Breve fra Kongo/Seilerbreve-I

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Aschehoug & Co. (W. Nygaard) (s. 125-131).
August 1904.
C
hefen“ gav en solvarm Dag Ordre: Kjøbenhavn—Racing. „Kjelderrum“ for mulige Indtryk var mig lovet. Svag for Indtryk og ukyndig i Seilads fulgte jeg Parolen og blev med.

Den nye Mahogny-Kutter laa der saa skinnende fin og duvende paa Bølgen, slank og smart med „bløde Linjer og lange Bæringer“, et Kunstverk af Mr. Fife, De ved han med Shamrock’ene og Sir Thomas. Den sled saa utaalmodig i sin Lænke, Skummet stod om dens aggressive Boug, — den skulde jo til Dyst med fremmede Kjæmper.

— — Mit Udstyr var i Orden. En Seilers Udstyr er meget vigtigt, — paa Ridestellet skal Storfolk kjendes. Huen med det stadig skiftende Merke, den sort-blaa Klædes Uniform, hvide Flanels-Buxer og Lakstøvler, hvid Vest med gyldne Knapper og saa den nye Smoking, hvis Snore-Udstyr endnu ikke er fastslaaet, hvor altsaa Seilernes individuelle Fantasi har frit Spillerum; min havde Laurbærblade paa den Fløiels Krave, Sølvtresser og Guldbaand; — de andre havde noget andet.

Jeg indtog strax min Plads paa „Hækken“, et fredlyst Sted, hvor man kan sidde nogenlunde uforstyrret — især med fri Vind — og uden nævneværdig Pligt til at sysle med Snorene, hvis rette Plads og Betydning jeg aldrig lærer; jeg griber ellers altid ilfærdig et galt Fald eller Skjød, og opnaar kun skjæbnesvangre Følger og Seilerfantasiens mest svingende Forbandelser. Siddende paa Hækken og af og til viftende med Armene, som om der udføres et eller andet nyttigt Arbeide, kan jeg derimod med god Samvittighed tage Del i Lystseiladsen som en taktfuld sleeping partner

Vi startede fra Halden og kroede os stolte under Landstedernes lange Kikkerter; over dem alle herskede „Kongen paa Halden“, som med glad Bekymring saa Undertegnede i ubetvingelig journalistisk Dødsforagt forsvinde i det ukjendte fjerne, kunstfærdig balancerende paa den smale Hæk.

Gamle Seilere kan muligens glædes ved et Journal-Uddrag fra denne første Kveldseilads ud Fjorden, — Slør med frisk nordvestlig Vind; det hidsættes uden Kommentar: Fra Halden Kl. 6 Efterm., Drøbak Kl. 7.27, Filtvedt Kl. 8.15, Torgersø Fyr ved Narverød (hvor en af Sportsmændene intoges) Kl. 10.28, og saa til Hankø Kl. 12 Nat.

Vinden frisk, agtenfor tvers; ingen Manøvrering eller andet Spektakel, saa jeg havde god Tide til at beobagte alle de velkjendte Seilersteder og filosofere over deres Betydning for vore Lystseilere.

Fra Lørdag Eftermiddag til Søndags Kveld er de hele Sommeren — bortset fra længere Ferieture — ude i Fjorden med sine Farkoster, som derfor ogsaa er hyggelig indredet til „Hjem dor Mennesker“. Men de kommer paa disse Ture sjelden udenfor Drøbak. De Liker sig bedst indenfor. „Kaholmen“ slipper ligesom ikke Vinden forbi, og Strømmen i Drøbaksund er en lei Satan og da kan det blive vanskeligt nok at naa hjem igjen Søndags Kveld.

Bugten ved Degerud, ved Haaøen eller i bedste Fald Hallangspollen indenfor Vindfangerbugten er Lørdags-Turenes faste Maal, hvide og sorte Kuttere svinger og ankrer; de fine Lamper med de farvede Skjerme tændes i den koselige Kahyt. — Kogeragen gaar sin Gang, og snart er de trætte Sportsmænd opfyldte af kulinariske Nydelser, — — den glade Latter høres fra baad til Baad, og de smaa Joller piler om mellem Fartøierne i Morildens flimrende Skjær.

— — Søndags Formiddag luftes de hvide Seil over Fjorden, og Kursen sættes for Langaaren eller andre Middagsreder ved Vestfjorden; og sent paa Kveld bærer det hjemover med de kjække Ulke, — saa slitne, saa veirbitte og saa mætte.

En enkelt, heldig Gang naar Seilerne til Soon, denne ypperlige Havn ved Fjordens Indløb, — før et søgt Tilflugtssted for Hollænder-Koffer, Østersøfarere og stolte Fuldriggere, — nu reduceret til at være et langt, kjært, men sjeldent Maal for letseilende Lystbaade.

Soon er Seilernes Mødested paa deres aarlige Pintseture. Pintsen hører til Seiladsens store Dage; da er alt nyt og uprøvet; spændt Forventning og uskrømtet Glæde ved Gjensynet med de kjære, vakre Fartøier, Konkurrenterne søger og finder hinanden, og Baadene grupperes efter Kameratskab og Kliker. I den aarle Pintsemorgen kommer saa Stedets Hornmusik, hvis Toner har frosset i den lange Vinter og nu løsnes i Vaarvinden, — i den gryende Sommervarme. Den Honrblæst, som omkom Jerichos Mure, var som den milde Zefyr mod Hornmusiken i Soon en Pintsedags Morgen. Saa bestiger Klubbens energiske og berømte Formand „Kong Christian“ det største Skib, f. Ex. Fred. Olsens Watsonbaad „Figaro“, og stiller sig ved høien Mast og dirigerer sin stolte Flaade i Eskadreseilads, — — da er alle Mand i Puds, de smidige Kroppe slanger sig henad det blankskurede Dæk, og Vaarsolen skinner henrykt over de hvide Seil og hvide Buxer, blinker til de røde Fjæs og straaler varmt over denne Pantomime til dens Ære. Signalflag heises, studeres og kommenteres, Kommandoraab — høie, alvorlige — høres fra Fartøiernes Chefer, og Eskadren seiler ud Fjorden snart som en makedonsk Falanx, snart paa en Linje, — Front- eller Flankeskadrechefens Ordre lystres blindt, — de hidsige Kapseilere stagges, de ellers uheldige Efterfølgere holder nu sin Plads. Men snart gaar Naturen over Optugtelsen, de seiersvante vil frem, Kapseileraanden kommer over dem, Signal maa gives til „ri Seilads“, og Koblet slippes løs.

*

Hankøsundet naaes kun, naar Seileren kan lure til sig en Fridag eller to. Mange kjender denne fortræffelige Plads, alle kjender Badet, men færre ved om Egnens store Betydning for Lystseiladsen som Exportsted for Kutternes faste Letmatroser. Paa de mindre baade er der som oftest udelukkende Amatører, de steller selv alt med rørende Omhu, de skurer, pudser, vasker, koger og braser, greier med Seil og Tougverk og kjender Baadens bankende Hjerte.

Paa de større Baade er der almindeligvis leiet Mandskab, og en dygtig Kuttermatros er en kostelig Guds Gave. Han maa være beleven, renslig, taktfuld, diskret, elskværdig, smilende tjenstvillig og letvindt, han maa kjende Sten og Strøm, være rap paa Foden og snar i Tanken, maa kunne koge, vaske op, navigere, styre, og kunne alt paa en Gang; han maa have den energiske Ærgjærrigheds Paagaaenhed overfor alle Konkurrenter, — — og alle disse Egenskaber har Mændene fra Hankøsund! Der er vel 30—40 af dem i Lystseiladstraden, — nogle er i Sommer ansat paa tyske Kuttere, hvor de er godt betalt og meget godt likt. De skal have dannet en egen „Letmatrosernes Fagforening“ i Lighed med Nordlændinger og Lillehammerfolk, — den har ugentlige Møder paa „Dronningens“ Bagtrappe, og de fleste af dem respekterer Anders hos Kloed som sin ukronede Konge.

Se det var, hvad jeg sad og tænkte paa, da vi slørede ned Fjorden hin Sommeraften, paa Veien til Kjøbenhavn.