Bibelen (1891)/Johannes's Aabenbaring
Jesus meddeler Johannes sin Aabenbaring ved en Engel, 1-3. Johannes ønsker de syv Menigheder Naade fra Gud og Christus, 4-7. Christus aabenbarer sig for Johannes paa Øen Patmos i en herlig Skikkelse mellem de syv Lysestager og befaler ham at skrive, 8-20.
2 som har vidnet om Guds Ord og Jesu Christi Vidnesbyrd, hvad han har seet.
3
Salig er den, som læser, og de, som høre Profetiens Ord og bevare det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær.
4 Johannes til de syv Menigheder i Asien; Naade være med eder og Fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de syv Aander, som ere for hans Trone,
5 og fra Jesus Christus, det tro Vidne, den Førstefødte af de Døde og den Jordens Kongers Fyrste, som har elsket os og afvættet os fra vore Synder med sit Blod
6 og gjort os til Konger og Prester for Gud og sin Fader! Amen.
7 Se, han kommer med Skyerne, og hvert Øie skal se ham, ogsaa de som have gjennemstunget ham, og alle Jordens Slægter skulle hyle for ham. Ja, Amen.
8 Jeg er Alfa og Omega[1], Begyndelsen og Enden, siger Herren Gud, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige.
9 Jeg, Johannes, som og er eders Broder og meddelagtig i Trængslen og i Riget og i Jesus Christi Taalmodighed, var paa den Ø, som kaldes Patmos, for Guds Ords og for Jesu Christi Vidnesbyrds Skyld.
10 Jeg blev henrykket i Aanden paa Herrens Dag, og jeg hørte bag mig en høi Røst som af en Basun, der sagde:
11 Jeg er Alfa og Omega, den Første og den Sidste; og hvad du ser, skriv det i en Bog og send det til de syv Menigheder i Asian, til Efesus og til Smyrna og til Pergamus og til Tyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodicea!
12 Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talte med mig, og da jeg vendte mig, saa jeg syv Guld-Lysestager
13 og midt imellem de syv Lysestager En, lig en Menneske-Søn, iført en sid Kjortel og ombunden under Brystet med et Guldbælte.
14 Men hans Hoved og Haar var hvidt som hvid Uld, som Sne, og hans Øine som Ildslue,
15 og hans Fødder vare lige det skinnende Kobber, som om de vare glødede i en Ovn, og hans Røst som mange Vandes Lyd.
16 Og han havde syv Stjerner i sin høire Haand, og et tveegget skarpt Sverd gik ud af hans Mund, og hans Aasyn var som Solen, naar den skinner i sin Kraft.
17 Og da jeg saa ham, faldt jeg ned for hans Fødder som en Død; og han lagde sin høire Haand paa mig og sagde til mig:
18 Frygt ikke! Jeg er den Første og den Sidste og den Levende, og jeg var død, og se, jeg er levende i al Evighed. Amen. Og jeg har Helvedes og Dødens Nøgler.
19 Skrive, hvad du saa, baade det, som er, og det, som skal ske herefter,
20 de syv Stjernes Hemmelighed, hvilke du saa i min høire Haand, og de syv Guld-Lysestager! De syv Stjerner ere de syv Menigheders Engle, og de syv Lysestager, som du saa, ere de syv Menigheder.
Hvad Johannes skal skrive til Menighedens Engel i Efesus, 1-7, i Smyrna, 8-11, i Pergamus, 12-17, og i Tyatira, 18-29.
2 Jeg ved dine Gjerninger og dit Arbeide og din Taalmodighed, og at du ikke kan fordrage de Onde, og du har prøvet dem, som sige, at de ere Apostler, og ikke ere det, og har fundet, at de vare Løgnere,
3 og du har udstaaet Meget og har Taalmodighed, og du har arbeidet for mit Navns Skyld og er ikke bleven træt.
4 Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første Kjærlighed.
5 Kom derfor i Hu, hvorfra du er falden, og vend om og gjør de første Gjerninger! Men hvis ikke, da kommer jeg snart over dig og vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender dig.
6 Men dette har du, at du hader Nikola’iternes Gjerninger, hvilke ogsaa jeg hader.
7 Hvo der har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: Den, som seirer, ham vil jeg give at æde af Livsens Træ, som er midt i Guds Paradis!
8 Og skriv til Menighedens Engel i Smyrna: Dette siger den Første og den Sidste, han, som var død og er bleven levende:
9 Jeg ved dine Gjerninger og din Trængsel og din Fattigdom (men du er rig) og Bespottelsen af dem, som sige, at de ere Jøder, og ikke ere det, men ere Satans Synagoge.
10 Frygt ikke for det, du skal lide! Se, Djævelen skal kaste Nogle af eder i Fængsel, forat I skulle fristes, og I skulle have Trængsel i ti Dage. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone!
11 Hvo der har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: Den, som seirer, skal ingenlunde skades af den anden Død!
12 Og skriv til Menighedens Engel i Pergamus: Dette siger han, som har det tveeggede skarpe Sverd:
13 Jeg ved dine Gjerninger, og hvor du bor, der, hvor Satans Trone er, og du holder fast ved mit Navn og har ikke fornegtet min Tro, endog i de Dage, i hvilke Antipas var mit tro Vidne, som blev ihjelslagen hos eder, der, hvor Satan bor.
14 Men jeg har nogle faa Ting imod dig, at du har der Nogle, som holde fast ved Bileams Lære, han, som lærte Balak at kaste Forargelse for Israels Barn, at æde Afgudsoffere og bedrive Hor.
15 Saaledes har ogsaa du Nogle, som holde fast ved Nikola’iternes Lære, hvilket jeg hader.
16 Vend om! Men hvis ikke, kommer jeg snart over dig og vil stride imod dem med min Munds Sverd.
17 Hvo der har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne: Den, som seirer, ham vil jeg give at æde af den skjulte Manna, og jeg vil give ham en hvid Sten og et nyt Navn, skrevet paa Stenen, hvilket Ingen kjender, uden den, som faar det!
18 Og skriv til Menighedens Engel i Tyatira: Dette siger Guds Søn, der har Øine som Ildslue, og hvis Fødder ere som skinnende Kobber:
19 Jeg ved dine Gjerninger og din Kjærlighed og Tjeneste og Tro og Taalmodighed og dine Gjerninger, ja de sidste flere end de første.
20 Men jeg har nogle faa Ting imod dig, at du tilsteder Kvinden Jesabel, som siger, at hun er en Profetinde, at lære og forføre mine Tjenere til at bedrive Hor og æde Afgudsoffere.
21 Og jeg har givet hende Tid, forat hun skulde omvende sig fra sit Horeri, og hun har ikke omvendt sig.
22 Se, jeg kaster hende paa Sygeleiet og dem, som bedrive Hor med hende, i stor Trængsel, dersom de ikke omvende sig fra sine Gjerninger.
23 Og hendes Børn vil jeg bortrykke ved Død, og alle Menigheder skulle kjende, at jeg er den, som ransager Nyrer og Hjerter; og jeg vil give eder, Enhver efter eders Gjerninger.
24 Men jeg siger eder og de Øvrige, som ere i Tyatira, saa Mange, som ikke have denne Lære, og som ikke kjende Satans Dybheder, som de kalde det: Jeg vil ikke lægge nogen anden Byrde paa eder;
25 dog, holder fast ved det, I have, indtil jeg kommer!
26 Og den, som seirer, og som tager Var paa mine Gjerninger indtil Enden, ham vil jeg give Magt over Hedningerne,
27 og han skal regjere dem med Jernspir, ligesom Lerker sønderknusessom ogsaa jeg har annmmet det af min Fader;
28 og jeg vil give ham Morgenstjernen.
29 Hvo der har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!
Hvad Johannes skal skrive til Menighedens Engel i Sardes, 1-6, i Filadelfia, 7-13, og i Laodicea, 14-22.
2 Bliv vaagen og styrk det Øvrige, som vil dø! Thi jeg har ikke fundet dine Gjerninger fuldkommede for Gud.
3 Kom derfor i Hu, hvorledes du har annammet og hørt, og bevar det og vend om! Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en Tyv, og du skal ikke vide, hvilken Stund jeg kommer over dig.
4 Dog har du nogle faa Personer i Sardes, som ikke have besmittet sine Klæder; og de skulle vandre med mig i hvide Klæder, thi de ere værdige dertil.
5 Den, som seirer, han skal iføres hvide Klæder, og jeg vil ikke udslette hans Havn af Livsens Bog, og jeg vil bekjende hans Navn for min Fader og for hans Engle.
6 Hvo der har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!
7 Og skriv til Menighedens Engel i Filadelfia: Dette siger den Hellige, den Sanddrue, han, som har Davids Nøgle, han som lukker op, og Ingen lukker til, og lukker til, og Ingen lukker op:
8 Jeg ved dine Gjerninger: se, jeg har givet dig en aabnet Dør, og Ingen kan lukke den; thi du har en liden Kraft, og dog har du bevaret mit Ord og ikke fornegtet mit Navn.
9 Se, jeg lader komme Nogle af Satans Synagoge, som sige, at de ere Jøder, og ikke ere det men lyve. Se, jeg vil gjøre, at de skulle komme og tilbede for dine Fædder og kjende, at jeg har elsket dig.
10 Efterdi du har bevaret mit Ord om Taalmodighed, vil jeg ogsaa bevare dig fra den Fristelsens Stund, som skal komme over hele Jorderiget for at friste dem, som bo paa Jorden.
11 Se, jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, forat Ingen skal tage din Krone!
12 Den, som seirer, ham vil jeg gjøre til en Pille i min Guds Tempel, og hans skal ikke mere gaa ud derfra; og jeg vil skrive min Guds Navn paa ham og min Guds Stads, det nye Jerusalems, Navn, hvilken kommer ned af Himmelen fra min Gud, og mit, det nye Navn.
13 Hvo der har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!
14 Og skriv til Menighedens Engel i Laodicea: Dette siger han, som er Amen, det trofaste og sanddrue Vidne, Guds Skabnings Begyndelse:
15 Jeg ved dine Gjerninger, at du hverken er kold eller varm; gid du var kold eller varm!
16 Saaledes, efterdi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg udspy dig af min Mund.
17 Efterdi du siger: Jeg er rig og har Overflod og fattes Intet, og du ved ikke, at du er elendig og jammerlig og fattig og blind og nøgen,
18 saa raader jeg dig, at du kjøber af mig Guld, lutret Ild, forat du maa vorde rig, og hvide Klæder, forat du maa iføre dig dem, og din Nøgenheds Skam ikke blive aabenbaret; og salv dine Øine med Øienslave, forat du maa se!
19 Hvem jeg elsker, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig!
20 Se, jeg staar for Døren og banker: dersom Nogen hører min Røst og oplukker Døren, til ham vil jeg gaa ind og holde Nadverd med ham, og han med mig.
21 Den, som seirer, ham vil jeg give at sidde med mig paa min Trone, ligeson og jeg har seiret og sidder med min Fader paa hans Trone.
22 Hvo der har Øren, høre, hvad Aanden siger til Menighederne!
Johannes ser i Himmelen Gud sidde paa Herlighedens Trone, fire og tyve Ældste omkring Tronen, fire Dyr ved den, 1-6. Dyrenes Skikkelse; de og de Ældste prise Gud, 7-11.
2 Og straks blev jeg henrykket i Aanden, og se, en Trone var sat i Himmelen, og En sad paa Tronen.
3 Og han, som sad, var at se til som en Jaspissten og Sarder, og der var en Regnbue trindt omkring Tronen, at se til som en Smaragd.
4 Og trindt omrking Tronen var der fire og tyve Troner, og paa Tronerne saa jeg fire og tyve Ældste sidde, iførte hvide Klæder, og de havde Guldkroner paa sine Hoveder.
5 Og fra Tronen udgik Lyn og Tordener og Røster, og syv tændte Lamper brændte foran Tronen, hvilke ere de syv Guds Aander.
6 Og foran Tronen var der som et Glashav, ligt Krystal, og i Tronens Midte og omkring Tronen var der fire Dyr, fulde af Øine fortil og bagtil.
7 Og det første Dyr var ligt en Løve, og det andet Dyr ligt en Okse, og det tredje Dyr havde Ansigt som et Menneske, og det fjerde Dyr var ligt en flyvende Ørn.
8 Og de fire Dyr havde hvert især seks Vinger og vare rundtom og indentil fulde af Øine: og de have ingen Hvile Dag eller Nat, idet de sige: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer.
9 Og naar Dyrene give ham, som sidder paa Tronen, ham, som lever i al Evighed, Ære og Pris og Tak,
10 da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Tronen, og tilbede ham, som lever i al Evighed, og kaste sine Kroner ned for Tronen og sige:
11 Værdig er du, Herre, til at annamme Æren og Prisen og Magten; thi du har skabt alle Ting, og ved din Vilje ere de, og bleve de skabte.
Den, som sidder paa Tronen, har en Bog i Haanden, forseglet med syv Segl, hvilken Ingen kan oplukke, uden Lammet, 1-7. De fire og tyve Ældste og alle Engle og alle Skabninger prise Lammet, 8-14.
2 Og jeg saa en vældig Engel, som udraabte med høi Røst: Hvo er værdig til at oplukke Bogen og bryde dens Segl?
3 Og Ingen i Himmelen eller paa Jorden eller under jorden formaaede at oplukke Bogen eller at se i den.
4 Og jeg græd saare, fordi Ingen fandtes værdig til at oplukke og læse Bogen eller at se i den.
5 Og en af de Ældste sagde til mig: Græd ikke! Se, Løven, som er af Judas Stamme, Davids Rod, har vundet Seier til at oplukke Bogen og bryde dens syv Segl.
6 Og jeg saa, og se, midt imellem Tronen og de fire Dyr og midt imellem de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet, som havde syv Horn og syv Øine, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til den hele Jord.
7 Og det kom og tog Bogen af hans høire Haand, som sad paa Tronen.
8 Og da det havde taget Bogen, faldt de fire Dyr og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, og de havde hver sin Harpe og Guldskaaler, fyldte med Røgelse, som er de Helliges Bønner.
9 Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen og oplukke dens Segl, fordi du er slagtet og har med dit Blod kjøbt os til Gud af alle Stammer og Tungemall og Folk og Slægter,
10 og du har gjort os til Konger og Prester for vor Gud, og vi skulle regjere over Jorden.
11 Og jeg saa og hørte en Røst af mange Engle omkring Tronen og Dyrene og de Ældste, og deres Tal var titusinde Gange Titusinde og tusinde Gange Tusinde,
12 og de sagde med høi Røst; Lammet, som er slagtet, er værdigt til at annamme Magt og Rigdom og Visdom og Styrke og Pris og Ære og Velsignelse.
13 Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden og i Havet, og Alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder paa Tronen, og Lammet være Velsignelsen og Prisen og Æren og Kraften i al Evighed!
14 Og de fire Dyr sagde: Amen. Og de fire og tyve Ældste faldt ned og tilbade ham, som leve i al Evighed.
Lammet aabner de første, 1. 2, andet, 3.4, tredje, 5.6, fjerde, 7-8, femte, 9-11, og sjette Segl, 12-17.
2 Og jeg saa, og se, en hvid Hest, og den, som sad paa den, havde en Bue, og der blev givet ham en Krone, og han drog ud seirende og for at seire.
3 Og da det aabnede det andet Segl, hørte jeg det andet Dyr sige: Kom og se!
4 Og der udgik en anden Hest, som var rød, og ham, so sad paa den, blev det givet at tage Freden fra Jorden, og at de skulde slagte hverandre, og der blev givet ham et stort Sverd.
5 Og da det aabnede det tredje Segl, hørte jeg det tredje Dyr sige: Kom og se! Og jeg saa, og se, en sort Hest, og den, der sad paa den, havde en Vegt i sin Haand.
6 Og jeg hørte en Røst midt iblandt de fire Dyr, som sagde: En Haandfuld Hvede for en Denarie, og tre Haandfuld Bygg for en Denarie! Men Oljen og Vinen skal du ikke gjøre Skade.
7 Og da det aabnede det fjerde Segl, hørte jeg det fjerde Dyrs Røst side: Kom og se!
8 Og jeg saa, og se, en bleggul Hest, og den som sad paa den, hans Navn var Døden, og Helvede fulgte med ham, og der blev givet ham Magt over Fjerdedelen af Jorden til at ihjelslaa med Sverd og med Hunger og med Pest og ved Jordens vilde Dyr.
9 Og da det aabnede det femte Segl, saa jeg under Alteret deres Sjæle, som vare myrdede for Guds Ords Skyld og for det Vidnesbyrds Skyld, som de havde.
10 Og de raabte med høi Røst og sagde: Herre, du Hellige og Sanddrue! Hvor længe tøver du med at dømme og at hevne vort Blod paa dem, som bo paa Jorden?
11 Og der blev givet dem, hver især, lange hvide Kjortler, og der blev sagt til dem, at de skulde hvile endnu en liden Tid, indtil Tallet af deres Medtjenere og deres Brødre, som herefter skulde ihjelslaaes, ligesom de, blev fuldt.
12 Og jeg saa, at det aabnede det sjette Segl, og se, der skede et stort Jordskjælv, og Solen blev sort som en Ilaarsæk, og Maanen blev som Blod.
13 Og Himmelens Stjerner faldt ned paa Jorden, ligesom et Figentræ kaster sine umodne Figen ned, naar det rystes af en stærk Vind.
14 Og Himmelen veg bort som en Bog, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø blev flyttet fra sit Sted.
15 Og Jordens Konger og de Store og Krigshøvdingerne og de Rige og de Vældige og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Bjergenes Huler og Klipper
16 og sagde til Bjergene og Klipperne: Falder over os og skjuler os for hans Aasyn, som sidder paa Tronen, og for Lammets Verde!
17 Thi hans Vredes store Dag er kommen, og hvo kan bestaa?
Fire Engle, som have faaet Magt til at skade Jorden, maa dog ei gjøre det, førend Guds Tjenere ere blevne beseglede, 1-8. En stor Skare af alle Folkeslag staar for Guds Trone og priser Gud tilligemed Englene, de Ældste og Dyrene, 9-12. Denne Skare er ved Christi Kraft kommen fra den store Trængsel til Salighedens Nydelse, 13-17.
2 Og jeg saa en anden Engel, som steg op fra Solens Opgang og havde den levende Guds Segl, og han raabte med høi Røst til de fire Engle, hvem det var givet at skade Jorden og Havet og sagde:
3 Skader ikke Jorden eller Havet eller Træerne, indtil vi faa beseglet vor Guds Tjenere i deres Pander!
4 Og jeg hørte de Besegledes Tal, hundrede og fire og firte tusinde Beseglede af alle Israels-Børns Stammer,
5 af Judas Stamme tolv tusinde Beseglede, af Rubens Stamme tolv tusinde Beseglede, af Gads Stamme tolv tusinde Beseglede,
6 af Asers Stamme tolv tusinde Beseglede, af Naftalis Stamme tolv tusinde Beseglede, af Manasses Stamme tolv tusinde Beseglede,
7 af Simeons Stamme tolv tusinde Beseglede, af Levis Stamme tolv tusinde Besegle, af Isaskars Stamme tolv tusinde Besegle,
8 af Sebulos Stamme tolv tusinde Beseglede, af Josefs Stamme tolv tusinde Beseglede, af Benjamins Stamme tolv tusinde Beseglede.
9 Derefter saa jeg og se, en stor Skare, som Ingen kunde tælle, af alle Slægter og Stammer og Folk og Tungemaal, som stode for Tronen og for Lammet, iførte lange hvide Klæder og med Palmegrene i sine Hænder,
10 og som raabte med høi Røst og sagde: Saliggjørelsen tilhører vor Gud, ham, som sidder paa Tronen, og Lammet.
11 Og alle Englene stode omkring Tronen og om de Ældste og om de fire Dyr og faldt ned for Tronen paa sit Ansigt og tilbade Gud og sagde:
12 Amen! Velsignelsen og Æren og Visdommen og Taksigelsen og Prisen og Magten og Styrken tilhøre vor Gud i al Evighed! Amen.
13 Og en af de Ældste talte til mig: Disse, som ere iførte de lange hvide Kjortler, hvem ere de, og hvorfra ere de komne?
14 Og jeg sagde til ham: Herre! Du ved det. Og han sagde til mig: Dette er dem, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet sine lange Kjortler og gjort dem hvide i Lammets Blod.
15 Derfor ere de for Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel, og han, som sidder paa Tronen, skal bo over dem.
16 De skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere; Solen skal ei helder falde paa dem, ei heller nogen Hede.
17 Thi Lammet, som er i Tronens Midte, skal vogte dem og lede dem til Livsens Vandkilder, og Gud skal aftøre hver Taare af deres Øine.
Det syvende Segl aabnes, 1. Syv Engle skulle blæse i Basun; Røgelse ofres tilligemed de Helliges Bønner; der høres Røster og Torden. 2. 5. Af de syv Engle blæser den første i Basun, 6. 7, den anden, 8-9, den tredje, 10. 11, den fjerde, 12. 13.
2 O, jeg saa de syv Engle, som staa for Gud, og der blev givet dem syv Basuner.
3 Og en anden Engel kom og stod ved Alteret, og han havde et Guld-Røgelseskar, og der blev givet ham megen Røgelse, forat han for alle de Helliges Bønner skulde ofre den paa det Guldalter, som var foran Tronen.
4 Og Røgen af Røgelsen steg for de Helliges Bønner op af Engelens Haand for Gud.
5 Og Engelen tog Røgelseskarret og fyldte det med Ilden af Alteret og kastede det paa Jorden; og der kom Røster og Torden og Lyn og Jordskjælv.
6 Og de syv Engle, som havde de syv Basuner, gjorde sig færdige til at basune.
7 Og den første Engel basunede, og der kom Hagel og Ild, blandet med blod, og blev kastet paa Jorden; og Tredjedelen af Træerne opbrændtes, og alt grønt Græs opbrændtes.
8 Og den anden Engel basunede, og der blev ligesom et stort Bjerg, brændende i Lue, kastet i Havet; og Tredjedelen af Havet blev Blod,
9 og Tredjedelen af Skabningerne i Havet, som havde Liv, døde, og Tredjedelen af Skibene blev ødelagt.
10 Og den tredje Engel basunede, og fra Himmelen faldt en stor Stjerne, brændende som en Fakkel, og den faldt paa Tredjedelen af Floderne og paa Vandkilderne.
11 Og Stjernens Navn kaldtes Malurt; og Tredjedelen af Vandene blev til Malurt, og mange Mennesker døde af Vandene, fordi de vare blevne beske.
12 Og den fjerde Engel basunede, og Tredjedelen af Solen blev rammet, og Tredjedelen af Maanen og Tredjedelen af Stjernerne, forat Tredjedelen af dem skulde formørkes, og Tredjedelen af Dagen ikke lyse, og Natten livervis.
13 Og jeg saa, og jeg hørte en Engel flyve midt igjennem Himmelen og sige med høi Røst: Ve, ve, ve dem, som bo paa Jorden, for de øvrige Basunrøster af de tre Engle, som skulle basune!
Den femte Engel basunet: Afgrundens Brønd aabnes; det første Ve er til Ende, 1-12. Den sjette Engel basuner; fire Engle ved Eufrat løses, og mange Mennesker omkomme; de øvrige omvende sig ikke, 13-21.
2 Og den aabnede Afgrundens Brønd; og en Røg steg op af Brønden lig Røgen af en stor Ovn, og Solen og Luften blev formørket af Brøndens Rød.
3 Og af Røgen udkom der Græshopper paa Jorden, og der blev givet dem Magt, som Jordens Skorpioner have Magt.
4 Og det blev sagt til dem, at de ikke maatte skade græsset paa Jorden, ei heller noget Grønt, ei heller noget Træ, men alene de Mennesker, som ikke havde Guds Segl i sine Pander.
5 Og der blev dem givet, ikke at dræbe dem, men at pine dem i fem Maaneder; og Pinen, de voldte, var som Pinen af en Skorpion, vaar den stikker et Menneske.
6 Og i de samme Dage skulle Menneskene søge Døden og ikke finde den og begjære at dø, og Døden skal fly fra dem.
7 Og Græshoppernes Skikkelser lignede Heste, udrustede til Krig, og paa deres Hoveder var der som Kroner af Guld, og deres Ansigter vare som Menneskers Ansigter.
8 Og de havde Haar som Kvinders haar, og deres Tænder vare som Løvers
9 Og de havde Pantsere som Jernpantsere, og deres Vingers Lyd var som Lyd af Vogne, naar mange Heste løbe i Krig.
10 Og de havde Stjerter ligesom Skorpioner, og der var Braadder i deres Stjerter, og deres Magt var til at skade Menneskene i fem Manneder.
11 Og de havde en Konge over sig, Afgrundens Engel; hans Navn er paa Hebraisk Abaddon[2] og paa Græsk har han Navnet Apollyon.
12 Det første Ve er bortfaret; se, der kommer endnu to Veraab efter dette.
13 Og den sjette Engel basunede, og jeg hørte een Røst af de fire Horn paa det Guldalter, som stod for Gud,
14 og den sagde til den sjette Engel, der havde Basunen: Løs de fire Engle, som ere bundne ved den store Flod Eufrat!
15 Og de fire Engle bleve løste, som til Time og Dag og Maaned og Aar vare færdige til at ihjelslaa Tredjedelen af Menneskene.
16 Og Tallet paa Rytternes Hær var to Gange titusinde Gange titusinde, og jeg hørte deres Tal.
17 Og saaledes saa jeg i Synet Hestene og dem, so sade paa dem; de havde ildrøde og hyacintfarvede og svovelgule Pantsere, og Hestenes Hoveder vare som Løvers Hoveder, og af deres Munde udgik Ild og Røg og Svovel.
18 Af disse Tre, af Ilden og Røgen og Svovelen som udgik af deres Munde, blev Tredjedelen af Menneskene ihjelslagen.
19 Thi deres Magt er i deres Mund; thi deres Stjerter ere ligesom Hugorme og have Hoveder, og med dem gjøre de Skade.
20 Og de øvrige Mennesker, som ikke vare ihjelsagne i disse Plager, omvendte sig ikke fra sine Hænders Gjerninger, saa de ikke tilbade Djævlene og Afguderne, dem af Guld og dem af Sølv og dem af Kobber og dem af Sten og dem af Træ, hvilke hverken kunne se eller høre eller gaa;
21 ei heller omvendte de sig fra sine Mordgjerninger eller fra sin Trolddom eller fra sit Horeri eller fra sine Tyverier.
En stærk Engel raaber: de syv Tordener tale, hvad Johannes ei maa nedskrive, 1-4. Engelen sværger, af Guds Domme, naar den syvende Engel basuner, skulle fuldkommes, 5-7. Johannes faar Befaling at æde en liden Bog og skal profetere mod Mange, 8-11.
2 Og han havde i sin Haand en liden aabnet Bog, og han satte sin høire Fod paa Havet, men den venstre paa Jorden.
3 Og han raabte med høi Røst, som en Løve brøler; og da han havde raabt, talte de syv Tordener sine Røster.
4 Og da de syv Tordener havde talt sine Røster, vilde jeg til at skrive; og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde til mig: Forsegl, hvad de syv Tordener talte, men nedskriv det ikke!
5 Og Engelen, som jeg saa staa paa Havet og paa Jorden, opløftede sin Haand til Himmelen
6 og svor ved ham, som lever i al Evighed, som skabte Himmelen, og hvad deri er, og Jorden, og hvad deri er, og Havet, og hvad deri er, at der ikke mere skal være nogen Tid:
7 men i de Dage, da den syvende Engels Røst høres, naar han skal basune, skal Guds Hemmelighed fuldkommes, ligesom han har forkyndt sine Tjenere, Profeterns.
8 Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter med mig og sagde: Gak hen, tag den lille aabne Bok i Engelens Haand, der staar paa Havet og paa Jorden!
9 Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham: Giv mig den lille Bog! Og han sagde til mig: Tag og æd den! Og den skal smerte i din Bug, men i din Mund skal den være sød som Honning.
10 Og jeg tog den lille Bog af Engelens Haand og aad den, og den var i min Mund sød som Honning, men da jeg havde ædt den, følte jeg Smerte i min Bug.
11 Og han sagde til mig: Det bør dig atter at profetere om Folk og Slægter og Tungemaal og mange Konger.
Johannes skal maale Templet, men gaa Forgaarden fordi, 1.2. De troende Vidner skulle profetere, gjøre Tegn, straffe ihjelslaaes, opstaa; det andet Ve er til Ende, 3-14. Den syvende Engel basuner; Christus antager Riget, 15-19.
2 Men Forgaarden udenfor Templet, gaa forbi og maal den ikke! Thi den er given Hedningerne, og de skulle nedtræde den hellige Stad i to og firti Maaneder.
3 Og jeg vil give mine to Vidner, at de skulle profetere i tusinde, to hundrede og seksti Dage, iførte Sække.
4 Disse ere de tvende Oljetriner og de tvende Lysestager, som staa for Jorden Gud.
5 Og dersom Nogen vil gjøre dem Skade, udgaar der Ild af deres Mung og fortærer deres Fiender; og dersom Nogen vil gjøre dem Skade, bør han saaledes slaaes ihjel.
6 Disse have Magt til at tillukke Himmelen, forat der ikke skal falde nogen Regn i deres Profeties Dage, og de have Magt over Vandene til at forvandle dem til Blod og til at slaa Jorden med allehaande Plager saa ofte, de ville.
7 Og naar de faa fuldendt sit Vidnesbyrd, skal det Dyr, som stiger op af Afgrunden, føre Krig mod dem og overvinde dem og slaa dem ihjel.
8 Og deres Legemer skulle ligge paa den store Stads Gader, dem, som i aandelig mening kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor ogsaa vor Herre er korsfæstet.
9 Og nogle af Folkene og Stammerneog Tungemaalene og Slægterne skulle se deres Legemer tre Dage og en halv og ikke tilstede deres Legemer at lægges i Grav.
10 Og de, som bo paa Jorden, skulle glæde sig over dem og fryde sig, og de skulle sende hverandre Gaver, fordi disse to Profeter vare til Plage for dem, som bo paa Jorden.
11 Og efter de tre Gade og en halv kom Livs Aand fra Gud i dem, og de stode paa sine Fødder, og en stor Frygt faldt paa dem, som saa dem.
12 Og de hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde til dem: Stiger hig op! Og de stege op til Himmelen i Skyen, og deres Fiender saa dem.
13 Og i samme Stund skede et stort Jordskjælv, og Tiendedelen af Staden fladt, og syv Tusinde Mennesker blever ihjelslagne i Jordskjælvet, og de øvrige blever forfærdede og gave Himmelens Gud Ære.
14 Det andet Ve er bortfaret; se, det tredje Ve kommer snart.
15 Og den syvende Engel basunede, og der hørtes høie Røster i Himmelen, som sagde: Verdens RIger ere blevne vor Herres og hans Salvedes, og hans kal regjere i al Evighed.
16 Og de fire og tyve Ældste, som sade for Gud paa sine Troner, faldt ned paa sine Ansiget og tilbade Gud og sagde:
17 Vi takke dig, Herre, Gud, Almægtige, som er, og som var, og som kommer, fordi du har taget din store Magt og regjerer.
18 Og Hedningerne ere blevne vrede, og din Vrede er kommen, og de Dødes Tid, at de skulle dømmes, og at du skal give dine Tjenere, Profeterne, og de Hellige og dem, som frygte dit Navn, de Smaa og de Store, deres Løn og fordærve dem, som fordærve Jorden.
19 Og Guds Tempel blev opslukket i Himmelen, og hans Pakts Ark blev seet i hans Tempel, og der kom lyn og Røster og Tordener og Jordskjælv og stor Hagel.
En Kvinde føder et Barn. Den store Drage vil opsluge det, men det bortrykkes, og hun bliver reddet, 1-6. Engelen Mikael overvinder Drage og den s Engle, 7-12. Dragen forfølger Kvinden og fører Krig mo de Øvrige af hendes Æt, 13-17.
2 og hun var frugtsommelig og raabte, da hun var i Barnsnød og havde haarde Fødselssmerte.
3 Og et andet Tegn blev seet i Himmelen, og se, der var en stor ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn paa sine Hoveder syv Kroner.
4 Og den Stjert drog Tredjedelen af Himmelens Stjerne med sig og kastede dem paa Jorden. Og Dragen stod for Kvinden, som skulde føde, forat den, naar hun havde født, kunde opsluge hendes Barn.
5 Og hun fødte et Drengebarn, som skulde regjere alle Folkeslag med Jernspir; og hendes Barn blev bortrykket til Gud og hans Trone.
6 Og Kvinden flyede ud i Ørkenen, hvor hun har et Sted, beredt af Gud, forat de der skulde ernære hende i tusinde to hundrede og sektsi Dage.
7 Og der blev en Strid i Himmelen: Mikael og hans Engle strede mod Dragen, og Dragen stred, og dens Engle.
8 Men de kunde ikke seire, ei heller blev deres Sted mere fundet i Himmelen.
9 Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satan, som forfører hele Jorderiget; han blev nedstyrtet paa Jorden, og hans ENgle bleve nedstyrtede med ham.
10 Og jeg hørte en høi Røst i Himmelen, som sagde: Nu er Saligheden og Kraften og Riget blevet vor Guds, og Magten hans Salvedes: thi nedstyrtede er vore Brødres Anklaget, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat.
11 Og de have overvundet ham ved Lammets Blod og ved sit Vidnesbyrds Ord, og de havde hengivet sit Liv til Døden.
12 Derfor fryder eder, I Himle, og I, som bo i dem! Ve dem, som beboJorden og Havet! Thi Djævelen er nedstegen til eder, og han har stor Vrede, fordi han ved, at han kun har en liden Tid.
13 Og da Dragen saa, at den var styrtet til Jorden, forfulgte den Kvinden, som havde født Drengebarnet.
14 Og den store Ørns tvende Vinger bleve givne Kvinden, forat hun skulde flyve til Ørkenen, til sit Sted, der, hvor hun faar sin Føde en Tid og to Tider og en halv Tid, borte fra Slangens Ansigt.
15 Og Slangen skjød Vand som en Strøm af sin Mund efter Kvinden for at bortskylle hende med Strømmen.
16 Og Jorden kom Kvinden til Hjælp, og Jorden oplod sin Mund og opslugte Strømmen, som Dragen havde skudt af sin Mund.
17 Og Dragen forbitredes paa Kvinden, og gik bort for at føre Krig mod de Øvrige af hendes Æt, dem, som bevare Guds Bud og have Jesu Christi Vidnesbyrd.
Et Dyr med syv Hoveder og ti Horn faar Magt af Dragen, taler Bespottelser, overvinder de Hellige, forfører Mange, men skal faa sin Løn, K. 12, 18: 12, 1-10. Et andet Dyr gjør Tegn for dets Aasyn: Dyrets Billede faar en Aand: Mange modtage Dyrets Mærke: Dyrets Tal, 11-18.
Kap. 12, 18. Og jeg stod paa Havets Sand.
1 Og jeg saa et Dyr stige op af Havet, som havde syv Hoveder og ti Horn og paa sine Horn ti Kroner og paa sine Hoveder, Bespottelsens Navn.
2 Og Dyret, som jeg saa, var ligt en parder, og dets Fødder som en Bjørns, og dets Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin Kraft og sin Trone og stor Magt.
3 Og jeg saa et af dets Hoveder ligesom saaret til Døden, og dets dødelige Saar blev lægt, og al Jorden forundrede sig og fulgte efter Dyret.
4 Og de tilbade Dragen, som havde givet Dyret Magt, og det tilbade Dyret og sagde: Hvo er Dyret lig? Hvo kan stride mod det?
5 Og der blev givet det en Mund, som talte store Ting og Bespottelser, og der blev givet det Magt til at virke i to og firti Maaneder.
6 Og det oplod sin Mund til Bespottelse mod Gud, til at bespotte hans Navn og hans Bolig og dem, som bo i Himmelen.
7 Og det blev givet det at føre Krig mod de Hellige og at ovevinde dem, og der blev givet det Magt over hver Stamme og hvert Tungemaal og hvert Folk.
8 Og Alle, som bo paa Jorden, hvis Navne ikke, fra Verdens Grundvold blev lagt, ere skrevne i det slagtede Lams Livsens Bog, skulle tilbede det.
9 Dersom Nogen har Øren, han høre!
10 Dersom Nogen samler til Fængsel, han gaar i Fængsel; dersom Nogen dræer med Sverd, han bør dræbes med Sverd. Her er de Helliges Taalmodighed og Tro!
11 Og jeg saa et andet Dyr stige op af Jorden, og det havde to Horn ligesom et Lam og talte ligesom en Drage.
12 Og det øver det første Dyrs hele magt for dets Aasyn og gjør, at Jorden og de, som bo derpaa, skulle tilbede det første Dyr, hvis dødelige Saar blev lægt.
13 Og det gjør store Tegn, saa det endog lader Ild falde ned fra Himmelen paa Jorden for Menneskenes Aasyn.
14 Og det forfører dem, som bo paa Jorden, for de Tegns Skyld, som det er det givet at gjøre for Dyrets Aasyn, idet det siger til dem, som bo paa Jorden, at de skulle gjøre et Billede for det Dyr, som har Saaret af Sveret og dog er blevet levende.
15 Og det fik Magt til at give Dyrets Billede Aand, saa Dyrets Billede endog kunde tale og gjøre, at alle de, der ikke vilde tilbede Dyrets Billede, skulde slaaes ihjel.
16 Og det gjør at der gives Alle, baade de Smaa og de Store, baade de Rige og de Fattige, baade de Frie og Trællene, et Mærke i deres høire Haand eller i deres Pande,
17 og at Ingen kan kjøbe eller sælge uden den, som har Mærket eller Dyrets Navn eller dets Tal.
De Beseglede staa paa Zions Bjerg og følge Lammet, 1-5. Et evigt Evangelium forkyndes, 6. 7. Babylon er faldet, 8. De, som tilbede Dyret, skulle pines, 9-11. De Hellige skulle holde ved i Taalmodighed indtil Døden, 12. 13. Guds Vredes Høst gaar over Jorden, 14-20.
2 Og jeg hørte en Røst fra Himmelen som mange Vandes Lyd og som en stærk Tordens Lyd, og jeg hørte Harpespilleres Lyd, som spillede paa sine Harper.
3 Og de sang en ny Sang for Tronen og for de fire Dyr og de Ældste; og Ingen kunde lære den Sang, uden de hundrede og fire og firti Tusinde, de, som ere kjøbte fra Jorden.
4 Disse ere de, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de ere Jomfruer. Disse ere de, som følge Lammet, hvor det gaar. Disse ere kjøbte fra Menneskene, en Førstegrøde for Gud og Lammet,
5 og i deres Mund er ikke funden Svig; thi de ere ustraffelige for Guds Trone.
6 Og jeg saa en anden ENgel flyve midt igjennem Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde dem, som bo paa Jorden, og alle Slægter og Stammer og Tungemaal og Folk,
7 og han sagde med høi Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen, og tilbeder ham, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder:
8 Og en anden Engel fulgte, som sagde: Faldet, faldet er Babylon, den store Stad, fordi det har givet alle Folk at drikke af sit Horeries Vredes Vin.
9 Og en tredje Engel ulgte dem og sagde med høi Røst: Dersom Nogen tilbeder Dyret og dets Billede og modtager Mærket i sin Pande eller i sin Haand,
10 saa drikker ogsaa han af Guds Vredes Vin, som er iskjenket ublandet i hans Fortørnelses Kalk, og han skal pines med Ild og Svovel for de hellige Engles og for Lammets Aasyn.
11 Og deres Pines Røg opstiger i al Evighed, og de have ikke Hvile Dag eller Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og den, som modtager dets navns Mærke.
12 Her er de Helliges Taalmodighed, her ere de, som bevare Guds Bud og Jesu Tro!
13 Og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde til mig: Skriv: Salige ere de Døde, som dø i Herren, fra nu af! Ja, siger Aanden, de skulle hvile fra sine Arbeider, men deres Gjerninger følge med dem.
14 Og jeg saa, og se, en hvid Sky, og En sad paa Skyen, lig en Menneske-Søn, som havde en Guldkrone paa sit Hoved og en skarp Sigd i sin Haand.
15 Og en anden Engel kom ud af Templet og raabte med høi Røst til den, som sad paa Skyen: Udtræk din Sigd og høst! Thi Timen til at høste er kommen, thi Jordens Høst er moden.
16 Og den, som sad paa Skyen, lod sin Sigd gaa over Jorden, og Jorden blev høstet.
17 Og en anden Engel kom ud af Templet i Himmelen; ogsaa han havde en skarp Sigd.
18 Og en anden Engel, som havde Magt over Ilden, kom ud fra Alteret, og han raabte med stærkt Skrig til den, som ahvde den skarpe Sigd, og sagde: Udtræk din skarpe Sigd og høst Druerne af Jordens Vintræ! Thi dets Durer ere modne.
19 Og Engelen lod sin Sigd gaa over Jorden og høstede Frugten af Jordens Vintræ og kastede den i Guds Vredes store Persekar.
20 Og Persekarret blev traadt udenfor Staden, og der gik Blod ud af Persekarret indtil Hestenes Bisler, saa langt, som tusinde og seks hundrede Stadier.
2 Og jeg saa ligesom er Glashav, blandet med Ild, og dem, som havde vundet Seier over Dyret og over dets Billede og over dets Mærke og over dets Navns Tal, staa ved Glashavet og holde Guds Harper.
3 Og de sang Moses’s, Guds Tjeners, Sang og Lammets Sang og sagde: Store og underlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Aømægtige! Retfærdige og sande ere dine Veie, du de Helliges Konge!
4 Hvo skulde ikke frygte dig, Herre, og ære dit Navn? Thi du er alene hellig; thi alle Folk skulle komme og tilbede for dit Aasyn, fordi dine Domme ere blevne aabenbare.
5 Og derefter saa jeg, og se, Vidnesbyrdets Tabernakels Tempel i Himmelen blev oplukket,
6 og de syv Kugle, som havde de syv Plager, kom ud af Templet, iførte et rent og skinnende Linklæde og ombundne under Brystet med Guldbælter.
7 Og et af de fire Dyr gav de syv Engle syv Guldskaaler, fyldte med Guds Vrede, hans, som lever i al Evighed.
8 Og Templet fyldtes med Røg af Guds Herliged og af hans Magt; og Ingen kunde gaa ind i Templet, førend de syv Engles syv Plager vare endte.
Den første Engel dgyder sin Skaal paa Jorden, 1. 2, den anden i Havet, 3, den tredje i Floderne, 4-7, den fjerde i Solen, 8.9, den femte pa Dyrets Trone, 10. 11, den sjette i Floden Eufrat, 12-16, den syvende i Luftem, 17-21.
2 Og den første gik hen og udøste sin Skaal paa Jorden; og der blev en ond og fordærvelig Byld paa de Mennesker, som havde Dyrets mærke, og som tilbade dets Billede.
3 Og en anden Engel udøste sin Skaal i Havet; og der blev Blod som af en Død, og hver levende Sjæl i Havet døde.
4 Og den tredje Engel udøste sin Skaal i Floderne og Vandkilderne; og der blev Blod.
5 Og jeg hørte Vandenes Engel sige: Retfærdig er du, Herre, du, som er, og som var, du Hellige, at du har dømt denne Dom.
6 Thi de have udøst Helliges og Profetes Blod, og Blod har du givet dem at drikke; thi de ere det værd.
7 Og jeg hørte en anden Engel fra Alteret sige: Ja, Herre, Gud, du Almægtige, dine Domme ere sande og retfærdige.
8 Og den fjerde Engel udøste sin Skaal i Solen; og den fik Magt til at brænde Menneskene med Ild.
9 Og Menneske brændte i stor Hede og bespottede Guds Navn, som har Magt over disse Plager, og de omvendte sig ikke til at give ham Ære.
10 Og den femte Engel udøste sin Skaal pa Dyrets Trone; og dets Rige blev formørket, og de tyggede sine Tunger af Pine,
{{vers|16|11} og de bespottede Himmelens Gud for sine Piner og for sine Bylder, og de omvendte sig ikke fra sine Gjerninger.
12 Og den sjette Engel udøste sin Skaal i den store Flod Eufrat; og dens Vand borttørredes, forat Veiens kulde beredes for Kongerne fra Østen.
13 Og jeg saa, at der af Dragens Mund og af Dyrets Mund og af den falske Profets Mund udkom tre urene Aander, som lignede Padder.
14 Thi de ere Djævlenes Aander, som gjøre Tegn, og de gaa ud til Jordens, ja hele Jorderigets Konger for at samle dem til Krigen paa Guds, den Almægtiges, hun store Dag.
15 Se, jeg kommer som en Tyv. Salig er den, som vaager og bevarer sine Klæder, forat han ikke skal gaa nøgen, og de skulle se hans Skam.
16 Og han forsamlede dem til det Sted, som kaldes paa Hebraisk Harmageddon[3].
17 Og den syvende Engel udøste sin Skaal i Luften; og en høi Røst udgik fra Templet i Himmelen, fra Tronen, og sagde: Det er skeet!
18 Og der skede Røster og Tordener og Lyn, og der skede et stort Jordskjælv, saadant, som ikke har været fra den Tid, Menneskene bleve til paa Jorden, et saadant Jordskjælv, saa stort.
19 Og den store Stad blev til tre Dele, og Folkenes Stæder faldt, og det store Babylon blev ihukommet for Gud til at give hende Bægeret med hans strenge Vredes Vin.
20 Og hver Ø flyede, og Bjergene bleve ikke fundne.
21 Og en stor Hagel, ventnertung, faldt ned fra Himmelen paa Menneskene, og Menneskene bespottede Gud for Hagelens Plage; thi dens Plage var meget stor.
En Engel viser Johannes den store Skjøge, som er Babylon, 1-6. Engelen forklarer Synet om Skjøgen og om Dyret med syv Hoveder og ti Horn, paa hvilket Skjøren sidder, 7-18.
2 med hvem Jordens Konger have bolet, og de, som bo paa Jorden, ere blevne drukne af hendes Horeries Vin.
3 Og han førte mig i Aanden hen i Ørkenen, og je saa en Kvinde, som sad paa et skarlagenfarvet Dyr, fuldt af Bespottelsens Navne, som havde syv Hoveder og ti Horn.
4 Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og bedækket med Guld og Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Vederstyggeligheder og hendes Horeries Urenhed.
5 Og paa hendes Pande var skrevet et Navn: Hemmelighed, Babylon, det store, Moder til Skjøgerne og Vederstyggelighederne paa Jorden.
6 Og jeg saa Kvinden drukken af de Helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg forundrede mig, da jeg saa hende, med en stor Forundring.
7 Og Engelen sagde til mig: Hvi forundrede du dig? Jeg vil sige dig Kvindens Hemmelighed og Dyrets, som bærer hende, og som har de syv Hoveder og de ti Horn.
8 Det Dyr, som du saa, har været og er ikke og skal opstige af Afgrunden og fare bort til Fordærvelse; og de, som bo paa Jorden, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livsens Bog, fra Verdens Grundvold blev lagt, skulle forundre sig, naar de se Dyret, som var og ikke er, endog det er.
9 Her er det Sind, som har Visdom! De syv Hoveder ere syv Bjerge, paa hvilke Kvinden sidder,
10 og de ere syv Konger; de fem ere faldne, og den ene er til, den anden er endnu ikke kommen, og naar han kommer, bør det ham at blive en liden Tid.
11 Og Dyret, som var og ikke er, er selv den ottende og er af de syv og farer bort til Fordærvelse.
12 Og de ti Horn, som du saa, ere ti Konger, som endnu ikke have faaet Riget, men faa Magt som Konger een Time med Dyret.
13 Disse have een mening, og sin Magt og Myndighed skulle de overgive Dyret.
14 Disse skulle stride mod Lammet, og Lammet skal overvinde dem, thi det er Herrers Herre og Kongers Konge, og de, som ere med det, de Kaldte og Udvalgte og Trofaste.
15 Og han sagde til mig: De Vande, som du saa, der, hvor Skjøgen sidder, ere Folk og Skarer og Slægter og Tungemaal.
16 Og de ti Horn, som du saa paa Dyret, disse skulle hade Skjøgen og gjøre hende øde og nøgen og æde hendes Kjød og opbrænde hende med Ild.
17 Thi Gud har givet dem i Hjertet at gjøre efter hans Sing og at have eet Sing og at give Dyret sit Rige, indtil Guds Ord ere blevne fyldbyrdede.
En Engel kundgjør, at Babylon er faldet, 1-3. Guds Folk skal gaa ud fra det; svare Plager skulle komme over det, 4-8. Kongerne, Kjøbmændene og de Søfarende skulle begreæde det, 9-12, men Himlerne skulle fryde sig, 20. Det skal pludselig aldeles forgaa, 21-24.
2 Og hans raabte med Styrke, med høi Røst, og sagde: Faldet, faldet er Babylon, det store, og det er blevet Djævlenes Bolig og et Fængsel for alle urene Aander og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle.
3 Thi af hendes Horeries Vredes Vin have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Kjøbmænd ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde.
4 Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Gaar bort fra hende, I mit Folk, forat I ikke skulle blive delagtige i hendes Synder, og forat I ikke skulle rammes af nogen af hendes Plager!
5 Thi hendes Synder naa indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder i Hu.
6 Betaler hende, som hun har betalt eder, og gjengjælder hende dobbelt efter hendes Gjerninger! Skjenker hende dobbelt i den Kalk, som hun har iskjenet!
7 Saa meget, som hun har ophøiet sig selv og levet i Yppighed, saa meget giver hende af Pine og Sorg! Efterdi hun siger i sit Hjerte: Jeg sidder som Dronning og er ikke Enke, og Sorg skal jeg ingenlunde se,
8 derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag og Død og Sorg og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som dømmer hende.
9 Og Jordens Konger, som have bolet og drevet Vellyst med hende, skulle begræde hende og hyle over hende, naar de se Røgen af hendes Brand;
10 de skulle staa langt borte af Frygt for hendes Pinsel og sige: Ve, ve, du store Stad, Babylon, du stærke Stad, thi i een Time er din Dom kommen!
11 Og Jordens Kjæbmænd skulle græde og sørge over hende, fordi Ingen mere kjøber deres Varer,
12 Varer af Guld og Sølv og Ædelstene og Perler og kosteligt Linklæde og Purpur og Silke og Skarlagen og allehaande vellugtende Træ og allehaande Arbeider af Elfenben og allehaande Arbeider af kostbart Træ og af Kobber og Jern og Marmor.
13 og Kanelbark og Røgelser og Salve og Virak og Vin og Olje og fint Mel og Hvede og Hornkvæg og Faar og Heste og Vogne og Trælle og Menneskesjæle.
14 Og den Frugt, din Sjæl havde Lyst til, er vegen fra dig, og alt det ede og GLimrende er veget fra dig, og du skal ingenlunde finde det mere.
15 De, som handle med disse Ting, som ere blevne rige ved hende, skulle staa langt borte af Frygt for hendes Pinsel og græde og sørge og sige:
16 Ve, ve, den store Stad, som var klædt i kosteligt Linklæde og Purpur og Skarlagen og bedækket med Guld og Ædelstene og Perler, thi i een Time er saa stor Rigdom gaaet tilgrunde!
17 Og alle Styrmænd og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og saa Mange, som befare Havet, stode langt borte
18 og raabte, da de saa Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvo var lig den store Stad?
19 Og de kastede Støv paa sine Hoveder og raabte grædende og sørgende og sagde: Ve, ve, den store Stad, i hvilken Alle, som have Skibe paa Havet, bleve berigede af dens Pragt, thi i een Time er den gaaet tilgrunde!
20 Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Profeter, fordi Gud har udført eders Ret imod den!
21 Og en vældig Engel opløftede en Sten som en stor Møllesten og kastede den i Havet og sagde: Saa skal Babylon, den store Stad, nedkastes med Hast og ikke findes mere.
22 Og Harpesilleres og Sangeres og Fløitespilleres og Basunblæseres Lyd skal ikke høres i dig mere, og ikke nogen Kunstner i nogen Kunst findes i dig mere, og Møllens Lyd ikke høres i dig mere,
23 og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom alle Folkene ere blevne bedaarede.
24 Og i den er Profetes og Helliges Blod fundet, og alle deres, som ere mydede paa Jorden.
I Himmelen raabes Halleluja over Babylons Fald, og fordi Gud nu har antaget Riget, og Lammets Bryllup er kommer, 1-10. Christus med Himmelens Hære drager ud til Strid, 11-18. Rovfuglene indbydes til Maaltid; Dyret og dne falske Profet kastes i Ildsøen, de Øvrige ihjelslaaes, 17-21.
2 Thi sande og retfærdige ere hans Domme, thi han har dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og han har krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand.
3 Og de sagde anden Gang: Halleluja! Og hendes Røg opstiger i al Evighed.
4 Og de fire og tyve Ældste og de fire Dyr faldt ned og tilbade Gud, som sad paa Tronen, og sagde: Amen! Halleluja!
5 Og en Røst udgik fra Tronen og sagde: Lover vor Gud, alle hans Tjenere og I, som frygte ham, baade de Smaa og de Store!
6 Og jeg hørte som en stor Skares Røst og som manges Vandes Lyd og som stærke Tordeners Lyd, som sagde: Halleluja! Thi Herren, Gud, den Almægtige, har antaget Riget.
7 Lader os glæde og fryde os og give ham Æren! Thi Lammets Bryllup er kommet, og hans Brud har beredt sig.
8 Og det blev hende givet at iføre sig rent og skinnende kosteligt Linklæde; thi det kostelige Linklæde er de Helliges Dyder.
9 Og han sagde til mig: Skriv: Salige ere de, som ere kaldte til Lammets Bryllups Nadverd! Og hans sagde til mig: Dette er Guds sande Ord.
10 Og jeg faldt ned for hans Fødder for at tilbede ham, og hans sagde til mig: Gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd. Tilbed Gud! Thi Jesu Vidnesbyrd er Profetiens Aand.
11 Og jeg saa Himmelen opladt, og se, en hvid Hest, og den, der sad paa den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og strider med Retfærdighed.
12 Men hans Øine vare som Ildslue, og der var mange Kroner paa hans Hoved; han havde et Navn skrevet, som Ingen kjender, uden han selv,
13 og han var iført et Klædehon; dyppet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord.
14 Og Hærene i Himmelen fulgte ham paa hvide Heste, iførte hvidt og rent Kosteligt Linklæde,
15 og af hans Mund udgaar der et skarpt Sverd, forat han med det skal slaa Hedningerne; og han skal regjere dem med Jernspir, og han træder Guds, den Almægtiges, strenge Vredes Vins Persekar.
16 Og han har et Navn skrevet paa Klædebonnet og paa sin Lænd: Kongers Konge og Herrers Herre.
17 Og jeg saa en Engel staaende i Solen, og han raabte med høi Røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt under Himmelen: Kommer og samler eder til Guds store Maaltid
18 for at æde Kongers Kjæd og Krigshøvdingers Kjød og Stærkes Kjød og Kjødet af Heste og af dem, som sidde paa dem, og Kjødet af Alle, Frie og Trelle og Smaa og Store!
19 Og jeg saa Dyret og Jordens Konger og dere Hære forsamlede for at føre Krig mod ham, som sad paa Hesten, og mod hans Hær.
20 Og Dyret blev grebet, og med det den falske Profet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som modtoge Dyrets Mærke, og som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovel.
21 Og de Øvrige bleve ihjelslagne med hans Sverd, som sad paa Hesten, hvilket udgik af hans Mund; og alle Fugle bleve mættede af deres Kjød.
Djævelen bindes, de Hellige blive levende og regjere med Christus tusinde Aar, 1-6, Djævelen bliver løsladt en liden Tid; Gog og Magog ødelægges; Djævelen kastes i Ildsøen, 7-10, Dommen holdes 11-15.
2 Og han greb Dragen den gamle Slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde Aar
3 og kastede ham i Afgrunden og tillukkede og forseglede over ham, forat han ikke mere skulde forføre Folkene, indtil de tusinde Aar vare fuldendte; og efter den Tid bør det ham at løses en liden Tid.
4 Og jeg saa Troner, og de satte sig paa dem, og det blev dem givet at holde Dom; og jeg saa deres Sjæle, som vare halshuggede for Jesu Vidnesbyrds og for Guds Ords Skyld, og dem, som ikke havde tilbedet Dyret eller dets Billede og ikke modtaget Mærket i sin Pande og paa sin Haand, og de bleve levende og regjerede med Christus de tusinde Aar.
5 Men de øvrige Døde blev ikke levende igjen, indtil de tusinde Aar vare fuldendte. Dette er den første Opstandelse.
6 Salig og hellig er den, som har Del i den første Opstandelse; over disse har den anden Død ikke Magt, men de skulle være Guds og Christi Prester og regjere med ham i tusinde Aar.
7 Og naar de tusinde Aar ere fuldendte, skal Satan løses af sit Fænsel.
8 Og hans kal gaa ud for at forføre FOlkene i Jordens fire Hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til Strid; deres Tal er som Havets Sand.
9 Og de droge fram over Jordens vide Flade og omringede de Helliges Leir og den elskede Stad. Og Ild faldt ned af Himmelen fra Gud og fortærede dem.
10 Og Djævelen, som havde forført dem, blev kastet i Søen af Ild og Svovel, hvor Dyret og den falske Profet vare, og de skulle pines Dag og Nat i al Evighed.
11 Og jeg saa en stor, vhid Trone og ham, som sad paa den, for hvis Aasyn Jorden og Himmelen flyede, og der blev ikke fundet Sted for dem.
12 Og jeg saa de Døde, Smaa og Store, staaende for Gud, og Bøgerne bleve oplukkede, og en anden Bog blev oplukket, som er Livsens Bog, og de Døde bleve dømte efter det, som var skrevet i Bøgerne, efter sine Gjerninger.
13 Og Havet gav tilbage de Døde, som vare i det, og Døden og Helvede gave tilbage de Døde, som vare i dem; og de blev dømte, Enhver efter sine Gjerninger.
14 Og Døden og Helvede bleve kastede i Ildsøen. Dette er den anden Død.
15 Og dersom Nogen ikke fandtes skeven i Livsens Bog, blev han kastet i Ildsøen.
Johannes ser en ny Himmel og en ny Jord og det himelske Jerusalem, hvor Gud bor hos de Mennesker, som have seiret; de Øvrige udelukkes, 1-8. Det himmelske Jerusalems store Herlighed, 9-23. Hvem der skal komme ind der, 24-27.
2 Og jeg, Johannes, saa den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned af Himmelen fra Gud, beredt som en Brud, der er smykket for sin Brudgom.
3 Og jeg hørte en høi Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Bolig er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud.
4 Og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine, og Døden skal ikke være mere, ei heller Sorg, ei heller Skrig, ei heller Pine skal være mere; thi de første Ting ere vegne bort.
5 Og han, so sad paa Tronen, sagde: Se, jeg gjør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv! Thi disse Ord ere trofaste og sande.
6 Og han sagde til mig: Det er skeet. Jeg er Alfa og Omega, Begyndelsen og Enden. Jeg vil give den Tørstige af Livsens Vands Kilde uforskyldt.
7 Den, som seirer, skal arve alle Ting, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min Søn.
8 Men de Frygtagtige og Vantro og Vederstyggelige og Manddraberne og Skjørlevnerne og Troldkarene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnere, deres Del skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovel, hvilket er den anden Død.
9 Og en af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, fulde af de syv sidste Plager, kom til mig og talte med mig og sagde: Kom! Jeg vil vise dig Bruden, Lammets Hustru.
10 Og han førte mig i Aanden hen paa et stort og høit Bjerg og viste mig den store Stad, det hellige Jerusalem, som steg ned af Himmelen fra Gud.
11 Den havde Guds Herlighed, og dens Lys var som den kosteligste Sten, som krystalklar Jaspis.
12 Og den havde en stor og høi Mur; den havde tolv Porte og over Portene tolv Engle og paaskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns tolv Stammers,
13 mod Østen tre Porte, mod Norden tre Porte, mod Sønden tre Porte, mod Vesten tre Porte.
14 Og Stadens Mur havde tolv Grundvolde og paa dem Lammets tolv Apostlers Navne.
{{vers|21|15} Og han, som talte med mig, havde et Guldrør for at maale Staden og dens Porte og dens Mur.
16 Og Staden ligger i en Firkant, og dens Længde er saa stor som Bredden. Og han maalte Staden med Røret: tolv tusinde Stadier; dens Længde og Brede og Høide ere lige.
17 Og han maalte dens Mur, hundrede og fire og firte Alen, efter et Menneske-Maal, som Engelen brugte.
18 Og dens Mur var opbygget af Jaspis, og Staden var rent Guld, lig rent Glas.
19 Og Stadens Murs Grundvolde vare prydede med allehaande kostelige Stene; den første Grundvol var Jaspis, den anden Safir, den tredje Kalcedou, den fjerde Smaragd,
20 den femte Sardonyx, den sjette Sarder, den syvende Krysolit, den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Krysopras, den ellevte Hyacint, den tolvte Ametyst.
21 Og de tolv Porte vare tolv Perler, enhver af Portene var af een Perle, og Stadens Gade var rent Guld, som gjennemsigtig Glas.
22 Og jeg saa ikke noget Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud, den Almægtige, og Lammet.
23 Og Staden behøver ikke Solen eller Maanen til at skinne i den; thi Guds herlighed har oplyst den, og Lammet er dens Lys.
24 Og Folkeslagene af de Frelste skulle vandre i dens Lys, og Jordens Konger bringe sin Herlighed og Ære til den.
25 Og dens Porte skulle ikke lukkes om Dagen; thi Nat skal ikke være der.
26 Og de skulle bringe Folkenes Herlighed og Ære til den.
27 Og Intet Urent skal komme ind i den, ei heller hvad der øver Vederstyggelighed og Løgn, kun de, som ere skrevne i Lammets Livsens Bog.
I Staden er Livsens Vand, og Livsens Træ; de Udvalgtes Salighed beskrives, 1-5. Denne Profæti stadfæstes: Engelen vil ei tilbedes, 6-10. Hvem der skal blive delagtig i denne salige Tilstand, 11-15. Bogens Slutning, 16-21.
2 Midt i Stadens Gade og paa begge Sider af Floden stod Livsens Træ, som bar tolv Gange Frugt og gav hver Maaned sin Frugt; og Bladene af Træet tjente til Folkenes Lægedom.
3 Og der skal ingen Forbandelse være mere, og Guds og Lammets Trone skal være i den, og hans Tjenere skulle tjene ham,
4 og de skulle se hans Aasyn, og hans Navn skal være i deres Pander.
5 Og Nat skal ikke være der, og de behøve ikke Lys eller Solens Skin, thi Gud Herren lyser for dem; og de skulle regjere i al Evighed.
6 Og han sagde til mig: Disse Ord ere trofaste og sande, og Herren, de hellige Profeters Gud, har udsendt sin Engel for at vise sine Tjerne, hvad der snart bør ske.
7 Se, jeg kommer snart. Salig er den, som bevarer denne Bogs Profeties Ord.
8 Og jeg, Johannes, er den, som saa og hørte disse Ting; og da jeg havde hørt og seet, faldt jeg ned for at tilbede for Engelens Fødder, som viste mig disse Ting.
9 Og han siger til mig: Gjør det ikke! Thi jeg er din Medtjener og dine Brødres, Profeternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord. Tilbed Gud!
10 Og han siger til mig: Du skal ikke forsegle denne Bogs Profeties Ord; thi Tiden er nær.
11 Den, som gjør Uret, gjøre fremdeles Uret, og den Urene vorde fremdeles uren, og den Retfærdige vorde fremdeles retfærdig, og den Hellige vorde fremdeles helliget!
12 Og se, jeg kommer snart, og min Løn er med mig, for at betale Enhver, som hans Gjerning monne være.
13 Jeg er Alfa og Omega, Begyndelsen og Enden, den Første og den Sidste.
14 Salige ere de, som holde hans Bud, forat de maa have Adgang til Livsens Træ og gaa ind igjenne Portene i Staden.
15 Men udenfor ere Hundene og Trolkarlene og Skjørlevnerne og Manddraberne og Afgudsdyrkerne og Enhver, som elsker og øver Løgn.
16 Jeg, Jesus, har udsendt min Engel for at vidne disse Ting for eder i Menighederne; jeg er Davids Rod og Slægt, den skinnende Morgenstjerne.
17 Og Aanden og Bruden sige: Kom! Og hvo der hører sige: Kom! Og hvo der tørster, komme, og hvo der vil, tage Livsens Vand uforskyldt!
18 Thi jeg vidner for Enhver, som hører denne Bogs Profeties Ord: Dersom Nogen lægger Noget til disse Ting, sa skal Gud lægge paa ham de Plager, som ere skrevne i denne Bog,
19 og dersom Nogen tager Noget bort fra denne Profeties Bogs Ord, da skal Gud borttage hans Del af Livsens Bog og af den hellige Stad og de Ting, som ere skrevne i denne Bog.
20 Han, som vidner disse Ting, siger: Ja, jeg kommer snart. Amen, ja kom. Herre Jesus!
21 Vor Herres Jesu Christ Naade være med eder alle! Amen.