Christianias Vinter- og Sommer-Dvale

Dette verket er ufullstendig. Hvis du vil hjelpe til med å fullføre det, se hjelpesidene og Stilmanualen, eller skriv en kommentar.

Christianias Vinter- og Sommer-Dvale av Johan Sebastian Welhaven

Fra Vidar 1834.

 Vinteren ophørte iaar usædvanligt tidligt. Vi have havt Foraar, en usædvanlig Nydelse for den norske Hovedstads Indbyggere. Aaret deler sig her i skarp Vinter og brændende Sommer, — vi savne de blidere Overgange. Hvad der andensteds viser sig som en mild, af og til harcellerende Udsoning, er her en voldsom Udkastelsesforretning.

 Den tempererede Zone kan neppe afgive noget tristere Syn end en almindelig kristianiensisk Vaar. Landskabet fremviser et kaos af skidne Tinter, fra det Hvidgraa i Snepletterne paa de lave Bjergaase og ved Elvebredderne, til det sygelige Dunkelgrønne i Graneholtet. Kysterne ere islagte, Veiene danne bundløse Kloaker. Løvtræerne ytre intet Liv; thi endnu i Mai pleier Isen at holde sig ved deres Rødder. Ved denne Tid synes dog Naturen at fortryde sine halve Forholdsregler; den sætter sig nu i en heftig Gjæring, og inden fjorten Dage er Sommeren færdig. En bergensk Vaar er regnsvanger; men den har Martsvioler, lysegrønne Marker, duftende Birke, tidlig Fuglesang og klare Kilder.

 Ved Sommerens Udbrud foregaar der et pludseligt Changement med Hovedstadens Økonomier; man flytter ud, og rusticerer sig for Alvor. Enhver Fremmed, der betragter Byens Beliggenhed, maa finde denne almindelige Tendens besynderlig; thi Byen er selv at betragte som en stor Villa, omgivet af alle Betingelser for et sommerligt Liv. Men hvad der giver Kristiania et saa kummerligt Vinterfysionomi, berøver ogsaa Byen al Karakter om Sommeren, — det er den iøinefaldende Mangel paa Samliv, social Sammennyden.

 Vinteren er efter sin Natur den egentlige Udviklingstid for del selskabelige Element. Man er beleiret, og kan blot ved indre Sammenhold give de sparsommere Glæder en Fylde der opveier den ydre Tvang og skarpe Begrændsning. Den døde Natur henviser til det Ideelle; de aandelige, oplivende Indtryk som de blidere Aarstider, under mangehaande vexlende Skikkelser, umiddelbart vække, skulle her reproduceres i en snever, selvskabt Verden og af menneskelige Organer. Saaledes bliver Kunsten et kraftigt Foreningsmiddel mellem dannede Individer, ligesom den er en Nødvendighedsartikel for Menneskets ædlere Trang og Higen. Det er derfor vistnok ei uden Grund, naar man udleder Mangelen paa selskabeligt Liv i vor Hovedstad for en stor Del deraf, at Kunsten heroppe endnu har saa lidet at byde os, og at dens Præstationer egentlig staa under de Nydendes Receptivitet eller Dannelsesgrad.

 Flere Kunstgrene der ei ere uden Betydning for den høiere Selskabelighed, kjender vi her saa godt som kun af Navn, og de Kunster der her komme nærmest i Betragtning, den musikalske og den dramatiske, ere fast udelukkende i Hænderne paa Dilettanter eller, hvad der maaske er endnu værre, titulære Kunstnere. Et ægte Kunstinstitut tilhører det hele dannede Publikum, og af dette Forhold fremgaar en frugtbar, gjennemgribende Vexelvirkning, der mægtigt bidrager til at give Almenheden denne faste Tone der danner Grundvolden for en Stats, en Kommunes ægte Samliv. Derfor vil man finde, at overalt hvor Kunsten har naaet nogen Høide og Almindelighed, er ogsaa Folkelivet gjennem alle Stænder stærkt udviklet, om endog Statens Institutioner ere mindre end sociale. Ved Dilettantens Præstationer er Opmærksomheden splittet i tilfældige og for hans Verk fremmede Interesser. Han virker mere ved sine personlige Forholde end ved det han giver. Derfor kan ogsaa kun enkelte Individer og Kredse vise ham fuld Deltagelse.

 Det er ofte blevet udviklet hvilken Indflydelse et vel organisert Theater udøver paa Almenhedens Dannelse og paa Udviklingen af dens sociale Karakter; og ligesom dette i og for sig er begribeligt, saaledes stadfæstes det ogsaa overalt ved Erfaringen. Theatret kan blive et af de kraftigste Midler hvorved Folket lærer at fatte sig selv i sine forskjellige Tendentser, og saaledes er det et virksomt Foreningspunkt for ellers adskilte Individer og Interesser. Kristianias Theater kan ikke engang frembringe en Skygge af denne Virkning. Selv den simple Forpligtelse, at give en virkelig sund Kunstpræstation, har det endnu ingensinde kunnet opfylde. Man har benyttet det som et Adspredelsesmiddel, hvor fast ethvert andet manglede; men den sande Vækkelse er naturligvis udebleven.

 Det er neppe muligt at betragte Hovedstadens Dramatik anderledes end som et Interregnum imellem den forhen eneherskende Dilettantisme og en fremtidig Kunstperiode. Kun Skade at denne Tilstand ei synes at indeholde nogen anden Spire til Fremskridning end den halvprivate Dramatiks Standsning. Hvad vi have faaet isteden, er yderst sjelden noget Dygtigere, men ofte noget Ringere end den nogenlunde begavede Privatpersons Leg med Kunsten. Thi denne Mangel paa Perfektibilitet, som vi have havt Leilighed til at iagttage hos de fleste af vore Skuespillere, er netop Dilettantismens Væsen og Mærke.

 Man har vistnok Grund til at anse det for en Daarlighed at ville bygge nogen varig, i Sandhed frugtbringende dramatisk Institution paa den nærværende Indretning. Denne er i sin hele Sammensætning et saa uselt, kaotisk Bastardvæsen af Salonen og Fjæleboden at den aldrig vil kunne reproducere sig. Hertil kommer at selv den Metode hvorved Scenen nu og i en længere ubestemmelig Tid maa rekruteres, ei kan andet end lægge Hindringer i Veien for dens frie Indvirkning paa Publikum. Thi denne Metode er likesaa upopulær som den er ukritisk.

 Det er vel utvivlsomt at man har havt fuld Beføielse til for det første at give Slip paa den Ide at besætte Theatret med norske Subjekter. Men et dansk Personale vil dog aldrig kunne optage i sig og gjengive den nationale Esprit som vi maa ønske udtalt fra en norsk Scene. Saa længe nu Landet mangler en eiendommelig dramatisk Literatur, vil denne Ulempe vistnok være mindre betydelig, skjønt vi allerede flere Gange have havt Anledning til at bemærke den. Imidlertid maa dog alene Bevidstheden om dette Misforhold virke forstyrrende og nedslaaende, hvor den idelig vækkes ved et gement, provincielt Dansk, der gjør sig lige meget gjæl-dende i Tragedien som i Vaudevillen.

 Det er da vist at vort nærværende Theatervæsen ei kan virke oplivende paa vor sociale Tomhed. Hvor lidet indbydende er dog dette Hovedstadens Musetempel, dette skrøbelige Skur, der i afmægtigt Koketteri stadser med en Gregoriusbruds kummerlige Pjaltepragt! — Men man besøger dog endnu dette sørgelige Institut for moralsk og fysisk Forkjølelse? — Nogle med grovere Sandser more sig der tilstrækkeligt; Andre gaa did fordi de foretrække dette for at tilbringe en langsom Aften hjemme, og fordi de betragte det hele, som det heder, fra et «harcellistisk» Standpunkt. Undertiden trækker der en Røverhistorie eller noget Lignende med klingende Spil over Scenen, og da er Huset fuldt; man lærer Gangen i de smukke Melodier, og nynner dem for sig selv naar man gaar hjemover — og kjeder sig.

 Man betragter i Almindelighed Kunsten som Luxus, altsaa som Noget der let kan undværes. Men denne Paastand svækkes allerede derved at man ikke kan benegte — hvad enhver Tænkende erkjender — at Kunsten udtaler noget høiere, paa enhver anden Maade uudtaleligt, Aandigt. Indrømmer man nu tillige dens Evne til at udbrede og befæste en social Tendents i Samfundet, vil man maaske endog komme til at erkjende dens Nytte. Men her ville uden Tvivl Mange indvende at denne heldbringende Retning neppe i en fri Stat behøver offentlig Understøttelse. Skulde ikke de ægte statsborgerlige Interesser, Frihedens Tjeneste, være tilstrækkelige til at forene Individerne i eet Hele og i een levende Villie?

 Man glemmer her at den sande Frihed selv ei er Aarsag, men Resultat, at endog den liberaleste Statsform kun forudsætter den Aand hvoraf den skal belives, og uden hvilken den er et Intet. Man glemmer hvilken høi Grad af Aandsudvikling der, især fra vor Tids Standpunkt, udfordres hos Individet, naar man med Varme og tillige med klar Bevidsthed skal kunne opfatte og tabe sig i det Heles Ide, hvor ingen overhængende Farer truer hans Arne eller egger hans Nationalfølelse.

 Men Kunsten er et af de kraftigste Midler til denne Aandsudvikling. Den forjager Raaheden, der er Frihedens værste Fiende, den bringer enhver ædel Spire i Sjelen til Blomstring. Og den gaar endnu videre. Ved sin rene Menneskelighed forsoner den de stridende Partier og Lidenskaber, hvor man glemmer Maalet over Veiene, hvor Frihedens Navn er et Løsen for Splittelse og Vold. Derfor er dens Savn uden Tvivl føleligst, ligesom det er mest ydmygende, i en fri Stat.

 Forlade vi nu de høiere Hensyn hvorfra vi have betragtet Kunstens Indvirkning paa Samfundslivet, og vende os mod Familielivet og de større, derfra udgaaende, selskabelige Kredse som Vinteren forsamler i Hovedstaden, — da bemærke vi strax hos de sidste en vis Tomhed, en vis Lede, en almindelig Erkjendelse af noget manglende Væsentligt, der lader os formode at de enkelte Grupper endnu ei i Sandhed belives af noget andet end huslige og personlige Interesser, medens man dog er kommet til den Erkjendelse at der ei længere af disse lader sig danne noget almenere Enighedsbaand, og at de i det Hele ikke kunne begrunde nogen ædlere, vækkende og varig selskabelig Nydelse.

 Vore pludseligt forandrede Statsforholde og den ved en stigende Kultur og ydre Paavirkninger senere vakte Anelse om disse Forholdes gjennemgribende Betydning har, i Forening med de suakaldte dannede Klassers Skolegang hos parisiske, berlinske og kjøbenhavnske Manuduktører, med eet udviklet den Fordring at den patriarkalske Uskyldighedsstand og Indgetogenhed nu maa være forbi, at Familielivets Særheder maa tabe sig i en Stræben efter nogetsomhelst Ideelt hvorfra den kan vende tilbage og give selv Dagligstuen en Forvandling, svarende til Tidens Mening. Trangen er altsaa for-haanden; men den er sig endnu kun dunkelt bevidst; den søger endnu et Stof hvorved den kan uddannes til Klarhed og endelig tilfredsstilles.

 Denne Tilstand eller, maaske rettere, denne Mangel paa Tilstand ytrer sig for Iagttageren fast i ethvert Træk af vore selskabelige Sammenkomster. Det er Ængsteligheden for paa en eller anden Maade ubevidst at foretage noget Upassende der holder Sjelen og alle Lemmer bundne. Den gode og frie Tones Billede gaar som et Sagn og som en Anelse gjennem Alles Hoveder; men hvad skal man gribe til for at levendegjøre det? Man savner endog almeninteressante Konversationsemner hvormed man idetmindste i een Retning kunde foretage Øvelser, og dog føler man at der maa gjøres Noget. Ved en Fest skammer man sig ligesaa vel ved sine Hverdagsmanerer som ved sit Hverdagsantræk; man ifører sig derfor en Søndagskjole og en Søndags-tvang, og den selskabelige Virtuositet bestaar da i at bære begge med nogenlunde Andstand. Men den sande Dannelse udelukker denne Dobbelthed i Manerer, og ved intet af saa underlige Væsener som et velopdraget, «pent» og kjedsommeligt Menneske.

 Med alt dette medfører dog Hovedstadens Vinter Anledning til en og anden selskabelig Nydelse. Den har dog smukke og talrige Menneskegrupper, og hvad giver man ikke blot for det interessante Skue disse frembyde? Men naar Naturens Liv begynder, er Stadens forbi. Man er ligesom inderlig kjed af hinanden og griber med Begjerlighed den første Leilighed til en fuldstændig Splittelse. Betragter man mange «Løkkers» Beliggenhed i Udkanterne af Byens væmmelige Forstæder, lige ved den støvede Landevei, eller paa nøgne Bakker, og ved man tillige at disse lidet indbydende Lyststeder ere faste Kvarterer for den hele Sommer, da ledes man lettelig til at tro at Hadet til Byen her er stærkere end Kjærligheden til Landet.

 Det er ikke vanskeligt at begribe hvorledes man i store, kvalme Byer, hvis nærmeste Omgivelser ere arme paa Naturskjønhed, kan længes efter at flyve ud om Sommeren «langt fra Byens Støi og Sværm», og nedsætte sig der for Alvor. Men man studser naar man ser en stille, luftig Stad som Kristiania, — beliggende mellem den klare Sø og smilende Landskaber, — omspændt af en Reserve-By af Løkker, der sjelden ligge de sommerlige Formaal nærmere end Husene i Byen, men oftere ved deres fjerne Beliggenhed fra Vandet staa tilbage for disse. Hvis der i Byen herskede et stærkt bevæget selskabeligt Liv, kunde man tro at det var en almindelig Trang til landlig Ensomhed, der udtalte sig paa denne Maade. Men dette er, som bekjendt, langtfra ikke Tilfældet. Det at eie eller leie en Løkke er engang blevet en Mode, der paafører mangen Økonomi unødvendige Kvaklerier, og sætter Staden i mange Henseender tilbage. Udsigten er et afgjørende Moment ved Anlægget af disse Landsteder. Men herved maa mærkes at en vidtstrakt Udsigt oftest gjælder eet med en smuk. Mangen En bygger sit Hus paa en bar Høi, blot for denne Udsigt. Her, heder det, kan man se Dampskibet komme og gaa; med en god Kikkert kan man maaske endog adskille Fartøiets Røgkolonne langt ude fra en almindelig Braatebrand. Her ser man Pipervigen eller en af de andre Forstadsdynger over Hovedet, og tæller med blotte Øine alle de nøgne Holme i Indløbet. Hvor behageligt at kunne vise Byfolk, der komme paa Besøg, alle disse Herligheder! Man trasker i Solheden om paa Høiderne; men ethvert Lem af Familien har sit Yndlingspunkt, og nu maa man befare i dem alle. Fornøielsen er her mere konventionel end virkelig. Vil man hengive sig til stærke, opløftende Indtryk, da søger man helst Enrum eller faa, ligestemte Gemytter. Man valfarter da til de smukke Høider, naar den stigende eller svindende Dag kaster en tryllende Belysning over de underliggende Egne. Tonen er her det Høieste ved Nydelsen, — thi dette Aandige i Landskabet er netop svarende til det vi kalde Stemning i Menneskets Indre; disse tiltrække hinanden, og den menneskelige Følelse finder sig forklaret ved sit Symbol i Naturen.

Ligesom jeg i det Foregaaende har søgt at antyde hvorledes Kunsten indvirker forædlende og oplivende paa de selskabelige Forholde, og hvorledes Kristiania næsten aldeles er berøvet dette Incitament, saaledes synes her at være Stedet til at berøre den Indflydelse en uddannet Sands for Naturen kan have i denne Henseende. Mennesket har engang levet i nøie Forbund med Alskabningen og hørt dens Pulsslag banke. Denne Tilstand er forbi. Men Kunstneren bærer endnu Anelsen om det Tabte i sit Indre, og denne Anelse klarnes mere og mere under hans Udvikling. Derfor kan han sige os hvad vi skulle søge i Naturen, og hvorledes vi skulle søge det.

Man har gjort Nutiden mange Bebreidelser baade for Overspændthed og Sløvhed. Men de Fleste ville dog indrømme, at netop vor Tid har gjort et stort Fremskridt deri at den sætter Naturen over Skolen. Derfor har Landskabsmaleriet nu faaet en Selvstændighed og kunstnerisk Betydning som man for ikke længe siden ganske vilde frakjende det, idet man ubetinget støttede sig til Grækernes Autoritet. Man ser nu i Naturscenerne en høiere Symbolik, en uendelig Fylde af Poesi, hvori Menneskets dybeste Anelse og Følelse afspeiler sig.

 Men her gjælder det ogsaa at se. Kun af det aandfulde Blik paa Naturen udgaar en sand Fortrolighed med denne, kun for dette Blik er Naturen i og for sig Stof nok til Glæde og Beskjæftigelse. Hos enkelte Folkesamfund, og især blandt Sydeuropas Nationer, findes dette Blik almindeligere udviklet; her virke de blide Dage som store Skuespil. Folket nyder dem sammen, og her er en virkelig fri Selskabelighed tilstede, fordi Nydelsen efter sit Væsen er fælles og ei behøver at understøttes ved mange Apparater. Hvor Egnen, Aarstiden og Landskabets hele Tone vækker til en sjeleglad Stemning, faar denne først sin høie Fylde naar Feltet er prydet med livlige Klynger, naar vi se at mange dele vor Glæde.

 Ved særdeles Festligheder, eller hvor en stor almindelig Fare truer eller er overvunden, pleie de sædvanlige Skranker at forsvinde, og man ser fremmede Mennesker nærme sig hinanden. Det er en pludselig Frigjørelse af Menneskets ædleste Følelser der bevirker dette. Men det er beklageligt, at man behøver saa stærke Impulser for at komme i denne Tilstand. I enhver smuk Vaardag burde vi se en saadan Fest, og feire Livets og Lysets Seier. Men hvordan nyder man nu i Almindelighed de landlige Glæder? — Istedetfor at være lutter Øie er man egentlig lutter Mave. Har man ovenikjøbet en Keglebane eller et Parti Boston i det Grønne, da er en «glad Dag» af første Rang færdig. Men dette viser, hvor lidet Udbytte man endnu forstaar at afvinde Naturen, og hvor lidet man ved at skatte en almindelig Selskabelighed i det Frie. Havde man Sands derfor, vilde denne almindelige Higen efter at have «en Løkke» uden Tvivl aftage. En stor Del af de Kræfter der nu splittes till kummerlige private Anlæg, som dog ei kunne give nogen sand Tilfredsstillelse, vilde da forenes for at bidrage til at skaffe Hovedstaden hvad den skammeligen mangler: ordentlige Anlæg for offentlig Sommerforlystelse. Den korte Promenade paa Fæstningsvolden ogi den fjernt liggende botaniske Have er, som bekjendt, alt hvad man her kan nævne.

 Hvo der har havt det oplivende og prægtige Syn af en talrig, livsglad Folkevrimmel, der i frie karakteristiske Grupper bevæger eller leirer sig under dunkle Alleer eller smukke Trægrupper, har et stadigt Savn i Kristianias traurige Sommertid. Her vente Menneskene kun paa Naturens gjenvakte Liv for at flytte fra det ene Hi til det andet. Her ser man Intet af den glade Vexel som Goethe saa træffende skildrer i Faust:

Aus niedriger Häuser dumpfen Gemächern,
aus Handwerks- und Gewerbesbanden,
aus dem Druck von Giebeln und Dächern,
aus der Strassen qwetschender Enge,
aus der Kirchen ehrwürdiger Nacht
sind sie alle ans Licht gebracht.

 Det heder at den finere Verden maatte finde sig generet ved at besøge almindelige Samlingspladse. Men denne Frygt er blot en spidsborgerlig Penhed. Dannede Mennesker genere ikke hinanden, og de udøve over de udannede en stiltiende Magt, der holder Raaheden i Tømme. Det er utvivlsomt, at de lavere Klassers Forlystelser lidt efter lidt maatte forædles hvis de hyppigere foregik under det finere Publikums Øine og ligesom under dets Ledelse, — Lyset maa her, som overalt, komme ovenfra. Og det finere Publikum vilde derved vinde Nydelser af en ganske anden, ægte Natur end disse halvdøde Glæder, som en unaturlig, ængstende selskabelig Tvang formaar at give.

Tilbake til toppen av siden.