Arne/16
Det var ut på høsten, folk holdt på at køre inn i hus. Det var en klar dag, det havde regnet om natten og morgenen, derfor var luften mild som om sommeren. Det var en lørdag, men dessuagtet stevnede mange båter over sortevatnet hen mot kirkesiden, mannfolkene sat i skjorteermerne og rodde, kvinnfolkene sat foran og i skoten med lyse tørrklæder over hovedet. Men ennu flere båter stevnede over mot Bøen, for derfra senere at ro ut i stort følge; ti idag gjorde Bård Bøen bryllup' for sin datter Eli og Arne Nilsson Kampen.
Alle dører stod åpne, folk gikk ut og inn, børn med kakestykker i henderne stod rædde for sine nye klæder ute på gården og så fremmede på hverrandre; en gammel kone sat oppe på stabburtrappen for sig selv og gret; det var Margit Kampen. Hun bar en stor sølvring med flere småringer festede til den øvre sølvplate; den så hun på engang imellem; hun havde fått den av Nils den dag hun stod brud med ham og havde aldrig båret den siden.
Omkring i de to - tre stuer gikk køkemesteren og de to unge brudesvenner, prestens søn og Elis broder, og skenkede folk efter hvert de kom til det store bryllup. Oppe på Elis verelse sat bruden, prestefruen og Matilde, der var kom men fra byen ens erinde for at pynte henne som brud; ti dette havde de lovet hinannen fra de var små. — Arne i klædes klæder, rund trøje og sort hatt og med en krave, som Eli havde sydd, stod nede i en av stuerne ved det vindu Eli havde skrevet Arne på. Det var åpent, han stod ved karmen og så utover det stille vann til bugten der borte og kirken.
Ute i gangen møttes to, som kom fra hverr sin gerning, den ene fra støden, hvor han havde veret med at ordne kirkebåterne; han havde en sort klædes rundtrøje, men blå vadmålsbukser, som farvede, så han var blå på henderne; den hvite krave klædte hans lyse ansigt og lyse lange hår, den høje panne var rolig, om munnen lå et stille smil. Det var Bård; han møtte en i gangen, som nettopp kom fra køkkenet. Hun var pyntet til kirkeferd, høj og rank, kom sikkert gennem døren, og havde litt fart; da hun møtte Bård, stansede hun medens munnen drog opp til den ene side. Det var Birgit, konen. Begge havde noget at sige hinannen, men ingen av dem fikk ord. Bård var mere forlegen enn hun, han smilte mere og mere, tilsidst vendte han sig mot trappen og sagde idet han begynte at gå i den: „kannske du vil følge efter“. Og hun gikk efter. Her oppe på loftet var de ganske alene, men Bård lukkede dog døren i efter dem og gav sig meget god tid. Da han endelig vendte sig, stod Birgit ved vinduet og så utover; det var for ikke at se innover. Bård tok frem en liten flaske av brystet og et litet sølvstøp, han vilde skenke henne. Men hun vilde ikke take derimot, skønt han forsikkrede det var vin, som var sendt dit fra presten. Så drakk han den selv, men bød henne et par ganger medens han drakk. Han korkede flasken til, gemte den i bryst lommen tillikemed sølvstøp et og satte sig ned på en kiste.
Et par ganger drog han pusten langt: „jeg er glad idag“, sagde han og så ende ned for sig; „jeg tenkte jeg måtte snakke med dig idag ; det er lenge siden sidst.“ Birgit støttede for sig med den ene hånd borti vinduskarmen. Bård fortsatte: „Jeg har hugset Nils skrædder idag; han skilte oss to, han; jeg trodde det skulde rekke blott til brylluppet; men det har rakt lenger. Idag er en søn av ham, vellært og vakker, taken inn til oss, og ham har vi givet vår eneste datter. Hvad synes dig nu, Birgit, om at vi to idag holdt vårt bryllup en gang til — og således, at vi aldrig mere skiltes?“ — stemmen dirrede og han rømmede sig. Birgit lagde hovedet ned på sin arm, men hun sagde intet. Bård væntede lenge, men han fikk intet svar, og mere havde han heller ikke selv at sige. Han så opp og blev meget blek; ti hun vendte ikke engang hovedet. Da reiste han sig. I det samme bankede det sakte på døren og spurte inn med blid stemme: „kommer du nu, mo’r?“ — det var Eli. Birgit løftede hovedet, så mot døren, møtte Bårds bleke ansigt: „kommer du nu, mo’r?“ spurtes engang til; „ja, nu kommer jeg!“ sagde Birgit med brusten stemme, idet hun gav sin hånd til Bård og brast i den heftigste gråt. De to hender klemte til, de var utslitte begge to nu, men de holdt så fast som om de havde letet efter hinannen i tyve år. De holdt sammen ennu da de gikk mot døren, og da en stund efter brudefølget drog nedover mot støden og Arne gav sin hånd til Eli for at gå foran og Bård så på dette, da tok han mot all skikk og bruk konen sin ved hånden og gikk storsmilende efter. Men bak dem kom Margit Kampen alene. Bård var rent overgiven den dagen, han sat og talte med skytsfolkene. En av disse, der sat og så på fjellene bak dem, sagde, det var dog forunderligt, at selv slikt bratt fjell kunne blive klædt: „Det må til, hvad enten det vil eller ej,“ sagde Bård, han så utover hele følget, til han stansede ved brudefolket og konen: „Slikt skulde ingen have sagt for en tyve år siden,“ sagde han.