Jeg ytrede engang til Bertoïa, at det vilde interessere mig meget at se et anarkistisk hjem — eller familjeliv, om det kaldtes saa, og en søndag morgen reiste vi saa ud til Putaux, hvor han kjendte en landsmand og meningsfælle, der kaldte sig Cova.
Det var en dejlig morgen. Det var saa svalende kjøligt i luften, og opover Champs Elysée stod kastanjerne saa friske og gamle og dryssede sine hvide blomster. Elegante ekvipager og ryttere paa dansende heste drog i tætte strømme nedover, og de fremmede gik der med plaid og Bædecker og maabed og gloed. Oppe ved triumfbuen gik en gendarm og maalte gaden i korte, afpassede militærskridt, og længere oppe stod nogle frugthandlere og skreg ud sine varer. Ude i Putaux strakte de store, blomsterrige haver sig opover højen, og luften var fyldt med den rige blomsterduft, der undertiden kunde bli kvælende stærk.
Dr. Cova var anarkist med en italieners hele varme og begejstring. Paa væggen hang smukke crayons af fyrst Kropotkin, Proudhon, Bakounine, Marx, Lassalle, Sophia Perovskaya og Louise Michel og andre af socialismens forkjæmpere og martyrer. Og alt, hvad jeg saa i huset, fra møblerne og til gulvtaepperne, saa var de som et led i de vilde ideer, som noget, der gav dem lys og virkning. Møblerne var fra kommunens tid, fortalte man mig — havde formodentlig prydet en af kejseryndlingernes sale; thi den gang, da det røde flag vajed over Paris, den gang, da kommunarderne kjæmped med de vilde soldaterhorder, da gik der nok mangt underligt for sig i kejserdømmets paladser.
Dr. Cova havde været gift i en syv otte aar. Hverken præst eller maire havde lagt sin velsignende haand paa denne pagt; det var hvad man hjemme kalder et af de »vilde ægteskaber«, endskjøndt jeg maa si som Osvald, at jeg saa dog ikke noget vildt ved dem, og dette var ikke det første, jeg saa. Men aldrig har noget samliv forekommet mig saa ædelt og intelligent som dette, hvor to sjæle i fælles tro paa en stor sag havde indgaaet kjærlighedens frivillige kontrakt. Her var det intet baand og intet løfte, som bandt, ikke en trevl af tvang — kun fælles tro og kjærlighed.
Madame Cova var en smuk og intelligent sydlænderinde, der selv opdrog sine to vakre barn, og disse seks og fire aars gamle gutter havde allerede lært at nævne Kropotkin med Jesunavnets hellige ærefrygt. — Paa den maade maa der nok vokse op anarkister.
Der traf jeg ogsaa en af de gamle kommunarder, en professor Navarra. Han havde været medlem af kommuneraadet i en og sytti og var en af barrikadernes helte. Han maatte som mange andre af sine fremtrædende meningsfæller flygte til England, da de havde tabt sin sag for gendarmernes kugler og krudt. Nu var han professor i engelsk ved Putaux lycéum....
— Jeg lyttede til deres tale og blev ikke bange for deres brændende ord. De saa paa livet med andre øine, og dømte det med andre udtryk end de, jeg var vant til. De gjød sin glødende harme over stat og institutioner, og selv mænd og navne, som havde været mig hellig og dyrebar, traadte de dybt under fødderne og stænked dem med sin bitre galde. Og under den stærke selvfølelse af sit menneskeværd førdred de ret til livet, ret til at nyde det og ret til at arbejde, ret til at bli salig her paa jorden. Jorden er menneskenes og alt det, som paa den er. Alt tilhører alle.
De fordred den højeste frihed — friheden uden lov og grænse — de fordred et nydelsernes liv — menneskerne skabte jo nydelserne selv — og saa vilde de gjøre arbejdet til en dejlig leg, til det skjønneste i menneskelivet. Og deres stærke livsens trang var dem ikke længere idealer og utopier, det var dem en virkelighed, som de trodde var saa nær, at den lige saa godt kunde komme imorgen som en anden dag. Og alle var de forberedt paa at modta den — at kjæmpe, at lide og at dø for den skjønne fremtid.
— Vi gik langs skraaningerne i Putaux. Navarra, den gamle kommunard, viste mig, hvor han med fire og tyve mand havde staaet og kjæmpet mod hundrede gendarmer, hvor den ene efter den anden af hans kammerater havde segnet ved hans side.... Fra barikade til barikade maatte han trække sig tilbage — bag Triumfbuen var han frelst.
Vi saa nedover mod Triumfbuen og Champs Elysée. Republiken har rejst et monument deroppe i Putaux, der hvor kommunarderne først begyndte at forsvare sit kjære Paris. Fra monumentet og nedover laa Champs Elysée stor og bred med sine løvrige boulevarder, og langt borte hævede Montmartre sig grøn og frisk i vaarsolen. Pantheon og Notre Dame stak op fra et hav af begsorte tage, der bredte sig, saa langt øjet kunde naa.
Men højt op over denne underbare by trængte det moderne babel sig ind mellem skyerne. Det staar der som revolutionens mindestøtte, som en erindring om intelligente menneskers stærke fordringer til liv og frihed, rejst til ære for dem, som voved at løfte oprørsfanen, til ære for det attende aarhundredes revolutionære.
Vil den skiftende menneskehed atter om hundrede aar rejse et mindesmærke — mindesmærket over tidens revolutionære?