Blandt Nordpolens Naboer5/

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
V.
Jagt.
V
il vi nærmere lære at kjende de mennesker, hvis udseende og klædedragt jeg netop har beskrevet, maa vi iagttage dem i deres daglige gjerning, det vil sige, vi maa først og fremst være med dem paa jagt.
* * *

Høstens tid er kommen, og med hvert døgn, som gaar, beskriver solen sin bue alt nærmere og nærmere den sydlige horisont. Saa en vakker dag sænker den for stedse sin gyldne skive ned bag de lange rækker af blaalige fjelde paa Inglefieldgolfens sydside. Som den forsvinder, sender den det øde landskab sin sidste glødende hilsen. Thi næsten fire maaneder skal langsomt henrinde, førend det atter skal bade sig i dens vækkende straaler. For sidste gang blinker og glitrer det derude i golfens mørke bølger, hvor isfjeldene vugges lig svømmende feslotte; for sidste gang gløder de skinnende snekupler over fjeldplateauerne i det fjerne.

Men midt under denne ophøiede og storslagne sceneforandring i naturens tause rige, kan vi dybt inde i en afsides og beskyttet fjord iagttage en liden livlig, rødmosset eskimo, hvem det ved adskillige dristige sprang over isflagene nærmest land omsider er lykkedes at sætte foden paa den nyfrosne høstis. Hans ansigt straaler af livslyst og glæde; thi livet byder ham jo saa uendelig mange tiltrækninger. Sommeren begyndte netop at blive en smule ensformig med sine evig sollyse dage og nætter, og nu kommer vinteren som en kjær og velseet gjæst. Nu kan han straks begynde den spændende høstjagt efter sælen; thi isen har lagt sig. Og inde paa stranden staar hans unge kone foran den lave stenhytte og smiler ved tanken paa den behagelige atveksling, lidt ferskt sælkjød skal forskaffe dem nu efter sommerens seige narhvalkjød eller dens evindelige alker.

Forsigtig prøver den indfødte isens styrke med sit sælspyd, eftersom han raskt bevæger sig udover dens speilblanke flade. Mindre og mindre bliver hans skikkelse, indtil han tilsidst forsvinder bag et mægtigt, indefrosset isfjeld. Dette blir for meget for hans tre trofaste hunde, der inde fra stranden opmærksomt og med spidsede ører har fulgt sin herre paa hans ensomme vandring. De rykker utaalmodig i de lange remme, hvormed de holdes bundne til en svær stenhelle, og sender sine lange klagehyl ud i den stille middagstime. De saa jo, at isen var sikker, og saa lader han dem alligevel være tilbage, glemmer, hvor lystig de mangen gang før har trukket ham paa slæden henover det jevne, glatte isdække. Nei; det er for meget! De hyler endnu stærkere og mere melankolsk, saa husmoderen tilsidst maa gaa bort og klappe dem alle. Da tier de og lægger sig rolig til at sove paa de kolde klipper.

Vi vil imidlertid følge manden paa hans vandring ude mellem isfjeldene paa fjorden.

Fremdeles bevæger han sig fremover, men langsommere, som om han speidede efter noget. Foruden sit sælspyd, som han bærer i høire haand, med tilhørende line, har han paa sin venstre arm hængende en let liden, trebenet stol. Den er af en mærkværdig net konstruktion, idet dens svage og tynde, af mange smaa træstykker sammensurrede ben er elegant opstivede ved tynde, diagonalt udspændte remme. I venstre haand har han et stykke bjørneskind, medens han bag paa ryggen i en sælskindsslir bærer en halvt udslidt jagtkniv med et af hvalrostand forarbeidet skaft.

Pludselig standser han og bøier sig ned mod isen. Det er et hul af neppe 5 cm. gjennemsnit, der tiltrækker sig hans opmærksomhed i saa stærk grad; det er nemlig et af fjordsælens pustehuller.

Forsigtig lægger han det lille stykke skind tilrette paa isen tæt ved hullet, placerer lydløst sin stol bagenfor og sætter sig saa roligt ned for at vente paa sælens tilsynekomst.

Da imidlertid en enkelt sæl har flere pustehuller, kan det ofte hengaa lang tid, førend dette indtræffer. Men taalmodig bliver han siddende time efter time, indtil dens snude endelig viser sig i den lille aabning. Da gjælder det at føre spydet med sikkerhed; thi blinken er liden, og gjør han et feiltræf, er hele hans lange venten spildt. Er der paa den tid mangel paa næringsmidler i hans hus, har han i saa tilfælde intet andet at gjøre end at vente fra nyt af, medmindre han kjender sælens øvrige pustehuller. Thi da kan han nemlig ved et raskt løb bort til det af disse huller, som han anser det for sandsynligst, at den bortskræmte sæl vil benytte, ofte opnaa at møde den paanyt.

Astrup-BNN-p093.jpg

Sælfangst paa høstisen.

Træffer han sælen, er den imidlertid for stor til, at den kan trækkes op gjennem hullet, der alene er beregnet paa dens snude. Han maa derfor forstørre aabningen, hvilket han udfører ved hjælp af sin kniv med en beundringsværdig øvelse og hurtighed. Er saa sælen bragt op paa isen, stikkes den, om nødvendigt end yderligere med kniven, hvorefter saaraabningen omhyggelig tillukkes ved hjælp af en bennaal, for at unødvendigt blodtab skal undgaaes. Fornøiet vandrer nu den indfødte tilbage efter sin slæde og sine hunde for at bringe byttet hjem, uagtet han nok ogsaa uden synderlig vanskelighed med det samme kunde have slæbt det med sig over den snefri is. Men ønsket om straks at faa nyde

Astrup-BNN-p094.jpg

Slæde fra Smithssund-egnene.


sæsonens første kjøretur er altfor stærkt til, at han ikke skulde tilfredsstille det. Snart staar han hos sine tre yndlinger, løsner dem fra stenhellen under øredøvende spektakel, og et øieblik efter render de med slæden neppe fastgjort til trækremmene afsted nedover fjeldknauserne mod strandbredden, indtil han omsider faar standset dem og kan bringe sit kjøretøi helt i orden.

Denne stands vil vi benytte til at tage den originale slæde nærmere i øiesyn.

Selve dens form er tilsyneladende meget simpel og ligetil og gjør et temmelig klodset indtryk paa den, der er vant til vore egne elegante slæde- og kjælkefaçoner. Man aner derfor ikke, naar man ser den, at den dog den dag idag, hvad selve formen og konstruktionen angaar, kan tjene den mest erfarne arktiske forsker til model.

Naar meiernes skoning, der er af elfenben, und- tages, bestaar materialet, hvoraf de nord-grønlandske slæder er lavet, i de senere tider omtrent udelukkende af træ, idet dette stof ikke længer er af saa stor sjeldenhed blandt dem som tidligere. Dog finder man endnu slæder, i hvilke ikke saa faa af de mindre stykker bestaar af rensdyrhorn.

Man vil straks se, at det i slæden benyttede træmateriale er i høi grad opstykket, Samt at de fleste af de anvendte stykker endog er saa smaa, at man maa forbauses over, at et saadant lapværk virkelig kan danne et fast og solid hele. Dette opnaar imidlertid de indfødte i en mærkelig grad ved den store omhyggelighed, hvormed de tilpasser de enkelte stykker til hinanden, samt ved den kraft, de tillige anvender under sammensurringen af disse.

Grunden til, at man saa sjelden ser større træstykker enten i deres slæder eller deres øvrige redskaber, er den, at den smule ved, de kan komme i besiddelse af, under almindelige omstændigheder indskrænker sig til de temmelig uanseelige bordstumper, tøndestave og lignende, som det fra aar til andet lykkes dem at tiltuske sig nede ved Kap York kolonien af forbipasserende engelske hvalfangere. I de allersidste aar har de dog paa grund af deres samkvem med de to Peary-expeditioner havt en forholdsvis rigelig forsyning af træmaterialer, hvilket da ogsaa har resulteret i en ikke ubetydelig forøgelse af slædeeiernes antal.

Det fortjener at anføres, at drivved, der blandt eskimoerne i det sydlige Grønland samt paa østkysten dels har spillet, dels endnu spiller en saa betydningsfuld rolle ved forfærdigelsen af deres redskaber, saagodtsom ikke findes indenfor de grænser af den grønlandske kyst, hvor Smithssund-innuitterne for tiden har sine permanente boliger.

Under slædernes meier er der, som i forbigaaende nævnt, en skoning af elfenben. Den bestaar af smaastykker paa 10 til 20 cm.s længde, forarbeidede af hvalros— eller narhvaltand og fæstede til meien ved surringer. De danner paa undersiden en jevn, poleret flade, der er fortrinlig skikket til at glide let henover sne, skare eller is. Skoningens omtrentlige bredde og høide er respektive 3 og 2 cm. Alle surringer, som findes paa slæden, er udførte med skindremme. Paa de nedre dele af meierne er de desuden indfældte i træet, saa de ikke under kjørselen kan beskadiges af skare eller is. Den naturlige følge af de mange sammenføininger og surringer er en elasticitet, der gjør den fortrinlig skikket til at kunne modstaa de voldsomme stød og hug, den bliver tildel under kjørsel i ujevn og opskruet is.

Den almindelige længde af en nord-grønlandsk slæde er fra to til halvtredie meter, medens meiernes høide som regel er henimod 20 cm. Med hensyn til afstanden mellem meierne saa er denne for alle slæders vedkommende nogenlunde den samme. Herved opnaaes den fordel, som de norske jernbaner mangler, nemlig at sporvidden i alle dele af landet bliver den samme. Dette er af ikke ringe betydning for en hurtig fremkomst mellem de indfødtes kolonier. Har saaledes et par familier efter et større, kanske noget fugtigt snefald med megen møie paa hundeslæder tilbagelagt en længere strækning mellem to kolonier, saa vil de reisende, der dagen efter i deiligt, klart vinterveir befarer den samme strækning, saa at sige kjøre paa sporvei. Time efter time vil deres hunde kunne løbe uden stands, medens meiernes polerede elfenben lystig knitrer henover i de isede spor.

At blive dømt til at forfærdige en slæde med det materiale og de redskaber, der staar til en indfødts raadighed, vilde, tror jeg, forskaffe selv en skaldet snedker graa haar paa issen. Man tænke sig blot, hvilken prøvelse det vilde være for ham, om han for exempel blev tvungen til at forvandle en planke til to bord ved hjælp af en sag, hvis sløve blad var 5 cm. kortere end plankens bredde. Eller at bore to hundrede huller med en til et træskaft fastsurret gammel spiger. Eller at tilhugge en slædes elfenbens skoning med et knivblad, hvis oprindelse skrev sig fra et ældre tøndebaand. Og dog er dette for de indfødte bagateller, som de gjennem aarrækker har udført med den største taalmodighed.

Trefjerdedels aarhundrede tilbage i tiden maa deres værktøi uden tvil have været af en endnu mere primitiv art. Thi de var da endnu ikke opdaget af den øvrige verden, var altsaa uden enhver hjælpekilde, der ikke skrev sig fra deres egne golde kyster.

Men er deres værktøi af simpleste slags, og gaar deres arbeide langsomt og møisommeligt for sig, saa har de heldigvis ogsaa tiden mellem jagtsæsonerne til sin fuldeste raadighed for det industrielle arbeide. Det er dem jo til velsignelse dette, at en slæde kræver en lang vinters arbeide, eller at deres værktøi ikke netop er af første sort. Thi hvad skulde disse mennesker ellers tage sig til under vinterens mørke derinde i de smaa sodede hytter? Kjedsomhed maatte jo tilsidst gjøre deres liv nærsagt uudholdeligt.

Saasnart vor indfødte ven har bragt sit kjøretøi i orden, svinger han sit korte svøbeskaft, der er udstyret med en snert af 5 meters længde, med øvet haand, kaster sig paa slæden, og afsted gaar det saa i fuld galop henover den glatte flade. Ingen tømmer bruger han til at styre sit viltre forspand; svøben alene behersker dem fuldstændig. Slaar han gjentagende paa isen til venstre for dyrene, gaar de til høire, og omvendt. Vil han paaskynde ens løb, forstaar han at træffe den paa dens mest ømfindtlige steder, dog altid med den størst mulige lempe.

Snart er sælen naaet og byttet placeret paa slæden. Hjemover lægger han kanhænde veien indom en eller anden liden odde. hvor han har en rævefælde staaende, som bør være i orden nu, naar vinteren staar for døren. Den er bygget af regelmæssige, flade stene i form af en aflang firkant, og dens aabning er saaledes indrettet, at naar ræven trækker i et indeni fælden anbragt stykke spæk, tillukkes den øieblikkelig ved hjælp af en større, flad sten, der gjennem en rem paa en sindrig maade staar i forbindelse med spækstykket. Hvor mange

ræveskind der paa denne maade af stammens

Astrup-BNN-p099.jpg

Sidste akt af et bjørnedrama.

medlemmer erholdes hvert aar, er ikke godt at sige.

Men adskillige hundrede maa det være, da der til hver af de voksnes pels alene medgaar omkring 8 ræveskind. Skindene af disse dyr er desuden ikke synderlig holdbare.

Ogsaa til bjørnefangst anvendtes vistnok ikke sjelden før i tiden lignende fælder som de ovenfor beskrevne, dog selvfølgelig byggede i langt større maalestok og af betydelig tungere sten. Jeg havde saaledes anledning til at iagttage resterne af en saadan vældig, gammel bjørnefælde paa østkysten af det nu ubeboede Ellesmere-land i sommeren 94. Men for tiden er denne bjørnefangstmethode, saavidt jeg har kunnet opdage, gaaet fuldstændig af brug. Naar der derfor alligevel hvert aar dræbes ikke saa faa hjørne i disse egne, saa sker dette paa en betydelig mere uforfærdet maade end den ovenfor antydede.

Det egentlige bjørnejagtfelt er beliggende søndenfor Kap York paa Melvillebugtens islagte farvand. Derude paa de øde vidder, fjernt fra den hjemlige arne, har eskimoen udkjæmpet mangen en haard dyst med den mægtige hvidbjørn.

Der skal mod og aandsnærværelse til en saadan kamp, og det er derfor ikke alle indfødte, der er lige godt skikkede til at være bjørnejægere. En af de mere fremtrædende af disse for tiden er en mand ved navn Akpallia. I aaret 1891 kaldte han sig forresten Nordingjer; men da vi 2 aar senere atter traf ham, havde han uden nogensomhelst høiere resolution tilladt sig at forandre dette sit oprindelige navn. Hvilken grund han havde havt hertil, var det mig umuligt at faa ud af ham. Formodentlig er han stadig bleven plaget med breve, der var bestemte for andre med samme navn. Nok herom, — manden er en dygtig bjørnejæger paa omkring de 40, der har nedlagt mangen en lodden kjæmpe. Sidste gang han havde været ude for at prøve jagtlykken, traf det sig, at jeg fik nattely i hans hytte nogle dage efter hans hjemkomst. Jeg spurgte ham straks ud om hans færd; thi rygtet havde allerede vidst at fortælle, at bjørnene havde faret slemt med ham dennegang, idet de foruden at have flænget hans ene arm skulde have dræbt 2 af hans hunde.

Jeg fik efter megen spørgen greie paa hans oplevelser under denne tur, og jeg gjengiver dem her i en noget udarbeidet form, idet man af samme vil faa et ganske korrekt indtryk af de eskimoiske bjørnejagter i sin almindelighed.

Det var i marts maaned, at Akpallia pludselig blev betaget af en ubetvingelig længsel efter at gjense Melvillebugtens gamle tomter, hvor saa mange af hans bjørnejagter havde gaaet for sig. Han reparerede i en hast sin alderdomssvage slæde, lappede selv sin fillede fugleskindsskjorte — thi han var enkemand — og gav sine hunde en rigtig ordentlig portion mad. Saa tog han sig en god lur og drog tidlig den næste morgen afgaarde, efterladende sine tre øiestene, en gut og to piger, i sine naboers varetægt. Fire dage efter befandt han sig ved Kap York, 20O km. i sydost for sit hjem paa Herbert-øen. Her har bjørnejægerne sit hovedkvarter, idet nemlig dette sted somi regel er beboet af flere faste familier, hvis forsørgere for en stor del beskjæftiger sig med bjørnejagt.

I et par dage forblev nu Akpallia i ro og mag ved Kap York-koloniens kjødgryder, og herunder blev det aftalt, at to af stedets jægere skulde slaa følge med ham paa den forestaaende jagt. Den ene af disse var kun en halvvoksen gut, og hvorfor han egentlig kom med, var nok, fordi han var eier af et veritabelt gevær. Dette havde han tiltusket sig af en af mandskabet paa en engelsk hvalfanger for et betydeligt kvantum elfenben, hvilken handel han i høi grad syntes at være tilfreds over. Rigtignok havde han for tiden kun to ladninger krudt tilbage samt intet bly til kugler, hvorfor han maatte nøie sig med smaasten, og vistnok var ogsaa bøsseløbets længde ved en explosion bleven forkortet til en halv meter; men ikke desto mindre var og blev dog geværet med sine feil og mangler et særdeles frygtindjagende vaaben, der satte dets unge eiermand i en respekt blandt hans kamerater, som om han allerede skulde have nedlagt et dusin bjørne.

Da de tre jægere omsider drog afsted fra Kap York, raadede de over tilsammen 15 hunde samt tre gode slæder. To dage hengik, uden at de saa noget tegn til, hvad de søgte. De var da saa langt ude paa isvidderne, at kun en let, blaalig stribe mod nord forkyndte om landets nærværelse. Om morgenen den tredie dag kom de endelig op i friske bjørnespor. Man kan kun daarlig gjøre sig en idé om, hvilken ophidsende virkning en begivenhed som denne har paa eskimoerne, disse ivrige jagtens dyrkere, og deres rovlystne hunde, naar man ikke personlig har havt anledning til at iagttage dem under saadanne omstændigheder. Hundene strammer utaalmodig i sine trækremme og speider med spidsede ører udover den hvide flade, medens deres herrer samtaler, ivrig hviskende, standser og lytter, strækker sig og speider, løber lidt og standser igjen, saa man tilsidst begynder at tvile om, at folk, der bærer sig saa, bare fordi de

Bjørnejæger in spe.


opdager et spor eller to, virkelig kan være saadanne mesterjægere, som man fra først at kunde have grund til at tro. Dog kommer man snart ved yderligere iagttagelser af dem til det resultat, at de tiltrods for sin stærkt ophidsede sindstilstand selv i de alvorligste situationer forstaar at bevare den mest beundringsværdige aandsnærværelse.

De spor, vore venner havde opdaget, var efter en binne med to unger. En tid forfulgte de alle de samme spor, men da de saa med et paatraf endnu et friskt spor efter en enkelt hjørn, der havde gaaet i en helt forskjellig retning fra de første, skiltes de, idet Akpallia valgte at forfølge det sidste paa egen haand.

Langt om længe opnaaede han at faa øie paa det efterstræbte dyr. Det laa da roligt og solede sig ved foden af et isbjerg, men endnu saalangt borte, at det kun saa ud som en uformelig mørk masse.

I samme øieblik som den indfødte har opdaget det, stiger hans ophidselse, og han tiltaler sine hunde i en dæmpet hæs, næsten hvæsende tone. «Takkotakkotakkotakko!» («se, sel!») udslynges med en forbausende hurtighed. Hundene vender i samme nu sine hoveder med spørgende miner mod sin herre. Har han virkeligt opdaget noget? Thi fra den ringe høide, hvori deres øine befinder sig, kan de selv endnu kun se de ensformige sneskavler og isstykker omkring sig.

Saa fortsætter han: «Nannuk, — nannuk, — nannuk, — nannuksual» («bjørnen, — en stor bjørn!») Neppe har han udtalt disse ord, førend de fem hunde bliver overfaldt af en iver, der ikke længer lader sig styre. De ophører at følge sporets lange kurver og haster kun vildt og instinktmæssig i den rigtige retning.

Der er nu kun en kilometers afstand mellem dem og bjørnen. Da gjør denne et pludseligt ryk, reiser sig op og staar et øieblik ubevægelig med hoved og hals udstrakt i retning mod slæden. Men i sin nye stilling er den bleven synlig ogsaa for hundene, der nu med forøget voldsomhed trækker slæden henover isens mange ujevnheder.

Kun altfor godt synes bjørnen af traditionen at kjende den blodtørstige eskimo og hans fodrappe hunde. Thi snart kaster den sig smidig ind i et pilsnart løb bort fra det farlige sted. Men Akpallia hopper af slæden for at lette hundenes løb og griber fast i styrearmene bagpaa, medens hans ben danser vildt under ham for at holde følge med de paanyt opmuntrede dyr.

Bjørnen render vistnok hurtig, men den kan dog ikke holde hundene stangen. Mere og mere haler de ind paa den, medens denne ihærdig fortsætter sit løb. Men Akpallia maa atter slænge sig paa slæden for at spare kræfterne, indtil om faa øieblikke hele hans kraft og spænstighed skal lægges beslag paa. Han er en forholdsvis stor og tung mand, saa hans vægt sinker hundene ikke saa lidet. Men han ved, at det forfulgte dyr snart maa sagtne sin fart; thi bjørnen er ingen længdeløber.

Tilslut er han kun nogle hundrede meter fjernet fra den. Da bøier han sig forover og overskjærer med et raskt snit hempen, der holder de enkelte hundes trækremme sammen. Slæden braastandser i samme nu, og de befriede dyr skjærer med lynets hastighed fremover mod fienden saasnart denne mærker, at al videre flugt er til ingen nytte, kaster den sig rundt for at sætte sig til modværge.

Imedens river Akpallia sin landse af slæden og haster afsted for selv at naa kamppladsen.

Frygt kjender ikke denne isørkenens kjække søn. Han befinder sig alene ude paa en ensom snevidde; thi hans to venner er forlængst med sine kjøretøier forsvundne i horisonten. Han er ifærd med at optage kampen mod et rovdyr, der med et eneste slag af sin pote kan berøve ham livet. En kamp, hvori han samtidig maa præstere mod, seighed, styrke, koldblodighed, kløgt og behændighed, forat udfaldet med nogenlunde sandsynlighed skal kunne antages at blive til hans fordel.

Saasnart Akpallia har naaet hen til bjørnen, griber han med begge hænder fast om sin landse og render den med voldsom kraft mod dens hjerte. Men ved en pludselig og uventet bevægelse af dyret faar landsen en gal retning og standser braat mod dens mægtige skulderben. I næste øieblik er landsen brudt i sønder af dens ene pote, og Akpallia er vaabenløs. Bjørnen vender nu sit raseri helt mod jægeren, idet den herunder fuldstændig synes at

Astrup-BNN-p107.jpg

Paa hjørnespor ved vintertider.


ignorere hans glæfsende hunde. Akpallia gjør et par kast bortover sneen for at naa sin kniv, som han under angrebet med landsen slængte fra sig i kamppladsens umiddelbare nærhed, men herunder synker hans ene fod uventet ned gjennem den forræderske skare, han snubler, og i næste øieblik hviler bjørnens ene forlab tungt paa hans venstre overarm. Han opbyder overnaturlige kræfter for at komme løs, hyler op imod dens vældige gab for at skræmme den og slaar den i ophidselsen med knytnæven i brystet. Men løs kan han ikke komme, dertil har dens klør allerede trængt sig for dybt ind i hans kjød. Naar bjørnen alligevel ikke i øieblikket tilføier eskimoen nogen yderligere skade, saa er det alene fordi den nu har faaet andet at bestille. Thi ikke før saa hundene sin herre styrte til marken og trues med at knuses under den mægtige modstanders poter, førend disse trofaste dyr dumdristig styrter sig ind over bjørnens krop, angribende den som rasende tigerkatte. De to ældste i flokken, et par prægtige, fuldstændig ulvelignende dyr, som har fulgt sin herre i saa mangen en haard dyst, viger ikke fra hans nærhed, men angriber bjørnen ret i fronten, ja den ene glæfser endog gjentagende efter poten, der holder den indfødte presset mod den hvide sne. Men bjørnen slipper ikke sit tag. Snart opnaar den ved en hastig manøvre at slaa den ene af sine to værste angribere isvime. Situationen, der før var farlig nok, begynder nu at blive fortvilet. Men ikke nok hermed, en ny bjørn dukker op bag et isbjerg i nærheden og nærmer sig i fuldt sprang. Nok en hund ligger snart blødende paa sneen, og alt haab synes nu at være ude for Akpallia’s redning.

Da skjærer i pilsnar fart to lette kjøretøier frem bag det samme istîeld, hvor den sidste bjørn netop var kommen tilsyne. Det er Akpallia’s kamerater. De hyler vildt ved synet af sin truede ven, der halvt bevidstløs svarer med stærke og fortvilede nødraab.

Bjørnen slipper sit bytte og flygter henimod det andet dyr, der allerede i nogen afstand har passeret forbi stedet, og Akpallia er reddet. I næste øieblik er de to kameraters hundespand sat i frihed, bjørnenes flugt standset, og med forenede kræfter, samt under medvirkning af et dundrende skud fra den mishandlede bøsse, lykkedes det dem i løbet af en kort og skarp kamp at nedlægge de to dyr. Saa blev Akpallia’s saar, der heldigvis ikke havde foraarsaget noget stærkere blodtab, forbundet med lange striber, skaaret af et gammelt, tilspækket og smudsigt sælskind, hvorefter bjørnene blev flaaede, og mest muligt af kjødet læsset paa slæderne.

Kun den ene af de to trofaste hunde, der under kampen var blevne saarede af bjørnen, var endnu ilive, og blev paa slæden transporteret hjem, hvor den senere kom sig, medens den anden var dræbt paa flekken. To dage derefter var jægerne atter tilbage ved kolonien ved Kap York, hvor deres eventyr blev berettede med omhyggelig nøiagtighed for en levende interesseret tilhørerskare.

Akpallia var en anden gang paa bjørnejagt ude paa isvidderne i Smiths sund omtrent midt imellem Grønland og Ellesmere land. Han var da sammen med en ung, men usædvanlig dygtig jæger ved navn Kolotengva. Under forfølgelsen af en bjørn kom Kolotengva, der endnu aldrig alene havde fældet en saadan, langt bort fra Akpallia, og da han herunder pludselig mødte bjørnen bag et lidet isbjerg, maatte han selvfølgelig angribe den alene. Men saa langt fra at dette ængstede ham, greb han tvertimod med glæde denne anledning til at vinde sine sporer inden stammen og specielt til at hæve sin anseelse hos sin forlængst udkaarne — svigermoder.

Neppe havde hans tre hunde, efter at være løsskaarne fra slæden, naaet hen til bjørnen, førend denne med sine skarpe klør klavrede sig op paa det lille bratte isbjerg, hvorhen hverken Kolotengva eller hans hunde i øieblikket kunde følge ham. Men den unge jæger blev ikke staaende raadløs. Han huskede paa, at han paa slæden havde taget med sig sin bue og de faa pile, han eiede, i den tanke, at han muligens under reisen langs kysten kunde træffe rensdyr, og nu plantede han derfor skyndsomt sin landse i en snefane og skyndte sig afsted for at hente det omtalte vaaben. I en haandvending var han tilbage, standsede, tog sigte, idet han spændte buen saa langt, som pilens længde paa nogen maade vilde tillade, og snart gjorde bjørnen et rasende spring forover, truffet i brystet af det skrøbelige redskab. Saaret var dog langtfra dybt nok til at være farligt, det gjorde blot bjørnen ophidset ved den smerte, det forvoldte. Ved det andet skud blev den end mere rasende, den knækkede pilene i smaastykker med sin pote og brølede ved synet af sit eget blod. Den tredie pil var den sidste. Den traf bjørnen i skulderen for næsten i samme øieblik at blive omsluttet af dyrets tænder, revet ud af saaret og slængt langt ud i luften, forbi det sted, hvor Kolotengwa stod. Med rask behændighed greb han den atter fat, men den var brukken paa to steder og hang blot sammen ved de omviklede sener. Atter at surre den sammen var et øiebliks sag, og for fjerde gang tog han sigte og traf. Bjørnens raseri var nu steget til det yderste og med et sæt farer den udfor isbjergets afsats, saa pludselig, at Kolotengva undgaar at blive knust alene ved et hastigt spring til siden. Nu kommer hans medfødte snarraadighed ham tilgode, han griber i farten sin landse, og sender dens spids med al sin kraft ind under bjørnens venstre skulder. Landsen knækkes mellem hans hænder, saa han blot beholder en stump tilbage, og trods de stærkt blødende saar synes bjørnens kræfter dog endnu ikke at ville svigte den. Den gjør frygtelige kast med sin svære krop, idet den med hævede forlabber forsøger at ramme Kolotengva. Men hans tre hunde ligger den stadig iveien, ja tvinger den ofte til helt at henvende sin opmærksomhed mod dem. Saa endelig efter yderligere nogle krampagtige tigersprang, hvorunder den indfødte kun ved den yderste smidighed og aandsnærværelse undgaar at rammes af det rasende dyr, synes dens kræfter udtømte, og den synker døende om paa den blodplettede sne.

Slige scenen som de vi nu har fulgt, er ikke sjeldne under eskimoernes vilde bjørnejagter. Deres liv er som et høit og farligt spil, i hvilket ingen kan undgaa at deltage. Selve livet er indsatsen, kost og klæder for en stakket tid den attraaede gevinst.

Endnu en bjørnehistorie vil vi tage med, før vi forlader bjørnejagtens rige emner.

Kaschu, en indfødt personlighed, med hvem vi forøvrigt skal gjøre nærmere bekjendtskab i et senere kapitel, fik en høstdag øie paa en bjørn paa nyisen ved Inglefieldgolfens sydside. Uagtet han ingen landse havde ved haanden, kunde det dog aldrig med en tanke falde ham ind at lade bjørnen gaa uantastet videre, dertil er han en altfor vild og uvorren krabat. Han surrede i hast sin gamle, haardt prøvede jagtkniv til et lidet sælspyd, han havde med sig, og forsøgte at nærme sig bjørnen, hvilket ogsaa lykkedes ham. Men netop som han skulde til at optage kampen med sin fiende, fik denne betænkeligheder, formodentlig fordi Kaschu, hvad stedse er tilfældet, naar han blir ivrig, har skaaret altfor frygtelige grimacer med sit uglefjæs. Vende ryggen gjorde den ialfald og løb i fuld fart afgaarde henimod en bred vaag i isen lige i nærheden.

I sin ophidselse over muligens at skulle gaa glip af byttet, støder Kasehu sit nylavede mordervaaben ind i bjørnens bagdel i haab om herved at stoppe den. Men det skulde han helst ikke have gjort; thi som han trækker vaabenet tilbage, blir kniven siddende igjen i bjørnens krop, og da dyret i næste øieblik kaster sig i vandet for snart efter at kravle sig op paa vaagens modsatte bred og forsvinde i det fjerne, er Kaschu ikke længer den rige mand, han før var.

Hans græmmelse over denne begivenhed, ikke fordi han herunder gik glip af sit bytte, men i anledning af at bjørnen uden videre fratog ham hans kniv, dette i Nord-Grønland saa uhørt værdifulde redskab, er da ogsaa saa dybt rodfæstet i ham, at han neppe nogensinde i sit liv vil glemme den.

Vi vil nu gjøre bekjendtskab med hvalrosjagten. saaledes som den drives i disse øde egne.

Tidlig, tidlig paa foraaret, netop som vinterkulden

er paa det strengeste, og førend endnu solen har vist

Astrup-BNN-p113.jpg Forskjellige vaaben og redskaber.

a. Bue med og uden streng, samt pile. b. Knive med skafte af hvalrostand.
c. Landse for hvalros og bjøen. d. Harpun for sæljagt. e. Stenøkse med skaft af ben.
f. Snekniv af hvalrostand.
et glimt af sin flade over horisonten i syd, begynder

de indfødte familier lidt efter lidt at forlade sine spredte vinterhuse langs kysten ved Inglefieldgolf og søndenfor denne for at tage midlertidig bolig i snehytter længere nordpaa i nærheden af Kap Alexander (se kartet side 40). Her vokser disse snehytter i løbet af kort tid op som paddehatte, sædvanligvis samlede i et par større klynger, gjerne i en halv snes kilometers afstand fra hinanden.

Hvorfor de indfødte under hvalrosfangsten vælger at bosætte sig saa langt nordostover, er fordi de derved stadig kan befinde sig i nærheden af kystisens yderste grænse, hvad der er særdeles bekvemt, idet denne fangst netop foregaar paa den nye is, der jevnlig danner sig paa disse steder.

Vi vil nu følge en flok jægere paa deres færd, naar de en tidlig morgenstund drager afgaarde for at drive hvalrosjagt langt ude paa nyisen i Smiths sund.

Udpaa morgenkvisten kaster en og anden familiefader resolut den bløde varme rensdyrfæld tilside fra sit leie, hopper i Adams dragt fra brixen ned paa det kolde snegulv og sender speidende blikke ud igjennem det lille kegleformede kigehul i hyttens snevæg. Først er det nogle meteorologiske iagttagelser han maa gjøre for at komme paa det rene med, om dagen egner sig til jagt eller ikke. Finder han veiret nogenlunde lovende og klart, som han staar der og grøsser og smaamumler, gjælder det i en hast at kige lidt paa stjernerne for at faa greie paa, hvad tid paa natten det kan være. Der ser han Pleiaderne, Karlsvognen, Orions bælte, Polarstjernen og mange andre vinke hemmelighedsfuldt ned til ham deroppe paa den mørke hvælving. De har hver især sit eget navn paa hans indfødte tungemaal. Jo, nu er det paatide at tørne ud; naar den store blaalige stjerne der staar ret over Kieti, kolonien paa den fjerne spøgelsesagtige ø i syd, med sine mørke fjeldvægge og snehvide kupler og forhæng, da er ingen tid at spilde.

Klokken er omtrent 5 om morgenen efter vor maade at angive tiden paa. Udenfor de smaa hytter, gjennem hvis lave halvrunde udgange tranlamperne indenfor kaster et svagt lysskjær ud over de nærmeste snefaner, sees mørke skikkelser at færdes omkring mellem utydelige slæder og grupper af hunde. Dæmpede mandsstemmer og halvvoksne gutters spædere røster blander sig med ulvelignende hyl fra hundene, der ivrig benytter tiden til at slaas nu, mens det endnu er tid, førend dagværket begynder. En mand raaber noget i en af hytternes nærhed, en stemme høres dæmpet inde fra snehvælvingen. Snart kommer en liden krabbe af en gut tilsyne i døraabningen, krybende med hovedet først og med den ene haand forsigtig hævet foran sig. Thi han holder med den, spiddet til et Sælribben, en liden torvdot, dryppende af tran, der brænder lystigt spragende, sendende forræderske tunger bort mod hans bustede hoved. Han skal lyse for far sin, han stakkar, saa liden han er, mens denne paa en af hundenes sæletøier løser en knude, som han tilsidst havde maattet opgive at klare i mørket. Gutten er neppe halvt paaklædt i den raakolde vintermorgen, og snoen staar skarp ned fra fjeldskaret bag hytterne. Votter har han ingen af, hvorfor han afvekslende prøver at varme sine smaa pusselanker mod maven indunder fugleskindsskjorten eller borti den røde, osende flamme. Men det er ikke godt her i verden for den, som er liden, og en stor taare lister sig efterhaanden frem i hvert øie, snart efterfulgt af en sagte hulken. Sligt taaler ikke selv en eskimofar at høre; med kjælne ord løfter han gutten op og bærer ham bort de faa skridt til hyttens indgang. Saa skyver han ham varsomt ind under dens lune hvælving.

En lang karavane af slæder drager efterhaanden afsted udover havisen. Der er henved et dusin af dem. Hver slæde er som oftest bemandet af et par jægere samt trukket af et spand, bestaaende af gjennemsnitlig 5 à 6 hunde. I regelen hengaar henimod et par timer, førend jægerne naar ud til fangstfelterne nær det aabne hav, og det uagtet farten over den for størstedelen snefri is er meget rask, ja uden vanskelighed kan gaa op i et snes kilometer i timen. Under den sidste del af udfarten spreder gjerne kjøretøierne sig, saa de fleste af dem snart svinder for ens blikke under horisonten. Slæder og hundespand efterlades omsider, men sædvanligvis saa langt tilbage fra selve tyndisen, hvor jagten drives, at hundene holdes fuldstændig udenfor den hele affære. Saa begiver jægerne sig videre tilfods en kilometers vei eller saa, indtil de befinder sig ude paa et isdække, saa tyndt, at det gaar i tydelige bølger ved hvert skridt, de tager. Da isen herude paa grund af forskjellige aarsager, som paa visse steder stærke strømninger eller dens opbrud og senere sammenfrysning, overalt har en forskjellig tykkelse, udviser de indfødte altid den største forsigtighed naar de bevæger sig henover den. Herunder er deres nøie kjendskab til forskjellige istykkelsers schatteringer, den større eller mindre rigdom paa saltkrystaller paa overfladen samt øvrige udseende dem til stor veiledning, saaledes at de allerede med øiet alene med nogenlunde sikkerhed vilde kunne bestemme den krogede marschlinie, der er nødvendig for at undgaa alle farlige steder. Dog pleier de samtidig stadig at prøve isens styrke med landsen, hvis ene ende er forsynet med en paasurret pig af narhvalhorn eller i de aller sidste aar som oftest af et eller andet stykke jern, som det under deres sparsomme samkvem med de hvide mænd er lykkedes dem at tiltuske sig. Denne pig benyttes som vi skal se, ogsaa under selve hvalrossens indfangning. Tegning af en saadan hvalroslandse, der forøvrigt er den samme, som benyttes under bjørnejagten, vil sees paa side 105 under bogstavet c. Af længde er den omkring halvanden meter og bestaar for størstedelen af træ. I 30 til 40 ctm.’s afstand fra den ene ende eller der, hvor det temmelig tykke træskaft støder sammen med selve landsepartiet, der er af elfenben, er den forsynet med et kunstigt, ved hjælp af seige, elastiske skindremme konstrueret led, der alene virker, naar de to dele af harpunen udsættes for ydre pres. Ved dette led hindres blandt andet landsen fra at brække, naar den efter at være trængt ind i hvalrossens legeme med stærk fart føres ned i dybet. Yderst i enden er den forsynet med en skarp od, der i tidligere tider var af sten, men i de senere aar udelukkende forarbeides af jern. Gamle tøndebaand benyttes som materiale hertil i stor udstrækning; kun maa disse ikke være altfor tynde. Til landsens træskaft maa de indfødte ofte i mangel af et større stykke træ benytte to eller flere mindre stykker, der da bliver fast sammensurrede med skindremme.

Astrup-BNN-p119.jpg

Hvalrosfangst i Nord-Grønland

Ude paa det tynde, bølgende isdække derude i havbrynet er det altsaa, at jagten begynder. Snart hist, snart her synger og brager det i isen omkring en, speildækket splintres, saa smaastykker skyves raslende udover den glatte flade, og op igjennem det saaledes dannede hul løfter den skjæggede hvalros rolig og majestætisk sit grinende aasyn. Man hører dens dybe aandedræt, der lyder som en langsom snorken i formiddagens stille tusmørke. Lyden gjentager sig nogle gange ligesom sukkende, man skimter den udaandede sky af vanddamp, der i den overordentlig lave temperatur synes en ligesaa skinnende hvid som skyerne fra et lokomotivs ventiler. Efter et øiebliks forløb trækker dyret sig atter langsomt og roligt tilbage ned i dybet. De kolde bølger lukker sig over dets mørke skalle, medens man endnu hører de sælsomme pustende lyd fra andre kanter.

Det er, naar hvalrossen saaledes er ifærd med at bryde sig op igjennem isen for at drage aande, at eskimoen som en pil iler hen til stedet og angriber det opdukkende dyr. Endnu oftere bruger han at vente ved et allerede tidligere formet hul, hvor som regel dyret senerehen jevnlig indfinder sig. Ofte paatræffes ogsaa hvalrosse, der trods vinterkulden har krøbet op paa selve isens overflade, der hvor denne er stærk nok til at bære dem, f. eks., hvor den ved ispresninger har faaet flere lag af sin tykkelse skjøvet ovenpaa hinanden.

Under angrebet paa hvalrossen benytter den indfødte som regel kun det ene vaaben, landsen, som han, for at undgaa at medføre nogen særskilt harpun, har indrettet saaledes, at den ogsaa kan bruges i denne egenskab. Herunder tjener det i den butte ende paasurrede jernstykke som tap for selve harpunspidsen, der staar i forbindelse med en ofte henved 40 meter lang fangrem af ganske overordentlig styrke. Fangremmen, der har lidt over 1 ctm.’s bredde og er forfærdiget af ogsuk-skind, har kun sjelden nogen skjød i hele sin længde, idet den nemlig erholdes ved spiralformigt at opskjære et bredt sammenhængende stykke af dyrets skind, saaledes som det endnu var, da det omspændte dets svære krop.

Da hvalrossen har et overmaade tykt og seigt skind, støder den indfødte helst vaabenet ind i dyrets legeme direkte med den høire haand — istedetfor at kaste det —, medens linen holdes omhyggelig opkveilet i den venstre. Selve landsen napper han atter ud, harpunspidsen derimod bliver paa grund af sin særegne form siddende igjen paatvers i dyrets kjød.

Saasnart det rammede dyr forsvinder i dybet, gjælder det i en fart at hindre det fra at løbe afsted med hele redskaben. Thi ligeoverfor en hvalros nytter det kun lidet, at jægeren stoler paa sin egen fysiske styrke. Landsens jernpig planter han med et kraftigt stød i isen, og omkring den gjør han længst nede en hastig tørn eller to med linen. Knæet og den ene skulder stemmes nu imod det solide skaft, hvorefter han spændt afventer, at linen skal strammes. Saa svinder alle dens krøl og bugtninger langsomt og efterhaanden, og den ligger der, spændt og dirrende som en buestreng, langs isens overflade.

Glipper i det øieblik jernpiggen, eller brister isen. hvor den er rammet ned, gaar som oftest byttet tabt sammen med harpunen og fangremmen, medmindre det lykkes ham i farten at faa fæstet linen paanyt. Men som den resterende del af den opkveilede fangrem rives bortover, kan det nok ogsaa hænde, at jægeren faar sine ben viklede ind i den, saaledes at han maa gjøre følge med ned i de kolde bølger. Hvalrosjagten er idetheletaget temmelig farlig. Alene i tidsrummet 1891 til og med 1894 er saaledes to jægere inden denne lille stamme dragne ned i dybet og druknede under hvalrosfangst.

Lad os imidlertid forudsætte, at is og redskab holder, og alt gaar godt. Snart slappes atter langsomt den strammede line, jægeren puster lettere og kan, medens dyret nu kommer op for at aande, med sin kniv paabegynde et par huller i isen tæt ved, hvor han staar. Men hver gang linen strammes paanyt, maa han atter lægge sig med hele sin tyngde mod den knagende landse.

Saasnart de to huller i isen er færdige, haler han ind nogle favne af linen, mens denne er slap, stikker løkken et par gange ned igjennem det ene hul og op igjennem det andet, fæster den yderligere, og byttet er paa det nærmeste sikret.

Nu griber han den fra linen befriede landse og iler hen til aabningen i isen, hvor han hver gang modtager det opdukkende dyr med kraftige landsestød. Paa denne maade lykkes det ham efterhaanden at udmatte og dræbe det. Ser han nu nogle af sine kamerater etsteds ude paa den vide flade, raaber han til dem, forat en af dem kan komme ham til hjælp under arbeidet med at faa dyret op paa isen og partere det. Men ofte er ingen af hans kamerater i nærheden, og han maa udføre det hele alene.

Men nu kan en hvalros veie henimod sine 1000 kg., og det skulde derfor synes noksaa umuligt for en enkelt mand uden videre hjælpemidler at manøvrere med en slig kolos. For saa praktiske og omtænksomme mennesker som eskimoerne er det imidlertid, som vi skal se, ingen umulighed.

Jægeren hugger blot et par nye huller i isen, skjærer endvidere nogle parallele snit i hvalrossens fingertykke skind, hvorved stærke hemper frembringes, træder fangremmen igjennem saavel hullerne i isen som hemperne, og han har straks til sin raadighed den prægtigste firskaarne talje, han kan ønske sig. Thi, som man kan forstaa, glider en line, som den var smurt, gjennem ishuller og tranede hemper. Er isen stærk nok, bringer han helst det døde dyr helt op paa dennes overflade, medens han i modsat tilfælde maa nøie sig med at hæve en del af byttet op over vandfladen, hvilken del derefter afskjæres stykkevis. Saa skjærer han nye hemper længere nede i dyrets krop, en ny del af denne hæves derefter i veiret og parteres, — og saaledes fremdeles, indtil det hele ligger opskaaret i stykker udover isen. Nu hentes hundene, slæden belæsses med omtrent den halve del af byttet, og han begiver sig paa hjemreisen. Herunder opsøger han nogle af de andre fangere, fortæller dem om, hvor resten af kjødet er at finde, om de ikke selv skulde gjøre nogen fangst, og endelig langt om længe naar han saa træt og sulten hjem til pladsen udenfor kolonien, hvor nysgjerrige smaabørn møder ham med fakkelskin i den mørke vinteraften.

Jeg vil fortælle et af mine egne mindre hyggelige minder fra hvalrosjagten. Det var i den første halvdel af februar maaned 1894. Sammen med den allerede under bjørnejagterne nævnte Kaschu var jeg paa besøg ved pladsen Nøkki, hvor paa den tid en hel del hvalrosfangeres snehytter var beliggende. Jeg ønskede om muligt at tiltuske mig et par slædelæs med hvalroskjød, som vi trængte til foder for vore hunde hjemme ved vinterkvarteret; men da de indfødte kun daarlig syntes at kunne undvære noget af sit kjødforraad, besluttede Kaschu og jeg os til dagen efter at slaa os i følge med et halvt dusin af stedets fangere, der da skulde afsted i den tidlige morgenstund, — i det haab, at vi muligens for egen regning kunde slumpe til at nedlægge et dyr eller to.

Kl. 7 om morgenen forlod vi kolonien i det klareste maaneskin og kjørte i et par timers tid med rask fart udover mod Smiths sund for at naa tyndisen. I noget over 30 km.’s afstand fra kysten standsede Kaschu og jeg omsider — vore kamerater havde vi da forlængst skilt os fra —, bandt vore hunde til en opskruet isblok og drog saa tilfods et par kilometer længere udover, hvor vi i maaneskinnet nu og da troede at skimte mørke, spøgelsesagtige skikkelser langsomt hæve sig op gjennem det speilblanke dække.

Hele formiddagen gik imidlertid med, uden at vi endnu havde kunnet komme noget dyr paa tilstrækkelig nært hold, og det var først noget efter middagstider, at det endelig lykkedes os at fælde en vældig hunhvalros, der var krøbet op paa isen for at sove. Det hele gik forholdsvis let og hurtig for sig, da vi jo baade var forsynede med harpun og magasinrifle.

Medens Kaschu nu parterede byttet, skulde jeg rende efter slæden og hundene. Jeg fandt dem godt og vel og drog med strygende fart udover mod min ledsager. Se ham kunde jeg imidlertid ikke; thi uagtet det var lige efter middag, var tusmørket dog noksaa tæt, og kun en stærk rødme paa himmelhvælvingen i syd forkyndte, hvor vi snart kunde vente den efterlængtede sol.

Pludselig gjør slæden et lidet hop, og den farer lydløst ud paa et mørkt, fløielsblødt dække af bøielig nyis. Jeg aner, at hundene i halvmørket har sat kursen ret udover en nyfrossen klare, og tiltrods for, at slæden allerede befinder sig i en mærkbar bølgedal, ser det dog for et øieblik ud, som om jeg vilde naa raakens anden side uden nogen katastrofe. Da skjærer den ene slædemei sig igjennem, farten sagtner og standser næsten, da forenden af slæden allerede er delvis under isen. Tilsøs skulde jeg alligevel, det vidste jeg jo straks, og ned af slæden lod jeg mig langsomt glide, mens jeg idetsamme gav et ordentligt ryk i dens styrarme, hvorved forenden igjen kom over isskorpen. Nu begyndte en uhyggelig kamp, hvorunder vi langsomt baskede os over mod klarens anden side. Hundene behøvede ingen opfordring til at trække nu; de kloge dyr anstrengte sig til det yderste, idet de fuldstændig forstod den kritiske stilling. Til alt held var slæden denne dag forspændt med et større antal hunde end vanligt eller ialt 12 kraftige dyr. I det ene øieblik var de fleste af dem i vandet, i det næste fik de atter fodfæste ved hjælp af sine skarpe klør, men kun for uundgaaelig igjen at drages ned i de kolde bølger. Endelig efter forløbet af maaske et minut, der forekom mig en ren evighed, fik hundene atter fodfæste paa den anden side af den omkring 15 meter brede raak, og vi var reddede. Men en rifle og en jagtkniv, der havde ligget løse paa slæden, var selvfølgelig forsvundne, ligesom ogsaa mine svære rensdyrskindsvotter var stukket af og nu laa og drev ude paa raakens mørke krusning.

Astrup-BNN-p126.jpg

Sæljagt i vaar- og sommermaanederne (Utok-fangst).

Nu gjaldt det blot at komme hurtigst muligt i hus. Thi jeg var gjennemvaad til opunder armene, og temperaturen var under de 30 grader (C.).

Jeg vil ikke trække historien i langdrag. Kun skal jeg tilføie, at jeg kort efter befandt mig paa en af fangernes slæder paa veien til Nøkki. Af og til forsøgte jeg at springe lidt bagefter slæden for ikke at blive helt stiv, der jeg sad. Men altid maatte jeg opgive det igjen efter kun nogle øieblikkes forsøg. Thi min dragt havde i kort tid forvandlet sig til et stivt ishylster, der glindsede som en sølvrustning i maaneskinnet. Ikkedestomindre undgik jeg dog at fryse i nogen alvorligere grad, idet jeg efter uheldet øieblikkelig havde sørget for at faa alle aabninger paa mine skindklæder omhyggelig igjensurrede. Et par timer efter var jeg atter i god behold tilbage i en af de indfødtes jordhytter, hvor jeg snart forjog alle kuldegysninger ved massefortæring af brunet sælspæk og brændende hed ertesuppe.

Møder man om sommeren en eller flere flokke af nordgrønlandske hvalrosse og angriber eller forstyrrer dem, kan de være temmelig farlige at have med at gjøre, om man befinder sig i aaben baad. Og i kajak vilde det jo være det rene selvmord at blande sig i disse dyrs anliggender.

Ved en anledning — det var under en baadtur over Whale sund i august 1891 — mødte Dr. Cook, Mr. Gibson, mineralogen Verhoeff og jeg flere flokke af hvalrosse, der laa og solede sig paa nogle isflag lige i vor kurs. Vi angreb nogle af dem i al troskyldighed for straks efter til vor ikke ringe overraskelse at se os omringede af, hvad jeg skulde anslaa til henimod et hundrede af disse uhyrer, der brølende og snøftende nærmede sig vor baad paa alle kanter. Heldigvis var vi alle bevæbnede med hurtigskydende magasinrifler, og en eskimo, Ekva, der ligeledes befandt sig ombord, var desuden udstyret med harpun og landse. Men ikkedestomindre er det ingen overdrivelse at sige, at vi kun med nød og neppe var istand til at holde os de ophidsede dyr fra livet. Kun efter en heftig og temmelig langvarig kamp, hvorunder vi endog et par gange mod nogle af de mest nærgaaende dyr maatte tage tilfældige haandvaaben, saasom en økse og en baadshage, til hjælp, lykkedes det os omsider at bringe dyrene til at fortrække. Sandsynligvis var dette foraarsaget ved, at flere af flokkenes ældre anførere havde maattet bukke under for vor frygtelige kugleregn. Hvor mange dyr vi under kampen havde nedlagt, er ikke godt at sige, da de dræbte dyr næsten øieblikkelig af sine kamerater blev førte ned i dybet ved hjælp af deres lange hugtænder. Kun to af de døde legemer var det os derfor muligt at sikre os, hvilket alene lod sig gjøre ved hjælp af den indfødtes harpunliner. Havde blot et par af dyrene faaet anledning til at iværksætte sin hensigt, nemlig at faa anbragt sine tænder over baadens æsing, kunde de selvfølgelig med lethed have bragt den til at kantre, hvad der i tidligere tider oftere skal være tilstødt vore norske hvalrosfangere ved Spitsbergen. I saadanne tilfælde er der selvfølgelig neppe tale om nogen redning, medmindre en anden baad befinder sig i nærheden.

Og hermed vil vi da, taknemmelige over endnu at være ilive, forlade hvalrosfangstens talløse farer og gjenvordigheder.

Foruden den allerede tidligere i dette kapitel beskrevne jagt efter sæl, der drives paa nyisen om høsten samt delvis ogsaa i vintermaanederne, den saakaldte maupok— eller oversat ventefangst, findes der ogsaa en anden og vigtigere maade, hvorpaa sæljagten drives, en maade, der anvendes om sommeren og foraaret, naar disse dyr tilbringer mesteparten af sin tid sovende eller hvilende paa overfladen af de sollyse isvidder. I april maaned, naar denne jagt begynder, har den da omkring 6 maaneder gamle is i fjordene en tykkelse af over halvanden meter, og det er derfor alene ved at vedligeholde og lidt efter lidt at udvide det om høsten dannede pustehul, at den lille fjordsæl om vaaren kan bane sig vei gjennem dette mægtige islag.

Ogsaa naar han skal paa denne slags jagt, liker eskimoen at drage afsted tidlig paa morgenkvisten, saa han kan have tiden for sig. Rigtignok er solen allerede i slutten af april maaned oppe hele døgnet rundt, og sæl træffer man i sommermaanederne paa isen baade dag og nat. Men om dagen, naar varmen er størst og solskinnet mest intenst, hersker dog de bedste betingelser for denne jagt, idet sælen paa den tid er mere døsig og mindre agtpaagivende.

Det varer sjelden længe, førend den indfødte med sit skarpe blik opdager en og anden sort prik i det fjerne ude paa den vide sneflade. Han udvælger en af prikkerne eller helst en gruppe af dem som maal, og snart bringer hans raske hunde ham hen i sælenes nærhed. I noget mindre end en kilometers afstand fra dyrene bruger han saa at standse sine hunde, da han ellers blot risikerer at skræmme sælene tilsøs, hvorefter han begiver sig videre tilfods for at komme dyrene tillivs med sin harpun. Bestaar hans spand af ældre hunde, der er vel vante til denne jagt, bliver de rolige tilbage paa stedet uden nogen speciel foranstaltning, medens han ligeoverfor yngre dyr gjerne vender slæden med meierne i veiret for derved at hindre dem i at løbe løbsk.

Eftersom jægeren nærmer sig dyrene, indtager han en mere og mere ludende stilling, indtil han tilsidst lægger sig ned i hele sin længde. Fra nu af nærmer han sig krybende paa alle fire. Kunsten er nu at faa sælene til at tro, at den lumske fiende alene er en af deres egne kamerater. Ser et af dyrene op, ophører jægeren straks at bevæge sig fremover, skraber paa sælenes vis i sneen med den ene fod eller den haand, han har fri, mens han samtidig med struben udstøder tro efterligninger af disse dyrs underlige, hvæsende lyd.

Det er ganske interessant at iagttage sælene og deres bevægelser paa nært hold. Nogle hviler sig mageligt paa siden som et menneske, andre ligger paa maven med hovedet søvnigt nede paa isen, atter andre strækker sig paa ryggen med velbehag, idet de forsøger at pudse den runde krop med de korte forpoter. Nu og da hæver et og andet dyr sig raskt med forkroppen i veiret, strækker paa sin glatte, smidige hals og ser sig opmærksomt og veirende omkring i alle retninger.

Kommen dyrene paa ganske nært hold, reiser jægeren sig pludselig, gjør et par raske sprang fremover for at komme dem saa langt ind paa livet som muligt, og i næste øieblik farer hans harpun, hvortil den ene ende af fangremmen er fæstet, frem gjennem luften. Et af dyrene rammes i ryggen, netop som det glider ned i dybet, og byttet er sikret. Saasnart han har faaet sælen paa isen igjen, behøver han blot høit at lokke paa sine hunde — om disse blev efterladt løse —, forat de i fuldt firsprang skal nærme sig stedet.

Harpunen, der bruges til denne slags sæljagt, er i regelen ikke fuldt halvanden meter lang. Den bestaar af to hoveddele, nemlig harpunskaftet, der er af træ med en elfenbensforstærkning i den ene ende, samt harpunspidsen selv, der er forsynet med en jernod og kun er forbundet med skaftet ved hjælp af fangremmen, saalænge det hele redskab endnu befinder sig i luften. Naar det har rammet sælen, og linen strammes, løsner straks skaftet sig, mens selve harpunspidsen derimod bliver siddende tilbage i dyrets krop. Man vil finde dette vaaben afbildet paa side 105 under bogstavet d. Et lettere og i enden noget smækrere harpunskaft er det, der anvendes under den før beskrevne jagt efter sælen om høsten og vinteren.

Af fangst efter større havdyr blandt eskimoerne har vi nu kun tilbage at nævne narhvalfangsten. Indtil for omkring 20 aar tilbage foregik denne fangst vistnok udelukkende fra isen af, i vaager og større aabne raaker, idet de indfødte dengang synes at have været ganske uden ethvert fremkomstmiddel paa søen, naar da undtages de naturlige farkoster, de har kunnet danne sig af et hvilketsomhelst drivende isflag.

Nu derimod drives hovedsagelig narhvalfangsten i kajak. Grunden til, at innuitterne indtil for ikke mange aar siden har været ganske uden kajakker, er utvilsomt den, at de under deres oprindelige fremtrængen nordover lidt efter lidt er kommet ind i egne, hvor de fornødne træmaterialier ikke længer kunde opdrives, hvorved forfærdigelsen af kajakker blev umuliggjort, og dermed gik da ogsaa kajakbygningskunsten lidt efter lidt i glemme. Denne forklaring bekræftes blandt andet af eskimoerne selv, der siger, at de tiltrods for den tilgang paa træ

Astrup-BNN-p132.jpg

Narhvalfangst fra kajak.


materialier, de erholdt allerede for en menneskealder siden ved Kap York-innuitternes periodiske kommunikation med engelske hvalfangere, var de dog paa den tid ganske uden kjendskab til bygningen af kajakker, disse mærkelige baade, om hvilke de dog vel gjennem traditionen endnu havde bevaret en slags dunkel forestilling. Det var først for henimod 20 aar siden, da den allerede i et tidligere kapitel (se side 34) omtalte lille skare af indfødte, der havde overlevet den for deres talrige reisefæller saa skjæbnesvangre hungersnød, naaede den grønlandske kyst over Smiths sund, at forfærdigelsen af kajakker blev indført inden stammen. Deres kajakker har derfor ogsaa den samme egne form som de, der benyttes paa den amerikanske side af Baffinsbugten. Af større skindbaade, de saakaldte omiakker eller konebaade, findes der for tiden ingen i disse egne, om end de indfødte ingenlunde længer savner kjendskab til brugen og bygningen af den slags baade.

To af den lille stammes læremestre paa baadbygningens omraade, de nu temmelig ærværdige familiefædre Kommonapek og Mektaschá lever den dag idag og kan endnu med bevæget stemme berette om, hvorledes de udhungrede og næsten tomhændede omsider naaede en ukjendt stamme paa de grønlandske kyster, et godmodigt folk, der ikke nølede med at betragte dem som sine egne, og — kan jeg tilføie — blandt hvilket de senere ved sine medbragte kundskaber om et sydligere folkefærds rigere kultur har kunnet virke til stort og varigt gavn.

Af hvad jeg ovenfor har sagt om kajakkens forholdsvis nylige indførelse blandt innuitterne i Nord-Grønland, vil man forstaa, at disse mennesker paa langt nær besidder den færdighed i brugen af dette redskab, som deres sydligere brødre gjennem aarhundredets øvelse har opnaaet. Heller ikke har deres baade den samme nette og elegante form som disse sidstes og er derfor blandt andet mere stabile og mindre farlige at manøvrere. Alligevel maa man beundre, hvor megen øvelse de allerede har erhvervet sig paa søen i disse skrøbelige farkoster. Ikke sjelden har de saaledes i de senere aar vovet sig tversover Inglefieldgolfen ved indløbet til Bowdoinbugten, en strækning af omtrent 25 km., og hvor ofte pludselige, stærke østenvinde kan frembringe en yderst ubehagelig og krap søgang. Og dog er deres baade saagodtsom aabne, det vil sige, forsynede med en langt rummeligere luge paa midten end nødvendig for roerens legeme uden samtidig at have nogen indretning saaledes som sydgrønlændernes kajakker, i form af en vandtæt presenning af skind til at forhindre baaden fra at fyldes i høi sø. Den unge Kolotengva var i 1893 den første til at udføre dette vovestykke. Man vil kunne skjønne, hvilken yderlig grad af dristighed der skal til for med en slig skrøbelig farkost at foretage den slags reiser, især naar man husker paa, at en indfødt sikkerlig, om han nogensinde kantrede eller paa anden maade fik sin baad fyldt, saavel paa grund af vandets isnende temperatur som ved sit ubekjendtskab med den ædle svømmekunst, vilde gaa tilbunds som en sprukken gryde.

Narhvalfangsten drives som sagt i de senere aar hovedsagelig i kajak. Jægerne bruger herunder at holde sig i nærheden af hinanden, og saasnart en har sat sin harpun med tilhørende line, luftflaade og bremseramme fast i et dyr, iler de andre til hjælp for at dræbe det. Naar dette er skeet, bugseres dyret hjem af dem alle i forening, hvorefter enhver faar sin andel i byttet efter visse vedtægter. Den, der først angriber og saarer et dyr, det være sig narhval,

bjørn, sæl, hvalros eller rensdyr, regnes dog altid

Astrup-BNN-p135.jpg

Rensdyrjagt i Nord-Grønland

som den egentlige drabsmand og gaar som følge

deraf af med den rent overveiende del af æren for og udbyttet af den gjorte fangst.

Narhvalens kjød er seigt at tygge; men da de indfødte finder det baade nærende og velsmagende, og det tillige om sommeren erholdes i temmelig rigelig mængde, er det et særdeles skattet næringsmiddel. Af senerne langs ryggen erholdes, efterat de er tørrede, en meget anvendt sytraad, der i styrke langt overgaar den traad, der erholdes paa lignende maade af rensdyrets rygsener. Skindet, der er sort- og hvidspraglet samt bruskagtigt, spises med stort velbehag i raa tilstand, opskaaret i terninger, der ser ud som de fineste drops.

Vi skal nu befatte os med jagten efter landdyrene i Nord-Grønland og vil da begynde med rensdyrjagten, der jo uden sammenligning er den vigtigste.

I tidligere aar spillede rensdyrjagten uden tvil en temmelig ubetydelig rolle blandt den nord-grønlandske befolkning. Thi tiltrods for rensdyrenes forholdsvis rige forekomst i disse egne var det dog forbundet med store vanskeligheder at nedlægge dem, idet renjagten i de tider kun dreves med pil og bue. Det hele var derfor mere en yndet sport, som især dyrkedes om vaaren og sommeren, end egentlig nogen vigtigere betingelse for befolkningens livsophold eller beklædning. Derfor holdt ogsaa renbestanden sig i de tider ved et jevnt maximum, og alting var godt og vel. Men saa lærte de indfødte lidt efter lidt riflen og dens mange iøinefaldende fordele at kjende, flere og flere af stammens jægere kom efterhaanden under samkvemmet hovedsagelig