De Knyttede Næver/Kapittel 1
Han stod der, professoren i kirurgi og retsmedicin, høi, selvbevisst og myndig foran obduktionsbordet. Kandidaterne flokkedes om ham.
Det var et interessant tilfælde, og det kolde, spotske smil om den aldersstegne professors tynde læber varslet om en av disse smaa kyniske monologer, som krydret den frygtede kirurgs kliniker.
En kjæmpemæssig skikkelse laa utstrakt paa obduktionsbordet. Alt tydet paa, at denne mand med voldsomhet var rykket bort fra livet. Der laa et præg av kraft og sundhet over hele skikkelsen, og det runde regelmæssige ansigt hadde endnu ikke faat dødens kolde, forstenede ro.
Under hjertet saaes der to tynde saar med friske blodrande. Den høire haand var knyttet til slag, og blodige merker paa knokerne viste, at slaget hadde rammet …
— Dette kadaver, sa professoren med en ringeagtende haandbevægelse, har adskillig interesse. Det er liket av en forbryder — en mand av mellemklassen som saa at si er født med kniv i haanden.
Mine herrer kjender hans historie. Han var morder av lyst. Det overskud av kraft, som er samlet i denne vældige krop isolerte sig paa et omraade, som har kostet mange mænd livet. Mordlysten var ham medfødt, og dog var han en snil og godslig fyr, avholdt av sine venner og forgudet av sine veninder. Han gik der i stilhet og ruget over sine planer, og ingen ante, at den tyveaars gamle gutten der i løpet av et aar tok fire menneskeliv. Og dog vilde den mest elementære frenolog ha kunnet fortælle os, at alle mordlystens tegn i en ganske særegen grad stod skrevet paa det brede, knudrede hode med den lave pande og de smaa øren. Lombroso vilde uten tvil ha dømt denne mand til skafottet.
Skjæbnen vilde det anderledes. Han skulde selv dø for forbryderhaand.
En aften brøt han sig ind hos en rik kjøbmand i Oslo. Manden var bortreist, og konen var alene i Huset. Hun gjorde anskrik, og der kom hjælp. Men det var forsent. To næveslag hadde slaat den stakkels kvinde til jorden. Hun ligger nu døende paa medicinen B.
Morderen undkom med kjøbmandens pengeskrin. Politiet fulgte hans spor til en velkjendt demimonde. Det omringet huset og brøt sig ind i damens leilighet. Der fandt de manden her død med to knivstik i brystet. Paa en sofa laa hans veninde kvalt og med brukket hals.
Intet spor var at se efter den mand, som hadde brukt kniven. Ingen hadde set ham. Og politiet hadde ikke sluppet nogen forbi sig i den halve time, huset var omringet. Man gjennemsøkte alle værelser fra kjelder til loft, men uten resultat. En konstabel blev sendt ut for at hente en læge. En ung kandidat — vor ven Jonas Fjeld — kom tilfældigvis forbi og tilbød sin assistanse. Den blev mottat, og Fjeld kunde blot hurtig overbevise lovens haandhævere om, at de stod overfor to lik.
Morderen blev identificert, men hans drapsmand var forsvundet . . . Med en beundringsværdig kløgt, som jeg ikke skal gaa nøiere ind paa, hadde han skjult sine spor.
Og her staar jeg ved denne lange digressions hensigt: Den at paapeke for Dem, mine herrer, de forskjellige forbrydertyper, som denne sak har aabenbart. Paa den ene side denne mand her med de stupide mordlyster og en viss elementær snedighet—paa den anden side den ukjendte drapsmand, som kanske har handlet i selvforsvar, men som i alle tilfælde like til de mindste detaljer har dækket over sin gjerning . . .
Det skulde undre mig, om ikke denne ukjendte mand, som tilfældet har spillet ind i dette drama mellem morderen og hans kjæreste, hører til de sjeldne forbrydelsens genier, som ved denne begivenhet er vakt til bevissthet.
De moderne forbrydere er tiltrods for alle de tekniske og haandverksmæssige midler, hvormed de er utstyret, en noksaa defekt type. De har saa altfor mange svake punkter. Kan hænde at de utfører sine forbrydelser med stor behændighet og raadsnarhet, men de forstaar ikke at dække sig mot paagripelse. De vælter en plogfure av indicier efter sig.
Men jeg sier saa stort et ord, at hvis en mere end almindelig klok og intelligent mand med selvbeherskelse og fremsyn slog ind paa forbryderbanen, vilde politiet staa magtesløst likeoverfor hans arbeide. Sherlock Holmes er desværre bare en romanhelt. Virkeligheten er opdagelseschef Mossin og politibetjent Rynning.
Ja — mine herrer, dette er som sagt en digression paa et omraade, som ikke henhører til mit fag. Men lægen vil altid staa i et nært og interessert forhold, ikke bare til forbrydelsens haandgribelige resultater, men ogsaa til forbrydelsens ætiologi.
Kandidat Fjeld, som hadde det held at komme denne sak nær ind paa livet, vil kunne berette om de ihærdige forsøk, som er gjort for at opdage den haand, som med saa stor kraft og sikkerhet har rammet denne mand i hjertet.
Nu staar det kun tilbake for os at undersøke, hvorledes staalet i løpet av faa sekunder har skaaret dette kraftige legemes livstraad over . . . . . .
Obduktionen var forbi. Professoren vasket sine hænder og kaldte paa en høi ung mand, som hadde været hans nærmeste medhjælper under den lange retsmedicinske undersøkelse.
—Min kompliment, dr. Fjeld, sa han. Deres formodninger slog til. De har ære av den sak . . . Bare De nu ogsaa kunde hjælpe politiet med at finde morderens morder. Jeg tænker vi fik se et andet fysiognomi end dette banale forbryderhode og al denne unyttige muskulatur. Eller hvad mener De?
Den unge mediciner rettet sig. Det var en anselig skikkelse, og han var vel saa bredskuldret som den mand, som laa under likklædet. Det rolige, blonde ansigt med de klare, milde øine hadde et eget troværdig uttryk, da han svarte: Hvis han er den mand, som professoren tror, vil han aldrig bli grepet.
Den gamle kirurg blev staaende i dype tanker. — Jeg ser hele situationen for mig, sa han. Den unge forbryder, som tror sig ubemerket, tar sin tilflugt til sin veninde. Men han finder en anden mand hos hende. Da vaakner atter mordlysten hos ham. Han styrter sig over kvinden, kvæler hende med et eneste grep og vender sig med kniven i haand mot den fremmede. Han nøler, han vakler . . . ti manden likeoverfor ham er hans mester — Han føler det. Der staar morderen av instinkt paa den ene side, den brutale fysiske kraft, og paa den anden side en kold, kjølig hjerne, som vet, hvad han vil — forbryder-dyret mot forbryder-mennesket. Utfaldet av den kamp er git paa forhaand. To knivstik i hjertet ført med en forbausende sikkerhet gjorde det av med la bête humaine. Han synker overende med overskaaret aorta — et par minutter efter er han lik . . . Den fremmede staar endnu med kniven i haanden, da han hører larmende skridt utenfor . . . det er politiet, som har omringet gaarden og gaten. Alle forsigtighetsregler er tat for at gripe morderen. Det lykkes ogsaa — men kun som lik. Detektiverne jager efter en morder, de finder to . . . Er det ikke ganske spøkefuldt, Fjeld?
— Jo, sa den unge mediciner. Livet har saa mange underlige kombinationer . . . Men hvorfor tror professoren, at den fremmede drapsmand er en særlig utpræget forbryderpersonlighet?
— Læg merke til den kløgt og raadsnarhet, hvormed den fremmede har handlet. Han har kun efterlatt sig et eneste spor — de to merkelige knivstik. Paa en eller anden maate, som vel aldrig blir kjendt, har han brutt politiets kreds. De fandt kun én mand i den lille gate, nemlig en læge, som tilbød sin assistanse. Det var Dem, dr. Fjeld, som hadde det held at markere grundlinjerne for denne affæres retsmedicinske undersøkelser. Slip ikke den sak. De har ære av den . . . Farvel!
Fjeld blir staaende en stund i dype tanker.
— Nei den sak slipper jeg nok ikke, hvisket han. Den blir min for hele livet. Den gamle kyniker hadde ret. Men han visste rigtignok ikke, at det er disse to knyttede næver, som politiet saa gjerne vilde ha bastet og bundet, fordi jeg kom i skade for at befri dem for et av dyrene i vort samfund . . .
Og han lo stille for sig selv, mens han vasket sine hænder. Men de blaa øine i det lyse ansigt mistet ikke sin rolige karakter.