Bogtrykkeren Benjamin Franklin/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Franklin ſom Bogtrykkerlærling

Fra Armodets og Mørkets Skjød, hvori jeg begyndte at aande, og hvori jeg levede i mine førſte Aar, har jeg ſelv til en vis Grad ſvunget mig op til Berømmelſe og Velſtand her i Verden. Uafbrudt Held har fulgt mig gjennem hele Livet, indtil min nu langt fremſkredne Alder, og jeg tviler ikke paa, at det vil være ønſkelig for mine Efterkommere at lære at kjende de Midler, ſom jeg har anvendt og ſom, takket være Forſynets Haand, har viſt ſig at være ſaa heldige.

Naar jeg, ſom ofte er Tilfælde, tænker over den Lykke, ſom har været mig tildel, ſaa ſiger jeg mig ſelv, at jeg ſtrax vilde beſlutte mig til endnu engang at tilbagelægge den ſamme Løbebane fra Begyndelſen til Enden, ſaaſandt et ſaadant Tilbud virkelig kunde gjøres mig. Hvad jeg alene vilde betinge mig, var en Forfatters Ret til i andet Oplag at rette de Feil, ſom har indſneget ſig i førſte. Desuden vilde jeg, om det ſtod i min Magt, ønſke at kunne ombytte enkelte mindre interesſante Oplevelſer med andre af ſtørre Betydning. Men ſelv uden disſe Betingelſer vilde jeg gjerne gaa ind paa Tilbudet. Da imidlertid en ſaadan Gjentagelſe af Livet ikke kan finde Sted, gives der efter min Mening intet, der nærmer ſig en ſaadan Gjentagelſe mere end at kalde tilbage i Erindringen alle Tildragelſer, og at anbetro dem til Papiret for at give dem mere blivende Værd. Ved denne Beſkjæftigelſe tilfredsſtiller jeg ogſaa den for ældre Folk egne og naturlige Tilbøielighed til at tale om ſig ſelv og ſine Handlinger, uden at nogen er forpligtet til at høre paa mig, da det jo ſtaar

enhver frit at læſe hvad jeg ſkriver eller lade det være.
BENJAMIN FRANKLIN Efter Kobberſtik af C. N. Cochin 1777
Fakcimile af et Brev fra Franklin

Lidt Forfængelighed er jeg — ſom de fleſte nok forſtaar — ſelvfølgelig heller ikke fri for, det tilſtaar jeg, og denne blir ogſaa ved mit Skriveri tilfredsſtillet paa den meſt uſkadelige Maade.

Kun i de ſjeldneſte Tilfælder har jeg hørt den undſkyldende Talemaade: „Jeg kan ſige det uden Selvros“, hvor der ikke umiddelbart efterpaa har fulgt et ſtaaende Bevis paa det ſtik modſatte. De fleſte Menneſker hader Forfængelighed hos andre, men ſelv kan de være meget beærngt med denne. Hvad mig ſelv angaar, ſaa bringer jeg gjerne Forfængeligheden mit Offer, hvor jeg end møder denne; thi jeg har den Overbevisning, at dette er det fordelagtigſte ſaavel for de, ſom lader ſig fuldſtændig beherſke af den, ſom ogſaa for de, der ſtaar under disſes Indflydelſe. I mange Tilfælder ſkulde man derfor ikke ſynes det er ſmagløſt, naar nogen regner ſin Forfængelighed med til Livets Lysſider.

* * *

En af mine Onkler, ſom, i Lighed med mig ſelv, befattede ſig med at ſamle Efterretninger om vor Familie, har meddelt mig nogle Notiſer, fra hvilke jeg har taget mange Enkeltheder om vore Forfædre. Af disſe erfarede jeg, at de gjennem et Tidsrum af mindſt 300 Aar havde levet paa et Frigods af 30 Acres Størrelſe i en og samme Landsby, Ecton i Northamptonſhire. Hvorlænge de havde været boſat der, havde min Onkel ikke kunnet udforſke; men ſandſynligvis var det længe før den Tid, da det blev Skik og Brug at betjene ſig af Tilnavn. De antog da Navnet Franklin, ſom tidligere, ſaaledes ſom det fremgaar af mange gamle Dokumenter, tjente til Betegnelſe for en enkel Standsklasſe, ſandſynligvis Landadelsmændenes.

Dette lille Sted vilde ikke have kunnet ernære Familien, hvis de ikke havde drevet en Grovsmeds Haandverk ved Siden af, ſom gik i Arv indtil min Onkels Tid, idet den ældſte Søn i Familien ſtadig blev beſtemt for dette Haandverk, en Skik, ſom ſaavel min Onkel ſom min Fader havde bibeholdt.

Min Bedſtefar, Thomas, ſom var født i 1598 i i Ecton, efterlod ſig fire Sønner, nemlig Thomas, John, Benjamin og Joſias. Thomas hadde lært ſin Faders Haandverk, Grovsmed. Han var en meget forſtandig Mand, og blev ſin Landsbys fornemſte Perſon og juridiſke Raadgiver. John blev Farver ligeſom Benjamin. Ogſaa han nød ſtor Anſeelſe ſom en klog Mand. Han havde opfundet en Hurtigſkrift og efterlod ſig ogſaa to Kvartbind Digte i Manuſkript.

Medlemmerne af vor Familie har tidlig ſluttet ſig til Reformationen, og blev altid ſin Overbevisning tro, tiltrods for at de under Dronning Marias Regjering ofte blev udſat for Fare, naar de ivrede mod Pavedømmet. De eiede en engelſk Bibel, ſom de omhyggelig maatte gjemme for Pavens Tilhængere. De fandt da paa den Udvei at førſte denne til Bagſiden af et løſt Stolſæde, ſaaledes at Bogen var opſlaaet, idet Bladene blev overſpændt og ſammenholdt med Hysſing. Saa ofte min Bedſtefader ønſkede at forelæſe noget af Bibelen for ſin Familie, løftede han Stolſædet rundt paa ſine Knær. Under Læſningen maatte en af Børnene ſtaa paa Vagt foran Døren for at varſko, om nogen af den geiſtlige Ret ſkulde nærme ſig.

Min Fader, Joſias, giftet ſig meget tidlig og udvandrede Aaret 1682 med Kone og 3 Barn til Ny England (Amerika). Aarſagen var nok Forfølgelſe af religiøs Art.

I Amerika forøgedes Familien med fire Barn i førſte Ægteſkab, medens hans anden Kone fødte ham 10, ſaaledes at han i alt havde 17 Barn. Jeg var den yngſte af Sønnere, og af alle mine Søſkende kom kun to Søſtre efter mig. Jeg blev født i Boſton. Min Mor var Datter af Peter Folger, en af de førſte Indvandrere i Ny England, ſom i Cotton Mathers Kirkehiſtorie af denne Provins nævnes ſom „en from og lærd Englænder“.

Mine Brødre blev alle ſendt i Læere til forſkjellige Haandverkere; men mig ſendte han i otte-aars Alderen i en Latinſkole. Min Fader havde nemlig beſtemt mig for Kirken, og betragtet mig allerede ſom Familiens Geiſtlige. Den Hurtighed, hvormed jeg lærte at læſe, og min Faders Venners Opmuntring og Forſikring om, at jeg i ſin Tid vilde blive en paalidelig og lærd Mand, bevægede min Fader til dette Skridt. Men jeg blev kun et Aar i Skolen, ſkjønt jeg i denne korte Tid ikke alene havde ſvunget mig op til førſte Mand i Klasſen, men ogſaa blev flyttet op i en høiere Klasſe. Min Fader, ſom havde ſaa ſtore Forſørgelſespligter, indſaa imidlertid, at det vilde overſtige hans Kræfter at bekoſte Studiet. Desuden havde nogle af hans Venner gjort ham opmerkſom paa, at man ſørgede daarlig for Folk af hans Herkomſt. Han tog mig derfor ud fra Latinſkolen og ſendte mig til en Skrive- og Regnelærer, under hvis kyndige veiledning jeg hurtig lærte at ſkrive en ſmuk Haandſkrift; men med Regnekunſten vilde det derimod ikke gaa, og jeg maatte tilſtaa, at jeg ikke gjorde det mindſte Fremſkridt.

Da jeg var 10 Aar gammel, tog min Fader mig hjem for at gaa ham tilhaande i ſin Forretning. Han drev ſom Sæbeſyder og Lyſeſtøber, men havde egentlig ikke lært disſe Haandverk, men førſt begyndt dermed efter ſin Ankomſt til Amerika, da han mente, at hans egentlige Haandverk, en Silkefarvers, ikke vilde kunne brødføde ham der.

Dette Arbeide behagede mig ikke, og jeg følte ſtor Lyſt til at gaa tilſjøs; men min Fader vilde ikke vide af dette, Vandets Nærhed gav mig imidlertid Anledning nok til at vove mig paa og i dette, og det varede ikke længe, før jeg kunde ſvømme og havde lært at ſtyre en Baad. Blandt mine unge Kamerater var jeg altid Anføreren.

Jeg blev to Aar hos min Fader, altſaa til jeg var 12 Aar gammel; men min Ulyſt til hans Haandverk vedvarede. Da min Fader frygtede, at jeg, i Lighed med en af mine ældre Brødre, en vakker Dag vilde ſtryge min Vei og gaa tilſjøs, tog han mig med paa forſkjellige Verkſteder for at ſe, om jeg ikke derved kunde fatte Interesſe for et eller andet. Omſider beſluttet min Fader, at jeg skulde blive Knivſmed og ſendte mig nogle Dage paa Prøve til en af mine Slægtninge, ſom havde lært dette Haandverk i London. Men de Lærepenge, ſom fordredes, ſyntes han nok var for høie og tog mig igjen derfra.

Fra min tidlige Barndom af var jeg en liden ſkabelig Læſer af Bøger, og alle Penge, jeg fik, anvendte jeg til Indkjøb af Bøger. Dette beſtemte tilſlut min Fader at lade mig blive Bogtrykker, endſkjønt en af hans Sønner allerede havde lært dette Haandverk.

Dette Arbeide likte jeg viſtnok meget bedre end min Faders, men min Forkjærlighed for Sjøen var uſvækket. Længe betænkte jeg mig, men undertegnede omſider min Lærekontrakt. Jeg var dengang, ſom ſagt, kun 12 Aar gammel. Man var kommet overens, at jeg ſkulde blive i Lære til mit enogtyvende Aar, og førſt det ſidſte Aar ſkulde jeg erholde Dagløn.

I meget kort Tid gjorde jeg gode Fremſkridt i Faget og var derved min Broder til ſtor Nytte. Nu havde jeg ogſaa bedre Anledning til at ſkaffe mig Bøger, idet jeg af en Boghandlerlærling og her og der fik laane en god Bog, ſom jeg aldrig forſømte at tilbagelevere i rette Tid og i god Stand. Meget ofte hændte det, at jeg maatte anvende den ſtørſte Del af Natten til at læſe en Bog, ſom jeg havde laant om Aftenen og ſom maatte leveres tilbage næſte Morgen, for at den ikke ſkulde blive ſavnet.

Endelig blev jeg kjendt med en dannet Forretningsmand, ſom ofte kom paa vort Trykkeri og ſom eiede et ſmukt Bibliothek. Han inviterede mig til at beſe dette og havde den Godhed at tilbyde mig til laans de Bøger, ſom jeg maatte ønſke.

Jeg havde den beſynderlige Idé at beſkjeftige mig med Digtekunſten og ſkrev flere ſmaa Digte. Min Broder troede at kunne have Nytte af dette og opfordrede mig til at ſkrive to Ballader. Den enes Titel var: „Et Fyrtaarns Sørgeſpil“, og behandlede en Kapteins og hans to Døtres Forlis. Det andet var en Matrosſang og omhandlede Tilfangetagelſen af den berygtede Sjørøver Teach eller Blackbeard. Det var ſlette Vers, rene Gadeviſer. Da de var trykt, ſendte min Broder mig omkring i Byen for at ſælge dem. Den førſte fandt rivende Afſætning, thi Begivenheden var ny og derfor paa alles Læber.

Min Forfængelighed følte ſig ikke lidet ſmigret ved denne uventede Succes; men min Fader gjorde ſig lyſtig over disſe mine Aandsprodukter og nedſtemte derved min Triumf betydelig. Han ſagde mig ogſaa, at Poeter ſtedſe levede i Fattigdom, og derved undgik jeg den Ulykke at blive en daarlig Digter. Men min Begavelſe, at udtrykke mig i ubunden Stil, har gjort mig ſtore Tjeneſter gjennem hele Livet og bidraget meget til at jeg er kommet frem i Verden.

Den Tid, ſom det var mig forundt at gjøre ſaadanne Stiløvelſer og til Læſning, var Aftenen efter endt Arbeide og om Morgenen, for dette begyndte ſamt paa Søndage, naar jeg kunde unddrage mig Gudstjeneſten.

Da jeg havde fyldt mit 16de Aar, kom en Bog af Tryon mig ihænde, hvori Plantekoſt anbefaledes. Straks beſluttede jeg at følge hans Anvisninger. Da min Broder var ugift og ingen egen Husholdning førte, ſpiſte han med ſine Læregutter hos en Nabofamilie. Da jeg nu ikke vilde ſpiſe Kjødretter, ſaa ſkjældte man mig ofte ud. Jeg ſagde da til min Broder, at jeg vilde forſøge at holde mig Koſten ſelv, hvis han vilde betale mig Halvparten af hvad han betalte for denne. Han gik ſtraks med paa mit Forſlag, og af det, han gav mig, kunde jeg endog lægge tilſide Halvparten. Derved fik jeg et nyt Fond til at kjøbe Bøger for. Ogſaa andre Fordele havde jeg ved min nye Levemaade. Naar min Broder med ſine Arbeidere gik for at ſpiſe Middag, blev jeg hjemme og ſpiſte mit enkle Maaltid, der som ofteſt kun beſtod af et stykke Brød med nogle Roſiner eller en Kage fra Bageren og et Glas Vand. Jeg fik derved ogſaa lidt Tid tilovers for mine Studier, og mine Fremſkridt i disſe ſtod ganſke i Forhold til den Ideens Klarhed, ſom er en Følge af en maadeholden Levemaade.

Medens jeg var ſysſelſat med at forbedre min Stil, fik jeg fat i en engelſk Grammatik, ſom havde et Tillæg om Rhetorik og Logik. I den ſidſte fandt jeg et Mønſter af en Disputation efter Sokrates’ Art. Denne Maade at disputere paa tiltrak min Opmærkſomhed ſaaledes, at jeg blev helt begeiſtret over den, og gjorde den til min egen, idet jeg undlod ligefrem at modſige og at anføre direkte og poſitive Bevisgrunde, men ſøgte at bringe mine Stridsobjekter i beſkedne Spørgsmaal. Denne Sokrates’ Methode gjorde mig megen Glæde, og ved hver Anledning anvendte jeg denne og fik en ſaadan Øvelſe heri, at jeg ofte vandt Seir over Perſoner, ſom var mig overlegne i Forſtand.

Jeg vedblev at benytte denne Methode i flere Aar; men kom ſenere mere og mere bort derfra, og bibeholdt kun den Sædvane at opkaſte bedſkedne Tvivl. Aldrig brugte jeg, naar jeg opſtillede en Sætning, ſom kunde beſtrides, Ord ſom: ſikkert, utvivlſomt eller lignende, ſom kunde give det Udſeende af at jeg haardnakket holdt paa min Mening. Jeg ſagde heller: Jeg foreſtiller mig, jeg formoder, det ſynes ſaa, at Sagen paa Grund af det og hint, forholder ſig ſaa eller ſaa; eller: hvis jeg er rigtig underrettet. Denne Sædvane har bragt mig mange Fordele, naar jeg havde Anledning til at paatvinge andre mine Meninger. Naar du ønſker at belære, men udtaler din Mening beſtemt og giver dig Udſeende af at ville belære, ſaa vil du kun vække Modſtand og aflede Opmerkſomheden paa dig. Vil du derimod lade dig belære og drage Nytte af andre, men giver dig Udſeende af at holde ſtrengt paa dine egne Meninger, ſaa vil altid beſkedne og forſtandige Mænd, ſom ikke er venner af Stridigheder, rolig lade dig forblive i din Vildfarelſe. Saalænge du benytter denne Methode, kan du ikke haabe at omvende dine venner. Jeg tror i Sandhed at kunne ſige med Pope, at „Mangel paa Beſkedenhed ſtedſe viſer Mangel paa Forſtand“.

Aaret 1720 eller 1721 begyndte min Broder at udgive en offentlig Avis. Det var den anden ſom udkom i Amerika og havde Titelen: „New England Courant“. Den eneſte, ſom fandtes før, var „Boſton News Letter“. Jeg erindrer endnu meget vel, at enkelte af hans Venner raadede ham fra dette Foretagende, da de var af den Formening at en Avis var tilſtrækkelig for hele Amerika, medens der nu, i Aaret 1771, udkommer ikke mindre end 25. Ikke deſto mindre ſatte min Broder Foretagendet igang, og jeg blev udſeet til at bringe Aviſen rundt efterat jeg førſt havde hjulpet til med Sætningen og Trykningen.

Blandt hans Venner var der nogle liberale, ſom til ſin Underholdning leverede Bidrag til Bladet, og derved ſkaffede det Ry og øgede dets Abonnentantal. Jeg paahørte deres Samtaler over den gunſtige Modtagelſe af deres Bidrag hos Publikum. Dette vakte Lyſten i mig til at være med i dette Arbeide. Men da jeg paa denne Tid ſaaatſige næſten endnu var et Barn, ſaa var jeg bange for at min Broder ikke vilde indtage nogen Artikel i ſin Avis, ſom han viſte var af mig. Jeg fandt da paa den Udvei at forandre min Haandſkrift og lagde en Aften min Artikel foran Døren til Trykkeriet, hvor den blev fundet næſste Morgen. Da nu min Broders Venner, ſom vanlig, kom paa Beſøg, fortalte han dem om Fundet, og jeg havde den undtagelſesviſe Fornøielſe at høre, at de, efterat de havde læſt og omtalt det, gav den ſin uforbeholdne Anerkjendelſe. Blandt de Perſoner, ſom de mente kunde være Artikelens Forfatter, var ikke en, ſom ikke hørte til Landets allerbedſte. Jeg troede nu at være ſelvſtændig nok til at bedømme mine egne Arbeider, og min Agtelſe for de Mænd, ſom jeg hidtil havde holdt for udmerkede Forfattere, begyndte at aftage ſterkt, Opmuntret ved denne lille Epiſode, ſkrev jeg flere Artikler der gik samme vei, og alle fandt god Modtagelſe. Jeg beholdt min Hemmelighed for mig ſelv, indtil mit ringe Forraad af Kundſkaber var udtømt, hvorefter jeg angav mig ſom Forfatteren.

Da min Broder havde gjort denne Opdagelſe, begyndte han at have lidt ſtørre Agtelſe for mig. Men han betragtede ſig dog altid som min Herre og mig ſom ſin Lærling; ja i mange Tilfælder gjorde jeg den Erfaring, at han endogſaa behandlede mig ſtrengere, ſkjønt jeg dog ſom hans Broder turde haabet paa Overbærenhed. Vore Stridigheder blev ofte meddelt min Fader, og enten det nu var fordi min Broder havde Uret eller om jeg bedre end han forſtod at tale min Sag, ſaa faldt Hans Udtalelſer ofteſt ud til min Fordel. Min Broder var meget lidenſkabelig og glemte ſig endog ſaavidt, at det kom til Haandgribeligheder — en Omſtændighed, ſom gjorde et meget daarlig Indtryk paa mig. Denne overdrevne ſtrenge og tyranniſke Behandling bidrog ogſaa væſentlig til, at jeg hele mit Liv igjennem har beholdt en Modvillie mod al vilkaarlig Vold. Min Lære blev mig for hver Dag mere utaalelig og jeg ſukkede beſtandig efter en Anledning til at afkorte den, hvortil der omſider ogſaa frembød ſig en Anledning.

Den lovgivende Forſamling (Asſembly) følte ſig krænket over en politiſk Artikel i vor Avis og min Broder blev arreſteret og ſtraffet med en Maaneds Fængſel. Medens han ſad arreſteret, blev Bladets Redaktion anbetroet mig, og jeg benyttede Anledningen til at indrykke nogle ſatiriske Artikler mod Regjeringen, ſom høilig glædede min Broder, medens andre betragtede mig med miſtænkelige Øine og ſom et ungt Genie med Tilbøielighed for Pasquiller.

Da min Broder blev fri, kom ſamtidig fra den lovgivende Forſamling et vilkaarlig Forbud mod Aviſens videre Udgivelſe. Paa Grund heraf blev der paa Trykkeriet holdt en Raadſlagning af vore Venner om hvad der ſaa burde foretages. Nogle kom med Forſlag om at omgaa Forbudet ved at forandre Bladets Titel; men min Broder frygtede for Ubehageligheder ved dette Skridt og mente det var bedre at lade Bladet udkomme for Fremtiden under Benjamin Franklins Redaktion. Men for ikke at blotſtille ſig ligeoverfor den lovgivende Forſamling, ſom kunde tro at han kun laante ſin Lærlings Navn til fortſat Udgivelſe af Aviſen, gav han mig mit Lærebrev tilbage med en Erklæring om, at jeg var fuldſtændig fri, for at jeg i Nødstilfælde kunde viſe frem dette. For imidlertid fremdeles at have Fordel af mine Tjeneſter, udſtedte han en ny og hemmelig Kontrakt for Reſten af Læretiden. Denne underfundige Overenskomſt blev da ſtrax iværkſat, og Aviſen fortſatte at udkomme nogle Maaneder under mit Navn.

Men ſnart opſtod der igjen Uenighed mellem min Broder og mig, og jeg gjorde Brug af min Frihed i den Tro, at han ikke vilde vove at fremviſe den nye og hemmelige Kontrakt, viſtnok var dette Skridt urigtig af mig, og jeg erkjender, at det var et af mine førſte Feiltrin i Livet; men Mindet om alle de Prygl, jeg havde faaet, gjorde det umulig for mig at bedømme denne min Handling paa rette Maade.

Da han fik vide, at jeg havde beſluttet mig til at forlade ham, ſøgte han at forhindre, at jeg fik Arbeide andetſteds i Byen. Ved nærmere Overveielſe beſluttet jeg at forlade Boſton, hvor jeg allerede var blevet Gjenſtand for Mistanke fra Regjeringspartiet og naar ſom helſt kunde vente Ubehageligheder, ligeſom ogſaa mine ubeſindige Udtalelſer i religiøſe Spørgsmaal havde bevirket, at fromme Sjæle betragtede mig med et ſlags Afſky. Min Tanke var da at ſøge til Newyork, den nærmeſte By, hvor der fandtes et Trykkeri, og min Beſltning var ſnart fattet. Men da min Fader i dette Punkt tog min Broders Parti, var jeg bange for at man kunde træffe Foranſtaltninger til at hindre min Reiſe. En Ven hjalp mig til at flygte, idet han under Foregivende af at jeg var kommet i en ubehagelig Kjærlighedshiſtorie, traf Aftale med Skipperen paa en Baad for Newyork om at tage mig med. Jeg ſolgte nogle Bøger for at ſkaffe mig lidt penge og gik ſaa ombord i al Hemmelighed. Begunſtiget af god Vind naaede vi Newyork allerede efter 3 Dages Reiſe, og jeg var altſaa langt væk fra mit Hjem, og uden der at kjende et eneſte Menneſke. Jeg var dengang kun 17 Aar gammel og havde faa Skillinger i Lommen.

Hvis min Lyſt til Sjøen ikke havde været helt forſvunden, ſaa havde jeg nu Anledning til at tilfredsſtille denne. Imidlertid havde jeg nu lært et Haandværk og anſaa mig for en nok ſaa flink Arbeider. Jeg ſøgte derfor strax Plads hos den gamle William Bradford, ſom havde oprettet det førſte Trykkeri i Pennſylvanien, hvilket han dog paa Grund af Stridigheder med Guvernøren igjen havde maattet forlade. Han havde dog ikke noget Arbeide til mig, men henviſte mig til ſin Søn, ſom drev et Trykkeri i Filadelfia og ſom netop havde miſtet en af ſine Arbeidere, hvorfor han troede at jeg nok kunde faa Beſkjæftigelſe hos denne, hvis jeg vilde reiſe derhen. Jeg begav mig ſtrax paa vei, efter en meget eventyrlig Reiſe dels tilſjøs og dels tilfods, kom jeg en Søndag Morgen til Filadelfia i en Seil- og Robaad, ſom landede ved Marketſtreetverft.

* * *

Naar jeg vil beskrive min førſte Ankomſt til Filadelfia lidt omſtændligere, ſaa ſker dette for at man kan anſtille Sammenligninger mellem mine førſte ringe Udſigter og den Rolle, ſom jeg ſenere kom til at ſpille her.

Da mine bedſte Klær førſt ſenere kunde komme efter tilſjøs, var jeg iført mine Arbeidsklær, der var nokſaa ilde tilſmudſet, ligeſom Lommerne var fuldſtoppet med Skjorter og Strømper.

Jeg kjendte ikke en Sjæl i denne By og vidſte ikke, hvor jeg ſkulde finde Tag over Hovedet. Da jeg ikke havde ſovet hele Natten, var jeg aldeles udmattet og tillige meget ſulten, men havde kun en hollandſk Daler i Lommen.

Jeg gik gjennom Marketſtreet, hvor jeg mødte et Barn med et Brød. Mit Middagsmaaltid havde ſaa ofte kun beſtaaet af tørt Brød, og jeg ſpurgte derfor Barnet, hvor det havde kjøbt Brødet og gik ſaa hen til Bagerbutikken, ſom Barnet viſte mig. Her forlangte jeg Tvebak i den Formening, at her fandtes ſamme Sort som i Boſton. Men det ſyntes ſom om man i Filadelfia ikke kjendte lignende. Derpaa bad jeg om et Trepennybrød, men hellerikke et ſaadant kunde jeg faa. Da jeg nu ſaa, at jeg hverken kjendte de herværende Brødſorter eller deres Priſer, ſaa forlangte jeg for tre Penny Brød af en eller anden Sort. Jeg fik nu tre ſtore runde Brød og blev ganſke forbauſet over at erholde ſaa meget; men ikke deſto mindre tog jeg imod dem. Da jeg ingen Plads havde i mine Lommer, tog jeg et under hver Arm og ſpiſte paa det tredie. Paa denne Vis vandrede jeg gjennem Marketſtreet og Fourthſtreet og kom forbi Huſet til min tilkommende Huſtrus Fader. Hun ſtod ved Døren og bemerket mig og tænkte — og viſtnok ikke med Urette, — at jeg havde et underligt, i Sandhed groteſk Udſeende.

Jeg gik nu om Hjørnet og gjennem Cheſuntſtreet, ſtadig ſpiſende paa mit Brød, og befandt mig ſnart ved Marketſtreet Verft, i Nærheden af den Baad, med hvilken jeg var kommet. Jeg gik ned i Baaden for at drikke af Elven, og da jeg nu havde ſpiſt mig mæt af det ene Brød, ſaa gav jeg de to andre til en Kone, ſom med ſit Barn havde været ifølge med os og nu ventede paa at kunne reiſe videre.

Da jeg ſaaledes havde forfriſket mig, begyndte jeg atter min Vandring gjennem Gaderne. Jeg traf paa en Mængde velklædte Folk, ſom alle gik ſamme Vei. Ved at ſlutte mig til disſe kom jeg ind i et ſtort Forſamlingshus, ſom Kvækerne havde i Nærheden af Torvet. Her ſatte jeg mig ned, og efterat jeg havde ſet mig omkring en Stund og ingen Tale hørte, faldt jeg, treet ſom jeg var, i en dyb Søvn. I denne Tilſtand forblev jeg, til Forſamlingen var ſlut, og et Medlem var ſaa venlig at vække mig. Dette var ſaaledes det førſte Hus, ſom jeg betraadte i Filadelfia, eller rettere ſagt, hvor jeg ſov.

Atter begyndte jeg min Vandring gjennem Gaderne, og ſaa enhver Mødende opmerkſomt i Anſigtet, indtil jeg traf paa en ung Kvæker, hvis Væſen vakte min Tillid. Denne talte jeg til for at ſpørge, hvor jeg kunde finde Nattekvarter. Vi befandt os lige ved „Til de tre Matroſer“. „Her modtager man vel Fremmede“, ſagde Kvækeren, „men Huſet har intet godt Ry; hvis De vil følge mig, ſaa vil jeg viſe Dem et bedre Sted“. Han førte mig ſaa til „Crooked-billet“ i Waterſtreet. Her beſtilte jeg Middagsmad, medens man rettede en Mængde perſonlige Spørgsmaal til mig, da min unge Alder og mit Antræk nok vakte Miſtanke om, at jeg var en rømt Læregut.

Næſte Morgen opſøgte jeg Bogtrykker Andrew Bradford. I Butiken traf jeg hans Fader, ſom jeg havde talt med i Newyork, og ſom havde reiſt tilheſt og ſaaledes var kommet hid før mig. Han foreſtillede mig for ſin Søn, ſom modtog mig høflig og lod ſervere Frokoſt for mig, men meddelte mig imidlertid, at han intet Arbeide havde for mig, da han allerede havde engageret en anden Svend. Han tilføiede dog, at der nylig havde etableret ſig en anden Bogtrykker paa Stedet, ved Navn Keimer, ſom maaſke kunde ſkaffe mig Beſkjæftigelſe. Men hvis ſaa ikke ſkulde være Tilfælde, ſaa vilde jeg være velkommen i hans Hus for her og der at gaa ham tilhaande, indtil der fandtes en bedre Anledning for mig.

Den gamle Bradford tilbød ſig at introducere mig hos den nye Bogtrykker. Da vi kom til denne, ſagde han:„ Nabo, jeg bringer Dem en Standsfælle; maaſke De kunde have Brug for ham“.

Keimer gjorde mig nogle Spørgsmaal og lod mig ogſaa gjøre nogle Prøver med Sætning. Han meddelte mig, at han viſtnok for Tiden ikke havde noget Arbeide for mig, men ſnart vilde kunne beſkjæftige mig. Samtidig meddelte han den gamle Bradford, ſom han ikke kjendte, men holdt for en ham velſindet Borger af Byen, ſine Projekter og ſine Forhaabninger for Fremtiden. Bradford, der pasſede ſig vel for at meddele ham, at han var Fader til hans Konkurrent, forſøgte at faa vide, hvorpaa hans Forhaabninger grundede ſig. Dette ſkeede i mit Nærvær, og det kunde ikke undgaa mig, at den ene var en gammel Ræv og den anden en Nybegynder. Keimer blev ikke lidet forbauſet, da han ſenere fik vide, hvem den Gamle var.

Keimers Trykkeri beſtod kun af nogle faa ſlidte engelſke Typer og en gammel defekt Presſe, ſom han heller ikke forſtod at bruge, da han kun var Sætter. Begge Bogtrykkere i Filadelfia ſyntes mig forreſten at ſavne alle Betingelſer for at drive et Trykkeri. Bradford havde i det Hele taget ikke lært Bogtrykkerhaandverket og var desuden meget udannet.

Efter nogle Dages Forløb ſendte Keimer Bud efter mig for at jeg ſkulde begynde Arbeidet. Han vilde imidlertid ikke, at jeg ſkulde bo hos hans Konkurrent Bradford, ſaalænge jeg var i hans Tjeneſte, og ſkaffede mig derfor Koſt og Logis hos en Mr. Read, ſom ſenere blev min Svigerfader.

Jeg forſøgte nu at ſtifte Bekjendtſkaber blandt Byens unge Folk, ſom var bevandret i Literaturen, og førte ſnart et behageligt Liv. Paa denne Maade forſøgte jeg ſaa meget som mulig at glemme Boſton og ſørgede for, at man der ikke fik Rede vaa hvor jeg var reiſt hen.

Et uventet Tilfælde indtraf dog, ſom ſnart ſkulde bringe mig tilbage igjen. Jeg havde en Svoger, Robert Holms, ſom førte Fartøi mellem Boſton og Delavare, og ſom fik vide om mit Opholdsſted. Han ſkrev til mig, at mine Forældre var meget bedrøvet over min pludſelige Afreiſe, og at alt ſnart vilde vende ſig til mit bedſte, hvis jeg vilde komme tilbage. Jeg beſvarede hans Brev og forklarede ham min Handlemaade. Da han modtog dette, var han tilfældigvis i Selſkab med Provinſens Guvernør, Sir William Keith, med hvem han talte om mig og viſte Brevet. Guvernøren læſte dette og var forbauſet over min unge Alder. Han ſagde, at han holdt mig for en Mand, af hvis Talenter man kunde vente ſig meget og ſom maatte opmuntres. Hvis jeg derfor vilde gjøre mig ſelvſtændig, vilde han ſaa meget ſom mulig ſtøtte mig med alle offentlige Arbeider, han raadede over. Alt dette erfarede jeg førſt ſenere af min Svoger.

En Dag, da jeg ſammen med Keimer var beſkjæftiget ved Vinduet, ſaa vi Guvernøren og en anden Herre, Oberſt French fra Newcaſtle, komme tvers over Gaden lige mod vort Hus. De bankede paa Døren, og Keimer, ſom troede at Beſøget gjaldt ham, ſkyndte ſig at gaa dem imøde. Men Guvernøren ſpurgte efter mig og ſagde mig med en Høflighed og Nedladenhed, af hvilken jeg hidtil havde mødt ſaa lidet, en hel Del Smigrerier. Han ønſkede at lære mig nærmere at kjende og bebreidede mig i al Venſkabelighed at jeg ikke havde gjort ham bekjendt med min Ankomſt til Byen. Han bad mig ſtrax at drikke en Flaſke Vin med ham og Oberſt French i et nærliggende Hotel. Jeg var, ſom jeg ikke kan negte for, noget forbauſet over dette, og Keimer ſyntes ſom lynſlaaet. Guvernøren foreſlog mig nu at etablere mig ſelv, og baade han og Oberſt French lovede mig al mulig ſtøtte med offentlige Arbeider. Da jeg betvivlede, at min Fader vilde hjælpe mig, ſagde Sir William at han vilde medſende en Skrivelſe til min Fader, hvor han vilde forklare ham Foretagendets utvivlſomme Lønſomhed. Det blev beſluttet, at jeg med næſte Skibsleilighed ſkulde reiſe tilbage til Boſton. Imedens ſkulde Planen holdes hemmelig, og jeg fortſatte at arbeide hos Keimer ſom før.

Guvernøren bad mig engang imellem til Middag, hvad jeg betragtet ſom en ſtor Ære for mig, ſaameget mere, ſom han behandlede mig med udſøgt Forekommenhed.

I Slutningen af April 1724 var en liden Seilbaad klar til at afgaa til Boſton. Jeg bad Farvel med Keimer under Paaſkud af at jeg ſkulde beſøge mine Forældre. Efter en ſtormfuld Reiſe, ſom varede næſten 14 Dage, kom vi til Boſton.

Jeg havde nu været borte fulde ſyv Maaneder, uden at mine Forældre eller Slægtninge havde hørt noget fra mig. Min Familie var forbauſet over min uventede Tilbagekomſt, men alle, undtagen min Broder, glædede ſig over at ſe mig igjen. Jeg beſøgte min Broder i hans Trykkeri. Jeg var nu bedre klædt end i den Tid, da jeg var i Lære hos ham, havde et Uhr og næſten 5 Pund Sterling i Lommen. Han modtog mig ikke netop høflig, og efterat han havde ſeet paa mig fra øverſt til nederſt, fortſatte han ſit Arbeide. Hans Arbeidere ſpurgte mig nysgjerrig, hvor jeg havde været, hvad det var for et Land og hvorledes jeg likte det. Jeg talte med den ſtørſte Ros om Filadelfia og det lykkelige Liv, ſom jeg førte der, og at jeg agtede mig tilbage did. Da en af dem ſpurgte mig, hvad for en Myntſort der brugtes, tog jeg en Næve fuld af Sølvpenge ud af min Lomme. Dette var for dem noget Nyt, thi i Boſton kjendte man kun papirpenge. Jeg viſte dem ogſaa mit Uhr. Da min Broder vedblev at være ſur, gav jeg dem en Skilling til en „Drink“ og ſagde Farvel. Dette Beſøg ærgrede min Broder dybt, og han ſagde til min Moder, at han aldrig kunde tilgive mig derfor.

Min Fader blev forbauſet over Guvernørens Brev, men talte ikke meget om dette. Efter hans Mening ſyntes det at tyde paa liden Omtanke at lade en Gut, ſom førſt om tre Aar kunde tælles til de Voxne, begynde egen Forretning. Han ſkrev imidlertid et høflig Brev til Guvernøren og takket ham for den tilſagde Velvillie og Beſkyttelſe; men afſlog dog beſtemt at yde mig Underſtøttelſe, da han holdt mig for at være for ung.

En Ungdomsven af mig, Collins, var ſaa begeiſtret af min Fortælling om mit nye Opholdsſted, at han beſluttede ſig til at følge mig. Han reiſte forud overland til Newyork, medens jeg ſkulde komme efter Søveien, medtagende hans Bogſamling. Medens han ventede paa mig i Newyork, førte han et meget letſindigt Liv og var ſtadig drukken, ſaaledes at jeg maatte betale hans Gjæld for Koſt og Logis ſamt videre yde ham Reiſepenge, en Byrde, ſom faldt mig meget tung og ubehagelig.

Jeg reiſte ſaa atter tilbage til Newyork, denne gang ledſaget af mine Forældres Velſignelſe.

Da vor Baad landede ved Newport paa Rhode Island, beſøgte jeg min Broder Johan, ſom for flere Aar ſiden havde ſlaaet ſig ned her, og ſom modtog mig meget venligt. Da en af hans Venner ved Navn Vernon havde en Fordring paa 35 Pund i Pennſylvanien, bad han mig at inkasſere disſe Penge og opbevare dem indtil han gav mig Efterretning, hvorpaa han udleverede mig en Anvisning. Dette Tillidshverv foraarſagede mig mange Ubehageligheder. Da Guvernøren af Newyork, hvis Navn var Burnet, fik vide af Kapteinen, at der var en ung Mand ombord, der medførte mange Bøger, bad han at jeg maatte beſøge ham. Guvernøren tog meget venligt imod mig og viſte mig ſit ſtore Bibliothek. Dette var den anden Guvernør, ſom viſte mig Opmerkſomhed, og da jeg dengang var en fattig Gut, kunde det ikke feile, at disſe ſmaa Begivenheder glædede mig meget.

Vi kom til Filadelfia, efterat jeg underveis havde inkasſeret Vernons Penge. Uden disſe Penge vilde vi ikke have naaet frem. Denne Misbrug af den mig viſte Tillid var atter en ſtor Vildfarelſe i mit Liv, og et Bevis paa, at min Fader havde Ret, da han mente jeg var for ung til at foreſtaa en egen Forretning.

Da Guvernøren, Sir William, læſte min Faders Skrivelſe, udtalte han at han fandt min Faders Forſigtighed for overdreven. „Der er Forſkjel mellem Menneſkene“, ſagde han, „og Aarene gjør ikke altid en Mand klogere. Naar ikke Deres Fader vil oprette en Forretning for Dem, ſaa vil jeg ſelv gjøre det. Giv mig en Liſte over de Ting, ſom De behøver fra England, ſaa ſkal jeg ſkaffe dem tilveie. De kan betale mig, naar det pasſer Dem. Jeg har beſluttet at have en dygtig Bogtrykker her, og er overbeviſt om, at Deres Foretagende vil lykkes.“

Jeg havde ingen Grund til at betvile hans Oprigtighed, men holdt dog Planen hemmelig. Førſt ſenere fik jeg vide, at han var ødſel med Løfter, ſom han aldrig havde tænkt paa at holde. Jeg gav ham en Fortegnelſe over de nødvendige Ting for et lidet Trykkeri, hvis Omkoſtninger jeg anſlog til omtrent hundrede Pund Sterling, Han ſpurgte mig, om jeg ikke havde Lyſt til ſelv at reiſe til England for at kunne vælge de forſkjellige Ting ſelv og ſtifte Bekjendtſkaber blandt Fagmænd der. Da dette ſyntes mig ønſkeligt, ſagde han: „Gjør Dem iſtand til at reiſe med „Annis“. Dette Skib gjorde en Reiſe om Aaret og var i denne Tid det eneſte, ſom ſeilte regelmæsſig mellem Filadelfia og London. „Annis“ ſkulde førſt afgaa om nogle Maaneder og jeg arbeidede derfor videre hos Keimer, ſom intet anede om mit Forehavende.

Imedens havde jeg viſt Miſs Read endel Opmerkſomhed; jeg havde den ſtørſte Agtelſe og Hengivenhed for hende og troede ogſaa at have Grund til at tro, at disſe Følelſer vandt Gjenklang. Men vi var begge ſaa unge, knapt 18 Aar gamle, og da jeg ſtod i Begreb med at foretage en lang Reiſe, holdt hendes Moder det ikke for raadeligt at lade Forholdet udvikle ſig videre.

I denne Tid pleiede jeg Omgang med nogle unge Venner, ſom alle havde literære Interesſer. Ogſaa Guvernøren indbød mig ofte i ſit Hus og ſyntes at like ſig i mit Selſkad. Om vor Plan talte han ſtedſe ſom en afgjort Sag. Jeg ſkulde faa Anbefalingsbreve til hans Venner i England og et Kreditbrev til at kjøbe de nødvendige Trykkeriredſkaber. Han havde oftere bedt mig at modtage disſe Breve; men hver Gang jeg kom for at hente dem, anmodet han mig om at komme igjen, Skibets Afgang var gjentagne Gange bleven udſat, og da det nu endelig ſkulde ſeile og jeg indfandt mig hos Guvernøren for at ſige Farvel og modtage Brevene, kom hans Sekretær og meddelte mig, at Guvernøren var meget optaget; men at han endnu før Skibets Afgang i Newcaſtle vilde være der for at levere mig Brevene.

En af mine Venner ved Navn Ralph, ſom var gift og havde et Barn, beſluttede ſig til at følge mig til England for at knytte Forbindelſer der og tage Varer hjem i Kommisſion.

Efterat jeg havde bedt Farvel med mine Venner og vekſlet Løfte med Miſs Read om Troſkab, forlod jeg Filadelfia. Ved Newcaſtle kaſtede Skibet Anker. Guvernøren var da allerede der og jeg gik til ham. Men da jeg kom til hans Bolig, modtog hans Sekretær mig med udſøgt Høflighed for at meddele mig, at Guvernøren ikke kunde modtage mig, da han var optaget i vigtige Forretninger, men at han vilde ſende Brevene ombord til mig. Han ønſkede mig en god Reiſe og ſnarlig Gjenſyn. Lidt ſkuffet gik jeg tilbage til Skibet, men endnu uden at fatte Mistanke til ham.

Efter en ſtormfuld Reiſe naaede vi London den 24. December I724.

Blandt Brevene, ſom blev ſendt ombord fra Guvernøren, var der ikke et eneſte til mig. Hvad ſkulde man tro om en Guvernør, ſom tillod ſig en ſaa nedrig Streg, ſom at narre en fattig og uerfaren Gut? Men dette var næſten bleven til en Vane for ham; thi han vilde gjøre ſig populær, og da han kun havde lidet at give bort, var han deſto gavmildere med Løfter.

Sammen med Ralph, ſom var min uadſkillelige Ven, leiede vi et fælles Logi for 3½ Shilling pr. Uge. Førſt nu erklærede Ralph, at han havde forladt ſin Rone og ſit Barn og agtede at blive i England. Han var uden Penge og laante af mig for at kunne friſte Livet, medens han ſøgte Beſkjæftigelſe.

Jeg fandt ſnart Arbeide hos Palmer, dengang et af de betydeligſte Trykkerier i London. Her blev jeg næſten et Aar. Tiltrods for at jeg var meget flittig, brugte Ralph og jeg alle de Penge jeg tjente. Ralph ſyntes ganſke at have glemt baade Kone og Barn og jeg ogſaa Miſs Read, ſom jeg kun ſendte et eneſte Brev, og dette kun for at meddele hende, at jeg ikke vilde vende tilbage ſaa ſnart. Dette var igjen en af mit Livs ſlemme Trykfeil, ſom jeg gjerne vilde korrigere, hvis jeg igjen kunde begynde Livet forfra.

Hos Palmer blev jeg beſkjæftiget med at ſætte Wollaſtons „Naturlige Religion“. Da nogle af hans Argumenter ikke ſyntes mig tilſtrækkelig begrundet, ſkrev jeg en liden metafyſiſk Afhandling under Titel: „En Disſertation over Frihed og Nødvendighed, Fornøielſe og Smerte“. Efter dette behandlede Palmer mig med mere Agtelſe og ſaa i mig en begavet ung Mand, endſkjønt han fandt de i mit Skrift udtalte Grundſætninger for at være afſkyelige. Trykningen af denne Afhandling var ogſaa en Trykfeil i mit Liv; men ifølge denne gjorde jeg endel interesſante Bekjendtſkaber med fremragende og lærde Mænd.

Jeg maatte omſider tænke paa at ſpare lidt, og i denne Henſigt byttede jeg mit Arbeidsſted med et meget ſtørre, nemlig Watts, hvor jeg haabede at kunne tjene mere, og hvor jeg da ogſaa blev Reſten af mit Ophold i London. Ved min Tiltredelſe i den nye Stilling arbeidede jeg førſt ſom Trykker for at ſkaffe mig mere Bevægelſe, ſom jeg var vant til fra Amerika, hvor man afvekſlende arbeidede ſom Sætter og Trykker. Jeg var vant til kun at drikke Vand, medens de andre Arbeidere, hvis Tal var omtrent 50, var ſtore Øldrikkere. Jeg bar ofte en ſtor Satsform i hver Haand op og ned Trappen, medens de andre maatte bruge begge Hænder for at bære en. De var forbauſet over dette og af mange andre Exempler, at det amerikanſke Vanddyr, ſom de kaldte mig, var ſterkere end Øldrikkerne. Ølgutten fra en nærliggende Reſtaurant havde nok at gjøre hele Dagen med at betjene dette ene Hus. Hver Lørdag havde de at betale 4 a 5 Shilling for Øl, en Udgift, jeg var fuldſtændig fri for. Paa denne Maade tilbringer disſe fattige Djævle hele ſit Liv i frivillig Fattigdom og Elendighed.

Efter nogle Ugers Forløb trængte Watt mig ſom Sætter, og jeg blev flyttet til 2den Etage, hvor jeg omſider fik ſtor Indflydelſe paa mine Kamerater. Da jeg altid var flittig og aldrig gjorde blaa Mandag ſamt gjennem min Rutine ſom Sætter vandt jeg ogſaa min Principals Agtelſe, ſaaledes at Tiden gik paa den behageligſte Maade.

Paa Trykkeriet ſluttede jeg et Venſkabsforbund med en ung Mand ved Navn Wygate, hvis Forældre levede i gode økonomiſke Omſtændigheder og ſom havde en bedre Opdragelſe end almindelig er blandt Bogtrykkere. Han var vel bevandret i Latin og talte perfekt Franſk ſamt var literært interesſeret. Han gjorde mig det Forſlag, at vandre hele Europa gjennem med ham, idet vi ſkulde ſkaffe os Midler dertil ved fra Tid til anden at arbeide i vort Haandverk. Jeg var nær ved at give mit Tilſagn til Planen, da jeg tilfeldigvis traf en Ven, Mr. Denham, hvis Bekjendtſkab jeg havde gjort under Overreiſen fra Amerika, og hvem jeg meddelte mit Forehavende. Han fraraadede mig dette og mente, at jeg hellere ſkulde reiſe tilbage til Filadelfia, hvad han ſelv ſnart ſkulde gjøre med en ſtor Mængde Varer for at aabne en Forretning. Han tilbød mig Plads ſom Medhjælper og vilde underviſe mig i Bogholderi. Hans Forſlag tiltalte mig, thi jeg var bleven nokſaa kjed af London og tænkte ofte paa de lykkelige Dage, ſom jeg havde tilbragt i Pennſylvanien. Skjønt Indtægterne var mindre end de, jeg havde ſom Sætter, modtog jeg ſtrax den tilbudte Stilling, da denne jo bød paa ſtørre Fremtidsmuligheder.

Saa tog jeg altſaa — ſom jeg mente for altid — Farvel med Trykkerkunſten. Jeg var nu daglig beſkjæftiget hos Denham, idet jeg gik fra Forretning til Forretning med ham for at indkjøbe Varer, ſørge for deres Pakning og Indſkibning o. s. v.

ſaadan tilbragte jeg ca. 5 8 Maaneder i London. Skjønt jeg havde arbeidet ivrig og kun brugt lidt til Theaterbeſøg og Bøger, var jeg dog nokſaa fattig paa Grund af Udlæggene for min ven Ralph, der beløb ſig til omtrent 27 Pund.

Den 23. Juli 1726 gik vi tilſøs fra Gravesend og landede i Filadelfia den 11. Otober.

Keith var nu ikke længer Guvernør. Han havde maattet vige for en anden. Jeg mødte ham paa Gaden, men han gik forbi mig uden at ſige et Ord, tilſyneladende nokſaa ſkamfuld. Jeg vilde ikke have været mindre ſkamfuld om jeg havde mødt Miſs Read. Efterat hun havde modtaget mit Brev, havde hendes Forældre tilraadet hende at opgive mig og tage en anden.

I mit Fravær havde Keimer leiet et ſtørre Hus, indrettet Butik, ſom var vel forſynet med Papir og andre Artikler, ſamt faaet nye Typer og engageret flere nye Folk, af hvilken dog ingen var brugbare. Denham leiede et Lokale i Waterſtreet, hvor vi indrettede Butik. Jeg gik med Liv og Lyſt til min nye Gjerning og blev ſnart meget rutineret i Handelsforretninger, vi boede og ſpiſte ſammen og han behandlede mig ſom ſin Søn og jeg elſkede og agtede ham ſom om det var min Fader. Men denne Lykke ſkulde ikke vare længe.

I Februar 1727, da jeg netop havde fyldt mit 22. Aar, blev vi begge ſyge. Jeg havde et ſaa voldſomt Hold, at jeg troede min ſidſte Time var kommet. Denham døde efter længere Tids Sygdom, og ſom Tegn paa ſit Venſkab teſtamenterte han mig et lidet Legat. Saa blev jeg atter kaſtet ud i den vide Verden.

Tilfældigvis var min Svoger Holmes netop i Filadelfia, og han tilraadede mig at gaa tilbage til mit Haandverk. Keimer bød mig en meget betydelig Gage, hvis jeg vilde overtage Ledelſen af hans Trykkeri, ſaa at han ſelv kunde ofre ſig helt for ſin Butik.

Hans Kone og Slegtninger i London havde ſvært lidet godt at ſige om ham, og jeg var i ſtor Uvished

om jeg burde indlade mig i nogen videre Forbindelſe
Trykprøve fra Franklins Trykkeri
med ham. Men da jeg ikke kunde erholde Poſt hos nogen Kjøbmand, modtog jeg Tilbudet.

Det varede imidlertid ikke længe før jeg forſtod, at Keimer, naar han tilbød mig en ſaa ſtor Jøn, kun havde til Henſigt at bruge mig til at oplære hans raa og uvidende Arbeidere og Lærlinge, og ſaaſnart disſe var lidt dresſeret, da at hjælpe ſig med disſe. Ikke deſto mindre holdt jeg mit Løfte. Jeg fik Orden i hans Officin, hvad der trængtes i høi Grad, og hans Folk blev omſider brugbare Arbeidere.

Mine Forbindelſer med erfarne og videnſkabelig dannede Perſoner blev ſtedſe flere. Keimer behandlede mig med ſtor Høflighed og tilſyneladende med Agtelſe, og jeg havde ikke Grund til at beklage mig over noget, hvis ikke Gjælden til Vernon havde plaget mig. Han var imidlertid ſaa henſynsfuld ikke at minde mig derom.

Vort Trykkeri manglede ofte det nødvendige Antal Typer; men det var dengang ikke noget Støberi i Amerika. Jeg havde viſtnok ſeet denne Haandtering i London, men ikke viet denne nogen ſtørre Opmerkſomhed. Desuagtet forſøgte jeg at gjøre en Støbeform. Jeg brugte vore Typer ſom Patricer, gjorde Matricer deraf og ſtøbte ſaa Typer, ſom paa temmelig tilfredsſtillende Maade ſupplerede vort manglende Typemateriel. Ligeledes graverede jeg forſkjellige Ornamenter, lavede Sværte, gav Butiken et bedre Udſeende; kort ſagt, jeg var i enhver Henſeende Forretningens Faktotum.

Men hvor nyttig jeg end gjorde mig, ſaa indſaa jeg dog, at mine Tjeneſter hver Dag blev af mindre Betydning, efterhvert ſom de andre Arbeidere blev mere øvede. Da Keimer betalte mig min 2den Kvartalsgage, lod han mig forſtaa, at han ſyntes det var alt formeget, og haabede, at jeg vilde eftergive ham noget. Han begyndte at blive mindre høflig, og Tonen blev ſom min Herres. Hyppig fandt han noget at udſætte, var vanſkelig at tilfredsſtille, og det ſaa ut til at han vilde lade det komme til et Brud med mig.

Jeg lod ſom om jeg ikke merkede noget og bar alt med Taalmodighed. En ubetydelig Hændelſe blev imidlertid Aarſagen til at Forholdet opløſtes. Jeg hørte en Dag Larm udenfor og ſaa ud af Vinduet for at erfare hvad der var paafærde. Keimer var paa Gaden, og da han ſaa mig, raabte han høit og vred til mig, at jeg ſkulde pasſe mit Arbeide. Han tilføiede ogſaa nogle Bebreidelſer, ſom ærgrede mig ſaa meget mere, ſom de blev tilraabt mig fra Gaden, ſaa de kunde høres af Naboerne, ſom ligeledes var bleven lokket til Vinduerne af Støien og ſaaledes blev Vidner til den Behandling, ſom vederfaredes mig. Umiddelbart derpaa kom han op paa Trykkeriet, hvor han fortſatte ſine Fornærmelser. Vor Strid blev gjenſidig heftig og Enden blev, at han opſagde mig fra min Plads. Han beklagede kun, at han var nødt til at beholde mig endnu de tre Maaneder, ſom Kontrakten hjemlede mig. Jeg meddelte ham imidlertid, at hans Beklagelſe var ganſke overflødig, da jeg ønſkede at gaa paa ſtaaende Fod. Med disſe Ord tog jeg min Hat og gik.

En af mine Medarbeidere hos Keimer ved Navn Meredith, kom om Aftenen til mig for at tale om det pasſerede, og da han havde ſtor Agtelſe for mig, var han bedrøvet over at jeg forlod Trykkeriet, medens han maatte forblive der. Jeg havde iſinde at vende tilbage til min Fødeby, men han forſøgte at overtale mig til at blive i Filadelfia, og fortalte, at Keimers Forretning var i en ſaa elendig Forfatning og ſaa ſterkt forgjældet, at hans Kreditorer allerede begyndte at røre paa ſig, og at han inden kort Tid maatte gaa fallit, hvoraf han mente jeg kunde høſte Fordel. Da jeg foreholdt ham min Mangel paa Kapital, meddelte han mig, at hans Fader havde en meget høi Mening om mig, og at han ſikkert vilde laane mig de nødvendige Midler til at etablere et Trykkeri, hvis jeg vilde gaa i Kompagni med ham. „Deres Kundſkaber“, tilføiede han, „opveier min Kapital, og vi deler Udbyttet ligt.“ Forſlaget var ikke at foragte, og jeg ſlog til. Hans Fader, der netop var i Byen, gav ogſaa ſit Bifald til planen.

Jeg gav ham en Fortegnelſe over de Ting, ſom vi trængte fra London, og Beſtillingen blev ſtrax gjort. Vi kom overens om at holde Sagen hemmelig indtil Materialernes Ankomſt fra London, medens jeg ſkulde forſøge at erholde Arbeide i et andet Trykkeri. Jeg fik imidlertid intet, og blev ſaaledes gaaende ledig. Lidt ſenere fik Keimer Udſigt til at kunne trykke et Parti Papirpenge for New-Jerſey, hvortil han trængte nye Typer og Kobberplader, ſom han kun kunde faa lavet hos mig. Da han frygtede, at hans Konkurrent Bradford vilde faa Beſtillingen, naar han anſatte mig, ſaa ſendte han mig en meget øfltig Indbydelſe om at komme tilbage til ham. Meredith raadede mig ogſaa hertil, ſærlig fordi han under min Ledelſe havde Anledning til at uddanne ſig videre, og jeg gik med paa det. Fra denne Tid levede jeg i et bedre Forhold med Keimer.

Han fik virkelig Beſtillingen fra New-Jersey, og for at kunne udføre den, byggede jeg en Kobbertrykpresſe, den førſte i Landet. Jeg graverede forſkjellige Ornamenter og vignetter i Kobber, og vi begav os begge til Burlington, hvor jeg udførte det Hele til almindelig Tilfredshed og ſkaffede derved Keimer en Sum Penge, ſaaledes at han endnu en Tid kunde holde Hovedet over Vandet.

I Burlington gjorde jeg Bekjendtſkab med Provinſens fornemſte Perſoner, da flere af disſe af den lovgivende Forſamling var beordret til at være tilſtede for at kontrollere Trykningen af Pengeſedlerne. De var afvekſlende hos os, og i Almindelighed havde Kommisſionæren en eller anden Bekjendt med for at holde ſig med Selſkab. Da jeg var mere belæſt end Keimer, likte de bedre at underholde ſig med mig end med ham, og han blev ofte helt tilſideſat. De tog mig ofte med hjem, indførte mig hos ſine Venner og behandlede mig med den ſtørſte Opmerkſomhed.

Vi blev her næſten 3 Maaneder, og ved min Afreiſe kunde jeg tælle ſom mine Venner Dommeren Allen, Provinſens Sekretær Samuel Lauſtic, Iſaac Pearson, Joſeph Cooper, flere Medlemmer af Familien Smith, ſom alle var Medlemmer af den lovgivende Forſamling. Generalinſpektør Iſaac Decow, en gammel og ſkarpſindig Mand, fortalte mig, at hans førſte Beſkjæftigelſe ſom Barn var at bringe Lere til Folkene paa Teglverket. Førſt i fremſkreden Alder havde han lært at ſkrive, ſenere havde han været Medhjælper hos en Opmaalingsingeniør, ſom havde lært ham dette Arbeide, og endelig var det lykkes ham ved Flid og Sparſomhed at erhverve ſig en anſeelig Formue. En Dag, da han talte om Keimer, ſagde han til mig: Jeg tror, at De ſnart vil diſtancere denne Mand og ved en egen Forretning i Filadelfia erhverve en Formue. Han kjendte ikke det ringeſte til, hvad jeg havde iſinde. Disſe nye Venner blev mig til ſtor Nytte i Fremtiden.

Ikke længe efterat jeg var vendt tilbage fra Burlington, ankom vort Trykkeri fra London. Jeg gjorde op mit Mellemvær med Keimer og flyttede fra ham endnu før han havde Anelſe om vort Foretagende.

Neppe havde vi udpakket vore Typer og opſtillet vor Presſe, før en af mine Bekjendte, Georg Houſe, bragte en Landmand til os, ſom paa Gaden havde ſpurgt ham efter en Bogtrykker. Vor Kapital var ved Anſkaffelsen af de mangehaande Gjenſtande, ſom var nødvendig, gaaet med, ſaa de fem Shilling vi modtog ſom den førſte Fortjeneſte af vor Forretning, bragte mig ſtørre Glæde end nogen anden Sum, ſom jeg ſenere har modtaget.

* * *

Jeg har glemt at nævne, at jeg den ſidſte Høſt havde ſtiftet en Klub, beſtaaende af dannede Perſoner blandt mine Bekjendte. Klubben fik Navnet „Junto“ og Henſigten var at øge vore Kundſkaber. Møderne blev holdt hver Fredag. De af mig foreſlaaede Regler forpligtede hvert Medlem til afvekslende at foredrage et eller flere Spørgsmaal vedrørende Moral, politik eller Filoſofi, og hver tredie Maaned at oplæſe en ſelvforfattet Afhandling over et ſelvvalgt Emne. Vore Debatter fandt Sted under en ſelvvalgt Præſident, og havde kun til Henſigt at

ſtræbe efter Sandhed. Fornøielſen over at disputere
Sterkt formindſket Side af Franklins Avis
Formindſket Side af Franklins tyſke Tidsſkrift
eller Ærgjerrigheden over en vunden Seir i

Diskusſionen havde ingen Andel i den. Denne Klub beſtod i næſten 40 Aar, og den var den bedſte Skole for Politik og Filoſofi, ſom dengang exiſterede i Provinſen.

Jeg har berørt denne Omſtændighed her, fordi den var et af de Midler, ſom i ikke uvæſentlig Grad bidrog til min Forretnings Fremgang; thi hvert Medlem gjorde ſig Umage for at ſkaffe os Arbeide. Et af dem forſkaffede os Trykningen af Kvækernes Hiſtorie, et Verk paa 40 Ark i Folioformat. Da Trykningsprisen var meget lav, maatte jeg daglig ſætte et Ark, og Klokken blev ofte baade og mere, før jeg blev færdig med mit Dagsverk. Da min ſatte Form en Aften faldt „i Fiſk“, gik jeg ikke tilſengs for jeg havde lagt af og ſat to hele Folioſider paany.

Denne utrættelige Flid, ſom ikke undgik vore Naboer, ſkaffede os ſnart Ry og Kredit. Blandt andet kom det mig for Øre, at vort nye Trykkeri havde været Gjenſtand for Omtale i Kjøbmamdenes Klub, hvor man var af den Mening, at vort Forehavende vilde mislykkes, da der allerede var to Trykkerier i Byen. En af Medlemmerne, Dr. Baird, var af den modſatte Mening. „Franklins Flid“, ſagde han, „er ſtørre end jeg nogenſinde har ſeet hos noget Menneſke. Naar jeg kommer hjem om Natten fra Klubben, ſer jeg ham endnu ved Arbeidet, og ſaaledes er det ogſaa om Morgenen, naar hans Naboer endnu ligger i Sengen.“ Dette gjorde Indtryk paa Selſkabet, og kort derefter kom et Medlem til mig for at tilbyde mig Skrivematerialer. Vi ønſkede dog den gang endnu ikke at oprette nogen Butik.

Naar jeg fortæller ſaa meget om min Flid, ſaa gjør jeg ikke dette for at høſte Ros, men i den Henſigt, at de af mine Efterkommere, ſom læſer disſe mit Livs Tildragelſer, ſkal lære at forſtaa, hvilken gunſtig Indflydelſe denne Dyd har havt paa mine Anliggender.

En Dag kom en af mine tidligere Kolleger fra Keimer, Webb, til mig for at tilbyde mig ſin Tjeneſte, vi kunde for Øieblikket ikke beſkjæftige ham, men jeg var ſaa uforſigtig at meddele ham, at jeg havde til Henſigt i den nærmeſte Fremtid at ſtarte en Avis, hvor jeg da kunde trænge ham. Jeg meddelte ham ogſaa, at mit Haab om et godt Reſultat grundede ſig paa, at den eneſte Avis, ſom da fandtes i Filadelfia, og ſom blev trykt hos Bradford, var en elendig redigeret Lap uden Spor af Interesſe, men desuagtet fordelagtig. Webb forraadte min Plan til Keimer, og han undlod ikke at komme mig i Forkjøbet. Han udſendte ſtrax et Proſpekt til en ny Avis, ſom han agtede at udgive Sammen med Webb.

Jeg blev i høieſte Grad opbragt over denne Behandling, og ſkrev, i den Henſigt at modarbeide ham, nogle humoriſtiſke Artikler i Bradfords Avis for at latterliggjøre hans Foretagende. Efterat Keimer havde holdt paa med ſit Blad i 9 Maaneder, og i denne Tid ikke havde faaet mere end 90 Abonnenter, tilbød han mig det for en Bagatel. Da jeg allerede i længere Tid havde forudſeet dette, ſaa betænkte jeg mig ikke længe paa at gaa med herpaa. Dette Foretagende blev meget fordelagtig for mig.

* * *

Jeg merker, at jeg fornemmelig taler i førſte Perſon, endſkjønt min Forbindelſe med Meredith fremdeles beſtod. Men det kommer viſtnok deraf, at hele Forretningen hvilede paa mine Skuldre alene; Meredith var ikke Sætter, kun Trykker, og dertil en ſlet Trykker, desuden var han drikfældig. Mine Venner var bekymret for mig for denne Forbindelſe.

Det førſte Nummer af vor Avis frembragte, hvad Udſtyret angaar, ingen anden Virkning end enhver anden Provinsavis. Men nogle Bemerkninger af mig om den dengang verſerende Strid mellem Guvernøren og Masſachuſetts lovgivende Forſamling, ſkrevet i den mig egne Art, forekom nogle Læſere mere end middelmaadig og foranledigede, at man omtalte Bladet og dets Forlæggere, og vort Abonnentantal voxede ſtadig. Dette var de førſte Frugter af at jeg havde lært mig at fæſte mine Ideer paa Papiret.

Bekjendtgjørelſer, Love og andre offentlige Trykſager blev udført hos Bradford. Engang blev en Adresſe fra den lovgivende Forſamling til Guvernøren trykt ſaa daarlig og var ſaa fuld af Feil, at den maatte omtrykkes. Vi udførte dette meget nøiagtig og omhyggelig og ſendte ogſaa hvert af Medlemmerne et Exemplar. Disſe ſaa Forſkjellen, og dette øgede vore Venners Indflydelſe i den lovgivende Forſamling ſaaledes, at vi for det følgende Aar blev Overdraget dens Trykſager.

Ved denne Tid var det, at Vernon mindede mig om min Gjæld, dog uden at kræve mig for Betalingen. Jeg Vkrev et høflig Brev til ham og bad om endnu lidt Taalmodighed, hvilket han ogſaa indvilgede. Saaſnart jeg var iſtand dertil, betalte jeg ham med megen Tak Kapital og Renter tilbage, ſaaledes at denne mit Livs Vildfarelſe paa en Maade blev ſonet.

Men nu kom en anden Vanſkelighed, ſom jeg ikke i ringeſte Maade havde tænkt paa. Min Kompagnons Fader, ſom efter vor Overenſkomst ſkulde beſtride alle Udgifter ved Trykkeriets Oprettelſe, havde hidtil kun betalt 100 Pund. Vi ſkyldte endnu 100 Pund, og Agenten ſagſøgte os. Vel kunde vi ved at ſkaffe Kaution hindre videre Skridt, men med den bedrøvelige Udſigt, at naar Terminen kom og vi ikke kunde betale, ſaa vilde Sagen blive paadømt og vore ſmukke Forhaabninger derved blive ødelagt og vi ſelv helt ruineret.

I denne Nød kom to ſande Venner til mig, hvis ædelmodige Handling jeg ei har glemt, og, ſaalænge jeg kan huſke noget, aldrig vil glemme. De kom hver for ſig uden at vide noget af den andens Henſigt, og uden at jeg havde anmodet derom. Hver bød mig ſaa mange Penge ſom jeg trængte forat bringe Forretningen over paa mine Hænder, hvis dette lod ſig gjøre, da de ikke gjerne ſaa mig i Selſkab med Meredith, da denne ofte viſte ſig drukken paa Gaden og ſpillede høit i Ølhuſene. Disſe Venner var William Coleman og Robert Grace. Jeg ſagde dem, at jeg ikke kunde foreſlaa nogen Skilsmisſe, ſaalænge der var nogen Sandſynlighed for at Merediths vilde opfylde deres Andel af Overenskomſten. Skulde de derimod ikke være iſtand hertil og vort Selſkab ſom Følge deraf maatte opløſes, ſaa vilde jeg ſom fuldſtændig fritſtaaende modtage det ædelmodige Tilbud.

En Tid blev alt ved det gamle. Men en Dag ſagde jeg til min Kompagnon: „Maaſke er Deres Fader utilfreds med, at De blot har en Del i Forretningen og ikke er villig til at gjøre for to, hvad han kunde gjøre for Dem alene. Sig mig det kun ligefrem, ſaa vil jeg overlade Dem det hele og ſe til, hvorledes jeg kan hjælpe mig videre.“ „Nei“, ſagde han, „min Fader er ſkuffet i ſine Forventninger; han er ikke iſtand til at betale, og jeg ønſker ikke at bringe ham i videre Vanſkeligheder. Jeg ſer, at jeg ikke duer til at være Bogtrykker. Jeg er født ſom Farmer og ønſker at gaa tilbage til Landet. Hvis De vil paatage Dem Forretningens Gjæld, betale min Fader de udlagte 100 Pund ſamt give mig en ny Sadel, ſaa vil jeg give Afkald paa min Andel og overdrage Dem det hele.“

Jeg modtog hans Forſlag uden Nølen, bragte det til Papiret og det blev ſtrax undertegnet og beſeglet.

Saaſnart jeg havde løsrevet mig fra Meredith, henvendte jeg mig til mine to Venner, men da jeg ikke vilde give nogen af dem Fortrinet, modtog jeg af hver en Halvpart af hvad jeg trængte. Jeg betalte derefter Selſkabets Gjæld og fortſatte Forretningen for egen Regning, efterat jeg førſt offentlig havde bekjendtgjort Selſkabets Opløsning. Dette var Aaret 1730.

Ved denne Tid forlangte Folket en ny Udgave af Papirpengene, da det forhaandenværende Kvantum, ſom kun beløb ſig til 15,000 Pund, var forbrugt. Den mere velſtaaende Befolkning var mod alſlags Papirpenge af Frygt for Værditab, og modſatte ſig denne Forholdsregel af alle Kræfter.

Vi havde gjort denne Sag til Gjenſtand for Omtale i vor „Junto“, hvor jeg erklærede mig for en ny Udgave af Papirpenge, da jeg var af den Overbevisning, at den førſte Udgave af 1723 havde bidraget meget til Befordring af Handel og Induſtri, til Øgningen af Befolkningen o.ſ.v.

Vore Debatter om dette Spørgsmaal ſatte mig ſaa grundig ind i Sagen, at jeg ſkrev et anonymt Flyveſkrift, ſom havde Titelen: „Underſøgelſer om Papirpengenes Natur og Nødvendighed“. Dette blev meget vel modtaget af den jevnere Befolkningsklasſe, men ikke af de velſtaaende, da mit Skrift kun øgede Ønſket om en ny Udgave af Papirpenge. Flertallet af den lovgivende Forſamling var imidlertid for Sagen og den gik igjennem. Da mine Venner mente, at jeg derved havde gjort Lndet en Tjeneſte, ſørgede de for at jeg fik Trykningen af Papirpengene, ſom blev en ganſke lønnende Affære og kom vel med.

Tid og Erfaring ſtadfæſtede min Opfatning om Papirpengenes Nytte, og der var ſenere ikke nogen egentlig Modſtand mod dem. Men jeg har den Overbevisning, at der gives Grænſer, over hvilke man ikke kan gaa uden at volde ſtor Skade.

Snart efter ſkaffede min Velynder Hamilton mig Trykningen af Papirpengene for New-Caſtle, ogſaa et lønſomt Arbeide, ialfald efter mine daværende Begreber, idet Folk med ringe Formue ogſaa anſer ſmaa Ting for ſtore. For mig var dette virkelig ſtort, idet dette opmuntrede mig meget. Dette forſkaffede

mig ogſaa Trykningen af Forhandlingerne, Lovene
Benj Franklin.jpg
o.ſ.v. for dette ſtore Diſtrikt, ſom jeg beholdt ſaa

længe jeg drev min Forretning.

Nu aabnede jeg ogſaa en liden Bog- og Papirhandel og begyndte efterhvert at betale den Gjæld, ſom jeg havde været nødt til at gjøre. For at ſikre mig Kredit og Navn ſom ærlig Forretningsmand ſørgede jeg for ikke alene i Virkelighed at være flittig og ſparſommelig, men ogſaa at undgaa ethvert Skin af det modſatte. Jeg var altid tarvelig klædt og holdt mig borte fra alle offentlige Fornøielſer. For at viſe, at jeg ikke hævede mig over min Stand, kjørte jeg engang imellem det Papir, jeg kjøbte, hjem paa en Trillebør.

Derved opnaaede jeg Ry for at være en flittig ung Mand og en punktlig Betaler. Kjøbmændene, ſom indførte Skrivematerialer fra Europa, ſøgte mig til Kunde, andre tilbød ſig at levere mig Bøger, og min lille Forretning havde den bedſte Fremgang.

Keimers Forretning gik mere og mere tilbage, og han maatte omſider ſælge for at kunne tilfredsſtille ſine Kreditorer. En af hans Folk, David Harry, ſom jeg havde oplært medens jeg var hos Keimer, kjøbte hans Trykkeri. Jeg var til en Begyndelſe lidt bange for i ham at have faaet en dygtig Konkurrent og foreſlog ham at gaa i Kompagniſkab med mig, hvilket han dog, til mit Held, afviſte med Foragt. Han var en overordentlig ſtolt Perſon, men førte et udſvævende Liv og var ſjelden at træffe i ſin Forretning. Han ſtiftede Gjæld, og forſømte Forretningen i den Grad at han inden kort Tid ikke havde noget mere at gjøre i dette Land, men fulgte Keimer, ſom var udvandret til Barbados. Her anſatte Lærlingen ſin forrige Meſter som Arbeider. Men de laa beſtandig i Strid med hverandre. Harry kom atter i Gjæld og maatte tilſlut ſærlge Forretningen.

Jeg havde nu, foruden Bradford, ingen Konkurrent længer i Filadelfia. Men Bradford brød ſig ikke meget om Forretningen, da han levede i gode økonomiſke Omſtændigheder. Han havde desuden en Fordel forud for mig, idet han var anſat som Poſtmeſter, hvorfor Publikum troede, at han af denne Grund havde lettere for at ſkaffe ſig Nyheder for ſin Avis. Man holdt hans Avis for at være mere udbredt og derfor bedre ſkikket for Avertering, hvad der var til ſtor Fordel for ham, men til megen Skade for mig. Som Poſtmester forſøgte han at forhindre mig fra at faa Nyheder med Poſten, men jeg beſtak Poſtførerne. Denne Bradfords ſkammelige Adfærd ærgrede mig meget, men jeg vogtede mig vel for at gjøre Gjengjæld, da jeg ſenere efterfulgte ham i Embedet ſom Poſtmeſter.

Som Nabo og gammel Bekjendt havde jeg ſtedſe vedligeholdt en venſkabelig Forbindelſe med Miſs Read. Hendes Forældre indbød mig ofte, ſpurgte mig om Raad, og jeg havde derved Anledning til at gjøre dem Tjeneſter. Deres Datters ulykkelige Stilling gik mig meget nær. Hendes Mand havde nemlig forladt hende og var efter Sigende gift med en anden i England. Der gik ogſaa Rygter om at han var død. Jeg betragtede min Ubeſtandighed, at jeg under mit Ophold i London havde glemt hende, ſom Hovedaarſag til hendes Ulykke.

Vor gjenſidige Tilbøielighed opſtammet paany; men der var mange Vanſkeligheder iveien for vor Forbindelſe, da ingen ſikre Efterretninger fandtes om hendes Mands Død. Ikke deſto mindre vovede vi at forene os og giftede os den 5. Sevt. 1730. Hun viſte ſig at blive en trofaſt og prøvet Ledſagerinde og bidrog meget til min Butikforretnings Fremgang. Alle vore Foretagender lykkedes vel, og det var vor gjensidige Beſtrebelſe at gjøre hverandre lykkelige. Saaledes rettede jeg ſaa godt det lod ſig gjøre denne min ſtore Ungdomsfeil.

Vor Klub var i hin Tid hos Mr. Grace, ſom havde overladt os et Værelſe til Møderne. Et Medlem gjorde en Dag den Bemerkning, at da vi ofte under Debatterne trængte vore Bøger, burde disſe anbringes der, ſaaledes at vore Privatbibliotheker blev til Fællesbibliothek, hvorved man vilde have den gjenſidige Fordel at ſamtlige Medlemmer kunde benytte Bøgerne. Dette Forſlag vandt Bifald, og vi fik ſamlet ſaadanne Bøger, ſom vi mente var ſkikket dertil og ſom vi kunde undvære, og opſtillede disſe i vort Klubværelſe. Der kom dog ikke ſaa mange ſammen, ſom vi havde ventet, og omend vi havde adſkillig Nytte af dette, ſaa blev den dog efter et Aars Tid opløſt, og enhver fik ſine Bøger tilbage.

Ved denne Tid var det, at jeg kom paa den Ide, ved offentlig Subſkription at oprette et almindeligt Laanebibliothek. Jeg opſatte Betingelſerne, lod disſe bringe i ordentlig Form af en Sagfører og mit Projekt kom, ſom det vil viſe ſig, med Held til Gjennemførelſe. Dette blev Moderen til alle Nordamerikas Laanebibliotheks-Selſkaber, ſom nu er ſaa talrige og i ſtor Udvikling. Disſe Bibliotheker har hævet Amerikanernes almindelige Konverſationstone og gjort Haandverkere og Bønder ligeſaa intelligente ſom andre Landes dannede Folk.

Dette Bibliothek gav mig Midler ihænde til at uddanne mig videre, idet jeg hver Dag benyttet 1 a 2 Timer til Læſning og ſaaledes nogenlunde erſtattede den lærde Opdragelſe, ſom min Fader engang havde til Henſigt at give mig. At læſe var den eneſte Fornøielſe, ſom jeg tillod mig.

Min Fader havde blandt de Lærdomme, ſom han gav mig i Guttealderen, hyppig nævnt Salomonis Ord: „Ser du en Mand, ærlig, redelig og dygtig i ſit Kald, ſaa ſkal han ſtaa for Kongen; han ſkal ikke ſtaa for almindelige Menneſker.“ Som Følge herav betragtede jeg Flid ſom et Middel til at komme til Velſtand og Udmerkelſe, hvilket anſporede mig meget, ſkjønt jeg da ikke kunde drømme om, at jeg nogenſinde bogſtavelig ſkulde „ſtaa for Kongen“, hvad der dog ſenere har været Tilfælde; thi jeg har ſtaaet for 5 Konger, og har endog havt den Ære at ſidde til Taffels med en, nemlig Kongen af Danmark.

Vi har et engelſk Ordſprog som ſiger: „Den, ſom vil komme frem, maa raadſpørge ſig med ſin Kone.“ Jeg var ſaa lykkelig at have en Huſtru, ſom var lige ſaa flittig og nøgtern ſom jeg ſelv. Vi nøiede os med den enkleſte Koſt og ſpiſte af ſimple Lerſkaale og med Tinſke. Da jeg en Morgen blev kaldt til Frokoſt, fandt jeg den ſerveret i en Porcelænsſkaal og med en Sølvſke. Min Kone havde kjøbt dette uden mit Vidende og herfor betalt den uhyre Sum af 23 Shilling, hvorfor hun ikke havde anden Undſkyldning, end at hun ſyntes, at hendes Mand ligeſaa godt ſom hans Naboer fortjenede at ſpiſe af Porcellæn og med Sølvſke.

Ved denne Tid fattede jeg den modige og alvorlige Beſlutning at ſtræbe efter moralſk Fuldkommenhed. Jeg ønſkede, at kunne leve uden at begaa nogen Feil; jeg ønſkede at kunne overvinde alt, hvortil naturlig Tilbøielighed, Vane eller Selſkad kunnde foranledige mig. Da jeg vidſte eller troede at vide, hvad der var Ret og Uret, ſaa indſaa jeg ikke, hvorfor jeg ikke altid kunde gjøre det ene og lade være at gjøre det andet. Jeg ſaa dog ſnart, at jeg havde ſtillet mig en langt vanſkeligere Opgave end jeg havde troet. Medens jeg anvendte al Omhu for ikke at begaa den ene Feil, blev jeg hyppig overraſket i at begaa en anden. Jeg kom tilſidſt til det Standpunkt, at den blot theoretiſke Overbevisning, at det er i vor Interesſe at være fuldkommen dydig, ikke er tilſtrækkelig til at bevare os for Fald. I denne Henſigt opfandt jeg følgende Methode: Under 13 Navne ſammenfattede jeg alt, hvad der dengang ſyntes mig nødvendig og ønſkelig af Dyder, nemlig:

  1. Maadehold. Spis ikke til du blir ſløv, drik ikke indtil Beruſelſe.
  2. Taushed. Tal kun, hvad der kan være andre eller dig ſelv til Nytte; udgaa intetſigende Underholdning.
  3. Orden. Lad enhver Ting faa ſin Plads, og enhver Del af din Forretning ſin Tid.
  4. Beſlutſomhed. Gjennemfør, hvad der maa gjennemføres. Fuldfør ubsnhørlig, hvad du paabegynder.
  5. Sparſommelighed. Gjsr ingen andre Udgifter end de, ſom kommer dig ſelv og andre tilgode, d.v.ſ. vær ikke ødſel med noget.
  6. Flid. Tab ingen Tid; vær altid beſkjæftiget med noget nyttigt, og befat dig aldrig med noget unyttigt.
  7. Oprigtighed. Gjør dig ingen ſkadelige Illuſioner; tænk uſkyldig og retfærdig, og naar du taler, ſaa tal derefter.
  8. Retfærdighed. Gjør ingen Fortræd, idet du gjør ham Uret eller undlader de Velgjerninger, ſom er din Pligt.
  9. Selvbeherſkelſe. Undgaa Extremer; vogt dig for at føle Fornærmelſer ſaa dybt, ſom de efter din Formening fortjener.
  10. Renslighed. Taal ingen Urenslighed paa dit Legeme, paa dine Klæder eller i din Bolig.
  11. Sindsro. Vær ikke urolig over Smaatterier eller almindelige og uundgaaelige Ulykkestilfælder.
  12. Kyſkhed. Øv ſjelden kjønslig Omgang og kun for Helbredens eller Efterkommernes Skyld, aldrig til Skade for din eller andres Sjælefred eller dit gode Rygte.
  13. Ydmyghed. Tag Jeſus og Sokrates til Forbillede.

Skjønt det var min Henſigt at tilegne mig alle disſe Dyder, ſaa holdt jeg det dog for raadeligſt ikke at forſøge paa at klare alle paa engang, men at rette min Opmerkſomhed paa en Dyd ad Gangen, indtil jeg til en vis Grad havde gjort mig til Herre over den. Med de andre fik det indtil videre gaa ſin vante Gang. Jeg ſatte Maadehold i Spidſen for alle andre Dyder, da denne er nødvendig for at holde Hovedet koldt og klart. Har man erhvervet ſig og fæſtnet Maadehold, vil det være meget lettere at bevare Taushed o.ſ.v.

Jeg gjorde mig en liden Bog, hvori hver Dyd anviſtes ſin egen Side, og noterede ſaa hver Aften efter nøiagtig Prøve de begaaede Feil med et Kors.

MAADEHOLD
Spis ikke til Overmættelſe!

Drik ikke til du bliver beruſet!

S M Ti O To F L
Maadehold
Taushed + + + +
Orden ++ + + + + +
Beſlutſomhed + +
Sparſommelighed + +
Flid +
Oprigtighed
Retfærdighed
Selvbeherſkelse
Renſlighed
Sindsro
Kyſkhed
Ydmyghed

Denne min lille Bog havde til Valgſprog disſe Linier af Addisons „Cato“: „Dette ſkal være min Ledeſtjerne. Hvis der er en Magt over os (og det er der; hele Naturen raaber høit derom gjennem alle ſine Verker), ſaa maa han elſke Dyden; og det, ſom han elſker, maa være lykkebringende.“

Desuden nogle Linoer af Cicero: „O, Filoſofi! Du, ſom indblæſer Dyder og uddriver Laſter! En eneſte Dag, levet paa rette Maade og efter dine Bud, er bedre end et udødeligt Liv i Synd.“

Det vil være nyttig for mine Efterkommere at vide, at det — næſt Guds Velſignelſe — er disſe ſmaa Kunſtgreb, ſom jeg har at takke for den vedvarende Lykke, ſom jeg har nydt til nu i mit 79. Aar. Maadehold har jeg at takke for min god Helbred; Flid og Nøiſomhed takker jeg for den tidlige Erhvervelſe af Behagelighed og Velſtand ſamt for alle Kundſkaber, ſom har ſat mig iſtand til at blive en nyttig Borger, og ſom har ſkaffet mig en vis Grad af Anſeelſe blandt de Lærde; Oprigtighed og Retſkaffenhed har jeg at takke for mit Lands Tillid til mig og for de Æreshverv, ſom jeg fik; og den ſamlede Indflydelſe af alle de andre Dyder, ſelv i den ufuldkomne Stand, ſom jeg formaaede at tilegne mig disſe, den fuldkomne Ro i mit Væſen og hin Belivethed i Underholdningen, ſaaledes at min Omgang endnu er ſøgt endog blandt yngre Bekjendte.

I Aaret 1732 offentliggjorde jeg for førſte Gang min Almanak under Navnet Richard Saunders. Den blev udgivet af mig i 23 Aar og kaldtes i Almindelighed „Den fattige Richards Almanak“. Jeg beflittede mig paa at gjøre den ſaavel almennyttig ſom underholdende, og Efterſpørgſelen var ſaa ſtor, at den bragte mig en ganſke pen Netto; thi jeg ſolgte hvert Aar ca. 10,000 Expl. Da jeg ſaa, at den blev læſt næſten i hvert Hus i Provinſen, ſaa ſyntes jeg der var god Anledning til Udbredelſe af gode Lærdomme for det almindelige Folk, ſom ellers ikke havde Anledning til at kjøbe Bøger. Jeg udfyldte derfor alle pasſende Mellemrum med korte Ordſprog og væſentlig ſaadanne, ſom talte for Flid og Nøiſomhed ſom Middel til at erhverve Velſtand og Agtelſe.

I Aaret 1733 begyndte jeg at ſtudere Sprog og gjorde mig ſnart ſaavidt til Herre over det Franſke, at jeg uden Møie kunde læſe Verker i dette Sprog. Derefter begyndte jeg med det Italienſke, ſenere lærte jeg ogſaa Spansk ſaavidt at jeg ogſaa kunde læſe Bøger i dette Sprog.

* * *

Det førſte offentlige Tillidshverv erholdt jeg i Aaret 1736 da jeg blev valgt til Sekretær i Provinſens lovgivende Forſamling. Valget fandt i dette Aar ſted uden Modſtand: men da man næſte Aar igjen foreſlog mig, ſaa holdt et nyt Medlem en lang Tale mod mig for at anbefale en anden Kandidat. Men jeg blev gjenvalgt, hvad der, foruden den direkte Fordel, gav mig Anledning til at vedligeholde Medlemmernes Interesſe for min Forretning.

Da Oppoſitionen kom fra en Mand med Formue, Opdragelſe og Talenter, ſom med Tiden kunde ſkaffe ham Indflydelſe, var dette ikke noget behagelig for mig. Det var imidlertid ikke min Henſigt ved noget Kryberi at vinde denne Mands Sympati. Men efter nogen Tid valgte jeg følgende Fremgangsmaade: Da jeg vidſte, at han i ſit Bibliothek havde en meget ſjelden Bog bad jeg ham i en Skrivelſe at laane mig denne nogle Dage, hvad han ſtrax gjorde. Han havde aldrig før talt med mig; men da han traf mig næſte Gang, talte han meget høflig til mig, og ſenere blev vi gode Venner. Dette er et Bevis paa, hvormeget nyttigere det er at rydde tilſide fiendtlige Stemninger og Handlinger end at tage dem fornærmelig, at beſvare og fortſætte disse.

I Aaret 1737 tilbød Oberſt Spotswood, dengang Generalpoſtmeſter, mig Stillingen ſom Poſtmeſter i Filadelfia. Jeg modtog den beredvillig og fandt, omend Gagen var liden, Stillingen meget fordelagtig iſær for min Avis, ſom derved vandt i Udbredelſe og Anſeelſe, ſaa at den i Tidens Løb gav mig betydelige Indtægter.

Min Forretning gik raſk fremover og mine Forhold blev daglig bedre og behageligere. Jeg fik bekræftet den gamle Sandhed, at har man engang erhvervet de førſte 100 Pund, ſaa gaar det meget lettere at faa fat i de andre, fordi Pengene ſelv er af frugtbar Art.

Jeg begyndte nu at beſkjæftige mig med offentlige Anliggender, til en Begyndelſe dog kun med mindre Ting. Det var Politivæſenet, Brandvæſenet og lignende kommunale Anliggender. Jeg ſavnede ogſaa to Ting, nemlig et Landsforsvar og en høiere Undervisningſanstalt for Ungdommen. Jeg gjorde derfor i 1743 et Udkaſt til Oprettelſe af et Akademi. Det blev dog foreløbig ikke noget af dette. I det følgende Aar havde jeg derimod bedre Held ved Oprettelſe af et filosofiſk Selſkab.

Med Henſyn til Forſvarsſagen offentliggjorde jeg en Brochure: „Enkel Sandhed“, hvori jeg ſtillede Landets Forſvarsløshed i ſkarp Belysning og paaviſte Nødvendigheden af et Forſvar. Skriftet havde en overraſkende Virkning, og ſnart var der en Mængde Mænd under Vaaben. Da Officererne i de Kompagnier, ſom dannede Filadelfia-Regimentet, traadte ſammen, valgte de mig til deres Oberſt. Jeg afſlog dog denne Ære, da jeg ikke følte mig ſkikket for dette Hverv. Jeg foreſlog nu Igangſættelſe af et Lotteri for at faa Midler til Iſtandbringelſe af et Batteri med Udruſtning. Foretagendet lykkedes, og ſnart var Batteriet iſtand og forſynet med Kanoner.

Min oprindelige Plan om Oprettelſe af et Akademi kom førſt iſtand i 1749. Dette blev Begyndelſen til Univerſitetet i Filadelfia. Jeg har været den ene af dets Kuratorer fra Begyndelſen af, altſaa nu i ſnart 40 Aar, og havt den ſtore Glæde at ſe en Mængde unge Mænd gaa ud fra denne Anſtalt, ſom er blevet meget nyttig for Samfundet og en pryd for Landet.

Da jeg omſider havde gjort mig fri for mine egne Forretninger og erhvervet mig en tilſtrekkelig, omend beſkeden Formue, haabede jeg for Reſten af min Levetid at kunne vie mine Interesſer for Naturvidenſkab, og fortſatte mine elektriſke Forſøg med ſtor Iver. Men publikum betragtede mig nu ſom en forretningsløs Perſon og tog mig i ſin Tjeneſte næſten for alle Grene i Civilforvaltningen. Guvernøren udnævnte mig til Medlem af Fredskommisſionen, Byen valgte mig til Medlem af Borgerraadet og ſnart derefter til Borgermeſter. Borgerſkabet valgte mig nu ogſaa til ſin Repreſentant i den lovgivende Forſamling. Alle disſe mange frivillige Beviſer paa offentlig Agtelſe var for mig, ſom var af ſaa lav Herkomſt, noget ſtort og ſmigrede min Ærgjerrighed. Stillingen i den lovgivende Forſamling beholdt jeg i 10 Aar, uden at jeg nogenſinde havde gjort det allerringeſte for at erhverve en Stemme.

I 1751 kom Dr. Thomas Bond paa den Tanke at oprette et Hospital. Men han kom ingen Vei for jeg havde taget Sagen i min Haand og gjennemført den. Jeg udkaſtet ogſaa en Plan til at brolægge Byens Gader, deres Renholdelſe og Belysning.

I 1753 blev jeg udnævnt til Generalpoſtmeſter for de engelſke Kolonier i Amerika. I denne Anledning maatte jeg ſamme Aar foretage en Forretningsreiſe til Ny-England, hvor Univerſitetet i Cambridge havde ſtjænket mig Magiſter-Graden. Yale-College i Connecticut havde allerede tidligere givet mig en lignende Udmerkelſe.

Da det i 1754 atter ſaa ud til Krig med Frankrige, blev jeg ſom Kommisſær for Staten Pennſylvanien ſendt til Albanien for at forhandle med Indianerſtammerne angaaende Forſvaret af deres og Koloniernes Landomraade. Det var paa denne Reiſe, at jeg udarbeidede en Plan til en Forening af ſamtlige Kolonier under en Regjering. Planen blev dog forkaſtet af den britiſke Regjering, tiltrods for at den, efter enkelte Koloniers Mening, ſyntes at give den engelſke Krone altfor megen Magt.

Dog — jeg er ilet forud for min Hiſtorie. Krigen med Frankrige havde ſaaatſige begyndt, og jeg blev ſom Medlem af den lovgivende Forſamling anmodet om at være behjælpelig med at ſkaffe Penge. Da England ikke vilde betro Forſvaret af sine Kolonier til Amerikanerne ſelv, idet de frygtede at de derigjennem kunde blive ſig ſin egen Styrke formeget beviſt, ſendte de to engelſke Regimenter til Amerika. Men Penge til Krigsførelſen forlangte de af ſine Kolonier. Jeg havde arbeidet flittig for at faa en ſaadan Lov igjennem, og det lykkedes ogſaa. Men ſamtidig havde jeg ogſaa formuleret en Lov til Iſtandbringelſe af en frivillig Milits, hvilket ogſaa uden ſynderlig Vanſkelighed lykkedes. Jeg forfattet ogſaa et Flyveſkrift i denne Anledning, ſom efter min Mening udøvede ſtor Virkning.

Guvernøren opfordrede mig til at ſørge for Forſvaret af Landets nordlige Grænſer, ſom blev herjet af Fienden, og jeg paatog mig dette Hverv, endſkjønt jeg ikke følte mig ſærlig ſkikket dertil. Jeg havde ſnart 560 Mand under min Kommando, og vi afmarſcherede. Min Søn, ſom i den forrige Krig mod Kanada havde tjent ſom Officer, var min Adjutant.

Da imidlertid mit Nærvær krævedes i den lovgivende Forſamling, reiſte jeg tilbage til Filadelfia. Her fandt jeg, at min Plan om et Landsforſvar havde udmerket Fremgang, idet Tilgangen var ganſke ſtor og almindelig. Da Officererne traadte ſammen, valgte de mig til Oberſt for Regimentet, hvilket jeg nu modtog. Da jeg førſte Gang holdt Mønſtring over mit Regiment, ledſaget dette mig hjem og ſaluterede mig med flere Salver foran mit Hus.

Det turde nu være paa ſin Plads her at give en Fremſtilling af mit søende Ry ſom Fyſiker. I 1746 under et Beſøg i Boſton traf jeg en Dr. Spence, ſom viſte mig forſkjellige elektriſke Experimenter, ſom overraſkede og glædede mig ligemeget, da de angik en for mig helt ny Gjenſtand. Da jeg kom hjem til Filadelfia, gjentog jeg disſe Experimenter og tilføiede nogle nye. Mit Hus vrimlede i nogen Tid af Folk, ſom vilde ſe disſe nye Undere. En Afhandling, ſom jeg ſkrev om Lynets Identitet med Elektriciteten, blev af fagkyndige gjort latterlig. Men mine Indlæg i Sagen ſvulmede op til et helt Kvartbind, ſom udkom i 5 Oplag og blev overſat til Franſk, Italienſk, Tyſk og Latin. Mine Theorier blev i Europa mere og mere anerkjendt ſom de rigtige. Hvad der hjalp min Bog til en ſaa hurtig og almindelig Berømthed, var de deri foreſlaaede Experimenter at trække Lynet af Skyerne, ſom under Navnet „Experimenterne af Filadelfia“ vakte al Verdens Beundring. Jeg vil her ikke forlænge denne Fortælling med Skildringen af hint Hovedexperiment og den ualmindelige Tilfredsſtillelſe, ſom jeg havde dengang jeg lod min Papirdrage ſtige op i Filadelfia, da dette findes nævnt i Lørebøgerne for Elektricitet.