De norske Retskilder og deres Anvendelse/1

Ludvig M. B. Aubert

De norske Retskilder og deres Anvendelse

P. T. Mallings Boghandel, 1877 (s. 23-40).

1. Ret i objektiv Forstand (Retsloven), er den Ordning, som, grundet i Samfundsmagten, behersker Menneskenes udvortes Forholde og i Almindelighed opretholdes ved ydre Tvangsmidler. Den heraf udledede Beføjelse for Nogen til at handle eller af Andre at kræve Handling eller Undladelse kaldes Ret i subjektiv Forstand (juridisk Ret, Rettighed). Den tilsvarende Nødvendighed at gjøre eller undlade Noget kaldes Forpligtelse (Pligt, Retspligt). Retsforhold kaldes ethvert Forhold, som beherskes af Retten og i hvilket der er (juridiske) Rettigheder og Pligter.

Anmærkning. Det er unegteligt en Ulempe ved Ordet »Ret«, at det ikke blot bruges i den ovennævnte objektive og subjektive Forstand, men ogsaa i samme Betydning som Domstol, stundom ogsaa som Retfærdighed. Denne Flertydighed tilhører imidlertid fra gammel Tid Sproget selv, idet den findes baade i det oldnorske Sprog og i vort Bygdemaal (se Ivar Aasens og Fritzners Ordbøger). Hin dobbelte (objektive og subjektive) Betydning kjendes ogsaa i flere andre Sprog (jus, droit, Recht). Der kunde vistnok tale noget for med enkelte germaniske Sprog (Engelsk, Svensk: law, lag; international law – Folkeret, svensk lag – svensk Ret) i Stedet at optage Ordet Lov. Denne Brug af »Lov« er ikke heller ganske ukjendt hos os, ligesom leg i vort gamle Sprog (jfr. dog Finsen Om de islandske Love i Fristatstiden Pg. 121) stundom betyder det samme som réttr. Men herved vilde man kun til Gjengjeld faa en anden Tvetydighed, da »Lov« i vor juridiske sprogbrug forlængst har faaet en anden, mere speciel Betydning (lex, loi). Man bør derfor vistnok helst blive staaende ved det hidtil almindelige »Ret«. Dette Ord har den anden mindre Ulempe, at det i sin her vigtigste Betydning, Ret i objektiv Forstand, for Tiden ikke gjerne bruges med den bestemte Endelses-Artikel eller i Flertal. Men at disse Former ei stride mod Sproget, tør oldnorsken vise. »Ret« bruges ogsaa stundom omtrent i samme Betydning som »Retssætninge, »Retsregel« (jfr. ogsaa i oldnorsk Frostl. 2, 11). Ogsaa «Retslov» bruges stundom i samme objektive Forstand som «Ret», især dog i Modsætning til Moralloven.

2. Retten er altsaa et Udtryk for Samfundets Herredømme over den Enkelte. Herved er Retsordenen aldeles forskjellig fra Naturens Orden, som ogsaa binder Menneskenes Vilje, men med en selv for den menneskelige Samfundsmagt bydende Nødvendighed. Paa den anden Side er det herigjennem ogsaa udtalt, at Retten maa herske ved sin egen af Samfundsmagten udledede Kraft. Den er altsaa uafhængig af den Enkeltes Vedtagelse, mod hvem den udøves. Naar derfor en ordning kun hviler paa Kontrakt og alene kan gjøres gjeldende mod dem, der ere bundne af denne, indeholder den ingen Retsregel. Man maa ikke her vildledes af den Omstændighed, at de i Kontrakten fastsatte Forpligtelser kunne fremtvinges ved Samfundets Hjælp. Thi den Retsregel; som herigjennem haandhæves, er overalt den ene store, at Kontrakter i Almindelighed ere retskraftige, og det er kun indirekte, gjennem denne Retsregel som Mellemled, at den enkelte Kontrakts Bud blive støttede ved Samfundets Tvangsmidler. Dette Udgangspunkt maa man navnlig have for Øie, naar man rigtigt vil opfatte den Ordning, som hersker inden Nutidens store, ad kontraktmæssig Vej dannede Selskaber. Naar vi se, at der i Aktieselskaber er en Myndighed, der giver «Love», og at disse Loves Regler ligeoverfor Medlemmerne søges haandhævede ved de almindelige Domstole, saa er det fremdeles kun hin Retssætning om Kontrakters almindelige Gyldighed, som her kommer til Anvendelse. Der maa paa ethvert Punkt gaaes tilbage til Kontrakten, hvorved Foreningen er dannet. Det er ikke nok, at denne eller hin Selskabsregel er overtraadt; men det maa bevises, baade at Selskabskontrakten hjemler Opstilling af en saadan Regel, og at denne er bleven til paa kontraktmæssig Maade. Fra den juridiske Side er det Hele derfor kun et meget indviklet Kontraktsforhold. Ganske anderledes er det med de virkelige Retsregler; de bringes i Anvendelse, uden at der spørges efter, om den Enkelte direkte eller indirekte har vedtaget dem. Vistnok har den Lære engang været almindelig, at Statsmagten, fra hvem de heste Retsregler nu udgaa, selv grunder sig paa Kontrakt; men denne Lære var bygget paa en Fiction og er ganske forkastelig.^[1]

Mod denne Sætning, at Retsreglerne maa være uafhængige af Vedtagelse, strider det ikke, at der er Love, som kun gjelde, hvor ikke Parterne have vedtaget en anden ordning (declaratoriske Love, som især spille en stor Rolle i Kontraktsretten). Thi herved er disse Loves Virksomhed kun bleven mere begrænset, og denne Begrænsning er igjen en Anvendelse af den store Retssætning om Kontrakters forbindende Kraft. De kunne altsaa gjennem Kontrakt udelukkes fra Virksomhed i større eller mindre Udstrækning men hvor de komme til Virksomhed, er det ved deres egen Kraft, ikke ved Vedtagelse.

3. At Retten er et Udtryk for Samfundsviljens Herredømme over den Enkelte, kommer især til syne deri, at den i Almindelighed overholdes ved ydre Tvangsmidler.^[2] Dette er en nødvendig Følge af dens Øjemed at beherske Menneskenes ydre Forholde; thi, blev den ej saaledes overholdt, vilde Retssikkerheden forsvinde og hint Øjemed altsaa væsentlig forfejles. Og disse Tvangsmidler, hvortil der trænges Dommere og andre Retsbetjente, forudsætte igjen en den Enkelte overordnet Magt, fra hvem de have sit Udspring og som sikrer deres Hjælp Retsreglerne kræve altsaa i Almindelighed ikke blot for sin Tilblivelse, men ogsaa for sin Haandhævelse en vis Samfundsorden. Denne falder nutildags i det Store taget sammen med Staten, blandt hvis vigtigste Opgaver det netop er at være Rettens Vogter. Men dette er ikke en nødvendig Følge enten af Statens eller af Rettens Væsen. I ældre Tider, forinden Statsmagten havde vundet tilstrækkelig Fasthed, dannede Folket ofte baade til Rettens Stiftelse og dens opretholdelse særegne mindre Samfund (f. Ex. hos os Frostathingsløg, Gulathingsløg etc.). Og endnu har mangesteds et fra Staten væsentlig forskjelligt Samfund, Kirken, en selvstændig, ganske vidtstrakt Tvangsmyndighed ligeoverfor sine Lemmer. Aldeles forskjellig herfra er den Tvang, som kan udøves inden visse kontraktmæssig dannede Foreninger, saasom Udelukkelse af Medlemmer; den er ligesom den besluttende Myndighed kun udledet af Selskabskontrakten og trænger desuden ofte Hjælp af Statens Tvangsmidler.

Det er dog kun i Almindelighed, at Retsreglerne ere aftvingelige. Dette er ikke uadskilleligt fra Rettens Væsen. Thi den Myndighed, som skal haandhæve Retten, er selv en Frugt af Retsudviklingen, og det har endnu ikke i alle Forholde lykkets at skabe en saadan. Navnlig har Folkeretten endnu ikke frembragt nogen de enkelte Stater omsluttende Samfundsorden. Men dette er da efter det Ovenstaaende en Ufuldkommenhed, som det maa være en Opgave at søge fjernet.

4. Retten har til Formaal at bestemme Menneskenes Rettigheder og Pligter, saavidt fornødent for at tilvejebringe og opretholde den ydre Samfundsorden. Herfra udspringer ogsaa Forskjellen mellem Retsloven og den beslægtede sædelige ordning (Moralloven, Sædeloven).

Begge beherske den menneskelige Vilje; men deres Herredømme er af forskjellig Art og Udstrækning. Retsloven, der er et Udtryk for Samfundets Krav til den Enkeltes Handlinger, fordrer kun, at Menneskets Vilje udvortes føjer sig efter dens Bud, og, saalænge dette sker, bortser den i Almindelighed fra Bevæggrunde og Sindelag. Moralloven er derimod et Udtryk for de Fordringer, som Mennesket efter sit sande Væsen maa stille til sig selv. Den er derfor ikke opfyldt ved en ydre Efterlevelse, men først derved, at Mennesket tilegner sig den i Aand og Sandhed.

Morallovens Bud ere som Følge heraf Grundsætninger, som vistnok i sig selv ere uforanderlige, men i sin Anvendelse føje sig nøjagtigt efter hvert enkelt Tilfældes Ejendommelighed. De kunne saaledes under samme ydre Omstændigheder fyldestgjøres paa mange forskjellige Maader, alt efter Enhvers Evner og hele personlige Stilling. Moralen kan derfor vel kræve den tungeste Selvopofrelse, men ikke det overdrevne eller ubillige.

Hvorvidt den Enkelte opfylder Moralens Bud, er langtfra blot hans egen Sag. Ethvert Samfunds Trivsel, ja selve dets Tilværelse afhænger af Medlemmernes opfattelse af sine Pligter. Staten kan derfor heller ikke stille sig ligegyldig overfor sine Borgeres Moralitet. De grovere Brud paa Sædeligheden modarbejder den med sine Straffe, og hvor den ikke saaledes kan ramme dem, nægter den dog gjerne Handlingen de Retsvirkninger, den vilde havt, om den ikke stred imod «Ærbarhed» (jfr. N. L. 5. 1. 2). Staten kan desuden saavel gjennem den Aand, i hvilken dens Styrelse føres, som især gjennem enkelte Institutioner (f. Ex. Skolevæsnet), bidrage meget til Folkets moralske Udvikling. Men at foreskrive den Enkelte, hvorledes han i ethvert mødende Tilfælde skulde opfylde sine moralske Pligter, vilde være ligesaa skadeligt for ham, som uoverkommeligt for Staten. Det Sindelag, som giver de menneskelige Handlinger deres moralske Værd, lader sig ikke tilstrækkeligt betegne ved de for Staten nødvendige udvortes Kjendemærker. Og af samme Grund ere Moralens Bud ligesaalidt Gjenstand for Fremtvingelse ved ydre Midler.

Anderledes forholder det sig med Retsordenen. Denne fremtræder i en Række Tilstande og Handlinger, som baade lade sig udvortes betegne og Stykke for Stykke fremtvinge, saalænge Samfundet ejer moralsk Kraft nok til at øve og taale Tvangen; ja denne Aftvingelighed er, som allerede omtalt (se No. 3), nødvendig for, at Retsordenens Øjemed skal naaes. Herved forklares igjen flere Egenskaber, hvorved Retten kommer til yderligere at skille sig fra Moralen. De moralske Grundsætninger hvile paa Menneskets Natur; de ere egentlig lige fuldt gyldige, om de end nægtes Anerkjendelse. Men den naturlige Retfærdigheds Fordringer blive kun til virkelige Retsregler derved, at de anerkjendes af Samfundet, – (herom mere under No. 6). Men heraf dyder det igjen, at Retten bliver forskjellig inden de forskjellige Samfund og til de forskjellige Tider, medens Moralen strengt taget altid og overalt er den samme A Med alt dette hænger det atter sammen, at Retsreglerne blive meget mindre smidige i sin Anvendelse end Morallovens Grundsætninger. I Almindelighed omfatter nemlig enhver Retsregel en uendelig Række af Tilfælde, der ere forenede ved de Kjendemærker, til hvilke Retsreglen er knyttet, men som forøvrigt kunne være i høj Grad indbyrdes forskjellige. Det er da uundgaaeligt, at Retsreglen stundom kommer til Anvendelse paa Tilfælde, som i væsentlige Punkter skille sig fra dem, man ved dens Dannelse egentlig har havt for Øje og for hvilke den passer. En Retsregel kan altsaa, selv om den i Almindelighed er god, i enkelte Anvendelser vise sig uhensigtsmæssig, ubillig eller endog uretfærdig. Paa Grund af den menneskelige Abstraktionsevnes Ufuldkommenhed klæber denne Brest ved enhver Retsregel af noget Omfang. Den findes dog, som paa sit Sted skal forklares, i langt mindre Grad ved de sædvansmæsige Retsregler.

Mellem Ret og Moral er der saaledes vel en gjennemgribende Forskjel, men ingen egentlig Modsætning.^[3] Komme de tilfældigvis i Strid med hinanden, da skriver dette sig fra en Ufuldkommenhed ved Retsreglen. De beherske i Fællesskab de eller fleste menneskelige Forholde. Dog er det langtfra, at deres Omraade fuldstændigt falder sammen. Der gives Livsforholde, der, paa Grund af den store Betydning, Sindelaget her har, væsentlig ere af moralsk Natur og saaledes enten slet ikke (f. Ex. Venskab) eller kun for en liden Del (f. Ex. Familjeforholdene) beherskes af Retsregler. Og ser man hen til Moralens Forbud saa er der endog dere udvortes slette og meget almindelige Handlinger, som Retten blot i de groveste Tilfælde har kunnet overkomme at ramme (f. Ex. Løgn, Usædelighed). Omvendt er der retslige Institutioner, som vistnok kunne bruges paa en mere eller mindre moralsk Maade, men hvis ordning er Moralen uvedkommende. Dette gjelder meget vigtige Regler, saaledes mange af dem, som organisere Statsmagten eller anden offentlig Myndighed, de fleste «almennyttige Indretninger», Rettergangsformerne, den formelle Side ved forskjellige formueretslige Institutioner, f. Ex. Thinglysningsvæsenet, for ikke at tale om Ordens- og Sikkerhedspolitiet.

Retslovens Opgave er nemlig ikke indskrænket til at værne om Samfundets Moral. Den strækker sig ogsaa til at forebygge de mangfoldige Skadetilføjelser eller Tvistigheder, som kunne fremkomme ligesaavel ved Uvished om den retslige Betydning af egne eller Andres Handlinger som ved ond Vilje. Den omfatter ligeledes organisationen af den menneskelige Fællesvirksomhed overalt, hvor en saadan af Forholdene paakaldes. Den har at ordne Samfundets hele udvortes Liv, saaledes, at ethvert berettiget menneskeligt Formaal saavidt muligt kan blive fremmet, først og fremst gjennem den Enkeltes frie og af Retten tilstrækkeligt beskyttede Virksomhed, men, hvor denne ikke slaar til, gjennem Alles vel organiserede Fællesbestræbelser.^[4]

5. I Rettens Opgave, at ordne Menneskenes udvortes Forhold, ligger ogsaa Forskjellen mellem Ret og Religion. Ogsaa her er der imidlertid vigtige Berøringspunkter, som paa dette Sted fortjene at fremhæves.

Hvad saaledes først den religiøse Moral angaar, da er Retslovens Forhold til denne et lignende som til Moralen overhovedet. Navnlig har den christelige Moral havt en stor Indflydelse paa de christne Folkeslags Retsforfatning, og især Straffelovene have forhen gaaet meget vidt for at gjennemføre de i den Hellige Skrift indeholdte Moralbud.

Men ogsaa den Del af Religionen, der strækker sig udover Moralens Omraade, har en særegen Betydning for Retten. Det har i den største Del af Menneskehedens Historie været et af Statens vigtigste Formaal at fremme en eller anden Religion, og dette har i vid Udstrækning afpræget sig i Retsinstitutionerne. I de christne Lande har hertil fornemmelig bidraget den Forbindelse, som Staten i Almindelighed har indgaaet med et af de forskjellige Kirkesamfund Navnlig maa det her fremhæves, at den mangesteds, især forhen, strengt gjennemførte Statskirkeform har gjort dere herhen hørende – altsaa ikke blot moralske – religiøse eller kirkelige Pligter til Retspligter, der saaledes udvortes have været overholdte ved de almindelige verdslige Tvangsmidler. Ikke alene have de ældre Straffelove været stærkt paavirkede heraf (f. Ex. hos os Christian V.s N. L. 6. 1–3 jfr. endnu Crll. 8–1); men ogsaa almindelige borgerlige Rettigheder have været og ere tildels endnu gjorte afhængige af en vis Religionsbekjendelse (Grdl. § 92) eller af christelige (Daab som Betingelse for Arveret efter N. L. 5. 2. 30) eller kirkelige (f. Ex. Konfirmation og kirkelig Vielse som Vilkaar for at indgaa Egteskab inden Statskirken) Pligters Iagttagelse.^[5] Det vilde dog være vildledende at opfatte saadanne Retsregler blot som en Beskyttelse for Religion og Kirke. Staten har derved ogsaa ment at styrke sin egen og sine Institutioners Grundvold. Denne Tanke kommer især skarpt frem i Edens religiøse Charakter.

I vor Tid er det forlængst almindelig erkjendt, at det ikke er den Hellige Skrifts Opgave at være en Kilde for den borgerlige Lovgivning. Ligeledes gjør nu den Erkjendelse sig stedse mere gjeldende, at de religiøse eller kirkelige Pligter – medmindre de falde sammen med de moralske – ikke bar søges overholdte ved verdslige Tvangsmidler. Og ialfald i de Lande, hvor ikke Folkets store Masse tilhører et og samme Religionssamfund, gaar Udviklingen endog overhovedet i den Retning, at Staten unddrager Religionen og Kirken enhver fortrinlig Beskyttelse. Noget Andet er det, at de religiøse Interesser ogsaa i saadanne Lande gaa ind under de berettigede private Interesser, som Retsloven værger mod Indgreb.^[6]

Den ovennævnte Erkjendelse maa ogsaa indrømmes i sin Almindelighed at være mest stemmende med Christendommens Væsen («Mit Rige er ikke af denne Verden»). De fleste i den Hellige Skrift indeholdte Bud have sin fulde og rette Betydning, om det end overlades det enkelte Menneske selv eller ialfald kun de religiøse Samfund at vaage over deres Efterlevelse.

Den christne Lære har imidlertid grebet saa dybt ind i Menneskehedens aandelige Liv, at, selv om et Folk ganske skulde løsrive sig fra Christendommen, vilde dets Retsforfatning, der jo er en Frugt af hele dets historiske Udvikling, altid bære Vidnesbyrd om denne Indflydelse. Navnlig vilde de vigtigste christelige Moralbud vel være blandt det, som man sidst vilde kaste bort.

Af blivende Betydning for Retten er det endelig ogsaa, at enhver Religion og især Christendommen har fremkaldt Dannelsen af Religionssamfund (den synlige Kirke). Disse høre til de menneskelige Samfund, og deres ydre Ordning, især ligeoverfor Staten, falder i større eller mindre Grad ind under Rettens Omraade (Kirkeretten).

Anmærkning 1. I Middelalderen og endnu langt ind i den nyere Tid, da Religionen beherskede det hele Aandsliv, var det ogsaa blandt Jurister en meget almindelig Mening, at Bibelen og navnlig den mosaiske Lovgivning havde almen Gyldighed som Retskilde i christne Lande, uden Hensyn til, om dens Forskrifter vare udtrykkelig optagne i Landets Love; eller – med andre Ord: man søgte i Bibelen en almindelig positiv Ret, som overalt gjaldt i Kraft af sin guddommelige Aabenbaring. Især anvendtes denne Lære paa Strafferetten. Det videst gaaende Exempel herpaa i de nordiske Lande er vel Karl IX.s Udgave af Christoffers svenske Landslov (1608), hvor det nye Tillæg indtoges, at i grove kriminelle Sager, som Mened, Gudsbespottelse, Sværgen, Drab, Hor, Aager o. desl. skulle Dommerne rette sig «efter Guds Lov, som i den Hellige Skrift er forfattet, og herefter skal blive indført», hvorhos et Uddrag af Mosebøgerne var trykt som Anhang til Loven. Men ogsaa i fine civile Spørgsmaal søgte man Vejledning i Bibelen; saaledes vilde den berømte sachsiske Jurist Carpzov († 1666) af den 90de Psalme bevise Uholdbarheden af den almindelige Mening, hvorefter en Forsvunden skulde formodes død 100 Aar efter sin Fødsel, idet efter den guddommelige Ret 70–80 Aar skulde være nok (jfr. Bruns i Beckers og Muthers Jahrbuch I. 125). Denne Lære er nu forlængst opgiven ogsaa af Theologien som hvilende paa en urigtig opfattelse navnlig af den mosaiske Lovgivnings Betydning.^[7]

En langt større Betydning har den mindre vidtgaaende Lære havt, at især den mosaiske Lov skulde være et Forbillede for christne Landes Lovgivning. Heraf finder man kjendelige Spor lige til den nyeste Tid. Ogsaa denne Lære fik størst Indflydelse paa Straffelovene. Man ansaa det nødvendigt saavidt muligt at indrette disse efter Dekalogen, idet dennes Bud udarbejdedes i Enkelthederne og forsynedes med Straffeklausul, (se Christian V‘s 6te Bog). Men ogsaa ellers finder man det samme, saasom i Egteskabsforbudene (mærk Udtrykket «Guds Lov» i o. 13. 14; i Udkastet til Danske Lovs 3–16 kom det end mere frem). Jfr. Kofod Anchers Anvisning for en dansk Jurist p. 102–11: «den protestantiske Kirkes Mening om Mose Lovs almindelige Forbindtlighed» o. s. v.

Anmærkning 2. Der kunde opstaa Tvivl om, hvorvidt den saakaldte Kirkeret virkelig fortjener Navn af en Ret. Denne Tvivl kan dog ikke gjelde den ydre Kirkeret eller ordningen af Kirkens Forhold til Staten; thi den angaar ligefrem menneskelige Samfunds udvortes Rettigheder og Pligter. Derimod kommer den frem ved den indre Kirkeret, fordi denne i saa mange Henseender er forskjellig fra den almindelige Retsorden. Imidlertid bør dog ogsaa denne ansees som en virkelig Ret. Mindst Tvivl vil man derom have ved Statskirker af den strengt gjennemførte Art som vor, hvor den kirkelige Lovgivningsmyndighed udøves af Statens organer og hvor de kirkelige Retspligter, som oven nævnt, tildels søges opretholdte ved verdslige Tvangsmidler. Anderledes kunde Spørgsmaalet synes at stille sig ved de af Staten ganske uafhængige Kirkesamfund f. Ex. den katholske Kirke i mange Lande. Man kunde maaske være tilbøielig til her at stille dem i Klasse med de store Actieselskaber, hvis indre Ordning, som vi have seet, ikke kan henføres til Retsreglerne. Men dette vilde dog være en fuldkommen Miskjendelse af Kirkens charakter som et fra alle borgerlige væsentlig forskjelligt Samfund. I ethvert christent Kirkesamfund er der saaledes visse Hovedtræk, der grunde sig paa guddommelig Aabenbaring i den Hellige Skrift og derfor ere hævede over menneskelig vilkaarlighed. Hvad angaar andre af Kirkesamfundet givne Regler, kan vistnok disses Herredømme over de enkelte Medlemmer i nogle, især formueretslige, Spørgsmaal føres tilbage til en vedtagelse (f. Ex. hvis et Dissentersamfund ved almindelige Domstole sagsøger en af sine Præster til Fravigelse af Embedsbolig, fordi han har forbrudt sig mod dets Love og derfor er bleven afsat af Samfundets indre Domstole). Men i Almindelighed vil det enkelte Medlems Indtrædelse i Kirken (Daab, Nadvernydelse) umulig kunne opløses i et Kontraktsforhold. Og hvad angaar de ejendommelige Tvangsmidler, som Kirkesamfundene udøve, da maa disse vistnok, hvor de gaa over paa det verdslige Omraade (f. Ex. den katholske Kirkes Penge- og Fængselsstraffe, der idømmes og exekveres gjennem egne Retsbetjente), i Nutiden udledes af en udtrykkelig eller stiltiende Indrømmelse fra Statens Side. Men Kirken har ogsaa sande og rent kirkelige Tvangsmidler som Nægtelse af Kirkens Goder eller Udelukkelse af dens Samfund. At den udøver disse selvstændigt, kommer ogsaa tilsyne deri, at de ikke trænge nogetsomhelst Samtykke fra Statens Side, og at deres Anvendelse af de uafhængige Kirkesamfund ikke kan underkastes Statsdomstoles Prøvelse. De ere altsaa væsentlig forskjellige fra de indre Tvangsmidler, der kjendes inden en borgerlig Forening som et Actieselskab. Endelig kommer hertil, at de samme Ejendommeligheder for en stor Del findes ved ordningen af Statskirkerne, – thi selv sammenblandet med Staten bevarer dog Kirken sit Væsens Kjærne – og denne vil man dog ej frakjende Egenskaben af en Retsorden. Se ellers Puchta Einleitung in das Recht der Kirche, især p. 64–73.

6. Det er allerede ovenfor (No. 4) antydet, at Retsreglerne maa have en vis ydre Tilværelse. Retsreglerne skulle nemlig tjene til Vejledning baade for dem, der erhverve Rettigheder, dem, som paatage sig Forpligtelser, og for de Myndigheder, der i fornødent Fald gjennem Tvang skulle sikre opfyldelsen De maa derfor fremtræde i en udvortes og saa tilstrækkelig bestemt Skikkelse, at deres Indhold fremstiller sig ensartet for Alle; før er Retsreglen ikke egentlig færdig. Men hertil udfordres igjen, at den paa en eller anden Maade er anerkjendt af Samfundet, og den enkelte Retsregel maa derfor være bleven til gjennem en for det enkelte Retssamfund særlig bindende Kjendsgjerning. Det er denne Tilbliven gjennem Samfundets Anerkjendelse, som betegnes ved Udtrykket «positiv Ret« («given, sat Ret«, jfr. Udtrykket setja løg).

Ethvert Samfund danner sine Retsregler vistnok under en stærk Paavirkning af de Forholdes Natur, som ved dem skulle ordnes, men dog ogsaa med en vis Grad af Frihed eller Vilkaarlighed. Og da nu Retssamfundet i Almindelighed, bortseet fra Kirke- og Folkeretten, ikke strækker sig udover Statens Grænser, bliver den positive Ret lettelig meget forskjellig i de forskjellige Lande. Man har imidlertid ved Siden af denne for hvert enkelt Retsomraade særlig gjeldende Ret opstillet en almindelig Ret (stundom endnu kaldet naturlig Ret, Naturret, Fornuftret) ɔ: en snart i Menneskets Natur snart i dets Fornuft begrundet, for alle Mennesker uden Hensyn til Tid og Sted fælles Ret. Men en saadan, fra den positive Ret forskjellig, naturlig eller almindelig Ret i den gjengse Betydning af gjeldende Ret gives der ikke. Som Retsfilosofiens Historie viser, tilfredsstiller nemlig denne «naturlige Ret«, forsaavidt den ikke i Indhold falder sammen med, hvad der overalt er positiv Ret, ingenlunde hin nødvendige Fordring, at Retsreglen for at opfylde sin Bestemmelse skal have en kjendelig ydre Tilværelse. Den «almindelige Rets« Indhold har endog i sine første Grunde idelig vexlet efter dens Fremstilleres Opfattelse, ja, om selve den Kilde, hvoraf Indholdet skulde øses, har der været den største Uenighed. Det er derfor en slaaende Indvending, at, om «Naturretten« o. s. v. skulde være gjeldende Ret, maatte det først afgjøres, hvilken retsfilosofisk Skoles Theori skulde have forbindende Kraft.

Der er altsaa ingen «almindelig, naturlig Ret«, naar man, som rigtigt er for at undgaa Forvirring, ved «Ret« fastholder Begrebet om umiddelbar Gyldighed. Al Ret er altsaa positiv.^[8] Der er kun en «almindelig Retslære«, en «Retsfilosofi« eller, som man stundom ogsaa siger, «en Naturret« i Betydning af en Videnskab, som søger at vise, hvad der uafhængigt af det Bestaaende i sig selv maa ansees som ret og retfærdigt og derfor burde være Ret. Og denne Videnskab kan naturligvis have Indflydelse paa den positive Ret, gjennem Lovgivning og Sædvane. Men dette er noget ganske Andet end, at der skulde være en gjeldende almindelig Ret. Og naar det nu stundom siges om enkelte gjeldende Retssætninger, at de ere «naturlige Retssætninger« eller «Naturens egen Ret«, saa menes det ikke, at de som saadanne af sig selv gjelde, men at de derfor have fundet Indgang i den positive Ret og gjelde gjennem denne. Naar Udtrykket almindelig Rein o. s. v. fremdeles bruges, maa det altsaa vel fastholdes, at hermed blot kan forstaaes en i ideal Ret.^[9]

Noget ganske Andet end Anerkjendelsen af en saadan almengyldig Naturret er det ogsaa, naar Videnskaben eller Domstolene i et Tilfælde, for hvilket der mangler gjeldende Retsregler, undersøger Retsforholdets Natur og søger at udfinde de Sætninger, som mest stemme hermed. Foruden at her Udgangspunktet er et andet, bliver heller ikke disse Sætninger virkelige Retsregler uden gjennem Domstolenes fortsatte Anerkjendelse eller gjennem en anden retsstiftende Kjendsgjerning. Anmærkning. (Dogmehistoriske Oplysninger angaaende «Naturretten«). Den foran omtalte theologisk-juridiske Lære om en i Skriften aabenbaret positiv Ret afløstes af den for Verdenshistorien langt mere skjebnesvangre Theori, at der fandtes en Naturret med ligefrem forbindende Kraft uden Hensyn til, om dens Sætninger vare optagne i den positive Ret. Denne Theori var udviklet af den Retsfilosofi, som man i snevrere Forstand kalder «Naturretsfilosofien« eller simpelthen «Naturretten« ɔ: den filosofiske Skole, som raadede fra Grotius til Kant, og som endnu ind i dette Aarhundrede svede stor Indflydelse paa Lærebøgerne. Hin Skole lærte nemlig, at der var en Ret, som ved Hjælp af Enhvers egen Fornuft kunde udledes af den menneskelige Natur eller, nærmere bestemt, forskjellige Sider af denne (saasom Selskabelighed, Trang til Lyksalighed o. s. v., alt efter de forskjellige Forfatteres Udgangspunkt); den var nedlagt i det første Menneskes Bryst allerede ved Skabelsen og hentede derfra sin for Alle forbindende Kraft. Naturens Ret eller Naturretten (ganske forskjellig fra den romerske jus naturæ), blev da fremstillet af en Række Filosofer i mere eller mindre vidtløftige Systemer, hvoraf Wolfs (omtr. 1750) er det betydeligste og mest i Enkelthederne gaaende.

Denne Skole havde navnlig i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede den største Indflydelse paa den positive Retsvidenskab. Ikke blot var det almindelig antaget, at Lovgivningen væsentlig kun havde at sætte Naturretssætningerne i Stil, en Mening, der i denne Tid fremkaldte og uheldigen paavirkede flere Lovbøger, (det første preussiske-Udkast af 1749–51, senere tildels den forøvrigt i mange Dele meget fortjenstfulde preussiske Landret af 1794 og især den østerrigske «borgerlige Lovbog« af 1811). Men endog Retsfilosofiens Paastand om, at Naturretten uden at trænge stadfæstelse skulde gjelde fremfor eller ialfald ved Siden af den positive Ret, fik ikke liden Indgang, især i Tyskland og deraf paavirkede Lande. Det var Gjenstand for megen Strid blandt den positive Rets Fortolkere, om Lovgivningen overhovedet kunde forandre Noget i Naturretten. Og først efter lang Kamp blev der opstillet visse Grænser, inden hvilke Lovgiveren frit kunde bevæge sig. Hvad der imidlertid især blev lært, var Naturrettens Egenskab af subsidiær Ret, hvor Lovene ingen udtrykkelige eller sikre Bestemmelser havde. Dette Standpunkt indtager den dansk-norske Lovkyndighed i Tiden nærmest før Ørsted. Dons var (c. 1770) gaaet end videre, idet han (I. 11–13) i Principet gjengiver Retsfiloosofiens gjængse Sætninger om de naturlige Loves umiddelbare Gyldighed for alle Mennesker, hvortil dog (p. 17–19) føjedes en stærk praktisk Begrænsning. Klarest er det nævnte Standpunkt kommet til orde hos Nørregaard, den vigtigste Repræsentant for Wolfianismen i Danmark. Han siger ikke blot som Retsfilosof (i sin Naturret §§ 158, 159), men ogsaa i sine «Forelæsninger over den danske og norske private Ret» (1788) I, 44, at «Naturretten er den eneste almindelige subsidiære Ret, til hvilken den Danske og Norske Jurist har at henvende sig, naarsomhelst Noget skal afgjøres, som i Lovene er uafgjort». Dette var saameget rigtigere, som der neppe gaves nogen Stat i Verden «hvis Love er saa nøje indrettede efter Naturen som de Danske og Norske« (l. c.). Og ikke blot ved utydelige Love, men ogsaa ved Lovstrid (p. 51), henviser han til Naturretten, hvorefter de naturlige Love endog bør foretrækkes de borgerlige. Schlegel, som forresten tilhørte en senere retsfilosofisk Skole (Kant), siger dog i sin Naturret (2den Udg. 1805) I. 22–3, at «Naturretten» eller «den almindelige Retslære« er særdeles vigtig «for den Lovkyndige, fordi alle positive Love ber være grundede paa den, og fordi man, ej alene, hvor de udtrykkelig henvise til den, men ogsaa hvor de enten tie eller ere tvetydige, maa tage sin Tilflugt til den, som til en Hjelperet (jus subsidiarium)«, hvortil han dog føjer en Advarsel mod «at tilsidesætte de borgerlige Loves tydelige og bestemte Forskrifter under Paaskud, at de ere i Strid med Naturens almengyldige Lovgivning«.^[10] Ja, endnu i sin Encyclopædi (af 1825) p. 80–1 gjentager Schlegel den samme Lære, som dog da allerede begyndte at blive forældet, støttende sig blandt Andet derpaa, at vore Love udtrykkelig henviste til «den almindelige Retslære« (Exempler: 5. 1. 2. og andre ikke synderligt mere bevisende Lovsteder, deriblandt Krigsretsinstr. 1683 Art. 6). Og en lignende opfattelse ser man tillige i den danske Retslærde C. F. Lassens Afhandling vom Grundreglerne for Lovfortolkning« i N. j. A. XVI. 99–100 (Separataftrykket samme Pagina) fra 1816: «Fortolkningen kan under visse Betingelser begrundes ved den af Fornuften foreskrevne for alle stater gjeldende Lovgivning«. – – «Men gives der saaledes en almindelig Lovgivning, der har sin Autoritet fra sig selv, saa er det jo klart, at, hvad der i Følge samme Lovgivning maa erklæres for Ret, ogsaa maa vedblive at være det, saalænge den positive Lovgiver ikke deri har derogeret«.

Det er vel skikket til at vække Forundring, at en saadan Lære længe kunde hyldes af forskjellige Landes Lovfortolkere, ja til en vis Grad endog af Lovgiveren, idet den østerrigske Lovbog af 1811 henviser til unaturlige Retsgrundsætningere, hvor «Loven eller dens Analogi« ikke hjælper, et Tillæg, der forresten har gjort Reglen ganske upraktisk. At underkaste sig Naturretten var jo – omend Forfatterne her ere noget uklare – at underordne sig den Videnskab, som fremstillede Naturretten, Retsfilosofien, og man skulde tro, at dette var det samme som med aabne Øjne at give sig vilkaarligheden i Vold. Men faktisk stillede Tingen sig længe ikke saaledes. Naturfilosofien var i sine Resultater ikke saa farlig som i sit Princip, fordi den ikke gjorde Alvor af dette. Saa uenige som Filosoferne vare om Udgangspunktet, idet de udmalede sig Menneskets oprindelige Naturstand snart som en Fredens snart som en Stridens Tilstand, snart gik ud fra Menneskenaturens Trang til Sammenslutning, snart fra dens Trang til Fuldkommengjørelse, snart fra dens Trang til Lyksalighed, – saa var de om de enkelte Retssætninger i det Store taget temmelig enige, (navnlig under Wolfianismen 1730–80). Og dette forledede Juristerne til at tro, at man dels havde, dels let vilde opnaa Enighed i Fremstillingen af Naturrettens vigtigste Sætninger. Det var dog kun et midlertidigt skuffende Skin. Den sande Grund til denne Enighed laa ikke i Muligheden af at fremstille en virkelig Naturret, men deri, at Retsfilosoferne, skjønt de paastod at udlede Alt blot af den menneskelige Natur ganske uafhængigt af den positive Ret, dog ikke havde kunnet løsrive sig fra denne, men i det Store taget kun opstillede bestaaende Retssætninger, som de med Vold og Magt tvang ind i sit System og søgte at udlede fra det nye Udgangspunkt. Retsfilosoferne brugte saaledes i Virkeligheden «Naturretten« som et falskt Flag. Navnlig var det den Romerske Rets Sætninger, afklædte deres mest nationale Ejendommeligheder, som man gjenfandt i Naturretssystemerne. Dette fremskinner i Grunden ogsaa hos Nørregaard, skjønt fra hans Standpunkt mere ubevidst. Ligesom man herved kan forklare hans tidligere citerede Ytring, om at den positiv dansk-norske Ret stemmede saa godt med Naturretten, fremtræder det skarpt i hans Fremstilling af Romerrettens Nytte for den dansk-norske Jurist (I. p. 49–50), hvoraf følgende her kan fremhæves: «Han har i den Romerske Ret en Slags almindelig borgerlig Ret, der bestandig kan gaa ham til Haande – – og følgelig vejlede ham til Natur-Retten selv, der er saa vigtig for ham, baade naar Lovene skal forklares og naar de tie, men er tillige saa vanskelig i mange Tilfælde at indse paa egen Haand«.

Men Retsfilosofien tog i den sidste Del af 18de Aarhundrede en saadan Vending, at den aabnede Juristernes øine. Den gjorde nu ogsaa i Gjennemførelsen Alvor af den naturretslige Skoles Principer. I Statsretten lærte man dette grundigt af Rousseau og den franske Revolution. I den private Ret var det Kant, som førte Retsfilosofien ind paa de nye Veje. Han fulgte Naturretsskolen deri, at der var et og samme Udgangspunkt, hvorfra et fuldstændigt Retssystem kunde udledes ved Tænkningen selv. Men for Resten skilte han sig ganske fra den. Fornuften, som forhen kun havde været Erkjendelsesmidlet, gjorde han til selve Udgangspunktet, til det i Sandhed skabende Princip, istedetfor de vilkaarlig valgte, forskjellige Sider af Menneskenaturen. Retsfilosofen blev nu i denne Forstand en «Fornuftret» istedetfor en «Naturret«. Og han søgte konsekvent at gjennemføre denne Grundsætning, at Retssætningerne skulde alene udledes af Fornuftens Love. Uagtet ikke heller han ligesaalidt som nogen anden Retsfilosof, hvor abstract han end stiller sig, kunde løsrive sig ganske fra Livet omkring sig, saa er det dog alt Andet end den bestaaende Retstilstand stadfæstet af Retsfilosofien, vi gjenfinde i hans 1797 udkomne «Metaphysische Anfangsgründe der Rechtslehre.» Men paa den anden Side krævede han ikke Fornuftrettens ligefremme Gyldighed, saalænge den ikke var optagen af Lovgiveren.

Kants Retsfilosofi maatte derfor i dobbelt Henseende tjene til at undergrave den gamle Theori om en almindelig, over den positive hævet, Ret. For det første fremtraadte den ikke længere selv med saa store Fordringer. Og dernæst var selve Systemets Indhold særdeles skikket til at aabne øinene derfor, at den gamle Enighed mellem Retsfilosoferne var et Skin, og at Erkjendelsen af en almindelig Rets Gyldighed kun overlod Retsudviklingen til de enkelte Filosofers Vilkaarlighed. Dette blev saameget mere slaaende ved «Fornuftrettens» senere Behandling af Fichte og Hegel, hvor man baade i Udgangspunkt og Gjennemførelse fandt de største indbyrdes Modsætninger og, hos den første, de vildeste Tankeexperimenter.

Fra Aarhundredets Begyndelse indtraadte derfor i Retsvidenskaben en Reaction imod Retsfilosofien og den ældre Theori om en almindelig, gyldig Ret. Denne lededes især af den ved Hugo og Savigny grundlagte historiske Skole, som navnlig fremhævede den enkelte Retsforfatnings fortsatte Udvikling ud af sig selv under fuldt Hensyn til nationale Eiendommeligheder og historiske Forholde. Om man nu end langt ud i dette Aarhundrede kan finde Levninger af den ældre Theori, saa er den dog i Virkeligheden forlængst skrinlagt, ogsaa hos Retsfilosoferne selv.^[11] Hos os er det især Ørsted, hvem omslaget skyldes. Efter i sine første Ungdomsaar at have fulgt de store tydske Filosofer, Kant og senere Fichte, brød han i en Afhandling af 1801 med Datidens Retsfilosofi. (Af mit Livs Historie p. 20, 36, 92, 137, 141–2. ff.) Det varede imidlertid nogen Tid, før han gjennemførte sit nye Standpunkt. I sit Supplement til Nørregaard (1804) I. 103 afviser han vistnok N.s Lære om, at Juristen i Tilfælde af Lovstrid bør foretrække de naturlige Love for de borgerlige. Paa den anden Side bemærker han imidlertid p. 95, at vore Lovkyndige paa Grund af Lovenes Ufuldstændighed trænge Naturrettens Hjælp. Men ligesom Ørsted ogsaa tilføier, «at den Theori, Juristerne fremstille, vil blive meget forskjellig efter de forskjellige Naturretsbegreber, som de bringe med sig til Lovens Fortolkning», – saaledes er det heller ikke ganske klart, hvad han mener med Naturret, – om det ikke kun er «naturlige Retssætninger.» I sit sidste Hovedværk, Haandbogen, (1ste Bind 1822) har han, om end ikke skarpt i Formen saa dog i Virkeligheden, aldeles forladt Theorien om en Naturret i den ældre Forstand; Side 324–26 imødegaar han netop den før citerede Afhandling af Lassen og paaviser den store Uenighed, der er mellem Retsfilosoferne om de vigtigste Ting. Og naar han p. 83 ff. opstiller en formelig gjeldende «naturlig Ret», saa mener han med dette vildledende Udtryk i Virkeligheden kun en Del af Sædvaneretten, ja tildels af Lovgivningen, nemlig de Retsregler, som ere blevne til, fordi de ere ganske naturlige og bl. A. naturlige netop for det enkelte Folk. – Siden Ørsteds Tid kan man vistnok sige, at heller ikke den danske og norske Jurisprudents har erkjendt nogen, endog kun subsidiært gjeldende, almindelig Ret, forskjellig fra den positive. Se saaledes især Bornemanns alm. Rets- og Statslære i saml. Skr. I. p. 39–42 og Scheel Privatr. alm. Del p. 187–9, efter hvilken Fremstilling man maa antage, at samme Forfatters modstridende Definition l. c. p. 2^[12] kun skyldes en uagtsom Gjengivelse af en forældet Skoletheori.

§ 2.

Om Retskildernes Begreb og Inddeling.

1. Det er før forklaret, at al Ret maa være udgaaet fra Samfundsmagten inden Retsomraadet gjennem en for dette særlig bindende Kjendsgjerning, der giver Retsreglen sin paatagelige Tilværelse og sin af den Enkeltes Vedtagelse uafhængige Kraft.

Disse retsstiftende Kjendsgjerninger eller den positive Rets nærmeste Tilblivelsesgrunde kaldes dens Kilder. Dette er altsaa den strenge juridiske Betydning af Ordet Retskilder, idet herved kun tænkes paa den positive Rets nærmeste Ophav. Under Retskilder i videre Forstand eller «fjernere Retskilder» medtager man, navnlig i mindre nøiagtig Sprogbrug, de fjernereliggende Omstændigheder, som igjen kunne have indvirket paa disse nærmere Kilder og derved middelbart bidraget til den positive Rets Tilbliven. Navnlig tænker man paa de historiske Retskilder, de ældre Love eller andre Rets

1. Forskjellen mellem virkelige Retsregler og saadanne Selskabsregler vil komme skarpt frem, naar man tænker sig en Justitssag med en Stats-Embedsmand for en Forbrydelse, der har Embedsfortabelse til Følge, og en Sag, anlagt af et Aktieselskab for at faa fjernet en Betjent, som har forbrudt sig mod dets Regler, men ej frivillig vil opgive sin Stilling. Den sidste er en ren Kontraktsklage. Stundom kan Modsætningen udviskes noget; f. Ex. paa den ene Side en privat gjensidig Assuranceforening og paa den anden den almindelige Brandforsikringsindretning, hvis Love gives af Staten, men hvor dog Indtrædelses-Kontrakt maa paaberaabes; ligesaa Norges Bank og Privatbanker. Omvendt har Staten stundom dannet private Foreninger og givet dem en vis Lovgivningsmagt, f. Ex. Flødningsinteressentskaber; der er det virkelige Retsregler.
2. Disse Tvangsmidler ere af forskjellig Art, dels direkte, saasom Udkastelse at fremmed Hus eller Grund, Gjeldsexekution (jfr. Schweigaards Proces II § 141), dels mere indirekte, saasom Straf, løbende Mulkt, Forspildelse af den tilsigtede Rettighed, en Retshandels (f. Ex. en Kontrakts) Ugyldighed.
3. Om Farerne ved, med ældre Forfattere, at opstille en saadan, se Geyer Gesch. und System der Rechtsphilosophie p. 110–12 jfr. ogsaa Trendelenburg, das Naturrecht auf dem Grunde der Ethik § 45.
4. Christian V har derfor havt en altfor snever Opfattelse, naar han i Lovbogens Fortale kun anser Love fornødne, „fordi ikke alle Mennesker ere retsindige“; hans Ord passe egentlig kun paa straffelove. – Slgn. forøvrigt med den ovenstaaende Fremstilling Bornemann alm. Rets- og Statslære i Saml. Skrifter I. p. 32–38.
5. Her er sondret mellem almindelige christelige Pligter og saadanne, der nærmest maa opfattes som Pligter mod det enkelte Kirkesamfund og af denne Grund overholdes ved den med Kirken forbundne Stats Hjælp (kirkelig Pligt). Som Exempel paa det første er anført Daaben som Vilkaar for Arveret (hævet for Norge ved Arvel. 31 Juli 1854, jfr. for Danmark Fdn. 5 Juni 1828); thi det var ikke Daab inden et vist Kirkesamfund, som krævedes, men enhver christelig Daab var tilstrækkelig, ligesom paa den anden Side de, der vare udøbte, fordi de tilhørte en hedensk Religion eller forkastede Barnedaaben (jfr. dog Dissenterl. 1845 § 18), maatte antages udelukkede fra Arv. – Derimod er Vielse nu af Lovgivningen væsentlig opfattet som kirkelig Pligt, da det kun er Vielse inden Statskirken, sum er tilstrækkelig, medens Egteskab mellem Personer, hvoraf ingen tilhører Statskirken, maa stiftes borgerligt.
6. Derfor er ogsaa der gjerne Gudstjenestens Forstyrrelse og andre Religioners Forhaanelse belagt med Straf.
7. Det sidste bekjendte Spor af den i Danmark og Norges juridiske Praxis tør være det, som nævnes i Wivets Forsøg til Fortælning om mærkværdige Danske og Norske Sager 1ste B. 1 H. Fortale.
8. Vistnok ser man, st der ogsaa om Indholdet af store Dele af den positive Ret hersker megen uenighed blandt dens Fremstillere; men foruden st dette ikke i nogen Ende kan lignes ned Uenigheden em den „naturlige Rets“ Indhold, viser det kun, dels at Videnskaben ikke endnu er kommen til fuld Klarhed, og dels, st den positive Ret endnu har mange Huller, hvor der ikke er anerkjendte Retsregler.
9. Da „Ret“ som ovenfor forklaret stundom bruges om den enkelte Retssætning, heder det oftere om disse Retssætninger, at de ere „almindelig Ret“, i den Forstand, et de overalt ere anerkjendte i den positive Ret (f. Ex. Kontrakters Gyldighed).
10. Schlegel henviser ogsaa til sin Afhandling „om Nytten af den almindelige Retslæres grundige Studium“. Skand. Musæum 1800 I. 68–83.
11. Jfr. Geyer Gesch. u. System der Rechtsphil. p. 3. „Die Rechtsphilosophie stellt das Ideal für die wirklich zur errichtende Rechtsordnung, nicht aber wirklich geltendes Recht dar.“ Adickes Lehre von den Rechtsquellen p. 16. Se idet Hele Unger österr. Privatrecht 1. 67 ff. I det nævnte Skrift har Adickes gjort et nyt Forsøg paa st opstille Fornuften som almindelig Retskilde, men i ganske anden Forstand end tidligere, idet han derved mener Dommerens Fornuft; herom mere ved Behandlingen af Retskilderne.
12. „De Retsregler, der erkjendes for gyldige hos et vist Folk eller i en vis Stat, kaldes den positive Ret; de Retsregler derimod, som maa erkjendes for gyldige uden alt Hensyn til nogen vis Stat, kaldes den almindelige Ret eller Naturret. Denne har Fornuftloven til Kilde, grundende Ret og Retspligt paa Menneskea moralske væsen.“