Den Gyldne Pest/Kapittel 17
Lord Cavendish bodde i et stort gammeldags palæ ved Regents Park. Han var ungkar og hadde meget eksklusive vaner. Hans hus lignet en borg med sprinkler og tætte jernluker for vinduerne til gaten. Lys og luft syntes ikke at interessere den mægtige mand, der gik op i sine daglige gjøremaal med hele den angelsaksiske races præsision.
Som et urverk hadde han forlatt banken kl. 4. Derefter hadde han spist sin middag i klubben, røkt sin lette Murias, drukket sin mokka og bedt om sin overfrakke præcis kl. 6. Derefter gik han tilfods til sit hjem. Han var i et bedre humør, end han pleide. Klubtjeneren forsikret endog, at sir John hadde nynnet paa en vise, da han tok frakken paa sig. Men ingen har nogensinde faat klarhet over grunden til den gamle herres løftede sindsstemning; ti et kvarter efter laa han død nogen meter fra den mægtige granittrappe, som førte op fra haven til palæets hovedindgang.
Under graat og veklager hadde hans tjenerskap fundet ham og baaret det avsjælede legeme ind paa en sofa i havestuen . . .
Burns bøiet sig over liket, der var lagt paa siden . . . Og Fjeld grep den magre, hvite haand, som hang slapt ned. Den var allerede kold.
—Han har faat en let og hurtig død, sa han sagte og pekte paa kniven, som endnu sat i ryggen med en tynd blodrand omkring bladet . . . Det er ikke nogen nybegynder, som har ført dette støt, fortsatte han. Vaabenet har akkurat saavidt passert skulderbladet, trængt ind mellem femte og sjette ribben like ind i hjertet. Her er intet mere at gjøre . . . . undtagen at finde morderen.
Fjeld vendte sig mot Burns. Detektivens ansigt var som forandret. Der lyste noget hvit i hans øine, som mindet om tyrens, naar den ser de røde klæde i torreadorens haand. Og en stor aare sprang frem som en blaalig skygge paa den brede pande.
Da forstod Fjeld at han hadde faat en fælle i kampen, og at den store mand ved hans side ikke vilde hvile, før han hadde lord Cavendish’ morder mellem den venstre haands fem fingre.
—Saken synes mig klar, sa Burns hæst. Eller hvad mener du?
—Der er ingen tvil om, hvem der her har været paafærde. Brooke & Bradley er isandhet et ekspedit firma. I løpet av en eftermiddag har de utrettet store ting. De stængte mig inde i en kjelder, som vilde ha været en grav for de allerfleste. De dræpte lord Cavendish og tror nu, at veien ligger fri for dem . . . Vi maa skynde os, Burns. Skurkerne har en times forsprang. Det er saavidt, de har forlatt London . . . Og jeg har deres signalement . . .
—Er du sikker paa, at det er mændene fra Holborn?
—Ja. Se paa den kniv der, Burns. Der findes ikke mange av den sort her i London. Men nede i Sydrusland er den almindelig. Og det er ikke mere end et par timer siden, at jeg saa det vaaben der i en mands haand . . .
—Hvem er det, som har dræpt lord Cavendish? skrek Burns, mens tjenerskapet flokket sig om dem som forskræmte faar.
—Deres kollega Clifford kjender ham, svarte Fjeld rolig. Det er en ung russer med et smalt ansigt og meget sort haar. Han bærer guldlorgnet, har en brukken tand i overmunden og en saaret læbe. Til idag bodde han i Soho. Hans navn er Alexis Okine.
Burns grep ham i armen.
—Hvad sier du? Okine? Som om jeg ikke kjendte ham! Han var i Hamburg, da Patrick Davis forsvandt. Han tilhører anarkisterne med liv og sjæl. Det er en feig hund, som altid forstaar at dække sig — en hyæne med meget hyl i strupen. Aa, — faar jeg kloen ham . . .
Der hørtes tunge trin utenfor. Det var politiet, som kom for at foreta liksynet . . .
— — — —
Burns og Fjeld skyndte sig ut.
Telefonen og telegrafen var forlængst sat i bevægelse. Jernbanerne bevogtedes, alle havner underrettedes, og en razzia foretoges i anarkistkvarteret.
Da de to venner gik ut av porten støtte de paa en mand, som med frakkekraven opover ørene stod og stirret ind i havestuen, hvor the coroner netop var beskjæftiget med liksynet. Det lot til, at den interesserte tilskuer ikke hadde lyst til at gjøre sig bemerket, ti da de to mænd passerte ham, vendte han sig hurtig om og slentret likegyldig nedover gaten.
Men Fjeld hadde faat et glimt av to øine, han syntes at kjende. Og det hadde ikke undgaat hans skarpe og øvede blik, at manden fôr sammen, da han saa ham . . . Det kunde være en tilfældighet, men . . .
—Kjendte du ham? brummet Burns og saa sig febrilsk om efter en automobil.
Fjeld svarte ikke med en gang. Han brøt sin hjerne med, hvor han hadde set disse lurende øine før.
—Jeg vet ikke rigtig, mumlet han. Men jeg er sikker paa, at manden i den graa havelock der ikke hadde ventet at se mig her . . . Det skulde ikke undre mig, om . . .
Der kom en automobil nedover gaten. Burns stanset den, og de steg begge ind.
—Scotland Yard og det kvikt!
Chaufføren nikket, og automobilen fløi som et lyn nedover Albany Street.
Pludselig slog Fjeld vinduet ned.
—Stans? skrek han til chaufføren. Vend om og kjør samme vei tilbake, men langsomt.
—Hvad er det? hvisket Burns.
—Det var manden deroppe, hvisket Fjeld febrilsk. Han maa ikke slippe fra os. Nu husker jeg, hvem det var. Jeg saa ham i formiddag i Bank of England. Han opholdt mig i venteværelset over en halv time og spurte og grov, hvad jeg vilde . . . Den fyr har ikke rent mel i posen. Den onde samvittighet stod som en sky om ørene hans. Jeg vædder paa, at det er ham, som sendte mig mr. Okine paa halsen og varslet Brooke . . . Tør De arrestere ham, Burns?
—Om jeg tør? . . . Jeg skulde arrestere fanden selv, om han gik her og lusket om her ved Regents Park. Hvad heter han? . . .
—Det er lord Cavendish’ førstesekretær. Hans navn er Murphy.
Burns klødde sig i hodet.
—Kanske litt risikabelt. Men vi kan ialfald ta ham med os og la ham forklare sig om lord Cavendish’ kontortid, hans livsvaner, hans fiender og slikt noget. Saa faar vi se tiden an.
—Well! Hovedsaken er, at fyren ikke faar anledning til at sætte sig i forbindelse med nogen . . .
Automobilen bevæget sig langsomt opover. Der var ikke mange mennesker paa gaten. Men de store buelamper skinte ikke paa nogen graa havelock. Manden maatte være bøiet ind i en sidegate.
—Findes der nogen telegrafstation her i nærheten? spurte Fjeld pludselig.
—Der ligger en like her paa hjørnet, svarte chaufføren.
—Saa faar vi prøve chancen.
De sprang ind i telegrafrummet. Der fandtes kun et eneste menneske der. Men det var ogsaa den mand, de søkte.
Sekretæren vendte sig. Han blev likblek, da han saa de to mænd.
Burns gik smilende hen til ham.
—Mr. Murphy? spurte han.
—Ja, svarte den anden.
—Det er godt jeg traf Dem. Mit navn er Burns. De vet, at lord Cavendish er myrdet, og vi vilde gjerne ha litt forklaring fra bedste hold om lordens vaner. En sørgelig historie, sir. De skulde ikke ha nogen formodning om, hvem der har myrdet ham?
—Det er uforklarlig, svarte sekretæren. Lord Cavendish var en hædersmand og en pryd for Englands bank.
—Det glæder mig at høre. Vi har en automobil utenfor. Vil De være saa venlig at slaa følge? Kanske De skulde ha avsendt et telegram?
—Det har ingen hast, svarte sekretæren nervøst. Det er bare en gratulation. Og kan jeg hjælpe til at opklare dette forfærdelige mord paa min gamle velgjører, staar jeg altid til tjeneste . . .
Saa krammet han det paabegyndte telegram sammen i haanden og kastet det skjødesløst i en papirkurv, tok sin hat og gik ut . . .
Fjeld blev ærbødig staaende med luen i haanden, til de andre var passert. Det tok ham akkurat to sekunder at fiske op mr. Murphys telegram. Han kastet et blik paa det og skyndte sig efter de andre med et tilfreds smil. Det var en pudsig gratulation. Mr. Murphy hadde nok den eiendommelige vane at gratulere i sifferskrift. Men adressen var tydelig nok. Der stod
Kutteren Dina
Rosherville.
Og Jonas Fjeld gned sine hænder, som om han skulde hat held med sig i et eller andet av de store lotterier, hvor der spilles om liv eller død.