Bygde-Helgener

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
P. T. Mallings Boghandels Forlag (s. ill.-8).
Ludvig Skramstad - Sætersdalen, ved Ose.jpg
Parti fra Setesdalen.
1. Hellig Lidvords Kilde.

Naar man fra Valle Kirke i Setesdalen reiser opover til Bykle Sogn, kommer man – noget over to Mil ovenfor Kirken – forbi en Kilde, som kaldes Hellig Lidvords Kilde. Den springer lige ud af det faste Fjeld, og dens Vand udmerker sig ved Renhed og Velsmag. I gamle Dage ansaas denne Kilde for at være hellig, og der knyttede sig „alskens forunderlige Meninger“ til den. Da, vil man paastaa, var dens Vand endda klarere, end det nu omstunder er. Thi dens undergjørende Kraft forsvandt ganske og aldeles, da man begyndte at brønde Heste og vaske Klæder i den.

Det samme Sagn, som berettes om Tilblivelsen af saa mange andre Lægedomskilder, knytter sig ogsaa til denne. Langt oppe i Tiden – heder det – boede der paa en Gaard, beliggende omtrent en Fjerding Vei ovenfor Kilden, en Mand ved Navn Lidvord. Han var saare from og gudfrygtig; hver Søndag gik han paa fastende Hjerte den lange Vei frem og tilbage fra Kirken. Først naar han var vendt tilbage efter forrettet Andagt, var han at formaa til at vederkvæge sig med Mad og Drikke. Engang paa Hjemveien fra Kirken blev han overvældet af Mathed. Forgjæves saa han sig om efter et Vandløb for at lædske sin Tørst. „Gud give, jeg dog havde noget at drikke!“ sukkede han, idet han satte sig ned paa den tørre Bakke. Neppe havde han sagt det, før han sank hen i en let Slummer. Da han vaagnede, var der af den haarde Klippe fremvældet en Kilde med det reneste og klareste Vand, hvormed han kunde slukke sin Tørst.

Beskrivelse over Setesdalen, indsendt 1811 til Kommissionen til Oldsagers Opbevaring i Kjøbenhavn af Sogneprest til Egersund P. L. Lund (Afskrist i Kildeskriftfondets Samlinger No. 197).

2. Hellig-Thurid.

Paa Gaarden Skjeldsø i Søndeled i Nedenes Amt levede der langt oppe i Tiden en gammel Kvinde, som kaldtes „Hellig-Thurid“ (Helligtøri) og havde faaet dette Navn for sin Gudfrygtigheds Skyld. Endnu viser man et Par flade Stene, som kaldes „Hellig-Thurids Heller“. Om hende fortælles der, at hun en Vaar gav bort alt sit Saakorn; sine egne Agre lod hun blot pløie og harve, men havde intet at tilsaa dem med. Men da de andres Agre grønnedes, grønnedes hendes med, og da Høsten kom, stod Agrene ligesaa kornrige, som om der havde været saaet. Naar hun manglede Baad til at sætte over Fjorden med, tog hun sin Bagstehelle til dette Brug; den flød med hende. Engang da hun var kommet lidt udpaa, begyndte Hellen at synke under hende; da mindedes hun, at hun var gaaet forbi et Ax paa Veien uden at tage det op. Hun roede øieblikkelig i Land, gik hen og tog Axet op; siden kunde Hellen flyde igjen som før.

Tallak Lindstøl, Stamtavler fra østre Nedenes S. 390.
3. St. Evens Kapel.

Noget over en Mils Vei søndenfor Trondhjem hæver Vatsfjeldet (Vassfjeldet), sig op mellem Melhus og Klæbu. Paa den Side, som skraaner ned mod den førstnævnte Bygd, ligger to smaa Tjern. Det ene af dem, som gjennem Bækken Lodda, der flyder tæt forbi Melhus Hovedkirke, har Afløb til Gulelven, kaldes endnu den Dag idag St. Evens Tjern eller Kilde.

I Middelalderen stod der paa dette Sted et Kapel, som kaldtes St. Evens Kirke. Til visse Tider af Sommeren kom Presten i Melhus Sogn herop for at holde Gudstjeneste. Thi det var gængs Tro blandt Almuen i Bygderne rundt omkring, at Kildens Vand havde helbredende Kraft, og derfor søgte Syge og Krøblinger i stort Antal derhen for at faa sin Helse igjen.

Ved Armfeldts Indfald i Guldalen 1718 søgte Bønderne tilfjelds for at undgaa Fienderne. Dengang – siger man – fandtes Grundvolden og nogle andre Rester endnu i Behold paa det Sted, Kapellet havde staaet. Paa Prestegaarden nede i Dalen opbevaredes noget Trævirke, som ligeledes hidrørte herfra. Men dette blev i den haarde Vintertid benyttet til Brænde af de finske Tropper, som havde slaaet Leir under aaben Himmel i Egnen omkring Melhus Kirke. Men Troen paa Evenskildens Hellighed vedblev at leve i lang Tid, efterat ethvert Spor af Kapellet var forsvundet. I Aaret 1775, da Historikeren Gerhard Schøning reiste gjennem Dalen, fandtes der saaledes ved Tjernet en Hob Stave og Krykker, som var bleven efterladt af Syge, som i al Hemmelighed havde søgt Helsebod her. Af og til kunde man og i Vandet skimte Sølvskillinger, som var nedkastede i det.

Schønings utrykte Reise (Manuskript i Kildeskriftfondets Samlinger). A. Erlandsen, Efterretninger om den nordenfjeldske Geistlighed S. 116. L. D. Klüwer, Norske Mindesmærker, S. 100. Mundtligt Meddelelse af Gaardbruger, fhv. Storthingsmand Nils Melhus.

I Opdals Prestegjeld, der i den katholske Tid skal have havt 3 Kirker og 2 Kapeller, stod der ved Stavaa-Elven et Kapel, der blev nedlagt ved Reformatsen af 1589. Endnu 100 Aar efter kunde man se dets cirkelrunde Grundmur. Presten Anders Hanssen Bernhoft skriver om dette Kapel: „Her har i Pavedømmet været et stort Tilløb af Krøblinger og andre, som superstitieuse her mente at ville faa sin Helse igjen, naar de ofrede og gav til Kapellet Klæder, som blev ophængte og aldrig brugte, Skillinger af gammel Mynt, som de stak i Kirkemuren ingen Mand til Nytte, Træskeer, Traaddukker etc. Her fandtes i gamle Dage mange Krykker. Ørtuger gamle finder man endnu i Murene, naar man leder.“ (A. H. Bernhofts Beskrivelse over Opdals Prestegjeld i Kildeskriftfondets Samlinger).

4. Sjurdsmessedagen.

I Begyndelsen af Aaret 1722 befandt Lagmanden over Trondhjem, Abraham Drejer, sig i Kjøbenhavn i et eller andet offentligt Erende, sandsynligvis i Anledning af det bekjendte Kirkesalg, som Kong Fredrik IV nogen Tid efter skulde lade foranstalte. Under 6te Februar samme Aar indgav han et Slags kortfattet Beskrivelse over Trondhjems By og Amt. Dette Verk maa i enhver Henseende siges at være af temmelig underordnet Betydning. Det er et Hastverksarbeide og bærer hverken Vidnesbyrd om nogen synderlig Belæsthed eller speciel historisk Sans i det hele, ja selv statistiske Data fra hans egen Samtid turde neppe ubetinget fortjene Tiltro. Som sikker Autoritet kan man derfor ikke paa nogen Maade paaberaabe sig ham.

Allerede paa den første Side i Bogen taler han om „St. Sigvards Kirke“, i hvis umiddelbare

Nærhed „Kong St. Ole“ skulde være begravet, og som
Nidarosdomen west front maschius 1661.jpg
Vestfronten af Trondhjems Domkirke 1661.
endnu skulde „staa hel og nu alene benyttes af Kapitulet

i Trondhjem“. Som enhver ved, der har besøgt den ærværdige Domkirke, har Kapitelet fra Schønings Tid og indtil vore Dage gaaet under den forvildende Benævnelse „St. Klemens’s Kirke“. I 1708 – og sandsynligvis ogsaa dengang Lagmanden skrev – var det derimod den forfaldne vestre Fløi af Kirken, som Byens dannede Kreds fandt for godt at kalde saa. Almuesmanden kjender nuomstunder, ligesom dengang Maschius udgav sit bekjendte Kobberstik over Kirken, intet andet Navn paa den end „Gammelkirken“.

Hvor Lagmanden har faaet Benævnelsen „St. Sigvards Kirke“ fra, er ikke let at skjønne. Kjendte man paa den Tid i Trondhjem en Helgen „St. Sigurd“? Beror det hele kun paa en misforstaaet Læsning af Peder Claussøns Oversættelse af Snorre?[1] Eller er maaske Navnet fremgaaet af begge Dele i Forening?

Det er sikkert nok, at man engang i det nordenfjeldske har hyldet en „Hellig Sigurd“, hvis Aartid var den 23de December. Denne Dag er endnu vel kjendt i Trondhjemsbygderne under Navnet „Sjurdsmessedagen“. Dagen kjendes ogsaa paa forskjellige andre Steder i Landet. Det er for nærværende ikke let at afgjøre, om den har været festligholdt til Minde om en simpel Bondehelgen eller en merkeligere historisk Personlighed, skjønt Tanken kunde ledes hen paa forskjellige, saasom den ulykkelige Tronprætendent, Trønderen Sigurd Slembe, den mægtige Erkebiskop Sigurd, der fuldførte Domkirkens Bygning, eller den svenske Landskabshelgen St. Sigfrid, hvis Aartid i Sverige dog var den 15de Februar.

Om Oprindelsen til Benævnelsen „Sjurdsmessedagen“ har heller ikke Bygdefolket i det Trondhjemske nogen Oplysning at give. Sælbyggen alene ved at fortælle følgende Eventyrsagn:

Langt oppe i Tiden laa der oppe i Rottdalen i Sælbu to Gaarde, Stærnes og Lunden, som nu begge ligger øde. Sjurd hed Manden paa Stærnes. Engang om Vinteren var han bleven døgnvild og madløs; saa vilde han bort til Lundemanden for at faa laane lidt Mad og høre, hvad Tiden led. Han gav sig paa Veien; men saa raabte det til ham fra Berget:

„Stakkars Stærnesmand
som itnaa ha te Jul,
in Lev Brø i Bur
aa in Stok Ve’ i Skjul!
Vend om, Sjurd!
Du fæ itnaa taa a, dæ æ trur.
Vend om, Sjurd!
Natta i aa Daagaan to te Jul!“

Sjurd vendte da om; siden kaldte man Dagen før Juleaften Sjurdsmessedagen.

O. Stv. Hansen, Bygdefortælling (Tromsø 1873) S. 25. Jfr. Segnir fraa Bygdom II, S. 7 fg. Lignende „Regler“ findes fra flere andre Kanter af Landet, saaledes fra Kvikne i Østerdalen, Setesdalen m. fl. Paa det sidstnævnte Sted har „Pesta“ i Findalen alene skaanet et gammelt Ægtepar, Knut og Thora Nuten. Midtvinters skal Thora hen til Nabobygden for at høre, hvor nær Jul det lider. Underveis raaber Troldet til hende:

„Deka, deka Thole!
Baka du Brøuo til Jole!
Note ei
Og Dagane tvæi
So længje æ de til Jole!“

A. Faye, Norske Sagn (2den Udgave) S. 137 fg.

  1. Jeg sigter her til følgende Sted (S. 740 i Udgaven af 1633): „Den Sommer (1249) hafde Erckebispen ladet bygge eller lægge Grundvolden til Christkircke, saa langt som den nu er Vester bygt.“