Blandt Nordpolens Naboer/9
Hjemover gjennem skyerne.
Da vi standsede den følgende morgen, havde vi, trods en stigning af 1000 fod, allerede tilbagelagt en strækning af 17 km. i sydvestlig retning. Føret var udmærket, og i løbet af den følgende marsch forbedrede vi betydelig vor første rekord, idet odometeret dennegang om morgenen viste 3½ km. og barometrene en stigning af 1300 fod! Den derpaa følgende nat atter henved 1000 fod paa lidt over 33 km., hvorefter endelig 600 fod paa 32 km. Efter denne sidste marsch, skjød vi den svageste af vore gjenlevende 7 hunde. — At vi tilslut maatte ende i skyerne, var klart. Thi vor høide var allerede dengang 7300 fod, og endnu skraanede snefladen jevnt opover i vor kurs. Mærkelig nok var skraaningen nedover mod øst fra vor leirplads idisse dage betydelig stærkere end mod nord, hvoraf vi sluttede, at vi befandt os paa østsiden af det efter længden af den grønlandske indlandsis løbende høideplateau.
Under de netop nævnte fire første marscher af hjemturen havde vi stedse været begunstigede af det deiligste klarveir. Men nu skulde det for lange tider blive slut paa den herlighed. Om aftenen den 12te juli vaagnede vi til en begyndelse i den mest forrygende snestorm, vi endnu havde oplevet siden opholdet ved Humboldt bræen. At tørne ud og fortsætte reisen kunde der ikke være tale om, hvorfor vi foreløbig maatte blive liggende, hvor vi var, Peary i ly af «kjøkkenet», det vil sige nogle sneblokke, dækket af et lidet lærredsraaseil, jeg under oljepresenningen, og begge halvt nedsneede. Nogen konversation kunde der ikke være tale om, vi fik os i høiden en lur en gang imellem, og fordrev forøvrigt tiden med at lytte til den hylende storm, som med voldsomhed styrtede sig fra det indre plateau nedover skraaningerne mod den vilde østkyst.
I to døgn holdt veiret os bundne, men da stormen fremdeles syntes at ville fortsætte, besluttede vi at trodse den. Thi at ligge længer uvirksomme blev os uudholdeligt, vante som vi var til vor daglige 1O a 12 timers marsch. Vi tørnede ud kl. 7 aften, netop som uveiret til alt held syntes at trække bort, og medens Peary gik igang med at udgrave de nedsneede slæder, var jeg beskjæftiget med at løse den sammenfrosne gordiske knude, som hundene havde frembragt paa trækremmene ved sin rastløshed under stormen.
. . . . . . Vi tørnede ud Kl. 7, netop som uveiret syntes at trække bort . . . . . .
Kl. 8 kom vi afsted, og da føret sletikke var af det værste, lykkedes det os at tilbagelægge gode 32 km., før vi standsede. Men stormen var under marschen atter begyndt at rase med sin gamle styrke.
Vi lagde denne nat mærke til, at vi paa grund af vor temmelig betydelige høide over havet stedse befandt os midt oppe i de forbidrivende skymasser
Mørke og uhyggelige feiede de svære banker henover snefladen imod os, nu og da indhyllende os i en tæt taage.
Saa lysnede det atter lidt for en tid, men aldrig mere, end at vi hvert øieblik maatte standse for at raadspørge kompasset om vor retning.
Peary karakteriserer denne marsch som en af de mest nedtrykkende paa hele reisen.
«Efter vor stands ved lunchtider,» skriver han, «blev jeg nødt til at bytte plads med Astrup, saaledes at jeg selv overtog styringen af hundene, for derved at faa noget at optage tankerne med. Thi ensformigheden ved uafladelig at vandre fremad mod intet, var ikke længer til at udholde.»
Fra den dag af byttede vi jevnlig pladse, saaledes at jeg oftere kom til at gaa foran og sætte kursen, medens Peary gik ved siden af slæden og opmuntrede hundene, naar det en sjelden gang kunde være nødvendigt. Jeg er tilbøielig til at tro. at denne lille afveksling i vort daglige liv under hjemturen reddede os fra efterhaanden at hensynke i en mental slaphedstilstand, der lettelig kunde have medført alvorlige følger.
Lad mig skildre et døgn af vort liv paa indlandsisen, saaledes som det artede sig maaned efter maaned med en aldrig svigtende regelmæssighed:
Klokken kunde være omkring 5 om eftermiddagen, da vi efter en styrkende søvn begyndte at røre paa os og veksle nogle ord om veiret, klokkeslettet og lignende. Naar saa tiden var inde til at tænke paa frokosten, gik den af os, hvis tur det var til at koge, igang med at tænde den lille spirituslampe og lave vor the. Først smeltedes sne nok til vandet, og naar dette omsider kogte, slap vi den lille terning af presset the ned i det dampende kar. Saa tilsattes hermetisk melk, der tillige, ved sit temmelig betydelige procentindhold af sukker, tjente istedetfor dette stof, og frokosten kunde serveres.
Den anden, der under kogningen vanlig benyttede tiden til en sidste lur, blev nu vækket, og snart var maaltidet i fuld gang. Det bestod foruden af 2 blikkoppe med the til mands, 6 beskjøiter, ¼ til ½ ℔ pemmican, samt en liden frossen klump af usaltet smør; desuden i regelen som dessert en hel eller halv kop vand, om lampens spiritusbeholdning tillod en saadan luksus.
Naar saa frokosten var tilende, overtog jeg pakningen af slæden, medens Peary løste hundene fra den i sneen i nærheden nedrammede askestav, ordnede deres trækremme og fæstede dem til slæden. Herunder var det dog ikke muligt at forhindre dem i først at styrte sig i vildt kapløb bort til den lille fordybning i sneen, hvor kjøkkenet havde ligget, efter levninger. Disse bestod gjerne af nogle udkogte theblade, samt endel papir, der havde været om smørret. Morsomt var det at se Pearys lange skikkelse med syvmilsskridt blive trukket bortover til stedet, hvor et voldsomt slagsmaal opstod. Aften eller aften gjentog dette kapløb sig, uagtet resultatet paa forhaand var afgjort. Den lille Miss Tavenøe, hvis trækrem var den længste, fik thebladene, den fromme Panipka papiret, men resten af flokken fik juling af Pau, hvis kongelige vrede over stadig at blive snydt for de nævnte delikatesser med rette var optændt.
Var vi endelig ved 7-tiden færdige til at sætte os i bevægelse, blev endnu barometerhøiden og temperaturen tagen, samt odometret aflæst, hvorefter Peary sprang et stykke foran slæden, lokkende paa hundene. Herunder svang jeg svøben, indtil i et gunstigt øieblik alle trækremme strammedes. Et raskt spændtag i sneen, efterfulgt af et passeligt seigt ryk i slædens forstevn, satte i samme øieblik det henimod 1000 ℔ tunge læs i langsom bevægelse. Lidt efter strammedes linen, hvortil den lette, bagre slæde var fæstet, svøben knaldede atter, og karavanen var under fremrykning.
Nogle minutter før midnat standsede vi for at sammenligne kronometrene, ligesom ogsaa temperaturen og barometerhøiden paanyt blev tagen og odemetret aflæst. Samtidig indtog vi gjerne vort enkle lunchmaaltid, der bestod enten slet og ret af et stykke pemmican eller af nogle smaa plader kjødpulver-chokolade. Saa stellede vi lidt paa hundenes trækremme, snakkede sammen om et eller andet nærliggende emne, som slæden, hundene eller føret, indtil nattevinden fra det indre begyndte at svi i næse og kinder, medens fødderne blev svalere end behageligt, og vi satte os igjen i bevægelse. Ialt varede vor stands ikke over en halv time.
Marschen før midnat var kjedelig nok, men efterpaa blev den sandelig ikke bedre. Tale sammen kunde der ikke være tanke paa, dertil var afstanden mellem os for stor. Vi maatte nøie os med at tænke og udviklede os snart til rene filosofer. Alle spørgsmaal, der havde været brændende inden menneskeheden før vor afreise fra civilisationen, blev omhyggelig veiede og om mulig straks afgjorte. Fremtidsplaner undfangedes, luftkasteller blev byggede. Forlængst henrundne aar af ens liv passerede revue, begivenheder i hjemmet opfriskedes, og skoletiden stod igjen lys levende for en. Døde folk blev trukne op af sine grave, forat man med dem kunde fornye halvt forglemte bekjendtskaber, vakre melodier maltrakteredes, medens alle de unge damer, man maatte have følt sig tiltrukket af fra 7 aars alderen og opover, fik danse alfedanse foran en paa sneen.
Men tilslut sagde hjernen pas. Den nægtede at præstere nye tanker, materialerne var opbrugte. Saa fik vi bruge det gamle repertoire, noget der jo ogsaa gik bra i en tid. Men saa tilsidst var det, at tomhedens trykkende mure for alvor begyndte at sænke sig ned over os. Især blev hjemturens dræbende ensformighed os en næsten uudholdelig pine. Thi paa veien nordover var vi med hver dag komne længere ind over nye og ukjendte trakter, og forventningen om, hvad fremtiden vilde bringe, og spændingen om, hvor vi tilsidst kunde ende, stimulerede os saa stærkt, at vi ganske glemte reisens besværligheder. Nu derimod var det en anden sag. Vi vidste kun, at veien hjem var lang og gik over en kold og livløs slette, hvor vi i ugevis maatte anstrenge os til det yderste for at komme velbeholdne over.
En ikke ubetydelig aarsag til ensformigheden deroppe havde vi i den komplette mangel paa variation i lysmængden døgnet rundt. Thi vi havde jo ikke engang den afveksling, som skiftningen mellem dag og nat her paa vore breddegrader frembyder. Det
hele var en uendelig ensformig og lang dag,
solen langsomt og uafladelig vandrede rundt paa himmelen, kun af og til skjult af fantastisk formede skyer, der gjennem de blaa snebriller fik et forunderligt tungt og dystert udseende.
Det indtryk, indlandsisen paa en smuk solskinsdag gjør paa beskueren, er storslagent og imponerende. Dette af kun to hovedfarver sammensatte billede, nemlig den uendelige hvide sneflade og ovenover den dybe blaa himmelhvælving, er noget saa uvant og simpelt og dog saa straalende skjønt, at man vanskelig senere i livet kan glemme det. Men i længden virker det naturligvis trættende ved sin fuldstændige mangel paa liv, og jeg husker endnu, med hvilket usigeligt velbehag jeg efter fremkomsten til østkysten lod øinene glide henover de mørke og vildt udseende fjeldrækker, der i det øieblik forekom mig som smilende landskaber.
Vore marscher strakte sig i regelen over et tidsrum af 10 til 11 timer, og var saaledes en marsch begyndt ved 7-tiden om aftenen, endte den gjerne først henved 6-tiden den følgende morgen.
Da vi nu gjennemsnitlig pr. time under normale omstændigheder tilbagelagde en ubetydelighed over 3 kilometer, kom marschlængden i regelen til at gaa op i noget over 30 kilometer. Særlig følte vi en betydelig tilfredsstillelse, naar vi kunde bringe den op i 32 km. (20 eng. mile), der netop svarede til 20 000 omdreininger af vort odometerhjul.
Saasnart det var bestemt at gjøre leir, begyndte Peary, der som regel kunde være et par hundrede meter foran mig og hundeflokken, at stikke hist og her i sneen med den tynde bambusstang, han altid bar i haanden, og med dette drev han paa, indtil han fandt en plads, hvor sneen vart fast nok for udhugning af sneblokke. Saasnart dette var opnaaet stoppede han, plantede bambusstaven ved sin side og raabte «Teima» (esk. for: «Det er nok») af al kraft henimod os. Da glemte hundene af glæde sin træthed, og i livligt firsprang satte de afsted, til de naaede Peary, i hvis nærhed de snart leirede sig for i mag at strække sine mødige lemmer.
Saa aflæstes atter alle instrumenter, og surringerne om slædens ladning løsnedes. Derefter bandt Peary hundene til askestaven, som han nedrammede i sneen et snes meter i læ af vor slæde hvorefter han fodrede dyrene hver med 1 ℔ pemmican. Medens han var beskjæftiget paa denne maade udførte jeg ved hjælp af en lang kniv murværket til vort kjøkken.
Dettes konstruktion var følgende: En fordybning i sneen 1½ fod høi, 8X3 fod i firkant; de sneblokke, der erholdtes fra samme, benyttedes til bygningen af en mur, der strakte sig tversover langs fordybningens ene endevæg og halvveis nedover de to langvægge. Over murene lagdes en eller to ski, herover straktes igjen et lidet seil af bomuldslærred, holdt nede ved hjælp af sneblokke. I den inderste ende af dette halvdækkede skur placeredes den saakaldte «kjøkkenkasse», der indeholdt dagens rationer af melk, the, ærtemel, Liebigs extract, beskjøiter og pemmican. samt to blikkopper, to theskeer, en større ske, en kniv, spirituslampen og en æske fyrstikker indpakket i vandtæt papir.
Øieblikkelig kjøkkenet var færdigt, tændte dagens kok lampen og tilberedte ærtesuppen. medens den anden gjerne gjorde sine dagboksoptegnelser, samt indsmurte sit sprukne ansigt grundig med vaselin. Var dette gjort søvnede han vanligvis paa stedet, men kun for et øieblik efter at blive vækket med en duftende kop ærtesuppe. Med en stille følelse af lykke fortæredes nu denne sammen med et halvt pund pemmican. I mellemtiden producerede lampen thevand, der snart bragtes til kogepunktet. Vor værste hunger var ved denne tid stillet, og var vi ikke altfor trætte efter marschens besværligheder, talte vi gjerne sammen under resten af maaltidet, der bestod af 6 beskjøiter og halvanden kop the til mands. Dermed var døgnets hovedmaaltid tilende, og vi følte dette ubeskrivelige velvære, som enhver friluftsmand vil have kjendt efter en anstrengt dag.
Nu trak kokken sig tilbage til sit hi, medens den anden forsvandt under oliepresenningen, og snart laa hele leiren i dyb søvn.
En ting havde jeg forresten at udføre, førend jeg tørnede ind, nemlig at ombinde alle hundenes snuder med hver sin snorende for derved at forhindre dem i at afgnave sine trækremme, et kneb, eskimoerne i vinterens løb havde lært os. Lykkedes det alligevel en hund at komme løs, medens vi sov, var det stedse kokkens pligt at tørne ud og indfange dem.
Dette var vort daglige liv i denne tid, og saadan forløb søndag som hverdag i ugevis uden afveksling. Tobak benyttede vi aldrig under færden, da ingen af os var røgere. Af søvn fik vi stedse et minimum, hvis gjennemsnit ikke overskred 7 timer, noget vi oftere alvorligt forsøgte at rette paa, men uden resultat. Vore marscher kunde vi ikke uden til skade for den hele færd forkorte, varm the og ærtesuppe vilde vi heller ikke give afkald paa til vore to leirmaaltider, hundene maatte nødvendigvis stelles og mulige reparationer udføres, vore astronomiske observationer kunde heller ikke forsømmes, og saa blev da resultatet, at vi fik bøde derfor med en del af den under omstændighederne saa kostbare søvn.
Da vi vaagnede om aftenen den 15de juli, var det til en forandring straalende klart veir med 12 graders kulde. I en fart fik vi slæderne udgravne efter det sidste snefald med storm, og hundene forspændte. Men kun altfor kort skulde det vakre solskinsveir være. Thi allerede ved 1-tiden trak det igjen op til storm, og da vi efter 32 km.s avanceren endelig standsede, sneede og blæste det heftigt, medens de drivende skymasser fra tid til anden indhyllede os i en tæt taage, afsættende paa os selv, slæden og hundene et lag af de fineste iskrystaller.
Natten til den 17de forsinkedes vi af flere uheld. Efter endt marsch paa 25½ km. slagtede vi en hund, som vi haabede, for sidste gang. Vi havde derefter 5 tilbage, der alle var i udmærket kondition, saa vi neppe kunde tvile om, at disse endnu engang skulde gjense sine hjem, medmindre, som Peary eftertænksomt bemærkede, en eller anden yderlig usandsynlig hændelse skulde tvinge os til at spise dem.
Vi var nu naaede op i en høide af over 8000 fod, og føret var efterhaanden bleven saa løst og tungt, at det kun var ved opbydelsen af alle vore kræfter i forening med hundene, at vi kunde vedblive at gjøre nogen fremgang.
Natten til den 18de blev den tilbagelagte distance kun 16 km. Vi fandt det nu ønskelige saa snart som muligt, at komme ned i lavere trakter. Den følgende marsch gik derfor ret vestover, og da vi ved begyndelsen til samme blev overfaldte af en stærk sydostlig snestorm, riggede vi seil op paa den forreste af de to slæder og for en halv slør gled de nu begge henover det endeløse, af snerøgen halvt skjulte plateau, medens hundene kun nu og da behøvede at trække i sine remme.
. . . . Udpaa morgensiden var vinden løiet, men seilet stod dog fyldt, til vi stoppede . . . . . . .
Ved midnatstider klarnede det en stund, saa solen tittede venligt hen paa os fra sin plads nær horisonten i nord, medens vinden imidlertid endnu længe fortsatte. Temperaturen var ved midnat ÷ 16° C. Udpaa morgensiden var vinden løiet, men seilet stod dog fyldt, til vi stoppede.
Under den næste marsch rasede der atter en stærk storm med snefald, dennegang fra vest. Det var kun med vanskelighed, at vi kunde arbeide os frem imod vinden, og distancen blev derfor bare 17 km.
Torsdag morgen den 21de juli.
Det lader til, at juli er en temmelig urolig maaned heroppe paa det indre isplateau. Efter en overskyet nat med opholdsveir er det atter trukket op til uveir, saa det nu sner og blæser voldsomt. Fik dog i løbet af 11½ time tilbagelagt de reglementerede 32 km.
Fredag morgen den 22de juli.
Tykt veir, da vi igaaraftes drog afsted, og inden midnat piskede en rasende snestorm fra vest os i ansigtet. Føret blev efterhaanden saa tungt, at vi maatte standse, og 14 km. blev derfor det hele resultat.
Lørdag morgen den 23de juli.
Føret fremdeles løst og tungt. Odometret viste efter endt marsch 25½ km. Reisen fremdeles vestover, uden dog endnu at være kommet lavere ned. Solskinsveir næsten i hele nat til en forandring.
Søndag morgen den 24de juli.
Overskyet veir med stærk modvind. Vor kurs er fremdeles næsten ret vestlig, da vi endnu befinder os i den samme høide som for en uge siden og ønsker at komme ned paa skiaaningerne nærmere kysten, hvor føret er haardere og bedre. Efterlod ved leiren igaaraftes den store slæde og haaber at klare os under resten af hjemturen med den lille, der kun veier 13 ℔.Tilbagelagde 28½ km.
Hele den følgende nat var vi uafbrudt indhyllede i tætte skymasser, og da sneen var jevn og løs, samt med saa svage vindmærker, at de i taagen ikke kunde opdages, og da vi desuden ikke havde det mindste luftdrag at rette os efter, var det os ikke muligt at holde vor kurs uden ved hvert øieblik at standse og se paa kompasset. Efter et par forgjæves forsøg paa at avancere havde vi selvfølgelig ikke andet at gjøre end at slaa leir og afvente klarere veir.
Det er isandhed en underlig fornemmelse at reise i timevis over en sneflade, der er indhyllet i et tæt slør af skyer. Under flere af de foregaaende marscher havde dette oftere været tilfældet, og det var alene ved at benytte den stærke vind til rettesnor, at vi under saadanne omstændigheder havde kunnet fortsætte reisen. Det er, som vi befinder os i et uendeligt graahvidt rum. Ingen gjenstand findes paa hvilken man kan lade det trætte øie hvile, ingen skygger, ingen synlig kilde til det stærke lysskjær. Kun de mørke ski, der lydløst, en for en, glider frem over et fast, men dog for øiet skuffende bundløst felt, aftegner sig skarpt mod dette blændende intet. Det uvante gjøglespil virker udmattende paa vore nerver.
Om eftermiddagen den 25de juli begyndte en lang periode af deiligt, klart solskinsveir, der om end oftere ledsaget af bidende sydøstlige vinde, var os høilig velkomment efter de to foregaaende ugers triste skyvandring. Luftens vrede guder havde længe gjort alt for at hindre vor fremgang. Nu angrede de øiensynlig; stormene drev for stedse bort, og solen fik atter lov at lyse for os, lige indtil hjemmet var naaet.
Samtidig med det gode veir kom vi ogsaa udpaa skraaningerne mod vestkysten, saa vi hurtig naaede ned i lavere regioner, hvor føret blev fastere og dagsmarscherne lange og jevne. 5 dage senere var vi allerede 160 km. nærmere vort maal, og barometrene viste nu den langt fordelagtigere høide af 5800 fod. Kursen holdt vi i denne tid uden kompas, blot ved stadig at iagttage vinkelen mellem marschretningen og vore skygger paa den solbelyste sne foran os.
Provianten begyndte nu at minke raskt, vore delikatesser, som smør og kjødpulverehokolade, maatte vi efterhaanden sige farvel til, hvoraf følgen var, at indlandsisen blev os om muligt et end mindre tillokkende opholdssted end før.
Heldigvis skulde vor reise dog i en nær fremtid være tilende, thi vi nærmede os daglig hjemmet med stærke skridt. Med grund kunde vi være fornøiede med turens heldige forløb. Havde alle vore hundes kræfter svigtet under reisen langs nordostkysten, saaledes som tilfældet jo var med flere af dem, eller havde ulykke eller sygdom rammet en af os, skulde vi neppe have gjenseet vor reises udgangspunkt.
Temperaturforholdene under reisen havde ikke været særlig strenge. Aarsagen hertil er, at solen i disse egne i sommermaanederne skinner baade nat og dag, og luften saaledes vedvarende opvarmes af denne. Derimod er det sikkert at indlandsisens indre høideplateau mellem den 70de og 80de breddegrad om vinteren, naar solen i maanedsvis uden afbrydelse staar langt under horisonten, er en af de koldeste, for ikke at sige den absolut koldeste egn, jordens nordlige halvkugle kan opvise.
Vi blev under den sidste del af reisen enige om at benytte den glimrende træning, vi og vore hunde efterhaanden var komne i, til en elegant slutningsspurt og ende vor færd paa en maade, som vi i egenskab af gamle sportsmænd kunde være bekjendt af for enhver. Natten til den 31te juli begyndte vi saa smaat med 48 km. Efter endt marsch toges observationer, og vi fandt da, at vi allerede godt og vel var søndenfor Petermann-fjorden. Vor høide over havet var samtidig 5000 fod. Vor kurs sattes nu mere sydlig, og i de følgende 5 nætter drev vi derpaa marscherne op til respektive 50, 52, 54, 48 og 60 km. Under den næstsidste af disse reiser øinede vi de pragtfuldeste luftspeilinger af kysterne om Inglefield Golfen, hvis virkelige konturer vi først nogen tid senere opdagede. Høiest ragede North Humberlandøen med sine lange skinnende snekupler i syd, lavere og langt nærmere derimod laa de kjendte landmærker rundt Mac Cormick bugtens gryde. Land havde vi da ikke seet, siden vi forlod Indepence bugten.
Det kunde være omkring midnatstider under vor sidste møisommelige vandring over snevidderne, at vi, netop som vi befandt os paa toppen af en af de megtige snebølger nær ved, hvor vor reise var begyndt pludselig i omkring 3 km.s afstand foran os fik øie paa nogle mørke punkter, der bevægede sig, snart samlede i en enkelt gruppe, snart atter adskilte. At det var mennesker, kunde der ikke være tvil om. Men hvem? Var det doktoren og Gibson med en flok eskimoer, der var oppe for at speide efter os? Umuligt. — Det maatte være medlemmer af den forventede undsætningsexpedition, der var ude for at tage udkanterne af de mægtige ismasser i øiesyn. Det skib, hvormed de var komne, laa maaske i dette øieblik nede i Mac Cormick-bugten og ventede paa os.
Kort efter lod det ukjendte følge til at have opdaget os, ialfald troede vi at høre fjerne hurraraab, og lidt senere den svage lyd af et bøsseskud. Vi svarede øieblikkelig med to skud fra vor rifle.
Uvilkaarlig paaskyndede vi vore skridt, og des nærmere vi kom hinanden, des sikrere blev vi i vor formodning.
Vi tog ikke feil. I spidsen for den lille, i moderne turistdragter antrukne og med blinkende alpestave og isøkser udstyrede skare gik den bekjendte amerikanske geolog, prof. Heilprinn fra Philadelphia, vor gamle ven fra opreisen det foregaaende aar og undsætningsexpeditionens leder. De øvrige 7 var alle anseede mænd fra Philadelphia, deriblandt 4 videnskabsmænd, en ingeniør, en kunstner og en journalist. Det hele følge var uden snesko eller ski, og da nattekulden ikke havde formaaet at danne nogen skare paa den dybe og vaade sne her nede i kystens nærhed, vadede hver mand i «puddersukker» til langt over knæerne, stundom til hoften! Saa meget mere beundringsværdig var derfor disse sportsmænds ufortrødenhed og udholdenhed, idet de, da vi mødte dem, allerede havde tilbagelagt omkring 8 km. over dette umulige føre.
Komne i en afstand af henimod hundrede meter begyndte man paa begge sider at «beskyde» hinanden med de bekjendte amerikanske øiebliks-fotografiapparater, hvis korte, dæmpede smeld virkelig gav vort møde et vist krigersk anstrøg. I sandhed, en fin desiecle infanteriild!
Snart var vi kun nogle faa skridt borte, da pludselig et rungende 9-dobbelt hurra klang os imøde gjennem den tynde høisletteluft. Saa veksledes haandtryk og begeistrede hilsener med disse hædersmænd, der med sælfangeren «Kite» var komne for at hente os tilbage til det civiliserede samfund.
Uforglemmeligt var dette vort første møde med medmennesker efter 72 dages ensomhed paa en livløs snemark. Og med hvilken intens nydelse var det ikke, vore hjerner modtog de første interessante nyheder om verdens begivenheder i det forløbne aar!
Langsomt og under den livligste passiar begav vi os nu nedover mod det nærliggende land, hvorhen vi kort efter naaede. — Vor reise var tilende.
Mere end 90 dage havde vi tilbragt paa den grønlandske indlandsis, og herunder var tilbagelagt henimod 2000 km.
Udstrækningen nordover af det mægtige grønlandske isdække havde vi paa det nøieste bestemt, ligesom vi ogsaa med overveiende sandsynlighed havde godtjort den sammenhængende grønlandske landmasses begrænsning mod nord. Endvidere var bragt paa det rene, at de grønlandske kyster hurtig løber sammen ovenfor den 78de breddegrad ligesom ogsaa at der efter al sandsynlighed eksisterer, nordenfor samme, adskilte isfri landmasser af mindre udstrækning. Endelig havde vi ogsaa opnaaet i en ikke ubetydelig grad at øge vort kjendskab, saavel til de meteorologiske som høideforholdene paa de nordligste dele af den grønlandske indlandsis.
Komne ned paa det lavere fjeldplateau, der hvor vi tre maaneder i forveien havde strævet og slidt med transporten af vor proviant, fik vi pludselig fri udsigt over fjorden under os. Vi to langveisfarende var da alene, idet vi var komne noget foran de øvrige. Uvilkaarlig standsede vi og blev et øieblik staaende i stum beundring. Jeg tror, en taare listede sig frem i hvert øie, der vi stod og stirrede fremfor os. Thi fagrere syn havde vi aldrig seet.
Grøn og blank laa fjorden i den tidlige sommermorgen, og paa dens mørke flade svømmede de skinnende isfjelde lig vældige svaner. Rundt om det hele stod de lodrette fjeldvægge, med de mange kulørte striber og brogede farver, speilende sig vidunderlig klart i det mørke vand. Og inde i en af fjordens lune hjørner laa et lidet tremastet skib tilankers med dampen oppe, medens fra dets skorsten røgen hævede sig tæt og mørk, dannende kunstige skyer i den stille luft. Nu og da naaede en forbifarende alkefloks livlige snadrende skrig op til os paa klippeskrænten, hvor vi stod. Længere nede hoppede to snehvide harer muntert frem mellem stenene i et brusende bækkeleie. — Fra en kold og uddøet ørken var vi komne tilbage til en verden fuld af liv og skjønhed.
En time senere, og vi befandt os med vore 5 trofaste hunde ombord paa den lille sælfangers dæk, hvor kjendte sjømænd rakte os sine ærlige, barkede næver med lykønskning til vor fuldbragte færd.
Jeg behøver vel ikke at tilføie, at en af de første ting, vi foretog os, efterat vi var komne ombord var at faa os en grundig storvask og rent tøi paa kroppen. Saa var vi fremme paa bakken, hvor en menneskekjærlig matros skilte os af med adskillige pund lange sammentiltrede haarlokker. Nu saa vi nogenlunde skikkelige ud og kunde gaa tilbords. — Der blev vi for det første.
Da vi to dage senere havde faaet alle vore sager ombord, dampede «Kite» afsted til vort vinterkvarter ved mundingen af bugten. Her blev vi modtaget med jubel af de øvrige medlemmer af expeditionen, doktoren, Gibson og Verhoeff samt Pearys tjener Matt, der alle kom os imøde nede ved strandbredden.
Og bag dem stod en skare af vore kjære indfødte venner, der forlængst havde tabt troen paa, at vi nogensinde skulde vende tilbage fra vor reise paa den «den store bræ» (sørmoksuak). Derfor lyste ogsaa deres ansigter af lutter henrykkelse, da de saa os, og mændene lyttede i aandeløs spænding, da jeg senere gav dem en detaljeret skildring af vort møde med moskuskvæget paa den fjerne østkyst. Mange var de spørgsmaal, jeg derefter maatte besvare angaaende landets udseende, kystliniens beboelighed og meget andet, og med sin vanlige intelligens gav de sig ikke tiltaals, førend jeg paa et stykke papir nøiagtig havde aftegnet vor rute over den store bræ og kysterne udenom samme.