Biskop Niels Dorphs Embedsskrivelser til Akershus Stifts Gejstlighed

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Biskop Niels Dorphs Embedsskrivelser til Akershus Stifts Gejstlighed.
Med en Levnetsbeskrivelse over Forfatteren.
Udgivne af
A. FAYE,
Provst og Sogneprest til Sande.

Niels Dorph, Jubellærer og Biskop i Akershus, er født paa Beitstadens Prestegaard d. 4de Decbr. 1681 og nedstammer fra en gammel norsk Prestefamilie[1]. Hans Fader Oluf Nielsen var Sogneprest i Beitstaden i Nordre Throndhjems Amt, og hans Moder hedte Marte Karine Nielsdatter. Sin første Undervisning fik han af Huslærere i Fædrenehjemmet. Da han var 10 Aar gammel, blev han indsat i Throndhjems Latinskole og kom i Huset hos sammes lærde Rektor Anders Borch[2].

Nogle Maaneder derefter kaldte Herren hans Fader bort fra 7 Børn, blandt hvilke han var den Ældste. Da Moderen sad igjen i fattige Kaar og ej havde Raad til at holde Sønnen i Skolen, besluttede hun at sætte sin ældste Søn til et Haandverk, men da den lille Niels havde et godt Hoved og besynderlig Lyst til Studeringer, raadede en Beslægtet af Moderen, Hans Ulrich Thyrholm, Tolder og Præsident i Throndhjem, hende til at lade Gutten blive ved Skolen i det Haab, at hun i Fremtiden kunde faa Ære og Glæde af ham[3].

Efterat han i 7 Aar havde nydt Undervisning paa Throndhjems Skole, dimitterede Rector A. Borch ham 1698 (altsaa 5 Aar før Peder Hersleb) med berømmeligt Skudsmaal til Kjøbenhavns Universitet. Efterat han i 2 Aar med stor Flid og Berømmelse havde absolveret sine akademiske Examiner, modtog han af sin lærde Landsmand, Thrønderen Johan Brunsmand, der var Prest ved Vartov i Kjøbenhavn. Tilbud om at bo hos ham og Løfte om, at han i Tiden vilde afstaa ham sit Embede, men Lysten til at gjense sit Fødeland og Familie sejrede. Han forlod i Aaret 1700 igjen Kjøbenhavn og rejste til Norge, hvor han paa Gaarden Eg i Nannestad gjensaa sin Moder, der var flyttet didhen, hvor hendes Moder, Enke efter Christen Jørgensen, Foged over Øvre Romerige, boede. Det følgende Aar mistede han ved Døden sin Moder, men forblev i Huset hos sin Bedstemoder, da han havde gjort Bekjendskab med Stedets Prest, Jubellæreren Jens Mogensen, for hvem han jevnligen prædikede. Den gamle Mand fandt saadant Behag i Hr. Niels, at han cum venia ætatis kaldte ham til Kapellan, hvortil han Trinitatissøndag samme Aar blev viet af Biskop Hans Munch. I Nannestad forblev han i 7 Aar som Kapellan[4], hvorpaa han, da Krigen med Sverige udbrød, blev kaldet til Feltprest ved det Dragonregiment, som da anførtes af Hannibal Sehesteds Brodersøn Jens Malthesen Sehested[5], og siden af den bekjendte Generalmajor Ulrik Kruse. Den 28de Oktbr. 1715 blev han, 31Aar gammel uden Ansøgning udnævnt til Sogneprest i det skjønne og store Vangs Prestegjeld paa Hedemarken. 1726 blev han udvalgt til Provst over Hedemarkens og Østerdalens Provsti. Da Kong Christian VI med sin Dronning og Markgrevinden af Culmbach i Aaret 1733 berejste Norge, opholdt han sig under Rejsen til Throndhjem nogle Dage pas Hamargaard i Vangs Prestegjeld. Hr. Dorph blev nu tilsagt at holde Kabinetsprædiken paa Hamargaard 6te Søndag i Trinitatis[6], og denne Prædiken behagede Kongen saa vel, at han ej alene ved sin Hofmarskalk tilsagde ham sin kongelige Naade, men gav ham Befaling til at indlevere sin Prædiken til Kongen, naar han paa Hjemrejsen kom til Laurvig. Medens Kongen var paa Rejsen til Throndhjem, indløb Efterretning om, at Mag. Peder Hunderup, Sogneprest til St. Nikolai Kirke i Kjøbenhavn, var død, hvorpaa Kongen overraskede Dorph ved uventet at sende ham Kaldsbrev til St. Nikolai, dateret Laurvig 28de August 1733. I Marts 1734 kom hen til Kjøbenhavn, hvor han Søndag dom. oculi blev indset af den bekjendte Stiftsprovst Magister Morten Reenberg. Forholdene i hans nye Stilling vare imidlertid ej greje. En pietistisk Vækkelse havde fundet Sted og fandt endnu Sted i Kjøbenhavn, som ved Dorphs Ankomst var delt i to store Lejre. I Spidsen for det pietistiske Parti stod den lærde Enevold Evald, Professor Reuss, der begge vare ældre og sindige Mænd, Ole Hersleb, Bispens Broder og Peder Holst, resid. Kapellan ved Trinitatiskirken, en Stedsøn af den lærde H. Gram, hvis Lære, private Bedetimer, Opbyggelsesforsamlinger, Angreb paa den bestaaende Kirke fandt heftig Modstand af det gamle orthodoxe Parti, som uagtet den Udfejelse, der havde fundet Sted, idet Pietisternes ihærdigste Modstander den gamle theologiske Professor Hans Bartholin 1731 „søgte sin Afsked paa Alderdoms Svaghed“ og døde 8 Aar derefter, og den lærde strengt orthodoxe Nordmand Frederik Nannestad 1732 var forflyttet til Aarhus, dog i Stiftsprovst Morten Reenberg, Sognepresten ved Trinitatiskirken, den heftige Hans Mossin og Konfessionarius Johan Frauen havde vældige Forkjæmpere, der hverken sparede Modstanderne privat eller offentlig fra Prædikestolen. Flere af Pietisternes Høvdinge og især Kapellan Holst fremtraadte med stor Djervhed, saa meget mere som de ved Hove i Kongens højt betroede Mænd, Grev Holstein, Hofprædikant Bluhme o. Fl., havde formaaende Aandsfrænder. Mæglende optraadte Sjællands kloge Biskop Christen Worm. Dorph, der som de fleste af hans Landsmænd, hørte til det orthodoxe Parti, kunde ej undgaa ubehagelige Sammenstød, saa forsigtig han end bar sig ad. Han sad saaledes i den Provsteret, som 24de Januar 1735 dømte den omtalte Holst til Afsættelse, hvorefter han 8de Februar s. A. blev forvist Landet[7]. Ubehageligere endnu for ham var det, da han blev udnævnt tillige med 3 ivrige Pietister Grev Holstein, Presterne Leth og M. Hvid at sammentræde i en Kommission for at dømme sin Kollega, den gamle Mossin, der trods Kongens Forbud fra Prædikestolen vedblev at gaa løs paa Pietisterne og fornemmelig paa sine 2 Kapellaner A. Balsløv og H. Rebling, som han beskyldte for at fare falsk og djevelsk Lære. Uagtet den sindige Dorph neppe billigede sin fremfusende Medbroders Fremgangsmaade, saa fejler man neppe, om man antager, at han ligesaalidt billigede den haarde Dom, som Kommissionen feldte 31te Marts 1738, nemlig at Mossin skulde afsættes, betale Sagsomkostningerne og en Mulkt af 350 Rdlr. „Desuden skulde, forat oprette den givne Forargelse, ved Eftermandens (Nikolai Brorson) Interduction Mossins begangne Forseelse tydeligt og med Eftertryk forklares Menigheden“. Da Dorph som Stiftsprovst efter Dommen skulde forklare Mossins Forseelse, skede dette paa en saadan Maade, at man forstod det, som om han vilde advare Menigheden for den nye Prest[8]. Under disse Omstændigheder spaaede man den orthodoxe Dorph ilde; det herskende Parti ved Hoffet ønskede ham udentvivl bort, men han synes at have vedligeholdt sig i Kongens Yndest, som oftere hørte ham prædike i St. Nikolai, lod ham prædike for sig paa Frederiksborg, den 28de April 1736 havde udnævnt ham til Sogneprest ved Frue Kirke og Provst efter Reenberg, og i Anledning af Jubelfesten 29de Novbr. 1736 til Konsistorialraad. Vigtige Begivenheder foregik paa den Tid i den dansk-norske Kirke. 1736 fejrede den dansk-norske Kirke en Jubelfest til Minde om Reformationen, og ved Forordningen af 13de Januar 1736 paabødes Konfirmationens Indførelse. Ved Patent af 1ste Oktbr. 1737 oprettedes General-Kirkeinspektions-Kollegiet, og samtidig døde den 65aarige Christen Worm, som i 27 Aar med Dygtighed havde beklædt Sjællands Bispestol. Akershus’s bekjendte Biskop Peder Hersleb blev nu af Kongen udnævnt til Christen Worms Eftermand. Til at efterfølge Hersleb havde Kongen tænkt at udnævne Peder Hygom, medens han havde tiltænkt N. Dorph den samtidig ledige Bispestol i Aarhus, men Hersleb raadede Kongen, at lade den danske Mand blive i Danmark, og derimod sende Nordmanden til Norge, og Kongen fulgte Raadet. Den 13de Febr. 1738 blev N. Dorph udnævnt til Biskop i Akershus, og 4de Mai blev han og Hygom indviede af Hersleb i den nye Fruekirke.

I 20 Aar forestod han Akershus vidtløftige Stift, og om han end savnede sin Formands sjeldne Evner og ualmindelige Dygtighed, virkede han dog med utrættelig Flid og Opmærksomhed, og viste sig stedse som en flittig og alvorlig Visitator og Tilsynsmand lige til sin høje Alder.

Da han, som anført, var en streng rettroende Theolog, saa han med mistænkelige Øjne paa den pietistiske Vækkelse, som ogsaa i Norge paa dere Steder, især i Akershus Stift, fandt Sted. At han i denne Retning ej var at spøge med, kan man blandt Andet se af det Brev, som den pietistiske Kapellan i Laurvig Ole Tidemand skrev, og som Hr. Stipendiat Daa har meddelt i dette Tidsskrift VII, 348.

Blandt dem, som foraarsagede den ivrige Bisp megen Forargelse og gav Anledning til flere Klager til Kongen, var Sognepresten til Aker Johannes Green ved sine Konventikler o. m., og hans virken i pietistisk Retning ej blot i Christiania, men i Drammen og andre Steder. – Herrnhutiske Anskuelser udbredtes af en Gert Hansen fra Herrnhut, som i Laurvig og Christiania holdt Konventikler og i Holmestrand optraadte med Prædiken, Bøn og Sang ved Nattetider[9]. I Drammen dreve Gjendøberne sit Uvæsen, som dæmpedes, idet Hovedmændene bleve straffede med Tugthus eller Landsforvisning 1743–45.

„Imidlertid gik det ham i de sidste Aar meget til Hjertet, at han ej i Guds Kirke kunde faa det Onde udryddet og det Gode saa vel befordret, som han gjerne ønskede“.

Blandt hans Fortjenester af Stiftet hører, at han vedligeholdt de mange gavnlige Indretninger, som Hersleb havde grundet, og at han med Stiftsbefalingsmand Rappe fik indrettet i Christiania et Tugt- og Arbejdshus 1741.

I Aaret 1747 blev den Ære ham til Del, at han tilligemed Biskop Peder Hersleb og Biskop Wøldike assisterede ved Kong Frederik V og Dronning Lovises Salving i Frederiksborg Slotskirke den 4de Septbr. 1747[10].

Som Biskop i Akershus ordinerede han 153 Prester og beskikkede alle Provster i Stiftet og paa mange Steder tvende.

I sit Embede var han, som sagt, utrættelig. Da han i sine sidste Levedage mærkede Kræfternes Aftagelse, og at det stundede ad Enden til, tog han ved sin Visitats overalt Afsked med Presterne og Menighederne, hvorpaa han, mæt af Dage og træt af Arbejde, hensov 30te April 1758, 77 Aar gammel, efterat han havde været Biskop i 20 Aar og virket i gejstlige Embeder i 56 Aar.

„Ved hans Begravelse den 11te Mai blev han beæret med Følge af de fornemste Rangs- og Standspersoner, med nogle 100 Minutskud fra Justitsraad Ankers Skibe og ved en vel udarbejdet Ligprædiken af Stiftsprovst Dr. Otto Holmboe, som den Tid ved Aggershus var Slotsprest“.

„Han var en høj og anselig Mand, begavet med store Sinds og Legems Kræfter, saa en Del kaldte ham Naadens og Naturens Mesterstykke. Hans Mæle var saa højt og forstaaeligt, især i hans unge Dage, at naar han som Feltprest prædikede paa aaben Mark, kunde han lydelig høres Mil, saa at den hele norske Armé, naar den var samlet, kunde være tjent med at høre hans Prædiken alene. Hans Kræfter vare saa store, at han kunde prædike i 3 Timer uden at blive hæs, og arbejde den ganske Dag uden at blive træt. Medens han var Prest i Kjøbenhavn, prædikede hen først for vor Frues Menighed, som søgte Nikolai Kirke, og derpaa rejste han samme Dag ud paa Landet for et visitere.

„Medens han var Biskop, katechiserede han ved sine Visitatser udi hver Kirke 5–6 Timer (?) og rejste endda samme Dag mange Mile til et andet Prestegjeld. Hans Læsning var stor, men hans Bibellæsning den allerstørste. Hans Prædikener vare alle skrevne og med rare Lignelser og bibelske Sprog sammenbundne som i en Kjede fra Begyndelsen til Enden. Men til Skade ere de saa fint skrevne, at Ingen kan læse et Ord, end sige en Mening deraf, dog kunde han selv læse dem i sin højeste Alderdom. Af samme findes ingen trykte uden hans Jubelprædiken, holden i Christiania 1749“[11].

„Udi Arbejde var han utrættelig, i Læsning ivrig og varagtig, i at tale Sandhed uforfærdet, i sin Omgang med alle ydmyg, kjerlig og tjenstagtig, og Gjerrighed var hans Hovedfiende“.

Biskop Dorph var gift med Jubellærereren Jens Mogensens Datter Karen Grüner paa Nannestad, hvem han egtede 9de Oktbr. 1704[12]. Med hende, der døde i Oslo 1740, havde han 7 Børn, hvoraf kun 2 bleve voxne, nemlig:

a. Niels Dorph, der er født 13de Januar 1709 i Nannestad, blev dimitteret fra Throndhjems Skole 1725, blev 1735 Sogneprest til Lands Prestegjeld og 1759 Provst paa Thoten og døde 1786. Han har udgivet i Trykken Ligtale over Karen Tanck og forfattet Optegnelse paa adelige Familier i Agershus Stift, som findes i Magazin for Adelshistorier I, 1.

b. Anna Margretha Dorph, der blev gift med Gabriel Grubbe Dietrichson, Oberstlieutenant samt Land- og Krigskommissair i Fyen. De havde 3 Sønner og 1 Datter. Den udbredte norske Familie Dietrichson, hvoriblandt Professor theol. Jacob Dietrichson, nedstammer saaledes paa mødrene Side fra Biskop Dorph.


Professor Rudolf Keyser endte sin fortrinlige norske Kirkehistorie med Reformationen, da han savnede Materialier til dens Fortsættelse. Uagtet Meget er gaaet til Grunde, findes der dog endnu Meget saavel i danske som i norske Archiver, ja selv i Prestearchiverne[13] baade af Breve og gamle Protokoller o. m. Det er ønskeligt, at de fremdrages og bringes for Dagens Lys. Flere værdifulde Bidrag ere i sednere Tid blevne fremdragne af DHrr. Coucheron, Daa og Lampe. Forfatteren af disse Linjer har ogsaa stræbt at bringe lidt Lys i det Mørke, hvori vor Kirke er indhyllet siden Reformationen ved 3 Monografier, der ere meddelte i dette Tidsskrift, nemlig Jørgen Erichsen og J. Kærup, Bisper i Christianssand, Peder Hersleb, Biskop i Akershus, og endelig ved sin Christianssands Stifts Bispe- og gejstlige Historie, hvoraf 2 Hefter ere udkomne og det 3dje og sidste er under Trykning.

Da det er Materialier, vi især trænge til, meddeles denne Gang Afskrifter af Biskop Dorphs Monita. Naar vi sammenligne disse med Hr. Daas Meddelelser i dette Tidsskrift, den samtidige Kærups Levnet og Herslebs Embedsskrivelser, ville vi kunne gjøre os en paalidelig Forestilling om de kirkelige Forhold i det søndenfjeldske Norge i den bevægede og i flere Henseender mærkelige Tid under Christian VI og Frederik V.

I denne bevægede Tid var ikke blot Gejstligheden, men ogsaa Kirkeskikkene udsatte for Angreb, hvorved den Ærbødighed, Folket havde for begge, svækkedes. Kirkens Disciplin blev betragtet som en vanærende Straf, hvorfra først de Militære befriedes, og som siden vanskelig kunde haandhæves. De Fornemme unddroge sig for den offentlige Altergang, Trolovelsen og Barselkvinders Indledning, og efterhaanden vilde alt flere og flere være fornemme eller som Folk i Rangen. Vi have allerede af N. Dorphs Levnet seet, at pietistiske og herrnhutiske Anskuelser aabenbarede sig i Stiftet og næredes saavel ved Lægprædikanter som ved Studenter, som kom fra Kjøbenhavn, hvorfor Dorph i sine Monita alvorlig og gjentagende advarer mod at antage som Medhjælp i at prædike og katechisere Studenter, der ej først for Bispen havde fremlagt Attester fra deres private Præceptores ved Universitetet. Da flere af Kapellanerne vare mere eller mindre berørte af Pietismen, kunde det ej undgaaes, at de kom i Strid med sine orthodoxe Sogneprester, hvorfor Bispen i sine Monita gjentagende maa minde Presterne om at bevare Aandens Enighed i Fredens Baand og Kapellanerne at vise Sognepresterne den dem tilkommende Lydighed. Sognepresterne advares blandt Andet alvorlig mod den Sedvane at lade Studenter prædike for sig, paalægges at være forsigtige med at vie ubekjendte Folk, se til at holde Indflyttede til at medbringe Udflyttelsesattester o. m. Flere af disse Monita finde Anvendelse endnu i vore Dage. Da Dorph vel ej var uvidende om, at General-Kirke-Inspektionen holdt skarpt Øje baade med Bisp og Gejstlighed, og i de saakaldte Vakte, baade Lægmænd og Gejstlige, især i Kapellanerne, der vilde gjøre sig gjældende, havde talrige Spioner og Rapportører, der fandt aabne Øren, opfordrer han oftere Presterne til at være aarvaagne, besindige og forsigtige. „Presterne have“, ytrer han, „deres Misundere og selvgjorte Fiskaler, som nøje observere al den Leilighed, som kan gives til deres Beskylden, og han beder dem, at selv om Nogen irriteres, han dog ej maa begegne Nogen med Hug og Slag, hvorom meget er talt af Adskillige og troet af Mange“.

Af gjentagne Paamindelser om flittige Husbesøg, om hver Enkelte Skriftemaal, om ej at forkorte de anordnede Psalmer ved Gudstjenesten, om flittig Katechisation, aarlige Provstevisitatser og at holde hel Messe hver Søndag, kan man slutte sig til, at ogsaa i disse Henseender det Gamle truedes med at fortrænges af den nye Friheds og Selvraadigheds Aand.

At ordne Almuskolevæsenet og indrette et Fattigvæsen i Stiftet hørte til Dorphs Fortjenester, men skaffede ham megen Ulejlighed. Den Mængde Kollekter, hvorpaa Frederik V især var gavmild, til Kirkers Opbyggelse og Understøttelse for Nødlidende ved Skibbrud o. s. v., gav den Tids Bisper meget at bestille. Kollekter bleve saaledes tilstedte de Brandlidte i Bergen, Ribe Domkirke til Reparation, ja til at bygge en Kirke i Valachiet.



Biskop N. Dorphs Embedsskrivelser.
I. Biskop Dorphs Hilsen til Presteskabet
af 20de Juni 1738.


Ædle og Velærværdige Hr. Provsten samt Sogneprester og Medtjenere udi Jarlsbergs Provsti ønskes hjerteligt Naade med Eder og Fred af Gud vor Fader og den Herre Jesu Christo!

Ædle Velærværdige Allerkjæreste Brødre!

At den naadige Gud haver for mig den Alleruværdigste fra første Tid holdt sin naadige Forsyns Øjne aabne, ved det at han annammede mig, da Fader og Moder forlode mig, erkjender jeg med uafladelig Taksigelse: at Gud haver med mig den Allerringeste vist sine underlige Veie, det veed de Velærværdige kjære Brødre i Stiftet, hvilke have kjendt mig og ere kjendte af mig udi 21 Aar, udi hvilke jeg haver ved Guds og min allernaadigste Konges Naade betjent den mig allernaadigst anfortroede og elskværdige Herrens Menighed til Vangs Prestegjeld i Hedemarken, idet at det for 5 Aar siden haver behaget Gud at bøie sin Salvedes Hjerte til den Naade for mig, at kalde mig fra den mig først her i Stiftet anbetroede Menighed, hvilken med ligesaa Bedrøvelse skiltes fra mig, som jeg fra den, efterdi den hos mig, og jeg hos den vare i hverandres Hjerter til at dø og leve tilsammen, og udi sin kongelige Residence-Stad først at betro mig saa anselig, saa kjær og saa dyrebar en Menighed, at den fortjener, at Ihukommelsen bør være hos mig til al Velsignelse indtil sidste Aandedræt, og derefter at tillægge mig der det sidste vigtigere Embede end det første, og tilsidst ikke aleneste ligesaa uformodentlig, som med det tørste, og tilsidst endogsaa mere forunderlig, uden min mindste Tanke dertil, uden Længsel derefter og uden Ansøgning derom, haver allernaadigst anbetroet mig det første og høivigtigste Embede i den geistlige Stand; ligesom jeg erkjender mig at være ringere end alle de Miskundheder og end al den Trofasthed, som Gud haver gjort mod sin Tjenere, ligesaa erkjender jeg min Udygtighed: thi hvo er noksom til disse Ting? Men foruden den Fortrøstning, hvilken jeg haver til Gud, at han, som saa underlig har kaldet og sendt mig, vil gjøre mod mig sin sidste Barmhjertighed bedre end den første, ved at styrke mig til saa høivigtigt Embede at forestaa, lette den Byrde, hvilken mig er paalagt at bære, velsigne de Veie, som mig er anviist at gaa, udruste mig til den Strid, hvilken jeg er sat til at føre, oplade mine Øine til at have Indsigt i de Ting, hvorudi jeg bør have Indseende, og saaledes lægge Naade til alle mine Forretninger, at Guds Ære udbredes og hans Kirkes Bedste forfremmes, hvilket skal indtil min Død blive mit eneste og fornemste Øiemærke, er jeg ikke lidet udi Fraværelsen bleven glædet ved de Velærværdige kjære Brødres til mig, udi Kjøbenhavn indkomne, ja kjærkomne Skrivelser, for hvilke Enhver ærbødigst takkes, efterdi jeg deraf haver taget Forsikring, at de vilde annamme mig hos Nærværelsen med Glæde.


Velærværdige, allerkjæreste Brødre!

Jeg er her til Stiftet udi Herrens Navn; ved Herrens Hjælp lykkeligen ankommet, hvorhos jeg haaber, at ingen negter mig denne min første Bøn: Jeg formaner, Brødre! formedelst den Herre Jesum Christum og ved Aandens Kjærlighed, at I ville stride med mig udi Bønnerne for mig til Gud. Jeg beder, at de ville være forsikrede, at de kan ei se mig med saa stor Glæde, at jeg jo anser dem med større, ja favner dem med større Kjærlighed i den fuldkommen Forsikring, at jeg bliver glædet hos Enhver ved at finde de dem anfortroede Menigheder oplyste i den sande og saliggjørende Guds Kundskab, forfremmede i den sande Christendom, vandrende paa Herrens Veie, derom underviste ved Guds Ords rene og uforfalskede Forklaring, dertil holdte ved den til Guds Kirkes Opbyggelse og Christendommens Forfremmelse allernaadigst anbefalede Katechisation og de Unges Præparation til Fremstillelsen til deres Troes offentlige Bekjendelse og Forpligtelses Fornyelse til at ære, elske og tjene Gud alle deres Livs Dage, udi hvis Navn de ere, ved Daaben aftoede, helligede og retfærdiggjorte, og aldrig at vanære, enten ved Ord eller Gjerninger, den allerkjæreste Fader, som i Daaben haver annammet dem at være sine Børn; ja endelig og det fornemmelig dertil opmuntrede ved Lærernes gode og opbyggelige Exempel og ustraffelige Levnet, paa det Tilhørerne kan blive Lærernes Efterfølgere, ligesom de se Lærerne at være Jesu Christi.


Allerkjæreste Brødre!

Udi det mig allernaadigst anfortroede Stift finder jeg alle Ting, tjenende til Guds Æres Udbredelse og hans dyrekjøbte Menigheds Opbyggelse, ved min Formands høiædle og høiærværdige Hr. Biskop Herslebs nidkjære, for Guds Kirkes Bedste opbyggeligste og for publici Nytte tjenligste Foranstaltninger saa tilstrækkelige, at alle Retsindige ber takke hannem, det hele Clerici for hans baarne Omsorg for vore Efterlevende og Anrørende maa velsigne ham, ligesom jeg af mit Hjerte indtil min Død ærer ham, som saa vel har jevnet mine Veie efter ham og har lettet min Byrde, at jeg intet videre kan finde forneden, end at opmuntre og erindre mine kjære Brødre, at de udi de dem anfortroede Menigheder vedligeholde de til Guds Kirkes Bedste og Christendommens Forfremmelse introducerede og allernaadigst anbefalede Anordninger og særdeles ikke forsømme den allernaadigst anbefalede og for Guds Menighed høist opbyggelige Catechisation.


Allerkjæreste Brødre!

Dette som det vigtigste og mest eftertænkelige, efterdi det mig hos Embedets allernaadigste Overleverelse af Hans kongl. Majst. allernaadigst er forelagt, at jeg, udi det mig allernaadigst anbetroede Stift, skal for alle Ting se derhen, at Guds Ord bliver rent og uforfalsket lært, og Menighederne forklaret efter Troens Maade og den Augsburgiske Confession, og ingenlunde taale, at den udi nogen Maade bliver forvendt, forandret eller forfalsket, og at Enhver i Menighederne bliver af Lærerne opmuntrede til at pryde Lærdommen ved et ustraffeligt Levnet, fremstiller jeg mine velærværdige og allerkjæreste Brødre, derhos erindrende, at Enhver udi det ham allernaadigst anbetroede Sogn vilde af yderste Evne staa mig bi og afværge alt det, som ved Satans List vilde indsnige sig til den sande Lærdoms og de gamle gode Veies Forvendelse og Forandring og Guds Kirkes, fra Reformationens Tid, hafte velsignede Roligheds Forstyrrelse.

Jeg skulle ei haabe, at mig skulle møde nogen af Clericiet udi dette mig allernaadigst anfortroede Stift, som vandrer uskikkeligen, ikke forsvarlig forestaar det ham anfortroede høivigtige Embede, men forsømmer demandati officii partes, tracterer alle Ting udi Embedet indifferent, søger intet uden Kjødets Fornøjelse, ei eftertænker det høie Ansvar, som han har for de ham anfortroede Sjæle, men forglemmer den Regnskab, som han paa hin Dag maa gjøre for Husholdningen; dersom nogen mod Forhaabning skulde saaledes findes, da hos min Forbøn for ham hos Gud, at han med sin Hellig Aand vilde af Naade regjere ham, at han maatte komme ihu, hvorfra han er falden, og bedre sig, vil jeg forestille ham dette, at jeg aldeles ikke conniverer, men reent ud fremstiller og paa det mig anviste Sted tilkjendegiver den Extravagance enten ved vrang Lærdom eller ved lastelig og forargeligt Levnet, som maatte formærkes; forekom den Skyldige mig, at jeg skulle vises anderledes end jeg er villig at findes altid redebon til Alles Tjeneste.

Til Slutning ønsker jeg: Gud hjælpe mig og mine velærværdige Brødre med mig, som med hinanden ere af Gud bestillede til Guds aandelige Bygning, at vi som vise Bygmestere ingen anden Grundvold forelægger os selv eller fremlægger de os anbetroede, end den som lagt er, som er Jesus Christus, og derpaa bygge det, som bygges skal, forebygge det, som falde vil, og i vore Embeds Forretninger hensigte til Guds Menigheds Opbyggelse: udi hvilket Ønske jeg, næst at tilønske dem Guds Naade til Velsignelse af alt det, som tjener til deres eget Huses Glæde og Fornøjelse, indtil Døden forbliver

Ædle, Velærværdige Hr. Provsts

samt Velærværdige Hr. Sognepresters

og Medtjeneres beredvilligste Tjener

N. Dorph.

Christiania Bispe Residence
den 20de Juni 1738.


II. Om Peder Flor, Sogneprest i Sandefjord og
Lægprædikanten Brun.
12te Decbr. 1738[14].
Ædle Velærværdige Hr. Provst„
Høistærede kjære Broder.

Da mig af Velærværdige Hr. Peder Flor, Sogneprest til Sandefjords Menighed i Laurvigs Grevskab, er bleven tilmeldt, at en Person af Tilnavn Brun, som skal være en Postmesters Søn i Slagelse udi Danmark, skal være til Laurvigen ankommet sidst afvigte Hest, i Tanke, efter hans Foregivende, at være til Skriverkarl antagen af Byfogden sammesteds, samme Person, efterat Byfogden ikke har kjendt ham dygtig og duelig til sin Tjeneste, er ankommet til Sandefjords Prestegjeld og forlanget af Sognepresten Tilladelse der at opholde sig Vinteren over og midlertidig søge sin Næring ved at undervise Bern i Læsen, Skriven og Regnen. Da det blev ham af Presten udaf christen Kjærlighed, at tjene alle og særdeles Fremmede, tilladt, og Prestens egne Børn tillige med andre godt Folks hannem overladt, skal samme Person have begyndt, under Paaskud, at de ham betroede Børn kunde finde sin Nytte ved at komme tilsammen hos ham hver Søndags Aften at overhøres, hvad de af Prædiken havde fattet, e at fremstille særdeles stilede Bønner og Talemaader over Søndags Evangelium, hvilket at anhøre Folk i Hobetal har samlet sig til hannem. Saasnart denne Omgang og Opførsel er bleven velbenævnte Hr. Flor bekjendt, haver han saavel indfundet sig paa Samlingsstedet, som og forefundet det lige efter Underretningen, som han tilforn havde bekommet, og da han hos samme Person fandt Urigtighed, alvorlig formanet ham til at afstaa fra det at forestaa, som han ei lovlig var kaldet til eller sendt, men haver faaet dette Svar af Personen, at han dertil havde Guds Kald, og den Hellig Aand lærte ham; hvergang hvad han skulde tale. Da Presten formanede de Samlede meget at entholde sig fra slig Samling, skal samme Person, for at beholde dem hos sig, have forestillet: Gud skal adlydes mere end Menneskene. Samme Person skal og have udladt sig dermed, at han vilde før lade sit Liv, end afstaa fra sit begyndte Forsæt, og, dersom de ei vilde lyde ham der, da vilde han drage rent derfra, hvilket er skeet Dagen efterat Presten havde gjort Advarselen og tillagt Personen Formaningen. Da jeg nu Ender Aarsag at beramme Hr. Peder Flors Nidkjærhed og Omhyggelighed for den ham anbetroede Menighed, samme at redde og raade til at tage sig vare for Forførelse fra den sande Vei, som Guds Ord i sin rette Mening og Forstand viser, og de rettelig og lovlig kaldede Herrens Tjenere og Menighedens Lærere ved Guds Ords rette Forklaring efter Troens Maade anvise og forkynde: saa opmuntrer jeg alle kjære Medbrødre i det mig allernaadigst anfortroede Stift til at udvise samme Nidkjærhed og Omhyggelighed for de dem anfortroede Guds dyrekjøbte Menigheder, at de raader enhver alvorligen til at vogte sig for at samles til at høre slige, som uden Kald indsniger sig og synes at være fromme, men dog intet andet intentionerer, end at sage deres egen Ære og de lovligen kaldede og beskikkede Læreres Foragt, hvilke udraabes af dem for Kjødelige og Verdslige, og saaledes søger at forlede enfoldige Sjæle. Gud velsigne vor naadigste Konge som en ret Fosterfader for Guds Kirke, og ei taaler, at Guds Kirkes Børn i Hans Riger og Lande bliver givet Stene for Brød og Avner for Hvede, men bær allernaadigst Omsorg for, at alle saavel maa undervises om den rene og rette Vei af Guds Ord, som og opmuntres og tilholdes at vandre paa den samme. Vaager derfor, allerkjæreste Brødre, for de Sjæle, der Eder allernaadigst ere anfortroede, at de ikke bliver fordærvede eller forførte.

Efterspørger og eftersøger nøie de Ræve-Klør, hvorpaa Satan gaar for at indkomme til at fordærve Guds Vinbjerge. Ligesom jeg selv ei vil taale nogen komme løbende, uden han er lovligen sendt, og vil ingen vide at have Magt til at kalde nogen sammen for at hore hannem uden den, som ved Kald af Gud og Kongen haver dertil Fuldmagt, ligesaa haaber jeg det, hvortil jeg alvorlig formaner den mig udi dette Stift allernaadigst anfortroede Geistlighed, at enhver udi al Retsindighed rækker mig Haanden, og med al Nidkjærhed saavel af Guds Ord anviser Sjælene den rette Vei til Guds Rige, som advarer dem fra onde Afveie, og særdeles stræber ved et ustraffeligt Levnet paa samme Vis at foregaa Enhver, at de med Apostelen kan sige: Vorder mine Efterfølgere, som jeg er Jesu Christi. Dertil ønskes saavel ædle Hr. Provsten som samtlige kjære Medbrødre Guds kraftige Bistand, Naade og Velsignelse af mig, som indtil Døden forbliver

Deres Velærværdigheds, høistærede

kjære Broders ærbødigste Tjener

N. Dorph.

Christiania Bispegaard
den 12te Decbr. 1738.


III. Dorphs 20 monita
af 2den Januar 1739.
Ædle og Velærværdige Hr. Provst,
Sogneprester og samtlige
Christi Kirkes Tjenere.

Da det har behaget Gud af sin Naade at lade os med hverandre udleve det afvigte Aar, takker jeg for det første Gud, som udi afvigte Aar haver velsignet mine ædle og velærværdige kjære Brødre med Velstand i Deres eget Hus og med daglig Glæde og Fornøielse i Guds Hus, at de hos deres Embede og Arbeide haver fundet Guds Bistand og Hjælp til Guds Æres Fremgang og den dyrekjøbte Christi Menigheds Opbyggelse, hvorom jeg udi det afvigte Aar haver taget med inderlig Fornøielse og Forsikring paa de Steder, hvilken jeg med Guds Naade haver besøgt; dernæst takker jeg ærbødigst mine velærværdige kjære Brødre for den mig beviste Kjærlighed at række mig Haanden til at efterkomme det, som Embedet vedkommer; som Guds Naade er bleven ny for os ved det, at vi med hverandre have oplevet et nyt Aar. Saa bliver hos min Kjærligheds Fornyelse for dette Stifts elskværdige Clericie mit inderlige og idelige Ønske, at dette udi Jesu Navn begyndte Aar maatte blive mine Velærværdige kjære Brødre et ret croned Aar med Naade for Deres Sjæle, med fuldkommen Sundhed for Deres Legemer, med Velstand for Deres Huse, med Guds kraftige Bistand i Deres Embede, med ønskelig Fremgang i Embedets Forretninger og med Frugt af Deres Arbeide, at mange Sjæle bliver overtalede til Christi Kjærlighed og vundne til Guds Rige, saa de maa samle den Ros paa Christi Dag, at De ikke haver løbet eller arbeidet forgjæves, ved det, at de anbetroede Sjæle ere blevne ved Livsens Ord. Da jeg ingenlunde paatvivler mine velærværdige kjære Brødres alvorlige Flid og Nidkjærhed udi Embedet og Omhyggelighed for de anbetroede og dyrekjøbte Sjæle, haaber jeg, at Enhver kjærligst optager, at jeg saavel opmuntrer enhver retskaffen Christi Tjenere til Bestandighed udi den hidindtil udviste Nidkjærhed udi Embedet, samt Flid og Omhyggelighed for de dyrekjøbte Sjæle, som og udi al broderlig Kjærlighed paaminder de Efterladne, at de antager sig det dem anfortroede Embede med al Nidkjærhed, bærer for de anbetroede Sjæle vedbørlig Omhyggelighed og udi Embedet viser den Retsindighed, at deres eneste Hensigt er, næst Guds Æres Udbredelse, at frelse dem selv og dem, som hører dem, og at jeg endelig tilstiller det elskværdige Clericie efterfølgende Monita, efterat jeg tilforn forsikrer mig mine velærværdige kjære Brødres Samfund, Deres høire Haand mig at blive rakt af Enhver til Aarvaagenhed for den anfortroede Menighed imod de hemmelige Steder, som en og anden kan forstikke og skjule sig udi, som under Faareklæder haver det Ulvehjerte at fordærve og forfare Sjælene til en vildfarende Mening og Guds Ords Forklaring imod Troens Maade, paadet jeg kan ved Medbrødres Hjælp og Assistence finde min Glæde opfyldt ved at se overalt Hans kongl. Majsts. allernaadigste Befaling til mig, at jeg skal forebygge alt det, i det mig allernaadigst anfortroede Stift, som er stridende imod Guds Ord og den Augsburgiske Confession, med al Nidkjærhed allerunderdanigst efterkommet.


For Provsterne.

Da jeg ingenlunde paatvivler de ædle og velærværdige kjære Brødres Nidkjærhed, uden at efterkomme det, som Deres Embede vedkommer, og derom ikke nogen Erindring behøves, tinder jeg mig dog foraarsaget hermed at erindre, at efterdi siden min Ankomst adskillige Vacancer ere indfaldne i dette mig allernaadigst anfortroede Stift, og jeg derefter haver fundet min Fortræd og Besværing, efterat jeg haver beskikket en og anden Capellan i Nærværelsen[15] at betjene og forestaa Kaldet indtil Successoris Ankomst, ved det, at nu haver Sognepresten forestillet, at han ikke kan und- være sin Capellan, nu haver Capellanen forestillet sin Afgang i Kjærlighed af sin egen Menighed, bliver det fornødent, at Provsten, naar nogen Vacance maatte indfalde i Provstiet, ser det vacante Kald forsvarligen forsynet med Embedsbrødrene i Provstiet, saavel Sognepresterne som Capellanerne efter den Skik, som er introduceret udi andre Stifter saavel i Danmark som Norge.


For Presterne.

1. Da det haver behaget Hans kongl. Majestæt allernaadigst at befale, at Skriftemaal skal ske Dagen tilforn, førend Kommunionen sker paafølgende Søndag og Helligdage, tjener det til de ankomne Confitentium Opmuntring til Andagt, at Forretningen begyndes af en Pœnitentses Psalme, som Klokkeren med dem udsjunger, derefter de Versicler, som ere anbefalede hos Bededagene: NO du Guds Lam &c., og sluttes med det Vers: Mine Synder de ere som Sand i Strand &c.[16].

2. Tager mine Velærværdige kjære Brødre nøie iagt det, som Embedet vedkommer, som er at eftersøge deres Prøve, som ankommer til Absolutionen og den høiværdige Nadveres Delagtighed.

3. At Deres kongl. Majestæts allernaadigste Befaling[17] bliver allerunderdanigst efterlevet saaledes udi de Sogner, hvor 2de Prester befindes, at 2de Kirker bliver paa hver Søndag og Helligdag forsynede med Prest,Prædiken og Gudstjenestes Forretning, hvor ikke nogen Skrøbelighed eller Sygdom samme maatte forhindre.

4. Kirketjenesten maa overalt paa Landet tage sin Begyndelse, naar Klokken er 10 udi det allerseneste, paadet Katechisationen, som paa sædvanlige Tider efter kongelig allernaadigst Befaling skal forrettes, kan finde Sted og ikke under Paaskud af Tidens Mangel blive forsømmet eller udeladt, og Tilhørerne, som haver lange Veie, betids kan komme hjem; hvor udi et Sogn haves flere Kirker, men ikkun een Prest, der maa Kirketjenesten begyndes i den første Kirke, naar Klokken er 6 om Morgenen, paadet den anden Tjeneste kan begyndes imellem 10 og 11 derefter.

5. Den halve Messe før Prædiken, som paa mange Steder bruges, kan paa intet Sted tillades, saasom den er ikke ved nogen kongelig Befaling tilladt, men findes stridende mod Ritualet og den Brug, som findes i Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, hvilken efter det kongelige Ritual ber være Regul for Kirketjenestens Forretning i alle Kirker udi Hans kongelige Majestæts Riger og Lande.

6. Da det er bekjendt, at Klokkerne med Presternes Tilladelse paa enkelte Steder nu udelukker, nu afkorter de for Søn- og Helligdage anordnede Psalmer, da ville Presterne efterdags det ingenlunde tillade, men paase, at alle Ting med Gudstjenesten sker ordentlig.

7. At den allernaadigst anordnede Katechisation overalt udi Sognerne efter kongelig allernaadigst Befaling tager sin Begyndelse hvert Aar første Søndag efter Paaske, og derefter fortfares indtil Michaelis Dag, og ingen Forandring derudi maa ske, under Paaskud at de mange Kommunikanter, som imellem Paaske og Pintsetid, hindrer samme Forretnings Begyndelse indtil Søndagen efter Pintsetid. Hvor tvende Tjenester sker udi de Sogner, hvor ikkun er een Prest, maa Katechisationen uden Forsømmelse ske udi een af Kirkerne. Da det haver behaget Deres kongelige Majestæt allernaadigst at befale, at Sognepresterne udi Kjøbenhavn imellem Tolvprædiken og Aftensang i Kirken med Ungdommen gjennemgaa den holdte og hørte Prædiken Formiddag, paadet saavel Menigheden som Ungdommen kan opmuntres baade til at give desmere Agt paa Prædiken, som og finde Leilighed derved til at samle bedre Forstand og Oplysning om det, som lært er, saa og faa af Presten Formaning til at udvise det, som retsindig af Presten er lært og af Menigheden tilhørt, og Alt maa frugte til Enhvers Forbedring, Opbyggelse og Forfremmelse i den sande Christendom, da bliver det et til Menighedens Opbyggelse fornødent Verk, at Presterne begynder alle Søndage den allernaadigst anbefalede Katechisation med at eftersøge hos de Unge det, som hver af Prædiken haver fattet, igjentager samme til desto bedre Opbyggelse og Fattelse af Menigheden, samt mere at udvise, hvorledes Enhver skal benytte sig af Prædiken til Forbedring og Trøst. Da det er endelig bekjendt, at Katechisationen ikke begynder paa mange Steder med Ungdommen i Kirken efter Prædiken, førend den ordinaire Kirketjeneste er tilende og Menigheden derefter udgaaen af Kirken, og jeg veed, at den allernaadigst anbefalede Katechisation ikke aleneste skal ske til de Unges bedre Opbyggelse, mens endog til de Gamles Nytte, at erindre sig igjen de Ting, som de i Ungdommen har lært og siden kan have glemt, samt den ganske Menigheds Forfremmelse i den sande Christendom, da gjøres det fornødent, at Katechisationen overalt sker i Kirkerne, efterat Kollekten efter Kommunionen er læst, og begyndes efter samme Kollekt med et Vers af en Psalme at sjunge, som vedkommer den Del, som Presten samme Dag i Katechisationen haver foretaget sig at afhandle, og Forretningen sluttes med et derved Forretningen overensstemmende Vers, hvorpaa Velsignelsen af Presten messes fra Alteret, og derefter Tjenesten sluttes med den ordinaire Psalme og Bøn efter Prædiken.

8. Dersom mine retsindige Medbrødre vil vide, at det ei aleneste bliver til største Hindring udi en hellig Forberedelse til Sabbaten, men endog Anledning til følgende Sabbats rette Helligholdelses Forsømmelse, at det tillades en og anden, efter Forlangende, saavel at have sin Trolovelse som at holde Bryllup om Løverdagen, og Enhver veed saavel Forholdet som Udfaldet dermed: saa tinder de, hvor høit fornødent det er, at de afviser saadan Forretning fra Forberedelsens Dag til Sabbaten til en anden Dag i Ugen, som dertil kan være bekvem; derudi formoder jeg, at Enhver med mig lige tænker, og derefter venter, at Enhver arbeider paa at bringe sin Menighed til Sabbatens rette Helligholdelse og forebygger alt det, som samme kan hindre.

9. At mine kjære Medbrødre haver med mig fundet ved Guds Naade, Frugt og Nytte til meget Godt at fremme og meget Ondt at hindre imellem Mand og Kvinde. Forældre og Børn, Husbønder og Tjenere, ved Husbesøgelse aarlig i Menigheden af Presten, haaber jeg de skulle vidne, og derfor formoder jeg det, hvortil jeg Enhver herved opmuntrer, at enhver af Medbrødrene med den begyndte og introducerede Husbesøgelse continuerer.

10. Saasom det er saa vel ynkværdigt med Sognernes rette Fattige og Husarme, at de ofte nødes, til Livet at opholde, at udgaa af Sognet til fremmede Sogner; saa forestiller jeg mine Velærværdige kjære Brødre det, om det ikke var tor saadanne Fattige tjenligt, og om det ikke kunde blive i Sognerne gjørligt, at Menigheden vil lade sig ved Prestens kjærligste Begjæring og Forestilling persuadere til med Presten at inddele saadanne gamle og nødtørftige Lemmer, som ikke med deres Hænders Arbeide sit Brød kan fortjene, udi visse „legger“ (Lægder), saaledes at hver saadan Fattig blev anvist sine visse Gaarde i Sognet, maatte udi hver Gaard blive 1 eller 2 Uger tillige og der finde sit nødtørftige Ophold, samt at saadanne Gaarde vilde gjøre Sammenskud til saadanne sine Lemmer at klæde, naar de det behøver, saa og forsyne deres Legemer med vedbørlig Begravelse, naar de dør. Dermed gjør Menigheden en Guds Barmhjertighed, hvorefter de visselig og rigelig høster Velsignelse.

11. Saasom det er desværre ligesaa brugeligt som bedrøveligt paa mange Steder, at mange af Sognefolkene, saavel de Gamle som de Unge, saavel de Store som de Smaa, som samles Søn- og Helligdage til Kirken, bliver, fra den Tid de ankommer, staaende ude paa Kirkegaarden, indtil Presten gaar i Prædikestolen, og saaledes foragter Gudstjenesten og forarger Andre, saa vil jeg herved hjerteligst begjære til saadant at faa afskaffet Medbrødrenes (med Brødrenes?) Foranstaltning, at Medhjælperne bliver tilholdet paa hver Søn- og Helligdag, saasnart der er ringet tilsammen i Kirken, at udgaa paa Kirkegaarden for at fornemme og formaa de paa Kirkegaarden staaende og samlede Kirkefolk til at indgaa strax i Kirken til Gudstjenesten, hvilken Udgang for Prædiken af Presten selv til at foregaa (formaa?) Folket til at gaa ind i Kirken ikke maa ansees besværlig, naar han fornemmer, at Medhjælpernes Formaning intet bliver agtet; desligeste at Medhjælperne, naar Presten er færdig at gaa i Prædikestolen, atter udgaar at efterse saavel paa Kirkegaarden, om Nogen endnu er staaende, som besynderlig i de Huse, som næst ved Kirken kan være bygde, om der Nogen findes, som viser, at de ere komne mere for at ofre deres Bug end deres Gud; dersom Nogen i slige Huse næstved Kirken findes, hvor der sælges Øl, Vin og Brændevin, hos eller under Prædiken af Medhjælperne, og de ikke paa Medhjælpernes Formaning vil forføje sig derfra til Kirken, da bør Medhjælperne sættes tilrette og straffes, dersom de det ikke for Presten angiver.

12. Det findes, som beklageligst er, udi adskillige Kirker, at adskillige af Tilhørerne gaar ud og ind i Kirken under Gudstjenestes Forretning, og ofte imedens Presten er i Prædikestolen, og saaledes til Gudstjenestes og Ords Foragt, samt og til største Hindring for de Retsindige udi deres Andagt, samt at de Fleste udgaar af Kirken, saasnart Presten gaar af Prædikestolen, anser Guds Hus som et Gilde- og Gjæstebudshus. Til saadant at hindre og efterdags at afskaffe vil det blive fornødent, at Presterne ved Medhjælperne lader tillukke Kirkens Døre, saasnart Presten gaar i Prædikestolen, og ikke lader dem aabne, førend den ganske Gudstjeneste er endt, paadetat Enhver kan efter Kommunionen blive tilstede i Kirken for at opbygges ved Katechisationen. Imidlertid kan Chordøren under Prædiken blive aaben, paadet de, som af nogen Svaghed kunde overfaldes, kunde udkomme af Kirken.

13. Da Presten hør vide (kjende) alle dem, som sig i deres Sogner opholder, men efter det, som jeg selv tilforn her i Stiftet haver befundet, ikke kan vide dem, efterdi mange af Sognefolkene antager i deres Huse og Tjenester de ankommende Fremmede og Ubekjendte, uden at anmelde og fremstille dem for Presten til deres medbragte Attesters Anvisning, og skjuler dem for Presten udi hans Husbesøgelse, bliver det høilig fornødent, at Presterne, som sligt formærker, nogle Gange udi Aaret forelæser Menigheden Deres kongl. Majestæts allernaadigste Lovs Bydende udi 3die Bogs 21de Kapitel 8de articul. Paadet samme allerunderdanigst af Enhver kan blive efterkommet, haver jeg anmodet høiædle og velbaarne Hr. Stiftsbefalingsmanden at tillægge alle Betjentere Befaling at forelægge Almuerne Deres kongl. Majestæts allernaadigste Befaling allerunderdanigst at efterleve.

14. Da jeg ved Guds og min allernaadigste Konges Naade haver udi 21 Aar forestaaet den prestelige Tjeneste i dette Stift, haver jeg formærket denne Uskik og Uorden, at Tjenestefolk, som ere indkomne og haver antaget Tjeneste udi et Sogn, gaar til Guds Bord i et andet Sogn, hvorfra de ere indkomne, og haver antaget Tjeneste udi et andet Sogn, gaar til Guds Bord i et andet Sogn, hvorfra de ere udkomne, da naar jeg betænker, hvor skadeligt for Sjælene, uforsvarligt for Presterne og stridigt saadant er imod Deres kongl. Majestæts forhen allegerede Lov; skadeligt for Sjælene derved, at de udi det Sogn, hvori de tjener, kunde styrtes i Ugudelighed ved det, at Presten i Sognet, hvor de tjener, ikke kjender dem, og Presten i et andet Sogn, hvor de lader sig betjene, ikke veed deres ugudelige Forhold; det uforsvarlige for Presterne sees deraf, at Presten, som slige udi andet Sogn tjenende Personer udi hans Sogne admitterer til Sakramentets Delagtighed, ikke veed deres Forhold og ikke er forsikret, at de kunde i et andet Sogn have begaaet saadan Forseelse, hvorfor de ber excluderes fra Sakramentets Delagtighed i hans Sogn. Jeg vil derfor kjærligst bede, at Medbrødrene ville saavel formane de udi deres Sogn udflyttede Personer til at tage fra deres Prest deres Skudsmaal, saa og at Presterne vil forekomme, at ingen maatte paaskyde Prestens prætenderede ulovlige Betaling for Skudsmaalet fra Sognet.

15. Da jeg i den korte Tid, i hvilken jeg ved Guds Naade haver forestaaet dette mig allernaadigst anfortroede Stift haver befundet, at en fremmed ankommen Studiosus er bleven af Presten antagen og derefter af andre i Sognet, admitteret af Sognefolket til Børnenes Undervisning, uden at anmelde sig for Provsten og fremvise de medbragte Attester, hvorefter han kunde tillades i Sognet at søge sit Tilhold og Ophold, da er jeg bleven foraarsaget at tillægge mine velærværdige Medbrødre dette alvorlige Monitum, at ingen Prest tillader Nogen i hans Sogn vat betro nogen fremmed og ubekjendt ankommende Studioso deres Børns Undervisning, førend samme Studiosus først har anmeldt sig for Stedets Sogneprest, og Sognepresten haver anvist ham Provsten, der at fremvise sine medbragte Attester saavel om Lærdommens Renhed som Levnets Retsindighed.

16. Det bliver høist fornødent, at Presten ikke til Prædiken admitterer nogen fremmed ankommen Studiosum at forrette, førend de ere forsikrede, at samme Person er saavel ren for vildfarende Mening udi Lærdommen som ustraffelig i Levnet, saa og at ingen Studioso bliver udi Kjøbstæderne tilladt Høimesse, Aftensangs og Fredags Prædiken, førend han viser sin Dimiss fra Universitetet i Kjøbenhavn.

17. Presterne ville holde sig Deres kongl. Majestæts allernaadigste Lov efterrettelig og derefter imod hvert Aars Udgang give Provsten udførlig Forklaring om de sig i deres Sogne opholdende Studenter, hvorledes de have forholdet sig, hvortil de i Sognet sig haver ladet bruge, hvorudi de have øvet sig, og om de have gjort nogen Forfremmelse med de Underhavende, paadet Biskopen kan have af Provsten udførlig Underretning om de sig i Stiftet opholdende Studiosorum Forhold, og han derefter kan distingvere enhver paa det Sted, hvor han efter allernaadigste Befaling samme allerunderdanigst aarlig skal anmelde.

18. Saasom jeg haver selv befundet, at Presterne have en stor Lettelse til Ungdommens Undervisning derved, at Sognerne bliver forsynede med gode Klokkere, saa vil jeg ikke aleneste allerunderdanigst efterleve Hans kongl. Majestæts allernaadigste Lov og Befaling, at Klokkerier bliver med Studenter forsynede, hvor det kan være muligt, at saadanne Personer kan finde Livs Ophold, men endog derhos bede, at Medbrødrene ville tilholde Klokkerne at antage sig Sognernes Ungdom til Undervisning med Alvorlighed, uden ringeste Forsømmelse, og til den Ende foranstalte, at Klokkerne, 4 Gange hvert Aar, efter Sognernes Inddeling udi visse Fjerdinger, udi hver Fjerding Samling paa et bekvemt Sted i Sognet, hvilket Presten Søndagen tilforn af Prædikestolen Menigheden forkynder Fjerdingens Ungdom, dem at høre, undervise og forestille det, som hver til næste Søndag haver at gjøre Regnskab for, og at Klokkerne efter hvert Kvartals Samling af Ungdom giver Sognepresten udførlig Beretning om de Unge, som haver mødt, hvad enhver haver lært, hvad enhver haver forbedret sig, hvad enhver er foreholdt, og hvilke fra samme Samling og Overhøring ere udeblevne, paadet samme af Presten kan blive undersøgt og finde Skylden enten hos de Unge, som samme haver forsømt, eller Forældre og Husbonder, om de derfra haver hindret og afholdt deres Børn og Tvende.

19. De tillader ikke Klokkerne enten at forandre eller at forkorte de Psalmer, som for hver Søn- og Helligdag ere ordinerede, men tilholder dem at vedblive samme Psalmer, og hvor Kirkerne ere store, der staar Klokkerne altid nede i Kirken, naar de længste og vanskeligste Psalmer sjunges, paa det Menigheden kan have Efterrettelighed om Melodien, og saaledes Skurren forekommes.

20. Saasom jeg ingenlunde tvivler, at Medhjælpere ere overalt beskikkede ved alle Kirker, saa haaber jeg, at Medbrødrene tilholder enhver af dem at eftertænke deres aflagte Ed og efterkomme med al Nidkjærhed og Retsindighed deres Embedes Pligt; det tilkommer dem at have nøie Opagt ved Kommunionen, at der gaar ordentlig til iblandt Kommunikanterne, at de ikke komme springende til Alteret, og den Ene søger at fortrykke og udstede den Anden, og særdeles ser til, at ingen enten sniger sig frem til Herrens Bord, som ikke er bleven absolveret, og at ingen af de absolverede bliver ude, og ligesom Medhjælpernes Opagt ligesaavel bør være i Kirken hos Gudstjenestes Forretning, ligesaa bar Medhjælperne, naar Svaghed ikke hindrer dem, stedse være tilstede i Kirken. – Udi disse Ting paatvivler jeg ikke mine Velærværdige Medbrødres Redebonhed til at se disse Monita efterkommede, efterdi jeg er forsikret om Enhvers Nidkjærhed og Omhyggelighed saavel for Guds Ære at forfremme, som for de anfortroede Menigheder at opbygge, hvortil Gud velsigne Enhver af Dem med Kraft og Styrke ved Jesum Christum af den Hellig Aand! udi hvilket inderlige Ønske jeg idelig indtil Døden forbliver.

N. Dorph.

Christiania Bispegaard
d. 2den Januar 1739.


IV. Dorphs monita o. m.
af 2den Januar 1740.
Ædle og velærværdige Hr. Provst,
Sogneprester og samtlige
Medarbeidere i Ordet.

Eder alle være Naade, Barmhjertighed og Fred af Gud Fader og den Herre Jesu Christo vor Frelser.

Hos forrige Aars Ende og Henlæggelse takker jeg for det Første inderligen vor Gud, som baade har benaadet mine kjære Brødre med Livet indtil denne Tid, saa og velsignet Deres Arbeide i Herren, at De haver fundet Glæde ved Frugten deraf til Tilhørernes Forfremmelse, i den saliggjørende vor Frelsere Jesu Christi Kundskab, hvorom jeg haver taget Forsikring udi de Menigheder, hvilke jeg udi afvigte Aar haver fundet Leilighed at besøge, og ikke mindre haaber at finde paa de Steder, hvor Herren dette Aar behager at ledsage mig; dernæst jeg hjerteligst tilønsker hver af mine kjære Brødre hos dette Nyaar Herrens Naades Fornyelse til fuldkommen Sundhed for deres Legemer og al Velsignelse for deres Huse, men særdeles til Guds kraftige Hjælp og Bistand i deres Embede og Arbeide i Herren, at de dertil maatte finde Dem iførte ny Kraft af det Høie, udrustede med ny Frimodighed til at stride Herrens Sag og bestride Christi Kirkes Opbyggelse og Satans Riges Nedbrydelse, samt velsignede med den Glæde, at de anfortroede Sjæle maatte findes blivende ved Livsens Ord, Eder til en Ros paa Christi Dag, at I ikke have løbet forgjæves og heller arbeidet forgjæves; derhos haver jeg hos det, som mig udi afvigte Aar er forekommet, fundet fornødent at tillægge det velærværdige Clerici følgende Monita, hvilke maatte blive ligesaa i al Kjærlighed antagne til Efterlevelse, som jeg fremstiller dem udi al Oprigtighed, hensigtende dermed aleneste til Guds Æres Udbredelse, den sande Christendoms Forfremmelse og Medbrødrenes Fares og Fortræds Forebyggelse.


For Provsterne.

1. Saasom jeg haver udi afvigte Aar fra endel Provstier altfor sildig bekommet Brødrenes forlangende Betænkning om den allernaadigst befalede Skolers Indrettelse i bekvemmeligste Maade efter Sognernes Tilstand, saa erindres Provsterne, at de herefter skyndeligst frasender sig til Kommunikation med Provstiets Brødre de indkommende kongl. allernaadigste Forordninger saavelsom andre Rescripter, og hos Frasendelsen paategner ethvert Tiden, naar samme er dem tilkommen og fra dem udsendt, paadet Provstierne kan evitere Undskyldning, at de haver ladet saadanne høistvigtige Ting blive liggende hos sig, hvilke de bør strax frasende dem til Clereciets Efterrettelighed.

2. Provsterne erindres det, som dem udi Deres kongl. Majestæts allernaadigste Lov befales, at de aarligen besøge alle Sognerne i deres Provstier, og det saaledes, at naar de det ene Aar har besøgt Hovedkirken, de da i de følgende Aar visiterer i Annexkirkerne, og ikke lader nogen Kirke blive ubesøgt, paadet de overalt kan forfare og tage Forsikring om, at Embedet af Enhver forsvarligen forrettes, hvorefter de giver Biskopen Menighedernes Tilstand tilkjende, paadet Biskopen derefter kan finde Aarsag at berømme saavel Provsternes som Presternes Vigilance og Omhyggelighed for Menighederne, tilrettesætte de Efterladne og opmuntre de Flittige, samt recommandere paa sine Steder alle Retsindige.

3. Saasom det er befunden hos en og anden Sogneprestes dødelige Afgang, at Enken og Arvingerne, som ere benaadede med Naadsens Aaret haver fundet sin Besvær med at forlange en Prestes Beskikkelse til Kaldets Betjening, indtil Successor indkommer, Biskopen har og fundet sin Fortrædelighed at adskillige Sogneprester nødigt haver villet overlade deres Medtjener til et fremmed Sogns Betjening, forestillende, at de selv behøver deres Medtjeneres Tjeneste; saa vil det herefter tilkomme Provsterne, i hvis Provsti Sogneprestens dødelige Forfald sker, strax at antage sig samme Menighed forsvarligen, saavel ved sig selv som alle Provstiets Medbrødre, indtil Successor bliver allernaadigst kaldet og derefter kan indkomme. Thi ingen Billighed findes derudi, at nogen Kapellan af et andet Provsti beskikkes at forrette Tjenesten paa det Sted og i det Sogn, hvilket ikke.Provstiet tilhører, men hos saadan Vacance bør Stedet forsynes med Provstiets egne Prester.

4. Provsterne erindres at holde, foruden Justits- og Skifte-Protokollerne, deres Provstibøger i forsvarlig Stand, hvori indføres alle de indkomne kongl. allernaadigste Forordninger og andre Rescripter, paadet Posteriteten deraf altid kan faa Gjenpart til Efterrettelighed, efterdi det letteligen kan hænde, at det, som af Presterne selv kan være i deres Ministerialbøger anført, kan saavel ved Presternes Forandring som Tidens Længde forkomme.

5. Provsterne maa hver i sit Provsti med allerstørste Nidkjærhed og Flid se derhen, at de kongl. allernaadigste Forordninger og Reskripter om Embedets Forretninger og deres Tilsyn til Kirker og Skoler bliver af hver Prest allerunderdanigst efterlevede, paadet Fischalen maa betages Anledning til nogen af Presterne at anklage.


For Presterne.

1. Det ligger høiligst Magt paa at give nøiest Agt paa Frelserens Formaning: Vaagen vaager for de dyrebare Sjæle, som Eder ere anfortroede, at Ingen bliver enten forsømt med Betjening af det, som Embedet vedkommer, eller derved fordærves. Vaager for det Ord, som Eder er betroet at prædike, at det udlægges efter Troens Maade til Menighedernes Opbyggelse og ikke forfalskes. Vaager for de af Christo indstiftede høiværdige Sakramenter, at de hverken bliver af Nogen foragtede, ei heller af Eder selv uden samlede, gudelige og ærbødige Tanker administrerede. Vaager for Skriftestolen, at Ingen dertil bliver uden Prøve og Bodfærdighed admitteret. Vaager for Herrens Hus, hvorudi Guds Naades Husholdning er given Eder til Menighederne, at Tyven ikke gives Leilighed til at indbryde for at myrde Sjæle og ødelægge. Vaager for Guds Ager og Kornland, hvilke ere Eder overleverede til at besaa med en uforkrænkelig Sæd, som er Guds levende Ord, at Fienden ikke faar Anledning til at saa Klinten iblandt Hveden. Vaager for Herrens Vinbjerge, over hvilke I ere satte at være Vogtere, at Rævene ikke finder Frihed og Tilladelse at fordærve Herrens Vingaard. Vaager for de kongelige allernaadigste Forordninger, som Eder blive tilstillede, at de efter Eders allerunderdanigste Pligt bliver hørsømmelig efterlevede, thi de sigter til Guds Æres Udbredelse og den sande Christendoms Forfremrnelse udi Hans kongl. Majestæts Riger og Lande. Vaager for Eders Embede, at det ikke skal blive lastet. Vaager for Eder selv, at I, som prædiker for Andre, ikke selv skal blive forskudt. Vaager, aldrig glemmende det Regnskab, hvilket Enhver skal gjøre for de ham anbetroede Sjæle. Ja, vaager, betænkende, at Mange vogte paa Eder.

2. Det kan ikke blive forsvarligt, dersom det ydermere paaklages, at med Gudstjenestes Forretning skulde nogen Prædikedag opholde over Tiden, undtagen at Presten kan blive henkaldt til de Syges Betjening, thi de Fleste af Menigheden haver de længste Veie til Kirken, og særdeles de Gamle finder største Besværlighed, særdeles paa Vinterens korteste Dage, dersom de finder, at med Gudstjenestes Forretning sker af Presten noget Ophold over Tiden, hvorfor det bliver fornødent, at Gudstjenesten bliver om Vinteren begyndt og dertil sammenringet, naar Klokken er 10, og om Sommeren ved 9 slet, hvorefter den Prest, som ene betjener mere end een Kirke, mager det saa, at Tjenesten saa betids begyndes ved den første Kirke, at der udi den anden Kirke kan begyndes paa den determinerede Tid; jeg haver selv befundet udi min Betjenings Tid alene udi det mig allernaadigst anfortroede Sogn her i Stiftet, at det kan være gjørligt, naar egen Magelighed tilsidesættes.

3. Da saavel Loven som Kirke-Ritualet allernaadigst forelægger den Orden, som følges udi Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn, at den skal være efterrettelig for Kirketjenesten overalt i Deres kongelige Majestæts Riger og Lande saavel i Kjøbstæderne som paa Landet, da bliver Presterne erindrede, at ingen halv Messe nogen Søn- eller Helligdag maa bruges, men Gudstjenesten forrettes i den Orden, som Ritualet allernaadigst foreskriver, undtagen den Dag, da Konfirmations-Akten sker, og den halve Messe er tilladt, paadet Presten selv kan have Tid til saa høivigtig en Forretning, og Menigheden ikke for længe skal opholdes.

4. Hos Gudstjenestens Forretning maa Presterne tilse, at de befalede sædvanlige Psalmer hverken bliver udelukte, eller af Klokkeren forkortede.

5. Presterne beflitte sig paa at forklare alle deres Texter til Menighedens Opbyggelse, og vogte sig for at fremføre Noget, som enten ikke kan være forstaaeligt, eller blive anstødeligt for de enfoldige Sjæle.

6. Jeg igjentager endnu mit første Monitum for mine velærværdige Brødre, at de ingen fremmed eller ubekjendt Studioso betror deres Prædikestol, medmindre saadan Person haver først anmeldet sig for Biskopen, for ham anvist sine Attestata, iblandt hvilke hans privati Præceptoris Attest om hans forrige Forhold stricte maa exigeres, og han derefter for Provsten og Presten, i hvis Provsti og Sogn han indkommer [foreviser] Biskopens Tilladelse at betjene Prædikestolen, naar den ham af Presten bliver tilladt for at øve sig.

7. Presterne vogte sig vel for, saavel af Nogen at antage Noget til Publication af Prædikestolen, som dertil ikke egentlig henhører og den christen Kirkes Ben ikke udkræver, som i Besynderlighed at anmelde det af Prædikestolen, som deres egen Interesse vedkommer, saasom Tiendens Leverance, Arbeide til Prestegaarden og deslige Ting, hvilke kan paa Prestegaarden anmeldes enten ved en af Medhjælperne eller en anden god Mand, som dertil formaaes.

8. Da jeg intet haver mere seet, hvorefter ikkun fem à sex Faddere skal admitteres hos hvert Barns Daab, end det kongl. allernaadigste Rescript, som til Stiftsbefalingsmanden alene er indkommet, da haver jeg intet derom kunnet Clericiet communicere, men det vil dog blive her efterretteligt, at hos hvert Barns Daab ikke flere end fem Faddere anskrives og indskrives i Ministerialbogen.

9. Hos Antegnelsen til Alterens Sakramentes Delagtighed vilde Presterne dette iagttage, at de dertil hverken antager Nogen af deres Menighed, som er bekjendt af et forargeligt og ugudeligt Levnet, førend samme efter Prestens brugte gradus admonitionis viser kjendelig Forbedring, ei heller ubekjendte Personer, hvilke i Sognerne kan ankomme, naar de fra deres sidste Sogneprest og Sjæleserger ankommer uden Attest om deres forrige christelige Forhold. Derhos bliver det at iagttage, at Presterne med de udi Sognerne indkomne Enrullerede i de gevorbne Regimenter, at de ikke bliver annammede til Nadverens Delagtighed aleneste paa fremviste Attest fra Kompagniets Chef, hvorefter de passere som Frimænd, men derefter ikke kan forsikres at være rette christne Mænd, uden de derhos fremviser Garnisons-Prestens Attest om deres christelige og sømmelige Forhold.

10. Paadet Deres kongl. Majestæts allernaadigste Lov kan finde af Enhver den allerunderdanigste Lydighed, vilde enhver Prest forekomme al Klage, naar de uden al Attest fra forrige Sogneprest ankommer i et fremmed Sogn, at deres Leilighed haver ikke været til at betale for Skudsmaalet det, som af Presten er paafordret; men hver Sogneprest vil eftertænke en fattig Tjeners Leilighed og derefter give ham Skudsmaalet fra sig til en anden Prest, hvorefter samme Tjener kan blive antagen til de hellige Tings Delagtighed.

11. Da jeg er forsikret om, at hver Fattiges Nød i Menigheden rører fremfor Andre Prestens Hjerte til Medlidenbed, han derfor finder sig mest pligtig til, efter Deres kongl. Majestæts allernaadigste Lov, at have Omsorg for Sognets Fattige, formane Menigheden til at give Almisse, og derudi foregaa Enhver med sit eget gode Exempel, formoder jeg, at mit iblandt forrige Aars forestillede Monita gjorte Forslag til Lægders Indrettelse til de Fattiges Besørgelse findes af alle Retsindige høist tjenlige, saavelsom og til at forebygge fremmede Sogners fattige Trang at indkomme i andre Sogner, naar hvert Sogn saaledes forsynede sine egne Fattige. Herved kunde og Betleri af andre omløbende Fremmede, hvilke intet vist Sogn tilhører, allerbedst hemmes og hindres. Men da ikkun en eneste Guds Mand af dette Stifts Clerici haver anmeldet mig den befundne Nytte af saadan Indrettelse til de Fattiges Forsorg i Sognerne, finder jeg mig foraarsaget endnu dertil at opmuntre Enhver og forestille Nødvendigheden til de Fattiges bekvemmeligste Underholdning i Sognerne paa den Maade.

12. Presterne vilde ingenlunde forsømme Husbesegølserne, efterdi de ere høist fornødne, paadet Presterne derved kan finde bedste Leilighed til at kjende Menighedernes Tilstand og Forhold, opmuntre Ægtefolkene til indbyrdes Forligelighed, Forældrene til Omhyggelighed at sætte deres Børn til Lære, Haandverk og anden Tjeneste, Børnene til Lydighed for Forældrene, og Tjenerne til Ærbødighed for deres Husbonder og Troskab i deres Tjeneste.

13. Presterne ville flittigen besøge de Steder, hvor de Unges Undervisning bliver i Sognerne indrettet og anvist, for at opmuntre Skoleholderne til al Flittighed og Omhyggelighed, og besørge de Unges bedste Forfremmelse udi Guds Kundskab og den sande Christendom, paadet deres Omhyggelighed kan kjendes i Visitatsen, naar den sker enten af Provsten hvert Aar eller af Biskopen hvert 3die Aar efter Loven.

14. Den i Deres kongelige Majestæts allernaadigste Lov Presterne befalede Besøgelse hos Menighedens Syge, vilde ingen Prest nogenlunde forsømme, langt mindre udeblive fra den Syges Betjening, ihvor fattig han end maatte være, naar han dertil bliver kaldet.

15. Dersom det skulde ske, hvilket Gud naadeligen afvende, at Nogen skulle begaa saadan Misgjerning, hvilken Loven dømmer til Døden, da ville vedkommende Prest eftertænke Fornødenheden at antage sig strax Misdæderen til Undervisning, naar han for Misgjerningen bliver fængslet, paa det han kan betids blive af Presten saavel opmuntret til Sandheds Bekjendelse, som præpareret til Døden.

16. Hos Embedets Forretning med dem, som udi Ægteskab sig med hinanden vil indlade, er det høist fornødent, at Presterne bruger meste og bedste præcaution, og de tilforn ikke aleneste selv nøie udforsker, om saadanne Personer ikke findes hinanden for nær beslægtede og besvogrede, mens endog forsyner sig med vederhæftige bekjendte Mænds Caution, hvorved de kunde finde sig betryggede for saadan Embedets Forretning. Dertil vil det være tjenligt, at foruden Deres kongl. Majestæts allernaadigste Forordning om Skudsmaal og Forløfter for dem, sig vilde lade trolove og udi Ægteskab begive, allerunderdanigste Aflæsning af Prædikestolene paa Palme-Søndag og 4de Søndag i Advent, Presterne endnu formaner dem, som indstiller sig at være Forløftningsmænd for Ægteskabet, at de intet andet vidner og forsikrer end det, som de fuldkommeligen vide, og saaledes kan vide sig trygge og fri fra den Straf og Ulykke, hvilken Deres kongl. Majestæts Forordning dicterer dem, som gjør urigtigt Forløfte. Presterne maa og vel vogte sig for at trolove eller copulere nogen i forbudne Led paa nogen Caution, men indeholde saadan Forretning, indtil Deres kongl. Maiests allernaadigste Bevilling dertil anvises dem.

17. Deres Ægteskabs Forkyndelse af Prædikestolene, som af Presterne trolovede ere, maa stricte ske 3de Søndage efter hinanden, og ingenlunde paa nogen udi Ugen indfaldende Helligdag, og allermindst paa nogen Søndag i 2de Kirker; thi de kjære Brødre kan selv eftertænke, at Forkyndelsen er til ingen Efterretning, naar den sker i en anden Kirke og for den Menighed, hvor de Trolovede ere ubekjendte, som og at de knude indløbe i største Fare, dersom de ved de Trolovedes Ægteskabs saa skyndige som ulovlige Forkyndelse haver betaget dem Tid, som imod Ægteskabet kunde have Modsigelse, hvilken efter Loven ber ske, førend Aflysningen sker 3die Gang.

18. Saasom jeg haver befundet, at saavel den høist nødvendige Forberedelse til Sabbaten forhindres, som og Sabbaten vanhelliges, og Gudstjenesten derover forsømmes og foragtes af Mange ved den Anledning, som dem gives derved, at Presten tillader en og anden i deres Sogn paa Løverdagen og anden Sabbaten foregaaende Dag at copuleres, saa vilde Presterne søge samme forhindret derved, at de ikke tillader nogen Forretning paa saadan Dag, hvortil Enhver kan finde ligesaa god Leilighed en anden Dag i Ugen.

19. Da det befindes, at mange Prester ere blevne misholdne derved, at de letteligen have antaget en og anden fremmed Person til Sakramentets Delagtighed uden Attest fra den Sogneprest i det Sogn, fra hvilken de ere komne, paa det Løfte, at samme Person, førend han anden Gang kunde blive annammet, fremskaffer sin forrige Sogneprestes Attest om hans Forhold, vil det være raadeligst for enhver Prest, at han paa saadant Løfte ingen antager, men paastaar forrige Sogneprestes Attest om hans frembragte Levnets Forhold og Ustraffelighed.

20. Dersom det sker, at ikkun faa, 2 eller 3 i Tallet, anmelder Presten sit gudelige Forsæt, at ville indstille sig næste Søndag eller Helligdag til Kommunionen, da kan det aldeles ikke være tilladeligt, ei heller blive forsvarligt, at Presten afviser de Faa til en anden Gang, da Flere kan ventes; men Presten bør ikke negte den Eneste sit Embeds-Forretning eller gjøre ham Afvisning udi saa høi betydelige Ting, efterdi det er skjult for Presten, hvad Gud kan behage i en Hast at gjøre med saadant Menneske, og dersom det pludseligen kunde henrykkes, førend det oplevede den af Presten anviste anden Gang, maatte Presten finde sin Samvittigheds Besværing. Jeg holder det derfor raadeligt, at Presten antager endog en Eneste, naar han efter foregaaende Prøve findes vel skikket og beredt.

21. Da de vidtløftige Sogner kan ventes at kunne forsvarligst blive betjent ved Sognepresten og hans Kapellan, som dertil allernaadigst er beskikket, tjener det til Christi Kirkes bedste Opbyggelse og Satans Riges meste Nedbrydelse, at Sognepresten og hans Kapellan lever tilsammen indbyrdes i al Fortrolighed og god Forstaaelse, Sognepresten elsker Kapellanen som en Medbroder, og Kapellanen ærer sin Sogneprest som sin Fader, Sognepresten ikke besværger Kapellanen over det, hvortil hans Kræfter ikke strækker, uden at gjøre ham Lettelse ved nogen Tilhjælp, Kapellanen ei heller negter Lydighed i at efterkomme det, som han bør efter Sogneprestens Befaling i alle Embedets Forretninger efter Loven, paadet Menigheden ved Presternes indbyrdes kjærligste Forstaaelse kan have et godt Exempel, og Øvrigheden ei besværges ved at decidere de Disputer, som gjør dem mistænkte, at de sage deres eget og ei det, som er Christi Jesu.

22. Det er vel Kapellanen udi Deres kongl. Majestæts allernaadigste Lov befalet, intet at forrette uden Sogneprestens Minde og efter hans Befaling, men da hos de Syges Betjening er Casus necessitatis og periculum kan findes in mora, vil det være fornødent, at hver Prest, til hvilken Bud fra den Syge først kommer, findes strax færdig til at begive sig til ham, Kapellanen i saadan Tilfælde ikke opholder Budet, indtil han faar indhentet Tilladelse at Sognepresten, Sognepresten ei heller forsømmer at begive sig til den Syge ved at sende Bud til Kapellanen.

23. Ligesom Kapellanen betids udspørger hos Sognepresten, udi hvilken Kirke han næstkommende Søndag eller Helligdag skal forrette Gudstjeneste, ligesaa maa Sognepresten det strax foresige Kapellanen, hvorved det da maa blive uden videre Forandring. Jeg ser ikke, at det staar i nogen Kapellans Magt at paastaa, at han, naar han har gjort Kirketjenesten i en Kirke den ene Søndag, bør endelig forrette den i den anden Kirke næstfølgende, efterdi Sognepresten deri kan dispensere, og det tilkommer Kapellanen efter Subordinationen at adlyde og efterkomme, naar de begge hensigter til Guds Menigheds Opbyggelse.

24. Med Præparandis til Konfirmations-Akten forholdes forsvarligst saaledes efter Deres kongelige Majestæts allernaadigste Forordning, at hver Prest, enten han er Sogneprest eller Kapellan, antager sig de Unge til Oplysning, som hos ham anmelder sig; dog tilkommer det Kapellanen at anmelde Sognepresten saavel forud dem, som sig hos ham haver anmeldet til præparationen, som og siden dem, hvilke han haver fundet saa oplyste og skikkede, at de kan fremstille dem til Konfirmationen, ligesaa og dem, som ere blevne anviste til en anden Tid, og Aarsagen dertil.

25. Med Husbesøgelserne forholdes allertjenligst saaledes, at da Kapellanen ber kjende de Sjæles Tilstand, for hvilke han prædiker, han da ikke negtes af Sognepresten at gjøre saadan Husbesøgelse, som er den bedste Leilighed dertil; men Husbesøgelsen kunde derfor saaledes aarlig indrettes af Sognepresten, at, naar Sognepresten det ene Aar haver en Fjerding i Sognet at besøge, Kapellanen haver en anden, og udi det følgende Aar Sognepresten besøger Kapellanens Fjerding og Kapellanen Sogneprestens forrige.


For Klokkerne.

Klokkerne maa af Presterne alvorligen foreholdes, at de med al Flid og Omhyggelighed forretter det dem anfortroede Embede baade inden og uden Kirken, forsvarligen besørger Ungdommens Undervisning uden mindste Forsømmelse, og udi deres Levnet opfører sig ædrueligen og skikkeligen, at hverken Presten finder Anledning til deres Forsømmelse og usømmelige Levnet at anklage, eller Menigheden Aarsag til sig ved den at forarge. Klokkerne maa og foreholdes, at de alleruuderdanigst efterkommer Ritualets Bydende, at de, naar de 2de Psalmer: Aleneste Gud &c. og Troen &c. synges, da paa Landet altid staa neder i Kirken, paa det Menigheden desbedre kan sjunge efter.


For Presternes Medhjælpere.

1. Presterne vogte sig vel for at foreslaa Stiftamtmanden og Biskopen andre Personer til deres Medhjælpere end de, om hvis christelige Opførsel, Forstandighed og Retsindighed til Embedet de kan være vel forsikrede.

2. Samme af Stiftamtmanden og Biskopen paa Prestens gjorte Forslag beskikkede Medhjælpere maa endeligen af Presten af Loven forelæses de Poster, som deres Embede vedkommer, hvorpaa de udi nogle af Sognefolkets Nærværelse i Sakristiet aflægger deres Ed.

3. Medhjælperne, som finder, at de Uskikkelige i Sognet ikke vil lade sig raade og rette med deres kjærlige Advarsler og Paamindelser, anmelder saadant uden Persons Anseelse for Presterne, saavel for Kapellanen som Sognepresten, hvorefter den Prest, som saadan Uskikkelighed bliver af Medhjælperne anmeldet, forretter sit Embede med saadanne Uskikkelige at paaminde og, det meste muligt være kan, at bringe dem til deres Synds Kjendelse og Levnets Forbedring.

4. Medhjælperne maa alvorligen forholdes, at de ingen Søndag eller Helligdag, naar de ingen Forhindring finder ved Svaghed, udebliver af Kirken, og at de hos det høiværdige Sakraments Forretning indfinder dem i Choret, for saavel at tilse, at Kommunikanterne i sømmelig Orden knæler omkring Alteret, saa og at beobagte og hindre, at Presten ikke formedelst dybe Tanker maatte begaa nogen Forseelse hos Sakramentets Forretning ved at distribuere Vinen før Brødet.

Til disse og alle andre Embedet vedkommende Ting at beobagte og forrette ønskes mine velærværdige kjære Brødre Guds Aands Bistand og Velsignelse.

Christiania Bispegaard
den 2den Januar 1740.

N. Dorph[18].

V. Dorphs monita o. m.
af 2den Januar 1741.
Ædle Velærværdige og heitærede Provster.
Sogneprester og Kapellaner,
Høistærede Brødre og Venner!


Naade og Fred vorde Eder mangfoldig!

Ligesom jeg haver henlagt det afvigte Aar udi hjertelig Lov og Taksigelse til Gud for hans beviste Naade, ved hvilken Christi Kirke er bleven glædet af Guds naadige Øje paa den fra Aarets Begyndelse og indtil Aarets Ende, ved at befæste Lysestagen paa dens Altere uden Forflyttelse, ved at bevare dens Lys fra Udslukkelse, ved at holde Tyve fra Lyset til dets Fordærvelse, og endelig ved at have fundet mange Sjæle lagte i sit Skjød, ikke aleneste ved Daaben for de smaa Børn, mens endog ved en sand Omvendelse af mange Voxne og Gamle; for vor allernaadigste Konge som Kirkens Fosterfader, efterdi han til alle hans Undersaatters Glæde og efter deres idelige Forbønner er bleven velsignet af Liv og fuldkommen Sundhed, samt Fremgang udi saamange høistpriselige Ting, hvilke Hans kongelige Majestæt haver udi det afvigte Aar allernaadigst anordnet til Guds Ære, Christi Kirkes Bedste og den sande Christendoms Forfremmelse i sine Riger og Lande; endeligen for Eder, allerkjæreste Brødre, at I baade ere blevne benaadede af Gud med Livets Forlængelse indtil denne Tid, saa og styrkede af Gud til Embedets Gjerning, samt glædede ved den Frugt af Eders Arbeide, at dersom I endskjønt ikke ved Eders udviste Nidkjærhed og Omhyggelighed haver vundet alle anfortroede Sjæle, I dog haver fundet Nogle, som ere blevne ved Livsens Ord, Eder til Ros paa Christi Dag, at I ikke haver arbeidet forgjæves. Ligesaa hos dette Aars Begyndelse begynder jeg udi Herrens Navn mit inderlige Ønske for Christi Kirke, at den maatte have sit Altars Lys brændende saavel uden Udslukkelse af aabenbare, som uden Formørkelse af dens hemmelige Fiender, at den og maatte finde mange Sjæle henlagte i sit Skjød, og dem maatte overlevere fra sig til Abrahams Skjød; for vor allernaadigste Konge, at han med det ganske kongelige Arvehus maatte saavel i dette som utallige paafølgende Aar blive velsignet med Liv, fuldkommen Sundhed som Glæde, saavel ved Christi Kirkes som sine Rigers og Landes Fred og det med samme Fred følgende meget Gode; endeligen for Eder, kjære Brødre, at Gud vilde efter sin behagelige Villie forlænge Eders Dage, bekræfte Eders Sundhed, formere Eders Velfærd samt velsigne Eders Arbeide i Herrens Gjerning, at hver af Eder maatte findes i Arbeidet bevisende sig som Guds retskafne Tjenere med al Oprigtighed, som de, der søger at undfly den Forbandelse, hvilken Guds Aand fremstiller med disse Ord: Forbandet være den, som gjør Herrens Gjerning med Svig; med Retskaffenhed, at Ingen findes iblandt Dem, som forfalsker Herrens Ord; med Nidkjærhed for de anfortroede Sjæle, følgende Apostelens Exempel: Jeg er nidkjær for Eder med Guds Nidkjærhed, fordi jeg haver føiet Eder til en Mand, at jeg kan føie Christo en ren Jomfru til; med Aarvaagenhed, vidende, at Eders Arbeide kræver, at I skal vaage for de anfortroede Sjæle, derved forhindrende, at ikke Fienden skal faa Leilighed at udsaa sin Klinte paa Herrens Ager, ved det at Folket sover; med Forsigtighed udi Arbeidet, til at have aabne Øine for alle Embedets Forretninger, for at vare Eder selv for den Fare, som Eder kunde tilføies af dem, som paa Eders uforsigtige Handling ikke haver tillukte Øine; med Taalmodighed til at bære Arbeidets Byrder og fordrage alle de Eder mødende Fortrædeligheder; med Ustraffelighed i Eders Vandel og Omgjængelse med den Eder anfortroede Menighed, at Eders Tjeneste skulde ikke blive lastet paa nogen Maade, men I kunde altid blive Hjordens Exempel og bevise Eder selv i alle Maader at være gode Gjerningers Exempel udi Lærdom, Ufordærvelighed, Ærlighed og sund Tale, som er ufordømmelig, at den, som er derimod, kan skamme sig, naar han haver intet Ondt at sige om Eder; endeligen med Bestandighed, at I ikke hos den største Gjensigelse bliver trætte, at I ikke hos værste Forfølgelse viger fra Christi sande Efterfølgelse, men at hver af Eder maatte findes tro indtil Døden, beholdende den gudelige og retskafne Væsens Begyndelse fast indtil Enden, og saaledes udi Arbeidet fortfarende, at I ser Eder selv for, at I ikke skulle tabe de Ting, I haver arbeidet, men bekomme en fuld Løn; endog jeg nu ikke tvivler, at alle retskafne Christi og hans Menigheds Tjenere vil vaage for deres Arbeide med al Varagtighed, haaber jeg, at ingen med Fortrydelse anser og antager den Opmuntring, hvilken jeg fremstiller Enhver, med efterfølgende monitis.

For Provsterne.

1. At Enhver aarlig uden Forsømmelse forretter den udi Deres kongelige Majestæts Lov befalede Visitats, hvilken maa forrettes det ene Aar udi Hovedkirken og følgende Aar udi Annexkirkerne, saa at ingen Kirke bliver forsømt, paadet Biskopen kan fra Provsterne bekomme fuldkommen Efterretning saavel om Menighedernes som Kirkernes Tilstand udi ethvert Sogn i hans Provsti, efterdi Biskopen er allernaadigst befalet hos Aarets Ende at indsende sin allerunderdanigste Forklaring over samme Tilstand.

2. At de besørger deres Justits- og Skifte-Protokollers Holdelse udi forsvarlig Stand, saaledes at Efterkommerne ikke skal finde Aarsag at paaklage Formandens Efterladenhed og Urigtighed. Naar samme Protokoller ere fuldskrevne, sender enhver Provst dem ind til Biskopen, at indlægges til Forvaring udi Stiftskisten, paadet Vedkommende kan deraf bekomme den fornødne Oplysning. Hver Provst ville behage hos hvert Aars Ende at anmelde Biskopen de Skifter, som udi Aaret af ham ere blevne forrettede, samt hvorledes de ere blevne sluttede. Ligeledes holder hver Provst en rigtig Kopibog, hvori indføres alle de kongelige allernaadigste Forordninger og Rescripter, som fra Biskopen bliver Provsterne tilsendte til Communication med Embedsbrødrene, paadet Efterkommerne kan deraf altid have Oplysning om de befalede Ting til allerunderdanigst Efterretning.


For Sognepresterne.

1. Da Deres kongl. Majestæt bærer allernaadigst Omsorg for Hans Undersaatters Oplysning udi de Ting, som til Enhvers Salighed er fornøden, og til den Ende haver allernaadigst anordnet Katechisation i Kirkerne og endnu ydermere befalet, at den stricte skal af Enhver allerunderdanigst efterkommes, samt og ved allernaadigst Rescript til Hr. Stiftsbefalingsmanden og mig, dateret den 2den Decbr. sidst afvigte, befalet, at Presterne skal ved flittig Husbesøgelse, foruden Katechisationen i Kirken, ved alle Leiligheder give de Gamle en kjærlig Undervisning og Oplysning om de til Salighed fornødne Ting, paadet Presterne kan have en frelst Samvittighed for Gud, naar de, saavidt de formaar, haver gjort Sit og ingen Leilighed forsømt, ligesom og Stiftamtmanden haver kongelig allernaadigst Befaling, at tilholde de ham Subordinerede at foranstalte hos alle Kirker, at ingen af de Gamle udgaar af Kirkerne nogen Søndag, førend Kateohisationener til Ende: saa vil det være fornødent, at enhver Prest uden ringeste Forsømmelse og Forandring af den Tid, hvilken Katechisationen er foresat, med Alvorlighed og retsindig Nidkjærhed forretter Katechisationen, saavel til de Gamles som til de Unges Opbyggelse.

2. Det bliver ikke negtet nogen Prest udi hans Forfald at betro en ham bekjendt Studioso Katechisationens Forretning, naar samme Studiosus befindes uden Mistanke af urigtig Lærdom og uden Forargelse ved uskikkeligt Levnet og fremviser Biskopens Paaskrift paa de ham af samme Studioso anviste Testimoniís fra det kongelige Universitet og besynderlig fra hans Præceptore Privato. Hos Katechisationens Forretning bliver Presterne herved anmeldet Deres kongl. Majestæts allernaadigste Befaling ved Rescriptet af sidst afvigte 2den Decbr., at til samme Forretning ikke mere maa anvendes end Time, ligesom ikke mere end een Time er tilladt Presterne paa Landet at forlænge deres Prædiken, paadet Menigheden, iblandt hvilke den største Del som haver lange Veie, ikke skal blive opholdet[19].

3. Efterdi det befindes, at adskillige af de Unge imod Tiden, da de skal fremstille sig til Konfirmations-Akten, begiver sig ud af det Sogn, hvor de ere baade fødde og i den meste Tid opfødde, til et fremmed Sogn uden at medbringe Attest fra Stedets Sogneprest, hvorfra de haver udflyttet, muligen udi den Tanke, at de letteligen kan admitteres paa et Sted fremfor et andet til den høiværdige Nadveres Delagtighed, da maa enhver Prest henvise saadanne til hans Sogn uden Attest ankommende unge Mennesker mod Konfirmationstiden til det Sogn, hvor de baade ere fødde og opfødde, hvor Sognepresten antager sig saadanne unge Mennesker at oplyse og præparere til Konfirmations-Akten, og naar de findes bekvemme, admittere dem i sit Sogn til den hellige Nadveres Delagtighed, og derefter giver dem Attest, hvilken de overleverer den anden Prest, i hvis Sogn de indkommer.

4. De kjære Medbrødre finder det at være høist fornødent, til at forebygge Nogens Anklagelse over ubillig Fordring for en Attest til Tjenestefolk at de heller meddeler en fattig Tjener Attesten for 4 Skilling efter Deres kongelige Majestæts Lov, ja meddeler ham den for intet, end at han skulde anklages for ubillig Fordring for Attesten, paadet den Uorden kan forebygges, hvilken ikke ber taales, at endel, som tjener i det ene Sogn, gaar til Guds Bord i det andet Sogn, hvorfra de ere udflyttede, under Paaskud, at de have ikke Leilighed til at betale Presten saa meget, som han paastaar, for Attesten.

5. Da det tilkommer Klokkeren udi ethvert Sogn, hver Søndag efter Prædiken at antegne Confitenterne, som anmelder sig for at gaa til Guds Bord næstfølgende Søndag eller Helligdag, og han for samme Antegnelse maa være Biskopen ansvarlig hos Visitatsen, da, paadet en vis Orden kan haves i ethvert Sogn, kan ingen Prest antegne Nogen paa nogen Dag i Ugen, som tænker næstfølgende Søndag at gaa til Guds Bord. Men Enhver lader sig af Klokkeren antegne næst foregaaende Søndag, hvorefter ingen Antegnelse i Ugen mere maa ske, efterdi Enhver, som agter følgende Søndag at gaa til Guds Bord, kan næst foregaaende Søndag ved hans Bud anmelde hans Forsæt for Klokkeren til hans Antegnelse, saafremt han ikke haver Leilighed til personlig at indfinde sig.

6. Saasom endel af Presteskabet ikke letteligen haver forstaaet Deres kongl. Majestæts allernaadigste Befaling angaaende delicta carnis af de sig i Sognerne opholdende Soldater, hvor samme skal anmeldes, saa bliver dette til Enhvers Efterrettelighed herved meldet, at samme delicta skal af Presten anmeldes tillige saavel for Regimentets Chef, som Generalauditeuren, hvorefter Personerne, som have forseet sig, skal anvise Presten Regimentets Attest, enten det haver været hans første eller anden Forseelse, paadet Presten kan vide derefter at behandle saadan Person med Embedet efter Deres kongl. Majestæts allernaadigste Befaling. Foruden saadan Attest fra Regimentet antages ingen Person, som sig saaledes haver forseet, til Kommunion, paa Personens Attest fra Kompagniets Chef.

7. Man venter daglig Deres kongl. Majestæts allernaadigste Resolution paa den fra Hr. Stiftamtmand Neve og Biskopen til Skolekommissionen forlængst indleverede Forestilling efter ethvert Steds Leilighed til de danske Skolers Indrettelse paa Landet, og haaber, at den snart vil indkomme, imidlertid vil det være fornødent, at enhver Prest, saa meget som ham kan være muligt, vigilerer for at vedholde Skoleholdet til Børnenes og de Umyndiges Undervisning, paase at Skoleholdere saavel bliver antagne som belønnede, saavidt ske kan, udaf de i hvert Sogn indkommende Ting, efter den kongelige allernaadigste Forordning om Skoleholderes Belønning.

8. Saasom det paa adskillige Steder sker, at en ung og frisk Sogneprest, som benaades med et og andet Kald, hvor Kapellan pro persona findes, som er kaldet af Formanden, ikke vil tillade Kapellanen at forrette Tjenesten flere, end det ham behager, formenende sig dertil at have Rettighed, saalænge han selv kan hver Søn- og Helligdag betjene 2de Kirker, saa, efterdi Deres kongelige Majestæt bar befalet det. som Presteskabet overalt er communiceret, at udi de Sogner, hvor 2de Prester forretter, skal hver Prest have sin Tjeneste at forrette udi sin visse Kirke og ikke fra Tjenesten findes ledig, kan ingen Sogneprest dispensere imod samme kongelige allernaadigste Befaling og udelukke Kapellanen i Sognet fra Embedets Forretning.

9. Ingen Prest er tilladt at lade sin Prædikestol betjene udi sit Sted af en Studium uden yderste casus necessitatis det udfordrer, men enhver Prest bør selv forrette sit Embede, indtil han formedelst paakommende Svaghed ikke formaar mere; dersom nogen Presters anfortroede Sogn befindes vidtløftig og sjæle-rig, da gjør Presten det tjenligere saavel til Menighedens bedre Forsyn som til sin egen Lettelse, at han kalder Kapellan, end han holder Student i Huset, som ikkun kan aftage ham en Prædiken, men ikke forrette de øvrige Ministerii partes; derved forebygger Sognepresten sin Ulempe derved, at en Kapellan mod hans Villie bliver ham adjungeret.

10. Mit forrige Monitum igjentages, at enhver Prest, saasnart en Delinqvent af hans Sogn, hvis Misgjerning fortjener Døden, bliver arresteret og fængslet, strax antager sig samme Delinqvent saavel at opmuntre ham til Sandheds Bekjendelse, som at præparere ham til Døden, som han kan blive tildømt, og ingenlunde lader saadan Delinqvent blive ubesøgt og forsømt, indtil at Dødsdom er faldet for ham. Det bliver og fornødent, at Presten gjør forud den Aftale med Stedets Øvrighed, at Dagen, førend Executionen skal ske, Ingen bliver tilladt at komme ind i Arresthuset uden aleneste Presten og den, som han udi hans lovlige Forfald henskikker udi sit Sted, paa det at ikke Tilløb af Andre skal enten hindre Prestens Forretning og Embede med Delinqventen eller forstyrre Delinqventens Andagt.

11. Endelig vil jeg vente, at alle Prester ikke aleneste fremstiller deres Lærdom uanstødelig, men og fremdrager deres Levnet saa ustraffeligt, at Ingen skal kunne overbevise dem nogen Beskyldning af følgende Poster:

1ste. At for Offerskjeppen prætenderes 3 ₻ danske i det ringeste, og den endda ikke modtages, uden dermed følger et Læs Brændeved hvert Aar og fersk Mad til Kjøkkenet.

2det. At Presten paastaar af de allerfattigste Folk for deres Børns Daab 3 ₻ danske foruden Faddernes Offer, og foruden dette ligesaameget for Konens Kirkegang.

3die. At de unge Mennesker, som første Gang skal gaa til Guds Bord og forud konfirmeres, bliver afviste og maa en lang Tid gaa hen at fatigeres ved Leben til Prestegaarden, naar nogen hos hans første Fremstillelse enten intet haver baaret med sig, eller og ikke saameget, som Presten vil være fornøiet med.

4de. At ingen paastaar 2, 3 til 4 ₻ danske for en Attest til Tjenere, som udflytter af deres Sogn.

5te. At ingen for aabenbare Skriftemaal tager i det ringeste 1 Rdlr.

6te. At ingen prætenderer eller foreskriver Nogen Noget for Reiser i Sognebud.

7de. At ikke nogen for Ligprædiken paastaar foruden Koen[20] 2, 5, ja flere Rdlr.

8de. At ingen foreskriver Folk, hvad de skal ofre paa de 3de store Høitider om Aaret, eller udgiver Sedler til hvert Menneske med sit visse Nr., hvorudi Offeret skal lægges.

9de. At ikke nogen exeqverer sin egen Fordring ved at fraholde Nogen fra Sakramentet.

Da saadanne Ting ere blevne paaklagede, hvorimod jeg haver sagt det meste muligt haver været at forsvare dette Stifts Presteskab, formoder jeg, at enhver af Brødrene hindrer slige Beskyldninger.


For Kapellanerne.

1. Det tillades ikke nogen Kapellan at tage sig den Frihed, uden Sogneprestens Forlov og Vidende, at udreise ud af Sognet, saafremt de ikke vil vente tilbørlig Tilrettesættelse, dersom de imod dette handler, efterdi Deres kongl. Majestæts Lov samme befaler.

2. Udi de Sogner, hvor Klokkeren ikke finder Leilighed til at lønne og opholde en Substitut ved Annexerne, og Prædiken saa tidlig begynder enten ved Annexet eller Hovedkirken, at Klokkeren kan komme selv til den anden Kirke tilligemed Sognepresten, som haver forrettet Tjenesten i den første Kirke, da handler Kapellanen meget dristelig mod Subordinationen, dersom han vil modsætte sig at forrette Prædiken, naar Sognepresten udi den anden Kirke vil betjene Alteret.

3. Vel befaler Deres kongl. Majestæts Forordning om Ungdommens Konfirmation, at de Unge kan udi de Sogner, som haver 2de Prester, sige, hvilken af Presterne dem behager, for af ham at oplyses og præpareres, men derhos er ikke forbudet Sognepresten, som staar til Ansvar for det ganske Sogn, at kalde til sig alle dem, som forud vil præpareres til forestaaende Konfirmation, for samme at antegne; da Kapellanen bør være tilstede hos Sognepresten, og de Unge da udvælger den af Presterne, som dem behager.

4. Da det haver foraarsaget mig største Græmmelse fra min Ankomst til dette Stift, at Kapellanerne sætter Subordinationen tilside og foretager sig udi Embedet et og andet at forrette uden Sogneprestens Vidende, hvilket giver Aarsag til Uenighed og Ukjærlighed imellem Presterne til Menighedernes største Forargelse: saa erindres Kapellanerne herved, at de allerunderdanigst efterleve Hans kongl. Majestæts Lov, som allernaadigst foreskriver dem, hvorledes de, saavel i Embedet som uden, i deres Opførsel skal forholde sig imod deres Sognepresten betænkende, at det er en stor og lastværdig Utaknemmelighed, naar de, som af Sognepresterne ere kaldede og hjulpne til Brød, paa en eller anden Maade fortrædiger Sognepresterne, men derimod betænker, at de kan opbygge Herrens Menighed allerbedst, næst den rene Lærdom, ved god Forstaaelse og Enighed imellem Presterne, hvorhos de og haver den Guds naadige Forsikring, at Liv, Naade og Velsignelse skal følge Brødrene, som endrægtelig bo tilsammen.


For Klokkerne.

Jeg igjentager mit forrige Monitum, at Klokkerne trolig og flittig forestaa deres Embede, leve ædruelig og uforargelig for Menigheden, samt beviser den pligtige Ydmyghed og Lydighed for deres Prester; dersom nogen Klokker derimod skulle handle, da maa ingen Prest den fortie, men melde for Biskopen, paadet de Skyldige kan stilles for Retten at lide Dom efter Sagene Beskaffenhed og deres Fortjeneste.


For Medhjælperne.

Dersom det skulde befindes paa noget Sted, at Medhjælperne hos Tjenestens Antagelse ikke haver aflagt den udi Loven befalede Ed, da bor det samme strax ske udi nogle af Sognefolkenes Overværelse og Paahør, hvorefter Presten, for hvilke de Eden aflægger, erindrer dem at eftertænke den Ed, hvilken de haver aflagt, og derefter trolig og forsvarlig forretter det, som deres Embede vedkommer, efter Hs. kongl. Majestæts Lov, hvilket Presten af Loven forestiller dem hos Edens Aflæggelse. Til Slutning ønsker jeg det samtlige Presteskab Herrens Velsignelse af alt aandelig og legemlig Gode udi dette i Herrens Navn begyndte Aar. Forbliver &c.

Christiania Bispegaard
d. 2den Januar 1741.

N. Dorph[21].

VI. I Biskop Dorphs Hilsen og monita af 3dje Januar 1742 gjentages kortelig, hvad forrige Aar blev paamindet, med følgende nye Tillæg,


For Sognepresterne og Kapellanerne.

Maadeds-Prædikener hver 1ste Onsdag i Maaneden og hver Onsdag i Fasten maa ikke forsømmes, og, hvor 2de Prester, bør og ske 2de Gudstjenester, en ved hver Kirke hver første Onsdag i Maaneden.

Ingen Prest eller Prædikanter maa „smæle“ eller af affecter tale paa Prædikestolen om private Personer, men Prædikestolen saavelsom Prædikenen maa derfra være renset.

Ingen Confitentes maa antages om Søndagsmorgen til Guds Bord, der er ikke mer end Mil borte fra Kirken, eller er ikke besvangrede og nær ved at føde, eller er af den Alder.

Af Mangel paa Sakristi i de fleste Kirker skal Klokkeren tilholde de Nærværende, at de holder sig langt fra Skriftestolen, at Presten kan handle med dem, som betjenes i Stilhed og Enrum.

Presten skal, førend han udgiver nogen Attest til en Tjener, fordre af ham først hans Husbonds Attest, for at være vidende om hans Liv og Levnet.

Ingen Prest maa udeblive fra Syge, naar det fordres, omendskjønt ham ikke tilsendes Hest, men skal han tage sin egen, og af Vedkommende, om de har Leilighed, igjentage sin Betaling for egen Fordring, og er det Fattige, da maa han betjene sig af egen Hest uden Fordring, eftersom han er benaadet med Prestegaard, som er fri for Skatter, hvor han kan have Leilighed at holde Hest.


For Klokkerne.

1. Klokkerne maa vide, at det er ikke nok med at synge en Psalme i Kirken, men besynderlig i at undervise de Unge i Sognet, og dersom nogen findes udygtig eller uvillig, anmeldes det mig, at Sognet med en bedre kan forsynes.

2. Klokkerne maa og ikke holde nogen Ligtale, før Liget udtages, thi det tilhører Presterne ved Kirkerne.

Sluttelig beder jeg hjertelig, at Enhver af det mig subordinerede Clericie vilde med al Flid og Vindskibelighed i det dem anfortroede Embede ved al Forsigtighed forebygge egen Fortræd ved indkommende Klage, hvorimod de Skyldige kan intet Forsvar vente fra mig, som ellers findes redebon at udvise, at jeg altid til Døden er &c.

N. Dorph[22].


VII. Biskop Dorphs 7 monita
af 2den Januar 1743.

Ædle og Velærværdige, Høistærede Brødre!

Ligesom jeg paa Deres Velærværdigheders og mine kjære Brødres Vegne takker Gud, som udi dette afvigte Aar haver ladet Dem se det Gode til den Glæde, at De har fundet Naade for Deres Sjæle, fuldkommen Sundhed for Deres Legemer, Kraft og Styrke til Deres Embede, Frugt og Fremgang til Sjælenes Opbyggelse efter Deres Arbeide, samt fornøielig Velstand for Deres Huse; ligesaa takker jeg alle de kjære Brødre, hvilke hidindtil har glædet mig ved deres udviste Omhyggelighed for Herrens dyrekjøbte Sjæle, ved Nidkjærhed i at afværge og hindre Christi Kirkes Skade, Flittighed og Troskab i Deres Arbeide, alvorlig Flid og Hensigt til Guds Ords Udbredelse og den sande Christendoms Forfremmelse, samt beviste Kjærlighed at imodtage og anse de af mig udstedte Monita, uden at hentyde dem til vrange Domme og ukjærlig Forklaring til Clericiets Beskjæmmelse, men antaget dem, ligesom de har været, til en kjærlig Opmuntring til fornøden Forsigtighed; derhos hjerteligst ønskende, at alle saa retsindige og kjære Brødre maatte glædes ved at se Herrens Øine aabne fra dette Aars Begyndelse og indtil Aarets Ende til al Velsignelse baade udi Guds og Deres egne Huse, hvor- hos jeg fremstiller følgende faa Monita, hvilke jeg ikke frygter, efter allernaadigste Befaling, allerunderdanigst at fremlægge for min allernaadigste Konge, og derfor lidet skjøtter til de Ondes Censeur.

1. Ligesom den Befaling er tillagt Biskopperne, at de hos Aarets Udgang skal nedsende udførlig Forklaring, hvor og naar de har udi det afvigte Aar visiteret, hvorledes Presterne har prædiket, og hvorledes de har forefundet saavel Ungdommens Forfremmelse i Guds Kundskab som Presternes og Menighedernes Forstaaelse med hinanden, ligesaa vil det være fornødent, at Provsterne for hvert Aars Ende indsender til mig Underretning, hvor og naar de har udi det afvigte Aar visiteret og forefundet paa hvert Sted de ovenanførte Omstændigheder, paadet jeg samme kan have Rede, naar Oplysning om en og anden Ting exigeres, og onde Mennesker kunde med Skamme vises tilbage, som siden maatte indkomme med nogen Klage over Presterne, naar de hos Visitatsen har paa Provstens Tilspørgelse offentlig tilstaaet, at de haver intet at klage.

2. Provsterne vilde hos Visitatsen flittig og neie forfare, hvorledes det indrettede Skolevæsen paa hvert Sted holdes vedlige, hvorledes Skoleholderne forretter deres Embede, hvorvidt Børnene forfremmes, om Skoleholderne nyder deres Underholdning og Belønning, og i hvad Tilstand Skolekassen paa ethvert Sted befindes, samt anmelde, om Mangel nogensteds skulde findes paa noget af dette.

3. Dersom Presterne tinder Fornødenheden nogen Tid at lade Prædikestolen betjene af en Student, da maa ingenlunde dertil nogen fremmed Studiosus admitteres, som ikke for Presten kan fremvise sin Privati Præceptoris Attest paaskreven af Biskoppen, ligeledes maa ingen Studiosus tillades at prædike til Høimesse og Aftensang i Kjøbstæderne, som ikke har sustineret Examen Theologicum.

4. Sogneprester og Kapellaner vilde ved indbyrdes kjærlig Forstaaelse forebygge den Forargelse, som Menigheden gives ved indbyrdes Stridighed og Uenighed men derimod være enige, med al Flid og Nidkjærhed at befordre Christi Rige og forebygge dets Fordærvelse.

Det kan ikke forsvares, at endel Prester lader deres Prædikestole saa tidt betjene af Studenterne, og de selv søger Magelighed, hvorfor de Skyldige herudi vilde forebygge sin deraf flydende Fortræd, og ved Prædikestolen selv at betjene, naar Svaghed ikke hindrer, vise den Omsorg og Kjærlighed, som de ere Menighederne pligtige.

6. Saasom der paa nogle Steder skal befindes, at Klokkerne ikke forretter Skoleholdertjenesten, saa maa Aarsagen dertil anmeldes mig, saa og foranstaltes, at Klokkerne fremfor nogen Anden skal holde Skolen, og derfor anvises den Fjerding af Sognet, som han kan overkomme, hvorhos hannem det lidet Tillæg, som han kan finde for Børnenes Undervisning i Skolen, ikke maa betages eller misundes.

7. Udi de Sogner, hvor der ere 2de Prester og hver Prest skal i sin Kirke forrette Tjenesten, bør Klokkeren holde en Substitut, som ved den ene Kirke kan forestaa Klokkertjenesten, naar Klokkeren selv forretter den ved den anden Kirke.

I det Øvrige forsikrer mig de kjære Brødres Nidkjærhed og Troskab i det Dem allernaadigst anfortroede Embede, at Enhver befordrer det, som tjenligst er til Christi Riges Udbredelse og Satans Riges Forstyrrelse, hvortil Dem ønskes Herrens naadige Bistand af mig, som indtil Døden lever &c.

Christiania Bispegaard –
den 2den Januar 17437 *

N. Dorph[23].


VIII. Dorphs 7 monita
af 2den Januar 1744.

Ædle og Velærværdige høitbetroede Sjælesørgere!

Høistærede kjære Brødre!

De sidste Ord udi den hellige Skrift bliver de første udi min første Skrivelse til mine velærværdige kjære Brødre i det udi Herrens Navn begyndte Nytaar. Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder alle; med Eder, kjære Brødre, hvilke Guds Naades Husholdning er given til Menighederne, være vor Herres Jesu Christi Naade, ved hvilken Enhver kunde findes tro i Guds ganske Hus og altid bære den tilbørlige Omsorg for vor Herres Husfolk, at Enhver gives den tillagte Spise itide; med Eder, som kaldes Arbeidere udi Herrens Vingaard, være vor Herres Jesu Christi Naade, at I kunde bevise Eder som retskafne og flittige Arbeidere i Guds Tjeneste og finde Herrens Velsignelse altid tillagt Eders Arbeide i Ordet og Lærdommen, at Tilhørerne maatte blive ved Livsens Ord, Eder til Ros paa vor Herres Jesu Christi Dag, at I ikke haver arbeidet forgjæves; med Eder, som anskrevne Jesu Christi Stridsmænd, være vor Herres Jesu Christi Naade, formedelst hvilken I baade maatte være frimodige at stride for Herren og for vor Guds Steder, saa og finde den velsignede Fremgang med Embedets Vaaben, at Satans Befæstninger maatte blive forstyrrede, og Christi Riges Fiender i alle deres Anslag beskjæmmede; med Eder, som tilsatte Vægtere paa Zions Mure, være vor Herres Jesu Christi Naade med al Aarvaagenhed for de Eder betroede Christi dyrekjøbte Sjæle, paadet Fienden Djævelen ikke formedelst Vagtens slette Forsyn og Vægternes Forsømmelse skal finde Leilighed til nogensinde at gjøre Indfald i Christi Kirke, nogen af de Eders Vagt anfortroede Sjæle til Forførelse og Fordærvelse; med Eder, allerkjæreste Brødre, være vor Herres Jesu Christi Naade til al aandelig og legemlig Velsignelse samt Glæde baade i Guds, saa og Eders eget Hus, ikke aleneste i dette, men endog mange paafølgende Aar! Hos dette mit Ønske finder jeg ikke Aarsag at fremstille, mine elskelige Brødre, som sædvanligt, mange og vidtløftige Monita, efterdi de retskafne kjære Brødres Nidkjærhed for Guds Ære, Omhyggelighed for Sjælene og Retsindighed udi Embedet betager mig Anledning til derom at gjøre nogen Erindring. Dog efter den Erfaring, jeg haver, finder jeg fornødent dette at fremstille.

1. Deres kongl. Majestæt haver ved allernaadigste Rescript, som overalt er Presteskabet af mig communiceret, befalet, at enhver Prest skal betjene sin anfortroede Prædikestol og ikke lettelig uden Tilfald af Svaghed og anden lovlig Hindring overlade nogen Anden den; dog skal det befindes paa enkelte Steder, at Prædikestolen idelig, overlades til Studentere, ja ofte til dem, som udgiver sig for Studenter og ikke ved nogen Attest bekræfter den Vished; thi vil jeg alvorligen foreholde saadanne Prester, at de tilsidesætter deres egen Magelighed og med al Flid, saalænge Gud benaader dem med Hilsen og Kræfter, selv forretter Embedet, og ikke udi Kjøbstæderne tillader den Student at forrette Prædiken til Høimessen og Aftensang, som ikke ved Attest fra Universitetet anviser sig at have sustineret Examen Theologicum og foreholder ankommende ubekjendte Personer, som udgiver sig for Studentere, at de strax anviser Sognepresten Privati Præceptoris Attest, om Personen er lige ankommen fra Kjøbenhavn, og tillige Sogneprestens Attest om hans Forhold, saafremt han fra noget andet Sted i Stifterne er ankommen, hvilke Attester maa tilstilles mig til Revision og Personens Indførsel i det indrettede Seminario, hvorefter Attesterne med min Paategning skal blive sendt tilbage; uden saadan Rigtighed maa ingen fremmed Student admitteres enten til at prædike, katechisere eller være Præceptor for nogen Mands Børn, paadet jeg baade kan give Cancelliet den fornødne r Oplysning om de Studentere, som sig i Stiftet opholder, saa og være betrygget, at ved saadanne Fremmede ingen fremmed Lærdom indføres til enfoldige Sjæles Forførelse.

2. Til Menighedernes Opbyggelse og Sjælenes des snarere Overtalelse til Jesu uforfalskede Kjærlighed og den sande Gudfrygtigheds Øvelse finder de kjære Brødre det tjenligt, at Formaning og Advarsel fremstilles udi Kjærlighed og Sagtmodighed, vel vidende, baade hvorledes gradus admonitionis bør bruges med den Forargelige, og at Skjælden og Menighedens Fordømmelse for een Ugudeliges Skyld tjener mere til at irritere og nedbryde, end til at opbygge og forbedre.

3. Kapellanerne tilkommer ikke at udgive noget Pas eller Skudsmaal til nogen Person, som vil begive sig ud af Sognet, men samme bør Sognepresten alene udgive. Ikke heller bør Kapellanen at antage nogen i Sognet ankommen fremmed Person til Kommunion, førend hans medbragte Pas er anvist Sognepresten og af ham er bleven paategnet til Kapellanens Efterrettelighed; desligeste bør ingen Kapellan paa Landet udi hans Forfald antage nogen Student at prædike, førend han haver anmeldt saavel Fornødenheden som Personen for hans Sogneprest, som er ansvarlig for Menighedens forsvarlige Forsyn.

4. Da Deres kongl. Majestæt haver allernaadigst befalet, at istedenfor Froprædiken udi Kjøbstæderne samt Onsdags Prædiken skal katechiseres, da maa til saadan Forretning altid en Del af Catechismo tages at forklare, og samme ved Spørgsmaal og Gjensvar udføres til de Unges Undervisning og Opbyggelse. Med dette maa Presterne have neie Indseende, samt alvorligen foreholde Catecheterne, at de det efterkommer.

5. Sognepresterne vilde communicere deres Medtjenere de Befalingen som til Efterrettelighed for Enhver bliver fra mig udsendt, paadet de ikke skal undskylde sig med Uvidenhed, dersom nogen Ting bliver efterladt.

6. Sognepresterne ville, naar de give nogen Preste-Enke Attest til Pensions Nydelse af Enkekassen, anføre, hvorledes samme Enke forholder sig, efterdi ingen, som fører et uskikkeligt Levnet bør nyde Pension.

7. Ligesom de kjære Brødre selv vide, at retskafne Lærere haver faa Venner, men mange.Fiender, som neie observerer deres Forhold, ligesaa er det høit fornødent, at Enhver retsindelig og forsigtelig i sin Indgang og Udgang for Herrens Menighed anstiller sin Vandring efter Guds Ord og Deres kongl. Majestæts Lov, Ritual og Befalningen at Lasternes Mund maa tilstoppes, og mit Rum gives til samme at fuldkomme. Vor Herres Jesu Christi Naade være med Eder alle. Jeg forbliver &c.

N. Dorph.

Christiania den 2den Januar 1744.


IX. Dorphs 6 monita
af 2den Januar 1745.
Ædle og Velærværdige Provster,
Sogneprester og Kapellaner,
Elskelige Brødre i Herren!

Den Herres Jesu Christi Naade være med Eder!

Ligesom jeg er skyldig altid at takke Gud for Eder, Brødre, tænkende paa den Enhver af Gud i det afvigte Aar beviste Naade, ved hvilken De ere blevne velsignede med Sundhed for Deres Legemer, med Aandens Kraft og Bistand udi Embedets Gjerning, med Glæde ved at have fundet Sjæle, som ere blevne ved Livsens Ord, Eder til Ros paa Christi Dag, at I ikke have løbet forgjæves, ei heller arbeidet forgjæves. samt med Fornøielse ved Deres Huses Velstand, ligesaa lader jeg ikke af at bede Gud for Eder, at samme Guds Naade maatte blive Eder fornyet udi dette i Herrens Navn begyndte Aar, at finde Glæde ved Herrens Velsignelse baade i Guds, saa og i Eders eget Hus, saavel i dette som mange paafølgende Aar

Velærværdige kjære Brødre! Om Embedets Pligten hvorledes de baade efter Guds, saa og Deres kongl. Majestæts Lov, Kirke-Ritual og Forordninger skal efterkommes, haver jeg vel ikke Behov at skrive til, efterdi I selv vide sligt, og alle retskafne, for Guds Ære nidkjære og for Sjælens omhyggelige Herrens Tjenere med al Flid arbeider derpaa, at Guds Villie maa efterkommes og vores allernaadigste Konges Hensigt ved saa mange til Christi Kirkes Opbyggelse og den sande Christendoms Forfremmelse udgivne høistpriselige Anordninger opnaaes, men dog agter jeg det ret at opvække og paaminde Eder, saalænge jeg er i dette Paulun. Derfor fremstilles nu etterfølgende Monita.

1. Efterdi det befindes, at mange enfoldige Almuesmænd, uden Eftertanke om Conseqvencen af deres timelige Velfærds og Friheds Spilde, findes villige at gjøre Forløfter til Presterne for de dem ganske ubekjendte, ja fra et andet Rige ankomne Personer, som sig udi de Deres Velærværdigheder betroede Sogner ville udi Ægteskab begive, da bliver det fornødent, at Deres kongelige Majestæts allernaadigste Forordning over deslige Skudsmaaler og Forløfter, dateret 4de 31te August 1695, bliver aarlig hver Palme-Søndag og 4de Søndag i Advent aflæst af Prædikestolen efter kongelig Befaling udi samme Forordning, paadet Almuen desbedre kan præcavere deres Ulempe; dersom bemeldte kongelige allernaadigste Forordning ikke skulde findes udi et eller andet Provsti, da ville Provsten mig det tilmelde, hvorefter jeg vil findes villig til at communicere de Manglende en Gjenpart deraf.

2. Det vil ligeledes være fornødent, at den Artikel om Barnefødsel i Dølgsmaal af Loven bliver samme 2de Søndage aflæst for Menigheden, hvilket er allernaadigst befalet 1696, og kan agtes tjenligt til at forebygge saadanne Misgjerninger.

3. Efterdi saavel Loven som Ritualet befaler, at for Ægteskab skal af Prædikestolen ske 3de Søndage efter hinanden Tillysning, paadet de, som kan have noget at indvende mod saadanne Personers besluttede Ægteskab, kan have Tid til at indkomme med deres Paatale og den ved Retten at oplyse: da ville de kjære Brødre vel vogte sig for at gjøre saadan Tillysning 2 à 3 Gange paa een Søndag, saa og paa nogen Festdag, imellem 2de Søndage kunde indfalde.

4. At de, hvilke enten for beganget Leiermaal eller andre grove Forseelser bør udstaa Kirkens Disciplin for offentlig at deprecere den givne Forargelse, det er befalet i Deres kongl. Majestæts Lov; derfor kan det ikke være forsvarligt, at de Personer, som haver med saadan Forargelse forarget Menigheden til Hovedkirken, bliver til publiqve Absolution antagen i Annexkirken.

5. Med Skriftemaal maa de kjære Brødre forholde sig efter den kongl. allernaadigste Befaling, og ikke understaa sig til enten at forandre den befalede Tid dertil uden i de tilladte Tilfælde, eller Tallet af Confitenterne, paadet Ingen skal finde Leilighed til at angive nogen af Brødrene for den kongelige Befalings violance.

6. Mine kjære Brødre ville stræbe med Sagtmodighed at imodtage eg overbære den Fornærmelse, som en eller anden grov Person af Menigheden maatte irritere dem med og ikke ved Hevn begegne saadan Person med Handling af Hug og Slag, som er hver Prestemand aldeles uanstændeligt, efterdi hans Embedets Vaaben haver langt anderledes Beskaffenhed, paadet saadanne onde Mennesker ikke skal faa Anledning at indkomme med saadan Klage over en af Brødrene, ved hvilken den ganske Orden maatte lide. Udi Øvrigt betager mig mine retskafne Brødres Retsindighed, Flid i Embedet og Omhyggelighed for Christi dyrekjøbte Sjæle Anledning at erindre dem om det, som deres Embede vedkommer og mine forrige Monita haver fremstillet, efterdi jeg er forsikret om Enhvers Nidkjærhed i Embedet og Forsigtighed udi at forebygge alt det, som kan give Lasterne Rum. Derfor jeg hos mit hjerteligste Ønske, at Herren vilde velsigne mine kjære Brødre med Aandens Kraft og Bistand til Embedets forsvarlige Forestaaelse, saaledes at Satans Rige kunde forstyrres, Christi Rige opbygges, og de beskjæmmes, som laste Eders gode Omgjængelse i Christo, forbliver &c.

N. Dorph[24].

Christiania, 2den Januar 1745.


X. Dorphs monita
af 31te Decbr. 1745.
Ædle og Velærværdige Hr. Provst,
Sogne prest og Embedets Brødre.
Elskeligste Broder i Herren!

Efterdi jeg udi det afvigte Aar 1745 er bleven glædet ved den Fornøielse, at Gud haver velsignet mine Velærværdige kjære Brødres Embede saaledes, at de haver fundet dem styrkede dertil af Gud, udrustede med Kraft og Styrke til at imodstaa Christi Riges Fiender og dem ved Embedets Vaaben at undertvinge, og de ere blevne glædede ved den Frugt og Fremgang udi retsindig Nidkjærhed for de dem anbetroede dyrekjøbte Sjæle, Hat dog nogle, om end ikke alle Sjæle ere reddede fra Satans Rige, og andre til Christi Rige: derfor jeg takker min Gud, saa ofte jeg tænker paa Eder, altid i min Ben for Eder alle, saa jeg for Eders Samfund i Evangelio fra den første Dag indtil nu gjør denne min første Bøn udi Aaret 1746, med Glæde i den Fortrøstning, at Guds Haand, som ikke forkortes, ville saavel udrækkes til Styrke for Dem til alle Embedets Forretninger, som Velsignelse med Frugt og Fremgang til Menighedernes Opbyggelse og Fornøielse ved al Velsignelses Velstand i Deres eget Hus, derefter jeg efter den Erfarenhed, som jeg baade fundet i det afvigte Aar holdne Visitatser som og andre indkomne Anmeldelser, finder Fornødenheder til at forestille Deres Velærværdighed disse faa Monita. Efterdi jeg hos hvert Aars Udgang ber allerunderdanigst efterleve Deres kongl. Majestæts allernaadigste Befaling at indberette det ganske Stiftets Tilstand i Henseende saavel til Presterne som Menighederne, med hvad Nidkjærhed Presterne forretter deres Embede, og med hvordant Levnet de fører og giver Menighederne et følgeværdigt Exempel, samt hvorledes Guds saliggjørende Kundskab i hver Menighed tiltager, og jeg ikke uden fra de Steder i Stiftet, hvilke jeg finder Leilighed at visitere, kan give den mig allernaadigst anbefalede Indberetning, men fra de øvrige Stiftets Steder maa om saadanne befalede Ting indhente aarlig Oplysning fra Presterne, saa tilkommer det Provsterne hvert Aar at visitere i Provstiets tilliggende Sogner, og intet Sogn udelukkes, og derefter hos Aarets Udgang indsende mig Oplysning om Sognernes Tilstand, paadet jeg ikke hos Stiftets Tilstande allerunderdanigste Indberetning skal finde Aarsag at anmelde nogen Provstes Efterladenhed udi at efterkomme de ham udi Loven allernaadigst befalede Ting, som hans Embede vedkommer. Presterne maa intet imodtage at aflæse paa Prædikestolene, uden det bliver dem tilsendt af Biskopen, som communicerer Provsterne, og Provsterne Presterne de kongelige Befalinger og andre Ordres, som skal aflæses af Prædikestolerne.

Efterdi det er befundet, at en Moder af et vist Sogn i Stiftet, som, efter Foregivende for Presten at ville udgaa i Sognerne for at eftersøge hendes fraløbende Barn, derpaa er bleven forsynet med Prestens Attest og Recommandation, haver her og der betjent sig af samme Attest, for dermed, som med Trygler-Brev, at besøge Godtfolk: da ville Presterne herefter entholde dem fra at udgive saadanne Attester og Recommandations-Skrifter, hvilke misbruges som Trygler-Breve, hvilke Presterne i Loven forbydes at udgive. Dersom det skulde hænde sig, at (et Barn) udløb af Forældrenes Hus og begav sig til fremmede Sogner, som kunde foraarsage Forældrene Sorg og Bekymring, da maa de anmelde det for deres Prest, som kan anmelde det for Biskopen, hvilken derefter hos Presterne foranstalter saadant bortløben Barns Eftersøgning i Sognerne, hvorefter Barnet langt snarere kan findes end ved nogen af Forældrenes Omgang i Sognerne. Da det paa endel Steder er befundet, at endel unge Mennesker ved Konfirmationstiden begiver dem af et Sogn til et andet, for der at blive til Konfirmationen og Kommunionen antagen, og jeg finder saadan en Omgang at blive Presten udi det Sogn, hvor saadanne Mennesker indkommer, præjudicerlig, saafremt han dem uden deres rette Sogneprestes følgende Attest og given Samtykke til Udreise antager, efterdi det kan sluttes, at ikke alle Prester give hverandre Samfunds høire Hænder til lige Nidkjærhed i Embedet, til lige Omhyggelighed for Sjælene, samt lige allerunderdanigst Lydighed for Deres kongl. Majestæts allernaadigste Forordning, udi hvilken kongelige allernaadigste intention er, næst Guds Ære, de Unges grundige Forfremmelse i Guds saliggjørende Kundskab, førend de kan antages til Konfirmation og følgende Kommunion: da bliver det herved alle Prester forelagt, at enhver, naar saadant ungt Menneske imod Konfirmationstiden indkommer fra et fremmed Sogn i det dem anbetroede Sogn, ikke antager saadant nylig indkommet ungt Menneske, men anviser det til det Sogn, hvorfra det nylig kan være udflyttet, og der præpareres til Konfirmation samt antages til Kommunionen, hvorefter de med den første Prestes Attest om begge Dele kan antages i et fremmed Sogn og antages til Sakramentets Delagtighed Ved dette Monitum søger jeg at præcavere Enhver onde Menneskers ukjærlige Domme, ikke tvivlende, at jo Enhver med Nidkjærhed i Embedet og omhyggelig for Sjælene tilstopper onde Menneskers Munde og forebygger mig Aarsag at tiltale dem mod dette mit Monitum handlende; efterdi en stor Uorden, hvilken hindrer Medbrødrenes tilbørlige Opsigt med Sjælene, meget kan skjule en og anden forøvet Ugudelighed, og uden Samtykke letsindige og liderlige Mennesker herudi Stiftet derved indkommen at en og anden udflytter fra et Sogn til et andet uden lovlige Prestes Attest om deres Forhold og der tage Tjeneste, hvilke,naar deres Kommunionstid er, søger deres forrige Prest, endskjønt han kan baade have lige saa liden Forsikring om deres sømmelige Forhold i et fremmed Sogn, som om deres Forfremmelse i Guds Kundskab, efterdi de hverken indfinde sig til Katechisation i det Sogn, hvori de communicerer, ei heller i det Sogn, hvor de tjener, da bliver det fornødent, at Presterne først af Prædikestolene oplæser til Enhvers Efterretning og siden aarlig den 8de Marts udi Lovens 3dje Bog 21de Kapitel, og dernæst baade selv udi Husbesøgelserne, som ikke maa efterlades, saa og ved Medhjælperne eftersøge, om saadanne Mennesker uden anvist Pas sig hos Nogen opholder og tjener, og dersom det skulde befindes, da anmelder Presten Hr. Stiftsbefalingsmanden den Mand, som saadan Person uden Preste-Pas haver antaget enten til Tjeneste eller Husværelse, hvorefter Foranstaltning føies til saadan Mands Afstraffelse, som haver været kongelig allernaadigste Befaling overhørig; paadet saadan Uorden kan afskaffes, og Presterne kan aflægge sig den Blame, at de prætenderer ubilligt af Tjenestefolk, som af Sognet udflytter, som de og paaskylder at være Aarsagen dertil, at de ikke kan sig med Prestepas forsyne: da ville Presterne i saadant Tilfælde holde sig Deres kongl. Majestæts Lov efterrettelig angaaende det, som for saadanne Passer skal betales. Saasom det af Prester, som med tilbørlig Nidkjærhed forretter Embedet og vigilerer for Sjælenes Oplysning udi Guds saliggjørende Kundskab, haver anmeldt mig, at Adskillige udi de gevorbne Regimenter antagne unge Mennesker, som [af] Garnisons-Presterne ere baade til Konfirmation og Kommunion antagne, naar de som fri Mænd kommer til Sognerne, [ere] befundne paa foregaaende Prøve uoplyste og i deres saliggjørende Guds Kundskab ikke forsvarlig efter Deres kongl. Majestæts allernaadigste Befaling afretgrundede, hvorfor de ikke kan antages til Sakramentets Delagtighed, saa bliver det Garnisons-Presterne herved alvorligen forelagt, at de med al Nidkjærhed tilholder saadanne ny Hvervede at søge Garnisonsskolen, for at blive forfremmede saaledes udi Guds Kundskab, at de baade kan admitterea af dem til Konfirmation og Kommunion salva ilesa consciensia, saa og, at naar de tillades at gaa i Sognerne som fri Mænd saaledes forpasses, at hver Prest glædelig (kan) antage dem til Kommunion og intet finde at indvende imod deres første Antagelse.

Det er allernaadigst befalet udi Lovens 2den Bogs 8de Kapitel 3dje Artikel, at Presterne ikke maa trolove eller sammenvie ubekjendte Personer, førend de enten fremvise Skudsmaal fra det Sted, fra hvilket de ere komne, eller haver trofaste Vidner og Forlovere, at de for andet Ægteskab paa andre Steder ere fri; men da det kan befrygtes, at en og anden fra et fremmed Rige, hvor han kan have sin Ægtefælle levende, som her er indkommen, kan baade søge med en falsk Attest at illudere en og anden Prest, saa og persvadere Sognemænd til at cavere, at han for Ægteskab i det Rige, hvoraf han er udflyttet, er fri, hvorefter, naar Sagen anderledes bliver oplyst, baade Presten, saa og Forloverne kan indløbe i største Fare, da efterdi enhver Prest søger at forebygge baade sin egen saa og Sognemænd deres Fare, vil herefter handles saa forsigtig i saadan Begivenhed. Naar nogen fra et fremmed Rige ankommen Person udi et eller andet Sogn og der vil indlade sig udi Ægteskab, og ingen tilforladelig Attest kan fremvise, at han andensteds er fri for Ægteskab, Presten ikke paa Forløftningsmænds Kaution forretter Trolovelsen eller Copulationen, men saadan fremmed Persons Forlangende anmelder mig, tilligemed Personens Bekjendelse om hans Fødested, Forældre og sidste Tilholdssted i det fremmede Rige, hvorefter jeg skal fra vedkommende Consistorio besørge Presterne med sikker Oplysning om saaden fremmed Persons Omstændigheder, paadetat de kan tryggelig forrette Embedet.

Residerende Kapellaner maa vide sig at være Sognepresterne subordinerede, og intet udi Embedet i Henseende til Trolovelser, Copulationer, Begravelser og publiqve Absolution foretage uden Sogneprestens Forevidende og hans dertil givende Befaling.

Eftersom de haver erholdet Deres kongl. Majestæts allernaadigste Befaling til Ægteskab i forbudne Led, skal efter Biskopens Sigelse erlægge til Hospitalet, er allernaadigst, saavidt Oslo Hospital vedkommer, henlagt til vor geistlige Enke-Cassa, og lader min Sigelse ankomme paa Presternes Attest for deslige Personer, hvorved de kan have en uskad Samvittighed.

Jeg nødes til at igjentage forhen givne Monitum, at ingen maa antage nogen Student til at prædike eller katechisere for sig, førend han haver fremvist sine Attestata fra Academiet med min Paaskrift.

At Gud vilde naadelig bestyrke mine Velærværdige kjære Medbrødre tilligemed mig til Retsindighed i Embedet, at vi derudi ingen anden Hensigt maatte have end Guds Æres Udbredelse, den sande Christendoms Forfremmelse, Guds dyrekjøbte Menigheds Opbyggelse, Christi Riges Opbyggelse og Satans Riges Forstyrrelse; de Sagtmodige til Sagtmodighed i Modgang med Sjælens, til Taalmodighed udi de os mødende Lidelser, og redelig til at give os Menighederne et følgeværdigt Exempel, dertil tilønsker jeg mine kjære Brødre Velsignelse, som indtil min Død forbliver &c.

N. Dorph[25].

Christiania Bispegaard
den 31te Decbr. 1745.


XI. Dorphs monita
af 2den Januar 1747.
Ædle og Velærværdige,
høitærede kjære Brødre.

Naade være med Eder og Fred af den, som er, som var, og den som kommer.

Ligesom jeg takker Gud paa Deres Velærværdigheder mine elskelige Brødres Vegne for den Guds Naade, hvilken Enhver finder at være udi det sidste afvigte Aar sig bevist til Glæde ved Herrens Velsignelse, at ikke aleneste ved de kjære Brødres Sundhed og deres Huses fornøielige Velstand, men endog i Særdeleshed ved den af Gud meddelte Kraft og Styrke til Embedets Gjerning, at de efter udvist Nidkjærhed for Guds Ære samt Omhyggelighed for de dyrekjøbte Sjæle kan haabe, et nogle Sjæle ere blevne til Guds Riges Frelse, efter Satans hefte Bestillingers Forstyrrelse: ligesaa tænker jeg altid paa* Eder kjære Brødre udi mine Bønner, udi hvilke hver af dem af Gud hans Naades Fornyelse med dette ved Guds Naade indtrædende nye Aar, at de udi alle Aarets Dage maatte glædes ved Herrens Velsignelse med alt sandeligt og timeligt Gode, ikke aleneste derved at finde Enhvers retsindige Nidkjærhed velsignet med Lykke og Fremgang udi Embedets Gjerning til Guds Æres Udbredelse, den sande Christendoms Forfremmelse og Christi dyrekjøbte Sjæles Frelse. Efterat mine elskelige Brødres udviste Nidkjærhed udi at opleve disse mine i det forrige Aar fremstillede Monita, udi hvilke min Hensigt aleneste har været at befordre Guds Ære, Christi Menigheds Opbyggelse, haver betaget mig Aarsag til Vidtløftighed udi de for dette ved Herrens Naade begyndte Nytaar fremstillede Monitis, formoder jeg, at de kjære Brødre ville udi lige Kjærlighed med min Intention antage disse efterfølgende faa Monita.

1. Til at forebygge Schisma i Kirken ville de kjære Brødre med al alvorlig Flid efter allerunderdanigst Pligt faa Deres kongl. Majestæts allernaadigete Befaling, som tilforn er communiceret, fuldbyrdet til at forebygge de Herrnhutiske Menigheds vrange og vidt udseende Meningers Rodfæstelse og Udbredelse i de anfortroede Menigheder. Derfor, om Brødrene finder, at hverken Deres kongl. Majestæts allernaadigste Befalings Anmeldelse for saadanne eller Brødrenes kjærlige og sagtmodige Formaning kan frugte, da maa samme mig uden ringeste Ophold bekjendtgjøres, paadet jeg samme kan for Deres kongl. Majestæt allerunderdanigst anmelde[26].

2. Mine kjære Brødre kan altid være forsikret om min Beredvillighed til at meddele Enhver mine Raad udi de Dubiis, som mig ved ideligen ankommende Forespørgseler forekommer til megen Hindring fra andre Tings Expedition, men efterdi de kjære Prester have deres Provst, Provsten og er beskikket at være Biskopens Medhjælper, og Biskopen er allernaadigst befalet adskillige Ting at forrette, som hannem betager Tid og Leilighed til strax at besvare de fra Presterne indkomne tvivlraadige Ting, da bliver det fornødent, at Brødrene herefter først anmelder de forekommende Dubia for Provsten, som, naar han finder dem af vidtløftige Omstændigheder, tilstiller Biskopen dem, men udi andre ringere Ting meddeler Presterne sit Raad og Betænkning.

3. Skolernes Befordring i Sognerne efter den kongelige allernaadigste Anordning, som høist tjentlig til Ungdommens Forfremmelse i Guds saliggjørende Kundskab, ville Brødrene være sig høist angelege; dersom de skulde finde Nogens Modvillighed i at contribuere det, som allernaadigst er befalet til Skolernes Conservation, da maa samme anmeldes Hr. Stiftsbefalingsmanden og mig, som beskikkede Directeurer, som skal føie derefter den fornødne Anstalt[27].

4. Efterdi det er udi afvigte Aar befundet, at de Circulair-Breve, som have medbragt en og anden kongelig allernaadigst Befaling ikke haver nydt saa skyndelig Befordring fra det ene til det andet Sted, at kongelig allernaadigst Befaling strax er bleven efterlevet, og jeg samme ikke kan tilregne Provstens eller Presternes Forsømmelse, da, efterdi Presternes Medhjælpere finder nok at bestille saavel ved Skolers som Sagnets Fattigvæsens Befordring, vil det være fornødent, at Klokkerne saaledes besørger de ankomne Breves Befordring, at Presterne kan fritages for Beskyldning formedelst Forsømmelse, og Klokkerne forebygge deres visselig forventende Fortred.

Da jeg iøvrigt er forsikret om mine elskelige Brødres Nidkjærhed i Embedet samt Villighed i at contribuere til alt det, som agtes tjenligt til Satans Riges Forstyrrelse, Christi Riges Udbredelse og Christi Kirkes Uroligheds Dæmpelse, tilønsker jeg hver af dem Guds kraftige Bistand, ligesom jeg og her forsikrer min Assistence, som indtil Døden forbliver &c.

N. Dorph[28].

Christiania Bispegaard
den 2den Januar 1747.


XII. Dorphs monita
af 2den Januar 1748.
Ædle og Velærværdige Hr. Provst!
og samtlige Embedsbrødre!

At mine elskelige Brødre haver udlevet dette afvigte Aar under Herrens Velsignelse ikke alene med Liv og Sundhed, men endog med befundne Guds Hjælp og Bistand til Embedets Forretninger, hvorefter Brødrene selv kan haabe, at Sjæle ere blevne vundne til Guds Rige efter deres udviste Nidkjærhed for Guds Ære og Omhyggelighed for de dem anfortroede dyrekjøbte Sjæle, samt jeg bar fundet min Glæde eg Fornøielse saavel over det, at jeg udi min Visitats haver taget Forsikring om de kjære Brødres retsindige og omhyggelige Forhold i Embedet til Menighedens Bedste, som og at intet klagværdigt er tilkommet, hvorfor Embedet billigen kunde lasten det erkjender jeg at være Herrens af os uforskyldte Naade, for hvilken jeg saavel paa mine kjære Brødres som mine egne Vegne hjerteligen takker Gud, at mine kjære Brødre maatte med dette Nytaar for Guds Naades Fornyelse til rig Velsignelse ikke alene med Velstand i deres eget Hus, men særdeles med Bistand af Gud i alt det, som skal forrettes i Gudshus, at de maatte dagligen glædes ved at se saa ønskelig Fremgang i Embedets Forretninger, at Sjæle vendes fra Vildfarelse og vindes til Guds Rige, dette bliver mit inderlige Ønske, som jeg allerede haver eg herefter dagligen frembærer Gud. Efterdi jeg haver befundet mine kjære Brødres Flid udi at efterleve mine forrige udsendte Monita, finder jeg ingen videre Fornødenhed end at begjære, at mine kjære Brødre ville vedblive i deres befundne Nidkjærhed i Embedets Omhyggelighed for Menigheden og Ustraffelighed i Levnet, paadet at Lasterne, som geistlig Orden ei fattes, ikke skal give Rum, og jeg kan have Aarsag til at forsvare mine kjære Brødre, om nogen Klage skulde indkomme til min Erklæring; dog forhaaber jeg, at de med lige Nidkjærhed modtage følgende faa Monita, som jeg fremstiller dem udi:

1. I Anledning deraf, at en og anden af Brødrene haver udi afvigte Aar indsendt deres Forestilling af Embedets Sager til Hr. Geheimeraad og Stiftsbefalingsmand von Rappes og min forventende Resolution, da vilde herefter de kjære Brødre forskaane Hr. Geheimeraaden for saadanne Forestillinger, efterdi den gode Herre er nok bebyrdet med verdslige Ting, og derfor lade herefter alle Ting, som angaar Embedet, indkomme til min Resolution, efterat de tilforn haver forestillet Provsten de mødende Ting og erholdt hans Betænkning, uden hvilken ingen Resolution fra mig kan ventes, hvilket er blevet de kjære Brødre forestillet til Efterretning iblandt mine Monita for afvigte Aar 1747.

2. Efterat jeg fra en Del af Brødrene havde bekommet Besværing derover, at adskillige Standspersoner, som udi et og andet Sogn ere indkomne og der haver nedsat sig, ikke vil lade deres Hustruer efter Opkomst af Barselsengen introducere af Presten efter det, som anbefales i Kirke-Ritualet, da haver min allerunderdanigste Forestilling derom fundet denne allernaadigste Resolution, at dermed skal forholdes efter Loven; naar. Lovens Befaling i saadan Casu considereres, da sees ikke, at saadanne Personer kan med sig anføre i Sognet og særdeles i Kirken en anden Skik end den, som udi Sognet haver været brugelig ifølge Hans kongl. Majestæts allernaadigste Anordning; derfor ville de kjære Brødre paastaa den allerunderdanigste Lydighed, hvilken saadanne Personer lige med andre Undersaatter er Deres kongl. Majestæts allernaadigste Befaling pligtige. Dersom nogen Stridighed derimod skulde herefter findes, da maa det mig anmeldes.

3. Dersom en og anden af Brødrene formærker, hvad jeg ikke vil vente, at Presterne selv derudi interesserer, at noget Seminarium for Herrnhuterne udi deres Menigheder indrettes, da maa samme mig anmeldes med sine bevislige Omstændigheder samt de Studerendes Navngivelse, som enten kan være af Herrnhutiske Meninger indtagne eller lader sig bruge til saadant Seminarii Befordring, paadet jeg kan allerunderdanigst efterleve Deres kongl. Majestæts mig tillagte allernaadigste Befaling.

4. Efterdi det er befundet, at adskillige fremmede og ubekjendte Personer, som til et og andet Sogn indkommer, søger med falske angivende Passer at fixere Presterne og saaledes tilsnige sig Antagelse til det høiværdige Sakramentes Delagtighed, da vil de kjære Brødre, som ikke kjende Prestens Person og Haand, som foregives at have Attesten udgivet, sende det overleverede Pas til mig, hvorefter jeg skal søge endog fra Sverrig at fremskaffe Oplysning om Passets Rigtighed, uden hvilket Presten maa befrygte for at blive mulkteret, dersom han antager saadanne ubekjendte Personer.

5. Da de kjære Brødre kan slutte, at den geistlige Enkekasses Indrettelse ber i Stiftet haver alene hensigtet til deres efterladte Enkers Conservation, vil jeg vente, at Enhver til samme Kasses Vedligeholdelse findes villige ved Indskud at contribuere, hvortil de nu finder nærmere Adgang end tilforn, efterdi Deres kongl. Majestæt haver allernaadigst (forordnet), at, istedenfor mange Aars Rente af Indskudet, Kapitalen alene skal betales 20 Rdlr. hos Indskudet af dem, som nogen Tid haver været in officio og Ægteskab; det bliver og meldt til Efterrettelighed, at de, som udi det indrettede Societet vil for deres Hustruer indsætte, skal bevise, at de haver forhen indsat udi Stiftets geistlige Enke-Casse, jeg intet Bevis meddeler nogen om Indskud af Enke-Cassen, uden samme der haver indsat 100 Rdlr.

6. Da Presterne haver sine Fiender, Misundere og selvgjorte Fischaler, som nøie observerer al den Leilighed, som kan gives til deres Beskyldning for et og andet, da vil det være høist forneden, at Brødrene fordrer deres retsindige Forhold i Embedet, bruger en fornuftig Omgang med Enhver i Menigheden, uden at lade sig af Nogen irritere til at begegne dem med Hug og Slag, hvorom meget er talt af Adskillige og troet af Mange, endskjønt samme er modsagt af mig. De kjære Brødre vide selv, at dem er ikke givet noget Herredømme at drive over Herrens Hjord, men Menigheden er Enhver betroet til Omhyggelighed, for Sjælene at vinde til Christi Rige, som bedre, næst Guds Bistand, kan befordres ved Brødrenes Kjærlighed og Sagtmodighed, hvorved de bliver Hjordens Exempler, end ved Hidsighed og Hovmodighed, hvorved Menigheden finder Anstød og Forargelse, Embedets Foragtelse, og saadanne Prester indløber i Fare og Fortræd til deres Honeurs og Velfærds Spilde; udi kjærligste Mening til Enhvers Advarsel fremstilles det af ædle og velærværdige Hr. Provstens samt alle høistærede Brødres ærbødigste Tjener.

N. Dorph[29].

Christiania Bispegaard
den 4de Januar 1748.


XIII. Dorphs 12 monita
af 2den Januar 1749.
Ædle og Velærværdige Hr. Provst,
Sogneprester og Ordets Medtjenere,
høistærede Brødre!

Ligesom jeg med Hjertets ydmyge Taksigelse paa samtlige mine velærværdige kjære Brødres Vegne kysser paa Herrens Haand, hvilken de nu har det afvigte Aar fundet opladt for sig til velsignelse, med Naade for Deres Sjæle, Sundhed for Deres Legemer, Kraft og Styrke til Embedet, samt Glæde over Ordets Fremgang til Christi Menigheds Opbyggelse i Troen: ligesaa holder jeg mig til Guds uforkortede Haand med inderlig Bøn for Dem alle, at De med dette i Herrens Navn begyndte Nytaar maatte finde hver Dag Guds Velsignelse til Fornøielse og Glæde saavel i Guds som deres eget Hus. Alligevel jeg finder Aarsag for Gud og Hans Salvede at vidne om mine kjære Brødres Nidkjærhed for Guds Ære at udbrede, Omhyggelighed for Guds Menighed at opbygge, samt retskaffen Flid til den sande Christendom at forfremme, dog vil jeg ei forsømme at minde Eder altid om disse Ting, alligevel I vide sligt og ere styrkede i den nærværende Sandhed, men jeg agter det ret at opvække og paaminde Eder, saalænge jeg er i dette Paulun, jeg som ikke veed, hvor nær mit Pauluns Aflæggelse er forhaanden, jeg vil endog altid gjøre min Flid, at I skulle komme dette ihu efter min Afgang; derfor bliver min første Erindring denne, at

Ligesom de kjære Brødre vide, hvor lidt Presterne bliver agtede af onde og uskjønsomme Mennesker, som finder Fornøielse udi Presternee Bagtalelse og af en liden Forseelse, som af menneskelig Skrøbelighed kan begaaes, gjør noget stort til at laste Embedet, vanære Herrens Tjenere, tilføie dem Fortræd og foraarsage dem inderlig Bedrøvelse: da finder de kjære Brødre, at en god Samvittighed er et sikkert Skjold imod onde Tungers giftige Pile, hvilken de kan altid beholde, naar de ei giver Modstanderne Aarsag til Fortalelse, men beviser dem selv udi alle Maader at være gode Gjerningers Exempel udi Lærdom, Ufordærvelighed, Ærlighed og sund Tale, som er ufordømmelig, paadet at den, som er derimod, kan skamme sig, naar han haver intet Ondt at sige om Eder.

For det Andet finder jeg Fornødenhed at igjentage mit forrige Monitum, at Provsterne ville findes flittige til at forrette de dem udi Loven befalede Visitatser i deres Provsti og hos hvert Aars Udgang anmelde mig, hvor de haver visiteret, hvad Tilstand de haver fundet Ungdommen, Skolerne og Menigheden udi, paadet jeg samme med den Oplysning, som jeg i min Visitats haver indhentet, kan nedsende til Cancelliet.

For det Tredie. Efterdi jeg fra de fleste Provster hverken haver bekommet de Remarqver[30] til Lovens Forbedring, ei heller ringeste Notice om de i Sognerne befindende adelige Personer, da dog Deres Majestæt haver allernaadigst befalet begge Dele, da kan de kjære Brødre vel slutte, hvad derpaa vil følge, naar jeg det paa sine Steder angiver[31].

For det Fjerde. Provsterne seer af Forordningen, dateret den 21de Octbr. 1724, at Kirkens Contributioner skal være mig tilstillede inden Fastelavns-Søndag, derfor vil jeg herefter vente dem til samme Tid, saafremt det ei skulde blive muligt at kunde bekomme dem til Christianiæ Markedstid; thi jeg tænker, at det ikke kunde blive mere umuligt for de andre kjære Brødre end for Provsterne i Gudbrandsdalen og Hedemarken med Østerdalen, hvis Omhyggelighed for at indsende de publique Ting med Kirkens Contributioner ere at beramme, endskjønt deres Provstier ere de vidtløftigste og mig længst fraliggende.

For det Femte. Fortegnelse paa Fødde og Døde maa endelig saa betimelig hvert Aar tilstilles mig, at den fra mig kan blive nedsendt inden Januar Maaneds Udgang.

For det Sjette. Den allernaadigst anbefalede Katechisation i Kirken efter Prædiken maa forrettes fra Paaske indtil Mikkelsdag, og ingenlunde paa noget Sted af Presterne forsømmes.

For det Syvende. Efterdi det beklages af Provsten, at endel Prester findes meget efterladne udi at tilstille ham de anbefalede Ting og intet skjøtter om Provstens idelig derom gjorte Erindringer, da ville de Skyldige herefter rette saadan deres Feil, saafremt, naar det mig af Provsten anmeldes, at nogen findes efterladen, de ei vil vente for en Provsteret at blive kaldet og anseet for Overhørighed.

For det Ottende. Presterne ville betids tilsende Provsten de publique Ting samt Kirkens Contributioner. Dersom de nærboende Kirke-Eiere ei betids betaler Kirke-Contributionerne og dem Presten tilstiller, da forholder Presterne sig efter Forordningen af 3die Januar 1727, som befaler, at dersom Kirke-Eierne ikke inden Jul betaler til Sognepresten Kirke-Contributionerne, skal Presterne tilstille Provsten en rigtig Fortegnelse derpaa, hvilken Provsten fra sig sender til Biskopen, samt derefter foranstalter hos vedkommende Kompagni-Chef Contributionernes Inddrivelse ved militair Execution. Dersom Kirke-Eierne ere langt fraboende og ingen Anstalt feier til Kirke-Contributinernes betimelige Betaling, da forholdes efter Forordningen af 21de Octbr. 1724, som befaler, at dersom Kirke-Eierne ikke forud betaler contante Penge, skal Sognepresten ei alene være befuldmægtiget, men endogsaa alvorligen befalet at tilholde sig saa meget af Kirketienden, som kan tilstrække til Contributionernes fulde Betaling. Dersom Kirke-Contributionerne skulde herefter over Tiden udeblive, og Provsten ei holder sig de kongelige Befalinger efterrettelig, da maa de vente, at samme Udgifter bliver hos dem udsøgte.

For det Niende. Efterdi endel Prester ere forlangende Oplysning om Rangs- og adelige Personers Copulation uden foregaaende Trolovelse, enten dem er tilladt, naar een ikkun af Personerne ere i Rangen eller Adel, eller om de begge skal saa være, da tinder de kjære Brødre dette Dubium løst og oplyst ved Forordningen af 6te Februar 1694, som allernaadigst dicterer, at naar begge Parter af dem, som ere i Rangen eller af Adel, udi 6 Venners Overværelse haver tilsagt hverandre Ægteskab og givet hinanden fulde Jaord, da skal saadant deres Ægteskabsløfte holdes lige ved andre Folks Trolovelse.

For det Tiende. Det er blevet anmeldet at endel Prester lader Andre end Klokkerne, som det alene tilkommer, skrive de saakaldte Testamenter over de Døde, andre tillader enten deres egne Tjenere eller Andre at opvarte i Kirken hos Brudevielser og modtage det Offer, som Brudefolkene og deres Følge giver, hvorved Klokkeren, som ikkun haver lidet at leve af, lider Afgang i hans ringe Indkomster. Derfor vilde Presterne saavel tilholde Klokkerne at forrette det, som de bør, saa og lade dem følge den ringe Del, som dem tilkommer, ubetagen af Uvedkommende.

For det Ellevte. Da adskillige Klagemaal ere indkomne over Kirketjenestens sildige Begyndelse paa endel Steder, hvilket er stridigt imod Loven og besværer Menigheden, saa vilde Presterne gjøre den Indretning, at der ringes sammen om Sommeren, naar Klokken er 9, og om Vinteren, naar Klokken er 10. paadet fuld Messe kan altid holdes, og hver af Menigheden, særdeles om Vinteren, betids kan hjemkomme.

For det Tolvte. Af en og anden er det bleven anmeldet at endel Prester skal handle meget ubillig mod Tjenestefolk, som af Sognet vil udflytte til et tage Tjeneste i et andet Sogn, at de paastaar 1 ₻ 8 ß for deres Passer, ja undertiden mere. Derfor ville de kjære Brødre forebygge Anledningen til at tale ilde derom, samt deres egen Fortræd, dersom det paa høie Steder bliver andraget; derved de eg forekommer den deraf flydende Uorden, at Tjenestefolk udgaar af Sognerne uden Pas, efterdi de finder ei Leilighed til at give saameget for deres Pas, som endel Prester paastaar.

Endelig ville de kjære Brødre have neie Indseende med Klokkernes og Skoleholdernee Forhold, saavel i deres Embede som Levnet, og ingenlunde taale, at nogen af dem findes enten forsømmelige i Embedet eller forargelige i Levnet, men alvorligen tilholde dem med Flid at forrette Embedet og ved et ustraffeligt Levnet give Enhver, besynderlig de Unge, et godt Exempel at efterfølge.

Jeg, som er forsikret om de kjære Brødres kjærlige Modtagelse af saadanne mine Monita uden at hentyde dem til nogen Ukjærlighed af mig, tilønsker enhver af dem Herrens Velsignelse til Christi Menigheds Opbyggelse, forblivende til Døden

Ædle, Velærværdige,

høistærede kjære Brødres

ærbødigste Tjener

N. Dorph[32].

Christiania den eden Januar 1749.

XIV. Dorphs monita
af 1ste Januar 1752[33].
Ædle og Velærværdige Hr. Provst
og samtlige elskelige Brødre!

At baade Christi Kirke maatte i dette Aar som i de forbigangne glædes ved Lærernes og mine velærværdige kjære Brødres Nidkjærhed for Guds Ords Udbredelse og den sande Christendoms Forfremmelse til Guds Riges Opbyggelse og Satans Riges Nedbrydelse, samt at de kjære Brødre maatte udleve baade dette Aar, saa opleve mange paafølgende, glade ved Herrens Velsignelse saavel med Kraft og Styrke til Embedets ønskelige Fremgang, saavelsom og til deres Hilses fornøielige Velstand, det er mit hjerteligste Ønske.

Jeg haver i nogle Aar indeholdet med at tillægge mine velærværdige kjære Brødre nogle Monita, efterdi jeg dertil ei haver fundet Fornødenhed, da jeg har kunnet betjene mig af Apostelens Ord: Jeg veed om Eder mine Brødre, at De ere selv fulde af Godhed, fyldte med al Forstand, som kunde og formane hverandre. Men efterdi imidlertid Forandring er skeet, saavel ved Provster-Skifte som og med Prester-Skifte, da vil jeg ikke forsømme at minde Eder altid om disse Ting, alligevel l vide sligt, og jeg agter det ret at opvække og paaminde Eder, saalænge jeg er i dette Paulun, jeg, som ved Aarenes Tiltagelse haver Erindring, at mit Pauluns Aflæggelse kan være snart forhaanden; derfor fremstiller jeg følgende Monita, hvilke mine kjære Brødre ville antage i ligesaa kjærlig Mening, som de af mig ere skrevne og herved forelagde.

1. At Provsterne skal være Biskopens Medhjælpere, det befaler Loven; at de kjære Mænd og Brødre haver været nidkjære Medhjælpere udi at tilse, at alle Ting haver gaaet skikkelig og forsvarlig til i Kirkerne og Skolerne, det finder jeg Aarsag at vidne og berømme, men derhos vil jeg erindre og bede, at de kjære Provster ville være mine Medhjælpere udi at paadrive, at Collecter, Kirke-Contributioner og andre publique Ting bliver til dem uopholdelig fremsendte, paadet jeg samme betimeligen kan bekomme fra Provsten, og hver Ting kan fra mig forderligst blive tilstillet Collegierne og til Vedkommende udbetalte; jeg paatvivler hverken Provstens Assistence herudi, ikke heller Presternes Vigilance at se saadanne Ting skyndeligst tilsendte Provsten; thi jeg ugjerne griber til den Extremite, som er mig tilladt, at belægge nogen af de kjære Brødre med Execution.

2. Provsterne ville behage før hvert Aars Udgang at indberette Hans Excellence Hr. Vice-Statholderen, om Noget ved Skiftebrevers Beskrivelse er tilfaldet Justits-Cassen eller ei.

3. Provsterne ville forebygge deres Ansvar og Fortræd ved at se de indfaldne Skifter til Slutning og de Umyndige forsynede med vederhæftige Formyndere.

4. Loven udi anden Bogs 8de Cap. 7de Art. befaler, at hver Prest skal have en Ministerialbog, derudi at indtegne ved Dag og Tid, deres Navne, som han trolover og copulerer, saa og de Børn, som han døber, tilligemed Faddernes Navne, derfor tilkommer det Sognepresterne at holde saadanne Ministerialbøger udi forsvarlig Stand og derudi indføre uden Forsømmelse Embedets Forretninger med Børnedaab, Kvinders Introduction, Trolovelser med Forløftningsmændene, Copulationer og Begravelser, og ingenlunde tillade Klokkerne at holde Ministerialbogen. Det er vel udi Kjøbstæderne ved Ritualet tilladt Klokkerne ab holde Bog over dem, som bliver døbte, dog under Sogneprestens Inspection, men da den Casus er existeret, at udi en vis Kjøbstad et Barn er bleven døbt for mere end 20 Aar siden, men ikke findes anført af Klokkeren i Kirkebogen, hvorfor man for samme Menneske, som har fundet Skrupel over Uvished om sin Daab; har maattet opsøge Vidderne til samme Menneskes Daab, hvilke, som endnu levende, haver bevidnet ikke alene Menneskets Daab, men endog at Klokkeren var bleven betalt for at indføre Barnets Daab i Kirkebogen, som er blevet forsømt: derfor er det forsvarligst, at Presterne udi Kjøbstæderne selv holder Ministerialbøgerne og derudi indfører ovenmeldte Embedsforretninger, ligesom det sker i Kjøbenhavn, hvor jeg haver selv for 2de Menigheder holdt Ministerialbogen, ligesom mine Formænd. – Communionbogen holder Klokkeren saavel udi Kjøbstæderne som paa Landet, og efterdi det er befundet og beklaget af adskillige Tjenestefolk, som fra Kjøbstæderne udflytter til at tage Tjeneste andensteds paa Landet og bør hos Udflyttelsen være med Attest om deres Altergang forsynede, at deres Leilighed ei er at betale 1 ₻ 8 ß mere og mindre til Klokkerne for en Attest af Communionbogen om deres Altergang, hvorved ikke aleneste fattige Tjenestefolk bliver besværgede, men endog den Uorden i Menighederne indkommer, at adskillige Tjenestefolk uden Attest indkommen da, til saadant Klagemaal og Uorden at forebygge, agtes det tjenligt, at Sognepresterne i Kjøbstæderne alvorlig tilholde Klokkerne, at de ikke ved ubillig Fordring af en fattig Tjener for saadan Attest giver nogen Anledning til Klage eller Uorden, saafremt de ikke vil vente at blive lovligen tiltalte og dømte som Lovens Overtrædere ved at fordre mere end det, som Loven for slige Attester tillader; samt at Communionbogen, hver Gang Communikanterne ere indførte, skal indleveres Presten.

5. Naar Presterne ikke hos Aarets Udgang bekommer fra Kirkeeierne Kirkernes ordinaire Contributioners Betaling, da anmelder de det for Provsten, som derefter indberetter Biskopen det, som foranstalter samme Contributioners Inddrivelse ved Execution.

6 Jeg finder Fornødenhed at igjentage mit forrige Monitum, at Listen over Fødde og Døde i hvert Sogn skal forfattes fra Kirkeaarets Begyndelse og til samme Aars Slutning, efterdi jeg ikke endnu haver fra de fleste Steder bekommet saadanne Lister, som dog af mig bliver betids exigerede.

7. Efterdi Guds Riges Opbyggelse udi alle Menigheder finder bedst Fremgang ved Lærernes indbyrdes Kjærlighed og kjærlige Forstaaelse med hinanden, da formaner jeg Sognepresterne og deres saavel residerende som personelle Kapellaner at være flittige, at holde Aandens Enighed i Fredens Baand, paadet Menighederne ikke ved Lærernes indbyrdes Uenighed skulde finde Anstød; dette forebygge de residerende Kapellaner, naar de erkjender sig at være Sognepresterne subordinerede og ikke antager sig nogen Rettighed til at forrette noget udi Embedet uden Sogneprestens Vidende (Sognebudene og de Syges Besøgelse undtagen), Sognepresterne communicerer de residerende Kapellaner, dersom det ikke kan ske skriftlig, saa dog mundtlig det, som Stiftet indkommer til Publication.

8. Naar kongelig allernaadigst Dispensation erholdes af Nogen mod Bevilgning, at han, som bor i det ene Sogn, maa communicere i et andet Sogn, da er det fornødent, at Sognepresten communicerer Biskopen den allernaadigste Dispensation til Indførsel i Stiftsbogen til Efterkommernes Efterretning.

Udi øvrigt paatvivler jeg ikke mine kjære Brødres Omhyggelighed for at meritere af Enhver den Ros hos deres egen Samvittigheds Vidnesbyrd, at de baade i Lærdom og i Levnet vandrer i Guds Retsindighed, og sluttelig bruger jeg Apostelens Ord: Brødre! holder mig denne Formanelsens Ord tilgode, forsikrende, at jeg med al Hengivenhed vil ved alle Leilighed udvise mig i Gjerningen at være mine

Ædle og Velærværdige,

høistærede kjære Brødres

ærbødigste Tjener.

N. Dorph[34].

Bispegaarden den 1ste Januar 1752.


9 Spörgsmaal om Skolevæsenet 1759[35].
Ædle og Velærværdige,
Høistærede Hr. Provst!

Saasom det udi Deres kongl. Majestæts allernaadigste og høipriselige Forordning af sidst afvigte den 23de Januar udi indeværende Aar om Skolerne paa Landet, udi den 16de Articul, er Stiftamtmanden og Biskopen allernaadigst befalet at reglere Alt hos Skolernes Indrettelse paa Landet, at den kongelige allernaadigste Intention til Guds Kundskabs Oplysning og Christendommens bedste Forfremmelse overalt i Stiftet kunde opnaaes, vi og saaledes, efter allerunderdanigst Pligt, med al Flid skal efterkomme det, som er os befalet, ligesom vi og hjerteligst ønsker, at saa høinødvendigt Verk overalt uden Forhindring bliver fortsat, paadet Børn fra deres Barndom kunde blive oplærte i Troens gode Ord, og andre Unge og endnu Vanvittige kunde reddes af deres Mørkhed, de haver gaaet udi: saa have vi, paadetat det allernaadigst anbefalede Skolevæsen paa Landet kan blive ret regleret og derefter staa paa en fast Fod, fundet det fornødent at indhente fra Stiftets Provster og hvert Steds Sogneprest Forklaring og Underretning om efterskrevne Poster:

1. Om det befindes 1) at det kunde være den ganske Ungdom i Sognet tjenligt, at et vist Skolehus bliver af Almuen opbygget paa det allernaadigst anviste Sted, eller 2) hvormange Skolehuse Sognet kunde behøve, paadet Børnene og de Unge kunde komme dertil 3) om Børnene og de Unge komme til Skolehuset om Morgenen og komme hjem om Aftenen. 4) Dersom Distancen imellem Børnenes Forældres Hus og Skolehuset findes saa beskedent, at Børnene maatte forblive i Skolen fra Ugens Begyndelse indtil Ugens Ende, hvad Ophold og hvad Tilsyn de imidlertid kunde have, indtil de kunde blive Løverdags Aften hjemhentede af Forældrene. 5) Om alle Forældres Leilighed kan være at give Børnene deres Kost med dem og belønne Skoleholderen hans Tilsyn og videre Opvartning med dem.

2. Om ved Bergværkerne og samlede Saugbrug, hvor adskillige Familier ere sammen boende, findes visse indrettede Skolehuse, og Skoleholdere holdes og lønnes; hvo samme Skolehus haver ladet indrette, og hvorledes Skoleholderen lønnes.

3. Dersom intet Skolehus tilforn er oprettet paa saadanne Steder, nemlig ved Bergværker og samlede Saugbruger, til Børnenes Undervisning og Oplærelse i Guds saliggjørende Kundskab, og øvrige tjenligt udi Regnen og Skriven, om ikke et vist Skolehuses Opbyggelse findes der at være fornødent, hvo samme kunde tilkomme at bekoste og indrette, og hvis Børn kunde derved mest og bedst profitere.

4. Dersom det befindes, til Ungdommens bedste Nytte for at bekomme Undervisning, Oplysning og Forfremmelse i Guds Kundskab, at, istedetfor visse Skolehuse, visse Skoleholdere blive beskikkede for hvert Sogn til at omgaa i Fjerdingerne, da ville Provsten, efter Raadføring med Sognepresten, vise de Inddelinger af Sognet, hvorefter Skolemesteren kan forflytte sig fra Sted til andet; hvormange Skoleholdere da ethvert Sogn kan behøve, som kunde udi den allernaadigste Forordning foresatte Tid have gjort Omgang det hele Aar igjennem udi det ganske Sogn.

5. Om Sognet finder Midler nok af de til Skolekassen allernaadigst bevilgede Ting til at give Skoleholderne den Belønning, som dem allernaadigst er tillagt, uden at gravere andet Sogns Skolekasse.

6. Om Klokkerne findes skikkede til Skole at holde og bekvemme til de Unge at undervise; og om intet kan blive forsømt af det, som de bør forrette ved Kirken, en og anden Tid, naar de som Skoleholdere skulle omgaa i Sognet.

7. Om Presterne selv vide nogen Studiosum at foreslaa, som vil findes føielig og villig til at forestaa forsvarligen Skolevæsenet paa Landet, ved Flytten og Omgang det ganske Aar igjennem i det ganske Sogn til Sognets Ungdoms Undervisning, eller i Mangel af studerende Personer, om de da haver i Sognet saa bekvemme, endskjønt ustuderede Personer, hvilke Skoleholderiet og de Unges Undervisning kan betryggelig til Frugt og Nytte for Ungdommen blive betroet.

8. Om ikke hver Prest vil findes villig til at indkassere og forsvare Skolekassen og den betrygge Directeurerne.

9. Hvor Skoler findes allerede at være funderede, vilde Provsten og Sognepresten give Oplysning og Forklaring, om Fundatzen er saaledes, at saavel Skolehuset kan vedligeholdes, som Skolemesteren lønnes efter det, som Deres kongl. Majestæts Forordning alle Skoleholdere allernaadigst tillagt haver, samt hvorledes samme Fundatz bliver paa hvert Sted af Vedkommende efterlevet.

Om ovenskrevne Poster ventes ædle Hr. Provstens og det velærværdige Presteskabs skyndigste og bedste Betænkning, hvorefter ingen Forsømmelse af os at reglere og istandsætte alt det, som saavel Deres kongl. Majestæt haver allernaadigst befalet, som og kan være overalt til Ungdommens bedste Undervisning og Oplysning i Guds saliggjørende Kundskab muligt udi dette os allernaadigst anfortroede Stift. Næst bedste Ønske forbliver Vi

Ædle Hr. Provstens &c.

P. Neve. N. Dorph.
Christiania den 12te Juni 1739.


Om at en Gaard af det Prestebolet beneficerede Gods indlægges til Bolig for gifte Kapellaner.
18de Marts 1740.
Ædle og Velærværdige Hr. Provst,
høistærede kjære Broder!

Til at udfinde en god Maade, paa hvilken den paa adskillige Steder i Stiftet allerede opkomne Dispute imellem Sognepresternes og Kapellanernes Tilhold og Ophold, naar de tænker sig i Ægteskab at indlade og udenfor Sogneprestens Hus begive, samt at forebygge Anledning for tilkommende Kapellaner (i de Sogner, hvor de herefter af Sognepresten maatte blive kaldet) til Dispute med Sognepresterne om deres Kosthold, uaar de ikke bliver i Sogneprestens Hus, gjøres det fornødent at udse i alle Sogner en vis Gaard af Prestebolets Gods, som kunde blive tillagt Kapellanen at bebo og bruge. Derfor det maatte behage Deres ædle Velærværdighed at indhente Sognepresternes Tanker, hvilken Gaard af Mensal-Godset de kan anse at være bekvem til Kapellanens Gaard, naar Presteenkens tillagte Gaard bliver exciperet, og anmelde samme Gaards Skyld; herom tilstiller mig saavel Hr. Provsten sine Tanker, som og de af Medbrødrene i Provstiet, som endnu ikke have Kapellaner, men kunde med Tiden behøve dem formedelst et eller andet paakommende Tilfælde. Desligeste maatte det behage Medbrødrene at give tilkjende, om der i deres Sogner findes nogen Gavekirke eller Kapel. Jeg venter forderligst denne Forklaring, hvilken hos mig er bleven forlengst, med Herrens Velsignelses Forønskning. Forbliver &c.

N. Dorph.

Christiania Bispegaard
den 18de Marts 1740.


Dorphs Skrivelse af 26de Oktbr. 1742 i Anledning af en Klage over Gejstligheden.
Allerkjæreste Brødre!

Udaf saadan hæslig Klage[36] findes det, at det os allernaadigst anfortroede Embede er exponeret som foruden det vigtige Regnskab, som skal gjøres den retfærdige Dommer for de anbetroede Sjæle, sine Farligheder i denne Tid, udi hvilken baade findes, som foragter Embedet og agter efter deres Domme Embedet ganske ugyldigt, saa og de, som misunder Embedets Tjenere den Smule Brød, de baade selv kan stoppe i deres Mund, saa og lade blive over til efterladte Hustruers og Børns Ophold. Gud kjender intentionen hos saadanne, Gud afværge det, som Satan hensigter til, nemlig at forstyrre og omkaste Christi Rige her paa Jorden, og derfor fore Christi Riges Tjenere i Foragt, paadet Satan desmere kan befæste sit eget Rige; derfor i al Kjærlighed alvorligen advares, formanes og bedes, at alle kjære Brødre vilde saaledes handle med de dem allernaadigst fortroede Menigheder, at ingen maatte findes skyldig, dersom Inqvisitionen maatte blive allernaadigst befalet udi de Clericiet i Norge tillagte grove Beskyldninger, paadet Lasterne ikke maatte gives Rum, men beskjæmmes, som laster Enhvers gode Omgjængelse i Christo. Jeg forbliver &c.

N. Dorph.

Christiania Bispegaard
den 26de Octbr. 1742.


Vi Christian den Sjette &c. Vor Gunst tilforn. Da Vi af Eders til Os under 24de Januar sidstleden indkommen allerunderdanigste Forestilling have fornummem at Vi, efter at Vi have ladet Eder tilsende en anonym Angivelse og Klage over den fleste norske Geistligheds Gjerrighed og Begjærlighed samt anden tillagde grove Feil, med allernaadigst Befaling, at I skulle allerunderdanigst undersøge, hvorvidt de ere grundede: have I taget Indholdet af denne bitter Klage under Deliberation, og derved befunden, at Auctor for den samme udentvivl maatte være i Throndhjems Stift, og derfor tilsendt Os elskelige Doctor Eilert Hagerup, Biskop over Throndhjems Stift, Originalen, men de øvrige 3de Biskoper i Norge en Gjenpart, med Begjæring til den Første at udforske, om muligt var, Auctoren, men tilskrevet dennem alle i meget eftertrykkelige Terminis, at de ved at bekjendtgjøre Geistligheden Indholdet deraf og ellers ved al Leilighed ville advare og formane Presterne, at de for deres egen Bedstes og for den evangeliske Kirkes Skyld vilde omhyggeligen vogte sig ikke at gaa videre i de angivne og slige Ting, end som Lovens og Vores Undersaatters Nød og Vilkaar det tillader, og de omsider med en frimodig Samvittighed for Gud og Os agtede at tilsvare. Hvorpaa I have faaet Biskopernes Svar saaledes, at Angivelsen uden Ophold skulde blive bekjendtgjort i Stiftet, tilligemed Eders Brev. Men at bemeldte Hr. Biskop Hagerup, hvad Angivelsens Auctorem angaar, derom saaledes har erklæret sig, at den vistnok har hjemme i Throndhjems Stift og Indherredens Provsti, og at Sammenhængen, saavidt man kan slutte, var denne: At Anno 1741 er nedsendt en saadan Angivelse, uden Haand, til Præjudice for Regiments Officerer, hvilke da, efter den stærkeste Formodning, skal have ment, at Mag. Jens Parelius, Sogneprest af Schjørdalen, var Mester for det Arbeide. Da nu i sidst afvigte Aar er nedsendt en Klage til Præjudice for Presterne, mener Biskopen, at der ikke kunde tages meget feil, naar man gjetter, at den er forfærdiget af en Officer, boende udi Indherredet, bekjendt af saadan Talemaader, og uden Tvivl især sigtende paa Mag. Parelius og en anden Nabo, om hvilke alene, og aldrig om andre, bemeldte Biskop Hagerup contesterer at have hørt saadant sagt, at de har visse Accidencer høiere, end Folkets Godvillighed fordrager, om hvilke alene, og aldrig om andre, kan siges, at de har reist bort ofte mange .Uger i eget Ærinde, om hvilke alene, og ikke om en eneste ellers i Stiftet, kan siges, at de har havt mange Processer, om hvilke alene, og ikke om nogen anden, Biskopen for sin Del kan sige, at ingen hans Formaning har fundet Sted. Da nu denne Angiver af et par saadanne Exempler (dem han dog, efter Biskop Hagerups Forsikring, endda ikke saa let skal overbevise alle de bittre Prædicata) har paa en ulovlig og høist strafværdig Absigt villet denigrere den hele Prestestand i Norge, men derved vist, at han vil betale Malice med Malice, Usandfærdighed med Usandfærdighed og handle lige samvittighedsløs, som nogen anden; I og derimod tilforladeligen vide, at den er mange brave Prester i Norge, som eftergiver sin Ret, mister deres lovlige Betaling hos mange, og assisterer af al Formue sine fattige Sognefolk i disse Tider, saa at de selv ere fattige og gjeldbundne tillige: Saa haabe I allerunderdanigst, at Vi af berørte sandfærdige Omstændigheder noksom allernaadigst erkjender, hvor ugrundet, usandfærdig og samvittighedsløs denne haarde Angivelse er opdigtet af det Slags Folk, som ønskede i deres Hjerter, at der var ikke Prest i Landet, eller og at hver Prest var en Betler, hvorfor I og haver indlagt Eders allerunderdanigste indstændigste Forbøn for den hele Geistlighed i Norge, bedende, at for saadanne Navn og malisieuce Mennesker, end under saadan Masqve, at gjøre hver og een, ja og de bedste og redeligste Folk mistænkelige og ulykkelige, ikke vilde kaste nogen Unaade eller Mistanke paa nogen, fatte den allerringeste Tro, at de visseligen ere de Mænd iblandt, som i alle Henseender fortjener Ros og Ære, som forretter deres Embede upaaklagelig, følgelig ikke heller fortjener nogen Unaade. Men skulde der dog findes een eller anden, som ikke saa aldeles svarer til det Haab, I have om hannem, forsikrer I allerunderdanigst, at det ikke skel feile, eller hidindtil noget har feilet paa Eders og Biskopens Inspection, hvilket I og haaber at skal have altid forønsket Indgang og Nytte; thi give Vi Eder hermed tilkjende, at Vi aldrig har kastet saadan Mistanke paa Presteskabet i Norge, at hele Geistligheden skulde være i deslige Forseelser skyldig, som angives, men Vi troer meget vel, at der ere mange gode Mænd iblandt dem, hvilke Vi have at tilkjendegive Biskoperne i Norge, at Vi har al kongelig Naade for dem, som sig skikkelig og retsindig opfører.

Derefter I Eder allerunderdanigst haver at rette, befalendes Eder Gud.


Skrevet paa Vort Slot Christiansborg i Vores kongelige Residentsstad Kjøbenhavn den 1ste Febr. 1743.


Under Vor kongelige Haand og Signet.


CHRISTIAN R.




PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Stamfaderen var Niels Haagensen, Bonde paa Gaarden Torp ved Id Kirke. Han havde en Sön Oluf Nielsen, Sogneprest til Id för og efter Aar 1600. Denne efterlod 2 Sönner, den ved Haldens heltemodige Forsvar bekjendte Major Peder Olsen Normand og Niels Olafsen, der fulgte sin Fader som Prest i Id og fik sin Prestegaard opbrændt af de Svenske, fordi han havde underrettet sin Broder inde paa Halden om de ubudne Gjæsters Ankomst (Top. Journ. S. 49). Hans Sön var Oluf Nielsen, der udentvivl af Ættens Sæde Torp antog Binavnet Dorph. Han döde 1692 som Sogneprest i Beitstaden (Erlandsen, den nordenfjeldske Gejstlighed, S. 262). Med Marte Karine Nielsdatter havde han foruden Niels, der döde som Biskop og Jubellærer, Christian, Foged paa Ringerige og Hallingdal o. Fl. (Gjessings Jubellærere, 1, 512).
  2. Denne var en Fogedsön fra Romsdalen, födt 4de Januar 1664, og antog Binavnet Borch efter den lærde Ole Borch, hvis Yndest han vandt, da han opholdt sig ved Kjöbenhavns Universitet. Han var först Vicerektor og fra 1690 til sin Död 1709 Rektor ved Throndhjems Latinskole. Det var en lærd og dygtig Skolemand, der foruden Dorph sednere dimitterede Throndhjems Bisp Eiler Hagerup og Sjællands Bisp Peder Hersleb.
  3. Medens han gik paa Throndhjems Skole, indtraf fölgende Bevis paa Guds Beskjærmelse. Han besögte en Jul sin Moder i Beitstaden. Da han efter Ferien skulde tilbage til Byen, og den fattige Moder ej havde Raad til at bekoste hans Rejse, bad hun nogle Folk paa en Baad, der sejlede forbi, at tage Gutten med, men da han ej öjeblikkelig var færdig, vilde de ej bie. Kort efter kom en anden Baad sejlende, som tog Niels ombord. Der en Himmelstorm rejste sig, raadede en gammel erfaren Sömand strax at söge Land, og de fandt med Nöd og Neppe Redning i et Bjergrif, hvor de fik Baaden indlagt, medens Folkene i Kulde, Sne og Vand maatte kravle over et höjt Fjeld og vare nær omkomne, da de til sit Livs Frelse fandt nogle Fattige, som boede der og vederkvægede dem. Den förste Baad kantrede, og dens Besætning, 7 Mand, druknede.
  4. Medens han var kapellan, havde han 3dje Juledag 1703 et forunderligt Syn. Medens han laa og tænkte paa den Prædiken, han skulde holde, saa han ved sin Seng i det klare Maaneskin et hovedlöst hvidt Gespenst vaklende frem og tilbage. Han betragtede det nogle Minutter uden Frygt i den Tanke, at det kunde være Nogen, der havde udklædt sig for at skræmme ham, men da det i et Öjeblik forsvandt igjen, blev han saa forfærdet, at han neppe kunde prædike. Da han fortalte sit Syn, lo man ham ud; men nogle Dage efter blev det aabenbaret, at en Pige paa Prestegaarden havde myrdet sit Barn. Da Dorph maatte ledsage hende til Retterstedet, sagde den gamle Prest: „Nu tror jeg, at det er sandt, hvad I har seet“.
  5. Han var födt paa Stavanger Kongsgaard 1649, tjente blandt de danske Hjælpetropper i den spanske Arvefölgekrig, kjæmpede som Oberst ved Drogheda, blev 1710 Generalmajor ved Kavalleriet i Norge, tog Afsked 1716, döde 1730. Han var Fader til den Kapitain Knud Gyltenstjerne Sehested, som 1716 udmærkede sig ved Angrebet paa Norderhov.
  6. Nylig förend han holdt denne Prædiken, blev han höjlys Dag seet gaaende fra Hamargaard i fuld Ornat. Lieutenant Egeberg, som boede strax ved Hamar, og forbi hvis Hus han gik, blev med sine Husfolk saa forundret ved at se Presten tilfods en halv Mil fra Prestegaarden, at han næste Dog rejste til Presten for at erfare, hvad han igaar havde at bestille i Prestedragt paa Hamar. Hr. Dorph forsikrede og vilde med sine Folk bevise, at han ej havde været af sit Hus, Lieutenanten derimod svor og tilböd med sine Folk at bevise, at han af dem var seet gaaende forbi hans Hus. – En anden Gang blev han seet dobbelt paa Priædikestolen af to fornemme troværdige Damer, der gjerne med Ed vilde stedfæste sit Vidnesbyrd. Gjessings Jubellærere 1, 505, hvor hans Biografi findes.
  7. Om denne Provsteret, se Möllers Mnemosyne IV, 354–358.
  8. Helveg d. danske Kirkes Hist. eft. Reform. II. S. 80. Om Religionsstridighederne under Christian VI især i Kjöbenhavn fra 1738 findes en udförlig Fremstilling af Prof. Jens Möller i Mnemosyne, IV, 727–378.
  9. Theol. Tidsskr. VII, 353. Hvor meget Bevarelsen af den gamle Rettroenhed laa Bispen paa Hjertet, kan man se af hans idelig gjentagne Advarsler i hans monita mod det at lade fremmede Studenter prædike eller undervise i Skoler, uden et de medbragte og for Bispen fremlagde Skudsmaal fra Professorerne ved Kjöbenhavns Universitet.
  10. Under 24de Octbr. 1747 underrettede han Presteskabet om sin lykkelige Tilbagekomst fra Salvingsakten. Stiftsprovst Rasmus Paludan fungerede som Bisp i hans Fraværelse.
  11. Forfatteren af hans Levnet i Gjessings Jubellærere 1, 509. Hans Portræt i Oljemaleri findes saavel i vor Frelsers Kirkes Sakristi i Christiania som paa Eidsvold, til hvis Galleri Forf. forærede et Portræt, som han ejede. C. B. Tullin forfattede en latinsk Inskription, der stod paa hans Ligkiste, og hvoraf en Afskrift findes hos Gjessing 1, 511.
  12. Biskop Dorphs Svigerfader Jens Mogensen, Sogneprest til Nannestad og Jubellærer, var födt i Onsö 8de Oktbr. 1641 og var den yngste af 14 Södskende. Fra Oslo Skole sendtes hen 1660 til Kjöbenhavns Universitet, og 1667 blev han Kapellan hos sin gumle Fader Mogens Pederssön, Sogneprest til Onsö og Provst i Nedre Borgesyssel, der var födt paa Hallingstad paa Thoten 4de Decbr. 1584 og döde som Sogneprest i Onsö som Jubellærer 1678 i en Alder af 94 Aar. 1674 blev Jens Mogensen Sogneprest i Nannestad, hvor han döde som Jubellærer 80 Aar gammel 7de Juni 1721. Han havde tilegte en Datter af den bekjendte Myntmester Jens Grüner i Christiania, hvis Binavn hans Börn optoge. Gjessings Jubellærere 3, 315.
  13. Saare önskeligt var det, om Presterne randt om i Landet vilde udgive vedkommende Presters og Prestegjelds Historie, som jeg har gjort ved Udgivelse af Holts og Öjestads, og Sogneprest Gabriel Faye nylig ved sin velskrevne og læseværdige Beskrivelse af Hölands Presters Historie. Materialier til lignende findes i mange Prestearchiver, og jeg kjender Prester, der have udarbejdet saadanne, men vel frygte for den Vanskelighed og den Ulejlighed, som ofte ere forbundne med at faa dem trykte.
  14. Om Peder Flor og Brun, „hvis Söndags Gjerning Djevelen ikke kunde lide“ sml. L. Daa’s aktmæssige Bidrag VII, 347.
  15. Nærheden?
  16. Reskr. 21de Novbr 1738. Kærup, Theol. Tidsskr. VI S. 26.
  17. af 21de Novbr. 1738.
  18. Dorph visiterede i Juni Grevskaberne og d. 16de i Sandefjord, hvor han havde Sammenstødet med Kapellan Tidemand; se dennes Fremstilling af det Passerede Theol. Tidsskr. VII, 347. – Ved Res. af 14de Mai ophævedes Fro- og Ugeprædikenen for at fremme Katechisationen, hvorpaa der lagdes sær Vegt; Res. 7de Oktbr., at Presterne paa deres Husbesøg skal undersöge, hvad Böger der havdes, og konfiskere dem, som lede til Separatisme og Fanatisme; cfr. Res. 23de Septbr. s. A.
  19. Res. 23de Juni, om en Mulkt af 1 Rdlr., som Klokkeren skal afkræve hver Prest, som prædiker over een Time.
  20. Den Ko, som Presten efter gammel Sædvane fik for et holde Ligtale over en Bonde eller hans Kone.
  21. 22de Decbr. 1740 oversendte han det kongl. Reskr. af 2den Decbr. om, at Tjenestefolk skal møde til Katechisation, og Menigheden blive i Kirken, saalænge den varer. Bispen tilföjer, at da der paa Landet kun tilstedes Time, saa kan til Katechisation i Byerne i det höjeste tilstaaes 1 Time, „paadet Alderdommen saavelsom Ungdommen bedre kan fatte“. Kærup, VI, 10. 37 o. s. v.
  22. Under 27de Oktbr. 1741 advarer Bispen Presterne mod at benytte til Prædiken o. m. en Kapellan Hvas, som i Jylland havde solgt sit Kapellani og siden löb om paa forskjellige Steder, ja endog forrettede ministerialia. S. A. opfordrede Dorph alle Prester og Kapellaner et tilsende enten Provst Niels Dorph eller Slotsprest B. Sverdrup alle de Underretninger, som haves om deres Formænd og dem selv, deres Navn, vita, fata, Egteskab, Födested &c.
  23. Stiftsbefalingsmand Rappe og Biskop Dorph underrettede 21de Februar 1742 Presterne om, at Christiania Tugthus var kommet istand, og om de Fattiges Forflegning der, og 3dje August, at det har behaget Kongen under 7de Oktbr. 1740 at bestemme, at hvad der i Stiftet indkommer i den saakaldte Helsingörs Hospitals og Skoletavle skal tilfalde Tugthuset, dog saa, at 110 Del afgaar til Helsingör. Under 12te Juni underrettede de Gejstligheden om, at Kongen under 11te Maj har befalet Provster, Prester, Rektorer og Hospitalsforstandere at indsende til Kancelliet alle de Efterretninger, de kunne, om Donationer, Klostre o. s. v. 3dje August meddelte Bispen Presterne General-Kirke-Inspektionens Advarsel mod at paastaa Noget for Börns Konfirmation, samt at der var tilstaaet Christopher Kraft i Ringebo, hvis Prestegaard var afbrændt, 1 rdr af hver Kirke, og at extraordinair Bededag skal holdes forat afværge den overhængende Fare og dyre Tid formedelst Afgrödens mærkelige Aftagelse ved Orme, Kulde o. s. v. paa en 3 Aars Tid og synes endnu mere at tiltage (sml. Kærup, Theol. Tidsskr. VI, Bo. 41). Den store Nöd sögte man at afhjælpe ved Kollekter og Gave fra Kongen. 400 rdr tilsendtes saaledes Jarlsbergs Provsti, hvilke kun skulde uddeles til Fattige, der ei vare lagte paa Lægd, og overleveres dem af Sognepresterne i Overvær af Kapellaner, Medhjælpere og 4 af de bedste og mest formuende, redeligste og christeligste Bønder af hvert Sogn. Under 17de Maj 1743 sendtes Gejstligheden til Erklæring Forslag til Oprettelse af Fattigkommissioner, bestaaende af Sognepresten, Lensmanden og de 4 Mænd, som efter Skolekommissionen ere adjungerede Presten.
  24. Kong Christian VI skjenkede 4de Decbr. 1744 Kancelliraad Kölles Hus til Vaisenhus for Christiania efter Forslag af Rappe og Dorph til den meget formaaende Grev J. L. Holstein. 20de Novbr. Advarsel mod at besöge Herrnhut og lignende Steder, under Straf ei at faa Ansættelse i Kirken. Under 29de Januar 1745 udkom Forbud mod at rejse til Herrnhut.
  25. De vigtigste Anordninger, som i kirkelig Henseende udkom i 1745, vare, foruden Forbudet mod et rejse til Herrnhut, Kongebudet af 5te Marts om Separatismen, af 23de April, hvorved Presternes Ret til at kalde personel Kapellan indskrænkedes, af 18de Juni, at Lutheranere ej maa vies til Katholikere uden under Betingelse af et Börnene opdroges i den evangeliske Tro, af 9de Juli, at den Lærer, som besvangrer sin lærling, ej maa faa noget Embede, og hvis han ej egter hende, skal arbejde i Bolt og Jern; 16de Juli, et alle Prester skel sætte i Enkekassen, og af 2den Septbr., at Presten ingen Undtagelse skal gjöre med Hensyn til Konfirmation af dem, som ere frugtsommelige.
  26. Da Kongen med Misnöje havde erfaret, at man illuderede Kongebudet om ikke at sende Börn til herrnhutiske Seminarier ved at forskrive Lærere fra Herrnhut, extenderedes ved Beskr. af 9de Decbr. 1746 Forordningen af 29de Juni 1745 til et forbyde Forskrivningen af Mænd eller Kvinder derfra. Bispen lagde i en Fölgeskrivelse af 23de Decbr. 1746 Gejstligheden dette Reskript alvorlig paa Hjerte, og opfordrer til nöje at inkvirere de fra Tydskland indkomne Lærere og Lærerinder om deres Meninger angaaende Religionen, og at advare Forældre i saa Henseende, og „hvis Nogen finder ringeste Stridighed mod denne Befalings Indhold og Öjemed, uopholdelig at melde Bispen samme“.
  27. Da der fra dere Steder vare indkomne Besværinger fra Almuen om Skolevæsenet, indgik Rappe og Dorph til Kongen med Forestilling om at faa nogle almindelige Regler, hvis Hovedindhold var, at Alle, som ejede Jordegods, skal modtage Skoleholderen og bidrage til hans Lön, og hver Husmand aarlig yde 8 Skilling til Skolekassen.
  28. 8de Januar 1746 anordnedes en Bededag i Anledning af en i Danmark grasserende Kvægsyge. 6te August döde Kong Christian VI, og under 11te August indkaldte Bispen Stiftets Sogneprester til Christiania for at aflægge Troskabsed til hans Efterfölger Frederik V. – Ordningen af Fattigvæsenet beskjæftigede i dette Aar Rappe og Dorph, som forlangte af Presterne Indberetning om dets Ordning i hvert Prestegjeld, og Forordn. 29de April böd, at Betlere skal sendes fra Lensmand til Lensmand til deres Hjem. Den 4de Oktbr. paa Kong Christians Begravelsesdag holdtes Klageprædikener rundt om i Landet.
  29. Ved Reskr. 24de Febr. 1748 blev det saavel Gejstlige som Civile befalet, at gaa det danske Societet tilhaande, paadet den norske Historie saavelsom Sproget kan finde Forbedring med gode Dokumenter, Pergamentbreve og andre Brevskaber in originali. Ved sin Hjemkomst fra Kongens og Dronningens Salving 4de Septbr. medförte Dorph et Reskript, at Egtekvinder, endog de, som ere udaf Rangen, skal lade sig af Presten introducere efter Barnefödsel. Ved Reskript af 8de Novbr. 1748 befriedes Rangspersoners Fruer for at indledes af Presten i Kirken efter Barselseng mod derfor at give Presten en Doucör. Circulaire af 30te Novbr., at ingen maa kopulere Viceborgemester Piper i Christiania med hans Forlovede Jfr. Elieson, förend han har bevist at have holdt Skifte efter sin förste Hustru.
  30. I Begyndelsen af 1747 vare Provster og Prester afæskede deres Betænkning inden 18de Marts om norske Lovs 1, 2 6 Bog, da Kongen havde isinde at forbedre Loven.
  31. Under 5te April 1748 havde Bispen underrettet Provsterne, at han ved Skrivelse af 16de Marts fra Obersekretair Holstein var paalagt at föje Anstalt til, at hver Prest forskaffer en rigtig Fortegnelse paa Adelen, som maatte findes i deres Sogner, deres Stamme, Döbenavn, Forældre o. m. – Samme Dag meddeler han, at Kongen ugjerne har erfaret, at Almuen paa et og andet Sted har vist Opsætsighed og Uvilje i Anledning af Reskr. 2den Marts 1742 eg ej vil ofre til den resid. Kapellan. Kongen byder Menigheden et ofre baade til Sognepresten og den resid. Kapellan paa de 3de Höjtidsdage.
  32. I 1748 visiterede han fra 13de Febr. til 31te Marts Grevskaberne, Bamble, Nedre Thelemarken, Kongsberg, Eger og Modum. Han skrev da med sin gnidrede og nu skjælvende Haand i Sande Embedsbog: „Anno 1748 den 11de Febr. visiterede jeg tredje Gang i Sande Kirke, „da jeg fandt de unges kjendelige forfremmelse i Guds Kundskab, til min megen glæde og fornøielse, ligesom og i Tangens Kirke, hvor visitats skede den 18de Febr, hvorfor jeg haver aarsage at tilynske Lærerne med Menigheden ald Guds velsignelse.

    N. Dorph“.

    I 1752 og 1755 visiterede han atter Jarlsberg o. m.

  33. I 1750 og 51 udstedtes ingen monita. Ved Beskr. af 31te Jan. 1749 paalægges Gejstligheden at modarbejde ved Prædiken, Katechisation o. m. den gruelige Banden og Sværgen, som især hos den gemene Mand gik i Svang, Den 17de April tilskrev Bispen Gejstligheden Jarlsberg at holde i Beredskab, hvad man kunde, til Kongens Kjökken ved hans ventede Besög i Norge. Under 25de April paabud Kongen at fejre en Jubelfest 28de–30te Oktbr., i Anledning af at den oldenborgske Stemme havde regjeret i 300 Aar; Reskr. 10de Febr. 1750, at Bispen har Myndighed til at mulktere trættekjære og forsömmelige Prester; Res. 23de Juni 1750, at Ingen maa understaa sig at skrive nogen Klage, „som ofte er skeet udi mange nærgaaende Terminis“, uden at sætte sit Navn under som Koncipist. I Decbr. 1750 forbydes Student Hans Horster, der i Christiania var udlagt som Barnefader, at betroes Prædikestol og Skole, indtil han fremviser kongelig Oprejsning.
  34. Under 1ste Febr. 1753 meddelte Bispen Presteskabet Kongl. Resol. af 19de Januar om at, da de efter Befaling af 2den Decbr. 1746 indsendte Efterretninger ikke findes tilstrækkelige til Lovens Forandring, især 2den Bogs, saa bydes samtlige Provster at samles med deres Prester paa et belejligt Sted „og med dem gjennemlæse Lovens 2den Bog og med det samme i Pennen forfatte de Erindringer, som de maatte finde fornödne at tillægges eller fratages. Derpaa skal Bispen samle til sig Stiftets Provster og med dem overlægge og skriftlig forfatte, hvad der efter de fleste Stemmer maatte ansees fornödent, hvilke Bispens og Provsternes Erindringer derpaa sendes Cancelliet“ (hvor de vel endnu findes begravne). Provsten i Jarlsberg C. Winge berammede Mödet til 6te Marts i Holmestrand.
  35. Sml. Kærup, theol. Tidsskr. VI, 28, Forordn. 23de Januar 1739 og Plakat 5te Mai 1741.
  36. Om denne Klage, forfattet af en hevngjerrig Officier i Indherred, se fölgende Kongebrev af 1ste Febr. 1743 og Biskop Kærups Erklæring i dette Tidsskr. VI, 40.