Bogtrykkeren Benjamin Franklin/1

Fra Wikikilden
Utgitt av H. ScheiblerFabritius & Sønners Forlag (s. 1-14).
Franklins Ankomst til Filadelfia
Franklins Ankomst til Filadelfia

Franklin var en af de mest fremragende og den bedst kjendte Borger i Amerika i det 18de Aarhundrede. Han var, hvad Amerikanerne sætter stor Pris paa, en selfmade Mand i Ordets bedste og sandeste Betydning. Om det var som Statsmand, videnskabsmand eller populær Forfatter han var størst, faar staa hen. Men som Forfatter har han i sin Tid — og længe efter — øvet en overordentlig velgjørende Indflydelse paa det amerikanske Folk. Hans fortreffelige og letfattelige moralske Læresætninger, som han publicerede i sin bekjendte Almanak „Den fattige Richard“, har været af saa vidtrækkende Betydning, at den har sat sit Præg paa Befolkningen, idet man har ment, at det nordamerikanske Folks store Arbeidslyst, Soliditet, Nøgternhed og Nøisomhed kan tilbageføres til virkningen af Benjamin Franklins Skrifter. De Leveregler, som han gav sine Medmennesker, fulgte han selv paa det strengeste og tilegnede sig derved den elskværdige Karakter og den sikre Fremtræden, som gjorde ham, den almindelige Borger og Haandverker, skikket til at beklæde de høieste Æresposter i Statens Tjeneste. Hans Valgsprog var: „Kun et dydigt Menneske kan være virkelig lykkelig“. Hans Væsen var lys og varm Fornuft, hans pønsende og frodige Tanker arbeidede ihærdigt for Oplysning og Almenvel, for praktiske Forbedringer og Aandskultur. Han siger selv, at han ikke var nogen rutineret Taler; men hans Anseelse og Indflydelse var saa grundfæstet og stor, at hans Forslag i Regelen gik igjennem.

Efterat Franklin havde ofret Halvdelen af sit Liv paa at erhverve sig en Formue, tog han sig vel vare for at tabe den anden Halvdel ved at søge at øke denne. Da han havde naaet sit første Maal: økonomisk Uafhængighed, satte han sig høiere Maal end at erhverve sig mere Rigdom; han uddannet sig videre for at kunne tjene sin By og sit Fedreland. Da han var 42 Aar, mente han sig moden til at kunne deltage i det offentlige Liv, hvor han omsider høstede de høieste Udmerkelser, som nogen kunde faa. Det var til en Begyndelse mindre Ting af kommunal Art, han interesserede sig for; senere større Sager, og en Række af kommunale Institutioner kunde takke Franklin for hans Initiativ og Opofrelser. Imidlertid fremtraadte Franklin nu mere og mere som Statsmand. England, som var skinsyg og mistænksom overfor Amerika, søgte ved Uretfærdighed og Undertrykkelse at tugte de fremadstrævende amerikanske Kolonier. Trakasserier af forskjellig Art havde længe været igang fra Englands Side. Handelen med Kolonierne havde været meget fordelagtig for England; thi det havde Monopol paa Handel og Skibsfart. Enkelte Næringsgrene, som Amerikanerne selv kunde have drevet med Fordel, var forbudt af den engelske Regjering. Disse store Indtægter for Statskassen og for hele Folket, som Englænderne havde af sine amerikanske Kolonier, satte de paa Spil ved sin Have- og Herskesyge, idet de forsøgte at paalægge dem nye Byrder.

I Aarene 1757 til 1762 førte Franklin i England som Repræsentant for sit Folk Sagen mod Grundeierne af Pennsylvanien, som mente sig at være fri for Skat. Denne vanskelige Sag ordnede Franklin til sit Lands fulde Tilfredshed.

Som Repræsentant for Staten Pennsylvanien, og senere ogsaa for flere Nabostater, reiste Franklin i 1764 atter til London, hvor han frimodig og med Klogskab ivrede mod alle Misligheder i Forvaltningen af de amerikanske Kolonier. Især vakte det Forbitrelse, da det engelske Parlament — hvor Amerika ikke havde nogen Repræsentant — paalagde Amerika den saakaldte Stempelskat. Franklin mente til en Begyndelse, at man maatte bøie af for Englændernes Krav; men Selvstændighedstanken havde mere og mere vokset sig ind i Amerikanernes Bevidsthed. En Kongres, hvor 9 af Kolonierne var repræsenteret, mødte i Newyork den 7. Oktober og erklærede, at ingen Skatter kunde paalægges Amerikanerne uden deres eget eller deres Repræsentanters Samtykke. Det kom i denne Anledning til store Optøier og andre Udskeielser i Amerika.

Franklin blev i et Udvalg af Statsraadet den 29. Januar 1774 personlig sterkt angrebet, og hans Velvilje mot England blev nu afløst af et personligt Nag. Den Haan, som blev vist Amerikanernes Repræsentant, følte de som et Slag i Ansigtet. I en parlamentarisk Kommission forsvarede han Kolonisternes Sag paa en klog og værdig Maade, og sagde aabent, at Amerikanerne kun med Vaabenmagt lod sig tvinge til at godkjende Parlamentets Beskatningsret. Franklins dristige Protester havde ingen Indflydelse paa den engelske Regjering, og han blev de engelske Ministre mere og mere forhadt og Kongen fordægtig. Regjeringen hævnede sig paa Franklin personlig, idet han blev afskediget fra sin Stilling som Overpostmester for Amerika.

Efterat Krigen med England var begyndt, indsaa Franklin, at han ikke kunde utrette videre til Nytte for sit Fædreland. Det viste sig ogsaa, at det ikke var uden Fare for hans egen Person at opholde sig længere i England. Man meddelte ham, at han, under Paaskud af at have anstiftet Oprør i Kolonierne, skulde fængsles. Han besluttede da hemmelig at forlade Landet, og den 21. Marts 1775 afseilte han og var snart i rum Sjø, medens man troede, at han endnu opholdt sig i London. Han havde da været borte fra Hjemlandet i 11 Aar.

Da Franklin efter en 6 Ugers Reise landede i Filadelfia, blev han modtaget med stor Begeistring, og allerede Dagen efter Hjemkomsten, den 10. Mai, blev han af Staten Pennsylvanien enstemmig valgt til Medlem af den 2den Kongres. Af Statens lovgivende Forsamling fik han en Nationalbelønning paa 5000 Pund for de udmerkede Tjenester han havde gjort sit Land. Den 4. Juli blir endnu den Dag idag feiret som en stor Nationalfest i alle de amerikanske Fristater. Franklin var ogsaa blandt de, som undertegnede Uafhængighedserklæringen i 1776. England havde derved mistet sine bedste Kolonier.

I 1776 sendtes Franklin — dengang allerede 70 Aar gammel — som Amerikas Gesandt til Paris. Denne Reise over Atlanteren var ikke uden Fare for ham; thi han kunde meget let have kommet i engelsk Fangenskab, og da vilde Englænderne sandsynligvis ikke været naadige mod ham.

Det Indtryk, han gjorde i Frankrige, var vældig. En samtidig skildrede det mange Aar efter i følgende Ord: „Intet kunde være mere overraskende end Modsætningen mellem vor Hovedstads Overdaad og Pragt med alle de levende Spor af Ludvig den fjortendes monarkiske Hoffærdoghed og den næsten bondeagtige Klædedragt, den jevne, men stolte Holdning, det frie og ligefremme Sprog, den ukunstlede og pudderfrie Haarfrisure og endelig dette antike Væsen, som midt i det 18. Aarhundredes blødagtige og trællesindede Civilisation pludselig syntes at fremtrylle Billedet af en Tænker fra Platons Tid eller en Republikaner fra det gamle Roms Dage. Dette uventede Tyn henrykkede os saa meget mere, som det var nyt og netop viste sig i en Tid, da Literatur og Filosofi bredte ud iblandt os Kravet om Reformer, Trangen til Forandringer og Spiren til en levende Fredskjærlighed.

Den berømte Opfinder af Lynaflederen, som fra fattig Trykkergut ved egen Kraft havde hævet sig op til en af sit Lands første Mænd, tog sig ud som en Sendemand fra en ny Verden og en bedre Tid, og det var ikke Affektation, naar D’Alembert ved hans Optagelse i det franske Akademi hilste ham med Ordene: „Han frarev Himlen Lynet og Tyrannerne Scepteret.“

Hans Mission ved det franske Hof var heldig, idet han fik Frankrige med paa Amerikas Side i Aktionen mod England, og den 6. Februar 1778 medundertegnede Franklin Traktaten, som sikrede Amerika Uafhængighed. Det var ogsaa Franklin, som den 3. September i 1783 efter 8 Aars Krig hadde den Glæde paa sine Landsmænds Vegne at undertegne den endelige Fred med den engelske Gesandt i Versailles. Denne Fred gjorde de amerikanske Stater frie og uafhængige af England. Da han i 1785 reiste fra Paris, blev han, ledsaget af sin Familie og sine Venner, i Dronningens Bærestol baaret til Havre, underveis overalt hyldet af Befolkningen.

I Amerika trængte man hans Tjeneste i høi Grad; thi efter Freden i 1783 var der udbrudt Uenighed i de Forenede Stater. Jefferson, som skulde erstatte Franklin ved det franske Hof, sagde: „Det er absolut nødvendig, at denne store Mand vender tilbage til Amerika. Hvis han skulde dø, saa vilde jeg bringe hans Aske over Oceanet; thi selv hans Ligkiste vilde forlige Partierne.“

Kort før sin Afreise fra Paris afsluttede han Handelstraktater med Preussen og Sverige.

Franklin korresponderede med ca. 400 Personer rundt om i verden.

Han studerede Filosofi, Fysik, Elektricitet og andre Videnskaber og opfandt flere nyttige Redskaber. Vi vil her kun nævne hans røgfrie Ovn, som fandt stor Anvendelse i Amerika og England, og et Musikinstrument, som kaldes Harmonika. Mange borgerlige Reformer skyldes hans Initiativ, og han arbeidede i det Hele taget utrættelig og uegennyttig for sine Medmenneskers Vel.

Hans Opdagelser paa Elektricitetens Omraade, saasom hans epokegjørende Opfindelse af Lynaflederen i 1752, gjorde ham verdensberømt, og han blev gjort til Gjenstand for flere akademiske Hædersbevisninger. Royal Society i London, som tidligere havde nægtet ham Optagelse af hans Afhandlinger i sine Forhandlinger, gjorde sig det nu til en Ære at optage ham som Medlem. Universiteterne i St. Andrew, Oxford og Edinburg gjorde ham til Æresdoktor.

Aarene 1766 og 1767, medens han var bosat i England, og der momentant var indtraadt lidt Ro i Gemyterne, bereiste han Holland, Tyskland og Frankrige og blev overalt modtaget med den største Opmerksomhed.

Hans Navn som Præsident for Selskabet til Slaveriets Ophævelse lyser endnu paa den Petition til de Forenede Staters Kongres, hvori der anmodes om at anvende al denne Forsamlings Magt til at gjøre en Ende paa Handelen med Mennesker. Dette var Franklins sidste offentlige Gjerning.

Endnu i en Alder af 78 Aar indehavde han Stillingen som Præsident i Pennsylvaniens Raad.

I den sidste Tale han holdt i de Forenede Staters Kongres, manede han alle til Endrægtighed og Offervillighed for det fælles Fædrelands Skyld.

Franklin gik i mange Aar med Planen om at skrive et stort anlagt Verk om sociale og moralske Forhold; men hans mange private og offentlige Sysler hindret ham i Udførelsen.

I Amerika er Franklins Navn endnu paa alles Læber, ligesom der ogsaa findes en rig Literatur om ham. Hans Billede paa de amerikanske Frimærker bringer ham i daglig Erindring hos Befolkningen, og Mindesmærker i flere af de amerikanske Storbyer har gjort ham udødelig. En Mængde amerikanske Byer bærer hans Navn.

Det er vistnok ikke som Bogtrykker, hans oprindelige Profession, at Franklin har erhvervet sig Verdensry, men som Opfinder, Statsman og Forfatter. Som Bogtrykker har han dog ogsaa Krav paa Beundring, ialfald af os Fagmænd. Der har i Amerika siden Franklins Dage staaet en vis Nimbus over hele Bogtrykkerstanden, og de amerikanske Bogtrykkere holder fremdeles hans Minde høit i Ære. Hvert Aar feirer Bogtrykkerne i Amerika en Fest til Minde om ham. I Amerika er det jo ikke alene Franklin, som er udgaaet fra Bogtrykkerstanden, men ogsaa flere andre store Mænd har begyndt med „Vinkelhagen“ i sin Haand.

I Franklins Dage var der i Amerika endnu ikke noget Skriftstøberi, og alt, hvad der trængtes til et Trykkeri, maatte tages fra England. Skriftstøberi er en meget vidtløftig og vanskelig Haandtering, og Franklin havde kun ganske flygtig set et saadant i Arbeide i London. Men ikke desto mindre blev han ofte sin egen Skriftstøber, naar det manglede et eller andet Skrifttegn. Han graverede ogsaa paa Kobberplader de første Pengesedler, som blev trykt i Amerika, ligesom han konstruerede den Kobbertrykpresse, som trængtes til Trykningen af disse. Det var den første af denslags i Amerika. Franklin var, som dengang almindelig Skik og Brug, baade Sætter og Trykker. Han lavede sin egen Trykfarve og var i det Hele taget en Overmaade praktisk og nævedygtig Mand.

Da Franklin Vaaren 1728 begyndte som selvstændig Bogtrykker &mash; først et par Aar med en Ven, som skaffede Pengene, til Kompagnon — havde han saaatsige ingen Midler, og kun med den største Flid og Nøisomhed og ikke uden mangeslags Vanskeligheder, lykkedes det ham at vinde økonomisk Fodfæste. Hans fremragende Dygtighed som Fagmand skaffede ham lønsomme offentlige Trykarbeider, særlig Trykningen af Papirpengene. Franklin grundlagde omsider en Avis, som han selv redigerede og som ved sit alsidige Indhold vandt Anseelse og Udbredelse i store Dele af de nordamerikanske Stater. Det var „The Pennsylvania Gazette“, en ugentlig Avis, som fortsætter den Dag i Dag. I 1821 forandrede den sit Navn til „Saturday Evening post“. I 1898 overtoges den af The Curtis Publishing Co. og er nu blevet til en af de største Publikationer i Verden.

Franklin drev sin Forretning alene i 18 Aar, hvorefter han tog en Kompagnon, en engelsk Bogtrykker ved Navn David Hall, som havde arbeidet hos ham i 4 Aar. David Hall døde i 1772, men Sønnerne fortsatte Forretningen. Senere trak den stedse voksende Bedrift nye og friske Kræfter til sig og fik en ny Ledelse, indtil den i 1891 overgik til E. Lawrence Fell og Wm. C. Sproul. I ca. 100 Aar blev Trykkeriet, som Franklin havde grundlagt, drevet i samme Gaard, men i 1889 flyttede det til en egen Bygning, den saakaldte Fell Building. Forretningen har havt en ganske stor Udvikling. Endskjønt allerede Benjamin Franklins Trykkeri i sin Tid blev anseet som et af Verdens Underverker, formaaede dette dog ikke paa et helt Aar afstedkomme saameget Arbeide, som nu leveres af Franklin Printing Co. paa en eneste Dag.

Han grundlagde ogsaa flere Filialer rundt om i de forskjellige Byer, hvor Trykkerier dengang endnu ikke fandtes. Den første Papirfabrik i Amerika skyldtes ligeledes hans Initiativ.

I den Tid, Franklin slog sig ned i Pennsylvanien, var der endnu ikke nogen ordentlig Boghandel søndenfor Boston. I Newyork og Filadelfia var Bogtrykkere og Boghandlere egentlig kun Papirhandlere. Den, som vilde have Bøger, maatte bestille disse i England. Franklin oprettet derfor ogsaa en Bog- og Papirhandel, og, saavidt det kan ses, optraadte han ogsaa som Forlægger af enkelte literære Verker. Den første Oversættelse af et klassisk Verk, som udkom i Amerika, var Ciceros «Cato major», udgivet af Franklin i 1744, og han ledsagede den med det Ønske, at den skulde „vie Filadelfia til Hjem for den amerikanske Muse“. Saavidt det kan sees, udgav han ogsaa en Avis paa Tysk, „Philadelphische Zeitung“. Hans Almanak, „Den fattige Richard“, blev kjendt i hvert Hjem over hele Amerika, og den har sikret sig en Plads i Verdensliteraturen. Dens kostelige Indhold er idag ligesaa læsværdig som den var i Franklins Tid.

Dengang Franklin begyndte sin Avis, var der endnu ikke Trykkefrihed i Amerika; men ogsaa for denne Sag lagde Franklin et vægtig Ord i Vægtskaalen.

Trods Franklins politiske Karriere bevarede han altid sin levende Interesse for sit gamle og ham saa kjære Haandverk. I 1788, to Aar for hans Død, deltog han med stor Livlighed i det første amerikanske Bogtrykkermøde, som holdtes i hans Hjem i Filadelfia.

* * *

Franklin døde den 17. April 1790. Aldrig før eller siden har der været seet et saa talrigt Følge ved en Begravelse. Kongressen anordnede en Maaneds Landesorg i alle de Forenede Stater, og efter Grev Mirabeaus Forslag fattede ogsaa den franske Nationalforsamling Beslutning om tre Dages Landesorg i Erkjendelse af, at „det oplyste og frie Europa skyldte en af de største Mænd, som nogensinde havde tjent Filosofien og Friheden, et Bevis paa sin Erindring om ham og sin Smerte“. Byen Paris lod afholde en Sørgefest. Ogsaa Bogtrykkerne afholdt en Sørgehøitid, og et Mindeskrift utkom i denne Anledning.

* * *

Franklin havde selv længe før sin Død forfattet sit Gravskrift, som var saalydende:

HER HVILER LEGEMET
AF
BENJAMIN FRANKLIN
BOGTRYKKEREN

(LIG BINDET
AF EN GAMMEL BOG,
SOM ER BERØVET SIN TITEL
OG SIT INDHOLD OG
HVIS FORGYLDNING
ER SLIDT)

TIL FØDE FOR ORMERNE;

DOG SKAL VÆRKET SELV EI FORGAA,
MEN — SOM HAN SELV TROR — EN
GANG IGJEN UDKOMME I EN NY OG
SMUKKERE UDGAVE, GJENNEMSEET
OG FORBEDRET AF FORFATTEREN