Studier over nogle af vor Tids vigtigste sociale og videnskabelige Forholde af L. Th. Barner
Norsk Litteratur.
30. Studier over nogle af vor Tids vigtigste sociale og videnskabelige Forholde, af L. Th. Barner, Cand. jur. Udgivet og forsynet med Titelblad efter Forfatterens Død. Bergen. Trykt i Fr. D. Beyers Bogtrykkerie 1853. 8. XI og 207 S.
Atter[1] har jeg det Hverv, idet jeg anmelder en Tilvext i Literaturen, med det samme at bringe Efterretning om et Tab. Atter ligger der for mig en Samling af Arbeider af en ung Mand, der har forladt det Timelige, inden hans Verk kunde komme for Lyset.
Og skjønt jeg her vistnok ikke har den særegne personlige Beføielse, som hist, til at indføre nærværende lille Bog for Læseverdenen, saa kan jeg ikke afholde mig fra at omtale, at jeg dog ikke har været uden Berørelse med dens Forfatter, idet jeg allerede har kjendt ham fra Skolen og siden endog dimitteret ham til Examen artium.
Det var en af disse stille Mennesker, som aldrig pegte sig frem, aldrig søgte at gjøre sin Mening gjældende, og i hvem derfor vist Ingen formodede der boede noget Usædvanligt. Ja jeg tør sige, det er med ikke ringe Overraskelse man erfarer, at han endog blot har skrevet en Bog.
Og dog er denne Bog slet ikke noget sædvanligt Product. Allerede en Bog, som blot indeholder „Studier,“ Tanker, Betragtninger! Hvem skriver hos os saaledes uden noget særeget Øiemed, blot for at meddele sine Tanker? Ja hvem tænker, havde jeg nær sagt, paa Andet end Dagens nærmeste praktiske Anliggender og sit eget Kalds Sysler? – Dog „Tanker ere jo toldfrie“ og der tør dog nok i vort kjære praktisk-travle Fædreneland være mere gjærende Tanke, end man gjerne indbilder sig. Men skrive! – Man skriver Brochurer om Storthing og Storthingsvalg, alskens Veiledninger til Dit og Dat, til at pløie og saae, til at kjende Kjøernes Melkeevne o. s. v.; Skolebøger, som Gutterne tvinges til at læse og derfor til at kjøbe; en sjelden Gang et lærd historisk Verk eller en Afhandling i et Tidsskrivt, som opretholdes af en priselig Patriotisme og hvis Hefter – forblive uopskaarne;[2] naar det kommer høit Æventyr og Juletræer til Festen, der blive bortloddede, – – kort sagt stedse dog Skrivter, som ere noget Bestemt, have et Navn, betyde og skulle tjene til Noget. Hvo der gjerne gad meddele en Smule Betragtning af en almindeligere, friere Natur, maa see at faae den anbragt ved en eller anden ydre Anledning eller – faae stukket den ind i en literær Anmeldelse! Saadan en upraktisk Tanke er ligesom en fattig vandrende Student, der for at befordres (til Trykken) maa takke Gud han kan faae hænge paa med de Forretnings-Reisende, der befare den literære Landevei. Hine „løse Fugle“ have gjerne ikke Raad til at holde egen Eqvipage! – En Bog, der Intet betyder og Intet vil, uden dette, at vidne om en stille Aands Bestræbelser for at klargjøre sig sin Verden, finde sig tilrette i Tidens „vigtigste sociale og videnskabelige Forholde,“ en saadan Bog er naturligviis en Sjeldenhed paa vort Skrivtmarked, og medens den vel ikke har Meget at bestille eller kan blive synderlig paaagtet i den larmende og handlende Verden, vil den med desto større Opmerksomhed blive modtagen af os ørkesløse Tilskuere.
De i Bogen indeholdte Betragtninger kunne imidlertid for saa vidt siges at falde ind i Tidens Interesser, som de for en meget stor Deel ere af politisk Art, og især tage Anledning af de nyeste europæiske Begivenheder. Fornemmelig dreie de sig om de store Omveltninger i Frankrige fra 1848 af. Men det er en Politik, som søger at indtage et høiere Stade, at opfatte Begivenhederne som charakteristiske, som Aabenbaringer af almindelige verdenshistoriske Principer og Ideer. Forfatterens ledende Grundtanke synes nu at være den, at den historiske Udvilling fast i alle Henseender løber ud i bratte Modsætninger, hvor den ene Side stedse repræsenteres af Frankrige, den anden af England. Snart er det „Krigsstaten“ i Modsætning til „Fredsstaten,“ snart Republiken lige over for det constitutionelle Monarchie, snart Theorie og Kunst lige over for Instinct og naturlig Udvikling o. s. v. Ved disse paa mange Maader anstillede Sammenligninger trækker nu stedse Frankrige det korteste Straa; ja man kan sige, at idet Menneskehedens Udvikling for Forf. adskiller sig i en Nat- og en Dag-Side, viser den første sig stedse syd, den anden nord for Canalen. Imidlertid dvæler Betragtningen i Almindelighed nærmest ved de franske Forholde og Begivenheder, og England bliver for det meste kun trukket ind for at danne en lys Baggrund for de mørke Malerier, Forf. med utrættelig Iver og ofte med Virtuositet fremstiller.
Egentlig falder Bogen – fraregnet de som Anhang tilføiede „Mosaikstykker“ – i tvende Hovedafsnit, hvoraf det første med Overskrivt „det suveræne Folk“ og med Motto: „Chose étrange, vous avez la vieillesse et vous n’avez pas la maturité,“ allerede herved giver sin Tendents tilkjende. Dette bestaaer igjen af tre forskjellige Opsatser: 1) „Februar-Revolutionen,“ 2) „Republiken og den constitutionelle Statsform, en Parallel“ og 3) „Verdensfreden, et Olieblad.“ Februar-Revolutionen og de derpaa følgende Begivenheder i Frankrige forekomme nu Forf. at maatte aabne Øinene paa alle dem, der for have troet paa det franske Folk og de franske Ideer; „den sidste Revolution kaster Lys ogsaa paa tidligere Begivenheder og giver Frankriges Historie et andet udseende.“ Det viser sig nu, mener han, at „Revolutionerne ikke vare fremgaaede af en sund og normal Trang til Frihed og Fremskridt, de vare kun ufrivillige Rystelser febrilske Krampetrækninger, som ved Folkets Talent og Landets uhyre materielle Ressourcer ophobede sig i store Proportioner og skuffede Tilskuere ved ydre Glands.“ Om Ludvig Napoleon heder det, at „man maa tilstaae, han har forstaaet Frankrige. Det suveræne Folk vil have en fri Forfatning, ikke for Realitetens, men for Fornøielsens Skyld, og han har givet dem det constitutionelle Maskinerie ikke som en Realitet men som et Legetøi. De ville have en æventyrlig, basunblæsende Regjering, og han har givet dem Keiserdømmet; de ville have demokratiske Symboler og drapere sig i romerske Pjalter, og han har givet dem den almindelige Stemmeret, og hver Voldshandling lader han sanctionere af en Valgact, hvori de romerske Folkebeslutninger parodieres.“ – I den trukne Parallel mellem de tvende Statsforfatninger, tages især af Voteringen den 10de December Anledning til at vise, at „Monarchiet er langt mere demokratisk end Republiken.“ „Enhver Regjering,“ heder det, „er igrunden charakteriseret, naar man veed, i hvilken Folkeclasse den søger sin Støtte; Republiken slutter sig til Adelen, Despotismen til Pøbelen; dette er de to Extremer og man maa have Mistillid til begge, fordi hverken Adelen eller Pøbelen kan ansees for Folkets Kjerne; hvad der i vore Dage nærmest maa kaldes Folkets Kjerne, er de næringsdrivende Classer, den saakaldte tredje Stand, og de Forfatninger, som slutte sig til denne Stand, maae vel være de meest tidssvarende.“ Naar Forf. i det Følgende dvæler ved det constitutionelle Monarchie som den fuldkomneste Statsform (paa hvilken da især Englands Forfatning bliver opstillet som et Mønster), fremhæver han medrette den „Trang til det Personlige“ som „gjennemtrænger alle Grene af Samfundslivet,“ og som især antages at være sterk hos Folkets Masse. „Det abstracte Begreb kan være tilstrækkeligt for de Dannede“ (?), „men de udannede Classer, som opfatte Politiken mere med Følelsen end med Forstanden, forstaae ikke disse kunstige Theorier, de ville have et synligt, personligt Symbol. Det er nu engang en Lov i den menneskelige Natur, at alle kjærlige og velvillige Følelser knytte sig til Personer; den menneskelige Aand har en Trang til det Personlige; Barnets første Tanke knytter sig til Personer og kommer først længe efter til Begreber. Den simple Mand bliver hele sit Liv staaende ved Tankens personlige Form, og den Dannede med udviklet Tænkning søger tilbage til denne som til et Hvilepunct.“ – I den tredje Opsats om Verdensfreden udvikles den ovenfor nævnte Modsætning mellem „Krigsstater og Fredsstater;“ det bemerkes i Almindelighed at „Krigen har altid havt sit Standqvarteer i de indre Fastlande, og Freden ved Havet; i den gamle Historie gjøres opmerksom paa Kampen mellem Romerne og Karthaginienserne; da var det Freds-Principet som laa under for Krigs-Principet; i den nyere Tid gjælder det Frankrige og England; men her haaber Forf., at Freden skal seire, og i Englands industrielle Udvikling og dennes tiltagende Betydning og Paaskjønnelse seer han en gylden Fremtid imøde.
Bogens anden Halvdeel „Mephistopheles &c.“ er en Række af satiriske Tidsbilleder i allegorisk-phantastisk Form. I 1789 see vi Mephistopheles ærgerlig og kjed over at Middelalderens Barbarie og Krige ere ophørte. En Støi, han hører fra England, bringer ham til at nærme sig i Haab om at see en Borgerkrig, men ved at komme nærmere finder han kun – Cartwrights Vævemaskine. Efter en Samtale med John Bull, hvori han forgjæves har søgt at bevæge denne til at gjøre Spectacler, vender han sig til Jean de France, hvor han finder villigere Gehør. Resultatet af deres Forhandlinger bliver en Contract, ved hvilken Mephisto lover Jean at gjøre ham til Verdens første Nation i 50 Aar, imod efter dette Tidsrums Forløb at hente sin Løn – hvilken? det seer man ikke ret. I 1849, men især i 1851 seer man da igjen Mephistopheles, der kommer for at kræve sin Betaling, idet han med det Samme oplyser, at det er ham, der har drevet det hele Maskinerie af de foregaaende Begivenheder &c. – I en „Epilog“ udvikler Forf. især den Anskuelse, at den franske Nation væsentlig er et Kunstfolk, og at dets Historie kun er en Række af sceniske Præstationer, der foregaae med rivende Hurtighed og glimrende Knaldeffect. „Paris er et stort Theater, hvori historiske Dramer opføres til Europas Fornøielse; Athen, Sparta, Rom – alle fremragende Puncter i Historien opføres med Decorationer og pragtfulde Tableauer – Statsbygningen udgjør Bræderne, det souveræne Folk Actørerne eller idetmindste Orchestret, og Socialisterne spille Bajazzernes Rolle; naar det souveræne Folk er kjed af det ene Skuespil, saa velter det Coulisserne overende, og et andet begynder; de politiske Kampe dreie sig ikke om, hvorledes Landet skal regjeres, men om hvilket Skuespil der nu skal opføres, om det skal være en Studie fra Rom eller Nordamerika, om en Cæsar eller en Washington skal optræde og declamere – eller maaskee en Soulouque ....“
Af denne Oversigt vil man nu kunne danne sig en foreløbig Forestilling om Aanden og Tonen i denne ret merkelige Bog. Som man let vil ahne, er den intet kunstnerisk afrundet Heelt; selv i de enkelte Afsnit er der ikke altid en bestemt afstukken planmæssig Tankegang eller Begrebsudvikling; det er en Række af leilighedsvise Betragtninger, der mere sammenholdes af Stemningens, end af Begrebets Eenhed. Forsaavidt kunde der gjerne over de fleste Afsnit skrives det Samme, som Forf. har sat over et enkelt: „politisk Lyrik.“ Men deels er denne Stemning en Aabenbaring af et ædelt, alvorligt Gemyt, deels ere de anstillede Betragtninger idethele aandrige, ofte vittige, og indeholde i det Enkelte mange sande og træffende Bemerkninger. Og kan man end ikke negte, at det stedse tilbagevendende Grundthema om Corruptionen og Usselheden i de franske Forholde i Længden frembringer en vis Monotonie, saa er dette Thema dog behandlet fra saa mange Sider, saa afvexlende og ofte endog brillant varieret, at en ikke altfor søvnig Læser dog vil holdes i Aande til Enden.
Forresten maa der siges, at Bogen stedse holder sig paa den aandrige Reflexions Standpunct og hæver sig ikke til en virkelig videnskabelig Betragtning. Man kan finde, at Forf. selv har gjort sig en saadan umuelig ved den i Forordet opstillede Sats, at „Historien er den meest uvidenskabelige af alle Videnskaber,“ fordi Tilfældigheden her er herskende og „Opfattelsen altsaa kun bliver en aandløs, passiv Tankebevægelse.“ Denne Sats maae vi forresten ikke tage saa strengt; thi i sin fulde Conseqvents vil den gjøre Forfatterens egne Reflexioner til en Umuelighed. Er nemlig Alt lutter Tilfælde, er der slet ingen Nødvendighed, intet „Apriorist“ i Historien, saa er ogsaa enhver raisonnerende Betragtning af Begivenhederne, enhver Søgen efter historiske Almindeligheder og Love kun en Daarlighed. Men Sandheden er nok, at skjønt vel Historien er væsentlig forskjellig fra Naturvidenskaben (ikke, som Forf. mener, paa Grund af Tilfældigheden, der vel i Historien ikke har større Spillerum end i Naturen, men paa Grund af Friheden), saa gives der dog ikke alene en historisk Videnskab, der ikke er mindre videnskabelig end nogen anden, men denne historiske Videnskab er for alle historiske Reflexioner den reelle skjønt ofte skjulte Forudsætning, det virkelige Maal, hvori de først have sin Forklaring og sin Sandhed.
Thi i og for sig ere disse – om noksaa genialske – Reflexioner, disse mangfoldige Tankeglimt tilsidst ikke tilfredsstillende. Idet de nemlig til Slutning kun slaae ud i bratte Antitheser, mangle de Tankens høiere Forsoning; de ere eggende og vækkende, men frembringe ingen virkelig sammenhængende Indsigt i Sagen; og naar en Række af saadanne Tankelyn har knitret ud, har man dog kun været Tilskuer ved et Fyrverkerie, der ikke har efterladt noget Spor. „Es hat gedonnert und geblitzt, aber der befruchtende Regen blieb aus.“ Man kan paa Forfatterens Betragtninger anvende hans egen Skildring af de franske Constitutioner; det er kun Præsentationer, ei Virkeligheder. Med Grund ansees det nu for en fransk Eiendommelighed saaledes at blive hængende i det Antithetiske; i den franske Literatur ere disse piquante Reflexioner, disse slaaende og stikkende Tankespidser en herskende Maneer; til denne Maneer har netop vor Forfatter en sterk Helding – i Sandhed en besynderlig Skjebnens Ironie, at han med sin sterkt udtalte Antipathie for alt Fransk, dog er kommen til at skrive den i sit hele Tilsnit maaskee meest franske Bog, som hos os i lang Tid har seet Lyset! Hvori man forresten saavel kan sætte dens Roes, som dens Dadel.
Hvad nemlig Forf.s Anti-Franskhed angaaer, da har jeg med Flid kaldt den en Antipathie. Thi det er en Følge af det hele Standpunct, at disse Reflexioner blive eensidige, og hvor den høiere videnskabelige objective Begrundelse mangler, der antager Overbeviisningen Præget af en tilfældig psychologisk Eiendommelighed, ja holder sig endog vanskelig fri for Lidenskab. Spurgte man nu f. Ex. mig om mine personlige Følelser, saa vilde jeg tilstaae, at jeg just ikke heller elsker stort det franske Væsen, og endnu mindre norske Forsøg paa at eftergjøre det, være sig i Selskabstone, i Politik eller i Literatur og Kunst. Men hvad jeg troer man allermindst bor efterligne af alt Franskt, er den Maneer i sine Domme over Nationers og Individers Charakterer at blive staaende ved det meest Yderlige, at fastholde en greben abstract Forestilling i dens uorganiske Stivhed, istedetfor at see Charakteren i dens organiske Bøielighed, dens concrete Liv. Nu har vistnok den franske Nationalcharakteer i sig selv liden Concretion, megen Sprødhed; derfor er det netop, at alle Modsætninger – theoretiske og praktiske – i Frankrige antage en saadan Skarphed, derfor alle Omveltninger en saadan Voldsomhed – deraf selv de piquante Antitheser i Literaturen; – men selv denne Eiendommelighed maa ikke sees blot fra den negative Side; ogsaa denne Tilbøielighed til det Abstracte (der iblandt Andet sees af den overveiende Indflydelse, som politiske og andre Theorier, ja endog blot Symboler og Navne stedse udøve i Frankrige) har udentvivl ogsaa sin positive Gyldighed, som vi ikke bør ignorere, men netop med Flid stræbe at opfatte, om vi ville forstaae Frankriges Opgave og dets sande Betydning i den store verdenshistoriske Udvikling. Overhoved er det vel aldrig rigtigt, saaledes at gjøre et enkelt Folk (eller Individ) til udelukkende Repræsentant for det blot Slette eller Negative; dette er netop, som antydet, en fransk Svaghed; ogsaa hos franske Forfattere er f. Ex. en saadan absolut Modstilling af Frankrige og England temmelig hyppig, kun at der naturligviis Rollerne ere omvendte. Saaledes maa England hos Michelet finde sig i at repræsentere le principe satanique (se hans Introduction a l’histoire universelle) – hvilket alligevel i Michelets Mund neppe er saa ilde meent, som Ordet lyder, da han vel selv ikke vilde have Meget imod at gjælde for un peu satanique. Spørgsmaal, om vor Forf. vilde have fundet sig saa vel i, om han havde vidst, at han her skulde blive betegnet som un peu français!
Og dog havde han ikke Grund til at tage sig det nær. Thi indrømmet, at det franske Væsen i mange Henseender er et Uvæsen, indrømmet, at den abstracte Eenheds Princip, der er en Hovedbestemmelse ved den franske Aand, (dette Princip, der paa den ene Side tilhører Centralisationen, paa den anden Side Sondringen, hvilket overhoved tegner Alt med skarpe, retlinjede Omrids), fører til mange mislige Conseqventser, frembringer Udvorteshed og Letfærdighed, Rubriker og Partier istedetfor Personer, Doctriner istedetfor levende Tænkning, Sentiment og Esprit istedetfor Aand og Hjerte, Rhetorik istedetfor Poesie, Fanatisme og Atheisme istedetfor Religiositet, og overhoved kaster Nationen om i Extremer og hindrer den rolige, organiske Udvikling, der maa ansees for et Samfunds høieste Lykke – dette Alt indrømmet, saa er det dog vist, at dette selvsamme Abstractionens Princip ogsaa er et nødvendigt Moment i Menneskehedens Udvikling, giver det Folk, hvor det hersker, et Slags paradigmatisk Betydning og medfører ogsaa for dette selv sine Fordele, skaber Klarhed og Præcision øieblikkelig Sammentrængthed og Handlekraft, frembringer ypperlige Mathematikere og Soldater o. s. v. Ligesom saaledes i Almindelighed Fransk i min Mund ikke er noget Skjeldsord – hvilke Videnskaben overhoved ikke kjender – saaledes finder jeg heller ikke nogen Skade skeet derved, at ogsaa vor Literatur beriges med et aandfuldt Skrivt, der i visse Henseender minder om fransk Stiil og Betragtningsmaade. Hiin spirituelle Reflexion, hiin Raisonneren i Billeder og sindrige Paralleler, i „Aphorismer og Glimt,“ har idethele sin fuldkommen berettigede Plads; thi ikke Alle, der gjerne gide tænkt over Tilstande og Begivenheder, ere Videnskabsmænd, og selv Videnskabsmænd drive ikke altid Videnskab. Det er for os Alle ikke alene behageligt men ogsaa gavnligt, af og til at faae Deel i en begavet og dannet Aands oprindelige Tankebevægelser, om disse end ikke naae den høieste Idee eller føre til en fuldkommen sammenhængende og klar Erkjendelse. Overalt: det gjør saa godt at møde Glimt af Aand og Lys – endog løsrevne og flygtige – under vor vinterlige Himmel, der saa ofte er hyllet i Taage.
Kun da indtager Reflexionen en falsk Stilling, naar den vil afslutte sig imod den høiere Videnskab, troer at kunne gjøre denne overflødig eller endog vil nedsætte den under sig. Thi Videnskaben er Erkjendelsens høieste Trin, Sandhedens adæqvate Form eller den egentlige Sandhed. Alt hvad vi ellers tænke og reflectere og raisonnere, maa – ubevidst – dog være ligesom ophængt i dette faste Punct, om det ikke skal svæve i Luften til Spot for alle Vinde. Reflexionen kan derfor dømme Alt hvad der er under den; men Videnskaben kan den ikke dømme; denne er selv sin egen og Reflexionens Dommer – jeg havde nær sagt: judex sui et falsi. Paa Videnskabens Himmel skinne Sandhedens evige Stjerner; alle aandrige Reflexioner ere kun Meteorer og Stjerneskud, hvis væsentlige Betydning er den, idet de svæve os Jordbeboere nærmere, at vende Blikket opad og ligesom afbilde og pege paa de overjordiske Lys; glemme de dette Øiemed og ville optræde selvstændigt og udelukkende, blive de til Lygtemænd, der kun lede ud i Moradserne.
Det hører saaledes til de svageste Puncter i nærværende Bog, hvor Forf. paa sit Standpunct har anseet sig beføiet til ligesom at hæve sig over Videnskaben, betragte den som et underordnet Moment og dømme den ligesom en bloc. Naar han saaledes endog synes at sætte Instinctet over Videnskaben idet denne stedse kun skal egne sig for det Smaae, hiint derimod for det Store, da har han aabenbart paa den ene Side forvexlet den Enkeltes eensidige Doctrin med Videnskaben i dens sande Almindelighed, paa den anden Side glemt, hvor upaalideligt og vildledende den Enkeltes Instinct eller umiddelbare Følelse kan være, og overhoved ikke havt Øie for den vistnok ubevidste Indflydelse som den Samfundet gjennemsyrende Videnskab ogsaa udøver paa Instinctet, hvor dette virkelig er af storartet, sand almindelig Natur. Til Slutning har Forf. ogsaa ladet sig forlede til at acceptere en af disse velbekjendte Raisonnader[3] om den tydske Philosophie – velbekjendte fordi man kan finde dem i hvert andet Hefte især af de franske Revuer, og som gaae fra Haand til Haand ligesom falske Banco-Sedler, der kunne holde sig oppe i Crediten, saalænge Ingen gider gaae til „Kjelderen“ og undersøge deres Valuta. Men saadanne falske Penge ere i mange Henseender fordærvelige; de danne dog en huul aandelig Formue, der endog virker demoraliserende idet den opblæser og befordrer letsindig Flothed i Domme og Paastande.
Som den, der dog har gjort et Indblik i Bankens reelle Beholdninger, indskrænker jeg mig imidlertid her til blot at protestere disse uhjemlede Papirer med stereotyperet Text og som oftest ulæselige Underskrivter, hvormed saa Mange løbe omkring og skuffe sig selv og Andre. Uden at indlade mig paa videre Forklaring vil jeg blot gjøre opmerksom paa den skrigende Modsigelse, at netop de, der støie værst imod alslags „apriorisk Construction,“ dog troe, at de kunne med et Pennestrøg construere den tydske Philosophie a priori og frisk væk raisonnere over det, de slet ikke af virkelig Erfaring kjende.
Denne Protest gjælder forresten mere et vist Publicum, end nærværende Forf., der ikke engang, strengt taget, kan kræves til Regnskab for sin Diatribe om den tydske Philosophie, hvilken hører til de efter hans Død i hans løse Papirer fundne „Mosaikstykker.“ Thi Eet er at have og til sine egne Papirer i ugeneerte Udtryk betroe en løs Privatformening om en Ting, man ikke tilgavns kjender, et Andet, at ville bringe den tiltorvs som en høiere Viisdom – hvilket Sidste vist ikke var den beskedne Forfatters Mening med Hensyn til en Sag, hvori han ikke var mere hjemme.
Idet jeg slutter denne Anmeldelse, maa jeg gjentage min Beklagelse over, at en saa aandrig og dannet Forf. er bleven saa tidlig bortreven fra os og fra Literaturen. Paa egne Vegne beklager jeg, at jeg ikke har ham selv at discutere disse og andre Materier med; jeg er overbeviist om, at han vilde have forstaaet mig – maaskee fuldstændigere end de fleste af mine Læsere, og især vilde han sikkert vide at vurdere den Agtelse, hvoraf ogsaa min Modsigelse er udgaaen.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Se foran S. 306 fgg.
- ↑ Jeg risquerer Intet ved denne Smule Sarkasme; thi de af dette Tidsskrivts Abonnenter, der kunde føle sig trufne derved, ville naturligviis ikke faae den at see, og de, der faae den at see, ville ei kunne føle sig trufne.
- ↑ Ordet er nok desværre selvgjort; men jeg har ikke Hjerte til at slette det ud og maa derfor bede Læseren forestille sig at det er opstaaet ved en uvilkaarlig Sammenblanding af Raisonnement og Rodomontade, Bravade, eller en lignende elskværdig Ade, der kan have foresvævet min Tanke.