Berømte Nordmænd
29. „Berömte Nordmænd.“ En Cyclus Mindeblade af fortjente Landsmænd i ældre og nyere Tider. Udgiven af Chr. Tönsberg. No. 1. Anna Colbjörnsdatter. Christiania 1853. St. Folio.
I et Omslag med denne Titel og ledsaget af en Subskriptionsplan har Hr. Tønsberg i disse Dage udgivet et særdeles smukt Portræt af den bekjendte Norderhovske Prestekone, lithograferet af C. Simonsen efter Originalmaleriet, og trykt i Em. Bærentzen & Comps. fordeelagtigt bekjendte Institut i Kjøbenhavn. Selve Portrættet er 21 Tommer høit og 133⁄4 Tom. bredt. De Mange, der i Norderhovs Kirkechor have seet dette herlige Portræt, der nu tilhører Foreningen til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring, mindes vistnok den stadselige Kvinde i sort Høitidsskrud, med det tilbagestrøgne upudrede Haar og det blufærdige, tætsluttende Livstykke, med de regelmæssige, alvorlige Træk og de kloge Øine. Hun er saa forskjellig fra sine Samtidige med høit Sæt, udringet Barm og en Blomsterkvast i et Par spidse Fingre, at selv den i Malerkunsten Ukyndige maa føle, at han her har et usædvanligt Kunstverk for sig, og at saaledes maa denne mandige Frue have seet ud, da hun i 1716 modtog de ubudne Gjester og ved sin Raadsnarhed og Selvbeherskelse beredede deres Undergang. Dette Portræt er derfor i og for sig en kjærkommen Gave, og dets uden Tvivl særdeles heldige techniske Udførelse (hvorom Meddeleren iøvrigt ikke tør dømme) vil, uden Hensyn til den historiske Interesse som knytter sig dertil sikre det en hæderlig Plads i Kunstvenners Samlinger.
Idet vi saaledes ansee dette nye Foretagende af Hr. Tønsberg i enhver Henseende vel begyndt, og derfor maa ønske det den fornødne Understøttelse og Opmuntring, skulle vi tilføie nogle Bemærkninger, som vi antage her ville være paa sit rette Sted.
Det er et yderst vanskeligt Foretagende at ville udgive paalidelige Billeder af „berømte“ Nordmænd; thi vore berømte Mænd ere faa, og „aldeles paalidelige Malerier“ af dem ere endnu færre. Norges berømte Mænd ere næsten alle ældre end Portrætternes Tid, og den over 400-aarige Dorskhed, der har ruget over vort Folk lige indtil de seneste Dage og ladet det glemme sig selv og glemmes af Andre, har i Forening med Ildsvaader, Slægters Forarmelse eller Uddøen og andre Tilfældigheder berøvet os mange af de Materialier, Udgiveren ved en saadan Portræt-Samling tiltrænger. Man finder stundom Malerier af mere end almindeligt Værd, men den nu levende Slægt har som oftest glemt, hvem de forestille, og mig bekjendt besidder neppe Nogen her i Landet de fornødne Kundskaber til nu at faa dette oplyst. Fremdeles – Mangel paa Opmuntring har hidtil gjort det umuligt for en virkelig Kunstner at ernære sig iblandt os; Landets faa Rigmænd havde ikke den fornødne Kunstsands og Smag, til at de skulde anvende 100 Rdlr. paa et „Skilderi,“ som en forløben Smører tilbød sig at levere for 10. Faa satte Foden udenfor Fædrelandet, og disse vare i Regelen fattige Studerende eller Officerer, som i Udlandet søgte Kundskaber eller Brød. Som oftest ere derfor de os leverede Portrætter yderst slette Billeder af uberømte Mænd, og ere saaledes ved dette Foretagende uden Nytte.
En anden Vanskelighed, Udgiveren ofte vil støde paa og lettelig støde imod, foraarsager Spørgsmaalet om, hvad der skal forstaaes ved Nordmænd. Kan Arild Huitfeld regnes for en Nordmand, fordi han er fød paa Bergenhus Slot, men kom som Barn derfra til sine Forældres Hjem Danmark, hvor han siden blev, uden at betragte sig som Nordmand[1]; eller omvendt, maa ikke Biskop Bartholomæus Deichman, skjønt fød og uddannet i Danmark, ved en langvarig og i mange Retninger hæderlig Virksomhed som norsk Biskop, med Rette regnes for en „berømt Nordmand?“ Spørgsmaal som disse vover Anmelderen ikke at besvare. Han fremsætter dem kun her til nærmere Drøftning, med det Tillæg, at det i flere Henseender vil være forsigtigere at udelukke end at optage, hvad der ei med fuld Ret tilhører Norge; thi ellers have vi givet de Mange, der stjæle eller røve vore bedste Mænd fra os, nye Vaaben i Hænde. Det forekommer Anmelderen, at det her var bedst at undgaa hele dette Spørgsmaal ved f. Ex. at give Samlingen en Titel, hvorunder ogsaa andre end fødte Nordmænd kunde gives Plads. Derved vilde den ovenfor anførte største Vanskelighed i høi Grad lettes, idet Adgangen til paalidelige Originaler betydeligt vilde forøges. Hvad ønske vi her at faa? Portrætter af indfødte Nordmænd, om de end f. Ex. som Cort Adeler lidet have virket for deres Fædreland, eller som Arild Huitfeld og Nils Juel kun skylde Tilfældigheden deres norske Fødsel, og forlode Landet i spæde Aar; eller Portrætter af Mænd, som have i mere end almindelig Grad gavnet vort Fædreland eller havt Indflydelse paa dets Skjebne, uden Hensyn til hvor de vare fødte? Jeg antager, at de Fleste ville erklære sig for de sidste – hvorved iøvrigt ingenlunde de Førstnævnte udelukkes – og at jeg ikke staaer ene i Beklagelsen over, at Mænd som Christoffer Valkendorf, hvem Norges Handel skylder saa meget, Christian den Fjerde, Prinds Christian August, Barth. Deichman, Hannibal Sehested, U. F. Gyldenløve, Statholder Benzon, Biskop E. Pontoppidan, Feltmarskalk Wedell (Wedel-Jarlsbergernes Stamfader), General Huth o. m. fl. af et saa uvæsentligt Hensyn som Fødselsstedet skulde udelukkes.
Den tredie Vanskelighed, Udgiveren ved dette Foretagende vil have at overvinde er Afsætningen. Lithografien har – saa paradoxt det end lyder – dræbt „Skilderierne;“ deres Tid er forbi. Man hænger dem ikke længere i smukke Rammer i Stadsstuerne, men ruller dem enten vandalisk paa en Stok, eller om det kommer høit, lægger dem i en Mappe henne i en Krog. Væggene skulle nu klædes med Tapetpapir i Stedet for de gamle gode „Kobberstykker“ og et Oliemaleri i forgyldt Ramme er det eneste som taales. Hvorledes skulde ellers Rigmandens Salon skilles fra Prestens, Haandverkerens og Bondens Storstue? – Men denne Vanskelighed angaaer ikke os som Anmeldere, og Udgiveren vil kunne undvære de moderne Saloner, og sandsynligviis være tilfreds, hvis hans Mindeblade gives Plads paa saa mange gammeldags Storstuevægge, som der er Mænd med slige, der have Evne til og Sands for at kjøbe dem. Og dette ville vi ønske ham, idet vi tilføie, at efter Planen skal der udkomme høist et Blad hvert Fjerdingaar à 60 ß for Subskribenter (1 Spd. for andre Kjøbere) og at Subskriptionen gjælder for 10 Blade, samt fremdeles for de følgende 5, naar den ei opsiges inden Modtagelsen af 8de Blad.[2]
Chr. Lange.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ I saa Fald maatte paa den anden Side vort Fædrelands lærdeste afdøde Historiker Justitiarius J. Chr. Berg, der mere end de Fleste var Nordmand, opføres som Dansk, da han ved en Skjebnens Ironi fødtes i Kjøbenhavn ved en lignende Tilfældighed som Nils Juels Fødsel i Christiania.
- ↑ Anmelderen troer at burde benytte den her givne Anledning til at gjøre opmærksom paa, at Hr. Johan Dahl i disse Dage har nedsat Prisen paa de hos ham udkomne, ligeledes særdeles smukke og heldige 6 Portrætter af Grev Wedel, Proff. Hansteen, Schweigaard og Skjelderup samt Statsraad Stang og Prest Wexels til 60 ß. Stykket – og til 2 Syd. 48 ß. naar samtlige kjøbes paa een Gang. Denne Samling er af samme Format som den af Tønsberg nu paabegyndte; de staa hinanden ikke i Veien, men ville snarere tjene til at fuldstændiggjøre hinanden.