Den kristelige Troeslære i dens Grundtræk/1

Legg til lenke
Fra Wikikilden
§ 6.

Man har fra gammel Tid af søgt at godtgjøre Guds Tilværelse ved Hjælp af Beviser[1]. Disse Beviser er ikke uden en vis Betydning; men man tillægger dem en fejlagtig Betydning, når man mener, at det er på dem, Overbevisningen om Guds Tilværelse egentlig må grundlægges. Man miskjender overhovedet deres Betydning, når man tillægger dem almengyldig, tvingende Beviskraft for vor Fornuft. Det vilde være slet bevendt med dens Overbevisning om Guds Tilværelse, som kun var bragt til at antage den ved Hjælp af Fornuftbeviser. Ja det er igrunden umuligt at bibringe nogen denne Overbevisning, som kun vil lade sig overbevise af almengyldige, tvingende Fornuftgrunde.

Heraf følger imidlertid ikke, at der udenfor Åbenbaringen ikke kan gives nogensomhelst Overbevisning om Guds Tilværelse. Hedningen kan have en meget bestemt Overbevisning om, at der er en Gud, uden Beviser, ja der er indtil denne Dag ikke fundet et Folk, selv ikke det råeste, som ikke tror på et gudommeligt Væsens Tilværelse. Heller ikke Barnet falder på at grunde sin Overbevisning i denne Henseende på Fornuftbeviser; og hvo vil beskylde Barnets Tro for Mangel på Vished?

Guds Tilværelse er nemlig overhovedet ikke Gjenstand for begribende Viden. Overbevisningen om Guds Tilværelse er en Samvittighedssag. Derfor er det moralske Bevis for Guds Tilværelse, som hentes fra Samvittigheden, kanske også det mest betydningsfulde af disse såkaldte Beviser. I sin Samvittighed fornemmer Mennesket umiddelbart og uvilkårligt en dømmende Magt, som nødvendigvis må være til. Den kundgjør umiddelbart sin egen Tilværelse, idet den viser sig at være aldeles uafhængig af vor Vilje. Vi kan ikke gjøre for, at vi fornemmer denne Dom; vi vilde helst unddrage os den; men vi dømmes dog. Idet denne Dom viser sig at være aldeles uafhængig af Mennesket, viser den sig også som ubetinget ophøiet over Mennesket. Der lyder i vort Hjerte en hellig Dom over os: derfor må der også over os være en hellig Dommer, fra hvem Dommen udgår. Men denne Overbevisning fremkommer ikke som en Fornuftslutning; den er en umiddelbart given Sag, en umiddelbar Bevidsthed, Foretager Anden en slig Slutning fra Dommen til Dommeren, da sker det i alle Fald ganske uvilkårligt og kanske ganske ubevidst. Denne umiddelbare Vished, som kan opnåes også på det rene Naturstandpunkt, er imidlertid endnu ikke den levende Tro, som tilfredsstiller vort Hjerte. En slig Overbevisning har kun den Kristne. Til ham taler nemlig Gud selv om sig selv gjennem Åbenbaringens Ord. Først i dette Vidhesbyrd er der den Klarhed, som vi trænger til. Den Kristnes Liv er endvidere et Liv i Gud; han står i et personligt, erfaringsmæssigt Livssamfund med Gud, derfor tvivler han ligeså lidet om Guds Tilværelse, som han tvivler om sin egen Tilværelse.

Den hellige Skrift beskjæftiger sig ikke med at opstille Beviser for Guds Tilværelse; den bevidner vistnok, at Gud heller ikke i Naturen „“har ladet sig uden Vidnesbyrd“ Ro. 1, 20[2]; Ps. 19, 2[3]; Jes. 40, 26[4]; men i Almindelighed forudsætter den denne Bevidsthed. Gudsbevidstheden findes også i Hedningernes Hjerte, idet der findes Lovbevidsthed Ro. 2, 15[5]. Den rette Vished om Guds Tilværelse er en Troesvished og ikke en Vidensvished Hbr. 11, 6[6]. Når derfor den, som nægter Guds Tilværelse, kaldes en „Dåre“ Ps. 14, 1[7], da er det efter Grundtekstens Mening ikke så meget Mangel på Forstand, som bebrejdes en sådan, som Mangel på Fromhed.

  1. ↑ Ved Betragtningen af Verden skal det godtgjøres, at der som Ophav til den endelige Verden må gives et uendeligt Væsen; som Ophav til den forgjengelige Verden et uforgjængeligt Væsen, som Ophav til den hensigtsmæssigt indrettede Verden en vis og god Skaber. Ved Betragtningen af vor egen Bevidslheds Indhold skal det godtgjøres, at da Tanken om et uendeligt Væsen findes i vort Hjerte, må dette Væsen være til; thi denne Tanke kan vi ikke have givet os selv — (det ontologiske Bevis). Den bydende og lovgivende Fordring, som umiddelbart udgår til ethvert Menneskes Hjerte, forudsætter en Lovgiver; den Dom, som hviler over enhver menneskelig Handling, og som intet Menneske ganske kan undgå at fornemme, forudsætter en Dommer (det moralske Bevis) o. s. v.
  2. ↑ Hans usynlige Væsen, det er hans evige Kraft og Guddommelighed, beskues fra Verdens Skabelse af, da de forståes af Gjerningerne.
  3. ↑ Himlene fortæller Guds Ære. o. s. v.
  4. ↑ Opløfter mod det Høje eders Øjne og ser: hvo har skabt disse Ting?
  5. ↑ De (Hedningerne) viser Lovens Gjerning (at være) skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og. Tankerne indbyrdes anklager eller og forsvarer hverandre.
  6. ↑ Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi det bør den, som kommer frem for Gud, at tro, at han er til.
  7. ↑ Dåren siger i sit Hjerte: der er ingen Gud.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Den_kristelige_Troeslære_i_dens_Grundtræk/1&oldid=68622»