Blandt Nordpolens Naboer/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
VI.
Eskimoernes slædereiser.
Den nord-grønlandske hund.
T
ænker vi os 200 mennesker spredte i smaagrupper paa et snes individer eller deromkring langs kyststrækningen mellem Christiania og Lindesnæs, saa har vi et nogenlunde korrekt billede af befolkningsforholdene i de nordligste innuitters land. Naar nu eskimodamerne i den ene ende af landet alligevel trods disse forholdsvis store afstande altid ved nøiagtig besked om de sidste huslige begivenheder og smaaskandaler blandt de fjerne frænder i den anden, saa kan dette alene foregaa ved hundeslædens hjælp.

Paa godt føre kan man nemlig med dette fremkomstmiddel tilbagelægge selv efter vore forholde meget betydelige dagsreiser. Saaledes hænder det ikke sjelden, at den over 3OO km. lange strækning mellem den nordligste og sydligste koloni paa kysten befares i fire døgn med det samme hundespand, ja den har endog været tilbagelagt i tre.

Men for eskimoerne er det i almindelighed kun af ringe betydning, om de paa slige reiser, hvorunder de ofte nok lever af det vildt, der jevnlig kommer i deres vei, rækker en dag før eller senere frem til sit bestemmelsessted, ja den egenskab, der kanske mest falder i øinene hos en hvid mand, naar han ledsager dem paa deres lange slædereiser, er deres fuldstændige ligegyldighed for alt, som heder tid. Slæden er jo i eskimoens øine det mest komfortable kjøretøi, man kan ønske sig, kulden ofrer han neppe en tanke, da han kun sjelden lider under den, og vidderne, som han færdes over, gjør paa ham ikke det samme øde og forladte indtryk som paa os sydboere. Lad os følge ham en stund paa en af hans ture.

Paa pynten under det høie, blaalige forbjerg i nord bor gamle kjendinger, i hvis koselige hytter han snart skal nyde ubegrænset gjæstfrihed, og vender han sig mod syd, kan han endnu skimte rensdyrfjeldene bag en nær slægtnings hjem. Og akkurat her paa dette sted, hvor han i øieblikket befinder sig, — midt i trafiklinien for den lille„ begrænsede verden, han færdes i —, her var det, at han for to aar siden dræbte den store ugsuk, hvis skind endnu yder ham materialer til saaler og fangremme.

Underveis kommer vi omsider kanske ind paa et knudret og uregelmæssigt isbælte, en skrabende lyd høres under den ene meie, og vi opdager, at et af skoningens elfenbensstykker er løsnet fra sin plads. Ti minutters stands vil det koste os, og det er ikke frit for, at vi ærgrer os en smule ved tanken paa dette uventede ophold. Endda værre bliver det, da den indfødte trøstende fortæller os, at surringen var gammel og skulde alligevel været fornyet en af dagene, og han derpaa begynder at synge paa en melodi, hvis komponist utvilsomt maa have været døvstum.

Dril.

Forresten glemmer vi for et øieblik baade hunger og kulde ved at iagttage, hvorledes vor ven skaffer sig et nyt hul i træmeien, der hvor han ønsker at anbringe en extra surring. Fra slæden tager han en dril der bestaar af tre dele, nemlig drillen selv (e), buen (b), der er lavet af et rensdyrribben og en skindrem, samt endelig en elfenbensklods (a), der paa undersiden er forsynet med et rundt hul, i hvilket den øverste, tapformede del af drillens træskaft passer ind. Drillens spids bestaar i regelen af en gammel spiger, kunstig tilspidset for sit nye øiemed. Det aflange elfenbensstykke putter han i munden, der for anledningen maa udvide sig i fire forskjellige retninger, og vi mærker til vor glæde at han ikke længer kan fortsætte sin sang. Nu bøier han sig ned mod slæden, der ligger paa siden, anbringer drillens jernspids paa meien, stikker den tapformede del ind i mundstykkets fordybning og begynder saa med den høire haand fast omsluttet om buen ved b at føre denne frem og tilbage. Da buens streng har en tørn om drillen, kommer denne derved til at dreie sig hastig rundt, og i et øieblik er det forønskede arbeide udført. Ikke sjelden bliver drillens trætap ved denne hurtige omdreining ganske forbrændt.

Snart er slæden repareret, og vi kjører videre. Efterhaanden kommer vi atter ind paa jevn is; men overfladen er her dækket med fin, tør sne, tæt sammenpakket i faner, hvorover slæden glider tungt som paa sand. Igjen gjør den indfødte en stands, fylder munden med sne og vælter slæden rundt, saa meierne kommer i veiret. Saa væder han haanden godt med den i munden dannede vædske og stryger den bortover meiens polerede flade, hvor den øieblikkelig stivner. Atter væder han haanden og stryger den langs skoningen, og idet han stadig sluger og smelter mere sne, gjentager han den samme manøvre, helt indtil begge meier er overtrukne med et glat isdække af et par millimeters tykkelse. Nu glider slæden trods sneens sandagtige beskaffenhed som om den befandt sig paa den blankeste isflade.

Sidder vi saa under den videre fart rolig hensunkne i vore egne betragtninger, saa kan det, ret som det er, hænde, at slæden gjør et pludseligt ryk, og hundene i vildt sprang farer ud af den rigtige kurs og henimod et bestemt sted paa isen. De standser, og alle dyrenes snuder mødes om et fælles punkt, hvor tilsyneladende ingenting er at opdage. Men saa gaar eskimoen hen og stikker i sneen med svøbeskaftet, trykker foden mod overfladen, skaren giver efter, og vi faar se et af sælens runde pustehuller. Naar saa hundene har faaet snuset fra sig, trykker han dem tilside og bøier sig selv ned for at tage et ordentlig drag. Der staar nemlig en noksaa skarp lugt af disse huller, og denne lugt maa vist alle stammens jægere synes særdeles godt om. Sikkert er det ialfald, at de vanskelig kan passere et sælhul uden at skulle bort og lugte paa det.

Astrup-BNN-p149.jpg

Slædereisendes ankomst til en vinterkoloni. Ung moder i forgrunden.

Har vi endelig naaet det sted, paa hvilket vi ønsker at overnatte, og er dette ubeboet, saa kan det hænde, vi ikke er sene om at bygge os en snehytte. En snefane, som vinden har pakket passelig haard. udvælges og med snekniven udhugger saa den indfødte talrige svære sneblokke. Blokkene lægges i en runding over hverandre paa en saadan maade, at de tilsidst danner en solid, hvælvet kuppel, stor nok til at rumme saamange, som selskabet maatte holde.

Man kunde kanske have lyst til at titte lidt ind i hyttens indre, efterat alle sprækker i vægge og tag er tættede med løs sne og tranlampen tændt. For at komme ind maa man krybe paa maven gjennem det lille hul paa læside, og hvis man tilhører den kaukasiske race, maa man vogte sig vel, at man ikke under denne akt nedriver dele af det nyopførte bygværk. Thi aabningen er kun beregnet paa smaafolk — landets egne børn.

Indenfor danner sig efterhaanden en forholdsvis høi temperatur, der faar sneen oppe i taget til at smelte noget, hvorved hytten imidlertid kun gjøres stærkere, idet de enkelte sneblokke herunder synker og fryser sammen til en eneste haard, paa indsiden skinnende glat iskuppel. Det vand, som lidt efter lidt dannes, rinder langsomt nedad hulens vægge, indtil det naar ned i gulvets nærhed, hvor blinkende istappo former sig. Om natten ophører dog denne smeltning, idet tranlampen paa den tid kun brænder med en svag flamme.

Paa sneforhøiningen i hyttens bagre halvdel anbringer jægerne sine skind, og ovenpaa disse strækker de sine mødige lemmer efter i regelen først at have kastet alle eller de fleste af sine klædningsstykker. Efter en lang dags kjørsel i den strenge kulde er det især fødderne, der har faaet kjøle sig. Men nu giver man dem deres mon igjen. Man putter dem ind paa hverandres maver! Jeg glemmer aldrig den første gang, jeg modtog en svart, men venlig jægers tilbud og kort efter fandt ham ligesaa varm om maven, som han var varmhjertet. Men saa fordrede sandelig fyren ogsaa til gjengjæld som en selvsagt ting at faa varme sig mod mig paa lignende maade. Dette kom uventet. Jeg skulede bort paa hans fødder og fandt, de var sorte som beg; thi han var en mand paa henimod de 25. At faa varmet dem kunde han dog godt trænge, og interessant kunde det jo ogsaa være at prøve metoden paa begge veie. Værsaagod sagde jeg paa godt eskimoisk, lukkede øinene og ventede urolig. Jeg har flere gange ramlet tilsjøs nær den 78de breddegrad, og jeg har taget snebad paa den grønlandske indlandsis; men det vil jeg sige, at et værre schoxk end det, jeg modtog, da jeg første gang følte et par menneskelige islabber paa maven, har jeg aldrig oplevet.

Udpaa aftenen, naar maden er expederet, kan man se en og anden jæger faa naal og traad frem og reparere sine klæder eller kamikker med en færdighed, der ofte synes at kunne maale sig med hans egen hustrus.

Det er kun om vinteren og tidlig paa foraaret, at eskimoen, naar han skal overnatte borte fra folk, bygger sig snehytter. Længere ud paa vaaren eller om sommeren sover han enten i skindtelt eller, som han staar og gaar, under aaben himmel. I sidste tilfælde slænger han sig kun hen paa en moseflek, trækker begge arme ud af trøieærmerne og ind paa brystet og sover snart snorkende den retfærdiges søvn.

Ikke sjelden maa eskimoen under sine slædereiser tage lange strækninger over land, f. ex. der, hvor søisen til sine tider er usikker eller ganske borte. Han udviser herunder en mærkelig færdighed i at manøvrere sit kjøretøi med det viltre forspand op og ned ad de steile fjeldskar eller farlige bræer og jøkler. Forresten er jeg engang sammen med Kolotengva kommen nedover en lang, brat bræhældning paa en ganske letvindt maade. Vi havde været henved en maaneds tid borte paa vor slædereise i Melvillebugten og havde for at forkorte veien hjemover etsteds taget veien over en bred landtunge, kronet med en mægtig snekuppel. Til vor nedfart valgte vi et dalføre, hvor en tunge af bræen strakte sig helt ned til søisen. Kolotengva længtede meget efter at gjense sin unge hustru og fandt det at være en altfor langsom og tungvindt maade uafladelig at skulle bremse og holde igjen nedover den lange skraaning. Han slipper pludselig alle hundene løs, sætter sig skrævsover slæden og forsøger at faa mig til at gjøre det samme. Først havde jeg lidt betænkeligheder, men prøve det kunde dog være ganske morsomt, og saa satte jeg mig paa.

Det nytter ikke at forsøge at beskrive den fart, hvormed vi nu seilede nedover bræens blanke ispukler og gjennem de mange løse snefaner, der sendte skyer af fin støvsne tilveirs omkring os. Fornemmelsen var som den, en luftskipper maa føle, naar hans ballon pludselig exploderer, og han raskt og livlig piler ned mod hustagene i en by dybt nede. Vi befandt os maaske ligesaameget i luften den hele tid som paa slæden, idet vi kun nu og da dumpede

ned paa denne «for at drage aande». Forresten opnaaede vi ingen tidsgesparelse ved denne færd. Thi

Astrup-BNN-p153.jpg

Gruppe af verdens nordligste hunde.

da vi vel var standsede nede i sø-isens nærhed,

maatte vi straks atter begive os opover den lange skraaning for at hente tabte gjenstande, saasom en kniv, en stengryde, en votte og nogle andre smaating.

Interessant er det at se, hvorledes eskimoen klarer sig selv og sit kjøretøi over vaager og kanaler i isen, naar disse er saa lange, at han enten aldeles ikke eller kun med stort bryderi kan komme rundt dem. Et eller andet drivende isstykke, som næsten altid er at opdage i nærheden, tjener ham da til farkost. Men er klaren ikke bredere, end at slæden kan naa fra den ene kant til den anden, lader han hundene først springe eller svømme over med slappe remme, hvorpaa de trækker hurtig til, og holdende i slædens styrearme skyder han sig raskt efter. Under disse manøvrer faar man undertiden se gode prøver paa eskimoernes haardførhed. Thi ofte falder de i vandet, og selv om dette sker ved vintertider, hvad dog er sjeldnere, da isen paa den aarstid paa de fleste steder er ganske solid, betragtes det ikke som nogen alvorligere hændelse.

En mand ved navn Tavenøe havde i februar 1892 paa en reise til vort vinterkvarter underveis været saa uheldig at falde i vandet. Af sin reisekamerat blev han straks halet op, men han var gjennemvaad til livet, og dagen var overordentlig kold. Istedetfor at vende tilbage til sit hjem, der endnu var i sigte, fortsatte han imidlertid ganske rolig reisen, og da han endelig om aftenen indtraf i vort vinterkvarter, var hans klæder allerede tørre paa indsiden og han selv lige smilende fornøiet som altid.

Men kan den nord-grønlandske eskimo selv siges at være i besiddelse af en beundringsværdig haardførhed og seighed, saa gjælder dette sandelig i en endnu høiere grad om hans trofaste hunde. Thi hvad de kan udholde af anstrengelser og savn, grænser ligefrem til det utrolige.

Deres udseende minder ikke lidet om vore elg- eller finnehunde. Dog er de mere langhaarede end disse, har desuden en spænstigere bygning samt gjennemgaaende vel ogsaa en smukkere og kjækkere holdning. Deres styrke er meget betydelig, og en enkelt person vil, om han ingen svøbe har ved haanden, paa jevn grund have den største vanskelighed med at holde to eller tre hunde tilbage, naar de først har sat sig i hovedet at ville rømme. De nordgrønlandske hunde er af forskjellig farve, men mest almindelig at se er de graa- og hvidspraglede samt de ensartet sorte pelse. Meget ofte har de over hvert øie en rund lys plet. Ganske hvide dyr ser man ogsaa mange af, og jeg tror, disse sidste, om man havde anledning til en sammenligning neppe vilde kunne skjelnes fra de hvide arktiske ulve, der især holder til paa ølandene nordenfor Amerika. Rigtignok bærer eskimohunden i regelen i modsætning til ulven sin buskede hale net opkrøllet paa ryggen; men der findes dog ogsaa dem, der som ulven bærer den nedadbøiet. Der kan idetheletaget neppe være nogen tvil om, at den hundeart, vi her taler om, da den endnu befandt sig i vild tilstand i de store skove i den nordligste tempererede og arktiske zone, har været fuldstændig identisk med de større, nulevende ulvearter, og at den heller ikke senere i tæmmet tilstand er bleven blandet med andre dyr.

Hvad vel i en væsentlig grad har bidraget til i legemlig henseende at bevare hos eskimohundene saagodtsom alle ulvens egenskaber, er den omstændighed, at de endnu ernæres af de samme stoffe og paa en maade lever paa den samme vilde vis som deres stamfædre ulvene. Deres føde bestaar saaledes udelukkende af raat kjød og blod, vekslende med spæk, hvalrosskind og alleslags indvolde. Vand faar de kun i den korte sommertid, mens snesmeltningen staar paa, idet rislende bække da kan paatræffes saagodtsom overalt langs de steile kysten. Om vinteren maa de derimod selv efter det mest anstrengende arbeide nøie sig med at slukke sin tørst mod sneen fra marken. Sin føde faar de ikke regelmæssig hver dag eller flere gange om dagen, men gjennemsnitlig maaske hvert andet døgn. Findes der for en tid ved en koloni et overflødigt forraad af kjød, faar de vel sagtens lov at forsyne sig efter behag, men til gjengjæld maa de ofte til andre tider, især om vinteren eller under slædereiser, gaa baade i tre og fire dage uden føde. Imidlertid lider de langt fra saa meget, som man skulde tro, under denne uregelmæssighed i fodringen, idet de ligesom visse andre dyrearter uden vanskelighed i et enkelt maaltid synes at kunne indtage føde for flere dage. Hele sit liv med undtagelse af de første uger efter fødselen tilbringer de under aaben himmel. Selv ikke i de strengeste vintertemperaturer eller i de voldsomste storme synes de at generes synderlig af ikke at have tag over hovedet. Trods det vilde og uregelmæssige liv, eskimohunden fører, har den dog efterhaanden i menneskets tjeneste tilegnet sig flere af hushundens aandelige egenskaber, som f. eks. hengivenhed, lydighed og troskab overfor sin herre. Men saa omfatter ogsaa eskimoen til gjengjæld sine hunde med en næsten rørende kjærlighed, om han end kun sjelden lader sine følelser for dem komme tilsyne gjennem kjærtegn eller venlige ord. Tvertimod faar man virkelig heller ved de første iagttagelser af ham under hans kjøreture indtrykket af, at han godt kunde trænge en liden paamindelse om maaske at bruge svøben med lidt mindre iver, end han i regelen gjør. Men dette er altid kun i begyndelsen. Thi senere vil man snart forstaa, at en flittig brug av svøben er ligesaa nødvendig for den kjørende eskimo som anvendelsen af tømmer, pisk og sporer er for en rytter.

Sæletøi.
a. aabning for hovedet. b. og c. aabning for forbenene.

Naar hundene trækker for slæden, er de gjerne befæstede til forenden af denne ved hjælp af remme af ugsuk-skind, der i straaleform løber ud fra en fælles hempe saaledes, at dyrene kommer til at løbe ved siden af hinanden. Selve sæletøiet er saa enkelt som muligt, samtidig som det paa en udmærket maade tjener sit formaal. Det er forarbeidet af sæl- eller bjørneskind. Den livligste af hundene faar gjerne en noget længere trækrem end de øvrige, hvorved den kommer til at springe som et lysende og opmuntrende eksempel lige foran de andres snuder, et hverv, hvis store ansvar den i regelen synes at have en tydelig følelse af.

Astrup-BNN-p159.jpg

En «April flyttedag». En familie paa veien fra sin vinterhytte til sommerens teltplads.

I det hele mangler der ikke paa intelligense hos eskimohundene, noget, der især kommer for dagen under udøvelsen af deres hyppige tyverier. Det er udelukkende spiselige ting, de befatter sig med at stjæle; men da de under den nævnte kategori henregner saavel sit eget sæletøi som sin herres telt, hans bukser, kamikker og skjorter samt surringerne paa slæden og mangfoldige andre ting, der er lavet af skind, sættes hundeeierne jevnt og stadig paa taalmodighedsprøver, som de vistnok selv bestaar med glans, men som kunde bringe en hvilkensomhelst uøvet stakkar til at explodere af sinne. Jeg har seet en eskimo vaagne og finde haarene i sin renskindspels spredte for alle vinde udenfor sin hytte, medens det meste af pelsen var opspist; men al den vrede, han kunde præstere mod synderen, gik dog ikke videre end til at udstøde et ærgerligt: «Naav-ajo-tupilaleksjosjo-sinapadujo-takko!» eller omtrentlig: «Aanei, sku’ du set slik en elendig tulling da!», hvorefter den «elendige tulling» atter blev fastgjort til den sten, hvorfra den havde slidt sig løs. Men jeg har ogsaa seet to sønner af den høiere civilisation vaagne og finde sine votter istykkerrevne og halvfortærede paa sneen i nærheden af deres leie. Den ene valgte den bekjendte udvei at bande, saa det lysnede for øinene paa kameraterne; men den anden, der var altfor brav til, at han nogensinde skulde ville udtale nogen ed, greb sit tykke svøbeskaft, fik fat i den hund, han ansaa for den skyldige og slog den saa grundig over dens magre rygrad, at vaabenet knækkedes i splinter baade paa kryds og tværs. Ja, hvor mange gange blev vi ikke, netop under behandlingen af dyrene, gjort tilskamme af de elskværdige eskimoer!

Men lidt juling foreslog jeg engang for en indfødt, at han dog burde anvende, da en af hans hunde lige for næsen paa husmoderen havde bortstjaalet den lille rest af lampespæk, hun eiede. Men jeg glemmer ikke det svar, jeg fik: Det var han, som skulde have juling, sagde han, fordi han ikke i det sidste havde kunnet skaffe hunden nok mad. Det er da ogsaa et faktum, at saalænge hundene faar tilstrækkelig føde, er de aldeles ikke tilbøielige til tyverier og ugagn, og bevarer man blot stedse denne kjendsgjerning i erindringen, vil man heller aldrig kunne nænne at straffe dem, fordi de en og anden gang selv søger at skaffe sig føde, naar ingen anden synes at ville give dem den.

Ofte fortærer hundene sine trækremme, og da disse er overordentlig seige at gnave istykker, gaar de som oftest ned i stykker af meget anseelig længde. Under vor sidste overvintring kom en af expeditionens medlemmer ud en mørk eftermiddag og fik straks efter øie paa en hund blandt de halvhundrede, vi dengang havde ved vort vinterkvarter, der var ifærd med at fortære sin trækræm. Han gik hen til den, og for at redde den lille stump, der endnu var tilbage, og som hunden netop var ifærd med at tygge paa, begyndte han at hale i den. Men det er ikke frit for, han blev en smule forbauset da han efterhaanden halede den ene meter line ud af hundens svælg efter den anden, saa han tilsidst saa sig i besiddelse af en henved tre meter lang trækrem, der endnu var brugelig, om man end om dens udseende med fuld ret kunde sige, at den var som «tygget og spyttet ud igjen». Det siger sig selv, at den mærkelige rem maatte gaa fra mand til mand, da den kort efter blev forevist inde i vor lille hytte.

Naar mange sultne hunde er sammen, maa man, selv om de alle er bundne, holde stadig vagt over dem, hvis man vil undgaa at blive paa det skjændigste bestjaalet, ja ofte formelig udplyndret. Thi lægger man sig under saadanne omstændigheder rolig til at sove, bliver der ikke sjelden en formelig konkurranee, især blandt de af vækst mindre hundyr, om hvem der kan komme hurtigst løs og udføre de dristigste tyverier. Nu er der imidlertid stadig en del hunde, især af handyrene, der aldrig nedværdiger sig til at gjøre forsøg paa at rømme; men derfor kan de dog ikke tilbageholde en voldsom jalousi, naar de først faar se sine mindre hæderlige kamerater gjøre forsøg paa at bryde sig ind i sine herrers forraadskamre. De hyler og knurrer uafbrudt paa en egen kort og støiende maade, der ikke er til at tage feil af, naar man engang har lært den at kjende. Ved siden af støien fra disse fromme kamerater fremkommer gjerne tillige et øredøvende spektakel som følge af de voldsomme slagsmaal, der opstaar blandt tyvene selv, naar en eller anden af dem mener at være bleven tilsidesat under indhøstningen af de forbudne frugter eller under de nødvendige forberedelser hertil. Herved røber de sig lettelig, og deres søvnige eiere kan maaske endnu komme tilstede, førend nogen større skade er gjort. Faar de derimod fremdeles fortsætte sine forbryderske operationer, kan man være sikker paa, de ikke lader sig afspise med bagateller. Thi der existerer neppe den forhindring, en flok eskimohunde ikke kan komme forbi. Fra kjødforraadene vælter de med sine snuder stenene bort, naar disse blot ikke er altfor store, tilspigrede kasser aabner de ved at angribe dem med tænderne just paa de svageste steder, staaltraade slider de istykker, tauge gnaver de af, kort sagt, de rumsterer værre end mangen en tobenet forbryder. Kun naar de kommer over en tønde beskjøiter, kan man være saa nogenlunde sikre for deres indbrud. Thi vistnok fortærer de støvlesaaler og alleslags indvolde med stor appetit, men at de derfor skulde synke saa dybt som til at bide i en af disse haarde og tørre tingester, som menneskene kalder skibskjæks, kan de dog ikke gaa med paa.

Herhjemme pleier vi at anse en hunds lange hyl i nattens stilhed som et ufeilbarligt tegn paa, at den bærer sorg og bekymring i sit hjerte; anderledes derimod i Nord-Grønland. Ved vort sidste vinterkvarter, hvor der ofte kunde være henimod hundrede hunde samlede paa en gang, fik vi de tydeligste bevis for, at disse hyl meget snarere var et udslag af glæde og livslyst, og at de for dem spillede omtrent den samme rolle som sangen for os mennesker. Det var især som korsangere, de brillierede, og sine konserter gav de gjerne tilbedste, naar de rigtig var i sit es, som f. eks. efter et rigeligt maaltid eller efter en god nats hvile og søvn. For at det hele kor skulde begynde sin virksomhed, var det kun nødvendigt at en enkelt af forsamlingen, helst en ældre herre af anseelse og værdighed, istemte et langt «o-au-o-au-o-au-o-au-o-au-o-au-o-au-o-au!» Forsøgte derimod en yngre spretfyr at faa istand en konsert, gjorde den i regelen grundig flasko. Den udstødte sine spæde hyl et par gange, hvorunder den i høiden opnaaede at faa svar fra en eller anden tilfældig nærværende af expeditionens medlemmer, hvorefter den, flau og slukøret, maatte opgive sit forsøg.

At høre et hundekor af en halvhundrede vel sammensungne røster eller deromkring kan ikke undlade at gjøre et imponerende og sympathisk indtryk paa den, der er blottet for ethvert spor af harmonisk gehør. Paa andre mere musikalske mennesker virker derimod den hele underholdning saa urkomisk, at man neppe vil kunne bare sig for at skoggerle lige ind i kapelmesterens høitidelige og alvorlige aasyn. Thi i den almindelige røre synes man at skjelne stemmer, snart fra gamle skolemestre eller hæse basser, snart fra ældre frøkner, oldinger eller hunde i stemmeskiftningen. Og naar jeg saa tillige kan forsikre, at minerne hos hver enkelt svarer til den klasse mennesker, hvis stemme han under sangen vækker minder om, vil man forstaa, at det hele er en ganske kostelig og original «opera comique».

Midt under en saadan konsert i august 1893, hvori over 80 hunde deltog, og hvorunder vore to store St. Bernhardshunde som vanlig var stumme og opmærksomme tilhørere, hændte det sig, at et af expeditionens fire dengang gjenlevende æsler pludselig uden vogter indfandt sig indenfor det spredte friluftskors enemærker og faldt ind med et skingrende hyl, saaledes som alene et æsel kan præstere det. Dette uventede trompetstød havde en magisk virkning, der neppe lader sig beskrive. Først et sekunds dødelig stilhed, saa lurveleven. Forestillingen indstilledes paa grund af uforudseede omstændigheder. Nu skulde da rigtig denne hovmodige afart af et rensdyr for stedse bringes til at forstumme. Og hen imod det stakkels dyr styrtede sig i vild fart hver eneste hund — thi de var dengang alle løse —; æslet udstødte nok et kort, skjærende trompetstød, og afgaarde drog det hele tog med 30 mils fart, æslet foran, de 80 blodtørstige bagefter, og endnu længere tilbage i kjølvandet et par af os mennesker, der var blevne vidner til det hele optrin og nu skulde optræde som redningsmænd. Først ned en bakke foran huset, saa stenspruten stod, saa op en anden, nu og da afbrudt af et kraftigt spark bagud fra æslet mod de mest nærgaaende hunde, saa over en jevn flade bag huset, saa ved en heldig idé, der ledsagedes af et tredie og sidste trompetstød, en sving nedover tilhøire og lige ind gjennem stalddøren. Et øieblik efter var det forfulgte dyr udenfor al fare.

Astrup-BNN-p165.jpg

. . . . «Æslet foran, de 80 blodtørstige bagefter» . . . .

En nat kort tid efter blev forresten et andet og mindre exemplar af vore langører saa rent skambidt af hundene, at vi var nødsaget til at skyde den straks efter.

Ganske morsomt er det at se eskimoen fodre sine hunde. Han skjærer kjødet op i stykker paa en næves størrelse, stabler det hele op paa et bret, stiller sig ret foran det sted, hvor dyrene er bundne, og først naar de roligt og med blikket stivt fæstet paa kjødbrettet er opstillede foran ham, tør han begynde fodringen, da han alene paa denne maade kan kontrollere, at enhver faar sit, ogsaa blandt de svagere dyr. Kjødstykke efter kjødstykke fanges behændig i luften af de opmærksomme dyr, indtil hele beholdningen omsider er besørget. Er de forskjellige hunde i spandet gamle bekjendte og vel vante til at fodres sammen, kan det hele løbe noksaa fredelig af; er derimod det modsatte tilfældet, bliver hele maaltidet til et eneste sammenhængende og voldsomt slagsmaal. Idetheletaget er eskimohunden overordentlig hengiven til at slaas. Gode venner slaas paa morro, det vil sige, de napper i høiden ganske fredelig nogle haardotter ud paa hinanden, hyler en stund, hvorefter det hele er over. Men anderledes er det, naar to fremmede hundespand ved en forsømmelse tillades at komme hinanden saa nær indpaa livet, at de kan faa et tandgemæng istand. Da fyger ikke alene haardotterne i luften, men talrige bloddraaber sætter snart sine røde mærker paa sneen mellem de kjæmpende par.

Noget, der er karakteristisk for eskimohunden, er, at hvert spand stedse har sin konge, der, om den end ikke altid er den stærkeste, ialfald er den mest øvede og uforfærdede slaaskjæmpe blandt dets medlemmer, og mod hvis tyranniske luner ingen tør mukke. Naar nu to for hinanden fremmede spand for kortere eller længere tid sættes sammen, kommer selvfølgelig en meget vigtig kamp til at foregaa mellem kongerne i de to spand. Men samtidig kjæmpes der ogsaa tappert i de lavere rækker for nøie at komme paa det rene med hver enkelts fremtidige rangstilling. Først naar udfaldet af alle disse kampe efterhaanden er afgort, begynder ligevægt at indtræde inden det lille samfund. Men den overvundne konge er som en knækket mand. Dens hale, der før bares høit paa ryggen, hænger nu sørgmodig ned mellem benene, og det før saa løftede hoved er blevet ludende, medens øinene skjelende følger enhver bevægelse hos den forhadte seirherre. Denne derimod spankulerer nu omkring mellem sine undersaatter, færdig til at revne af hovmod.

Der herjer imellem en farsot blandt de grønlandske hunde, der fra aar til andet bortriver et stort antal af dem, ja, som flere gange efter de indfødtes eget udsagn skal have truet med ganske at udrydde dem. Hos det enkelte individ ytrer denne sygdom sig paa den maade, at dyret lidt efter lidt taber appetitten, det bliver mere og mere grættent, kan ofte bide sin egen herre, indtil det tilsidst ganske taber sin forstand. Hvad sygdommens egentlige aarsag er, er det neppe endnu lykkedes nogen lægekyndig at udfinde; men bemærkningsværdigt er det, at den alene indfinder sig i den kolde aarstid samt sjelden før vintersolhverv, naar mørket er paa sit værste, eller efter marts jevndøgn, naar solen begynder at sprede lys og varme udover de øde landskaber. Den skal ogsaa blandt rævene fra aar til andet kræve et temmelig stort antal ofre. At den paa en eller anden maade staar i forbindelse med vinterens langvarige mørke, den overordentlig strenge kulde, mangelen paa drikkevand samt den stadige fortæring af sne og frossent kjød, kan der vel neppe være nogen tvil om.

Det siger sig selv, at en sygdom, hvis symptomer havde en saavidt stor lighed med sydligere egnes hydrophobia eller vandskræk blandt os hvide mennesker, maatte foraarsage noksaa alvorlig bekymring, da et par tilfælder af sygdommen indtraf blandt hundene ved Redcliffe House. Dog gjorde vi snart den erfaring, hvad ogsaa de indfødte bekræftede, at det ingenlunde medfører nogen fare for et menneske, om det bliver bidt af et angrebet dyr.

Da det selvfølgelig for mulige fremtidige polarexpeditioner, hvis planer helt eller delvis maatte være byggede paa anvendelsen af eskimohunde som trækdyr, vil være af stor vigtighed under en mulig overvintring at kunne undgaa den ovennævnte sykdom, tør jeg udtale som min overbevisning, at dette uden vanskelighed lader sig gjøre ved anvendelsen af elektrisk eller andet kunstigt lys i vintermaanederne, endvidere ved en smule beskyttelse for dyrene under de strengeste kuldeperioder, servering af alt kjød i smeltet istedetfor i frossen tilstand, samt endelig rigelig uddeling af drikkevand.

I Nord-Grønland gjælder et giftermaal mellem hunde ikke sjelden for livstid, noget, der kunde synes at fortjene efterligning blandt letsindige gadehunde hele verden over. Ved vort vinterkvarter havde saaledes et temmelig betydeligt antal af hundyrene titel af frue.

Naar en hund ved vintertider skal føde, faar den anvist et leie paa en af sidebrixerne inde i den varme hytte, nær ved, hvor lamperne staar, og her forbliver den gjerne med sine hvalpe, indtil den strengeste del af vinteren er over. Ret som det er, forsvinder den dog ud i kulden og mørket for at slikke sne fra marken, da forbruget af vand under diegivningen jo ikke er saa ganske lidet.

Astrup-BNN-p169.jpg

I slyngelalderen.

Neppe nogensteds faar hvalpe en elskværdigere modtagelse ved sin indtrædelse i verden, eller behandles de under opvæksten med en mere rørende og oprigtig kjærlighed end den, der bliver tildel i den fattige eskimos jordhytte. Husfaderen leger med dem og giver dem navne, husmoderen syr vakre, hvide halsbaand af bjørneskind til alle de mørkhaarede i flokken, medens børnene klapper dem og dægger for dem dagen lang.

Udpaa vaaren er hvalpene maaske saa store, at deres eier kan begynde at tænke paa deres opdrætning til trækdyr, hvorfor han en vakker dag forsyner dem med hvert sit lille sæletøi. Og saa tager han en eller to ad gangen ud paa kortere kjøreture sammen med de ældre dyr. Snart har de gjort sig fortrolige med svøben og med betydingen af de forskjellige tilraab, og deres opdragelse er endt.

Og disse beundringsværdige dyr var det, som alene satte os istand til at udføre den reise, hvis detaljer jeg i det følgende skal gaa over til at skildre.