Den Gyldne Pest/Kapittel 4
—De er fanden selv, sa Marker anpusten og slængte en haug pengesedler paa bordet.
Delma gned søvnen av øinene.
—Jeg synes den betegnelse passer bedre for Dem. Men vi skal ikke slaas om titler. De fik altsaa pengene uten vrøvl?
—Ja.
—Det var paa tide. Lad os da faa en bedre middag sendt op paa kvisten her fortest mulig. Fisk, kjøt og burgunder. Jeg vil spise som en dannet mand. Samtidig maa De sørge for min garderobe. Jeg har skrevet op mine maal paa dette stykke papir. De maa gaa i den fineste forretning for færdige klær. En jaket, stripete bukser og en mørkerød flonelsvest. Desuten lakstøvler med mørkerøde gamacher nr. 40, en lav filtfloshat nr. 6½, snip nr. 39, manchetter nr. 28, handsker 7½, helst samme farve som vesten, en okselærs kuffert med skjorter efter snippens nummer, Lahmanns undertøi, silkestrømper, guldur med en diskret dobbeltkjede, en tynd spaserstok og en monocle. Endvidere maa De kjøpe en stor dameparyk av nøttebrun farve, en krøltang, en flaske mastik og en statskalender.
—Det var som pokker!
—Alt dette maa De greie paa en time. Nu er klokken to. Kl. 3 spiser vi. Kl. 4 ifører jeg mig min herlighet, og kl. 5.30 reiser vi til utlandet med hurtigtoget.
Marker smilte haanlig.
—De imponerer mig ikke, sa han. Hadde De kunnet læse norske aviser, vilde De ha visst, at Kristiania idag er stængt som en rottefælde. Der slipper ikke en djævel ut av byen. Prisen for Deres paagripelse er forhøiet til 10,000 kroner. Hver eneste gategut er blit en detektiv. Jernbanestationerne er blit forvandlet til fæstninger, hvor hver eneste passager blir snud og vendt paa tre ganger, før de slipper ind i toget.
—Sludder, mumlet Delma træt.
—De undervurderer Dem selv, fortsatte Marker. Det er ikke bare det hjemlige politi, som brænder efter at sætte kloen i Dem. Hele Europa er paa benene i anledningen. Stormagterne slaas om Dem. Fire nationer strides om æren ved at sende Dem over i den anden verden. De vil bli skutt i Tyskland, guillotinert i Frankrike, hængt i England og elektrisert ihjel i Amerika. Naa — hvad siger De til det monsieur Delma?
Franskmanden gapte.
—Ingenting, sa han. Undtagen at jeg er sulten som en ulv. Og at jeg spiser læret op paa Deres gamle raadne bøker, hvis De ikke skynder Dem.
Marker reiste sig.
—De er en kjølig fætter, sa han. Og De mangler ikke frækhet. Si mig, er det meningen, at jeg skal reise med?
—Selvfølgelig. Kjøp en kuffert, og pak søppelet Deres ned, naar De kommer tilbake. De reiser paa 3dje klasse, mens jeg tar billet til 1ste. Jeg kjender Dem ikke paa toget. De tar rundreise til Paris over Berlin. Jeg har skrevet Deres rute op paa dette papir. Vi møtes i Køln førstkommende fredag aften kl. 10 i den store spisesal. Der sitter en mand ved et av midtbordene og spiser sandwich med skinke og drikker øl . . . Det er mig.
—Vel, sa Marker, og grep sin hat. De har en maate at uttrykke Dem paa, som ikke mangler appel. De minder mig litt om den gule korsikaner, som saa solen gaa op over Austerlitz. Han var ogsaa en morder med forstand — i den store stil . . . Farvel saalænge.
—Husk endelig statskalenderen, ropte Delma efter ham. Og en flaske trèfle fra Pinaud eller Roger & Gallet . . .
— — —
Litt før kl. 5 kom der en ung mand kjørende til politikamret. Han var paafaldende elegant klædt, hadde et vakkert krøllet haar og en stor nøddebrun mustache. En monocle gav ham et destingvert og værdig utseende.
Det syntes, som om den unge dandy hadde hastverk. Han tok trappen i fire sprang.
Vagtbetjenten hilste ærbødig paa ham.
—Politimesteren? spurte den fremmede med en paafaldende utenlandsk brytning.
Betjenten viste ham veien.
Politimesteren sat netop i en konference med den nye opdagelseschef, da det blev meldt, at en ung utlænding ønsket en samtale med ham.
—Taler han norsk, spurte han politimesteren.
—Det er ikke stort, svarte vagthavende. Han sier bare: Vigtig anliggende. Det har han sagt tre ganger nu.
Politimesteren reiste sig.
—Lad ham komme ind, sa han hurtig. Kanske han har noget at fortælle os om Delma.
I næste øieblik traadte den unge dandy ind i værelset. Han la sin stok og hat fra sig, trak sine handsker av med værdighet og saa paa sin klokke . . .
—De er politimesteren, sa han paa fransk.
—Ja, svarte denne. Og dette er opdagelseschefen.
Den unge mand bukket høiagtelsesfuldt.
—Det er mig en fornøielse, mine herrer, sa han ceremonielt. Mit navn er de Mericourt. Jeg er attaché ved den franske legation. Ministeren har sendt mig til Dem i anledning av Jacques Delmas flugt.
Politimesteren pekte ærbødig paa en stol. De satte sig alle.
Attachéen børstet et støvgran væk fra sin frakke, trak litt i sin smukke nøttebrune bart.
—Dette er en meget delikat affære, fortsatte han. Og ministeren gaar ut fra, at der i alle tilfælder bevares en dyp taushet om min sendelse. Jeg skal fatte mig i korthet. Vi har i formiddag mottat et telegram fra Kjøbenhavn, som gjør det overvældende sandsynlig, at Delma i dette øieblik befinder sig i Danmarks hovedstad.
—Umulig, ropte politimesteren og opdagelseschefen samtidig. Vi har gaat frem med den største forsigtighet.
—Det tviler jeg ikke paa, mine herrer. Men Delma har hat hjælpere. Og en av hans gamle venner har røbet for legationen i Kjøbenhavn, at der laa en motorbaat i Kristiania havn og ventet paa ham, for det tilfælde, at det skulde lykkes ham at rømme.
De to politimænd reiste sig forfærdet og saa paa hinanden.
—Skulde det være mulig, mumlet politimesteren. Han maa da være undsluppet i mørket. Vi maa varsle alle havne . . .
—Det er for sent, sa franskmanden. Det var en hurtigløper, som uten vanskelighet kunde gjøre sine 15 mil. Delma har allerede været i Kjøbenhavn over tre timer.
—Hvad sier De?
Den unge attaché reiste sig.
—Men der vil han bli grepet, sa han høitidelig. Hvis vi skynder os.
—Hvorledes?
Attachéen saa atter paa klokken.
—Om en halv time gaar utenlandstoget, sa han. La to av Deres bedste detektiver følge med til Kjøbenhavn. Den mand, som har forraadt sin gamle kollega, har da forpligtet sig til at vise os hans opholdssted imorgen tidlig, mot at han faar de utlovde 10,000 kroner. Til gjengjæld maa De hr. politimester love os at utlevere ham til de franske myndigheter. Vi har jo den største regning at gjøre op med ham. Der er ingen grund til at blande det danske politi op i den affære. Det vil bare lede til yderligere forviklinger . . . Saavidt jeg forstod skulde jo allikevel Delma idag ha været paa veien til Paris for at utleveres til det franske politi.
—Meget rigtig hr. attaché. Sørg for hr. opdagelseschef, at Rynning og Hansen reiser til Kjøbenhavn med 5.45 toget. Forsyn dem med revolvere og haandjern.
Opdagelseschefen skyndte sig ut.
—Ministeren har endvidere ønsket; fortsatte attachéen rolig, at en av den hærværende legations medlemmer skulde være med for at formidle utleveringen. Jeg har faat det ansvarsfulde opdrag . . .
—Selvfølgelig hr. de Mericourt!
—I saa tilfælde kan jo de to detektiver kjøre med mig til stationen. Min automobil staar utenfor.
—Vi er Dem meget taknemmelig hr. attaché. Om nogen minutter er de her. Har De vaaben med Dem?
—Nei desværre.
—Det er absolut nødvendig. Delma er en av de farligste folk, som man kan støte paa. Han biter nok fra sig. Vil de laane en av politiets revolvere?
—Jeg sier tak . . . De skal høre fra mig imorgen formiddag. Jeg tør gaa ut fra at det norske politi til den tid bevarer den dypeste taushet om denne sak.
—Selvfølgelig . . . der har vi vore detektiver. Det er Rynning og Hansen . . . Monsieur de Mericourt, attaché ved den franske legation. Hansen taler et nogenlunde fransk . . . De har faat deres ordrer mine herrer?
—Ja, hr. politimester.
—Saa faar jeg haape, at De bringer mig et glædelig budskap imorgen formiddag.
—Det er jeg forvisset om hr. politimester, sa den unge dandy, puttet den tunge revolver i baklommen, grep sin lille filtfloshat, de mørkerøde handsker og sin stok, bukket dypt og gik hurtig ut med de to detektiver i sit kjølvand.