Bekjendelser/XXXII
Samme dags aften (Lørda 14 juli 88).
Klokken er elve om aftnen, det er mørkt og stille. Jei svinger om odden me prammen og glier me bløte forsiktie aaretak inover den sortblanke bugt, forbi det første gule badehuse, og hen foran det andet — hennes! Løfter saa aarerne af vanne og spejder og lytter me bankende hjerte opover mot skoven me husene bâk — mens prammen a sei sell glier sagte videre, henover det sortblanke vann...
— Nej!... ingen aa se, ingen aa høre... altsaa er faderen kommen, og hun kommer ikke — herregud, hva er aa gjøre?
Lydløst sænker jei aarerne i vanne og tar igjen noen forsiktie tâk — og prammen glier stille videre inover bugten. Saa hvitner Karolinestuen frem mellem træerne strax ovenfor strannen — vinduerne er mørke endda. Videre glier jei ennu et stykke — saa glimter der lys frem mellem trætoppene højt deroppe hvor husene ligger; et lite stykke til, og det skinner klart ut av glasdøren oppe i havestuen — dér inne er hun!
Hjerte banker hurtiere ved tanken, jei løfter igjen aarerne af vanne —: hva skal jei gjøre?...
Vente til der kommer lys nedi Karolinestuen hvor faderen skal ligge?... kansje kommer hun allikevel naar faderen har lagt sei, skjønt hun ikke har loft det — kansje netop, fordi hun ikke har loft det...?
— Ja, det vil jei!
Og jei venner prammen og ror tilbake, stille og forsikti, til jei igjen skimter den lille hvite Karolinestuen mellem træerne — lar saa aarerne hænge i vanne, tænner en cigaret, og venter i nervøs lytten.
Alt er saa stille. En fin muskregn er begynt aa falle, aldeles lydløst — det sortblanke vann er blet matt graatt.
Me ét skvætter jei til —: en svag regelmæssi banken høres mitt i stillheten...? Men den kommer jo utenfra! — Jei venner øjnene efter lyden — ah! over paa den andre side a fjoren, litt længer inne, ser jei mot den sorte aasen derover, to bløte slørete lys skinne frem gjennem den mørke regnvaate luft, det ene over det andet, det øverste gult og det underste røtt — top lanternen og bagbords lanterne paa et dampskib altsaa! Skraage nedenunder ser jei ikke, bare de to slørete lysene som jevnt og langsomt bevæger sei utover fjoren, mens den svage regelmæssie banking af maskinen høres tydeliere og tydeliere henover det matt-graa vann... Og længer inni fjoren kommer nok et par saanne lys avancerende utover... og endda længer inne nok et par — det er alle aftendampskibene som kommer utover...
Pludseli venner jei mei om og finner Karolinestuens vinduer oplyste. Saa kaster jei cigaret-stompen, tar igjen noen bløte lydløse aaretâk, og glier stille og ængsteli hen foran det lille gule badehuse — og venter i aandeløs lytten...
Noen øjeblikke efter dukker en mørk dameskikkelse i lys straahat frem a skoven derinne paa strannen, ser sei forsikti om, og springer saa let ut paa stenbryggen, forbi badehuse og bort til trappen — og bløtt og behændi hopper hun saa ned i agterskotte paa prammen, som jei imens har lagt til.
— Tak for Di kom allikevel! hvisker jei sagte, me bankende hjerte, og ror fra.
— Ja, faderen var saa hyggeli aa lægge sei tili idag! sier hun fornøjet og sætter sei ned paa agtersæte — Men hva er dette for noe? — og hun tar op en flaske som hun er kommen til aa spænne overenne.
— Det er absinth!
— Ah! sier hun og holler den op for ansikte og ser paa den — det var dejli! Faderen har nemlig trakteret os me bare brus deroppe i hele aften mens han sell har sittet og drukket portvin — det er nemli ikke passende for onge damer aa drikke spirituosa, hahaha! — og hun ler me sin lyseste latter.
— Og vann har jei her!... og is! — jei tar begge dele frem under rotoften og rækker det agterover til henne.
— Is ossaa? — nej det er brilliant!
— Jamen hyss! vi maa ikke snakke saa højt her, faderen kan høre os — det er aldeles utroli lytt paa vanne... La os ro ut mittfjors? skal vi?
— Jamen gi mei først en cigaret hvis du har.
Hun tænner cigaretten og laver i glassene, mens jei ror stille utover bugten me bankende hjerte og øjnene fæstet paa hennes elskede skikkelse — som et vindunderli eventyr føles det at jei virkeli har henne sittende der... og vi har hele natten foran os!
Den fine muskregn er holt op, sjøen ligger igjen sortblank henover — saa kommer et svagt lite luftdrag fra Nord og kruser det litt... vi er mitt utpaa.
— Faar jei lov aa lægge aarerne inn og komme agter til Dem? spør jei sagte og holler op aa ro.
Hun nikker tilbake, jei lægger aarerne inn og gaar derbort — og hun flytter sei ut i siden a prammen og slaar op den brune forværkskaapen hun har paa, og tar mei inntil sei inni den.
— Vera! sier jei me bankende hjerte og trykker henne inntil mei mens jei ser inn i de store mørke øjnene hennes — dette hadde jei minst tænkt i formidda!
— Enn jei da! svarer hun me et smil.
— Hvor jei var fortvilet da! sier jei sagte — og hvor jei er gla naa!... gud hvor du kan styrte mei ned i helvede, og vippe mei op i himlen igjen — kjære dejlie du!
— Jamen du! sier hun me et smil — du er ikke saa gla i mei iaften som du har vært før!
— Ikke saa gla i dei?... jo?
— Nej, sier hun og ryster langsomt paa hode — jei kan de øjsene dine naa! jei vét hvordan de ser ut naar du er rikti gla i mei!...
— Kansje har du ret, sier jei sagte og ser inn i de elskede øjnene hennes — det er virkeli lissom litt stillere inni mei iaften, enn ellers naar jei er hos dei... i formiddag, da jei fik det breve dit var det som der knakk noe inni mei og det ble me ét saa døtt og stille derinne — der er lissom noe igjen a det endda... Gud hvor jei ikke trodde at du noen sinne gadde vært gla i mei!...
— Men du! sier hun og ser paa mei me et sejerssikkert smil — jei skal nok faa dei til aa bli lissaa gla i mei som før!
— Tror du? svarer jei leende og trykker henne inntil mei.
— Ja!... ja det tror jei du, svarer hun sagte og læner sei vellysti tilbake i min arm me lukkete øjne — nakken kastet tilbake og halsen op...
og jei bedækker den hvite dejlie hals me masser af forte smaa brænnende kyss, saa hun synker mere og mere bâkover — indtil jei pludseli maa rejse henne ivejre me et rykk for at vi ikke skal vippe bâklænds ut i vanne begge to.
— Du! sier hun saa me et lite smerteli-sanseli smil og lægger armene om halsen paa mei og ser paa mei me ømme slørete øjne — hvor jei liker gott de smaa korte haâre kyssene dine!... saan er det bare dei som kysser!
— Er det det, du? hvisker jei betat og trykker henne intil mei, og kysser henne igjen en mængde smaa kyss bortover halsen... og lægger saa me et vellyst-gys hode ned paa hennes skulder og føler hvordan hennes legemes nærhet skjælver igjennem mei liketil mit allerinderste.
Og hun læner bløtt sit hode mot mit og klapper mei stille paa kinne...
— Næ-j! sier hun pludseli og peker forover — saa morsomt det ser ut! — og uvilkaarli løfter jei ansikte og ser op:
Overlatt til sei sell har prammen vent næsen mot Syd, og agterlastet som den er har den formeli sat sei paa ende: snuden peker højt op i veire, hele forskotte tegner sei mørkt og stort mot luften og virker som et lite sejl — og langsomt men jevnt siger vi utover fjoren for den svage nordenbris.
— Du! hvisker jei sagte og trykker henne inntil mei — naa sejler vi to, du og jei, alene ut i verden, og kommer aldri mer tilbake...
— Nej la os aldri mer komme tilbake! hvisker hun sagte og klynger sei inntil mei — la os rejse bort for bestandi fra de fæle menneskene i den fæle byen derinne bâk os.
— Ja la os det! hvisker jei tilbake. Men du! saa maa du ikke si til mei at du ikke er gla i mei mer, førenn det virkelig er slut — vil du vel det?
— Det kan jei ikke love dei! sier hun og ser smilende op paa mei — næste gang jei blir sint paa dei kommer jei nok til aa gjøre det igjen.
— Kjære elskede dei... kan du nænne det?
— Ja, naar jei er sint paa dei saa kan jei det — for da er jei ikke gla i dei, og tror sell at det er forbi... og er sell forfærdeli ulykkeli...
— Aah men det gjør saa forfærdeli ont... jei holler det ikke ut — jei dør a det.
— Jamen jei vét jo at jei kan gjøre det gott igjen!
— Ja, hvis jei ikke har tat live af mei imens!
— Saant maa jei vove, sier hun alvorli. — Forresten saa tok du jo ikke live a dei igaar.
— Nej for da trodde jei pludseli at du aldri hadde vært gla i mei, at det hele bare hadde vært en Milly’sk komedie — og da unte jei dei ikke at du skulle ha noen som var saa gla i dei at han maatte dø for din skyll, jei syntes ikke du var det vært; derfor ville jei forsøke paa trass, om jei kunne leve allikevel... Men naa tror jei jo ikke det mere, og naar du holler op aa være gla i mei saa kan jei jo ikke leve mer.
— Jamen du! — hun ser mei ømt inn i øjnene — jei er jo gla i dei allikevel!... hvis jei ikke var gla i dei saa gad jei jo ikke være saan sint paa dei — aa skjøn det! og husk paa det til næste gang, vil du?
— Ja det vil jei nok, sier jei sagte. Men naar det naa engang virkeli blir forbi, og du da ossaa bare skriver til mei at du er ikke gla i mei og vil ikke se mei mere — hvor længe skal jei da gaa og haape paa at du bare er sint, før jei opgir det og skyter mei?
— Det kan jei ikke si dei! sier hun me et grusomt smil og sænker sine øjne saa dypt og kjærlig i mine at alting skjælver og løser sei op inni mei — og magtstjaalent betat siger jei ned paaknæ foran henne i bunnen a baaten, me armene om hennes liv, og hvisker det bævende inn ve hennes hjerte:
— Vera, hvor du er millioner gange dejliere enn noe andet menneske paa joren... Vera hvor jei elsker dei ut over alle grænser — aa Vera! Vera!...
og jei føler i vellyst at hun trykker mit hode inntil sei og klapper mei nedover nakken me sine dejlie hænder. Og en tyk varm strøm af henne rinner fra disse hænder ned gjennem mit legeme og fyller mei me øm magtstjaalen vellyst... mine lemmer blir bløte og tonge, mine sanser omtaages — og jei blir liggende der i en søt rus og kysser henne nedover bryste og hofterne og videre nedover til jei er helt ve hennes føtter. Saa løfter jei me et gys kjolen tilside og kysser henne bævende opover de hvite underbuxer — hjerte skjælver i mit bryst... og pludseli er det som det stanser og jei maa dø — og jei begraver mit ansikt dypt derinne ve henne. Men saa glier det over, hjerte slaar igjen — og me magtstjaalne rystende hænder famler jei op om hennes liv...
— Jei maa! jei maa! helt inntil dei, hvisker jei bævende — og faar saa løst op baannene og klædd a hennes ene ben. Men da jei ser hennes hvite laar nøkent foran mei og føler hennes egen varme hud under mine hænder, slipper jei alt og bare synker beruset inn til henne, me mine læper mot hennes eget allerinderste — og svimler saa væk og vet ingenting mere. Andet enn at jei er hos henne!... hun har tat mei inn til sei!... jei er omgit a henne paa alle kanter... jei aanner henne inn, jei drikker henne i mei; hun er inni mei, hun er utenom mei; hun siver inn og ut gjennem mit legemes porer... jei svømmer, jei drukner i henne og synes jeg maa dø...
— aah, men jei dør ikke; alt blir bare vidunderliere og vidunderliere, vidunderliere og vidunderliere...
Pludseli vaagner jei til mei sell ve aa føle at det er gaat for mei — og ser forskrækket op paa henne. Hun ligger der henslængt paa prammens agtersæte hvilende paa den ene armen — hennes bløte slørete øjne møter mine da jei ser op, og hun glatter mekanisk kjolen ned omkring sei.
— Er du vonn paa mei? hvisker jei sagte.
— Nej, svarer hun ømt og rejser sei langsomt overenne, de bløte slørete øjnene dypt sænket i mine — nej du, det er jei ikke! Og hun tar igjen mit hode me begge sine hænder og trykker mei bløtt inntil sei — og jei blir liggende der ve hennes bryst, sansesløst betat, og nyder en søt vidunerli hvile som jei aldri har kjent...
Jei vet ikke hvorlænge jei har ligget der slik — saa sier hun sagte:
— Du! det er ikke vært vi lar os drive altfor langt ut; jei maa jo være hjemme igjen før faderen staar op. Han skal paa fisketur i formidda og vil ha mei me.
Saa først husker jei hvor vi er og løfter hode og ser mei om. Det gryr af dag; Filtvedts gule træ-fyrtaarn er vi drevet et gott stykke forbi — og da jei vet hvor langt det er aa ro tilbake bare klynger jei mei ennu engang inntil hennes elskede legeme og kysser hennes bryst, og springer saa op og griper aarerne og ror afsted tværs over fjoren, over mot det østre lanne...
Men jei er lissom ikke rikti vaaken... hun sitter der agter og ser paa mei med de bløte slørete øjnene, og jei stirrer betat inn i dem og føler hvordan hun ennu hele tiden rinner rinner rinner mei ned gjennem bloe, og omtaager mine sanser. Det hun sier forstaar jei, og svarer paa det; men jei gjør det lissom i drømme, og naar orene er forbi vét jei ikke mere hva det var — jei bare stirrer videre inn i de bløte slørete øjnene hennes, som lissom ejer mei — og længes og drages dit bort hvor hun sitter...
Endeli glier prammen inn mellem noen stener ikke langt fra strannen, og sætter sei fast — og i en fart vipper jei aarerne inn og springer agter, og synker igjen ned paaknæ foran henne me armene om hennes liv og ser henne op i de bløte slørete øjne.
— Vera! sier jei sagte — naa driver vi altsaa ikke mere af! faar jei lov aa være litt hos dei?
Ja det faar du, sier hun me et ømt smil og lægger stille sin haann paa hode mit og stryker mei bløtt nedover nakken.
Og igjen rinner der ve hennes hænders berøring som en tyk søt strøm af henne ned gjennem mit legeme og magtstjæler mine lemmer og omtaager mine sanser — og jei synker igjen inn ve hennes bryst i en øm søt rus og kysser henne nedover hennes elskede legeme, til jei igjen svimler vellystdrukken bort derinne i hennes skjød og er fra mei sell og føler det som jei maa dø af vellyst ve aa være hos henne... Og vidunderliere og vidunderliere, vidunderliere og vidunderliere blir det igjen for hvert øjeblik som gaar; for hvert sekunn føles det som at naa kan det ikke bæres mer — men det bæres allikevel... og det tar ingen enne... aah! dette er himlen — slik har jei aldri hat det i mit liv...
Pludseli skvætter jei til som ve et slag paa hjernen og ser forskrækket op, ve at hun hvisker det nervøst:
— Du maa rejse dei op! der kommer en jagt sejlende ned paa os!
og hun rejser sei fort overenne og glatter ned kjolen omkring sei, mens jei forvirret springer forut og gjør prammen flott og griper aarerne og ror langs lanne inover fjoren.
Nærmere og nærmere kommer jagten — hun sitter der og stirrer paa den me store sky øjne. Det er en grønmalet jagt me gamle graa lappete sommersejl, dyplastet saa dække mittskibs næsten ligger i flugt me vanne. Agter staar en ong fyr i skinvest og lue, me rorpinnen mellem knærne, og ser paa os. Nærmere og nærmere kommer han... naa er han her! Vi ser paa ham, han ser paa os —: gomaaren! sier han, gomaaren! sier vi — og jagten glier stille forbi noen alen fra os. Vi sitter der og ser efter ham — han vet ingenting om os, vi vet ingenting om ham... alene staar han der agter i den tilie maaren, mens jagten fjerner sei mere og mere — der forsvinner baade den og han bak odden dernede... det hele er som en drøm, og jei sitter igjen der og stirrer betat paa henne som jei elsker og som jei snart skal dø fra, men som ennu sitter her og er gla i mei — aah, saa ømt og bløtt hennes øjne hviler i mine!...
— Vera, er du gla i mei? hvisker jei stille — og hennes bløte «ja!» klinger saa søtt i mine øren som hører jei det for første gang.
— Maa jei ro? eller faar jei lov aa komme agter til dei?
— Først maa du ro litt! sier hun kjærli — husk paa vi har langt hjem.
Og jei blir sittende der ve aarerne me mine øjne i hennes — aah saa gott det er aa ro fordi jei vét hun vil det!... aah, hennes kjære dejlie vilje!...
Men saa ligger jei igjen paaknæ foran henne der agter, me armene om hennes liv... Og hun taler til mei og jei ser op i hennes kjære dejlie ansikt... Og hun lægger sine hænder paa mit hode og trykker mei inntil sei, og jei gjemmer mit ansikt ve hennes elskede bryst. — Og alting omkring mei blir henne. ... Hennes stemme og hennes ansikt, hennes øjne og hennes hænder, og hennes vidunderlie legeme og hennes ømme kjærlie or, altsammen flyter det sammen for mei til et eneste stort vidunderli noe som er henne, og som jei er mitt inni, og som flyter hen omkring mei og omgir mei paa alle kanter — aah! saa søtt saa søtt det er aa være hos henne... naa vil, jei gjerne dø...
Og det tar ingen enne, hun rinner rinner rinner mei saa ømt og betagende ned gjennom bloe, at jei kommer ikke mere orntli til mei sell... det hele blir til en søt forvirret drøm, hvor jei snart sitter og ror og stirrer magtstjaalen paa henne som hun sitter der agter i al sin dejlihet og er gla i mei me sine ømme øjne og sit smerteli-vellystie smil... og snart ligger jei derinne ve hennes bryst og lytter til hennes vidunderlie stemme, og hvisker ømme forvirrete or inn til hennes hjerte — og fatter, fatter ikke min lykke...
Men pludseli, mitt inne i den søte forvirrete drøm hvor allting er henne, opdager jei Jensines hvite hus oppi bakken derinne, og det lille graa veskure — der hvor jei har gaat og vridd mine hænder i fortvilelse de tusinde rædsomme timer. Det føles som en trudsel, som vil noen ta henne fra mei — og angest lægger jei mei tilbake paa aarerne me al min magt, og afsted bærer det me foss for bougen til vi er kommet forbi odden, og Emmestadbugten og Jensines hus er skjult bâk den. Saa vipper jei aarerne inn og flygter igjen agter til henne og gjemmer mei angest derinne ve hennes bryst. Og igjen trykker hun mei ømt inntil sei og hvisker bløte kjærlie or ned til mei saa min angest svinner, og jei igjen glier inn i den søte forvirrete drøm, hvor alt er henne og jei bare føler det ene at hun er gla i mei — —
Jei sitter igjen og ror... og hun rejser sig fra agtertoften og kommer forover mot mei:
— Her! drik! sier hun og rækker mei et glas absinth som hun har lavet. Jei holler op aa ro og putter haanntake paa den ene aaren inn under knæe for aa kunne ta imot glasse — saa pludseli stanser hjerte i mit bryst og staar bævende stille... og det er som om marven smelter i mine ben ve tanken, mens jei hvisker det sanseløst op til henne:
— Aah om jei fik drikke det af dei...?
— Ville du det? sier hun ømt og sænker de bløte slørete øjne i mine.
— Gud om jei fik lov?! hvisker jei skjælvende.
— Men da blir det jo varmt!... der var liten mening aa ha is i da! sier hun me et ømt skøjeragti smil.
Jei kan ikke svare, bare stirrer sanseløst betat op paa henne — hver fiber i mei skjælver ve tanken...
Saa pludseli, me et stort sanseli smil, sætter hun glasse for munnen og tar en stor slurk — og bøjer sei saa ned over mei me hænderne paa mine skuldre, og sætter sine læper mot mine. Og al sans forgaar mei, mit hjerte staar bævende stille og mine lemmer fylles me søt tong vellyst, mens det strømmer fra hennes munn over i min — det føles som drikker jei inn i mei hennes eget legemes saft som kommer strømmende like ut a henne sell...
— Mere! hvisker jei da det er forbi, og stirrer vellyst-drukken op i hennes bløte ømme øjne — og hun fyller sin munn paany og gjør det igjen, og jei synes jei maa dø...
— Mere! mere!
Men pludseli slukkes ømheten i hennes øjne, og hun ser kolt paa mei og sier:
— Nej! dette har du gjort me andre før — og da vil ikke jei!
— Aldri har jei gjort det og aldri hat lyst til aa gjøre det før naa me dei! hvisker jei angest — men jei har læst hos Guy de Maupassant om to som gjør det... De kommer klyvende op a en fjellsti, varme og trætte, og finner en bæk, der lægger hun sei ned og drikker, og imens bøjer han sei ned over henne og kysser hennes nakke. Og pludseli føler hun for første gang at hun er forfærdeli gla i ham og venner sei om me munnen full a vann, slaar armene om halsen paa ham og trykker sine læper mot hans — og sprøjter saa vanne inn i munnen paa ham. Og han drikker det vellysti i sei, og de synker om paa marken sammen — og hun føler det for første gang som noe vidunderli gott aa være hos ham. Aa Vera gjør det igjen? vil du? — jei stirrer angest og bønli op paa henne...
Hun ser paa mei litt først me de strænge kolle øjnene. Men pludseli bløtnes de og sløres til igjen, det ømme smerteli-sanselie smile glier igjen frem om hennes læper — og hun sætter igjen glasse for munnen og fyller den, og bøjer sei saa over mei og gjør det igjen... og det rinner som bævende vellyst igjennem mei.
Og hun gjør det igjen og igjen, gang paa gang, til jei svimler vellystdrukken bort i en søt rus og vét igjen ingenting — andet enn at jei er hos henne og at hun er gla i mei... og alt er saa vidunderli gott at jei maa dø — — —
Og jei sitter igjen der og ror, øjnene dypt i hennes, mens hun skyver paa aarerne... Eller vi lar være aa ro og sitter og holler hverandre i hænderne og snakker sammen — men det hele gaar for sei som i drømme, en øm feber rinner mei hele tiden gjennem bloe — og alt er saa søtt og saa tongt... Et øjeblik forsøker jei pludseli lissom aa gripe mei fat i det som er, og huske mei tilbake — men bâk mei er bare søtt forvirret mørke, og jei gir det strax op og bare læner mei lykkeli inn mot hennes skulder og ønsker mei ingenting mere i verden...
Jei vaagner først til mei sell ve atter aa føle at det er gaat for mei, og finner mei igjen liggende derinne ve hennes eget allerinderste, mine læper mot hennes dernede. Forvirret løfter jei hode og ser op —:
Hun ligger igjen henslængt paa prammens agtersæte, hvilende paa den ene armen. Et svagt smertefult smil dirrer om hennes vellystie munn, hennes blik er som sluknet, øjnene halt utstrøkne og opløst i svømmende ømhet — og mit hjerte stanser i bævende glæde —: saa hengivent hjertebævende ømt har hennes blik ennu aldri hvilet i mit... hvor er jei hennes til siste trevl!... aah, om hun ville ta mit liv!... Og hun rører sei ikke, stryker ikke kjolen ned omkring sei, ligger der fra sei sell af ømhet og ser paa mei, det vidunderlie legeme nøkent i dagen, og det hvite undertøj op omkring sei...
— og vejre gaar fra mei, hjerte slaar noen tonge bløte vanvittie slag som maa det briste af sin ømhets fylde — jei er like ve aa segne om der jei ligger og stirrer inn i disse vidunderlie øjne...
Saa pludseli kaster jei et forvillet blik omkring mei, at der ikke er noen — og opdager til min skræk at vi ligger like under odden som springer frem foran bugten hvor hun bor. Et hus vét jei ligger strax heroppe, og det er langt paa maarenen — gud sei forbarme om der kom noen! — aah men jei kan, jei kan ikke la det være
— og sansesløst synker jei igjen inn i hennes skjød, me tongt bankende hjerte, mine læper mot hennes eget allerinderste, og svimler igjen bort og er, er i ufatteli vellyst hos henne! mens hennes ansikt me det smertefult-vellystie smil og det ømme sluknede blik svæver omkring mei paa alle kanter og stirrer mei inn i sjælen saa jei syns at naa, naa! naa!! maa jei dø og forgaa...
Da jei igjen kommer til mei sell sitter jei ve aarerne og ror langsomt inover bugten hvor hun bor. Agter i prammen sitter hun og ser paa mei med de bløte slørete øjne, og en stille angest rinner ned igjennem mine lemmer —: snart skal hun ikke være her mer!...
Pludseli sier hun:
— Du!... naar de naa vil ha dei i arrest vil du saa la dei sætte derinn?
— Ja, svarer jei sagte — hvis du er gla i mei endda, og vil komme og besøke mei... Saalænge du er gla i mei og vil ha mei hos dei, sell om det bare er af og til, saa vil jei leve, saasant jei bare kan. Og hvis du kommer ofte og besøker mei, saa kansje jei kan faa arbejdet derinne ossaa... kansje kan jei da komme ut af arresten me min bog færdi under armen — og faar jei saa noen penge for den saa har jei altsaa noe til aa leve videre for en stunn... hvis du endda er gla i mei og vil la mei faa være sammen me dei.
— Jei vil komme ofte og besøke dei! sier hun kjærli. Og jei ossaa vil skrive, og du skal faa læse det altsammen efterhvert — vil du det?
— Om jei vil?!... kjære kjære...
Hun ser litt hen for sei — saa sier hun:
— Waldemar ossaa skriver paa noe om sei og mei — men han syns jei ikke kan! Jei læste netop noe han hadde skrevet her forleden dag — han gir sei til aa beskrive en hel del likegyldie ting... saa rent galt! Man maa jo bare skrive de tingene som gjør intryk paa de menneskene man skriver om... i det øjeblik de gjør intrykke... rent impressionistisk! ikke sant?
— Jo det er jo klart nok!
— Men du! sier hun saa — saan syns jei igrunnen ikke at der er noen som har skrevet!... ikke helt ut saan!?
— Nej, det er nok Dem som har funnet op det!
Pludseli formørkes hennes ansikt, øjnene fylles me taarer, og hun rækker ømt haannen bort imot mei skjønt jei ikke kan naa den, mens hun sier det nervøst, halt i graat:
— Jei kan ikke holle det ut, at du sier Di til mei!
— Jei vil ossaa forfærdeli gjerne faa lov til aa si «du» til dei, svarer jei me taarer i øjnene — men det er saa vanskeli for mei, untagen naar du saan rikti er gla i mei...
— Hvem skulle si «du» til mei, naar det ikke er dei? sier hun bløtt og lissom klagende — til dei kan jei tale som til mei sell... Saan som jei har snakket me dei inatt har jei aldri snakket med noe menneske.
Jei forsøker aa erindre mei det vi har snakket sammen, men husker ingenting bestemt — det hele er en søt forvirret drøm. Og jei bare ser inn i de ømme bløte øjnene hennes og sier halt graatende:
— Vera jei er saa gla i dei...
Idetsamme glier prammen inn til bryggen. Jei springer skjælvende op og gjør den fast — og imens hopper hun ilann.
— Adjø! sier hun og rækker mei haannen — du kan ikke faa følle mei op; det er sent — noen kan være staat op alt...
Skjælvende staar jei der me hennes haann i min og stirrer paa henne i angest — hva skal der bli a mei naar hun er borte?!...
— Ikke vær saa bedrøvet! sier hun kjærli — syns du ikke det har vært hyggeli naa dennegangen?
— Gud, jo! svarer jei sagte — men desto værre er det aa skulle gaa fra dei... Naar faar jei se dei igjen?
— Kom her ve badehuse klokken elve iaften saa skal jei være her igjen!
Tak!... Aa gud give denne dagen var gaat!
— Saa! sier hun muntert — ikke vær naa bedrøvet mer! det er ikke saalænge til klokken blir elve i aften! — adjø!
og hun tar mei om halsen og kysser mei, og springer let inover bryggen og dukker inn i skoven...
Jei sitter igjen i prammen og ror utover bugten — alene! Hjerte er saa stort og saa tongt som aarker det ikke mer — aah, jei kan, jei kan ikke være til uten at hun er der?... hva skal jeg arme menneske gjøre...
og jei brister i volsom graat og blir sittende der og ro me taarerne strømmende nedover mit ansikt — og fatter ikke at et menneske kan være saa alene...
Men saa blir det bedre igjen; taarerne rinner fremdeles, men alt er lissom lettere —: hun er jo gla i mei allikevel... og jei skal faa se henne i aften — og være hos henne igjen!...
— Være hos henne igjen...? — hver fiber i mei sitrer ve tanken — være hos henne igjen?... Jei forsøker atter aa kalle mei tilbake den natten som er gaat — men møter atter bare dette søte forvirrete mørke hvor alting er henne, alt, alt, inni mei og utenom mei, bare henne henne henne, som er der og er gla i mei — gud for en vidunderli nat!... slik har jei aldri hat det i mit liv!... Og jei har ikke engang husket at det hele var sykt og galt!... og hun har vært gla i mei allikevel, tiltrods for alt det syke og gale!... og er gla i mei endda... og vil være det iaften naar jei faar se henne — gud! gud!
og hjerte slaar i stille bævende glæde, taarerne tørrer paa mine kinner, og en øm bløt længsel rinner igjennem mei efter henne, henne — aah, la komme hva der vil, alt skal jei kunne holle ut naa, bare 'hun er gla i mei... jei elsker elsker henne...
Jei trær inn i den blaamalte stuen og skvætter forbauset til —: en hel evihet er gaat hen syns jei, siden jei sat her ve dette røbrune klaffebore, stivnet like til min sjæls inderste, og skrev a hennes breve, og ville leve paa trass, og skrive mei til helvete væk fra henne som jei trodde aldri hadde vært gla i mei et eneste øjeblik... en hel lang evihet er gaat hen syns jei — ossaa er det ikke længer siden enn igaar eftermidda!...
Klokken borti kroken ve vindue peker paa hall syv, alt er ennu stille i huse; Gaarder sover me roli regelmæssi aannedræt paa flatsengen inne i bunnen a værelse — jei blir staaende og se paa ham:
Hvor han strutter af ungdom og sunnhet!... Og allikevel — jei byttet ikke me ham! Saa ødelagt et vrâk af en mann som jei er, jei byttet ikke! Hun er gla i mei — hvor kunne jei ville bytte bort det mot alverdens ungdom og sunnhet... nej! nej!
Og en stille glæde bæver igjennem mei... mitt hjerte er saa fult a taknemmelihet mot henne — gud hvor er jei vidunderli lykkeli!... Og jei klær langsomt a mei og lægger mei bort paa flatsengen ve siden a Gaarder, og blir liggende der og tænke me bankende hjerte paa dette vidunderlie: at hun er gla i mei! gla i mei trods alt!... Og jei føler ingen trang til aa sove, mit legeme er ennu lissom fyldt af henne... jei har hentet hvile og kræfter i massevis ve aa være hos henne — jei behøver ingen anden hvile enn det!...
— Aah! naar bare denne dagen faar gaat!...