Da Kristiania var smaaby/7
Schweigaard, «far sjøl i stua», som professor Platou den ældre engang kaldte ham, var en myndig og overlegen herre i kollegiet, i kommissioner og i stortinget, eller der, hvor han sad sammen med folk i jevnbyrdig stilling. Det heder derfor om ham i et vers, som Claus Pavels Riis lader stortingsbønderne synge:
«Den Schweigaard er vel kry og grov
Og vil regjere staten,
Men vi forstaar vor norske lov
Og husker nok krabaten.»
Ligeoverfor unge mennesker, der var ham underlegen i stilling, var han derimod den mest forekomne og venligste mand, man kunde tænke sig.
Han glemte imidlertid snart den unge mand, der sad ligeoverfor ham, og fordybede sig i en halvt indadvent enetale over det emne, der var bragt paa bane. I anledning af Carl den 15des forestaaende kroning blev jeg af finansdepartementet, hvor jeg dengang var ansat, sendt op til professoren for at høre, om han som medlem af den norske deputation ved kroningen i Stockholm havde faaet nogen kroningsmedalje; jeg skulde derhos udbede mig lidt nærmere besked om, hvorledes det forholdt sig med saadanne kroningsmedaljer.
Da jeg kom ind til den store mand, kom han mig imøde med udstrakte arme og udbrød, idet han greb begge mine hænder:
«Min ven, vi er jo kjendte før!»
Da jeg hertil svarede, at jeg havde været oppe til eksamen for professoren, gav dette ham anledning til at udtale sig endel om den juridiske eksamen, hvorunder han blandt andet sagde, at han ikke tog saa meget hensyn til de enkelte besvarelser, men lagde alle besvarelser fra vedkommende kandidat ved siden af hinanden paa et bord og gjorde sig saa op en mening om kandidatens kapacitet i sin helhed. Kom han saa efter denne granskning til det resultat, at der var noget, som han kaldte «laudabelt», ved kandidaten, gav han ham laud.
Endelig fik jeg anledning til at komme frem med mit erinde.
Professoren begyndte nu at lægge sit smukke ansigt i de besynderligste folder og ligesom gren ud:
«Hvad er det for noget med disse kroningsmedaljer, hvad skal det betyde?»
Jeg troede nu at maatte sige noget, og fremkom med, at det vel var en gammel skik.
«Nei, hvor vil De hen, min ven!» sagde professoren og begyndte nu at lægge ud om, hvorledes man var gaaet frem ved de forskjellige kroninger lige fra Arilds tid, med det resultat, at det umulig kunde siges, at prægningen af kroningsmedaljer var nogen gammel skik.
Efter derpaa en stund at være falden i dybe tanker vendte han sig pludselig om og saa paa mig med sine vidunderlige øine, idet han sagde:
«Hvad siger De, hvad siger De, skulde ikke det hele heller være en daasesag?»
Inden jeg endnu havde summet mig paa, at han mente, at sagen rettest afgjordes paa den maade, at det kronede hoved forærede bort guldsnusdaaser, sagde han:
«Ja, ja, ja, jeg ved, hvad De mener, De synes vel dette vilde være at trække for sterke veksler paa kongens fiscus!»[1]
Efterat han endnu nogen tid havde udbredt sig over temaet, maatte jeg gaa uden at faa anden besked end den, at professoren ikke kunde anbefale, at der prægedes kroningsmedaljer, men at han fandt, om end under endel betænkeligheder, at sagen rettest afgjordes paa den ovenantydede maade.
Hvad der mest forundrede mig under denne samtale, eller rettere enetale, var professorens store viden paa de forskjelligste omraader.
Om professor Schweigaards mageløse kundskabsmasse fortælles der da ogsaa mangt og meget. Jeg skal indskrænke mig til at gjengive, hvad statsraad Vogt den yngre engang fortalte mig herom.
Som stiftamtmand i Kristiansand spadserede han engang med Schweigaard nede ved havnen.
Da denne herunder fik se en sandhaug af udkastet ballast, gik han hen, saa nærmere paa haugen og sagde, idet han sparkede i sandet:
«Har man skibsfart herfra paa N. N. sted? Det er det eneste sted, hvor man har sand af denne sort.»
Ved at spørge efter, viste det sig, at sanden virkelig var kommen fra det opgivne sted.
Hvad der videre vakte min opmerksomhed under mit førnævnte besøg hos professoren, var den egenskab ved ham, at han, naar han fordybede sig i et tema, kun halvbevidst saa, hvad der omgav ham, men desuagtet ofte tog sine billeder og sammenligninger fra omgivelserne.
Medens professoren engang i stortinget talte om et af Kittel Motzfeldt fremsat, men efter Schweigaards mening ubetimeligt, forslag, lyste pludselig et solstreif ind over forslagsstillerens noksom bekjendte røde haar.
Dette virkede ubevidst saa sterkt paa professoren, at han udbrød:
«Det forekommer mig, mine herrer, at det er at kaste en brandfakkel ind i denne forsamling!»
Schweigaard levede sig saa fuldstændig ind i sin gjerning som professor og stortingsmand, at han ingen tanke havde for sin egen person.
Skræddermester Eger har saaledes fortalt mig, at der af og til kom en gammel pige ind til ham og bad, at han maatte komme og tage maal af professoren, der efter hendes mening nu tiltrængte nye klæder.
Naar saa Eger indfandt sig, spurgte Schweigaard forundret:
«Hvad skal De, min gode mand?»
Eger svarede da, at han skulde tage maal af ham til en ny dress, hvortil professoren blot sagde:
«Naa saa naa, ja vær saa god!»
Som allerede anført, faldt han ofte hen i dybe tanker. Naar han f. eks. skulde hilse paa en, kunde han saaledes blive staaende i flere minuter med vedkommendes haand i sin, og saa pludselig slippe den og gaa uden at have mælet et ord.
Den, der har talt med Schweigaard, vil aldrig kunne glemme hans aandrige ansigt og sjælfulde øine.
Et smukt syn var det at se ham tage sine daglige ture opover Carl Johansgade, om vinteren altid iført et lyseblaat silkehalstørklæde, der klædte ham overordentlig, især da han med alderen havde faaet sit vakre, sølvhvide haar.
Uforglemmelig staar den stund for mig, da han og hans elskede hustru paa én baare blev ført til graven. Saa stor en begravelse har neppe hverken før eller siden været seet i Kristiania. Han døde 2den februar 1870.
- ↑ Chatolkasse.