Arne/6
Nogle dager efter blev moder og søn, som i senere tid havde levet mere sammen, enige om at take i bryllup til skyldfolk i en av nabogårderne. Moderen havde ikke veret i lag, siden hun var gente.
De to kente litet folk der annerledes enn av navn, og Arne syntes især det var stusslegt, da de så på ham, hvor han gikk.
Der var sagt et ord efter ham i svalen engang, han var ikke viss på det; men han trodde det var sagt, og hverr blodsdråpe kom en og annen gang opp i ham, når han tenkte derpå.
Mannen; som havde sagt det, gikk han nu uavlateligt og passede; tilsidst tok han sæte hos ham. Men da han kom til bordet, syntes han, at talen fikk en annen gang.
„Nej, nu skal jeg fortelle en regle jeg, som viser, at intet graves så dypt ned i natten, det jo finner sin dag,“ sagde mannen, og Arne syntes han så til ham. Det var en stygt utseende mann med tynne røde hår om en stor rundet panne. Oppunder lå et par ganske små øjne og en liten klumpnese; men munnen var meget stor med utoverbrettede lipper, der holdt sig hvitagtige. Når han lo, så man begge gommer. Hans hender lå på bordet; de var meget svære og grove; men håndledet var spinkelt. Han så hvast og talte fort, men med meget arbejde. Folk kalte ham „Kjæftaurin,“ og Arne visste, at Nils skrædder i gamle dager havde faret stygt med ham.
Ja, der er megen synd til i verden; den sitter oss nærmere enn vi tror - -. Men det er slikslag; nu skal i høre om en stygg gerning. De, som er gamle, hugser Alf, Skreppe-Alf. „Kommer nokk igen! sagde Alf;“ det ordtøke er efter ham; for når han havde endt handelen — og han kunne handle, den karl! — hivde’n skreppen på rygg: „kommer nokk igen!“ sagde Alf. Fanden til karl, staut karl, kekk karl, Alf, Skreppe-Alf! —
Nej, så var det han og Storslåpen. Storslåpen — ja, i kenner Storslåpen? — stor var han, og slåpen var han med. Han forså sig på en knitrende svart hest, som Skreppe-Alf for og ekserte med, så den spratt som en sommerlopp. Og førenn Storslåpen selv visste av det, var han kommen til at give femti daler for gampen! Storslåpen opp i en karjol, så lang han var, for at køre konge med femtidalershesten; men nu kunne han slå og banne, så gården stod i et gov, — hesten flaug likefullt på alle de dører og vegger, som fanst; for den var starblind!
Siden lå disse to og sloges om denne hesten utover all bygd rigtigt likesom to bikker. Storslåpen vilde have pengerne sine igen; men se til, om han fikk to danske skilling. Skreppe-Alf prylte ham, så busten fauk: „kommer nokk igen,“ sagde Alf. — Fanden til karl, staut karl, kekk karl, Alf, Skreppe-Alf!
Nej, så var det på nogle år da, at han slett ikke kom igen.
Det kunne vere en ti år frem, så blev der lyst efter ham på kirkebakken, for der var tilfallen ham en overhendig arv. Storslåpen stod hos: „det visste jeg nokk,“ sagde han, „at det var pengerne, som lyste efter Skreppe-Alf, og ikke folk.“ —
Nu talte de frem og tilbake om Alf; og såmeget blev snakket, at de fikk ihoplagt, at han havde veret sidst på denne side av røren, men ikke på hin. Ja, i hugser vejen over røren, gammelvejen?
Men Storslåpen var på nogen tid kommen til stor magt og herlighet både med gård og grejder. Dessuten havde han lagt sig på gudfryktigheten, og det visste alle, at han ikke blev gudfryktig for ingenting, han, — mere enn annet folk. De begynte at snakke sakte om disse ting.
Det var i den tid at vejen over røren skulde omlegges. Gammelkarlerne havde det med at ville bent frem, og derfor bar det like over røren; men vi vil have det flatt, og derfor kommer vejen nu nedved elven. Der blev en minering og husering, så en tenkte røren vilde ned. Alslags øvrighet for der, men amtmannen oftest, ti han har dobbel friskyts. Og som de nu en dag lå og grov nedi urderne der, skulde en take en sten, men fikk en hånd, der stakk ut av røysen, og så sterk var den hånden, at han, som fikk den, rauk att-ende med den. Men han, som fikk den, var Storslåpen. — Lensmannen rak der, han blev hentet, og benene av en hel karl fremgravne. Doktor blev også hentet; han satte det altsammen så kunstigt ihop, at der nu bare manglede køt. Men folk skaut på, at det benskranglet kunne nettopp vere på skapnad som Skreppe-Alf. „Kommer nokk igen“ sagde Alf!
Nogen og hverr syntes det underligt, at en død hånd kunne slå en karl som Storslåpen helt omkring, ennda den slett ikke slog. Lensmannen gikk like inn på ham med det, — forstår sig, så ingen hørte det. Men da bante Storslåpen så det gikk svart om lensmannen. „Ja ja;“ sagde lensmannen, „er det ikke dig, så er du vel sakte karl for at ligge sammen med det benskranglet i natt, du?“ — „Jeg er nokk det, jeg,“ svarte Storslåpen. Og nu batt doktoren det ihop i lederne, og lagde det hen i den ene sæng i barakken. I den annen skulde Storslåpen legge sig; men lensmannen lagde sig i sin kappe tett opp til veggen. — Da det blev mørkt og Storslåpen skulde inn til sængekammeraten sin, var det nett likesom døren gikk igen av sig selv og han stod i mørke. Men Storslåpen tok på at synge salmer, for han havde en stor røst. „Hvorfor synger du salmer?“ spurte lensmannen utenfor veggen. „Uvisst om han har havt klokker,“ svarte Storslåpen. Siden tok han på at bede det sterkeste han kunne. „Hvorfor beder du?“ spurte lensmannen utenfor veggen. „Han har visst veret en stor synder,“ svarte Storslåpen. Så blev der langt om lenge stilt, og det var næsten som lensmannen skulde sovne. Da skrek det derinne, så hytten skalv: „kommer nokk igen!“ — et helvetes brot og bulder rejste sig, „kom med de femti dalerne mine!“ brølte Storslåpen, og så skrek det, og brøt det, lensmannen opp med døren, folk til med stenger og brander, og da lå Storslåpen midt på gulvet og havde benskranglet over sig.“ —
Der var såre stilt om bordet. Endelig siger en, som skulde tende sin kritpipe: „han blev jo gal efter den dag.“ „Han blev så.“
Arne følte, de så på ham, og derfor kunne han ikke få øjnene opp. „Siger, som jeg har sagt,“ tok den første i, „intet graves så langt nedi natten, at det ikke finner sin dag.“ — „Nej, nu skal jeg fortelle om en søn, som slog sin egen fader,“ sagde en lys, svær mann med rundlatent ansigt. Arne kente ikke plassen, han sat på.
„Det var en slagskempe av en stor slægt borti Hardanger; han brøt ned meget folk. Faderen og han var usamde om livøren, og således bar det til, at den mann ikke havde fred i hus eller bygd.
Han blev selv mere ond derved, og faderen satte efter ham. „Jeg taker ikke dom av nogen,“ sagde sønnen. „Av mig skal du take den, sålenge jeg lever,“ svarte faderen. „Tier du ikke stille, så slår jeg dig!“ sagde sønnen og rejste sig. — „Ja, trøst dig til, om du tør, og det skal aldrig gå dig godt her i verden,“ svarte faderen, han rejste sig også. — „Mener du?“ — og sønnen satte inn på ham og brøt ham ned. Men faderen tok ikke imot, lagde armerne overkors, og lot ham fare med sig som han vilde. Sønnen slog ham, vendte ham og slog ham, tok ham i hans hvite hår og drog ham mot døren: „jeg vil have husfred!“ — Men da de kom til døren, lettede faderen på sig: „ikke lenger enn til døren,“ sagde han, „for så langt drog jeg fader min.“ Sønnen ænsede det ikke, men drog hovedet over treskelen. „Ikke lenger enn til døren, siger jeg!“ den gamle rejste sig, kastede sønnen for sine føtter og revsede ham som et barn.“
„Dette var stygt,“ sagde flere. „Hugg dog ikke til fa’r sin,“ syntes Arne at en sagde; men han var ikke viss derpå.
„Nu skal jeg fortelle eder noget,“ sagde Arne, han rejste sig likblek, og visste ikke hvad han vilde sige. Han så bare ordene drive som store sneflokker, jeg taker inni som på treff!“ og han begynte.
Et troll møtte på en vej en gut, som gikk og gret. „Hvem er du mest rædd for,“ sagde trollet, „enten for dig selv eller for andre?“ Men gutten gret fordi han om natten havde drømt, han havde drept den slemme faderen sin, og derfor svarte han: „jeg er mest rædd for mig selv.“ — „Så ver i fred for dig selv og gråt aldrig mere; ti herefter skal du bare ligge i krig med andre.“ Og trollet gikk sin vej. Men den første, gutten møtte, lo av ham, og derfor lo gutten av ham igen. Den annen, han møtte, slog ham, og derfor slog gutten ham igen. Den tredje, han møtte, vilde drepe ham, og derfor drap gutten ham. Men alt folk snakkede ondt om ham, og derfor snakkede han ondt om alt folk. De stengte for ham sine skap og dører; men han stal sig til det, han skulde have, han stal sig til sin nattero. Siden han nu ikke fikk gøre noget godt, måtte han gøre bare ondt, og alt det onde, som var i folk, øvde de på ham. Men bygden gret over all den jammer, gutten gjorde; han selv gret ikke; ti han forstod det ikke. Så gikk bygden sammen og sagde: lat oss take og drukne ham; ti med ham drukner vi alt ondt, som er i bygden. Og den brønnen, hvori de druknede ham, syntes bygden siden der stod stor stank av.
Gutten visste slett ikke av, han havde gjort noget ondt, og derfor kom han efter døden drivende like inn til Vårherre. Der sat på en benk den fader, han slett ikke havde drept, og likemot ham på en annen benk sat den, han havde leet av, og den, han havde slått, den, han havde drept, og alle de, han havde taket fra og gjort ondt. „Hvad for en benk er du rædd?“ spurte Vårherre og gutten pekte på den lange. „Set dig da hos fader din,“ sagde Vårherre, og gutten vilde så gøre. Da stupte faderen ned av benken med et stort øksehugg i nakken. På hans plass kom der et billede av gutten selv, men med magert ansigt og likbleke miner, ennu et med drukkent ansigt, skittent hår og hængende kropp, ennu et med vanvittigt ansigt, revne klæder og forfærdelig latter. „Hvilken benk er du nu rædd?“ sagde Vårherre. „Lat nu de to benkerne slåes,“ sagde gutten, — han kløv opp på et højt sted forat se på. Og nu gikk de sammen, den vanvittige og den, han havde leet av, faderen og alle de drepte, den drukne og alle, gutten havde gjort ondt, og gutten kastede sig på hovedet ned av himmelen, for han torde ikke vænte på hvem vant. Han falt og falt himmelen igennem, men uten at nå jorden, og da blev gutten så rædd, at han fikk gråte, og i samme stund våknede han; for han havde drømt.“