Arne/7
Det var dagen efter på låven i samme gård. Arne liavde drukket sig full, for første gang i sitt liv, var bleven syk av det og havde ligget på låven snart døgnet. Nu sat han overende, støttede sig på sine albuer og førte samsnakk med sig selv:
„. . . . . Alting, jeg ser på, bliver til fejghet. At jeg som gutten ikke løp min vej var fejghet, at jeg hørte fa’r over mo’r var fejghet, at jeg sang ham de stygge viser, var fejghet. Jeg gav mig til at gæte, det var av fejghet, — at lese — å - ja, også av fejghet: jeg vilde gemme mig vekk for mig selv. Som voksne gutten hjalp jeg ennda ikke mo’r mot fa’r — fejghet; at jeg ikke den natten — hu! — fejghet! jeg havde kannske væntet til hun var drept! — — — — Jeg kunne ikke holde det ut hjemme bakefter — fejghet; jeg rejste heller ikke min vej — fejghet; jeg gjorde ingenting, jeg gætte - - - fejghet. Jeg havde nokk lovet mo’r at blive; men jeg havde alletider veret fejg nokk til at bryte løvtet, hviss jeg ikke havde veret rædd for at komme blandt folk. Ti jeg er rædd folk, mest fordi jeg tror de ser, hvor stygg jeg er. Men fordi jeg er rædd dem, snakker jeg ondt om dem — fordømt fejghet! Jeg gør viser av fejghet. Jeg tør ikke tenke bent frem i mine egne ting, bøjer derfor av inn i andres, — og det er at dikte!
Jeg skulde have satt mig til at gråte, så haugerne blev til vann, skulde jeg; men så siger jeg hyss, hyss, og legger mig til at vugge. Og selve mine viser er fejge; for var de modige, så blev de bedre. Jeg er rædd sterke tanker; rædd alt sterkt; kommer jeg oppi det, er det i raseri, og raseri er fejghet. Jeg er klokere, dygtigere, mere kunnug, enn jeg ser ut til; jeg er bedre enn jeg snakker; men av fejghet tør jeg ikke vere så som jeg er. Tvi! brennevin drakk jeg av fejghet, vilde døve smerten — tvi ! gjorde ondt, drakk allikevel; drakk min faders hjærteblod, og ennda drakk jeg ! min fejghet er næmlig uten all ende. Men det fejgeste av alt er dog, at jeg kan sitte og sige mig alt dette selv!
. . . . Drepe mig? pytt sa’n! dertil er jeg for fejg. Og så tror jeg litt påG ud - - - jo, jeg tror på Gud. Jeg vilde gerne til ham; men fejgheten holder mig fra ham: stor flyttning, og derfor kvider sig et fejgt menneske. Men om jeg prøvde sådan som jeg formår? Almægtige, om jeg prøvde? måtte kurere mig som mitt melkeliv tålte det; ti der er ikke ben i mig lenger, ej heller brusk, bare noget flytende, skvalp. — Om jeg prøvde - - - med gode, milde bøker, — rædd de sterke — ; med vakkre æventyr, sagn, alt det, som mildt er; og så en preken hverr sønndag og en bøn hverr kveld. Og ordentligt arbejde, at religionen fikk åker; kann ikke så i dovenskap. Om jeg prøvde; kære, milde min barnegud, om jeg prøvde!“
Men en åpnede låvedøren, for inn over gulvet, likblek av ansigt, skønt sveten trillede nedad det, og det var moderen. På den annen dag lette hun nu efter sin søn. Hun ropte hans navn, men stansede ikke for at lyde, bare ropte og for omkring til han svarte borti høstålet, hvor han lå. Da gav hun et højt skrik, hoppede i stålet lettere enn en gut og lå over ham - - - - -
- - - - „Arne, Arne, er du her! så jeg fant dig dog, jeg har letet siden igår, jeg har letet i hele natt! Stakars, stakars Arne, jeg så de havde gjort dig ondt, jeg vilde så gerne have talt til dig og trøstet dig, men jeg tør jo aldrig tale til dig!“ — - - - - „Arne, jeg så du drakk! — o, Gud den almægtige lat mig aldrig oftere se det! — Arne, jeg så du drakk.“ — Det var lenge før hun kunne sige mere. „Jesus bevare dig, mitt barn, jeg så du drakk! - - - - - Med et var du kommen vekk for mig, drukken og sønderslått av sorg som du var, og jeg løp omkring i alle hus, jeg var langt uti marken, jeg fant dig ikke, jeg lette i hverr kerr, jeg spurte alle folk, jeg var her også; men du svarte mig ikke - - - - Arne, Arne, jeg gikk langsmed elven, men det syntes ikke nogetsteds dypt nokk, - - - - -“ hun knugede sig inn til ham.
„Da kom det så godt til brystet mitt: du måtte jo vere gått hjem, og vejen gjorde jeg visst på et kvarter, jeg åpnede og søkte i hvert rum, og så hugsede jeg først, at jeg selv havde nøklen; du kunne jo ikke vere sluppen inn. — Arne, matt har jeg letet langs vejen, på de begge kanter, jeg torde jo ikke gå til kampestupet - - - - - Jeg vet ikke, hvordan jeg er kommen hit, der er ingen, som har hjulpet mig, men ser du, om ikke Vårherre gav mig inn, at du skulde vere her!“ Hun lå lenge over ham.
Han søkte at stille henne ned igen. „Arne, du drikker vel ikke oftere brennevin?“ — „Nej, du kann vere trygg.“ — „De var visst onde med dig? var de onde med dig?“ — „Ånej, det var mig, som var fejg;“ han lagde tyngde i ordet. „Forstår rett ikke, at de kann vere onde mot dig. Men hvad var det, de gjorde dig? aldrig vil du sige mig noget,“ og hun begynte at gråte igen. — „Du siger jo heller aldrig mig noget,“ sagde Arne blidt. — „Største skylden er dog din, Arne; jeg er kommen så i vane med at tie, jeg, fra fa’r din av, at du skulde have hjulpet mig litt på vej! — Herregud, det er da bare vi to; og vi har lidt såmeget sammen.“ — „Lat oss se til, om det ikke vil gå bedre,“ hviskede gutten.
— — „Næste sønndag vil jeg lese prekenen for dig.“ — „Gud velsigne dig for det.“ — —
— „Du, Arne?“ — „Ja.“ — „Jeg har noget, jeg skulde sige dig.“ — „Sig det, mo’r.“ — „Jeg berer stor synd for dig; jeg har gjort noget galt.“ — „Du, mo’r?“ — „Jo, jeg har; og dog var jeg ikke god til annet. — Arne, du må forlate mig det.“ — „Å, du har visst aldrig gjort noget galt mot mig.“ — „Jo, jeg har - - - - Gud vet det: det var bare fordi jeg holdt så meget av dig. Men du skal forlate mig det, hører du?“ — „Ja, jeg skal forlate dig det,“ — „Og så skal jeg sige dig det en annen gang - - - men du skal forlate mig det!“ — „Ja, ja, mo’r!“ — „Ser du, det er vel derfor, det har veret så tungt at tale til dig; jeg har båret synd for dig.“ — „Herregud, tal ikke så, mo’r!“ — „Nu er jeg glad, jeg har fått sagt såmeget.“ — „Vi skal tale mere sammen, vi to, mo’r!“ — „Ja, det skal vi, — og så leser du jo prekenen for mig?“ — „Ja, det gør jeg.“ — „Stakars Arne; Gud velsigne dig!“ — „Jeg tror det er best, vi to går hjem.“ — „Ja, vi to går hjem.“ — „Du ser dig så om, mo’r?“ — „Ja; fa’r din har ligget på denne låven og gråtet.“ — „Fa’r?“ spurte Arne og blev likblek. „Stakars Nils; det var den dagen, du blev båren over dåpen.“
„Du ser dig så om, Arne?“