Bekjendelser/XXXIV
Dagen efter. (manda 16de Juli 88).
Det er saa smaat begynt aa skumre, klokken er ni — og hun er ennu ikke kommen...
Blaagraa blank og stille ligger bugten og fjoren utover i den fredelie sommeraften, og frem og tilbake farer jei afsted deroppe mellem det hvite huse og det graa veskure, me feberen brænnende gjennem mit blo, stirrende fortvilet utover bugten mot pynten derute tilhøjre — hun kommer ikke!...
Pludseli gripes jei af rædsel —: kansje kommer hun slet ikke... kommer aldri mere... gidder ikke éngang si mei at det er forbi — lar mei bare bli løpende her frem og tilbake, nat og dag...
Og fortere og fortere farer jei afsted, op og ned, op og ned — bloe brænner som ill gjennem mine aarer, jei vét ikke hvor jei skal venne mei hen, kan bare fare afsted der, hændervridende, og be og tigge henne om aa komme —: Vera! Vera! om du ikke er gla i mei mer... om alt er forbi — aa kom allikevel og si mei det!... ikke pin mei mer enn nødvendi?... vær litt snil imot mei, jei ber dei saa pént — og jei holler jo ikke dette mere ut!... Aah! hvor denne feberen fortærer mei!... Se paa mine hænder hvor de er magre — som dødningehænder aa se paa!... Se klæerne hvor de hænger slunkent om mine lemmer — hvor har du tæret mei ut ve aa la mei længes — og jei er saa trætt!... Aah, om jei endda kunne sove til du kom — men jei kan jo ikke sove uten hos dei... og hos dei kan jei heller ikke sove, jei er jo for gla i dei, jei lever jo bare a dei — aa Vera, hvis alt er forbi saa kom og si mei det og la mei faa dø, jei ber jo ikke om noe mere —
og utmattet synker jei om paa marken mitt imellem huse og veskure og blir liggende der me ansigte gjemt i armene — og graater i dyp stille fortvilelse...
Men da jei om litt løfter ansigte igjen og ser utover — stanser pludseli alting inni mei: For just idetsamme skyter den hvite sjægten hennes frem om odden derute og svinger stille inn paa den blaablanke bugt — me to blaaklædde damer som sitter og ror, og en rø en som sitter agter — henne!
Men pludseli griper rædselen mei paany — er det allikevel henne?!... Nei! nej! sjægten er hennes men hun er der ikke! ikke er det henne den rø der agter, og ikke henne noen a dem som ror — hva djævelen!
og op springer jei fra marken og styrter inn i den blaamalte stuen — «kom og se Gaarder!» roper jei febrilsk og farer til vindue — «du som ser saa gott, kom og se om det ikke er henne» — og Gaarder springer op fra flatsengen derborte og styrter til vindue han ossaa.
— Nej, sier han — det er umuli aa se det saa skumt som det er naa! men, det maa vel være henne, for hennes er jo baaten, og den kommer jo hit inn...
— Ja «det maa vel være henne» gjentar jei nervøst og henter lissom trøst af orene — kom og la os gaa ned og ta imot dem! — og nedover bakken springer vi, og ut paa den lange tynne træbryggen som skyter sei ut over langgrunnen, ut i søen.
Sagte glier den innover, den hvite sjægten, og vi staar der og stirrer — saa pludseli tar hun som sitter agter en rø kinesisk lygte op fra bunnen a baaten — der er tænt lys inni den — og holler den ut over vanne, og svinger den langsomt frem og tilbake til hilsen. Og Gaarder vifter tilbake me sit hvite lommetørklæ, mens jei bare løfter stille paa hatten og stirrer derut, underli beklemt om hjerte —:
Festli ser den ut den hvite sjægten me de tre sommerklædte damer og den blek-røtt lysende lygten svingende mot det blaableke vann — festli, men saa underli uvirkeli... spøkelseagti syns jei... den har noe me en dødningefest aa gjøre... ossaa me henne — henne som skjæbnegudinde...
Vist er det henne som staar der agter og svinger me den blekrø lygten — naa ser jei det! hun er bare anderledes klædt enn ellers: et nyt kjoleliv har hun paa som jei ikke har set før; blek-blorøtt er det, me blaa krave og korte ærmer — armene kommer nøkne ut av dem tæt oppe ve skulderen — og paa hode har hun noe som en frygisk hue, som inrammer i røtt hennes mørke eventyransikt me det viltre pannehaar og de stort lysende øjne...
Vidunderli vakker er hun der hun staar, oprejst i agterskotte i sin fantastiske dragt og svinger den blékrø lygten over vanne — og svimmel staar jei der og stirrer, intil de lægger til ve bryggen, like under os.
— Godag! roper Vera og nikker straalende fornøjet op til Gaarder — her er vi!
— Jei sér det, svarer han léende og hilser me den hvite styrmansluen — det var da dejli dere kom! vi hadde saamen opgit dere for iaften.
Jei har ossaa hilst derned, men hun ser ikke til den kant hvor jei er.
— Og litt absinth har vi ossaa me! sier hun til Gaarder, og sætter lygten fra sei og rækker triumferende en flaske ivejre.
— Næ-j!... det var dejli! sier Gaarder straalende.
Tilintetgjort staar jei der og stirrer ned paa henne — det er altsaa forbi... og hun er like gla... og gidder ikke engang si mei det...
Majken og Bekkasinen er imens kløvet op paa bryggen, Vera langer absinthflasken op til dem og klyver sell efter.
— Vil Di gaa me mei efter is? sier hun til Gaarder me det samme hun kommer op. Og uten aa vente paa svar tar hun hans arm og trækker ham i fortroli passiar me sei bortover til det store graa ishuse — og vi ser dem klyve op a stigen, han foran og hun efter, og forsvinne inn i ishuse begge to.
Majken og Bekkasinen er imens sammen me mei gaat tause op til huse, hvor vi skilles: de gaar ut i haven og sætter sei, jei gaar inn efter vann og glasser...
Skjælvende har jei sat glassene omkring paa den hesteskoformie bænken derute under moreltræerne, og sitter saa der fortæret af feber og stirrer hen for mei, mens Majken og Bekkasinen snakker noe sammen — jei føler det som jei skal kvæles. Saa endeli kommer Vera og Gaarder léende og snakkende op for bakken, og gaar bort til brønnen, for aa vaske sagmuggen af den isen de har tat, og faa hugget den i beter.
— Faar jei lov aa hjælpe? roper jei derhen.
— Nej tak, vi grejer det saa gott alene, svarer Vera tilbake — og fortsætter saa sin fortrolie samtale me Gaarder. Vi andre venter i taushet.
— Se saa! værsgo! sier endeli Vera og presenterer os isen ren og blank paa en tallerken — og sætter sei saa ned sammen me Gaarder. Nervøs saa jei ryster begynner jei aa skjænke i glassene — da pludseli Vera springer op:
— Vi glemte jo lygten! sier hun fort — hvem vil følle mei ned til baaten efter den? — og afsted springer hun, uten aa vente paa svar.
— Det vil jei! sier Gaarder og springer efter.
Men i samme nu har jei sat flasken fra mei og er styrtet afsted tværs bort gjennem haven — over gjære sætter jei i et hop! og har derme tat henne igjen før Gaarder har naadd henne.
— Naa, er det Dem? sier hun kolt og slaar over i skritt, da hun ser det er mei:
Jei kan ingenting svare, bøjer bare hode og kvæler me en volsom anstrængelse graaten som vil bryte frem — og blir gaaende der ve siden a henne uten aa si noe. Og hun bare ser ret frem for sei, og sier heller ikke noe. Da vi kommer ut paa enden a bryggen dernede, hopper jei i baaten og langer lygten op til henne — og øjeblikkeli hun har faat den gaar hun roli inover bryggen igjen uten aa vente paa mei. Fortvilet styrter jei efter, vil snakke men kan ikke, det er som mit bryst vil gaa istykker... men stanser henne saa idet vi skal gaa op bakken igjen — og faar endeli stammet det frem, forfærdeli bønli:
— Vera!... aa ikke gaa op til de andre endda?
— Nej, svarer hun likegyldi — jei kan gjerne sætte mei ned her litt, hvis det er det Di vil. Og hun slænger sei nonchalant ned i bakken me albuen støttet mot marken og kinne hvilende paa sin flate haann.
— Naa, hva er det saa? spør hun kolt og likegyldi, da jei har sat mei ned ve siden a henne.
Graaten vil igjen ta mei, men jei tvinger den me magt tilbake og faar sagt det me bævrende stemme:
— Er alt forbi?... er Di ikke gla i mei mer?
Et øjeblik ser hun forskende paa mei — saa sier hun kolt:
— Jei er ikke saa dom at jei er gla i noen som ikke er gla i mei. Saa dom har jei vært én gang i mit liv, men det gjør jei ikke mere.
— Tror Di endda at jei er mindre gla i Dem enn før? spør jei fortvilet, og stirrer angest inn i det likegyldie ansikte hennes. Men hun svarer ikke, de kolle øjnene hennes bare ser likegyldi inn i mine — og jei forstaar at alt er forbi. Og pludseli sortner det for mine øjne, alting ramler sammen inni mei, og jei føler det som jei synker ned i en dyp bunnløs afgrunn, mens en ufatteli rædsel stivner mit hjerte...
— inntil jei pludseli skvætter til igjen, me ét lyslevende vaaken: Noe ømt er glid inn i de kolle øjne som stirrer inn i mine, — det er det som har vækket mei.
Og det voxer og voxer dette ømme bløte... det er som smelter det hennes ansikt om og løser det op i ømhet — og uten at jeg har set henne bevæge en muskel ligger hun der og ser paa mei me et ansigt saa vidunderli fuldt a den ømmeste kjærlihet, at hjerte staar stille og skjælver i mit bryst.
Himmelfalden ligger jei der og stirrer inn i dette elskede ansigt, mit hjerte blir saa bristefærdi fuldt — og saa plusseli brister der noe ossaa, og alting inni mei løser sei op og flyter ut i en ufatteli taknemmelihet, og jei bare ønsker aa faa dø... dø for henne, ve hennes haann... aah om hun ville ta mit liv — for en vellyst!... om hun ville rive mei istykker og bade sine hænder i mit blo — gud!... tænk om hun naa som hun ligger der, pludseli ble til en ung slank tigerinne og kastet sei over mei og begrov sine rovdyr-klør i mit kjød og flænget det fra benene, mens hun stirret mei inn i sjælen me de øjnene der — ah!...
Saa pludseli svæver det frem om munnen hennes, det ømme grusomme smile som hun ejer mei me — og noe brister i hennes ømme blik, saa øjnene lissom viskes ut og flyter over i mine — og viljeløs rækker hun sin haann bortimot mei, og hvisker forunderli bløtt:
— Du er da gla i mei!
— Gud ja!... hvisker jei opløst og griper den dejlie haannen... aa du vét ikke du!... det er saa forfærdeli saan som jei er gla i dei!... aa Vera! Vera! — og taarerne siler ned a mit ansigt, saa jei ser henne som gjennem et forvirrende slør. Og hun sier ingenting, bare stryker mei bløtt ned over kinne, og ser paa mei saa opløst ømt me sine bløte slørete øjne, at jei kan bare graate af vill overstrømmende glæde...
— Men du! sier hun om litt og trykker sagte min haann — naa maa vi gaa op til de andre; ellers syns de det er rart! Og hun rejser sei langsomt, og vi gaar stille opover sammen, haann i haann, uten aa si noe, bare me øjnene bløtt sænket i hverandre — og jei føler det hele som en vidunderli drøm, og tør ikke tro mine egne sanser...
— Faar jei lov aa ro Dem hjem i prammen alene iaften? spør jei skjælvende, da vi svinger inn i haven og hun pludseli slipper min haann.
— Ja, det faar du! hvisker hun kjærli tilbake; og saa gaar vi bort og sætter os med de andre. — —
— — Sommernattens tusmørke hviler over haven, den blék-rø kinesiske lygte hænger som en maaneskinslampe ned fra løvtâke vi sitter under, og stemningen blir stadi mere lysti —: de snakker og ler i munnen paa hverandre... og springer op og puffer til hverandre... og river hverandre overenne, og rejser sei igjen... og forføller hverandre under latter og hvin bortimellem havens træer, rent elle ville — bare jei sitter taus og stille paa bænken under moreltræerne og ser paa dem, underli lykkeli ulykkeli, og længter efter henne:... Aah, være alene me henne paa et stille sted, ta henne i haannen og si henne hvor jei er grufuldt gla i henne — ossaa kaste mei inntil henne og hulke min kjærlihet ut ve hennes bryst...!...
— Kom hér hit Gaarder! kommanderer Vera muntert — hun er stanset under det største moreltræe — kom hér hit og læg Dem ned paa alle fire og la mei traa paa Dem, saa jei kan komme op i dette træe!
— og Gaarder springer til og lægger sei lydi ned, og op hopper hun paa ryggen hans og tar tâk i den nederste grenen for aa svinge sei op — men saa aarker hun ikke.
— Reis Dem op, ganske langsomt! kommanderer hun saa, og skotter bort paa mei — og Gaarder rejser sei litt efter litt, mens hun spaserer forsikti op a ryggen hans, skiftende tâk me hænderne fra grén til grén, intil hun staar der oprejst paa hans skuldre.
Et vellystgys løper igjennem mei — aah om det var mine skuldre! Men Gaarder kaster først et skøjeragti blik op mellem det hvite undertøj, og titter saa me et skøjersmil op paa henne utenom kjolen — — og hun ler skøjeragti ned til ham, skotter igjen fort bort paa mei, og svinger sei saa op i træe. Men strax kommer Majken og Bekkasinen løpende til og forsøker aa ryste henne ned, og hun skriker og tilkaller Gaarder, og trær ned paa hans skuldre igjen — og spaserer saa, mens de andre blir ve aa ryste i træe, fort ned a hans ryg, mens han forsikti lægger sei ned paa alle fire. Léende hopper hun saa ned paa joren, og springer bort og griper sit glass, me et fort lite blik hen paa mei —: Skaal allesammen! roper hun lysti og drikker ut — er der mere absinth?
— Nej desvære! svarer jei og viser henne den tomme flasken.
— Saa rejser vi! sier hun straalende — det er dejli aa være paa vanne naa! — og uten aa vente paa de andre sætter hun paa sprang ut af haven.
I et nu har jei tat henne igjen, og side om side springer vi nedover bakken til søen og ut over den lange tynne træbryggen. Da vi stanser derute paa ennen a den og venner os om, ser vi at de andre ennu er helt oppe ve haven og kommer langsomt nedover — og saa møtes vore øjne.
— Vera! hvisker jei sagte og griper hennes haann — hvor jei har længtet efter Dem...
— Har du det?... min egen gut!... hun ser mei bløtt inn i øjnene og klapper mei nedover kinne.
— Faar jei ro Dem hjem alene?
— Ja det ved gud du faar!... kjære kjære dei — men der kommer de andre: saa dejli stille det er i aften...
— Ho! hauker hun pludseli tværsover den innerste vik a bugten, mot fjelle derover — «ho!» svarer det klart tilbake mitt i sommernatten, me hennes egen lyse klangfriske stemme.
— Det var udmærket ekko det! roper hun igjen.
— Udmærket ekko det! svarer det klart og tydeli tilbake — og saa gir de andre, som imens er kommen til, sei ossaa til aa hauke og rope derover... Vakkert høres det ut — aah men gid djævelen hadde dem at de ikke kan holle op... jei staar som paa gløer for aa komme afsted saa jei kan bli alene me henne...
Endeli stiger vi i baatene, og de andre ror ut bugten i den hvite sjægten, mens jei tar øskarre og gir mei go tid me aa øse prammen lens, i det haap at de imens skal række ut omkring odden og bli borte. Men isteden ror de bæst ret ut — som tænker de sei tværsover fjoren.
— Og jei som trodde jei skulle faa komme agter til Dem! sier jei trist da jei faar se det.
— Jamen det ser Di altsaa at Di ikke kan! sier hun léende — værsgo sæt Dem naa til aa ro!
— Aaa men sæt Dem ialfall hit og skyv paa aarerne? bér jei bønli.
— Gud saan brysom mann!... saa da! — er Di naa fornøjd? — og hun ser mei skøjeragti kjærli inn i øjnene og klemmer bløtt mine knæer mellem sine.
— Ja, naa er jei fornøjd! — og jei blir sittende der me øjnene dypt i hennes mens vi langsomt ror ut bugten, og føler mei saa svimlende lykkeli at jei gjerne ville dø... Men pludseli sier jei forfærdeli bønli:
— Vera! aa ikke gjør saan me mei mere som Di gjore igaar?... det er saa forfærdeli — jeg trodde igjen at alt var forbi...
— Jei har jo sagt dei at det skal du aldri tro! sier hun bløtt — bare husk paa det!
— Jamen det kommer altid paa en ny maate, og saa tror jei det igien...
— Jei ossaa tror det mens det staar paa, sier hun alvorli — og det gjør lissaa ont paa mei som paa dei.
— Anej, sier jei smilende — fuldt saa ont gjør det naa ikke paa dei!... hvor saa du straalende ut idag da du kom! mens jei — saa du hvordan jei saa ut?!
— Ja, sier hun og ser kjærli paa mei — men ser du: jei kan ikke noe me aa gaa stur omkring, det er for kjedeli! jei maa være gla og munter og lysti bestandi, ellers holler jei ikke ut... Men jei har det ikke gott jei heller kan du tro! — og hennes øjne hviler me ét saa tongt i mine, at taarerne springer frem i mine øjne.
— Kjære, kjære, sier jei ømt og bøjer mei frem og kysser henne paa pannen — tænk aldri paa mei!... gjør me mei alt det vonne du vil — vil du?
— Aa, det behøver du nok ikke aa be mei om! sier hun me det smerteli-sanselie smile sit — jei gjør det nok allikevel... Men ro naa med den venstre aaren ellers gaar vi paa lann! — saa!... Ossaa ro pent naa, lægger hun til da vi er kommen klar — ellers skjønner jo de andre derute at du sitter her og kysser mei og saant.
— Aa, de kan ikke se det, saa langt utpaa som de er!
— Nej, men de skjønner det nok allikevel — saa!
Vi svinger om odden og ror norover langs lanne — jei sitter der me mine øjne i hennes, saa lykkeli at jei syns ikke det kan bæres, og har bare én trang: aa synke inn til hennes bryst og glemme alt — men saa er det jo den baaten der utpaa...
Om litt bøjer hun sei frem imot mei og sætter sit ansikt tæt op til mit, og sier me øm bløt stemme:
— Du! vil du naa bare ro orntli me dei!... vil du over til Filtvedt naa?... hva tror du de maa tænke om slik roing i den andre baaten... du? si mei det... du? — hun hvisker orene uten mening inn i mit ansikt, bare for aa hviske, hennes munn er like ve min saa jei drikker hennes aanne, og hennes stemmes veke ømhet rinner søtt betagende ned igjennem mit legeme — og pludseli kysser hun mei. Saa kan jei ikke mere, jei slipper aarerne og synker betat ned mellem hennes knæer, me armene om hennes liv, og trykker haart mit hode inn mot hennes bryst mens jei hvisker det i øm fortvilelse —: Aa Vera Vera, jei er saa gla i dei!...
— Nej er du gal! sier hun forskrækket, og klapper mei bløtt paa kinne — rejs dei fort op igjen, ellers gaar jei ved gud agter i prammen og sætter mei... dette gaar jo umuli an, de kan jo se det hele der utefra — og hun rejser sei og later som hun vil gaa agter. Men saa skvætter jei op og griper aarerne igjen.
— Aa nej? nej? sier jei bønli — gaa ikke fra mei? jei skal sitte saa stille og ro saa pent...?
Et øjeblik staar hun der oprejst foran mei og smiler ned paa mei me et stolt sanseli smil — «Er du gla i mei du?!» sier hun halt léende og sætter sei saa ned igjen — og igjen blir jei sittende der og ro me mine øjne i hennes, saa lykkeli at jei syns jei maa dø...
— Du! sier hun saa om litt, og der lægger sei som en sky over hennes ansikt — det er igrunnen ærgerli at du ikke er jaloux!
— Ja, sier jei me et smil — jei skjønte nok du ville gjøre mei jaloux me Gaarder deroppe i haven.
— Ja!? — hvorfor ble du saa ikke jaloux? — det er da ærgerli!
— Jei kan da ikke bli sint paa Gaarder, fordi du vil gaa paa ryggen hans! sier jei léende. Og paa dei kan jei jo ikke bli sint i det hele tat, hva du saa har lyst til, og hva du saa gjør — og saa kunne jei jo bare sitte der og ønske mei at gid gid det hadde vært min ryg hun hadde hat lyst til aa gaa paa!
— Uf di glasplatene dine! sier hun, halt léende halt ærgerli — de er nok i den beste orden derinne endda!
— Jamen inrøm at det maatte da heller være paa Waldemar jei skulle være jaloux — han som faar være hos dei hver nat naar han er her!
— Naaja, hvorfor er du saa ikke ialfall jaloux paa ham?!
— Nei, sier jei sagte — for jei kan ikke bli jaloux. Naar jei gaar dernede i Emmestad og vrier mine hænder i fortvilelse og vet ikke hva der skal bli a mei fordi du ikke er der — saa er det jo ikke det som gjør mei fortvilet, at du er hos ham! det tænker jei knapt paa en- gang. Det forfærdelie for mei er bare det at du ikke er der! det er det som gjør mei saa syk, at gik jei ikke der og haapet paa aa faa se dei igjen, saa sto jei det ikke ut et øjeblik!... Paa dei er det jei tænker naar du ikke er der, ikke paa ham!... paa dei som rinner gjennom mit blo som fortærende ill... paa dei som jei ikke kan være foruten... paa dei som ikke er der — aa gud!... Og naar du saa er der, og jei ser det a dit ansikt og hører det paa din stemme og mærker det paa alt, at du er gla i mei og vil gjerne være hos mei — gud saa er jo alle sorger borte, og hvordan skulle jeg da kunne ha tid til aa tænke paa ham! — aanej... Er du vonn paa mei, Vera, for jei er saan?
— Nej! sier hun bløtt og sænker de kjærlie øjne i mine — nej! det er jo det som er det dejlie: naar jei er hos dei saa snakker vi aldri om ham... Og naar jei er hos ham saa snakker vi aldri om andet enn om dei... Men du! naa er vi jo mitt utpaa fjoren jo! hvor i alverden vil du hen? — og hun ser mei dypt inn i øjnene me det kjærli skøjeragtie smile —: Du er ikke noe videre flink til aa ro du! sier hun — ialfall ikke naar jei er me!... se paa de andre: de er alt inne ve badehuse de naa — aa kjære hvor jei er gla i dei! — og hun slaar armene om mei og kysser mei.
Jei sitter der noen øjeblikke halt fra mei sell — beruset af henne. Saa pludseli sætter jei kursen ret inn til Hvitsten.
— Men hvor vil du naa hen? spør hun forundret.
— Være alene me dei et øjeblik! hvisker jei sagte.
— Hvordan det?
Men jei svarer ikke, bare ror alt det jei aarker, me mine øjne dybt i hennes, intil odden som springer frem foran Bakkehusbugten skjuler badehuse derinne, hvor de andre netop lægger til. Saa vipper jei aarerne inn og glier sansesløs ned paaknæ foran henne me armene om hennes liv, og hviler mit hode ve hennes elskede bryst.
— Vera! hvisker jei sagte — aa la os sætte os der agter litt? dér er det bedre aa sitte... og jei har jo ikke faat være alene me dei et eneste øjeblik i hele aften for alle de menneskene...? Og pludseli ser jei op paa hen- nes kjærlie ansikt og sier me et sykt smil: Du! — du er naa litt karri me dei sell likeover for mei!... sjælden kommer du, ossaa tar du endda fremmede mennesker me — kjære snille søte dei hvor jei er forfærdeli gla i dei! — og pludseli brister jei i hysterisk graat.
Stille sitter hun der og holler mei inntil sei og klapper mei paa haare til det er over — men saa tar hun hode mit i begge sine hænder og holler mit ansikt op imot sit, og sier det bløtt:
— Du! — ikke graat mer... ossaa vær naa fornufti: la os først ro inn til de andre... naar de saa har lagt sei, ror vi utpaa igjen — og har hele natten for os...
— Vil du det? sier jei gla — aa tak! tak Vera! — og jei bare trykker henne ennu engang inntil mei, og springer saa op og griper aarerne — og ror fort omkring odden og inover Bakkehusbugten: gud! gud! en nat paa fjoren alene me henne!...
Da vi kommer op til husene er lampen tænt i havestuen og da vi trær derinn finner vi Majken og Bekkasinen og Gaarder sittende om et dækket bor og spise — en stor koll oxesték mitt paa bore.
— Mât? det var dejli! sier Vera og sætter sei strax til aa spise hun ossaa, mens jei bare skyller i mei et glas øl — mât byr mei imot — og blir sittender der ve siden a henne og se paa henne spise.
— Her! sier hun saa, og rækker mei et stykke hun har skaaret — spis! Di blir jo rent mager for os herute jo!
Jei spiser det fordi hun har tat i det, og skyller det ned me nok et glass øl — aah! bare de naa vil bryte op naar de har spist!...
Men de bryter ikke op. Majken sætter sei til pianoe og spiller... saa synger Gaarder og hun akkompagnerer... og saa synger Majken noe — og da Vera ikke vil: hennes stemme er ikke iorden i disse dagene sier hun, saa er der bare Bekkasinen tilbake; for jei synger jo ikke. Men Bekkasinen lar sei nøde...
— Syng naa da Bekkasinen! sier jei nervøst, for aa faa en enne paa det — saa skal jei ved gud ossaa synge.
— Syng Di først da! sier Bekkasinen — og uten aa betænke mei synger jei me tyk stemme, uten akkompagnement, for ingen kjenner melodien:
Naar stormen suser ve nattetid
og pisker den kulsorte bølge hvit,
naar fisken flygter og søker ly
og rædde maaker til landet fly —
da maa jei ut, jei maa ut at prøve
kampen mot havets vrede løve!
Dér, i den ville, den dødssvangre dyst —
faar jei fred i mit bryst.
Men stop, hva nytter det, al den stunn
mit haap finner ingen ankerbunn —
min mast er knækket, mit ror er væk!
mit sejl er flænget, min jolle læk!...
Havet er vitt, kan min kval ej tæmme,
havet er dypt, kan min sorg fornemme
— sæt saa herinne et krybdyr-bo!
kan min sjæl faa ro.
— Ja, det var en sørgeli sang, sier Vera og ser paa mei — og saa synger Bekkasinen, og jei haaper at det er slut. Men isteden gir de sei saa til aa «spille hverandre» som de kaller det: de klimprer paa pianoforte et par akkorder eller en stump af en melodi: «det er dej!» sier de, og «det er dei!» — og blir saa uenie om hvorvidt det passer paa den det skal gi, og lér og disputerer saa fillene flyr... og Vera er ivrigst af dem alle.
Men borte ve vindue, ve det lille runne bore der, sitter jei syk og forpint og halt fra mei sell — et rasende hâd er pludseli dukket op i mei til alle disse glae menneskene, untagen henne — aah! der er ikke det onde paa joren jei ikke skulle kunne gjøre dem syns jei!... Jei forstaar at det er meningsløst, men mere og mere æter hâde sei inn i mei jo længer jei sitter der, jei kan ikke for det! — aah! jo vonnere jei har det, desto muntrere blir de... hvorfor er de her! hvorfor gaar de ikke! — og jei biter tænderne sammen i hâd, og stirrer fortvilet ned i bore...
Har de mærket det? — gud vet; men pludseli i en pause sier Vera: «Naa gaar vi ut litt dere!» og springer idetsamme bort til vindue hvor jei sitter, apner det og hopper ut, og springer op a græsplænen utenfor, mot vejen deroppe — fulgt i hælene af mei naturlivis, og jei igjen af Bekkasinen og Gaarder. Oppe paa Vejen braastanser Vera, de andre to farer os forbi — og saa griper hun mei i armen —: Hva er det naa me Dem? spør hun og ser mei bekymret inn i ansikte — og pludseli brister jeg i nervøs graat
— Det er bare det at jei hader alle mennesker untagen dei! stammer jei hulkende, og læner sykt hode mit op til hennes skulder.
— Stakkars, stakkars dei! sier hun stille og stryker mei bløtt paa kinne; stikker saa kjærli sin arm inn unner min og sier bløtt: «kom naa, saa gaar vi!»
— Ikke vær vonn paa mei, sier jei hixtende og ser bønli paa henne — det er bare nervøsitet, jei kan ikke for det.
— Nej, jei forstaar det nok, sier hun bløtt — jei er slet ikke vonn paa dei.
— Men naa er det blit saa sent at du kan vel ikke mere ro ut me mei inat? spør jei sykt og sagte — jei opdager pludseli at det næsten er lyse maarenen.
Hun ser paa mei litt, ser hvor ulykkeli jei er — og saa sier hun resolut —: Jo! jei vil allikevel.
Jei forstaar at hun vil det bare for min skyll, men jei aarker ikke aa si at hun ikke skal — jei kom jo til aa hyle af fortvilelse hvis jei naa skulle gaa fra henne — ogsaa tar vi da af fra vejen, ned over en grøn plass, for gjennem skoven aa gaa ned til baaten. Men mitt paa den grønne plassen stanser hun igjen; og spør mei:
— Vil du ikke heller at vi skal gaa ned i Karolinestuen!
— Jo! tak! sier jei sagte og tar hennes haann — jei føler mei pludseli forfærdeli træt jei ossaa, og har bare én eneste trang: aa faa lægge mit hode inn til hennes bryst og hvile... hvile!...
— Men saa maa vi vente til Bekkasinen kommer tilbake, sier hun. — Bekkasinen har nemli nøjlen til Karolinestuen; det var meningen at hun skulle ligget dernede inat.
Idetsamme skjærer et skarpt fruntimmer-hvin gjennem luften fra skoven der ovenfor vejen — og Vera brister i latter, og jei me: det er tydeli at Gaarder uformodet har grepet efter Bekkasinen.
— Jei skal rikti spørre Gaarder imaaren hva det var han gjore me Bekkasinen som fik henne til aa hvine slik! sier Vera me et skøjeragti smil — men saa lægger hun alvorli til —: «Stakkars Bekkasinen som ikke kan faa noen til aa bli gla i sei!...»
Strax efter hører vi skritt deroppe, og Bekkasinen dukker alene frem paa vejen — hun stanser forlegen da hun faar se os.
— Bekkasinen! sier Vera — aa la os faa nøjlen til Karolinestuen, saa kan du ligge ophos mei, vil du?
— Gjerne det! vil dere bli me inn — for jei har den ikke her!
— Nej, vi vil ikke forbi husene igjen — aa kom derned me den, er du snil?
Bekkasinen løper inn, og vi gaar nedover gjennem skoven. Som vi klyver over gjære dernede og inn paa græsplænen foran Karolinestuen, kommer Bekkasinen springende:
— Jei kan ikke skaffe nøjlen uten aa vække piken og Katja, sier hun — og det er vel ikke bra?
— Hva gjør det?! sier jei — Di skulle jo ligget hernede; det ser altsaa snarere mere mistænkeli ut at Di ikke kommer og henter nøjlen; for da vil de jo spørre imaaren: hvor fan har Bekkasinen ligget henne inatt?!
«Hvor fan har Bekkasinen ligget henne inatt?!» hærmer Vera efter mei, og saa lér de begge to, og Bekkasinen løper op igjen og kommer tilbake me nøjlen. —
Karolinestuen ser bar og nøken og uhyggeli ut i det kolle indsigende maarenlys... og ingenting er der aa sitte paa andet en de fæle hare træstolene — og da Vera sætter sei træt ned ve vindue faller jei ned paaknæ foran henne me armene om hennes liv og hvisker det bønli inn ve hennes bryst:
— Vera, aa la os lægge os me det samme?
— Nej, jei vil ikke lægge mei! sier hun og ser paa mei me store, sky øjne.
— Men hvorfor ikke?
— Nej jei er «syk» da skjønner du.
— Aa men hva gjør det?
— Janej, jei vil ikke!
— La os ialfall lægge os me klæerne paa da? ber jei sagte og forfærdeli bønli — jei er bare saa forfærdeli træt... og her er saa uhyggeli herinne — aa faar jei ligge i armen din og hvile?...
— Jaja, sier hun træt — men du lover mei altsaa aa ligge aldeles stille?
— Ja!
Saa ligger jei da der me hode i hennes arm, og da jei ber om det, lægger hun haannen sin op paa kinne mit, og lar den ligge der. Jei forsøker aa sove men kan ikke — det er jo henne... og jei er saa forfærdeli gla i henne, længter saa saart efter henne!...
— Aa faar jei ligge me dei allikevel? ber jei bønli og gløtter op paa henne.
— Du ligger jo me mei! sier hun me et skøjeragti smil.
— Aa du vet gott hva jei mener...
— Janej, jei vil ikke det!
Ennu en stunn ligger jei der stille i hennes arm — aah, men saa kan jei ikke mer, og begynner aa kysse henne nedover hele hennes legeme utenpaa kjolen: længselen efter henne raser igjennem mei som en feber — og pludseli hvisker jeg febrilsk:
— Aa gud, aa gud — faar jei kysse dei dernede?...
— Er du gal! sier hun forskrækket og stanser mei — jei har jo sagt dei at jei er «syk» jo!
— Netop derfor! hvisker jei i ren vildelse og vet ikke mere hva jei gjør — marven smelter i mine bén ve tanken — jei maa inn til henne!
Men saa springer hun ut a sengen og bort til vaskevansstolen, tar begge haanklæerne som hænger der og tuller haart omkring sei innenfor unnerbenklæerne — og venner sei saa igjen mot mei:
— Saa! sier hun — vil du naa la mei være?... ellers lægger jei mei ikke igjen!
Forskrækkelsen har bragt mei til mei sell —: «Naa er det over!» sier jei sagte — «aa vær ikke vonn paa mei?».
— Nej, jei er ikke vonn paa dei, sier hun kjærli og lægger sei igjen op til mei —: jei skjønner jo gott det maa være fælt aa ligge saan ve siden a mei uten aa faa lov til aa røre mei. Men det er altsaa ikke noe aa gjøre ve inat — luk naa øjnene og sov, er du snil?
Jei lukker mine øjne, men aapner dem strax efter og blir liggende der i hennes arm og se paa henne — hun ser ut som hun sover. Men pludseli aapner hun øjnene og sier:
— Nej! du maa sove orntli, ellers er jei ikke tryg for dei — og da faar ikke jei heller sove.
— Jei skal sove! sier jei og lukker igjen øjnene — og holler dem energisk lukket til jei hører det paa hennes aannedræt at hun er sovnet inn. Saa blir jei liggende og se paa henne:
... Dejli er hun der hun ligger, det mørke hode mot den hvite puten!... Alt hva jei elsker her paa joren, dér inne bor det, bâk dette kjære kjente ansikt me de lukkete øjne og den hall-aapne munn hvor tænderne skinner friske frem mellem de fulle røde læper — dér inn bor det, lever det, drømmer det altsammen, gjemt og skjult for mei bâk de lukkete øjenlaak...
— aah, om jei tore trykke et kyss paa hennes munn, saa hun slo øjnene op og saa paa mei...
— Nej! nej! jei nænnet det ikke saa dejli som hun sover — sov trygt, kjære kjære du!...
— aah men saan trang jei har til aa klappe og kjæle for henne... tusle og stelle omkring henne mens hun sover — ikke haart, saa hun vaagner a det! nej bløtt og mildt, saa det bare glier stille inn i hennes drøm, at der er noen som er forfærdeli, forfærdelig gla i henne...
Saa dejli hun sover! — bryste løfter sei og sænkes saa roli og saa jevnt, og jei føller det me øjnene —: dér innunder er det ossaa henne som lever og drømmer — gud, hvor jei længter efter henne...
Og en følelse af usigeli forlatthet sniger sei inn over mei —: langt, langt borte, fjernt fra mei er det hun lever, hun som jei elsker og som ligger her tæt optil mei — aah! aldri rækker jei inn til hennes sjæl saa jei kan leve sammen me henne derinne... hun elsker mei ikke — hva er det saa jei lever for!...
— Og trøstesløst fatti og alene blir jei liggende der i hennes arm og stirre ut gjennem vindue — det er som om alt hva der heter haap dør ut inni mei... Maarenen voxer derute og fyller luften me sol... snart vil hun vaagne, og tør ikke mere ha mei hos sei — og saa gaar hun roli til sit, mens jei rejser skjælvende hjem og blir gaaende der og skjælve til jei faar se henne igjen... Og aldri, aldri blir det anderledes — gud! hvorfor er det jei lever?!...
— og jei stirrer igjen paa hennes kjære sovende ansikt, og mit hjerte er saa tongt som maa det briste...
Pludseli slaar hun sine øjne op, like i mine, og smiler — et dejli kjærlihetsfuldt smil —:
— Er du vaaken? sier hun saa bløtt at mit hjerte bæver.
— Ja, svarer jei sagte — hvor kan jei sove naar jei er hos dej!... Vera, er du gla i mei?
— Ja! sier hun me lav stemme og ser mei dypt inn i ansikte. Og betat slaar jei armene om henne og kysser hennes ansikt og hennes hals og hennes øre... gud, hvor er jei ufatteli gla i henne — og uten aa vite det ligger jei igjen der og kysser henne ned over hele hennes legeme; inntil hun pludseli stanser mei:
— Nej! nej! sier hun nervøst — du vét hvor dette fører hen! — og hun rejser sei fort op og trær ut paa gulve.
Borte ve vindue blir vi staaende lænet op til hverandre og se ut over fjoren. Stille og livløs ligger den der, ennu i skygge — men solen er alt naadd ned til foten af aasen over paa den anden side.
— Hvormange tror du klokken er? spør hun om litt.
— Snart sex! svarer jei sagte, og ser ulykkeli op paa henne: naar dagen kommer maa jo jei gaa! — hva er jei for henne!...
Et øjeblik ser hun paa mei me store bedrøvete øjne — og saa sætter hun sei pludseli ned paa fange mit og klapper mei stille paa kinne. Men ikke fordi hun er saa gla i mei at hun maa det, syns jei — nej, for aa trøste mei... Naar jei naa er borte gaar hun roli til sin dag uten mei — hva er jei for henne!
— og stille lægger jei mit hode inn til hennes bryst, og mit hjerte er igjen saa døds tongt...
Pludseli skvætter vi til ve en lyd utenfor — var det et menneskes stemme, eller hva?... spænt lytter vi en stunn — men hører ikke noe mer.
— Skulle de være staat op oppi huse alt? sier hun betænkeli.
— Gud vet.
— Ja jei tør ikke ha dei her længer! sier hun nervøst — vent mens jei ser efter at der ingen er utenfor!
Men jei holler henne ømt tilbake —: det behøves ikke, jei kan hoppe ut a vindue.
— Men er det ikke for højt? spør hun betænkeli.
— Nejda! adjø!
Jei trykker henne ennu engang inntil mei, aapner saa vindue og klyver ut — og lar mei falle ned paa joren.
— Adjø! hvisker jei op, da jei staar dernede.
Et øjeblik ser hun lissom eftertænksomt ned paa mei me de dype mørke sørgmodie øjne og ryster langsomt paa hode som vil hun si: «hva skal det bli me os to?!» — saa nikker hun alvorli ned til mei og trækker sei inn i værelse, og skjælvende skynner jei mei ned til badehuse hvor prammen ligger.
— Ja! ja! sier jei angest til mei sell og ror rystende af feber ut bugten —: hva skal det bli me os to?!!