Den Gyldne Pest/Kapittel 5
Hurtigtoget fra Berlin kom med støn og brak larmende ind paa den store jernbanestation i Köln. Kupédøren blev slaat op, og den tyske konduktør eksercerte forbi kupévinduerne og forkyndte 30 minutters ophold.
John Marker skvat op av sine funderinger der han sat klemt mellem to cirkusartister, en fet varietesangerinde og tre hvitløkskjøder fra Magdeburg. Den unge kemiker lignet en sort traad, som hadde forvildet sig mellem dynerne paa en klædessnor. Men Marker ænset intet. Der fandtes ikke noget i verden, som kunde gjøre indtryk paa ham nu, da han saa ind i det forjættede land. Hans hjerne var ikke belastet med saa ydre begreper som moral, samvittighet, religion og skrupler. Han øinet kun en eneste klar linje, — den som peket fremover mot hans maal. Der eksisterte intet utenfor dette. Hvad var samfundet og borgerskapet for ham. Det hadde jo aldrig gjort ham andet end ondt. Det hadde jo stængt titanen ind paa et takkammer, der hadde bygget en fængselsmur av uvillighet og uvidenhet om ham og budt ham sultevilkaarenes mugne fangekost. Det hadde saaet storm i hans sind, nu skulde det høste en orkan, som verden aldrig hadde set maken til . . .
Köln! . . .
Han reiste sig fortumlet fra træbænken og saa sig forvildet omkring.
Naa, — det var jo her, han skulde træffe sin ven morderen! Bare nu Delma var sluppet igjennem. Hele hans fremtid berodde paa det. Han var jo nu spasert over Rubikon, fra lovens og vedtægternes fastland til forbrydelsens ø.
Hans medpassagerer saa forbauset paa det magre skelet, som stod der og mumlet midt iblandt dem. Varietedamen, som netop holdt paa at bedaare den mest guldbelæssede av jøderne, fniste høilydt. Det var signalet til en almindelig latter.
Marker saa forbauset fra den ene til den anden. Hans øine gled henover dem, og dog naglet de smilet paa deres læber og latteren i deres struper. Hvad var det for en underlig fyr? . . . Det var ikke et menneskes øine, som stirret forbi dem. En slanges øine var det — en annacondas rolige kvælerblik, naar den faar hjertet til at hoppe i brystet paa urskogen gravere.
De trak sig alle instinktmæssig bort fra ham og gav ham villig plads, da han tok sin haandvæske og gik ut.
Men Marker merket intet. Han var vant til at menneskene skydde ham. Klodset og ubehjælpelig banet han sig frem gjennem mængden paa perronen og gik langsomt og nølende ind i den store spisesal . . .
Han kastet et hurtig blik omkring sig. Salen var let at overskue. Der sat kun et halvt snes personer derinde. Men Delma var der ikke.
Ved midtbordet fandtes der ikke andre end en gammel katolsk prest og en ung, paafaldende smuk sortklædt dame. Presten hadde tat av sig sin bredbremmede hat. Det var en vakker olding med fine og ædle træk. De graa lokker var strøket bakover og gav ham et aapent og venlig utseende. Han talte med en høi, men litt rusten stemme trøsterike ord til den unge dame, der saa ut til at ha gjennemgaat en stor sorg. Foran ham stod der et glas øl og to sandwiches med et pragtfuldt paalæg av skinke.
Marker tørret sveden av panden. Skulde virkelig denne ærværdige herre med den utprægede geistlige gammelmandsstemme være . . .
—Søker De nogen, min søn, spurte den gamle venlig paa tysk og hegyndte langsomt at fortære sin sandwich.
—Ja, svarte Marker ærbødig, men . . .
Han svelget resten av sætningen. Ti ut av prestekjolens armer stak der en haand, som han kjendte. Der var noget klolignende over de fingre, som holdt sandwichen . . .
Presten bøied sig fremover.
—Flyt over i 2den klasse vogn no. 549, plads no. 17, sa han hviskende, Nærmest døren. Gjør som De ikke kjender mig. Gaa videre . . . Jeg er forfulgt . . .
Marker adlød uvilkaarlig og gjorde et slag opover salen. Saa slentret han langsomt ut. Ved døren stod der en liten mand med et stort skjeg og speidet forsigtig ind i det store rum. Hans smaa øine gnistret og han rokket nervøst frem og tilbake.
Saa vendte han sig pludselig og gik hurtig hen til telegrafstationen. Marker hørte, at der klang av staal i hans lommer.
Men presten lot ikke til at ha hastverk. Han og hans skjønne ledsagerske blev sittende like til stationens klokke varslet togets avgang. Saa vandret de langsomt ut, steg op i en 2den klasses vogn og gik ind i en kupé, hvor der før kun var to passagerer: manden med det sorte skjeg og Marker.
Den unge dame hadde tat plads likeoverfor den mørke mand, og presten sat nærmest vinduet. Han hadde foldet hænderne, og det saa ut som om han mumlet en bøn.
—Hvor skal De hen, min herre, spurte han paa velklingende tysk den fremmede, som overrasket for sammen.
—Jeg skal til Noyon, svarte den sortskjeggede paa samme sprog, mens et glimt av tvil drog hen over hans ansigt.
—Jeg hører paa Deres dialekt, at De er franskmand, fortsatte presten. Desværre taler jeg Deres skjønne sprog saa daarlig, at jeg ikke tør indlate mig paa det.
—Og hvor skal Deres høiærværdighet gaa av? spurte franskmanden med en ærbødighet, som virket litt for overdreven til at være helt egte.
—Vi agter os til Aachen, svarte presten. Min helbred har ikke været god i det sidste, og jeg tænkte, at badene der maatte gjøre mig godt. Min niece der, frøken Kirchhofer . . . undskyld, min herre, tør jeg spørre om Deres navn?
Franskmanden fik pludselig en langvarig hoste . . .
—Aa, undskyld, sa han stammende . . . jeg heter Dubois og reiser i vin.
Et umerkelig smil for henover prestens bleke oldingeansigt.
—Jeg er biskop ved St. Mariakirken i Hamburg. Mit navn er Caspar Römer.
Den fremmede reiste sig halvt og bukket. I samme øieblik hørte Marker et halvkvalt skrik. Den unge pike hadde med en utrolig behændighet kastet en hætte, som hadde ligget skjult i hendes muffe, over den sortskjeggedes ansigt og trukket i en løkke, som snørte sig om den ulykkeliges hals og hindret ham i at skrike.
Presten hadde pludselig mistet sit geistlige præg. Som en ung tiger kastet han sig over franskmanden, rykket i hans skjeg, som uten vanskelighet gav efter og aabenbaret en skarp energisk hake.
—Hurtig, hvisket han, før konduktøren kommer. Tag av ham frakken.
Den bevisstløse mand blev berøvet sin frakke uten vanskelighet. Den unge dame arbeidet med en behændighet og kraft, som tydet paa lang øvelse.
Uten at spilde et øieblik grep presten den halvkvalte mand i sine arme, aapnet vinduet og trykket uten større vanskelighet den lille skikkelse gjennem ruten og lot den høflige vinreisende falde ned paa banelegemet med hodet nedad.
Det kristelige sindelag syntes helt at ha forlatt biskoppen for St. Maria menighet. Han avførte sig den sorte kappe og kastet den ut av vinduet, lot hatten gaa samme vei, slet av sig de graa lokker og tørret sig omhyggelig med et fugtig klæde i ansigtet. Rynkerne forsvandt. Saa grep han den fremmedes lange sorte skjeg, fæstet det omhyggelig paa sig, iførte sig hr. Dubois frak, trak hans brede hat dypt ned i panden og satte sig paa hans plads . . .
Det hele var en affære paa tre minutter.
—Nu, sa den forhenværende biskop til Marker, hvad synes De om dette?
Det var Delmas stemme.
Kemikeren saa paa ham.
—De arbeider godt, sa han koldt.
Da lo den unge pike. Det var første gang siden avreisen, at hun aapnet sin mund.
Nogen minutter efter var de i Aachen.
Konduktøren kom gaaende ned korridoren med et telegram i haanden.
—Til hr. Achille Binet, ropte konduktøren.
—Det er mig, svarte Delma.
—Værsgod min herre. Vil De kvittere! . . .
Anarkisten rev telegrammet op og fløitet muntert.
—Hvad er det, Jacques? spurte den unge pike aandeløst.
—Det er monsieur Lépine, som telegraferer til mig, svarte den unge forbryder. En arrestordre mot Jacques Delma, nåar han er kommet over grænsen ved Jeumont.
—Hvad vil du da gjøre?
—Jeg vil svare ham naturligvis. Og Delma rev et blad ut av sin notisbok og skrev følgende:
Lépine
Paris.
Angjældende fængslet Aachen. Avventer nærmere ordre hotel Savoy.
Binet.
—Se saa, sa han triumferende. Nu staar Paris os aapen. Saa styrtet han ut til telegrafen.
Den unge dame fulgte ham med øinene.
—Er han ikke storartet? sa hun halvt for sig selv.
Marker stirret mut ret frem for sig.
—Er det ikke det, jeg altid har sagt? mumlet han. Det var taapelig at avskaffe dogmet om djævelen og helvede. For nu begynder det at lugte svidd her paa jorden.
Saa lukket han sine øine og tok sig en slummer.