Brev til kurfyrsten af Saksen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Fra Vittenberg kom der ord til Luther paa Vartburg om, at misforstaaelse af hans ord og fremfusende personers lyst til forandringer havde foraarsaget uordener, som, hvis de fik gaa sin gang, vilde i høi grad have skadet hans reformations-verk. Han kunde derfor ikke længer sidde rolig i „ørkenen“, men drog afsted for atter at bringe orden til veie. Paa reisen skrev han den 5te mars 1522 følgende brev til kurfyrsten af Saksen.

————————

Naade og fred fra Gud vor fader og vor herre Jesus Kristus, og mine underdanigste tjenester.

1. Høiedle, høibaarne kurfyrste, naadigste herre! E. kf. n.s skrivelse og naadige betenkning[1] kom mig i hænde fredags kvelden, netop som jeg paa følgende lørdag morgen vilde ride afsted. Og at e. kf. n. mener det inderlig vel, derom trænges sandelig hverken min bekjendelse eller vidnesbyrd; det føler jeg mig forvisset om, saa langt som menneskelig erkjendelse rækker. Men at paa den anden side ogsaa jeg mener det godt, det tror jeg at vide af mere end menneskelig erkjendelse; men dermed er intet gjort.

2. Men jeg har opfattet e. kf. n.s skrivelse, som om min skrivelse[2] havde oprørt e. kf. n. lidt, idet jeg nemlig skrev, at e. kf. n. maatte gaa varsomt til verks. Dette har dog ikke været min mening, og jeg har en fast forvisning om, at eders kf. n. kjender mit hjerte for vel til, at jeg med den slags ord skulde ville nedsætte e. kf. n.s høitberømte forstand. For jeg haaber, at jeg af ganske hjerte kan sige, at jeg med rette og uden alt hykkel altid har havt glæde og behag i e. kf. n. fremfor alle fyrster og øvrigheder.

3. Men hvad jeg har skrevet, er fremgaat af omsorg for at trøste e. kf. n. — ikke for min egen sags skyld, hvorom jeg den gang ikke havde nogen tanke, men paa grund af de usømmeligheder, som vore har øvet i Vittenberg til stor forhaanelse af evangeliet. Da var jeg ræd for, at e. kf. n. vilde besværes meget deraf. For ogsaa jeg selv har taget mig saa nær af denne jammer, at om jeg ikke havde været vis paa, at vi har det rene evangelium, saa havde jeg opgivet det hele; al den gremmelse, som hidtil er mig tilføiet i denne sag, har været spøg og ingen ting. Jeg havde ogsaa gjerne, om saa havde kunnet ske, villet give mit liv, for at det ikke var sket. For der er foregaat slige ting, at vi hverken kan forsvare det for Gud eller for verden, og det ligger dog mig og fremfor alt det hellige evangelium paa nakken. Det volder mig stor bekymring.

4. Derfor, naadigste herre, min skrivelse rækker ikke længer end til dem (som har gjort al den ugreie i Vittenberg) og ikke til min egen sag, for at e. kf. n. ikke skulde faa se djævelens billede tilstede i dette spil. Og om end saadan formaning ikke var nødvendig for e. kf. n., har det dog været nødvendigt for mig at gjøre den.

5. Men om mig selv, naadigste herre, svarer jeg saa: E. kf. n. ved, eller ved De det ikke, saa lade De det hermed være kungjort for eder, at jeg ikke har evangeliet fra mennesker, men alene fra himmelen, ved vor herre Jesus Kristus, at jeg vel havde kunnet (som jeg da herefter vil gjøre) rose mig i tale og skrift som hans tjener og evangelist. Men at jeg har frembudt mig til forhør og dom, det har jeg gjort, ikke fordi jeg tviler derpaa, men af overflødig ydmyghed for at lokke de andre.

6. Men da jeg nu ser, at min altfor store ydmyghed kun tjener til at nedsætte evangeliet, og djævelen helt vil indtage pladsen, naar jeg bare indrømmer ham en haandsbred, maa jeg dreven af min samvittighed stelle mig anderledes. Jeg har gjort nok mod e. kf. n., idet jeg har veget dette aar, for at gjøre e. kf. n. en tjeneste. For djævelen ved fuldt vel, at jeg ikke har gjort det af nogen slags forsagthed. Han saa godt mit hjerte, da jeg kom ind i Vorms, at om jeg havde vidst, at saa mange djævle havde sat paa mig, som der er teglsten paa tagene, saa vilde jeg dog med glæde have sprunget ind mellem dem.

7. Nu er hertug Georg ikke paa langt nær saa meget som en eneste djævel. Og siden den bundløse barmhjertigheds fader ved evangeliet har gjort os til glade herrer over alle djævle og al død, og givet os den rigdom af tillid, at vi kan sige „hjertens kjæreste fader“ til ham, saa kan e. kf. n. selv skjønne, at det er den største forhaanelse af en saadan fader, om vi ikke skulde have saapas tiltro til ham, at vi ogsaa var herrer over hertug Georgs vrede.

8. Det ved jeg vel om mig selv, at om denne sag stod saaledes i Leipzig[3] som i Vittenberg, saa vilde jeg dog ride derind, om der saa (e. kf. n. tilgive mig mine lystige ord) i ni dage uafbrudt regnede hertug Georger, og hver af dem var nidobbelt saa rasende som denne er. Han regner min herre Kristus for at være en mand flettet af halm; det kan min herre og jeg nok taale til en tid.

9. Men jeg vil ikke skjule for e. kf. n., at jeg ikke bare én gang har bedt og grædt for hertug Georg, at Gud vilde oplyse ham. Jeg vil endnu en gang bede og græde, men saa aldrig mer. Og jeg beder ogsaa e. kf. n. om at hjælpe til at bede og lade bede for ham, om vi kunde vende fra ham den dom, som (aa herre Gud!) uden stans trænger ind paa ham. Jeg skulde hurtig gjøre det af med hertug Georg med et ord, om det var gjort med det.

10. Dette har jeg skrevet til e. kf. n. i den hensigt, at e. kf. n. skal vide, at jeg kommer til Vittenberg under en langt høiere beskyttelse end kurfyrstens. Jeg er heller ikke til sinds at bede om e. kf. n.s beskyttelse. Ja jeg tror, at jeg bedre vilde kunne beskytte e. kf. n., end De kan beskytte mig. Og hvis jeg vidste, at e. kf. n. kunde og vilde beskytte mig, saa vilde jeg ikke komme. Denne sag hverken skal eller kan noget sværd raade eller hjælpe; Gud maa her alene gjøre gjerningen, uden al menneskelig omsorg og medvirkning. Derfor, den som tror mest, den vil her beskytte mest. Og fordi jeg da nu mærker, at e. kf. n. endnu er svag i troen, saa kan jeg paa ingen maade anse e. kf. n. for den mand, der kunde beskytte eller redde mig.

11. Da nu ogsaa e. kf. n. ønsker at vide, hvad De skal gjøre i denne sag, siden De synes, at De har gjort altfor lidet, saa svarer jeg i underdanighed: E. kf. n. har alt gjort alt for meget og skal slet intet gjøre. For Gud vil og kan ikke like hverken e. kf. n.s eller mit bekymrede stræv. Han vil have det overladt til sig selv og til ingen anden; derefter faar e. kf. n. rette eder. Tror e. kf. n. dette, saa vil De være sikker og have fred; tror De det ikke, saa tror dog jeg og maa lade e. kf. n.s vantro beholde sine bekymrede kvaler, som alle vantro bør at lide.

12. Fordi jeg da ikke vil lyde e. kf. n., saa er e. kf. n. for Gud undskyldt, om jeg blir fangen eller dræbt, For menneskene skal e. kf. n. forholde eder saaledes, at De som en kurfyrste er øvrigheden lydig og lader hans keiserlige maj. raade i e. kf. n.s steder og lande, over liv og gods, som det sig bør efter rigsens orden, og ikke værge eder eller modsætte eder, ikke ønske at gjøre modstand eller nogen slags hindring mod øvrigheden, om de vil fængsle eller dræbe mig. Ti øvrigheden skal ingen gjøre mén eller modstaa uden alene den, som har indsat den; ellers er det oprør og modstand mod Gud.

13. Jeg haaber dog, de vil bruge sit vet, saa at de erkjende, at e. kf. n. er født i en for høi vugge, til at De skulde være slutter for mig. Naar e. kf. n. lader døren staa aaben og giver dem trygt kurfyrsteligt fribrev, om de kom for at hente mig, de selv eller deres sendemænd, saa har e. kf. n. været lydig nok. De kan ikke kræve noget mere af e. kf. n., end at de ved, at Luther er at finde hos e. kf. n. Og det skal ske uden e. kf. n.s bekymrede stræv og uden nogen fare. For Kristus har ikke lært mig at være kristen til skade for nogen anden.

14. Men vil de være saa uvittige at byde, at e. kf. n. selv skal lægge haand paa mig, saa skal jeg tidsnok sige, hvad der er at gjøre: Jeg vil holde e. kf. n. fri for skade paa legeme, gods og sjæl for min sags skyld — e. kf. n. faar nu tro det eller ikke.

15. Hermed befaler jeg e. kf. n. til Guds naade. Forøvrigt vil vi snarest kunne tales ved, om det er nødvendigt. Ti denne skrivelse har jeg faat istand i hast, for at ikke e. kf. n. skulde bli foruroliget ved at høre om mit komme; for jeg skal og maa være til trøst for enhver og ikke til skade for nogen, vil jeg være en sand kristen. Det er en anden mand end hertug Georg, som jeg har med at gjøre, han kjender mig fuldt vel, og jeg kjender heller ikke saa lidet til ham. Hvis e. kf. n. trode, saa skulde De faa se Guds herlighed. Men fordi De endnu ikke tror, har De heller ikke set noget endnu. Gud være kjærlighed og lov i evighed, amen.

E. kf. n.s underdanige tjener
Martin Luther.


  1. Kurfyrsten havde heri forbudt Luther at reise til Vittenberg, da han i saa fald ikke vilde kunne beskytte ham mod keiseren og riget.
  2. Luther havde i slutten af februar skrevet til kurfyrsten, trøstet ham over tilstandene i Vittenberg og formanet ham til at fare varsomt frem mod urostifterne, men forresten være uforsagt.
  3. hvor hertug Georg, Luthers bitreste fiende, residerede.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.