gjort, fordi han første Gang ikke havde kunnet gjøre det så godt, som han gjerne havde villet. Er dette Betydningen af den guddommelige Anger, da indskrænkes ganske vist Begrebet om Guds Almagt. Men i denne Betydning angrer Gud ikke, thi „han er ikke et Menneske, så at han angrer“ (som et Menneske). 1 Sam. 15, 29. Guds Sindelag, da han besluttede at udrydde den ugudelige Slægt, har nogen Lighed med den menneskelige Sindsstemning, som vi kalder Anger, fordi vi om den, som søger at ophæve, hvad han før har gjort, eller gjøre det om igjen, siger, at han angrer. Men medens dette hos Mennesket er begrundet i dets Afmagt til at fuldbyrde sine Hensigter, så er Guds Fordømmelsesdom over Slægten — som heller ikke er en Tilintetgjørelse af Slægten — ikke alene forudseet af Gud, da han skabte den, men også forud villet og således medoptaget i hans evige, vise Rådslutning. Således er Udtrykket Anger om Gud et menneskeligt Udtryk, som anvendt på Gud må tænkes frit for Menneskeangerens Indskrænkriing. Luther siger til vort Sted (Udførl. Udlæggelse af 1ste Mosebog): „Den hellige Skrift taler efter de Menneskers Tanker, som skal forkynde Ordet“. „Til denne Text hører ogå andre lignende, hvori Gud afmales, som om han havde Øjne, Øren, Mund o.s.v. — — — — Thi på sådanne Steder taler Skriften om Gud som om et Menneske.“ „Dette er den enfoldigste Måde at behandle sådanne Sprog på; thi hvad Gud er i sin Natur, kan vi ikke komme efter.“ Skriften taler menneskeligt om Gud for at forståes af Mennesker.

Et nøjagtigt Udtryk for Guds Almagt har vi i Ps. 135, 6: „Herren gjør alt, hvad ham behager“ sml. Ps. 115,3^[23]; 1 Mos. 17, 1^[24]; Luk. 1, 37^[25].

3. Vi kommer nu tilbage til det Grundbegreb, hvormed vi begyndte Betragtningen af Guds Væsen, nemlig den hellige Kjærlighed. Vi vil da undersøge, hvilke Egenskaber vi må tillægge Gud, når vitænker os a) hans Hellighed, b) hans Kjærlighed, c) hans hellige Kjærlighed i Forhold til Verden.

a) Tænker vi os Guds Hellighed i Forhold til Verden, da kommer vi til Begrebet om Guds Retfærdighed, som netop er hans virksomme Hellighed eller hans Helligheds virksomme Forhold til alt, både det Gode og det Onde. Det heder i vor Børnelærdom, af Guds Retfærdighed er dette, at „han straffer det Onde og belønner det Gode“. Dette følger ligetil af, hvad vi før har erkjendt om Guds Hellighed. Fordi Gud ifølge sin Hellighed „elsker det Gode“, derfor viser han også sit Velbehag i det (han „belønner“ det); og fordi han ifølge sin Hellighed „hader det Onde“, derfor forkaster han det („straffer“ det).

Løn og Straf forudsætter en Lov, hvorefter de tildeles; vi siger derfor, at Guds Retfærdighed er en lovgivende, belønnende og straffende Retfærdighed.

Den belønnende og straffende Retfærdighed kan sammenfattes under Fællesbenævnelsen dømmende Retfærdighed; thi Lønnen og Straffen består deri, at Gud tildømmel enhver det Mål af Velvære eller det Mål af Lidelse, som svarer til hans sædelige eller usædelige Forhold til Loven. Gjengjældende kaldes denne dømmende Retfærdighed, idet baade Lønnen og Straffen nøjagtigt svarer til enhvers sædelige eller usædelige Forhold. Gjengjældelse er det rette Grundlag for al Belønning og al Straf, eller rettere: al retfærdig Belønning og al retfærdig Straf er væsentligt Gjengjældelse. Vanskeligere end ved Straffen kunde det nu synes at være at fastholde Gjengjældelsen i den „Løn“, som tildeles de Troende, nemlig den evige Salighed. Ganske vist „er vi frelste af Nåde“; men den retfærdige Gjengjældelse kommer dog også her tilsyne, idet Saligheden tildømmes den Troende som en af Kristus fortjent Løn. Dette vil få sin nærmere Udvikling og Belysning på sit Sted.

Naturen afspejler Guds Retfærdighed; hans lovgivende Retfærdighed har her sit Udtryk i de faste Naturlove; men også om hans dømmende Retfærdighed kan Naturen vidne for os, når vi lægger Mærke til, at Naturlovene ikke ustraffet overtrædes.

Men hvad Naturen viser os som i et Spejlbillede, det har i Menneskeånden fuld Virkelighed; her heder det først ret tydeligt: „du skal“, „du skal ikke“, „dersom du gjør det, skal du blive salig“; „dersom du ikke gjør det, skal du blive fordømt“. Allerede det naturlige Menneskes Samvittighed er en sådan umiddelbar Bevidsthed om Guds lovgivende og dømmende Retfærdighed. Men til fuld Klarhed kommer denne Bevidsthed først hos den Gjenfødte; thi kun han kjender den åbenbarede Lov. Den Uigjenfødte „forholder Sandheden ved Uretfærdighed“ (Ro. 1, 18), hvad enten den træder ham umiddelbart imøde i Samvittigheden, eller den taler til ham i den åbenbarede Lov; Frygten bringer ham til mere eller mindre bevidst at søge at svække det Indtryk af Guds Retfærdighed, som han ikke ganske kan frigjøre sig fra. Guds Barn, som intet har at frygte af Dommen, har ingen Grund til at svække denne Bevidsthed. Navnlig i en udpræget blødagtig Tid er det kjendeligt, hvorledes Retfærdighedens Begreb er udsat for Afsvækkelse og mangehånde Forkvakling.

Som Skriftbevis for Guds lovgivende Retfærdighed kan ethvert guddommeligt Bud anføres; se fornemmelig 2 Mos. 20^[26]; om Guds lovgivende Retfærdighed taler fremdeles Ps. 19, 8. 9^[27]. Om Guds dømmende Retfærdighed se Ps. 7, 12^[28]; 96, 13^[29]; 2 Kor, 5, 10^[30]; 2 Thes. 1,5^[31]. Som gjengjældende fremstilles Guds Retfærdighed Hjob 34, 11^[32]; Ro. 2, 6^[33]; Gal. 6, 7^[34]; om den belønnende Retfærdighed se Luk. 10, 28^[35] Hbr. 6, 10; Ef. 6, 8; 1 Kor. 3, 8; om den straffende Retfærdighed Hbr. 10, 30 f.^[36]; Ro. 1, 18; Luk. 12, 46.

b) Guds Kjærlighed til Verden kalder vi hans Godhed. Gud er ikke alene „god i sig selv“, hvilket i Almindelighed betegner hans Væsens Fuldkommenhed; men han er også „god imod os“. Gjenstand for Guds Godhed er alle hans Skabninger, altså først i Almindelighed Verden, dernæst indenfor Verden særligt Menneskeheden, endelig indenfor Menneskeheden særligt Jesu Kristi troende Menighed. Joh. 3, 16^[37]; Ps. 106, 1^[38]; 145, 9^[39]; o. a. St.

Ved at tænke på Guds Kjærlighed til Verden og Menneskene i Almindelighed kommer vi altså til Begrebet om Guds Godhed. Guds Kjærlighed til den syndige Verden eller til Syndere kalder vi hans Nåde. Ps. 103, 8. 10. 13 f.^[40]; Ro. 3, 24^[41]; Tit. 3, 7^[42].

Væsentligt samme Betydning som Guds Nåde har hans Barmhjertighed; kun at dette Udtryk er mere menneskeligt og betegner Guds Kjærlighed til den under Syndens Følger lidende, elendige Verden eller Guds Kjærlighed til de Elendige. Ps, 103, 8. 10. 13.

c) Vi har nu seet, hvorledes Guds Hellighed viser sig ligeoverfor Verden, og hvorledes hans Kjærlighed viser sig ligeoverfor Verden; vi vil nu undersøge, hvilken Egenskab vi har at tillægge Gud, når vi under ét betragter hans hellige Kjærlighed i Forhold til Verden.

Guds hellige Kjærlighed viser sig i Forhold til Verden nærmest som Visdom; thi Visdom består i Evnen til at finde og bruge de bedste Midler til de bedste Hensigters Opnåelse. Og af Guds hellige Kjærlighed følger, at både Hensigten og Midlerne er fuldkommen gode; af hans Hellighed følger, at de bedst tjener hans Ære; af hans Kjærlighed følger, at de bedst tjener Skabningens Tarv. Hjob 12, 13^[43]; Ps. 104, 24^[44]; Jes. 28, 29^[45]; Ro. 16, 27^[46]; 11, 33^[47]; sml. 1 Tim. 1, 17^[48]; 1 Mos. 1, 31^[49].

Af Guds hellige Kjærlighed følger endvidere hans Sanddruhed, som består deri, at han opfylder sin Kjærligheds Løfter (dette kaldes også Guds Trofasthed) og fuldbyrder sin Helligheds Trusler. 4 Moseb. 23, 19^[50].

Betragter vi under ét alle Guds Egenskaber, forsåvidt det er os forundt at erkjende noget af dem, så må vi beundrende bekjende hans Herlighed; denne Egenskab er ikke en enkelt ved Siden af de andre, men er Summen af dem alle.

2 Mos. 24, 16 f.; Jes .6, 1—5; Ro. 1, 23 o. a. St.

Men, „hvo har kjendt Herrens Sind?“ (Ro. 11, 34) eller „hvo ransager Guds Dybheder?“ Det gjør Ånden, den Hellig-Ånd (1 Kor. 2, 10), altså ikke vi: „ingen ved, hvad der er i Gud uden Guds Ånd“ (1 Kor. 2, 11). Vi kan som endelige ikke gjennemtrænge Guds Væsens uendelige Dyb. Men, på den anden Side, har vi noget af Ånden, da kan vi også tåge nogen Del i Åndens Ransagelse. Vort Begreb om Guds Væsen og Egenskaber kan derfor nok være sandt, om det end aldrig bliver udtømmende.

Vantroen har indvendt imod det kristelige Gudsbegreb, at der ikke med Nødvendighed svarer nogen Virkelighed til dette Begreb. Dette Gudsbegreb, siges der, er intet andet end Menneskeåndens eget Begreb med dens Kræfter og Egenskaber, kun tænkt i uendeligt forstørret Målestok; m. a. O. Mennesket forestiller sig kun en Gud, som det danner sig efter sit eget Billede; vort Gudsbegreb bliver på denne Måde en fri Skabning af vor egen Indbildningskraft. — Der kunde være meget at svare på denne Indvending. Her skal vi indskrænke os til følgende: når det bebrejdes os, at vi på en vis Måde danner os et Begreb om Gud efter vor egen Ånds Mønster, da er hertil forlængst med Rette bleven svaret, at, da Gud har skabt Mennesket i sit Billede, så er det naturligt og nødvendigt, at Mennesket i et vist Mon tænker sig Gud i sit Billede. At det endvidere ikke er en blot Indbildning, at Guds Væsen er den hellige Kjærlighed med de Egenskaber, som vi har tillagt ham, men at alt dette er Virkelighed — derfor borger for den Troende hans egen Erfaring. Den Troendes Begreb om Gud er nemlig ikke en Frembringelse af hans egen menneskelige fri Tænkning, men egentlig kun et Udtryk for, hvorledes Gud i personlig Kjærligheds-Meddelelse har oplukket og åbenbaret sit Væsen for ham. Derfor var det også, at vi i Besvarelsen af Spørgsmålet om Guds Væsen og Egenskaber oprindeligt gik ud fra den Troendes Erfaring (se ovenfor).

---

1. Sml. Philippi, Glaubenslehre B. II P. 17—117.
2. Thi så har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn, den Enbårne o. s. v.
3. Buddeus.
4. Voder hellige, thi jeg er hellig.
5. Du er ikke en Gud, som har Behag i Ugudelighed, den Onde bor ikke hos dig.
6. Se, Himlene og Himlenes Himle rummer dig ikke, hvor meget mindre da dette Hus, som jeg har bygget.
7. Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er én.
8. F. Eks. Joh. 4, 24 Gud er en Ånd.
9. Han er den levende Gud og en evig Konge.
10. Jeg har i Ordningen af Egenskaberne væsentligt fulgt Philippi.
11. I denne Forstand er det sandt: finitum non capax est infiniti. Her skjelnes derfor ikke mellem „absolute Egenskaber“ ɔ: Egenskaber ved Guds Væsen uden Hensyn til hans Forhold til Verden, og „Relationsegenskaber“ ɔ: Egenskaber i Forhold til Verden; alle de Egenskaber, vi kan erkjende i Gud, er i Grunden Relationsegenskaber. Det er først derved, at Gud oplader sit Væsen for Verden, at den skabte Ånd kan erkjende noget i Gud; Gud er for os den åbenbarede Gud.
12. Før Bjergene blev til, og du dannede Jorden og Jorderige, ja fra Evighed til Evighed er du, o Gud!
13. De (Himlene) skal forgå, men du består, og de skal alle ældes som et Klæde; som et Klædebon omskifter du dem, og de omskiftes. Men du er den samme, og dine År får ingen Ende.
14. 2 Én Dag er for Herren som tusinde År og tusinde År sum én Dag.
15. Se Himlene og Himlenes Himle rummer dig ikke, hvor langt mindre da dette Hus, som jeg har bygget.
16. Er jeg kun en Gud nær hos? siger Herren, og ikke en Gud langt borte? Mon nogen kan skjule sig på så lønlige Steder, at jeg ikke kan se ham? siger Herren. Er jeg ikke den, som opfylder Himmelen og Jorden? siger Herren.
17. Herren er sandelig ikke langt fra enhver af os; thi i ham lever, røres og er vi.
18. Ingen Skabning er usynlig for Guds Åsyn.
19. Gud kjender fra Evighed af alle sine Gjeringinger.
20. Mon han, som planter Øret, ikke skulde høre? eller han, som danner Øjet, skulde han ikke se?
21. Herre, du ransager mig og kjender (mig) — — — du forstår min Tanke langt fra.
22. Eders Fader ved, hvad I har behov, förend I beder ham.
23. Vor Gud er i Himmelen, han gjør alt, hvad ham behager.
24. Jeg er den almægtige Gud.
25. For Gud er ingen Ting umulig. Sml. Ef. 3, 20; Ro. 4, 21.
26. De ti Bud.
27. Herrens Lov er fuldkommen — — Herrens Befalinger er rette.
28. Gud er en retfærdig Dommer.
29. Thi han kommer, thi han kommer til at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige i Retfærdighed.
30. Os bør alle at åbenbares for Kristi Domstol.
31. — et Bevis på Guds retfærdige Dom.
32. Et Menneskes Gjerning gjengjælder han (det), og efter en Mands Vej lader han ham finde.
33. Han skal betale enhver efter hans Gjerninger.
34. Hved et Menneske sår, dette skal han og høste.
35. Gjør dette, så skal du leve, sml. 3 Mos. 18, 5; Ro. 10, 5.
36. Mig hører Hevnen til; jeg vil betale, siger Herren. — Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder.
37. Så har Gud elsket Verden o. s. v.
38. Lover Herren, thi han er god; thi evindelig varer hans Miskundhed. Sml. Ps. 107, 1.
39. Herren er god imod alle. Sml. Ps. 34, 9; Ap. Gj. 14, 17; Joh. 1, 17.
40. Barmhjertighed og nådig er Herren, langmodig og rir på Miskundhed; ikke efter vore Synder gjør han med os, og ikke efter vore Misgjerninger betaler han os; ligesom en Fader forbarmer sig over sine Børn, så forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham. Thi han kjender vort Væsen, han kommer ihu, at vi er Støv. Sml. 2 Mos. 34, 6 f.; Jes. 54, 10.
41. De bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristo Jesu.
42. Retfærdiggjorte ved hans Nåde.
43. Hos ham er Visdom og Vælde; ham hører Råd og Forstand til.
44. Hvor mange er dine Gjerninger, Herre! du gjorde dem alle viseligen.
45. Han er underfuld i Råd, stor i Visdom.
46. Den ene vise Gud være Ære.
47. O Rigdoms Dyb både på Guds Visdom og Kundskab.
48. Den alene vise Gud være Pris og Ære i al Evighed.
49. Gud så alt det, han havde gjort, og se! det var såre godt.
50. Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ej heller et Menneskes Barn, at han angrer; skulde han sige (noget) og ikke gjøre (det)? og skulde han tale og ikke opfylde det?