Biskop Jens Nilssøns liv og virksomhed 1538–1600/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
◄  Innhold
II.  ►
I.

Inden den norske geistlighed fra det første aarhundrede efter reformationen indtager den lærde og nidkjære biskop over Oslo og Hamars forenede stifter, magister Jens Nilssøn en fremtrædende plads, som en af vor gamle kirkes mest udmærkede personligheder. Der er faa skikkelser fra hin tid, ved hvilke det gjør saa godt at dvæle, som ved Jens Nilssøns, og faa, hvis minde i samme grad som hans kan fortjene at opfriskes og paa ny at bringes i erindring. Medens flertallet af de mænd, der virkede hos os i reformationens aarhundrede, paa grund af de bevarede kilders utilstrækkelighed, staa for efterslægten i et uklart lys, idet vi af dem alene kunne danne os dunkle billeder som af udblegede, blodløse skikkelser, saa er forholdet et helt andet for Jens Nilssøns vedkommende. Kilderne flyde her mere rigelig, og det bliver derigjennem ogsaa muligt at give en fyldigere skildring af hans personlighed.

Vi se i ham en mand, der staar paa høiden af sin tids dannelse, som en af humanismens faa repræsentanter i vort fædreland. Vi se tillige i ham en oprigtig og troende kristensjæl, der forkynder den rene lære med reformatorernes brændende tro og med levende taknemlighed over, at hans land er udrevet af fortidens vildfarelser; men ved siden deraf mærkes det ogsaa, at han ikke har formaaet at frigjøre sig for samtidens overtro. Jens Nilssøn har inden den norske kirke udrettet en betydningsfuld og velsignelsesrig gjerning, der alene i og for sig vilde været tilstrækkelig til at lade hans navn gaa til efterverdenen som en af sin tids mest fortjente og mest udmærkede mænd. Han fremtræder allerede som en ganske mærkelig personlighed derigjennem, at han er blandt de faa indfødte Nordmænd, der paa den tid opnaa kirkens høieste værdighed; men han er tillige noget langt mere, idet han fylder sin plads paa en maade, der, saavidt der nu kan dømmes derom, maa regnes ham til megen ære. I Oslo og Hamars stifter, hvis superintendent eller biskop han var gjennem en længere aarrække, har han i grunden afsluttet reformationsverket ved at udrydde levningerne af gamle dages overtro; han har gjennemført den nødvendige administrative orden i kirkestyrelsen. Jens Nilssøns virksomhed maatte paa grund af den stilling, han indtog inden kirken, falde over en særdeles vidtstrakt del af landet, og hans embedspligter lagde beslag paa en stor del af hans tid. I det billede, som nutiden kan danne sig af hans personlighed, maa der lægges megen vægt paa den virksomhed, han udfoldede i organiserende og styrende retning. Som geistlig taler indtager han derhos en høi rang mellem sine samtidige, og han er en af de yderst faatallige blandt det 16de aarhundredes norske geistlighed, der har efterladt skrevne og trykte prædikener.

I literaturen fyldte Jens Nilssøn allerede i levende live en bredere plads end de fleste af sine samtidige landsmænd, skjønt det rigtignok her kan siges, at hans utrykte arbeider og optegnelser ikke alene have et langt større omfang, men ogsaa for nutiden besidde et betydeligere værd end alt, hvad han selv har udgivet i trykken. Det er især hans efterladte optegnelser, der i nyere tid have gjort hans navn bekjendt; de have nemlig, uagtet de først nu foreligge fuldstændig trykte, allerede længe været benyttede som en vigtig historisk kilde for kjendskaben til Norges indre forhold paa den tid, da de bleve nedskrevne.

I disse sine utrykte optegnelser og arbeider viser Jens Nilssøn sig tillige fra en anden side, der giver ham forøget krav paa vor opmærksomhed, nemlig som en kjender af fædrelandets historie med dets gamle sprog og literatur. Han var en samtidig og en bekjendt af Peder Claussøn Friis, og de samme interesser, der besjælede denne prestemand, fandt ogsaa i Jens Nilssøn en ivrig dyrker, som derhos ved sin samlervirksomhed har reddet flere oplysninger for efterslægten, der uden ham vilde været tabte. Aarhundredets humanistiske retning havde hos ham, som hos flere andre i hans samtid, ledet hans opmærksomhed hen paa hans eget folks fortid og paa de skriftlige mindesmærker, som endnu vare bevarede fra denne. Jens Nilssøn var selv midtpunktet for en liden kreds af ældre og yngre lærde, der levede i Oslo eller ialfald i en kortere afstand fra denne by, og som sysselsatte sig med forfattervirksomhed i tidens smag, men som ved siden deraf ogsaa dyrkede den ældre norske historie og literatur. Flere latinske digte ere bevarede fra medlemmer af denne kreds, og hvis forfatterne havde havt lettere adgang til at se sine aandsfostre udgivne i trykken, vilde der utvivlsomt været mange flere, som man havde kjendt, i stedet for at de nu ere sporløst tabte.

Saaledes, som den lærde og nidkjære Oslobiskop staar for os, maa han i flere henseender stilles sammen med andre norske forfattere fra samme aarhundrede, som Absalon Pederssøn, Peder Claussøn Friis o. a.; men den lighed, som her unegtelig findes, er dog ikke aldeles gjennemgaaende. Gjennem sine theologiske skrifter har han bl. a. givet os adgang til at kjende en side af hans livsgjerning, der ikke kjendes hos de tvende ovenfor nævnte mænd. Jens Nilssøns kjærlighed til fædrelandet var maaske ogsaa af en noget anden art end f. ex. Absalon Pederssøns. Der møder ikke i de af hans skrifter, der ere komne til os, saadanne udtalelser af sorg over Norges svundne herlighed, som de, der forekomme hos den bergenske forfatter, og det er neppe heller rimeligt, at de to overhovedet have tænkt om denne sag paa samme maade. Der kan ikke mærkes andet, end at Jens Nilssøn har taget den politiske stilling, fædrelandet engang havde faaet, noksaa rolig; han var forsonet med denne og tænkte sig, som det synes, overhovedet ikke muligheden af, at den kunde være en anden. Gjennem flere ophold i Danmark saavelsom ved sine personlige bekjendtskaber i dette land var han traadt i et nærmere forhold dertil. Han stod saaledes Danmark, der tillige var hans faders hjemland, meget nærmere end de norske forfattere, der paa hans tid boede i Stavangers og Bergens stifter.

Hvad der i den henseende gjælder Jens Nilssøn, finder ogsaa for en væsentlig del anvendelse paa den kreds, der omgav ham i hans eget stift. Af denne humanistiske skare var der flere, som havde faaet sin uddannelse ved tyske lærdomssæder, medens Jens Nilssøn selv udenfor Norge blot havde seet Halland og Skaane, de danske øer, det sydlige Jylland og lidt af Slesvig. Men han stod ogsaa selv i forbindelse med Tyskland, og han var, ligesom hans omgivelser, i høiere grad end andre norske lærde og forfattere, en repræsentant for den mere kosmopolitiske dannelse. Han havde kastet sig over mange grene af denne og var bl. a. i besiddelse af astronomiske kundskaber, hvilke han, Tyge Brahes personlige ven, paa flere steder i sine skrifter har fundet anledning til at lægge for dagen. Man ser, at Jens Nilssøn, ligesom den store danske stjerneforsker, aldrig nogen dag glemte at optagne sine iagttagelser om veirliget.

Dertil kommer endnu en levende interesse for naturen, der tildels i sin form kan minde om den maade, hvorpaa denne betragtes i det 19de aarhundrede. Jens Nilssøn er vistnok den første digter, der har givet skildringer af norsk natur og folkeliv, i hvilke der gjennem sprogets fremmede klædebon klinger en varm følelse for samme, der igjen har sin dybeste rod i en frisk og sund kjærlighed til land og folk. Hans digte fortjene derfor større opmærksomhed, end der hidtil er blevet dem tildel.

Om Jens Nilssøns liv og virksomhed, saavelsom om hans familieforhold er der, som allerede antydet, bevaret adskillige oplysninger, og flere end der i almindelighed haves om personligheder fra det 16de aarhundrede i Norge. Meget deraf har han selv leveret i sine trykte og utrykte skrifter, paa Latin som paa modersmaalet; der findes saaledes værdifulde oplysninger om hans ydre livsforhold, og navnlig tillade de saakaldte visitatsbøger at gjøre ham følge paa hans talrige reiser og stifte bekjendtskab med ham i en virksomhed, hvorom der for andre samtidige biskopers vedkommende kun vides meget lidet. Selv hans barndom og ungdom er noksaa godt kjendt, hvad ellers kun sjelden er tilfældet med hin tids mænd. Saaledes foreligger der paa mange maader et tilstrækkeligt stof for en levnetsbeskrivelse af Jens Nilssøn, der tillige i flere henseender maa blive et bidrag til Norges historie i det 16de aarhundredes anden halvdel.[1]


  1. Den vigtigste kilde for alt, som med sikkerhed vides om Jens Nilssøns livsforhold i hans første aar, er hans nedenfor s. 565–569 trykte levnetsbeskrivelse paa Latin, som ogsaa i det følgende vil blive lagt til grund for fremstillingen. Den kan imidlertid paa flere punkter forøges med forskjellige oplysninger, hentede fra andre kilder, for hvilke der paa hvert sted vil blive gjort nærmere rede. Hans egen levnetsbeskrivelse vil derimod kun undtagelsesvis blive paaberaabt som kilde i den følgende fremstilling. Allerede for adskillige aar tilbage er der i 1859 af daværende adjunkt, nuværende skoledirekter P. Coucheron i Kgl. norske videnskabers selskabs skrifter i det 19de aarhundrede, IV. s. 179 flg. leveret en levnetsbeskrivelse af Jens Nilssøn. Efter den tid er der imidlertid fremkommet ikke saa lidet nyt stof, og da der nu tillige har været anledning til at benytte flere kilder, deriblandt biskopens egne trykte verker, til hvilke Couoheron ikke havde adgang, kan det ikke regnes for en overflødig gjerning at skrive en ny levnetsbeskrivelse, der som en indledning kan ledsage nærværende udgave af den gamle biskops visitatsbøger. Men dette lader sig ikke gjøre uden tillige at rette en udtalelse af erkjendtlighed til min forgjænger, der ved sit arbeide paa mange maader har lettet mit.