Brev fra Peter Andreas Munch til Natalia Linaae av 16. oktober 1834

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

S. T.

Jomfru Natalia Linaae.

Laurvig.

Fr.

Christiania, d. 16de October 1834.

Søde, kjere Natalia!

Nu har jeg da allerede modtaget to kjere Breve fra dig, du søde tilbedte Engel; jeg har hentet Trøst og Husvalelse fra dine velsignede Ord til mig; jeg har seet din Kjerlighed saa tydeligt lægge sig for Dagen; maa jeg dog ikke føle mig salig ved Besiddelsen af dig, du Elskede, der omfatter mig med en saadan Hengivenhed, en saadan Troskab? Ja seent og tidligt tænker jeg paa dig og den herlige Tid, vi skulle tilbringe tilsammen; det bliver vort Livs høieste Lyksalighed; thi naar nyder man dog vel Livet bedre, end i sin Ungdom, naar Hjertet endnu er aabent for alle Indtryk? Hvor herligt vi skulle have det ved at leve ene og alene for os selv; netop det, at vi ere Fremmede, uden Bekjendtskaber, gjør at vi desmindre ere udsatte for Ubehageligheder; hvor ypperligt bliver det ei at forlade Alt, hvad der kan være os til Sorg og Ærgrelse, og leve aldeles for os og vor Lykke, uden i mindste Maade at tænke paa eller foruroliges af vore forrige Bekymringer! Ja – da kunne vi først aande frit, sødeste Engel! da kunne vi først føle, hvad det er at være uafhængige, og da finde vi os vistnok let i ethvert Savn. Ak naar jeg kan slutte dig i mine Arme med den Bevidsthed, at du nu er min, min for stedse –; intet i Verden kan da lignes ved min Fryd og Salighed; da kan intet i Verden ængste mig. Den Tanke trøster mig og ved Savnet af dig i denne lange Tid, du Elskede! jeg veed, at vi næste Gang skulle samles for ikke mere at adskilles, idetmindste paa lang Tid. Jeg har det ellers ogsaa saa godt, som det er muligt at have det langtfra dig; mine Forældre ere fremdeles venlig imod mig, og interessere sig høiligen for mit Giftermaal: vi tale ofte derom. Heller ikke mærker jeg af Johan eller Edvard mindste Uvillje imod dig. Jeg tilbringer Tiden med Læsen og Studeren, altsaa med mine Yndlingssysler: kort, jeg lever ganske efter Ønske. Du ængster dig for min natlige Reise: bryd dig intet derom, thi jeg er nu forlængst resitueret. Du maa ikke finde det besynderligt, at mine Forældre ingen Hest sendte mig imøde, da Peder var afreist og de i denne Mellemtid ingen Karl havde; desuden, naar de betalte Skydsen, saa gjorde jo det det samme. Der havde alligevel ikke gaaet an at udsætte min Reise længere, da jeg tydeligt kunde mærke, at de da væntede mig. Hvor glad er jeg ikke, at ogsaa du, sødeste Engel, er fornøiet med mit Arrangement for Fremtiden! Vel bliver det slemt, i saa lang Tid at undvære hinanden, hvis det nu bliver af med Udenlandsreisen, men alligevel, kjereste, sødeste Ven, er dette Tilbud jo yderst ærefuldt for mig, og jeg er da desto sikkrere paa Ansættelse. Jeg kan desuden derved faae Anledning til at perfektionere mig i Et og Andet, som det ellers var umuligt at gjøre nogen Fremgang i. Og hvormange er det ikke, som i saa lang Tid maae undvære hinanden? Det bliver jo ei i stort mere end 9 Maaneder! Ak den Tid overstaae vi nok ogsaa, og naar den er forbi – da have vi jo atter blot Lykke og Fryd for os i Vænte. En anden Opmuntring har jeg ogsaa faaet, som vil glæde dig; jeg talte igaar med Keyser; han fortalte mig, at han for et Par Dage siden havde talt med Statsraad Collett om mig, og yttret, at det var godt for mig, hvis jeg kunde komme ind i Departementet og faae Anciennetet, men Collett svarede at det var urimeligt, thi ved Arbeide i Kjøbenhavn vilde jeg faae langt bedre Anciennetet og Anbefaling til de Embeder, jeg kunde ville søge, end ved at gaae i Departementet. Er ikke det godt, at ogsaa han, Regjeringens første Medlem, siger Saadant? Jeg kan derfor være saameget des vissere paa at faae Ansættelse efter min Tilbagekomst. Glæder du dig ikke herover med mig, elskede Ven? Synes du ikke, at Fremtiden mere og mere smilende aabner sig for mig? O jeg skal komme til at leve nok saa herligt med min søde, min elskede Natalia! Intet skal kunne forstyrre vor huuslige Lykke, thi vi forstaae hinanden, elske hinanden tilfulde, ikke sandt, du Tilbedte? Vort hele Samliv skal udgjøre et Billede paa huuslig Fred og Lykke. Det er umuligt andet, end at det kan gaae godt for os, thi have vi da vel gjort noget, hvorved vi skulde fortjene Ulykke? Ere vi ikke i Fred med os selv og vore Medmennesker? Ja du søde Engel, det Haab forlader mig aldrig, at vi to ere bestemte til at blive sjæden lykkelige.

Jeg har den hele Tid levet i betydelig Stilhed. MandagIgaar, Moders Fødselsdag, var det trivielleste og kedeligste Selskab her, som man vel kunde tænke sig. Tante Else med hendes Sønner, Fru Bernhaft og Fru Gjerdrum. Jeg kedede mig gyseligt, og satte mig til at sove i sengkammeret; Fader satte sig til at læse, hvilket ei gik an for mig. Imidlertid fik vi dog tilsidst en Ende paa Sagen. Igaaraftes tænkte vi at have det saa hyggeligt: Moder sad og læste i Pelham: jeg havde forskandset mig bag en heel Deel Bøger og vilde til at læse, da banker det paa Døren, en skarrende Stemme høres, og Julius Arentz træder ind og tilbringer Aftenen. Han var ellers den Aften meget antagelig. Emilie Hansson er nu saa tyk som sin Mand; Moder saae dem en Dag gaae bedageligt ned ad Gaden og kunde i Førstningen ei begribe, hvorfor de gik saa sagte; endelig saae hun hendes mærkelige Trindhed, og erfarede, at hun nok vænter sig temmelig snart, rimeligviis i December. Hvad Historien om Hansson angaaer, da er det ei saa let for dig at sætte dig ind i den; han har nemlig smigret og sledsket for Fougstad, medens han imidlertid har sendt ned til lærde Folk i Danmark de Nummere af Statsborgeren, hvor hans Skrift var ynkelig medfaret og groft behandlet; idet Hr. Hansson tilføiede, „at dette var den almindelige Dom“. Det er nu aldeles Løgn, thi den alminnelige Dom er fordeelagtig. Denne Hanssons Falskhed har gjort, at endogsaa hans bedste Venner, f. Ex. Jac. Skjelderup, have opsagt ham Huldskab og Troskab. Er det ikke en gemeen Færd af ham?

Med Fragtemand Matthiesen, som nok reiste igaar, har jeg sendt Tøier, hvori dit Kjoleliv; 5 Alen Taft, den ligeste Sophie og jeg i hele Byen kunde opdrive à 3 ? Alnen, uagtet den maaskee falder lidt mere i det Blaaagtige (men jeg kunde ik[ke] gjøre mere, end at høre efter overalt); Lauras Forklæder, hvoraf det ene koster 1 ? 4 s., det andet 1 ? 8 s.; Pomadekrukker, fyldt fra Svane-Apotheket, og Urania. Desforuden har jeg sendt 8 Exemplarer af din Valts, forat du skulde see den og prøve at faae den afhændet. I Tinen ligger desuden et Hattemønster og en Miniatur-Pull efter nyeste Kjøbenhavner-Mode fra Mad. Smith, hvilket hun tilbød sig af sig selv at sende dig. Hun bad mig tillige sige dig at Florsbaand knydes. Har jeg nu ikke opfyldt dine Commissioner rigtigt? – Laura bad mig lægge ved 1 ? for hende, men hvad det var til, er mig umuligt at erindre: kanskee du vil skrive mig det til, saa skal jeg med første Leilighed sende det Forlangte.

Foruden alt dette sendte jeg ogsaa, da jeg jo burde skrive din Moder til, et Brev til hende; da jeg ikke vilde tale om aldeles ligegyldige Ting, berørte jeg lidt Affairerne, og da jeg altid har ængstet mig for, hvad jeg af dine Breve kan see er virkelig gaaet for sig, nemlig at hun vilde oprippe den gamle Snak om Marie, bad jeg hende paa det Beskedneste, men og paa det Indstændigste, aldrig for Eder at berøre eller omtale Marie, uden i ligegyldige Ting, og ikke ved at tale for Eder stræbe at faae Forholdet godt, men ene og alene ved den rette Vei, den at virke paa Marie selv, saaat hun forbedrer sig og antager en andet Væsen, thi da vil Alt falde af sig selv. Maaskeedu nu troer jeg har gjort galt deri, og at det kan give Anledning til Ubehageligheder for Eder: da bemyndiger jeg dig fuldkommen til at opsnappe Brevet, hvis det lader sig gjøre, og undertrykke [...], men det er vist bedst at lade det gaae. Jeg kunde ikke bære over mit Hjerte at vide Dig udsat for slige Scener, uden at gjøre mit til at raade Bod derpaa. Skulde hun slaae sig vred (hvilket jeg rigtignok troer er umueligt med Hensyn til Beskedenheden og Kjerligheden i mine Yttringer) og sige at jeg vile forbyde hende at tale o.s.v., da gjør hende endelig opmærksom paa, at jeg kun beder og da bønligen, ikke befaler. Det er sørgeligt, at hun igjen slaaer ind i den samme Materie, og at hun skulde lade det fatale Brev gaae afsted; jeg forudseer de sværeste Storme, der i mine Tanker ene kunne afværges ved, at hun lover, ei at tale om Marie. O at dette forstyrrende Væsen skal være til, og kunne indgribe i vor Lykke! Men derpaa see vi ogsaa Enden, Gud skee Lov. Fortæl mig endelig Alt, hvorledes det gaaer. Det er jo grueligt, hvor Mutter gjør sig til for N. S., men det var herligt, at I bade ham afværge at Søofficiererne kom til Eder; jeg havde netop tænkt at bede Dig nævne noget Saadant til ham. Fortæl ham du reent ud, hvaor lidet velkomne de ere hos Eder, og bed ham af alle Kræfter afværge det. Bed ogsaa din Moder, aldrig at animere dem til at komme, men vise sig afmaalt imod dem, og lov mig ogsaa du, sødeste Engel, fremdeles at vise dig stolt imod dem, ligesom om du oversaae dem: det er den bedste Triumf, du kan faae. Hvorledes er det, synes N. S. at gjøre meget af Laura? Mon der bliver noget? Man gjør sig vitsnok al mulig Umag derfor: ja det gaaer til det Latterlige, hvor herligt det var at dryppe hende med hendes egne Ord, hvis det gik an, at hun aldrig ved Invitationer vilde gjøre sit til, at faae Partiet istand! Jeg leer ved mig selv ved at tænke paa, hvor nær hun er ved at prostituere sig med Hensyn til sine Invitationer; mangen Gang ærgrer jeg mig ved at tænke paa, at hun aldrig har gjort saameget af mig, som nu af N. S. Men lad hende det! det kan nu i Grunden gjøre mig det samme. – Hvor sød du er, som lover mig, ikek at gaae paa Ball i Frederiksværn, og som ogsaa vil blive borte fra de fleste andre Baller! Ak jeg kan ikke noksom paaskjønne, hvor elskelig og sød du er mod mig. Nu Comoedien, hvorledes gaaer det med den? Hører du nogen Yttring om at det er ilde, at I ei kunne komme did? Jeg tør vedde paa, at I ei ganske gaae fri for saadanne Beklagelser. Hvor ypperlig var det ikke at kunne faae hende selv til at fange sig i sine egne Ord, og gribe hende i Selvmodsigelser! Men det gaaer vel desværre ikke an. – Har du nylig hørt fra Marie? Lad mig endelig vide, hvorledes Sagen løber af. Fortæl mig om hun i sine Breve har Yttringer om Provst Rohde, hvorledes man er fornøiet med ham, om Fossumfolket ikke hylder ham som den opgaaende Sol, medens de anstiller Sammenligninger til hans Fordeel melleom ham og Fader; og om deres sidste Affaire er blevet meget bekjendt paa den Kant.

Hvad min Skjorte angaeer, savner jeg virkelig een, navnet P. A. M. med Rødt, og nedenunder Tallet 8 10. Den er rimeligviis ved Vasken kommen iblandt din Faders. Vilde du tillige erindre at undersøge, om der ei hos Eder, foruden den blaatheftede Deel af Goethe, hvor Hermann og Dorothea staaer, ogsaa skulde findes 3 andre Dele, heftede i Guult, indeholdende „Aus meinem Leben“. Jeg savner dem her, og vilde nødig miste dem, da de ere noget av det Interessanteste af hans Værker. Det glæder mig, elskede Ven, at du læser – gid du nu ogsaa fik Lov dertil ordentligt. Det er skammeligt, at nægte dig Saadant. Bryd dig ei derom.

Her faaer jeg da nu slutte. Levvel, du søde, tilbedte Engel, hils dine Forældre og fornemmelig Laura fra mig, og tænk fremdeles med Kjerlighed paa din egen Andreas.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.