Baron von Münchhausens vidunderlige historier og eventyr/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Münchhausen-14-Ottende sjøreise-1.png

De har utvilsomt hørt om den sidste opdagelsesreise til Nordpolen som kaptein Phips, nuværende lord Mulgrave foretok. Jeg ledsaget kapteinen, ikke i egenskap av officer, men som hans ven.

Da vi var kommet adskillige breddegrader nord, tok jeg mit teleskop som de stiftet bekjendtskap med, da jeg fortalte om mit eventyr i Gibraltar; jeg vilde se litt nærmere paa de ting, som omga os. For i forbigaaende bemerket holder jeg paa, at man paa reiser fra tid til anden avlægger regnskap for hvad man ser.

Omtrent en halv mil fra os svømmet en uhyre ismasse, mindst saa høi som en stormast. Oppaa den var to isbjørne som saa ut til at gaa løs paa hinanden. Jeg tok en bøsse og gik ned paa isstykket. Da jeg hadde naadd toppen, bemerket jeg at veien jeg var slaat ind paa var særdeles farlig og besværlig. Undertiden maatte jeg springe over frygtelige avgrunde, paa andre steder var isen saa glat og speilblank, saa jeg uavladelig faldt og maatte reise mig igjen. Endelig lyktes det mig dog at naa bjørnene, men paa samme tid opdaget jeg ogsaa at de slet ikke slaas, men lekte med hverandre.

Jeg beregnet allerede værdien av skindene — enhver av dyrene var i det mindste saa stor som en fet okse — men just som jeg vilde sigte, gled jeg ut med høire fot, faldt baklæns og mistet ved det haarde støt bevidstheten i vel et kvarter. Tænk dem min forbauselse da jeg kom til mig selv igjen og opdaget at uhyret hadde vendt mig om og holdt baandet av mine skindbukser mellem tænderne paa sig. Den øvre del av min krop hang nedenfor min mave, og benene stod ut foran. Gud vet hvor bæstet hadde slæpt mig hen; men jeg mistet ikke hodet; jeg tok min jagtkniv — denne her, mine herrer, grep bjørnens venstre pote og skar tre tæer av, hvorpaa den lot mig gaa og utstøtte nogen frygtelige hyl. Jeg tok bøssen og ga fyr i samme øieblik, bæstet vilde til at gaa løs paa mig igjen og strakte den død til jorden. Det blodige uhyre sov nu den evige søvn, men skuddet hadde vækket flere tusener av dens kammerater som laa paa isen i en omkreds av en halv mil. De kom sporenstreks løpende mot mig.

Der var ingen tid til at tape, og det vilde ha været forbi med mig hvis
Münchhausen-14-Ottende sjøreise-2.png
jeg ikke pludselig hadde kommet paa en lykkelig idé — hvilket jeg virkelig

gjorde. I mindre tid end en flink jæger behøver for at ramme en hare, trak jeg pelsen av min døde bjørn, hyllet mig ind i den som en frakke og gjemte mit hode inde i dens hode. Jeg var neppe færdig med denne operation, før hele hopen trængte sig om mig. Jeg vil medgi, at jeg avvekslende følte mig kold og varm inde i min pels. Min list lykkedes imidlertid fortræffelig. Den ene efter den anden kom hen og lugtet paa mig og syntes at holde mig for sin bror. Jeg saa forøvrig næsten ut som en bjørn. Med litt mere korpulents vilde likheten ha været fuldkommen, og iblandt flokken var der ogsaa unge bjørne som ikke var fetere end jeg. Efterat ha lugtet længe nok paa mig og liket av mit offer, blev vi snart meget fortrolig; jeg efterapet trolig deres manérer og bevægelser, men jeg maa tilstaa, at de var flinkere end jeg til at brumme, hyle og brøle. Men hvor bjørnagtig jeg end syntes at være, saa var jeg dog ikke mindre menneske for det. Jeg studerte paa at finde et middel til at utnytte det gode forhold mellem bæstene og mig paa bedste maate.

Jeg hadde engang hørt av en militærkirurg at et snit i rygraden øieblikkelig medførte døden. Jeg besluttet at anstille et forsøk. Jeg tok min kniv i haanden og hugget til den største bjørnen i nakken tæt ved skulderen; de maa tilstaa at det var et vovespil og jeg hadde grund til at være ræd. Hvis dyret overlevet det var det forbi med mig: jeg vilde bli revet istykker. Lykkeligvis gik det godt, bjørnen faldt død om for føtterne mine uten engang at mukke. Jeg besluttet mig derfor at gjøre ende paa dem alle sammen paa samme maate, og det var ikke vanskelig ti endskjønt de saa sine brødre falde tilhøire og tilvenstre, saa ante de ikke uraad, da de ikke hadde nogen forstaaelse av deres ulykkelige brødres mandefald, og det var et held baade for dem og for mig. Da jeg saa dem allesammen liggende døde omkring, følte jeg mig likesaa stolt som Samson efter seiren over filisterne.

Kort sagt, jeg gik tilbake til skibet og utbad mig tre fjerdedele av besætningen for at faa hjælp til at bringe pelsene og skinkerne ombord. Resten ap kjøttet kastet vi i havet, skjønt det vel kunde ha smakt likesaa godt som bakparten hvis det var blit skikkelig saltet.

Saasnart vi kom hjem sendte jeg i kapteinens navn nogen skinker til lorderne i admiraliteten, skatkammerlorderne, til Londons borgermester og raadmænd, samt til handelsklubbene og fordelte resten mellem mine venner. Fra alle kanter fik jeg de varmeste taksigelser; byen takket mig for min elskværdighet ved at indby mig til den aarlige festmiddag som blev git ved borgermestervalget. Bjørneskindene sendte jeg til keiserinden av Rusland, for at hendes majestæt og hoffet kunde anvende dem til pels. Hun takket mig med et egenhændig skrevet brev, som overraktes mig av en overordentlig gesandt, hvori hun bad mig om at dele kronen med hende. Da jeg aldrig har tørstet efter kongelig værdighet avslog jeg hendes majestæts tilbud paa den mest utsøkte maate. Gesandten som bragte mig skrivelsen hadde befaling til at vente paa mit svar for at overbringe det til sin herskerinde. Et andet brev som jeg en tid efiterpaa fik fra keiserinden overbeviste mig om hendes ophøiede tankesæt og om hendes sterke lidenskap. Hendes sidste sygdom som overfaldt hende i det øieblik da hun — den stakkars ømme kvinde — underholdt sig med grev Dolgoruki, kan kun tilskrives min grusomhet mot hende. Jeg vet ikke hvilket indtryk jeg gjør paa damer, men det tør jeg si, at keiserinden av Rusland ikke er den eneste av sit kjøn som fra tronens høider har tilbudt mig sin haand.

Man har utspredt det rygte at kaptein Phipps ikke skulde ha trængt saa langt mot nord som han hadde kunnet; det er min pligt at forsvare ham i saa maate. Vort skib var godt paa vei til at naa polen, da jeg lot denne masse av bjørnepelse og skinker bringe ombord som last, saa det vilde ha været daarskap at trænge videre nordover. Vi hadde ikke kunnet holde stand mot den letteste friske vind, endnu mindre mot de ismasser som gjør farvan dene saa trange paa disse breddegrader.

Kapteinen har siden ofte erklæret hvor meget han beklager at han ikke hadde del i hin ærefulde dag, som han begeistret kalder bjørneskindsdagen. Han er skinsyk paa min berømmelse og søker paa alle maater at forringe den. Vi har ofte været uenige om denne sak, og endnu staar vi ikke paa nogen videre god fot med hverandre. Han paastaar saaledes for eksempel, at det ikke var nogen stor kunst at narre bjørnene naar jeg hadde trukket bjørnehuden over mig; han vilde ha traadt ind midt iblandt dem uten maske, de vilde allikevel ha tat ham for en bjørn.

Men det er et altfor delikat tema til at en dannet mand vilde vove at strides om det med en engelsk adelsmand.