Blandt Nordpolens Naboer/8
Paa vandring mod nye kyster.
Det var omkring midnatstider, at vi naaede ned til morænen, der laa i en høide af næsten 4000 fod over havet. Et par snespurve kvidrede os muntert en velkomsthilsen imøde, og mellem de store, runde stene, der overalt bedækkede grunden, hørte vi den indbydende lyd af rindende kildevand.
Og vi lod os ikke længe nøde. Forsigtig lagde vi os ned og stillede vor tørst af hjertens lyst. Aldrig havde livet forekommet os skjønnere.
Næsten straks drog Peary afsted paa en rekognosceringstur henover fjeldstrækningerne nærmest indlandsisen, for om muligt at opnaa en fri udsigt over kysten. 15 timer senere vendte han tilbage uden at have opnaaet sin hensigt. Men underveis havde han opdaget noget, som fik jægerblodet i vore aarer til at løbe hurtigere end vanlig: friske spor efter moskusokser.
Da vi derfor den følgende morgen, søndag den 3die juli. gjorde os istand til en fire dages reise tilfods indover landet, var der ingen fare for, at vi skulde glemme riflen og patrontasken. Forøvrigt bestod vort udstyr af theodoliten, nogle thermometre og barometre, fotografi- og kogeapparat, samt proviant for fire dage. Saa slængte vi hver vor pakke paa ryggen og drog afgaarde, Peary foran og jeg bagefter med hundeflokken, ialt 7 dyr. Slæderne og den øvrige udrustning maatte vi selvfølgelig efterlade deroppe ved de mørke stenrøser.
Den allerførste del af færden, eller noget over en kilometers vei gik nedover en jevn sneskraaning, dækket af en vaad «sørpe», gjennemfuret af talrige bække. Saa drog vi tversover en ny moræne, og agede med en rivende fart nedover en 60 til 70 meter lang og meget steil isbakke, hvorefter vi ved foden af samme vadede over en strid bræelv, og vi befandt os endelig paa selve kystlandet, et klippeland, overalt dækket af løse, skarpe stenblokke, strøede udover i den vildeste uorden.
Op og ned, over dale og fjeldtoppe, langsmed rivende strømme og mørke smaasøer marscherede vi nu hele den lange dag, førend vi stoppede og overalt fandt vi den samme uendelige masse af løse, skarpe stene der gjorde marschen i vore tyndsaalede sælskindskamikker til en uafbrudt lidelse. Vi forsøgte rigtignok at rette paa dette ved mellem vore fødder og støvlesaalerne at stoppe ind de forunderligste ting, saasom en strikket kalot, alle vore votter, adskilligt mos og senere moskusokseskind, uden at det dog hjalp stort. Vi opnaaede kun, at vore vaade og elastiske kamikker udvidede sig til uformelige skindposer, medens vore fødder antog dimensioner, der mindede om hvalrossens luffer.
Vi samlede under marschen adskillige mineraler samt ogsaa en del blomster, røde, gule og hvide, der hist og her oplivede det golde landskab. Vi passerede ogsaa flere gange temmelig friske spor efter moskuskvæg. Om aftenen, efter 12 timers marsch, standsede vi omsider, og saarbenede og udmattede som vi var, havde vi neppe fortæret vort simple maaltid af pemmican og beskjøiter, førend vi faldt i en velgjørende søvn mellem stenene.
Den næste dag, den 4de juli, amerikanernes frihedsdag, var en rigtig festdag for os. Omtrent en time, efterat vi havde sat ud om morgenen, kom vi ud paa en brat ca. 4000 fod høi bjergknaus, og herfra var det, at vi langt ude i nordost først skimtede havet, dækket af et skinnende hvidt tæppe. Østkysten havde vi naaet. Men vi havde kun faaet et glimt af, hvad vi ønskede at se i en større udstrækning, og vi maatte derfor videre fremover. Vi fortsatte nu udover nogle bratte stenurer i et par timers tid, men saa blev der pludselig slut med marschen for den dag. Thi ret foran os, omtrent en kilometers vei saa vi noget, som straks lagde beslag paa al vor oppmærksomhed.
Et udbrud af glad overraskelse fulgte samtidig fra os begge, idet vi pegede fremover paa to sorte punkter, der bevægede sig henover nogle mægtige stenrøser. Det var moskusokser. Nu fulgte en liden pantomimescene, hvoraf resultatet blev, at Peary skulde gaa efter dem med riflen, medens jeg i en hast skulde finde et skjulested for vore 7 hunde, som jo ikke maatte faa tæften af vort dyrebare vildt.
Snart forsvandt Peary langs den ene side af et dybt bækkeleie, medens jeg blev tilbage paa et sted, hvor dette gjorde en skarp sving. Her satte jeg mig ned i spænding og lyttede, og snart hørte jeg ogsaa fire skarpe knald fra riflen, der imidlertid kun forøgede min utaalmodighed.
Endelig kom Pearys høie skikkelse tilsyne oppe paa skrænten over mig. Han vinkede og gestikulerede og lo, saa jeg straks skjønte hvad der var paafærde: Ferskt kjød!
I et par sprang var jeg oppe, hvor han stod, og hundene med mig, og saa bar det afsted i ilmarsch til stedet, hvor vort bytte laa. Dette var en slags myr, dækket af mindre stene, hvor der hist og her voksede lidt mos og græs og nogle faa blomster. Dyrene var netop i færd med at græsse her, da Peary overraskede dem.
Det var to voksne kjør og to unger. De tre af disse havde han fældet, medens den mindste af ungerne, en liden langbenet kalv, endnu var ilive og med sine spæde bræg forgjæves søgte at formaa den livløse moder til at yde sig beskyttelse. Hastig nærmede vi os op til de mørke, langhaarede og vildt udseende dyr efter først at have fortøiet vore hunde forsvarlig til nogle store stene i nærheden. De to voksne dyr havde en størrelse omtrent som en toaarsgammel ko og var bedækkede af langt, sort haar, der, naar de stod opreiste, næsten berørte marken; hovedet var utorholdsmæssigt stort, og dette, i forbindelse med de tykke, bøiede horn, og det af den lange man halvt tilslørede ansigt, gav dem et frygtelig vildt og uhyggeligt udseende.
Det første, vi gjorde, var at fotografere dem fra forskjellige kanter og i forskjellige stillinger. Dernæst gik vi igang med flaaningen. Da vi efter nogle timers arbeide var færdige hermed og skulde se til vor lille spædkalv, fandt vi denne i nærheden ved nogle store stene; men skrækken havde allerede taget livet af den stakkels skabning.
Det var en selvfølge, at der nu vilde blive stort festmaaltid i anledning af dagen, saavel for os selv, som for vore hunde og forberedelserne tog straks sin begyndelse. Medens den ene af os fik sat kogeapparatet igang paa en passende liden lun plads, skar den anden op et sandt utal af store appetitlige skiver af raat kalvekjød. Disse blev serverede paa en vældig flad sandsten, som vi valgte ud af et større lager i nærheden.
Resten af dagen tilbragte vi med spisning. Vi begyndte at riste det raa kjød over vor lille spiritus- lampe; men da dette viste sig at tage lovlig lang tid. gik vi temmelig snart over til at fortære det i raa tilstand. Det var vel, fordi vi var vante til den drøie og mægtige pemmiean, at vi ikke kunde blive mætte paa ferskt kjød den aften.
Udpaa natten stoppede vi dog for sikkerheds skyld, da vi begyndte at blive ængstelige for os selv, og vi desuden høiligen trængte lidt søvn. Nogle kopper the med en tilsætning af melk, som vi havde erholdt fra et af de skudte dyr, dannede afslutningen
paa dette vort mindeværdige maaltid.
Endelig bestemte jeg meg for en med et par vældige nordiske drikkehorn paa hovedet . . . og fyrede.
Imidlertid havde vi heller ingenlunde glemt at sørge for vore hundes bespisning. Denne, der foregik allerede om eftermiddagen, beskrives af løitnant Peary i følgende ord: «Saasnart bagparten af det ene dyr var flaaet og skaaret løs fra den øvrige del, greb jeg den og løb hen til det sted, hvor hundene befandt sig. Da jeg lik øie paa dem, sov de alle, udmattede som de var af den uvante hede og reisend strabadser.
«Miss Tavenøe» var den første der saa mig, idet hun som vanlig viste sig som den mest aarvaagne i flokken. Hun hilsede min ankomst med et kort glædeshyl, der straks bragte den adstadige «Lion» paa benene og vækkede alle de øvrige. Saasnart det gik op for dem, at det var kjød, friskt, blodigt kjød, jeg var ifærd med at bringe dem, fyldtes luften med forventningens glade hyl. Selv Pau (den nye konge siden tabet af den første), selv han, der i de sidste to dage havde vist tydelige tegn paa stærkt ildebefindende, indtog sin vanlige udfordrende stilling og trængte sig frem til fronten for at sikre sig det første og største stykke. Nogle øieblikke senere var alene to knokler tilbage; den ene i Pau’s besiddelse den anden strengt bevogtet af Lion.
Jeg gik nu tilbage for at hjælpe Astrup med at fuldende flaaningen. Et par timer efter, da dette arbeide var udført tog vi den ene af skrottene imellem os og bar den ned til hundene.
Igjen den samme vilde ophidselse som før. Nær ved standsede vi og gav det svære legeme et sving, saa det havnede midt inde i flokken
Da de nogen tid derefter havde endt sit maaltid var kun benene tilbage af det svære dyr.»
Det blev langt paa nat, førend vi kom til ro den aften. Da vi omsider, trætte efter dagens skiftende oplevelser, tullede os ind for natten i hvert vort langraggede skind af en moskusko, randt Robinson Crusoe og hans eventyr os uvilkaarlig i minde.
Snart laa vi blidelig i søvnens arme, medens en raakold nattetaage sagte listede sig op fra den mægtige bræ dybt under os i øst og bredte sig som et tæppe over det forladte landskab. Alene midnatssolen vaagede i den kjølige sommernat. Rød og straalende streifede den langs henad fjeldplateauerne i nord, kastende det vilde landskabs lange, kolde skygger henover indlandsisens glødende snevidder, der høinede sig mægtig mod den dybblaa himmel i syd.
Allerede tidlig om morgenen den næste dag begyndte nattetaagen at forsvinde, og udsigterne for dagen var lovende. Netop som vi holdt paa at stelle til vor frokost, fik jeg øie paa endel græssende moskuskvæg lige i nærheden, denne gang i et større antal, idet der nu var 6 af dem sammen. Nu var det min tur til at bruge riflen, og afgaarde drog jeg.
Da vi imidlertid ikke kunde gjøre anvendelse at kjødet af mere end et dyr til, og da jeg selvfølgelig ikke ønskede at foretage noget unødigt slagteri, besluttede jeg underveis, om muligt at udvælge en okse som maal, hvad selvfølgelig vilde være det mest interessante, idet de to af Peary den foregaaende dag fældede voksne dyr havde været kjør.
Og det gik, som jeg havde planlagt. Saasnart jeg var kommen dem paa skudhold, bestemte jeg mig for et af dyrene med et par prægtige nordiske drikkehorn paa hovedet; det var tydeligvis en af herrerne i selskabet, og saa fyrede jeg. De øvrige 5 flygtede et par hundrede fod ved lyden af skuddet, hvorefter de igjen rolig gav sig til at græsse, medens den sjette faldt, dødelig truffen, til marken.
Moskusko med kalv.
Nu skyndte jeg mig tilbage til leiren, idet jeg ikke for øieblikket havde tid til at tage byttet nærmere i øiesyn. Det var nemlig vor plan i løbet af dagen at naa et 7 til 8 km. bortliggende fjeld, fra hvis top vi ventede at erholde udmærkede observationer og fotografier af kysten, og saa vende tilbage til leiren før aften. Vi tog derfor kun med os proviant for et maaltid, et fotografiapparat, theodoliten, kronometrene samt vore hunde.
Ved 9-tiden paa formiddagen havde vi naaet den omtalte fjeldtop, og fra en høide af 3800 fod havde vi her en storartet og uforglemmelig udsigt. Selve fjeldet, hvorpaa vi befandt os, og som af Peary fik navnet Navy Cliff, endte mod nord i en overordentlig brat fjeldvæg, der med kun faa afbrydelser fortsatte lige ned til søisen.
Og der nede ved fjeldets fod laa en mægtig bugt vidende sig ud østover og omgivet af høie, steile klippevægge. Hvor dybt ind i landet denne bugt eller fjord skjærer sig, var det os umuligt med sikkerhed at afgjøre, idet foranliggende fjelde stængte os udsigten nordvestover. Men sandsynligheden taler for, at den staar i direkte forbindelse med den dybe indskjæring paa vestkysten, der bærer navnet Victoria Inlet, og sammen med denne danner en kanal, der afskjærer de nordenfor den 82de breddegrad beliggende landstrækninger fra det egentlige grønlandske fastland.
Et faktum er det ialfald, at der mellem begge disse fjorde existerer en sammenhængende, af flere tusend fod høie fjeldvægge begrænset bred kløft, og det er alene, om bunden i denne sænkning langs dens midterste parti er beliggende over eller under havets niveau, at der foreløbig kan herske nogen uvished. Geologisk seet, maa dog det sidste alternativ ubetinget ansees som det mest sandsynlige. At endvidere de omtalte nordligst beliggende landstrækninger er gjennemskaarne af kanaler i forskjellige retninger, eller med andre ord, at de bestaar af flere adskilte øer, tør vi vel med sikkerhed antage.
Navy-klippen.
Lige under os tilhøire skraanede en mægtig, henimod 20 km. bred isbræ nedover til søisen, hvor den mundede ud i en næsten regelmæssig vifteform. Paa den anden side af denne vældige isstrøm hævede der sig et andet lodret fjeld, betydelig høiere end det, hvorpaa vi befandt os, eller vel neppe meget under de 5000 fod. Dette fjeldplateau, der var kronet af en fremspringende tunge af indlandsisen, endte i et steilt og overordentlig iøinefaldende forbjerg, beliggende til nordost af os og i en afstand fra Navy Cliff af henimod 25 km. I nordvest strakte der sig lange regelmæssige kystfjelde af en rødbrun farve, øverst ganske steile, længer nede fladt skraanende udover mod søisen. Vi fandt en ikke ringe lighed mellem disse kystfjelde og fjeldskrænterne paa den østre side af Mac Cormick-bugten, nær Redeliffe House. Kun en enkelt ensom snekuppel kronede det midterste parti af disse fjelde. De øvrige derimod var snefri. Fra disse og nordostover, saalangt øiet kunde række, strakte sig regelmæssige, mod søen ganske steile kystplateauer, antageligvis af et par tusend fods høide og fuldstændig snefri saavel paa toppene som ud mod havet.
Med hensyn til aarsagen, hvorfor de grønlandske landstrækninger længst nordpaa ikke, i lighed med landet søndenfor den 82de breddegrad er skjult under evige sne- og ismasser, saa er det endnu for tidligt herom at danne sig nogen bestemt mening. Men høist sandsynligt er det, at der her foreligger en kombination af aarsager, saasom stærk aftagen af nedbøiren nordover i disse dele af polaregnene, landstrækningernes forholdsvis ringe høide over havet o. s. v.
Da vi foreløbig havde stirret os mætte paa det vidunderlige og storslagne natursceneri, der laa udbredt for vore blikke, fik vi theodoliten og de øvrige instrumenter frem. Nu tog vi en række astronomiske observationer for stedsbestemmelse (korresponderende høider fra 3 timer før lokal middag til 3 timer efter) samt talrige peilinger til de omliggende fjelde og landmærker, hvorefter fotografiapparatet kom frem for flittig at benyttes sammen med skitse- og dagbøger.
Omsider var vi færdige med den alvorligere del af arbeidet, og efterat have plukket nogle blomster og samlet nogle faa mineraler, satte vi os hyggelig ned i solstegen ude paa fjeldets afsats og fortærede den medbragte niste. Herunder fik Peary frem en liden sølvflaske, der indeholdt whisky, og som han havde medbragt for muligt sygdomstilfælde, og af denne tog vi os hver en slurk, samtidig som Peary døbte den nyopdagede bugt Independence Bay til ære for De forenede Staters uafhængighedsdag, den 4de juli, den dag, da vi først havde skuet ned i den.
Ved varden paa Navy-klippen
Saa byggede vi paa stedet en høi varde af store kampestene, og i midten af denne efterlod vi i en liden flaske en kortfattet beretning om vore oplevelser paa turen nordover. To medbragte silkeflag vaiede ogsaa en stund i den friske sommerbris fra en mellem stenene fæstet tynd bambusstang.
Udpaa eftermiddagen pakkede vi atter sammen de faa sager vi havde bragt med os, og vi var færdige til at begynde hjemreisen. Men endnu engang maatte vi kaste et afskedsblik udover de ukjendte og dragende kyster, der laa foran os.
Isen, der dækkede den mægtige bugt, var tilsyneladende ganske jevn. Langt ude mod dens midte kunde vi øine mørke schatteringer, der utvilsomt skyldtes de talrige vandpytte, der om sommeren danner sig paa ethvert isdække den hvor dette er ifærd med at smelte. Talrige isbjerge, spredte udover fladen, saa langt vi kunde øine, vidnede om at søen selv paa disse høie bredder fra aar til andet maa være aaben for en kortere tid af sommeren.
Mon der langs disse kyster fandtes menneskelige væsener, der her havde opslaaet sine spredte boliger og førte sin nøisomme tilværelse længer nord endog end vore venner paa den anden side af den isdækte kjæmpeø? Nogen umulighed var det ikke. Og at de muntre eskimoer engang har passeret disse kyster med sine brogede karavaner af slæder og hunde paa veien til den endnu beboede østkyst, derom har jeg for min del ikke den ringeste tvil. Visselig vilde man hist og her, om man søgte, kunne finde de forfaldne levninger af de fordums jordhytter, hvori disse mærkelige mennesker havde trodset polarvinterens frygtelige kulde og langvarige mørke!
Men for os var desværre saadanne interessante forskninger nede i søisens nærhed ganske udelukkede. Dertil var afstanden mellem vort proviantdepot ved indlandsisens rand og kystisen altfor betydelig og fremkomsten over landet for besværlig og farefuld. En anden sag havde det været, om vi havde naaet disse kyster tidligere paa aaret, medens sneen endnu fyldte bækkeleierne og gjorde dem til nogenlunde fremkommelige veie for slæde og hundespand.
Vi skulde da have naaet kystisen med et rigeligt proviantforraad og uden vanskelighed have udstrakt vor reise nordover over denne.
Den fældede okse.
Nu derimod var det kun under farer og med det yderste besvær, at det var lykkedes os at naa de 40 km. ned til Navy-klippens udsigt, og endnu var utvilsomt den værste del af veien — nedstigningen fra en høide af 4000 fod til havets overflade — tilbage. Friskt kjød havde vi rigtignok skaffet os underveis. og mere kunde vi have erholdt, havde vi ønsket. Men hvorledes nyttiggjøre dette til en reise paa søisen? I en dag alene vi sammen med vore hunde fortære omkring 38 ℔ kjød, og til kysten var fra jagtfeltet neppe under to dagers reise. Som man ser, haabløst problem.
Og med tungt hjerte maatte vi vende ryggen til disse kysten netop nu. da vi befandt os paa tærskelen til de hemmelighedsfulde egne, der udgjør jordklodens nordligste areal. Men en trøst havde vi under vore vemodige betragtninger: Vore planer var gjennemførte, vort maal naaet, og expeditionens langvarige bestræbelser kronede med sueces!
Ud paa aftenen var vi atter tilbage ved vor leir, hvor vi efter et solid maaltid begav os bort i nærheden for at se paa morgenens jagtudbytte. Dette var en stor okse. Med en pennekniv lykkedes det mig med meget besvær at afsage dens vakre horn, som det var min hensigt som trofæer at bringe med hjem til eivilisationen. Umagen med at sage dem af kunde jeg imidlertid have sparet mig. For de blev ved en senere anledning efterglemt paa indlandsisen, og befinder sig endnu i dette øieblik nordenfor den 81de breddegrad.
Den næste morgen, før vi begav os paa tilbageveien til indlandsisen, slap vi de endnu ikke ganske mætte hunde løs paa resterne af de foregaaende dages jagtudbytte, og først da deres glubende appetit var tilfredsstillet saa grundig, at de ikke kunde mere, begav vi os afsted. Paa veien opover passerede vi skelettet af en moskusokse. Den omstændighed, at de fleste af dettes ribben var brukne og spredte omkring paa stedet, samt visse efterladenskaber, som vi fandt i nærheden, bragte os til den slutning, at det var høist sandsynligt, at der fandtes ulve i egnene deromkring. Imidlertid har vi intet absolut bevis for, at dette er tilfældet; men i ethvert fald tror jeg med sikkerhed at kunne paastaa, at det ikke har været polarræven.
Underveis saa vi ogsaa spor efter hare og ræv, ligesom vi observerede to ravne og flere strandsnepper, ja endog humler, sommerfugle og fluer.
Tilbagereisen opover til morænen ved indlandsisen var ikke mindre besværlig, end nedturen havde været. Thi baade løitnant Peary og jeg havde fyldt vore renskindstrøier vel med kjødstykker, før vi rullede dem sammen og slængte dem paa ryggen. De fire stærkeste af hundene bar ogsaa hver ca. 20 ℔ kjød paa kløvhestmaner. Under almindelige omstændigheder vilde dette experiment aldrig ladet sig udføre. Men de gode dyr var nu saa fuldproppede med føde, at de delikate kjødstykker, der hang og dinglede dem om skuldrene, ikke længer formaaede at øve den ringeste tiltrækning paa dem.
To dage tog det os at naa tilbage til vore slæder, og ved ankomsten did var baade vi og hundene saa saarbente, at det ikke kunde være tale om straks at paabegynde færden hjemover. Et døgns hvile vilde ialfald først være nødvendigt. Herunder udførte vi de faa forberedelser, der udkrævedes til reisen saaledes reducerede vi blandt andet den store tremeiede slæde til sine oprindelige dimensioner, samt fornyede de fleste af dens surringer.
Saa reparerede vi vore temmelig medtagne pelse og benklæder, lappede vore kamikker, eftersaa stropper og paabindinger paa ski og snesko, og vi var atter engang færdige til at gjennemkrydse indlandets snevidder og trodse dets storme.