Brakandalen
Paa Nes i Hvidesø ligger Brakandalsfjeldet. Her laa i gamle Dage en Gaard, som hedte Brakandalen, paa samme Sted, hvor en Sæter af samme Navn nu ligger. Paa Gaarden boede rige Folk, der dog havde den Uleilighed, at de hver Juleaften maatte forlade Stuen og lade sig nøie med Fjøset, da de underjordiske om Juleqvelden kom, drev Folkene ud og selv gjorde sig tilgode med Hus og Julekost. En Juleqveld kom en reisende Mand med en tam Hvidbjørn og forlangte Hus om Natten. ”Gud bedre os!” svarede Husbonden, ”vi have ikke selv Hus i Nat uden i Fjøset. Vil du imidlertid tage tiltalte dermed, saa maa du gjerne; men nu komme de underjordiske snart og jage os Alle paa Døren.” Den Fremmede svarede, at dersom han fik Lov, vilde han blive i Stuen og meente, at det nok skulde blive sidste Gang, at de underjordiske skulde forstyrre dem. Bonden blev glad og tillod gjerne den Fremmede at benytte Huset og Julekosten, men han selv og hans Folk tyede til Fjøset, saasnart det begyndte at blive mørkt. Den Fremmede blev derimod tilbage med sin Hvidbjørn og gjorde sig tilgode med Julekosten. Da det var bleven mørkt, hørte han pludselig Larm. Han mærkede nu, at de underjordiske kom. Selv krøb han under Bordet, men Hvidbjørnen satte sig ved Skorstenen. Manden saa nu, hvorledes de ubudne Gjester tappede Øl og stegte Kjød og Flesk. Ved Lugten af en fed Skinke, som en underjordisk begyndte at stege paa, nærmede Hvidbjørnen sig. Den underjordiske, som syntes at Bjørnen blev vel næsviis, dryppede nogle hede Draaber Fedt paa Bjørnens Næse. ”Bit i Qvite,” sagde i det samme Manden under Bordet. Rasende foer Hvidbjørnen nu paa Stegeren og havde vist gjort Ende paa ham, dersom han ei havde faaet Hjelp af de Øvrige. Hvidbjørnen lod sig imidlertid ei skræmme, men foer saa glubsk afsted med de underjordiske, at de med Hyl og Brøl forlode Huset. Den Fremmede hentede derpaa den forskrækkede Familie fra Fjøset, og man nød nu mange Aar Julefred paa Gaarden. Efter nogle Aars Forløb kom vel en underjordisk frem paa Fjeldet og raabte til Bonden ”hæve du den kvitklødde Kausen din ennaa.” ”Ja, naa hæve den yngt,” svarede Manden. ”Heer kjæmme me alle mei” (her komme vi aldrig meer), vedblev den Underjordiske, og fra den Tid blev Bonden paa Brakandalen aldrig forstyrret af de Underjordiske. For at være rigtig sikker havde han desuden, efter den Fremmedes Raad, opfødt flere hvide Kalve, som han lod springe og kjete sig i Gaarden, for at de Underjordiske skulde see dem og troe, at det var Hvidbjørnens Unger.
[Saavel mundtligt som meddeelt.]
Anm. Et lignende Sagn under Benævnelse Kjætten paa Dovre, findes i Norske Folkeeventyr ved Asbjørnsen og Moe Side 139.