Fru Hanna Winsnes som Forfatterinde
Det er, efter min Erfaring, en meget almindelig udbredt Mening, at Qvinden miskjender sit Kald, naar hun vover sig ud paa den vanskelige Skribentbane, og fremtræder offentlig som Forfatter. Man modtager derfor gjerne saadanne qvindelige Produkter med nogen Mistillid og Betænkelighed og forledes derved lettelig til at bedømme dem skarpere og strængere, og veie hvert Udtryk paa Critikens Guldvægt nøiagtigere, end man maaskee vilde have fundet sig opfordret til, hvis en Mand stod bag Ordet, der er udgaaet blandt Publicum. Men at denne Mening, om den nu end deles af nok saa mange lærde og læge Herrer, maa ansees og erklæres for en forudfattet Mening, en Fordom, vil, forekommer det mig, selv det løseligste Bekjendtskab til det smukke Kjøns indskrænkede, men i det Hele smukke Literatur meer end tilstrækkelig godtgjøre. Vistnok er det saa, at der gives et vist Terrain, hvorfra Qvinden som saadan maa og bør holde sig fjern, da hendes Nærværelse og Beskjæftigelse der vilde staae i en skjærende Contrast, eller ialfald i en uhyggelig Disharmonie med hendes hele Væsen og Charakteer, Kald og Bestemmelse. Men denne Takt for det med Hensyn til hendes qvindelige Natur Passende og Sømmelige har Qvinden, saavidt jeg veed, altid været i Besiddelse af. Yderst sjelden og kun undtagelsesviis har man hørt eller seet, at nogen Qvinde har indladt sig paa Videnskabeligheden i dens fineste Detailler, eller stræbt i Skrifter at vise sit Skarpsind og sin Lærdom paa det archæologiske, architektoniske, mathematiske philologiske og theologiske Gebeet. Det egentlig lærde Studium i hvilkensomhelst Retning bør formeentlig være Qvindekjønnet et terra incognita, fra hvilket det, saafremt det tilfældigviis skulde gjøre et Streiftog ind paa samme, maa jo for jo heller bortskræmmes som et fremmed Vildt. Dog for en saadan Forvildelse fra hendes Side behøver man vist ikke at nære nogen synderlig Frygt; og end mindre har man at frygte for, at hun, fornegtende og opgivende sin Qvindelighed, nogensinde skulde falde paa som en nymodens Skjoldmø at svæve ind paa Krigstheatret, og sysle med Fortification, Taktik, Strategie og de øvrige militaire Videnskaber.
Man er fremdeles tilbøielig til at ridiculere Talen om Qvindens Emancipation. Jeg maa dog oprigtig tilstaae at jeg ingenlunde begriber hvorfor man i denne Tid, da der paa Gader og Stræder, fra Tage og Kjeldere proclameres Frihed, Lighed og Broderskab, vægrer sig saa haardnakket ved at indrømme Qvinden de Rettigheder, hun aabenbar og uimodsigelig tilkommer. Men blandt disse Rettigheder er vistnok ingen naturligere ingen nødvendigere og vigtigere end den, at turde udtale, idetmindste for sine Medsøstre, (forsaavidt nemlig Mændene skulde ansee det under deres Værdighed at lytte til de svage og kjælne Qvinderøster), hvad der tiltaler, ryster og bevæger, glæder og bedrøver, opløfter og nedknuger Qvindens Aand og Hjerte. Dertil maa hun uden al Tvivl have fuld Berettigelse. Og hvem kan vel – jeg opkaster dette Spørgsmaal med den største Frimodighed uden at befrygte et benegtende Svar – hvem kan vel behandle Gjenstande for Phantasien og Følelsen Aandens og Hjertets Anliggender med en saadan Fiinhed og Sandhed en saadan Ynde og Elskværdighed som den aandrige og følelsesfulde Qvinde? Den Lethed og Sikkerhed, hvormed hun rører sig paa dette hendes eiendommelige Felt, er uovertræffelig i sig selv, er uopnaaelig for den stoltere, haardere og koldere Mand. Det stille, ydmyge og fordringsfrie, det bløde, bøielige og varmt qvindeligt Gemyt er en Jordbund, der er fortrinlig skikket til at frembringe Blomster, spillende i de deiligste Farver, duftende af den lifligste Vellugt, og Frugter, rødmende, saftfulde og qvægende for det i Livets trivielle Færd fortørrede Sind.
Den svageste Skygge af Tvivl om Qvindens Competence til at være Medarbeider paa Literaturens Mark maa desuden, forekommer det mig, aldeles forsvinde ved Betragtningen af det Creditiv, Aandernes Aand har meddeelt flere qvindelige Personligheder i de Talentets og Geniets Funker, der gløde i deres Barm og gjennemlyne deres Tale og Sang. Hvilken dannet og oplyst Mand nødes ikke, med eller mod sin Villie, til at bøie sit Hoved med Ærbødighed og Høiagtelse for saa- danne mere og mindre straalende Navne, som Madame de Stael-Holstein, Baronesserne Krüdener og de la Motte Fouqué, Grevinde de Genlis, Madame Cottin, Francis Trollope, Frederike Bremer og Flere! Hvem har ikke med Tilfredsstillelse og Velbehag læst, hvad der hidtil, kun altfor sparsomt er udflydt fra enkelte af vore ædle og elskelige Landsmændinders Aand og Hjerte! Hvem har ikke med Glæde og Taknemmelighed modtaget de skjønne Gaver, som Hanna Winsnes, det norske Qvindekjøns Pryd, har af sin rige Aands Fylde offret paa Literaturens Altar! Vi ville en Stund dvæle med vor Opmærksomhed ved disse, ikke just for at anbefale dem – de trænge ikke til min Anbefaling de anbefale sig selv – men for kun flygtigt at paapege nogle af deres Skjønheder, og derhos gjøre enkelte Bemærkninger af en rosende eller dadlende Beskaffenhed, altsom det kan falde sig; idet jeg haaber, det vel af Vedkommende erkjendes, at jeg under min kritiske Anmeldelse aldrig har glemt eller overseet, hvem det er, hvis Arbeider jeg bedømmer, og at Sandheden ei har gjort Brud paa eller krænket Kjærligheden.
Følgende fem Skrifter har Provstinde Winsnes ladet udgive i Trykken: 1. Catechismi fem Parter, udsatte i Vers. 8 ß. Grøndahl. (anonym). 2. Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen. 3 Oplag. indb. 96 ß. Wulfsberg. 3. Gaader med hosføiet Opløsning. 1845. 18 ß. Malling. 4. Bibelhistorien udsat i Vers. 1846. 36 ß. Malling og 5. Smaa-Digte. Christiania 1848. 8. 147 S. heftet 40 ß. A. D. Wulfsberg & Co.
Uagtet et Par af de først udkomne Skrifter ere, om jeg ikke erindrer feil, i sin Tid blevne anmeldte i Dagbladene, kan jeg dog ikke lade dem ganske uberørte, da det kun derved vil blive mig muligt – ifølge min Plan og Hensigt – at samle de væsentlige Træk til et nogenlunde klart og fuldstændigt Billede af Fru W.s hidtilværende Forfattervirksomhed.
En versificeret Catechismus kunde vel mangen en alvorlig Christen have nogen Betænkelighed ved, eller maaskee endog føle nogen Uvillie mod, da derved en symbolsk Bog, ja Herrens egne Ord lyde for Børnenes Øren i en forandret, om ikke just i en forvansket Skikkelse. Saa megen Vægt og Betydning en saadan Bemærkning end ved første Øiekast synes at have, vil den dog ved lidt nøiere Eftertanke udentvivl snart sees at mangle tilstrækkelig Grund; thi Riim-Catechismen skal vist ingenlunde, efter den gudfrygtige Forfatterindes Mening, træde istedetfor Luthers lille prosaiske Catechisme og fortrænge denne, men tvertimod kun tjene til at forberede og lette Udenadslæsningen af denne for Barnealderen, paa Grund af dens rige og vægtige Indhold, temmelig tunge og vanskelige ja vel endog, fornemmelig for tungnemmede Disciple, trættende og kjedelige Bog. Skal den kjære og dyrebare Catechismes Læsning ei blive et tørt og ufrugtbart, aandløst Bogstavværk, maa den ledsages af en levende og varm, tiltalende, oplysende og forklarende Underviisning; men denne kan understøttes, og, hvis den mangler, i en vis Grad erstattes ved den poetiske, velklingende Form, der selv for Barnets Øre har noget Behageligt, og for dets Hjerte noget Tiltrækkende. Og dette er visselig af saare megen Vigtighed. Enhver, som har benyttet den omhandlede lille Riimbog, vil have erfaret, at det samme Barn, der gisper af aandsdræbende Kjedsomhed over sin gamle forslidte Catechisme, vil læse og lære hiin med Lyst og som en Leeg. Og er først Interessen saaledes bleven vakt og Øiet aabent for Guldaaren, der gaaer igjennem Catechismens tilsyneladende haarde, nøgne og derved afskrækkende Malmbjerg, da er den Betingelse tilstede, som saa ofte af Læreren smertelig savnes, Betingelsen for en underholdende, frugtbar og velsignet Børnelærdom
Hvad der rimeligviis først maa være paafaldende for den, der gjennemblader det lille Skrift, er den Synderlighed at man ifølge Overskrifterne blot finder eet Sacramente, nemlig Alterens. Man kalde ikke dette en smaalig Bemærkning; thi det er ingenlunde uvigtigt, at Barnet bliver fra først af gjort opmærksomt paa, at det i sin Daab har modtaget et Sacramente, hvilket det ikke kan see af selve Ordene i fjerde Part. Jeg forstaaer ikke, hvad der kan have foranlediget Udeladelsen af denne Benævnelse i 4de Pacts Overskrift, da den er tilføiet 5te Parts. Enten burde det hedde IV. Daaben. V. Nadveren, eller rettere, efter Luthers Maade: IV. Daabens Sacramente. V. Alterens Sacramente. Saaledes som nu Overskrifterne lyde, ere de ikke alene paafaldende, men endog for et christent Øre stødende, da fornemmelig i vor Tid Daabens sande Væsen og Betydning tidt miskjendes og derfor ikke noksom kan og bør paa enhver Maade og ved enhver Leilighed fremhæves og indskjærpes.
„Vel begyndt er halv fuldendt“! formoder jeg, den kjære Forfatterinde har tænkt ved sig selv, da hun satte sig ned at tegne dette Blomsterblad for sine Børn (alene for dem var det nemlig bestemt, da en Ven, tilfældigviis, vi tør vel sige lykkeligviis, fik det at see, og overtalte den moderlige Tegnerske til at fremlægge det til Beskuelse og Benyttelse af Almeenheden); thi unegtelig er det første Bud i Henseende til Metrum og Velklang det heldigste. Jeg kan ikke negte mig den Glæde at gjengive det her. Det lyder saa:
Jeg, Herren Din Gud, er kun een: ei fremmede Guder Du dyrke!
Mig elske Du mere end Alt; Jeg være Dit Haab og Din Styrke!
Forlad Dig kun ganske paa Mig;
Din Tillid beskjæmmer ei Dig,
Om stundom Din Vei her i Livet indhylles i Mørke.
De øvrige Bud-Ord ere udførte i et lignende, dog mindre vel- klingende Versemaal. I det andet Bud rimes „kalder“ paa „Taler“ og „»befaler“, hvilket nok er en vel stor licentia poetica. I ottende Bud falder Tonen i Ordet: „usandt“ imod Talebrugen paa sidste Stavelse. I en ny Udgave, som vilde være særdeles ønskelig om Oplaget fra 1831 er udsolgt, kunde maaskee den Strophe: „Tael aldrig usandt“, forandres til „Du tale ei Løgn“, saa at det hele deilige Vers kom til at hedde:
Du tale ei Løgn, om man Vidnesbyrd af Dig begjærte!
Bagtal ei Din Næste, og aldrig hans Rygte Du sværte!
Nei, tildæk hans Synd, som Du bør,
Med christelig Kjærligheds Slør;
Og undskyld hans Feil, naar Du kan, med et broderligt Hjerte!
I den første Troens Artikel følger paa de vakre Stanzer:
„Fornuftens Lys Du skjænkede min Aand,
Og Hjertet dybe Længsler efter Dig;“
følgende Linier:
„Af Jord Du dannede med Faderhaand
Mig til Dit Billede forunderlig.“
At Gud Jehovah dannede Mennesket af en Jordklump, af en Haandfuld Støv, er den hellige Skrifts Lære; og ligeledes, at Han skabte det i sit Billede og efter sin Lignelse. Men en Klump Jord var dog vist en altfor „ubeqvem Materie“ til, deri at indtrykke eller afpræge et Billede af Gud, som er en Aand; denne Forestilling kan jeg umulig tilegne mig, denne Fremstilling klinger mig altfor forunderlig; den har heller ingen Hjemmel i Skriften. Livets Aande indblæstes i Støvet, og da blev Mennesket til en levende Sjæl, der just formedelst sin aandelige Natur og de himmelske Evner, der prydede den, var hævet over det Jordiske, havde en vis fjern Lighed med det guddommelige Væsen. Vigtigere vilde det derfor hedde omtrent saa:
Af Jord Du danned mig med Faderhaand,
Og i Dit Billede Du skabte mig.
At foreslaae en Forandring i den anden Troesartikel af de Linier:
„Jeg troer, at Han nedfoer til Helvede,
Sig seierrig at tee for Mørkets Magt;“
til følgende:
Jeg troer, at Han nedfoer til Helvede,
For Dødens Børn at frie fra Mørkets Magt,
vover jeg ikke, og
Min Pligt det er ei, det jeg veed,
– Den var da grumme farlig –
At røre ved det lille Led,
Hvorom der kjæmpes svarlig.
Den tredie Artikel begynder saa:
„Jeg troer fremdeles paa den Hellig Aand,
Og troer en Kirke, sand og christelig,“
Det vilde svare nøiagtigere til Udtrykkene i Troesbekjendelsen, saaledes som den har lydt fra Kirkens ældste Dage ved Daaben, naar den anden Linie lød saalunde:
Jeg troer fremdeles paa den Hellig Aand,
Paa Kirken, hellig og almindelig[1].
Den ottende Linie:
„Han saliggjør mig ved min Frelsermand.“
burde formeentlig omskrives til:
Han helliggjør mig hos min Frelsermand,
da ellers blot nævnes den 1ste, 2den og 4de Naadevirkning af den Helligaand nemlig Kaldet, Oplysningen og Opholdelsen, medens Helliggjørelsen (indbefattende Retfærdiggjørelsen Gjenfødelsen og den daglige Fornyelse) overspringes; og man desuden synes at vende pludselig, midt i den tredie, tilbage igjen til den anden Artikel.
At der i 4de og 5te Part forekommer Riim som: „Tale“ og „Alle“, samt „sidder“ og »lider“, er Smaating men naar det hedder:
„Hvad er Daaben? Den er Livsens Vand,
Første Fjed mod Evighedens Land,“
da er Udtrykket: „Evighedens“ ikke ret adæqvat; thi det første Fjed mod Evighedens Land skeer jo ved vor Fødsel. Ved Daaben begynde vi vor Vandring mod Salighedens Land.
Skjønt denne Catechisme paa Vers allerede er 17 Aar gammel, har jeg dog ikke troet at burde forbigaae den, baade af den Grund, at det er mit Ønske og Haab, at den snart maa opleve et nyt Oplag, hvorved den ærede Forfatterinde muligens kunde finde sig foranlediget til at tage nogen Notits af de Bemærkninger jeg her har tilladt mig, og tillige fordi den hører til hendes Charakteristik som Forfatterinde.
Jeg gaaer nu i chronologisk Orden over til Lærebogen i Huusholdningen, hvis første Oplag udkom 1845, andet Oplag 1846 og 3die i 1848, hvorved denne nyttige og fornemmelig for unge Huusmødre saare velkomne Bog har vundet betydeligt, saavel ved værdifulde Tilsætninger og en mere ordnet Plan, som navnlig med Hensyn til Registeret. Som uindviet Lægmand i den ædle Kunst, hvorom her handles, tør jeg naturligviis ikke indlade mig i nogen egentlig Bedømmelse af alle disse Regler, Forskrifter og praktiske Haandgreb, der anbefales for Huusbestyrelsen i det Hele og til Madlavningen i Særdeleshed. Men da alle de Raad og Anviisninger bemeldte Bog indeholder ere Produkter af klar Indsigt, moden Overveielse og mangeaarig Erfaring er der neppe nogen Tvivl om, at de ville befindes rigtige og hensigtsmæssige, ja tildeels fortrinlige af enhver Huusmoder, der med Forstand og Skjønsomhed nøiagtigt retter sig efter dem. Jeg vil ikke, ved at anstille nogen Sammenligning, stræbe at nedsætte Karen og Maren Bangs, ei heller Elisabeth Truchs’s Huusholdnings- og Kogebøger; thi jeg kjender dem ikke. De ere vist tjenlige til sit Brug. Men der er den Mærkelighed ved Fru Winsnes’s, at den er skreven med Aand; det er en aandfuld Kogebog. Den kan læses hist og her med Fornsielse og Interesse, ikke blot af gourmands, men – om jeg ikke tager storligen feil – af lærde og intelligente Mænd, selv af Rectorer og Professorer. Imidlertid nødes jeg desværre til at fremføre en alvorlig Anke ved denne Leilighed. Ved at gjennemblade Bogen støder man jævnlig paa Brændeviin: Cognak, Armanak eller Rum, som Ingredients i de lækre Sager, hvormed der skal trakteres. Jeg vil ikke tale om, at der undertiden i Opskrifterne lægges altfor meget an paa at kildre Ganen, hvilket dog ikke bør være det høieste Formaal for en christeligsindet og samvittighedsfuld Huusmoder, der aldrig maa tabe Tarvelighed og det for Sundheden Gavnlige af Sigte under Bestræbelsen for at gjøre Retterne indbydende og velsmagende. Men hvad man formeentlig har fuld Føie til at paatale, er dette: at i Aaret 1846[2], da allerede længe en saa almindelig og stærk Opinion over den hele civiliserede gamle og nye Verden og navnlig i vort Fædreneland blandt alle Classer og Stænder har reist sig mod det farlige, almeenskadelige og yderst fordærvelige Brændeviin en Dame ikke tager i Betænkning at opponere imod de menneskelige Anstrængelser og Opoffrelser af Høie og Lave, af Regjeringen, Storthinget og Folket for at fortrænge denne Landets og Menneskehedens Fiende, og forvise den ud af Husene til Apothekerne, – opponere – siger jeg – ei alene ved at opfordre sine Medsøstre til at have Brændevinet altid ved Haanden i deres Skabe og Spisekammere, men endogsaa lære dem, hvorledes de skulle gjøre det ret fristende og tillokkende for dem selv, deres Mænd og Børn under Navn af Hæggebær- og Kirsebær-Brændeviin, Liqueur, Ratafia, Skrub og „meget velsmagende“ Punsch! Jeg er vist ikke den Eneste, der finder – jeg vil gjerne vælge det mildeste Udtryk – noget Uhyggeligt i en saadan stiv og haardnakket Conservatisme i Koge- og Huusholdningskunsten, hvorved der forsætlig ignoreres og oversees Tidens store og betydningsfulde Kamp, der føres saavel for Individers og Familiers, som for Statens og Kirkens Vel. Deler end Forfatterinden ikke vor varme Interesse for Afholdenhedssagen, – deri fortænke vi hende ikke, Enhver følge her sin egen Indsigt og Overbeviisning – tør vi dog vist antage, at hun anseer den, selv med de Ligegyldigste, for en god Sag; og da bliver det ubegribeligt, at hun kan overtale sig til at yde sin Skjærv til Ondets Befæstelse og Udbredelse. Hendes Navn har megen Anseelse, hendes Mening har en vis Auctoritet hendes Ord har stor Vægt hos det qvindelige Kjøn; og derfor er hendes Opposition desfarligere. Det er iøvrigt et synderligt Phænomen, at medens Frederikke Bremer i Sverige aabent og uforbeholdent erklærer sig for Reformen og sender de kjøbenhavnske Damer en Hilsen i den Anledning, optræder Hanna Winsnes i Norge som dens – om end paa en Maade stiltiende – dog bestemte og virksomme Modstander. Man misforstaa mig ikke! Det er nu ikke min Mening – om jeg end maaskee forhen kan have været tilbøielig til at hylde den –, at Qvinden endelig burde indtræde i de omhandlede Foreninger. Jo mere jeg tænker derover, desmindre synes jeg om denne Idee, der af Mange saa ivrigt anbefales. Det forekommer mig nemlig at Qvinden aldrig bør ophøre at være Qvinde, aldrig glemme sin Qvindelighed, der er hendes skjønneste Smykke. Navnlig er Huusmoderen – som den herlige, genialske Wieselgren træffende benævner hende – en Minister for det Indre; som Saadan hører det ikke til hendes Departement at udstrække sin Virksomhed udenfor Huset eller Familien. Der behøves intet videre, end at hun føler en afgjort Uvillie mod Brændevinet, bandlyser det fra sit Omraade og advarer sine Sønner for dets Brug. Mere bør Afholdenhedsvennerne i Almindelighed ikke fordre eller vente af Qvinden. Der er i hendes Barm en maaskee dunkel Følelse, hvilken man maa respektere, og som gjør hende desuvilligere til at fremtræde offentlig med sin Anskuelse, jo qvindeligere ɔ: jo ydmygere, stillere og huusligere hun er, – altsaa jo mere hun er, hvad hun bør være.
Idet jeg forlader denne delicate Materie, kan jeg ikke undlade at udtale det Haab, at der ved en ny Udgave[3] af tidtnævnte Bog ei alene udelades hele 3die Afdeling af 5te Capitel, da Tilberedelsen af de egentlig saakaldte „stærke Drikke“ synes i sig selv lidet sømmelig for Qvinden, og kan ret vel overlades til Manden, naar han ikke vil afstaae fra den, i den Tanke, at de ere uundgaaelig nødvendige til Selskabelighedens Befordring – men ogsaa al Brændeviinscommersen ved Madtillavningen. Har den tænksomme Forfatterinde kunnet udfinde et i mange Tilfælde tjenligt Surrogat for Æg i nyfalden Snee, vil det forhaabentlig heller ikke blive hende vanskeligt at afløse Brændevinet, uden hvilket Evas Døttre have lavet god, ja fortræffelig Mad i over halvsjette Tusinde Aar. Vistnok hedder det „Foreninger mod Brændeviinsdrik“; men Meningen af dette Udtryk er jo dog aabenbar Brændeviinsnydelse; thi skulde det være tilladt at spise Brændeviinssuppe, naar man forsværger at drikke en Dram, kunde man, uden at bryde sit Løfte, blot ombytte Glasset med Skeen, Flasken med Tallerkenen og Bollen med Terrinen, da blev kanskee det Sidste værre end det Første, og det Hele opløste sig i en frygtelig Illusion. Det har baade en høist curiøs og en meget alvorlig Side, at medens Huusfædrene fjerne Brændevinet som Drik fra deres Bord, indsmugle Huusmødrene denne Nektar i deres Mad, og bringe de troskyldige Afholdenhedsvenner, især ved Delicatesser, til at blive – uvitterlige – Overtrædere, eller sætte de Gjæster, der ahne det sande Forhold, i en piinlig Forlegenhed. Og mon dette kan være kjært og behageligt for Værtinden? Jeg tvivler derom.
Jeg agter og ærer Fru Winsnes som Huusmoder, Hustru, Moder og Forfatterinde altfor høit til, at jeg ved de ovenanførte Yttringer har villet fornærme hende; men Sandheden er altid noget nærgaaende.
Fra det Spirituøse gaae vi nu over til det Spirituelle, og fra det Materielle til det Aandige, fra det Prosaiske til det Poetiske, fra Kogebogen til „Gaaderne’“. Under 44 Nummere indeholder denne lille Morskabsbog 134 Gaader, og har en ret sindrig Indretning, idet ethvert Bogstav, hvoraf Gaadeordet bestaaer, betegnes ved et Tal, der i alle Vers under samme Nummer beholder den samme Betydning, saa at derved naturligviis Tallene angive Opløsningen paa de følgende Vers, naar man har gjettet det første. I Gaadernes humoristiske Selvanbefaling, hvormed Bogen begynder seer man, at Forfatterinden har tænkt sig, at de fornemmelig kunde tjene til en munter og uskyldig Tidsfordriv i Familie- eller Selskabslivet i de lange Vinteraftener, især i Juletiden. Og visselig, en mere behagelig og opmuntrende Underholdning i dannede Kredse er ikke let at nævne; ialfald til Afvexling er den særdeles anbefalelsesværdig for Ældre og Yngre, for Damer og Herrer. Skade er det, at den ikke oftere benyttes ved selskabelige Sammenkomster hvorved mange tankeløse, dumme, kjedsommelige og tildeels mislige Lege vilde jages paa Dør. Fremsættelsen og Opløsningen af Gaader og Charader sætte Aandsevnerne i Reqvisition, men paa en saa let og tillokkende Maade, at det, langtfra at være en trættende Anstrængelse tvertimod bliver en qvægende Nydelse. Men undertiden vil Gaadelegen ikke ret komme i Gang, selv blandt dem, der have en vis Routine deri; da er en saadan liden Gaadesamling et ypperligt Remedium til at oplive den døsige Geist og bringe Selskabet i den forønskede Stemning. Man har vel Gaader af Schiller og andre store Aander; men de ere som oftest enten for alvorlige, eller for høie, eller for vanskelige eller for vidtløftige – om de just ikke ere saa lange og mørke som Baggesens „evige Gaade“, der vel til evig Tid bliver uopløselig. Fru W.s ere derimod af alle mig bekjendte de til denne Hensigt meest skikkede; og vilde jeg kun ønske, at hun vilde fortsætte sin Virksomhed i denne Retning, og skjænke os mere af disse Aandens Krydderier. De ere alle skrevne i rimet Versform; Enkelte af dem kunde imidlertid uden synderlig Skade været
borte, som f. Ex. No. 14, V. 2:Seer Du den Arme, som hist sig paa Straaleiet vaander?
Det er af Kulde og Hunger, hun Livet udaander.
Grædende klynge sig Børnene om hendes Leie;
Intet paa Jorden de eie.
Opløsningen er: Nød.
Eller No. 26, V. 4:
Nei, see kun Ridderne i Skranken fægte!
Hvor blinker ei i Solen Spyd og Skjold!
Vi Tapperhedens Ros dem ei kan negte;
Snart skal vi høre Seierens Herold.
Opløsningen er: Kamp.
Disse og lignende Vers kunne kun meget uegentlig kaldes Gaader; de ere ret nette Beskrivelser over Nød og Kamp osv., og intet andet. Naar et heelt Selskab en god Stund forgjæves har anstrængt sine Hjerner i den Indbildning, at Skildringen er billedlig og at Betydningen ligger dybere og fjernere og ikke lige for Næsen, som ethvert Barn maa kunne see, førend den saakaldte Gaades sidste Ord er udtalt, kan det fristes til at sige lidt slukøret med Mette i „Kjærlighed uden Strømper“: Naar Dig Nogen Karper byder, osv.
Men disse mindre heldige Gaader ere kun faa og som Pletter i Solen, og lade de øvrige fremstraale i en desto skjønnere Glands. Nogle sprudle af Vid og Lune, andre ere af den yndigste Art. For at man kan danne sig et Begreb om dem, anføres følgende som Exempler, der ere valgte saagodtsom i Flæng:
No. 2, V. 1: Kjærnehuus:
Et vel indrettet Huus jeg er,
Der midt i Kloden gjemmes;
Saa tætte er de Værelser
Til Træk der ei fornemmes.
Indbyggerne er ikkun smaa;
Fra Syden de nedstamme maa,
Hvis jeg seer ret paa Farven.
No. 6, V. 4: Typer.
Et Regiment, opstillet i Geleder,
Et haardt, mørkladent Folk, der sig bereder
Iblandt til Strid, men uden Spyd og Sværd!
Tidt manoeuvrerer det til Spøg og Latter,
Og tidt jeg saa en „Regimentets Datter“,
Der var vor Agtelse og Yndest værd.
No. 22, V. 1: Nordlys.
Hvem dandser i Salen, den mørkeblaae,
Saa let med de lyse Gevandter paa,
Med Striber forgyldte og violette?
Knap flygtige Fod de paa Gulvet sætte.
Vi see dem kun luftigt at flagre frem
Og atter at flygte til skjulte Hjem.
No. 42, B. 1: Viskelæder.
Mørk, tilbageholdende jeg er,
Men dog eftergivende tillige:
Det er meest for de Fortjenester
Man indlemmer mig i Modens Rige.
Endnu Et – hvis Du mig ei har gjættet:
Jeg har stundom Dine Feil udslettet.
Endelig ere ogsaa adskillige af en mere alvorlig Natur, saasom:
No. 3, V. 3: Støv.
Jeg ringe er og ubetydelig
Forjaget stedse, hvor jeg viser mig,
Men lidt paatrængende jeg kommer atter.
Dog vogt Dig for med mig at drive Spot!
Du kommer til at ligne mig ret godt,
Skjøndt nu vort Slægtskab Du maaskee ei fatter.
No. 12, V. 2: Eva.
Jeg mange Sønner har, men ingen Broder;
Ulykkelig jeg blev ved egen Daad.
Men, ak! tilgiver Døttre! Eders Moder –
Hun selv har ingen havt til Trøst og Raad.
No. 28, V. 2: Torne.
Jeg kan Dig saare i min Harm,
Naar Du herind vil kige;
Thi viid, der hviler i min Arm
En Skjønhed uden Lige.
Foragt man stedse for mig bar,
Og dog jeg engang prydet har
Den største Konges Pande.
Da „Bibelhistorien paa Vers“ allerede forhen (dette Tidsskrift 1ste Binds 3die Hefte for 1847) af en Anonym er bleven anmeldt – da jeg veed, det ikke stemmer overeens med den ærede Udgivers Principer at optage i sit Skrift tvende Anmeldelser af den samme Bog, og da endelig en grundig Bedømmelse af den kræver en større Plads, end Tidsskriftet rimeligviis kan afgive –; maa jeg forbigaa dette Skrift. Men da det paa det ovenanførte Sted omtales saa yderst kort og overfladisk og derhos saa panegyrisk, at Læserne neppe deri kan finde en tilstrækkelig Veiledning eller derved er- holde et nogenlunde fuldstændigt Billede af Bogen; har jeg tilladt mig noget udførligere at recensere den i 2det Binds 3die Hefte af „Theologisk Tidsskrift“, hvor en saadan Recension maaskee ogsaa mere hører hjemme.
I „Catechismen“ og „Bibelhistorien“ paa Vers saavelsom i „Gaaderne“ opdage vi enkelte lyse Glimt af et dybt poetisk, phantasirigt Gemyt; men i sine „Smaa-Digte“ fremtræder Provstinde W. som egentlig Digterinde, der vel ofte blot qvidrer som Svalen, men dog ogsaa undertiden synger som Maaltrosten. Kun sjelden forvilder en Nattergal sig hen til vore nordlige, mørke og kolde Enemærker; deres Triller høre vi med Jubel, men ogsaa Maaltrostens Sang i Lunden, ja selv Svalens Qvidren paa Taget er os velkommen, og modtages af os med Glæde og Taknemmelighed.
Den Grundtvigske Forkjærlighed for Bindetegnet aabenbarer sig allerede i Titelen. Maaskee kan den forsvares ved nye eller sjeldne Sammensætninger eller naar Ordet er sammensat af Ord af forskjellige Sprog, eller af meget lange Ord af een og samme Taledeel; men neppe som her ved et sammensat Ord af eenstavelses Adjectiv og Substantiv. Man skulde jo i Analogi hermed skrive: Smaa-Ting, Stor-Thing, Lille-Finger, Hvid-Kaals-Hoved o. s. v.
Disse Smaadigte indeholde syv Fabler, atten blandede Digte og en Idyl i fire Sange. Bogen mangler forøvrigt Register, maaskee paa Grund af dens ringe Omfang. Læseren føler dog let Savnet af et saadant; det bør derfor ved lignende Arbeider ikke udelades, da Forfatterens Umag for at faae det istand er saa høist ubetydelig. Da de fleste af de tildeels ældre Digte, der indeholdes i denne lille Samling – ifølge Forfatterindens Forord – ingenlunde ere skrevne i den Hensigt, at de engang skulde forelægges den store Almeenhed, men dette egentlig er bleven foranlediget ved adskillige Venners Ønske og Opmuntring, skal det ved Gjennemgaaelsen og Bedømmelsen af de enkelte Digte være mig en kjær og hellig Pligt at bestræbe mig for at opfylde hendes beskedne Bøn om Overbærelse og Skaansel, forsaavidt noget af dem virkelig skulde trænge dertil.
„Fabler“. „Aaen og Fossen“ er en net lille Fabel. Jeg veed dog ikke, om det gaaer andre Læsere, som det gik mig; jeg antog nemlig under Læsningen, at disse tvende rindende Vande, der iøvrigt ere af saa forskjellig Art, vare Billeder paa Qvinden og Manden i deres særegne charakteristiske Fremtræden. Den stille, rene, blomsterkrandsede, gavmilde, vederqvægende, i Ydmyghed tjenende Aa, omgivet af puslende og legende Smaaalfer, og med Himmelens Straalebillede i sit speilklare Skjød, minder ligesaa stærkt om den fromme, huusmoderlige, men fordringsfrie, af yndige Børn omringede Qvinde, som den fra Klippetoppene nedtordnende, dristige og mægtige, men vilde og heftige i Hovmod pralende Fos om den djærve og stolte, i overstrømmende Kraftfylde herskesyge Mand. Denne Forestilling er imidlertid feilagtig; thi en af Alferne slutter sin Replik og dermed hele Fabelen med disse Ord (i udhævet Tryk): „Den, der har meest, bør at gives“. Vi henvises da aabenbar, saavidt jeg skjønner, til den oftere af Frelseren anførte Sentents: Hver, som haver, ham skal gives, o. s. v- Navnlig beuptter Herren den som en Anvendelse og Forklaring af Parabelen om de betroede Pengesummer (Matth. 25, 29.) Hvorvidt den derimod kan være anvendelig her, er vel et Spørgsmaal. Alferne beslutte at plyndre Fossen til Fordeel for Aaen og smykke dennes grønne Bred med de himmelske Gaver; men hvorfor? Blot af Skræk for dens høirøstede Tale og af Had til dens storartede, stolte og kolde Natur og Væsen; men ingenlunde, fordi den som en ond og lad Tjener nedgraver sit Talent unyttigt i Jorden. Ladhed og Dorskhed ere netop Egenskaber, man allermindst har Grund til at bebreide Fossen, der i raskt og ubændigt Overmod vælter sine Bølger ned i Dybet, og sprøiter sit hvide Skum mod de af den i Aartusinder glatslebne Klippestene. Snarere kunne de dog tillægges den i døsig Ro gjennem prangende Blomstersletter langsomt henglidende Aa. Saa ganske uden Gavn og Nytte for Naturens Herre er Fossen jo heller ikke. I Sammenligning med Aaen har den udentvivl i visse Henseender et ikke ubetydeligt Fortrin. Flygter end de mindre og svagere Fiskearter fra dens hvirvlende Strømninger; den skjønne, kraftige Lax søger derimod længselsfuld hen til Fossefaldet, for at prøve Styrke med det i den herligste Kampleg, medens dette i en rivende Fart driver det zittrende Sagblad og kjæmpemæssige Møllehjul. Fossens Overfylde af Kraft og rastløse Virksomhed gjør den ialfald mere uskikket end nogen anden Ting i Verden til at stilles i Klasse med den dovne og unyttige Svend, der i Evangeliet dømmes til at overgive sin Medtjener det Pund, han var forlenet af den fælles Herre, og som han ikke vidste at gjøre noget Brug af til Fordeel og Glæde for sig selv og Andre.
„Lægekunstens Genius“. Besynderligt maa det forekomme os, at Menneskets Skytsaand (Irmiel) blev straffet af Jehova, fordi han af kjærlig Omhu vilde med Frugten af Livets Træ ile Adam til Hjælp, forebygge hans Nydelse af Kundskabstræets dødbringende Frugt og saaledes beskytte ham mod Forførelsen og Faldet, aldenstund han er angerløs for, at han ikke itide advarede Eva for Slangens Fristelse hvilken han nødvendig maatte være Vidne til, da han selv sad ved Foden af Livets Træ, der stod midt i Haven. Uvilkaarlig falder Tanken paa den lade og unyttige Tjener, der forsømte at aagre med sit Pund, og lod dem, han var sat til at vaage over, skjøtte sig selv, medens han under „Bladenes grønne, zittrende Dæmring“ fik sig af Kjedsomhed en liden Morgenblund. Skulde man slutte fra Menneskeslægtens Helbredsforfatning, er den gode Irmiel ogsaa som Lægekunstens Genius, trods Lægernes Aarvaagenhed, fremdeles af en temmelig søvnig Natur.
Ved „Ravnen og Duen“ har jeg kun den lille Bemærkning at gjøre, at man kan gjøre en Skjelm Uret. Det er vel ikke saa afgjort, at Ravnen viste Arkens Herre Svig og Falskhed ved troløst at ud- føre sit Kald. Der staaer skrevet (Gen. 8, 7), at den fløi ud frem og tilbage (til Arken), indtil Vandet var borttørret af Jorden. Det er lidet troligt, at den har overnattet paa de paa Syndflodens Bølger svømmende Aadsler; den søgte vist Ly om Aftenen i sit gamle trygge Rede i Arken, for atter om Morgenen at flyve bort. Først da Jorden var bleven tør nok for den, kom den ikke tilbage; hvilket da heller ikke Duen gjorde tredie Gang den blev udsendt og fandt en tør Jordbund og tilstrækkelig Føde for sig (8, 12.) Den havde altsaa i denne Henseende intet at rose sig af fremfor Ravnen, paa hvem Kirkens Herre formaner os at give Agt (Luc. 12, 24.) Hermed negtes dog ikke Ducns høie Værdighed som Symbolet for den Helligaand, den himmelske Freds og den aandelige Reenheds Sindbillede (Luc. 3, 22.)
I „Stedmodersblomstens Oprindelse“ oversættes dens franske Navn: Pensée med: „Tænk paa mig!“ Lidt dristigt, men tilgiveligt formedelst den smukke og sindrige Tanke, der ligger til Grund for den frie Oversættelse.
I „Lunas Elsker“ opføres to Lystspil: „Den stundesløse Vielgeschrei“ og „Den politiske Kandestøber“. Og Skuespillerne ere ikke „danske Tinsoldater“, men ægte norske Frihedsmænd. Her gjælder i bogstavelig Forstand Welhavens Dæmringsord: „Der er et Skrig, en Pladskenom i Skoven; Men Vingen voxer indenfra med Møie, Mens Næbbet stikker frem og skvadronerer“. Det gjør mig meest ondt, at Duen har faaet Fluer i Hovedet, idet den arme Stakkel er bleven en reen Sanct-Simonist og fremkommer med communistiske og socialistiske Forslag. Kun Philomele fornegter ei sin beskedne Natur, hører taalmodig paa Skjærens og Stærens fornuftige Raisonnement og begrundede Klagemaal, og istemmer først, efterat Thinget er hævet, sin længselsfulde melodiske Serenade til den blufærdige Luna.
I det gamle tydske Eventyr „Elina“ siges der om Heltinden i V. 2, at hendes lysbrune Haar var som Guld at see (til). Jeg veed ikke, om denne Farve kan kaldes gylden; idetmindste tænker man sig nok den guldlokkede Freia med guult Haar.
„Blandede Digte“. Det uendelig deilige „Sjælens Farvel til Legemet“ kjende vi fra de i 1847 af Wexels samlede „Religiøse Digte“. I V. 9 har imidlertid indtrængt sig Ordet: „fælles“, der atter maa udstødes paa Grund af Versemaalet. Blandt de enkelte Forandringer maa jeg gjøre opmærksom paa den heldige i V. 11 fra: „Kom, jeg Dig begynder uden Frygt!“ til: Kan jeg Dig begynde uden Frygt? Sjælens modige Udfordring til Døden om at komme for at kunne begynde Vandringen med den, passer mindre vel i Contexten end det sidste Spørgsmaal, der saa naturlig opstaaer ved Tanken om den i foregaaende Linie berørte, ukjendte Forandring, og slutter sig desuden saa nøie til det umiddelbart paafølgende i V. 12; „Tør jeg træde for Guds Dommersæde ureen og besmittet, som jeg er?*
„Mit Theater“ er det i enhver Henseende betydeligste af disse Digte. Det er en naturtro, naiv og interessant skizzeret Fremstilling af Landlivet de Syner og Scener, dette frembyder for Iagttageren, hvis Øie er aabent for Naturens Helligdom. Da der skal gives et Potpourri, en i Tidens Smag idelig Afvexling af Farcer, Operetter og Balletter, begynder den dramatiske Forestilling allerede om Morgenen. Gjennem Phantasiens Lorgnet sees Kunstens luftige Genier drage hurtigt tilside det hvide, tætte, i dybe Folder nedhængende Taageteppe – en Reminiscents fra Kjøbenhavns Theater –, og en Decoration lader sig tilsyne, ikke belyst af Lampers Skin men af Solens Lue, saa mageløs storartet og herlig, at selv de største Hovedstæder maa give denne Prisen, og de navnkundigste Kunstnere staae tilskamme. En Solosangerinde, Lærken Jenny Lind, accompagneret af et velbesat Orchester lader i en Bravourarie Sangens klare Toner hæve sig mod Himmelen, medens Publicum vist finder hendes Triller uforlignelige. I første Scene gaaer en Flok Skolebørn, Vadmels-Gutter og Verkens Gjenter, om hverandre, syngende, leende og støiende med deres Lærebøger i Haanden, over Skuepladsen til Bygdens faste Skole. Derefter faae vi en lille Comoedie i det Grønne. Saa kommer et Intermez: Russer og Polakker holde en frygtelig larmende Bataille. Friheden seirer i Friqvarteret, Polakkerne raabe: Victoria! Frihedens Banner vaier atter over det fra Ruslands Jernaag frelste Polen – –, da Skolemesteren viser sig med Pontoppidan i den lave Dør til Viisdomstemplet, blander pludselig de fiendtlige Nationer sammen i en Hob, og „vi har atter Fred i Landet“. En ny Act aabnes med et Skud, som dog ikke er et Tegn paa fornyede Fiendtligheder, men kun en fredelig Hilsen, en venskabelig Indbydelse fra den forbifarende Dampbaad. Tredie Act maa man vente paa omtrent en Times Tid. Parterret bliver maaskee, som sædvanlig, lidt utaalmodigt og begynder at trampe i Samklang med Galleriets raae og lurvede Natursønner – Parquettet er en Have, i hvilken Taalmodigheds-Urten gjerne voxer og trives til Fuldkommenhed –; imidlertid gjør Orchesterets blæsende Instrumenter og Pauker sit Bedste for at overdøve Larmen og lade Vedkommende glemme Tidens Piinagtighed. Endelig bliver der Liv paa Scenen. Som Efterspil opføres et lidet dramatiseret Hyrdedigt à la Florian. Det er sildigt; det stunder mod Aften, og Sollampen truer med at slukne; men forinden Skumringen udbreder sig over Skuepladsen, maa der gives en Ballet: „Muntre Myg paa Vinge fiin – hvirvle om med Dandsetrin“. De smaa Dandsere, der dandse lystigt efter egen Musik, gjøre tillige mangt et dristigt Badut- og Trampolin-Spring, og vise desuden deres Kunst som Liniedandsere paa de fine, svindende Solstraaler. Spaaer Dandserchoret sandt om smukt Veir, indbydes vi atter til at gaae paa Comedie den følgende Dags Morgen.
Af „Luftseileren Pillatre de Roziers“ Skjebne tages der Anledning til at advare mod at friste Gud ved overmodig at ville „overskride sit Legemes Skranke“. Hvor Grændsen her findes, er dog maaskee vanskeligt nok at bestemme. Meget blev engang anseet for en saadan formastelig Synd, hvorom man nu har dannet sig ganske andre Forestillinger, jeg vil blot nævne: Seiladsen over Verdenshavet, Nedfarten til Havbunden i Dykkerklokken, Dampskibe og Jernbaner. Hvad skal man f. Ex. sige om Blanchard, der selvanden foer otte Dage før Rozier i en Luftballon over Kanalen fra Dover til Calais, og som tretten Aar efter, med et Selskab af sexten Personer, gjorde en 6 Miles Fart gjennem Luften? Var Bebreidelsen retfærdig, da har den verdensberømte Blanchard fristet Gud 66 Gange i sit Liv; thi saa mange Luftreiser havde han foretaget inden sin Død i Aaret 1809. Et lignende Held havde hans Enke, der ærede sin Mands Minde og glemte sin Sorg paa sine Lysttoure gjennem den Italienske rene Æther. Hvor ønskeligt vilde ikke Blanchares store Luftskib være for skibbrudne Søfolk!
I „Forskjellige Anskuelser“ skildres moderlig Kjærlighed og barnlig Fromhed ligeoverfor en overtroisk Ammes Eenfoldighed. Efterat der under Billeder af Rosen og Lillien er paaviist Forskjellen mellem „Elskov og huuslig Lykke“, følge 10 smaa Riimbreve til forskjellige Veninder og en Liigsang, med hvis videre Omtale jeg ikke vil opholde Læseren, skjøndt de alle bære Vidnesbyrd om den Rigdomsfylde af ophøiede Tanker og skjønne Følelser, der røre sig i Sangerskens Indre.
Samlingen slutter med „Præstedatteren i Elverum“. Denne Idyl er skrevet i Hexametre og inddeelt i fire Sange: 1. Bispevisitatsen. 2. Capellanen. 3. Annexreisen og 4. Brudepigen.
Fru W.s elverumske Lovise minder om Voss’s berømte „Luise“, Præstedatteren i Grünau, og er en i det Hele taget heldig Efterligning af dette maaskee hidtil uopnaaede Mønster. De norske Forholde Sæder og Skikke har Forf., der er begavet med en fiin og skarp Iagttagelsesevne, og har havt rig Anledning til at blive bekjendt med vor Almues Charakteer og Levesæt, vidst at fremstille med Troskab og træffende Sandhed. Her ere ingen ved Phantasien skabte Idealer, til hvilke intet Tilsvarende findes i Naturen; det er kun det Virkelige idealiseret, saa at man næsten synes selv at have oplevet de skildrede Begivenheder og deeltaget i de besjungne Samtaler og Handlinger. End mere forøges Illusionen ved den Leilighed, man her faaer til at beundre Præstedatterens Færdighed i at tillave Punsch og Præstefamiliens Forkjærlighed for denne Drik, idet der ikke mindre end 3 (tre) forskjellige Gange drikkes Punsch i dette lille landlige Digt. En ung Præst bliver forlovet: „i Hast“ laves der Punsch, for „med Fyrighed“ at drikke Parrets Skaal. En gammel syg Præst faaer i koldt Regnveir Besøg af sin geistlige tilkommende Svigersøn: strax maa Datter og Elskerinde ind at lave dem et Glas Punsch som „Kulde og Hæshed forjager“, og bringer Hiin til at udbryde med et yndigt Smiil: „O! hvor et opmuntret Sind dog gavnligt paa Legemet virker – hvor har Din Ankomst mig ikke oplivet, min Søn! saa jeg føler neppe til Matheden meer“?! Man faaer imidlertid en Mistanke om, at ogsaa „den rygende Bolle“ har bidraget sin Deel til den svagelige Oldings Munterhed og Livlighed, medens han selv blot tilskriver sin Yndlings Nærværelse den oprømte Stemning. Biskoppen holder Visitats: efter trende Aars Forløb samles endelig Hyrden og Overhyrden til Kirkens og Embedets Tarv; men de ere saa lidet aandelige, ja saa aandløse, at de ikke kunne finde tilstrækkelig Underholdning i hinandens Selskab nogle Aftentimer, men maa tage sin Tilflugt til „Spilleborde“ og „Punschen“, for at dræbe den langsomme og kjedsommelige Tid. Er dette end socialt og cordialt: idealsk og idyllisk er det ialfald ikke. Da Scenen er i vort Fødeland, forekommer det mig underligt, at Personerne uden Nødvendighed tillægges tydske Navne. Heltindens Kjæreste hedder nemlig Friderik og hendes Fader Freiberg. Man seer dog vel helst Nordmænd som Præster i Norge.
Efter saaledes at have dvælet ved disse Digtes Indhold, maa jeg, maaskee med Fare for at trætte mangen Læsers Taalmodighed, til Slutning omtale og føre Anke over de mangfoldige Misligheder og Ufuldkommenheder i formel eller i technisk og stilistisk Henseende, af hvilke de lide. Følgende Exempler afgive formeentlig øiensynlige og haandgribelige Beviser.
I „Lægekunstens Genius“, V. 5 mangler et Led i den første Dactylus. J V. 7 deles Ordet: „Forkastet“ saa, at „for“ ender den første Linie og „kastet“ begynder den anden. Selv i riimfrie Vers er dog formeentlig denne Frihed forkastelig. En anden Sag er det med saadanne sammensatte Ord som „rosen-farvede“ og „Kundskabs-Træets“ i B. 1 og 2. I „Den første Taarepiil“ V. 8 er udeladt Enderimet, som formodentlig er her. I „Elina“ V. 26, „min Taares Flod“; bedre en Taareflod; een Taare kan nemlig neppe rinde strømmeviis.
Rimene ere ofte meget uheldige: Saaledes rimes i „Den første Taarepiil“ V. 14 og 16 „Green“ paa „hen“ og „igjen“; og i „Lunas Elsker“ V. 8 og 17 „Land“ paa „Plan“ og „Elskovsild“ paa „Tryllesmiil“. – I „Elina“ rimes paa hinanden: „fiin“ og „Sind“, „begjærer“ og „regjerer“, „lyster“ og „høster“, „indseer“ og „er“, „seer“ og „kjær“; „hen“ og „reen“, „mild“ og „Englesmiil“, „Største“, og „udløste“. – I „Belysningen“ er et Riim som „Stund“ og „Lund“ paa „Skypaulun“ ilke godt; men „Dunkelhed“’ paa „Plet“ er slsrt. Men idet jeg dadler daarlige Riim, misbilliger jeg dog endnu mere aabenbare Brud paa Sprogets Love for Rimets Skyld; som f. Ex. at Verbet sættes i Plural, naar Subjectet er Singular. See „Mit Theater“ Pag. 49: „De store Blade, som Naturens Bog oplade“, og Pag. 67: „Bange Fugleskare fare bort“.
„Idyllen“ er digtet i Aaret 1830. Da Digterinden altsaa har havt et Tidsrum af henved et Par Decennier til at rette og file paa dette sit lille Digt, og desuden al Anledning til at erholde kyndige Venners Vink og Veiledning, kan det ikke andet end være høist paafaldende, at det, i Forhold til sin Størrelse, laborerer af en ikke ubetydelig Mængde techniske Feil. Saaledes synes hendes Øre oftere at have følt sig trættet ved de idelige Hexametre, og søgt en Forandring ved et Pentameter nu og da, som dog ved Enden er slaaet om i et Hexameter, saa det hverken er Fugl eller Fisk. Til Exempler tjene Følgende.
„Rask svinged’ Præsten sig op, klappede modige Ganger.“
„Ofte af Fjeldstykker mødt, krumt sig slynger i Dalen,
Nu fløi fra Gaard og til Gaard over den videre Slette,
Endelig standsende ved Skrejas vældige Fjeldryg“ –
„Over det lave Huus, Præsternes Bolig i Osen“
Nogle Hexametre mangle en Fod, f. Ex.:
„Medens den gamle ærværdige Præst paa sit Kammer“
„„I Jesu Navn al vor Gjerning skal skee.““ „Da fremstilled’.“
Andre begynde med en Jambe istedetfor med en Spondæus eller Dactylus, t. Ex.:
„Af Bygdens rigeste Mand.“
„Vemodig hefted han Blikket paa Præstens alvorlige Aasyn.“
„Tilkjendegav dog endnu hendes hule og pibende Snorken.“
„Thi Vinden havde sig vendt.“
„Hvad Herren har sammenføiet“
„I Præstegaarden.“ –
¹„Af Osens mørkeblaae Vand“ o. s. v.
Ja, der gives endog Hexametre med 7 Pedes, saasom:
„Rosenstrøet er ei mit Liv, men kunde jeg haabe at flytte“
„Rækkende Hustruen Haanden, der mere ubeqvem var og fyldig.“
Endelig kunne enkelte ikke scanderes, som følgende:
„Saaledes talede den Gamle. Snart var Toilettet istandbragt.“
„Og – det var Løverdags Aften – hvor grundede Lovise.“
Hurtig var Klæderne paa, der Aftenen iforveien alt var. –
Skjønt Hexametrets sidste Versfod skal enten være en Spondæus eller Trochæus, endes adskillige med en Daktylus, som: „Kjøkkenet“, „Fienden“, „naaede“, „forsmaaede“. Ved at udstøde e’et i de sidste Ord, og skrive: „naa’de“, „forsmaa’de“, vilde Feilen være rettet; dette er derimod skeet i 5te pes, der netop skal være en Daktylus, idet der et Sted staaer „Træ’rnes“ istedetfor Træernes Stammer.
Jeg vil ikke tale om Incorrectheder som den, at der næsten altid skrives Trysild ligetil Digtets Slutningsord, der, udentvivl rigtigt, skrives: Tryssild,. – at „hvoraf“ bruges for af hvem eller af hvilken, som f. Ex.
„Da han sin Menighed hilste, hvoraf han var elsket saa saare.“
eller at „udaf“ tidt benyttes istedetfor „af“, for ganske unødigt at faae en Daktylus i den første Versfod, f. Ex.:
„Snart saa man den talrige Skare
Udaf den langsomt fremskridende Almues brogede Grupper“.
„Thi udaf Barndomsveninden hun ønskede Krandsen at flettes.“
eller „imellem“ for mellem, hvorved endogsaa Versfoden reent fordærves. Men jeg maa paatale de aabenbare Brud paa Stavelsernes Qvantitet, som t. Ex. Opsættet, Selskabet, Lommetørklædet, Smørkanden, Aftale afløst, velmeente, at efterforske, Kjøkkenforklædet, Kjærligheden o. s. v. Digternes Kald er det at forædle og forskjønne Fædrenes Sprog, ei at forvanske og fordærve det. Saaledes kan det ikke tillades ham at sige: „Nei, sæt dog, min kjære Lovise! ei saa sørgmodigt et Ansigt“. At her mangler et „op“ føler Enhver. Naar det hedder „de mange forskjellige Hobe, der holdt paa Volden sit Maaltid, udlokket af varmende Solskin“, maa man efter Sprogregler tro, at Maden er stegt i Solheden, da dog Meningen skal være, at Folkehobene ere udlokkede i det Frie af Solskinnets Varme. „Blyfærdig“ kjendes ikke i Sproget. Ordene, som betegne dette Begreb, ere bly og blufærdig; „symetrisk“ skal vare symmetrisk, „Aschetter“ skal skrives Assjetter efter det Franske. – „Stolte de (Søiler) synes (syntes) at bære de Navne, der mellem dem hængte“. Det intransitive Verbums Imperfectum hedder: hang. I Almindelighed kan bemærkes, at mens og imens vistnok ere forkortede Former af medens og imedens, men behøve derfor ikke at skrives: me’ns og ime’ns, hvilket er baade overflødigt og urigtigt, hvilket og gjælder: „meer’“. Ligesaa kan Imperfectum af 1ste Conjugation, som: frygted, mæled, pleied, etc. ansees som den poetiske Form, og trænger saaledes ikke til nogen Apostroph, undtagen i Plural. „Sti mellem nys frempippede Ager“ (Agre), „frederlig“, „forvant“ (forvænt), „frembydende“ (frembrydende), „synes“ (syntes), „den Hjælp“ (for: din Hjælp), „snilt“ (snildt), „en Flugt, om i Gaver vi har den at tæmme“ (kan ikke dechiffreres, S. 125), „fare vild“ (fare vild) „brugt“ (plur.), „hilset“ (hilste); „hun knælede ned, hun (og) sagde“, – Alt dette er rimeligviis kun Trykfeil, men ere i Forbindelse med Interpunktionstegnene – der more sig med at bytte Sæde og lege Skjul – altfor talende Vidnesbyrd om en i høi Grad skjødesløs Correctur, der ei alene generer Læseren men endogsaa undertiden forvirrer Meningen. Saaledes læse vi Side 131, at den flittige Martha syslede og skjænkte Kaffe ligesom sin Navne, medens der nok blot menes, at hun var huuslig og travl som denne; og S. 146, at tvende Veninder opsendte uskyldige Ønsker af den almægtige Gud. Men Pag. 126 have vi en Tankefeil, som formeentlig maa lægges Forfatterinden til Last. Det hedder nemlig:
„Efter et kjærligt Farvel svang Holst sig med Lethed paa Hesten,
Som ædelmodig han havde med Winthers ombyttet og ladet
Ham faae sin tilredne Brune[4], der sikkert og let gik i Fjeldet.“
Saavidt jeg skjønner, fortælles her, at Holst nu, ved denne Leilighed red paa sin egen lette, sikkre og tilredne Hest, skjøndt han en anden Gang, forhen, havde viist Winther den Ædelmodighed at laane ham den og imidlertid tilbyttet sig og benyttet hans tungere og ustøe Hest. Den egentlige Mening udtrykkes vel rigtigere og tydeligere ved følgende Omskrivning:
Efter et kjærligt Farvel svang Holst sig med Lethed paa Winthers
Hest, som han sig ædelmodig havde tilbyttet, og ladet
Ham faae sin tilredne Brune o. s. v.
Disse tilfældige Lyder og Pletter, der vanzire dette i det Væsentlige overmaade smukke og vellykkede Aandsfoster, har jeg ikke villet undlade at paapege, da det vel fortjener at udkomme i en fornyet Skikkelse. Det er saameget mere nødvendigt hos os, ikke at oversee Sprogfeil i den poetiske Literatur, som vor udentvivl største og meest genialske Digteraand, Henrik Wergeland, ved sit Exempel har forledet sine blinde Beundrere til at efterligne ham i det Letteste af hans Kunst: at gjøre vort ærværdige og dyrebare Modersmaal Overlast. Fru Winsnes, der viser os baade i sin „Huusholdningsbog“, som her i den gamle Tante (see Pag. 112 og 140), at hun veed og erkjender hvad der hører til en god Beværtning nemlig ei alene at Maden er velsmagende,
men at ogsaa Anretningen er smagfuld, vil ikke miskjende
Recensenten, fordi han tillader sig at opstille lignende Fordringer til den, der indbyder Publicum til Gjæst, selv ved det meest frugale, aandige Maaltid. Reenlighed Orden, Nøiagtighed og Ziirlighed er en Agtelsens Tribut, man skylder sin høie Gjæst, der først da sætter tilbørlig Priis paa de Bordets Glæder Vært eller Værtinde har tiltænkt og beredet ham.
Til Slutning maa jeg udtale det Ønske og Haab, at hun, der skrev en Lovise i 1830, vil kunne skjænke os en Luise i 1850.
C. U. Sundt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Credo in spiritum sanctum, ecclesiam sanctam et universam.
- ↑ Ja selv i Aar, da der i Hovedstaden afholdtes det store Central-Afholdenhedsmøde, der beæredes med Stortingets Nærværelse.
- ↑ Desværre er en 3die udgave udkommen i uforandret Skikkelse, inden Manuscriptet lægges under Pressen.
- ↑ at kalde Hesten ligefrem „Bruun“ gaaer dog nok ikke an (cfr. S. 118.)