Beliggenheden af Garðar paa Grønland
Man er enig om, at de Gamles „Østerbygd“ svarer til det nuværende Julianehaabs-Distrikt og sydover. Endvidere at den nu saakaldte Igalikofjord er de Gamles Einarsfjord, som Tunugdliarfik er deres Eriksfjord.
Ved de archæologiske Undersøgelser, der iværksattes 1880 af den danske Expedition (se „Meddelelser fra Grønland“, 6te Hefte), og som lededes af Premierlieutenant i Marinen G. F. Holm, Arkitekt Th. Groth og Cand. polyt. C. Petersen, er man, allerede ved Forfattelsen af disse Herrers Instrux, gaaet ud fra den samme Mening, der findes udtalt i Grønlands gamle Geografi i Grønlands historiske Mindesmærker, III, at det gamle Garðar repræsenteres af det saakaldte Kagsiarsuk Ruinfeldt, der befinder sig ved Bunden af Igaliko-Fjordens (Einarsfjordens) østre Pol, og Expeditionen har under denne Forudsætning, som det sees, med særlig Omhu beskjæftiget sig med dette Ruinfeldt.
Ved Fjordens vestre Pol befinder sig det saakaldte Igaliko Ruinfeldt, paa søndre Side af det forholdsvis smale og lave og, hvad Jordsmonnet angaar, særdeles væxterlige Eid, hvorved den store, stærkt forgrenede Halvø mellem Einarsfjord og Eriksfjord hænger sammen med Fastlandet.
Med dette Ruinfeldt befatter Expeditionens Beretning sig kun forbigaaende, idet der henvises til den ganske omfattende Beskrivelse, der findes i Grønlands historiske Mindesmærker, III, S. 795 flg.
Expeditionen sees ogsaa her at have holdt sig til den ældre Stedsbetegnelse. Mellem Ruinfeldtet og Fjorden ligger endel Knauser, hvoraf den ene er ca. 900 Fod lang, ca. 200 Fod bred og hæver sig ca. 20 Fod over det ellers ganske flade Terrain. Mod østre Væg af denne Knaus var bygget et Hus, hvis ene Side dannes af Skrænten. Denne Knaus har man betegnet som det gamle Brattahlíð, uagtet det jo vides, at Brattahlið laa i Eriksfjord, ikke i Einarsfjord.
Foruden fra mange andre Sagasteder vides det ogsaa af Flatøbogens Fortegnelse over Grønlands Kirker,[1] optaget i Grønl. hist. Mindesm. III, s. 246, at í Görðum var Biskopstolen med Biskopkirken. Det vides sammesteds fra, at i Brattahlíð var der ogsaa en Kirke.
Expeditionen har ialt undersøgt 5 Kirkeruiner, i Ikigait, Kakortok, Kagsiarsuk ved Igalikofjordens østre Pol, i Igaliko samt i Kagsiarsuk ved Tunugdliarfiks vestre Pol.[2] Ved alle disse Kirkeruiner er ogsaa Kirkegaardsmurens Ruiner bevaret, og i alle Kirkegaarde er fundet Begravelser, oftest talrige.
Af de undersøgte Kirker viser de fire, i Ikigait, Kokartok, Kagsiarsuk i Igalikofjorden og i Kagsiarsuk i Tunugdliarfik ganske samme Grundform: kun en Rektangel, uden noget særligt frembygget Kor. De er ogsaa alle paa det nærmeste af samme Størrelse: 23 til 30 Fod brede og 48–52 Fod lange, alt udvendigt maalt, og hvilket altsaa synes at have været den kurrente Form og størrelse for de Grønlandske Kirker. Herfra danner Kirken i Igaliko en paafaldende Undtagelse.
Naar man sammenholder Beskrivelsen i Grønl. hist. Mindesm., Situationsplanen, der ledsager denne Beskrivelse, og tillige bemærker, hvad der i Expeditionens Beretning udtales om denne Ruin, fremgaar heraf følgende: Den var en Korskirke med et Skib af ca. 40 Fods Bredde og 58 Fods Længde. Hertil slutter sig Vinger, der bar en Bredde af ca. 27 Fod, men kun et Fremspring foran Skibet. af 4 Fod til hver Side, idet Kirken maaler 48 Fod over Vingerne – alt udvendige Maal. Hvad Koret angaar, der slutter sig til Vingerne, da er dets Dannelse uklar. I G. h. M. er Ruinens hele Længde angivet til 88 Fod, og overensstemmende hermed er der i Situationsplanen indlagt et kun 3 Fod fremspringende, retliniet afsluttet Kor, og af Bredde tilsvarende Vingernes. I Expeditionens Beretning (se H. 6, S. III) udtales imidlertid: „Udbygningerne i Koret ere meget utydelige, ligeledes Gjerdet om Kirken“ . Det maa vistnok ogsaa antages, at Kirken, der i Skib og Vinger viser en fuldkommen normal Form, tillige har besiddet et normalt dannet Kor, og at Kirkegaardsmuren følgelig paa østsiden har ligget i noget større Afstand fra Kirken end angivet paa Situationsplanen, (se G. h. M., III, Pl. VI), saa at Kirken har havt en samlet Længde af ca. 112 Fod, hvis Koret var retvinklet afsluttet, noget mere, hvis det havde en Absis. Der findes dog ret øst for Kirken og ganske nær den Ruiner af en større selvstændig Bygning, der stiller sig hindrende i Veien for Antagelsen af den senere Konfiguration.
At Skibet skulde være udelt, tror jeg maa betvivles ligeoverfor Kirkens hele Dannelse. Det maa rimeligvis have været tredelt med Hovedskib af Vingernes og Korets Bredde og Omgange til begge Sider, adskilte fra skibet ved Pilarer, altsaa basilikadannet. Fundamenter af disse Pilarer maatte for Tilfælde helt eller delvis kunne paavises, om det end oplyses, (se G. h. M., III, S. 813), at her har været stærkt gravet og rumsteret. Det udtales sammesteds S. 812: „men det er vel muligt, at de Dele, der danner Korsets Arme, ere senere tilbyggede“. Jeg skulde være tilbøielig til at betvivle dette, eftersom det tillige oplyses, at der i Grunden, under den under denne Forudsætning antagne Altarplads, er fundet en Begravelse. Under Altaret begrov man ikke, men vel foran Altaret, og Altarpladsen er saaledes utvivlsomt at søge længere øst.
Under denne Forudsætning falder det derhos vistnok af sig selv, at Kirken maa have haft en Centralstøpul. Det sees ialfald tydeligt, at en Vest-Støpul har ikke været forhaanden. Derhos oplyses i G. h. M., III, S. 813, at der paa Stedet gaar et Sagn, der formenes støttet til betydelige Mængder her forefundet sammensmeltet Klokkemetal, „at de gamle Nordboer eller „Kablunakkerne“ i Igaliko skulde have haft en saa stor Kirkeklokke, at man i flere Miles Afstand, f. Ex. i Kakortok, kunde høre, naar der ringedes sammen til Gudstjeneste i Igaliko“. Mængden af forefundet Kul i den gjennemrodede Grund viser, at Kirken er ødelagt ved Ild.
Men er alt dette saa, da har vi her for os Levningerne af en Kirke, der var dannet ganske som de øvrige Biskopkirker, hvis Form vi hidindtil nøiere kjender inden det tidligere norske Riges Grændser og Nidaros Diöcese, alene St. Svithun i Stavanger undtagen, idet denne Kirke mangler Vinger og har sin Støpul foran vestre Gavl. Biskopkirkerne i Nidaros, Oslo, paa Hamar, i Kirkevaag og paa Jona[3] har alle denne Skabning, om de end er større end den grønlandske Kirke, den paa Jona forsaavidt undtagen, som denne maaler netop 112 Fod i Længde; den er imidlertid bredere end Kirken i Igaliko over Vingerne. Der er derhos, saavidt mig bekjendt, ingen af vore øvrige ca. 200 helt eller delvis levnede middelalderlige Stenkirker, der har denne fuldstændige Dannelse: Skib med Omgange, Vinger, Centralstøpul og Kor. Det er imidlertid meget muligt, at nogle af de forsvundne Kirker kan have været saaledes skabt, uagtet de ikke var Biskopkirker. Det var ialfald meget almindeligt, særligt ved rigere Abbedier og Klostre, at tage Forbillede fra Biskopkirkerne, inden hele den Bygningskulturkreds, som vi dengang tilhørte. Noget tilsvarende finder vi ved flere af vore gamle Klosterruiner, og det var muligvis ogsaa Tilfælde ved enkelte af de større Bykirker.
Vil man nu ikke forudsætte, at af de 10 grønlandske Kirker, som vi endnu ikke kjender, kan der have været nogen anden, der lige fuldt kan have været Biskopkirken, hvorved man da tillige er henvist til at søge udenfor Einarsfjord, hvis denne er identisk med Igalikofjorden, eftersom man af Fortegnelsen over Kirkerne umuligt kan faa det til, at der har været mere end høist to Kirker i Einarsfjonl, og af to har man endnu Levninger – den anden, som nævnt, ved Igalikofjordens østre Pol i Kagsiarsuk –, og vil man ikke videre forudsætte, at paa Grønland byggede vi Landskirker i Biskopkirkernes Billede, medens vi i Hjemlandet ikke naaede hertil, da maa den Ruin, vi her har for os, være Levningerne af Biskopkirken i Garðar, og Pladsen, hvor den ligger, være dette Sted. Det vil altsaa sige, at Igaliko, det er Garðar.
I denne Forbindelse bør det anmærkes, at ved ingen af de andre kjendte Kirker er der fundet Begravelser i saadan Mængde som her. Der meddeles herom i G. h. M., III, S. 813: „Paa Kirkegaarden afdækkedes en anseelig Del Grave. Omtrent 3 Alen dybt laas hele Rækker af Lig tæt ved Siden af hinanden, saa man næsten maatte antage, at Kirkegaarden har været opfyldt med Døde.“
Situationen, som den fremgaar af Expeditionens Detailkart, Pl. XXVI samt af Pl. VI i G. h. M., III og af Beskrivelsen sammesteds S. 815, svarer ogsaa ganske hertil. Paa ingen af de øvrige Ruinfeldter er der fundet Levninger af saa store Husebygninger og samlede til et sluttet Etablissement. Egnen er derhos af de frodigste og bedste paa Grønland. Det hele Etablissement ligger paa en bred Flade, mod Nord indesluttet af en kunstig Vold, hvis Portaabning endnu kan bemærkes, og som til den ene Side støtter sig til en af de foranliggende Knauser – den saakaldte Brattahlíð – og til den anden Side mod det Høidedrag, der mod Vest begrændser Fladen. Paa søndre Side er denne begrændset af en Bæk.
Men hvorledes forholder det sig da med Brattahlíð, og hvor er dette Sted at søge? At man i og for sig, ialfald ikke i disse Naturomgivelser, kan have anvendt denne Betegnelse paa en Knaus, der staar midt paa en stor Flade, synes indlysende; Stedet laa derhos i Eriksfjord og havde sin egen Kirke.
I den gamle Fortegnelse forekommer det mig uklart, om den anførte Kirke at Harðsteinabergi er at henføre til Einarsfjord eller til Eriksfjord. Henføres den til den senere, hvilket nærmest synes at fremgaa af Ordlyden, da bliver der kun én Kirke i Einarsfjord, Biskopkirken paa Garðar nemlig; men i Igalikofjorden har vi faktisk foruden denne ogsaa den i Kagsiarsuk, ved Fjordens østre Pol, medens der i Tunugdliarfik, der antages for Eriksfjord, alene kjendes én Kirkeruin, i denne Fjords Kagsiarsuk, ved Fjordens vestre Pol. Vistnok findes der langs hele denne Fjords vestside en hel Række mindre Ruinfeldter, hvoraf flere ialfald ikke er nøie undersøgte, saa der forsaavidt endnu kan være skjult en Kirkeruin her; men naar man kun har tre Kirker at fordele paa de to Fjorde, og virkelig har tre Kirkeruiner, da tør man vistnok bekjende sig til den Mening, at det er disse, at hermed den i Fortegnelsen nævnte Kirke at Harðsteinabergi er at henføre til Einarsfjord, hvilket da her vil sige, at Harðsteinaberg er Kagsiarsuk ved Igaliko-Fjordens østre Pol, det Sted, man hidindtil har antaget for at være Garðar. Men heraf følger igjen, at det andet Kagsiarsuk, ved Tunugdliarfik’s vestre Pol, hvor Levningerne af denne Fjords eneste Kirke endnu forefindes, det er Brattahlíð. Om dette Sted udtales i G. h. M. III. S. 824, at det er „en af de skjønneste, om ikke den skjønneste Plads i hele Grønland“.
I Forening med Strøgene paa den anden Side Halvøen, ud mod Sermiliuk-Fjorden, danner Ruinfeldterne her et helt Lag, et tidligere Bygdelag, og der har været Brug opad alle Vasdragene her, helt over Eidet, paa hvis høiere Del de tidligere bebyggede Fjelddale findes, hvorom de mange Ruingrupper her bærer Vidnesbyrd. Beskrivelsen af det specielle Sted Kagsiarsuk med nærmeste omgivelser synes ogsaa meget vel at passe for det gamle Navn efter dettes Betydning.
- Kristiania d. 21. 1. 1886.
Herm. M. Schirmer.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |