Arne/15
„Farvel!“ sagde Margit i døren oppe hos presten. — Det var en sønndagskveld ut på sommeren, han var kommen igen fra kirken, og hun havde sittet der nu til klokken blev henimot syv. „Farvel, Margit!“ sagde presten. Hun skyndte sig ned ad trapperne og ut på gården, for der havde hun sett Eli Bøen leke med prestens søn og hennes egen broder.
„God kveld!“ sagde Margit, hun blev stående; „og signe laget;“ — „God kveld“ sagde Eli, hun var blussende rød og vilde holde opp, skønt gutterne trengte inn på henne; men hun bad for sig og fikk lov at slippe for i kveld. — „Jeg synes mest jeg skulde kenne dig og“, sagde Margit. „Det kann nokk gerne vere, det,“ sagde den annen. „Det skulde da vel aldrig vere Eli Bøen?“ — Jo, det var nokk så. — „Å - nej, da! — Så det er Eli Bøen; ja, nu ser jeg det, du likner på mo’r din.“ Elis gulbrune hår var revet ut, så det hang løst og langt nedover, hun var så het og rød i ansigtet som et ber, barmen fløj opp og ned, hun kunne ikke snakke og lo over at hun var så forkavet. „Å - ja, det hører ungdommen til, det,“ — Margit så sig glad i henne. „"Du skulde vel ikke kenne mig, du?“ Eli havde nokk villet spørge, men kom sig ikke til, fordi den annen var eldre; nu sagde hun, at hun mintest ikke at have sett henne før. — „Å- nej, det er også litet vænteligt; gammelt folk kommer sjældent frem. — Sønnen min kannske du kenner litt til, han Arne Kampen; jeg er mo’r hans, jeg,“ hun skottede til Eli, hvis åndedrætt med en gang gikk langsomt, ansigtet blev alvorligt, øjnene stirende. — „Jeg tror næsten han har arbejdet en gang der borte på Bøen.“ Jo han havde nokk så. — „Det er et vakkert vejr ikveld; vi kastede højet, vi, ut på dagen og tok det inn før jeg gikk; det er rigtigt et velsignet vejr.“ — „"Det bliver visst et godt højår i år,“ mente Eli. „Ja, du kann så sige; — på Bøen er det vel vakkert?“ — „De er ferdige der nu?“ — „Forstår sig, ja; stor hjælp, driftige folk.“ — „Skal du hjem ikveld?"“ — Nej, hun skulde ikke det. — „Kunne du ikke følge mig bortover et stykke? jeg treffer så sjælden nogen at snakke med, jeg, og for dig kann det vel vere slik slag?“ — Eli undskyldte sig med, at hun havde ingen trøje. „Å - ja, det er også skammfullt av mig at bede om slikt, første gangen jeg ser et menneske; men gammelt folk må en bere over med.“ — Eli sagde, hun kunne gerne følge også; nu vilde hun bare inn efter trøjen.
Det var en tettsluttende trøje; når den var hektet til, så det ut, som hun bar livkjole; men nu hektede hun blott de to nederste hekter, hun var så varm. Det fine lintøj havde en liten utoverfallende krave og blev holdt fast i halsen av en sølvknapp i skikkelse av en fugl med utslagne vinger. En sådan havde Nils skrædder båret den første gang Margit Kampen dansede med ham. — „En vakker knapp“, sagde hun og så på den. — „Jeg har fått den av mo’r,“ sagde Eli. „Du har vel det, ja,“ hun hjalp henne tilrette.
Nu gikk de bortover vejen. Højet var slått og lå i såter, Margit tok borti såterne, luktede på det og fant det var godt høj. Hun spurte efter buskapen her på gården, fikk derved spørge om den på Bøen, og fortalte så, hvor stor den var, som de havde på Kampen. „Gården er gått dygtigt frem i de senere år, og den kann blive mere enn dobbelt så stor. Han føder tolv melkekør nu og han kunne føde flere, men han har så mange bøker han leser i og steller efter, derfor vil han have dem fødde på slik stor-vis“. Eli sagde ingenting til alt dette, som vænteligt var; men Margit spurte henne, hvor gammel hun var. Hun var over tyve år. „Har du taket nogen hånd med i husstellet? du ser så fin ut , det har vel ikke veret stort.“ — Å - jo, hun havde hjulpet adskilligt til, iser i den sidste tid. — „Ja, det er godt at vere vant til noget av hvert; når en selv får stort hus, kann meget trenges. Men det forstår sig, den som finner god hjælp foran sig, står det jo ikke på.“ — Eli vilde nokk gerne vende om igen, for nu var de lengst forbi prestegårdsjordet. „Der er et par timer til solen går ned; — du var snild om du vilde prate litt lenger med mig,“ — og Eli gikk med.
Nu begynte Margit at tale om Arne. „Jeg vet ikke om du kenner stort til ham. Han kann lære dig noget av hvert han; Gud bevare oss, hvor meget han har lest.“ Eli tilstod, at hun visste han havde lest meget. „Å - ja, det er ennu det minste ved ham, det; nej, slik som han har veret mot mo’r sin alle sine dager, det er mere det! Skal det vere sant, som de siger for et gammelt ord, at den, som er god mot sin moder, er god mot sin kone, da får den, han velger, just ikke stort at klage over.“ — Eli spurte, hvorfor de havde malet huset der like foran dem med gråfarve. „Å -; de har vel ikke havt nogen annen,“ mente Margit; „nej, jeg skulde vel unne han Arne, at han engang fikk løn for alt det gode, han har gjort mot moder sin! Den kone, han skulde have, måtte både vere vel lært og god av hjærtelag. — Hvad er det du der ser efter, barn?“ — „Jeg mistede bare en liten kvist, som jeg gikk og bar.“ — „Herregud, jeg har mange tanker, kann du tro, mens jeg sitter alene der borti skogen. — — Skulde det hende engang, han førte en hjem, som havde velsignelse med sig både til hus og mann, da vet jeg, at mangen fattig skulde blive glad den dag.“ De taug begge stille og gikk uten at se til hinannen; men Eli stansede; „"hvad er det?“ — „Det ene skobåndet mitt er gått opp.“ Margit væntede en lang stund og endelig var det knyttet. „Han er så underlig av sig,“ sagde moderen, „han er bleven så forskræmt som barn, og derfor er han bleven vant til at tenke alting for sig selv, og den slags folk kommer sig ikke rigtigt til.“ — Nu vilde Eli endelig vende, men Margit mente, det var bare en knapp halv fjerding igen til Kampen, ja det var ikke engang så langt, og da måtte hun se Kampen, siden hun var der. Men Eli mente det blev for sent for sig. „Der er all tid dem, som følger dig hjem“, sagde Margit. „Nej, nej,“ svarte Eli rask og vilde gå. „Ja, han Arne er ikke hjemme,“ sagde Margit, „så ham bliver det ikke; men der er vel alltid andre,“ og Eli havde nu mindre mot det: „bare det ikke bliver for sent.“ — „Ja, står vi lenge og snakker om det, kann det nokk blive for sent,“ — og de gikk.
„Du har vel lest meget du, som er oppdragen hos presten?“ Ja, hun havde det. — „Det vil komme godt til nytte,“ mente Margit, „når du får en, som karm mindre.“ — Nej, det mente Eli, hun ikke vilde have. „Å - nej; det er kannske heller ikke det beste; men her i bygden er folket så litet lært.“ — Eli spurte, om det var Kampen hun kunne se like foran sig. „Nej, det er Gransetren, det, den sidste gården mot skogen; når vi kommer lenger opp, ser du Kampen. — Der er lett at bo på Kampen, kann du tro; det synes vel at vere avsides, men det er ikke derpå det kommer an.“ — Eli spurte, hvad det var, som røk der borte i skogen. „Det er av en husmannsplass, det, som ligger under Kampen. Der bor en mann, som heter Opplands-Knut. Han gikk alene her, og så gav Arne ham den plassen at rydde. Han forstår hvad det er at gå alene, Arne stakar.“ — Om en stund kom de så højt opp, at de kunne se gården. „Er det Kampen?“ sagde Eli, hun stansede og pekte. „Det er Kampen,“ sagde moderen, hun stod også. Solen så dem like i ansigtet, de skygde for øjnene og så nedover. Midt på sletten lå gården, rødmalet med de hvite vindukarmer; rundt omkring var engen slått, noget høj stod i såter, akrerne lå grønne og svære midt i den bleke eng, borte ved fjøset var stor travlhet, kør, sauder, geter kom hjem, klokkerne kimte, hunderne gødde, budejerne ropte, men over det hele med forferdelig larm gikk fosseduren, der stod opp av Kampedjuvet. Jo lenger Eli så, dess mere hørte hun bare denne tonen, og den blev henne tilsidst så forferdelig, at hun fikk hjærteklapp, det bruste og suste gennem hennes hoved, til hun blev ganske vill, og ovenpå det så mild og varm, at hun uten at merke det gikk vart med små skridt, så Margit bad henne gå litt fortere. Hun skræmtes opp; „Jeg nar aldrig hørt slikt som den fossen før“ sagde hun; „jeg bliver ganske rædd.“ — „Det venner du dig snart til,“ sagde moderen; „tilsidst vil du savne den.“ — „Kære, tror du det?“ spurte Eli. „Ja, det skal du nokk se,“ sagde Margit; hun smilte.
„Kom nu skal vi først se på buskapen,“ sagde hun, idet de bøjede ned fra vejen; „disse treer har Nils satt her på begge sider. — Han vilde gerne have det vakkert, Nils; — det vil Arne også; der skal du se den haven, han har lagt.“ — „Å - nej å - nej!“ ropte Eli, hun sprang fort hen til gerdet. — „Siden skal vi se på den,“ sagde Margit, — „nu må vi bort til bølingen, før de slipper den inn; — “ men Eli hørte ikke, hun så bare inn i haven. Hun stod så lenge til Margit minte henne for annen gang, da så hun flygtigt gennem ruterne med det samme hun gikk; der var ingen inne.
Begge stillede sig opp på låvekloppen og så på kørne idet de gikk rautende forbi og inn i fjøset. Margit nevnte dem ved navn opp for Eli, fortalte hvormeget hverr enkel malkede, hvem der var sommerber, hvem ikke. Sauderne blev talte og innslupne, de var av et stort fremmed slag, Arne havde fått fat i to lam sør på. „Han legger sig efter alt slikt, ennda en ikke skulde tro det om ham; — De gikk nu inn i låven og så på højet, som var innkørt, og Eli måtte lukte på det — „for slikt høj finstfikke alle steder.“ Hun viste gennem låveluken ut på akrerne og sagde hvad hverr enkel bar og hvormeget der var sådd av hvert slag. Der var ikke mindre enn tre, som var nybrot der borte ved skogen, der var satt poteter nu det første året; jorden vilde have det så; der borte på den annen side er også nybrot, men der er nokk jorden litt anderledes, for der har han sådd bygg; men det forstår sig, der er den brente torven strødd utover som gødsel, for han holder på med meget slikt. — „Jo, jeg skulde tro, hun får det ferdigt, hun, som kommer inn her!“ — De gikk ut og til huset; men Eli, som ikke havde svaret noget til alt det annet, hun bad nu, de gikk forbi haven, om hun ikke måtte få gå inn i den. Og da hun havde fått det, bad hun siden, om hun måtte få plukke en blomster eller to. Der var en liten benk henne i det ene hjørne, den satte hun sig på, bare som for at prøve den; ti hun rejste sig straks.
„Vi må skynde oss nu, skal det ikke blive for sent,“ sagde Margit, hun stod i døren. Og nu gikk de inn. Margit spurte, om hun ikke skulde traktere henne med noget, den første gangen hun stod der, men Eli blev rød og sagde kort nej. De så sig nu om, hvor de stod; her vendte vinduerne opp til vejen, og her oppholdt de sig om dagen; stuen var ikke stor, men hyggelig med ur og kakkelovn. Her hang Nils’s fele, gammel og mørk med nye strenger. Her hang et par geverer, som hørte Arne til, engelsk fisketrode, og andre rare ting, som moderen tok ned og viste; Eli så på det og rørte ved det. Stuen var uten maling, for det likte ikke Arne; ej heller var der maling i den stuen, som vendte ut mot Kampestupet med det friske fjell bent over og de blå i bakgrunnen; denne stue var større og smukkere; men i de to mindre stuer på fløyen, der var maling, for der skulde moderen leve, når hun blev gammel — og han fikk kone i huset. Margit likte så godt maling, og her var taket malet med roser; skapene, sængestedet, hennes navn var malet på alle både rimelige og urimelige steder, for det var Arne selv, som havde gjort det. De gikk i køkkenet, på matboden, i ildhusene, og nu stod det igen at gå opp på loftet; „der var det beste“ sagde moderen.
Der var vel innrettede verelser, svarende til dem dernede, men de var nye og ikke takne i bruk på et nær, som vendte ut mot Kampestupet. I disse verelser hang og stod all slags innbo, som ikke bruktes i den daglige husholdning. Her hang en hel del oppsydde skinnfelder samt andre sængklæder; moderen tok i dem, løftede dem, Eli gjorde det samme; alle disse ting så hun på med glede, gikk tilbake til enkelte av dem, spurte og morede sig mere og mere. Da sagde moderen: „nu skal vi finne nøklen til Årnes eget rum;“ — under en kiste lå den og de gikk inn i det verelse, som vendte mot Kampestupet. Den forferdelige fossedur slog atter imot dem; ti vinduet stod åpent. Her kunne de se strålesprøjten stå opp mellem fjellene, men ikke fossen selv, uten der lenger oppe, hvor et klippestykke var fallet ut i fossen nettopp som den kom med all sin magt til sidste sprang ned i djuvet. Frisk torv lå over klippestykkets øvre flate, et par furukongler havde gravet sig ned i det og grodde opp igen med røtter i stenrivterne. Vinden havde rusket og revet i treerne, fossen vasket dem, så der ikke fantes kvist fire alner fra roten, i kne var de bøjdde og grenerne krøkte, men stod gjorde de og skar højt opp mellem fjellveggerne. Disse var de første Eli så fra vinduet, dernæst de drivende hvite snefjell oppover de grønne. Hun drog øjet tilbake, over markerne var der fred og fruktbarhet, hun så sig om i verelset og det første hun så var en stor bokhylle. Der var så mange bøker, at hun trodde ikke presten havde flere. Et skap stod oppunder hyllen og nedi det havde han sine penger. To ganger havde de arvet, sagde moderen, de skulde også arve en gang til, hvis alting gikk som det burde. „Men penger er ikke det beste i ver den: han kann få det, som bedre er.“ — Der var mange småting i dette skapet, som var trøysame at se på, og Eli så på dem allesammen så glad som et barn. Da viste moderen henne til en stor kiste, hvori hans tøj lå; dette løftede de også opp og så på og Eli tok på det altsammen. Margit klappede henne på skulderen: „Jeg har ikke sett dig før idag, men jeg holder alt så meget av dig, barnet mitt!“ sagde hun og så henne godmodig! inn i øjnene. Før Eli fikk tid til at blive litt skamfull, trakk Margit i henne og sagde ganske sakte: „der ser du et litet rødmalet skrin; — der kann du tro er noget, som er rart“ — — Eli så til det, det var et litet firkantet skrin, som hun fikk svær lyst til at eje. „Han vil ikke jeg skal vite, hvad som er i det skrin,“ hviskede moderen, „og han gemmer nøklen bort hverrgang“ — hun gikk bort til nogle klæder, som hang på veggen, tok ned en fløjels brystduk, lette i urlommen, og der lå nøklen. „Kom nu skal du se,“ hun hviskede, de gikk ganske sakte og stillede sig begge på kne foran skrinet. Med det samme moderen åpnede låket, slog der en vellukt opp imot dem, så Eli slog henderne sammen før hun ennu havde sett nogenting. Øverst lå et tørrklæde bredt utover, det tok moderen tilside: „Her skal du se!“ hviskede hun og hun tok opp et fint sort silke tørrklæde, et sådant som ikke mannfolkene berer. „Det er akkurat som til en gente,“ sagde moderen. Eli bredde det utover sitt fang og så på det, men sagde ikke et ord. „Her er et til,“ sagde moderen. Eli tok det, hun kunne ikke bare sig, men moderen måtte prøve det på henne, skønt Eli ikke vilde og bøjede hovedet. Hun visste ikke hvad hun vilde give for et sådant tørrklæde, men det var dog ikke dette hun tenkte på. De lagde dem sammen igen, men langsomt. „Her skal du se,“ sagde moderen, hun tok opp nogle vakkre silkebånd. „Altsammen er som til en gente.“ Eli var ildende rød, men hun taug. „Her er ennu mere!“ moderen tok opp et vakkert sort kjoletøj — „det er vel fint“ sagde hun og holdt det mot dagslyset. Eli skalv litt på henderne, brystet steg, hun følte blodet fo’r sig til hovedet, hun vilde gerne vende sig bort, men det gikk ikke an. „Han har køpt noget på hverr byrejse,“ sagde moderen. Eli kunne næsten ikke holde sig lenger, øjnene løp om i skrinet fra den ene ting til den annen og tilbake på kjoletøjet; hun brann i ansigtet. Den sidste ting moderen tok opp lå i papir; de viklede det ene av efter det annet: det var et par små sko. De havde nokk aldrig sett maken nogen av dem, moderen trodde ikke de kunne arbejdes, Eli sagde ikke et ord, men da hun måtte take i skoene, stod alle hennes femm fingrer på dem; „jeg sveter nokk,“ hviskede hun og tørrede sig av. Moderen lagde det vel tilrette altsammen. „Ser det ikke akkurat ut, som han litt efter litt har køpt til en, han ikke torde give det til?“ sagde hun og så på Eli; — „han har gemt det her i skrinet — sålenge;“ hun lagde det altsammen aldeles sådan, som det havde ligget. „Nu skal vi se hvad som er i leddiken.“ Sakte åpnede hun den, som skulde hun rigtigt få se noget vakkert. Der lå en spenne, bred som til et livbånd, det var det første Eli så, dernæst så hun et par sammenbundne ringer av gull, og hun så en salmebok i fløjel med sølvspenner, men da så hun ikke mere, for hun havde sett innprikket på salmebokens sølv med fin skrivt: „Eli Bårdsdatter Bøen“ — — Moderen vilde, hun skulde se ned, fikk ikke svar, men så tåre på tåre at trille ned på silketøjet og drage sig utover. Da lagde moderen ned sylgjen, som hun holdt, lukkede leddiken til, vendte sig, og tok Eli inn til sig. Da gret datteren inne ved henne, og moderen gret over henne, uten at nogen av dem sagde noget mere.
En stund efter gikk Eli ute i haven for sig
selv, moderen gikk i køkkenet, hun skulde lage et eller
annet godt, for nu kom Arne straks. Siden gikk
hun ut og så til Eli i haven; hun sat på huk der
og skrev navne i sanden med en kepp. Hun strøk
over, da Margit kom, så opp og smilte; hun havde
gråtet. — „Ingenting at gråte for, barnet mitt,“
sagde Margit og klappede henne, „nu er maten
ferdig, og nu kommer Arne.“ — De så noget sort
mellem buskerne oppe på vejen. Eli snek sig inn,
moderen efter. Her var stor oppdekkning med
rømmegrøt, spikekøt, kringler, men Eli så ikke på
det, hun satte sig på en stol borte i klokkekråen,
opp til veggen, og skalv blott hun hørte en katt røre sig. Moderen stod ved bordet.
Faste skridt lød på stenhellerne, et kort lett skridt
i gangen, døren stille opp, og Arne trodte inn.
Det første han så var Eli i klokkekråen, lian slapp
døren, og blev stående. Dette gjorde Eli ennu mere
forlegen, hun rejste sig, angrede det straks og vendte
sig mot veggen. — „Er du her?“ sagde Arne, han blev
blussende rød, da han spurte. — Hun tok en hånd
opp og holdt for sig, som når solen faller for sterk
i øjnene. „Hvordan er du kommen hit?“ sagde
han og gjorde et skridt eller to; hun senkede
hånden igen, vendte sig litt mot ham, men bøjede
hovedet og brast i gråt. — „Hvorfor græter du, Eli?“
spurte han og gikk bort til henne. Hun svarte
ikke, men gret mere; „Gud velsigne dig, Eli!“
sagde han og tok omkring henne; hun lagde sig opp
til ham. Han hviskede noget nedover henne, hun
svarte ikke, men tok ham om halsen med begge
hender.
Lenge stod de således, ikke en lyd hørtes, uten fossen, som gav den evige minnelse, men fjernt og stille. Da gret der nogen borte ved bordet, Arne så opp, det var moderen; han hav de ikke sett henne før. „Nu er jeg sikker på du ikke rejser fra mig, Arne,“ sagde hun, kom gående over gulvet hen til ham; hun gret meget, men det gjorde godt sagde hun.
En stund efter, de havde spist og taket farvel med moderen, gikk de sammen henad vejen til prestegården. Det var en sommerlys natt, hvori alt stod skræmt sammen i store klynger og hviskede. Selv den, som fra barn er vant til en sådan natt, gør den underlig; en går likesom og vænter på der skal ske noget; dagen er der, men ikke livet. Oftest er himmelen litt blodrød mellem de bleke skysamlinger, den ser ut som et øje, der er nattevak. Der følger en sus med, men det er i ens egen hjerne, som er overanstrengt. Mennesket kryper sammen, bliver litet og tenker på sin Gud.
De to, som gikk her, gikk også tett inntil hinannen; de gikk med formegen lykke, det var som om nogen kunne take den. „Jeg tror næsten ikke på det,“ sagde Arne. Hun sagde hen for sig: „det er næsten så med mig også.“ — „Men det er sant,“ sagde han med vegt på hvert ord; „nu går jeg ikke lenger og tenker, nu har jeg dog engang gjort noget!“ — En stund efter lo han, men ikke med glede: „Nej, det er ikke mig, det er moder, som har gjort det.“ — Han fulgte nokk tanken hos sig selv; ti lenger hen sagde han: „like til idag har jeg igrunnen ikke gjort nogen ting, ikke veret med i noget. Jeg har bare sett på . . . hørt på.“ — Han gikk atter et stykke, da sagde han varmt: „Gud ske lov, at jeg blev ferdig på den måten; . . så har folk sluppet at se på meget, som ikke var som det burde vere . . .“ Og atter om en stund: „Men hàvde ikke nogen nu hjulpet mig frem til folk, så kannske jeg var bleven gående der!“ — Han taug.
„Kære, hvad tror du fa’r vil sige?“ spurte Eli, hun tenkte på sitt. „Jeg skal derover imorgen, straks det bliver dag“, sagde Arne — „det skal jeg da gjøre selv!“ — han vilde vere lett og frisk, han vilde ikke lenger tenke på tunge ting, ikke nogensinne! — „Eli, enn du, som fant sangen min deroppe i nøtterskogen?“ — hun lo — „og tonen, som jeg havde skrevet den til også?“ — — „Jeg tok den, som passede, jeg,“ sagde Eli og så ned. — Han lo så glad og da sagde han, mens han bøjede sig foran henne: „men den an nen sang kunne du ikke?“ — — „Hvad for en?“ sagde hun og så opp . . . . „Eli . . . du skal ikke blive sint på mig . . . men en gang her i vår ja, jeg kunne ikke for det: jeg hørte dig sitte og synge oppe på prestkravehaugen.“ — Hun blev meget undselig, siden lo hun: „Så var det ikke mere enn straff!“ sagde hun. „Hvilket?“ — „Å — det er; ja, det er ikke min skyld; det var din mo’r ja ja . . . . en annen gang . . . .“ — „Nej, kom med det!“ hun vilde ikke; — han stansede og ropte: „I har vel ikke veret oppe på loftet?“ Han var så alvorlig, at hun blev rædd og så ned; — han lagde mildt spørgende til: „mo’r har kannske funnet nøklen til det lille skrin?“ — hun stod litt, hun så opp, hun smilte, men det var som for at holde gråten tilbake, da tok han henne varmt om hovedet og lagde det opp til sitt. Han skalv litt, der kom lysning for øjnene, hete til hovedet, han strøk det ned over hennes, lipperne famlede litt nedover ansigtet, men fant ikke rigtigt frem, han stod heller ikke sikkert på benene, han måtte slippe henne, gikk, torde ikke se på henne, skyerne havde slike underlige former, der var en der like foran, den så ut som en get med to store horn, den stod på bakbenene; og der var nesen på en gammel kone, hun havde uredt hår; og der førte de skilderiet frem av en stor mann, det stod på skakke og det gikk midt over; . . . men der nede like på fjellet var det blått og fritt, fjellet stod tungsinnigt, vannet lå stille opp til det og torde ikke røre sig, skyblekt lå det, havde hværken sol eller måne, men full av kærlighet gikk skogen ned til det som bestandig, fugler våknede og putrede litt i halvsøvne, det svar te litt borti en kerr, og så borti annen, men her var ingen fare på ferde og de sovnede inn igen . . . fred var der, Arne følte dens velsignelse legge sig over ham som en aften „Du store, du almegtige Gud!“ sagde han, så han selv kunne høre det, og han foldede henderne, men gikk litt foran Eli, at hun ikke skulde se det.