Carl XII i Norge/14

Andreas Faye

Carl XII i Norge

Utgitt av Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, 1868 (s. 136-149).

Carl XII angriber Fredriksten 1718.

I Begyndelsen af November 1718 vare de Svenske blevne færdige med deres Udrustninger til at angribe det søndenfjeldske Norge. Nei rykkede de i 3 Afdelinger over den norske Grændse. Den midterste og talrigste Afdeling rykkede under Kongens egen Anførsel over Hallerød ind i Enningdalen. Den stod første Nat, den 9 November, ved Prestebakke og nærmede sig derfra den følgende Dag Idefjorden og Fredriksten, medens den anden Afdeling under Generallieutenant Henrik Otto Albedyhll fra Wermeland gik over Ørjebro, trængte de Norske tilbage og rykkede Syd gjennem Rakkestad mod Fredriksten for at forene sig med Kongen. Herved kom han i Ryggen paa Grev Sponneck, som skulde forsvare Overgangen over Tistedalselven og om muligt understøtte Fredriksten. Denne trak sig nu tilbage og stillede sig med 10000 Mand paa Skjebergsletten, hvorfra han iagttog Krigsbegivenhederne omkring Fredriksten, uden at deltage i samme.

Den tredie Afdeling af den svenske Hær rykkede ud fra Strømstad og gik paa Skibsbroen ved Sundsborg over Svinesund under Anførsel af General Carl Gustav Dückert. Ved denne Afdeling befandt sig Armeens Overgeneral Arveprinds Fredrik af Hessen, gift med Carls Søster Ulrika Eleonora, Carls Søstersøn, den unge Hertug Carl Fredrik af Holstein, og Feltmarskalk Carl Gustav Mörner^[1].

Medens Carl var ivrig beskjæftiget med Fremskaffelsen af Beleiringsfornødenhederne, var han Vidne til en liden Søtræfning paa Idefjorden. Den 14 November Klokken mellem 9 og 10 om Formiddagen angreb den lille svenske Galeiflaade den norske, som laa ved Sauøen, tæt ved Fredrikshald. I 3 Timer kjæmpedes der med største Haardnakkethed paa begge Sider. Det var nemlig Carl af Vigtighed at saa den norske Flaade tilintetgjort, da den var ham til megen Hinder ved Transporterne til Hæren. Fredrikshalds Borgere havde indrettet 2 gamle Handelsskibe til Krigsskibe og besat dem med 12 og 18 Punds Kanoner; disse især skal have tilføiet de Svenske faa stort Tab, at de med uforrettet Sag vendte tilbage til Helleholmene, hvor de havde et Kystbatteri. De Norske fik i denne Kamp 16 Døde og mange Saarede, blandt hvilke Major Steen fik et Saar i Benet, Kapitain Holm mistede en Arm og Lieutenant de Seue blev dødelig saaret. Carl skal efter de norske Beretninger fra Naakedalen eller en Bjerghøide i Nærheden af Helleholmene have været Øievidne til Kampen og yttret sin Misnøie med Udfaldet med det Tillæg, at han hernæst, naar noget Angreb skulde ske, selv vilde være med^[2]. Derfor blev han imidlertid fritaget; thi da Fredriksten ved Albedyhlls Ankomst blev fuldkommen indesluttet, saa bleve paa samme Dag, som Sponneck trak sig tilbage til Skjeberg de norske Krigsfartøier tilligemed nogle andre Skibe af Nordmændene sænkede i Søen mellem Sanden og Rødsbryggen for ei at falde i Fiendens Hænder.

Sponneek blev dog ei længe staaende ved Skjeberg; thi da Mörner med den svenske Hærs tredie Afdeling besatte Landet henimod Fredrikstad, trak den forsigtige Sponneck sig uden Kamp tilbage over Glommen med sine 10000 Mand, efter at en stor Del af Beboerne Øst for Glommen med deres Kreaturer og Eiendom vare bragte over Elven, og deres Gaarde, især i Berg og Rakkestad vare afbrændte, for at Fienden ingen Nytte skulde have af dem. Thure Bjelke beordredes med sit Regiment, Bahus Dragoner, at besætte Grønsund med Paalæg at samle Baade eller slaa en Brygge over Glommen for saa i Forening med Generalmajor Gjerta at bemægtige sig Blakjer Skandse; men mod den overlegne norske Hær kunde de Intet udrette^[3].

Fredriksten var saaledes overladt til sit eget Forsvar. Denne af Naturen stærke Bjergfæstning havde i Oberst Barthold Nicolai von Landsberg en aarvaagen og modig Kommandant og en Besætning af 16–1800 Mand^[4]. Blandt Besætningens Officierer nævnes foruden Kommandanten Oberstlieutenant Dithart^[5] og Majorerne Nutzhorn og Reitzenstein, hvilken sidste kommanderede Artilleriet.

Allerede den 11 November bleve de norske Forposter paa Idesletten af de svenske Dragoner og medfølgende Kalmukker nødte til at trække sig tilbage under Fæstningens østre Fort, Overbjerget. Carl besluttede imidlertid at angribe Fæstningen fra den modsatte Side, hvor det lille Fort Gyldenløve ligger. Under taaget Veir lykkedes det de Svenske uden synderligt Tab at faa sine Batterier anlagte^[6]. Den 6 December Klokken 12 Middag begyndte dem at beskyde Fæstningen, idet de rettede 3 Kanoner mod Gyldenløve og 4 mod Hovedfæstningen. Saa daarlige vare Gyldenløves Mure, at de henved Kl. 6 om Aftenen vare nedskudte og dets Kanoner gjorte ubrugelige. Den følgende Dag fortsattes Beskydningen. Hvad der var tilbage af Gyldenløves ydre Mur, blev aldeles nedskudt. Da de Norske nu ikke nærede Haab om længe at kunne forsvare Fortet, blev Ammunitionen ført op paa Fæstningen, hvorefter Besætningen kun betjente sig af Haandgranater og Geværer^[7]. Om Aftenen Klokken 7 blev Lieutenant Brun, som havde ført Kommandoen paa Gyldenløve, med sit Mandskab af norske gevorbne Regiment, afløst af Lieutenant Vibe med 2 Underofficierer og 30 Mand af det akershusiske Regiment. Aftenen den 8 December besluttede Carl at storme Fortet. Da de to første Angreb bleve afslaaede af de Norske, stillede Carl sig selv i Spidsen for 200 Grenaderer. Han hjalp med egen Haand til at stille Stormstigerne mod Muren, hvilken han selv, næst efter den modige Oberst Bousquet, var den første til at bestige. Taarnet i Skandsen blev nu taget og den lille Besætning dels dræbt, dels fangen, med Undtagelse af Vibe, hvem det lykkedes med 6 Mand at undkomme til Fæstningen, efter at den Forstærkning som Landsberg sendte til Hjelp, var dreven tilbage af Kapitain de la Valle. Denne Storm skal have kostet de Svenske 1 Kapitain, 1 Lieutenant og 70 Soldater.

Strax derpaa begyndte de Svenske at istandbringe deres Løbegrave. For at drive paa Arbeidet lod Kongen bygge sig en Bordhytte bag en Høide ved Gyldenløve tæt ved Løbegravene, i hvilken han tilbragte sine sidste Dage. Ved anstrængt Arbeide vare de Svenske allerede den 11 December om Morgenen kommen Kontrescarpen (den bedækkede Vei) paa Fæstningen nær paa 250–300 Skridt. Da det var 1ste Søndag i Advent, blev Arbeidet indstillet, for at Kongen og hans Krigere som sædvanlig kunde i deltage i Gudstjenesten. Kongen begav sig i den Anledning til sit Hovedkvarter i Tistedalen, hvor han baade Formiddag og Eftermiddag bivaanede Gudstjenesten. Han syntes noget urolig, men var særdeles venlig mod Alle. Søndagsmorgenen havde han gjennemlæst nogle Papirer, som Feltmarskalst Mörner havde tilstillet ham, og som sandsynlig indeholdt Angivelser og Advarsler i Anledning af et Anslag mod hans Person. De havde længe ligget ulæste. Nu gjennemlæste han dem flygtig og stak dem til sig, men efter Gudstjenesten kastede han dem paa Ilden og overantvordede saaledes sine Modstanderes Navne til Glemsel. Han beholdt kun hos sig sin Bønnebog og Gustav Adolfs Portræt^[8]. Saaledes i sit Hjerte forsonet med sine hemmelige Fiender, som han vel kjendte, men ei agtede paa eller frygtede, red han, ledsaget af Franskmændene Megret (Maigret) og Siquier (Sicre), ikke som sædvanlig til sin Hytte, men lige til Løbegravene, hvor han steg af Hesten for at se paa Arbeidet. Her yttrede han sin Misnøie over, at Arbeidet endnu ei var begyndt, og drev paa dets Fortsættelse. Ingeniøren Megret bad ham være rolig og lovede at overlevere ham Fæstningen inden 8 Dage. „Vi faa se,“ var Kongens Svar. Han begav sig derpaa ind i Løbegraven, ledsaget af de nævnte Franskmænd. Fra Fæstningen skjødes uafladelig paa Arbeiderne, saavel med Kanoner som fra den bedækkede Gang med Geværer. For klart at kunne iagttage de Svenskes Bevægelser og Nærmelse og gjøre dem det mest mulige Afbræk, lod Kommandanten ophænge Begkrandse paa Fæstningens Mure, som vendte mod Løbegravene, og desuden udkaste Lyskugler, saa at Løbegravene med deres Omgivelser vare klart oplyste^[9]. I Anledning af disse Foranstaltninger fattede Carl Mistanke om, at Nordmændene vilde gjøre et Udfald. For selv at kunne give Agt paa Alt, hvad forefaldt, steg han op af Løbegravens Dyb paa den indre Afsats af Brystværnet med Hovedet og Brystet over dette, saa han uhindret kunde se baade Fæstningen og sine Folk, som arbeidede i Løbegravene, men ogsaa uhindret kunde rammes af de fiendtlige Kugler. „Dette er ikke Plads for Eders Majestæt. Kartætsker, Musket- og Kanonkugler have ikke mere Respekt for en Konge end for den simpleste Soldat,“ sagde Megret. „Vær ikke ræd,“ svarede Carl, „jeg er ikke ræd for mig, thi jeg beskyttes af Brystværnet.“ „Men Eders Majestæt benytter det ei til Værn,“ gjentog Franskmanden. Kongen svarede med at befale ham og nogle andre Officierer at se til Arbeidsfolkene ved Anlægget af en ny Løbegrav, men lovede senere selv at stige ned. „Lad ham være,“ hviskede de øvrige Herrer til Megret. „Jo mere man advarer ham, jo mere blotstiller han sig^[10].“

Det led mod Klokken 9 om Aftenen, og Maanen var allerede staaet op. Kongen laa med Hovedet over Brystværnet med den venstre Haand under Kinden. Seet bag ham nede i Løbegraven havde 8–10 Officierer samlet sig og raadsloge om, hvorledes de skulde faa lokket Kongen ned fra sin farlige Plads. I det samme hørtes en Lyd som af en Sten kastet i Dynd, hvorpaa Kongens Hoved sank ned i Kappen og den venstre Haand gled ned, men Kroppen blev liggende i næsten samme Stilling som før. „Herre Jesus! Konungen är skjuten!“ udraabte Generaladjutant Kaulbars, idet han slog Lieutenant Carlberg paa Skuldren og bad ham at springe hen til General P. B. Schwerin og melde ham Ulykken. Megret drog Kongen i Kappen, men da han ingen Bevægelse fornam, udbrød han: „La pièce est finie, allons souper!“^[11]. Schwerin derimod greb Carlberg heftig i Armen, da han underrettede ham om Ulykken, og var saa forfærdet, at han ei kunde sige et Ord mere end „Herre Jesus“, hvorpaa han ilede hen til Stedet, hvor han fandt sin Herres blodige Lig. En Kugle var gaaet gjennem den venstre Tinding ind ved Øiet og ud igjennem den høire noget længere nede. Schwerin bød strax at holde Kongens Død hemmelig for Soldaterne. Liget, som sagdes at være en falden Officiers, lagdes paa en Baare og skjultes med et Par Kapper. Siquier satte sin hvide Paryk og galonnerede Hat paa Kongens Hoved, idet han tog Kongens Hat til sig. Lieutenant Carlberg førte derpaa det kongelige Lig ned til Hovedkvarteret i Tistedalen og bragte det ind i det Hus, hvor Kongen havde havt sit Kvarter^[12]. Derfra førtes det til Stockholm, hvor det stededes til Hvile i det karolinske Gravkor i Ridderholmskirken.

Paa det Sted, hvor Carl blev skudt, satte Landsberg et Mærke^[13], men senere reiste nogle Borgere paa samme Sted en Marmorpyramide med en latinsk og en norsk Indskrift^[14]. Paa Grund af Forestillinger fra svensk Side blev den borttaget 1730. Senere mindede et simpelt Trækors og fra 1814 en liden Marmorstøtte om Kong Carls Fald. I Aaret 1860 opreiste den svenske Armee en passende og smuk Mindestøtte paa Stedet, hvor Kong Carl faldt. Den afsløredes 29 August i Nærværelse af Kong Carl XV^[15].

Saa endte Carl XII, en af de mærkeligste Mænd, Norden har fostret, sin vidunderlige Heltebane. Vi haabe, at han naaede det Ønske, han yttrede da han saa Gustav Adolfs simple Mindesten paa Lützens Sletter: „Jag har altid önskat, at lefva som Gustaf Adolf; må mig äfven förunnas en så ärofull död som hans!“

Vi haabe, at begge faldt paa Ærens Mark for fiendtlige Kugler, og at ingen Forræder besudlede sin Haand med Snigmord^[16].

Carl XII var ved sin Død lun 37 Aar gammel.

Da Carl var en saa overordentlig Mand, der endnu lever blandt vor Almue i mange Sagn og sættes ved Siden af Oldtidens Helte, ønske vistnok Flere, at høre Lidt om hans Person, Sindelag og Levesæt^[17].

Carl var høi, smal og axelbred, havde en krum Næse, mørkeblaa lynende Øine og en mørk Ansigtsfarve. Hans Klædning og Levemaade var i høi Grad simpel og tarvelig. I Almindelighed har han en blaa enspændig Kjole, hvis eneste Prydelse var forgyldte Messingknapper, gule Buxer, store Rytterstøvler med Jernsporer paa, store Hjortelæders Handsker og ved Siden i et simpelt Gehæng af Hjortelæder en lang Kaarde med forgyldt Messinghefte. Paa Hovedet bar han en ganske simpel trekantet Hat. Parykken, som i den Tid brugtes af alle fornemme Folk, kastede han tidlig, afskar sit eget Haar og strøg det kort klippet op fra den høie Pande. I Mad og Drikke var han høist tarvelig. Efter Slaget ved Pultava holdt han kun Taffel en Gang om Dagen, og det varede ei over en $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Time. Frokost og Aftensmad spiste han ikke. Vin nød han kun en eneste Gang siden Aaret 1700, da han engang i et muntert Lag var bleven beruset. Hans kjæreste og næsten eneste Drik var Vand, som han almindelig drak af sit Jernbæger. Tidsfordriv med Kort og Spil vidste han ei af.

I at hungre, ride og taale alleslags legemlige Anstrengelser søgte han sin Lige. Sit Leie tog han efter Omstændighederne, indhyllet i en simpel Kappe, paa den bare Jord eller paa et Halmknippe eller paa en Krigskammerats Knæ. Almindelig lagde han sig Klokken 9 og stod op Klokken 2. Den første Morgentime anvendte han sædvanlig til Læsning i den hellige Skrift.

Urokkeligt Mod, Standhaftighed, Selvstændighed og fast Tiltro til sin egen Kraft var fremherskende paa hans hele Livsbane. Fare var for ham et Ord uden Betydning og Uforfærdethed den eneste Rustning han vilde Krigeren skulde være iført. Naar han tilraabte sine Krigere „kom gossar!“ eller „kom bussar!“ var han selv den fremmeste i Striden. For Soldaterne var han en Fader, med dem delte han alle Krigens Farer og Savn, hvorfor de ogsaa elskede ham høit, ja næsten tilbade ham.

Uagtet dybt Alvor med Anstrøg af Tungsind hvilede over hans hele Væsen, var han dog mild, venlig og høflig, derhos streng retfærdig og gavmild. Ved sin stærke Villie vidste han ei blot at beherske Andre, men ogsaa sig selv og det varme Vasablod. Han var en afsagt Fiende af al Falskhed og Bagtalelse. Hans Løfter vare Kongeord, hvorpaa Enhver sikkert kunde stole^[18]. Om sig selv talte han aldrig, om sine Fiender med Tilbageholdenhed og Anerkjendelse. Medgang berusede ham ikke, Modgang nedbøiede ham ei; thi han var besjælet af uhyklet Gudsfrygt. Gudstjenesten, Morgen- og Aftenbønnen forsømte han aldrig, og Biblen havde han allerede 1704 gjennemlæst 4 Gange. Omgang med Kvinder undgik han. Dagdrivere, Madkroge, Doblere, Spillere og Liderlige kunde han ei fordrage. Rædde Folk foragtede han, Videnskabsmænd skattede han. I Sind og Skind var han en egte Svensk, der skattede det svenske Sprog høit og almindelig talte det, skjønt han med Lethed kunde udtrykke sig paa Latin, Tydsk og Fransk. Sværdet haandterede han heller og bedre end Pennen. Han var kortfattet i Skrift, ordknap i sin Tale, men hans Yttringer vare som oftest træffende, ei sjelden skarpe; thi han var udstyret med skarp Forstand og en ualmindelig stærk Hukommelse.

Ved Siden af lysende Egenskaber havde han ogsaa sine Feil og Mangler. Hans Mod gik ei sjelden over til Dumdristighed, hans Standhaftighed til haardnakket Egensindighed, og Tilliden til sin egen Indsigt, egen Kraft og sin Mission i Verden gjorde ham ofte døv for Andres vel begrundede Raad baade i Krigs- og Statssager. I sin Kongemyndighed taalte han intet Indgreb. Mod Enkelte viste han sig haard, ja grusom. Ei heller viste han sig billig og skjønsom mod de to største Feltherrer, som fandtes i den svenske Hær, Magnus Stenbock, Seierherren ved Helsingborg og Gadebusch, og Lewenhaupt. Seierherren ved Lissa. Han lod hin døe i dansk, denne i russisk Fangenskab.

Naar man derimod i vor Tid ogsaa skarpt dadlet hans Politik og hans Krigslyst, maa man dog aldrig glemme, at han nødtvungen greb til Sværdet, og at det var vanskeligt at nedlægge det ligeover for en Fiende som Peter Czar, for hvem det var et Livsspørgsmaal at skaffe sig og Russerne Adgang til Østersøen.

Man har og dadlet hans Ihærdighed i at skaffe Polen en indfødt selvstændig Konge; men havde de stedse uenige Polakker da været enige og de følgende Politikere delt Carls Anskuelser, havde de kunnet reise en Mur mod det mægtige Ruslands Overgreb og bevaret en Selvstændighed, hvis Tab de nu begræde.

Trods al den Ulykke, som rammede Sverige under Carls Regjering og de store Byrder og store Mennesketab, hvorunder man sukkede, og trods alle de løgnagtige Rygter og Bagtalelser, hvormed hans politiske Modstandere og nederdrægtige Skriblere søgte at berøve Carl Samtidens Agtelse og Kjærlighed, saa var, saa blev han det svenske Folks Yndling og Helt.

Halvandet Aarhundrede ere henrundne, siden Carl XII endte sin Heltebane, men at hans Minde end lever i Norden, viser Pultavafesten, som de Svenske feirede 9 Juli 1862, og hvor en svensk Fædrenelandsven^[19] skildrede Carl XII med følgende Ord: „Carl XII var en storartet Personlighed, som i mange Henseender stod udenfor og over sin Tid. Vi bøie os for denne høie Skikkelse, der hæver sig i hele sin storartede Simpelhed, ene med sit Sværd og sin Bibel, med sin rene Sædelighed, sin uhyklede Gudsfrygt, dette Mod, denne Ro, denne aldrig svigtende Sjælsstyrke under de bittreste Modgange, naar vi se denne Heltepersonlighed, som ikke kunde vige, men ikkun falde.“

Ved Mindefesten 1818 kvad Sveriges berømte Skald Tegnér en Drapa til hans Ære, som fandt Gjenklang i hele Norden, om „Kung Carl den unga hjelte“ hvoraf vi her ville anføre det skjønne og sande Vers:

„Der slog så stort ett hjerta
uti hans Svenska barm;
i glädje som l smärta
blott för det rätta varm,
i med- och motgang lika,
sin lyckas öfvermann,
han kunde icke vika,
blot falla kunde han.“

1. Fant i Saml. III 194. Hos Nordberg og i Top. Journ. IV 54 findes en Fortegnelse over de svenske Regimenter og deres Styrke. Hærens Størrelse angives til 11000 Ryttere, hvoriblandt 200 Kalmukker, og 16700 Mand Fodfolk. Lundblad har derimod kun 8500 Ryttere og 12600 Mand Fodfolk.
2. Schrøder 93. – Nordberg fortæller derimod, at man hele Formiddagen kjæmpede med stor Tapperhed paa begge Siden og at Carl selv Klokken 10 kom til Sine i en Chalup og gav Befaling til at entre, hvorpaa de Danske med stort Tab paa begge Sider maatte trække sig tilbage til Fredrikshald.
3. Biogr. Lex. III 287.
4. Den bestod af 1 Bataillon af Dronningens Regiment, 1 Bataillon af det akershusiske Regiment, 4 Kompagnier af det norske gevorbne Regiment, 1 Kompagni Bergenhusinger, 1 Kompagni Smaalenske, 1 Kompagni Artilleri, tilsammen 1800 Mand, hvoraf dog 200 Mand som utjenstdygtige vare indlagte i Byen. (Top. Journ. IV 53). Landsberg roser i sin Rapport (som findes i Top. Journ. IV 72 og i Mag for. milit. Vidensk. III især Artilleriet, Dronningens og Rømelings Bataillon. Om Beleiringen se: Relation om Fredrikstens Beleiring 1718 (Originalen i Rigsarklvet, Afskrift i milit. Tidssk. XIII 106), Saml. III 188–192. Landsbergs Journal i Nyt hist. Tidsk. I 122. Relation der Einschließung und Belagerung der Festung Fredriksten im December 1718 i Jenssens Gesch. Carl XII II 677.
5. Den 8 December slog en 18 Punds Kugle Fæstningens Klokke itu og strøg saa nær Ditharts Mave, at Kjolen blev sort og revnede, dog uden at tilføie ham anden Skade end en liden Kontusion.
6. „1 December kunde vi formedelst Taage og mørkt Veir Intet se af Fiendens Arbeide, men ved Nattetider under stille Veir kunde man høre ham raabe, hugge og at være udi idelig Bevægelse. Imidlertid forsømte vores Artilleri sig ikke, men kanonerede Nat og Dag paa Fienden, naar de kunde se eller høre ham arbeide.“ (Saml. III 190.) Da de Svenske havde fat sig i Besiddelse af Tistedalen, lagde de en Bro over den østre Side af Harekasmyren omtrent 3–400 Skridt fra Fortet Gyldenløve, over hvilken Bro de Kanoner førtes, som vare bestemte til første Angreb. Tre Batterier, tilsammen paa 18 Kanoner og 6 Mørsere, kom saaledes efter 14 Dages Forløb istand mellem Fjeldkløfterne paa østre Side af Gyldenløve og kun 350 Skridt fra samme. Hoff Top Journ. IV 60.
7. Top. Journ. IV 61.
8. Fant i Saml. III 195 og Lagerbring.
9. Om Landsbergs Forberedelser til Fæstningens Forsvar se hans Rapport til Kongen i Top. Journ. IV 72. Landsberg, som med Reitzenstein og flere Officierer stod i Redangen for at se, hvad Virkning vore Bomber og Tranchéild udrettede, bemærkede, at Fiendens Arbeide mellem 9 og 10 ophørte, uden dog at ane Grunden.
10. Fryxell XXIX 133.
11. Stykket er forbi, lader os gaa tilbords.
12. Dette Hus blev siden flyttet fra Tistedalen til Fredrikshald omtrent midt i den søndre Del af Byen, hvor det endnu er at se, beretter Kapitain Hoff (1791) i Top. Journ. IV 66. Nu findes det ei længere, da Byen senere er afbrændt.
13. Landsbergs Rapport til Kongen af 21 December 1718 i Top. Journ. IV 72. I Landsbergs Journal berettes, at 13 December meldte Overløber Anders Gyldenpries, at Kongen var skudt Natten den 12. Den 15 kom Fændrik Martin Hallenfeld, der bekjendte, at han selv stod ved Kongen, da han faldt, og saa at han blev skudt over det høire Øie, at han faldt død ned, og at der strax blev raabt af den kommanderende Officier: „Tag bort den døde Oberstlieutenant!“ hvorpaa nogle af Garden fremkom at bortbære Liget. Om Carls Død se Carlbergs omstændelige Beretning, som findes oversat i Saga II 421. Voltatre Carl XII Liv og Levnet. Lagerbrings Sammendrag af Svea Rikes Historia 4 D. Top. Journ. IV 63. De la Gardiske Arkivet XVI 7. Laquai Pihlgrens Beretning sammesteds XIV 162. Handlingar rør. Skand. Hist. I og III 200, hvor et Brev fra Megret af 1723 findes.
    Angaaende Punktet, hvor han faldt, se P. St. Munch i Illust. Nyhedsblad V 18, hvor han har meddelt et Kart over Fredriksten og Fredrikshald fra 1715 med Bemærkninger fra Beleiringen 1718, og Provst Krag i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur IV 317.
14. En Aftegning af samme findes i Illust. Nyhedsblad VIII 167 og i Skillingmagasinet II 380.
15. En Aftegning af denne Mindestøtte findes i Illustr. Nyhedsbl. IX 167.
16. Om den Kugle, der blev Carls Bane, kom fra Fæstningen eller fra en Forræders Haand, har nu i over 100 Aar været omtvistet. At en Sammensværgelse mod Carls Liv fandt Sted og stod i Forbindelse med den af Adelen eftertragtede Afskaffelse af Enevoldsmagten og Ulrika Eleonoras Udnævnelse til Dronning, er ei usandsynligt, og at Rygtet om, at han var bleven snigmyrdet, baade kunde blive udbredt og troet, er derfor naturligt. En Samtidig (Hand. rør. Skand. Historie VII) erklærer Rygtet om, at Kongen faldt ved Snigmord, for ugrundet. Rygtet gjorde Siquier til hans Banemand, og Mistanken fandt Næring, da denne under Sygdom i Sindsforvirring selv angav sig som Morder. I det tollstadiske Dokument, som udkom under Gustav III, anføres Grev Carl Cronstedt som den, der ladede Pistolen, og Magnus Stjernroos som den, der afskjød den, hvilket Cronstedt paa sit Dødsleie skal have bekjendt for sin Skriftefader Tollstadius. Flere Historikere, som Provst Wieselgren (i Fortalen til 9de Del af de la Gardieske Arkivet), Major Jenssen (Omarbeidelsen af Lundblads Historie), have ment og anført Sandsynligheds-Beviser for, at Carl faldt for en Forræders Haand. Den udmærkede danske Historiker Paludan-Müller er imidlertid (i Nyt hist. Tidsskrift I 1846) efter nøie at have undersøgt Vidnesbyrdene kommen til det modsatte Resultat, som vistnok er det rette. Ligesaa P. A. Munch „Den sidste Undersøgelse af Kong Carl XII Lig tilligemed Bemærkninger om hans Dødsmaade,“ i Tidsskriftet For Hjemmet II 385, Illust. Nyhedsblad VIII 161, Langes Tidssk. IV 317. Carls Skriftefader A. Rhyselius (siden Biskop i Linkøping), som fulgte ham til Norge 1718, yttrer i sin Dagbog: „Hvilken war hans baneman, det wet och dömar Gud, om den war Dansk eller Fransk. Svensk kan han ingalunda hafva warit; ty af sina undersåter hade den Konungen med högsta rått fri allmänn båda wördnad och kärlek, att ingen Konung slikan före honom haft, eller efter honom få kan. Ingen infödd i riket war, som icke af hjertat beklagade detta dödsfall med Jeremiä ord: Af wårt hufvud är kronan fallen. Ach we! att wi så syndat hafver (Threni 5, 16).“ Rhyselius Dagbog (Haandskrift).
17. Norske Sagn af A. Faye. I Christiania Universitets Samling af nordiske Oldsager findes en simpel Træstol, der benyttedes af Carl i hans Hytte bag Gyldenløve. Den tilhørte en fattig Enke i Tistedalen, der selv hentede den hjem igjen og solgte den til Bengt Eskildsen, der deltog i Felttogene 1716 og 18 og døde 27 Marts 1790, 105 Aar gammel. Se Krag i Langes Tidssk. IV 317. Paludan-Müller i Nyt hist. Tidssk. I 109. Wilses Reiseiagttagelser II 227. Paa Østengaard opbevares en Flaske, som rummer 15 Potter. Da Carl paa Veien til Høland kom til Sande, rakte man ham Flasken, hvoraf han efter Sagnet drak en Slurk Øl. – Udenfor Prinsdal ligger en lang Sten, som kaldes Kongebordet, fordi Carl ved den sad og spiste.
18. Tartarchanen Mirsa sagde til Sultan Ahmed om Carl: „Det er en Konge, der kun fører eet Ord paa Tungen, men heller døer, end han fraviger det.“
19. August Sohlman.