Autobiographi/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
J. W. Cappelens Forlag (s. 9-25).

Jeg er født den 1ſte Auguſt 1769 paa Gaarden Kjørrefjord i Vandsøe Sogn, Chriſtianſands Stift. Min Fader var Claus Pavels, reſiderende Kapellan til bemeldte Præſtegjeld, min Moder Karen Toſtrup, en Datter af Kammerraad og Foged Toſtrup.1 Efter 6 Maaneders Ægteſkab døde min Fader den 11te April ſ. A. I Smertens Bedøvelſe, nedbøiet ved Foreſtillingen om ſin ſaa meget tidlige Enkeſtand og ſit ufødte og dog alt faderløſe Barns tunge Skjæbne, faldt min nerveſvage Moder i en hæftig Sygdom, der truede med Døden. En Cancellieraad von See fra Chriſtianſand blev hentet, og medens han med Medicin med Held fremmede hendes Legemes Helbredelſe, ſøgte han ogſaa at lindre hendes Sjels Lidelſer ved Fortællingen om, at han ogſaa kjendte Verdens Modgang, da han i ſit Liv havde havt 14 Procesſer og 4 Gange en ſaadan Tandpine, at han havde maattet trække et Par Tænder ud. Jeg tvivler, om mine Moder fandt hans Trøſtegrunde ſaa kraftige ſom hans Lægemidler.

Ikke længe efter min Fødſel flyttede min Moder ud med mig til hendes Fader paa hans Eiendomsgaard Øſthasſel2, yderſt ude paa Liſterlandet, og der tilbragte jeg mine 13 førſte Leveaar. Gaarden var gammel, gammeldags og forfalden. Landet er frugtbart, men aldeles ikke ſmukt; dets eneſte Skjønhed var en Mængde Bøndergaarde, hvoraf jeg troer, man kunde tælle her er nogle og 40, hvis Beboere rigeligen ernærede ſig med Fiſkerie, Lodsvæſen og Agerdyrkning. Vi boede meget nær ved det vilde Ocean, hvis Bruſen jeg daglig kunde høre; idel Sletter omgav os, og da Stormvinde raſede næſten det hele Aar, kunde ikke et Træ voxe paa den Kant af Landet, enten i Have eller paa Marken.

I denne ſaare upoetiſke Egn opvoxede jeg, og de Menneſker, jeg opvoxede iblandt, vare: 1) min Moder. Hun har aldrig været ſmuk, aldrig glimret ved Talenter, aldrig gjort Figur i den ſtore Verdens Cirkler; men i ſin lille Kreds har hun udbredt megen Held og Glæde. Hun har en lys Forſtand. Hendes Hjerte er redeligt og fromt og menneſkevenligt, iſær har blid Sagtmodighed beſtandig været et af hendes ſkjønneſte Karakteertræk. Hun er meget religiøs, men uden Affektation eller Intolerance. — 2) Min Morfader døde før jeg var ſyv Aar gammel, jeg har altſaa kun en dunkel Erindring om ham, men overalt, hvor man talte om ham, nævntes han eenſtemmigen ſom en fornuftig og retſkaffen Mand. — 3) Hans Broder, Jørgen Toſtrup, i daglig Tale Farbroder Jørgen, en gammel Peberſvend, var i min førſte Tid et ſandt Huuskors. Han havde faaet af de ſaakaldte aandelige Anfægtninger, og gik uophørlig og græd og bad og læſte høit paa ſit Kammer eller i Haven eller paa Marken eller hvor det nu faldt ham ind. Med eet kom han ſig igjen, og blev meget munter, undertiden, dog ikke i religiøſe Ting, ret frivol i ſin Tale. Han havde ikke min Moders og Morfaders Forſtand og manglede fremfor alt hiins Takt til at pasſe Tid og Sted, hvorpaa jeg vil anføre et Exempel. Det var en gammel Skik der paa Gaarden, at Naboerne om Vinteraftenerne ſamledes i vor Drengeſtue (Borgeſtue kaldte man den) for at ſladre et Par Timers Tid. Ofte gik min Morfader, medens han levede, og Farbroder Jørgen, naar han var friſk, ned til dem, og Talen var da gjerne om deres Fiſkerie og Søereiſer, ſom det, der meeſt interesſerede dem. Og i denne Kreds faldt Farbroder Jørgen engang paa at forelæſe Tullins Digt om Skabningens Ypperlighed, hvoraf viſt ikke han ſelv forſtod Halvdelen og hans Tilhørere en Tiendedeel! I øvrigt hang han ſtivt ved gamle Meninger og Skikke fra hans Mamas Tid, og var den mindſt elſkværdige i vor huuslige Kreds. Hans Søſter, Præſte-Enken Mad. Tyrholm, ellers Faſter Anne, var ligeledes til Aars, men ung, ſund og munter var hendes Sjel til hendes Dødsdag. Jeg har ikke ſeet et aldrende Menneſke, der ſaa aldeles kunde afholde ſig fra at lade de Yngre føle ſin Alders Superioritet. Forreſten var hun uden Politur, kom aldrig i Selſkaber og gik yderſt ſimpelt og gammeldags klædt, men hendes Hjerte var ſaare fortræffeligt.

Dette var da min tidligere Barndoms Selſkab. De vare, iſær tre af dem, overmaade agtværdige Menneſker, men derhos aldeles uſkikkede til at opdrage en tilvoxende Dreng og endnu mere til at udgjøre hans eneſte Selſkab. Selv min Morfader havde aldrig havt Sønner (min Moder var hans eneſte Barn) og han var da egentlig den, hos hvilken nogen Theorie og Erfaring ſkulde ventes. Drenge af min Alder og Stand fandtes ikke i Miles Afſtand fra mit Hjem og med Bønderdrengene i Naboſkabet var det mig forbudet at omgaaes og lege. At Standsfordomme blandede ſig ind i dette Forbud, vil jeg ikke nægte, men Hovmod bør jeg dog ikke kalde det, thi de viſte en Venlighed og Høflighed mod Bønderne, ſom disſe ogſaa ærligen paaſkjønnede og gjengjeldte. Hovedgrunden til Forbudet var nok Omſorg for min Helbred og Moralitet. Mit Temperament ſtemte ogſaa fuldkommen overeens med mine Opdrageres Ønſke. Det koſtede mig intet at opfylde en Befaling, ſom jeg aldrig havde følt mig friſtet til at overtræde. Med den fuldkomneſte Ligegyldighed betragtede jeg de legende Drenge rundt om mig ſom Væſener af en anden Art end jeg, og ſad fornøiet ved mine Bøger, Billeder og hvad andet jeg eller de Ældre fandt paa at more mig med. At jeg nu ſelv ſkal ſige mine Tanker om dette Forbud, da giver jeg mine Opdragere Ret i, at naar Valg kan gjøres, bør Legebrødre vælges af Barnets egen Stand, men naar intet Valg kan gjøres, troer jeg maadeligt Selſkab er bedre end aldeles intet, og naar man ſom jeg er lige under ſine Opdrageres Øine, er Faren baade for Sjel og Legeme overmaade liden. Helbreden vil jeg nu ikke tale om — det røbede nu et totalt Ubekjendtſkab med det menneſkelige Legems Tarv, at de troede at betrygge den ved at afholde mig fra Strabads i Barndommen. Men heller ikke for mine Sæder var der ſtort at befrygte. Det var ogſaa fra de moralſke Betænkeligheders Side et Beviis paa mine Opdrageres Mangel paa Verdens- og Menneſkekundſkab, da de dog ſom gamle Folk burde vidſt, at juſt ſaadanne uerfarne Stakler, der ere opvoxne i Kloſterliv, naar de komme ud i Verden (og det ſkulde jeg dog engang) ere den letteſte og ſikreſte Fangſt for Bedragere og Forførere. Men de følte dem lykkelige i deres ſtille Eenſomhed, uafhængige af den øvrige Verden. De glemte, at den fremvoxende Ynglings Bane er en ganſke anden end Oldingens næſten fuldendte; hvad der var undværligt for dem, ſyntes dem og at være det for mig.

I øvrigt var min Opdragelſe, naar jeg undtager den phyſiſke Deel deraf, overmaade god. Forſtandskultur ſtræbte mine Opdragere ſaavidt det ſtod til dem, at bibringe mig fra den tidlige Alder, men hvad der iſær var dem vigtigt var at danne mit Hjerte, at indgyde det varm Følelſe for Religion og Dyd. Viſtnok lærte jeg adſkilligt udenad, ſom jeg ikke forſtod, men jeg følte det, og for det førſte var det vel nok. Jeg opdroges til ſtræng Orthodoxie (Oplysningsperioden var jo og neppe begyndt i Tydſkland), men ſandelig, det var ikke den ſtygge intolerante Forfølgelſesaand, eller det krybende, vanærende Slaveſind, ſom Horrebow vilde indbilde os, nødvendig at være forenet med Troen paa Aabenbaringen. Det var ægte Chriſtendomsaand, min Barndoms Ledere beſjeledes af; den lød fra deres Læber og fremlyſte af deres Daad; de vare ſande Chriſtne, der viſte ſig at være Jeſu virkelige Diſciple derved, at de vare ſaare flittige til gode Gjerninger. Og disſe Grundſætninger, der vare dem ſelv ſaa hellige, ſøgte de ideligen i Ord og Daad at indprænte mig.

{{linje|10%}

I April 1776 døde min Morfader i Lyngdal, 3 Mile fra mit Hjem, hvor han nogle Dage i Forveien var reiſt i Vennebeſøg. Efterretningen om hans Død, ſkjøndt med Forſigtighed meddeelt min Moder, gjorde et ſaa voldſomt Indtryk paa hende, at hun faldt i en hæftig Sygdom, hvis Udfald i nogen Tid var tvivlſomt. Min Morfaders Død var viſtnok paa den Tid et ei ubetydeligt Tab for mig, men det Tab, jeg vilde lidt, om ogſaa min Moder havde forladt mig, vilde været uopretteligt. Min eneſte mandlige Paarørende der i Egnen, ja det eneſte Menneſke paa Jorden, der kunde ventes at ville tage ſig af mig, var omtalte Farbroder Jørgen, og hvad vilde han gjort for mig? Det var min Moders og Morfaders Ønſke og Forſæt, at jeg ſkulde ſtudere, men denne Plan vilde nok Farbroder Jørgen fundet altfor vidtudſeende. Langt nærmere for ham laae en mageligere Vei, og den havde han ſikkerligen valgt. Den Odelsgaard, Moder, Morfader, Oldefader og Oldeſaders Fader havde beboet før mig, hvilken ſkjønnere Udſigt for mig, end ogſaa at blive dens Beboer? Leve af Gaarden kunde jeg nu vel ſagtens ikke, men noget arvede jeg efter Moder og Bedſtefader, ſaa kunde jeg jo drive lidt Handel; der var Havne nok i Nærheden, hvor Skibe kom ind for Modvind eller for at gjøre Havarie, Skjær og Sandbanker, endog paa min egen Gaards Grund, hvor Skibe ſtrandede næſten hvert eneſte Aar. Ja jeg er ſikker paa, at den ſalige Mand aldrig havde vidſt noget bedre for mig; jeg havde vel ogſaa fundet mig deri, og hvem veed, hvilken ſtormægtig Kaperrheder jeg i dette Øieblik havde været! Gud ſkee Lov, min Moder blev friſk, og den gamle Plan fulgtes.

Og paa det fuldkomneſte harmonerede denne Plan med min Tilbøielighed. Ved det eenſomme, ſtilleſiddende Liv blev Læsning ſnart min høieſte Glæde. Børneſkrifter havde man dengang ikke ſaa henſigtspasſende, ſom adſkillige af dem, man ſiden fik, overalt var Børneſkrifter noget, hvorom mine Opdragere ingen ret Idee havde, da ingen ſaadanne vare til i deres Barndom. Jeg maatte altſaa nøies med de faa og gamle Bøger, meeſt af theologiſk og moralſk Indhold, ſom min Morfader og Fader havde efterladt, og herved blev jeg da efterhaanden ſaa fortrolig med Homelitik, Aſketik o. dsl., at ingen anden Studering var mig tænkelig end theologiſk og ingen anden borgerlig Beſtemmelſe end Religionslærerens, hvilket og var min Moders inderligſte Ønſke. Jeg var en meget flittig Bibellæſer, og ſandelig, min Uſkyldighed tog aldrig Forargelſe af Loths eller Judæ, Davids eller Salomos Elſkovshiſtorier, af Hoſeæ Hoerqvinde eller Ezechiels to ublue Søſtre, ſom nok overalt faa eller ingen Børn eller voxne Folk have taget, førend Voltaire og hans Abekat Horrebow og den hele øvrige høipriſelige Reformatorflok paa franſk, engelſk, tydſk og danſk gjorde dem opmærkſomme derpaa. I Pſalmebogen var ingen Pſalme mig ubekjendt og mange lærte jeg udenad, af hvilke det er mig en fyldeſtgjørende Glæde at kunne tillægge, at jeg i mit 42de Aar ikke har glemt en eneſte. Prædikener, iſær Biſkop Herslebs ei allene læſte jeg flittigen, men øvede mig ogſaa i at deklamere dem oppe paa min Moders Kammer, ja kort efterat jeg havde lært at ſkrive (jeg troer det var i Slutningen af 1777) udarbeidede jeg paa egen Haand to eller tre Smaaſtykker, hver paa et Qvartblad, og jeg erindrer endnu at Rom. 8, 13 og det min Forſtand langt overſtigende 1 Cor. 10, 21 vare mine Texter. Mine Slægtninge læſte disſe Bogartikler med megen Glæde; ogſaa læſtes de med Fornøielſe af Præſten der, Provſt Bugge2, en overmaade retſkaffen Mand; kun var han aldeles indviet i de mähriſke Brødres Aand og vilde gjerne, at Andre ogſaa ſkulde være det, hvorfor han ogſaa i mit 8de Aar forærede mig en Bog, kaldet: Den Hemmelighed i Naadepagten i Chriſto, og ſkrev foran i den: „Den Aandepagt, min kjære Claus Pavels!, din Frelſer har ſluttet og indgaaet med dig i Daaben, da han i ſit dyrebare Blod aftoede dig af dine Synder, bevare dig og gjøre dig agtpaagiven paa hans Ord, indtil du evig ſeer ham og nyder ham.“ Han tilbød min Moder at gjøre Begyndelſen med min Underviisning i det latinſke Sprog. Jeg gik ogſaa adſkillige Gange til ham, ſom boede en lille Fjerdingvei fra Øſthasſel, læſte Declinationer i Ancherſens Grammatik og Gloſer udenad i Cel1arii liber memorialis. Men det varede kun kort; man fandt nok paa alle Sider, at den Nytte, jeg kunde høſte af denne Underviisning, ikke ſvarede til det Bryderie, den voldte baade ham og mig, og det blev beſluttet at forſkrive en ordentlig Huuslærer.

Min Fader havde en Univerſitetsven, Juſtitsraad og Kirkeinſpektør Baſtholm i Kjøbenhavn; til denne ſkrev min Moder, og bad ham ſkaffe ſin gamle Vens eneſte Søn en duelig og retſkaffen Informator. Han ſvarede meget forbindtligt, at hendes Ønſke kunde vorde opfyldt, og at en Lærer var at faae, ſom uden Tvivl vilde opfylde alle de Fordringer, der kunde gjøres til ham, kun faldt han lidt koſtbar, da han foruden fri Reiſe og Alting frit i Huſet forlangte 60 Rd. aarlig Løn, hvilket dog ikke var ſaa ubilligt, naar man betænker, hvad ſaadant et Menneſke med akademiſke Stipendier og Timeinformationer kunde fortjene i Kjøbenhavn. Min Moder fandt, viſtnok efter den oekonomiſke og uvidenſkabelige Farbroder Jørgens Indſkydelſe, Fordringen høiſt overdreven, og Underhandlingen blev afbrudt. Jeg kjender ikke min Moders daværende Formuesomſtændigheder. Saa, meget veed jeg, at ſkjøndt hun ikke var riig, var hun heller ikke fattig, og ſyntes ſelv i de Dage 60 Rd. ikke at være en ſaa uhyre Sum, at den jo uden Betænkning kunde opføres aarligen til hendes eneſte Barns intellektuelle Dannelſe. Hun ſkrev nu til Chriſtianſand til en af min Faders Couſiner, og ved hende fik jeg da en anden Lærer for 30 Rd. aarlig og 5 Dukater til Nytaar. Det var en Bundtmagerſøn ved Navn Heidrich, ſom nok ikke havde og aldrig fik mere end Examen Artium, og han tiltraadte da Conditionen i Begyndelſen af 1778, hvormed en virkſommere Periode i mit Liv begyndte.

At intet uheldigere Valg end dette kunde været gjort, være det langt fra mig at paaſtaae. Med Henſyn paa mig og min Underviisning havde han ſine meget gode Sider, og dette gjør det begribeligt, at han, uagtet de meget grove Feil, der vanſkeligen lod ſig tildække med Kjærlighedens Kaabe, blev hos mig i halvfemte Aar, indtil jeg blev confirmeret og kom ind i Chriſtianſands Skoles øverſte Clasſe, men med alt dette kan jeg ikke undlade at holde ham for et af de ſletteſte og foragteligſte Menneſker, jeg har kjendt. En vis ſtille, alvorlig Beſkedenhed indtog de Gamle for ham i Begyndelſen, men ſnart keeg frem bag den en tærgende Lumſkhed, ſom ikke lod ſig dølge. Jeg begriber endnu ikke, hvorledes det gik til, at han kaſtede et ſaadant uforſonligt Had paa min Moder, thi denne fromme, ſagtmodige Kone har viſt aldrig i ſit Liv vitterligen fornærmet noget Menneſke. Det yttrede ſig undertiden paa en høiſt pøbelagtig Maade, f. Ex. da han i ſtort Selſkab hos os, hvor man drak min Moders Skaal, udbrød med høi Nøſt: „Karen Holfeldts Skaal!“ hvorover Selſkabet ſad rød og feig og flad, men ſom baade hun og hendes Mand vare ſindige nok til at lee ad[1]. Men det allerværſte var, at han ordentlig ſtjal, gik ud i Dagbrækningen og plyndrede Jernbolte af et ſtrandet ſvenſk Skib, hvilke han gjemte under Sengen og ſolgte til en Landkræmmer Zacharias Bruſtad, der lod hele Læs afhente, naar mine Forældre var ude. Alle disſe ſmukke Egenſkaber, ſom han dog førſt paa den ſenere Tid begyndte at viſe, havde ingen Indflydelſe paa hans Adfærd mod mig. Den var ſaa blid og human, at den fortjente at fremſættes til Mønſter. At vinde min Kjærlighed og Fortrolighed ſyntes at være hans høieſte Attraae. Imidlertid vil jeg ikke nægte, at han benyttede ſig af min Fortrolighed paa en heel uædel Maade. Han overtalte mig nemlig til at betroe ham hver Familiehemmelighed, der i min Nærværelſe blev omtalt i mine Paarørendes fortrolige Kreds, hvorimod han paalagde mig den ſtrængeſte Taushed om alt, hvad han ſagde eller gjorde, ſom han troede ei vilde behage dem. Dette fandt dog iſær Sted før min Moders Giftermaal, og for at ſtemme mig hertil, daarede han min barnagtige Lettroenhed med noget myſteriøs Snak om en spiritus familiaris han havde i en Flues Lignelſe, ſom havde ſin Bolig paa et Loft over Skoleværelſet, til hvilket han undertiden førte mig hen, og hvor jeg virkelig

„ydermere for mit Øre
fik ſom en Lyd af Fluer høre.“

Men denne Barnagtighed ophørte ſnart.

Skjøndt Heidrichs Lærerværd ikke var meget ſtort, var det dog nok ſtørre end hans Menneſkeværd. Viſtnok havde han ikke mange Kundſkaber, hvad Latinen angik, ſom den Tid var Hovedſagen, pløjede han ſaavidt muligt med ſin Rektors Kalv. De Stile, jeg fik, vare tagne af hans egen Stilebog, og Rektor Femmers Rettelſer anbragtes bogſtaveligen, endog hvor jeg ikke havde begaaet nogen egentlig Feil, men i hvordan han end bar ſig ad: noget lærte jeg dog. Jeg „tyede“, ſom det da kaldtes, mine latinſke Autores ret taaleligt, gjorde pasſabel Stiil, havde gjennemgaaet Golii græſke Grammatik og en ſtor Deel af det græſke Teſtamente, havde ligeledes faaet Danzii hebraiſke Regler og Conjugationer til Livs, og havde nok, da Heidrich forlod mig, alt begyndt paa bereschith barah. Spildte vare altſaa ingenlunde de Aar, jeg havde Heidrich til Lærer; en doven vilde han nok ladet blive i ſin Dovenſkab, hvorpaa jeg tildeels ſiden ſaae Exempel, men hvor han fandt Flid og Lærelyſt, underſtøttede han den troligen efter Evne. Endog det, at jeg ſtedſe beholdt een Informator, var umiskjendelig Fordeel. Om jeg imidlertid ikke ſom Søn og Menneſke vilde tabt, hvad jeg vandt ſom Lærling, derſom ei Forſynet havde ſendt mig en Skytsengel, det er et andet Spørgsmaal.

Denne Skytsengel var, hvad der for mangt et andet Barn er en Busſemand, en Stivfader. Kapitaine Jakob Ulrik Hoelfeldt4, nu Generalmajor og Chef for det Bergenhuſiſke Regiment, en 42 Aars gammel Ungkarl, friede til min Moder og fik Ja. Der dømtes heel ublidelig om dette Skridt i vor Familie og Omgangskreds Ham kunde man ikke tiltroe at ville frie til en ſtille, alvorlig 39aarig Enke uden for Pengenes Skyld, ſom hun falſkeligen præſumeredes at eie, helſt da han ſelv, ſkjøndt 3 Aar ældre, var en raſk, munter vigoureus Mand med mere fiin Levemaade end noget andet Menneſke i den hele Egn. End mindre kunde man undſkylde min Moder. At Uniformen og det raſke Væſen i hendes Alder, med hendes Temperament og Grundſætninger ſkulde ſtukket hende i Øinene, ſyntes utroligt. For hendes oekonomiſke Omſtændigheder ſyntes det ikke nødvendigt, at hun giftede ſig. Hendes Søn gjorde hun efter al Sandſynlighed ingen ſtor Tjeneſte ved at ſkaffe ham en Stivfader, rimeligviis ogſaa Halvſødſkende og formindſke til Halvdelen i det mindſte, hvad der efter hendes Død ſkulde tilfaldet ham. Saa dømte de Fleſte; iſær blev Farbroder Jørgen og Faſter Anne ſaa vrede, at de inden Bryllupet forlod Øſthasſel, hvor de havde haabet at ende deres Dage og flyttede til Flekkefjord, hvor de i Selſkab med en endnu ældre Søſter, Provſtinde Urbye, opholdt dem til deres Død. Begge bleve imidlertid ſnart min Stivfader oprigtigen hengivne. Mig paatog Heidrich ſig at gjøre opmærkſom paa det urimelige og ukjærlige i min Moders Adfærd, men disſe Forklaringer gjorde intet ſynderligt Indtryk paa mig, der allerede i Frierdagene holdt af Kapitainen og bævede ſlet ikke for det Øieblik, da jeg ſkulde kalde ham Fader. At meget ædle og antagelige Grunde til dette min Moders Skridt, lod ſig tænke, indſeer jeg fuldkommen. At hun var kjed af den velmenende, men bornerte og fordomsfulde Farbroder Jørgens Formynderſkab, da han desuden nærmede ſig de 7O Aar og heller vilde give ſig under en Ægtefælles Beſkyttelſe, var meget naturligt. Hendes Søn var vel ogſaa bedre faren under en Faders Veiledning, naar denne virkelig var ham en Fader, end i de Oldinge- og Qvindehænder, han hidtil havde været. Det mislige i Heidrichs Forhold bidrog maaſkee ogſaa til at hun ønſkede en kraftfuld Mand til Huſets Herre. Dog, hvilke end hendes Bevæggrunde have været: Held mig og hende, at hun fulgte dem! Hendes Liv havde hidtil, iſær i de ſidſte 11 Aar, ikke været rigt paa Glæde, men for hvert Ungdomstab og Savn har hun nu i næſten 32 Aar fundet riig Erſtatning. Ogſaa jeg ſkal ſtedſe velſigne det Øieblik, da denne Hædersmand blev min Fader. Havde jeg været hans egen Søn, aldrig kunde han behandlet mig med ſtørre Kjærlighed og Retſkaffenhed. Viſtnok manglede vel ogſaa han Erfaring og Grundſætninger til at opdrage Drenge: med min phyſiſke Opdragelſe gik det altſaa ſin ſædvanlige ſkjæve Gang, hvilket man hos en Krigsmand maatte undres over; derimod arbeidede han troligen med min Moder paa at fuldende min moralſke Opdragelſe, og unægtelig vandt jeg derved, at jeg ſtrax kom i et fortroligere Forhold til ham og min Moder, da han, mere erſaren og mindre tolerant end hun, gjennemſkuede Heidrich ved førſte Øiekaſt og ſøgte at drage mig efterhaanden ud af det altfor fortrolige Forhold, hvori jeg ſtod til ham. Ogſaa mine udvortes Sæder ſøgte han at afſlibe, men med liden Fremgang. Deels fandt han i mig en meget indolent og ulærvillig Diſcipel, der ikke havde Lyſt til at lære det ringeſte udenfor det litteraire Fag, deels var der ſaa ſaare liden Leilighed der i Egnen til at gjøre praktiſk Anvendelſe af den Theorie, han meddeelte mig. Desuden foregaaet nok en ſaadan Forandring lettere paa et nyt Opholdsſted og i en fremmed Omgangskreds end der, hvor man er vant til at ſees og taales, ja yndes med alle ſine gamle Unoder, og hvor Vedkommende ikke vente ſtort mere af os, end de nu i en Række af Aar har ſeet os præſtere.


Tiden gik nu eensformig indtil Sommeren 1781, da to Følelſer yttrede ſig førſte Gang i min Barm: Venſkab og Kjærlighed. Kjærlighed? altſaa en lafontainiſk Barneforlibelſe! Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/21 Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/22 Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/23 Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/24 Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/25

  1. Der var engang et grueligt Spektakel mellem ham og min Stivfader (det er naturligviis fra en ſenere Periode, men jeg fortæller det her ſom et Bidrag til Heidrichs Charakteriſtik) da han en ſtormende Efteraarsaſten havde ſkudt i Gaarden mellem de aabne Høe- og Kornlader, og han, paa min Faders venlige Advarſel, lod denne vide at han havde traadt fine Børneſkoe. Han lod indrykke i Chriſtianſands Ugeblad nogle Spørgsmaale, den Sag angaaende, men da min Fader ſandt dette for grovt og ſagde ham op, ſadlede han om og ſkrev en ſaa nederdrægtig krybende Afbigt at han havde fortjent at kaſtes paa Døren hvilket maaſkee ogſaa var ſkeet, derſom jeg ikke havde ledſaget den med min hjertelige Forbøn.