Breve fra Kongo/X

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Aschehoug & Co. (W. Nygaard) (s. 105-121).
Stanleyville, December 1905.
K
ongostaten danner geografisk set et Hele, men det er ogsaa alt; dens Indvaanere danner ikke et Folk, og de taler ikke et Sprog. Det vil tage lange Tider at smelte sammen til et alle disse Racer og Villager, som i Tusinder af Aar har levet sit eget Liv og faaet sit eget eiendommelige Præg. Her maa der gaaes frem med smaa Slag for at sikre en naturlig Udvikling.

Der valgtes et meget klogt Udgangspunkt, da det bestemtes, at hver Village skulde fortsætte sin Tilværelse som før, overensstemmende med gamle Sæder og Skikke. Heri gjorde man dog en nødvendig og vigtig Begrænsning: Kannibalisme, Menneskeofringer af ethvert Slags Giftprøver, Blodhevn og indbyrdes Krig mellem Racer og Villager vilde for Fremtiden ikke blive taalt. Det er imidlertid ikke gjort i en Fart at afskaffe de gamle barbariske Coutumer; det gjælder jo her gamle indgroede Skikke og tildels religiøse Forestillinger, Krig mellem de forskjellige Villager har jo hørt til Dagens Orden, og de havde ofte de suvtileste Aarsager. Paa hvilketsomhelst Varsel og af hvilkensomhelst Aarsag styrtede Negrene sig ind i endeløse Krige, saa det er meget vanskeligt at gjennemføre „Fredstanken“. Man kan jo ikke sætte den hele Village, det ganske Fædreland under Tiltale, og om man tager den skyldige Chef, bliver det ikke Fred for det. Hevnen er ikke alene sød, den er en hellig Pligt, alt som sker til Skade for Villagen eller dens Indvaanere, som hevnes, — efter gamle, faste Love.

Man er imidlertid saa heldig at have Voldgiftsmænd, som kan bringe Krigen til Ophør og hjælpe til at opretholde Fred, ja, som ved sin Autoritet og sin Afgjørelses Visdom efterhaanden vil gjøre det naturligt for de stridende Parter at søge hen til dem og faa deres Mening; det er de hvide Mænd, specielt Stationernes og Distrikternes Chefer, som maa ordne disse Stridigheder; det er en vanskelig og taknemmelig Opgave, og allerede nu gaar „Fredsbevægelsen“ sin Seiersgang over de tusinde smaa Negerriger.

*

Det er ikke alene de store Stride mellem Racer og Villager, som henskydes under den hvide Mands Afgjørelse, ogsaa de „borgerlige Trætter“ mellem de enkelte Individer indankes meget ofte for Stationernes Chefer. Staten lægger sig ikke selv op i disse private Trætter. Man har vistnok en Civillov for Kongo, men den kommer aldrig til Anvendelse paa de Indfødtes indbyrdes Tvistemaal og civilretslige Forhold, medmindre de Indfødte selv ønsker det. Tvisten afgjøres af dem selv, — af deres Chefer i deres Palabrer efter de gamle gode lokale Sædvaner. Men nær Stationerne kommer gjerne de Indfødte selv til den hvide Chef, og denne viser dem sjelden fra sig. Han maa da lade dem faa snakke ud; han maa høre dem grundig og længe; han maa med Taalmodighed og Kombinationsevne gaa ind i deres Tankegang, og han maa kunne tale og forstaa deres Sprog, hvad man forøvrigt lærer noksaa fort, saadan rent udvortes set; det er jo nærmest et GLosespørgsmaal, og Tilegnelsen lettes af de store og talende Gester, hvormed de ledsager sin Ordstrøm, — gratiøst og ivrigt som en Sydens Orator.

Naar den Hvide saaledes er valgt til Opmand, maa han være klar og grei og vis som Salomo, og han maa forstaa at gjøre sin Mening gjældende, saa hans Afgjørelse er Høiesteretsdom — enhver Krænkelse af den er jo en Fornærmelse mod en af de konstitutionelle Magter.

Eftersom Erfaringen giver Tilliden Næring, kommer de Indfødte med alle sine Vanskeligheder til den store, hvide Mand, og Cheferne selv følger ofte med til disse interessante Palabrer. Paa mange Stationer har man sat en bestemt Dag som „Palaberdag“, og da er det et ustanseligt Rend fra Solens Opgang til dens Nedgang, og næsten altid gjælder Striden en Kvinde.

Men i nogen Afstand fra Stationerne gaar Trætterne sin Vei som før, og det vilde være meget taabeligt at søge at undergrave de gamle Chefers Herredømme; det har jo ogsaa Lovgivningen erkjendt ved udtrykkelig at fastslaa deres Magt og opretholde deres Suverænitet, forsaavidt ikke deres Bestemmelser og Styre strider imod offentlig Orden og Statens Love; de maa ikke handle „mod Lov og Ærbarhed“.

Staten har endog gaaet et Skridt videre; den giver, efterhaanden som den finder et heldigt Valg, de lokale Chefer officiel Anerkjendelse som om Statens Repræsentanter; Udnævnelsen foregaar med stor Høitidelighed, og vedkommende Chef overrækkes som Tegn paa denne Værdighed en stor Medalje, som han værer med megen Selvfølelse. Gjennem Cheferne som Mellemmænd vil efterhaanden Staten med Lethed komme i Forbindelse med alle de Indfødte.

*

Kannibalisme, Menneskeofringer og Giftprøver er allerede ophørt i store Dele af Riget, specielt omkring Stationerne og langs de store Ruter tillands og tilvands. Der øves en Indgaaende Kontrol med disse gamle Skikke, og allerede nu er det vel ikke mange af denslags Overtrædelser, som gaar upaatalt hen.

Polygami er meget almindeligt i Kongo; Staten har ikke nedlagt noget Forbud derimod; men den søger ved alle mulige fredelige Midler at faa indført Monogami og borgerligt, legalt Ægteskab; men det gaar smaat, som rimeligt er. Jo flere Koner en Mand har, jo rigere er han, og desto større Anseelse nyder han; Kvinderne er jo i alskens Arbeide den hele Dag, og de øger Mandens Velstand; en Mand med bare en Kone er jo en fattig Stakkar uden Arbeidshjælp.

Al Slavehandel er forbudt, og Staten har med MAgt gjennemført denne Bestemmelse, saa man kan med bred Pen sige, at Slavehandelen er ophørt; der kommer ikke mere brune Mænd i hvide Klæder eller sorte Agenter for hvide Mænd for at brænde Villagen og røve dens Indvaanere; forsaavidt kan Dansen gaa som før i de maanelyse Nætter.

Slaveri er derimod ikke forbudt, og det høres jo forfærdelig. Slaveri er et stygt Ord. Man maa tage i Betragtning Negrenes urgamle Samfundsorden med Chef, frie Mænd — Aristokratiet og de andre — smat Slaverne eller Tjenerskabet; alle disse er igrunden som en Familie; de kalder sig Brødre, og Chefen det er Faderen. Slaven har sin Andel i Haverne; han deltager i Jagt og Fiskeri, han lever som de andre, og der er for det ubevæbnede Øie ikke nogensomhelst Forskjel at opdage mellem Slaver og Fri. Negrene har jo altid levet i Afhængighed — den ene af den anden, de liker at have nogen at støtte sig til. Chefen har en ægte gammelromersk patria potestas. Slaven deler altsaa med de andre Maden og Fornøielserne; dog har han ikke Adgang til Thingsmøderne; men Slaverne danner vel nogle smaa Slave-Fagforeninger til Aflbø for sin Snakketrang. Slaven maa arbeide; men han deler i saa Henseende Lod med Kvinderne, og det er jo ikke noget at skrige saa op for; den Vanskjæbne har han jo tilfælles med mange brave Mænd. Før i Tiden var hans Stilling noget prkæer, da han naarsomhelst kunde sælges til fremmede Villager, eller maatte være forberedt paa at følge sin Herre, ikke alene til, men ogsaa i Graven, og det i spillevende Tilstand. Det kunde jo ogsaa hænde, at det var en Fetisch velbehageligt at modtage ham som Offer, ligesom han en vakker Dag kunde faa en Opfordring om at tjene til Føde for den kjære, men vel hungrige Familie; han maatte derfor undgaa fede Spiser og andre Lækkerier, som kunde gjøre hans Kjød for indbydende; han maatte sørge for, at hans Legeme var som en opreist Ørken, og at hans Knokler skreg som en Injurie. Det maatte jo saaledes siges, at hans Liv var en eneste Risiko fra Vuggen og til Graven; men han var ikke saa ængstelig for sit; han ofrede det gjerne for sin Herre og Mester.

Men eftersom det nu tager Slut med Krigerne, og Slavehandelen er stanset, saa bliver det kun de i Villagen fødte Slaver igjen. Da nu Menneskeæderiet og Menneskeofringerne efterhaanden ophører, hvad bliver det saa igjen af Slavernes pinlige Stilling? De bliver simpelthen som almindelige Tjenere. Slaveriet er nemlig kun en taalt, ikke en tilladt Institution; der er ikke nogemsomhelst Forskjel paa Slaver og Herrer efter Statens Love. De bliver Tjenere under Lovens, under Chefens og den hvide Mands Beskyttelse, og enhver Brutalitet eller Mishandlig overfor Slaven vil blive straffet. Er ikke Chefen istand til at holde Skik og ORden i sin Village, vil nok Staten selv sørge for at faa sine Love opretholdt. Slave-Tjeneren har dog et — tilsyneladende sterkt — Baand paa sig; han maa blive i sin Village, hos sin Herre, forsaavidt ikke Staten paa Grund af Mishandlig tager sig af ham. Dette Baand er imidlertid intet Baand. Spørg en Neger, om han vil forlade sin Village, — lad en mislykket Filantrop komme til den stakkels SLave og for at „redde“ ham bede ham følge sig til andre Steder. Den største Hjemmefødning — en Kongoneger — skulde forlade sin Village, sit Fædreland, sine kjære Brødre og Søstre! Spørg heller en gammel norsk Odelsbonde, om han ikke vil forlade sine Fædres Jord.

Jeg kom med Floddamperen til en Exercerplads; ombord var der en Datter af en af de store Sultaner i Uellé — en statelig Skabning, som reiste med megen Pomp. Pludselig ser jeg hende styrte henrykt iland og hilse og nikke og smile og vise alle en Negerindes Tegn til Fryd ved Synet af nogle Soldater paa Exercerpladsen; disse saa noksaa tarvelige ud, og jeg blev forbauset, da hun fortalte mig, at det var hendes Brødre; de snakkede sammen om den fælles Papa og den elskede Village og om alle derhjemme. Det viste sig at disse Soldater var hendes Faders „Slaver“.

*

Man kan tage dette med „Slaveri“ inden Villagerne med megen Ro; og det vil ikke vare længe, før det Spørgsmaal har tabt al praktisk Betydning.

Og Negrene kan drive sin Jagt og sit Fiskeri og dyrke sine Rismarker, sin Maniok og Mais og Bananer og alt andet, som deres Jord kan give dem. Tilværelsens Usikkerhed svinder med Krigene; Rædselen for Fremmede er ophørt med Slavehandelen, og der voxer overalt frem en stedse større Tillid til den hvide Mand.

Forbrydelser mellem Indfødte kan afgjøres af Cheferne selv, medmindre offentlige Hensyn kræver, at de behandles af Statens Domstole; dette er naturligvis Tilfældet med alle grovere Overtrædelser; men alle slags mindre Tyverier, Slagsmaal og anden Gadeuorden, alskens „Drabssaar og Hugsaar og Benssaar og Jordskuf og Haargreb og Klæders Sønderrivelse“ behandles, hvis Paatalemyndigheden saa bestemmer, af de lokale Chefer; der er naturligvis ogsaa en Mængde Affærer, som aldrig kommer til Udenverdenens Kundskab, og som Chefen ordner helt paa egen Haand.

Men de Indfødte ved, at de alle, Slaver og Kvinder og Nobelmænd og Chefer, kan gaa til den hvide Mand og klage, og at deres Klagemaal altid bliver taget under grundig Overveielse, og det hvad enten det gjælder Sort eller Hvid. Rundt om i Landet paa de større Steder findes Repræsentanter for Paatalemydnigheden (Substituter eller Statsadvokater), og paa alle hvide Stationer har Stationens Chef Politimyndighed under Substitutionens Kontrol; og denne Chef er forpligtet til at modtage alle Klager, anstille Efterforskning og sende det Hele videre til nærmeste Substitut.

Substituten har baade Anklagen og Forsvaret, som vore gamle Referenter; men enhver kan begjære sig opnævnt en Forsvarer. Der er ikke endnu mange juridiske DOmmere udenfor Boma — kun tre — og det er ikke noget godt Princip, at de administrative Chefer sidder som Dommere; thi det bliver da ikke let, netop i Straffesager at forstaa for de Indfødte, hvad der er Dom og hvad der er Magtsprog; men Substitutten skal under Forundersøgelsen faa frem alt det, som taler til Gunst for Tiltalte, — og — hvad der er det vigtigste, alle kan appellere, uden Hensyn til Sagens Beskaffenhed, til Appeldomstolen i Boma med tre juridiske Medlemmer. Denne Adgang til Appel bliver enhver meddelt, hvorhos Paatalemyndigheden ex officio skal appellere enhver Dom, hvorved Strafarbeide paa 5 Aar og derover er ilagt. Appel fra de Indfødte selv er dog forholdsvis sjelden, da det næsten altid er klare og greie Sager, dels med egen Tilstaaelse, dels med et Utal af Vidner; og i saa enkle Samfundsforhold antager ogsaa Forbrydelsen meget enkle Former.

*

Det vilde naturligvis være formeget at sige, at der allerede nu er effektiv Justits over hele det uhyre Rige; dertil er Afstandene for store. Men hvad der er absolut væsentligt, det er, at enhver Forbrydelse, som bliver opdaget eller anmeldt, den bliver undersøgt og i Tilfælde paatalt uden Hensyn til Hvidt eller Sort, og at enhver Neger ved, at en hvilkensomhelst Brutalitet eller Misbrug af Magt vil blive straffet og det meget strengt, og at der hersker Lighed for Loven, for Hvid og Sort, for Fri og for Slaver.

Men naturligvis maa Statsadvokaten udvise endel sund og praktisk Sans ved Klagernes Behandling; det er klart, at han ikke unødig maa svække den Hvides Autoritet; det vilde derfor være meningsløst at sætte ham under Tiltale for en hvilkensomhelst Ørefig eller anden husfaderlig Afstraffelse; det er jo ikke mange Aar, siden vi havde Hustugt i gamle Norge, og saadan Hustugt er hernede absolut fornøden og i temmelig vid Udstrækning; men enhver Hvid udøver den paa egen Risiko, thi i Lovens Forstand existerer den ikke; og hvis Paatalemyndigheden først sætter en Hvid under Tiltale for at have givet en Ørefig til en uforskammet Boy eller en af Løgn og Underfundighed struttende Neger, jaa saa maa han blive dømt for legemsfornærmelse. En hvilkensomhelst Brutalitet vil altid af enhver Paatalemyndighedens Repræsentant blive paatalt.

*

Set mod denne Baggrund falder det jo aldeles i det latterlige, naar Staten anklages for Mishandlig af de Indfødte. Ja, jeg vil sætte Sagen paa Spidsen og sige, at hvis Guvernøren udsendte en Ordre, hvis Efterfølgelse ledede og maatte lede til Mishandlig eller Brutalitet overfor de Indfødte, saa kunde hvilkensomhelst af disse Indfødte klage til nærmeste Paatalemyndighed, og denne maatte sende Klagen videre til Rigsadvokaten, og hvis Klagen var grundet, vilde Guvernøren blive dømt som Forbrydelsens Ophavsmand, lige saa sikkert som den usseligste Slave. Der kan da heller ikke paavises et eneste Tilfælde, hvor ikke en skyldig Hvid er bleven tiltalt og dømt, hvis først Sagen er kommen til Paatalemyndighedens Kundskab.

Det er derfor saa langt fra, at Staten bør anklages for Mishandlinger, at den tvertimod burde ydes al Anerkjendelse for dens uafladelige Bestræbelser for at forbedre de Indfødtes Kaar. Jeg har i Embeds Medfør liggende et helt Arkiv af Cirkulærer, baade til Paatalemyndigheden, til Dommerne og til Administrationen, hvor Styrelsen paa det kraftigste betoner, at den ikke vil finde sig i noget Vanstel eller i nogen Brutalitet overfor de Indfødte, og at de Hvide, som gjør sig skyldig heri, vil blive strængt behandlet. Paatalemyndigheden har fra Rigsadvokaten modtaget strenge Instruktioner om, at enhver virkelig Overtrædelse fra Hvid skal forfølges. God Behandlig af de Indfødte er yderligere indskjærpet i en Generalskrivelse af 1897 til alle militære og alle administrative Tjenestemænd;og Grundlinjerne for de Hvides Optræden mod de Sorte, — hvordan de paa bedste Maade skal komme i nær Forbindelse med dem og vide deres Tillid, er optrukket meget veltalende og meget instruktivt i et aabent Brev fra Kongen til alle Statens Funktionærer af 16de Juni 1897.

Hverken Staten eller nogen anden negter, at der har forekommet enkeltvis adskillige Misbrug af Magt overfor de Sorte; men hvad Staten tillige anfører — og det Argument kan man ikke komme forbi — det er, at disse Misbrug er sket stik imod dens Instruktioner, at de altid er og vil blive straffet, og at de er i stadig Aftagende.

I Okkupationens Tider, da der ofte var Kamp, og Kamp paa Kniven og for Tilværelsen, gik de selvfølgelig til som i al Krigstid, og Handlingerne kan ikke veies paa Guldvegt. Og alt imedens de okkuperede Pladse skulde sættes i Orden, var de Hvides Stilling meget vanskelig. I et hidsende Klima, under en brændende Sol, ofte ensomme og kun stolende paa sig selv, nervøse og febersyge, overfor en ofte fiendtlig og ihvertfald lidet imødekommende Befolkning, var det dem nærliggende at gribe til kraftige Midler. Vil man dømme Statens Styre og dens Evne — ikke til at okkupere sit Terræn, det er gjort med en Raskhed, en Dygtighed og et Mod, som al Verden har beundret, — men til at stelle med de Indfødte i Fredens Tider, forbedre deres Kaar og virke i Civilisationens Tjeneste, saa maa man undersøge Resultaterne af de sidste ti Aars Styre, man maa tage Situationen idag og paa den bygge sin Kritik.

*

Det er meget muligt, at Staten ikke altid har været heldig i Valget af Tjenestemænd; unge Mænd kommer ud som Chefer for Stationer med store Omraader; de har været vant til lidet, og de er pludseligt sat over meget; og de har et stort Ansvar og et meget vanskeligt Arbeide; den nødvendige Ro og Takt, Taalmodighed og Menneskekundskab den faderlige Mildhed med Mands Vilje og Bestemthed, som skal til overfor den mangengang fuldstændig vilde Befolkning, er jo ikke Egenskaber, som man let finder forenede; ja Fuldkommenheden er vel endog meget vanskelig at opdrive; og dog maa det siges, at der rundt om paa Statens ca. 220 Stationer sidder en Mængde meget dygtige Folk, som holder Maal, og navnlig da Officerer, hvoraf igjen selvfølgelig den belgiske Kontingent er den allervæsentligste.

Og allesammen ved de, at enhver Overskridelse og enhver Pligtforsømmelse vil merkes af Inspektioner, Rapporter, og Maanedsoversigter; de har alle over sig en skarp Kontrol og en streng Justits.