De norske Klostres Historie i Middelalderen/4/11

Legg til lenke
Fra Wikikilden
De norske Klostres Historie i Middelalderen
Chr. Tønsbergs Forlag,  (s. 456-461).
◄  § 10.
§ 12.  ►
§ 11. Gimsø Nonnekloster.
(Claustrum sanctimonialium in Gimbisey.)

Strax Syd for Kjøbstaden Skien ligger i Solums Sogn den lille, af Skienselvens Fossefald omflydte Klosterø, hvorpaa Gimsø Klosters Hovedgaard endnu staar. Øens Navn maa uden Tvivl udledes af gimmr, gymbr, et Lam, saa at Gimsey, eller som det almindeligst skrives Gymbisey, betyder Lamøen. Her skal Dag Eilifssøn, en af Magnus Barfods Høvdinger[1], have stiftet et Nonnekloster af Benediktinerordenen, formodentlig kort efter 1110, da de med Kong Sigurd hjemkomne Korsfarere vakte en almindelig Iver for Klosterstiftelser her i Landet. Øen har uden Tvivl oprindeligt hørt under den paa den anden Side af Elven liggende Bratsberg Gaard, hvor Stifterens Søn Gregorius Dagssøn var bosat. Denne var som bekjendt Kong Inge Krogrygs første Raadgiver og trofaste Ven, der faldt for ham i Slaget ved Fors i Viken, hvorfra han blev ført op til Gimsø og der begraven 1161. Hans Søster Baugeid var da Abbedisse i Klostret[2].

I Kong Magnus Lagabøters Testamente bestemtes 30 Mark gangbar Mynt til Gimsø, hvis Bygninger 1317 afbrændte[3]. Ved Midten af 14de Aarhundrede gav Fru Ronnog Smidsdatter sig ind i Gimsø, uden Tvivl som Proventkvinde, og gav da Klostret 2 Gaarde i Skedjofs S. i Viken, ligesom hun i sit Testamente skjenkede det 5 Gaarde paa Stangenes sammesteds, samt to paa Vestfold. Ved samme Tid omtrent sit ligeledes Klostret Gaarden Prestholt i Nes Sogn af Hr. Ogmund Finssøn (senere Drost) for hans Farbroders Hr. Ivar Rofas Sjæl og hans Gravsted i Klostret[4]. I dette Aarhundrede nævnes Fru Aasa og senere Fru Gelaug som Abbedisser i Gimsø. Begge forøgede ved Kjøb Klostrets Gods betydeligt, især Førstnævnte, i hvis Tid Roar nævnes som Klostrets Ombudsmand (ráðsmaðr). Allerede dengang eiede det en fra Klosterkirken forskjellig Kirke eller Kapel, Hakesteins Kirke, der laa ved Faret, tæt ved Klostret, og hvorved sandsynlig særskilt Prest har været ansat[5].

Den gode Bestyrelse, Gimsø Kloster i længere Tid synes at have nydt, maa have bragt det til at udvide sine Handelsforbindelser i større Udstrækning, end det nærliggende Skien (Skiða) som Kjøbstad kunde tillade. Kong Haakon VI havde ligesom foregaaende Konger taget denne By i kongeligt Værn, og under et Ophold i Gimsø stadfæstede Faderen Kong Magnus dette Sønnens Brev, og tilføiede et Forbud mod at holde noget Kjøbmandskab i Gimsø, uden forsaavidt Abbedissen tiltrængte til sit Klosters Forsyning (ovenf. S. 160). – 9de Marts 1388 befalede Biskop Øystein af Oslo Provsten i Ranerike, Gunnulf Helgessøn, at stevne Svein Prest paa Stangenes til at møde for Biskoppen paa Teige, i Anledning af Klage fra Abbedissen i Gimsø og hendes Konvent over, at han ikke betalte Klostret, hvad han var skyldig, samt for at forsvare sig i Anledning af Overhørighed mod Biskoppen m. v.[6]. Klostrets Klage har rimeligviis angaaet Oppebørsel af dets betydelige Indtægter der i Egnen.

Ragnhild Genovefa, Abbedisse i Gimsø, uden Tvivl den samme, som i 1351 omtales som Nonne i Oslo. (ovenfor S. 428), mageskiftede 19de Novbr. 1392 til Biskop Øystein Gaardene Valer, Autne og Hunaborg i Aurskog paa Romerike, Engjar i Hemnes og Bokar i Oslo Hered, hvilket Jordegods Klostret havde faaet af Erkebiskop Thrond i Nidaros for hans Søsters Gudruns Optagelse, samt Gaarden Aas i Haslum Sogn. Herfor fik Gimsø igjen af Biskoppen Rauster i Hjuxebø og Arerud, begge i Saude Sogn, Navnløs i Fænes Sogn paa Grønland, og N. Svineland i Bamble, samt 7 gamle Mark eftergivne, som Klostret skyldte ham[7]. Hr Gaute Erikssøn (Galtung), der som Rigsraad deeltog i Kalmarunionens Afslutning 1397, var i en Aarrække Sysselmand i Skienssyssel og en høit anseet Mand. Han synes at have staaet i nøie Forhold til Gimsø Kloster, hvor endog „Hr. Gautes Sovestue“ omtales, og blev med sin Frue Margareta Reymarsdatter (ɔ: Svalesdatter Reymar) begraven her. Ved hendes Død gav han 3 Gaarde der i Egnen for hendes Gravsted i Klostret[8]. I 1401, da Biskop Øystein lod forfatte Jordebogen over Kirkegodset i Gerpens Provsti, eiede Gimsø Kloster, hvis Gods deri fol. 31–35 er indtaget paa Grund af Klostrets Afhængighed af Biskoppen, 266 Gaarde og Gaardeparter, især i Skiens Omegn, Viken og paa Vestfold[9]. Det eiede altsaa næsten ligesaa mange Gaarde som Nonneseter i Oslo, men dettes Eiendomme vare i det Hele større og Klostret følgelig rigere. Udenfor Stiftet eiede Gimsø 9 Gaarde i Sogn i Bergens Stift, hvilke uden Tvivl er det Gimsø Gods i „Nordlandene“, for hvis Bestyrelse Abbedissen Helga i 1413 gav Fru Ingeborg Erlingsdatter Kvittering, og som efter Reformationen tillagdes Bergens Biskop[10].

Eilif Sveinssøn, Prest i Gimsø, nævnes i 1439 og 1440 i nogle Breve angaaende Thelernes Opløb under Halvard Graatop[11], og 1447 (1443?) nævnes Scolastica som Abbedisse i Gimsø i Anledning af den med Nonnerne i Oslo indgaaede Forening om gjensidige Sjælemesser m. v. (ovenf. S. 432). Paa Abbedissens Ansøgning stadfæstede Pave Nikolaus V sine Formænds Privilegier og Indulgenser for Benediktinerinderne i Gimsø, og 1ste December 1475 solgte den ovennævnte Eilif Sveinssøn, Prest og mansionarius i Gimsø, Gaarden Berdorsrud paa Follo til Peter Jonssøn, Erkeprest i Oslo[12]. – Den sidste Abbedisse, som omtales, var Margareta Amundsdatter, som 21de April 1514 solgte den halve Jonsgaard i Skien til Gunnar Thorsteinssøn paa Skiens Kirkes Vegne for 22 Mark danske[13].

Efter denne Tid omtales Klostret kun i Anledning af den verdslige Magts Indblanden, og den paafølgende Sekularisation. Christiern II overdrog, uvist af hvad Aarsag, Nonneseter i Oslo Gimsø Klosters 12 Gyldens Rente fra Bergen, ligesom han, formodentlig samtidigt hermed, forlenede Diderik (Villumssøn) Tolder med dette Kloster. Grunden til denne usædvanligt tidlige Sekularisation af et anseeligt Nonnekloster angiver Biskop Hans at have været „vrang og urettelig Underviisning“, men Frederik I slap ikke Byttet, idet han 14de Febr. 1529 forlenede Ivar Jenssøn (Jernskjæg) dermed „mod slig Tyngde og Afgift til Jomfruerne (d. e. Nonnerne), som der er Skik“. Men da han, efter egen Paastand mod sin Villie, havde gaaet Christiern II til Haande 1531–1532[14], blev Klostret frataget ham, og 1532 paa samme Vilkaar givet Hans Myntmester, for udviist Tjeneste paa Agershuus under Beleiringen og som Vederlag for de Tab, han da havde lidt[15]. Denne ulovlige Raaden over Kirkens Gods paatalte Biskop Hans i Oslo, saasnart Kong Frederik var død, i den oftere omtalte Forestilling til Rigsraadet af 2den August 1533, hvor han tillige oplyser, at strax han tom til Stiftet (1525) beskikkede han, da Diderik Tolder imidlertid var død, Klostret igjen under Abbedissens Bestyrelse, hvilket stod ved Magt til Kong Frederik „ligeledes efter vrang Underviisning“, overdrog Gimsø til Ivar Jenssøn. Dette hjalp imidlertid ikke, og Klostret overdroges 11te Novbr. 1538 til Otto Anderssøn[16]. Han beholdt det imidlertid kun kort. Paa denne Tid havde nemlig Christian III opsendt den sachsiske Bergmester Hans Glaser til Norge, for at udsøge passende Steder til Bergverkers Anlæg, og i sin Indberetning foreslog han blandt andet paa Gimsø Kloster at opbygge Vaaningshuse m. v. for de thelemarkske Bjergfolk, samt anlægge en Mynt, ligesom og at Kongen ved Hjælp af Klostrets Gods skulde mageskifte til sig de Eiendomme, hvorpaa Jernhammere skulde anlægges[17]. Senere bestemte Kongen sig til paa Gimsø ogsaa at anlægge en Smeltehytte (Sigerhytte), og gav Høvedsmanden paa Agershuus, Peder Hanssøn, de fornødne Forholdsregler. I den Anledning tilskrev denne 27de Marts 1540 Kongen, at han ifølge dennes Brev havde faaet Otte Anderssøn til at afstaa Klostret, mod at erholde Hammer Gaard. Ligesaa „ere alle Nonner med deres egen frie Villie uddragne og ere gifte, undtagen en gammel Nonne, som ei vilde gifte sig; dog er hun med fri Villie uddragen og er hos sine Venner. Eders fyrstelige Naade skal med Sandhed vide, at de vare hverken nødte eller tvungne til at drage ud, – – ligesom de have begjært mit Brev paa, at de maatte uddrage“. Forsaavidt havde Peder Hanssøn altsaa opfyldt Kongens Ønske at skaffe ham fuld Raadighed over Klostret og dets Gods; men han fraraader aldeles at opføre en Smeltehytte der, fordi Gimsø ligger nedenfor flere Fossefald, saa at Malmen maa tildeels kjøres over Land, og beder Kongen at udsætte sin Beslutning herom, til han selv kommer op og seer Leiligheden, samt udbeder sig imidlertid.Klostret til Forlening[18]. Dette Raad fulgte Kongen dog ikke, men udnævnte 14de August s. A. Antonius Bryske til Berghauptmand i Norge, og overdrog denne Gimsø-Kloster til Bopæl med Ordre der at bygge en Smeltehytte[19]. Det sidste Spor af Klostervæsen i Gimsø forsvandt, da saavel Klosterbygningen som Kirken i 1546 afbrændte[20], og Klostergodset blev som verdslig Forlening lagt under Bratsberg Gaard, hvorfra Gimsø uden Tvivl oprindelig var kommen. Dog var Gimsø stundom et særskilt Len. Saaledes havde Jørgen v. Onsbach det 1559, Jørgen Urne fik det 1578, da det toges fra Befalingsmanden over Bratsberg Len, og Geert Rantzau havde det til 1588, da det atter lagdes under Hovedlenet, og Gimsø Hovedgaard udlagdes til Lensherrens Residents, som den vedblev at være til 1662, da den m. m. solgtes til Generallieut. Jørgen Bjelke. – Uden Tvivl har Gimsø, ligesom Lyse og Hovedø, havt sin Gaard i Byen, hvor det maaske har opfyldt sine Pligter mod Fattige, Pilegrime og Reisende. Ved Skjøde af 21de Juni 1575 solgte nemlig Erik Pederssøn paa Bjørnthvet Skiens Klostergaard til Erik Brockenhuus, Befalingsmand over Bratsberg Len. Af det gamle Gimsø Kloster ere forlængst alle synlige Levninger forsvundne.

  1. ↑ Magn. Barf. S. hos Snorre C. 27, i Fornm. Sög. c. 37 (VII. 72). At Dag Eilifssøn stiftede dette Kloster, staar neppe udtrykkeligt i Kilderne, men er mere end sandsynligt; ligesom alle Nyere derom ere enige.
  2. ↑ Fornm. Sög. VII. 273. Af Navnet Baugeid er en forvansket latinsk Form Begeda dannet, som en enkelt Gang forekommer.
  3. ↑ Script. Rer. Dan. VI. 250. III. 130. Annal. Island. 210.
  4. ↑ Øyst. Reg. fol. 35. 32. Jeg formoder, at denne Fru Ronnog, om hvem jeg iøvrigt ingen Oplysning har kunnet finde, har været Enke efter Hr. Ivar Øgmundssøn Rofa (Saml. til N. F. Hist. I. 141 ff.). At hun er død omtrent ved Aarhundredets Midte, slutter jeg af Øyst. Reg. fol. 172, hvor der anføres, at Ronnog Smidsdatter i den store Manddøden (1349–1350) gav 4 Gaarde til Bragaseters Kirke l Viken.
  5. ↑ Øyst. Reg. fol. 35–36. Dipl. Norv. I. No. 341.
  6. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 75. No. 14.
  7. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 77. No. 26. De erhvervede Eiendomme lagde Biskoppen til Nikolas-Alteret i Halvardskirken i Oslo. (Øyst. Regist. fol. 138 a.)
  8. ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 84. No. 6. Saml. IV. 555. Øyst. Reg. fol. 32. a. b.
  9. ↑ De fleste Gaarde havde Gimsø i Gjerpen, nemlig 36 (hvoriblandt Fullaa Markebol, S. Gjerpen 5 Markebol og Bratsberg), i Mælum Sogn 21 Gaarde (hvoriblandt Gisholt, Bergene, Husethveit), i Sked Sogn i Bamble 15 Gaarde (hvoriblandt Slaattones ved Langesund), i Bergs Sogn paa Neset 25 Gaarde (hvoriblandt Aaros med Kveern og Fos, Niflungen, Holgeim, Thorp, Barkevik), i Tanum Sogn paa Neset 28 Gaarde (hvoriblandt Hjoltin, Hvatheim, Øvre Tunheim, Brekke, Haulla med Møllen 6 Markebol, Thveitdalen), i Sandehered 7 Gaarde, i Skedjofs Sogn i Vættahered 22 Gaarde o. s. fr. I Nedenes eiede det bl. a. et Laxefiske, kaldet Abbedisse-Fisket, paa Ryg i Øiestad Sogn, som 1556 forlenedes til Lagmand Nils Anderssøn i Skien. (Norske Registr. i Afskr. {{antikva|I. 343.)
  10. ↑ Dipl. Norv. I. No. 639. Abbedissens Segl forestiller en staaende Kvinde med Krumstav. De 9 Gaarde nævnes baade i Øyst. Reg fol. 34–35 og i en Jordebog af 1585 paa Stadsporten i Bergen over Bergens Kapittels Præbender (Pakken No. 41.) Det rentede efter Frimans Fundatser I. 4. 32 Rd. 3 ₻ 2 ß og udgjorde 81 Løber.
  11. ↑ Dipl. Norv. III. No. 751. 757.
  12. ↑ Afskr. i danske Geheimearchiv. Dipl. Arn. Magn. fasc. 94. No. 12.
  13. ↑ Trykt i Danske Mag. VI. 33–34. Sammesteds er Klostrets Segl kobberstukket. (Klosterseglene i 1ste Udg. No. 23).
  14. ↑ Om Ivar Jenssøns Forhold Saml. t. N. F. Hist. VI. 24. Norske Registr. i Afskr. I. 460. I Brev af 1533 fortæller Biskop Magnus af Hammer (Münch. Dipl. No. 3211) om ham, at han „havde beskæmmet de fattige Nonner ved Skien, medens han var der“, og at han og Peder Brockenhuus havde i Borgesyssel et Skalkerygte. Hans Troskab synes at have været mistænkt ogsaa i 1536 (Aktst. fra Grevefeiden. II. 251.)
  15. ↑ Norske Registr. i Afskr. I. 463. Saml. t. N. F. Hist. VI. 24. 44.
  16. ↑ Norske Registr. i Afskr. I. 257. Pontopp. Annal. III. 237. beretter, at Forleningen skede sine clausula, hvilket betegner Fritagelse for de Forriges Pligt at sørge for Nonnerne; men dette staar ikke i Registr., og er usandsynligt, da der endnu vare Nonner tilbage.
  17. ↑ I Uddrag hos Brünnich om Norges Bjergværker S. 30–37.
  18. ↑ Peder Hanssøns egenhændige Brev til Kongen, i danske Geheimearchiv.
  19. ↑ Brünnich anf. St. S. 95. Ved Brev af 18de Septbr. erkjender Peder Hanssøn at have modtaget Kongens Ordre at antvorde Bryske Klostret, som han i Mellemtiden havde overdraget Glaser. (Geheimearchivet).
  20. ↑ Kraft Norg. Beskr. 2den Udg. III. 65.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=De_norske_Klostres_Historie_i_Middelalderen/4/11&oldid=222586»