C. B. Roosens og P. A. Munchs Karter over Norge
1. General-Kart over den sydlige Deel af Kongeriget Norge o. s. v. af C. B. Roosen. Kristiania 1848. Com. h. H. T. Winther. 1 Spd. 48 ß.
2. Kart over det sydlige Norge o. s. v. af P. A. Munch. Christiania 1845. J. W. Cappelen. 2 Spd.[1]
I en lang Række af Aar har man næsten aldeles savnet brugbare Generalkarter over Fædrelandet, og dette Savn er i den senere Tid bleven saameget føleligere, som de ældre Karter af Pontoppidan, Hagelstam og Carpelan næsten aldeles ere forsvundne af Boghandelen; de i den sednere Tid af Capitainerne Roosen og Prahl udgivne Karter ere egentlig kun beregnede for den elementære Skoleunderviisning, og udarbeidede i en Maalestok, der er for liden til at den Mængde Gjenstande, der bør anføres paa et Generalkart, paa dem med Tydelighed kunde anlægges, – de ere dertil væsentlig kun Copier af de ældre større Karter. Det vakte derfor almindelig Tilfredshed da man for flere Aar tilbage underrettedes om den snart forestaaende Udgivelse af tvende fuldstændige Kartværker over Fædrelandet af Ingenieur-Capitain Roosen og Professor Munch, hvilket sidste Publikum opfordredes til at understøtte ved Subskription. Disse Karter ere endelig i dette Aar fuldstændig udkomne fra Pressen, og det længe følte Savn maa saaledes nu være afhjulpet, dersom Karterne ere udførte paa en fyldestgjørende Maade.
Ingenieur-Capitain Roosens Kart er udarbeidet i 11.000.000 af den sande Størrelse er stukket i Kobber i Paris og dateret 1848. Dette Aarstal er imidlertid en Efterdateren af Kartet, da selvsamme Aar i næste Linie angives at være det 31te efter Constitutionens Indførelse, og da man ved at grandske Kartet vil finde, at Intet af hvad der er opmaalt efter Aar 1844 er bleven benyttet ved Udarbeidelsen af samme, saa bliver vel Aaret 1845 at ansee som det rigtige Datum, og fra dette Aarstal bør man derfor gaa ud ved Bedømmelsen af dette Karts Værd.
Kartet er graveret i den hos os brugelige Kurvemaneer, – det er i det Hele taget ret smukt graveret, men mangler dog den Eenhed i Situationens Udførelse, som udfordres ved et fuldendt Arbeide. Et løst Øiekast vil overbevise Enhver om, at mindst 2de forskjellige Hænder have graveret Fjeldene, eller ogsaa maa Gravøren have anvendt en meget forskjellig Grad af Flid ved Udførelsen af de forskjellige Partier; dette er især iøinefaldende paa Kartets nordvestlige Deel, hvor Situationen paa den Kysten nærmeste Strækning er meget grovere graveret end Fjeldene i det Indre. Situationen er i det hele Land utydelig udtrykt, og angiver Fjeldcharakteren – endog i de Dele af Landet, hvorover man har aldeles paalidelige Detail-Karter – paa en altfor summarisk Maade; det vilde i den valgte Maalestok og i Kobberstik uden Vanskelighed ladet sig gjøre at fremstille Fjeldenes Toppe og Omrids med større Detail og Nøiagtighed. Hvad der især bidrager til at give et falsk Begreb om Situationen, er den Maade, hvorpaa enkelte Fjeldtoppe ere betegnede paa Kartet, idet de udtrykkes ved smaa stærkt markerede Sirkler. Denne Betegningsmaade bringer En til at tro, at de saaledes udhævede Punkter er spidse Kegler, medens dette almindeligviis er langt fra at være Tilfældet, og dertil ere de saaledes fremhævede Toppe ikke altid de høieste og mærkeligste Fjelde, da en heel Deel Fjeldpartier af betydelig Høide og Udstrækning, og som uden Vanskelighed kunde været angivne, ere udeladte. Til Exempel kan anføres Korssjøvola og Korssjøfjeld, Rausjøkletten, Svartbjerghøiden, Saalekinna og Gloføken i Tolgen; Tilsæt-, Trysild-, Varlid- og Blækkufjeld i Trysild, og Skaget, Mumdalshø, Sikildalshø, Fogstuhø, Skridulaupbræen med mange flere høie og mærkelige Fjelde i Gudbrandsdalen, der deels ikke ere angivne deels kun svagt antydede, medens flere tildeels ubetydelige Fjeldhøider paa Randen af Dalene ere angivne. Contouren af Fjeldpartierne ere uden ringeste Lighed med det, de skulle forestille; et Blik paa Amtskarterne vil overbevise Enhver om, at det ikke engang kan have lagt i Forfatterens Plan at gaa i nogensomhelst Detail med Situationen. Paa enkelte Steder er den desuden udført paa en aldeles falsk og forvildende Maade. Som paafaldende i denne Henseende maa man anføre Situationen om Throndhjemsfjordens nordvestre Bred, hvor Faldet mod Fjorden er betydelig svagere end Faldet mod Havet, og hvorved det kommer til at see ud som om Fjordens nordre Ende laa adskillige hundrede Fod høiere end dens Munding. Sevellen-Søen i Tønset, har ogsaa faaet Bredder, der ere aldeles falsk tegnede. Betegnelsen af Iis- og Snebræerne er i høieste Grad utydelig, og hvad der er yderst paafaldende, de to største og mærkeligste af dem, Justedalsbræen og Folgefonden, ere ikke anførte paa Kartet.
Landets Charakteer dets dybt indskaarne Dale, der aldeles gjennemskjære Fjeldmasserne og dele dem i isolerede Partier, det vestlige Norges betydelige Niveau i Forhold til det østenfjeldske, og de steile Fjeldstyrtninger, der danne Bredderne af dets dybt indskaarne Fjorde og Dale, ere kun maadelig udtrykte.
Med Hensyn til Skriften, da er denne i sig selv smuk, men mangler dog i høi Grad Tydelighed. Det er saaledes i de mere bebyggede Egne meget vanskeligt at læse Gaardsnavnene især for Folk med svage Øine, og denne Skriftens Utydelighed er end meer forøget derved, at Navnene ere skrevne i alle mulige Direktioner mod den Gjenstand, hvortil de høre. Det er vistnok ikke altid muligt paa et Kart i denne Maalestok at anbringe Skriften horizontal eller indbyrdes parallel, men det er dog en Regel, at man saavidt muligt bør gjøre det, da Tydeligheden derved i høi Grad vinder, og Tydelighed er ved et Kart en Hovedfordring. At Navnene kunde været bedre placerede er utvivlsomt, da deres Antal selv i de meest bebyggede Egne just ikke er altfor stort. En anden Mangel er, at Kirkernes Navne med Hensyn til Tydelighed kun ubetydelig adskiller sig fra Gaardsnavnene. For at orientere sig paa et Kart opsøger man gjerne først Kirkerne, og det er derfor nød- vendigt at udhæve dem ved let iøinefaldende Skrift. Hvorfor Eidsvolds Kirke og 17 Mai 1814 have nydt den Ære at skrives med udmærkede Typer skjønnes ikke; man skulde tro, at den ene Kirke burde betegnes som den anden paa et Kart, der ikke angiver historisk mærkelige Steder par excellence. Den store Skrift er smuk, men lider af samme Feil som den øvrige; Bogstaverne, der forøvrigt have Førlighed nok, ere for lave i Forhold til Afstanden mellem dem, hvorved det bliver temmelig besværligt at opsøge de sammenhørende Dele af de forskjellige Ord.
Det egentlige Kartnet, det vil sige Søer, Elve, Bække, er meget tydeligt, maaske vel tydeligt hvad de mindste Bække angaaer; Grændserne ere ligeledes bestemte og lette at gjenfinde, derimod ere Signaturerne for Gaarde og Kirker ikke tydelige nok, tildeels endog meget utydelige.
De paa Kartet anførte 2de Vignetter ere høist maadelige, især den, der fremstiller Hovedstaden med Omegn. Den Smule Situation der er anlagt, er aldeles falsk; enten burde Situationen været udførligere behandlet eller ogsaa aldeles udeladt. Vignetten over Frederikshald udmærker sig især ved en Laurbærkrands, der er indlagt i det nordvestre Hjørne; hvad den som Situationstegn skal betyde, er ikke let at fatte. Det forefalder dertil besynderligt, at ikke Norges i enhver Henseende betydeligere og mærkeligere Stæder Bergen og Throndhjem have nydt den Ære at anføres i Vignet ligesaavel som Frederikshald.
Med Hensyn til Kartets Detail og egentlige Construction er adskilligt at bemærke. I sit Avertissement af Kartet (Morgenbladet No. 239, 1848) anfører Forfatteren, som Uddrag af den Beskrivelse over Kartet, der fulgte samme ved Oversendelsen til flere Authoriteter i Paris, blandt Andet følgende:
„Da nærværende Kart udarbeidedes, var kun enkelte opmaalte Specialkarter over den vestlige Halvdeel af Stiftet eller Christians Amt færdige. Senere er hele Amtet og endeel af det sydligere Buskeruds Amt opmaalte. Da imidlertid Combinationen og Indlægningen paa Kartet af disse mange forskjellige Specialkarter ere forbundne med megen Vanskelighed, og derhos ei den egentlige mathematisk-geographiske Nøiagtighed og fuldkomne Overeensstemmelse kan ventes, forinden de gjennem Opmaalingen paatænkte fortsatte Amtskarter udkomme, har jeg efter Omstændighederne maattet lade mig nøie med saavidt gjørligt, at forandre og indlægge enkelte Partier“.
Man seer altsaa, at Forfatteren har fundet det nødvendigt at forklare Aarsagen til, at den Deel af hans Kart, hvorover specielle Detailkarter havdes ved Opmaalingscontoret, men hvorover Amtskarter ei vare sammendragne, dengang Kartet lagdes under Pressen, er saa lidet overeensstemmende med det rigtige Forhold. Den simpleste Fordring man kan gjøre til en Kartconstructør er, at han benytter alle tilgængelige Kilder, og veed at benytte dem i deres fulde Udstrækning, og de officielle Detailkarter, der ere tilgængelige for Enhver paa Opmaalingscontoret, maa han forstaa at benytte. Den anførte Undskyldning, at det er forbunden med megen Vanskelighed at lægge dem ind paa Kartet, kan ikke gives fjerneste Værd, da det netop er Kartconstructørens Sag at overvinde denne Vanskelighed. At copiere eller formindske et færdigt Amtskart er en let Sag, og at indlægge de maalte Detailkarter paa hvilkensomhelst Kartprojection og i hvilkensomhelst Maalestok er heller intet Arbeide, der er forbunden med nogen betydelig Vanskelighed, – tvertom, det er for En med Tingen nogenlunde fortrolig en temmelig simpel Operation. Antage vi Kartet construeret 1845, som ovenfor antydet, saa er man berettiget til at fordre, at alt hvad der til Udgangen af 1844 var detailleret opmaalt burde findes anlagt paa Kartet. Ved Udgangen af det nævnte Aar var hele Christians Amt og den største Deel af Buskeruds Amt færdig opmaalt, men man finder intet Spor af, at Forfatteren har benyttet Karter yngre end 1842. De Detailkarter over Christians Amt, der ere benyttede, ere dertil indlagte paa en temmelig skjødesløs Maade. Saaledes er den vestlige Deel af Lems Præstegjeld kommen omtrent 1 Miil for langt mod Øst, hvorved Vanddragene komme i en falsk Stilling mod Fjordene paa Søndmøre; Situationen er derhos angiven paa en altfor leger Maneer, da Fjeldtoppene, der omgive Otta Vanddrags Kilder, hvilke hæve sig til en Høide af 7000 Fod over Havet og derover, kun see ud som lave Aaser; derimod er tvende Fjeldhammere mod Søndfjord, der kun ere Afstyrtninger af Høifjeldets lavere Knæer, anførte som om de vare de meest dominerende Puncter. Partiet i Syd for Lom indtil Gjendin er taalelig correct anlagt, Situationen, skjønt bedre udført end paa det før omtalte Strøg, er dog kun skizzeret. Det Strøg, der ligger Øst for Sjøen, der var detailleret af Ramm for over 10 Aar siden, er slet, her finder man intet Spor til de høie Fjelde Heimdalshø, Sikilsdalshøerne, Skaget etc., uagtet Plads nok findes til at anføre dem. Partiet om Bygdin, Tyen og Valdersdalførets nordvestre Ende, der opmaaltes 1843, er aldeles falsk; Forfatteren har ikke engang seet Detailkartet. Det samme gjælder om Fjeldstrækningen sydover, der imidlertid for den største Deel er opmaalt senere. Altsaa, om man end lader aldeles ude af Betragtning, at Kartet først er udkommet fra Pressen og er dateret i dette Aar, og at det vilde været en let Sag for Forfatteren, der med offentlig Understøttelse har opholdt sig tvende Gange i Paris i Anledning af dette Karts Stikning, under Arbeidets Udførelse at foretage de Correctioner, som den fremadskridende Opmaaling i Aarene fra 44 til 46 inclusive har skaffet Materialier til, i hvilke Aar næsten hele Buskeruds Amt blev færdig opmaalt, maa man ansees fuldt berettiget til at paastaa, at ikke alle de Materialier, der stode til Tjeneste, og den Flid, man var berettiget til at vente, har været anvendt ved Udarbeidelsen af dette Kart.
Betragter man den Deel af Landet, hvorover Amtskarter ere sammendragne og udgivne, og som simpelt hen kunde indlægges paa Kartet ved at formindskes i den tilbørlige Maalestok, saa vil man finde, at Nettet i det Hele er rigtigt, skjønt noget flygtigt angivet. Situationen er derimod, som før anmærket, kun skizzeret, og giver intet tydeligt Billede af Fjeldcharakteren. Hvad Kartets øvrige Deel angaaer, hvorover ingen nøiagtige Opmaalinger haves, da vil den findes at være noget udførligere behandlet, men dog i det Hovedsagelige overeensstemmende med Forfatterens ældre Karter; Kysternes Contourer ere nøiagtigere angivne, dog er i Skjærgaarden kun de større Øer anførte, medens næsten enhver Antydning til den uendelige Masse af Holme og Skjær mangler.
Efter alt hvad der er anført, synes det unødvendigt at grandske Kartet i yderligere Detail. Man skal endnu blot anmærke, hvad der ved et flygtigt Overblik viser sig som paafaldende Mangler: Ørlandet, der neppe rager 30 Fod op over Havet, er blevet en Fjeldtrakt; Lodalskaupen, der blev trigonometrisk bestemt 1842, er lagt et Par Mile for langt mod S. V.; Navnet paa Fjeldstuen Nystuen paa Fillefjeld er udeladt; Kongeveien fra Skogstad til Øie i Valders er lagt paa østre istedetfor paa vestre Side af Elven; Gaarden Traastad ved Kongsvinger er lagt ved Vingersøen istedetfor paa nordre Side af Glommen under Kongsvinger. Endvidere vise Navnene Hallengdal, Nummerdal og Thelemabken, der alle ere skrevne med stor Skrift, at Forfatterens Nærværelse i Paris under Kartets Udførelse ikke har havt tilbørlig Indflydelse paa Correcturen. Med Hensyn paa den paa Kartet anførte Tabel maa man bemærke, at de af Forfatteren beregnede Værdier for Landets Overflade i norske og geographiske Qvadratmile ikke harmonere med det af ham paa Maalestokken opgivne Forholdstal mellem en Meridiangrads og en norsk Miils Længde. Beregner man af det opgivne Antal norske Qvadratmile, ved Hjælp af det angivne Forholdstal, Landets Areal i geographiske Qvadratmile, saa vil man finde det omtrent 194 geographiske Qvadratmile større end af Forfatteren opgivet. Der er altsaa begaaet en Feil i Reductionen, eller et andet Forholdstal maa være benyttet. Det af Forfatteren angivne Forholdstal er ikke rigtigt, thi da, efter Professor Hansteens Opgivende, mellem den 60de og 61de Breddegrad 100,000 Alen udgjøre 33ʹ 47.9ʺ, saa findes Antallet af norske Mile paa en Meridiangrad at være 9.8624 .. istedetfor 9.838, som af Forfatteren opgivet. Benyttes det rigtige Forholdstal ved den ovenfor antydede Beregning, saa findes Arealet 164 geographiske Qvadratmile større end af Forfatteren angivet; Tabellen maa altsaa være feilagtig beregnet.
Professor Munchs Kart er udarbeidet i 1700000 af den virkelige Størrelse, det er graveret paa Steen i Freiburg i 2de Plader og dateret 1845. Den nordlige Plade har allerede i meer end to Aar været i Boghandelen, medens den sydlige Plade først i indeværende Høst er udkommen fra Pressen. Kartet er trykt paa Boghandler Cappelens Forlag.
Man maa meget beklage, at det foreliggende Kartarbeide kun er bleven udført i Steentryk; et Værk af den Betydning kunde med Rette gjøre Fordring paa, at der ikke blev sparet noget paa dets kunstneriske Udførelse, og Forlæggeren har kun ilde forstaaet at vurdere saavel Værkets Gehalt som sin egen Fordeel ved ikke at lade det stikke i Kobber. Var dette skeet, er der al Grund til at antage, at Kartet vilde vundet overmaade meget saavel i Tydelighed som Skjønhed.
Da Steentryk aldrig vil kunne naa Kobberstikkets Fiinhed og Elegants, og man saaledes ikke af et lithographeret Kart kan fordre den Skarphed i Contourer og Klarhed i Gjenstandenes Fremstilling, som af et, der er graveret i Kobber eller Staal, maa man ved Bedømmelsen af dette Kart tage Hensyn hertil. Man maa alligevel erkjende, at det ikke kan ansees for nogen udmærket Lithographi; flere Karter graverede her i Landet, hvilket i lithographisk Henseende ikke tør regnes blandt de første, staa i kunstnerisk Værd ei alene paa Siden af dette Kart, men langt over det; man har saaledes intet vundet, men efter al Rimelighed tabt meget, derved at Kartet er blevet graveret i Udlandet. Da Forlæggeren ikke vilde lade Kartet stikke i Kobber, saa burde han ladet det lithographere her hjemme, selv om det var blevet noget kostbarere derved; man vilde have vundet meget især i Tid og Correcthed.
Den Maade, hvorpaa Situationen er angiven, er den hos os brugelige Bakkemaneer; den er tydelig, men man skulde være tilbøielig til at antage, at Kartet vilde vundet i Udseende om det var bleven udført i Kurver af en Mand, der var fortrolig med denne Tegnemaneer. Gravuren er i det Hele grov, men tydelig. Skriften er snarere styg end smuk, men den er tydelig og let at læse overalt, hvor den ikke er pakket for tæt sammen, hvilket dog ikke kommer Gravøren tillast; men selv paa de Punkter, der ere utilbørlig overlæssede med Navne, kan der ikke klages over Mangel paa Tydelighed i de enkelte Ord. Tegnene for Kirker og Gaarde ere tydelige og Skriften vel placeret mod de Gjenstande, hvortil den hører; men Veie og Grændser, især Præstegjeldsgrændserne i de stærkt bebyggede Egne, meget utydelige og vanskelige at følge, ja mangle tildeels ganske, som ved Kongsberg.
Situationen er, som anført, i det Hele tydelig udtrykt, men Styrken i de forskjellige Egne ikke holdt i det tilbørlige Forhold, hvorved Totalindtrykket bliver falsk. Den første eller nordlige Plade staaer i denne Henseende langt tilbage for den sydlige, der er meget bedre og finere graveret; man seer tydelig, at Gravøren har vundet i Færdighed under Arbeidet; de sidst ankomne Exemplarer af den nordlige Plade er dog noget bedre end de først ankomne; det viser sig tydelig, at de have været retoucherede. Feilen existerer dog endnu; saaledes ere de steile Styrtninger til de vestenfjeldske Dale kun maadeligt udtrykte i Forhold til de lavere Aaser i det søndenfjeldske Norge, der ere givne en altfor stor Styrke, og enkelte Fjeldrygge ere blevne utilbørlig fremhævede, medens andre ikke have erholdt Relief nok. Som Exempler kan fremhæves: Romsdalens, Lærdalens og andre vestenfjeldske Dales Vægge, der hæve sig næsten lodrette til en Høide af 3 til 4000 Fod over Dalbunden, see paa Kartet ud, som om de havde samme Høide og Heldning som Aasene i Smaalenene, hvis høieste Top kun naaer op til 1020 Fod over Havet; Rundane og Hummelfjeld ere altfor iøinefaldende i Sammenligning med Toppene af Jotunfjeldene og Bjergstrækningerne, der omfatte Otta-Elvens Kilder, hvilke samtlige hæve sig flere hundrede indtil 1000 Fod høiere. Denne Feil kan imidlertid let rettes ved at retouchere Kartet ved en ny Udgave, og vilde været undgaaede, om Kartet var blevet graveret her under Forfatterens Tilsyn af en med Landets Topographi bekjendt Mand.
Kartnettet, – Elve, Bække, Vande, – er i det Hele tydeligt, og en passende Styrke af de forskjellige Gradationer af Vanddrag iagttaget; imidlertid gjør den yderlige Detail det næsten aldeles nødvendigt, at Kartet illumineres, for at man med Lethed skal kunne adskille de forskjellige Gjenstande især i de bebyggede Egne. At Illumination er nødvendig ved et Kart, kan imidlertid ingenlunde betragtes som en Mangel; den er et Middel til at forøge et stærkt detailleret Karts Tydelighed, og benyttes derfor altid ved Kartarbeider, hvis Detail uden den vanskelig vilde kunne klart fremhæves.
Kartets Construction er udført med en til det yderste gaaende Detail, ikke alene i den Deel af Landet, hvorover nøiagtige Detailkarter haves, men ogsaa i den mindre bekjendte Deel af Landet.
Kartet er, som anført, dateret 1845, men det kunde med fuld Føie være givet en yngre Datum; thi man finder ved at gjennemgaae Kartet, at ei alene alt hvad der var opmaalt til Udgangen af 1844, men ogsaa yngre Karter have været benyttede i deres fulde Udstrækning. De Dele af Landet, der ere opmaalte efterat Kartet er lagt under Pressen, og som altsaa paa Kartet ere construerede efter mindre sikre Kilder vil man ved Sammenligning med de senere opmaalte Detailkarter finde at være saa nøiagtigt og detailleret udførte, og saa overeensstemmende med de virkelige Forholde, som det paa nogen Maade er gjørligt ved Hjælp af de forhaandenværende Materialier. Dette er en sikker Prøvesteen for Kartets Værd og afgjørende med Hensyn til Dommen om de Dele af Landet, hvorover ingen officielle Kilder haves, medens tillige den Detail, hvormed disse hidtil ubekjendte Trakter ere udførte, borger for, at det Sande er truffet saa nær som muligt, og viser at ingen Møie er sparet for at indhente Oplysninger. Man finder saaledes paa Kartet i den nøiagtig bekjendte Deel hver Bæk, hvert Tjærn, hver Fjeldtop af nogensomhelst mærkelig Udstrækning, og det samme kan næsten med fuld Ret siges om den store Deel af Landet, hvorover ingen nøiagtige Karter haves; Mængden af de Gjenstande, der ere anlagt i disse vide Strækninger vidner ei alene om en mageløs Udholdenhed i at sammenskrabe Oplysninger, men tillige om et usædvanligt Talent til at benytte de ofte modsigende og i Almindelighed utydelige og ufuldstændige Croquier og Beskrivelser der, foruden de officielle Veikarter, hvilke dog kun omfatte en ubetydelig Strækning af det store Indland, udgjøre de eneste Hjælpemidler for Kartconstructøren. Man tager derfor ikke i Betænkning at erklære dette Kart for at være et i høieste Grad fuldstændigt Arbeide. Imidlertid er denne Fuldstændighed paa enkelte Steder dreven for vidt, og er endog udartet til en Feil, derved at Kartet er blevet overlæsset med Gjenstande og saaledes utydeligt. Da Tydelighed er en Hovedfordring ved et Kartarbeide, saa er det en Selvfølge, at ikke meer anføres, end hvad der med Tydelighed og Lethed kan sees og læses; det er imidlertid ingen let Sag at forbinde de to Fordringer, størst mulig Tydelighed og størst mulig Fuldstændighed, med hinanden, især da den første Egenskab for en meget væsentlig Deel er afhængig af Gravørens Duelighed, og det er altid, hvor der er Overflod af Stof, vanskeligt at vrage mellem de mange Gjenstande, der have lige Berettigelse til at anføres paa Kartet. Saaledes er især Grevskabernes Amt og Trakterne om Christiansand og Throndhjem ved at overlæsses med Navne blevne temmelig utydelige; ved Hjælp af en Luppe kan man vel læse Ordene og finde Gjenstandene, men det er et Redskab, der ikke altid haves ved Haanden.
For at raade Bod paa denne Mangel har Forfatteren i en Deel smaa Vignetter, i en forøget Maalestok, gjengivet de meest bebyggede og interessante Egne. Disse ere ret vel udførte; men med Hensyn til deres Gravure kan de samme Bemærkninger gjøres som ved Kartet i det Hele. En paafaldende Uovereensstemmelse mellem Contouren af Throndhjemsfjorden paa Vignetten og Kartet kan ikke lades ubemærket.
Dette Kart maa saaledes, uagtet den mindre heldige Gravure ansees for et yderst fortjenstfuldt Arbeide, der fuldkommen opfylder sin Hensigt, at tjene som et Generalkart over Fædrelandet, og Forfatteren har ved dette Værk endmeer forøget sine store Fortjenester som Videnskabsmand; Værkets Mangler kunne deels rettes ved en omhyggeligere Correctur, deels komme de ikke Forfatteren til Last, og de, der ikke kunne rettes, forsvinde som Bagateller i Sammenligning med Kartets øvrige udmærkede Egenskaber.
Enhver, der agter at kjøbe dette Kart, maa man tilraade at lade det illuminere, da dets Tydelighed derved i høi Grad forøges. Ved et nyt Oplag forventer man tillige, at Forlæggeren lader Kartet retouchere, hvorved det vil vinde særdeles meget i Harmoni og Sandhed; man skulde tillige raade til, at kun smaa Oplag trykkes ad Gangen, og at Kartet corrigeres hver Gang den fremadskridende Opmaaling giver Anledning dertil; dette kan meget vel, ja allerlettest skee her i Landet, hvor saavel duelige Gravører som Trykkere haves. Ved en saadan Fremgangsmaade vil Kartet i lang Tid gjøre Gravuren af et nyt Kart overflødig.
Efter det Ovenanførte kan der altsaa ikke være Tale om nogensomhelst Sammenligning mellem Capitain Roosens og Professor Munchs Karter, hvad indre Værd anbelanger; da imidlertid enhver Vare har sin Priis, og mangen En lader sig nøie med en ringere Qvalitet, der haves for lettere Kjøb, saa skal man til Slutning bemærke til Veiledning for den, der maatte være i Tvivl, om hvilket Kart han burde kjøbe, at det første koster syv Mark og det sidste to Daler sort, illumineret forholdsviis mere. Da Priisforskjellen er ubetydelig, ialfald aldeles ikke staaer i Forhold til Karternes Værd, saa antager man, at enhver i Længden vil finde, at have kjøbt billigst, ved nu at kjøbe det dyreste.
N. St. Wergeland.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ De udførligere Titler ere angivne i 2den Aarg. S. 416 og 476.