Oversigt over den norske Almues Dannelse, især den religiøse, i Tiden efter Reformationen

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Oversigt over den norske Almues Dannelse, især den
religiöse, i Tiden efter Reformationen.
Af
A. V. HEFFERMEHL,
pers. Kapellan.
I.

Norges kortvarige Blomstren i den sidste Halvdel af det 13de og Begyndelsen af det 14de Aarhundrede følges, som bekjendt, af et langt og uhyggeligt Tidsrum, hvori en hel Civilisation synes sporløst at gaa tilgrunde, og Barbariets Taage lægger sig tungt over Folk og Land. Medens de fleste andre europæiske Stater – efter at have gjennemgaaet den første Middelalders Skjærsild – i Løbet et det 15de Aarhundrede efterhaanden vandt Orden og indre Fasthed, fortsatte Norge uden Afbrydelse den tilbageskridende Bevægelse, hvis Begyndelse man i Almindelighed sætter ved Aar 1350, og hvis Kulmination, skjønt den ifølge Tingenes Natur ikke bestemt kan angives, dog formentlig vil være at søge ved det 16de Aarhundredes Midte.

Hvad der karakteriserer den Reformationen næstforegaaende Tid, er imidlertid ikke saameget den store Uvidenhed, den gjennemgribende Raahed, der herskede overalt, som meget mere en fuldkommen Mangel paa Liv og Bevægelse, ja paa frugtbare Livsspirer, hvoraf et nyt Liv kunde haabes at udfolde sig. „Nogle Aar før den lutherske og calvinske Hæresi fremtraadte“, siger den katholske Lærde Bellarmin, „var der ingen Strenghed hos de kirkelige Domstole, ingen Tugt i Sederne, ingen Kundskab om den hellige Literatur, ingen Ærbødighed for de guddommelige Ting, ja der var næsten ingen Religion tilbage“[1]. Vi tage ikke i Betænkning at overføre denne Bellarmins almindelige Dom om Tilstanden inden det katholske Samfund ogsaa paa den norske Landskirke. Kunne vi end ikke frakjende denne en Religion, saa var dog Religionen ganske vist ikke en saadan, at den kunde øve nogen vækkende eller belivende Indflydelse. Tvertimod, naar den fritog Menneskene fra den sedelige Anstrengelse at optugte sig selv efter det Fuldkommenhedens Maal, der er os given i Christi Person og indeholdt i hans Lære, naar den i deres helligste Anliggender opfordrede dem til selv Intet at gjøre, men blindt hen at stole paa Andre, – maatte den nødvendig fremkalde og befordre en ikke blot det sedeligt-religiøse, men ogsaa det rent borgerlige Liv fordærvelig Uvirksomheds og Ladheds Aand[2]. Ved den forandrede Statsskik, som især ved den sverrerske Æts Bestræbelser efterhaanden blev den herskende, blev Folket afskaaret fra den politiske Virksomhed, der tidligere havde modnet det til Folk – og i lang Tid udgjorde dets karakteristiske Særkjende som saadant. Til at hele det Brud paa den nationale Udvikling, der saaledes opstod, viste den senere Styrelse sig fuldkommen udygtig – og frembyder altid Synet af en sørgelig Mangel om ikke altid af Vilje, saa dog af Evne og Dygtighed til at fatte Folkets Tarv og anspore, forene og lede dets Kræfter. Literatur var saa godt som ukjendt, og Landets naturlige Fattigdom i Forbindelse med uheldige Handelsforholde hindrede ogsaa Fædrene i at opnaa de materielle Goder, der ofte ere Menneskene en saa vældig Spore til Anstrengelser. Kort, Intet kaldte dem til hint Aandens højere Arbejde, uden hvilket ligesaalidt Samfundet som den Enkelte kan gjøre noget virkeligt Fremskridt.

Under den saaledes i sine Hovedtræk skildrede Tingenes Tilstand fandt Reformationen det norske Folk. Men ligesom den samtidige Forandring af Norges statsretslige Stilling i Begyndelsen blev uden mærkelig Indflydelse paa de rent borgerlige Samfundsforholde, ligesaalidt formaaede Religionsforandringen, hvor stor Betydning vi end iøvrigt maa tillægge den, gjennem et længere Tidsrum at bringe nyt Liv i den dybt sunkne norske Kirke.

Reformationen ejer hos os Intet af den Interesse, den i Almindelighed maa fremkalde, som udmærkende et af hine Historiens Knudepunkter, hvor det Gamle og Nye mødes for gjensidig at prøve Styrke. I sit Hjemland, Tydskland, se vi den reformatoriske Bevægelse gradevis at udvikle sig og, støttet og ledet af dygtige Førere, at udbrede sig i altid videre Kredse, indtil den kjendelig berørte Folkets Masse. Ved Luthers og Melanchthons, Zwinglis og Calvins samt alle deres dygtige og nidkjære Medarbejderes fortsatte Bestræbelser bleve den katholske Kirkes Brøst og Vildfarelser stillede saaledes i Lyset, at den selv for den almindelige Bevidsthed maatte fremstille sig som den helt igjennem morknede Masse, hvoraf den paa hin Tid i saa paafaldende Grad frembød Skuet. Det er her Sandheden selv, der ved sin egen Kraft gjør sig gjældende og bygger et nyt Gudstjenestens aandelige Hus, hvortil efterhaanden Forandring af Kirkens udvortes Skikke og Forfatning føjer sig som den nødvendige Slutsten. Ganske modsat er Gangen i den norske Reformation. Denne gjennemførtes, som bekjendt, paa Kongebud og traf Folket aldeles uforberedt. En vis den bestaaende Kirke fiendsk Gjæring sees vistnok at have fundet Sted i de første 30 Aar af det 16de Aarhundrede[3]. Men den aabenbarer sig dog især ved Angreb paa den udvortes Kirkeordning og synes ikke at være fremgaaen af nogen renere Erkjendelse af Reformationens Sandheder. En saadan kan man nu i Almindelighed heller ikke vente at finde, naar man tager i Betragtning, at Bergen er det eneste Sted i Landet, hvor før 1536 Evangeliet med Sikkerhed kan paavises at være prædiket; hvorvel Resterne ogsaa her ere svage og snart talte[4]. Den negative Aand, der saaledes maaske allerede fra Begyndelsen udmærkede den reformatoriske Bevægelse, giver sig mere utvetydigt tilkjende i den danske Regjerings første Anordninger til Kirkeforbedringens Fremme. Ligesom deres fornemste Formaal var at tilintetgjøre den katholske Gejstligheds politiske Magt, saaledes bestode de hovedsagelig kun i de katholske Bispers og nogle Presters Afsættelse, samt i Inddragelsen af det rige Kirke- og Klostergods. Og den raa Voldsomhed og Ligegyldighed for alle virkeligt religiøse Hensyn, hvormed man herved i alle Stykker gik tilverks, minder kun altfor stærkt om den Maade, hvorpaa Middelalderens Korsdragere plantede det hellige Symbol i Halvmaanens Sted. Om Folkets Oplysning ved religiøs Undervisning spurgtes der ikke. Den bliver først Gjenstand for Overvejelse, efterhaanden som Bispestolene besattes, og de evangeliske Superintendenter, hvem Kirkevæsenets hele Ordning efter det Indre som Ydre saagodt som ganske overlodes, langsomt beskikkedes.

Det var under disse Omstændigheder mere end et tomt Ord, naar Ordinantsen siger: „Superintendenterne kaldes nu ikke til nogen Ørkesløshed, men til stort Arbejde“. Kun maa vi beklage, at ingen af vore første evangeliske Bisper, paa et Par Undtagelser nær, synes at have været dette Arbejde nogenlunde voxen. Overhovedet føle vi i Norge smertelig Savnet af en Mand som Peder Palladius, der i Forbindelse med en særegen χάρισμα κυβερνήσεως, en særdeles Indsigt, praktisk Duelighed og Kraft samt et aabent Blik for Folkets Tarv, derhos ogsaa besad det gode Rygstød i den øverste Landsmyndighed, der gjorde det muligt i forholdsvis kort Tid at faa idetmindste en udvortes Orden tilvejebragt[5].

Den religiøse Undervisnings Grundlag, da den omsider kom paa Tale, blev her som i alle lutherske Lande – efter Luthers egen Anvisning[6] – hans lille Katekisme, hvilken Palladius allerede 1537 i dette Øjemed havde oversat paa Dansk. Forat tilegne Folket dens Indhold befaler Ordinantsen dens delvise Oplæsning med en „vis og kort Forklaring“ hver Søndag fra Prædikestolen – i Stæderne i Aftensangen[7], paa Landet i Time efter Prædiken[8]. Oplæsningen skulde ske langsomt og tydeligt, saaat Indholdet kunde prente sig i Tilhørernes Hukommelse og maatte altid omfatte en hel Part, om der end ikke blev Tid til at udlægge eller forklare mer end et enkelt Stykke. Ordinantsens Forfattere fortjene saa meget mere Ros for denne Ordning, som den for en Del er ganske ny, idet Prædiketimens Deling paa Landet mellem Evangeliet og Katekismen ikke har Noget Tilsvarende i nogen af de til den Tid udkomne tydske Ordinantser, hvorefter den danske i Almindelighed er dannet[9]. Formodentlig efter Bugenhagens Anvisning optog Kjøbenhavnersynoden i 1540, hvis Beslutninger fik almindelig Gyldighed, den tydske Skik at anvende ogsaa Qvatemberdagene til Katekismeprædikeners Afholdelse, hvormed da tillige forbandtes en Overhøring af Ungdommen[10]. Som Prestens Medhjælper i Undervisningen staar efter Ordinantsen Degnen, der havde een Gang ugentlig at forsamle Sognets Ungdom og lære den Katekismus. Undervisningen drejede sig rimeligvis i Begyndelsen især om Budene, Troen og Fadervor. I den første danske Udgave af Luthers Katekisme, der dog, som det synes, snart blev fortrængt af en fuldstændigere, væsentlig med den nu brugelige overensstemmende, findes saaledes af 4de og 5te Part kun Indstiftelsesordene til Sakramenterne, ligesom den og fattes Hustavlen og ethvert andet Tillæg[11]. De tre første Parter fordrede man vel efter Palladii Anvisning lært udenad ved Visitatserne[12]. Om man ved Overhøringen krævede ikke blot Katekismens Text, men ogsaa Luthers Forklaring over samme, kan jeg ikke med Bestemthed afgjøre, men finder det rimeligt. Selv i hine Tider maatte formentlig Luthers Katekisme ansees for det mindste Kundskabs Maal hos en Christen; og da Alt skulde tilegnes gjennem Hukommelsen, maatte en Forklaring over Børnelærdommens Grundbestanddele lettest gives og bevares i den formulerede Skikkelse, hvori den er os skjænket af Luther[13]. Forat anskueliggjøre Fremgangsmaaden med Ungdommens Undervisning hidsætter jeg af Palladius’s Visitatsbog følgende livlige Skildring, der vistnok er hentet fra Tydskland, men dog – mutandis mutatis – ogsaa vil være oplysende for vore Forholde. „Jeg var redet udi Landet Thüringen, saa vel som mangen Student, som farer derhen fra Wittenberg. Der have de saadan Sædvane med deres unge Børn, Drenge og Piger, som ere inden fire eller sex Aar gamle. Hver Tirsdag og hver Torsdag efter Middag, naar Klokken er ved Et, da komme alle smaa Børn, som i Byen ere, til Kirke; somme lede de, og somme bære de frem, og sætte dem saa i Koret ... Der gaar Kapellanen iblandt dem frem og tilbage, og haver et lidet Ris eller Kvist i sin Haand og læser saa Børnelærdom for dem; og de læse allesammen efter hannem; han sjunger saa godt og siger ... og hine spæde Børn efter ham med klinger Røst. Saa forfølger han Børnelærdom med det ud til Enden. Siden beder han stundom en Dreng, stundom en Pige staa op og læse højt for sig selv; hvad de fare vild udi, det retter han dem strax udi, og beder dem med Riset og truer dem, at de skulle faa Utak, naar de komme i-en, om de da ikke kunne bedre Stof &c.“[14].

Et ejendommeligt Vidnesbyrd om Tidens Iver for Katekismen afgive bergenske Synodalia af 1589, hvor Bisp Anders Foss opmuntrer til, efterhaanden som man bortskaffede de katholske Helgenbilleder ved Alterne, i deres Sted at opsætte Tavler beskrevne med Katekismen[15]. Disse Altertavler have lige til denne Dag, just ikke til Prydelse, hævdet sin Plads i mange af vore gamle bergenske Landskirker, ja i enkelte af disse finder man endog Væggene og Tagbjælkerne bemalede med Bibel- og Katekismussprog.

Det egentlige Vern mod Forsømmelse af Religionskundskaben besad Kirken i det private Skriftemaal. Paa en vis Maade i Lighed med, hvad der var Brug i den katholske Kirke, hvor den ethiske Del af Religionsundervisningen var henlagt til Skriftestolen[16], skulde nemlig de Unge og Uforstandige inden Afløsningen overhøres i de „10 Bud, Troen og Fadervor“, „svare til de Spørgsmaal, der gjordes dem om Nadveren“ og i det Hele undervises efter deres „Nødtørftighed“[17]. Ordinantsen henlægger Skriftemaalet i Stæderne til Løverdagsaften, men paa Landet til Søndagsmorgen. Da det imidlertid efter denne Ordning kun blev liden Tid levnet Overhøringen, end sige Undervisningen, befaler Christian IV i den vidtløftige Forordning af 27de Marts 1629, at Enhver, der vilde nyde Nadveren, skulde indfinde sig hos Presten nogle Dage før Kommunionen, forat hans christelige Liv og Kundskab kunde blive tilbørlig prøvet, og at man skulde paase, at der ikke paa en Gang mødte Flere til den hellige Handling, end at de kunde blive ordentlig underviste. Ved samme Lejlighed bestemmes udtrykkelig, at ogsaa de Gamle skulde kunne og forstaa „idetmindste Katekismens Ord“. Selvforskyldt Uvidenhed i Børnelærdommen straffedes ligesaavel som fortsat grov Usedelighed med Kirkens Ban, hvorefter Vedkommende i Tilfælde, at han ikke forbedrede sig, skulde underkastes den verdslige Øvrigheds Straf, der ifølge den bestaaende Lovgivning kunde stige lige til Landsforvisning I hvilken Alder den første Altergang plejede at Ende Sted, er ikke ganske afgjort. Jørgen Erikssøn af Stavanger bestemte, at Ingen maatte kommunicere, inden han var 12 Aar gammel[18], den samme Alder altsaa, hvori under Katholicismen enhver Døbt skulde kunne sit Fadervor og Troen, og hvori – efter gammel nordisk Sedvane – Ynglingerne for Alvor viede sig Mandens Gjerning. Palladius sætter i sin Visitatsbog Aldersgrændsen endnu lavere og vil under Henvisning til Mark. 10,14, at Børn endog i en Alder af kun 6 til 7 Aar maa have Adgang til Nadveren.

Yderligere Sikkerhed for at Almuen ikke forsømte sin Børnelærdom fik Kirken i den bekjendte Forordning af 20de April 1645: „At ingen Yngling eller Pige maatte troloves eller egtevies, før de vare befundne vel underviste i deres Børnelærdom“[19]. Denne Bestemmelse blev endog længe efter Konfirmationens Indførelse et kraftigt Middel i den dygtige Gejstliges Haand til at tvinge de Forsømmelige til at tilegne sig idetmindste et Lavmaal af Christendomskundskab.

Vi have her sammenfattet de vigtigste Foranstaltninger, der indtil Christian IVs Død eller henimod Midten af det 17de Aarhundrede bleve trufne til Almuens egentlige Undervisning. Inden vi imidlertid søge at bestemme disse Bestræbelsers Resultat, vil det til deres rigtige Opfatning og Bedømmelse være nødvendigt endnu at omtale to meget væsentlige Hindringer for deres heldige Virkninger, nemlig: Lærerstandens Faatallighed samt dens store Uvidenhed og Fordærvelse. Det var med vis Forudseenhed, at Luther allerede i 1536 raadede Christian III til af det inddragne Kirkegods at bevare saa meget, „at Kirkerne derfor kunde forsørges“. Desværre blev dette kloge Raad idetmindste for Norges Vedkommende ikke fulgt i den Udstrækning, som man kunde ønske, og det Spørgsmaal, Luther for dette Tilfælde opkaster: „womit wolt man die Prediger erhalten“?[20], stod snart paa Dagslisten som et af de mest trykkende og vanskeligste at besvare. Ikke alene optages det hele Tidsrum af en forargelig Strid mellem Prest og Menighed om de prestelige Rettigheder; men, hvad der var endnu misligere, man maatte for at skaffe Geistligheden det nødvendige Underhold gjøre Kaldene uforholdsmæssig store. Herved blev det imidlertid selv den dygtige og nidkjære Prest saa godt som umuligt blot nogenlunde tilfredsstillende at røgte sit dobbelte Embede som Sjælesørger og Lærer, – og det saa meget mere, som han mangesteds ogsaa blev nødt til at overtage de mindre Børns eller den egentlig forberedende Undervisning. Efter Ordinantsen skulde vel denne paahvile Degnen; men da der fattedes Midler til hans Lønning, gik det sent ogsaa med denne i de Tider saare vigtige Bestillingsmands Ansættelse. Presten maatte derfor ofte selv overtage hans Forretninger – saavel Kirkesangen som Ungdommens Undervisning, idet han havde ugentlig at besøge sine forskjellige Sogne, der samle og overhøre Ungdommen og prædike Katekismen. I Bergens Stift anvendtes Løverdagen til dette Brug af Hensyn til den blandt Bønderne fremdeles herskende Skik at holde Dagen hellig[21].

Synes den gejstlige Betjening under vort ordnede Kirke- og Skolevæsen endnu for ringe, hvor forsvindende maa da ikke Prestens Virksomhed forekomme os i hin ældre Tid, hvor Folkemængden (man har anslaaet den til henved 450,000 Indbyggere)[22], vel var mindre, men Omfanget af Prestegjældene, der kunde have lige til 10 Annexer, og Hindringerne i den indbyrdes Samfærdsel saa meget større, og hvor Presten desuden, som allerede vist, ofte maatte arbejde alene. Det Misforhold, som saaledes bestod mellem Antallet af Lærere og Lærlinge, udjevnedes heller ikke, som man kunde formode, i noget Mon ved hines tilsvarende større Kundskaber og Nidkjærhed. Thi den norske Gejstlighed – som et Helt betragtet – manglede i paafaldende Grad den baade intellektuelle og sedelige Dygtighed, der altid har været Standens bedste Anbefaling, og hvoraf dens heldige Virksomhed stedse betinges.

Af den første Rækkefølge af Gejstlige efter Reformationen ere vi vistnok ikke berettigede til at vente meget, da de for det meste bestode af de tidligere katholske Prester, som man af Mangel paa Lærere havde været nødt til at lade forblive i deres Embeder[23]. Men selv efterhaanden som disse afgik ved Døden eller paa anden Maade fjernedes, vedblev Tilstanden at være mislig. Naar vi undtage de forsvindende faa, der ved Udlandets Universitetet[24] havde Anledning til at erhverve sig en højere videnskabelig Dannelse, vare Presternes Kundskaber i Almindelighed af den allertarveligste Beskaffenhed. Den Undervisning, som meddeltes af Læsemesteren ved de ved Domkirkerne bestaaende Skoler, var ialmindelighed hverken vidtgaaende eller grundig, og den befalede Examen for Bispen i Overensstemmelse dermed saare mild, saaat der lige til det 16de Aarhundredes Udgang – med Undtagelse af lidt Kjendskab til den praktiske Theologi og Latinen – neppe fordredes større theologisk Viden af den ansættendes Prest end den, der nu kræves af en almindelig flink Almueskoleholder. Christian IVs Norske Kirkeordinants af 1607 indskjærper for Norges Vedkommende en ældre kongelig Forordning af 1569, der tidligere rimeligvis kun for Danmark har været af videre Betydning: at Ingen maatte ordineres, før han havde studeret nogle Aar ved Kjøbenhavns eller et andet Universitet og var „skilt derfra med Rectoris gode Testimonio“. Da disse Studeringer ved Universitetet imidlertid som tiest ikke udstraktes over 1 Aar, og der ingen Examen var forbunden med dem, maa de nærmest betragtes i Lighed med et Kursus ved et praktisk-theologisk Seminarium, og kunne efter Datidens lidet flittige Studeremaade ikke mærkeligt have forøget Vedkommendes positive Kundskaber. Betydeligere Forandring indtraadte først, efterat ved Forordninger af 27de Marts og 7de Novbr. 1629 og 9de Januar 1635 en ordentlig theologisk Examen og dermed forbunden praktisk Prøve vare indførte[25].

Ganske i Overensstemmelse med denne ringe theoretiske Fordannelse stod, efter hvad vi kunne se, ogsaa Presternes praktiske Dygtighed. Den kateketiske Kunst var endnu overalt i Europa i sin første Barndom, og Intet tyder hen paa, at den norske Gejstlighed i denne Henseende stod over sin Tid. Palladius giver i sin bekjendte Bog for norske Sogneprester ret gode Anvisninger til Børnelærdommens Behandling[26], og enkelte Bisper, f. Ex. Jørgen Erikssøn af Stavanger, Anders Foss i Bergen og Isak Grønbech i Throndhjem, toge sig med stor Iver af Sagen[27]. Dog betyder den Katekisation, som i denne Tid omtales, neppe mer end en simpel Overhøring, og det varede endnu længe, inden den formaaede at hæve sig til en ordentlig Udvikling af Lærebegrebet. – Til de almindelige Prædikener besad man gode Forbilleder i Palladius’s, Tausens og Hemmingsens Taler, der ere simple, letfattelige Udlæggelser af den foreliggende Text efter den saakaldte analytiske, diegetiske eller textuale Methode, hvorefter Texten selv er det Thema, der Trin for Trin gjennemgaaes og forklares. De svare ganske til sin Hensigt at oplyse og belære – og til en Tids Krav, hvori selve Gudstjenesten maatte blive mere at betragte som et Middel til Undervisning end som en ordentlig Andagtsøvelse. De fleste af Presterne vare imidlertid ligesaa udygtige til at anvende nogensomhelst Methode, som til overhovedet at levere en selvstændig, ordentlig Tale. Man hjalp sig da med Oplæsning af en Postil, hvilket Ordinantsen tillader – formodentlig i den rigtige Erkjendelse af, hvor vanskeligt det vilde blive at faa Sognekaldene besatte, og hvor lidet man turde haabe at kunne have noget Valg. Den Skik at fare Postillen med sig op paa Prædikestolen blev vel snart sagt hemmet ved gjentagne Synodalbeslutninger[28]; derimod blev det fremdeles tilladt, ja befalet Presterne at have en Postil, hvoraf de kunde lære sine Prædikener udenad, forat de, som det hedder: „eadem de iisdem semper propter auditorum captum dicere queant“[29]. Saa lidet vi end i Almindelighed kunne billige et saadant Postilrytteri, som det har været kaldet, saa lidet kunne vi dog benegte dets Gavnlighed under Datidens pinagtige Forholde. Thi, hvor Prædikanten optraadte som egne Tankers Tolk, tjente han nok meget ofte hverken Menighedens Opbyggelse eller sin Stands Eftermæle. Især fandt „usus elenchticus“ en vid Anvendelse, idet den gamle Tro og dens Tilhængere hudflettedes paa den uforsvarligste, mest hensynsløse Maade. Ligefra Palladius’s Formaning: in concionibus omittendæ sunt maledictiones inconvenientes, som man kalder Skjelden, Banden og overvættes Maledidelse, t. Ex. „I skulle faa Fanden, Djevelen tage Eder, forbandede være I &c.“, møde os hyppige Klager over og Forbud med deslige grove og usømmelige Udfald, der ved Siden af en almindelig Smagløshed og ligefrem Raahed ti Udtrykkene vansire denne Tids Prædikener og nødvendig maatte opirre den hidsige og allerede iforvejen fiendtligsindede Almue[30]. Opholdet ved Højskolen har rimeligvis ogsaa øvet sin Indflydelse paa Prædikemaaden, der efter Pontoppidan i de senere Aar af Christian IVs Regjering noget forbedredes, især derved, at Talerne bleve mere ordnede og praktiske[31].

Saare brøstholdig var altsaa den første norsk-lutherske Gejstligheds theologiske Kundskaber og videnskabelige Dannelse, men end brøstholdigere deres Liv og Seder. Thi hvorvel Tidsalderen i Almindelighed var sørgelig raa, og selv de højere Stænder hyppig tillode sig de groveste Udskejelser; hvorvel vi derfor ogsaa for den gejstlige Stands Vedkommende ere villige til at skjelne mellem vitia hominum og vitia temporum og skrive mangt et Brud paa Sømmelighed, Ærbarhed og god Orden paa Tidens Regning, – saa bliver der dog nok af Kjendsgjerninger tilbage, der vise, at Fordærvelsen inden Standen har været baade dyb og almindelig. Der er ingen Ende paa sørgelige Klager over Presternes Drukkenskab, Løsagtighed, Forsømmelighed, Gjerrighed og brutale Voldsomheder; ja der gaves fast ingen Overtrædelse af Herrens Lov, hvori de ikke maa have gjort sig skyldige. Vi spore ingen mærkelig Forskjel mellem de forskjellige Landsdele. Oslos, Throndhjems, Bergens og Stavangers Stifter nævnes ifleng som de Egne, hvor Gejstligheden skulde være skrøbeligst; og den i sine Udtalelser meget summariske, men iøvrigt, som det lader til, vel underrettede Forfatter af „den norske So“, bryder i de stærkeste Udtryk Staven over den hele Stand[32]. Det første Ophold ved Universitetet gavnede idetmindste ikke Sederne, ligesom det overhovedet synes endog at være gaaet langsommere med disses end med Lærdommens Forbedring[33].

Degnene traadte, forsaavidt de fandtes, rimeligvis i deres Sogneherrers Fodspor. I Danmark klages der over, at de „ikke kunde læse eller skrive Dansk og langt mindre forstode Latin“, i hvilket Sprog de – etter en Bestemmelse paa Synoden i Antvortskov – skulde være nogenlunde bevandrede. De Selskaber, som Bønderne gjerne gjorde for dem, naar Børneundervisningen hver Uge afsluttedes, endte som oftest med Fylderi og dermed forbundne Udskejelser, „hvilket da“, som Pontoppidan udtrykker sig, „skulde være Beseglingen af den nys hørte Christendomsundervisning“. I Norge ere imidlertid hyppigere end Anker over Degnen selv Klager over, at man ingen saadan havde. Af Christian IVs norske Kirkeordinants se vi, at Degne endnu i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede mangesteds fattedes, og skjønt Christian Vs Norske Lov 2, 15. 717 atter befaler, at hvert Prestekald skal have sin Degn med fri Bolig, var det, efter Ussing, først efterat den bekjendte Skolelov af 23de Januar 1739 var udkommen, at hint Lovbud overalt efterlevedes[34]. I de Stiftsstæderne nærmest liggende Egne udførtes Kirkesangen og tildels maaske Ungdomsundervisningen til enkelte Tider af Disciplene ved de lærde Skoler, de saakaldte Løbedegne, naar de droge om blandt Almuen forat bede om Understøttelse til deres Skolegang. Den Fordel, som Almueskolen maaske i enkelte Tilfælde kunde drage af denne „Løben“ paa Bygden, var imidlertid forsvindende og opvejede paa langt nær ikke den Skade, som derved tilføjedes det lærde Skolevæsen, for hvilket megen kostbar Tid paa denne Maade gik tilspilde. Saaledes oplyser Rektor i Oslo, Mag. J. Wolf, i Henvendelsen af sine 2 virgilianske Tragedier til Christian IV (1591), „at moxen hele Skolen opgives hvert Fjerdingaar, idet Disciplene efter lang vedtagen Skik i Norge maa løbe om fra Sogn til Sogn for at betle Almisse til deres nødtørftige Underhold“[35].

Skjønt væsentlig begrundet i Forholdenes Natur, der ikke tillod nogen streng Kritik ved Presternes Ansættelse, hvis ikke de fleste Sognekald skulde blive staaende ledige, maa Gejstlighedens saa almindelige Nedværdigelse dog ogsaa for en stor Del tilskrives en utilbørlig Slaphed i det gejstlige Opsyn. Enkelte Bisper, f.Ex. den titnævnte Jørgen Erikssøn af Stavanger, der i sin Embedstid afsatte mindst 8 uværdige Prester, stræbte vel med rosværdig Iver og Udholdenhed at fremme Tugt og Orden blandt sine underordnede Gejstlige. Andre derimod synes temmelig uforbeholdent at have hyldet det franske „laisser aller“, idet de lode Alt gaa sin skjæve Gang, toge sig det let med sin ansvarsfulde Stillings vistnok besværlige Pligter, eller dog manglede Kraft til ordentlig at opfylde dem. En af dem fra den senere Tid, om hvem man fortæller, at han døde af Sovesyge, frembyder et maaske ikke uligt Billede af flere af sine Standsbrødres bispelige Virksomhed. Den kirkelige Orden forrykkedes desuden, navnlig vistnok i et senere Tidsrum, ved hyppige kongelige Exspectance-Breve, hvori vedkommende Ansøgeres Duelighed eller Værdighed kun lidet toges i Betragtning, og i enkelte Tilfælde idetmindste ogsaa derved, at Bispen ved de gejstlige Embeders Besættelse lod sig lede af uværdige personlige Hensyn. „Gubernatio etiam justa“, udbryder den ivrige Absalon Pederssøn i Harme over et saadant under Jens Schelderups Embedsførelse forefaldende Tilfælde, „sæpenumero privata quadam cupiditate degenerat in privatam tyrannidem fucoso quodam prætextu“; og han tilføjer med Bitterhed „et omnipotens (Bispen) idcirco potest etiam bestiis, si placet, manus imponere“[36].

Det vil maaske forekomme Læseren, at jeg i Skildringen af den gejstlige Stand er bleven vidtløftigere, end den Opgave, hvis Løsning jeg søger, strengt taget kræver; men Emnets i mine Øjne overordentlige Vigtighed sikkrede det en udførligere Behandling. Thi det synes jo allerede paa Forhaand indlysende, at Reformationen med en saadan Lærerstand kun kunde gjøre ringe Fremskridt, og at den gamle Tro med alle dens Vildfarelser maatte bevare et saa godt som usvækket Herredømme over Folket; vi forstaa, hvorledes gjennem et længere Tidsrum „Maange udi Norgis rige wel turde lade deres spottemuler op“ som Palladius skriver, „og legge Christi rene lærdom oc Evangelio til hves wanlycke oc modgaang dem wederfaris“; og man fristes lidet til at betvivle Rigtigheden af Peder Claussøns Udsagn, naar han endnu ved Udgangen af det 16de Aarhundrede fortæller „om den menige Mands indvortis Had til alle Præstemænd“, om „den gamle Surdeig, der endnu sad i Folket“, eller om de „Mange der endnu bede Gud derom, at den gamle Tro og Pavelærdom maatte komme igjen“. Den gamle pastorale Sats: Saadan som Presten er, saadan er ogsaa Menigheden, der altid vil indeholde en vis Sandhed, maatte nemlig gjælde i sin hele Udstrækning, hvor Almuen, som vi nu gaa over til at vise, befandt sig i en fuldkommen aandelig Umyndighedstilstand, ingen egne Dannelsesmidler besad eller forstod at bruge, og derhos var henvist til Presten som eneste Opdrager og Lærer.

Den gamle nationale Videnskabelighed, der engang udgjorde Landets bedste Prydelse, var forlængst forsvunden, og der fandtes end ikke Spor af den livlige Opmærksomhed, hvormed man fordum fulgte Fædrenelandets Historie, Lovgivning og Skaldekunst. Ganske i Modsætning til Islænderne, der endnu syslede flittigen med Fædrenes aandelige Frembringelser, og blandt hvilke heller ikke Bønderne bleve fremmede for literær Beskjæftigelse[37], havde deres Brødre, Nordmændene, forlængst tabt al Sands for deslige Sysler; blandt Ætlingerne af det engang maaske mest læsende Folk i Europa[38] var en Bonde, som kunde læse, et Særsyn. Den ikke ubetydelige religiøse Literatur, som Reformationen kaldte tillive i Danmark, kunde derfor ikke blive af umiddelbar Betydning for den almindelige Dannelse; og den middelbare, man kunde være tilbøjelig til at tilskrive den, som forelæst af Prest eller Degn, formindskedes i alt Fald meget ved Bøndernes utilstrækkelige Kjendskab til det danske Sprog. En Bog af hvilketsomhelst Indhold var vistnok en stor Sjeldenhed blandt Almuen; og selv af Bibel- og Psalmebog, hvilke man – for dog at bevare de til den almindelige Gudstjeneste nødvendige Exemplarer – fandt det fornødent at smede til Degnestolen[39], gaves der, med Undtagelse maaske af en enkelt Rigmands, neppe andre inden Menigheden end Kirkens og tildels Prestens. Om Bibelen vide vi dette med Bestemthed, da Regnskaberne over Trykningsomkostningerne ved Christian IIIs Bibeloversættelse af 1550 udvise, at der af denne Udgave kun kom 96 Exemplarer til Norge. Prisen var ogsaa saa høj, at den alene af den Grund ingen almindelig Udbredelse kunde finde. 5 Daler i den Tids Penge eller, som Prisen i 1555 var paa Gulland, 10 Tdr. Rug, Byg og Hvede for en enkelt Bog var mer, end Bonden lettelig afsaa, selv om han havde været istand til at vurdere dens Betydning langt bedre, end han i Virkeligheden kunde[40].

Saaledes berøvet al Støtte i det skrevne Ord varede det længe, inden den evangeliske Lære vandt den traditionelle Styrke, at den endog blot i sine Hovedpunkter og i ren udvortes Forstand turde siges at være Folkets Ejendom. Ogsaa den norske Kirkestyrelses Opmærksomhed vendtes naturligvis for en Del mod alle Reformatorers Haab, den opvoxende Slægt; men, hvorledes man skulde komme denne til Hjælp, var et Spørgsmaal, Tiden endnu ikke havde løst. Man søgte vel at kalde tillive igjen den indbyrdes mundtlige Overlevering af Lærestoffet, der under den ældre Historie havde baaret saa herlige Frugter, og formaner Forældre og Husfædre til selv at tage sig af Børns og Tyendes Undervisning[41]; men Almuen var, selv om Evnen havde været tilstede, naturligvis lidet tilbøjelig til saaledes at befordre en Lærdom, som den af Hjertet afskyede, eller dog ringeagtede. Der klages da ogsaa over, „at Forældre og de Gamle ilde optugte Ungdommen, men giver dem snarere Forargelse udi alt det, som er imod Guds hellige Bud og Befaling“, samt at „Børnene og Tiunde vil ikke lade sig optugte og regjere af Nogen, men plat være uden Straf og Paamindelse“. Bønderne, der ofte negtede at indfinde sig ved den søndagslige Gudstjeneste, og endog vægrede sig for at møde frem ved Bispens Visitatser, hvortil man dog maatte tro, at idetmindste den Almuesmanden naturlige Nysgjerrighed vilde tilskynde dem, viste sig selvfølgelig ikke villigere til at lade sine Børn møde ved Degnens eller Prestens ugentlige Katekisationer[42]. Tilstanden inden selve Stiftsstæderne var neppe meget gunstigere. I Throndhjem greb man forat fremme Børnelærdommen, som vi have seet, til det usedvanlige Middel at lade Katekismen i Adventen prædike 14 Dage itræk; og i Bergen tager Absalon Pederssøn af en Sten, der faldt ned af Fjeldet, medens han prædikede i Domkirken, Anledning til„ at straffe „fast“, som han siger, „den Forsømmelse, Forældrene her i Byen have med deres Børns Optugtelse“, og udtaler den Frygt, at Gud vilde straffe Bergen „diluvio non undarum, sed montium impendentium oppido“[43]. Vi ere vel her ogsaa berettigede til at drage en Slutning fra Danmark, hvor Lærerkræfterne dog vare større og Opsynet strengere. I dette Rige indgave alle Bisper og Universitetets Professorer 1608 en Forestilling til Kongen, hvori de beklage Mængdens „perversa oscitantia“ og „supina negligentia“ med Hensyn til Børnelærdommen, og at der var „Voxne paa 40 til 50 Aar, som ikke kunde noget af Katekismen og ikke vilde lære den“[44]. Tage vi i Betragtning det – selv som enestaaende Exempel – sørgelige Vidnesbyrd om Undervisningens og Presteplejens paatagelige Utilstrækkelighed, vi besidde i 2 hele Sognes efter Beretningen fuldstændige Hedenskab endnu ved Aaret 1644[45], saa kunne vi vel ikke betvivle, at, om norske Mænd havde kunnet lade deres Stemme høre i nysnævnte Forestilling, den da vilde have antaget en endnu mørkere Farve. – Det er først et halvt Snes Aar efter dette Tidsrums Udgang, at jeg har fundet det første Vidnesbyrd om en „flittig og udi deres Børnelærdom vel funderet Ungdom“. Den bedre Ordning af Almueskolevæsenet, Christian IV i de sidste Aar af sit Liv maa have paatænkt[46], blev desværre endnu længe et pium desiderium.

Den eneste Grundvold, hvorpaa sand Christendom i Almindelighed maa bygges: en christelig Børneopdragelse og Ungdomsundervisning, fattedes altsaa næsten ganske. Derfor kunde da heller ikke den almindelige Gudstjeneste blive af nogen særdeles Betydning for Almuens religiøse Uddannelse. Efter i Begyndelsen at have heftigt modsat sig den som et blot Paafund af de fremmede Magthavere, i dyb Misfornøielse med de gamle Kirkeskikkes Forandring og af Fiendskab til de nye Prester, hvem man, som vi have seet, kun havde altfor megen Grund til at ringeagte, – helligede man uden vel efterhaanden den samme tankeløse Opmærksomhed og overtroiske Tilbedelse som fordum en katholsk Messe; men dermed blev det ogsaa. Man tænke sig et Kirkehus i den allerdaarligste Forfatning, og desuden opfyldt med de af Bønderne skattede forskjellige Vareartikler, for hvilke de ofte af Fogderne anvendtes som Opbevaringssteder; en Kirkesang, om hvilken et blot nogenlunde musikalsk Øre rimeligvis maatte have fældet samme Dom, som i sin Tid Italienerne om Tydskernes: at den lignede vilde Dyrs Hylen; en Prædiken, der aandløst og ganske mekanisk læstes op af en Postil, eller bevægede sig hid og did uden Orden eller Antydning til Sammenhæng; en halvt beruset, i Begyndelsen af Tjenesten urolig og støjende, senere søvnig eller sovende Almue; – og vi have en temmelig tro Forestilling om en Gudstjeneste saaledes, som den ofte maa have foregaaet paa Landet. Tidens kirkelige Holdning ret betegnende er Christian IVs Kongebrev af 22de April 1645: at man forat forebygge den „meget skadelige Kirkesøvn“, skulde overalt have en Kirketjener, der, under Prædikenen gik omkring med en lang Stok og vakte de Sovende ved et „lidet Stød i Hovedet“[47]. Ikke mindre karakteristisk baade for Menighedens Fordringer til sin Prest og for, hvad denne turde tillade sig, er følgende Prestevalghistorie fra Bergens Stift. „Trende Candidati“, beretter Pontoppidan, „havde prædiket paa Prøve, og der syntes de lige gode. Men da de skulde til at messe og sjunge paa Prøve, da sang de tvende første hver sin Psalme nogenledes; men den sidste, som kjendte bedre Bondens Smag, begyndte med bedre Succes den Kjæmpevise, som brugtes i Kroerhuset: Svend Fjelding han sidder paa Helsingborg og roser sig af sin Færd &c. Strax havde denne Overvegten, og hver Mund aabnede sig for at udnævne ham til Prest“[48]. Man er vel berettiget til at tro, at de samme Vælgere, der gave sine Stemmer til hin Virtuos fra Kroerhuset nok kunde tiltrænge en Vækkelse af den i Kongebrevet omtalte lange Stok, naar de skulde overvære en ordentlig Prædiken.

Hvor urene de religiøse Forestillinger vare, ser man i overhovedet bedst af den gjængse Overtro, hvilken vistnok ikke i sin Almindelighed, men vel i den Form, hvori den fremtraadte hos de lavere Klasser, vidner om en saare ringe christelig Oplysning. Sin dybere Grund har al Overtro nemlig i en uklar eller vildfarende Erkjendelse af selve Guds Væsen, eller af de Love, hvorefter han bestemmer Naturlivets Gang – de Kræfter, hvoraf dette beherskes. Jo mindre man er istand til at overskue disse i deres indre Sammenhæng og ændre eller ophæve dem i deres Virkninger, desto større Frygt eller Respekt maa de ogsaa indgyde. Den christelig Oplyste vil da i det ham uforklarlige Naturfænomen ofte se en umiddelbar Indgriben af Guds eller hans Modstander Satans frelsende eller ødelæggende Haand. Den Raa og Uvidende derimod, hvis Begreber om Gud ere dunkle og forvirrede, og som derhos beherskes af den alle intellektuelt Umyndige naturlige Rædsel for det Abstrakte, vil i Almindelighed være tilbøjelig til, som vi hyppig se det at være skeet under det gamle Hedenskab, at personificere selve Naturkræfterne, eller dog tænke sig Fænomenet som en Ytring af og Vidnesbyrd om et selvstændigt overnaturligt Væsen, hvis Gunst eller Vrede han da pas forskjellig Maade mener at kunne afvende eller tilvende sig. Vi maa altsaa skjelne mellem en Peder Palladius’s, Absalon Pederssøns og andre oplyste Christnes almindelige naive Overbevisning om Syners og Varslers Sandhed og Værd samt lettroende Tillid til selv de besynderligste Fortællinger og Rygter, hvilket alt meget vel kan forenes med en iøvrigt sund og klart erkjendt Christendom, – og den raae Hobs Manen, Signen og Besværgelser, der, skjønt hyppig uforstaaelige som de romerske Troldkvinders: hauat, hauat, hauat, ista, pista, sista &c. og anvendte uden klar Bevidsthed om Handlingens Strafværdighed, hvilken vel nærmest tænktes at skulle øve en magisk-Indflydelse, dog ligesaa ofte bære et mer eller mindre tydeligt antichristeligt Præg. Holdt idetmindste inden visse Grændser af den katholske Kirke i dennes Velmagtsdage, tiltog Overtroen i samme Grad, som denne Kirkes Livskraft aftog, og skjød yppig i Vejret henimod Reformationen, da den religiøse Undervisning alt mer og mer ophørte, Gudstjenesten nedværdigedes til en tom Leg med for Folket uforstaaelige Ceremonier, og al Vegt i Menneskets Saligheds Sag lagdes paa Individets mystiske Forbindelse med Christus gjennem Kirken. Den uvidende Almue kunde nu ikke længer se nogen særdeles Forskjel mellem en tilkjøbt Messe for Døde, Syge eller huslige Plager og Troldkarlens eller Signekjærringens ligeledes betalte Læsning over et sygt Menneske eller Dyr, mellem Troldmandens skjeldende Besvergelser og Kirkens heller ikke altid i de sømmeligste Udtryk holdte Udkastelsesforretning af onde Aander, mellem Kraften af Kirkens hellige Relikvier og den af de mange mystiske Gjenstande, der anvendtes i Overtroens Tjeneste Religionen, der i Livet fremtraadte som en udvortes død Ceremonitjeneste, var efter sit indre og egentlige Væsen nedsunken til et blot Spil af dunkle Anelser og taagede Forestillingen hvoraf Følelsen vel kunde sættes i Bevægelse, men hvori Forstanden ikke kunde finde noget fast Holdepunkt, Viljen ikke hente nogen sand Styrket „Der var“ – for at gjentage Bellarmins Ord – „næsten ingen Religion tilbage“.

Det er indlysende, at Reformatorerne maatte optræde med al mulig Kraft og Bestemthed mod dette, dels hedenske dele katholske, Uvæsen, der under mangehaande, skjønt væsentlig lidet forskjellige Skikkelser, drev sit grove Spil inden ikke alene alle Grene af den germaniske Stamme, men inden den hele christne Verden. Det gjaldt for Kirken om intet mindre end at være eller ikke være, om at bevare Folkene Christendommens Velsignelse, eller lade dem fare som et Bytte for mørk, uforstandig Overtro. Det er derfor i det mindste undskyldeligt, om den første protestantisk-kirkelige Lovgivning med en efter vore Begreber grusom Strenghed straffede alt Hexe- og Trolddomsvæsen og forfulgte det med en hensynsløs Haardhed, hvorunder ofte ogsaa den Uskyldige kom til at lide. I Norge finde vi vel i den første Tid efter Reformationen færre Spor af Overtro, end i de fleste andre Lande, der modtoge den rensede Lære. Trolddomssager og Opbrændelser af Hexe ere i al Fald her faa og forsvindende i Sammenligning med f. Ex. Danmark, hvor man alene paa Als opbrændte i et Aar 52 Hexe[49], og hvor den store „Uskikkelighed i Trolddomssager“ fremkaldte et rigtignok ikke opfyldt Løfte af Fredrik II om Forandring i denne Gren af Lovgivningen[50]. Men langt fra at bevise hos Almuen en mindre udbredt og grov Overtro eller en højere Oplysning, hvilken den ganske vist ikke besad, eller hos Gejstligheden en dybere Klogskab, en rigtig Erkjendelse af enhver inkvisitorisk Forfølgelses saavel Frugtesløshed som Utilbørlighed, saalænge Intet var gjort for at opklare Folkets religiøse Begreber – en Højhed i Anskuelse, der kun harmonerer lidet med det Billede, jeg tidligere har søgt at give af Standen, – bekræfter Trolddomssagers sjeldnere Forekomst i Norge kun ydermere den norske Kirkestyrelses almindelige Slaphed og Kraftløshed. Der er nemlig al Grund til at antage, at Overtroen aldrig var dybere og mer udbredt end netop i den almindelige Opløsnings- og Gjæringstid efter Reformationen, for den nye Lære endnu havde havt Anledning til at virke. Da de ældre religiøse Forestillinger og Skikke banlystes fra Kirken og saaledes berøvedes enhver Begrundelse og Forklaring, maatte de nødvendigen indgaa en om muligt end nøjere Forening med Overtroen end tidligere. I denne fandt derfor den ogsaa den norske Reformation ledsagende Reaktion, hvorved den gamle Tro søgte at haandhæve sig, et vel mere skjult, men dog fuldere og sandere Udtryk, end i Almuens aabenlyse Modstand mod den nye Lære og dennes Tjenere; og den sejge Udholdenhed, hvormed den gjennem Aarhundreder har trodset alle Fornuftgrunde, enhver Paavirkning, kan idetmindste give os et Begreb om, med hvilken Magt den i hine, den norsk-lutherske Kirkes første Aar, maa have behersket Hjerterne. Vi finde da ogsaa, at, efterat Fredrik II og Christian IV ved Kongebreve af 21de Septbr. 1584 og 30te Juli 1593 havde indskjærpet et strengere Opsyn med Overtroen og saaledes gjort den til Gjenstand for større Opmærksomhed fra gejstlig og verdslig Øvrigheds Side, ere Trolddomssager og Hexebaal en Tid lang heller ikke i Norge nogen Sjeldenhed[51].

Almuens sedelige Liv er kun en tro Afspejling af det religiøse. En ejendommelig Blanding af Rent og Urent, af Lys og Skygge – den sidste dog langt overvejende.

De gamle Klager over Nordmandens Drukkenskab og Ukydskhed gjenlyde i dette Tidsrum saa højrøstede som nogensinde. Den første Last vil jeg i et senere Afsnit af dette Arbejde smie Lejlighed til nærmere at omtale. Hvad de sidstnævnte Ankemaal angaar, taler maaske til Bøndernes Undskyldning, at den middelalderlige Anskuelse af Egteskabet som et blot borgerligt Kontraktsforhold, der til fuld Retsgyldighed kun krævede begge Parters offentlige Samtykke[52], rimeligvis endnu nogen Tid efter Reformationen gjorde sig gjældende med en vis Styrke, saa at Forbindelser, der af Samtiden uden videre benævntes og ansaaes for Frillelevnet og Hor, vel ikke altid savnede en vis Lovlighed i den almindelige Mening. Naar der saaledes ved Kongebreve af 20de August 1550, 18de Juli 1573 og 2den August 1574[53] forbydes Bønderne „den store og uskikkelige Sedvane, som mangesteds findes, at Mand og Kvinde komme tilhobe og blive sammen i lang Tid ligesom andre Egtefolk, dog de ikke ere viede sammen“ o. s. v., eller „den Uskikkelighed, at en Part understaa dem at skille Egteskab, besynderlig naar nogen Egteperson, Mand eller Kvinde, bliver blind eller belastet med anden Sygdom“, – da vise disse Bøndernes Skikke tydelig tilbage til den ældgamle Maade, hvorpaa Nordmændene indgik og opsagde Egteskabet, hvilket de, trods den katholske Kirkes fortsatte Bestræbelser i modsat Retning, altid vare meget tilbøjelige til at betragte som en ren borgerlig Forbindelse.

Ligesom hos de fleste uciviliserede Nationer finde vi derhos en rasende Voldsomhed, en stor Foragt for Menneskeliv og overhovedet alle en utøjlet Lidenskabeligheds visse Kjendemærker. Efter 2 i Rigsarkivet forefundne Regnskaber over Kronens Indtægter og Udgifter af Akershus Len i Aarene 1557–1558 og 1560–1561, hvori ogsaa Oppebørsel af Sagefald er indtagen, gjør Meddeleren, Prof. Aschehoug, en interessant Sammenligning mellem Forbrydelsernes Mængde i hin og den nærværende Tid. Man ser heraf, at Antallet af dengang domfældte Forbrydere omtrent forholder sig til Nutidens (1846) som 2:1, medens de farligere Forbrydelser, grove Legemsfornærmelser og deslige endog vise et Forhold af 9:1[54]. Det var ikke blot i deres indbyrdes Omgang, at Almuens Voldsomhed og Tilbøjelighed til at tage sig selv Ret kom tilsyne. Hverken verdslig eller gejstlig Øvrighed var længer sikker paa Liv eller Lemmer, naar Bøndernes Lidenskaber kom i Oprør. De indsatte Fogder, der rigtignok ved deres tøjlesløse Opførsel og skammelige Uretfærdighed stærkt opfordrede til Selvdom, lede oftere en voldsom Medfart af den forbitrede Almue. Betegnende er den Begivenhed, der i 1541 meddeles fra Robygdelaget. Her havde en Hob paa 18 Mand samlet sig, som de tilstode, „i den Agt og Mening at ihjelslaa alle Fogder og Lensmænd“ og siden rejse menig Mand og gaa al Verden over for at udrydde Fogderne“[55]. De kom vel ikke videre end til at myrde Fogden i Nedenæs, før de bleve grebne; men deres „Agt og Mening“ viser noksom, hvilken rasende Forbitrelse mod hine kongelige Embedsmænd der mangengang maa have gjæret i Folkets Bryst. Presterne gik det nok ofte ikke meget bedre. Idetmindste beskriver Peder Claussen Nordmændene som store Prestehadere, „der ikke undte deres Gejstlighed Føden, sommesteds bød Øvrigheden mange Penge, at de maatte være foruden Prester, sommesteds fordreve eller ihjelsloge dem“. „Jeg har selv“, siger han, hvor han beskriver Indbyggerne i Thelemarken. „kjendt En, hvis Fader havde ihjelslaget 3 Prester, og naar denne var drukken, bad han Gud, at han ikke maatte dø, førend han og finge slaget saa mange ihjel“[56]. Bekjendt er jo ogsaa de Danskes Frygt for at drage op til Norge, da de troede, man her ihjelslog sine Prester.

Ved de selskabelige Forlystelser, der, om end ikke saa helt igjennem anstødelige og al sedelig Sands oprørende som mange af Tydskernes „Spiele“ i Bergen[57], dog noksom bevise Almuens primitive Standpunkt, spillede de sandselige Nydelser Hovedrollen. Et højere, aandeligt Element i Bøndernes Selskabelighed udgjorde maaske paa enkelte Steder den bekjendte Eventyr- og Sagnfortællen, Visesyngen og Stevkampe; men iøvrigt udmærkede deres Gjæstebud sig ved en umaadelig Æden og Drikken, og afbrødes ikke sjelden, naar Øllet steg Mændene til Hovedet, ved blodige Slagsmaal og Drab. Den gamle Skik, at Slagsbrødre indfandt sig ubudne ved Gildet forat prøve Styrke eller yppe Kiv, vedligeholdt sig, og Straffebestemmelsem „Om de Mænd, som gaar ubudne i Gjæstebud“ indtager endnu i Christian IVs Norske Lov et eget Kapitel. Hvor raa Omgangstonen var endog hos de højere Stænder, derom vidner blandt Andet Christian IVs Opførsel i Bergen, hvor han og hans Stalbrødre efter et godt Drikkelag „af stor Lystighed sloge alle Vinduerne ind og Bagerovnen itu“ hos deres Vært[58], samt Bisp Arrebos berygtede Proces, hvorunder det oplystes, at Bispen i flere Lag havde kysset Kvinderne, sunget uanstændige Viser og selv slaaet Trommen an til Dands[59]. – Byerne vare endnu med Undtagelse af Bergen af saa liden Betydning, at de neppe fortjene særegen Omtale. I den nævnte By, der allerede i den senere Middelalder[60] var kommen i stort Vanrygte, maa Sederne ogsaa nu have været i paafaldende Grad tøjlesløse og vilde. Den sammenlignes oftere med Sodoma og Gomorha, og dens sørgelige Ry trængte endog ned til Danmark, hvor Palladius beder: „Gud give os en stadig Fred, at vor naadige Herre Kongel. Mayest. maatte engang dæmpe det formaledidede Horeri og Skjørlevnet, som sker udi Bergen udi Norge, der den menig Mand baade Læg og Lærd give Klage paa“[61], Det fordærvelige Exempel udgik, som man ser, fra Tydskerne, men smittede naturligvis ogsaa den norske Befolkning. Sammen med Bergen kan man i denne Forbindelse maaske nævne Marstrand, hvor de aarlige Fiskerier bevirkede en større Sammenstimlen af Mennesker, hvilket i de Dage næsten var ensbetydende med grove Udsvevelser[62].

Ved Siden af disse de paapegede, et neppe halvciviliseret Livs skjæmmende Udvæxter, finde vi dog ogsaa de samme Dyder, hvorfor Nordmanden fra Arilds Tid var bekjendt: Uindskrænket Gjestfrihed, opoffrende Trofasthed, uforfærdet Mod og en sterk Følelse – en uforsagt Haandhæven, af hvad man ansaa for sin lovlige Ret. „En gudfrygtig og tugtig Person, skriver Absalon Pederssøn, kan vel drage fra Baahus til Vardøhus og skal ikke fortære en Daler, ja de ere glade, at dennem sker den Ære, at man vil æde og drikke med dennem, og end giver dem Gaver og Skjenk til, at de ville æde og drikke med dem“[63]. Nordmændenes Tapperhed og og Troskab mod det danske Kongehus stod noksom sin Prøve i de idelige Grændsekrige og nyder enstemmig Berømmelse. Kun Hannibal Sehested har jeg seet udtale sig derhen, at „Nordbaggen er ond at lide paa, naar det gaar udi Kniben“[64]. Han staar imidlertid ene om denne Mening, der hovedsagelig sees at være begrundet ved Bøndernes Ulyst til i den saakaldte Hannibalsfejde at rykke ind over de svenske Grændser. Maaske ere og Ytringer som den anførte mindre at betragte som et Udtryk for hans Overbevisning end som Udbrud af ærgerlig Sindsstemning, hvori Vanskelighederne ved Landets Bestyrelse in Krigstiden oftere maa have sat Statholderen, og som blandt Andet bringer ham til at udbryde: „Wor Herre straff mig, vilde jeg iche hellere thjene hans Mayestæt for en particulaar opwarter udi Danmark en være Stadtholder udi Norrigs med den Besværing“ o. s. v. Er hin Statholderens først anførte Ytring ligesaa oprigtig ment, som vi efter vort øvrige Kjendskab til Mandens Karakter ere berettigede til at antage denne sidste at have været, sætte vi dem – uden iøvrigt at drage Statholderens Dømmekraft i Tvivl – rettest begge ud af Betragtning. – Hvor sterkt endelig de norske Bønder holdt paa sine nedarvede Rettigheder, og hvor lidet de lode sig finde med en Behandling som den, der blev de danske Vornede og Fæstebønder til Del, – derom minder snart sagt ethvert Blad ogsaa af denne Tids Historie. Og denne Folkets Selvfølelse, denne Troskab mod sig selv, om jeg saa tør kalde det, er det og, som fra et almindeligt Synspunkt betragtet kaster ligesom et oplivende Skjær over dette ellers saa mørke og sørgelige Tidsrum; thi den synes at indeholde ligesom et Tilsagn om, at Nordmændene ikke vare bestemte til at forsvinde af Nationernes Række eller gaa op i et andet Folk, men at en bedre Dag igen vilde oprinde over dem.

Som uafhængige af enhver højere almindelig Lov og næsten kun sedvanmæssige kunne vi imidlertid ikke tillægge disse Dyder, paa hvilke jeg har anført et Par Exempler, noget almindeligt sedeligt Verd. De bevise mer Sedvanens end Christendommens Magt og staa ikke meget højere end hine „virtutes“, hvorfor allerede Tacitus i sin bekjendte Monografi roser de hedenske Germaner. Selv i den sidste Del af dette Tidsrum, da de kirkelige Forholde dog nogenlunde havde ordnet sig, finde vi den samme Sondring mellem Tro og Liv og den deraf følgende Splid i Livet selv, der bliver saa paafaldende under den katholske Kirkes middelalderlige Udvikling. De ædlere Personligheder fandt vel og nu alene Hvile i „Frihedens fuldkomne Lov“, men Mængdens Religiøsitet var ganske vist af en meget udvortes Natur.

Man har ment, at der i enkelte mere tilbagetrukne Dele af vort Land under den norske Stats almindelige Forfald vedligeholdt sig en højere Dannelse end den, jeg her har søgt at skildre. Saaledes siger J. E. Sars i „Norge under Foreningen med Danmark“ [1537–1814]: „Disse Egne (Valders og Gudbrandsdalen ere anførte som Exempler) „havde tidlig ligesom aflukket sig – –. Her sad da de gamle ætstore Slægter uforstyrrede paa deres Gaarde og bevarede, lig Arvesølvet, deres Storsindethed og en gammel Kultur, der endnu stundom træder os imøde hos Fjeldbonden“[65]. Jeg maa lade denne Mening staa for hvad den er, da jeg ikke besidder den frie Adgang til de historiske Kilder, der vilde være nødvendig for at imødegaa eller bestyrke den. Det er imidlertid vel et Spørgsmaal, om den Kultur, man saaledes vil have fundet, forsaavidt den ikke er af en senere Oprindelse har strakt sig videre end til enkelte golde Erindringer af Fædrenes Historie, forvandskede Brudstykker af Saga og Kvad samt visse i Grunden temmelig lidet betydende udvortes Skikke og Vedtægter. Civilisation trives dog ellers ikke lettelig inden en snever Afsondrings Ensomhed og hemmende Skranker. Uden den Vækkelse, Rivning og Afslibning, en fortsat gjensidig Paavirkning i mere eller mindre Grad altid vil udøve, frister den stedse et kummerfuldt Liv, gaar i Almindelighed hurtigt til Grunde – og kjendes snart kun paa enkelte Levninger af en højere skabende Kraft, hvoraf den opmærksomme Iagttager overraskes omtrent paa samme Maade som Vandreren, naar han i det formodede Vildnis pludselig steder paa Spor af menneskelig Virksomhed. Nogle af vort Lands mest afsidesliggende Egne, f. Ex. Øvre Thelemarken, de indre Dele af Sogn og Hallingdal, vare ogsaa altid berygtede for deres Indbyggeres Vildhed; og det er vel ingen Tvivl underkastet, Nat netop den Maade, hvorpaa de enkelte Landsdele i denne Tid ligesom faldt fra hverandre eller aflukkede sig, mer end noget Andet befordrede den usigelige Raahed, der just nu overalt træder os saa afskrækkende imøde. Gudbrandsdølernes Adfærd mod de fangne Skotter, hvilken af Sars selv anføres som et Exempel paa en „næsten hedensk Grusomhed“ taler da ogsaa for, at for deres Vedkommende idetmindste har den paastaaede Kultur været lige afmægtig til at formilde Sederne og til at adle Hjertelaget.

Kaste vi et Tilbageblik over det omhandlede Tidsrum fra Reformationens Indførelse 1537 til Christian IVs Død 1648, da er det umiskjendeligt, at „Norige er gammelt“, som Absalon Pederssøn udtrykker sig. Alt taler om Svaghed og Forfald, medens der er faa Spor af den „Styrke og Visdom“, den nævnte Forfatter endnu vil vide at bo i Landet. – Den lutherske Lære var vel paa Papiret, men ikke i Folkets Hjerter. Iøvrigt vedbleve de samme uheldige Aarsager, der begrunde Rigets sørgelige Tilstand ved Reformationen, at gjøre sig gjældende med næsten uformindsket Styrke. Til det tidligere herom Bemærkede vil jeg endnu kun føje, at den for Tiden karakteristiske brutale Voldsomhed vistnok for en væsentlig Del skyldes Retsplejens grændsesløse Usselhed og en deraf flydende næsten almindelig Retsusikkerhed og Lovløshed, der gave alle onde Lidenskaber frit Spillerum, samt at for enkelte Egnes Vedkommende idetmindste de hyppige Krige vel bidroge sit til at afstumpe den sedelige Følelse. Mørkere end maaske tilbørligt bliver derhos Billedet af Tiden og mer skjærende Modsætningen mellem et Før og Nu derved, at dere af Nordmandens gode Egenskaber, som under det tidligere mere frie og bevægede Liv utvungent kunde udfolde sig og træde frem i Dagen, nu for det meste maa søges inden Privatlivets snevre Skranker, hvor de kun lidet falde i Øjnene; medens andre, f. Ex. Fædrenes Frihedssind, deres Fasthed i Forsættet og Standhaftighed i Udførelsen, Egenskaber, som i Belysningen af en anseet Stat og en lykkelig, heldig Udvikling skinne som Dyder, under de nærværende, mere fortrykte Vilkaar ogsaa vise sig fra en mindre elskværdig Side: som Opsætsighed, Stivsind og uvittig Vedhængen ved det Gamle.

Som Led i en historisk Udvikling vil Tidsrummet derhos være at betragte under Synspunktet af det grundlæggende og ordnende. Især er det dets sidste Del, der maa opfattes saaledes; den Ros igjen at have indført Norge blandt de ordnede Staters Tal tilkommer fornemlig Christian IV.

Af denne Konges Foranstaltninger sigtende til Ordningen af de kirkelige Forholde har jeg allerede foreløbig omtalt de fleste. Samle vi dem under Et, saa se vi, at der blev sørget for Presternes bedre theoretiske og praktiske Uddannelse, for Degnes Ansættelse og Ungdommens flittigere Undervisning og endelig for Gejstlighedens nøjere Tilsyn med Menigheden, en strengere Kirketugt, hvisaarsag der tilforordnes Presten Medhjælpere[66]. Særskilt maa endnu nævnes, at Kongen ved sin Norske Kirkeordinants af 1607 opfyldte sin Farfaders Løfte om for Norge „at beskikke og stadfæste, hvad der ikke kunde holdes efter danske Ordinants“. Norske Kirkeordinants er vistnok ikke meget forskjellig fra den danske; men dens store Betydning er, at den gav den norske Kirke en almindelig anerkjendt Lov istedetfor det tidligere Sammensurium af danske Ordinants, gammel norsk Christenret og indbyrdes uoverensstemmende kongelige Recesser og Breve. – Ikke mindre end i Kirken kjendes Christians ordnende Haand paa det borgerlige Livs Omraade. Der sattes en Grændse for Fogdernes lovløse Færd, som ved uretfærdige Paalæg, falsk Vegt og Maal, svigagtig Nedsættelse af den cirkulerende Mynts Værdi og allehaande Voldsomheder undertrykte og forurettede Almuen og i sin Stilling kun saa en velkommen Anledning til st fylde sin egen Pung[67]. De kongelige Lensmænd, der havde for Skik at bortforpagte Lenene til Andre, hvilke igjen overdroge dem til Tredjemand – eller forlede sine Len og lode dem bestyre at sine Fogder, bleve tilholdte at blive i Lenene og selv varetage deres Bestyrelse[68]. Da de gamle Lagretter, der endnu dømte i første Instants, viste sig aldeles uduelige til dette Hverv, idet de enten henskjøde Sagen til Lagmandens Afgjørelse, eller behandlede den saa slet, „at den Sag, der var“, som det hedder, „undertiden i sig selv rigtig og klar nok“ naar den kom ind for Lagmanden, „syntes ganske mørk og dunkelagtig, saaat den af ny maatte repeteres og begyndes“, indsatte Kongen ved Forordning af 21de Juli 1591 overalt edsvorne Thingskrivere. Af disse, der i Begyndelsen kun havde at vejlede Lagrettet i Loven eg Sagernes Behandling, fremgik snart de saakaldte Sorenskrivere som faste og eneste Underdommere[69]. Endelig udgav Christian, som bekjendt, 1604 sin Norske Lov. Det gjælder om denne ganske det samme som om Norske Ordinants, at den væsentlig intet nyt indeholder, da den i det Hele kun er en Oversættelse eller Gjengivelse – og det ofte en mindre heldig – af Magnus Lagabøters gamle norske Lov med dens senere Tilsætninger. Dens Betydning er, at den gav Landet et almindelig tilgængeligt Lovverk istedetfor det tidligere i det gamle norske Sprog affattede, ved en Mængde Retterbøder tildels forkvaklede, selv Datidens Retslærde efter Form som Indhold i mange Stykker uforstaaelige Lovapparat, som Enhver kunde tyde, næsten som han vilde[70].

Det var vel langt fra, at Christian saaledes ad Lovgivningens Vej formaaede at vække Folket til levende Gudsfrygt eller fremkalde hos det en sand og virksom Borgeraand. Men det lykkedes ham dog af det Forvirrringens og Opløsningens Chaos, der gik forud for og fulgte efter Reformationen, i at gjenoprette en kirkelig og borgerlig Orden, i hvis Ly det i en ny Christendoms og en højere Civilisations Sædefrø, som Norge i Virkeligheden modtog fra Danmark, lidt efter lidt kunde udvikle sig. Gjennem denne sin ordnende Virksomhed bestemte han i tiere Retninger de ydre Former, i hvilke Livet, efterhaanden som det igjen vaagnede, havde at udvikle sig. Og her skal det altid mindes til Christian IVs Ros, at han midt i sin reformatoriske Iver behandlede Norge med vis og kjærlig Omsigt. Kun varsomt rørte han ved Folkets gamle Love og derpaa grundede Samfundsorden; kun hvad der allerede var aflægs eller forbunden med øjensynlige Misbrug, afskaffede eller forandrede han. Kort, han agtede Folkets Rettigheder og værnede om den Frihed i de indre Samfundsforholde, der nu udgjorde dets næsten eneste, men og kostbare Arvegods fra Fædrene, – en Frihed, som de senere enevældige Konger, der i Bestyrelsen af Norge hovedsagelig traadte i Christian IVs Spor, lykkeligvis ikke gjorde noget alvorligt Forsøg paa at berøve det.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Efter Prescott, History of the Reign of Charles the Fifth. S. 139, N. 29.
  2. ↑ Naar den katholske Kirke sætter et Menneske i Christi Sted, hvem den selvfölgelig udruster med hele Guds Visdom og Magt, er det vel utvivlsomt, at en saadan Myndighed, saalænge dens Berettigelse staar uomtvistet, og den virkelig besjæles af en levende Omhu for Menneskenes Vel, maa kunne opvise baade store og velsignelsesrige Virkninger. Ingen, der er kun nogenlunde hjemme i Middelalderens Historie, vil og kunne miskjende, hvorledes den katholske Kirke i hin lovlöse og mörke Tid ikke blot var den Svages og Undertryktes virksomme Tilflugt, men og gjorde saavel kraftige som heldige Anstrengelser for at befordre Folkenes sedelige og intellektuelle Udvikling. Det er imidlertid ogsaa indlysende, at en Organisation lig den katholske Kirkes, der samler al Kraft og virksomhed ligesom i et eneste Brændpunkt, maa hindre den individuelle Frihed i Udviklingen, der ved Siden af den fuldkomne Harmoni i det Hele er alt sundt Livs – det naturliges som det borgerliges og kirkeliges – store Grundlov. Af denne de enkelte Lemmers fuldkomne Uselvstændighed, som den katholske Kirke saaledes befordrer og ifölge sin Paastand om absolut Ufejlbarhed naturligvis ogsaa maa fordre, forklares let dens hurtige Fald og dybe Nedværdigelse i Aarhundredet för Reformationen, da Fordærvelsen efterhaanden havde gjennemtrængt de ledende Myndigheder; ligesom vi og forstaa, at den altid maa blive et trykkende og snart utaaleligt Aag, naar Menneskene föle sig myndige til at tænke og handle for sig selv.
  3. ↑ Se Biskop Hoskold af Stavangers Brev (1529) R. Keyser, Kirkehist. II, S. 694; Norske Rigsraads Klage af 1532 i Samlinger til Norske Folks Sprog og Historie II, S. 88. Derimod er man neppe berettiget til i Beretningen i Skibyske Krönike: „Episcopi & Nobiles Norvegiæ ob grassantem Lutheranismum coacti sunt Christierno (II) adhærere“ (efter Pontop. Ann. III, S. 186), at se et Vidnesbyrd om Lutheranismens Udbredelse i Norge.
  4. ↑ Om Reformationen i Bergen, s. Norske Saml. II, S. 311, hvor N. Nicolaysen væsentlig har samlet Alt hidhenhörende.
  5. ↑ Palladius’s Virksomhed tilhörer egentlig Danmark. Dog blev han ogsaa for Norge af stor Betydning dels gjennem sin Indflydelse paa den almindelige kirkelige Lovgivning, dels gjennem sine mange Skrifter, ved hvilke han i flere Retninger bestemte den kirkelige Praxis. Palladii Skrifter se Pontopp. Ann. III, S. 94 f. Worms Lexik. II, S. 153 ff. A. C. L. Heiberg: Peder Palladius i Theol. Tidsskr. ved Scharling & Engelstoft IV, 2det Hefte S. 166 ff.
  6. ↑ Om den Vigtighed, Luther i Almindelighed tillægger Katekismen, se foruden Fortalerne til begge Katekismer f. Ex. hans „Tischreden vom Catechismo“, hvor han betegner den som den rette Lægmandsbibel og som indeholdende i en Sum doctrina doctrinarum d. e. Budene, historia historiarum d. e. Symbolet, oratio orationum d. e. Bönnen og ceremoniæ ceremoniarum d. e. Sakramenterne.
  7. ↑ I Ordinantsen bruges Udtrykket: „efter Maaltidet“, hvilket vel i Almindelighed forstodes om Aftensangen. Tolvprædiken, som A. Grimelund i „Forelæsninger over den praktiske Theologi“ S. 93, angiver som „den faste Katekismusgudstjeneste“ var med Undtagelse maaske of Kjöbenhavn (Ny kirkehist. Saml. I, S. 659 ff. „Bestemmelse om Gudstjenesten“. Kjöbenh. 1644; jfr. Pontop. Ann. IV, S. 417, hvor de samme Bestemmelser findes under Aaret 1654) neppe nogetsteds i de forenede Riger almindelig, og her i Landet findes neppe Spor hertil udenfor Christiania.
  8. ↑ I de sachsiske Visitationsartikler af 1527 Kap. 15, „Om den tinglige Gudstjeneste i Kirkerne“ forekommer, saavidt vides, förste Gang Befaling om en sanden gjentagen Læsning af Katekismen.
  9. ↑ Dr. Engelstoft: Kirkeordinantsens Historie i Ny kirkeh. Saml. II, s. 59.
  10. ↑ Pontopp. Ann. III, 253, 371; Ny kirkehist. Saml. II, 479; Norsk Magasin II, 98. Med Hensyn til de her og senere anförte Synodalia, det er de Bestemmelser, der fattedes paa de större Prestemöder eller Stiftssynoder, som til visse Tider sammenkaldtes af Bispen og bestode af denne, Stiftslensmanden, Stiftets Provster og Prester, ville vi bemærke, at disse Kilder til en fremtidig norsk Kirkehistorie efter Reformationen ere snare sparsomme, – de levnede norske Synodalia faa. Möderne vare heller ikke saa hyppige som i Danmark, hvor de snart bleve aarlige. Man har rimeligvis ladet det bero med, som det i enkelte Tilfælde sees st være skeet, at henvise til og indskrive de danske Beslutninger. S. Norsk Mag. II, 98. 240.
  11. ↑ J. P. Mynster: Om de danske Udgaver af Luthers lille Katekismus S. 10 ff.
  12. ↑ Heiberg: P. Palladius. Theologisk Tidsskr. v. Scherling & Engelstoft IV, 2 Heft. 44.
  13. ↑ Palladius raader i Fortalen til sin förste Udgave af Luthers Katekisme Degnene til altid at havet denne Bog hos sig, og om de allerfleste af dem tör man vel tro, at de hverken ved Udviklingen eller Overhöringen vovede sig synderlig ud over Bogens indhold. De forelæste den rimeligvis efter Bogen og fordrede den og saaledes gjengiven. I bergenske Synodalia af 1589, Norsk Mag. II, 239, befales det ved Examinationen paaseet, „ut minorennes“ Halen er om Börn mellem 7 og 15 Aar) „textum catechismi saltem distincte verbisque uniformibus recitare, majores vero etiam verborum sensum explicare discant“. Det er vel utvivlsomt, at Udtrykket, „textus catechismi“, her betegner Katekismen, saaledes som den blandt Andet ogsaa var optagen i Alterbögerne for at oplæses ved Gudstjenesten – altsaa uden Luthers Forklaring. Man har fölgelig skjelnet mellem denne og selve Texten, hvilken sidste fordredes med Bogens Ord, medens hin formentlig kunde afgives i friere Udtryk. Naar men imidlertid ved, at der kræves en höjere Grad af aandelig Udvikling til at gjengive et Lærdomsstof med egne Ord end ligefrem efter Hukommelsen, kan man vel anse det for givet, at den omtalte explicatio i Almindelighed er falden sammen ned Luthers Forklaring. Jvf. Stavangerske Synodalia af 1573, Norsk Theol. Tidsskr. ved Caspari o. Fl. II, 251, hvor Katekismen befales lest hver Söndag med „en Forklaring af Luthers Katekisme efter Ordinantsen“. I dette Tilfælde har man altsaa, hvis ikke Udtrykkene ere uheldige, ment Ordinantsens Befaling om en nöjere Udvikling af Börnelærdommen fyldestgjort ved Luthers Forklaring. Smlgn. og Christian IVs Forordning af 27de Marts 1629, der byder „i Vintertiden naar Dagene ere korte eller Presten her mange Forretninger, Luthers egen Forklaring af Texten en eller to Gange“ at oplæses.
  14. ↑ Kirkehist. Saml. II, 577 ff.
  15. ↑ Norsk Mag. II, 215. Den meget berejste Bisp her muligen hentet Ideen til disse Tavler fra den reformerte Kirke, med hvis stærkt udprægede Forstandsretning de see vel synes at passe, og hvor de maaske oprindelig höre hjemme. Jeg har i al Fald etsteds seet dem omtalte som brugelige i engelske Landskirker.
  16. ↑ Dette er Grunden til, at Budene saa sjelden nævnes i de katholske Bestemmelser om Religionsundervisningen. I den norske Kirkes Historie under Katholicismen har jeg saaledes kun een Gang og det ganske forelöbig fundet dem omtalte, nemlig i Biskop Eisteins Brev af 1395 til Bönderne i Thelemarken. Se R. Keysers Kirkehist. II, 428. P. A. Munchs Det Norske Folks Hist. II, 2, S. 357.
  17. ↑ P. Palladius: Om lönligt Skriftemaal, efter A. C. L. Heiberg i Theol. Tidsskr. ved Scharling & Engelstoft IV. 1 H. 128. 130: jfr. Synodalbeslutningerne i Pontopp. Ann. III, 295. 372. 513. I Ordinantsen findes kun den almindelige Fordring til Skriftebarnet, at det skal kunne sin Börnelærdom og svare til de Spørgsmaal, som gjøres til det om Nadveren.
  18. ↑ A. Faye: Om Jörgen Erichsön. Norsk Theol. Tidsskr. II, 249.
  19. ↑ Pontopp. Ann. IV, 374.
  20. ↑ Luthers Brev angaaende denne Sag, s. H. N. Clausen: Katholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning o. s. v. S. 267 f. Udkastet til den danske Kirkeordinants gjör gjældende, at det Gods, som er skjænket Kirken, ikke igjen kan fratages den, og ophæver derfor Arvingernes Reklamationsret „Om thet godtzs“, heder det (kirkehist. Saml. I, 106), „som giffuit er tiill kiirckenn er thendne woer mening, at thet icke maa kreffuis igenn aff theriss affuinge som thet haffue tiidt giffuit, Enddaag thet icke skeer, huilcket thee haffne beneffndt atholldes schulle for samme godtzs, Men for thii ingen kanndt siighe ney ther fore, at thet er io giffuit tiill Gudtzs tiennistte, och huer mandt bekender thet at thendt rethe sande Gudtzs tiennistte er nu kommen vp, tha er thet io clart, at theris willig som samme godtzs haffue bebreffuit fraa seg tiil Gudtzs tienniste, skede allddriig wessere och sandeligere endt nu, och at arffuingerne allddriig haffde myndre reth tiill atkreffuit igenn endt thee nu haffue“. Desværre formaaede denne Opfatning ikke at hævde sig Plads i „rette Ordinants“, der kun omtaler, at Kirken maa faa tilbage, hvad der med „Uret“ er den frakommen.
  21. ↑ Norsk Mag. II, 239. Mod Löverdagshelgen finde vi allerede Forbud i det 15de Aarhundrede, Keysers Kirkehist. II, 488 f. 491. Keyser bar rimeligvis Ret, naar han i denne Skik ikke vil se „nogen Forkjærlighed hos Nordmændene for Jödedommen eller nogen egentlig Vranglære, som blandt Almuen havde udbredt sig, men kun en Mistydning af Kirkelæren“. Imidlertid fortjener det dog at lægges Mærke til, at der i Sverige gjennem et længere Tidsrum virkelig spores en judaistisk Bevægelse, der kan forfölges lige op til Gustaf den 1stes Tid, og hvis mest iöjnefaldende Kjendemærke netop er Löverdagshelgen. Da den udbredte sig fra Finland, har man troet at kunne udlede den fra en Sekt russiske Jöder, der fra ubestemt Tid have boet i og omkring Archangel. Bevægelsen ledsagedes desuden af Visioner og Aandeaabenbarelser (Th. Norlin: Swenska Kyrkans Historie I, 1 Afd.). Paa noget Lignende synes ogsaa de Udtryk, hvori Löverdsgshelgen omtales förste Gang, den möder os i Norge, at pege, naar det nemlig heder: „at man dels ved Naturens Skröbelighed, dels ved Djævelens Forvildelse og Tilskyndelse havde dristet sig til at optage denne Fest“.
  22. ↑ T. H. Aschehoug: Om Norges Folkemængde 1664 og 1666 i Langes Tidsskr. for Vidensk. og Literat. II, 350–407.
  23. ↑ Christian IIIs Brev til Eske Bilde i denne Anledning; se Lange: Klosterhist. 1ste Udg. S. 768; jfr. Keysers Kirkehist. II, 833.
  24. ↑ Norsk Saml. I, 72 f. Til det af Lange ber Bemærkede vil jeg kun tilföje, at Wittenberg aldrig blev den „norske Ungdoms Hjem“, men at Rostocks 1419 oprettede Universitet var og blev „Norges Universitet i Udlandet“. Paa den af H. Rördam (Ny kirkehist. Saml. I, 456 ff.) givne Fortegnelse over dansk-norsk Studerende i Wittenberg finder man mellem Aarene 1502–1565 kun 3 Nordmænd; og at Sögningen til Rostock fra Norge ikke har aftaget för ind i det 17de Aarhundrede, da disse Rejser til Udlandet i Almindelighed ophörte, fremgaar ligeledes af den af Lange selv paa det anförte Sted givne Matrikel, naar man sammenligner Antallet af de för og efter Reformationen indskrevne.
  25. ↑ J. H. Rördam: Den theol. Embedspröve siden Reformationen i Ny kirkehist. Saml. II, 619 ff. Jfr. A. C. L. Heiberg: Om Beskaffenheden af den i Kirkeordinantsen befalede Presteexamen, i Theol. Tidsskr. ved Scharling & Engelstoft, VI, 1 H. 180 ff. Absalon Pederssön sees som Læsemester ved Skolen i Bergen at have læst over Melanchthons „loci communes“ og N. Hemmingsens „de methodis et ratione concionandi“. (Norsk Mag. I, 197 f.). En Prest i Sogn, der befandtes at være „skröbelig i sin Bog og forsömmelig i sin Studering“, forordnes som Lærebog „loci communes Palladii“, en Bog der egentlig er skreven for Lægfolk, og hvis oprindelige Forfatter er Albert Giöe (Göye). Norsk Mag. I, 358.
  26. ↑ Heiberg: Theol. Tidsskr. ved Scharling & Engelstoft II. 2 H. 69 ff. De forskjellige Udgaver of denne for den norske Kirkehistorie ret mærkelige Bog s. Danske Saml. ved Chr. Bruun o. Fl. I, 82 ff.
  27. ↑ Norsk Theol. Tidsskr. II, 249. 25i. Norsk Mag. II, 96. 239. Pontopp. Ann. 3, 198. Norsk Registrant. 3, 623. Paa dette sidste Sted befales ved Kongebrev af 3die April 1601, formodentlig paa Forestilling af Isak Grönbech, der her den Ros at heve indfört Katekisation i sit Stift (Pontopp. Ann. det anförte Sted, og L. Daae: Thjems Stifts geistlige Hist. S. 7f), at Katekismen skal prædikes daglig i Throndhjems By de förste 14 Dage af Advent.
  28. ↑ Pontopp. Ann. III, 290. 339. 372. 406 o. s. v.
  29. ↑ Pontopp. Ann. III, 471. 501. sml. Norsk Mag. I, 358 Af saadanne Postiller vare vel de almindeligste: Hans Tausens, trykt i Magdeburg 1539, skreven, som det i Fortalen hedder, „for at ramme enfoldige Folks Tarv og synderlig de Sognepresters, som en grov og enfoldig Undervisning have Behov“; Nils Hemmingsens, paa Latin 1561 og paa Dansk ved Rasmus Rerav 1576, og Luthers Huspostil, oversat af Peder Tideman 1564. Da i Aaret 1636 Jesper Brochmans Postil udkom, blev den snart den almindelige baade blandt læg og Lærd.
  30. ↑ Ny kirkehist. Saml. II, 452. 454. Pontopp. Ann. III, 372. 383. 399; Norsk Theol. Tidsskr. II, 258.
  31. ↑ Pontopp. Pastorale, Kjöbenh. 1705 S. 185 ff; J. Möller: Udsigt over den gejstlige Veltalenhed i Danmark siden Reformationen, Nyt theol. Bibliothek XX, 252 f.
  32. ↑ Norsk Mag. II, 75. 36. Norsk Saml. I, 535 I., Pontopp. Ann. III, 198 og Daae, Thjems Stifts geistl. Historie S. 53 – begge efter Danske Mag. I, 87; Kongebreve af 26de Juli 1557. 25de Juni 1572. 24de Decbr. 1586. 30te Juli 1593. 12te Mai 1595. 7de Oktbr. 1597 i Norsk Registr. I, 230; II, 40. 688 f.; III, 303. 380. 518. J. E.Sars, der i Lighed med Sandvig modsat N. Nicolaysen: Norsk Mag. II, 6) ikke er tilböjelig til at tillægge Forfatteren af „norske So“ stor Troværdighed, underskriver dog hans Dom om Gejstligheden. Nord. Universitets Tidsskr. VI Aarg. 3 H. S. 50.
  33. ↑ Se f. Ex. de sidstanförte Kongebreve af 1595 og 1597.
  34. ↑ H. Ussing: Kirkeforfatning III, 358 f. Jfr. Kongebreve af 19de Juli 1552; 11te Aug. 1568; 13de Juni 1580 i Norsk Registr. I, 151. 603; II, 386: Norsk Mag. II, 96. 239; Saml. t. norske Folks Spr. og Hist. VI, 205.
  35. ↑ Efter Lærde Efterretn. for 1796; jfr. L. Daae, Thjems Stifts gejstl. Hist. S. 66.
  36. ↑ Norsk Mag. I, 223.
  37. ↑ „Paa det Land“ (Island), skriver Absalon Pederssøn, „er et maadeligt og frimodigt Folk, bekvemt til allehaande Kunster at lære. Blandt hvilket Folk er en almindelig Sedvane, at de lære deres Börn til at læse og skrive saavel Karlmænd som Kvindfolk, og holdes unge Drenge til at lære deres Lovbog udentil og holde paa Ryggen baade Hænder og skifte den ganske Lovbog udi sine Bolker og derefter skille og skifte hvert Kapitel udi nogle Punkter“. Norges Beskrivelse (1567–1570) Norsk Mag. I, 99: jfr. R. Keyser: Nordmændenes Videnskabelighed og Literatur i Middelalderen i „Efterladte Skrifter“ I, 24.
  38. ↑ P. A. Munch: Det norske Folks Hist. III, 1025. 1029. Chr. Lange: Klosterhist. S. 286 Anm.
  39. ↑ S. Fredrik den IIs, Tiden ret betegnende Kongebrev af 1569, der medfulgte Hans Thomissöns Psalmebog, hvilken derved autoriseredes som den i Riget ene brugelige; kirkehist. Saml. I. 437 ff., sml. Norsk Mag. II. 97. 246.
  40. ↑ C. J. Brandt i kirkehist. Saml. II, 394 ff. Af Norsk Registr. III, 179 ser man, at der ogsaa af den saakaldte Fredrik IIs Bibel eller Udgave af 1589 kom nogle Exemplarer til Norge.
  41. ↑ Kirkehist. Saml. II, 579; Ny Do. II, 455. Theol. Tidsskr. II, 273: Pont. Ann. IIi, 787.
  42. ↑ Kongebreve af 20de Aug. 1550, 4de Juli 1551, 19de Juli 1552, 18de Juli 1573, 8de Aug. 1597 i Norsk Registr. I, 124. 132 f. 150 f.; II, 60; III, 510. Theol. Tidsskr. II, 179. 202. 218. 220. J. E. Sars i Nord. Universit. Tidsskr. 6te Aarg. 3dje H. S. 56 f., hvor Forfatteren blandt Andet anfører et Brev fra en Prest i Robygdelaget, som beder Erik Munk at straffe hans Almue efter Christenretten, fordi de i 3 Maaneder havde afholdt sig fra Gudsord og „ikke endnu vilde indfinde sig“.
  43. ↑ Norsk Mag. I, 300.
  44. ↑ Pont. Ann. III, 578 ff.
  45. ↑ Serna og Idre Sogners Erobring 1644. Saml. t. norske Folks Sprog og Hist. VI, 470 ff.; jfr. Norsk Regist. I, 231.
  46. ↑ Pont. Ann. III, 843.
  47. ↑ Pont. Ann. IV, 374.
  48. ↑ Pont. Pastorale. Kjöbh. 1765. S. 140.
  49. ↑ Palladii Visitatsbog; jfr. L. Helveg: Den danske Kirkes Hist. efter Reformat. 2den Udg. I, 121 ff.
  50. ↑ Pont. Ann. III, 436.
  51. ↑ Norsk Regist. II, 571 ff., III. 302 f. Norsk Saml. I, 222–257. Hofnagels Optegnelser i Norsk Mag. II, 169 ff.
  52. ↑ Keyser: Kirkehist. I, 193. 456. II, 326. 434. Kirkelig Vielse paabydes först ved Midten af det 13de Aarhundrede i Erkebisp Jons Christenret, der imidlertid först sent og kun gjennem kirkelig Praxis tildels vandt Lovskraft. Munch: Det norske Folks Hist. II, 972.
  53. ↑ Norsk Regist. I, 124; II, 59. 133.
  54. ↑ Norske Saml. I, 216 ff.
  55. ↑ C. F. Allen: De tre nord. Rigers Hist. I, 252 f. (eft. Danske Geh. Ark.).
  56. ↑ Norges Beskr. s. 46 f.; jvfr. Norsk theol. Tidsskr. II, 256, og Nord. Universit. Tidsskr. 6te Aarg. 3dje H. S. 56, hvor Sars meddeler et Brev fra en Prest i Robygdelaget (1576), hvori han beder Erik Munk om Hjælp mod sin Almue og klager: „En Prest haver de slaget ihjel, den anden hogges og sloges de med, den tredie hogg de to Fingre af, den Fjerde joge de i Badstuen, naar de drak“.
  57. ↑ Norsk Mag. I, 542 f. Norsk Saml. I, 14 f. 67 f.
  58. ↑ Hofnagels Optegnelser i Norsk Mag. II, 172; jfr. Norsk Saml. I, 27 f.
  59. ↑ Daaes udförlige Beretning i Thjems Stifts gejstl. Hist. S. 75 ff.
  60. ↑ Keyser: Kirkehist. II, 425; Munch: Det norske Folks Historie. II, 2 S. 354 f.
  61. ↑ Palladii Visitatsbog og Fortale til Katekisme for norske Sogneprester. Absalon Pederssons Kapitelsbog i Norsk Mag. I, 324, 348 og flere Steder.
  62. ↑ Sars, Nord. Universit. Tidsskr. 9de Aarg. 3dje H. S. 19, regner Marstrand fra Begyndelsen af dette Tidsrum blandt „uanseelige Flekker“; men af de i norske Registranter hyppige saakaldte Modböger synes det dog at fremgaa, at Fiskerierne en Tidlang have veiret baade aarvisse og betydelige og Handelsrörelsen som en Fölge heraf ikke ringe. Jfr. Saml. t. norske Folks Sprog og Hist. V, 615 og Norsk Saml. II, 317, hvor det oplyses, at ved det Prindsesse-Styr, Christian IV 1596 udskrev i Anledning af sin Sösters Augustas Giftermaal med Hertug Joh. Adolf af Holsten-Gottorp, Marstrand taxeredes lige med Throndhjem og kun stod tilbage for Bergen og Oslo.
  63. ↑ Norges Beskrivelse i Norsk Mag. I, 96; jfr. II, 15.
  64. ↑ Hannib. Sehesteds Kopibog i Saml t. norske Folks Sprog og Hist. II, 577. 583; III, 70.
  65. ↑ Nord. Universit. Tidsskr. 4 Aarg. 3dje H. S. 59.
  66. ↑ Forordn. af 27de Marts 1629 i Pontopp. Ann. III, 773 ff. og Christian IVs Reces af 1643 S. 40 ff.
  67. ↑ Norsk Regist. II, 120 f. 324. 380. 670. III, 386. Norsk Saml. I, 570 f. Norsk Mag. I, 378. II, 16. 35.
  68. ↑ Norsk Regist. III, 67. 70.
  69. ↑ Norsk Regist. III, 201, jfr. II, 304. III, 134. Saml. til norske Folks Sprog og Hist. I, 247 ff. E. Aubert: Om mundtlig Rettergang og Edsvorne, 23 ff.
  70. ↑ Fortalen til Brandts og Hallagers Udgave af Christian IVs Norske Lov.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Oversigt_over_den_norske_Almues_Dannelse,_især_den_religiøse,_i_Tiden_efter_Reformationen&oldid=223713»