Biskop Peder Herslebs Embedsskrivelser til Akershus Stifts Gejstlighed

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Biskop Peder Herslebs Embedsskrivelser til Akershus Stifts Gejstlighed.
Med en Levnetsbeskrivelse over Forfatteren.
Udgivne af
A. FAYE,
Provst og Sogneprest til Sande.

Peder Hersleb indtager en saa udmærket Plads blandt Norges Gejstlighed, at man vel kan antage, at man ej uden Interesse vil læse en kort Fremstilling af hans Levnet, og især en hidtil, saavidt vides, utrykt Samling af Breve, der udgik fra ham til Akershus Gejstlighed i de 7 Aar, han beklædte Akershus Bispestol, da samme meddele et nøjagtigt Billede af denne mærkelige, højtbegavede Mands ualmindelige Virksomhed og af de kirkelige Forhold i Stiftet i den Tid, han her virkede.

Peder Hersleb er født den 25de Marts 1689 paa Stods Prestegaard i Throndhjems Stift. Hans Fader Mag. Christopher Hersleb var en vellærd og flittig Prest, som drev mere paa Ungdommens Katechisation, end den Tid var Sædvane[1]. Hans Moder Sophia Borch roses som en særdeles gudfrygtig, from og i al Gjenvordighed frimodig Kvinde, der med stor Kjærlighed omfattede dette sit haabefulde Barn, paa hvis Hjertes Uddannelse til levende Gudsfrygt hun visselig virkede med stor Velsignelse baade ved sit Exempel og varme Bønner. Sønnen skattede derfor ogsaa en saadan Moder højt. Naar hans Venner senere i Livet ønskede ham til Lykke paa hans Embedsbane, plejede han at sige: „Disse Ting har jeg, næst den udødelige Gud, min Moders gudfrygtige Bønner at takke for“[2].

Han modtog sin første Uddannelse i sit Hjem og bragte det ved sine sjeldne Naturgaver og Flid saa vidt, at han i en Alder af 12 Aar ansaaes moden til at blive Student, men da Faderen ej ansaa det raadeligt i saa ung en Alder at sende ham til en saa stor Stad som Kjøbenhavn, foretrak han at sætte ham med hans ældre Broder ind i Throndhjems Latinskole. Sammes Rektor, Mag. Andreas Borch, dimitterede ham 1703 til Kjøbenhavns Akademi. Hersleb omtalte senere ofte som Bevis paa Guds Forsyn følgende Tildragelse fra sit Skoleliv. Engang gik han med en Skolekammerat udenfor Byen paa en trang Sti. Peder gik foran, Kammeraten efter med en ladet Bøsse i Haanden. Peder tabte sit Strømpebaand, og, idet han bøjede sig for at tage det op, gik Bøssen af, og Ladningen var gaaet gjennem hans Ryg, hvis han ej havde bøjet sig ned.

Examen philosophicum tog han samme Aar med laud, og den 28de April 1704 disputerede han offentlig for Baccalaure-Graden. Det paafølgende Aar præsiderede han 4 Gange, skjønt kun 15 Aar, ved 4 latinske Disputatser og var af 15 den første, som blev optagen i Elersens Collegium, hvor han disputerede „de cœnæ & prandii qvantitate“. I Aaret 1707 underkastede han sig theologisk Embedsexamen med laud, just den første Gang, da denne Examen efter kongelig Befaling blev holdt offentlig. Efter at have tilbragt 4 Aar ved Kjøbenhavns Universitet blev han hjemkaldt af sin Fader, i hvis Hus han tilbragte de følgende 6Aar dels med at undervise sine yngre Sødskende, dels med at øve sig i prestelig Gjerning. Under den erfarne Faders Vejledning lagde han her Grunden til den ualmindelige Dygtighed, som han siden lagde for Dagen baade som Prædikant og Katechet. Jo mere Indsigt han imidlertid fik i Læreembedets Vigtighed og Ansvar, desto større blev hans Ængstelse for at blive Prest. Han tænkte derfor paa at vælge en anden Livsbane, men dette var hans Fader meget imod, da han troede ham vel skikket til at træde i Kirkens Tjeneste. Tilsidst maatte Peder love sin Fader, at han ikke, før han blev 30 Aar, skulde forlade Theologien. I Foraaret 1713 ledsagede han en yngre Broder til Kjøbenhavns Universitet, hvor han under en offentlig Disputats i den Grad udmærkede sig, at han med hele Konsistoriets Samtykke blev udnævnt til philosophiæ magister, en Æresgrad, som uden nogen Bekostning for ham blev ham meddelt. Af sin Landsmand, den kongelige Confessionarius Dr. Peder Jespersen, blev han, uden at vide derom, foreslaaet og antagen til Feltprest. Da denne Udnævnelse blev ham ganske uventet meddelt samme Dag, da han fyldte sit 25de Aar, saa han deri et Vink, at det var Guds Vilje, at han skulde blive Prest, og at hans Forældres Bønner og Ønsker havde mere fundet Guds Behag end hans eget Forsæt. Han blev nu ordineret af Sjællands Biskop S. Worm den 18de April 1714. Som Feltprest ved Kronprindsens Regiment tilbragte han 4 Aar dels i Holsten, dels i Nordtydskland og overvar blandt andet Stralsunds Belejring og Erobring. Under Felttoget blev han personlig bekjendt med sin Konge Frederik IV, for hvem han oftere maatte prædike; og hvis Yndest han vandt. Den 8de Juni 1718 blev han ganske uformodet af Kongen kaldet til Sogneprest til Gunderslev paa Falster. Da Kongen samme Aar kom over til Falster, bad han Hersleb at prædike for sig paa Tydsk paa Nykjøbings Slot. Det gjorde han saa tilfredsstillende, at Kongen samme Dag udnævnte ham til Slotsprest paa Frederiksborg og Sogneprest til Hillerød og Herløv[3]. Her virkede han med megen Velsignelse i 7 Aar og vandt mere og mere Yndest hos Kongen, for hvem han ofte maatte prædike. Her var han ogsaa saa lykkelig, at et Forslag, han indgav om Oprettelse af en Skole for Bønderbørn i hans Annex Herløv, i den Grad vandt Kongens Behag, at det gav Anledning til, at Kongen efter Herslebs Raad lod bygge 240 grundmurede Skoler i sine Rytterdistrikter. Efter hans Forslag blev ogsaa et Hospital for Syge indrettet i Hillerød, hvortil Kongen skjænkede 24,000 Rdlr.

Ugjerne forlod han sin Menighed, da Kongen d. 22de April 1725 kaldte ham til sin Hofprædikant og kjøbte ham Bolig i Kjøbenhavn. 1727 blev han Medlem af Kollegiet de cursu Evangelii promovendo og Meddirektør af det nye kongelige Vaisenhus, som han den 17de April 1728 indviede.

Kort efter ledsagede han Kronprinds Christian og Kronprindsesse Sophie Magdalena paa deres Rejse til Karlsbad, og blev ved sin Hjemkomst betroet Inspektionen over de kongelige Pager og Kadetter.

I 6 Aar var han Hofprædikant og bistod desuden Confessionarius Lintrup i hans Svaghed som den kongelige Families Skriftefader. Da Kong Frederik IV blev dødssyg i Odense, blev Hersleb kaldt derhen og betjente den lidende Konge i 3 Uger med Prædiken, Samtale og idelig Bøn. Den 11te Oktober prædikede han sidste Gang for ham om „Dødens og Fødselens Dag, hvilken er den bedste“ og var tilstede den samme Nat, da Kongen „under Herrens Bøn og Velsignelsens Lysning under han Haands Paalæggelse opgav sin Aand“[4].

Den følgende Morgen, 12te Oktober, tilbød den nye Konge, Christian VI, Hersleb Akershus Bispestol; men Hersleb, „som ikke følte sig stærk og skikket til at overtage dette ansvarsfulde Embede, søgte ved de bevægeligste Motiver at undgaa dette Embede“, som den bekjendte Deichman beklædte. Denne blev imidlertid afsat og Hersleb sendtes den 24de Novbr. 1730 Bestalling til st være hans Eftermand, idet Kongen tilføjede af sin egen Kasse som Tegn paa sin synderlige Naade et aarligt Gratiale af 800 Rigsdlr. Kroner foruden Bispestolens Indkomster. Paa sin 42de Fødselsdag blev han af Biskop Worm indviet til Biskop, men maatte først „som øverste Biskop af Norges Rige“ deltage i Kongens og Dronningens Salving den 6te Juni 1731. 3 Dage derefter begav han sig med sin Familie til Skibs til Norge. Her virkede han med mageløs Flid og Dygtighed og stor Velsignelse i fulde 7 Aar. Han bragte Orden tilveje, hvor Uorden og Misbrug havde indsneget sig, og førte Bispestaven saavel med Alvor og Kraft som medKjærlighed. Af Ung-dommens Undervisning tog han sig med Varme, idet han med Iver drev paa Katechisationen. De Unge bleve allevegne lærte til at læse i Bog, hvilket hverken Bønder eller deres Børn kunde synderlig af, førend han kom, „da de tilforn ligesom Papegøjer lærte deres Katechismus udenad“. Ved sit Raad og sin Myndighed fik han Ungdommens Konfirmation frivillig indført i sit Stift, 2 Aar førend den kongelige Anordning derom blev udstedt. Ligesaa lik han indrettet de aarlige Fortegnelser over Ægteviede, Fødte og Døde, som senere ved Kongebud blev almindelig indførte i Norge og Danmark. Den gejstlige Enkekasse blev af ham indrettet, og Christiania Latinskole, Oslo Hospital o. m. bleve af ham ophjulpne og tildels udvidede. Arbejds- og Tugthuset blev bygget og indrettet, de talrige offentlige Regnskaber, som i samfulde 18 Aar ej vare deciderede, bleve af den flittige Biskop bragte i Orden. „Vil man sammenligne Indretningerne“, siger Professor Anchersen i sin Mindetale, „med de 7 Aar, han var Biskop der, maa man undres over, hvorledes en Mands Klogskab kunde i saa kort Tid udrette saa mange og saa store Ting“.

Hersleb mente, at Akershus Stift var den Vingaard, hvori han skulde virke til Aftenen, da Lønnen uddeles, men Gud havde anderledes besluttet.

Med Posten d. 18de Oktbr. 1737 fik han Befaling ufortøvet at indfinde sig hos Kongen. Undervejs lik han at vide, at Sjællands Bispestol var ledig, og anede nu Aarsagen til sin pludselige Nedkaldelse. Da han den 26de Oktober indfandt sig paa Frederiksborg, befalede Kongen, at han skulde overtage Sjællands ledige Bispestol, og vilde ingen Undskyldning høre eller modtage. „Med allerstørste Bedrøvelse modtog han denne 6te Vocation, hvilke, især de 3 sidste, vare tvertimod hans Ønske og Bøn, nemlig om et lidet Embede og dagligt Brød i Rolighed, da ham altid har ligget i Sindet Senecas Ord:

„Me dulcis saturet qvies, nullis nota Qviritibus:
Molli perfruar otio, obscuro positus loco,
Ætas per tacitum fluat; Sic cum transierint mei
Nullo sum strepitu dies, plebejus moriar senex“.

Havde Akershus Bispestol lagt fuld Beslag paa den virksomme og dygtige Mands Kræfter, saa gjorde Sjællands det i endnu højere Grad med sine 21 Kjøbstæder, 33 Provstier, 422 Kirker og 350 Prester foruden Katecheter og Skoleholdere, da under denne Bispestol ogsaa laa Færøerne, Trankebar, de vestindiske Kolonier, Missionærerne, Skibspresterne o. m. Dertil kom, at han var Meddirektør i en Mængde offentlige Indretninger, som Fattigvæsenet, den gejstlige Enke- og Brandkasse, Slavekassen o. m.

Hvad der ved hans nye Embedspligter især faldt ham tungt, var, at han kort efter sin Udnævnelse til Biskop tillige blev Medlem af det bekjendte General-Kirke-Inspektions-Kollegium for Danmark og Norge, der blandt andet skulde gjøre Forslag til alle gejstlige Embeders Besættelse. I Spidsen for samme stod den af Kongen meget yndede Geheimeraad Grev Holstein, men dens mest indflydelsesrige Medlem var Grevens Informator Etatsraad Høier, som Hersleb skildrer som en klog og skarpsindig, derhos meget farlig og entrepenant Mand, der havde et particulair Had til Bisperne og de Gejstlige. Ved hans Side stod hans Fætter, den meget pietistiske Hofprædikant Bluhme, der gjorde i alle Ting et med ham, og Bluhmes Fætter og intime Ven Konsistorialraad Hvid o. Fl.

Med dette herskesyge, stærkt pietistiske Parti i Kollegiet kunde den frisindede, selvstændige og myndige Hersleb ej enes, især med Hensyn til gejstlige Embeders Besættelse, men han kunde mod den stærke Majoritet Lidet udrette og kun sjelden hindre Kollegiets mindre betænkte Forslag, saameget mere som det afgjorde saadanne Sager, hvori det frygtede Bispens Modstand, naar denne var fraværende paa Visitatser[5].

Etatsraad Hvid havde ytret, da man sagde, at Hersleb havde holdt god Orden og Skik i Akershus Stift og vilde nok gjøre ligesaa her. „Ja lad ham kun komme her, vi skal i Kirkeinspektionen nok holde ham saa varm, at han ikke mange Spring skal gjøre“. Dette gik forsaavidt i Opfyldelse, at de i Kollegiet hindrede ham i at udrette Alt det, som han uden deres Modarbejdelse og i Besiddelse af Kongens Agtelse og Tillid vilde have kunnet udrette til den dansk-norske Kirkes sande Vel, og foraarsagede ham mange Ærgrelser.

Hersleb vedblev imidlertid en Række af Aar at virke med Kraft og Velsignelse i sit nye Kald. Med gudelig Nidkjærhed udførte han sine Embeds Forretninger, og med kjærlig Omhyggelighed befordrede han Gejstlighedens Bedste dels ved at afvende skadelige Anslag imod dem i vanskelige Tider, dels ved at opmuntre dem til Aarvaagenhed i deres Embedsførelse og dels ved at fore de uordentlig Vandrende med Sagtmodighed paa den rette Vej. Kirkerne, Hospitalerne, Latinskolerne og Enkekassen fandt i den praktiske og forstandige Hersleb en saa dygtig Styrer og Tilsynsmand, at deres Midler væsentlig forøgedes, Kirkerne holdtes i god Stand, Hospitalernes Lemmer forøgedes, og Stipendier rigeligere end før hans Tid uddeltes.

„Med sin veltalende Mund“, siger Anchersen[6], „helligholdt han lire Hundredeaarshøjtider, eller som vi kalde det Jubelfeste, nemlig 1717, 1730, 1736 og 1749. Han var Biskop i næsten 27 Aar og indviede i den Tid 17 Kirker, 11 Biskoper[7], 50 Provster, 421 Prester, foruden 153 tilforn indviede, hvilke han forsynede med Kollatser, 24 Rektorer og Konrektorer, 198 Degne og Klokkere og 20 Katecheter, hvilke Alle han behørig examinerede og tog i Ed, og saavel offentlig som hjemme indviede og opmuntrede dem med hellige Formaninger og andægtige Bønner“.

Da han mærkede, at Kræfterne aftog, og han blev svagelig, udvirkede han, at hans Svigersøn Ludvig Harboe blev ham adjungeret som Medhjælper med Løfte om Succession.

Hersleb døde efter 7 Dages Sygdom i Kjøbenhavn, den 4de April 1757, 68 Aar gammel. Han blev begraven i Holmens Kirkes Kapel med megen Højtidelighed. En Mængde Minde- og Klagesange paa Latin og i Modersmaalet udkom til hans Amindelse af hans Sønner, Professor Wadskjær, Rektor Sporon, Jakob Lund, Pastor Jens Schive, C. Biering og et latinsk Æresminde af hans Ven Rektor Søren Seerup Monrad i Christiania, der kalder ham „en Mand saa stor, at ingen Berømmelse kan gjøre ham større“. Hans mangeaarige Ven Professor J. P. Anchersen udhævede i en latinsk Sørgetale paa Universitetets Auditorium den 20de April 1757 som det Ejendommelige ved ham hans Agtsomhed paa Alt, hans Udholdenhed, Flid, Redelighed, Forsigtighed, Ædelmod, Beskedenhed og Gudsfrygt[8]. „Han vidste, at et Menneskes Gudsfrygt skal kjendes af hans Gjerninger.og ikke af hans Lader, hvorfor han heller vilde være end synes gudfrygtig. Hykleri fandtes ikke hos ham“. Paa sin Dødsseng nød han den hellige Nadvere, talte med de Tilstedeværende om sin egen Ringhed og Guds Naade, sukkede: „Fader, i din Haand befaler jeg min Aand“, hvortil han kort efter føjede sine sidste Ord: „Nu triumferer jeg over alle mine aandelige Fiender“. Hans Svigersøn og Eftermand L. Harboe skildrede paa Landemodet i Roskilde den 15de Juni 1757 en i Aanden brændende Biskop og omtaler med Ros hans mangesidige Dannelse, hans Fortjenester af Kirken, hans hæderlige Charakter, store Begavelse som Prædikant og mageløse Arbejdsdygtighed. „Folkets Længsel efter at høre ham var saa stor, at skjønt Vagten fordobledes, naar han prædikede, kunde den dog neppe holde den tilstrømmende Mængde ude“[9].

Naar vi lade Herslebs Liv og Virken fremtræde for vor Beskuelse og agte paa Samtidens Vidnesbyrd om ham, fejle vi vist ikke meget, naar vi regne Peder Hersleb blandt de mest udmærkede Mænd, som Norge har fostret og i ham se en Stjerne af første Rang paa den dansk-norske Kirkes Himmel. Alle ere enige i at rose hans ualmindelige Begavelse som Prædikant, hvis Lige man aldrig havde hørt, og som henrev Alle. I det Hele var Hersleb udrustet med en højt begavet Aand og et kraftfuldt Legeme. Med klar Bevidsthed, levende Indbildningskraft og en lykkelig Hukommelse forenede han en mageløs Arbejdsdygtighed, en sjelden Flid og Udholdenhed[10], en Gudsfrygt uden Skrømt og en Charakter og Færd, der indgjød Højagtelse og Kjærlighed. Bispestaven førte han med Kraft og Myndighed, forenet med Humanitet og Kjærlighed.

Foruden en Del Disputatser og Lejlighedstaler, som Ligprædiken over Christian VI og Dronning Lovise o. m., en Jubelprædiken 1749, udgav han en Samling af Prædikener over de 7 Christi Ord paa Korset, kaldet „Livets Ord i Dødsens Stund“, hvilke efter kongelig Befaling først bleve trykte 1729 og siden oftere bleve oplagte (de ere optagne i „en Samling af Prædikener over Søn- og Helligdage“, som udkom i Oktav 1771), en Samling af offentlige Taler ved Kirke-, Bispe- og Prestevielser, epistola pastoralis til Akershus Stift angaaende Konfirmationens Indførelse, efter kongelig Befaling skrevet og udgivet 1737, Aften- og Morgenbønner til Husandagt o. m.

Peder Hersleb var gift med Bolette Hjort[11], en Beslægtet og Plejedatter af Dr. Peder Jespersen. Han ægtede hende d. 25de Oktbr. 1719 og havde med hende 10 Børn, hvoraf 6 overlevede Faderen, nemlig Hans Christopher Hersleb, Justitsraad og Landsdommer i Sjælland, senere Borgermester i Kjøbenhavn, Konferentsraad 1775; Mag. Peder Jespersen Hersleb, der studerede Theologi og 1767 døde som Sogneprest i Nykjøbing; Frederica Lovisa, der blev gift med Biskop Ludvig Harboe; Petronella Helena (f. 1724 † 1778), gift med Justitsraad, siden Konferentsraad og Sekretær i det danske Kancelli Andreas Graah; Anna Magdalena Charlotta (f. 1725 † ugift) og Boletta Sophia (f. 1728 † 1768), gift med Konferentsraad Peder Aagaard.



Biskop P. Herslebs Embedsskrivelser.

I.
Velærværdige Hr. Proust og samtlige Sogne Præster
Elskelige Brødre i Herren!


Naade være med Eder og fred af den, der er og den der var og den der kommer, og af de 7 Aander for hands stoel af Jesu Christo det troe vidne. Amen!

Fra den Tid det har behaget den Allerhøyeste Gud og vor Naadigste Konge at betroe mig dette Stiftis tilsiun (for hvilken tunge Byrde og høye ansvar jeg vel har unddraget mig, det lengste jeg kunde, og det saalenge, indtil det blev mig imponeret, saa jeg ei torde lengere sette mig imod Guds Kald og høye Øvrigheds Befaling, men i den tillid, at den, som har Kaldet mig, ogsaa skal hjelpe mig, har antaget det) har det i sandhed siden været min lengsel at komme tilstædet og efterhaanden at kjende mine Brødre, som skal være mine Medarbeidere i Herrens Verk, saa jeg maa bruge til Deres Velærværdigheder Pauli ord til de Romere 1 Capt. V. 11. 12. 13. Mig har forlengtis efter at see Eder, at jeg kand dele nogen aandelig Naadegave med Eder, at I kand styrkis, det er, at jeg kand blive trøstet med iblandt Eder formedelst den, som er i os paa begge sider, baade Eders og min troe, og jeg vil ikke dølge for Eder Kjere Brødre, at jeg har ofte ønsket at komme til Eder, at jeg kunde have nogen frugt endogsaa iblandt Eder.

Imidlertid har det og været mig ikke een liden opmuntring, at jeg og har fornummet det Ærværdige Clericies reciproqve lengsel efter mig, hvorom jeg atter kunde bruge Pauli ord 1 Thess. 3, 6. mig er forkyndet Eders Kierlighed, at I tenke paa os altid til det beste, og forlengis altid efter os, ligesom og vi efter Eder, hvilket jeg har sluttet saavel af andris sigende og breve, som og af een stor Deel deres egne Breve fra Prouster og Præster, for hvilke hver især jeg tjenstlig takker dem alle, og beder, at det mig ikke regnis til onde, at deris Lykønskningsbreve ikke fra Kjøbenhafn ere bleven besvarede, baade for at spare den tid til andre ting, som udfordris, naar mand skal giøre sig løs fra et Sted og Embede til et gandske fremmet sted og fremmet Embede, saa og for ei at misbruge den mig i den tid allernaadigste forundte Postfrihed, som ei kunde strekke videre end til de Breve, som gik Embedet and. Aarsagen, som har opholdt mig saalenge fra min reise, er det Ærværdige Præsteskab vel noksom bekiendt, nemlig den Kongl. Salving, til hvilken jeg paa Embedets vegne . skulle assistere, men saasnart den var overstaaet, har jeg ved ingen ting ladet mig lenger afholde, men atter med Paulo: 1 Thess. 2, 17de Brødre! efter at vi en stakket tid har været røvede fra Eder, efter ansigtet ikke efter hjertet, hastede vi dismere at see Eders ansigt med megen forlengsel. Og nu da jeg ved Guds Barmhjertighed lykkelig og vel her til stedet er ankommen, har jeg ikke villet undlade ved dette at Kundgjøre Deris Velærværdighed og samtlige Sognepræster min Ankomst, at den kand være vitterlig for alle og at jeg kand være til enhvers tieniste, som hos mig har noget at forrette, melde eller tilskrive, saavidt i min ringe evne staar, endskjønt jeg derhos maa beklage, at jeg er endnu saa fremmet i alle Sagerne, at jeg liden eller ingen opliusning kand give i de ting, som hos mig kand forlangis Stiftet angaaende, efterdi den Allernaadigste til Stifts Kistens og Documenternis overleverelse anordnede Commission ikke er end saa vidt ferdig, at jeg noget deraf kand annamme, og altsaa ingen rigtighed kand have self, eller ingen Dristighed til at underrette andre om noget, og vil derfore ønske, at, naar Stiftskisten kommer i min være, den da saaledes maatte befindis, at baade jeg og andre hos mig deraf kand faa nogen opliusning;

Ellers skal min største lyst og glæde være aleene at bekymre mig om, og befatte mig med de ting, som gaaer mit Embede an, og dertil opofre ald min tid og flid, hvorudi jeg og haaber at finde det kiere Præsteskab lige sindet med mig, ihenseende til baade at saa vigtig og helligt Embede er os betroet paa alle sider, at det vel er værdt at nyde alle vore Kræfter, saa og ihenseende til det svare Regnskab, vi har at giøre, om vi, som tiene den høyeste Gud og saa god een Herre i ham saa Kiær en ting, Guds hjord at føde, Siæle at vinde til Christum, agte os at have tid tilovers til noget andet at giøre, foruden det, som jeg ikke vil melde engang (thi ikke frygt for Mennisken, men Christi Kierlighed bør være det hiul, som skal drive os dertil), at det og ikke vil lykkis dem, som ere anderledis sindede, thi vi har, Gud være lov, en Konge, som nøie vil see paa, at hver tager vare paa sit, som veed at skiønne paa, hvor vigtig et Embede en Lærere har, som alvorlig vil straffe ald urolighed, stridighed og πολυ πραγμοσυνη hos sine Geistlige, og som vel begriber, at Guds ord, Bøn, formaning i Kierlighed, og derudi idelig at holde and og holde ud, er en retsindig Læreris vaaben, hvorved alle Siæle omvendis og forbedris, ikke med timelige straffe og verdslige Domme, som til med aleene gaar Øvrigheden an, og ere vel gode og nødvendige til Politie og udvortis skik, men giøre aldelis intet til Siælenis omvendelse og igienfedelse, som bør være de Geistliges øyemerke.

Dernest skal det være min lengsel og glæde endeel efterhaanden at lære at Kiende mine Brødre i Herren og dette Stiftis Clerisie, endeel at forefinde deris Meenigheder i god stand i det aandelige og Guds ord at boe rigelig iblandt dem, at Guds ord og Kundskab Kand voxe og tiltage idelig og glædelig. Begge deele Kand jeg ei tenke til saa hastig at erfare, som jeg gjerne ønskede, ja ikke eengang giøre Begyndelse dertil saa tilig, som jeg agtede, efterdi jeg har fundet min Residence i saadan tilstand, at det vil tage nogen tid, inden jeg kand komme i nogen roelighed og Orden i mit huus, at jeg derefter kand begive mig paa mine Visitatz-Reiser, hvorom jeg betimelig skal advare dem, hvor den skal foretagis. Imidlertid vil jeg venlig udbede mig af Deris Velærværdige Hr. Prousten det forderligste ske kand, at indberette mig Specifice, naar af Biskop sidste Gang i hver Præstegield og hver Kirke er blevet visiteret, jeg siger virkelig visiteret med ungdommens overhøring og Kirkernes Besigtelse, paa det jeg derefter kand rette mig og saa vidt mueligt er, begynde min Visitation der, hvor i lengste tid ikke er visiteret; Iligemaade vil jeg og forvente fra hver Præst under hands haand om hver Kirke især, hvem Kirken ejer, og hvem fra den tid Kirken blev soldt, har ejet den, i hvad stand Kirken nu er, da jeg tiltræder, hvad mangel, og hvad som hindrer, at manglerne ikke raadis bod paa. Endskjønt jeg ikke tviler paa, at jo enhver retsindig Herrens tienere, som elsker Guds Kirke og de udødelige Siæle, vel af sig selv er omhyggelig for den saa nyttige og nødvendige Catechisation: Saa vil jeg dog bruge Petri ord 2 Epist. 1, 12. 13: Jeg vil ikke forsømme at paaminde Eder altid om saadant, alligevel at I vide det, og ere styrkede i den sandhed, men jeg agter det ret at opmuntre og erindre Eder, saalenge jeg er i dette paulun, og derfor beder for Christi Kierligheds skyld, at de kjere Brødre ville lade det verk være deris idelig omsorg, deris glædeligste gierning, og ikke aleeniste have indseende med Klokkere og Skolemestere, om af de sidste hos dem findis, at de troelig og flittig catechisere, og det ingenlunde forsømme, men og seli benytter sig dertil alle Leiligheder, saa tit det skee kand, baade den i Kirken anordnede, saa og oftere for og ved Skriftemaal, bededage, og ved den aarlig huusbesegelse, hvilken nemlig husbesøgelse om den over alt er brugelig jeg ønskede at vide, og hvor den ikke er brugelig, at den da maa begynde efter Lovens 2den Bogs 7de Capt. 1ste Art., saasom derved meget got kand stiftes, meget ondt afvendis, naar den rettelig og viiselig i Kierlighed brugis, og Præsten aldrig kand have bedre Leilighed at kjende sin hiord og forhøre ungdommens fremgang i deris Christendom. Hvorfor ogsaa hver Præst af sig selv holder et rigtig register over ald ungdom i sit Sogn afdeelt i Classer efter deris profect, hosteignet enhvers forhold, hvorudi Børn indskrivis, naar de ere 7 Aar gamle, enten de endnu kand læse noget eller ikke, og de udslettis, som komme i Egteskab, hvilket ved Visitatzerne maa være ved haanden, at de, som ere antegnede som forsømmelige, da kand advaris, og de forældre tiltalis, som holder deris Børn ikke tilig nok til Læsning.

Endskjønt det vel ikke pretenderis, at de unge skal lære udenad anden Catechismum end Lutheri med sin korte forklaring, saa dog ville jeg gjerne, at i Stiftet blef bekiendt en liden Bog kaldet Christendommens Kierne, som er den beste af alle de Catechismis jeg kiender og ret svarer til sit Nafn, og er af erfarenhed befunden meget gavnlig, og derfor introduceret i det Kongl. Vaisenhus i Kiøbenhafn, hos de Kongl. Cadetter og andre steder; det er ingenlunde i den tanke, at den skulle udenadlæris, thi dertil er den baade for vidtløftig, og mand naaer ikke dermed sit Maal, men eendeel, at Skolemestere og Klokkere og andre, som skal catechisere, giøre sig i den vel bekiendte og beløbne, eendeel ogsaa at de i Menigheden, som har af Gud nogen smag paa Christendom, oplyst til fremgang, kand have i dend nogen privat øvelse og forlystelse, og faa et Begreb af den sande Lærdom i kraftige og mest Bibelens ord: til den ende jeg har ladet komme en forraad af den og andre smaa Geistlige Bøger for en billig priis, hvorpaa her følger forteignelse, som hos min Amanuensem kand faais, naar forlangis, og saasnart jeg merker nogen søgen og Begjerlighed derefter, at Præsterne meene at kunde blive af med dem til Menighedernis nytte; skal jeg altid lade komme i store qvantitet, at den ofte ubillige fordeel, som Bogførerne gjør af deslige Bøger, ikke skal afholde nogen fra slig Gudfrygtigheds øvelse. Hvorfore det var saare got og nødvendigt, om Præsterne ved alle Leiligheder opmuntrede deris Menigheder til Husandagt og Gudelige Bøgers læsning hjemme i deris Huuse, og at lade deris Børn læse saadanne for dem som ikke self kand læse, især at de efterhaanden anføris, opmuntris, vennis til det Nye Testamentis og Bibelens Læsning, nu vi i vore tider har den Lyksalighed, at den for saa let priis kand havis, og naar nogen Præst vil lade mig betids vide, hvor stort antal af saadanne Bøger hand meener at kunde bringe ind i sin Meenigheds hænder og huse efterhaanden, vil jeg gierne lade dem komme, da jeg fra Vaisenhusets Bogtrycker og Bogbinder fra første haand altid kand skaffe dem lettere uden nogen mindste fordeel end de ellers faais. Og at saadan Læsning og Husandagt, som er saa nødvendig til opbyggelse heldst i Norge, hvor Kirkeveyen er saa lang og Kirketienisten formedelst Annexerne ikke saa jevnlig, helst for dem, som boe tilfields og langt borte, kand med tiden blive mere almindelig, saa ombedis de Kiere Brødre, at de paa mit ansvar efter denne Dag ingen tager for første gang til Guds Bord, som ei før har communiceret, uden de foruden deris Catechismi Læsning udenad ogsaa derhos kand tydelig og distincte læse i Bogen een stiill uden anstød, det maatte da være saadan besynderlig casus og umuelighed, som vanskelig skal forefalde, at de derudi kunde, dog ikke lettelig, dispenseres; thi om end dette vel siunes den gemene Mand en tvang i Begyndelsen, saa er det dog een tvang den de self vil takke Gud for, naar deris hierte bliver rørt til Gudsfrygt og øyene opladis, og derfor kand dette Monitum Pastorale strax gieres bekiendt, og derhos forsikris, at paa mine Visitatzer skal af de unge blive reqvireret ligesaavel deris Læsning i Bog som Læsningen udenad og deris Saligheds forstand.

Jeg haaber, at der i alle Sogner findes Præstens Medhielpere louglig antagne og anordnede, og hvor de ikke ere, at de da begieris og foreslaais, saasom det er meget nødvendigt til en Præstis sikkerhed, at hand ikke skal komme i uleilighed, naar hand ei har taget de behørige advarsler og gradus admonitionis i agt.

Jeg begriber meget vel, at det i Norge bliver vanskeligt Skoler og Skolemestere at holde i Sognerne, som dog er saa nødvendig for ungdommen, men jeg meener ogsaa, at gudelige Mænd, som tager sig Guds Kirkes trang nær til Hjertet, har udtenkt adskillige maader og veje, hvorved saadan mangel kunde hielpis. Derfor om nogen Proust eller Præst veed noget got forslag til Skolemestere at holde, eller andre nyttige forslag til Guds Kirkes opbyggelse, eller har sine pia desideria, da vil jeg dem ikke aleene med ald taknemmelighed og broderlig Kierlighed imodtage og samle, men og deraf udsøge, hvad jeg kand tenke efter tidernis Løb practicable at være og venteligt at obtinere, og det i dybeste underdanighed for vor Kiere og fromme Konge, hvis ønske og lest det i sandhed er at befordre Guds Ære, forestille. De Kiere Brødre har erfarenhed i Stiftet, Stæderne og manglerne, jeg har nogen erfarenhed i tiderne, og hvad som kand vente bifald eller ikke; lader os hellige den store Gud i vore hierter og opofre voris erfarenhed til Guds Ære, og forsøge, om ikke af det sammenskud noget got ved Guds Bistand kand fremskyde; og at baade Præsterne kand have tid at tenke derpaa og indsende det, saa og jeg ikke forhaste mig til noget forslag, inden alt er indskikket som ventis kand, saa vil jeg indtil over Nytaar blot vente paa, om noget mere fra Brødrene indskikkes, inden jeg deraf noget benytter mig.

Jeg vil og fra Deris Velærværdighed Prousten vente een fortegnelse paa alle de Studentere i Proustiet, deris alder, Senium Academicum, Caracterer, hvad de sig foretager, og et vidnisbyrd om deris lif og lefnit, som for Guds øyen uden persons anseelse, saadan som de med god samvttighed kand give det for Gud og saaledis som de vil, at jeg i andre ting skal forlade mig paa dem, som mine medhielpere, samt og deris Betænkning, om ikke saadanne i Sognerne værende Studentere skulle være at formaa til een eller anden Embedsøvelse, ei alleene i Prædiken, men endog i Catechisation og sygis Besøgelse, uden noget derfor at nyde eller vente, og det ikke for Præsterne derudi at lette, thi ingen retsindig Præst forlanger derved at efterlade noget af sit Embeds Pligt, men for dem self, som agte at komme i det hellige Embede, at de kand forud lære at omgaais med Siælene, og have nogen øvelse i disse Embedets til anseelse vel ringeste, men sandelig vigtige og vanskeligste stykker, i haab, at de derved betids kand komme til at see i Embedets vigtighed og disbedre med Bøn og ydmygelse præparere sig dertil, om Gud i henseende til saadan deris louglig øjemerke dis før ville betroe dem sin Kirke at forstaa.

Alle Klokkere, Skolemestere og, om der findis i de smaa steder flere saadanne Kirkens og Meenighedens betientere, maatte tilsigis at indsende til Prousten rigtig Copie af deris Bestalling (af hvem de og har den) vidimeret og attesteret af Sognepræsten, da de mig igien til min efterretning tilstillis, at jeg, naar vacance falder, kand vide, hvem det tilkommer derfor at sørge.

I det øvrige beder jeg, at Deris Velærværdige Prousten og samtlige Sogne-Præster ville have fortrolighed til mig, og forsikre sig om, at jeg intet søger uden at omgaais dem alle i broderlig Kierlighed, at jeg med dem, og de med mig arbeide paa de ting, som høre Guds Rige til, og de som ere af det sind, vil jeg paa alle maader Ære og Elske, de gamle som fædre, de yngre som Brødre. Paa min indgang og udgang hos dem skal være i Kierlighed, med hvilken forsikring jeg ønsker dem samtlig Naade og Kraft til deris Siæle, Embede, Sandhed i deris Legemer, velsignelse i deris huuse, aandelig glæde af deris Menighed, og i saadan ønske forbliver stedse

Deres Velærværdigheders
beredvillige Ven og Broder

P. Hersleb.

Opsloe Bispe-Residence den 13de Juli 1731.

Specification
paa nogle af Vaisenhusets Bøger, som til Meenighedernis
tieniste hos mig nu kand faais.
Christendommens Kierne indbunden for 12 Sk.
Speners Catechismus i franskbind 1 Ort 12
Jannewais Exempel-Bog om gudelige Børn, indbunden i dvelsk - 12
Christelig Levnets Begyndelse, indbunden i papiir - 6
Anviisning til Christi Kundskab, indb. i papir - 4
Wiiglebs Christendoms forhindringer og Evangeli herlighed, indbunden i dvelsk - 12
Kempe Christi efterfølgelse, franskbind 1 -
Bibelske Sentencer efter troens Artikler, indbunden i dvelsk 1 16
Nyere edition af Nye Test. forbedret franskbind 1 4
Grabows Communion andagt - 20
Tydske Psalmer verterede paa Dansk i franskbind 1 -
Indhold og sammenheng af den gandske Bibel - 20
Porst Dialogus zwischen einen alten und jungen Prediger 1 -

Thomas Juel.


II.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Sognepræster.
Elskelige Brødre i Herren!

Naade være med Eder og Fred af den som er og den som var og den som kommer og af de 7 Aander, som ere for hands Stoel og af Jesu Christo det trofaste Vidne. Amen. Mit forrige eller første almindelige Brev til det Ærværdige Stiftets Clericie fornemmer jeg af eendeel indløbne Besvarelser at være i velvillighed og Kiærlighed optaget, hvilket glæder mig meget, og skal opmuntre mig endnu saa meget meere at gjøre med Lyst mit Embede, og ved saa velvillige Brødris og Medhjelperis Bistand at fare fort i Herrens gierning, at ikke skal komme over os det trusels ord: Jer. 48, 11. Forbandet være den, som giør Herrens gierning svigagtelig. Endskjønt de i forrige Brev begierte Efterretninger ikke endnu ere indløbne, hvilket ikke heller kand ventis, og Jeg ikke heller begierer andet end de maa være Brødrene i friske eftertanke, og ikke det forrige ved dettis indløb forglemmis, saa volder dog baade min idelig Bekymring om at faa nogen ret Begreb om Stiftets sammenheng, saavel som en og anden Erindring, at jeg ved dette atter besøger det Ærværdige Clericie.

1) Er mig tilhænde kommen een Kongl. tilladelse om Beckens udsættelse i det gandske Stift for Anna Mule, afgangne Marcus Nielssen Hessis Efterleverske i Friderichstad, hvoraf følger indlagt een af mig verificeret Copie til Præsternis videre Besørgelse, men

2) ved samme Anledning vil Jeg indstændig bede samtlige Ærværdig Præster, at de ville behage med all fliid og Accuratesse at besørge saavel Collecternis som de aarlige Kirke-Expensers indsendelse til Prousten i rette tid; Jeg kan ikke bærge for de Kiære Brødre, at dette Stift i den fald staar i een blame og ont udraab i Kiøbenhafn hos Missionen, Biskop Worm, Helsingøers fattigis Forstandere, Slave-Cassens Directeurer og Academiet, hvilke alle hos mig har besværget sig, at dette det første og mindste i Circumferencen og nærmeste Stift i Norge plejer at være det seendrægtigste og urigtigste i deris Contingenter at indsende. Nu veed jeg saare vel, at det ikke er Prousternis og Præsternis skyld (i det ringeste kun faa, saa jeg med fortrydelse maa se, at jeg ikke end kand faa 1730 Aars-Regnskab afgjort), men efterdi det dog er een Beskyldning paa Stiftet, saa vil jeg gjerne stræbe, ikke alleeniste at bringe det ud af denne blame, men og at forhverve os samtlig dend Lov af Accuratesse, hvilket jeg dog ikke formaaer, inden de Kiære Brødre derudi vil komme mig til hielp, paa hvis fliid det allermeest beroer; jeg veed vel, det har sine vanskeligheder, og Præsterne finde deris Besværligheder med dem at indfordre og indsamle, men lyst og god villie gjør alle Besværligheder lette og alle vanskeligheder slette, har de derfore nogen godhed for mig, saa vil jeg derudi kjende det, jeg som ikke hellere kand have nogen roelighed i mit Sind, uden jeg har bragt hvert aars Sager i Rigtighed, jeg vil virkelig ansee det, som en velgierning imod mig og som et Kjendetegn paa, at jeg er det Kiære Præsteskab velkommen og behagelig, saalenge jeg derudi merker deres godhed for mig i at indsende alt saadant betids, og heller for tiden til Prousten, om hvis vigilance at indsende mig det jeg ikke tviiler paa, da ellers alle tilfælde, som kand paakomme og ikke forud kand sees, ved saadanne Pengis Bortkommelse, med Brand, med Tyves og anden ulykke, vil efter den foresatte tid komme paa deris egen Risico: en Modele til Tabeller over saadanne udgifter ville jeg gierne meddeele, men kand ikke, inden jeg selv faaer nermere underretning om alle ting, da jeg ikke skal forsømme at sende een til een hver Proust, imidlertid kunde mig ske een stor hielp og velgefald, om Prousten ville sende mig tilbage dend originale Tabel, som Hr. Deichmann skal have udstæd til hver Proust, hvilken nu dog ikke meere kand tiene dem.

3) Saasom jeg og allerede har fornummet Klagemaal over, at Breverne gaa saa langsomt omkring og igien tilbage til Prousterne, saa ville de kiære Brødre Prousten og Præsterne alvorlig og paa det indstændigste i mit Nafn tilholde Klokkerne, under stor Straf, ja deris Embedis Forbrydelse, om det skeer ofte og af Modvillighed, at besørge Brevenes baade snare og rigtige omgang, samt og at eenhver Klokker bereeder sig paa et Futterale eller Pergamen, hvorudi Brevene forvaris paa Reisen, at de ikke, som klagis, skal komme saa lacererede og maculerede tilbage, uden saa er at Proustiets Præster selv med indbyrdes overlæg og sammenskud ville bekoste sig en Brev-Taske med Laas for, hvortil hver Præst kunde have sin Nøgel, at saadanne Breve ikke, som pleier, skulle, naar de i Kanterne ere forslidte, være for hvers Mands øjne; til dend Ende, at mand kand vide, om Klokkerne ere exacte, tvifler jeg ikke paa, at jo hver Præst tegner paa Brevet, hvad Dag og tid det ankom, og ligesaa hvad Dag og tid det Klokkeren til Befordring leveredis, at saadanne paategnede Breve kand ligge i Proustens forvaring, hvor jeg paa mine Visitatzer tenker at see dem igjen og observere deres omgang, ligesom jeg og ville udbede mig af hver Proust og Præst en Addresse, hvorhen jeg skal levere, og hvorhen stiile de Breve, som fornødenhed kand udkræve enhver især at tilskrive, over hvilken Notice, som over all anden, naar den indløber, jeg vil giøre mig selv een Tabel at have det under et hastigt øyesiun.

4) Saasom jeg ingen particulaire eller private Correspondence har i Stiftet, men alleene hvad mit Embede vedkommer, og jeg fornemmer, at Postmesterne hist og her ere saa færdige at opføre Præsternis Breve til mig for Post Porto og maaske det skeer ogsaa paa mine Breve til Præsterne, saa ville jeg bede: at Prousten og Præsterne ikke forglemmer at sette uden paa deris Breve: Bispe-Embedet vedkommende. Dersom da nogen Postmester skulle sette Porto derpaa, som og er skeet, saa har jeg declareret ikke at betale det, og da har jeg andledning at andrage det paa sine Steder.

5) Jeg begierede i mit forrige underretning og Copie af Klokkernis Kaldsbreve, i tanke, at jeg, uden all tvivl, skulle finde for mig blant Stiftets Sager nøyagtig forklaring om de vigtigere ting; Men efterdi jeg disværre finder ligesaa lidet om det større som om det ringere, saa foraarsagis jeg af Nødvendigheden at informere mig hos Deres Velærværdighed Prousten og begiere nogen forklaring om Capellanerne, hvor mange de ere i hands Provstie, af hvad Sort de ere, enten Residerende eller Personelle, og de sidste, om de ere kaldede for Menighedernes vidtløftighed, saa at der stedse har været eller skal være Capellaner i det Kald, eller de ere kaldede for Sogne-Præstens alderdom og Skrøbelighed, hvormange af disse ved forandring, som siden ved Deris vocation kand skeet med Sogne-Præsterne, kand være nødvendige og andensteds kunde brugis, naar paafordris, og om imidlertid holdis efter Forordningen eller anderledis ved Accord underholdis, hvorfore jeg ogsaa vil vente rigtig Copie af alle slags Capellaners Confirmationer og Kaldsbreve mig til Sikkerhed og efterretlighed.

6) Iligemaade vil jeg udbede mig hos Deris Velærværdighed Prousterne, at om der findis Kiøbsteder i samme Proustie og i dem Rectores og andre slags constituerede Skolemestere, mig da maatte gives nogen oplysning om dislige Skoler, hvormange Docentes derudi ere, om dem noget Embede foruden Skolen paaligger, af hvad Grund og Beskaffenhed det er, tilligemed Copie af Rectoris og andre saadanne Betienteris, som mig kand angaae, Deris vocationer.

7) Foruden de Christendoms Bøger til Meenighedernes Nytte og tieniste, som jeg sidste gang Notificerede Brødrene, er mig og tilsendt fra Cancellie Raad Wielandts Enke et antal af de nye oplagte Alter-Bøger. Det er Clereciet bekiendt, at den høysaligste Konge, formedelst Klagemaal over stoer Mangel paa Alter-Bøger i Rigerne, havde besluttet et nyt oplag, og til den Ende, ved Kongl. Befalning, ladet indsamle af Geistligheden i begge Rigerne Deris Tanker og Symbola til Alter-Bogens correctere og forbedrede Edition, over hvilken samling, da dend var indløben, Hans Mayst. befalede Biskop Worm med Theologis og Hoff-Prædicantere, hvoriblant jeg dens tid var, og Sogne-Præsterne i Kjøbenhafn at træde sammen og besørge Alter-bogens Edition; hvad der forvoldte det saa vel intenderede verkis ophold, kand ikke her meldis, men efter nogle Conferencer blet det afbrydt, indtil den ulyksalige Ildebrand borttog med meget andet alt det, som dertil var indkommen; ved saadan Sammenhæng, og da det synis langsomt at haabe nogen nye forbedret Edition, har Cancellie Raad Wielandt ladet oplegge paa nye dend forrige Alter-Bog ord for ord (undtaget trykvildelserne forandret), med god og temmelig stor Stiil, i bequem format, stor octav for at føre med sig, ikke nær saa tyk, som dend forrige, vel indbunden, som med al omkostning her paa Stedet kand havis for 2 ort 16 Sk., hvilket jeg ikke vil undlade at lade Brødrene viide, om nogen skulle forlange et Exemplaire at have for sig selv, eller nogen behøvedis til Kirken, i mangel af de Store og dertil forordnede, som ey ere at faa.

Kiære Brødre, skulle det ikke være mueligt og giørligt, at i dette Stift kunde holdis aarlig een eeniste Synodus eller Landemode paa een vis fastsat tid om aaret, Vinter eller Sommer? hvor alle Prousterne forsamledes, eller nogen Præst paa deris vegne, som og kunde komme med et tillæg af et taaleligt Viatico af Præsterne, ligesom det er i alle Stifterne i Dannemark 2de gange om aaret, hvor alle Regnskaber kunde afgiøres, alle Expencer og Collecter leveris, Geistlige Sager decideres, Meenighedernis tilstand raadslaais om, Prousternis Betænkning høris, Monita Synodalia udstædis, indbyrdis opmuntris, talis om Manglerne som findis, overleggis hvad forestillelser kunde giøris paa høyere Steder, med forenet aand, Bøn og Raad betragte vor Embeds gjerning og Prousten siden ved hiemkomsten communicere Præsterne ved circulair Brev alt det som var passeret; at det var nødvendigere her end i Dannemark, kand enhver begribe, her hvor vi ere saa langt fra hinanden, sielden kand sees, med Breve alle ting skal afgiøris, hvor Breverne gaar langt usikrere og langtsommere end der, Nyttigheden kan enhver see, som vil tenke derpaa. Er Jeg ikke at beklage, som har saamange gode Mænd til Medhielpere og Raadførere, og kand ikke benytte mig Deris Raadføring formedelst ingen Samling skeer. Er een Biskop ikke at beklage, som har een Drift hos sig at søge Guds Ære og Meenighedernis beste, og kand ikke have nogen underretning om Meenighederne, ikke heller Præsten af ham, men hvert 3die Aar, om det endda saa regulaire kand skee, og da alt med een og een Præst; om det her kand lade sig giøre, forstaar de gode Mænd bedre end Jeg, at mange gode ting derved kand skee, ja og vigtige ting begyndis, begriber Jeg, at Hans Mayst. skulde approbere det, haaber Jeg; men den største Difficulte er, at det kunde være een besværing for Præsterne i dette Land at reise saa lang Vei (af hvilken aarsage jeg vel seer, at det er umueligt i de andre norske Stifter, men her kand det ikke kaldis meer end vanskeligt) derfore jeg og ikkun blott proponerer det med et Spørsmaal? og ikke ville røre et ord derom uden med mine Brødris Velbehag og Samtykke. Jeg erindrer for nærværende tid ikke meere, uden dette at forsikre, at jeg uafladelig beder dend store Gud og overhyrde, at hand vil velsigne dem alle i deris Embeder og Huuser; giøre dem som udvalde Redskab til sin [Kirke] at fremme, giøre mange Siæle Salige ved deris tieniste, og hielpe mig og dem at være troe i hands huusholdning, flittige og aarvaagne paa voris Vagt, og lykkelige i voris Idrætte, som jeg i alt det øfrige stedse forbliver Velærværdige Hrr. Proustis og samtlige Sogne-Præsters beredvillige Ven og Broder

P. Hersleb.

Christiania Bispe-Residents den 3die Augusty 1731.

III.
Velærværdige Hrr. Provst og samtlige Sogne-Præster!

Til dette indtrædende Nytaar ønsker jeg det Kiære Præsteskab af et oprigtigt Hierte megen Naade og Velsignelse af Gud baade i det aandelige og timelige, i Særdeleshed een glædelig fremgang i deres hellige Embede, at de maa være frimodige i Christi Gierning, Lyst til vor Gudstieneste og lykkelige i Herrens Ærinde. Jeg haver mange ting at tale med Brødrene, fordi jeg saalenge har tøvet for at ville opbie Svar fra alle Steder paa mine i det første almindelige Brev giorte forslag, hvilke nu vel saa mange, som komme skal, ere indløbne, endskjønt der ere endnu nogle Præstekald, hvorfra slet intet er kommet, hverken om det eene eller det andet. Af de flestes Svar er jeg bleven glædet, styrket og opmuntret, saa som de udviiser een stor glæde derover, at der tenkis paa Josephs Skade, ja stor Lyst til at legge selv endnu fyrrigere haanden paa Plougen, een villighed til at give gode Raad og anviisning, hvordan vanskelighederne kand forekommis især om Skolevæsenet. Jeg glæder mig meget over, at mit Desiderium i det Stykke har fundet mestendeelen alle Brødrenis Samtykke, at de ikke aleeniste har føyet deris ønske til mine og derved opmuntret mig, ikke alleeniste indsendt mange gode forslaug, og derved efter min egen Begiering underviist mig, men end ogsaa Gud har bevæget een og anden til frivillige Raisonable tilbud, hvad de dertil vil contribuere, ja endog en braf Retsindig Præstemand til at destinere dertil et Legatum paa 200 Rdlr., hvorfor Guds Nafn være velsignet: Gud giøre mig fremdeles saa lykkelig, at jeg derudi noget got kunde udrette, hvortil jeg ingen fliid skal spare, men opbie den tid, at vi kand faa voris verdslige Øvrighed her til Landet, med dem derom at conferere. Imidlertid tøver dog ikke Clericiet derefter, men gjør alt hvad de kand til at vedligeholde, forbedre og paadrive dend Børnenis underviisning, som har været i Brug, eller endnu af dem kand settes i verk.

Nogle i deris svar synes vel ikke at have lyst til, at der skulle skee nogen forbedring, men at det maa blive ved det gamle, frygtende uden tvivl, at de skulle faa meere at bestille i Guds Gierning, og derfore ere kunstige til at giøre indvendinger og cumulere Difficulteter; disse, som de ikkun ere faa, tiener det til giensvar i Korthed: Det er ingen Kunst at giøre Difficulteter og objectioner, det er een Retsindig Herrens Tieneris omsorg at rydde Herrens Veje, og optenke Raad mod vanskeligheder, der er aldrig noget got verk giort til Guds Ære uden store Difficulteter og modstand, skal mand lade sig afskrække ved vanskeligheder, saa bliver aldrig noget got gjort, τα καλα χαλεπα.

Det synis og, at nogle støder sig paa mine opmuntringer og Erindringer, og anser dem som Beskyldninger, hvilke de ikke har fortient, efterdi de veed, at de har giort deris Embede tilforn troelig. Dem vil jeg ikkun bede betenke, at mine Erindringer ere almindelige, at det er mig umueligt at skrive til hver især, at jeg ingen Erindring gjør, uden jeg veed nogen grund dertil, at Erindringen bliver almindelig, endskiønt der er kun een eller anden jeg kand sigte hen til, der kand være fleere mig uafvidendis, som behøver det, at derved beskyldis ingen og beskjemmis ingen, men meget meere, jeg meener det er een glæde for dem, som veed, at de u-mindt har gjort det, som paamindis. Ialmindelighed beder jeg atter, at de Kiære Brødre altid i Kjærlighed ville optage, hvad jeg udi een eller anden punct kand erindre, saasom jeg forsikrer paa, at min intention dermed er Kiærlig i henseende til dem og Reedelig henseet paa Guds Ære. Jeg vil og gjerne taale, og med taknemmelighed imodtage, hvad Remonstration nogen kand have at gjøre imod mine Monita til forandring eller forbedring, og naar jeg derudi finder billighed og god Grund, skal jeg strax meddeele svar, men skulle intet svar følge, formoder jeg dog, at de, som har giort objectionen, ikke tenker, at de dermed har frasagt sig det, og ere dispenserede for at rette sig derefter, men gjøre deraf, saavidt det er dem mueligt, at de ikke skal ansees som modvillige. Jeg forstaar det sandelig ikke bedre, end at naar een Biskop ordinerer noget, som ikke er stridig mod lof og Forordninger, saa ordonancen da bør efterleves, saasom hand har self at andsvare til sine ordonancer, og den, som dem adlyder, er uden andsvar, og skulle nogen meene, at Bispen andordner noget som er urett, da kand det dog ikke staa i dend sammes magt det at sidde overhørig, uden saa er, at hand vil besvære sig til Kongen over Bispen, enten skal der klagis eller adlydis. Men saa gierne og med Lyst jeg vil taale, at nogen vil oprigtig aabne mig sine tanker om det, jeg self kand anordne, saa troelig vil jeg advare Brødrene, at de vogter sig for at gjøre modsigelser mod det, som jeg ikke, men Kongens Lov befaler, over hvilken jeg er pligtig at holde, og tilsee ikke aleene, at dend ei overtrædis, men endogsaa at den ikke modsiges; exempel gr.: om Huusbesøgelser (hvilke jeg atter paa det indstendigste recommenderer og glæder mig over, at mange og de fleeste har med Løfter erkiendt, hvor nødvendige de ere) har nogle, Jeg vil ikke sige dristig, men dog uforsigtig udladet sig, enten at deris Meenighed er for vidtløftig dertil; R. Er Meenigheden vidtløftig, saa er Aaret langt. Er deris Meenighed for stor, saa bør den formindskis, thi ingen bør have større Meenighed, end han den med alle Officii partibus kand forsørge. Min circumference er større, og Jeg bør dog udi 3 Aar afgjøre den, saa skulle Jeg troe, at een Præst kunde i Et Aar visitere sit Sogn. Andre meener, at det kunde Capellanerne befales, R. Jeg tror ikke, at nogen Sogne-Præst kan holde sig det infra dignitatem, som er i Loven befalet, og er pars Officii (Mig kand det være lige meget, enten det skeer af Sogne-Præst eller Capellan, naar det skeer, og skeer til nytte med forstand og alvorlig Kjærlighed). Om det skeede baade af Sogne-Præst og Capellan, var det ikke af vejen, det som er til Guds Ære og Meenighedens nytte kand ei skee formeget. Jo ideligere private formaninger i Kjærlighed gemeene Mand faar, jo bedre det er. Andre meener, det har ikke været Praxis tilforn, og dertil svaris: Praxis gjelder slet intet, uden den er louglig og billig; Praxis, som er billig, kan gjelde meget, hvor man ikke har loug for sig, men mod den gielder ingen Praxis. Andre meener, at det ikke er Lougens Mening, at den skal skee huus for huus, da dog lougen siger totidem verbis: Stundom huus fra huus, vel legger den til, hvor fornøden giøres og beqvemmeligst skee kand, men saalenge vankundighed, selfraadighed, skiødesleshed om de ting, som hører til Salighed, hersker hos gemeene Mand, saa gjøres privat admonition og Conference høyst og høyst fornøden, ja meer end Prædiken, og jo tiere jo bedre; den kand og beqvemmelig ske allevegne, undtagen hvor nogen boer saa adskildt fra andre tilfjelds, paa Øer, at een Præst skulde have farlige og besværlige Reiser for een eller anden Gaards skyld, der kand det vel ikke skee saa præcise og aarlig, men i et stort Bøydelaug kand og hør det skee, thi Loven befaler det; er aldrig Loven, da Samvittigheden tilsiger een Lærere, at hand ikke bør lade det være nok med een offentlig underviisning, som de Vankundige har mindst godt af, men privat applicere, prøfve, spørge, lære, raadføre, advare, paaminde; Pauli exempel fordrer det Act. 20, 20: hand lærte almindelig i huusene; det er fornøden allevegne, allermest i Norge, hvor Præsten har ellers saa liden particulair omgang med sine tilhørere, om end Skriftestolen blef brugt saa privat som den burde, end sige absolutio privata her er bleven ikke semipublica, men publica; nytten er aabenbar for den, som troer, at Guds ords application og Læreres formaning er nyttig, og enskjønt nytten vel spildes, dersom huusbesøgelsen ikke skeer med forstand, med Kjærlighed serio og sobrie, saa kand dog for misbrugets skyld bruget ikke ophæves. Hvad som Jeg denne gang har at proponere Eder, I Mænd Kjære Brødre, ere saadant saavidt angaaende de før omskrevne ting, som ikke egentlig udfordrer Svar, men vil settes i verk, hvor det ikke for er i verk, saadanne ting, som egentlig gaar Landet and; thi hvad Kjøbstæderne i Norge angaar, har Jeg end ikke nogen Idee af, og skal i sin Tid aparte melde derom, og endelig saadan ting, som Jeg beder hjertelig maatte optages i saa uskyldig og kjærlig meening, som det af mig i uskyldighed, Kjærlighed og allerreeneste intention er skrevet, og at gaa dets ordentligere frem, vil jeg afdeele det i visse Classer, og det først nogle Puncter.

For Velærværdige Prousterne.

1. Prousterne visiterer aarlig sine Kirker efter Lougen, ja oftere om det paa et eller andet sted skulle gjøres for- neden, thi det er Lougens Meening, derfor heder de Biskoppens assistencer og συνεργοι, at naar hand ikke kand komme, og hvor hand ikke kand komme, da de; ja endog de Aar, Bispen self visiterer i Proustiet, cesserer derfor ikke Prousternes Visitation, men kunde da det Aar skee i Annexer, som ligger lenger fra, efterdi det dog er ikke mueligt, at ald Menigheden ved Bispens Visitatz kan rømmis i hoved-Kirken, endskjønt især ungdommen maa holdes til at komme frem.

2. Hvergang Prousten visiterer i et Sogn, indskriver han det i den Præstis Bog (hvorom herefter meldes), at hand der har visiteret den Dag.

3. Naar Prousten har fuldendet det aars visitation, beder Jeg Kjærligst, at hand vil indsende en omstendelig forklaring, hvorledes hand paa hver sted har forefundet, thi dertil meener Jeg, at hands Visitatz især hensigter, at Biskoppen, hvor hand det Aar ikke self kommer, kand dog være underrettet om Meenighederne.

4. Iligemaade indsender hver Proust inden Nytaar til Stiftsbefalingsmanden og mig een aparte underretning om Kirkernis tilstand, mangel og brøstfeldigheder.

5. Inden Nytaar var det og meget godt, at Prousterne indhentede og indsendte forklaring om Studentere i Herredet, deris lefnet og forhold efter deres beste vidende og Samvittighed, og forklarer, hvor de forrige ere afblevne, og om flere ere dette Aar tilkomne, thi fra dette Aar 1732 tenker jeg med Guds hjelp at holde over dem et Seminaríum.

6. Jeg tviiler ingenlunde paa, at jo hver Proust holder sine rigtige Protocoller, baade Justice Protocoller og Skifte Protocoller, hver aparte; de som ere fuldskrevne, maa til Stifts-Kisten indsendes imod Qvittering, og saadanne Protocoller bør fra Proust til Proust være følgagtige, indtil de ere fuldskrevne, som Jeg og Kjærligst beder Prousterne vilde giøre sig diid for at faa deris formænds Protocoller for denne tiid, thi saadanne ber ikke være i privat forvaring, og Jeg maa meget undre, at Jeg i Stiftskisten icke finder een eneste enten Justice- eller Skifte-Protocoller uden for Bragnes Proustie.

7. Men foruden disse, ønskede Jeg meget, at Hr. Proust vilde indrette, dog paa Herredets Bekostning, een igjennemdraget Bog, som af mig skal blive beseglet, hvori skal ind- føres fuldstendig underretning om hver kald i Proustiet,i Kirkerne, Gudstjeniste, til hvad tiid pleier at begyndes i hver Kirke, hvordan der alterneris i hoved-Kirken og annexerne, saavidt mueligt er at finde; Pastorum Nafn fra Reformationen, Decimantes hvormange, Præstegaard hvor stor, Annex-Gaarder, Enke-Sæde, Enke-Pensionen, hvormeget tilforn sædvanlig er givet, indkomsten, Jordegods, Degneboligen, og alt andet Kaldet vedkommende, altsammen conform med den Bog, enhver Præst skal holde (hvorom siden skal blive meldet). Paa det baade om Præstens ved Ildebrand og ulycke kand forkommes, det igjen kand haves af Proustens Bog, saa og at Prousten kand have det paa reede hænder, naar af Bispen skulle forlanges nogen Notice i een hast, saa og om Efterkommerne saadan Bog af Formandens Arfvinger skulle forholdes (som dog icke maa skee, men Prousten have magt til strax at udfordre den Bog af Stervboet og den til Eftermanden levere) eller hand self den skulle ville forkomme for at gjøre forandring efter sit tøcke, at der altid hos Prousten kand findes Rigtighed derom.

8. Saasom der maa tenkes paa en Enke-Casse, i det mindste at der holdes nogen Rigtighed over det, som Præste-Enkerne efter Loug og Forordninger tilkommer, hvorom Jeg icke finder nogen tøddel for mig i den hele Stiftskiste, saa beder Jeg indstendig, at Prousterne fra Dato af vilde derover vigilere, at de Bøder, baade Lejermaals og andre, som ved Doms kand falde, blive observerede, inddrefne, og hvor intet er at spare, det med Beviiser belægge, og enten noget i saa maade er falden eller icke, dog altid inden Nytaar af Prousten indleveres paa aparte papir, at Jeg det kand henlegge til et Beviis for mig.

9. Naar indsendes Collecterne, da følger og derhos Præsternes egen Specification, thi saaledes fordrer den Kongl. anordning om Helsingørs Collect af Biscopen, at hand skal forsyne sig med hver Præstis egen Attest.

10. I det øvrige har Jeg ald Broderlig tillid til de Velærværdige Prousters Vigilance efter den Eed, dennem i Ritualet er foreskrevet, og at de med samt det heele Clericie retsindig betenker, at som voris Orden bør være Exempel forandre i alt got, saa og i exactitudine, villighed, Kjærlighed mod alle, Lydighed imod overmænd, betenker, hvor ilde det skicker sig, at det skal heede, at det er Orden og Subordination i alle Stænder, men icke i den geistlige stand, hvor ilde det anstaaer vor stand, at det skal heede, de gjør ickun hvad de self vil, og de lyder ikke deres foresatte videre end dem self got siunes.

Det Ærværdige Præsteskab.

1. Mig siunes det Kjære Præsteskab fra lang tid af har forvoldet sig self og dem, som nu ere deres Efterkommere, adskillige uleilighed og forhindring, blot fordi de har enten af godhed eller af uagtsomhed eftergivet den Ret, som Lougen har givet dem, hvorfor der nu vel vil have meere vanskelighed at faa det igjen indrettet efter lougen, men maa dog nødvendig skee; til den ende erindrer Jeg, at Præsterne holder sig Stricte efter den Artikul i Lougen om Skriftemaal, at de ikke lader Almuen storme til Altergang paa visse tider af Aaret, og derimod andre tider Sacramentets brug ganske cesserer, samt at de icke tager dere til Communionen, end at Præsterne det vel kand overtage med Skriften og privat prøfve og application, hvilket Jeg meener paa Landet at kunde være høyst 50, og heller des oftere holde Communion end ogsaa alle Bede- og Hellig-Dage; men at faa det i skik, saa gjøres det fornøden, baade at Meenighederne derom advares, lougens ord for dem forkyndes, aarsagen og billigheden dem overbeviises, saa og at Præsterne bruger ald forsigtighed, naar fleere indfinder sig, end billigt er, at de yngste og nestboende, heller advares forud at opsette deres Communion til næste Prædickedag.

2. Men fornemmelig gjøres dette høylig fornøden, at Præsterne holder sig aldeles Loven efterrettelig, ingen at antage, uden de forhen self eller ved andre har ladet sig antegne, paa den maade, som hver Præst kand finde Meenigheden lettest, enten neste Prædickedag forud, eller ved Bud til Klockeren, saa at Præsten idetmindste til Onsdagen har Liste paa dem, baade for at vide Communicanternee tal, derefter at rette sig, og komme tiligere til Kirken og tage Viin og Brød med sig i proportion, saa og, om der er nogen iblandt, hand nødvendig paa Embedets vegne har noget at tale med forud, band da kand være betenkt derpaa, og icke, naar saadan Person uformodentlig kommer ham for i Skriftestolen, hand da enten skal fortie det, band bør tale, og forsømme sit Embede eller i ubetenksomhed forsee sig self, og forstyrre en andens andagt, eller afviise ham, og derved exponere sig self.

3. Hvor nyttig og nødvendig den Special prøve for Communionen, som Lougen ommelder, og den besynderlige applicatíon af Gudsord paa hver især er, vil Jeg nu ikke melde om, thi det vilde være for vidtløftig, og enhver Retsindig Gudsords tienere forstaar det uden mig, ickun Jeg ville ønske, at det blev noget alvorligere taget i agt, end Jeg desverre fornemmer, at det paa de fleeste steder skeer.

4. Jeg kand icke sige, hvor høyt det har forundret og hiertelig gremmet mig at fornemme, at den privat absolution, som Loug og Ritual og den Lutherske Kirkes almindelige praxis udfordrer, her i Norge fast er afskaffet (forlader mig, Kjære Brødre! at Jeg maa sige det, af Præsternes, dog mest Formændenes enten egen skjødesløshed og magelighed, eller og alt for store føyelighed for den gemeene Mand) og den private paa endeel steder semi-publica, idet 10 à 12, ja fleere tillige tages ind i Sacristiet, og for dem med een lydelig Røst, som kand høres over heele Kirke og Kirkegaard, tales, paa andre steder gandske publica, idet absolutionen skeer lige saa publiqve, som een Prædiken i heele Meenigheds nærværelse lige for Alteret. Jeg beder for Guds hellige Nafns skyld, hvor kand dog saadant være kommen i Brug, uden ved een egen tiltagen frihed, som alt efterhaanden har taget overhaand. Jeg beder! hvor bliver Lovens præcaution om Skriftestolens hemmelighed, at endogsaa de andre skriftende skal holde sig saa langt fra, end sige Meenigheden, at de intet kand høre, hvad Præsten taler til den Skriftende. Jeg beder! hvad forskjel er der paa prædicken og Skriftemaal? Naar skal Præsten røre i besynderlighed folkets hierter, naar den leilighed forsømmes, hvor mand kand vente, deres hierter ere bøyelige? Hvor skal Præsten gjøre sit Embedes pligt paa den maade, at prøve eenhvers tilstand, at holde eenhver hans Synd for, og sige ham det, ham tilkommer? Hvor er det mueligt, nogen uden Beskjemmelse paa den maade kand advares? at nogen kand blotte sine saar for sine Lærere? Hvor kand een og den samme formaning passe sig paa saamange af ulige forhold, profect, stand, vilkaar, hvor kand da Gudsord tales uden almindelig, da der er det sted, hvor den allernærmeste application kand skee? Hvor kand dog Præsterne for Guds ansigt forsvare, at de icke nærmere tager sig til hjerte, hvem de skulle recke de hellige ting? Hvor kand det skee absqve gravissimo conscientiæ vulnere, og uden at legge vidende haand paa mangen ubodfærdig Synders hovet, uden at have den Soulagement, at mand dog har giort sit og sagt det mand burde? Hvor bliver Embedets besverlighed? Jeg har altid meent og self i 18 Aar holdt det, at Skriftestolen var een Præstis besverligste, farligste forretning, ja virkelig hands tungeste Legems, Sinds og Sjæls arbeyde, men Jeg maa bekjende reent ud min Meening, at Jeg icke seer, hvad arbeyde mand kand klage over, naar mand kand absolvere med generale formaninger 100 Mennisker i kortere end 1 time, og prædicke derpaa Time; forlader mig, beder Jeg atter paa det Kjærligste, at Jeg dette skriver med een hellig Nidkjerhed for Gud, og derhos med een inderlig Bedrøvelse. Jeg foreskriver ingen, hvordan det skal remederes, men det er vist, forandres maa det, og kand umuelig længer tolereres. Jeg overlader det til de Kjære Brødres egen Samvittighed og Gudelige Betenkning, hvordan det best kan skee efter eenhver steds leilighed, saaledes at der ikke kommer formange til Communionen paa eengang imod Loven, at ingen kommer, uden hand har angivet sig tilforn, at ingen kommer dertil, uden Præsten i eenrum har talt med ham tilforn om hands Sjæls tilstand, at der skriftis saa tilig, førend Meenigheden samles, og det de skriftende forkyndis, at de tilig indfinder sig, at hvis Præsten icke har talt med ham aparte og provet deres tilstand, hand da icke tager fleere ind i Skriftestolen, end de i hvis Nærværelse hand kand sige eenhver det, hand bør sigis. Jeg proponerer det ickun, om det icke var got, at der blev skriftet om Løverdagen, saaledes at de som boer Kirken Miil nær da indfinder sig; længst fraboende, som ei kunde reise saa lett frem og tilbage, skriftis tilig Søndagen. Jeg veed visselig, det vil være møysommelig for Præsten, og Jeg sparede eenhver gjerne, men i dette icke. Jeg veed og, at een Præstes Embede er at arbeyde, Sacerdotium non est otium sed negotiorum negotium, og i dette støcke udfordres især hands Arbeyde: Jeg imponerer icke noget vist, men dette er vist, Privata absolutio skal være privata, der skal være forskjel imellem Publica og Privata. Forskjellen er denne: Synd skal foreholdes enhver ligesaa alvorlig in privata som in publica, men den eene aabenbar, den anden i Eenrom; Eenhver skal prøve sig self. Jo meere kommer det and paa Præstens Samvittighed. Kjære Brødre! unddrager Eder icke fra Arbeyde, tenker, at I skal giøre Reede for Guds dom, tenker, at det er dyrebare Sjæle I skal giøre Regnskab for, tenker, at I ere Dispensatores Mysteriorum, og hvad udfordres af een Huusholdere, uden at være troe.

5. Efter min tanke sommer det sig aldeles icke, at Præsterne gaar til Guds bord hemmelig, uden at Meenigheden seer det, paa aparte Dage, men som de skal være exempler og forbilleder for deris Hjord, saa og i dette støcke, og derfor bor de Communicere med andre, og i deres Meenigheds Nærværelse, og derudi bør den eene Præst tjene den anden, og naar omstændighederne ere saa, at een Præst icke kand forlade sin Meenighed een Søndag for at betjene den anden, saa kunde det da heller skee paa een Bededag og forud tillyses, om og andre paa samme tid ville gaa til Gudsbord, at ald mistanke kand betagis, at mand holder sig bedre end andre.

6. Da Præsterne desforuden bør giøre ald forsigtig fliid, at den Privat Communion icke videre indsniger sig, end den desværre! allerede er ved Præsternes egen alt for stor condescendence for dem, som vil være meere end andre, tvertimod Christi indstiftelse, imod praxin Primitivæ, imod den ydmyghed, som især i dette verk udfordres, imod den Christi døds forkyndelse, som saa alvorlig ved dette verk er os befalet, imod den Christen Kjærlighed og forbindelse til et Legeme under vort Hoved Christo, som i det verk bør erindres, imod den ære, som mand er Guds Meenighed skyldig, og endskiønt denne store misbrug har saa taget overhaand, at mand vel icke nu meere propria authoritate kand plat ophæfve det, saa dog søger eenhver Retsindig Herrens tienere, at det icke gaar videre, end det allerede er, og med Kjærlighed Sagtmodighed og grundig overtalelse søger at vinde een efter anden som kommer, der ere komne af leed, med lempe at faa i leed igjen, og i hvor meget dermed kand udrettes, har Jeg i sig self samme punct self erfaret.

7. Endskiøndt det er vel icke mueligt, at der over alt paa Landet kand sættes nogen vis tiid over alt, naar Gudstieniste om Søndagen skal gaa and, saa er det dog nødvendigt, at hver Meenighed veed sin visse tiid præcise og altid, naar den ordentlige Gudstieniste begynder, og at Præsten ingenlunde lader Meenigheden bie efter sig over den tiid, thi det er at foragte Guds Meenighed, det er at ville herske over Hjorden, det er icke at betenke Pauli ord: vi ere Eders tienere for Christi skyld, og ved det, at Præsterne eengang kommer saa, een anden gang saa, derved bliver Meenigheden uvis, naar den skal komme, og Præsten tenker da om Meenigheden, Meenigheden om Præsten, at hand er icke end kommen, derved gaar det jo længere jo meere i misbrug, men naar en beqvem tid efter enhver steds leilighed er fastsat og Meenigheden kundgiort, saa veed de skriftende, naar de skal være der, og Menigheden naar de skal komme, og da gjør Præsten meget vel, at de holt det accurat og reiste derhen efter førets leilighed saa meget tiligere.

8. Hvor Medhielpere fattes, eller icke efter Loven ordentlig ere udnefnte og i Eed tagne, der maa de efter Loven foreslaaes for Stiftsbefalings-Manden og Mig (naar vi har faaet vor Stiftsamptmand herop) da de formodentlig skal blive constituerede, og siden af Præsten efter Loven i Eed tagne, da de kand passere for rette Medhjelpere og nyde den frihed, som Loven dem tillegger.

9. Hvor der ere 2de Præster i et Kald, hvad heller fra den gamles tid af og for Kaldets vidtløftighed, eller der er Capellan for forrige Præstes Svaghed, sømmer det sig icke, at nogen af Præsterne, naar de ere friske, og icke andre aarsager forvolder det, nogen Søndag er ledig og uden tieniste og arbeide, men begge Præster bør være i forretning, eg er fleere Kirker, bør og tieniste skee i fleere Kirker, hvor der er 2de Præster, end ellers skulle skee, naar kun var een Præst. Især maa een Sogne-Præst, der har een Capellan, for hands tid kaldet, som nu egentlig icke gjør des fornøden i Kaldet, dog ingenlunde for visse aarsager lade ham være ørkesløs, men benytte ham, den stund han har ham, til Meenighedens desbedre underviisning, især foruden Prædicken at catechisere des flittigere baade Søn- og Søgnedage, baade i Kirken og i fierdingerne, og betenke, at den frugt, Capellanen i den tid giør, det letter Sogne-Præstens Arbeide siden, naar hand skal være alleene, og derfor, om hand ellers har nogen omsorg for sin Meenigheds aandelige nytte, med begge hænder benytte sig den leilighed.

10. Unge Folk, som ville gifte sig, uden Præsten kjender dem des vissere og er forsickret om deres oplysning, at de icke ere vankundige, bør Præsten examinere først, og hvis de ere vankundige, lade dem i den tid lære deres Christendom, og benytte sig den leilighed, at de maaskee skal være villigere for at blive gifte, thi det er icke forsvarligt for Samvittigheden, at de lade dem komme sammen til at opføde Børn, regiere Tiunde, forestaa huus, som icke self kjender Gud, heldst efterdi mand veed, at saasnart de ere gifte, holder de sig icke forbunden at lære meere.

11. Jeg beder venligen, at hver Præst ville indrette sig een Bog, om de icke før har gjort det, hvori allerførst skal indføres det, som forhen til Provsterne Nr. 7 er meldet, om ald Kaldets Beskaffenhed og det derhen hørende, samt Guds tienistes indrettelse paa det sted, hvorefter Prousten indfører det i sin Bog, og naar det eengang for alle er indført, og nogle Blade gives leedige imellem, da indføres siden contenta og Extracta af alle Kongl. Forordninger, Rescripta, Øfrigheds Befalinger, som bliver Præsterne tilsendte, saa og Bispebrefver og Monita, i samme Bog tegner Prousten, saa ofte hand visiterer, samme Bog efterseer Biskopen paa sin Visitatz, og den Bog bør blive ved Kaldet Mand efter Mand, at een Nye Præst, som kommer til Kaldet, kand finde oplysning for sig om Kaldet, Gudstieniste, og hvad andordnet er, hvorved mange tvivlraadigheder hos de Nye andkommende og fortrædeligheder imellem formands arfvinger og ham kand forekommis, i samme Bog bliver og indført, hvad paa Visitation bliver aftalt og besluttet, hvorover Biskopen vel og holder sin Bog.

12. Naar Præsterne sender Collecter og saadant ind til Prousten, da var det got (om det ellers icke er skeet), at der fulgte Specification derpaa in 3plo, den eene faaes tilbage af Prousten Qvitteret, den anden bliver hos Prousten til hands Beviis, dend 3die indsendes af Prousten til mig, som Bilag ved hands Designation.

13. Naar og nogen Præst for beleiligheds skyld, at det kand nu og da falde ham lettere, indsetter saadant til mig Directe, eller og naar Jeg i de generale Brefver forlanger nogen efterretning, og da een eller anden Præst indsender det til mig self (hvilket Jeg for min part gjerne vil imodtage, endskjøndt det er lettere og rigtigere for mig at faa det samlet paa eengang, men Jeg vil gjerne være reedebon i alle ting), da maatte Jeg dog tjenstlig bede, at det Prousten ved leilighed tilkjendegives, paa det hand icke skal bie derefter og derfor opholde med at indsende det, som fra andre til ham er kommet, som allerede er skeed og har forvoldet ophold uden Prousternes skyld.

14. Efterdi Prousterne ere mine Medhielpere, saa kunde det være baade Præsterne og mig een lettelse, om Præsterne i ringere ting og forespørseler ville addressere sig først til Prousterne, men er det af vigtighed og større vanskelighed, da unddrager Jeg mig icke efter muelighed fra arbeide, naar derhos meldes, enten forespørsell er skeet hos Prousten, eller ei. Gud veed, at Jeg giør all min flid, Jeg skriver Dag og Nat for at efterkomme det, som ved hver Postdag og desimellem indløber, og icke gjerne vil lade noget blive liggende hos mig, som Jeg kand svare paa.

15. Jeg beder og, at naar nogen skriver mig til om sager, som efter lougen tilkommer Stiftsbefalings-Manden tilligemed mig at resolvere paa, at det maa paa aparte papir i Brevet addresseres til os begge, dog vel sendes til mig, at Jeg det kand urgere, saa og andre Sager, som Præsterne kand vide self, at det icke staar i min magt aleene at raade Bod paa, uden Jeg skal hos andre søge det, de da icke melder det i Brevet til mig, som indeholder andre ting tillige, men paa aparte forestillinger indlagt i Brevet,f at Jeg det for andre kand fremvise, thi hvad som skrives i Brever til mig blandt andre ting (uden det er forespørseler), det anseer Jeg meere som noget, der meldes til min Efterretning, men hvad som skal have Resolution og Erklæring, det maa altid paa aparte papir meldes, at Jeg kand have mine papirer i orden efter deris indhold.

16. Det hender sig ofte, at til mig indløber adskillige besværinger og forestillelser om grove Synder, om stor uorden og Militaires forargelser, og det meldes enten iblandt andre ting, saa Jeg icke til vedkommende kand viise det frem, det staar og icke i min magt, at redressere det, og Jeg tilstaar, at Jeg mange ting glemmer self ved den mengde af Materier, som indløber; Endeel og er det Generale Klager uden omstændigheder, Personer, Navn, og da kand let tenkes, hvor lidet Jeg kand gjøre derved, uden participere i den gremmelse, som Retsindige Præster har derover, men ellers naar nogen virkelig vil besvære sig over noget med Reelle omstendigheder, som kand beviises, og den Klagende vil være ansvarlig til, skal Jeg gjerne anddrage det, om det gaar mig and; dog skal Jeg eengang udførlig skrive min meening om saadanne Klagemaall over deres skiødesløshed, som skulle straffe Synd, hvilket Jeg dennegang for vidtløftighed indeholder. Men hvad det Kiære Præsteskab skriver mig til, blot til min Efterretning, det overlades til dem self at skrive, paa hvad maade dem best behager.

17. Naar det behager Præsterne at indsende de Kongl. Bevillinger til Ægteskaber i de forbudne leed, uden at Personerne self kommer ind med (hvilket Jeg endelig samtøcker, naar der er omstendigheder som forhindrer, at Personen icke self kand komme), da har nogle sendet ind med til Hospitalet een altfor ringe ting 1 Rdlr. ja 2 ₻, derhos jeg vil minde, at det kommer een Herrens tiener til vel at have Commisseration med deslige fattige Folk, men end og tillige altid at befordre de publiqve stiftelser og see paa Hospitalets gafn; har de Raad til at løse Kongebrevet ind for at have ofte deres utidige villie, saa bør de og have Raad til at give til Hospitaler, som er altid Conditio sine qva non. Det var at ønske, at de giftermaaler i slegter, som her i Norge ere saa overmaade gjengse, at i afvigte Aar vel 100 Bevillinger ere komne, kunde gjøres dem vanskelige; saasom der er een heel verden de kand søge giftermaal udi. Endelig vil Præsterne tiene dem derudi at indsende paa deris Vegne og Viden om deris tilstand, da for een ordinaire Bevilling i de lengste leed fra hinanden, maa indsendes for Bøder til Hospitalet 2 Rdlr., i nærmere leed meere. Derhos observeris, at de Original Bevillinger med Original Forstandernes Qvittering blifver altid i Stifts-Kisten, til at holde med Forstanderne Regnskaber for indtegterne; derimod udgifver min Amanuensis een af mig vidimeret Copie til Præstens Efterretning, som Copulationen skal forrette.

18. Studentere, som efterdags ankommer i Sognerne, der at forblive noget, ville det behage Præsterne at tilsige, det de anviiser for Prousten, om det uden uleilighed kand skee, de Beviis de fører med sig, hvorfra de ere komne, og Testimonium vitæ, idetmindste indsender til Prousten een af Præsten vidimeret Copie af deres Attester, og anmelder sig hos ham, som den der siden efter Forordningen bør informere sig om deris vandel og forhold.

19. Skulle der være Studentere, som vil søge Klockerier paa Landet, da var det got, at de anmeldte sig hos mig med skriftlige Begieringer og derhos vidimerede Copier af deres Attester og Beviiser fra de steder, hvor de har sig opholdet, og kortelig deres lefnets løb, at Jeg mig om dem videre kand informere, og ligesaa give mig tilkjende, naar de fløtter fra sted til andet, at Jeg kand vide, hvor de ere at finde, da de derhos maa være villige til at gaa, hvor de sendes, og vente til bedre Klockerier at forflyttes, alt som de giør god did og frugt.

Klockerne paa Landet.

1. De skal have Pen og Blek tilstede i Kirken til at antegne i en dertil indrettet indbunden Bog, forma lingvali i een langagtig half Foliant, dem som angiver sig at gaae til Guds Bord neste prædickedagen, og de, som udenfor Kirken derimellem angiver sig, tegner an paa Sedler, og siden fører dem ind i Bogen, og derunder til hver Søndag summere Communicanternes tal.

2. Det findes fornøden, at Klockerne skal optegne hver Søndag i een aparte dertil indsyet Bog fra dette nye Aar af eller saasnart det er ankommen, hvad der falder i taflen, og det saaledes, som de det ville være ansvarlig for, ligesaa tafle omgaaes til aparte Collecter.

3. Naar Bispevisitatz skeer, skal Klockerne være forbunden til at have begge disse Bøger fra alle Kirkerne tilstede, og self erindre dem at fremviise.

4. Klockerne skal være forpligtede til, icke alleene Cathechisere og underviise ungdommen, saadan som det dem anviises baade i ugen og om Søndagen, men endogsaa at holde Skole for Børn i hovet-Sognet, hvor de boer, eller saa District, som dem anviises af Sognet og det kand agtes, at de kand overkomme, saasom naar Børn skal gaa i Skole, ingen er mere forpligtet til at lære dem, og ingen meere berettiget til den liden Belønning end Klockerne eller Degnene, og de som dertil ere uvillige og uduelige, ere heller icke duelige til at være Klockere.

5. Ligesaa maa de icke lade sig bruge (undtagen et maadeligt Jordbrug) til nogen verk, haandtering, af hvem det og forlanges, allermindst til Stefninger, Beskickelser eller saadant, under deres Embeders forbrydelse, men tage troelig vare paa deres Embede inden og uden Kirken, Søn- og Søgnedage.

Den store Over-Hyrde give os alle Naade, aand og viisdom til at findes troe og flittige den korte tid, vi har her at staae for hands Ansigt i hands Helligdom; den samme trofaste Herrens Velsignelse og varetegt, med hjertelig ønske med alt det gode baade i det aandelige og timelige, som af Gud kand begieres i dette nye og mange fieere følgende Aar. Forbliver eenhvers især beredvilligste Tjener.

Skrevet Nytaarsaften i Christiania Bispegaard 1731.

P. Hersleb.


IV.
Velærværdige og Høylærde Hr. Provst!
og
Samtlige Provstiets Sogne-Præster!

Endskjønt jeg i dette Aar allerede har haft 3de Visitationsreiser, saa ville jeg dog endnu, om Gud forunder dertil Kræfter, antræde den 4de, for ogsaa paa disse steder at erfare Gudfrygtigheds forfremmelse ved Guds Tieneres vindskibelighed; til den ende jeg, efter hosfølgende route, paa tid og sted, som derudi meldes, agter at visitere i Bragnæs Provstie og derfra at begive mig viidere ind i Grevskaberne, thi ombedes eenhver Sogne-Præst, betiids forud dette at ville kundgiøre sin Meenighed, saavel ved Hoved-Kirken, som ved Annexerne, med alvorlig formaning og advarsell, at de, saamange, som afsted komme kand, især, at af de ugifte Dragouner og Soldater ingen, uden vigtigste aarsager, udebliver, men indfinder sig til den dag, da Visitationen skal holdes i Hoved-Kirken og det tiilig om Morgenen; paa det de betiids kand komme hjem hver til sit.

Til samme tid maa og det alphabetiske Register over eenhver Meenigheds ungdom haves færdigt, efter forud tilsendte formular, hvilket tilligemed Ministerial-Bøgerne, den Nye anordnede Bog og Copie-Bogen jeg ved ankomsten til ethvert stæd finder for mig i mit Kammer, og for de Velærværdige Provster ogsaa Provstiets tilforordnede Bøger og Documenter, som Justitz- og Skifte-Protocoller, samt Provstiets anordnede Bog, og mine Circulaire Breve &c. og i Kiøbstæderne de publiqve Regnskabsbøger. Jeg skriver vel til vedkommende om Skydsens anskaffelse, at Lensmændene maatte faa Ordre den, paa alle Skifter, i rette tiide, at have parat; dog ville jeg bede Præsterne, at de tillige efter deris godhed for Mig drage omsorg for, ved aftale med Lensmændene, at jeg icke bliver opholdt noget stæd, men finder for Mig paa Skifterne 6 Heste, nemlig 2 Heste uden Sæletøy for min half-vogn, 2de Riide-heste uden Sadler og 2de Heste med Sæle-tøy til min pagage, nemlig l for min Felt-Kierre og 1 med aparte Kierre eller sleb. Jeg, som ubekandt paa Veiene, kand vel icke viide saa præcise, hvad tiid af dagen jeg kand komme til hvert stæd; men har dog erfaret paa mine forrige Visitatzer, at hvor tiilig baade Kirke-tienisten og Skydsen var tilsagt, maatte jeg dog paa endeel stæder bie, men jeg forsikrer, at ingen skal bie efter mig; thi dette vil jeg melde, at jeg stræber, saavidt muligt, for middag at være i Præstens Huus dagen for Visitatzen, og hvor hver dag visiteres, betiids om eftermiddagen forud, for at afgiøre da mellem os self adskillige ting, og beder, saavidt ske kand, at den dag ingen vidtløftighed maa være, paa det jeg kand have tiid og roe med Præsten at tale om adskillige ting, som Loven ommelder: ligesom jeg og ickun spiser eengang om dagen; som det og i all mindelighed forsickres, at ingen gior Mig nogen tjeniste med tractemente, thi jeg vil icke være Clericiet i saa fald til Besværing. Hvor Annexerne ligge nær ved veien, der maa nogen være tilstede med nøglerne, at jeg tillige kand besee dem, hvorledes de ere holdne istand. Klockeren maa være tilstede dagen forud, for at tage Ordre, hvordan alle ting til Visitatzen skal foranstaltes og vides, hvordan hand self er skicket til sin gjerning, saa og at bringe med sig sine Bøger af alle Kirkerne, baade Communicant-Registret og Collect-Fortegnelsen. Om Morgenen Klokken 7 maa Meenigheden forsamle sig, da Klockeren, efter Præstens foranstaltning, i Kirken setter alle ting i Orden, ungdommen opstiller og afdeeler i Classer, efter deres profect og Capacite. Næst Dragouner og Soldatere blive alle af ungdommen, som have gaaet til Guds Bord, af begge Kiøn, i Choret eller øverst i Kirken opstillede, siden de, som ere videst komne, og saa fort, de som mindre kand læse, settes allernederst; naar alle ting ere satte i Orden udi Kirken, bliver det mig meldet, saa at jeg kand komme i Kirken Kl. 8. og da ringe sammen.

Sogne-Præsten prædicker over een beqvem og opbyggelig Text; men Prædicken bliver ikke over Time, for ej at tage tiden bort for det andet, som skal forrettes; om end Prædicken har været vidtløftigere elaboreret og præmediteret, hindrer det icke; thi eenhver Præst vil desforuden behage denne sin Prædicken at have nogenledes læslig skreven, saasom den Mig bliver, naar den er holden, givet til forvaring og amindelse, ligesom overalt, hvor jeg har visiteret, skeet er. Alle de, som lade sig bruge i Sognet og i Kiøbstæderne til at underviise andre, bør og være tilstede, saavelsom Medhjelperne, om Morgen tiilig, før vi gaaer i Kirkerne. I Kiøbstæderne blive og de, som har med Kirke- Skole- og Fattiges Regenskaber at gøre, tilsagde, at de holde dem parate strax ved min ankomst.

Det skal være mig een stor glæde at finde eenhver af Deres Velærv. med god sundhed og Deres huuse i god Velstand.

Bispe-Resid. den 5te Septbr. 1732[12].

P. Hersleb.


V.
Velærværdige Høylærde Hr. Provst!

Jeg har fornummet, at der skal være forebragt paa høye stæder, at her i Stiftet skal være skeet saa mangfoldige gange (α) at letfærdige Qvindfolk self omkomme deris Børn, (β) at aarsagen dertil skal fornemmelig være den afskye, de har for den publiqve absolution, (γ) at saadant kommer deraf, at Præsterne i den absolution skielder, beskiemmer, forbittrer og forhærder dem meere, end omvender og bedrer dem, (δ) at det skal være aarsagen til saadant deris Barnemord, det har deris egen Bekiendelse for Retten saaofte udviist, (ε) at det derfor meentes, at det var Publico gafnligere, at saadan Skriftestaaelse var afskaffet, ligesom (β) Hore-Pallene i Sverrig ved sidste Rigsdag skal være afskaffet. Da mand nu icke kand vide, hvad saadant forebringende kan drage efter sig, i det mindste, om noget saadant kom til Erklæring, var det got, om mand forud vidste noget, hvorvidt saadant andragende i sig self var grundet; til den ende ville det behage Deris Velærværdighed saa hastig, som mueligt er, at indhente Præsternes svar og paategnelse blot om disse 2de ting: 1) Hvormange exempler i deris Sogn 5 à 6 aar tilbage haves af dem, som har været befundne at have myrdt deris Børn, og 2) siden Præsten vell mest har omgaaet med dem i fængsell, om de har hørt af dem den Bekjendelse, at de for at undgaa Kirkens Disciplin, eller om de veed nogen det for Retten at have foregivet, eller hvad andre aarsager de har angivet. Dette og intet videre tegner hver Præst paa det samme ark Papir, som Deris Velærværdighed self begynder at tegne paa, og det saa hastig, som skee kand, og efterdi der dog skal haves nogen tid, inden sligt kand komme omkring og tilbage, og Jeg dog vel veed, at saadanne horrible exempler dog gjerne blive vidt og bredt spurgt, og gjerne huuses en lang tid saa ønskede Jeg præliminariter, at Deres Velærværdighed self forud ville tilmelde mig, hvormange slige exempler i deris Provstie, de meener at kunde være forefalden i 5 à 6 eller fleere aar, indtil mand kand faae det Specialere og vissere fra hver Præst især, som før er meldt. Jeg forbliver &c.

Christiania Bispe-Gaard den 14de Octbr. 1732.

P. Hersleb.


VI.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Signe-Præster og
Geistlige!

Om Academie Skatten har jeg gjort strax, saasnart den blev paabudet, til Hans Mayst. allerunderd. Forestilling baade om Summen, at den faldt dette Stift særdeles svar og utaalelig, allerhelst som en perpetueret skatt, saa og om ligningen, at den var alt for ulige og ubillig, efter Cathedraticum og Studii Skatt, hvorved det skeede, at nogle Kald kom til at svare 9, 10, 11,12, 13 Rdlr., naar andre Kald af liige bonitet svarede 3, 4 à 5 Rdlr. og andre sad ganske frie, fordi deres Kirker ere frie, især, at i den heele Skatt ingen proportion var at finde; dermed jeg har faaet adskillig Modstand, som kunde afskrekket Mig, ja fast afslag paa Min Begiering; men i tillid og forsikring, at vi (Gud være æret) har den retfærdigste og mildeste Konge, vi kunde ønske os, har jeg dog holdt ved, endskjønt med megen umage og Vanskelighed, for at afvende all ubillighed for det Kiære Clericie i Stiftet og obtinere nogenledes billig egalitet; derpaa jeg har erholdet Hans KongL Mayst. allernaadigste Rescript, hvorved Stiftet er benaadet paa 3de Maader: 1) med afslag, endskjønt det ikke var saa stort, som jeg begjerede og haabede, dog værdt at velsigne Kongen for; thi i den stæd, at det blotte Cathedraticum og Studii Skatt tilforn beløb sig til 618 Rdlr., foruden det som paa Kiøbstæderne skulle lignes, haver Hans Kongl. Mayst., da jeg allerunderd. bad, at det maatte blive ved 300 Rdlr., allernaadigst resolveret, at 500 Rdlr. skulle være den Summa, aarlig af Stiftet skulle udredes, uden allermindste afgang, hvad tilfælde der kand indfalde, saasom altid den fulde Summa af mig skal svares; 2) at istæden for Sogne-Præsterne aleene skulle bære den Byrde, befaler Hans Mayst. nu, at alle skal komme til hjelp, baade de Sogne-Præster, hvis Kirker intet eller lidet har svaret i Studii Skatt og Cathedratrica saa og alle Rectores, alle resid. Capellaner, alle Capellaner, som nyde efter Forordningen; paa det alle de, som har haft nytte af Academiet, ogsaa kand hjelpe til Academiets underholdning; 3) at istædenfor det tilforne skulle svares efter Cathedratic. og Studii Skatt, skal det nu afdeeles Cessere, og Ligningen skee efter Kaldenes indkomster, hvilken Ligning Hans Kongl. Mayst. har befalet mig alleene at skulle i verk stille og den, efter befundne omstændigheder, at forandre, naar ickun den aarlige Summa rigtig uden afkortning af mig svares til Academiets Rente-Mester; til den ende har jeg foretaget mig Ligningen, og efter all muligste præcaution og circumspection saaledes forfattet den, at paa Deres Velærværdigheders Provstie, kommer aarlig at svare 42 Rdlr., hvilke jeg og paa hosfølgende Papiir har lignet paa Præsterne, saaledes som jeg meente og haabede, at det kunde være taaleligst; jeg har rettet mig efter al den oplysning, jeg har kundet finde og indhente, baade de Angivelser jeg har fundet for mig i Hr. Biscop Munthes tiid, de i Hr. Deichmanns tiid og de som ere skeede i min tiid, saa og hvad underretninger jeg self har kundet have og skaffe mig, og ønsker nu af mit hjerte, at jeg kunde være saa lykkelig at have gjort alle til Maade, hvilket jeg vel veed at være saare vanskeligt og fast umueligt, men efterdi det baade er Menneskeligt at feile og vanskeligt i deslige tilfælde at kunde gøre accurat ligning, saa vill jeg gjerne imodtage erindring og forbedring, og det paa saadan Maade: 1) Summen paa Provstiet skal staa fast og den er icke at forandre; thi den Generale Repartition har jeg giort med all omhyggelighed, taget fra, lagt til og mange gange forandret, indtil jeg har treffet baade Hoved-Summen og Provstierne nogenleedes proportionerede. 2) Dette mit Brev og hosfølgende Ligning gaar omkring til Præsteskabet, hvorpaa jeg vil venlig og indstændig bede, at hver for sig, cordate, ingenue et amice vil tegne under sin haand, om band baade for sin Person er fornøjet med sit paalagde Contingent, og om hand meener, at i de øfriges Contingenter kunde skee nogen billig forandring, og hvis hand for sin part formeener at være fornermet, da tillige melde, paa hvem af de andre det kunde legges og derhos føje kortelig, hvad Grund han har til sin paastand og formeening. 3) Dersom alle blive saa fornøiede, som jeg, uden nogen slags henseende i Verden, har gjort min yderste fliid, saa sendes Papiret mig igjen tilbage til min Soulagement og at henlegge som et Beviis for mig. 4) Men dersom nogen meener sig fornermet, om det var aldrig saa lidet, og band det har paategnet, da naar Papiret er gaaet omkring (hvilket maa skee det hastigste mueligt er, og det, om det icke i Brevtaske, som jeg vil haabe, efter min forrige anordning, da i forsvarlige Convoluter, at det icke fordervis) og kommer til Prousten igien, da gjør Prousten en anden Ligning til samme Sum, saasom hand formodentlig bedre kjender Kaldene, og kand see, om de paaankende har rett; den samme Ligning setter hand ligesaa og paa et ark med sin haand under, lader den atter gaa omkring, at hver paategner, og dersom da hans Ligning bliver uden Modsigelse, skal den gjelde og min være casseret, med megen fornøielse; men begge, baade min og Proustens Ligning med sin paategnelse sendes mig tilbage; herudi beder jeg da, at de samtlige Kiære Brødre ville baade foreene sig kjærlig og gjøre Deres paastand frit og oprigtig, dog uden Difficulteter, uden de har vigtige aarsager, da jeg derimod forsickrer, at icke alleeneste ingen dermed skal forvolde mig nogen fortrydelse, men meget mere, at dermed skeer mig en større tieniste, at nogen siger sin Ret, end at hand vilde mig til velgefall acqviescere, helst, efterdi det er den første Skatte-ligning i min tiid (jeg vil ønske at det maatte blive den sidste), og især, da det er en perpetueret skatt til Efterkommerne, saa vil jeg bruge all den præcaution, som mig mulig kand være, at den kand blive just og billig.

De Kiære Brødre seer vel af Forordningen, at Terminen til Betalingen er den 1ste Juli hvert Aar; men da det er vanskeligt baade for Præsterne at indsende til Prousten, og for Prousten at indsende til mig den Skat separat fra de andre, saa meener jeg, at det var best, beqvemmest og rigtigst, at den med andre Contingenter og Collecter blef indsendt til Nytaar og fra Prousten til Christiania Market, ickun med den observation, at Designationerne og Qvitteringerne lyde saaledes, paa det ingen Irring i fremtiden skal skee: Academie Skatten, som for 1733 bør betalis inden 1ste Juli, og saaledes hvert aar; men ellers, om det icke behager, er jeg pligtig at bie længer, ickun med den advarsell, at da maa Præsterne have det indsendt til Prousten in Majo og Provsten til mig in Junio, at jeg kand efterkomme den Kongl. Ordre. Deres Velærværdighed og Kiære Brødre i dette Proustie tage det vel icke forunderligt eller fortrydeligt op, at skjønt der er skeet afslag paa Summen af Stiftet, Proustiet dog saa lidet profiterer af afslaget, saa at ogsaa en eller 2 af Proustiet maa svare meere nu, end før efter Cathedraticum og Studii Skat, thi de besinde vel, at da det Grævskabs Kirker hverken svarer Cathedraticum, som andre, so. 2 Rdlr. af Hoved-Kirken og 1 Rdlr. af Annexet, uden nogen slags forskiell, og Studii Skatten er saa meget ringe i det Grævskab, uden tvil, at de Høye Kirke-Eiere i gamle Dage har derudi obtineret en faveur, og derover Deres Kald ved forrige Forordning saa langt fra kunde siiges oversatt, saa at meget meere Kald af. samme bonitet og valuter, som deres, har efter Forordningen skulle svaret 3dobbelt mod det de svarer, saa følger af fornødenhed, at lettelsen maatte skee for dem, hvoraf mange nu svarer icke halfdeelen af det de ellers skulle svaret, derhos jeg dog kand forsikre, at efter en juste Ligning efter indkomsterne, dette Provstie neppe kundet komme ud med den Sum, naar de skulle være egale med Deres Brødre; saa dog i regarde til, at forordningen faldt for dem saa let, ville jeg icke, at Ligningen skulle falde dem tungt, paa det den Kongl. virkelige store Naade for Stiftet ikke skulle blive et gravamen for dette Proustie, saa jeg bar modereret det saaledes, at det just bliver den samme Summa, nemlig 42 Rdlr., hvilken Summa de vil behage imellem sig self at ligne det beste muligt er, saasom jeg self tilstaar, at jeg er allermindst vis i min ligning i dette Proustie, hvor der ere adskillige Regninger med Tienden og sligt, som ei accorderer med andre Proustier. Jeg forbliver &c.

Bispe-Gaarden den 24de Octbr. 1732.

P. Hersleb.


VII.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Provstiets Præster
og Geistlige!

Efterat Jeg den 19de July nedsendte Enke-Cassens Fundation til Allernaadigste Confirmation, har jeg siden med Smerte og Længsel forventet den vel expederet tilbage, paa det jeg til Nytaar kunde have faaet den i Stand, dends Protocoller indrettede, og alle ting bragte i Rigtighed, men hidindtil forgjæves, saa jeg nu maa reise bort og blive et fjerding-aar borte, uden at have kundet bringe det forønskte verk i Stand; icke desmindre, efterdi Jeg med sidste Post haver faaet forsikring, at det Allernaadigst er approberet af Hans Mayst. og blott Expeditionen fattes af Cancelliet, og at jeg formodentlig med denne Post kand vente det, men som det bliver forsilde, naar Posten er kommen, at expedere saa mange Breve, da jeg maa gjøre mig færdig til Reisen, saa vil Jeg hermed lade det gandske Clericie i Deres Velærværdigheds Provstie vide, at Enke-Cassen i Jesu Navn skal tage sin Begyndelse fra Nytaar af 1733, men formedelst dette ophold og andre vigtige aarsager bliver disse ting herved at agte:

1. Det er mig umueligt at modtage Pengene, thi 1) maa jeg reise bort paa Visitatz. 2) om end icke var, gik dog nogen tid hen, inden Pengene kunde komme ind og igjen komme ud paa sickert Pant, og altsaa vilde saa meget gaae bort af Renten, som er det meste Cassen skal soutineris ved 3) vil det disuden være besværligt og fast umueligt for mig i een hast at faae een saadan Capital ndsatt her i Norge, 4) er og Summen større, end jeg mig dend tør paatage og end mig vel bør betrois. 5) meener jeg, det kand være eenhver af Indsetterne lettere at faae Self een liden Summa udsat for dem Self, hvoraf De igjen kand tage Deris Renter, end for mig at sette saa store Summer ud paa ubekjendte Steder, derfore imodtages af alle Sogne-Præster og Dem, som Naadsens Aar bar at vente, Obligationer paa behørigt stemplet Papir efter dend derhos følgende Formular.

2. Samme Obligationer ville de gode Mænd besørge jo før jo bedre at gjøre færdige med 2de bekjendte Mænds underskrift og Signeter, og dem fra sig levere enten til Prousten imod hans Qvittering, eller til nogen anden vis Mand her i Byen, hvem de Selve vil betroe det imod Qvittering, paa det de til mig kand leveres in Aprili imod Qvittering; thi dette skeer for døds fald, at naar Obligationen er virkelig underskrevet af Manden, attesteret og forseglet af 2de Mænd og udaf Haanden leveret, og Qvittering fremvises, da, om den Præst skulle døe, skal det og agtis lige saa fuldt, som om Indsættelsen virkelig var skeet, og dend Enke ingen Dispute skee om Indsettelsen, naar hun ickun besørger Betalningen, men skulle det befindis at saadan Obligation icke er skreven førend i nogen Sygdom og paa Sotte-Seng, og icke indleveret, førend Døden var vis, saa maa de icke fortænke mig, at Jeg derudi seer paa Cassens Beste, og afvender dends Skade og fornærmelse.

3. Obligationerne maa være i mine Hænder inden April Maaneds udgang.

4. Skalle nogen Sogne-Præst icke have Naadsens Aar at haabe, eller Naadsens Aaret forhen er pantsat, eller om nogen Dom ligger over nogens Gods og Indkomster, som kunde volde at Enke-Cassen har icke Sickerhed i Naadsens Aaret, da vil dermed forholdis, ligesom herefter meldis om Dem, som intet Naadsens Aar have.

5. De som intet Naadsens Aar have at sette i Pant, men har enten virkelige ting: lyste rigtige Obligationer, eller andre upantsatte faste Eiendeele at sette i Pant til Cassens Sikkerhed, da indføres det i Obligationen, og hosfølgende Formular i dend Punkt forandres.

6. Men bar de ogsaa icke sligt at sette i Pant, da kand de ickun ved Missiver til mig indtegne sig for en vis Summa, og i samme Missive forbinde sig til Capitalen med Aars Rente at betale her i Bispe-Gaarden inden Decembris udgang 1733, og dend forbindelse maa være paalidelig og ufeilbarlig holdis; paa det jeg inden den tid kand bekjendtgjøre, hvormange Penge sickert hos mig kand faais imod Pant, thi aldrig nogen Capital maa staa frugtisløs: Naar saadan Missive er skrevet udleveret ligesom Obligation og mig er tilsendt in Aprili, og Capitalen med Rente siden sickert betalis in Decembri 1733, da skal det gjelde, hvad enten Manden, som indsatt haver, døer imidlertid eller icke.

7. Foruden denne Præcaution, jeg maa tage til Cassens Sickerhed, erindrer vel eenhver, som indsetter, Fundatsens 6te Art., at det kommer eenhver til Self at sørge for, at Deres Capital staar sicker, og at dend efter Deris Død bliver bliver rigtig betalt med sine Renter, saasom Deris Enker aldeeles ingen Pension nyder af Cassen, førend Capitalen med alle sine Renter er betalt, og altsaa om nogen Mangel skeer, da bliver det icke saa meget Cassens, som Enkens egen Skade.

8 Efterdi med Enke-Cassens Fundation blev nedsendt allerunderdanigst Suppliqve af Indhold, blant andre ogsaa, at Enke-Cassen i de første 4 à 5 Aar maatte nyde Halve-Deelen af de Penge, som til Hospitalerne, efter Biskopens Sigelse, skal udgivis for Dispensationer og Benaadninger, og Jeg haaber, at og dette skal erholdis, saa ville Præsterne i Deris Attester om saadanne folkes tilstand betænke, det kommer Deris Enke-Casse til Nytte, at et dobbelt gudeligt verk, baade Enke-Cassen og Hospitalet nyder deel derudi, at, naar de Personer, for at have Deris Villie frem, kand taale at bekoste Kongebref og belønne dend, som har det i Commission, som tit gjør sig altfor stor profit deraf, saa kand de og taale at give noget til gudeligt Brug, og derfore Præsterne i Deris Attester icke gjøre Dem fattigere, end de ere, og nefne præter propter, hvad de kand taale at give i Proportion af forvantskabet, propinqvitet og deris tilstand, og icke af ømhed for een privat Person fornerme tvende Gudelige Stiftelser, saasom Jeg haver intet at rette mig efter, uden blott Præsternes Attester.

9. Iligemaade efterdi Bøderne, som falder paa Præstegaardenes Grund, tilhøre nu Enke-Cassen, saa vil haabe, at eenhver beviiser nu Vigilance og omsorg for saa got verkis i Befordring.

10. Men isærdeleshed ombedis og formanis alle og eenhver med Renternes Betalning at være meget accurat; thi paa dem beroer Cassens velfærd og af Dem skal Distributzen skee.

11. Endskjønt nu icke, formedelst de meldte omstændigheder, kand imodtagis Penge, men (her findes en liden Lakune i Manuskriptet).

12. Prousten og Præsterne ville besørge dette Brevs snareste og rigtige omgang, og at det alle vedkommende bliver communiceret.

Disse ere de ting, som jeg nu for min afreise kunde erindre til dette virkis nødvendighed, hvornest jeg ønsker af hjertet eenhver et lyksaligt Nytaar, og at Gud i dette Aar ville spare Mændenes lif, paa det icke baade Hustruerne skulle bedrøvis og Enke-Cassen af Begyndelsen for stærkt graveris. Iøvrigt forbliver Jeg &c.

Bispe-Gaarden den 27de Decbr. 1732.

P. Hersleb.


VIII.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Sogne-Præster!

Naade være med Eder og Fred af Gud vor Fader og den Herre Jesu Christo!

Da vi nu atter ved Guds Naade har nesten bragt et aar til ende, og i det baaret det hellige Embedes svare Byrde, etiam angelicis tremendum humeris, og saaledes nærmet os saameget meere til den Dag, da eenhver af Os skal gjøre Gud Regnskab for de dyrebare Sjæle og de hellige Ting, som har været os betroede (hvorudi Gud give os Naade til at maatte paa den dag befindes at have været troe og endnu i dend tiid, som kand være tilovers, at blive mere troe, og oprette, hvad som kand være forsømt, paa det, naar den Øverste Hyrde aabenbares, vi da kand annamme Ærens Krone, som icke skal visne), da vil jeg baade lykønske Brødrene til den aflagde Byrde, og til det tilstundende Nytaar opmuntre dem at angribe Herrens Gjerning paanye med frisk mod og utrættelig fliid; thi det er et stort, et nyttigt, et saligt verk, vi har at gjøre; men et verk, som udfordrer arbeide, fiiid, omsorg, bekymring og Guds Bistand, som ved uafladelig Bøn skal erholdes, og jeg agter det tilbørligt, efter Apostelens ord, at opvække og paaminde Eder, saalenge Jeg er i denne Boelig.

Jeg har i dette aar ved Guds særdeles Naade besøgt en stor Deel og fast den halve Deel af dette Stiftes Menigheder. Jeg har fundet med stor glæde i eendeel Menigheder frugten af Lærernes Arbeide, som har glædet mig overmaade meget, og opvakt mig til Guds Lov og Priis. Jeg har fundet i andre Meenigheder temmelig god Begyndelse, som kunde give mig haab om nogen glæde at indhøste ved oftere Besøgelser efter Guds Villie. Jeg nægter ikke ogsaa at have fundet paa endeel stæder det, som meget har bedrøvet mig, alting saa koldt, dødt og uden lif, uden lyst, uden omsorg og Bekymring, Søndags Gjerning at gjøre saa hen, for Resten, hvad som døer, det døer, hvad som vansmægter, det vansmægter, som Propheten siger: Over hvilke Hyrder Gud sig i Naade forbarme, og lade dem i deres Samvittighed finde skrek af de Ord i Ezech. 34 fra det 1ste Vers indtil det 10de, inden de faaer at føle effecten og Sandheden deraf. Jeg har og paa eendeel stæder fundet de af mig i mit Embeds tiid gjorte Anordninger og Consilia med al fliid efterlevede og iverksatte, som det sig burde, hvilke Lærere jeg ærer, og deres redebonhed jeg altiid skal viide at paaskjønne; paa eendeel stæder har jeg vel ladet mig foresnacke, at det er skeed, hvad jeg har anordnet ifølge af Loven, men baade af omstændighederne har jeg let merket og siden erfaret, at intet mindre er skeet, men blot, at mand har tænkt ved min nærværelse at gjøre mig noget viis, og siden atter have 3 aars tiid i sickerhed at løbe paa. Andre har vel ved Visitationen tilstaaet, at intet endnu har været begyndt, ved adskillige forevendinger, som jeg har ladet passere imod løfte, at det efterdags skulle settes i verk; ja andre, men faa, har saa lidet kjert sig derefter eller taget sig deraf, ligesom det icke kom dem ved, ligesom jeg aldrig var deres Biscop, ligesom de hafde sig intet derefter at rette, og ligesom det var nok, at mine Breve vare skrefne af mig og læste af dem, og at intet videre skulde følge derpaa. Alle disse 3 sidste slags vil jeg i Kjærlighed og venlighed advare, at de icke bedrage sig self, eller tænke, at fordi jeg paa første Visitatz haver ladet mig det saa gefalde, hvad de mig har villet foregive (hvilket virkelig er skeet, fordi jeg ugjerne vilde viide self, at ingen skulde være enten saa dristig eller efterladen, og fordi jeg meente med saadan sagtmodighed at vinde dem, at de da desheller skulle begynde at sette det i verk og oprette det), det derfor enten altiid saa skal blive, og de hvergang godtgjøre det med undskyldninger og forevendinger, eller idetmindste at i 3 Aar har de intet at kjære sig om. Derimod jeg nu hermed for dem, som maaskee endnu kjender mig til deres egen skade at tænke, det har intet at betyde, nødes til (hvor ugjerne jeg vilde bruge noget myndigheds ord) eengang for alle at declarere, at jeg i alle de stykker, som jeg ifølge af Lov og Forordninger, og ifølge den af mig allernaadigst givne Bestalling og instrux, haver anordnet, vil være stricte og punctuel pareret, og ved mine følgende Visitationer nøje offentlig i Meenighederne inqvirere, naar og hvordan hver ting er efterlevet, og ingen undskyldning for det forsømte da antage, uden det som før har været mig meldet, og mit svar indhentet om; saa og imellem mine Visitatzer bruge al den tiid, jeg kand spare, til at erfare self og ellers informere mig om alles fliid, over hvilke Gud har sat mig til Tilsiuns-Mand, og hver, som findes af egen Klogskab og egen Myndighed at dispensere i det, som anordnet er bleven og bliver, eller icke meere at rette sig derefter, end got synes, den at stille for Retten, og Dom over ham at lade hente: holder mig dette Myndigheds ord tilgode, l retsindige Mænd, for hvis skyld det gjør mig ondt, at saadanne ord skal komme i mine Breve, og skjønner self paa, at jeg nødes dertil af dem, der icke ere Eder lige i Retsindighed. Til den Ende jeg vil have igjentaget min Erindring til Provsterne som mine Medhjelpere og συνεργοι, efter deres Eed, at de icke alleeneste med alvorlighed forrette deres Visitatzer, efter forrettede Visitatzer giver mig Rapport om alle ting, Meenighederne, Kirkerne, Præsterne, Klokkerne og Studenterne, uden undseelse og Persons anseelse; men og min Begjering til dem af 18de April 1732, at de paa Visitatzerne ville have med sig en kort Extract af Lovens puncter, af mine forrige eller følgende Circulaire Brevers fornemste Momentis, og derefter undersøge, om alting ere og blive iagttagne, hvorimod jeg forsikrer Provsterne om all haandreckelse og Mantien i deres Embede, som mig muelig kand være.

Jeg vil have igjentagne, ligesom de her nu ord for ord vare indførte, alle mine forrige Monita: om huusbesøgelse, om rigtig Register hver Præst at holde over sin Meenigheds Ungdom og deres aarlige profect; om at ingen antage til Gudsbord, uden de kand læse i Bog; om angivelse forud til Communion, om icke fleere at antage til Communion, end vel behandles kand efter Loven; om Absolutionen, saavidt muelig at holde privatissime; om privat Communion med Bøn og formaning at see formindsket; om Præsterne self at communicere offentlig; om Gudstjeneste paa en vis fastsat tiid at holde, og Meenigheden icke opholdes; om den Kaldets Bog at indrette efter een nærmere forklaring derom af 12te Septbr.; om, naar diverse Sager mig forestilles, at det paa diverse papiir skeer, at det for andres Øyen kand fremlegges; om med Kongl. Dispensationer i Ægteskab at indsende, icke Attest om Slægttskabet, thi det kommer mig icke ved, men om deres tilstand. Især vil jeg have igjentaget min saa indstændige Bøn af 6te Aug. 1731, hvor jeg bad, at Præsterne for den godhed, de bare for mig, ville være accurate med Collecterne, og jeg dog med græmmelse maa see, hvor liden godhed de har for mig, idet at Taflepengene for 1731 icke ere paa eendeel stæder indsendte til Provsten, førend in Septembri 1732, ja at endnu rester Kyndelsmisse Collect fra visse Stæder, og, da den Saltzburgische Collect saa alvorlig af Hans Mayst. var befalet, og det uden allermindste Forsømmelse, saa er ret forunderligt, at in Septbr. var den paa eendeel stæder icke end tillyst, in November icke end indsendt. Jeg takker alle de kjære Provster og Præster, som saa kjendelig har villet reflectere paa min Bøn i det fald, og skal sandelig paaskjønne det; men jeg varer andre ad, og forsickrer, naar det skeer igjen, at de skal blive mulcterede.

1. Det som jeg dennegang haver at tilmelde det kjære Clericie, er allerførst en vigtig hoved-punct, om dem, som første gang skal tages til Gudsbord; det er en saa magtpaaliggende Gjerning, at een Præst ved den icke kand bruge omhyggelighed og forsigtighed nok, og maa vel være bange og frygtsom for ansvar for Gud, naar han skal kjende et Menniske dertil skicket, oplyst og bereed nok; det er en Gjerning, hvorpaa sandelig manges Christendom og Saligheds forarbeidelse siden deres Lifs Tiid beroer; thi bliver de letsindelig dertil første gang antagne, og icke da har oplysning, og icke faaer en ret hellig ærbødighed og frygt for et saa dyrebart verk, sandelig! siden gaaer de self endnu letsindigere dertil. Det er et Verk, at kjende nogen duelig til den værdighed, som sandelig tilkommer Meenigheden efter den første christen Kirkes skik, og icke blot bør ankomme paa et Menneskes gotbefindende. Det er et verk, hvor Præsten sandelig maa gøre megen fliid og ret arbeide paa at præparere et Menniske dertil første gang, hvilket umueligt kand skee, som det bør, ved eengang at have saadant ungt Menniske hos sig og examinere dem i Kundskaben een times tiid eller 2; men een Præst bør nogen tiid forud ofte have saadanne Personer hos sig, icke alleeneste prove dem i Kundskaben, men lære dem at prøve sig self, lade dem gjøre sig reede, hvordan de bar prøvet sig self, den gang i det stycke, en anden gang i det stycke, og saa selt prøve dem i Christendommens rette væsen, nemlig Synds Kundskab, Syndsfortrydelse, Syndsafstaaelse, Selvfornegtelse, hvad Kjendemerker paa Troe og Kjærlighedsøvelse, og naar een Præst skal gjøre saa meget med hver især, saa bliver det et arbeide større, end en omhyggelig Præst kan overtage med fliid at gjøre, og en letsindig Præst da bliver kjed af og lader gandske fare, men naar det kunde skee paa visse tider med fleere tillige, da baade mueligt, let, ja lystigt arbeide; det er et verk, hvor de kjære Brødre self veed, hvor megen eftertale, snak og beskyldninger Præsterne maa lide, hvorudi jeg paa min Samvittighed troer, at de ere uskyldige og lide uret; ex. gr. naar de for vankundighed icke vil antage nogen, skal det heede: det skeer af had, eller fordi de icke har noget at give; ja andre, endogsaa Officierer, tage sig paa at examinere dem og sige, de ere dygtige, hvilket er skeet i min tiid; nu igjen heder det, at hver, som skal gaa første gang til Gudsbord, maa bringe Præsten saa og saa meget, nu igjen, naar een Præst icke kand antage dem, overhenges han af Forældre med tiggen og Bøn, med tilbud af gaver og foræringer, ret ligesom det stod til ham, og var blot hands egensindighed; hvordan alle disse ting kand remederes, haver jeg meget bekymred mig om, og bedet Gud inderlig om god raad og oplysning. Jeg har og icke, fordi noget har syntes mig ret at være, plumpet til det strax at anordne, men nu i aar og dag overveiet det, og paa mine Visitatzer hist og her proponeret det for vittige og gudelige Præster, som alle eenstemmig, ingen undtagen, har fundet stor Behag derudi, nogle strax ville sætte det i Verk, de fleeste ønskede, at det maatte skee, men har begjert forskrift, ordre og ordonance, at de icke skulle Ende modstand, om de af sig selv, og ligesom af egen magt ville begynde det, ja en vis retsindig Præst har allerede forsøgt det, og med usigelig glæde skrevet mig til, hvad Bevægelse og og frugt han fandt deraf hos unge og gamle i Kirken. Det er og icke noget nyt, meget mindre mit eget paafund, men Brødrene, som vil eftersee det, skal finde det i vores beste Theologorum skrifter, det er og in Ecclesia Lutherana mangesteds brugeligt, og mange har undret sig derover, at det anderleedes skeer hos os; det er og i Kjøbenhavn i det Kongl. Vaisenhuus introduceret, hvor jeg self har været vidne til, baade, naar den forretning Søndag forud blef tillyst, hvilken tilløb der blef for at høre det, endogsaa af de allerfornemste i Staden, naar det skeede, og, saa tit det skeede, hvilken forunderlig Bevægelse der skeede i alle hjerter, som vare tilstæde, endogsaa med stor graad i Meenigheden, og neppe nogen fandtes i Kirken, som jo fandt sig rørt og glædet derved. Altsaa i Jesu Nafn bliver nu derom saaledes ordineret (hvortil Gud for sin Barmhjertigheds skyld give megen naade og Velsignelse, og lade det lykkes til hans Ære og mange Sjæles opbyggelse) som herefter følger paa aparte Papir, fordi det i Brevet vilde blive for vidtløftigt. Jeg vil haabe med Jesu hjelp, at naar dette med Kjærlighed og omhyggelighed sættes i Verk, det da icke alleeneste skal foraarsage megen Bevægelse i de Gamles hjerter, men og gjøre mere til, at unge Folk holdes itide til at lære deres Christendom og bestaar i deres prøve, end hvad andet tvangs middel dertil kunde bruges; derfore gjører, Kjære Brødre, herudi som kloge huusholdere og ømme Sjæle-Sørgere; for alting vaagte sig eenhver for med haardhed, skjenden eller herredømme at begynde eller fortsette dette Verk, hvilket er icke Christi Tjener anstændigt, vil forderve og har fordervet al god skik og Ordonance, hvilket gjør Lære-Embedet og Forretningen selv forhadet og ubehagelig Jeg kand ellers ikke see, noget besynderligt herudi kunde komme til hinder, uden dette, at folk, som ville være noget fornemme, ville maaske icke, at deres Børn skal komme frem med andres, hvilket, desværre! er hovedaarsagen, hvorfor al god Kirke-skik er forfalden; hvorudi eenhver Præst maa bruge megen Varsomhed, bede og indstændig bede dem gjøre Gud den Ære, gjerne ogsaa føje dem derudi, paa aparte tiid at fremstille dem til saadan prøve for Meenigheden, gjøre deres Børn det let, lade dem vide forud deres Spørgsmaal, gjøre det des kortere, og Præsten vidne for dem offentlig, at han har prøvet dem nøie og fundet dem dygtige; skulle de endogsaa da icke ville beqvemme sig, da henviise dem at søge Ordre hos mig til at antage dem anderledes. I Kjøbstæderne skal det maaske blive nogen meere Vanskelighed, og derfor vil der bruges saameget meere forsigtighed; derfor gjør Præsten best ved huusbesøgelsen at forestille de fornemste og beste dette verkes nytte og nødvendighed, og faa deres Bifald, inden det tillyses, og da kand denne prøve skee, saa tit som forlanges, dog stræbe, at den skeer ved offentlig Gudstjeneste.

2. Paa mine Visitatzer har jeg erfaret, at mangel paa Skudsmaal, og at der icke holdes over den Lovens Articul, foraarsager megen uorden; det foraarsager, at adskillige Tjenistefolk icke ere optegnede i den Meenighed, hvor de tjene; thi de gaaer til Guds Bord, hvor de hører hjemme og ere komne fra, de ere icke optegnede der paa det mig givne Ungdoms-Register, fordi de tjene udenfor Meenigheden; ligesaa, at een Præst skal tage dem til Guds Bord, som icke kand vide deres forhold, thi de komme icke i hans Meenighed, den anden Præst, som kunde kjende dem, ham indfinde de sig icke hos, og vil icke agte hans tiltale; fremdeles at slige, de møde icke til Catechisation, hvor de tjene, thi de meene icke at høre den Meenighed til, de møde ikke, hvor de gaa til Guds Bord, thi de tjene i en anden Meenighed, og megen saadan uorden; thi gjøres højlig fornøden, at over Lov og Forordninger om Passer og Skudsmaaler alvorlig holdes, at tillyses i Meenigheden, at det ingenlunde maa være, at folk tjene i een Menighed og gaaer til Gudsbord i en anden, at de, som faaer tjenestefolk fra en anden Meenighed, skal enten melde det hos Præsten, eller lade tjenestefolkene anmelde sig med deres Pas; paa det Præsten kand vide, hvem han har i Meenigheden. Ligesaa maa den Præst, af hvis Meenighed de ere udgangne, icke længere antage dem til Gudsbord, men holde dem til at tage deres Pas; og til dette at faae i Orden, og paa det icke skal klages, at det koster dem saameget, som virkelig nogle bruge det paaskud, skjønt jeg troer, at det er falskt, maa Præsterne vel vogte sig, at de icke fordrer meere, end Loven byder, for Pas, hvilket Præsten vel heller skjenker dem, end tager det. Kjøbstæd-Præster især maa tage dette iagt, og tilholde deres Klockere nøje at give agt paa, at icke fremmede komme frem uden Pas, efterdi meget klages, at de, som ieke vil læse, icke lære, icke møde til Catechisation, og for vankundighed icke kand antages, de løbe til Kjøbstæderne, og blive der uden efterspørgsel antagne; men isærdeleshed og in specie advares alle de Præster, som har med gevorbene Soldater at gjøre, at bruge al forsigtighed, som yderste mueligt kand være, efterdi det icke kand udsiges, hvormeget der klages over paa Landet, at voxne Folk, som fra Ungdommen intet har vildet lære, icke møde til underviisning, icke agte Præstens formaning, tage tjeneste ved Regimenterne, for at komme til Gudsbord, hvor Garnisonerne ligge, uden videre prøve, gaaer strax hjem igjen, begaaer utugt og anden forargelse, aldrig kommer til Catechisation, aldrig veed et Gudsord, foragte Lære-Embedet, sige: de have intet med Præsten at gjøre, de gaae til Byen at communicere, hvilket enten icke skeer, og derfor befrygtelig, at mange gaae hen i nogle Aar, uden at tenke paa Saligheds Midler, eller og skeer, og skeer da saaledes, at det var bedre, det icke skeede, hvorfore alle de Præster, som ere paa de Stæder, hvor Garnison ligger, icke maa antage nogen ung gevorben paa hans Ord, at han før har været til Gudsbord, men han skal skaffe Beviis fra den Præst, hvor han før har Communiceret, om hans antagelse til Gudsbord og om hans forhold. Ligesaa de gevorbne, som kaldes frie-Mænd eller over-complete, det er de, som icke opholde sig ved deres Compagnier, men ere stedse ude paa Landet ved deres hjem- eller fødested, og kommer icke tiere ind, end til Munstring, eller for at gaae til Gudsbord, maa icke antages til Gudsbord, uden de bringe nogen Seddel med sig fra Præsten, at de har forholdt sig skickelig og været tilstede ved Catechisation, thi det er at formode, at de icke gik lang Vej for at gaae til Guds Bord, dersom icke trodsighed, vankundighed eller liderlighed gjorde det, at de ej kunde antages der, hvor de have deres tilhold. Endnu mere og isærdeleshed maa ingen ubekjendt copuleris, uden baade Caution og Pas fra det stæd, de ere komne fra.

3. Efterdi jeg merker, at de af Lov, Ritual og Forordninger saa alvorlig anbefalede Ministerial-Bøger i eendeel Kald af formændene icke har været holdne, hvilket er ret forunderligt, hvor torde voves; eendeel icke ere Efterkommerne leverede; endeel af nogle uordentlig og uefterrettelig holdes, og over alt at ingen uniformitet derved er at finde, saa forstaaer det sig vel self, at de allevegne maa holdes og holdes meget accurate, og holdes paa Landet af Præsten self, i Kjøbstæderne i det allermindste under Præsternes nøje inspection og ansvar, men og hvad Maaden angaaer, da bliver det vel ved den maade, som paa hvert stæd er begyndt, saa lenge den Bog varer, som dertil er indbunden; men hvor enten ingen indbunden Bog er, eller hvor den snart er fuldskreven, da skal Ministerial-Bogen, paa det uniformitet kand blive, saaledes indrettes: Een indbunden Bog med numererede Blade, icke for tynd, in folio eller 4to; den anden afdeeles i 3 parter, den første og største part bliver til fødde, og der nævnes Fader, Moder, Barnet, ægte eller uægte, og Fadderne, og en liden Columne ved siden, hvor der meldes Moderens introductions Datum; den anden part Trolovede, deres Nafne og Cautionister, hvilke, om de kand skrive, self tegne deres Nafne og sette deres Segl i Bogen, og derhos en Columne med Copulations Dato; den 3die part de Dødde, med deres Alder og begravelses tiid; bagen til kand være nogle ark, hvor de tegnes, som blive publiqve absolverede med omstændighederne derhos, og ved hvert Aars udgang gjøres under hver part Summen, hvormange fødde, ægte og uægte, hvormange Trolovede, Copulerede &c.; vil nogen bekoste aparte Bøger til hver især, som jeg har seet paa et par stæder, da er derimod intet at sige; men det er ellers nok at ved et Kald er een Ministerial-Bog Loven siger vel icke videre om saadan Bog; men efterdi Ritualet pag. 309 om Ægteskab melder, at deres Nafne skal i een igjennemdragen Bog optegnes, saa præsumeres det om den heele Ministerial-Bog, og derfor de, som nu herefter indrettes, maa være igjennemdragen og af mig besegles, naar de enten mig tilsendes, eller paa Visitatzerne mig til eftersyn præsenteres.

4. Ligesaa vil jeg begjere af det Ærværdige Clerecie for dette afvigte Aar og siden for hvert Aar Notice fra Præsterne, hvormange fødde, ægte og uægte, hvormange Copulerede, hvormange dødde, hvilket til Provsten indskickis, og fra Provsten samles til mig, og paa det at det herefter kand være hos mig til Nytaar, saa bliver best at regne Aaret efter Kirkeaarets regning, fra Advent til Advent; derudi maa særdelis iagttages, og icke glemmes, hvor noget Speciel og Remarqvabelt er indfaldet, enten at nogen er bleven særdeles gammel før hand dødde, henved 90 Aar gammel og derover, eller nogen Monstrosi partus, eller een Moder faaer fleere Børn tillige; thi saadant bør publice communiceres efter andre stæders Exempel, saadant bør samles, og icke uddøe, som jeg er forsickret paa, at her er mange og remarqvable ting i Norge, som blive ubekjendte, fordi ingen faaer underretning derom. Derfore vil jeg aarlig, naar saadant til Nytaar indkommer, præsentere det vores kjære Stadtholder Hans Grevel. Excellence, hvilken self er een Curieus Herre, og gjør sig al fliid, for at faa vide dette Riges particularia. Ligesom jeg og eengang for alle vil bede, dog blot som en particulair velgefald og icke som nogen Embedets pligt, at hver Præst ville optegne paa et ark papir, hvad remarqvabelt hand kand viide i sit Sogn, enten Monumenter, Antiqviteter, Naturalia, gamle nogenleedes grundede Sager, og det tilsende enten Provsten beseglet eller aabent, eller til mig self, saa vil jeg nok samle deslige ting, hvilke ellers ere ubekjendte, og hvem veed, naar saadant kand samles, om icke fleere og højere hænder kunde finde Behag derudi.

5. Naar nogen Sogne-Præst døer og Provsten kundgjør Vacancen, da besørger Provsten tillige Kaldets forsynelse, samt og nøje iagttage, at icke aleeniste gjøres Bøn første prædicken efter, naar Provsten eller een Sogne-Præst prædiker, om en retsindig og duelig Lærere, men at med Bønnen continueres, saalænge Vacancen varer, af hvem der og prædikes, indtil Successor bliver nafngivet, hvilket er efter Forordningen af 1ste Aug. 1707 den 7de Art.: Saa og kand i al den tiid, Vacancen er, foruden sædvanlig Collect for Velsignelsen, ogsaa messes den Collect om Ordets Tjenere, hvilket allerede er i Brug i et Provstie.

6. Formedelst den store uskik, som fornemmes at skee ved Brudevielser om Søndagene og Liigfærd, at Meenigheden maa opholdes saa uforsvarlig længe, for at bie efter deres Brudefærd og Liigfærd, da de kommer til Kirken, som oftest gandske drukne, kommer med støjen og larmen, skyden og Trommen, hvorover Præsterne paa eendeel og mange stæder har faaet det gandske afskaffet, at intet saadant skeer om Søndagen. Men hvor det endnu skeer, og Meenigheden icke vil paa Præsternes venlige forestilling forandre det, og heller lade saadant skee paa aparte Dage, for Scandal at evitere, skal dog idetmindste dette tages iagt, og Stricte holdes: Guds-Tieniste begyndes altiid paa en vis fastsat tiid, hvorom mit Monitum pastorale før er udgangen, hvilken tiid nogle gange tillyses og fastsættes, at baade Præst og Meenighed holde sig den efterrettelig; over den tiid maa icke den offentlig Guds-Tieniste for nogen particulair Forretnings, Brudevielses, introductions, eller Liigbegjængelses skyld blive over et Qvarteer eller i det længste een half time, efterdi det baade er ubilligt, at een heel Meenighed skal varte efter dem, uanstændigt for Gudstieniste at rettes efter Saadannes eget Sind, og helst at man vel veed, at saadan lang tøven ved deslige Samlinger icke skeer for det beste. Kommer da slige, efterat Gudstjenesten er begyndt, og Evangelium er messet, da tacke sig self, at de blive indledde, copulerede, trolovede, graffæstede efter Prædicken; dog skal dette tillyses omstændelig og tydelig 3de gange, og Meenigheden advares, saa og at Brude-Folk om Søndagen ingenlunde maa komme til Kirken med Trommen og skyden, men med sømmelig stilhed, som til et Gudshuus, og icke Folk skal tænke, at i Norge boer Hedninger, og holder Bacchanalia; skulle det og efter saadan tillysning hende sig, at Brudefolk, naar tienisten er begyndt, komme til Kirken med Trommen, skyden, hujen og Skrigen, da maa saadan uskik, forargelse og Gudstienistes foragt icke blive ustraffet, men gives Øvrigheden tilkiende, eller og Provste-Ret derover sættes.

7. Loven befaler, at der skal holdes Maaneds Bededage overalt, paa nogle stæder holdes de og rigtig, paa andre stæder slet intet, hvilket icke maa være. Men Maaneds Bededage ordentlig holdes, baade fordi Loven byder det, saa og fordi de ere nødvendige for den Mængde af Confitenter og Communicanter, som ellers paa visse Tider om Søndagene stormer til, og de ere sær nyttige, ved det at da kand af Præsten udvælges Texter, som gjøres mest fornødne, efter Meenighedens tilstand, at forklare og applicere, og især fornyelsens, Igjenfødelsens og Troens Lærdom derudi afhandles, og om det vel er saa, at Meenigheden icke samles dertil, saa er det ickun, fordi de ere uvante dertil. Men, naar det ordentlig holdes, vennes de dertil. Imidlertid kunde Prædiken vare des kortere, og Ungdommen af visse fierdinger tilsiges alvorlig især at møde, og da saa meget nøiere catechiseres, end ellers om Søndagen, da forretningernes Mængde icke tillader meget Catechisation.

8. Jeg finder i de mig overleverede Registere, at endogsaa paa Præstegaardene og i Præsternes Tjeniste findes adskillige, som icke kand læse i Bog, hvorved andre, som icke vil drage omsorg for dem, som ere i deres huuse, kand have paaskud, og jeg meener, at de, som tjene een Præst, bør have den nytte af det, de har været i een Præstes huus, at de deres Lifstiid kand taske ham got, at de har lært at læse, hvilket og der lettelig kand læres om Søndagene, Vinteraftnerne, og ved andre leiligheder, tit ved en anden tjener, ved Præstens Børn, ved en Skole-Mester i huuset; ligesom jeg og icke tvivler paa, at hver Præste-Mand saaledes holder sin huusandagt og Sabbatens øvelse, at alle de, som tjene i hans huus, og siden self kand holde huus, kand have Exempel for sig, og viide, hvordan et Christelig huus skal være. Thi det ellers vilde lade meget ilde, naar slige siden paa erindring skulle svare, de har tjent i deres Ungdom i et Præste-huus, men de har icke seet sligt, og icke seet, at paa Sabbaten blef mere Gudsfrygt øvet, end paa de andre Dage.

9. Rygtet gaaer, at adskillige komme herop, som give sig ud for Studentere, antages til Præceptores, bruges til at prædicke, foreslaaes til Klockerier, som dog ieke bringe ringeste Beviis med sig, ja og skal der iblant dem være nogle relegerede, andre løbe fra Degne-Kald, Kone og Børn i Dannemark; hvorfore Præsterne maa tilholde saadanne, som komme i deres Sogne, at de skaffe noget Beviis for sig, hvor de komme fra, at man kand viide, hvem de ere; slige Beviiser de bør ønviise for mig eller Provsten, som hvert aar giver mig underretning om de Studentere, der ere i hans Provstie, hvilken Præsten bør give ham, og uden saadant Beviis og nogenlunde rigtighed kand ingen, som giver sig ud for Student, betroes at komme paa Prædikestolen, bruges eller foreslaaes til noget publiqve.

10. Naar Klockerier blive ledige, er jeg gjerne tilfreds med, at Præsten foreslaaer, om han veed nogen Student, hvilken dog ber have tilforn skriftlig anmeldet sig hos mig, og være efter mit udgangne Monitum hos mig antegnet iblant dem, som søge Klockerier, hvorover jeg holder fortegnelse; men veed Præsten ingen Student self at foreslaae, da skal jeg tilbyde de Studentere, som Klockerier har søgt, om nogen af dem vil have det, og hvis icke, da først kand antages forslag om andre.

11. Ingen Klocker maa indkomme med nogen Begjering at afstaae sit Klockerie for den eller den, imod visse vilkor, uden den, han afstaaer det for, er Student, da hans Capacitet og forhold skal blive undersøgt, og han af mig, om han findes duelig, voceres, saasom Klockere at kalde til de Kald, hvor Kongen har Jus Patronatus, tilkommer alleene Biscopen.

12. Klockerne skal efter Loven, foruden deres andre Embedets forretninger, endelig læse idetmindste een gang hver uge i een af Sognets fjerdinger, hvilket forud tillyses, og Ungdommen der møde ham; hvilke dertil icke ere duelige, de gjøre best, at de i tiide søge hos mig ved Præsten at faae noget lidet tillæg, efter Kaldets Beskaffenhed, og frasige sig Klockeriet; thi ellers blive de dog ved befunden uduelighed til at catechisere removerede, og nyde de da slet intet; thi her maa ingen Klocker være, som icke duer til at catechisere nogenleedes og underviise Ungdommen, og icke kand præstere det, som en Klocker tilkommer.

Dette er det,jeg denne gang af den erfarenhed i Stiftet, jeg dette aar har kundet samle, finder fornøden at erindre. Forbl. &c.

P. Hersleb.

Juleaften den 24de Decbr. 1732.

P.S.''
Forslag, hvordan det herefter kand forholdes med dem, som
første gang begjere at andtages til Guds Bord.

Det bliver herved afskaffet, at Forældre eller Huusbønder paa Landet skal komme drattendes, naar det dem falder ind, at nu vil de paa Søndag eller saasnart have een Søn, een Daatter, Pige, Dreng første gang til Guds Bord; at Præsten, enten han har tiid, leylighed og Roe dertil, eller ey, strax skal examinere dem &c. Derimod skal 2de gange om aaret tillyses, jeg mener best noget efter Nytaar, og noget efter Pintsedag eller Paaske og Mickelsdag, da al omskiftelse er skeed, at de som have slige i deres huuse, som del agter i dette halve aar, ex gr. fra nu og inden Pintsetiid, eller fra nu og indtil Advent, at have første gang til Guds Bord, de skal nu inden een Maaned, 5 à 6 Uger andmelde det hos Præsten self, som da andtegner deres Nafne, alder, og hvor de ere at finde &c., og de som icke inden den tid anmelder det, de blive siden i dette halve aar icke andtagen; dette maa tillyses i alle Kirker, og terminen sættes saa langt ud, at den sidste Kirke endogsaa kand have een Maaneds Dilation at betænke sig derpaa, om de har nogen, de vil have frem dette aar, og godt om samme tiid blef tillyst, at de unge, naar de kommer, eller de som andmelde det, de intet maa bringe med sig til foræring, thi vil de siden, naar Præsten har havt saamegen umage med deres unge, og de ere undtagne, give noget, det staar eenhver frit for. Imidlertid kand de, som have det isinde, have tiid til at lade sig undervise af Klockeren eller andre, hvem de dertil pleier at bruge; naar nu saamange ere andgifne og andtegnede, som Præsten meener at vil fremkomme det halve Aar, vil hand endnu eengang, naar tiden er forbi, tillyse, at om nogen endnu vil have nogen anmeldet denne uge, men siden icke, da skader det icke; da begynder nu Præsten sit arbeide med dem i al Kjærlighed, Sagtmodighed, omhyggelighed, og stræber at vinde i Begyndelsen med lemfeldighed deres Hjerter og fortroelighed, at de med lyst gaaer til ham; til den Ende setter hand dem for een vis dag eller tiid, hver uge, naar de samtlig skal komme til ham, hvilket offentlig tillyses, og derhos siges, at det skal staa alle og eenhver frit for, som vil være nærværendes til sin opbyggelse paa samme tiid og saa ofte det skeer, da han examinerer dem icke alt paa eengang, men noget hver gang, og vel, og altid applicerer hvert paa deres Samvittighed, og dem, han ånder slette, kand han advare, at de imellem hvert maa lade sig af nogen undervise, kand og naar det lider frem bedre, vare nogle ad, at han frygter, det icke vil lyckes for dem den gang, dog at de bliver ved at komme til ham. Siden gaar han alt nermere til hjertets Beredelse, lærer dem hvergang at prøve sig self, og eftertenke deres forrige lefnet, Synden, Hoved-Synden, hvortil de ere mest tilbøyelige og mest fristes, og endelig naar han for Gud og sin Samvittighed har saaledes et par Maaneders tid havt dem for sig, og gjort sin yderste flid med dem, og hvis de icke meere hvad han kunde gjøre, advarer han dem, som han meener icke at være antagelige, i al Kjærlighed og Medynksomhed, at de icke findes nu i den tilstand, raader dem at opsette til een anden gang, da de atter kand lære saa meget meere. Og siger dem det udtryckelig i de andres paahør, at det icke skal være dem formeent at fremstille sig offentlig for Meenigheden med de andre, om de vil, da Meenigheden skal være vidne til, at Præsten icke kand antage dem, men at Præsten vil icke gjerne, at de skal blive beskjemmede, og derfor advarer dem forud. Men de andre, som Præsten holder uindtagelige, dem siger han til, at de nu paa een vis dag kand komme til ham, nogle formiddag, andre eftermiddag, da Præsten taler med hver især, og lader dem nu sige i eenrum, hvorledes de har prøvet sig, hvorledes de meener at finde deres hjertes tilstand, bedrøvelig eller haardt eller begjærlig og lengesfuld efter Naaden, hvilke Synder de mest fristes til og frygter for, og derimod gives dem raad, underviisning og trøst, at de saaledes førstegang kand vendes til at have fortroelighed til Præsten, og finde, hvor nyttigt det er at aabenbare deres hjerter for deres Sjæle-Sørger. Naar nu alt dette er skeed, da berammer Præsten een vis Søndag, naar disse unge Mennisker skal fremstilles for Meenigheden første gang, icke til Gudsbord eller Skrifte, men til Prøve, at Meenigheden skal være vidne til, at Præsten har gjort sin flid, og hverken for Venskab andtager eller for u-villie udelader nogen, og at Forældre kand glæde sig over den forsikring, at deres Børn ere kjendte duelige, og høre dem at aflegge deres troes Bekjendelse, og andre opmuntres derved. Dette tillyser da Præsten Søndagen forud, at paa nestkommende Søndag bliver de unge Gudsbørn, som har andtegnet sig til første gang i dette halve aar at gaa til Gudsbord, efterat Lære-Embedet har gjort sin yderste flid med deres underviisning og Bereedelse, her offentlig for Meenigheden fremstillet, at Meenigheden skal self høre, være vidne til, og kjende, om Præsten har gjort sin filid, og om de ere skikkede til, at de da ville være tilstede, bede Gud for de unge hjerter, erindre sig self om deres egen værdighed og Bereedelse; derhos Meenigheden nogle gange i førstningen erindres og underrettes om, at de unge icke den dag skal til Gudsbord, men blot kjendes dygtige til at andtages, og siden bedre kand komme, naar det er dem eller deres Forældre beleiligt. Naar nu Søndagen kommer, bliver de unge af Klockeren underviste, naar og hvor de skal gaa frem; Præsten taler atter et par ord derom, og saasnart Prædiken er tilende og Verset er udsjunget, gaar Præsten for Alteret, de Unge stiller sig ordentlig omkring Alterfoden, dog staaende hvert Kjøn for sig, da Præsten holder en gandske kort tale, saa bevægelig som Gud giver ham Naade til, om det vigtige verk, de har taget sig for, om den lyksalighed at komme dertil, om det Gud fordrer af Dem nu herefter meere end før &c., eller deslige ting, og efterdi det er saa vigtig et verk, saa, paa det alle kand vide, at de icke andtages efter Præstens eget gotbefindende, men at de her skal prøves &c., saa begynder han med dem een kort Examen om de nødvendigste Ting i Christendommen, saadanne ting, som han før har gaaet vel igjennem med dem, og veed, at de ere grundede i, saadanne Spørsmaal, hvor det mindst kommer and paa at læse op udenad, men at svare af deres hjerte og forstand, saadanne ting, som andgaaer Poenitenze, Selfprøvelse, Troen, Sakramentet, Gudfrygtighed, troens Beviis, Kjendemerke, Frugter, lefnets Forbedring, hvordan skal komme, hvordan skal søges, hvad de self skal gjøre dertil &c., nogle Skriftens Sprog om de vigtigste ting at beviise; skader icke, om Præsten self gjør sig visse saadanne Spørgsmaal, og gaar dem vel igjennem med dem, paa det han icke skal diffundere sig self i vidtløftig Catechisation, eller confundere dem i det, som de ellers vel nok veed, lader eenhver, som spørges, svare self og svare aleene og høit, saa Meenigheden det kand høre, lader og andre een efter anden svare paa samme Spørsmaal, naar de ere vigtige, Præsten immer opmuntrer dem ved hvert, gjør een Suk med dem til Gud derom, eller application paa dem til advarsel, trøst og paamindelse. Naar det er forbi, da erindrer han dem om deres Daabes Sakramente, den pagt der er oprettet imellem Gud og dem, den de i deres Barndom saa tidt har trængt paa, og saa ofte brudt, da dog paa deres Daabespagt beroer deres Christendoms pligt og trøst, og at Alterens Sakramente, naar de før- ste gang vil gaa dertil, bør tillige være een fortrydelse over, at deres Daabes pagt er brudt, og fornyelse af deres Daabes pagt, hvilket da Præsten, for Meenighedens skyld, noget tydeligt forklarer. Derpaa lader han de unge gjøre Reede for deres Daabes Pagt, at de forstaaer og vide at forklare baade hvad de har loved Gud i Daaben, og Gud dem, og naar de dertil har svaret, og det forklaret, især spørges de, om de nu tør og vil love Self med egen Mund for Gud, hans Engle, hans tjener og hans Meenighed, det som deres Faddere for dem har lovet, da de var Børn, og om de tenker ved Guds Naades Bistand at holde det løfte, hvortil de skal svare tydelig ja, hver især. Og da foreholder Præsten dem, at de aldrig skal glemme deres lifs-tiid, hvad de nu har loved, og betenke, hvad Synd det er, om de nu bedrager Gud og hans Meenighed, at deres forrige Synder har været som Børneverk, Vankundighed, u-eftertenksomhed, u-forstand, men nu veed de det, nu har de det Self bekjendt, nu har de offentlig for Guds Altere forbundet sig dertil, nu vil de paa saadan deres Løfte snart annamme Christi Legeme og Blod, og nu bliver deres Synd værre efter denne dag. Derpaa gjør han atter Spørsmaal til hver især, om de nu lover at bedre deres lefnet, at stræbe at rette sig efter deres Daabes Pagt, at vise kjendelige Frugter af den Naade, som dem er skeed. Hvorpaa Præsten lader dem baade svare tydelig ja, og hver af dem ræcker ham haand paa Guds Vegne. Derpaa taler han til Meenigheden, at de skal være vidne til, hvorvidt de nu ere oplyste, og baade for Gud og Menniskene være hans Vidne, at han har ikke forsømmet sig med disse unge Menniskers underretning og formaning, vidner til, at hvis de nu bliver vankundige herefter, saa er det deres egen skyld, vidner til deres Løfte, hvad de har lovet Gud, og hver Christen-Sjæl vilde nu Self idelig paaminde disse unge Mennisker om dette Løfte. Derpaa opmuntrer Præsten Forældre, Venner og hele Meenigheden til at glæde sig over dem, prise Gud for dem, bede for dem, samt og, at eenhver vil gaa ind i sig self og prøve sin tilstand og sin altergang, efter det som nu er sagt; derhos, at de nu ville see, hvor deiligt det er, at Børn bliver vel oplyste, bede dem betenke, om de icke ønsker i deres hjerter, at det hafde været gjort ligesaa med dem i deres ungdom, og derfor at lære, aldrig at være Lære-Embedet imod det, som er til deres Børns og Sjæles Beste.

Derpaa taler Præsten atter til de unge, lader dem vide, at de ere nu andtagne, nu kand komme frem naar de vil, nu ere icke Børn lenger, ønsker dem til Lycke, gjør een bevægelig Bøn for dem til Gud, og derpaa velsigner dem. Dette er nu een Idee af Sagen, hvilken jeg har villet gjøre saa kort og saa tydelig som mueligt kunde være, i forhaabning, at eenhver forstaar Meeningen derpaa til Nøye. Det øvrige recommanderes nu de Kjære Brødres oprigtighed og Reedelighed for Herren, Self at legge det til, som til opbyggelse kand være, at gjøre det Self med lyst, saa bliver det dem let, og gjøre det saa, at andre og kand have lyst dertil, og fornemmelig, at Gud kand have Ære, og vi Seli een glad Samvittigheds trøst deraf. Hvortil jeg ønsker Naade, Lycke og Velsignelse af Gud.

P. Hersleb.

Christiania, Juleaften den 24de Decbr. 1732.


IX.
Velærværdige Høytærede Hr. Provst!

Jeg er for faa dage siden hjemkommen fra Nedre Borgesyssels Provsties Visitatz og har foresadt mig (om Gud vil) endnu i Sommer at visitere i Grevskaberne, men efterdi man endnu icke kand vide saa præcise udfaldet af de. Kongl. Herskabers reise, og hvad Ordres imidlertid til mig kand indløbe, saa kand jeg for saadan aarsage med denne Post icke forfærdige min Visitatz Route, som med næste skal følge; thi beder jeg Deres Velærværdighed ville det Hæderlige Clericie forud bekjendtgjøre, at min Visitation i Deres Provstie med forderligste vil begyndes, og at alle Præster til den ende haver baade self alle ting saa i rigtighed og Orden, som jeg udi mit, i afvigte Høst udgangne Visitatz Brev har ommeldet, saa og, at deres Meenigheder saavidt derom underrettes, at Almuen og fornemmelig ungdommen paa ethvert stæd ved første tillysning inden faa Dage kan møde og betimelig være tilstede. Jeg forbliver med allerbeste ønske &c.

P. Hersleb.

Bispe-Residencen den 31te July 1733.


X.
Velærværdige Høytærede Hr. Provst!

Her indsluttet sendes Deres Velærværdighed min Visitations Route i Grevskaberne, som de for tillysningens skyld ville til det Hæderlige Clericies efterretning, i Deres Provstie, det snareste skee kand, omsende; ellers vil jeg tilmelde, at jeg har tilskrevet vedkommende, at Lensmændene og Skydsskafferne paa ethvert Sted maa blive anbefalede at holde Skydsen parat, naar og til hvad tid de af Præsterne ansiges, ifald ved det Kongl. Herskabs ankomst nødvendig skulle skee nogen forandring ved Visitationerne og Reyserne. Jeg forbliver iøvrigt med allerbeste ønske &c.

Bispe-Residencen den 7de Aug. 1733.

P. Hersleb.

Conform med Hr. Biskopens Brev

testerer

T. Gerner.

(Provst i Jarlsberg).

Visitations-Route
udi
Jarlsbergs og Laurvigs Grevskaber.
Den 15de Aug. Reyses til Sande Præstegaard
16de Søndag visiteres der,
17de til Bodtne.
18de visiteres der tilig og Reyses til Vaale.
19de visiteres der.
20de Reyses til Ramnes.
21de visiteres der.
22de Reyses til Hedrum.
23de Søndag visiteres der.
24de Reyses til Nesset.
25de visiteres der og Reyses til Tjøllinge.
26de visiteres der.
27de Reyses til Sandefjord.
28de visiteres der.
29de til Laurvigen.
30te Søndag visiteres der.
31te Reyses til Stocke.
1ste Septbr. visiteres der tilig og Reyses til Nøtterøe.
2den visiteres der tilig og reyses til Tønsberg.
3die eftersees Skolen samt Kirkens, Skolens og fattiges Regnskaber, saavidt dengang kand skee.
4de visiteres der i en af Kirkerne begge Meenighedernes Ungdom.
5te visiteres i Sem tillige, uden videre Prædiken, og Reyses til Borre.
6te Søndag visiteres der.
7de Reyses til Holmestrand.
8de visiteres der.
9de Reyses til Tangen.
10de visiteres der meget tilig, og settes strax over vandet og reyses tillands til Christiania.

Dersom det skulle skee, at det Kongl. Herskab imidlertid skulle nerme sig, efter den første fastsatte Reyse-tour, til Laurvig, saa bliver vel Visitatzen afbrudt imidlertid, saalænge det Kongl. Herskab der forbliver, men efter deres Høye afreyse og embarqvement begynder jeg igjen at visitere i sin rette Orden paa hvert sted samme dag som det er ansatt, og de Meenigheder, som imidlertid springes over, vil jeg da heller reyse tilbage, og til slutning afgjøre eller og visitere, hver dag uden Reysedag, for at igjenhendte den tid, og at komme igjen i min herover anførte tour og Orden, hvorom skal gives underretning, saavidt og saa betids som mig muligt kand være; imidlertid skeer tillysningen efter dette.

P. Hersleb.


XI.
Velærværdige Høytærede Hr. Provst!

Herhos følger et trykt Exemplar af Enke-Cassens Fundation og 2de dertil hørende Allernaadigste Konge-Breve, til at henlegge iblant Provstiets Papirer og der forblive. Efter Fundatzens 28de Art. tilholder, at den skal læses i alle Ober- og UnderRetter og paa saa mange stæder forvares, saa fant man fornøden heller at lade trycke den, end skrive saa mange Exemplarer, men, at den Omkostning icke skal gravere Enke-Cassen, saa har man ladet trycke 150 Exemplarer eller nogle fleere tilovers til at sælge og Omkostningerne nogenleedes at igjenhendte, saa efterdi man vil formode, at de som har indsatt i Enke-Cassen og deres Hustruer, til deres Efterretning, andre som endnu icke har indsatt, til deris Eftertanke, og andre fleere, til deres Curiositet skulle ville have et Exemplar i Eie, til den ende ville Deres Velærværdighed gjøre det i Provstiet bekjendt, at de kand faaes for 8 Skill. Støcket, hvilket vel kunde synes dyrt, men er til Enke-Cassens Nytte, at den kand blive fri for ald trykte Omkostning. Dersom og Deres Velærværdighed self ville til sig tage nogle Exemplarer, for i Provstiet at distribuere, saa ville De behage self at give anledning til, hvordan de kunde transporteres. (2) Herhos finder jeg og fornøden at erindre, at de, som har forbundet sig deres Indskuds Capitaler og Renter til Nytaar at betale, maa self besørge Pengernes Indsendelse, og det præcise til rette tid, uden nogen mangel eller udeblivelse; ligesaa de, som skal betale Renter af deres Obligationer, efterdi alle de Penger, som til Nytaar skal komme ind, blive nu bortlovede mod Pant accurat til Nytaar, og derfor ufeilbarlig maa være til rette tid tilstede. Skulle nogen af dem, som har givet Obligation, endnu faa isinde at betale heller Pengene ud, da advares de, at hvis det icke inden October Maaneds udgang er os kundgjort, kand det icke blive modtaget, uden med aars Rente meere, efterdi de Capitaler, som ei forud ere udtingede, ellers kunde komme til at staa frugtesløse, hvilket icke maa være; ligesaa de, som endnu hverken har givet Obligation eller Indskrivelses Missive efter forhen meddeelte formular, men maaskee kunde stole paa, at de til Nytaar kand indskrive sig og tillige betale Capitalen med dette aars Rente, de advares, at det icke kand blive modtaget uden med aars Rente meere; thi hvad Penger vi icke forud har kunnet gjøre Regning paa, dem kand vi icke i saadan hast faa præcice udsatte, og heele Cassens velfærdt beroer derpaa, at Pengene ei staar frugtesløse. (3) Herhos ville jeg og tjenstlig bede, at De fra nu af ville gjøre Erindring i Provstiet om at indsende til Dem, i rette tid, Summen af de Dødes, Føddes og Copuleredes tal samt om noget remarqvabelt derved er at agte, enten om Meere end Tvillinger ere fødde af een Moder, monstrosi partus, særdeles gamle Døde, Ægtefolk sær gamle i deres Ægteskab, og det saaledes, at saasnart Advent Søndag kommer, da gjør hver Præst strax sin Optegnelse færdig, og da tager første Leilighed iagt til at kunde faa det til Provsten, saa at Provsten gandske sickert kand have det indsamlet saa betids, at det mig med næste Post før Nytaar kand indsendes, og saaledes aarlig; dette kommer fornemmelig an paa de fra Provsten længst fraboende, hvilke venlig embedes herudi at drage nogen Omsorg og bevise nogen villighed, da det vel lader sig gjøre, da det maatte indsendes paa een rubrique Tabelle saaledes: I Kirkeaaret 1733, Fødde =, deriblandt uægte =, Dødde =, deriblandt 2 à 3 over 80 aar, 1 à 2 over 90 aar, 1 især gammel. Copulerede =. (4) Det vil og icke være utjenligt, at Deres Velærværdighed betids i Provstiet gjør Erindring om til Præsterne baade i almindelighed, at de drage Omsorg for Kirke-Contributionernes og Collecternes Betalning i rette tid, saa at de kand her til mig indkomme ved Markets Tider, saa og i Besynderlighed, at deres Academi-Skat, skjønt den vel kunde have tid til Paaske eller Pintzetider, er dog sickerst og beleiligst for dem self, at den følger ind tillige med Kirkens Contributioner, thi Erfarenhed har nu nok lært baade dem, hvor vanskeligt det er paa andre aarets tider at finde leilighed til saa liden Summa at indsende, saa og lært mig, hvor langsom den kommer drattendes, naar den icke følger med de øvrige, og som neppe skulle troes, at endnu nogle indesidder, og jeg i Sommer har maattet gjøre Remisse og forskud for dem, endskjønt jeg maa ogsaa melde dette for icke at være ubillig, at mange Præster ere i den fald accurate og upaaankelige, saa dog, efterdi at dette er et general-Brev, bliver det generaliter erindret, at de, som kjende sig skyldige, kand self viide, hvor det sigter hen. Næst at tilønske Deres Velærværdighed med samtlige Medbrødre all Guds Naade og Velsignelse i det aandelige og legemlige, forbliver jeg stedse

Deres Velærværdigheds

tjenstvilligste tiener

P. Hersleb.

Bispe Residencen den 2den Oktbr. 1733.


XII.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Provstiets
Sogne-Præster!

Hospitals Kirken i Opslo er i saa miserabel tilstand, at der nødvendig maa tænkes paa en forandring, vi har dertil ladet gjøre et overslag paa det allerringeste og menagerligste, men omkostningerne vil dog stige med Materialier og alt over 1000 Rdlr., til hvilken Summa aldeles intet haves, og af Hospitalets egne Midler intet kand faaes, derfor har vi ingen anden udveje vidst, end at gjøre forsøg, om icke ved gode Christnes Velvillighed saadan Summa kunde indsamles baade her i Byen, saa og i Stiftet. Deres Velærværdigheder bede vi, at være forsikrede om, at vi ugjerne vilde være nogen til Byrde, efterdi vi baade veed, at eenhver har nok i sin Deel, og at de Ende Leilighed nok til at gjøre got hos dem self, men efterdi ogsaa dette er baade et nødvendigheds og et Kjærligheds verk, og i henseende til, at Stiftet nu et aars tiid har været fri for fremmede Collecter, saa gjøre vi os det haab, at det optages uden fortrydelse, at vi gjøre denne Begjering ligesom det og skal være aldeles uden fortrydelse hos os, enten nogen ville give eller icke, enten nogen giver meget eller lidet, thi, som vi vel besinde os, at vi ikke har magt til nogen noget at paalægge, saa skal det ogsaa aldeles staa i eenhvers egen frie villie og behag, baade self at ville give noget, og hos andre at procurere noget, men dersom nogen Hoder een drift hos sig at vilde komme dette christelige verk til hjelp, da er vores tjenstvenlige Begjæring, at hvor der findes fornemme og formuende Folk i Sognet, Præsten da vilde have den godhed Hospitalets Tarv for dem at proponere, og, om de noget dertil vilde give, lade dem det self tegne paa et papir, hvorpaa og Præsten tegner, dog icke uden han self vil, og den fortegnelse til Provsten, saasnart skee kand, indskicker, at vi ved Nytaars tiid, heller før, kand have Vished om Pengenes Beløb, for itide at foranstalte Bygningen og Materialiernes indkjøb, da Pengene self siden ved Markets tider tillige med andre publiqve Penge i Bispe-Gaarden kand indleveres. Dersom Deres Velærværdigheder ogsaa mene self, at det kunde gjøre nogen frugt, da kunde det og Bønderne, som vi har merket ofte at være villige at bringe noget til Hospitalet paa en god maade informeris, at de, som vil give noget godvillig og uden anke, enten paa Præstegaarden indfinde sig og der paa samme papir optegner, eller og at det af Klockeren til de beste og skickeligste Bønder ombæres. Vi recommendere Hospitalets Tarv i denne Sag paa det beste til Deres Velærværdigheders christelige forsorg og villige Assistence, ligesom vi igjen tilbyde til eenhvers tjeneste vores Villighed og reedebonhed som Deres

Velærværdigheders tjenstvilligste

Reichwein[13]. P. Hersleb.

Christiania den 30te Septbr. 1733.


XIII.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Provstiets
Sogne-Præster

Ønskes Naade og Fred i den kaarsfæstede og opstandne Frelsere!

Saavel mine idelige og besværlige Reiser denne Vinter, saa og at jeg har vildet opbie først de Beretninger fra forrige Aar fra alle Provsterne (hvilke dog til største deel icke endnu ere indkomne) har forvoldet, at jeg icke før har kundet meddeele Brødrene de ting, som til alles underretning kand være at melde, hvoraf for denne gang efterfølgende Poster erindres:

1) Efter det Løfte, hvormed jeg i Enke-Cassens Fundatzes 26de art. har forbundet mig self til at give Clericiet hvert Aar tilkjende Cassens tilstand, bliver dennem hermed communiceret, at ved Regnskabets Slutning, Revision og Approbation for forrige Aar befindes Cassens tilstand saaledes:

Indskuds Capitaler 11,775 Rdlr. - -
Overskuds Capital af Renter, Bøder,
Bevillinger, naar udgifterne ere
fradragne for det Aar (i hvilket
ingen Distributz er skeet) 634 2 ₻ 12 ß
12,409 Rdlr. 2 ₻ 12 ß

Derimod ere indskrevne til Distributz at nyde til næste Nytaar, hver fra Aarsdagen efter deres Mænds Død, efterfølgende Enker: Hr. Povel Rødders Enke dobbelt portion, Hr. Otto Munthes Enke enkelt portion, Hr. Just Munches Enke enkelt portion, Hr. Jørgen Bagges Enke, efter Kongl. Resolution (formedelst et derved indfaldende Dubium, at hendes Mand vel hafde indtegnet sig at ville sætte ind en dobbelt portion, men døde, inden Enke-Cassen tog sin Begyndelse) at nyde aarlig fra afvigte Nytaar af 50 Rdlr. aarlig.

For at mesnagere Cassen i dens spæde Begyndelse, er ingen Casserer antagen, men jeg self har paataget mig al omsorgen med Pengenes annammelse og udtelling, Regnskabet at føre, Cassen at indrette, Protocollerne, 9 i tallet, at regulere og føre, Correspondencen og mere, som af Begyndelsen giver mest arbeide, paa det jeg kunde vide al ting paa saa rigtig og efterrettelig maade, at det i fremtiden, med Guds hjelp, kand blive for alle klart og tydeligt. Exemplairer af Fundatzen ere endnu flere tilovers, om Nogen dem forlanger. I dette nye Aar har atter nogle dere anmeldet sig til Indskud, men det kommer ei forrige Aars Regnskab ved.

2) De som endnu udi Enke-Cassen vilde indsette, og give Deres Obligation mod Pant i Naadsens-Aaret, kand anmelde det, naar behager, men maa være tiltenkte efter Fundatzens 5te art at lade saadanne Obligationer tinglyse og paaskrive sig at betale prompte til Nytaar (hvilket er Cassens aarlige Termin, og derimellem ingen Penge antages uden med fulde Renter til Nytaar) kand sende ind deres forskrivelse, naar behager, efter den formular, som engang af mig er givet, men maa være tiltenkte, at Pengene præcise og uden noget slags Ophold maa betales til Nyt-Aar, saasom de da alt af Directeurerne maa være udlovede i større Capitaler, hvormed Folk, som har faaet Løfter, ei maa vexeres.

3) Saasom af idelig indløbende Breve (nu at nogen vil indsette, at betale Pengene, den til Paaske, den til St. Hans Dag, den om 3 Maaneder &c., den vil opsige sin Capital til saadan og saadan tid at betale, den vil til saadan tid betale noget af Capitalen &c.) fornemmes, at icke alle har begrebet ret Fundatzens Mening, hvormed mig forvoldes megen unyttig skriven, at underrette enhver, som sligt proponerer, om den rette mening, og skrive det samme oftere, saa bliver det nu engang for alle forklaret, at Fundatzens mening, ja klare indehold er, at alle slige Betalninger skal skee til saadan Termin, som Directeurerne setter, og i det mindste et Aar for den Termin være anmeldet, hvilken Termin engang for alle er fastsat, sc. fra Nytaar til Nytaar; efter hvilken Termin alle Enke-Cassens Renter og Capitalers Betalninger heel eller i Portioner skal regnes, og derimellem ingen Penge kand annammes, uden at Renten ligefuldt til Nytaar betales; men anmeldelserne og Opsigelserne kand vel skee, naar behager, ickun, at det i det seneste skeer et Aar for Nytaar; thi naar October Maaned kommer, da maa Directeurerne vide præcise, hvormange Penge til Nytaar vil indløbe, paa det de da kand indtinge betids paa Rente slige Penge i større Summer; men skulle icke den Termin iagttages, da maatte nødvendig alle derimellem indløbende smaa Capitaler staa frugtesløse til Nytaar, Cassen til stor skade, eller og Directeurerne skulle det gandske Aar udsette efter eenhvers Behag, i smaa Pluk, hvilket er hverken deres Leilighed, eller Cassens Sikkerhed, ei heller muelighed saa lige at treffe nogen, som just til den tid ville have saadan Sum, icke mere icke mindre, Cassen til stor Confusion og urigtighed; hvorfore dette er observeret baade i Fundatzens 5te Art., 13de Art. og flere steder.

4) Angaaende de Beder og Mulcter, som Enke-Cassen kand tilfalde, om hvilke Fundatzens 16de art. melder, at sligt aarlig af Provsten til Biskoppen skal indberettes, da, saasom ved Cassens Regnskab icke alleene saadanne Bøder med slige Attester skal bevises, men endog med Bilager bevises, at icke tiere Boder ere faldne, saa og Cassen maa have noget at rette sig efter, slige Bøder af vedkommende at lade kræve, ifald de udeblive: da kand det icke være nok, hverken at Provsten intet melder, hvor ingen Bøder ere faldne, men det maa meldes, og dermed Cassa Regnskabet belægges til Beviis, at i det Provstie intet er faldet; ei heller kand være nok, at Provsten i Breve om andre Materier melder, at der og der ere Bøder faldne, eller icke faldne, som nogle har gjort; thi slige Breve om dere Materier kand ei ved Cassens Regnskab [vedlægges]; ei heller nok, at paa aparte papiir meldes, at der og der ere Bøder faldne, som andre har gjort; men der skal og være Præsternes Beviis, at paa de andre stæder det Aar ingen Bøder ere faldne, og ingen Lejermaale skeet. Altsaa vil være fornøden, at de samtlige Høytærede Provster, ligesom iaar Provsten af Jarlsberg, Nedre Borgesyssel og Nedre Romerige efter deres sædvanlige accuratesse har gjort, lader imod Aarets ende et ark papir omgaa i Provstiet, eller 2de efter Provstiets Situation og Beskaffenhed, hvorpaa hver Præst tegner med egen haand, enten at der er ingen Lejermaal aabenbaret, som kand høre Enke-Cassen til, eller og at Lejermaal er beganget af den og den, om han er Soldat eller icke, og hvis det første, da, om det er hans første, eller andet Lejermaal, begge tjenende paa Præstegaarden, eller Qvindfolket der tjenende og Karlen der og der tjenende, at Bøderne er indeholdet af Lønnen, eller og den og den dag ved Missive anmeldet hos Fogden til inddrivelse &c., og det papir saaledes af Provsten til mig indsendes, det snareste skee kand, paa det ved Cassens Regnskab saadanne ting kand iagttages. Skulle imod forhaabning, til Cassens skade, nogen Præst vidne, at intet Lejermaal er skeet, eller fortie noget saadant, eller forsømme saa betids det Fogden at anmelde, og derover Cassen miste sin Ret, da maa han icke fortryde paa, at Cassen hos ham self søger sin Regres, foruden anden tiltale for urigtig Attest.

5) Den Specification for afvigte Aar paa Fødde, Døde, Copulerede og remarqvable ting, som jeg havde forlanget af det hele Stift (og bekommet af de fleste steder meget exact og i rette tid, fra nogle steder langsom og lidet efterrettlige, fra andre saa perfunctorie, at man kunde se, de lidet skjøttede om at være exact, og fra nogle faa saa silde, at det ei kunde være undskyldeligt, og merkeligt, at nogle, som allerlettest kunde gjøre det, der boe ved Postvejen eller saa stærke alfare veje, at dem icke kunde fattes paa Leilighed at forsende det enten til Provsten eller Mig, saa jeg hafde tenkt at give det hele Stift en fortegnelse paa saadanne skjødesløse, at icke ved slige mine erindringer alle villige og agtsomme skulle ligesom fornermes, men at de forsømmelige skulle blive bekjendte; men endnu denne gang holdes inde dermed, i haab om bedre agtsomhed herefter, men med forsikring, at jeg skal for hele Stiftet nafngive de forsømmelige) den Specification, siger jeg, har jeg fordristet mig allerunderdanigst at indsende til Hans Kongl. Mayst., hvilken det saa naadig har optaget og derudi funden Behag, at mig allerunderdanigst er befalet dermed at continuere og til hvert Nytaar saadant at indsende. Altsaa, Kjære Brødre! det som tilforn var blot min Begjering og Curiositet, er nu en Kongelig Befalning, og bliver vor skyldighed, hvorfor jeg vil formode, at enhver derudi tager sin pligt tilbørlig iagt, saa Hans Mayst. kand finde allernaadigste Behag derudi, og icke fatte nogen u-naade derover, om hist og her skulle være Lacuner, da jeg nødvendig maatte melde, fra hvilke Kald intet er indkommen. Til den ende vil være fornøden, at enhver Sogne-Præst, saa og Residerende Capellan, som har aparte Meenighed at forestaa, saasnart første Advent Søndag er kommen, hvert Aar strax forfatter sin Liste saaledes:

I dette Aar ere fødde i dette Sogn xxx, sc. Drenge-Børn xx, Pige-Børn xx. Deriblandt vare uægte x. NB. Maa observeres for uniformiteten, at de uægtes tal maa være indberegnede i den første generale Summa paa de fødde.

Døde dette Aar xxx, sc. xx Mandfolk, xx Qvindfolk. Ægteviede xx.

Remarqvable ting iblandt de fødde: En Moder haft 3, Børn paa eengang, fød et Barn med saadan underlig skabning. Iblandt de Døde xxx over 80 Aar, xx over 90 Aar, x over 100 Aar. En Mand, som havde levet i Ægteskab med sin Hustrue, som er før ham død (som endnu lever), 50 Aar, en Qvinde død &c.

Og den det første Bud eller den første Leilighed, som faaes kand, indsende til Provsten; Provsten indsamler da saadanne Lister, og om han har tid dertil, gjør en general Tabel derover, paa saadan Maade, som herhos følger, og saasnart skee kand, til mig indsender; men naar 3die Advents Søndag er gaaet, tøver icke Provsten længere efter dem, som endda fattes, men indsender dem, han har, til mig, da jeg næste Post for Nytaar indretter min fuldkomne Tabel, og nedsender til Hans Mayst., og de Præster da, som icke til rette tid har indsendt det til Provsten, maa self siden drage omsorg for at sende det ind til mig, og vente tiltale for den forhaling og ophold, uden de klarlig beviiser, at skylden er icke hos Dem.

6) Jeg hafde vel ventet, at nu forlengst skulle være indløben fra alle Provstier de Efterretninger, jeg som Biskop og Tilsiuns-Mand over Stiftet burde have, om alt det, som mit Embede vedkommer, og det, som mine forrige circulaire Breve har erindret, men maa beklage, at jeg fra mange Provstier intet har faaet, uden de publiqve Penge; fra nogle har jeg faaet de fleste ting, som e. gr. Underretning om Provste-Visitatzer i dette Aar, i hvilke Sogner og Kirker de ere holdet, og i hvilken tilstand Meenighederne ere befundne, og hvorledes mine Monita ere efterlevede, har jeg faaet in terminis generalioribus fra Bragnes og Nedre Tellemarkens Provstier; om Visitationens forfald fra Hedemarkens og Nedre Borgesyssels; dernest forklaring om Kirkernes tilstand har jeg faaet fra Jarlsbergs, Hedemarkens, Nedre Romeriges og Hadelands Provstier; fremdeles om Studentere i hvert Provstie har jeg faaet fra Jarlsberg, Hedemarken og Nedre Romerige. Om leiermaal de formeldte, saa og fra Hedemarken og Gulbrandsdalen, om de 2de sidste uden Præsternes Attester. Jeg tør ikke ved at sige, at det er mig icke ret behageligt, at jeg skal have det saa ufuldkommen, og at nogles Hid ei kand være mig til nogen ordentlig rigtighed nyttig formedelst andres udeblivelse; men jeg undskylder det gjerne, at nogle icke har forstaaet det saa, at det aarlig skulle skee, andre har icke erindret det, andre ere endnu nye i Provstiet, og har ei faaet alting i gang; ickun jeg beder, at de kjære Mænd, mine συνεργοι i Biskops-Embedet, Provsterne, ville gjøre sig self et Memoriale paa de ting, som aarlig til og efter Nyt-Aar, indtil Market, bør gives underretning om, hvoraf de fornemste ting ere disse: 1) om Fødde og Døde &c., hvilket til Juul skal være herinde, som før er sagt. 2) dernest et papiir, hvorpaa hver Præst self A har tegnet sin Attest om lejermaal, saasnart efter Nyt-Aar, som mueligt er, for Regnskabets skyld. 3) Et papiir, hvorpaa hver Præst tegner sine Kirkers tilstand, sc. om nogen remarqvabel Brøstfældighed paa Kirkerne dette Aar er skeet, som behøver, at Stift-Amptmand og Biskop skal gjøre deres Embede; thi ellers special forklaring om alle slags mangler ved hver Kirke kand icke skee uden ved Besigtelse af Provsten og Mænd efter Loven. 4) Et papiir, hvorpaa hver Præst tegner de Studentere, der ere i hans Sogn, hvilke de ere, hvilke det Aar ere nye komne, hvorfra, om de har Beviser med sig, og generaliter om deres forhold og application; thi haver ellers Præsten noget speciel om dem at anmelde, som han er pligtig til icke at fortie, da skicker det sig icke, at det skrives paa et saaledes omgaaende papiir, men kand og bør ved Skrivelse anmeldes enten Mig self, eller Provsten; men dette generale er fornøden, at jeg som Biskop kand vide, hvilke geistlige Personer jeg har i mit Stift, som jeg derover holder Bog, og at jeg kand vide om dem mig videre at informere; derhos jeg har mine aarsager, hvorfor jeg maa melde dette, at Præsterne maa vogte sig for at fortie, saafremt nogen Studenter bliver udlagt for lejermaal, eller saadanne grove Exesser, saasom det vil blive et vanskeligt ansvar for Præsterne, saafremt jeg siden faar paa andre veje derom at vide. 5) Hos dette sidste kand følge Provstens aparte Beretning, om ham noget er vitterligt om de Studenters forhold i hans Provstie, hvilket icke bør komme Provsten til noget ansvar eller Beviis, thi det skal blive vist, at jeg icke giver nogen Studenter nogen Attest og Recommendation herefter, om hvis gode forhold og en Geistlig Persohn anstændig lefnet jeg icke har haft aarlig underretning og vidnesbyrd; de her ved stedet sig opholdende, er en anden Sag, thi dem kand jeg self nogenledes informere mig om. 6) Provsternes egen Beretning om de Visitationer de har holdet det Aar, og hvordan de har forefunden Præsternes omhyggelighed i Embedet og at holde over de ting, som anordnede ere, og hvad forbædring der kand merkes i Menighederne. Jeg vil icke haabe, at nogen (uden en, som dermed har ladet sig merke) skulle mene, at jeg ved slige ting fordrer mere, end jeg har magt til, eller skulle findes uvillig til saadant at præstere, under prætext, at det ei tilforn har været brugt; thi hvad det første angaaer, da staar det eenhver frit for, som det meener, paa behørig sted sig over mig at besværge, men naar de det icke ville gjøre, da følge det, som befales; og hvad det sidste angaaer, da vil jeg stræbe, ved Guds Bistand og ved Hans Naades Gave at være en ret Biskop, og rette mig efter Lov, Forordningen Instrux og Samvittighed, og i de ting icke lade mig regulere af det, som tilforn har været praxis eller ej, og som jeg vil stræbe at være exact og arbeidsom i det mig tilkommer, saa kand ingen undre, at jeg fordrer exactitudo af andre; men jeg vil haabe, at Mig gives det vidnesbyrd, at jeg har fordret det med Modestie og paa en maade, der kand være Brødre og Mænd i saa værdigt Embede uden forkleinelse, saa jeg meget ugjerne skulle gaa til at udtvinge en exactitude med alvorlig indseende over dem, som ei vil vide at viise deres skyldighed, hvortil det dog synes, jeg bliver forceret.

7) En Post har jeg funden fornøden at erindre om, endskjønt den af mange maatte synes unødvendig, men de samme maa troe, at det er icke uden aarsag og vigtig aarsage, at jeg derom melder, nemlig at, naar Hjemdøbte Børn anmeldes til Confirmation, Præsterne da icke uden vaersomhed gaaer dertil, og baade lader Meenigheden forud være vidende derom, at naar saadant skeer, skal den, som Barnet har døbt, være tilstede og de Vidner, som vare hos, og gjøre Reede for, at det er rettelig døbt med Vand og med Indstiftelsens Ord, saa og, at Præsterne holde sig aldeles efter Ritualet og offentlig bruge alle de Spørsmaal, Ritualet foreskriver, og holde ingen af dem unødvendige, skjønt de synes at være ringe; thi der ere befundne oftere forseelser med slige Daabs-forretninger hjemme, af uerfarne Folk.

8) Og ved det jeg melder om Ritual, da maa jeg og, af vigtige aarsager, erindre om dette, at ingen Præst fordrister sig til egenmægtig og efter sit tycke at forandre noget mod Ritualen eller af Kongen forordned Kirkeskik og Ordonance, hvilket, om nogen skulle gjøre, han saa langt fra icke kan vente sig nogen slags medhold, skjønt han kunde synes han kunde forsvare det, saa at meget mere endogsaa de ting, som kunde synes indifferente, ere icke saa, naar de af Øvrighed ere anbefalede til uniformitet i Kirken, og vi med Eed dertil forbundne, der at rette sig derefter, og ei at holde derover; som jeg intet mere ønsker og hidindtil har stræbet efter, end at de ting her i Landet, hvori, ved self tiltagen frihed og langvarig praxin, meget er afviget fra Ritual, e. gr. Forsømmelse af Catechismi forklaring i Prædiken, især om Vinteren, da icke kand catechiseres, den gemeene Mands Communion paa visse tider om aaret i større mængde end Præsten kand overtage og forsvarlig gjøre sit Embede, det publiqve eller semipubliqve Skriftemaal med at antage flere paa engang til Skrifte, og mange andre ting, der ere ligesom komne af leed, igjen maatte føres i skik, og vor gandske offentlige Guds-Tjeneste være conform med Ritualet, hvorpaa Clericiet veed, at jeg fra Begyndelsen af stedse har drevet, og fremdeles skal holde over, at intet skal afviges derfra, og den afvigelse, før er skeet, komme i sin rette orden.

9) Og som fornemmes, at ved letsindige, ja maaskee ildesindede Mennesker et rygte skal være udspred blandt gemeene Almue (som hensigter kun til forvirring i Guds-Tjeneste, u-roe i Landet og uvished blandt den gemeene Mand, som Gud bedre! er desforuden alt for meget vankundig, om han end icke med saadant letfærdigt opdigt gjøres mere forvirret) om Religionens forandring, om nye Troe, om Kirke-Skickes afskaffelse, og saadant andet domdristigt og criminelle taler, absurde og ridicule Historier, som opspindes af Otieuse og Malitieuse, troes af taabelige, udspredes af uroelige, fortælles igjen i Selskaber af uforsigtige, da tilkommer det Præsterne som Lærere, icke aleneste vel at vogte sig, at de icke med utidige, uforsigtige, deres Meenighed aldeles uvedkommende og over den enfoldige almues Begreb gaaende Prædikener mod Kjætterie og falsk Lærdom, og Beklagelse over falske Lærere, saalenge ingen aarsag dertil heri Landet findes og vides, styrker gemeene Mand i den tanke, ligesom virkelig nogen fare var, og derved gjøre Gemytterne uroelige og vrangvillige til at imodtage endogsaa den nødvendige underviisning, idet de vil holde alt det for nye Lærdom, som icke vil lade dem blive i deres forrige Vankundighed; men og det tilkommer Præsterne, ved alle Leiligheder, at betage Almuen saadan utidig frygt og betyde dem, hvorledes saadant Rygte iblandt os er aldeles ugrundet, og hvor farlig Misgjerning de kand føre sig paa halsen ved at rode i saadan Snak, og bestyrke andre derudi; men dersom Præsterne virkelig skulle mene, at der er nogen, som lærer falsk Lærdom, eller at her ere kjætterske Bøger og Skrifter blandt, eller at i hellers gode Bøger noget fordægtigt findes, eller at nogen skulle lindes, som vil innovere noget i Religionen og den sande Lærdom, hvilket jeg icke nægter, at det jo tilkommer Lærere ogsaa at give agt paa, som Vægtere paa Sions Muure, da bør det dem, inden de om saadant offentlig prædiker, eller mod saadant viser nogen utidig og let til u-roe udslagende nidkjærhed, først til mig saadant at melde, og hvad Grund, de dertil veed, forklare, saasom jeg af Gud og Kongen er sat til Tilsiuns-Mand i de ting, som Religionen og Lærdommen angaar, efter Lov, Forordninger, Bestalning, instrux og min Eed, og om nogen, uden sligt først at have anmeldet, og trøster sig til at beviise, at der ere de og hvo de ere, som farlig Lærdom vil indføre, gjør allarm enten i Prædikener eller i Discourser blant gemeen Mand om fare for Religionen, om Kjætterie, om Innovationer i disse tider, da Gemytterne ere desforuden ved saadan letsindig udspred Rygte og mangfoldige opdigtede Calumnier satte i u-roe og i frygt, den bør billig ansees som den, der vil blæse op en uroeligheds ild i Guds Kirke. Derimod meget mere enhver Præst bør andvende alle sine Kræfter og sin tid paa, at hans Meenighed kand blive vel underrettet, grundet og overbeviist om den sande Lærdom og Saligheds Forstand, at de kand være nogenledes istand til at skjønne paa falsk og sand Lærdom, og icke forskyde den dyrebare Sandhed, blot fordi den, formedelst deres Vankundighed, synes nye og fremmed.

10) Jeg har nu, ved Guds Naade, i mit triennio nesten absolveret mit hele Stiftes Visitation; jeg vil inderlig bede den fromme Gud, at jeg ved Hans Naade, naar jeg anden gang skal, efter hans Villie, komme til hvert sted, maa nyde den glæde, at see nogen frugt af min omsorg og opmuntringer, og af det Ærværdige Clericies arbeyde og alvorlige Retsindighed. Til hvilken ende jeg recommenderer Provsterne Deres flittige Visitatz eengang om Aaret i det mindste efter Loven. Jeg recommenderer Præsterne Deres huusbesøgelse, som er i loven befalet, og til Deres forsvarlige Sjælesorg og Hjordens Tilsiun nødvendige og høyst nyttige Ting. Jeg recommenderer Dem alle flittig og utrættelig Catechisation og omsorg for den tilvoxende Ungdom, at de itide vennes icke alleeneste at lære inden- og udenad, men at fatte og begribe, hvad de lære. Jeg ønsker, at jeg ved min anden Besøgelse maa finde mine ergangne Monita iagttagne hos alle, hvorom jeg tænker offentlig at spørge og randsage paa hvert sted; til den ende ville De, som efter ordinem triennii kand vente nye Bispe-Visitation, være betænkte itide paa det Sjæle-Register, i den form og orden, som før er foreskrevet. Jeg maa og atter erindre om forsigtighed, at ingen fremmed antages til Guds Bord, Ægtevielse, Skriftestaaelse, uden rigtig Pas og Skudsmaal, formedelst uorden og underslæb, som derved skeer, og at Præsterne icke antage dem til Guds Bord, som de veed at tjene i et andet Sogn; iligemaade, at Provste-Brevene maa paa eendeel stæder, hvor Provsterne besværger sig over deres langsomme gangs noget hastigere befordres. Fredens Gud, som udførde fra de Døde den store Faarenes Hyrde formedelst et evigt Testamentes Blod, vor Herre Jesum, Han bereede Eder i al god Gjerning til at gjøre Hans Villie, og virke i Eder det, som hannem er behageligt, formedelst Jesum Christum, hvilken være Ære i al Evighed, Amen! Men jeg formaner Eder, Brødre! holder mig denne formanelsens ord tilgode; thi jeg skrev Eder til korteligen. Ebr. 13, v. 20. 2l. 22. Jeg forbliver &c.

Bispe-Residensen, Paaske-Aften den 24de April 1734.

P. Hersleb.


XIV.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Velærværdige Sogne-
Præster udi Jarlsbergs Grevskabs Provstie!

Der er allerede nogen tid henløbet, siden Deres Velærværdighed Provsten Hr. Mag. Thomas Gerner ved sin skrivelse til Mig har anmeldet Sin, uagtet alle tjenlige anvendte Raad, vedblifvende Svaghed og afmægtighed i Lemmerne (hvilken jeg ret hjertelig beklager), og at samme, tilligemed tiltrædende Alderdom, vil hindre ham fra at forrette de Reiser og besværinger, som Provste-Embedet med sig fører, hvorved Visitatzer og andre fornødne ting, imod den ellers stedse af ham præsterede berømmelige exactitude, kunde blive forsømt; og han derfor af mig har forlanget at constituere een Vice-Præpositum, og dertil foreslaget som Seniorem i Provstiet, Velærværdige Hr. Augustinum Schjelderup, Sogne-Præst til Laurdal, som kunde aftage ham nogle Byrder og forrette de ting, hvor Reiser udfordres, hvorimod han self fremdeles, saalænge Gud forunder ham de endnu øfrige Kræfter, vil vedblive at forrette de provstelige Embedes pligter, som hjemme kan afgjøres, e. gr. de publiqve penger, Regnskaber, erklæringer, Kongl. Ordres og andre Circulaire at modtage og omsende, underretninger at indhente, og Correspondencen med mig at holde etc. Da efterdi Jeg baade finder Velærværdige Hr. Provstens aarsager vigtige, og en Vice-Præpositi constitution aldeles nødvendig, saa og den foreslagne Mand dertil, baade efter senium og meritum, og efter Legems Kræfter beqvem og velskikket, han og Self dertil af Provsten er formaaet og ved sin skrifvelse til mig af 8de hujus har gifvet dertil sit samtykke, saa vil Jeg med denne Skrifvelse kundgjøre de samtlige Sogne-Præster det samme, og tillige hermed constituere førbenefnte Hr. Augustinum Schjelderup som Vice-Præpositum udi Jarlsbergs Provstie, at han, efter fuldgjørende aftale med Provsten Mag. Gerner om Forretningerne, isærdeleshed paatager sig de i Loven anbefalede Provste-Visitatzer med fliid og omhyggelighed at forrette og ellers hvad andet Præpositus af ham i Provste-Embedet udi sin Svaghed og loflige forfald kand forlange. Til den ende Jeg venligen vil hafve ombedet alle Velærværdige Sogne-Præster i Provstiet, at De meerbemeldte Hr. Augustinum Schjelderup som Vice-Præpositum erkjender, og i alle Forretninger, hvor hans vicaria opera paa Provstens Vegne herefter kand fornødiges, beviiser hannem ald Ære og Velvillighed, samt at De saadant for Deres subalterner af Clericiet kundgjør, og endelig at, naar dette bref i Provstiet er omgaaet og af alle paategnet, det da blifver tilsidst i forvaring hos Vice-Præpositum. Mens med de øfvrige ting, som de publiqve penge, de aarlige underretninger og rapporter, de blifver herefter, som for, til Præpositum indsendte, som dem samler og til mig forskikket besørger, som og hvad Justits- og Skifte-Sager angaar, til ham ommeldes.

Hvornæst Jeg vil hafve baade Dno. Præposito til denne hjelp og Soulagement i Embedet, Dno. Vice-Præposito til dette Embede og samtlige Dnis. Pastoribus til denne Deres Formand gratuleret, af hjertet ønskende fremdeles, som hidindtil, god harmonie imellem Brødrene, god fremgang i hvers Embede, og at ogsaa dette maatte tjene til Guds Ære og god nytte i Guds Kirke, og stedse forblivende Samtliges &c.

P. Hersleb.

Christiania den 24de Septbr. 1734.


XV.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Brødre!

Som Jeg meget vel erkjender, at den godhed, det heele Stift har beviist mod Vores Hospital med en saa frivillig hjelp og gave til den nye Kirkes istandsættelse (hvilken nu ved Kongl. Resolution er bleven baade en Hospitals, saa og en Sogne Kirke for Gammelbyens circumference), hvorudi alle Kjøbstæder (undtagen Moss, hvor Bogen ikke er bleven ombaaret engang, (Friderichstad, Kragerøe og Brevig), saa og alle Sogne i Stiftet undtagen Rygge, Id, Thunøe og Tosnæs) har viist deres Velvillighed og Redebonhed til et saa gudeligt verk, foruden endeel anseelige gafver fra fornemme hænder, at den godhed, inqv., har Jeg især Præsternes omhyggelighed at takke, at de ogsaa derudi, foruden den tjeneste at gjøre til Guds Ære, har villet vise en affection mod mig, til at være mig behjelpelig i saadant gudeligt forsæt, saa holder Jeg mig forbunden til taknemmelighed, i det mindste at lade det gandske Clericie vide, at Gud har velsignet deres velvillighed saaledes, at ikke alleneste mit øyemerke er naaet, og Kirken i den Hellige Tree-Eenigheds Nafn nestafvigte 14de Octbr. med sømmelig Solennitet er bleven indviet, og efter alles Skjønne er bleven en smuk, og efter sin fornødenhed ret anstændig Kirke, men at endogsaa, efterdi dere penge ere indløbne, end vi af Begyndelsen gjorde forslag om, har Jeg gaaet videre, end Jeg tænkte, saa at baade nye Klokke, Vaabenhuus, nye Alter-Tafle og Prædike-Stoell ere anskaffede, og endnu er noget tilovers, som til Sommeren skal blive anvendte til Kirkens Staffering, og derfor skal efter det gjorte løfte enhvers gafve og hver indkommen skilling blive i en bog, som stedse skal blive eller følge ved Hospitalet med Alterets Ornamenter, indførte tilligemed Regnskab over udgifterne, hvorledes de ere blevne anvendte, at baade giverne self, naar de eengang skulle komme paa stedet, formodentlig skal glæde sig over, at de har kommet saa godt Verk til hjelp, saa og Efterkommerne skal vide, at al den forandring er skeet uden nogen Skilling at koste Hospitalet self, eller afgaae Lemmerne i deres Indkomster, foruden det, som Hospitalet self derved har profiteret i adskillige maader, især at der nu kand blive fleere Senger og ordentlig Rum, naar den gamle Kirke bliver med indrettet og indrømmet til Senge-Steder. Jeg vil da herved ikke alleneste have Præsterne paa det venligste betakkede, men og ombedede, naar leilighed gifves, at takke andre, som dertil har gifvet, og dem forsikre, at deres gafver ere komne paa et nødtørftig sted og til et ufortrydeligt Brug. Dernest vil Jeg og erindre Deres Velærværdighed Provsten, at De haver i Erindring min forrige Begiæring med betids at erindre Sogne-Præsterne, at de tænke paa deres Lister at indsende, saasnart Kirke-Aaret begynder, eller 1ste Advents Søndag er gaaet, sc. fortegnelse over Fødde, Døde, Copulerede &c., efter den formular, som Jeg dertil har communiceret, saa at den baade rigtigere og betimeligere i Aar kunde indkomme end fra endeel steder forleden Aar, paa det Hans Maysts. allernaadigste Villie knude fuldbyrdes, det til Nyt-Aar at ville hafver Jeg forbliver &c.

Bispe-Gaarden den 29de Octbr. 1734.

P. Hersleb.

XVI.
Velærværdige Høytærede Hr. Provst!

Jeg tilstiller hermed Deres Velærværdighed vidimeret Copie af et Kongl. Allernaadigst Rescript til Hr. Stiftsbefalingsmanden og Mig, hvilket Deres Velærværdighed ville behage, det snareste skee kand, at communicere alle Sogne-Præster, og de igjen at communicere hver til sin Kirke-Ejere, at saadan Kongl. Allernaad. Befaling hørsømmeligst kan blive efterlevet. Det er vel ikke at vente, at det kand komme saa hastig omkring, at alle Kirke-Ejere kand betale for det første Aar, tilligemed de andre Kirke-Contributioner til Nyt-Aar eller til Market; men efterdi den Kongl. Befaling er dateret 1734, saa maa den udgift vel ogsaa regnes for samme Aar for første gang, og derfor, saasnart det er mueligt, maa ogsaa disse penge til Provsten indsendes. Der bliver ingen Kirke fritagen, undtagen de, som ere frie baade for Missionen og for Londons Kirke.

Ellers erindres det hæderlige Clericie, ved denne anledning, at naar de tilskrive mig, de da holde sig efterrettelig den Kongl. Post-Forordning af 10de April 1733, som den forlengst er communiceret, og ifølge af den lader medfølge deres Attester til ethvert Posthuus, hvorhen de addressere deres Breve, at deslige Breve ere Bispe-Embedet egentlig vedkommende, og ingen particulaire affaires betreffende, thi ellers i mangel af saadanne Attester, endskjønt paa udskriften er tegnet Bispe-Embedet vedkommende, anfører Postmesterne, ianledning af Forordningen, saadanne Embedets Breve for Postporto, og jeg dem maa indløse, for ei at lade dem ligge ubesvarede, hvilket ofte er skeet, og herefter ved Deres medfølgende Attester kand forekommes. Jeg venter og med allerførste fra Deres Velærværdighed Designation paa Fødde, Døde &c. og iøvrigt med beste ønske forbliver &c.

Bispe-Residencen den 3die Decbr. 1734.

P. Hersleb.


XVII.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Velærværdige
Sogne-Præster!

Hvor gudelig omsorg og høypriselig Nidkjærhed Hans Kongl. Mayst. vor Allernaadigste Konge (hvis Leveaar Gud mangfoldiggjøre, og hans Regjering lyksaliggjøre) bær for Gudfrygtigheds Befordring og ugudeligheds forhindring i Guds Kirke, og hvor gudelige Geburtsdagstanker Hans Mayst. haver haft, derom kand indlagde Kongl. Rescript atter bære et utvileligt vidnesbyrd, hvoraf jeg ved dette Circulair-Bref efter Allernaad. Befaling meddeeler Deres Velærværdighed Copie til afskrift og efterretning. Jeg tviler derhos ingenlunde paa, at jo saadan Hans Kongl. Maysts. retsindige og gudelige Omsorg bliver enhver retskaffen Lærere en Opmuntring, baade til at bede uafladelig offentlig og hemmelig for Kongens Lif, saa og til at gjøre saa meget des meere did i sit Embede til Satans Riges Nedbrydelse, og det i saadan Orden, som Deres Kongl. Mayst. self allernaad. giver instruction om, nemlig med alvorlig Nidkjærhed &c. Skjønt jeg ikke tviler paa, at eenhver i slige tilfælde af sin egen Samvittighed og Erfarenhed, med hjertelig Bøn til Gud, tager de beste Raad og bruger al forsigtighed, saa dog, om nogen skulde vilde vide min Meening, hvordan der bør forholdes med saadanne, da er det vanskeligt at sige noget vist derom; thi Sagen, Personerne og andre omstændigheder kand udfordre, at anderledes med een, end med een anden, efter prudence, omgaaes. Men ialmindelighed er dette min Meening, at eenhver Præst paa den eene side vel vogter sig for, at intet skeer af Affecter og Passioner, intet med vrede og Buldren, intet med- utidig Iver og u-besindighed, vel betenkende, at Kirkens Myndighed (hvilken vi seer, at Hans Kongl. Mayst. saa langt fra vil have svekket og krænket, saa at han meget meere vil have den hjulpet og med den verdslige Arm understøttet) ikke bestaar i nogen Herredømme eller tvang, men i kraftig overbeviisning af Gudsord, bevægelig overtalelse, kjærlig formaning, idelig og eftertrykkelig Samvittigheds rørelse; paa den anden Side, den anbefalede alvorlige Forsigtighed saaledes tages i agt, at slige Syndere, som den Kongl. Befaling ommelder, først kjærlig i eenrom formanes, bedes og læres; hvilket jeg ikke mener at være nok een og anden gang, men vel bør at skee tiere, og jo oftere, jo bevægeligere; men naar det nogle gange er forsøgt, og det ikke pro forma, løselig og lunken, men med flid og af hjertet, efter Bøn og Guds paakaldelse om velsignelse og lykke dertil, og dog ikke vil hjelpe, da trædes til den anden grad i Kirkens Myndighed, at saadan Synder, hvo han er, i nærværelse og med Assistence af Præstens Medhjelpere bliver alvorlig formanet og hans onde levnet foreholdet (skulle han ikke efter ordentlig tilsigelse ville indfinde sig, da kand det strax andrages for Øvrigheden, under Præstens og Medhjælpernes hænder, som er en aparte Sag, hvorfor han bør mulcteres paa 2 Lod Sølf uden endnu at den Sag andrages, for hvilken han er indkaldet) og da tages løfte af ham om hans forbedring, ja vel og sættes ham nogen taalelig tid for, i hvilken man vil fornemme hans forbedring, inden han tages til Herrens Nadvere, og naar end det ikke vil hjelpe, holder jeg for at man gjør vel endnu engang (for at vise saa meget mere Sagtmodighed, at man intet søger uden Synderens Bedring) i Medhielpernes Nærværelse formane og advare ham, og det saaledes, at man siger ham, at derpaa vil følge angivelse, og da forsøges, om han endnu kand vindes; men naar og det er forgjæves, da bør Præsten skriftlig andrage det for Synderens Øvrighed, blot referendo, hvorudi hans onde lefnet bestaar, hvad flid Præst og Medhjelpere har gjort til at vinde ham, men at det har været forgjæves, og at derfor ifølge af den Kongl. anordning det nu overlades til Øvrigheden, og tillige, om Sagen er saaledes, gives Øvrigheden anledning, hvor og af hvem de kand faa Bevis paa Sagen, hvilken andragelse Præsten lader sine Medhjelpere med sig underskrive og tillige tage self Copie af den andragelse ved Dag og Datum, paa det, om Øvrigheden derudi skulle være efterladen og skjødesløs, det da kand andrages til høyere Øvrighed; men naar en Sag er saa grov, og det er saa vidt kommet, at en Præst nødes, efter al forsøgte did, at andrage det for Øvrigheden (som da uden at paabyrde Præsten nogen Process at udføre, bør pro officio at undersøge den Sag), da kand saadan Synder forsvarlig, som jeg mener, ansiges, at han skal entholde sig fra Nadveren, indtil man seer kjendelig forbedring og Poenitense; altsaa holder jeg det ikke raadeligt og forsigtigt, at een Præst ofte, eller i ringe ting, eller i uvisse og ugrundede Sager besværer Øvrigheden, for ei at gjøre dem fortrædelige og uvillige, ikke heller at een Præst expostulerer og ligesom imponerer Øvrigheden hvad den skal gjøre, og at han strax efter hans Villie skal haardelig straffes; men at een Præst holder sig inden for Sagtmodigheds Grendser og blot refererer, hvad han, saavidt hans Embede vedkommer, har gjort. Jeg skulde og mene, at det ei kunde skade, paa det denne Hans Maysts. alvorlighed imod Synd kunde være den gemeene Mand vitterlig (hvilket han maaskee ellers ikke troer, men holder det for Præsternes egen Særsindethed og Myndighed) og for at advare dem om deres skade, at dette Hans Maysts. allernaad. Rescript eller dets indhold blef af Prædikestolene forkyndt, med een kjærlig formaning derhos, at eenhver ville nu see, at Præsten er ikke allene efter Samvittighed, men endog efter Kongl. expresse Befaling forbunden til det, han gjør, især saa ofte de stykker af Loven oplæses, erindre Meenigheden, at alt dette har Hans Kongl. Mayst. nu ved aparte Befaling fornyet og vil alvorligen have holdet over, da det hidindtil har været af de fleste anført, som noget der var kun pro forma og af ingen Betydenhed. Gud give nu sin Velsignelse til denne Kongens Retsindighed og regjere baade Lærere og Embeds-Mænd med sin Hellig-Aand, at de, som oprigtige Guds og Kongens Tjenere, gjøre herudi al flid i een redelig hensigt til Guds Ære og Sjæles forbedring.

2. Med det samme ville jeg og erindre de Kjære Brødre een og anden Ting, hvor jeg kunde vel have aarsage een eller anden inspecie at tiltale, men vil dog endnu ved dette lade det blive ved almindelig erindring. Jeg veed, at mange gode Mænd har altid, til god skik i deres Meenigheder, holdt over Kongens Lov om Passer og Skudsmaal, og ingen gemene Folk antaget uden sligt; jeg veed ogsaa, at nogle har begyndt, efter min forhen gjordte erindring, det at tage bedre iagt, end tilforn. Men jeg veed ogsaa, at paa nogle stæder det endnu gaar i forrige uorden, ja saa, at endog besovede Qvindfolk, som ikke er af deres Meenighed, eller har skudsmaal, blive antagne til Skriftestaaelse, uden den Præstes Vidende eg Minde, i hvis Meenighed forargelsen er skeed, eller ogsaa at de, som staa skrifte, udlægge nogen i anden Meenighed, og Præsten dog ikke communicerer den Præst og Øvrighed det, under hvilken den udlagde sorterer, at og han kand tiltales, og, om udlæggelsen er falsk, det da kand tilbagedrives, og Kongens Bøder ikke forsviges. Jeg kunde vel næfne adskillige slige exempler, som ogsaa i dette Aar ere foregangne. Saa embedes, advares, og alvorlig tilholdes alle Præster stricte at rette sig efter Kongens Lov, hvad skudsmaal anlanger, hvorom min forrige anordning om samme maa eftersees, saa og at Præsterne vare sig for at gjøre Skudsmaalene besværlig for gemene og fattige Folk enten ved Ophold eller ved formegen Bekostning, efter en gammel paaraabet praxin, efterdi jeg finder mig forbunden dette til advarsel at melde, at, saafremt det klages, det i Sandhed bliver efter rigeur paatalt, og ingen gammel praxis, som er lovstridig, skal kunde gjelde til nogen undskyldning; dernest især, hvad dem angaar, som tor Letfærdighed ere skyldige til Kirkens Disciplin, maa ingen Præst dertil antage, uden han vel veed, at de hører hans Meenighed til, at de didhen med rigtig skudsmaal ere komne, inden Synden er begaaet, eller og, at det skeer med den Præstes Videnskab, Samtykke og Begjæring, til hvis Meenighed de ellers hører, og saadant Samtykke maa heller ingen Præst give, uden dertil er nogen billig aarsage, enten Veienes Længde og Vanskelighed eller saadant, og ingenlunde for at føye slige Folks Hofmod, at de ikke vil afbede deres Synd paa det Sted, hvor de ere bekjendte, men vil heller gaa hen i et andet Sogn, hvor de ere gandske fremmede, hvilket er at eludere Kirkens Ret, drive Spot med Forargelsens afbedelse, og mere forarge end opbygge een Meenighed, som og ingen Præst i sit eget Sogn maa tillade nogen, som har syndet i Hoved-Sognet, at staa skrifte i et afliggende Annex, eller vice versa, hvilket og skeer blot af samme aarsage, og skal være paa endeel stæder meget gjengs. Endelig og, naar nogen udlægger nogen i en anden Meenighed, da skal det ikke alleneste skriftlig tilmeldes den Præst, af hvis Meenighed den udlagde er, men ogsaa, om der er tid dertil og ikke periculum in mora ved den besvangredes Barselseng, forinden skrives til den anden Præst, og hans Svar opbies, om den udlagde vil tilstaae eller modsige det, inden hun absolveres, og herudi bør Præsterne indbyrdes være villige til at svare hinanden strax, og det tydelig og fortrolig som imellem Brødre, til begge Embeders rigtige Forretning, og skulle den eene Præst i saa fald eller i andre Embedets Sager ikke ville svare den anden, som derover maa være i uvished, eller nogen svarer piqvant og scoptisk, som vel og er skeed, da kand det til mig anmeldes.

3. Præsterne maa og have den Respect for Deres eget Embede og for Deres Prædikestoel, at De see sig for, hvem De lade komme derpaa; Studentere har ikke meere frihed, end andre Folk, at komme ind i et Stift, eller fra stæd til andet, uden rigtighed og beviis, som man vel har hørt, at de har givet sig ud for Studentere, som aldrig har været det, derfor maa ingen fremmet eller nys til Stiftet ankommen eller langtfra kommen Student tillades at komme paa Prædikestolen, eller at agtes som Student, uden han fører baade beviis med sig, at han er virkelig Student, saa og Testimonium vitæ fra det sted han er kommen, og slige Attester at have anviist hos mig, om det kand skee, eller hos Provsten, som deraf tager Copie, hans Nafn antegner og mig aarlig hans forhold indberetter. Præsterne kunde og i mindelighed erindre dem, som tage Studentere i deres huus til information, at de holde sig Lovens pag. 362 art. 16, saa og den Kongl. Forordning af 23de November 1697 efterrettelig; det er og ikke nok, at een er Student, thi er han derhos uskikkelig, berygtet, liderlig, til Drik tilbøyelig, da er saadan een alt for uværdig til at betræde saadan sted, ja uværdigere end nogen anden; det er og til liden opbyggelse, at man lader saadanne prædike, der kand ryste en prædiken af Ermet, som det kaldes, men det er og derefter, og Gudsord saaledes af dem behandles, at Meenigheden med Kjede hører dem, og Prædike-Embedet derover hører ilde. De som har været Studentere, men siden har antaget andre verdslige tjenester, enten at være Fuldmægtige eller Advocater eller Forpagtere, kand heller ikke tillades at prædike, saalænge de ere i saadanne tjenester og Professioner, førend de gandske har nedlagt dem igjen, og baade med Studering, med Klædedragt og andre Kjendetegn igjen vise sig at være Studentere og at henhøre til geistlig Forum. Jeg holder mig efter Kongl. Lov og Forordninger, og kalder, hvor det kand skee og de kand faaes, Studentere til Klokkere, men ingenlunde i den tanke, at de skal komme Præsten til hjelp i at prædike, hvilket jeg holder for at være uanstændigt og Prædike-Embedet til forkleinelse; at den, som er kaldet Ministerii Tjener og bør opvarte Præsten for Alteret og i Prædikestoel, skal gaa opi Præstens Sted og gjøre hans Embede, det gjør, at gemeene Mand sætter ringe Priis paa Embedet, og meener, der er ikke mere forskjel paa en Klokker og Præst, end at den eene kand gaa i den andens sted, der hører ikke mere til at foredrage Gudsord for Meenighed, end at den, som klæder Præsten i for Alteret, kand og forrette det andet, hvorved Præsten volder self, at gemeene Folk liden Ære har for hans Embede, liden tanke har om Prædikestolens vigtighed; jeg veed vel, at Klokker har været Student, jeg troer og, at mange Klokkere kunde prædike til Opbyggelse, jeg vilde og ikke forbyde en Klokker at prædike i een anden Meenighed, hvor han ikke er Klokker, og hvor Meenigheden ikke anseer ham for Ministerii tjener, men som en studeret Person, men i den Meenighed, hvor han er Klokker, og saalænge han det er, tillader jeg ham ikke at prædike, thi han har nu taget sig et andet Embede paa og ansees nu, saalænge han i den stand er, som een Studeret, der har appliceret sig til noget andet; det kunde og være i høit nødsfald, ved Præstens hastige Sygdom, da ingen anden var at faa, eller een uge-Prædiken ved et Annex, hvor intet andet var at forrette, og Præsten for andre vigtige Forretninger ikke kunde komme hen, at det nu og da kunde passere, men en Søndag, hvor Præsten self er tilstede, der maa han ikke lade sin Klokker gaa op at prædike, men skal enten self forrette sit Embede, eller skaffe dertil en anden, som er betroet at prædike og ikke har appliceret sig til anden Tjeneste.

Hermed vil jeg tillige ønske samtlige Kjære Brødre een glædelig Juulefest og et lyksaligt velsignet Nytaar. Gud lade i det tilstundende Aar sin Gjerning ved Deres tjeneste fremmes, sit Rige opbygges og mange Sjæle føres ved Christi Kundskab fra Mørket til Lyset, han lade og saadan Deres Troskab, arbeide og hjertelig omhyggelighed for Sjæle, med megen Velsignelse i Deres huuse, megen aandelig glæde i Deres Sjæle, og med een god Samvittigheds Roes blive rigelig belønnede, hvilket hjertelig ønskes af

Opsloe den 17de Decbr. 1734.

P. Hersleb.


XVIII.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Høytærede
Sogne-Præster!

Mig er med forrige post tilhændekommet Hans Kongl. Maysts. saavel aabne Brev, saa og Kongl. Rescript at Becken for alle Kirkedøre i Kjøbstæderne og paa Landet udsættes, til hjelp for det arme afbrændte Christianssands publiqve Bygninger, som Kirke, Skole, Raadhuus &c., hvoraf Deres Velærværdigheder hermed tilstilles Copie, at deraf kand fornemmes Hans Kongl. May.sts Villie, at anstalt dertil strax af Mig skal gjøres, at saadan Collect forderligst skal indsamles, og, naar den mig er leveret, Hans Mayst. strax Allerunderd. indberettes; thi vil jeg bede og ingenlunde tvile paa, at jo det samtlige Clericie med al vindskibelighed sørger for, at saadan Hans Maysts Allernaadigste Villie paa beste maade, og saasnart sagens omstændighed det kand tillade, vorder fuldbyrdet, og saasnart Collecten i Hoved-Kirken og alle Annexerne er faldet, ville Præsterne, det hastigste skee kand, indberette Provsten dens Beløb, om end ikke saa præcise skulle findes Leilighed fra de langt afliggende pengene at indsende, som og Provsten ville behage, naar Beretningen til ham er indkommen for det hele Provstie, mig da Specification derpaa at give, om der end kunde tage noget længere tid, inden Leilighed til pengenes Remisse eller indsendelse kand udspørges, paa det jeg betids kand gjøre en allerunderd. Relation. Dog vil der vel stræbes, at pengene paa vinterføret kand komme ind, thi ellers vil det for de langt fraliggende blive maaskee vanskeligt længere ud paa Vaaren. Jeg er forsikret om, at eenhvers hjerte er bevæget til Compassion over den fattige Bye og til Bedrøvelse over Guds huuses og fleere publiqve Bygningers nedlæggelse i Aske, saa jeg ikke tviler paa, at jo eenhver Præst uden min opmuntring og Erindring paa bevægeligste maade forestiller sin Menighed denne ned, og formaar dem til een christelig Gavmildhed, som er baade Gud behagelig og i sig seli billig og een af Kongen befalet Dyd, saa og at søge dertil een nogenledes beqvem tid til Collecten at indsamle, naar tillysning forud er skeet, i da man kand vente, at Meenigheden paa Landet er mest tilstede. Vi har tilforn maattet give skatt i lige tilfælde til een Bye i Jylland, og her har vi nu een af vort eget Lands Byer, hvis Aske raaber til os om Barmhjertighed; og var derfore hjertelig at ønske, at det nu kunde blive kjendt, at een frivillig Gavmildhed, som den visselig er Gud kjærere, ses gjør den og i saadan tilfælde ofte mere got, end det, som med Bud og Ligning skal kræves. Jeg ønsker-af hjertet, at den grundgode Gud ville i det tilstundende Aar og flere bevare baade vores publiqve og eenhvers private huuse fra al ulykkelig tilfælde. Der jeg forbliver stedse &c.

Bispe-Gaarden den 24de Decbr. 1734.

P. Hersleb.


XIX.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Høytærede
Sogne-Præster!

Paa min Allerunderd. forespørsel hos Hans Kongl. Mayst. anlangende een Sag, som er dubieus, hvordan derudi skal forholdes (nemlig Bøderne, som falde paa Præstegaardens Grund for Leiermaale, skal baade efter Loven, efter Geistlighedens privilegier og efter Enke-Cassens Fundatz høre Enke-Cassen til, men de Leiermaale, som falder af Militaire, skal efter anden Kongl. Resolution høre Militaire Enke- eller Qvæsthuus-Cassen til; naar nu af de Militaire begaaes Leiermaale paa Præstegaardens Grund, saa bliver qvæstio, hvilken af Casserne de Bøder skal tilfalde, og efterdi allerede saadanne casus ere forefaldne, og prætention gjort derom, saa har jeg haft anledning til den forespørsel), har jeg med sidste post erholdet Kongl. Allernaad. Rescript af den 17de Decbr. af dette indhold: Vi have Allernaadigst funden for got, at Præste-Enkernes Cassa skal i slige tilfælde tilhøre de Bøder, som det behørige Qvinde-Menneske er pligtig at aflegge, men alle de Leiermaalsbøder af Militaire personer generaliter uden nogen exception bør henhøre til Officerer-Enke-Cassen. Altsaa ville jeg ikke undlade samme Kongl. Allernaadigste Rescript hermed Deres Velærværdigheder at kundgjøre, saa og bede, at de Præster, i hvis Sogner Kongl. Mayst Fogder boer, ville ogsaa behage Fogderne derom at give Notice, paa det ingen prætention skal gjøres paa de Geistliges Enke-Casses vegne paa Leiermaals Bøder af dem, som ere Soldatere. Ved samme Leilighed kand jeg ikke undlade at melde om een Sag, hvorom jeg ofte er tilskreven, deels fra nogle Præster, som derom har gjort forespørsel, fordi de af Fogderne ere enten krævede eller beskikkede, ja fast paa nogle steder saa got som truede, deels og af nogle Fogder, som har i den fald vildet klage over Præsterne og begjære min anordning derom, saa jeg har haft meget i den fald til een og anden især at skrive, og venter, at jeg endnu maatte foraarsages at skrive til fleere især, derfore vil jeg heller i dette generale Brev explicere min Mening om Sagen. Nemlig:

1. Fogderne paastaar Leiermaalsbøder ikke alleene af dem, som begaaer Horerie, de paastaar ogsaa af dem, som efter begangne Horerie, naar deres Synd alt er bleven be- kjendt, ville ægte hinanden, hvilket altsammen er ret efter Lovens pag. 965, mens endogsaa de paastaaer under samme Art. Bøder under Nafn af fortilig sammenleje af dem, hvis Hustru ikke gaaer deres rette tid, saa at af deres Barselseng kan sluttes, at de i deres forlovelsesstand, før de bleve trolovede eller copulerede, har søgt Seng sammen. Hvorvidt Fogderne nu i denne deres prætention ere grundede, det gjør jeg aldeles ikke til min Sag; jeg holder ganske visselig for, at det er ikke Lovens meening, at slige skal betale Bøder, eller i deres Ægteskab sættes baade dem og deres Børn een vanære og een flek paa, men at Lovens meening er ikkun om løse og uforlovede folk, som virkelig har begaaet Horerie uden nogen Forlovelse, og naar det er kommen saavidt, at de skal staa Skrifte og betale deres Bøder, da for at frie sig fra det eene og faa det andet modereret, resolvere at ægte hinanden; jeg ogsaa gandske vist veed, at jeg har hørt denne Lovens Articul saa forklare, førend jeg er kommen paa dette sted; men som sagt er, min Meening er i denne fald ikke nogen rettesnor, meget mindre Lov, jeg og anderledes vil raade Præsterne at holde sig fra den Dispute, hvilken styrker slige Ægtefolk, at de bør være frie for Bøder, eller styrke Fogden, at han har ret til den, men det som en blot verdslig Sag lade dem indbyrdes afgjøre; vil den ene have Bøderne, og vil den anden mene at være frie for dem, det kand Dommerne dømme dem imellem. Men foruden dette prætenderer Fogderne, at Præsterne skal give dem Liste paa slige, og af deres Ministerial-bøger give Forklaring, paa hvad tid de ere copulerede, og hvad tid deres Børn ere døbte, Summa: at Præsterne skal angive til Bøder alle dem, som har faaet Børn, inden de 9 Maaneder efter deres Ægteskab ere forløbne. Ja vil og nogle Fogder gøre paastand, at Ministerial-Bogen skal fremvises. Jeg hører, at paa nogle steder skal Præsterne og virkelig give slige Lister ud, paa andre steder over de Præster, som ikke vil give slige Attester, har Fogderne besværet sig deels mundtlig deels skriftlig. Jeg har bedet dem, de ville have den godhed at vise mig nogen Kongl. Bogstav eller Ordre, at ikke alleene slige Bøder skal gives, men at de af Præsten skal angives. Jeg har søgt efter i Stiftskisten blant alle Kongl. trykte og skrefne Befalingen jeg har spurgt andre, ogsaa Rettens Betjentere derom, men har ikke kundet finde det ringeste. Det allermindste jeg kand finde, som det kand gotgjøre, at det er Kongens Villie, skal det og strax efter- leves og Præsterne communiceres. Jeg ogsaa vil raade Præsterne, at dersom dem noget sligt kand anvises, de da i allerhørsommeligste maade sig derefter retter, thi ingen ber være villigere, accuratere og promtere til Kongelige Befalingers efterlevelse end de Geistlige, men saalenge det ikke er, holder jeg for, 1) at Præsterne skal give accurate Lister til alle vedkommende over Leiermaal, det er, naar der enten døbes noget uægte Barn, og der da udlægges offentlig Barnefader, eller nogen staar Skrift, og der skeer udlæggelse, thi det er Lovens gemæs pag. 161 art. 2, mens jeg finder ikke, at nogen Lov eller Forordning befaler Præsterne at angive de Ægtefolk, som kommer for tilig, og saalænge ingen Kongelig Befaling er derfor (thi da var det en gandske anden sag), holder jeg det uanstændigt, at een Præst skal være sin Meenigheds angivere eller Fiscal, eller at beskjæmme Ægtefolk i det Ægteskab, som han med Bøn og Gudsord har helliget og velsignet; ere de pligtige at betale Bøder, saa faaer Fogden søge angivelse og underretning om de Bøder, som om andre slags Bøder, dertil har han sine Lensmænd, som skal give ham sligt an, ikke Præsterne, eller og faaer han udvirke dertil Kongl. Befalning, som da skal blive efterlevet. Ligesaa og Ministerial-bogen ikke bør fremvises for nogen verdslig Ret, men deraf gives Attester om de ting, som lovlige være kand, og dersom Attester beskyldes, da skal Ministerial-bøgerne enten hos en Provste-Ret eller for mig produceres, og deraf kjendes, om Attesten er rigtig. Denne min Mening og Begreb om Sagen, da mig nu i Aar og Dag efter adskillig Begjæring intet er produceret, ville jeg kundgjøre de kjære Brødre, for at være fri for at skrive til hver især det samme. Jeg takker de Kjære Brødre for deres rigtighed i dette Aar at besørge tabellerne over Fødde, Dødde &c., hvilke ere til rette tid ankommen for det hele Stift, undtagen fra een Præst, hvis forsilde er ankommen, een Præst, som paa eet Papiir har anført baade dette og alle andre anmeldelser imod mit Monitum, 3 Præster, som ikke har separeret Drenge- og Pigebørn iblant de Fødde, ligesaa ikke Mandfolk og Qvindfolk iblant de Døde; men fra alle de øvrige var den ganske accurat, og til rette tid indsendt, og til taknemmelighed vil jeg hermed meddele Stiftet een summarisk extract: der er iaar 2219 par copulerede, 9217 Fødde deriblant 461 uægte, 5927 Døde, altsaa 3290 fleere fødde end døde, 427 fleere Drenge fødde end Piger, 99 fleere Mandfolk døde end Qvindfolk. Blant de Døde 246 over 80 til 90 Aar, 97 over 90 til 100 Aar, 29 Personer over 100 til 114 Aar, 4 par Ægtefolk med hinanden paa een Dag begravne, 17 som har levet med een Ægtemage over 50 til 62 Aar, 2 Qvinder, som hver har faaet 3 Børn paa eengang. De øvrige particulæriteter vil tiden ikke tillade at anmelde. Det er bedrøveligt at merke, hvorledes Landet opfyldes med skjændsel og Guds fortørnelse, da i dette Stift i dette Aar ere fødde 461 uægte af 9217 Fødde, altsaa hvert 20de Barn uægte. At dette nye Aar med al Velsignelse baade i Deres Embeder og huuse maa fremdrages, ønskes hjertelig af &c.

Bispe-Residencen den 31te Decbr. 1734.

P. Hersleb.


XX.
Velærværdige Høytærede Hr. Provst!

Udi min fraværelse i Visitatz i Nedre Tellemarken er indlagde Kongl. Placat indløben ang. Academie-Skattens prompte Betaling, hvoraf sees, at de Klagemaal, som til Hs. Mayst. er indkommen om Skattens langsomme indsendelse, ej angaar dette Stift, hvilket vi dog ikke hafde undgaaet, dersom ikke Præsterne hafde været saa villige til at betale denne Skat tilligemed de andre publiqve penge til Nyt-Aar; thi dersom den separat skulle indsendes til Provsten og fra Provsten til mig, paa den her i Norge ubeleiligsts tid af Aaret, imellem Paaske og 1ste July, da den efter Forordningen skal være i Kjøbenhafn, da blef det umueligt, at den fra alle kunde indkomme, og altsaa, endskjønt Præsterne betaler den noget for tiden, saa er dog den proposition skeed i dem til Lettelse og mig til Befrielse fra slige Tilrettesettelser; ikkun dette maa jeg derfor bede, at Præsterne, for at forekomme irring i fremtiden, altid hafve i Erindring terminum a qvo et ad qvem, som er fra 1ste July til 1ste July, og derfore kand den Skat, som nu er betalt denne gang, ikke gives Nafn, som dog de fleeste gjør, Academie-Skat pro Anno 1735, thi det er ikke saa, og det kand med tiden give Dispute, ligesom de skulle betale 2 gange for et Aar; men det er Academie-Skatten fra 1ste July 1734 til 1ste July 1735, eller kortere, Academie-Skatten for 1735 forfalden til 1ste July 1735.

Ved denne Leilighed vil jeg og bede samtlige Sogne-Præster paa Landet at gjøre, hvor det behøves, oftere Erindring til deres Meenigheder om Kirkegaardenes istandsettelse, efter Forordningen, til den fastsatte termin, og at eenhver Præst, saasnart terminen er forbi, sc. et Aar fra Forordningens Dato om Kirkerne, ville indberette til Provsten, om Kirke-Gaardene ere satte istand eller ikke, og Provsten igjen indberette det til Stiftbefalingsmanden og mig, paa det vi derom kan skrive til Vedkommende. Jeg forbliver iøvrigt med beste ønske &c.

Bispe-Residencen den 4de Martij 1735.

P. Hersleb.


XXI.
Velærværdige Høytærede Hr. Provst og samtlige Provstiets
Sogne-Præster!

1. Med sidste Post er mig tilhændekommet et Kongl. Allernaadigst Rescript, som derhos in Copia følger, om een Collect over det hele Stift at indsamle til den Evangeliske Kirke i Pettersborg, og den samme forderligste at remittere til Kjøbenhafn. Denne Collect kommer vel noget hastig paa den forrige til Ole van Gaarden, men efterdi det er Kongens befaling og tilmed et saa meget gudeligt Verk, saa tvifler jeg ikke paa, at jo de Kjære Brødre baade opmuntrer deres Meenigheder, og stræber, det snareste skee kand, og at faa først Noticen, siden pengene indsendt til Provsten, og Provsten igjen til Mig.

2. Efter løfte vil jeg og gjøre hele Clericiet Enke-Cassene tilstand til afvigte Nyt-Aar bekjendt, sc. at dens Capital nu er 15000 Rdlr., som alle staar paa Rente, at 4 Enker iaar har nydt pension, at dog alle det Aars Renter ere oplagde til Capitalen, saa at Distributzen er tagen af de andre smaa indløbende sportler, som Bøder, Mulcter, endeel af Hospitalerne &c., at tilkommende Nyt-Aar bliver 7 Enker, om de alle lever, som skal have Distributz, at jeg endnu, for at spare Cassen, vedbliver at gjøre en Casserers fulde tjeneste i alle ting uden Løn; at Regnskabet dette Aar er sildigere aflagt end burde, kommer ikke saameget af min Bortreise paa Visitatz, men mere af, at Renterne fra een og anden saa sildig ere indkomne, saa og at Enkerne ikke i rette tid haver afhentet deres pension, hvorfor jeg herved venlig vil ombede de Præster, i hvis Sogn Enkerne, som nyde, ere, at de ville bede dem strax efter Nyt-Aar at indsende deres Attester og Qvitteringer til dem, som pengene hos mig skal annamme, og det paa saadan maade: der tages Ark papiir, der øverst skriver Præsten Attest, at den Enke N. N. hun endnu lever, og endnu er i Enkestand, og intet hinderligt vides mod hendes pension, derunder skriver da Enken self, eller idetmindste under-skriver en Qvittering hvorudi Summen nefnes; saa og at Præsterne, som forrente penge af Enke-Cassen, eller de, som har andre penge Enke-Cassen tilhørende, at disse komme ind, paa det jeg altid i January maaned kand være færdig med mit Regnskab.

3. Decanus Facultatis Philosophicæ har tilskrevet mig og opsendt det Invitations Programma til Magister-Graden, som i dette Aar skal holdes in Junio, og begjært, at jeg vil fornemme i Stiftet, om nogen hafde isinde graden at søge. Jeg tviler vel paa, at nogen af Præsteskabet skulle ville kjøbe de honores saa dyrt, med at reise ned til Kjøbenhafn, underkaste sig en Examen, og endda betale graden til, som den sidste Kongl. Acad. Fundatz tilholder, hvilket jeg og allerede har svaret.

4. Salig Biskop Thuras Søn har tilskrevet mig fra Jylland, at hans sal. Fader hafde gjort en Versionem Metricam af Hermanní Hugonis piis desideriis, hvilken han før sin Død har oplagt Arvingerne at besørge til trykken, som nu og ere dertil villige, og haver dertil bekostet mange Kobberstykker, og begjært af mig at fornemme, om nogen hafde Lyst at prænumerere paa den. Jeg har og derpaa svaret, og viist vanskeligheden med prænumerationer for dem, som ere saalangt borte fra stedet, men at det kunde være snarere haab, naar Bogen er færdig, at nogle Exemplarier her kunde afsettes, og som han ikke tilsendte mig prænumerations-Taxten, kand jeg derfor intet videre derom melde, men i den sted

5. har jeg self faaet fat paa et Nye Testamente, som nylig er oplagt in 4to paa Tydsk, og usigelig vel staar mig an, og jeg holder for een meget nyttig Bog for alle Præster (ja Gud give! den var paa Dansk og var da i alle huuse) og især umistelig Bog for de Præster, som ellers ikke har synderlig Bibliothek, thi den kand være isteden for et Bibliothek over det Nye Testamente, saasom der er ved hvert Vers god paraphrasis, tilstrækkelige Notæ over alle Dubia og Difficulteter, derefter anmerkninger og derpaa nutz-anwendung eller usus, hvor jeg da finder af de allerbedste og nyeste Commentarier og Moralister uddragen Kjerne, og citeret ved hver usum, af hvem den er tagen; det værste er, at ikkun den 1ste Tomus er end kommen ud, og den koster i raae Materie 2 Rdlr. 2 ₻, den anden Tomus skal blive ligesaa stor eller lidt større, altsaa præsumeres, at den vil koste ligesaa meget eller lidt mere, og begge med Bind i 2 volum. formodentlig vil komme paa 6 Rdlr. Jeg vil ikke saa lige raade nogen til nu at kjøbe den 1ste Tome, thi det kunde da maaskee være dem vanskelig siden at faa den anden separat, men jeg raader ganske vist til, at de, som elsker nye Bøger, vil kjøbe hele Bogen, naar den er færdig, og jeg er vis paa, at jeg skal fortjene tak af dem, som ellers ikke saa lige lik af slige Bøger, som det er blot min Kjærlighed og omsorg for Brødrene, som driver mig til dette at melde; de som ikke veed af anden Raad, og vil da give mig commission, skal jeg gjerne derudi tjene, som jeg og vil give Ordre til, saasnart Verket er complet, at kjøbe mig op 30 Exemplarier, hvorimod jeg da kand tjene dem, som det forlanger.

6. Mig er nogle gange blevet andraget, det jeg og ved efterspørgsel har befundet og med forundring fornummet, at saavel de Residerende som Personelle Capellaner paa eendeel steder ei faa nogen communication af alle de Breve, Anordninger og Ordres, som gaar Embedet an, da dog eenhver Præst saadant bør vide, og hafve til sin sikkerhed og efterretning, altsaa vil det være fornøden, at det herefter skeer.

7. Det skulle gjøre mig meget ont, ja ikke blive uden paatale, om jeg skulle enten paa Visitatzer eller ved andre efterretninger fornemme, at den huus-besøgelse, som Loven saa alvorlig byder, og som jeg indstendig har formanet til, enten siden ikke har været taget iagt, som den burde, eller og igjen begynder at forfalde, da den dog er en pars Officii, og sandelig høy-nødvendig og nyttig, at den med Gudshjelp, naar den ret alvorlig og i Kjærlighed gjøres, kand gjøre meget til en god Orden i Meenigheden, til Guds Kundskabs formerelse og Gudsfrygts øvelse i huusene. Ja jeg frygter, at uden saadan den offentlige Gudstjeneste, den Gud bedre! de fleeste i deres Vankundighed ikkun af en sædvane besøge og gjøre sig liden eftertanke af, lidet udretter hos de grove og gemeene Folk, saa jeg ret alvorlig declarerer, at jeg ikke kand holde dem for nogen retsindig Lærere og omhyggelig Sjæle-Sørgere, som er uvillig og ulystig til den saa nyttige og anbefalede Embedes deel, naar dertil kand findes tid (uden naar høy Alderdom, svaghed eller saadanne omstændigheder gjør det umueligt); men jeg vil ikke nefne, hvad jeg holder dem for, som enten af hofmodighed holde sig for god dertil, eller af dovenhed og magelighed gide ikke og mene, det er nok, de gjøre deres Søndags gjerning, og reise i Sogne-bud, naar de blive hentede; men jeg vil visselig haabe bedre af de fleeste Kjære Brødre, at de baade erkjende nødvendigheden, og gjør det ikke allene, men gjør det flittig, forsigtig, sagtmodig, og som det Christelige, det er Aandelige anstaar, og derfor vil jeg af hjertet bede Gud, baade at styrke deres Kræfter i det Arbeide, som jeg tilstaar at være besværligt nok, saa at han med sin Naade vil lade dem finde daglig glæde og frugt af samme gjerning, der jeg i det øfrige med oprigtig Kjærlighed og Redebonhed forbliver &c.

Opsloe den 25de Martii 1735.

P. Hersleb.


XXII.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Herrer
Sogns-Præster!

De Bøder, beløbende sig ialt til 124 Rdlr., som nogle Bønder af Berg og Schjeberg, ved en af Hans Kongl. Mayst. allernaadigst approberet Commissions Dom, for deres til Hs. Kongl. Mayst. indgifne ubillige Klage over Øvrigheden, ere tilfundne ad pios usus at betale, haver Hans Kongl. Mayst. allernaadigst befalet Commissionen til mig at levere, og mig for dem at indkjøbe gudelige Bøger og til gemeene Mand at lade uddele efter mit godtfindende. Da jeg nu gjerne ville strække den Summa saavidt mueligt kunde være, at des fleere kunde have godt deraf, saa og anskaffe saadanne Bøger, som kunde blive gemeene Mand ei alleene til opbyggelse, men endog til opmuntring self at anskaffe sig flere nyttige Bøger, saa haver jeg holdet for, at en forhen trykt og approberet gammel Bog, kaldet en Christelig Huus-Fader, dertil kunde være tjenlig, og derfor begjæret, at den i Vaisenhuuset i Kjøbenhafn maatte oplægges paa nye og sælges, da jeg vilde beholde saa mange Exemplarer, som for den Summa kunde kjøbes. Men som det blev udregnet, at hvert exemplar vilde komme paa 6 Skill. og med indbindelsen paa 8 Skill., og altsaa for den Summa ei kunde faaes fleere end 15 til 1600 Exemplarer, hvilket ei ville forslaae til mit øyemerke, at Bogen overalt i Stiftet kunde blive bekjendt, og mange deraf profitere, hvorfore jeg resolverede at lade den paa min egen regning med et stærk oplag bekoste, som og er skeed, idet 10,000 exemplarer ere trykte og til mig opsendte, som efter Vaisenhuusets mig tilstillede Regning løber tilsammen til 229 Rdlr. 1 ₻ 12 ß, (sc. Trykkerløn 44 Rdlr. 3 ₻, Papiir 8 Baller 2 Riis 60 Rdlr. 2 ₻ 6 ß, Bogbinderløn 116 Rdlr. 4 ₻, Pak-Kister 3 Rdlr. 3 ₻ 12 ß, fragt og omkostning 4 Rdlr.), saa at Summen er fast dobbelt opstegen over de indkomne Bøder, hvorfore jeg har gjort saadan Beregning, at jeg vil lade uddele over Stiftet omsonst imellem 7 à 8000 Exemplarer, og beholde Resten til min egen nogenledes erstatning, om jeg efterhaanden kunde blive dem qvit, endskjønt jeg ikke venter og ikke skjøtter at blive aldeles skadesløs. Altsaa haver jeg til Deres Velærværdigheds Provstie aflagt 550 Expl., nemlig 50 Exemplarer til hvert Kald (thi i Kjøbstæderne bliver af disse Bøger ingen uddeelte, men alleene blandt Bønderne), hvilke eenhver Sogne-Præst ville annamme og for dem qvittere til Provsten, men Provsten giver mig en general Qvittering for sit Provstie, til Beviis for mig, og Bøgerne uddeles af Sogne-Præsten, uden Betaling, til skikkelige Huus-Fædre i Sognet, der ere Bønder, og hvilke Præsten kjender for saadanne, der holde et christeligt Huus, og kunde være skikkede til at benytte sig denne Bogs underviisning. Hvorfore jeg beder, at de Kjære Brødre ville være betænkte paa, naar nogen leilighed gives, at Bøgerne hos mig kunde blive afhentede, da de altid, saafremt jeg er hjemme, skal staa parate. Jeg ønskede vel helst, at for hvert Provstie paa eengang kunde afhentes, og Præsterne igjen faa dem hos Provsten, hvilket best kunde skee, naar ved nogen Baadleilighed fra Tønsberg een Kiste eller Cofre blef indsendt; dog dersom nogen Præst desinden skulle finde Leilighed for sig og sine Naboer at lade afhente directe fra mig self, skal de og mod Qvittering være følgagtige. Dersom og Præsterne skulle tænke at kunde afsætte nogle dere Exemplarer for Penge, da skeede mig en Velgefald, om de tillige bleve afhentede imod aparte Qvittering, eller om hver Provst vil afhente et antal af de overblevne Bøger, hvoraf hver Præst kunde efter Behag tage nogle Exemplarer til af hændelse, for hvilke Pengene siden, naar de vare afhændede, kunde leveres til Provsten. Men det er og godt, og for eftertales skyld nødvendigt at den uddeling af de Bøger, som omsonst skulle gives, blef Meenigheden vitterlig, enten at Præsten ved Kirken uddeelte dem, eller opsatte en Liste paa dem, som Bøgerne skulle have, og lod Klokkeren da uddele dem, eller paa anden maade, og denne uddeling synes mig hør skee, ikke efter fattigdom, men efter skikkelighed, til saadanne Gaardbrugende, som holde christelig Huus-skik og Gudelighedsøvelse i deres huuse, og derfor gives tilkjende, at, om flere skulle forlange at have dem, da kan de faaes for penge à 8 Skill. støkket; som og om Præsterne i Kjøbstæderne ville have nogle Exemplarer, for at gjøre Bogen der bekjendt blandt gemeene Folk. Det skal være mig en meget stor glæde, som det er mit hjertelige ønske, om den gudelige intention, som Hans Kongl. Mayst. herved har haft, og den omsorg og møie, jeg derpaa har anvendt, kan blive mange til opbyggelse og opmuntring, hvilket Præsterne ved deres omhyggelige huus-besøgelse vel efterhaanden kan erfare, og paaminde deres tilhørere om, at tage sig de formaninger i denne lille Bog til hjerte og eftertanke Jeg forbliver &c.

Bispe-Residencen den 23de Juni 1735.

P. Hersleb.


XXIII.
Velærværdige Hr. Provst eg samtlige Heytærede
Sogne-Præster!

Ved min Hjemkomst fra Visitationen i Øvre og Nedre Romerige har jeg forefundet Hans Høy Grevel. Excellences Norges Riges Høytbetroede Hr. Statholders Rescript til Mig af 2den hujus, hvoraf herhos følger vidimeret Copie, hvis indhold Deres Velærværdigheder ville behage at holde sig efterretlig, hvilket jeg formener fornemmelig at være at forstaa om Forordningens 10de Art., hvorlenge Ligene maa staa inde, sc. de i Rangen 3 Uger i det allerlengste, de andre 8 Dage, og den 14de Art., hvad tid af Dagen Begravelsen skal skee, saafremt dertil ikke fremvises Kongl. Dispensation af det Norske Cancellie, i de ting, som kan og pleier at dispenseres. Jeg forbliver &c.

Bispe-Residencen den 28de July 1735.

P. Hersleb.


XXIV.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Høytærede
Hrr. Sogne-Præster!

Jeg har tilforne den 28de July sidst afvigt communiceret Deres Velærværdigheder Copie af Hans Høy Grevel. Excellence Norges Statholders Rescript ang. de Liig ei at kaste Jord paa, ved hvis Begravelser begaaes forseelser imod den Forordning om Begravelser, af Dato 7de Octbr. 1682, uden saa er, der fremvises Kongl. Dispensation af det Norske Cancellie. Men paa min forestilling og forespørgsel om adskillige inconveniencer, som deraf kunde flyde og ansvar for Præsterne, om de negtede Jordskastelse, hvilket Forordningen ikke melder, haver Hans Høy-Grevel. Excellence ved Rescript af 13de August ladet mig vide, at han haver stillet Ordre til alle Stiftamtmænd og Amtmænd, at de tilholder alle Magistraterne og Fogderne paa Landet, som de der bør have indseende med Politien, med slige ting at have ind- seende, og at Præsterne ikke negter nogen Jordspaakastelse i slige tilfælde; men naar noget begaaes imod samme Forordning og ikke fremvises Dispensation, de da det blot til mig melder med alle Sagens omstændigheder; jeg vil og ikke undlade Clericiet om disse ting at underrette, at som jeg ved den Myndighed, Sorenskriver og andre Dommere sig tiltage, dem, som tager Livet af sig self, at dømme til Kirkegaard og sømmelig Begravelse, da ofte dertil ingen grund er, og tvert imod Loven, og efter saadan Dom paastaaes vel ogsaa (skjøndt det er ingen følge) Jordspaakastelse af Præsterne, har fundet mig forbunden derom at gjøre til Hans Kongl. Mayst. allerunderdanigste Forestilling: saae er derpaa mig af det Danske Cancellie givet Communication, at der er gaaet Kongl. Befalning til Hans Høye Grevel. Excellence Hr. Statholderen, at Rettens betjente eller andre ej, som hidindtil skeed er, maa i slige tilfælde foranstalte eller foretage noget, uden idetmindste efter Øvrighedens Ordre derom.

3. Iligemaade har jeg været forbunden til at gjøre allerunderdanigst Forestilling, at civile og andre Dommere dømme til Kirkens Disciplin ikke alleeneste i de ting, som Loven udtrykkelig det befaler, hvilket kunde være ligemeget, efterdi enten der dømmes dertil eller ikke, saadant dog bliver iagttaget af Præsterne, men ogsaa gjør det til een arbitrair straf i de tilfælde, som Loven ikke melder, ja endog i de tilfælde, hvor absolutio publica umueligt kand have sted, sc. at Delictum... ikke alleeneste Bekjendelse, men endog Bodfærdighed, ja og i slige vederstyggelige Synder, som for Scandal skyld ikke bør offentlig omtales, eller tages Bekjendelse for, eller Synden beskrives, som dog bør skee ved publique Absolution, hvorved andre u-vidende snarere kunde lære at synde, hvilket især nylig er skeed i en horribel casu, hvor jeg maatte forbyde Præsten i den fald at følge saadan Dom. Saa er og derpaa mig af det Danske Cancellie communiceret Copie af den til Hans Høy-Grevel. Excellence ergangne Kongl. Ordre, at i de Poster, hvor Loven og Forordningerne expresse dicterer aabenbare Skriftemaal, skal Dommeren rette sig derefter, men i de tilfælde, hvor Lov og Forordning intet melder derom, skal de ej dømme dertil, saasom Skriftemaal ej skal være nogen arbitrair straf, hvor eenhver Dommere kan dømme til, derfor haver og Hans Mayst. befalet, at slige af Mig anmeldte Casus, som give altfor stor Scandal skal herefter endogsaa for Retterne ageres inden lukte Dørre.

4. Efterdi nogle Præster i Kjøbstæderne, efter sidste Forordning om Sabathen, hvorudi meldes, at Skjærtorsdag og Langfredag skal helligholdes som andre Helligdage, har været i tvivl, om ogsaa Aftensang skal holdes paa de dage, hvor den før ikke har været holdet, saa kan jeg ikke undlade min mening at melde, at der visselig bør holdes Aftensang, nemlig hvor der er Aftensang paa alle de andre Hellige Dage, thi ellers opfyldes ikke Forordningen, ellers gjøres forskjel paa disse og andre Hellige Dage, ellers gives gemeene Mand anledning til at holde disse Dage ringere end de andre, og det vil lade ilde og give anstød, om det skulle fattes paa Geistlighedernes side at underholde deres Andagt, som af Meenigheden kunde være begjerlige derefter.

5. Det oplag af det Nye Testamente, som eendeel har bestilt, bliver ei færdig førend tilkommende Aar 1737, saasom Verket bliver større og vil koste mere end før er meldet Jeg forbliver stedse &c.

Bispe-Residencen den 2den Septbr. 1735.

P. Hersleb.


XXV.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Høytærede
Herrer Sogne-Præster!

Den tid, som den Kongl. Forordning om Kirkerne af 13de Aug. 1734 har allernaadigst forundet Almuerne til deres Kirkegaardes istandsættelse og indhegning nemlig et Aar fra Forordningens Dato, er nu alt tilendeløbet: saa skulle man vel formode, at det nu overalt er skeed, dog til des større Forsikring haver den constituerede Stiftbefalingsmand i anledning af den 15de Art. i Forordningen idag tilskrevet Amtmændene, at Fogderne i deres Amt blive tilholdede nu første gang at lade alle Kirkegaarder eftersee, om den Kongl. Forordning er efterlevet, og det forsvarlig og sømmelig, samt hvor det ikke er skeed, at lade det da foranstalte, at det ufortøvet skeer; ligesaa bliver Fogderne i dette Amt af Hr. Etatz-Raad Vogt, som constitueret Amtmand, Ordre tillagt. Altsaa ville Deres Velærværdigheder, enhver for sig, om een Maaneds tid til Provsten indberette, om Kirke-Gaarderne ere satte i Stand, om Fogderne dem har ladet eftersee, og om der er gjort anstalt til det endnu feilende at sætte istand. Det kunde og ikke skade, om hver Præst nu strax engang advarede deres Almue, som endnu ei har gjort derved, eller de tilbagestaaende om deres skade,V hvis det ei ved besigtelse befunden at være skeed, og at de derfor haster det nu at gjøre. Iligemaade ville hver Præst ikke forsømme Kirkegaardens inddeling tydelig i Kaldets Bog at indføre, hvad heller nogen gammel inddeling haves og følges, at den ei skal bortkomme, eller og efter Forordningens tilhold en nye inddeling nu er gjort af Præsten og Lensmanden. Det kunde og ikke skade, om saadan en inddeling blef reenskrevem og paa en tavle fæstet, og i Kirken ophængt, paa det enhver Bonde og Gaard kunde vide sit stykke og det itide oppasse og vedligeholde. Saasom og gandske faa Kirke-Eiere har indleveret endnu deres Kirkestoler, endskjønt den foreskrevne tid er forbi, saa ville og hver Præst skriftlig erindre sin Kirke-Eiere derudi at fyldestgjøre Hans Kongl. Maysts. allernaad. Villie. Jeg forbliver &c.

Bispe-Gaarden den 9de Septbr. 1735.

P. Hersleb.


XXVI.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Høytærede
Hrr. Sogne-Præster!

Hans Høy-Grevel. Excellence Hr. Statholderen haver af 12te hujus tilmeldet mig, at Hans Kongl. Mayst. har erindret sig den mængde af Betlere, her i Norge blev seet paa alle steder, og derfor allernaadigst er betænkt paa saadant Betleri her i Norge at faa hemmet, ligesom allerede i Danmark er foranstaltet. Til den ende Hans Kongl. Mayst. har allernaadigst befalet Statholderen at indhente fra alle vedkommende deres forslag, paa hvad maade de formene saadant Betlerie kunde være at hemme, enten ved Fattighusers indrettelse, saaledes at Betlere kunde holdes til arbeide, eller paa anden maade, og det i Kjøbstæderne saavelsom paa Landet, at eethvert sted kunde forsyne sine fattige, hvorfor Hans Høy-Grevel. Excellence af mig har været forlangendes, at indhente Præsteskabets Betænkning om dette Verk, og samme ham, det snareste mueligt er, meddele. Altsaa ville Deres Velærværdighed Provsten og eenhver Sogns-Præst, som kan give noget godt Raad og forslag til saa nyttigt, vigtigt og nødvendigt Verk, hvilket at befordre maa være eenhvers baade pligt og lyst, samme i pennen forfatte og Provsten tilsende, som det af sit Provstie samler og mig tilstiller. Jeg forbliver &c.

Bispe-Residensen den 30te Septbr. 1735.

P. Hersleb.

XXVII.
Velærværdige Hr. Provst og Hrr. Sogne-Præster med
det øvrige Clericie!

Gud er mit Vidne, hvor gjerne jeg ville forskaane Præsteskabet for flere paalæg, og hvor ugjerne jeg gaaer til at anmode dem derom, efterdi jeg veed, at eenhver kan have uok4i sin egen Byrde, og jeg kand vidne om deres Velvillighed og gavmildhed, og derfor, jo villigere de ere, jo maadeligere maa de fristes, men i denne Uge er en ret bedrøvet Casus indfaldet, hvilket jeg er vis paa ville ligesaa meget røre de Kjære Brødres omme sind, som den har rørt mit, og De derfor hverken undrer over eller fortryder paa, at jeg endogsaa uanmodet og inden den skadelidendes Regjering er indkommen, hvilken dog vistnok kommer, søger atter Deres velvillighed og godgjørenhed mod en gammel, forhen fattig og nu ved den ulykkelige Ildebrand gandske ruineret Præstemand Hr. Cort Ramshart, Sogne-Præst i Bragnes[14], hvis huus forleden Søndagsaften den 6te Octobris, tilligemed en Snees huuse, blev lagt i aske, og det saameget des sørgeligere, at ilden er antændt i hans eget huus (dog uden hans og hans hustrues mindste skyld), hvoraf følger, baade at han lidet eller intet fik reddet, saa og, at han af Meenigheden nyder kun liden hjelp, af de afbrendte herefter liden godhed og mere fortrydelse. Det var en saa meget beklageligere skade, efterdi Manden for var fattig og gjeldbunden, og sidder med mange Børn; efterdi hans Kald, ved den forandring for nogle aar er skeed, er af saa liden indkomst, at han ikke deraf kan ophjelpes; efterdi alle hans eiendeel bestod blot i huusets Meubler, thi huuset, som han vel eiede, stod han i gjeld for, og nu huuset er afbrændt, bliver dog gjelden; efterdi han ei kan vente den hjelp af Kirkerne, som Loven tillegger andre Præstegaarde; efterdi ulykken skeede paa saadan tid, da enhver har fourneret sit huus med Vinter-Provision, med Korn og Fedevare, med foder og brende, og derfor skaden langt større, end paa en anden tid, og in Summa, hvordan man seer det an, saa er han med hustru og Børn i en ret jammerlig og ynkværdig tilstand. Kjære Brødre, lader os gjøre godt, medens vi har tid og ikke blive trætte deraf, at vi og skal høste i sin tid. Hvad Gud giver eenhver isinde, ville han tegne paa et fra hver Provst omgaaende Papiir, og det saa hastig som mueligt er, saa venstre Haand ikke faaer vide, hvad høire haand gjør. Det vil være en stor hjelp for den arme Mand, at hen betids kan faa hjelp og vide sin hjelp, og derefter fatte sine enslag: bis dat, qvi cito dat; lader Gud mig leve, til jeg faar de andre under hænder hevende store Casser i orden og fast rigtighed, skal jeg være betænkt paa en Brand-Cassa ut faa indrettet her i Stiftet. Jeg forbliver &c.

Bispe-Residencen den 11te Octbr. 1735.

P. Hersleb.


XXVIII.
Velærværdige Hr. Provst, Høytærede Ven!

Da det nu er kommen saavidt, at Opsloe Hospitals Jordegods efter Kongl. Ordre paa offentlig Auction skal selges, saa har jeg i Stiftsbefalingsmandens og eget Navn vel tilskrevet Fogderne om Placaternes publication og opslagelse paa Kirkedørene ved Lensmændene; ikke desmindre, paa det et jeg kan være des mere vis paa, at det over alt, ifølge af den Kongl. Befaling, bliver kundgjort, og at ingen siden skal sige sig derom at have været u-vidende, ville jeg herved bede, at Deres Velærværdighed ville omsende Placater til alle Præsterne, at hver Præst kan, dog ikkun generaliter, tillyse det, at Hospitalets Jordegods skal selges paa Auction, og det Gods i deres Sogn bliver solgt paa den tid og den sted, og at Conditionerne bliver videre af Vedkommende kundgjort og opslagen Saa var det og godt, at hver Præst tog Copie, dog blot af Conditionerne, for et kunne underrette dem, som hos dem spørger om Raad og underviisning i Sagen; endelig og at Præsterne ville have den godhed noget før Auctions-tiden atter at erindre Almuen, at den tid og den sted bliver Auctionen holdt. Jeg forbliver &c.

Christiania den 5te Decbr. 1735.

P. Hersleb.


XXIX.
Ædle Velærværdige Hr. Provst og samtlige Sogne-Præster!

Ved dette vil jeg ønske Deres Velærværdighed og alle Brødrene i Provstiet et glædeligt og lyksaligt Nytaar med nye Kraft af Gud i deres vigtige Embede, nye Lyst af Gud til deres tunge Arbeide, nye og daglig glæde af Gud ved et see Zions forbedring og Sjæles tilbringelse til Jesum, nye Velsignelse i eenhvers huus og en nye bestandig og uadadelig Erindring, at vi maaskee inden Aarets udgang kan stilles for hans ansigt, som vil fordre Regnskab af os for vor Gjerning og vor trofasthed i Bøn, i did, i aarvaagenhed at vinde Sjæle. Dernest kan jeg ikke uden inderlig glæde og Guds Lov og priis atter meddele Brødrene en nye prove paa vor Allernaadigste Konges retsindige og ret omhyggelige Bekymring for Guds Kirkes forbedring, Christendommens tilvext og Sjæles frelse, ved hosfølgende Kongl. Reglement om deres fremstillelse og Confirmation, som første gang vil gaa til Gudsbord, ved hvilken gudelig og høyst nyttig anstalt Hans Mayst. har sluttet det gamle Aar, og derved givet os haab om endnu flere gudelige omsorger i det nye. For de Præster paa Landet, som, efter min om det samme gjorde anstalt for 2 Aar siden, har været villige til at sætte dette i Verk og har siden fundet glæde og frugt deraf, vil det uden tvil være een meget stor glæde, at see saadan deres flid og saadan god gjerning af Kongen approberet og fastsat, paa det de des frimodigere og uden nogens modsigelse kand fare fort dermed. For dem, som ogsaa har tracteret den Sag med Lunkenhed, haaber jeg, at dette nu vil blive een stor opmuntring til at gribe Verket an med desto større lyst, flid og alvorlighed; for dem, som slet intet har gjort derved, af hvilke jeg og veed et par, hvilke er af det slags, som David taler om, at der skal endelig lægges tømme og bidsel paa, om de skal ville, hvilke intet vil gjøre for Guds skyld og Sjælenes skyld, men anseer alting for Byrder, der paalægges, til de bliver tvungen dertil, hvilke under en utidig og scrupuleus tvil, om og en Bisp kan befale saadant, blot føder enten deres dovenhed og hovmod, da de dog idetmindste kan vide, at, om saa er, ansvaret ikke bliver paa dem, som har gjort deres Ed: omne licitum obseqvium præctare, imperata paratissimo animo facere, men paa den, som beordrer det: for dem kan det da være en overbevisning, at deres Biskop vel veed, hvad han gjør, og med Guds Naades hjelp og Bistand ingen urimelige ting skal fange an. Gud selv lade nu denne velsignede anstalt og Kongens gudelige intention vel lykkes, Gud give alle Præster Naade og Aand til at være troe i dette, som visselig vil gjøre god frugt og indtryk i hjerterne og opmuntre den gemeene Mand, at drage nogen mere omsorg for deres Børns Skolegang itide. Til den ende ville nu enhver Præst tage ord for ord Copie af den Kongl. Anordning, og det saa hastig som skee kand, dernest gjøre en tydelig, forstaaelig og anstendig tillysning for alle Meenigheder, og baade oplæse de Artikler, som tilhører enhver i Meenigheden at tage iagt, saa og derhos gjøre en opmuntring til alle og forklaring, hvordan det er at forstaa, hvordan derefter i den Meenighed skulle forholdes dermed, og hvor stor aarsage enhver har at takke Gud for den anstalt, og velsigne Kongen for hans omsorg. Udi dette derom til Mig ergangne Kongl. Rescript er mig meget alvorlig anbefalet at drage al omhu for, at dette Reglement bliver nøye efterlevet i alle sine puncter, at dette bliver med forderligst sat i Verk, og siden bestandig derover holdet, og at jeg i Kongens høye Nafn skal befale alle Præsterne at have tilsyn, at denne gode og nyttige anstalt udi alle Meenigheder, baade af Lærere og tilhørere, altid og i alle stykker bliver iagttaget, og derover bestandig holdet; saaledes lyder ipsissima verba Augustissimi. Jeg vil og ikke undlade at meddele Brødrene den glæde og det haab, at her med Guds hjelp kan ventes anstalt til ordentlige Skoler i alle Meenigheder, til hvilken indretning Hans Kongl. Mayst. har beteed megen stor lyst og ifrig alvorlighed, og derhos tilkommer os nu at bede Gud, at han vil velsigne ogsaa denne Kongens intention og de dertil Allerunderd. gjorte forslag, og at saadan Konge, som saa bestandig og omhyggelig tager sig Guds ære og Sjæles Salighed an, maa blive lykkelig, gammel og fremfor alle hans Fædre velsignet. Udi det afvigte Aar har alle Provster og Præster været gandske exacte til at indsende deres Lister over fødde og døde, for hvilken deres exactitude jeg herved aflegger min taksigelse, og tillige meddeler een kort extract af den til Hans Mayst. indsendte Tabelle, nemlig at i det Kirke-Aar ere copulerede 2150, fødde 4587 Drenge, 4292 Piger, tilsammen 8879 Børn, men deriblant (som med gremmelse maa meldes) 424 uægte Børn; Døde 2899 Mandfolk, 2866 af Qvindekjøn, tilsammen 5765; altsaa er 3114 flere fødde, 295 flere Drenge fødde end Piger, 33 flere Mandfolk døde end Qvinder. lblant de Døde ere 238 Personer over 80 til 90 Aar; 111 Personer over 90 til 100, 22 Personer over 100 til 108 Aar; 28 Døde, som haver levet i Ægteskab med en Ægtemage over 50 Aar indtil 67; 3 par Ægtefolk paa een Dag begrafne, et par især, som dødde paa een Dag og har levet sammen 56 Aar; en Mand død 80 Aar, og samme Dag, han blev begraven, blef hans Tvillingebørn døbte. 2de Qvinder, som i dette Aar har faaet 3de Børn paa eengang, 5 Børn i hvis skabning var noget usædvanligt, et Barn med en Bjøren-fod, et med een Arm, et med gandske bagvendte eller omsnodde fødder, et uden gane, med kløvne og paa ansigtet opfæstede Læber, et Barn her i Christiania med en underlig Coeffure paa hovedet af haar og kjød, hvis postur nu, da det er afskildret, seer ud som et med opsat haar og røde Baand coefferet Barn, en Mand, 65 Aar gammel, som i 8 Aar efter en Drik af en Kilde i stor tørst, har ikke kundet beholde nogen slags Spise i sig uden varm Koe-melk. Videre intet remarqvabelt.

Enke-Cassens Regnskab er vel endnu ikke gjordt færdig, dog kan dette meldes at af nye Indskud er Cassen dette Aar ikke mere voxet end 425 Rdlr., af Renterne og andre indkomster, naar først 6 Enkers pension og omkostninger fradrages, haaber jeg at blive til overskud og Capitalens forøgelse henved 800 Rdlr., saa at Enke-Cassens Capital, som paa Rente udsættes, kand nu til dette nye Aar blive omtrent 16,200 Rdlr., nemlig 14,025 Rdlr. indskuds-Capitaler, omtrent 2,200 Rdlr. af overskuds-Capitaler. Distributz nyder dette nye Aar 6 Enker, men at nyde tilkommende Aar ere 9 Enker indskrevne. De ved Enkernes Død til Cassen henfaldne Capitaler ere 800 Rdlr. Herhos følger ogsaa en trykt ny Kongl. Forordning om nye Metal-verkers optagelse til omsendelse i Provstiet. Videre falder denne gang intet at erindre, uden at igjentage mit ønske, og forsikrer, at jeg stedse bliver &c.

Christiania den 2den January 1736.

P. Hersleb.


XXX.
Ædle Velærværdige Hr. Provst!

Herhos ville jeg ikke undlade Deres Velærværdighed at kundgjøre og bede, at det i Provstiet alt Clericiet kundgjøres, at ianledning af en Dispute i Trundhjems Stift mellem en Sogne-Præst og Capellan om Mensalgaards nydelse og delingen af visse i Forordningen ubenævnte indkomme, saasom offermæle, Huusmændenes arbeide, Nattehold &c., og Biskop Hagerups derom gjorde forestilling, haver Hans Kongl. Mayst. af 27de January sidstleden allernaadigst resolveret, at alle de imellem Sogne-Præst og Capellan om indkomsternes deling allerede værende eller kommende Disputer, skal i hver Stift gaa til Stiftbefalingsmandens og Biskopens Kjendelse, som derpaa uden appel skal kjende og dømme, efterat enhver af dem sin tarv og Ret for dem skriftlig med alle sine omstændigheder haver fremsat. Og skulle nogen finde sig fornærmet ved slig Stiftbefalingsmandens og Biskopens Kjendelse, da maa det staa dem frit for, det omstændeligen for Hans Kongl. Mayst. allerunderdanigst at andrage, og derpaa Kongl. allernaadigst Resolution at forvente. Altsaa ville Deres Velærværdighed ved circulair-Skrivelse udi Provstiet og udskrift, saavel til Capellanerne, som til Sogne-Præsterne, saa da Hans Kongl. Maysts Villie gjøre bekjendt, hvormed jeg forbliver &c.

Christiania den 16de Febr. 1736.

P. Hersleb.


XXXI.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Velærv. Sogne-Præster,
Høytærede Kjære Brødre!

Jeg har sat mig fore, om det er Guds behagelige Villie, i forestaaende July Maaned at holde Visitation i begge Grevskaberne, efterdi baade triennium fra forrige Visitation minder mig, saa og den Auction, jeg efter Kongl. befalning skal holde[15], desuden udfordrer min Reise derhen, at det derfore kand gjøres med een Reise. Men min tid blifver saa saare knap, formedelst andre strax paafølgende mig paabyrdede Forretninger, saa jeg, som nys kommer hjem fra Visitation i Gulbrandsdalen og Auction underveis, knap kan faa de dages tid til Auctionen, Visitationer i Grevskaberne og Kirkevielse i Tellemarken, og jeg derfor maa ansette Visitationen saa knap, som hosfølgende Reise-Route udviser. Jeg veed ikke self, om Kræfterne vil tillade det, at holde ud; dog vil jeg i Guds Nafn forsøge det, gjøre hvad jeg formaar, og saavist jeg kan komme, i forhaabning, at Gud, som seer villien, skal og give Kræfterne. Men derfor bliver ogsaa Visitation paa hvert sted gandske kort uden nogen Prædiken, uden hvor Søndag indfalder, blot en kort tale og Catechisation, saavidt Kræfterne taaler; det beste bliver til min efterretning Sjæle-Registeret, hvilket jeg beder, at hver Præst ville have færdig og gandske complet og rigtig, efter afdeelte columner og alphabet, ligesom sidste gang var begjert, at jeg deraf siden ved min hjemkomst kand i Stilhed conferere det med de forrige, og deraf see baade afgang og tilvext i ungdommens tal, saa og forbedring og tilstand i Guds Kundskab, hvoraf jeg har fornummet, at jeg kand have langt bedre begreb em Meenighedernes aandelige fremvext, end i saa kort tid og blandt saa stor mengde kan udforskes. Den samme times Knaphed forvolder ogsaa, at jeg denne gang ei kand visitere i Kjøbstæderne, hvor jeg finder mindre nytte deraf, efterdi den voxne ungdom der meget uflittig pleier at møde, og den yngre ungdom, som gaar i Skole, bæres mindre tvifl og mere haab om; dog beder jeg, at ogsaa i Kjøbstæderne Sjæle-Registerne gjøres færdige, baade over børn og tiunde, at jeg kan have underretning om dem til en anden gang, isærdeles maa overalt deres profect, som nylig ere antagne til Gudsbord siden sidste gang, rigtig og troelig anmeldes, thi af dem er det vi med tiden skal haabe vel oplyste Meenigheder. Ministerial-Kaldets-bog og Klokkernes Communion- og Collect-Bøger forefinder jeg vel paa hvert sted i mit Logemente, saavel af Stæderne som paa Landet, til eftersyn og itegnelse. Det fornemste jeg maa bede om, er, at forsamlingen vil være tilig tilstede, jo tiligere jo bedre, thi efter mig skal neppe tøves; derfor maatte heller de, som boer afsides og langt fra Kirken, heller forskaanes, end jeg efter dem opholdes, helst da det dog bliver umueligt alle og enhver at examinere. Jeg skriver dette saa tilig, efterdi jeg fra Pintzedag bliver ikke meget hjemme, men er fast stedse paa Reiser i nord og øster, og efter min hjemkomst derfra blef det forseent at skrive til Brødrene, og for dem at gjøre Registeret færdig. Men til Amts-betjenterne skal jeg betids forud skrive om Skydsen, hvorudi ogsaa Præsternes forsorg ved Lensmændene vel kommer mig til hjelp. Jeg ønsker at forefinde enhver af de Kjære Brødre i Sundhed og deres huus i Velstand og Velsignelse, der jeg forbliver stedse &c.

Christiania den 18de May 1736.

P. Hersleb.


Reise- og Visitations-Route i Grevskaberne.

Mandagen den 16de July reises til Bothne i Grevskabet.

Tirsdagen den 17de visiteres gandske tilig, Kl. 7 i det seneste paa Bothne, og derfra efter Maaltid reises og visiteres Kl. 2 eftermiddag paa Vaale.

Onsdagen den 18de er Auction paa Bjercke og derfra reises til Ramnes.

Torsdagen den 19de visiteres og reises til Hedrum.

Fredagen den 20de visiteres der.

Løverdagen den 21de reises meget tilig til Laurvigen, hvor Auction bliver, og efter Auctionen reises til Brunlaugsnesset.

Søndagen den 22de visiteres der.

Mandagen den 23de reises gansdke tilig fra Helgeraaen til Baads til Brevig, og siden videre til Holden, hvor der bliver Kirke-Vielse.

Torsdagen den 26de tænkes at være Middagstid ved Helgeraaen igjen, og derfra reises samme dag til Thjøllinge.

Fredagen den 27de visiteres der tilig og reises til Sandefjord.

Løverdagen den 28de visiteres i Sandefjord gandske tilig Kl. 6; efter Maaltid visiteres i Stokke Hoved-Kirke.

Søndagen den 29de reises til Nøtterøe, hvor der bliver Prædiken og Visitation, og om Aftenen reises til Tønsberg.

Mandagen den 30te visiteres paa Semb ganske tilig og om eftermiddagen paa Borre, og reises, om ikke til Sande, saa dog paa Veien til Bothne.

Tirsdagen den 31te visiteres paa Sande Kl. 8 præcise og reises samme Dag og Aften hjem.


Den 31te Juli 1736 visiterede jeg anden gang udi Sande Hofved-Kirke, og det med fornøyelse, ønskende at Gud fremdeles ville fornemme sin Naades gafn hos denne Meenighed og velsigne deres Læreres flid og arbeide.

Sande Præstegaard ut supra.

P. Hersleb,


XXXII.

Mig er tilhaande kommet Kongl. Allernaadigst Befaling, at en høytidelig Jubelfest skal holdes i dette Aar den 30te, 31te October og 1ste November til en Erindring af den store Naade, som er disse Lande vederfaret for 200 Aar siden just den 30te October, idet paa den Dag den Evangeliske Religion blev fastsat og fik sit frie og fulde Løb i disse Riger, om saadan anstalte.

1) Den 21de October, som er den 21de Søndag efter Trinitatis, skal skee tillysning paa alle Prædikestole, hvortil skal bruges den hosfølgende os foresatte Formular; derhos er at agte, at Præsterne paa Landet, som har dere Kirker, tager tillysningen saa betids iagt, at der i alle deres Kirker kan være tillyst inden den 22de Søndag efter Trinitatis.

2) Om Mandagen den 29de October skal overalt i alle Kirker, Kjøbstæder og paa Landet, ringes med Klokkerne fra Kl. 6 til 7.

3) Festen skal, som oven er meldet, bestaae af 3de Dage, den 30te, 31te October og 1ste November, men Hoved-Festen holdes den 30te October, som er en Tirsdag, da med Gudstjenestens Forretning ialmindelighed i alle Kirker forholdes, som paa første helligdag af de 3de aarlige store Høytider.

4) Texterne, som paa Jubilæi første Dag den 30te October skal forklares, ere disse: til Froe-Prædiken: Joh. 8 v. 31. 32. dersom I blive &c.

Til Høymesse 2 Chron. 34, 33. 34.

Til Tolf-Prædiken Esaie 42, 16.

Til Aftensangen 2 Tim. 2, 19. 20. 21.

5) Men i Kjøbstæderne, hvor der holdes ingen Tolf-Prædiken, saa og paa Landet, skal der efter ethvert steds Leilighed paa Prædikestolen af Præsterne eller nogen anden geistlig Person oplæses den Historie, som vores Mayst. allernaadigst haver ladet forfatte om den Danske Reformation Aar 1536. Hvilken Reformations Historie Hans Kongl. Mayst. allernaadigst har lovet at skulle blive mig tilsendt tilligemed Bønner, Psalmer og Collecter, som paa den Dag skal bruges (jeg haver strax skrevet til Cancelliet og begjært, at saamange trykte exemplarer maatte tilsendes, at den her paa samtlige vores Bekostning kunde trykkes). Til Høymesse paa første Dag er mig Allernaadigst befalet selv at prædike i Domkirken, da Stifts-Provsten haver at prædike til Aftensang, Capellanen til Froe-Prædiken og Tolf-Prædiken paa sin ordinaire tid. Hans Kongl. Mayst. har og Allernaad. ladet befale, at efter Høymessen, naar de sjunger: O store Gud, vi love &c., skal Canonerne paa Fæstningen Aggershuus løses, saa skal og af taarnene efter Høymesse, som i slige tilfælde sædvanligt er, musiceres.

Efterdi disse ere den Kongl. Befalings egentlige ord, saa maa de være saaledes at forstaa, at i de andre Kjøbstæder og Kirker er Tolf-Prædiken, men om Præsten ikke selv formaar det at gjøre, da bestilles dertil en Studiosus, som efterat det er ringet med den store Klokke 12, og efterat de Psalmer, som til Tolf-Prædiken bliver anordnet, ere sjungne, gaar op paa Prædikestolen og læser Reformations-Historien op tydelig og forstaaelig, hvorefter atter sjunges een Psalme; ligesaa paa Landet. Søndagen førend gives Meenigheden tilkjende, at de kand vide det og blive tilstede. Hvor der paa Landet er 2 Præster og begge ved Helbred, da bør hver den Dag forrette tjenesten ved sin Kirke, den eene ved Hoved Kirken, den anden ved Annexet.

6) Den anden Dag i Jubilæo Onsdagen den 31te Octbr. bliver ikke holdet hellig, men Eenhver har frihed da at forrette sin Gjerning, ikkun at den skal celebreres med Orationer i Skolerne, Latinske om formiddagen af Lectore eller Rectoribus og danske Orationer af Collegie Scholæ om eftermiddagen, til hvilke Orationer Rectores med et dansk Programma forud skal invitere Byens Indbyggere; men hvor der ikke er Latinske Skoler, skal den forfattede Reformations Historie oplæses af Skoleholderne.

Denne Sag ville Deres Velærværdighed overveje, hvordan det best til Festens Ære og Byens fornøyelse kan foranstaltes, samt tilmelde mig deres Betænkning, hvorvidt det paa det sted og Skole kan appliceres, til nærmere approbation.

Men hvad Holmestrands danske Skole angaaer, da skal derudi oplæses Reformations Historien efter den Kongl. Befalings formeld. Altsaa skulle paa Landet den anden Dag eller 31te October ingen Solenietet eller forandring skee, dog holder jeg det ikke ilde gjort, men ganske billigt, at hvor der er en eller dere Kirker, end som kan prædikes udi første Dag, de Meenigheder da faar deres Jubelfest, samme Prædiken og Underretning, som de andre har faaet paa den første Dag.

7) Den 3die Jubilæi Dag, 1ste November, Torsdagen, som er Allehelgens, en aarlig Helligdag til ihukommelse af Reformationen, skal det forholdes med Texten, Prædiken og Gudstjeneste i alle maader, som paa denne Dag sædvanlig er.

8) Endelig er mig befalet til Cancelliet at indsende Copie af den første Dags Prædiken og af Orationer, som holdes den anden Dag, hvilket, skjønt det vel ei generaliter er at forstaa, saa vil jeg dog vente, at hver Præst indsender enten til mig selv eller Provsten, Copie af 1ste Dags Prædiken, reenskreven, og Orationer, hvor de holdes, Latinske eller Danske.

Gud forleene eenhver Lærere af Naade og Bistand, at vi rettelig til Guds Ære kan opfylde Hans Kongl. Maysts. saa christelige omsorg og intention, og med en ret opvakt taknemmelig Aand forkynde de store ting, Gud i den fald har gjort mod os og disse Riger! Gud give og eenhver tilhørere Naade til ret at skjønne og af Hjertet takke Gud for samme Naade, og aldrig med Levnet vandre fra den rene Lærdom, saa dette knude blive een ret andægtig, hjertelig og Gud behagelig Jubelfest. Hvornæst jeg forbliver stedse &c.

Christiania den 17de Augusty 1736.

P. Hersleb.


Tillysning

for Jubelfesten, som af Prædikestoelene i Norge, hvor Meenighederne ere vidtløftige og langt fraliggende, den 21de post Trinitatis Meenighederne skal intimeres, og derhos alle og eenhver til en sand taknemmelighed imod Gud paa det kraftigste opmuntres.

Det er næstkommende Tirsdag den 30te October just fulde 200 Aar, siden Guds Viisdoms almagt og godhed frelste disse nordiske Lande og dette vort kjære Fædreneland af det papistiske Mørke og Pavens samt de daværende Bikopers og Clericiets u-taalelige Aag, og derimod gav sit hellige og rene Evangelio frit løb og fuld indgang her i disse Riger ved det, at han bøiede den u-forglemmelige Konges, Christian den Tredies, hjerte, at sørge saaledes for Guds Kirkes frihed her i disse Riger, at ved hans alvorlige og gudelige omhue daværende Rigers Raad og menige Adel, Kjøbstæder og Almue, paa en almindelig Herredag, offentlig afskaffede det pavelige og geistlige Herredømme, antog det ved Guds Naade og Doct. Morten Luthers velsignede tjeneste Kirken igjenskjenkede rene Evangelii Lys, og besluttede samme overalt i disse 2de nordiske Riger at indføre.

Som det nu ej allene den tid var Guds egen gjerning, at Pavedømmet og det pavelige Clericies Magt og store Underfundighed forgjeves satte sig imod Guds rene Evangelii Lys i dette vort kjære fædreneland, men det og er hans Velgjerning allene, at det i samfulde to Hundrede Aar indtil denne Dag skinner klart og reent for eenhver af os, som ej selv modvillige elske Mørket, saa er det vores Pligt, med taknemmelige Hjerter at kjende saadan guddommelig Godhed imod vore Forfædre og os, og saaledes at sætte priis paa det rene Evangelii uskatterlige Rigdom, at vi lære at vandre værdeligen i det Lys og at anvende det saaledes, at Gud skal ej foraarsages, for vores ondskabs og uskjensomheds Skyld, at bortstøde iblandt os hidtil satte Lyse-Stage. Vi bør derfore ansee det for en nye Velgjerning af vor fromme Gud, at han haver ladet hans Salvede, vor Allernaadigste Landsfader faa i sinde at stifte en gudelig afmindelse af denne for Guds Kirke saa vigtige og salige forandring, idet at Hans Mayst. har ansat en almindelig Jubel- og taksigelses-fest for den i disse nordiske Riger ved Guds Naade, for 200 Aar siden offentlige antagne Evangeliske Lærdom, hvilken skal være 3 paa hinanden følgende dage, nemlig den 30te October en Tirsdag, den 31te October en Onsdag, og den første November Torsdag, som er Alle-Helgensdag, hvoraf den første Dag, nemlig Tirsdagen den 30te October, skal helligholdes ligesom den første Dag af de aarlige tre store Høytider. Den anden Dag, nemlig Onsdagen den 31te Octobris, ej videre celebreres end med Orationer paa Academiet og i alle Skoler, hvorfore Eenhver samme Dag kand arbeide og forrette sit Embede, og den 3die Dag, Torsdagen den 1ste November, som er Alle Helgens Dag helligholdes, som sædvanlig.

Til hvilken tid (NB. her maa anføres, hvor til Gudstjeneste hver Meenighed skal holdes) .... Eders Kjærlighed vilde flittig indfinde sig til at hore Guds ord forklare og prise hans vore forfædre og os beviste u-udsigelige velgjerninger, men fornemmelig med bodfærdige Hjerter i Troen og en sand andagt berede sig til, værdeligen at kunde prise vor saligheds Gud ret, og enhver til sin egen opbyggelse og Salighed efterdags at bruge Guds rene ord, det sande Evangelii Lærdom og de hellige Sacramenter saaledes, at vi alle og eenhver kunde ved troen i Christo faa denne i Evangelio os anbudne Børne-Rettighed og den uskatteerlige Herlighed at kaldes Guds Børn og Christi Medarvinger, at Guds naade ved og i os alle maa æres, Guds Rige forfremmes og forherliges og hans Villie-fuldbyrdes, alle Guds Engle og sande Hellige i den triumpherende og stridende Kirke til glæde og Guds samt hans Evangeliske Kirkes tiende til overbeviisning og advarsel, at hverken de eller Helvedes Porte skal formaae noget imod Guds liden og af Verden foragtede Hjord, som Gud selv har behag i at give sit herlige Rige i Evigheden.


XXXIII.

Med sidste Post er mig tilhændekommet ikke alleneste Kongl. allernaadigste Tilladelse til en Collect til en Kirkes opbyggelse udi den Fyrstelige Hessische Residence Cassel, hvoraf herhos følger Copie, men og derhos Kongl. allernaad. Rescript til mig, af 24de Augusty 1736, hvorudi forklares aarsagen, hvorfor denne Kongl. Bevilling, som er dateret den 31te October 1732, ikke før er omsendt og benyttet, det Kongl. Rescript ogsaa befaler mig Collectens indsamling at paadrive, at jeg strax skal gjøre den anstalt, at den overalt i Stiftet forderligst indsamles og mig leveres, da jeg den strax uden ophold til det mig derhos anviste sted skal remittere. 1. Altsaa ville de Kjære Brødre drage omsorg for, at den Kongl. Befaling, saasnart mueligt er, bliver efterlevet, saaledes, at jeg Collecten fra Provstiet i een samlet Summa i det seneste til Nytaar kan her annamme.

2. Jeg vil og ikke undlade at give Brødrene tilkjende, at hvad jeg tilforn har meldet, at Præsterne ikke ere pligtige til at angive for Fogderne de Ægtefolk, til saakaldede Ægteskabs eller for tilig Sammenlejes Bøder, hvis første Barns fødsel viser, at de før Copulationen har søgt Seng sammen, men de har alene at angive dem, hvis Børn fødes før foregaaende trolovelse, dette siger jeg, haver det Kongl. Rente-Cammer fuldkommen approberet og fundet lovgemæs, hvorfore, da en Foged derover har klaget, det Kongl. Rente-Cammer ikke alleneste til den samme har rescriberet, at han ingen Ret hafde i den fald at klage over Præsterne, og at han ikke af Præsterne skulle mere paastaa, end Loven dem befaler og deres Embede sømmer, mens endogsaa Rente-Cammer-Collegium har tilskrevet mig af samme Dato og communiceret mig Copie af saadan deres Rescript til Fogden, hvilket jeg ved denne leilighed ville meddele Clericiet, at de udi den sag kan være des vissere. Ellers har jeg gjort mig en remarqve derover, at samme Foged har ikkun klaget over 2de Præster i det Fogderie, og derved givet at forstaa, at de andre Præster gjør saadanne angivelser, som Fogden forlanger, og heller vil tjene Fogden i hans interesse, end skaane deres Meenighed, see paa det, som er deres Embede anstændigt og holde sig til det, som med saa klar og god Grund er dem viist at være Loven gemæs og deres Embede sømmeligt.

3. Jeg har observeret, at det, som Loven pag. 540 art. 10 og Ritualet pag. 47 melder om de Personer, som ere i Rangen eller af Adel, maa copuleres uden Trolovelse, ikke af alle bliver ret forstaaet og forvolder Difficultet, eendeel i det nogle af saadanne vil strække dette privilegium videre, end det sig bør, eendeel derudi, at naar en Præst derudi drager Betænkning, saa beraabes paa Exempler af andre Præster, som det uden Betænkning har tilsted, hvorover adskillige slige Casus ere indfaldne i min tid, deels ved forespørgsler af Præsten, og deels ved klagemaal af den, som har meent, at Præsten ej har villet lade dem nyde den frihed, som Loven dem tillader; altsaa holder jeg det billigt eengang generaliter at gjøre bekjendt, hvordan det er at forstaae, og hvordan i slige tilfælde skal forholdes. Nemlig, det er virkelig saa, at de, som ere i Rangen, behøve ikke Trolovelse, men i den sted Jaord i 6 fælleds Venners Nærværelse, dog maa derom en senere Forordning observeres af 6te Febr. 1694, at de 6 fælleds Venner skal strax Dagen derefter give saadant Jaord Præsten tilkjende skriftlig, under deres Hænder, og det skal i Ministerial-Bogen indføres, og Præsten strax give Biskopen det tilkjende; saavidt er det rigtigt. Men de fleste mene, at dette privilegium ogsaa strækker til den 3dobbelte lysning 3 Søndager af Rad, og derudi ikke forstaar Lovens mening, hvilket ingenlunde maa være; thi det Jaord æqvivallerer imod Trolovelsen, men ikke mod Lysningen, hvorom er en anden Lovens articul pag. 262 art. 4, hvorfra ingen er exciperet, som ikke faaer aparte Kongl. Diepensation. Men ligesom paa Trolovelsen skal følge Tillysning, saa skal og paa Ja-Ordet, som er i Trolovelsens sted for Rangs Personer, følge tillysning, og efter tillysningen Copulation i Kirken, uden aparte Konge-Brev anvises.

4. Maa Præsterne herefter give unge Mennesker Skudsmaal fra et Sogn til et andet, saa maa i Skudsmaalet meldes om, naar og hvor de ere confirmerede, og naar slige unge Mennesker, om hvilke kand tænkes, at de ere antagne første Gang til Guds Bord, efterat den anstalt er gjort om Confirmation, komme i et Sogn, og der ikke meldes i Skudsmaalet (thi uden Skudsmaal maa de plat ikke antages) om deres Confirmation, da skal, om Præsten ikke selv vil paatage sig den umage ved Skrivelse derom at indhente nærmere underretning fra anden Præst, de tilholdes at skade derom Beviis og før ikke komme til Guds Bord, paa det at underfundig echappade, som man allerede begynder at merke, kan forekommes, da jeg har den tillid, at ingen Præst skulle findes, som ville connivere med dem, som vil undflye Confirmation og den publiqve examen, og enten antage dem til Guds Bord uden Confirmation, eller give dem Skudsmaal, ligesom de vare confirmerede, eller tilstede, at de i et andet Sogn give sig ud for Confirmerede. Skulle jeg ikke for have skrevet, som jeg dog mener, saa bliver det nu hermed anordnet, at hver Præst holder et aparte Mandtal i sin Ministerial-Bog over dem, som blive confirmerede, og det ved Dag og Datum ganske accurat, paa det, naar der skulle skee Dispute, og nogen enten ved Regimenterne eller i andre Sogner giver sig ud for confirmerede, derom da altid kand gives nødvendig og tilforladelig efterretning.

5. Det har været en overmaade stor og lovstridig Uskik, at Betlere og andre omløbende ikke har havt noget vist Sogn eller Meenighed, hvor de søge Herrens Nadvere, men communicere hver gang i en anden Meenighed, og saaledes har Passer paaskrevet for mange Aar af hver Præst, endogsaa i flere Stifter, saa at mig ere ogsaa komne for Øyen slige upasser, hvormed de har omstrippet 9 à 10 Aar og blevet ubehindret antaget til Guds Bord, og aldrig een gang i samme Meenighed, som en anden, og Præsterne attesteret hver gang tanqvam re bene gesta, og naar Præsten, som vil mere holde over Orden, har vægret sig for at antage slige til Guds Bord, har de klaget derover til mig som over en stor uret og forseelse; da nu saadant er aldeles lovstridigt, da god Orden baade i Kirken og Landet udfordrer, at hver skal have sit eget Sogn og Meenighed, hvor de kand kjendes af deres Lærere og Sjæle-Sørgere, deres forhold vides og derefter formanes og undervises, da eenhver fornuftig kan begribe, hvormeget saadan frihed styrker det u-tilladelige, u-gudelige og skammelige Væsen her i Landet af omstrippende eller andre Betlere, da det ogsaa er befunden, at ved slige Skudsmaal og Paaskrifter de allerværste og skadeligste Misdædere, Tyve, Røvere og Skjøger, som hverken kjendes af nogen Præst eller vil vide af nogen Øfrighed, passere frie, og naar de har gjort noget ondt i et Sogn, District eller Fogderie, løber strax ind i et andet og er saa sikker og uden tiltale, som nylig mig er fra Bergens Bye tilsendt slige Skudsmaal af mange Præster her i Stiftet paategnede for et par Personer, som har givet sig ud for Ægtefolk, men der ere paagrebne for Tyverie, at jeg ei skal melde om, at som tiest derunder befindes urigtige Ægteskaber og anden Greuel: saa ville hver Præst vogte sig for herefter ikke at antage slige til Guds Bord eller paategne deres Skudsmaal, men advare alle dem, som med deslige Passer dem forekommer, at de herefter ikke dermed komme bort, men de skal søge til deres hjem eller den Meenighed, som de kan kalde at være deres Meenighed, og der hver Gang gaa til Guds Bord. Men skulle omstændighederne og medynk udfordre, at en Præst nu for en Gangs skyld agter sig i Samvittigheden pligtig at antage saadan en, at Betleren enten ikke kan komme saa hastig til sin rette Meenighed, da maa det paa Passet paategnes, at det er skeed den ene Gang, for sidste Gang, ved Dag og Datum, men at derhos er bleven forbudet og advaret, at det ej maa tiere skee, men at søges herefter en vis Meenighed; eller og, om saadan ikke haver noget hjem, men vil nu vælge den Menighed, hvor han begjerer den tid at communicere, herefter ogsaa at indfinde sig til, da tager saadan Skudsmaal fra ham, at han ej dermed skal løbe paa andre Steder, efterdi saadanne Skudsmaal ej kan ansees anderledes, end for de værste og skadeligste Trygler-Breve, hvilke at udstede er Præsterne i Loven forbudet. Vi hvil vente med tiden bedre og tilstrækkeligere anstalter mod den Lande-Plage, af det saa modvillige Betlerie, men imidlertid maa denne saa excessive Uorden, der er bleven ligesom til en Ret, hæmmes. Dette er det, som jeg denne Gang har fundet fornøden at tilmelde de Kjære Brødre, der jeg næst Guds Naades Kræfter og Bistand til Eenhver især stedse forbliver &c.

Bispe-Residencen den 7de Septbr. 1736.

P. Hersleb.


XXXIV.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Sogne-Præster!

Hans Kongl. Maysts., vor allernaadigste Konges, utrættelige omsorg for Guds Kirkes forbedring og Undersaatternes salighed har vi ikke alleneste tilforn haft mange og kjendelige prøver paa, mens derom vidner især den hosfolgende allernaadigste forordning af 2den Novbr., hvormed Hans Mayst. som en velsignet Josias har villet begynde det nye Reformations Seculum og ved sin omhyggelige Bekymring for at vælge gode Hyrder bevise den ømhed, han bær for faarene. I Betragtning af, at der harer mere til hat være en Sjælesørger, end at hede Student, have læst et Compendium Theologiæ, kunde holde en tale paa en Prædikestol, men at dertil hører en oplyst forstand, et omvendt Hjerte, indseende i Skriftens Dybhed, erfarenhed i Guds veie, øvede sind, eller sonr Paulus siger, at de skal have troens Hemmelighed i en reen Samvittighed, og saadanne skal først forsøges, siden tjene om de ere ustraffelige; Gud give Hans Mayst. lykke til at naa herved sin gudelige hensigt; Gud give os Naade til, som dermed skal have at gjøre, at findes troe, retskafne og upartiske; Gud give dem, som det angaar, velsignelse til at berede sig rettelig til det hellige verk, som de ville opofre sig til! Jeg communicerer da de velærværdige Sogne-Præster den trykte Forordning til den ende, 1) at ikke allene enhver indfører den ord fra ord i sin Copie-Bog, men endogsaa vil være nødig, at enhver tager Copie deraf aparte, for at kunde, uden at udlaane den hele Copie-Bog, lade den læse af vedkommende, som det forlanger. 2) Dernæst at enhver Sogne-Præst i sit Kald sammenkalder alle de geistlige personer, som nu ere i Kaldet, og forkynder for dem forordningens egne ord, saa og tilsteder dem, som det begjerer, deraf at tage Copie. 3) At naar nogen Student herefter kommer i Sognene, den samme da advares om forordningen og om at skaffe sig, saafremt han ikke for har det, alle nødvendige Attester, saa vel fra Professorerne paa Academiet, som og fra andre steder, hvor han sig har opholdet. I Særdeleshed 4) betænker nu deres Velærværdigheder, saavel Provsten som Sogne-Præster, hvor nødvendigt det vil være, at de hvert Aar paa deres Samvittighed, uden persons Anseelse, indsende en tilforladelig forklaring om alle Studentere i deres Kald, men især om dem, som have deres Examina og tænke at søge geistlige Embeder; Provsten om dem, som ere i hans Kald, og hvad ham ellers er kommen for øren om Studentere i Provstiet, og hver Præst ligesaa for sit Kald, og paa det ingen skal befrygte sig for fortræd eller ansvar for sit vidnesbyrd, saa maa det staa enhver frit for, om han noget besynderligt har at melde, som ikke saa lige kand gjøres bekjendt eller bevisligt, at indsende det til mig self eller Provsten forseglet, med udskrift at aabnes af Bispen, da det forstaar sig self, at saadant vidnesbyrd, som idetmindste er ikkun eet, og er mueligt at kunde skee af affecter eller af blot mistanke, ikke derfor bør komme Nogen til Skade, men ikkun tjene Bispen som anledning nøiere at informere sig om de personers forhold. Til min egen efterretning foraarsages jeg vel at gjøre om en eller anden punct nærmere underdanigst forespørsel, og de Monita, som i anledning af denne forordning kan blive fornøden at gjøre til eller om Studenterne, skal jeg herefter meddele. Men nu besørger deres Velærværdigheder, at forordningen bliver alle dem kundgjort, som den i nogen maade kan angaae. Det er i det Mindste godt, at folk dog af dette kan begribe, at en Attest af en Embedsmand, og helst til ansøgning om geistligt Embede, er ikke saa ringe ting ogsaa let sag, som de desto har anseet det, og begjert Attest, skjønt de veed self, at den, de begjærer det af, intet kjender til dem, og vel holdt det for en stor Ukjærlighed at negte dem en saa ringe ting, at skrive nogle laa Linier, da jeg tilstaaer, at det har været den gjerning, som jeg altid med frygt har gaaet til; det har været mig smertelig, at negte nogen, men end smerteligere at gjøre uden vished og grund, da jeg har vidst af det 8de Bud, at jeg var pligtig at gjøre Regnskab for Gud for hvert et ord, jeg vidner, at en Attest er et vidnesbyrd, at et vidnesbyrd under min Haand er det samme som et vidnesbyrd med Eed, at et vidnesbyrd for Kongen er ikke mindre end et vidnesbyrd for Thing eller Domstol at aflegge, at et vidnesbyrd til geistlig Embede at aflegge, er meget mere magtpaaliggende og farligere, end at vidne for en Ret i en particulair sag og jordisk trætte, at man aldrig bør vidne uden det, man veed tilvisse, at det, andre vidne for mig, kan ei være mig nok til at vidne det samme som mit eget vidnesbyrd, at der er ligesaa vel et falsk vidnesbyrd at vidne godt om Nogen, som at vidne ondt, naar jeg ikke har grund dertil; ja et vidnesbyrd kan være sandt i sig self, og dog den, der vidner det, gjøre synd, fordi han vidnede den sandhed, uden at være vis derpaa eller have grund dertil, blot af Letsindighed eller af ubillig føielighed. Men hvor jeg kan have nogen grund og vished tor mig self, der er det ikke alleneste min pligt, men mere Lyst at give slige begjerte Attester. Jeg forbliver &c.

Bispe-Residencen den 23de Novbr. 1736.

P. Hersleb.


XXXV.
(Om Tugthuset).

Endelig har vi vovet til at lægge haand paa det verk, som saalænge har været omtalt, saa ofte har været ønsket, saa høit gjøres fornøden, at det ikke sees nogen muelighed endeel store U–ordninger at faae afskaffet, førend det er lagt tilgrundsvold, nemlig et Tugthuus for dette Stift at oprette. Vi har lagt haand derpaa, siger jeg; nemlig Hans Excellence Hr. Stiftbefalingsmand de Bentzon, som allerede i Trondhjem har beviist, at det er gjørlig, naar man med Lyst griber verket an og ej skyer for Vanskeligheder og unddrager sig for Arbejde, og jeg, som stedse har holdet det for en af de beste Velgjerninger, Landet kunde bevises; men det er et Verk, hvortil der skal haand i haand, og som det er til almindelig gafn, saa tviles ej paa, at 1 alle forstandige rekker dertil hjelp som og gafmild haand, hvilket Hans Kongl. Mayst. har tilladt os at gjøre forsøge derpaa. Vi har allerede begyndt at gjøre forsøge derpaa. I Kjøbstæderne og her i Christiania, efterat Hans Excellence har gjort Begyndelse med at give dertil 200 Rdlr. og jeg derefter, tegner det sig ret vel, at alle ere dertil reetvillige og gavmilde, men som Landmanden baade allermeest trænger til den anstalt formedelst Betlernes U-bluehed, Løsgjængernes tiltagne frihed og Tjenestefolkets u-ordentlige selfraadighed, saa gjøre vi os denne Regning, at Landmanden hertil med Glæde skulle concurrere med en Gave efter Evne og frie Villighed; efter Verkets Vigtighed. Indsamlinger mene vi at kunde skee paa thinget, hvorom Hr. Stiftbefalingsmanden tilskriver enhver foged, hvorimod jeg har paataget mig at tilskrive Deres Velærværdigheder og paa begge vores Vegne bede, at enhver i sin Meenighed ville paa beste maade opmuntre, formane og raade deres tilhørere herudi at gribe sig noget an, dog Ingen uden med god Villie, hvilket Vi mene paa denne maade det best at kunde skee

1) At hosfølgende trykte Intimation, hvoraf følger et Exemplar til hver Præst, bliver paa en beqvem dertil agtet Søndag eller Helligdag oplæst, og det i alle Kirker.

2) Paa samme tid gjør-enhver Præst sin opmuntring til dette verks fremgang og forklaring om dets Nødvendighed, at enhver ville kun betænke den Byrde og Plage, han nu lider, ved den U-orden her i Landet med fore, utaalige, dristige og fremmede Betlere, og iaar enhver saaledes hjælpe dertil, som han ønsker at være forskaanet for saadant overløb.

3) At der gives tilkjende, at Indsamlingen skeer til næste Thing, saa enhver ville da berede sig forud paa det, som han da agter dertil at give.

4) Det var godt, naar den første tillysning skeer, nu noget betids, at i hvert Sogn nys før thinget atter skeede nye Erindring, paa det da Ingen skulde undskylde sig at have glemt det.

5) At efterdi i Sognerne boer og vel-fornemme folk og Stands-Personer, som ikke har med Thinget at gjøre, eller Andre, som ikke self møder paa Thinget, at da, naar Thinget er forbi, og af den optegnelse, som der skeer, sees, hvem som ikke har givet paa Thinget, hver Præst da ville have den Godhed, self at besøge de fornemme og lade dem tegne self, enten paa samme papiir eller andet, hvad de vilde give og strax lefvere, hvilket og derefter, naar Thing-Reiserne ere forbi, kunde til Fogden indsendes (hvorom forud med Fogden kunde gjøres aftale), paa det at Fogden kunde indsende for Fogderiet paa engang.

6) Dersom det menes at kunde tjene til nogen Opmuntring i det mindste, at Præsterne kunde vide, hvilke der ikke har givet, da maaskee det ikke var afveien, om Præsterne for denne Sags skyld self ville være paa Thinget. I det Øfrige vil jeg paa hans Excellences og egne Vegne recommandere denne sag til det beste, som vi paa vor side ikke tvile paa enhvers Reedebonhed og Omhyggelighed, ligesom vi og forsikrer os om, at enhver har den tillid til os, at vi i dette Verk baade ville gjøre al vor flid, at det kand komme istand, saa og handle reedelig, som Stiftets gafn er vor eneste Øyemerke. Jeg forbliver &c.

Bispe-Residencen den 7de December 1736.

P. Hersleb.

P. S.

Jeg forbliver denne Vinter meget accableret med Reiser og utallige Forretninger, hvorfor jeg vil hede, at det Kjære Clericie ikke undrer derover om, som hidindtil, ikke strax svares paa alle Breve, men hvad som er af Vigtighed og kommer mig til at svare paa, skal jeg stræbe ikke at efterlades, de behørige Efterretninger om alting ligefuldt modtage til min egen Antegnelse. Herhos følger Skatteforordningen til kommende Aar.


XXXVI.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Sogne-Præster og
Guds Ords Tjenere.

Allerførst vil jeg hermed tilønske de Kjære Brødre et velsignet og lyksaligt Nyt-Aar, med nye Fyrighed i deres Embede, nye Lyst til at gjøre Herrens Gjerning, nye Hunger efter at vinde Sjæle til Gud, nyt Mod til at bestorme Satans Rige, nye Alvor at betænke Enden, det svare Regnskab, den store Evighed; med eet Ord, at Christi Kjerlighed maa blive nye og gammel hos dem alle; derhos vil jeg og takke enhver, som har ønsket mig alt godt, og haabe, at de i Erindring af mit Arbeide, som daglig forøges og fast vil undertrykke mig, holde mig undskyldt, at jeg ikke har kundet besvare enhver især, som har gjort sig Umage at tilskrive mig Gratulationer.

2. Skulle jeg hermed gjøre især Provsten bekjendt, at mig er tilhændekommen Kongl. allernaadigst Rescript af 14de December 1736, hvorledes dets skal forholdes med de bøder, som til Justits-Cassen, efter Forordn. af 23de Decbr. 1735, ved Retterne tildømmes; nemlig, at jeg skal gjøre den Anstalt, saavidt de geistlige Retters Dommere i mit Stift angaaer, at saasnart nogen Dom, hvorved noget er dømt til Justits-Cassen at betales, ikke til den i Loven foreskrevne tid til vedkommende Ober-Ret er vorden indstefnet, og saa- ledes haver overstaaet fatalia appellationis, da skal Provsten strax derom notification til Stiftamtmanden indsende, som da besørger dem ved Execution, om de ej i Mindelighed betales, inddrevne, og som Hans Kongl. Mayst saare alvorligen befaler mig at tilholde vedkommende geistlige Retters Dommere, at de det nøie iagttager og ingen Forsømmelse derudi lader skee, saa vilde deres Velærværdighed som Provst have det i Erindring, og bolde sig efterrettelig.

3. Ved den Anledning, at een af de inroullerede Matroser i Næsoddens Sogn har meent, efter Forordningen af 29de Decbr. 1696, at være fri for Kirkens Disciplin for sit første lejermaal, og har besværet sig supplicando til Kongen over, at Sogne-Præsten ikke ville antage ham til Gudsbord uden aabenbare Skriftemaal, fordi han ej finder saadanne exciperede i den sidste Forordning om Kirke-Disciplin af 23de Decbr. 1735: da jeg ved min allerunderd. Erklæring paa samme har udbedet Kongl. allernaad. befalning, hvordan Præsterne skal forholde sig ved slige inroullerede Matrosers Lejermaale, er derpaa fulgt Kongl. allernaad Rescript af 2den Decbr. 1736 af det Indhold: At slige, siden Inroullerede ikke staa i virkelig Kongens Tjeneste, saa skal de heller ikke nyde det beneficium, som Forordningen giver de i virkelig tjeneste staaende Militaire, hvilket mig befales at give de vedkommende tilkjende, til vedbørlig Efterretning.

4. Af den i Nedre Borgesyssels Provstie oprettede Børne-Casses Fundatz tilsendes hermed 2de Exemplarer, hvoraf det ene bliver i Forvaring i Provste-Kisten til Afmindelse i Stiftet, det andet omsendes i Provstiet til Bekjendtgjørelse for alle Brødrene; derhos ogsaa følger Provstens, Velærværdige Hr. Johan Colds, som Directeurs og Verkets fornemste besørgeres, Invitation til Clericiet i Stiftet, om nogen inden den i Fundatzen bemelte tid skulle faa lyst til at participere derudi, saa og om nogen af christeligt Hjerte til at befordre en saa nye og christelig Stiftelse vilde give en Skjerv. Det er en meget god Stiftelse, som jeg i den tid, da Provsten Hr. Cold med mig derom har confereret, gjerne havde ønsket at kunde blevet almindelig for Stiftet, men de mange Casser og store Capitaler, jeg endnu er beladet med, og staar ligesom i deres Fødsel, og behøver daglig Omsorg og Anstalter, som Enke-Cassens, Communitetets, Hospitalets, Tugthusets Penge, har gjort det, at jeg ej endnu har tordet indvikle mig i flere ting, imidlertid er det mig en stor Glæde, at jeg har kundet befordre denne begyndelse, som jeg og selv derudi participerer for en af mine Børn, andre til Opmuntring, og mig synes, at vi alle har Aarsags at ansee det som en besynderlig Guds Velgjerning, den vi alle bør af Hjertet takke Herren for, at i vore Tider saa mange gode Anstalter og Stiftelser skeer, hvilke, om de i forrige tider havde været paatænkte, kunde nu været Publico til overmaade stor Nytte og mange fattige Familier til stor Soulagement.

5. Til at efterkomme den sidste Kongl. Forordnings Hensigt om Studentere og Candidatis Ministerii, som og at opfylde mit Embedes Pligt i den Fald, og til nogenlundes bedre Orden i den Punct, end hidindtil er taget i Agt, da mange Studentere har taget sig en Frihed til at komme i Stiftet, blive i Stiftet, reise fra Stiftet, tage Condition, lade sig bruge til Prædikestolen uden Beviis eller nogenslags Rigtighed, menende det at være nok, naar de ikkun siger, at de ere Studentere, finder jeg forneden følgende monita at gjøre.

1. Studentere ere ikke exciperede fra Lovens 3die Bogs 5te Cap. 21de Art. at føre Skudsmaal og beviis med sig, naar de komme til et fremmed sted, inden de antages til Gudsbord, saasom det ikke alleeneste kand skee, men endog er befunden at være skeet, at Studentere for lejermaal, Misgjerninger, Processers, for Ægteskabets Skyld ere undvigte fra et Stift, eller relegerede fra Academiet, og kommen til andet Stift, og der vilde passere frie, blot fordi de hede Studenter; hvorfore alle herefter til Stiftet ankommende Studentere skal tilholdes, inden de kommer til Guds Bord, at forsyne sig med Præstens Skudsmaal fra det Sted, hvor de sig sidst har opholdet udenfor Academiet.

2. Ingen Student holdes for Student, uden han sig har legitimret og beviist, at han virkelig er Student, enten med sin literis attestationis et dimissionis efter Loven, om han her sustineret sin Examen Theologicum, [eller om ikke], da sin privat Præceptore eller en bekjendt Professors haand, hvoraf kand tilvisse vides, at han er Student.

3. Har de herefter kommende Studentere været nogen tid fra Academiet, inden de her kommer, skal de og forsyne sig med Beviser fra de steder, hvor de siden har haft Condition eller opholdet sig, saavel fra deres Principaler som deres Præst, og det saaledes, ut man af deres Beviis fra Academiet og fra andre Steder kand rigtig see alle Aar fra deres Deposits.

4. Ingen herefter kommende Student maa tillades at komme paa Prædikestolen, inden han saaledes har legitimeret sig, og hans Attester, om han er i Nærværelsen, til mig selv har anviist, eller om han er langt borte, ved Præstens hjelp seer dem indsendte, da de af mig skal paategnes, om han kand være tilladt at øve sig paa Prædikestolen. Men før saadan min Paategnelse maa han ikke prædike.

5. De, som herefter antage Studentere i deres Huse til deres Børns Information, som endnu ikke har legitimeret sig, bør ogsaa af Præsterne advares at tage iagt Lovens 2den Bogs 18de Cap. 16de Art., saa og Forordningen af 23de November 1697.

6. Meget mindre maa nogen Student, som sig ej har legitimeret som forhen meldt, antages til publiqve information i Skolerne eller til Catecheter, eller foreslaaes til Capellaner, til Degne-Kald eller til nogen publiqve tjeneste.

7. Studentere, som ikke har taget i deres attestats, maa aldeles ikke tillades at prædike i Kjøbstæderne til Høymesse eller Aftensang, men vel til Froe- og Uge-Prædikener, som jeg og holder for, at Præsterne paa Landet sparsommelig overlader deres Søndags Prædikener til andre, uden i Sygdoms og Nødvendigheds tilfælde; men der maatte stor Nødvendighed være, at en Søndags Prædiken overlades til en, som ikke har udstaaet Examen Theologicum, er og aldeles ikke sømmeligt, at en, som nylig er kommen fra Skolen, ikke endnu har Examen philosophicum, og altsaa ikke præsumeres at have gjort synderlig Begyndelse i studio Theologico tillades at prædike.

8. Baade de nu i Stiftet værende og herefter kommende Studentere, saafremt de ville tænke til at anføres paa de Lister, som jeg ifølge af seneste Forordning af 2den Novbr 1736 skal aarlig indsende til Cancelliet, maa være betænkt paa at forsyne sig med neie Beviis af Kirkebogen om deres Alder, Testimonium Scholasticum, Testimonium Publicum fra Academiet, beviis fra Professorerne, eller andre, hvis Collegier de har freqventeret, beviis fra de Stæder, hvor de imellem deres Examina og siden Aar fra Aar har opholdt sig, hvilke alle hos mig skal anvises, indleveres Copie af under deres Haand, som siden i min protokol skal extraheres.

Disse ting ville Sogne-Præsterne advare de Studentere om, som opholder sig i deres Menigheder, saa og de, som herefter ankomme, og i Kjøbstæderne ville Provsten eller, hvor ingen Provst er, Sogne-Præsten sammenkalde de Studentere i Byen og dennem disse ting forkynde, og derhos recommendere dem flittig Studering, ingetogen Levnet, idelig Bibelens Læsning, saadanne Bøger at anskaffe sig, som kand give dem Anledning til Homiletiske, Exegetíske, Catechetiske øvelser, saa og, at de ved nogen erfaren Præstes Manuduction kand faae nogen god Øvelse til grundig, eenfoldig og let Catechisation. Til de specimina, som de hos mig skal aflegge, kand de fraværende ikke reise ind, far jeg selv dertil giver dem Anledning, efterdi det er uvist for mine mange occupationer og idelige Reiser, om jeg kand have leilighed dem til Prøve at antage. Næst at igjentage mit forrige Nyt-Aars Ønske med al Velsignelse til enhvers Huus og Familie forbliver jeg stedse Deres Velærvaerdigheders og Ærværdigheders tjenstvilligste tjener.

Bispe-Residencen den 4de Jan. 1737.

P. Hersleb.


XXXVII.
Velærværdige Hr. Provst! Høistærede Ven!

1. Indlagde Invitation[16] fra det høylovlige Collegio de cursu Evangelii promovendo, anlangende et nyt og bedre Bibel-Oplag, er mig tilsendt for at distribuere, hvoraf følger 3 Exemplarer, det ene at gaae omkring til Clericiet i Provstiet, de andre 2de, om Deres Velærværdighed vidste nogen i Provstiet, som kunde være istand at meddele nyttige Observationer til Bibel-Version.

2. Kongl. Allernaadigst Rescript er gaaet til alle Bisper af 25de January 1737, at ingen Candidatus Ministerii, som skal ordineres, maa nogen tid dispenseres fra den Eed at aflegge, som den Kongl. Forordning af 23de Octbr. 1700 paabyder, og det hverken fra den Clausul i Eden, som angaaer Giftermaal, eller noget af hvis samme Forordning befaler, og derhos Bisperne foreskrevet, hvordan de skal forholde sig, naar de finde mindste subzon, at ved vocationen noget derimod er handlet. Jeg kand ikke egentlig vide, hvad som maa have givet Anledning til den Befalnings fornyelse, uden at der menes, at endeel Capellaners Vocation det har forvoldet, men det veed jeg, at i min tid og paa min Side er Forordningen stricte efterlevet.

3. Hvad Enke-Kassen angenem da er dens Capital til afvigte Nytaar noget over 17,200 Rdlr., alle paa Renter udsatte. nye indskudsbrev Aaret 1736, skeed 450 Rdlr. overskud det Aar, af udgifter noget over 600 Rdlr., Distributz er skeed til 9 Enker dette Aar. Tilkommende Nytaar er 12 Enker nu indskrevne til Distributz, men af dem er en Enke ved Døden afgaaet; endnu er ingen Casserer antaget, og jeg for Cassen at spare fører endnu Regnskabet og alle Protocollerne. Jeg ville ønske, at Alle, som skulle betale Renter ville være saa accurate at tage Tiden iagt, som Enkerne at afhente Pensionerne, saa var det mig en Lettelse, og jeg var fri for at gjøre stort Forskud, som dette Aar er skeed, da nogle ikke har betalt Renter førend i Februar, ja endnu fattes en og anden.

4. Ved Beretning om fødde og døde har de fleste Præster været meget accurate, hvilke jeg takker, men nogle faae har været meget langsomme, hvilke kjender sig selv og en anden gang maa være mere agtsomme; de, som boer udenfor Postveien, gjør best, at de aftale med deres Naboe-Præst om Fremsendelsen, saa at længst fra Provsten boende sender til sin Naboe Listen Dagen før Nytaar, Naboen bier derefter til 2den eller 3die Januar, ikke længere, den Naboe, som endda er Provsten nærmere, bier til 4de eller 5te Januar, Provsten bier til den 8de Januar eller næste postdag derefter. Hvo som da ikke til Provsten har indsendt sin Liste, faaer da selv besørge dens Fremsendelse. Formedelst de længe udeblivende kunde jeg ikke dennegang indsende min allerunderdanigste Relation og Tabelle førend den 26de Januar, hvis korte Extract jeg herved vilde melde, at der i Aaret 1736 ere 2071 Copulerede, 9368 Fødde, deriblandt 474 uægte, 5969 Døde, altsaa 3399 flere fødde end døde, 144 flere drenge end piger, 57 fiere Mandfolk døde end af Qvindekjønnet, 2 Qvinder i dette Aar faaet hver 3 Børn; blandt de døde 254 over 80 til 90 Aar, 109 andre over 90 til 100 Aar, 27 andre over 100 til 115 Aar, altsaa 390 over 80 Aar gamle. 25 Ægteskaber opløste, som alle har været over 50 til 64 Aar. 4 Par Ægtefolk begravet i Aar hvert par paa een Dag; nu i 3 aar er hvert aar over 3000 flere fødde end døde, altsaa ikke langtfra 10,000 Sjæle.

5. Der formenes, at adskillige Klokker i Kirkerne ere brustne og nogle gandske ubrugelige, hvilke alle bør sættes i Stand, og burde nu allerede være i Stand, at vi kunde Allerunderdanigst berette Hans Kongl. Mayst. alle Kirkers tilstand; dette foranlediger mig at melde til Kirke-Eiernes underretning, naar det dem af Præsterne gives tilkjende, at til Christianssand skal være for nogle Aar siden ankommen en excellent Klokke-Støber og billig, som efter Stiftsbefalingsmandens og Biskoppens Vidnesbyrd skal være meget habil, gjøre ligesaa godt arbeide og skjønne Klokker og for vel saa billig priis, som de i Holland kand faaes; den samme tilbyder sig at komme her til Stiftet, om han vidste her at kunde faae noget arbeide at fortjene, og ville nedsætte sig her i Christiania.

6. Alle de Breve, hvorpaa ej skrives Bispe-Embedet vedkommende, eller og om det er paategnet, naar ej følger Attest med Brevet under deres Haand, som har skrevet det, at det er Embedet vedkommende, saafremt Brevet skal indleveres paa noget Post-Huus, maa jeg betale Postpenge for.

For denne Gang erindrer jeg intet videre, uden at Jeg næst al guddommelig Velsignelses tilønskelse til enhvers Em- bede og Huus forbliver stedse Deres Velærværdigheds tjenstvilligste tjenere

P. Hersleb.

Bispe-Residencen den 8de Martii 1737.


XXXVIII.
(Med Sendebrev angaaende Confirmationen).

Deres Vel-Ærværdigheder lader sig ikke det komme underligt for, at de denne gang faaer et trykt Brev fra Mig; det er skeet efter Kongl. Befalning, først at et saadant Brev skulde skrives og til Kongl. eftersyn indsendes, hvilket skeede af Mig forleden Sommer i en hast, thi Jeg tænkte ikke, at det skulde trykkes; siden har Hans Kongl. Mayst. allernaad. fundet for godt, at noget derudi skulle forandres og hist og her tillegges, og at det siden skulle trykkes, hvilket jeg vel allerunderd. har søgt at declinere, og derfor ej faaet det tilbage, men Hans Kongl. Mayst. har ladet det paa Vaisenhuuset oplægge, hvor det sælges for 12 Skill., og Mig endeel Exemplarer tilsende, som skal forblive ved hvert Kald. Jeg sender da herved 12 Exemplarer til det Provstie med een Begjæring, at det i Kjærlighed læses, i beste maader optages, Capellaner, hvor de ere, meddeles, og siden blandt Kaldets Documenter eller ved Alter-Bogen forvares, og i Kaldets Bog blandt Documenterne meldes, at dette Brev skal følge Kaldet til Successorerne. De Monita og Erindringer, derudi er, især til Slutning, maae nu efterleves som Kongl. Befalinger, efterdi de af Hans Mayst. Selv ere agreerede. Der er og et saadant skrevet og trykt af Biskop Worm i Kjøbenhafn, efter Kongl. Befalning, som Jeg skulle mene, at Bogføreren her skulle have tilkjøbs, ifald nogen vilde have dem begge og lade dem følges ad. Mig er ikke vitterligt, om fleere ere eller skal udkomme. Og efterdi de handler om Confirmationen, saa maa Jeg og melde dette til NB. og Advarsel, at en Præst har fordristet sig til at antage en ung Jomfru til Gudsbord uden offentlig examen og Confirmation, hvorover Hans Mayst. er bleven fortørnet og har befalet, at Personen ikke atter maa komme til Guds Bord, førend hun har indstillet sig med andre til offentlig examen og Confirmation, og at Præstens store forseelse for denne gang skulle forsones med 100 Rdlrs. Mulct til fattige Skolers indretning &c.

Peder Hersleb.

Opsloe den 9de August 1737.


XXXIX.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Velærværdige
Sogne-Præster!

Efterdi den Kongl. Allernaadigste Befalning om min nedreise var saa præcis, at jeg ikke hafde frihed nogen Dag at tøve, saa kunde jeg ikke self faae tid, men har ved min Famulum strax notificeret Brødrene samme min bortreise, men inden jeg endnu troer, at samme Brev kand være omløbet til alle, ville jeg ved dette kundgjøre min tilbagekomst efter 19 Dagers forløb. Jeg hafde vel tænkt og ønsket, at jeg nu kunde sige som Paulus til Philemon om Onesimo: Jeg var kanskee derfor skilt fra Eder til en tid, at I skulle tage mig igen for altid; i det haab reiste jeg gladelig ned, og var forsikret i mit sind, at min Bøn, mine raisons og mine omstændigheder skulle obtineret det, at jeg kunde beholde Stiftet, og Stiftet mig. Men det har behaget Gud og Kongen anderledes, saa der kunde intet hjelpe mig. Gud hjelpe mig, som nu ved Aarenes tiltagelse, ved Kræfternes aftagelse skal bebyrdes med mere Arbeide, større Vidtløftigheder, flere Vanskeligheder, saa jeg nu snarere maa bruge Pauli ord i 1 Cor. 16, 6. 7: Jeg bliver maaskee nogen tid hos Eder eller ogsaa tøver ud paa Vinteren, paa det I kunde ledsage mig (at forstaa med Eders Bønner), hvor jeg skal drage hen, thi jeg ville nu ikke see Eder, idet jeg drog igjennem, men haaber at fortøve nogen tid hos Eder, om Herren vil tilstede. Gid jeg ogsaa kunde sige de følgende ord: men jeg vil blive her paa stedet indtil Pintsedag; men det lader sig ikke gjøre, og det begribes lettelig, at Embedet hisset ikke kand staae længe vacant, saa at alt det, jeg med megen Bøn og den øyensynlige nødvendigheds Remonstration kunde obtinere, var dette, at jeg fik Permission at blive udover Nytaar, for at føre de publiqve Casser og Papirer i Rigtighed, at kunde overlevere forklaring og oplysning til den ventende Stiftsbefalingsmand, som kommer strax efter Nytaar. Altsaa begriber Eenhver af Brødrene, hvormeget Arbeide jeg bliver overladet med, som nu skal føre i endelig Rigtighed alle de publiqve Casser, Communitetens, Skolens, Hospitalets, Enke-Cassens, Tugthusets, Stiftskisten, foruden een Capital mellem 30 til 40,000 Rdlr., som skal imodtages, udsættes, Panter og Obligationer besørges, og de fleste af Hospitalete Skjøder endnu udstedes, og det i saa kort tid. Altsaa giver fornuften, at jeg ej kand promittere nogen Correspondence i speciale ting, ikkun de generale vil jeg stræbe at yderste magt at besørge, indtil min Successor kan vorde udnævnt. Det jeg denne Gang indstændig og hjertelig vil anmode Brødrene om, er dette, at efter den Godhed, de alle bær for mig, og efter den Rigtighed, de fleste har beviist hidindtil, de nu isærdeleshed denne Gang for sidste Gang, i Betragtning af mine Omstændigheder, ville forhjelpe mig til at faae de Efterretninger og publiqve penge, som til Nytaar pleier falde, præcise, accurat og uden mangel strax efter Nytaar, paa det jeg for 1737 kunde før min Bortreise gjøre alting klart, at ikke min Eftermand dermed skal bebyrdes, og at ingen Confusion skal skee, naar noget betales i min tid, og noget i hans tid, men at jeg kand gjøre Reede for det Aar. Jeg veed vel, at Kirke-Eierne har været langsomme, men jeg haaber og beder, at Præsternes Godhed for mig finder Raad dertil, og om end hist og her nogen Restance skulde være, at da Brødrene denne sidste Gang heller gjør et forskud, end at jeg skal staae i Urigtighed, og ej kand faae mine Qvitteringer. Altsaa de ting, jeg nu erindrer in specie at melde om, ere disse:

1) At Tabellen over fødde og døde maatte, saasnart Jule-dag er gaaet, af hver Præst endelig og uden ophold til Provsten hensendes, da alle af Provsterne samles og om mueligt en Tabelle derover forfattes, og saasnart Nytaar er gaaet forbi, gjør jeg min Tabelle færdig, og de, som da mangler, melder jeg ved Nafn. 2) At Kirke-Contributionerne og Collecterne maatte, som sagt er, denne Gang for min Bøns skyld, og i henseende til min Reise, paa hvad maade det best skee kand, in medio Januarii være indkommen til Provsterne og derfra det skyndeligste komme ind til mig, thi endskjøndt jeg vel tænker, at jeg ej kand komme bort før mod Enden af Januarío, saa behøver jeg dog selv nogen tid til at remittere pengene hver til sit sted. 3) Academie-Skatten angaaende, da er den vel ikke forfalden før til 1ste July 1738, men efterdi de fleste Præster pleier at betale til Nytaar, det og er formodentlig, at de samme gjør det endnu, som det kommer dem ud paa eet, og baade jeg og Successor var bryd dermed, om jeg antog nogle og hand andre, det og er uvist, om min Successor, som ej endnu er udnævnt, kommer saa hastig op, jeg og pleier altid paa eengang at betale til Academiet baade Studii og Academie Skatten, saa vil jeg bede, at alle Brødrene ville være derudi enige, enten alle at indeholde eller alle at betale Academie Skatten tilligemed de andre publiqve penge, og efterdi det ene Provstie ej kand vide, hvad det andet gjør, og jeg er vis paa, at de fleste Provstier heller betaler nu strax, end i Sommer at sende det ind, saa bliver vel sikreste, at det af Alle indbetales, og derimod hver Præst faaer Qvittering af Provsten, at det er den Academie Skat, som til 1ste July 1738 er forfalden, da jeg paa samme maade skal qvittere til Provsterne, og altsaa Enhver være uden Anke og Kraf. 4) Beder jeg og om den velgefald af Præsterne, saamange som i deres Sogn har dem, der har kjøbt Hospitalsgaarden at advare dem, at de inden Nytaar maa betale, thi efterdi jeg maa gjøre den sag til Ende, og pengene ere udlovede, og jeg skal levere sagerne fra mig uden Confusion, saa skulle det være mig hjertelig ukjært, om jeg nødes til, for ej self at være i fortræd, at bruge Lovens Rigeur mod Andre. 5) Endnu beder jeg om een Ting, sc. at Præsterne vil have den Godhed at paaminde mine Land-Bønder, at de nu denne Gang præcise og strax efter Nytaar betaler min rettighed og Restancer, saasom jeg ej kand give Credit, da jeg rykkes op herfra med mit hele Huus, og jeg ellers nødes til at give andre Restancer i Hænderne, som maaskee ej ville blive saa lemfældig med at forskaane dem for omkostning og 4de forhøielse, som jeg aldrig har taget af nogen. 6) Jeg hafde nær glemt at bede om, at alle, som har med Enke-Cassen at gjøre, enten Renter at betale eller Capitalen at udtælle eller Obligationer at give eller Pension at nyde, maatte paamindes strax efter Nytaar det at iagttage; thi 8 Dage efter Nytaar slutter jeg mit Regnskab, forsegler Cassen, og befatter mig ikke mere dermed. Skulle Lejermaals-Bøder til Cassen i dette Aar være hjemfalden, da beder jeg venlig, at de maatte følge ind med andre publiqve penge. 7) Her følger nu med Kongl. Bevillings Brev til Collect for En ved nafn Lyche i Laurvigen, men jeg venter ikke, at den i min tid kand komme ind tilfulde, hvorfor jeg og intet deraf vil modtage, men beder, at alle Provsterne ville, naar Collecten er indsamlet, indsende den til Hr. Stifts-Provsten indtil min Successors Ankomst. Jeg tager endnu ingen afskeed med Brødrene, thi jeg tænker vel, at der vil falde flere ting ind at skrive om for min Bortreise, imidlertid beder jeg, at Enhver ville troe, at endogsaa disse Ord ikke uden Græmmelse og Sindsbedrøvelse af mig kand meldes, thi jeg har dette Stift inderlig kjær, og Clericiets Godhed for mig har fortjent af mig, at jeg ej uden Græmmelse kand tænke paa Afskeed.

Christiania den 12te Novbr. 1737.

P. Hersleb.

XL.
Velærværdige Hr. Provst og samtlige Høytærede
Sogne-Præster!

Med denne Post har jeg erholdet kongl. allernaadigste Rescript af 26de July, hvorudi mig anbefales, at give vedkommende til allerunderd. efterretning tilkjende, at paa en indkommen allerunderd. forespørsel, om Reserve-Dragouner skal ved første begangne Leiermaal være fri for Kirkens Disciplin (efterdi udi den til mig om inroullerede Matroser af 21de September 1736 ergangne allernaad. Skrivelse meldes, at allene de gemene Militaire, som staaer i vores virkelige Tjeneste, skal nyde det beneficium godt af, og af andre) Hans Kongl. Mayst. allernaad. har resolveret, at med Reserve-Dragouner, saalænge deg ei staaer i virkelig Tjeneste, skal forholdes paa lige maade, som med inroullerede Matroser, efter ovenmeldte Kongl. til mig ergangne Rescript. Det saa ville Deres Velærværdigheder nu holde sig denne kongl. Befaling efterrettelige, da Hans Kongl. Mayst. nu self allernaadigst har decideret i den sag, som saa ofte har været ventileret, da jeg, naar derom forespørsel til mig har været gjort, ej har kundet tilholde slige til Kirkens Disciplin, efter de forhen derom gjorte anordningen Jeg forbliver &c.

Bispe-Residencen den 28de Decbr. 1737.

P. Hersleb.


XLI.
Velærværdige og Høylærde Hr. Provst og samtlige Guds Ords
Tjenere udi Jarlsbergs Provstie.

Den kongl. allernaadigst anordnede General-Kirke-Inspection, hvoraf jeg selv er allernaadigst beskikket ved min Nedkomst at være et Membrum, haver af 30te Novbr. tilskrevet mig, som endnu værende Biskop over Agershuus Stift, saavelsom alle andre Bisper udi begge Rigerne, om adskillige ting, som efter den Kongl. Instructions Tilhold af dem skal besørges, med begjæring, at jeg de puncter, som Provsterne og Præsterne vedkomme, ville strax i Stiftet kundgjøre til enhvers efterlevelse, og i det øfrige lade deres originale Deduction blive udi Stifts Kisten til min Successors efterretning, deraf at see, hvad af ham udfordres. Altsaa skulle jeg ikke undlade, herved at kundgjøre dette Stifts Clericie de faae ting, som denne gang er erindret, nemlig:

1. At der forbydes alvorligen alle anstødelige Controverser om Religionen og derhen hørende Lærdomme at føre paa Prædikestolen, og at slige Controverser aldrig, uden den generale Kirke-Inspections forevidende og Tilladelse, publice mundtlig eller skriftlig maa ventileres, ikke heller privatim gjøres bekjendt for andre inden- eller udenlands, uden for enhvers Foresatte og den anordnede General Kirke-Inspection, saafremt de, som derimod handler, ikke ville ansees som Kongl. Mandaters modvillige overtrædere, hvorfor alle Bisperne især alvorlig tilholdes, alle Religions-Stridigheder at forhindre og forekomme, og naar noget sligt fornemmes, da at give den Kongl. General Kirke-Inspection vedbørlig, tilforladelig og udførlig efterretning derom til videre foranstaltning.

2. Alle Præster tilholdes, ordentlig at concipere og skriftlig forfatte deres Prædikener, idetmindste en udførlig Disposition over den fornemste indhold i hver Præken, og forevise saadanne, siden sidste Visitation holdne Prædikeners Concepter hvergang for Bispen eller Provsten i en Bog sammensyede, da Biskopen eller Provsten i samme Bog tegner, naar de ere foreviste, og af dem nøie paaagtes, om Materierne i de Prædikener ere opbyggelige og saaledes indrettede, at alle til Saliggiørelsens orden henhørende og til Salighed fornødne Lærdomme idetmindste eengang hvert Aar ere ex professo afhandlede og udførlig forklarede, hvorover Bisperne især nøie skal censurere og hver Gang i det mindste gjennemgaa nogle Prædikener med dem, helst hvor de ikke ere desmere forvissede om tilbørlig flid og duelighed, og see derhen, at derudi kand skee nogen almindelig Forbedring.

3. Saa skal og alle Præster og Capellaner være pligtige ved Visitatzen at gjøre Rede for, hvad dele af Theologien de, siden forrige Visitatz, fornemmelig privatim har øvet sig udi, som det og kand dennem, som det behøver, forelægges, hvad de inden næste Gang fremfor andre ting bør studere, hvad methode de dertil kand bruge, samt Bøger sig anskaffe.

4. Provsterne skulle flittig visitere alle Kirker i deres Provstier uden forsømmelse og indrette deres Visitatzer til Meenighedens Opbyggelse i alle optænkelige Maader, derhos opmuntre og formane alle Præster at give nøie agt paa sig selv og paa den gandske hjord, minde og raadføre dem om den Prudentia Ecclesiastica og Theologiske Forsigtighed, og som Sjælesørgere forsigtelig at gjøre Forskjel mellem naturen og naaden, og efterspore samt følge Guds Veie med Sjælene efter deres adskillige Tilstand.

5. Provsterne skulle og nøie give agt paa Præsternes Liv og Levnet, saavelsom flid i Embedet, og især erkyndige sig, om de ere flittige til at catechisere, og om de tager Huusbesøgelser iagt, og saavel ved Visitatzen, som ved andre Lejligheder troeligen paaminde de i deres Inspection sig befindende Candidatos ministerii og dem undervise i alle til det Evangeliske og Lære-Embedets velsignede førelse fornødne Stykker sig at gjøre beqvemme.

6. Som den generale Kirke-Inspection af Hans Kongl. Mayst. er authoriseret hos alle og enhver, især hos Geistligheden, at reqvirere Oplysninger og Erklæringer, som den finder fornøden, saa tilholdes alle Geistlige, naar sligt af dem skulle forlanges, at vise sig altid redebonne og velvillige.

Disse ere de Stykker, som mig denne Gang, som dette Stifts Biskop, ere communicerede til Kundgjørelse, deres efterlevelse at recommandere; men det biskoppelige tilsyn at holde over disse Stykker og hvad som mere kand foreskrives, maa jeg nu snart overlade til den, som efter Guds Villie bliver min Successor, hvornæst jeg ikkun vil ønske enhver af de Kjære Brødre, tilligemed et velsignet og lyksaligt Nytaar, Guds Naade, Kraft og Bistand til at gjøre Evangeliske Læreres Embede retsindig og troelig. Jeg forbliver med al oprigtig Tilbøjelighed, Velærværdige og Høylærde Hrr. Provstes og samtlige Guds Ords Tjeneres tjenstvillige Broder og tjener.

Christiania den 29de December 1737.

P. Hersleb.


XLII.

Den 12te Marts ankom Hr. Biskopens Brev af 28de February indeholdende: 1) At det var Hs. Maysts. Resolution af 3die February 1738, at en Soldat maa være fri fra Kirkens Disciplin og Bøder, om end Besvangrelse er skeed, førend han blev inroulleret, naar factum efter hans inroullerings tid bliver bekjendt, og udlagt til Barne-Fader. 2) At Enke-Cassens Capital er til 1737 aars udgang 19,745 Rdlr., af indskud i dette Aar er skeed 1550 Rdlr. og overskud 895 Rdlr., at Distributz er skeed i afvigte Aar til 10 Enker, mens i næste Aar skal skee til 13 Enker. 3) At Enke-Cassen efter Kongl. Privilegium skal have i 4 Aar fra Augusty 1737 alt det, som ellers gaves til Hospitalets for Dispensationer. 4) At i Hospitalet i Opsloe kand nu isteden for 24 opholdes 100 Lemmer, i Skolen isteden for 30 ere nu 80 Disciple, i Communitetet kand isteden for 10 Disciple nu spise 30, og 30 andre nyde hver 5 Rdlr. 5) Tugthuusbygningen er nu halv færdig, og foruden de Penge, som ere destinerede til dens fuldfærdigelse, er endda en Capital af omtrent 19,000 til Verkets fortsettelse.


XLIII.
Velærværdige Hr. Provst, samtlige dette Stifts vel- og ær-
værdige Præster, kjære Brødre!

Udaf alle de Breve, som jeg nu i dette Embedes 7 Aar og mere har skrevet, baade de generale og besynderlige, er intet, hvortil jeg nødigere, uvilligere og mere bedrøvet har dyppet min Pen, end til dette, i hvilket jeg skulle sige Eder, kjære Brødre, det hjerte-klemmende farvel, thi jeg agter nu med Guds hjelp i den indtrædende Uge at reise herfra. Men kjære Brødre, til al den forrige godhed, I har haft for mig, lægges ogsaa denne, at I forskaaner mig for at tage saa bevægelig, saa øm en afsked med Eder, som mit Sind er disponeret til, thi jeg veed ikke, hvormeget det ville bedrøve Eder, og jeg forskaanede Eder gjerne, men det veed jeg, at det bedrøver og beklemmer mig alt for meget, derfor ville jeg heller stille, end med mange ord opøse min sorg. Dette kand jeg sige med sandhed, jeg gik meget bedrøvet herop, thi jeg ville ikke være Biskop, jeg kjendte min uduelighed, jeg gruede for ikke at være Mand til saa stor gjerning. Men jeg gaaer 10 gange mere bedrøvet herfra, thi Eders velvillighed, Eders tillid til mig, Eders Behag i det, jeg har taget mig for, forlanget, anordnet, har gjort arbeidet lettere og Stiftet overmaade kjær, og gjør nu min Skilsmisse des bittrere. Jeg taler generaliter om alle, thi om end en og anden har ikke været af saadant sind, saa kand dog de faa iblandt Mange ikke gjøre noget tal, som de og ikke kand ansees uden som et Nul iblandt Præsterne. Men I vide self, kjære Brødre, hvorledes det ikke har staaet til mig at blive eller flytte; lovet være Guds Nafn, at jeg ikke af mig self, egen drift, ønske eller villie er kommet til Eder, lovet være og Gud, at jeg ikke af mig self, eller ringeste min Tanke, anslag eller ønske er kommet fra Eder; det første har gjort mig lystig og modig til min gjerning hidindtil, det andet faaer at gjøre mig trøstig og frimodig i min Skilsmisse; lovet være Gud for hvert et Aar, jeg har været iblandt Eder, og at mit Embede og arbeide ei har været aldeles unyttigt og forgjæves takket og velsignet skal enhver af Eder være, for og af Herren, som har været villige til at sigte til eet øyemerke med mig, lydige til at følge mig, kjærlige til at optage mine paamindelser vel. Herren velsigne Enhver af Eder efter min bortgang, enhvers Embede, at det maa lykkes til mange Sjæles frelse, enhvers huns, at det maa undes Guds Naade og varetægt, blomstre og vedvare i velstand. Jeg tilbeder mig enhvers erindring i Bevaagenhed, og enhvers forbøn i den Erindring, som jeg og lover aldrig at glemme Eders Kjærlighed, Eders Velvillighed og Eders sorrig over min Bortgang. Jeg kand ikke love at tjene enhver mere af dette Stift, da jeg nu skal drage omsorg for et dobbelt vigtigt Embede, og et dobbelt saa stort Stift, hvorudi ere 32 Provstier, 262 Sognekald, 296 Præster foruden Skibs-Præster og personelle Capellaner, 19 latinske Skoler, uberegnet Færøe og de længere fraliggende stæder. Og I kjende alle mit Sind, at jeg gjerne vil arbeide og iagttage det, som mig vedkommer, om jeg end skal ligge død ved siden af det, saa enhver begriber, hvordan jeg vil blive accableret. Gud hjælpe mig! Nu, kjære Brødre! Jeg har ventet efter Skib fra Kjøbenhafn, hvormed kommer den Prædiken, som jeg paa min Hast-Reise maatte holde for det kongl. Herskab i Frederichsborg, hvilken Hs. Mayst. befalede, at jeg skulde levere fra mig, og har siden ladet den trykke, hvoraf jeg har bestilt saa mange Exemplarer, som her ere Præster i Stiftet, at efterlade mig til en vel ganske liden, dog kjærlig erindring; kommer den for min Bortreise, saa skal jeg strax afsende den til Provsterne, hvis ikke, saa besørger vel Monsieur Juul, som bliver her noget efter mig, at den omsendes og uddeles. I det øfrige har jeg i min sidste ordination taget en offentlig og kjærlig afskeed med Eder alle, og givet Eder et 3dobbelt afskeedskys, et formanings, erindrings og velsignelses kys udaf Act. XX. v. 28. 31. 32: Og nu vil jeg ikke længere qvæle mig og Eder med bevægelige ord; Herren være med Eder, Herren velsigne Eder alle, Amen! Det er en kort Tid, vi har tilbage, Herren samle os alle med glæde for den store Overhyrdes og Biskops Ansigt. Jeg lever og døer Eders Velærværdigheders, kjære Brødres Ven, Broder og Forbeder.

Christiania den 22de Marts 1738.

Peder Hersleb.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Familien Hersleb nedstammer fra Danmark. Korbroder Jens i Viborg blev 1537 luthersk og 1ste evangeliske Prest i Herslev og Vium ved Kolding. Han döde 1561. Han havde med Nonnen Bodil, som han havde ægtet, Sönnen Jens, der fulgte Faderen og döde 1606. Dennes Sön Jens, der ogsaa döde som Prest i Herslev 1633, havde 8 Sönner, blandt hvilke Sönnen Jens og Sönnesön af samme Navn fulgte Faderen som Prester i Herslev, medens Jakob Jensen f. 1617, blev Tolder og Foged paa Nordmöre. Han optog först Familienavnet Hersleb. Han ægtede 1655 Anna, Datter af Christopher Nielsen Tönder, Tolder og Foged paa Nordmör, og döde 1672. De efterlode 6 Börn, blandt hvilke Peders Fader Christopher Hersleb (f. 1660). Denne döde som Sogneprest i Stod 28de Septbr. 1721 og efterfulgtes der af sin Sön Jakob († 1758) og Sönnesön Christian († 1761). Dennes Broder Jakob Peter Hersleb (f. 1717) blev Rektor ved Christiania Skole († 1782). Vor höjtagtede förste theologiske Professor ved Norges Universitet Sven Borchman Hersleb nedstammer fra den nævnte Tolder Jakob Jensens Brodersön, Christian Jensen, (f. i Herslev 1643) † 1729 som Vejer og Maaler i Christianssund. Hans Sönnesön Jubellærer og Sogneprest til Fosnæs, Peder Jakobsen Hersleb († 1783), var Professor Herslebs Farfar.
  2. Hun döde 1718, just som de Svenske faldt ind i denne Egn.
  3. Dette Kald var vel ikke ledigt, men Kongen sagde, at han vilde have ham der, og forflyttede samtidig den der værende Sogneprest Andreas Hoff til det ledige Stiftsprovsti i Christiania.
  4. Peder Herslebs sandfærdige Relationer angaaende de Omstændigheder, som indtraf ved Kong Frederik IVs Död findes i det Kongl. Bibliothek i Kjöbenhavn. Brudstykker af denne opbyggelige Beretning har jeg ogsaa læst her.
  5. Sammenlign Herslebs indberetning om Kirkeinspektionskollegiet (fra 1747), Möllers theol. Bibl. V, S. 146. Deri ytres blandt andet: „Efterdi det laa visse Folk Magt paa, at ingen andre skulde befordres til geistlige Embeder end de, som vare af deres Parti, f. Ex. de, som under Helligheds Skin klagede for Pastor Bluhme over Presternes Ugudelighed, fordömte alle Folk, blamerede Bisperne og andre Geistlige, bragte ham Rapporter, Sandt og Usandt, fra alle Stifter i begge Rigerne, hvilke han igjen som Sandheder forebragte Kongen; derimod alle andre lærde, duelige og habile Mænd, som holdt sig for gode til at tilbede ham, de skulde hede kjedelige Bugtjenere, Fiender af alt godt, urolige, opsætsige mod kongelige Anstalter, naar de andre Ulærde, Uduelige og Idioter, som ikke havde Haab ved noget Retskaffent at komme frem, ja tildeels vare bekjendte for ret lidderlige og höist forargelige Mennesker, som nu, fordi de hængte med Hovedet, tilbade Hr. Bluhme, rapporterede om Andre, skulde hede Omvendte, gode Sjæle, Forfulgte, Aandelige. – Men da en stor Del af disse bleve befordrede til de bedste Prestekald og derved Andre bleve opmuntrede til at lære lige Kunst, saa at Sværmeri, Enthusiasteri, Separatisteri og Herrnhuteri toge Overhaand, og der indlöbe saa mange Klager allevegne fra over slige Folks Conventikler, Extravagancer og Urolighed i Landet, saa blev det vel tiest gjort til Intet, at det ikke var saa, det var kun Blamer og Forfölgelse mod de dyrebare Sjæle af de kjedelige Geistlige. Især vare Bisperne de onde Mænd, som ikke kunde fordrage de gode Sjæle, og deres Indberetninger i Kancelliet til Kongen vare ikke et lide paa“ o. s. v. Paa den anden Side maa man dog indrömme, at Biskop Hersleb selv var en myndig Mand, der ej lod sig rokke. Hans Svigersön Harboe siger om ham: „Naar han efter Bön og Eftertanke havde overveiet en Sag og indsaa, at den var retfærdig for Gud og nyttig for Kirken, saa sagde han ofte, at al Helvedes Styrke, at den ganske Verdens Magt ikke skulde formaa at rokke ham fra hans foresatte Standhaftighed“. Harboe anvender paa ham Nehemias Ord (6, 11): „Skulde en Mand som jeg fly“.
  6. Prof. Johan P. Anchersen Sörgetale.
  7. Blandt dem var Niels Dorph til hane Eftermand i Akershus 1738, Peder Hygom til Aarhus 1738, Johan A. Brodersen til Ribe 1741, Ludvig Harboe til Throndhjem 1746, Fr. Nannestad til Throndhjem 1748, Dr. Erik Pontoppidan til Bergen 1747, Rasmus Palludan til Christianssand 1752.
  8. Kort för sin Död skjenkede han 400 Rdlr. til Kjöbenhavns Universitet, hvoraf hun bestemte den aarlige Rente til en fattig og flittig throndhjemsk Student. Til Kjöbenhavns Fattige skjænkede han 1200 Rdlr. o. s. v.
  9. Anchersen ytrer saaledes: „Han var og holdtes af Alle for den Förste i geistlig Veltalenhed“. Suhm (hans Skrifter X, S. 26): „P. Hersleb besad ugemen legemlig Veltalenhed, saa mig synes deri aldrig at have seet eller hört hans Lige. Hans Stemme, hans Gebærder vare saa söde, saa overtalende, at man sagde om ham: at han had Folk komme i Himlen, thi der er saa godt at være; hvorimod man sagde om Biskop Hagerup i Throndhjem, som var heftig i sin Stil, at han tog og stödte dem ind, sigende: Du skal derind, enten du vil eller ikke. Da Hersleb holdt Ligtale over Christian den 6te, græd Alle uden Hersleb, men da Bluhme holdt sin Sörgetale, græd ingen uden Bluhme selv.
  10. De Breve, som vi meddele, indeholde Exempler derpaa i mengdevis, hvortil vi kunne föje, at han stedse förte for privat Brug udförlige Dagböger, skrev med egen Haand alle Betænkninger og Forberedelser til Embedsforretninger, lærte dem udenad og huskede dem trolig. Han skrev en fin Haandskrift, men med saadan Færdighed og saa meget paa en Dag, som Andre havde ondt med at afskrive i hele 4.
  11. Hun var Datter af Hans Hjort, Sogneprest til Stenstrup i Fyen († 16de Mai 1767). Hendes Söster Lisbeth Christine var gift med Magister Christopher Nyrop, Biskop i Christianssand.
  12. Angaaende Visitatsen i Grevskaberne om Hösten 1732 tilföjer Provt Gerner, at den blev forhindret formedelst Provst Andreas Hoffs Död i Christiania.
  13. Stiftsbefalingsmand.
  14. förste Sognepræst til Bragernes og Strömsö Menigheder fra 1728 til hans Död den 18de Septbr. 1738.
  15. Over Kirkerne, som Kongen lod sælge med tilhörende Ejendom ved offentlig Auktion.
  16. Sml. Bergs Reskripter I, S. 643.