Den XIV olympiske Ode
Gudinder, I som svæve om i Dands,
Omstraalede af Ætherglands,
Der hvor cephisisk Perlebölge slynger
Sig bugtende om favre Rosenklynger —
O, venlige Chariter! hör en Bön
Fra Eders Sön.
Paa Eders Vink nedströmmer alt det Gode,
Det Yndige, det Skjönne paa vor Klode.
Alt, hvad der pryder Mandens Aand
Gik ud fra Eders Haand.
Som Flora Blomster, smilende I sprede
Kring hele Jorden Held og Glæde.
Selv Guderne i höje Himmelboe
Sig ej i Dandsen snoe,
Og ej i gyldne Bæger Nektar gyde;
För tryllende I Himmelborgen pryde.
Der dandse I omkring
I lette Hvirvelsving;
Og med Apoll, hvis gyldne Bue
Fremskyder straalet Purpurlue,
Uvisnelige Laurusgreen I snoer
Om Fader Zeus ved höjen Bord.
Aglaia! du, hvis Blidhed Alt omfatter,
Og, Euphrosyne du!
Den mægtige Olympbehærskers Datter,
O hörer mig med venlig Hu!
Ynd, Thalia! min Harpes Toner,
O, hæv mod Skyerne min Sang ,
Og rundt om Jorden lyde Strengens Klang!
Den lyde om de friske Laurbærkroner,
Og om den stolte Sejerskamp,
Som under Sved og Stöv og Damp
Asophichos ved dig har vundet!
Din Haand har Krandsen om hans Tinding bundet
Flyv, Ekko! flyv med Lynfart ned
Igiennem Underverdnens Huuler,
Hvor Mulmet Proserpines Trone skjuler,
Hvor Alt omhvælves af en dödstill’ Fred.
Der til hans Fader, Kleodam, du sige,
At her paa Jorderige
Hans Sön gik bort i Sejersdands
Fra Kampens Plads med eviggrönne Krands
Paa Lokkerne , som bölgende omsvæved’
Den unge Barm, der stoltelig sig hæved.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |